Udsnit gør helheden større

Transkript

1 SERIE // NY KIRKEKUNST Udsnit gør helheden større Det tøvende og forsigtige antyder en større helhed i Ole Lindqvists dobbelte altertavle i Ørre Kirke nord for Herning, hvoraf den ene side kun er synlig nogle uger om året. Kunstneren har desuden farvesat kirkens inventar TEKST: EGIL HVID-OLSEN, SOGNEPRÆST I GRINDSTED Et lille barn ligger på en lyserød baggrund, mens en nysgerrig ko forsigtigt nærmer sig fra et rødbrunt mørke for at snuse og måske slikke den spædes fod. Motivet ligner blot en skitse. Det kan næsten ikke blive mere simpelt, og dog gemmer der sig langt mere i Ole Lindqvists julemaleri, end man ser ved første øjekast. Værket udgør den ene side af det dobbeltlærred, der findes i Ørre Kirkes altertavle. Julenat bruges mellem 1. søndag i advent og sidste søndag efter helligtrekonger samt på Mariæ bebudelsesdag. De øvrige dele af året er det maleriet på den modsatte side, der pryder tavlen. En varm og solrig junidag har jeg sat den lokale sognepræst Lise Edelberg Andersen og menighedsrådsmedlem Kurt Kleon Jeppesen stævne i det lille, svale kirkerum. ET EKKO AF DET GUDDOMMELIGE I FARVESÆTNINGEN Ørre Kirke er en lille landsbykirke fra omkring Først i slutningen af 1400-tallet fik den en klokke, der stadig hænger under et lille tegltag på vestgavlen. En ny klokke har sin plads i en klokkestabel på den anden side af diget. Der er intet prangende over den beskedne kirke, heller ikke når man går indenfor, og det til trods for, at bygningens indre blev renoveret i Ole Lindqvist gik meget ydmygt til opgaven, forklarer Andersen og Jeppesen, og uddyber, at kunstneren skar ned på det antal farver, som kirkens inventar tidligere var malet i. Det gjaldt om at finde et beskedent udtryk, der passede til kirkens størrelse. Selvom den nye farvesætning lyser op, er den tilpas afdæmpet. Ser man godt efter, har Lindqvist arbejdet med nuancer, hvor de stærkeste farver findes i koret, og de samme farver i afdæmpet form ses i skibets interiør. Skibet bliver ligesom et ekko. De guddommeligt strålende farver i koret får en svagere genklang i skibet, forklarer Jeppesen og bevæger sig dermed ind på forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige, det himmelske og det jordiske, der også komplementerer hinanden i de to alterbilleder. FLERE VIRKELIGHEDER I SAMME MALERI Idet man ser på det lille spædbarn og koen, er det, som om man kigger gennem et net, et stjernekort eller en teknisk skitse. Lige streger mødes i fikspunkter og bevæger sig videre i en ny retning. Stregerne kan forestille himlen over stalden julenat, DANSK KIRKETIDENDE 25

2 Du kan ikke sige:»nu vil jeg kun beskæftige mig med Gud«eller»Nu vil jeg kun beskæftige mig med mennesker«kurt Kleon Jeppesen, menighedsrådsmedlem men de kan også henvise til hverdagen, hvor der tegnes streger, lægges planer, forskes i universets og klodens opståen og så videre. På den måde ser man to motiver, to virkeligheder på samme tid. Det er der en grund til. Når du kommer tæt på altertavlen, kan du ikke få øje på barnet uden også at få øje på mønstret, og omvendt, forklarer Kurt Kleon Jeppesen. Sådan er verden også. Du kan ikke sige:»nu vil jeg kun beskæftige mig med Gud«eller»Nu vil jeg kun beskæftige mig med mennesker«. Fortællingen om Gud er en del af vores hverdag, fordi Gud repræsenterer en virkelighed, der fletter sig ind i den sansbare verden. Derfor slår Jeppesen også fast, at Lindqvists to altermalerier handler om mødet med Gud, om hvordan vi forholder os til ham. Enhver, der træder ind i et kirkerum, har i en eller anden forstand et møde med Gud. Det er det, koen viser. Den har sådan en afventende holdning, som om den lige skal se det hele an, inden den for alvor tør nærme sig. OLE LINDQVIST (F. 1954) Uddannet billedkunstner i Schweitz og Danmark. Desuden udlært tømrer. Medlem af kunstnergruppen KONTEKST. Lindqvist beskæftiger sig med mange forskellige billedkunstformer og materialer. Han udforsker både de to- og tredimensionelle muligheder. I malede Lindqvist en række påskemalerier, hvor de to i 2008 blev indkøbt til Silkeborg Kirke. I 2016 farvesatte han Ørre Kirke og malede de to altermalerier. Se mere på Andersen supplerer: Selvom koen er afventende, er den også nysgerrig, måske endda længselsfuld, sådan som mennesker kan være det over for det guddommelige. Det nyfødte Jesusbarn repræsenterer jo netop det guddommelige, og han tigger nærmest om at blive taget op. Men tør vi det? Tør vi have nærkontakt med det guddommelige, med troen? Havde det været et almindeligt barn, ville man være meget ufølsom, hvis man lod det ligge på staldgulvet. Et spædbarn er jo forsvars- og hjælpeløst. Det har brug for beskyttelse og omsorg. Men her drejer det sig om det helt særlige barn, der rummede både det menneskelige og det guddommelige. Det markeres af de lysstråler, der skyder ud fra ham og spreder det rødbrune nattemørke i stalden. Det er kun et spørgsmål om sekunder, før de øvrige dyr kommer til syne. Lysstrålerne fra det lille barn peger frem mod Jesu selvbeskrivelse: Jeg er verdens lys (Joh 8,12), der til gengæld peger tilbage til Johannesprologens udsagn om Jesus som Guds skaberord og menneskers lys (Joh 1,1-5). Denne beskrivelse af Jesus som gudsmennesket, der skaber lys i mørket, peger yderligere tilbage til 1 Mos 1,3-4: Gud sagde:»der skal være lys!«og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Også på Lindqvists maleri skiller Gud lyset fra mørket. DYRET ER OGSÅ MIG SELV Det bemærkelsesværdige ved kristendommen er, at den forkynder Guds dybe omsorg for mennesker. Gud nøjes ikke med at være en ophøjet magt, der stiller krav. Han solidariserer med sine skabninger ved at blive én af os. Dette er så anderledes, at det kan være svært at acceptere. Kan det være sandt, spørger man, mens man nærmer sig det budskab, der vil forblive nyt i al sin anderledeshed, selvom det nu har lydt i 2000 år. 26 DANSK KIRKETIDENDE

3 Med udgangspunkt i koen beskriver Lindqvist selv denne tøvende tilgang: Dyret er også mig selv, mennesket, der fra mørket ser ængsteligt ned på det lysende barn. Det er også mig, der mærker nysgerrigheden overfor det hellige. Dét, der på samme tid er både stærkt og svagt.... Han tilføjer: Åbenhed, tillidsfuldhed og forsvarsløshed er vigtige dele af kærligheden, hvorpå kristendommen bygger. (Citat fra kirkens folder). Den forsigtighed, der præger mødet med det guddommelige, kan også skyldes den skepsis overfor religion og tro, der er fremtrædende her i begyndelsen af det 21. århundrede. På den måde bliver maleriet en moderne kommentar til den tvivl eller afvisning af det guddommelige, som et ensidigt fokus på den naturvidenskabelige virkelighed kan medføre. Men kombinationen af staldmotivet og de mange streger viser, at vi ikke behøver at vælge imellem mulighederne, for de findes begge to som hinanden komplementerende tydninger af tilværelsen. Således udgør maleriet en invitation til at tage den nyfødte Jesus op; en invitation til at gribe det budskab, han forkyndte. TIL MIDDAG I EMMAUS OG ØRRE Idet maleriet vendes om i den store altertavleramme fra midten af 1800-tallet, dukker der et billede i gule farver op. Den skitseprægede stil og det dobbelte motiv er genkendeligt og dog helt anderledes end Julenat. Denne gang er titlen Emmaus. Det nytestamentlige forlæg findes i Lukasevangeliet 24,13-35 og udgør prædiketeksten til 2. påskedag i ulige år. Vendepunktet i teksten er det øjeblik, hvor den opstandne Kristus brækker stykker af brødet og deler det ud til de to disciple. Først da genkender de den mand, de ellers har fulgtes med hele dagen. Genkendelse finder sted, fordi Jesus foretager den Prædikestolen i Ørre Kirke, foto: Egil Hvid-Olsen samme handling, som han foretog skærtorsdag aften ved sit sidste måltid. Fulde af begejstring fortæller Andersen og Jeppesen om, hvordan det forsigtige og tøvende fra Julenat går igen i Emmaus. Til højre sidder Kristus og brækker stykker af brødet, mens manden øverst til venstre har korslagte arme. De hviler på bordpladen og opbløder den afvisning, der ofte markeres, når arme ligger hen over brystkassen. Den anden discipels hænder berør let hinanden. Der er noget mere afslappet og imødekommende over deres placering end de korslagte arme. Snart vil begge mænd dog have glemt ethvert forbehold, fordi de da har genkendt den opstandne. Selvom maleriet skildrer åbenbaringen i Emmaus, indeholder det også en henvisning til nadveren. Under sit sidste måltid satte Jesus ord på sin nærtstående korsfæstelse, som skulle finde sted, for at han kunne ofre sig for andre menneskers skyld. Som DANSK KIRKETIDENDE 27

4 Julenat, Ole Lindqvist 2016, foto: Egil Hvid-Olsen Emmaus, Ole Lindqvist 2016, foto: Egil Hvid-Olsen han delte brød og vin ud, ofrede han dagen efter sit legeme og blod. Dette budskab fører Jeppesen op til nutiden: Han har delt ud til os, men vi skal også dele ud til andre. Dette kan være grunden til, at Lindqvist ikke har malet mændenes ansigter. De kan alle, også Kristus, være hvem som helst, der er sat i verden for at være andre til støtte og hjælp. Set fra den vinkel kan maleriet forestille et måltid ved et køkkenbord her i Ørre, eller nadverbordet her i kirken, konstaterer Jeppesen. DEN STYKKEVISE ERKENDELSES VEJ I Julenat fandtes der en mængde streger, som kunne repræsentere hverdagen. I Emmaus repræsenteres denne af tykke penselstrøg, der former en Penselstrøgene er veje, vi kan gå. Nogle er blinde, andre ikke slags labyrint i primært gule nuancer. Det runde bord indgår som en del af dette mønster. Penselstrøgene er veje, vi kan gå. Nogle er blinde, andre ikke. De to disciple havde fulgtes med Kristus ad den vej, der førte til Emmaus, men de måtte vende tilbage igen til Jerusalem og de andre disciple, så snart de havde forstået, hvem deres følgesvend var. Sådan kan vi heller ikke vide, hvem vi kommer til at slå følge med; hvem der for en tid er vores næste, og som vi selv skal være næste for. Lise Edelberg Andersen peger op i maleriets øverste venstre hjørne og siger: Ole får indfanget nærværet af Kristus i den hverdag, vi befinder os i her og nu, fordi vejene bevæger sig ud over kanten af billedet, ud til os. For begge maleriers vedkommende er det tydeligt, at Lindqvist har valgt kun at gengive et udsnit. Det kan umiddelbart virke begrænsende, men ifølge Andersen forholder det sig lige modsat. Netop fordi det kun er et udsnit af noget større, zoomes der ind på noget, man kan forholde sig til og kender fra hverdagen. Derved bliver maleriet ikke begrænset til en illustration af en fortælling, vi 28 DANSK KIRKETIDENDE

5 Ørre Kirke med farvesætning af Ole Lindqvist 2016, foto: Egil Hvid-Olsen kender. Maleriet bliver i lige så høj grad en kommentar til ens eget liv. Jeppesen uddyber, hvordan udsnittet peger hen mod en større helhed: Hver gang vi kommer ind i en kirke og gennem en prædiken, en salme eller et maleri føler, at vi har forstået noget om Gud, er det kun et lille stykke af sandheden, vi ser. Sådan er vores vilkår. Det er også det, Paulus siger: For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå (1 Kor 13,9-10). Således harmonerer Ole Lindqvists altermalerier fint med det bibelcitat, der efter menighedsrådets ønske står på prædikestolen, som kunstneren også har farvesat: Du skal få større ting at se (Joh 1,50). Ydmygheden til trods peger alt i Ørre Kirke hen mod det større, mod Gud. n PÅ OPDAGELSE I DEN NYE KIRKEKUNST Danmark gemmer på en rigdom af ny og nyere kirkekunst, og rundt omkring i de danske sogne kaster menighedsråd sig ud i samarbejder med både veletablerede og helt nye og ukendte kunstnere. På vidt forskellig vis taler værkerne med på kirkens forkyndelse og ind i det rum, der i forvejen er ladet med betydning. Sognepræst Egil Hvid-Olsen har besøgt nogle af kirkerne og kunstnerne, og Dansk Kirketidende bringer i 2018 en serie artikler om den nye kunst og dens kirker og kunstnere. Dette er femte artikel i serien. Find mere: På modernekirkekunst.dk kan man søge iblandt mere end værker fra efter Sitet drives af folkekirken.dk, og værkerne er samlet og redigeret af lektor Benny Grey Schuster DANSK KIRKETIDENDE 29