DOMSTOLENS DOM 27. september 1988*

Transkript

1 DEN BELGISKE STAT /HUMBEL DOMSTOLENS DOM 27. september 1988* I sag 263/86, angående en anmodning, som fredsdommeren i Neufchâteau (Belgien) i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag den belgiske stat mod René Humbel og hustru, født Marie-Thérèse Edel, som værger for deres umyndige søn Frédéric Humbel, begge med bopæl i Luxembourg, 2, rue Federspiel, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen navnlig af EØF-Traktatens artikler 59 og 128, har DOMSTOLEN, sammensat af afdelingsformanden G. Bosco som fungerende præsident, afdelingsformand J. C. Moitinho de Almeida, dommerne T. Koopmans, U. Everling, K. Bahlmann, Y. Galmot, C. N. Kakouris, R. Joliét og F. A. Schockweiler, generaladvokat: Sir Gordon Slynn justitssekretær: fuldmægtig B. Pastor efter at der er afgivet indlæg af: sagsøgeren ved advokat Dardenne, de sagsøgte ved advokat L. Misson, * Processprog: Fransk. 5383

2 DOM AF SAG 263/86 Det Forenede Kongerige ved H. R. L. Purse, som befuldmægtiget, Den Italienske Republik ved L. Ferrari Bravo, afdelingschef i Udenrigsministeriets Juridiske Afdeling, som befuldmægtiget, Storhertugdømmet Luxembourg ved direktøren for Internationale Økonomiske Forbindelser, som befuldmægtiget, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Kremlis som befuldmægtiget, på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 26. november 1987, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. marts 1988, afsagt følgende Dom i Ved kendelse af 16. maj 1986, indgået til Domstolen den 21. oktober s.a., har fredsdommeren i Neufchâteau (Belgien) i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen tre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen navnlig af artiklerne 59 ff. og 128 i Traktaten med henblik på at afgøre en sag, der drejer sig om betaling af afgifter (såkaldt»minervai«) for deltagelse i undervisningen ved et statsligt undervisningsinstitut, en afgift, der skal betales af personer, der er statsborgere i andre medlemsstater. 2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag, som den belgiske stat har anlagt mod de sagsøgte i hovedsagen, R. Humbel og hustru som værger for sønnen Frédéric med påstand om betaling af et beløb på BFR i studieafgift for Frédéric Humbels deltagelse i videregående undervisning i undervisningsåret på Institut d'enseignement general et technique de l'etat i Libramont (Belgien). 5384

3 DEN BELGISKE STAT / HUMBEL 3 Det fremgår af sagen, at Frédéric Humbel og hans forældre er franske statsborgere. De bor i Luxembourg, hvor faderen arbejder. 4 Det fremgår endvidere af sagen, at undervisningen på nævnte institut er videregående undervisning, der gives inden for rammerne af det belgiske uddannelsessystem. Den studieretning, Frédéric Humbel har fulgt, omfatter studier af i alt seks års varighed, der falder i tre på hinanden følgende dele på hver to år, nemlig en observationsdel, en orienteringsdel og en retningsdel. Den undervisning, Frédéric Humbel var indskrevet til i undervisningsåret , var det andet undervisningsår før afslutning af orienteringsdelen. Denne undervisning er uddannelsens generelle basisdel og omfatter derfor ikke specielle faglige fag. Den undervisning, Frédéric Humbel har fulgt på retningsdelen anses derimod efter belgisk ret for faglig uddannelse. For deltagelse i denne undervisning skal der ikke betales studieafgift. 5 Den belgiske stat har anlagt sag, efter at Frédéric Humbel havde afvist at betale en studieafgift på BFR, en studieafgift der ikke skulle betales af belgiske studerende. 6 Den nationale ret, sagen er anlagt ved, har udsat sin afgørelse og anmodet Domstolen om at afgøre følgende præjudicielle spørgsmål :»1) Kan den undervisning, Frédéric Humbel modtager på Institut Technique de l'etat i Libramont, anses for faglig uddannelse? 2) Kan i benægtende fald Frédéric Humbel antages at være modtager af tjenesteydelser, jfr. Traktatens artikler 59 ff., og en studieafgift kræves erlagt for hans deltagelse i almindelig undervisning? 3) Har en fransk arbejdstager, der er bosat i Storhertugdømmet Luxembourg, ret til at få sine børn optaget på belgiske læreanstalter uden at betale studieafgift af nogen art, såfremt luxembourgske statsborgere har ret hertil?«5385

4 DOM AF SAG 263/86 7 Vedrørende sagens retlige baggrund, de faktiske omstændigheder og de indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. Det første spørgsmål s Med det første spørgsmål skal det afgøres, om en undervisning som den ovenfor omtalte kan anses for at være faglig uddannelse i den i EØF-Traktaten forudsatte betydning. 9 De sagsøgte har i den forbindelse gjort gældende, at det omhandlede undervisningsår, selv om det tilsyneladende isoleret betragtet ikke opfylder kriterierne for faglig uddannelse, således som disse kriterier er fastlagt i Domstolens dom af 13. februar 1985 (Gravier, 293/83, Smi. s. 593), alligevel svarer til en sådan uddannelse i det omfang, det giver adgang til retningsdelen, dvs. den i snævrere forstand tekniske undervisning. Heroverfor har den belgiske stat i retsmødet gjort gældende, at den undervisning, Frédéric Humbel har fulgt, henhører under videregående almindelig undervisning, der ikke giver en faglig uddannelse i den i nævnte dom forudsatte betydning. Det Forenede Kongerige har anført, at den omhandlede undervisning er en videregående almindelig undervisning, der som sådan ikke er»faglig uddannelse«i den i EØF-Traktaten forudsatte betydning. Kommissionen har endelig anført, at det ikke på grundlag af sagens akter kan fastslås, af hvilken art den af Frédéric Humbel fulgte undervisning er. io Domstolen skal i første række henvise til dom af 13. februar 1985, hvori det fastslås, at enhver form for uddannelse, der fører til en kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, eller som bibringer den særlige færdighed, som kræves for at udøve en sådan profession, fag eller stilling, henhører under begrebet faglig uddannelse, uanset elevernes eller de studerendes alder eller uddannelsesniveau, ligesom det heller ikke spiller nogen rolle, om uddannelsesprogrammet også omfatter en vis del mere almindelig undervisning. n Hovedsagen rejser navnlig spørgsmål om, hvorvidt et undervisningsår, der i og for sig ikke opfylder dette kriterium, skal anses for henhørende under faglig undervisning, når det er en uadskillelig del af en undervisningsretning, der må betegnes som faglig undervisning. 5386

5 DEN BELGISKE STAT / HUMBEL u I den forbindelse må det fremhæves, at de enkelte år inden for et samlet undervisningsforløb ikke kan bestemmes isoleret, men skal anskues i sammenhæng med undervisningsretningen under ét og navnlig i forhold til dennes formål, forudsat at undervisningsforløbet fremstår som en samlet enhed, og at det ikke er muligt at udsondre en del af undervisningen, der ikke henhører under faglig uddannelse, mens en anden del falder ind under dette begreb (jfr. herved Domstolens dom af 2. februar 1988, Blaizot, 24/86, Sml. s. 379). Det tilkommer den nationale ret at anvende disse kriterier på de faktiske omstændigheder i den for den verserende hovedsag. 13 Det første spørgsmål må derfor besvares således, at et års undervisning i et uddannelsesforløb, der udgør en samlet uddannelse i særlige erhverv, fag eller stillinger, eller på særlig måde kvalificerer med henblik på udøvelsen af sådanne erhverv, fag eller stillinger, er omfattet af begrebet faglig uddannelse i den i EØF-Traktaten forudsatte betydning. Det andet spørgsmål 14 Med det andet spørgsmål ønskes der en afgørelse af, om EØF-Traktatens artikel 59 skal fortolkes således, at undervisning, der gives på en teknisk skole, og som ligger på gymnasieniveau i det nationale undervisningssystem, skal anses for tjenesteydelser, jfr. nævnte traktatbestemmelse. Den nationale ret ønsker i tilfælde af en bekræftende besvarelse af dette spørgsmål oplyst, om nævnte traktatbestemmelse er til hinder for opkrævning af en studieafgift, der ikke skal betales af indenlandske elever. is I den forbindelse bemærkes, at det i EØF-Traktatens artikel 60, stk. 1, er bestemt, at kun ydelser,»der normalt udføres mod betaling«, er omfattet af det pågældende kapitel i Traktaten om tjenesteydelser. i6 Begrebet»betaling«er ganske vist ikke udtrykkeligt defineret i Traktatens artikler 59 ff., men retligt kan dets rækkevidde udledes af bestemmelserne i Traktatens artikel 60, stk. 2, hvorefter tjenesteydelser blandt andet omfatter virksomhed af industriel karakter, af handelsmæssig karakter samt håndværksmæssig virksomhed og virksomhed i liberale erhverv. 5387

6 DOM AF SAG 263/86 i7 Det væsentlige kendetegn ved betalingen findes således i det forhold, at den udgør det økonomiske modstykke til tjenesteydelsen, hvilket modstykke normalt fastlægges i forholdet mellem den, der præsterer tjenesteydelsen, og den, der modtager den. is Dette særlige kendetegn kan imidlertid ikke antages at foreligge med hensyn til undervisning i det nationale undervisningssystem. Dels gælder det, at staten, idet den organiserer og driver et sådant system, ikke herved vil drive virksomhed mod betaling men varetage sine opgaver over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område. Dels finansieres dette system i almindelighed over det offentlige budget, ikke af eleverne eller deres forældre. i9 Den nærmere beskaffenhed af denne aktivitet kan ikke påvirkes af, at eleverne eller deres forældre undertiden er forpligtet til at betale afgifter eller skolepenge som delvis bidrag til udgifterne til driften af dette system. Så meget mere må det antages at gælde, at den simple omstændighed, at betaling af en studieafgift alene pålægges udenlandske elever, ikke kan have en sådan virkning. 20 Det første led af det andet spørgsmål må derfor besvares således, at EØF-Traktatens artikel 59 skal fortolkes således, at undervisning på en teknisk skole, der i det nationale uddannelsessystem ligger på gymnasieniveau, ikke kan anses for tjenesteydelser i den i nævnte bestemmelse forudsatte betydning. 21 Det er på baggrund af denne besvarelse ufornødent at behandle spørgsmålets andet led. Det tredje spørgsmål 22 Den nationale ret ønsker med det tredje spørgsmål oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat pålægger en studieafgift som betingelse for adgang til skoleundervisning, der gives på dens område for børn af vandrende arbejdstagere med bopæl i en anden medlemsstat, mens denne byrde ikke pålægges statsborgere fra denne anden medlemsstat. 5388

7 DEN BELGISKE STAT / HUMBEL 23 Indledningsvis anføres, at dette spørgsmål kun opstår i tilfælde, der ikke henhører under faglig uddannelse, jfr. EØF-Traktatens artikel 128. Af Domstolens førnævnte dom af 13. februar 1985 fremgår nemlig, at på området for faglig uddannelse finder forbudet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, jfr. EØF-Traktatens artikel 7, under alle omstændigheder anvendelse. 24 Det må med henblik på besvarelsen af det stillede spørgsmål fastslås, at den eneste fællesskabsretlige bestemmelse, der kan komme til anvendelse, er artikel 12 i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), hvorefter børn af en statsborger i en medlemsstat, der er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, hvis de er bosat på denne medlemsstats område, har adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat. Domstolen har fortolket denne bestemmelse således, at den ikke alene omfatter reglerne om adgang til undervisningen, men også de generelle foranstaltninger, der skal lette deltagelsen i denne (Domstolens dom af 3. juli 1974, Casagrande, 9/74, Sml. s. 773). Denne artikel forpligter imidlertid efter sin ordlyd kun den medlemsstat, hvor den vandrende arbejdstager er bosiddende. 25 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 12 i Rådets forordning nr. 1612/68 skal fortolkes således, at der ikke efter denne bestemmelse er noget til hinder for, at en medlemsstat opkræver en studieafgift for deltagelse i almindelig skoleundervisning på dens område af børn af vandrende arbejdstagere, der er bosiddende i en anden medlemsstat, uden at opkræve samme afgift af statsborgere fra nævnte anden medlemsstat. Sagens omkostninger 26 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og Nordirland, Den Italienske Republik og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har indgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. 5389

8 På grundlag af disse præmisser DOM AF SAG 263/86 kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af fredsdommeren i Neufchâteau ved kendelse af 16. maj 1986, for ret: 1) Et års undervisning i et uddannelsesforløb, der udgør en samlet uddannelse i særlige erhverv, fag eller stillinger, eller på særlig måde kvalificerer med henblik på udøvelsen af sådanne erhverv, fag eller stillinger, er omfattet af begrebet faglig uddannelse i den i EØF-Traktaten forudsatte betydning. 2) EØF-Traktatens artikel 59 skal fortolkes således, at undervisning på en teknisk skole, der i det nationale uddannelsessystem ligger på gymnasieniveau, ikke kan anses for tjenesteydelser i den i nævnte bestemmelse forudsatte betydning. 3) Artikel 12 i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at der ikke efter denne bestemmelse er noget til hinder for, at en medlemsstat opkræver en studieafgift for deltagelse i almindelig skoleundervisning på dens område af børn af vandrende arbejdstagere, der er bosiddende i en anden medlemsstat, uden at opkræve samme afgift af statsborgere fra nævnte anden medlemsstat. Bosco Moitinho de Almeida Koopmans Everling Bahlmann Galmot Kakouris Joliét Schockweiler Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. september J.-G. Giraud Justitssekretær A. J. Mackenzie Stuart Præsident 5390