DOMSTOLENS DOM 27. september 1988*

Transkript

1 BAYER M. FL. / SÜLLHÖFER DOMSTOLENS DOM 27. september 1988* I sag 65/86, angående en anmodning, som Bundesgerichtshof i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag Bayer AG, Leverkusen, og Maschinenfabrik Hennecke GmbH, St. Augustin-Birlinghofen, mod Heinz Süllhöfer, Niederrheinstraße 58, Düsseldorf, erhvervsdrivende, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende spørgsmålet, om det er foreneligt med EØF-Traktatens artikler 30 ff. og 85, at parterne i en licensaftale optager en bestemmelse, hvorefter licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater bestående, licensgiveren tilhørende, identiske industrielle ejendomsrettigheder, har DOMSTOLEN, sammensat af præsidenten Mackenzie Stuart, afdelingsformændene G. Bosco, J. C. Moitinho de Almeida og G. C. Rodríguez Iglesias, dommerne T. Koopmans, U. Everling, C. N. Kakouris, R. Joliét og F. A. Schockweiler, generaladvokat: M. Darmon justitssekretær: fuldmægtig D. Louterman * Processprog: Tysk. 5281

2 efter at der er afgivet indlæg af: DOM AF SAG 65/86 selskabet Bayer AG, Leverkusen og Maschinenfabrik Hennecke GmbH, St. Augustin-Berlinghoven, appellanter i hovedsagen, repræsenteret ved advokat Dietrich Hoffmann, Düsseldorf, Heinz Süllhöfer, Düsseldorf, indstævnte i hovedsagen, repræsenteret ved advokat Oliver Brändel, Karlsruhe, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Norbert Koch, som befuldmægtiget, på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 7. maj 1987, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. juli 1987, afsagt følgende Dom i Ved kendelse af 4. februar 1986, indgået til Domstolen den 6. marts s.a., har Bundesgerichtshof i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 30 ff. og 85 med henblik på at fastslå, om det er foreneligt med disse bestemmelser, at parterne i en licensaftale optager en klausul, hvorved licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater bestående, licensgiveren tilhørende, identiske industrielle ejendomsrettigheder. 2 Dette spørgsmål er opstået under en tvist mellem Süllhöfer (herefter benævnt»süllhöfer«), erhvervsdrivende i Düsseldorf, og selskaberne Bayer AG og Hennecke GmbH, hvis kapital fuldt ud tilhører førstnævnte (herefter benævnt»bayer og Hennecke«), med hjemsted i Forbundsrepublikken Tyskland. Striden drejer sig 5282

3 BAYER M. FL. / SÜLLHÖFER om gyldigheden af den ovennævnte aftale, samt om disse selskabers forpligtelse til at aflægge regnskab og betale erstatning til Süllhöfer. 3 Den 20. december 1950 fik Bayer patent (»Moroni«) på en produktionsmetode og et anlæg til kontinuerlig fremstilling af fortløbende plader, baner og bånd af skumstof, navnlig på basis af polyurethan. Den 22. juli 1965 anmeldte Süllhöfer et brugsmønster og en ansøgning om patent til et dobbelt transportbåndanlæg bestemt til produktion af plader på grundlag af hårdt polyurethanskum. Brugsmønsteret blev registreret den 21. juli For så vidt angår patentansøgningen, blev den offentliggjort den 17. august 1967, fra hvilken dato indsigelsesfristen begyndte at løbe. 4 Fra 1967 til begyndelsen af 1968 kom det til en række retssager mellem Süllhöfer og Hennecke. Süllhöfer havde under påberåbelse af det nævnte brugsmønster advaret Hennecke og dennes kunder. Hennecke nedlagde for sit vedkommende påstand om, at det nævnte brugsmønster blev kendt ugyldigt, og at Süllhöfer blev dømt til at betale en erstatning for ulovlig og ukorrekt advarsel. s I mellemtiden havde Bayer og Hennecke, som dengang var to selvstændige virksomheder, gjort indsigelse mod den nævnte patentansøgning fra Süllhöfer. 6 Den omhandlede aftale blev indgået den 9. april 1968 for at bringe de ovennævnte retssager til afslutning. Ved denne aftale meddelte Süllhöfer Hennecke og Bayer en ikke-eksklusiv vederlagsfri licens til udnyttelse af ovennævnte brugsmønster og patent, med mulighed for disse to selskaber til at meddele underlicenser. Süllhöfer forpligtede sig også til at meddele Hennecke og Bayer en licens mod vederlag til udnyttelse af hans hertil svarende industrielle ejendomsrettigheder i andre medlemsstater med ret for de to selskaber til at meddele underlicenser. 7 Bayer meddelte for sit vedkommende mod vederlag Süllhöfer en ikke-eksklusiv og ikke-overdragelig licens til produktion af de skumplader, som Bayer havde tysk patent på, frafaldt anlæggelse af sag mod Süllhöfer for krænkelse af dette patent 5283

4 DOM AF SAG 65/86 og forpligtede sig sammen med Hennecke til ikke at angribe gyldigheden af det af Süllhöfer ansøgte patent vedrørende de ovennævnte dobbelte transportbånd. De kontraherende parter forpligtede sig yderligere til at frafalde de ovennævnte iværksatte retsskridt. s Nogle år senere opstod der nye uoverensstemmelser mellem parterne, hvilket førte til, at Süllhöfer opsagde aftalen af 9. april Efter et af Süllhöfer indbragt søgsmål fastslog Landgericht Düsseldorf, at denne aftale var uvirksom, fordi den var baseret på svigagtige forhold. Under ankesagen fandt Oberlandesgericht Düsseldorf, at ikke-angrebsklausulen var uforenelig med Traktatens artikel 85, stk. 1, hvilket måtte medføre, at hele aftalen var ugyldig i medfør af den tyske borgerlige rets paragraf 139, som bestemmer:»hvis en del af en retsakt er ugyldig, er retsakten ugyldig i sin helhed, medmindre der er grund til at antage, at den ville være vedtaget også uden den ugyldige del«. 9 Da Bundesgerichtshof fandt, at Domstolen endnu ikke havde udtalt sig om, hvorvidt det er foreneligt med EØF-Traktaten i en licensaftale at optage en ikke-angrebsklausul, i medfør af hvilken licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater bestående, licensgiveren tilhørende identiske industrielle ejendomsrettigheder, udsatte den sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»er det foreneligt med Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-Traktatens artikler 30 ff. og 85) i en licensaftale at optage en bestemmelse, hvorefter licenstageren forpligter sig til ikke at angribe de i licens givne, i flere af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater bestående, licensgiveren tilhørende, identiske industrielle ejendomsrettigheder?«io Vedrørende hovedsagens faktiske omstændigheder og de indlæg, der er indgivet for Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. 5284

5 BAYER M. FL / SÜLLHÖFER Ikke-angrebsklausulens forenelighed med EØF-Traktatens artikler 30 ff. ii For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klausulen om ikke angreb på visse industrielle ejendomsrettigheder er forenelig med Traktatens artikler 30 ff. bemærkes, at disse artikler hører til de regler, som skal sikre varernes frie bevægelighed og med henblik herpå fjerne de af medlemsstaternes foranstaltninger, som på den ene eller den anden måde kan forhindre denne. Aftaler mellem virksomheder er derimod reguleret af konkurrencereglerne i Traktatens artikler 85 ff., hvis formål er at sikre en effektiv konkurrence inden for fællesmarkedet. 12 Det præjudicielle spørgsmål drejer sig om optagelsen af en ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale. Det vedrører således ikke anvendelsen af en national lovgivning om udøvelsen af en industriel ejendomsrettighed, der kan forhindre varernes frie bevægelighed mellem medlemsstaterne, men gyldigheden af en aftale mellem virksomheder, som kan have til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. n Det ved det præjudicielle spørgsmål rejste fortolkningsproblem vedrørende fællesskabsretten vedrører derfor Traktatens artikel 85 og ikke artiklerne 30 ff. Ikke-angrebsklausulens forenelighed med EØF-Traktatens artikel 85, stk. 1 H Efter Kommissionens opfattelse skal en klausul om ikke-angreb på en industriel ejendomsrettighed, som er optaget i en licensaftale, principielt anses for en konkurrencebegrænsning. En sådan klausul er imidlertid forenelig med Traktatens artikel 85, stk. 1, når den er optaget i en aftale, som skal bringe en verserende retssag til ophør, såfremt gyldigheden af den industrielle ejendomsrettighed, som er tvistens genstand, giver anledning til alvorlig tvivl, at aftalen ikke indeholder andre klausuler, som begrænser konkurrencen, og ikke-angrebsklausulen vedrører den omtvistede rettighed. 5285

6 DOM AF SAG 65/86 is Kommissionens synspunkt kan ikke lægges til grund. Forbudet i Traktatens artikel 85, stk. 1, imod visse»aftaler«mellem virksomheder sondrer ikke mellem aftaler, som har til formål at bringe en tvist til ophør og aftaler, som forfølger andre mål. Det bemærkes endvidere, at den vurdering, som anlægges ved en sådan mindelig ordning, ikke præjudicerer spørgsmålet om, og i hvilket omfang et retsforlig, som er indgået ved en national domsmyndighed, og som udgør en retsakt, kan kendes ugyldig for krænkelse af fællesskabets konkurrenceret. i6 En ikke-angrebsklausul optaget i en patentlicensaftale kan under hensyn til den retlige og økonomiske sammenhæng være konkurrencebegrænsende i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 1. i7 For så vidt angår denne nævnte sammenhæng må det præciseres, at der ikke foreligger nogen konkurrencebegrænsning, når licensen er meddelt vederlagsfrit, idet licenstageren under disse omstændigheder ikke er udsat for konkurrencemæssige ulemper, som skyldes betaling af afgifter. is En ikke-angrebsklausul indeholdt i en licens, meddelt mod vederlag, er heller ikke en konkurrencebegrænsning, når licensen vedrører en forældet teknisk produktionsmetode, som den pågældende virksomhed ikke vil anvende. i9 Det bemærkes dog, at såfremt den nationale retsinstans skulle finde, at ikke-angrebsklausulen, indeholdt i licensen meddelt mod vederlag, indebærer et indgreb i licenstagerens handlingsfrihed, skal retsinstansen endvidere afgøre, om klausulen under hensyn til den stilling, som de pågældende virksomheder indtager på markedet for de omhandlede produkter, er af en sådan karakter, at den begrænser konkurrencen væsentligt. 20 Det bemærkes endelig, at hvis denne betingelse er opfyldt, kan en aftale med gensidig meddelelse af licenser til industrielle ejendomsrettigheder, som er beskyttet i flere af Fællesskabets medlemsstater, påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, skønt aftaleparterne er etableret i samme medlemsstat. 5286

7 BAYER M. FL. / SÜLLHÖFER 21 På grundlag af det anførte må den nationale retsinstans spørgsmål besvares således, at en ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale, alt efter den retlige og økonomiske sammenhæng, kan indebære en konkurrencebegrænsning i Traktatens artikel 85, stk. Vs forstand. En sådan klausul udgør imidlertid ikke en konkurrencebegrænsning, hvis den forekommer i forbindelse med en vederlagsfrit meddelt licens, og licenstagerens konkurrencemæssige stilling ikke forringes som følge af licensbetaling, eller hvis licensen er meddelt mod vederlag, men vedrører en teknisk forældet produktionsmetode, som den virksomhed, der har påtaget sig ikkeangrebsforpligtelsen, ikke påtænker at anvende. Sagens omkostninger 22 De udgifter, som er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN vedrørende det spørgsmål, som er forelagt af Bundesgerichtshof ved kendelse af 4. februar 1986, for ret: En ikke-angrebsklausul i en patentlicensaftale kan, alt efter den retlige og økonomiske sammenhæng, indebære en konkurrencebegrænsning i Traktatens artikel 85, stk. l's forstand. En sådan klausul udgør imidlertid ikke en konkurrencebegrænsning, hvis den forekommer i forbindelse med en vederlagsfrit meddelt licens, og 5287

8 DOM AF SAG 65/86 licenstagerens konkurrencemæssige stilling derfor ikke forringes som følge af licensbetaling, eller hvis licensen er meddelt mod vederlag, men vedrører en teknisk forældet produktionsmetode, som den virksomhed, der har påtaget sig ikke-angrebsforpligtelsen, ikke påtænker at anvende. Mackenzie Stuart Bosco Moitinho de Almeida Rodríguez Iglesias Koopmans Everling Kakouris Joliét Schockweiler Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. september J.-G. Giraud Justitssekretær A. J. Mackenzie Stuart Præsident 5288