Da jeg var bleven konfirmeret, blev jeg fæstet som Tjenestedreng til en Mand i Rørby. Efter mit Ønske havde min Fader ved Bortfæstningen gjort det

Transkript

1 Da jeg var bleven konfirmeret, blev jeg fæstet som Tjenestedreng til en Mand i Rørby. Efter mit Ønske havde min Fader ved Bortfæstningen gjort det til en udtrykkelig Betingelse, at jeg ikke maatte bruges til at vogte. Men da jeg var saa meget lille af Væxt blev denne Betingelse ikke overholdt, hvilket var en stor Krænkelse af min Ære. Det var nemlig ikke Brugen, at konfirmerede Drenge skulde vogte og derfor maatte jeg tidt høre Spottegloser af mine jævnaldrende. Det var i Krigens Tid Vi havde bestandig Indkvartering, undertiden af holstenske Dragoner og undertiden af danske Fodfolk. Disse Soldater stod jeg paa en meget venskabelig Fod med. Holstenerne og jeg gav hverandre Sprogundervisning, og jeg blev snart et Slags Tolk der i Gaarden. Jeg fik Lov til at ride paa deres Heste og til at efterse deres Vaaben, og det var noget som jeg holdt af. Men da de dansktalende Soldater kom, fik jeg et Tillidshverv, som jeg ret var stolt af, jeg blev nemlig deres Skriver, og blev paa den Maade indviet i alle deres Hemmeligheder. Det var den Gang endnu sjældent, at et Menneske af Bondestanden kunde skrive eller læse Skrift. Derfor maatte jeg læse de Breve, som Soldaterne fik fra Forældre, Søskende eller Kjærester. De fleste af disse havde naturligvis ogsaa maattet lade andre skrive for sig. Nu skulde jeg læse og besvare deres Breve; ja, det blev kun en fattig Brevvexling. Men jeg bevarede Brevhemmeligheden ubrødelig, skjønt jeg tit blev fristet af vore Piger til at bryde den. En Gang havde vi tre rigtig nette Karle i Kvarter, og de fik da ogsaa hver sin Kjærest der i Byen; vor Datter var den ene af disse. Men Soldaterne blev snart sendt til Jylland, og da Marschordren kom, blev der jo en gruelig Elendighed blandt Pigerne. Karlene tog det vel noget lettere, men de maatte da i det mindste lade, som om de var dybt bedrøvede. Kort efter at de var rejst, kom der Brev til hver af Pigerne. Men nu var de i»lejervold«, da de hverken kunde læse Brevene eller besvare dem. Dog, da de havde hørt af Karlene, baade om min Færdighed og om min Troskab, saa kom de til mig. Det var en smuk Søndag Eftermiddag, at jeg langt ude paa Faarefælleden, fik Besøg af de tre efterladte Piger. Jeg maatte saa, for hver især, læse det ankomne Brev og derefter svare paa det. Mens jeg besørgede disse Ting for den ene, maatte de andre to passe Lammene. Men før jeg begyndte at skrive, maatte jeg, i alle Pigernes Nærværelse, aflægge en frygtelig Ed paa, at jeg vilde holde ren Mund. -»Vor«Datter lod skrive til en Soldat, som var fra Kidserup ved Roskilde. De to mente det ellers ærligt med hinanden, thi da han havde udtjent, kom han

2 og bejlede til hende. Nu vilde han gjærne giftes, da han skulde have sin Faders Gaard Men han maatte paa ingen Maade faa Datteren, blot fordi han boede paa en anden Kant af Sjælland En saadan Afstand blev den Gang regnet for at være større og værre, end hvad man nu regner Afstanden for mellem Danmark og Amerika. Karlen maatte altsaa rejse med uforrettet Sag. Men vi fik alligevel snart Forlovelsesgilde i Gaarden. Min Husbond, Peder Nielsen havde aftalt med en Enke og hendes Søn, at han skulde have Datteren, for nu skulde han være Gaardmand. Men de havde ikke spurgt Maren, saadan hed Pigen, om noget. Forlovelsesdagen blev der saa samlet nogle gode Venner og Slægtninge tillige med den paa-tænkte Brudgom. Vi levede højt den Dag, men Maren besørgede Maden sendt ind i Stuen; selv blev hun ude i Kjøkkenet. Forloverne gik hen til Præsten og da de kom tilbage, kaldte Faderen Maren ind i Stuen.»Hør min Pige!«sagde han,»nu har vi været henne hos Præsten og bestilt Lysning til paa Søndag for dig og Jørgen, som sidder her«.»naa, har I det? Ja, det bliver jer Sag, men jeg tager, Fanden hugge mig, aldrig den Pjoskes, om saa I lader lyse Hundrede Gange. Det kan I stole paa, svarede Maren. Da alle Trusler og Overtalelser var forgjæves, blev der ikke andet Raad for Peder Nielsen, end at han maatte afsige Lysningen. Efter at der var gaaet nogle Aar, blev Maren gift med en anden, som hun syntes bedre om. Min Husbond blev kaldt:»den rige Per Nielen«, og han var ogsaa den rigeste Mand i Byen. Men alligevel var Kosten meget fattig i Sammenligning med, hvad der bruges nu om Stunder, men saadan som vi fik, saadan fik de alle Vegne

3 Skolemesterliv Pastor Øvre, der havde konfirmeret mig, var bleven kaldet til Bregninge kort efter. Da han fik at vide at jeg skulde dimitteres, tilbød han mig Pladsen som Hjælpelærer i nævnte By. Jeg rejste da strax dertil og kom saa i Huset hos Skolelæreren, Ejler Smith, der var af den bekjendte Præsteslægt af samme Familienavn. Han var, som saamange Lærere den Gang, en Student, der af en eller Grund havde maattet opgive Studeringerne, men ellers en meget elskværdig og sædelig Mand. Vel kunde han ikke lade være at komme med latinske Brokker, thi Latinen blev jo den Gang stoppet i dem, saa den blev deres Kjød og Blod, men der var aldrig nogen, der kunde mistænke ham for at blære sig, naar han kom med en latinsk Sætning. Smith læste fra Morgen til Aften, mest lærde og alvorlige Sager. Hver Morgen læste han højt et Stykke af en Andagtsbog. Han havde et vældigt stort Værk i mange»tomer«, jeg tror det hed:»bomares Naturhistorie«.»Den skal jeg have at læse i naar min Kone er død», sagde han ofte. Han og Konen havde nemlig truffet den Overenskomst, at hun skulde dø først. Han kunde jo bedre bjærge sig som efterlevende, da han vilde faa større Pension end hun. Men da denne Overenskomst ikke blev respekteret, han døde nemlig først, saa fik han aldrig læst den store Naturhistorie. Smiths Kone var ogsaa meget omgængelig, men hun havde den Fejl, at hun vilde gjærne tage sig en Taar over Tørsten, ikke til daglig, men af og til, især ved festlige Anledninger. Hun brugte da det Foregivende som Kvindfolk sædvanligt bruger under saadanne Omstændigheder: hun var bleven meget syg. Og hendes Mand var altid saa skikkelig at tro det. Ægteparret havde ingen Børn. Den første Gang jeg spiste til Aften der i Huset, underrettede Smith mig om, at til et ordentligt Maaltid hørte 3 Snapse for et voxent Mandfolk. Først en til at»aabne Maven«; denne Dram hed paa Latin: Apperiens. Der næst en midt i Maaltidet, den hed Intermedium og saa endelig en Snaps som hed Claudens til at slutte med, naar den sidste Mundfuld var sunket. Selv drak han samvittighedsfuld disse 3 Dramme til hvert Hovedmaaltid, thi han var i den Tro at de var nødvendige for Sundheden, men Glasset var rigtignok meget lille. Naar jeg ikke fulgte hans Exempel, da var det visselig ikke hans Skyld, for han sagde hver Gang han spiste:»naa, Nielsen, nu tager vi Apperiens«. Og naar jeg sagde Nej til den, da kom han igjen og sagde:»ja nu er Tiden til Intermedium, Nielsen«. Men naar jeg ogsaa frabad mig den, sagde han:»ja,

4 Claudens maa De have, den kan intet Menneske, som vil være sund og frisk undvære«. Og jeg maatte føje ham i at tage i det mindste en Snaps til hvert Maaltid, for ellers blev han virkelig bedrøvet over, at jeg handlede saa uforsvarlig med min Helbred. Da han nu ogsaa gjæstfri skjænkede Snapse til hvert Menneske som kom i Huset, blev der brugt en stor Mængde Brændevin. Men der var ikke Tale om, at Smith var forfalden til Drik; jeg tror næppe at det var en Nydelse for ham, naar han tog sine reglementerede Dramme, men han nød dem som en Slags Præservativ. Konen drak aldrig ved Bordet, hun tog sit i Smug. Smith drak ikke Brændevinen ublandet; den var altid sat paa Urter. Om jeg husker ret, saa brugte han Hypericon til at aabne Maven, Malurt til Mellemsnaps og endelig til Slutning Nellikerod. Om Søndagen til Frokost havde han en Snaps af Brændevin, der var hældt paa Kongelysblomster og brunt Sukker. En saadan Snaps maatte vi have inden vi gik i Kirke; den var god for Brystet og god til at klare Stemmen. Naar vi fik et Anker Brændevin og det skulde tappes af paa de forskjellige Flasker, da havde Madammen sin onde Dag; hun smagte for meget paa hver af dem, og Dunsten af den stærke Drik kunde hun heller ikke taale at indaande og derfor blev hun»syg«. Hendes Mand havde stor Medlidenhed med hende og fik hende til at søge Sengen. Naar hun saa havde sovet ud, var hun frisk igjen, saa Sygdommen var da ikke dødelig. Imidlertid var hun dog en Gang saa angreben, saa hun mente at hun skulde dø og det var endda hendes Fødselsdag. Førend jeg fortæller om denne store Dag, maa jeg meddele om en Talemaade som Madammen havde hver Gang hun vilde udtrykke sin Foragt for noget. Den lyder saaledes i sin Helhed:»F... med Løg paa, det var Peber i gamle Dage«. Madammen brugte kun den første Halvdel, men den anvendte hun ogsaa flittig, da hun var noget spodsk af Naturen. Fødselsdagen, eller som det den Gang hed, Geburtsdagen gik meget stille af; der kom aldrig Gjæster i Huset. Men efter Aftensmaden skulde Dagen fejres med Puns og Kager. Smith havde paa-taget sig at brygge Punsen og vi sad da om de dampende Glas.»Hvorledes smager den?«spurgte Smith da vi havde nippet til den. Jeg erklærede den for god efter min Smag, men Madammen sagde med spids Mund:»F... med Løg paa, Ejler med din Puns. Den smager ligesom man rækker Tungen ud af Vinduet«

5 Smith tilbød hende at gjøre den stærkere, men det vilde hun ikke have; derimod drak hun godt af den som den var. Og dog udstødte hun flere Gange sit gamle Haansord imod den. Ellers forløb Aftenen helt morsomt for os. Smith var saa rolig og munter saa han lod sig slet ikke anfægte af sin Halvdels Spydigheder. Da det var Sengetid takkede jeg og gik til Sengs i mit Kammer. Jeg var allerede falden i Søvn da der blev dundret stærkt paa min Dør, og jeg hørte vor Pige, Maren raabe:»nielsen! De kommer til at sidde op, for Madammen er bleven saa syg, at vi kan ikke faa hende i Seng«.»Er det den gamle Sygdom?«spurgte jeg.»ja, det er nok«, svarede Maren og fnisede. Jeg kom nu i Klæderne og ind i Ægteparrets Sovekammer. Der laa Madammen paa Knæerne foran Sengen. Hendes Mand der var kommet i Seng, havde fat i hendes Hænder og vilde hale hende op til sig. Maren skjød bag paa, men da Madammen var en meget svær Kone, kunde de ikke faa hende ud af Stedet. Jeg maatte nu ogsaa have fat, men da jeg ikke havde flere Kræfter end Pigen, vilde det ikke lykkes os at hæve denne store Kjødmasse. Den taalmodige gamle Smith havde dog nær tabt Taalmodigheden, thi han udbrød:»du hjælper, min Sandten, heller aldrig en Smule til, Mo er! Hun svarede ikke paa denne Bebrejdelse, men raabte den ene Gang efter den anden:»aa, ja, aa, ja! Min Geburtsdag og min Dødsdag!«Efter at vi alle tre havde slidt forgjæves en Tid fik jeg et lyst Indfald. Jeg bad Pigen hente Mælketrappen, som blev brugt naar Bøtterne skulde sættes op paa Loftshylden. Denne Trappe satte vi ved Siden af Sengen og baxede derpaa den nøgne, fede Madammehen foran den. Mens Pigen styrede ved Kroppen, tog jeg nu først det ene Knæ og løftede op paa det underste Trappetrin, saa det andet; derpaa op paa det næste Trin og saa fremdeles indtil hun var kommen i Højde med Sengen. Saa gav vi hende et Skub og saa plumpede hun ind i Sengen saa tung som en Sten. Da hendes Mand ikke var forberedt paa hendes pludselige Ankomst, faldt hun ovenpaa ham, saa vi troede han var bleven knust, men han fik da snart bragt sin Person i Sikkerhed. Efter at Madammen endnu en Gang havde stønnet:»aa, min Geburtsdag og min Dødsdag!«gav hun sig pludselig til at snorksove. Manden afskedigede os med Tak og med den trøsterige Formodning:»Det bliver nok bedre med Mo er i Morgen«. Vi mente det samme, men vi lod jo som om vi troede at hun var syg; vi nænnede ikke andet