I nr. 7 var siden 1804 traktørstedet Haabet, hvor studenterne yndede at komme.

Transkript

1 Riddersalen og Lorry Stig Jarl Man kan jo ikke gå på vandet; men man kan jo prøve at gøre det alligevel. Sådan har Riddersalens historie været. Det er beretningen om et væksthus, hvor livsglæde, musik og legelyst har foldet sig ud, og hvor nogle af dansk teaters store nyskabende personligheder har prøvet deres kræfter af. Selve Riddersalen blev godt nok først indrettet i 1914, men allerede fra 1800-tallets begyndelse har der været liv og glade dage i Allégade med et mylder af værtshuse med og uden syngepiger. Riddersalens adresse breder sig i dag over både nr. 7 og nr. 9. I nr. 7 var siden 1804 traktørstedet Haabet, hvor studenterne yndede at komme. Værtshusholder var den legendariske Lars Mathiesen, som Hostrup havde taget med i en sang i Genboerne. Også i nr. 9 havde der været traktørsted siden 1780erne; Enighedslyst hed det. Et toetagers forhus den bygning, der i dag huser Riddersalen kom til i Her åbnede i 1877 Carl Kehlet sangerindepavillonen Café Chantant, hvor nordens skønneste kvinder sad på højryggede forgyldte stole som høns på pinde, og hvor Holger Drachmann hin maj-aften i 1887 traf den 21-årige syngepige Amanda Nilsson, som han skulle udødeliggøre som sin Edith. Drachmann gik med en drøm om at højne sangerindepavillonen til en litterær varieté, som man kendte det fra Tyskland; men det blev først med stedets næste ejer, at stilen blev lagt om. Lorry Feilberg: Festina Lente Man skal flytte ét ben ad gangen F.L. Feilberg hed han. L et stod for Laurentius. Og det blev hurtigt til Lorry. Lorry Feilberg havde haft en rimelig alsidig karriere, inden han i 1896 købte Allégade 9: præstesøn, stud.jur, cand.phil., journalist, bagermester og foreviser af mærkelige dyr så baggrunden for stillingen som varieté-direktør var i orden. Under navnet Operetten drev han sangerindepavillonen videre; her kom de letlevende piger og Saxogade-drengene som gav Lorry de mange slagord og udtryk, han blev så kendt for: Vi flækker ikke vind (om at vakle hjem i en brandert) og vi spiser ikke søm (om den ubehagelige dagen-derpå-smag i munden). Gradvis blev syngepigerne fortrængt af de lidt bredere anlagte varieté-forestillinger, ligesom publikums sammensætning blev pænere. Det gik så godt for Lorry, at han kunne udvide. Han havde i 1901 efter inspiration fra Tyskland indrettet en Bondestue, som han nogle år senere omdannede til Landsbyen, og her var visse af de tidligere stamgæster forment adgang: I landsbyer plejer der ikke at komme skøger. I 1909 købte Lorry naboejendommen nr. 11 og skabte her Drachmann-kroen. Da ideen blev kendt, havde Drachmanns venner protesteret mod varieté-værtens snylten på digterens minde; men kroen blev en sådan seværdighed især på grund af Aksel Jørgensens vægmalerier at da den endelig åbnede var alt tilgivet.

2 Lorry havde ambitioner om at ombygge Operetten til et stort varieté-lokale, som skulle hedde Byen. Scenen for danse- og artistnumre, folkesang og optog skulle være på selve gulvet indrettet som Amagertorv på Holbergs tid, og det var hensigten at placere publikum på siderne af lokalet: i husene på Vimmelskaftet på svalegange og balkoner samt i større og mindre værelser, hvor der skulle være servering. Helt så voldsomt blev det ikke Lorrys valgsprog var Festina lente ( Hastværk er lastværk ). I stedet lavede han Operetten om til kabaret-scenen Riddersalen, som åbnede den 6. maj Hermed forsvandt de sidste syngepiger helt til fordel for en skønsom blanding af visesangerinder, klaverhumorister, småsketches og korte uddrag af operetter ja sågar også optræden af en kongelig kapelmusikus, cellisten Henry Bramsen. Syngepigerne forsvandt nok også mere eller mindre efter, at Lorry havde fået et vink med en vognstang fra Frederiksbergs birkedommer Aage Gad. Han lukkede ved samme lejlighed Syngepige-varietéen hos Fru Schultz på Alléenberg; men gav hende som kompensation en biografbevilling med ret til optræden af mandlige artister i mellemakterne. Så søgte Lorry teaterbevilling. Ikke ud fra ønsket om at lave egentligt teater tværtimod skrev han til Kongen (Justitsministeriet) i sin ansøgning om en såkaldt lille teaterbevilling, at det ingenlunde var hans Hensigt at lægge an paa Teaterforestillinger i egentlig forstand med Kulisser, Dekorationer, Kostumer og lignende scenisk Udstyr. Der var en helt anden pointe med at udskifte varieté-bevillingen med en teaterbevilling: han skulle kun betale den halve skat. I Lars Mathiesens gamle lokaler i nr. 7, som Lorry købte i 1913, havde han en overgang planer om at etablere et galleri for moderne kunst, senere kom så tanken om et minde-etablissement for guldalderdigterne: En Guldaldersal. Den skulle Lorry dog ikke selv opleve at se, hans helbred var slidt op, og han døde efter flere års sygdom i 1917, hvorefter hans kone, Marie Feilberg, med dygtighed førte foretagendet videre i nogle år. I 1920 overdrog hun dog Lorry-etablissementet til et konsortium med den kendte byggesagfører Valdemar Jernskæg Nielsen i spidsen. Under Jernskæg blev flere af Lorrys ideer realiseret omend i en lidt anden stil: den prægtige Guldaldersal med guldalderens digtere i olie på væggene stod færdig i 1921, og haven foran bygningen blev lavet om til en festlig folkepark Lorry-park med levende musik. Også Landsbyen kom under Jernskægs behandling og vakte opsigt, da den genåbnede i Teatermaleren Bang-Sørensen havde lavet den om til en bjergby i Tyrol med alpegræsgange, små hytter og en rigtig vandmølle. Og når lyset tændtes, glimtede stjernerne i det hvælvede loft og aftensolen glødede i alpetoppene. Men tilbage til Riddersalen, hvor den foretagsomme Valdemar Jernskæg, som ønskede at satse på revy og teater, lod den primitive kabaretscene udvide og modernisere. 20erne og 30erne: Revyernes tid Ludvig Brandstrups Co-Optimisterne (skabt efter inspiration fra England) var et forfriskende intelligent modspil til tidens tomme Scala -udstyrs-underholdning. Co-optimisterne, der spillede på flere forskellige teatre udover Riddersalen også Betty Nansen Teatret og Fønix Teatret (= det nuv. Aveny Teatret) var i enhedskostumer: gul-lilla pjerrot-agtige figurer med overdimensioneret krave. Med var bl.a. Storm P., som i Hamlet og andre småting i 1928 har optrådt som Hamlets ånd med lys i næsen, så han kunne læse manuskriptet.

3 Osvald Helmuth optrådte også her bl.a. i 1927 i Lorry-revyen Hopla vi er her, hvor han sang Kanske frøken Carlson danser lite Charlston. De større forestillinger kom først til, da Arne Weel i 1930 satte sig i direktørstolen. Her var fransk importeret komedie og lyriske skuespil, der var Holger Drachmann, Soya og Sv. Rindom og også en Jeppe på Bjerget med klovnen August Miehe i titelrollen. Varietégenren havde man ikke helt glemt: i en halv snes måneder optrådte to illusionister Soliman og Solimané. Men først og fremmest var der PH-revyer med Liva Weel, - bl.a. en revyudgave af Aristofanes Lysistrate, som i Poul Henningsen og Otto Gelsteds version kom til at hedde Kvindernes oprør. I 1933 opgave Arne Weel ledelsen og Ludvig Brandstrup rykkede ind for en enkelt sæson dels med sine Co-optimister i revyen Ungdommen raser, men også med både Heibergs De Uadskillelige og Hostrups Soldaterløjer Per Knutzon finder Melodien Det var imidlertid først, Per Knutzon, sammen med den senere direktør for Odense Teater, Helge Rungwald, fra sæson 1935/36 overtog Riddersalen, at det store publikum strømmede til. Per Knutzon havde markeret sig som talentfuld venstreorienteret instruktør ved Forsøgsscenen og senere med sin egen trup Det Sociale Teater. Det var Larsen, der trak. Hans oprør mod småborgerligheden i Kjeld Abells Melodien, der blev væk, som havde musik af Bernhard Christensen og Hermann D. Koppel og sangtekster af den senere universitetsprofessor Sven Møller Kristensen. Per Knutzon havde selv instrueret Melodien, der gik for to fulde sæsoner og herefter kom på turné. Ligeved 600 opførelser blev det til i den opsætning. Helt så godt gik det ikke med den næste produktion, der ellers var nok så bemærkelsesværdig: ur-premieren på Bertolt Brechts Rundhoveder og Spidshoveder. Brecht selv som i 30erne boede i exil på Fyn tog del i prøvearbejdet; men der var problemer for skuespillerne med at forstå den brechtske distancerende spillestil og det var der også for både anmeldere og publikum. Efter kun 3 uger blev Rundhoveder taget af plakaten og udskiftet med PH s revykomedie Op og ned med Jeppe. Fra Per Knutzons direktonstid skal også nævnes opsætningen af Brechts Laser og Pjalter med bl.a. Lulu Ziegler og Erling Schroeder og revyen Mars på weekend af Kjeld Abell, Mogens Dam og Poul Henningsen, hvor Liva sang den berømte Nå-vise. Sam Besekow Den unge Sam Besekow fulgte i 1938 efter Per Knutzon. Hør hvordan han selv karakteriserer sit to-årige direktorat: Riddersalen i mine hænder blev én eneste stor fejltagelse fordi jeg først og fremmest begik den samme fejl som alle små teatre begår i dag: Jeg ville ikke noget med teatret, jeg ville kun være moderne (Sam Besekow: SYVTALLET. 1966) Han kaldte Riddersalen for en avantgarde-scene og præsenterede et internationalt repertoire med bl.a. Steinbecks Mus og Mænd, O Neills Kejser Jones og Giraudouxs Trojanerkrigen (=Den trojanske krig finder ikke sted). Riddersalens direktører holdt sjældent mange år ad gangen. Det var jo før, der kom system i den offentlige teaterstøtte, og det har altid været Riddersalens problem, at der ikke er pladser nok til at tjene ordentligt med penge, når man endelig har en succes.

4 Da Besekow måtte takke af, var det blevet forår 1940 og tysk besættelse. Arne Weel vendte tilbage til sit gamle teater med Kjeld Abell og Poul Henningsens Dyveke, hvor Liva Weel havde titelrollen og gav viser som Jeg gir mit humør en gang lak og Man binder os på mund og hånd. Dyveke gik et år mere end 300 opførelser blev det til så kom Sam Besekow tilbage som sommerfugl 1941 med både en revy og spændingsforestillingen om tændstikkongen Kreuger, Natten til den 16. januar, hvor publikum som nævninge bestemte stykkets afslutning. Også Per Knutzon gik igen. Det blev til tre sæsoner med store succeser: Bl.a. Strindbergs Frøken Julie med Berthe Quistgaard og Siegfried Johansen som gik næsten 200 gange og Livet er jo dejligt af William Saroyan der opnåede næsten 600 opførelser Schroeder og Feigenberg Da Per Knutzon i efteråret 1943 måtte flygte til Sverige, overtog Erling Schroeder, der var med i Livet er jo dejligt, ledelsen af Riddersalen. Det blev i første omgang til fire sæsoner og efter en pause i 48/49 og 49/50, hvor Meir Feigenberg stod ved roret så atter tre sæsoner. Schroeder lod bl.a. Edvin Tiemroth iscenesætte Hamlet med direktøren selv i titelrollen. Den 20. april 1945 blev der øvet schalburgtage mod Lorry. Det var især Landsbyen, der blev ødelagt, men også Riddersalen led skade. Gyseren Når mørket sænker sig, som spilledes på den tid, måtte derfor flyttes til Alléscenen indtil lokalet var kommet i stand igen. Efter krigen havde Riddersalen stor succes med Axel Kiellands skuespil om de norske sabotører Hvis et folk vil leve, men spillede også både klassikere som Gorkis Natherberget og Camus Caligula. Schroeder og Feigenberg var begge unge og dynamiske med ønsker om at forny det hjemlige repertoire. Riddersalen blev orienteret mod det nye europæiske og amerikanske drama gerne af eksperimenterende tilsnit. Meir Feigenberg, som med sine 24 år i 1947 blev landets yngste teaterdirektør, havde store kunstneriske ambitioner. Han indledte sin periode med Sartres I anstændighedens navn (= Den anstændige luder), havde verdenspremiere på Anouihs Medea og satte både Tjekovs Tre søstre og Lorcas Yerma på plakaten. Feigenberg lod også Liva Weel vende tilbage til Riddersalen i noget, der skulle være blevet en genopfriskning af Lysistrate; men som blev den helt store nedtur, da Liva var syg og ikke længere kunne huske replikker. To gange præsenterede Feigenberg den amerikanske sydstatsdramatiker Tennessee Williams. Glasmenageriet og Flyvende sommer, hvor den sidste blev en sådan succes, at Feigenberg lod den fortsætte på Frederiksberg Teater (nuv. Aveny Teater), hvis ledelse han overtog i Da Schroeder atter kom til Riddersalen i 1950, startede han pænt traditionelt med at tjene penge på næsten i et år at spille Noel Cowards Faldne engle med Marguerite Viby og Clara Østø. Det gav råd til eksperimenter: midnatsforestilling eller natspectakel, som Schroeder kaldte det med Genets seksuelt provokerende Pigeleg (= Stuepigerne) i Gabriel Axels iscenesættelse i sæson 50/51. Også sæson 1951/52s opførelse af Stefan Zweigs bearbejdelse af Ben Johnsons saftige talskomedie Volpone vakte opmærksomhed, ikke mindst i kraft af Preben Neergaards frække og sanselige tjenerfigur. Det var til gengæld en dyr spøg, der selv om den spillede 115 gange, gav et stort underskud.

5 Et andet eksperiment knap så vellykket var Kvadrat-teatret i Guldaldersalen i sæson 52/53. Forbilledet for kvadrat-teatret (i dag ville man sige arena-teater) kom fra den amerikanske form, Theatre in the Round, hvor publikum sidder på alle fire sider af den kvadratiske scene. Schroeder havde selv instrueret forestillingen: Saroyans Mens vi lever, som imidlertid ikke kun bære. Det blev kun til 7 opførelser. Selv om Erling Schroeder hentede sig flere økonomiske øretæver, blev det dog ikke den helt store katastrofe, bl.a. fordi Riddersalen i hans direktionstid for første gang modtog offentlig støtte (begyndende i sæson 45/46 med kr. fra Filmfonden, hvis midler kom fra afgifter på biografbilletter). Vi har svært ved at overleve og venter stadig på Godot Skuespilleren Svend Fridberg drev teatret i de to følgende sæsoner. Hans repertoire var en broget blanding af international dramatik; men han havde også et nyt dansk skuespil: Finn Methlings Kaspar Hauser-stykket Ukendte menneske. Ved årsskiftet 55/56 overtog Niels Bing og Hans Henrik Krause det teater, hvor de begge i sin tid var debuteret. Det holdt ikke mere end godt et par år, men med markante produktioner som bl.a. Pirandellos Nøgen, hvor Lily Weiding ydede en stor præstation, og københavnerpremiere på Becketts Vi venter på Godot. I sommeren 1958 søgte og fik Jan Zangenberg bevillingen. Han klarede det imidlertid kun et par måneder, idet hans produktion af Roussins komedie La Mamma i Edvin Tiemroths iscenesættelse hverken faldt i anmeldere eller publikums smag. Da bevillingen blev genopslået i november, var der imidlertid ingen kvalificerede ansøgere, og Riddersalen stod tom indtil reklamemanden Ib Romer Jørgensen fra efteråret 1960 pustede liv i teatret med Louis Miehe- Renard og Caja Hermann i reyven På lemp lige vilkår iscenesat af Preben Kaas og med tekster af bl.a. PH og Georgjedde. Den initiativrige Romer Jørgensen åbnede i foråret 1961 også Riddersalen for både midnatsforestillinger, hvor Bent Mejdings Ungdommens Teater spillede Camus De retfærdige, og frokostteater med Arrabals Skovtur på slagmarken (= Frokost på slagmarken) og Ionescos Den skaldede sangerinde. I efteråret 1961 prøvede Romer Jørgensen med en opfølgning af sidste sæsons succes, men Tredje rate på lempelige vilkår slog ikke an. Selv ikke da man reklamerede med, at publikum kunne komme gratis ind og så bagefter betale, hvad de syntes, at forestillingen var værd. Efter få måneder måtte Romer Jørgensen kaste håndklædet i ringen. Hva nu? Lorry-etablissementets bestyrelse så gerne en rimelig sikker huslejeindtægt, men erfaringerne med teater var jo ikke de bedste, Der blev ført forhandlinger med Bent Mejding, som var interesseret i en fast scene til sit Ungdommens teater, men økonomien kom aldrig til at hænge sammen, og til slut meddelte Lorrys bestyrelse, at man i stedet ville drive Riddersalen som historisk teatercafé. Værtshus. Og sådan blev det i 8 år. Jytte Abildstrøms æra Men så kom hun. Fruen. Der havde spillet dukketeater for børn siden 1964 for med skønhed og humor at give børn en kunstnerisk oplevelse. I 1968/69 begyndte hun at spille voksenteater sammen med legekammeraterne Jytte Hauch- Fausbøll, Paul Valjean, Jesper Klein og Jean Voigt i det nyindrettede kælderteater i Bristol.

6 Forestillingen hed Kameldamen. Det gik godt og gav blod på tanden til i næste sæson at leje Riddersalen. Den 21. januar 1970 genåbnede hun med et brag Riddersalen med Fristrups parodifarce Svend, Knud og Valdemar med Jesper Klein, Bodil Udsen, Carl Ottosen og Gotha Andersen. Og det er gået lige siden. Den historie skal ikke fortælles nu; men det er jo sjovt at tænke på, at Jytte nu har holdt i 23 år som teaterchef på Riddersalen, hvor tidligere ingen kunne klare at være i mere end højst 4 sæsoner ad gangen. Stig Jarl (1993)