Retsudvalget ARBEJDSDOKUMENT

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Retsudvalget ARBEJDSDOKUMENT om opfølgning af delegationen af lovgivningsmæssige beføjelser og medlemsstaternes kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelserne Retsudvalget Ordfører: József Szájer DT\ doc PE v02-00 Forenet i mangfoldighed

2 Efterhånden som Det Europæiske Fællesskab opnåede flere og flere beføjelser, blev det stadig mere presserende, at disse beføjelser opnåede tilstrækkelig demokratisk legitimitet. Denne udvikling førte til en styrkelse af Europa-Parlamentets rolle generelt og navnlig til indførelsen af proceduren med fælles beslutningstagning. Det Europæiske Fællesskab udviklede sig til Den Europæiske Union, og gennem Lissabon-traktaten blev proceduren med fælles beslutningstagning den normale lovgivningsprocedure. Der var imidlertid i lang tid blevet udstedt regler i EU under lovgivningsplanet i henhold til den såkaldte komitologi-ordning 1. Disse regler sikrede den praktiske gennemførelse af den politik, der var indeholdt i retsakten. Det var derfor nødvendigt også at sikre tilstrækkelig demokratisk legitimitet for disse regler. På denne baggrund erstattede artikel 290 og 291 i Lissabon-traktaten den gamle komitologiordning med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Da den tidligere komitologiordning i årenes løb havde udviklet sig fra en ordning, der var indført for hurtigt og effektivt at træffe tekniske beslutninger, til en ordning, som indebar mere og mere politiske beslutninger, forsøgte Parlamentet at opnå mere kontrol over den måde, som denne procedure blev anvendt af Kommissionen på. Dette førte i 2006 til indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol, som gjorde det muligt at nedlægge veto mod foreslåede foranstaltninger. Med indførelsen af delegerede retsakter i henhold til Lissabon-traktaten kan Parlamentet og Rådet nu modsætte sig en delegeret retsakt uafhængigt af opfyldelsen af bestemte kriterier, som det var tilfældet efter forskriftsproceduren med kontrol. Desuden kan Parlamentet og Rådet udtrykkeligt fastsætte formålet med, omfanget af og varigheden af hver enkelt uddelegering af beføjelser i basisretsakten og kan om nødvendigt tilbagekalde uddelegeringen, hvilket øger lovgiverens kontrol. De store forhåbninger, der var knyttet til artikel 290 og 291 i TEUF med hensyn til en forbedring af denne kontrol og dermed en styrkelse af disse retsakter demokratiske legitimitet samtidig med en øget effektivitet og yderligere forenkling af lovgivningen på EU-plan, er imidlertid ikke blevet opfyldt som forventet. I stedet er der opstået en række problemer med anvendelsen af disse artikler i praksis. Formålet med dette arbejdsdokument er at identificere disse problemer og gøre status over anvendelse af artikel 290 og 291 i TEUF om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Problemerne vedrører groft sagt to områder: For det første skaber valget mellem anvendelsen af delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter vanskeligheder under mange forhandlinger om nye lovforslag fra Kommissionen og forslag om tilpasning af eksisterende lovgivning til Lissabon-traktaten. For det andet er der adskillige problemer i forbindelse med Kommissionens udarbejdelse og vedtagelse af delegerede retsakter og forslag til gennemførelsesretsakter og med deres behandling i Europa-Parlamentet, bl.a. som følge af de forskellige måder, som Parlamentet udøver sine kontrolbeføjelser på, inddragelsen af eksperter og etablering af en effektiv informationsudveksling mellem institutionerne og internt i Parlamentet. 1 På grundlag af rådets afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L , s. 23) som ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT C 200 af , s. 11.) PE v /9 DT\ doc

3 Formålet med dette arbejdsdokument er derfor at bane vejen for vedtagelsen af en betænkning på grundlag af en åben og inklusiv procedure, som identificerer de områder af udvalgenes og tjenestegrenenes arbejdsområder, hvor der er behov for afklaring og forbedringer med henblik på i sidste ende at konsolidere faresignaler og bedste praksis ved at udforme regningslinjer og praktiske løsninger for alle dem, der er inddraget i at repræsentere Parlamentet i forbindelse med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter lige fra ordførere, der forhandler om lovforslag, til tjenestemænd, der indsamler oplysninger, som skal anvendes under kontrollen. I. Baggrund Forskellen mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter Basisretsakten er det instrument, som først definerer EU's politik i henhold til det relevante retsgrundlag i traktaten. Den delegerede retsakt er et supplerende instrument, som anvendes til yderligere at definere indholdet af basisretsakten. Den er begrænset til ikke-væsentlige elementer i basisretsakten. De væsentlige elementer henhører stadig under lovgivningsmagtens ansvarsområde og kan hverken behandles i en delegeret retsakt eller i en gennemførelsesretsakt 1. Gennemførelsesretsakten er et instrument, som gennemfører bestemmelserne i basisretsakten, hvor der er behov for ensartede betingelser for gennemførelsen af basisretsakten. Betegnelsen af en retsakt som delegeret eller til gennemførelse skal bygge på objektive kriterier, der skal muliggøre en domstolskontrol med den vedtagne løsning. For nylig anlagde Kommissionen sag an mod Parlamentet og Rådet med krav om annullering af en artikel i forordningen om biocidholdige produkter, som bestemmer, at ordningen for afgifter til Det Europæiske Kemikalieagentur skal vedtages gennem en gennemførelsesretsakt i stedet for en delegeret retsakt. Kommissionen hævder, at den pågældende artikel supplerer visse ikke-væsentlige elementer i retsakten, og fremfører, at en sådan akt derfor burde vedtages i overensstemmelse med proceduren i artikel 290 i TEUF og ikke proceduren i artikel 291 i TEUF. Sagen vil give Domstolen mulighed for at afklare forskellen mellem de to former for retsakter. Anvendelse af artikel 290 og 291 i TEUF Forud for den praktiske gennemførelse af artikel 290 i TEUF vedtog parlamentet i 2010 en betænkning om beføjelse til delegation af lovgivning på grundlag af et udkast til betænkning fra undertegnede ordfører 2. Desuden blev der i april 2011 på Parlamentets initiativ opnået enighed om en fælles forståelse mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen med henblik på at sikre en konsekvent anvendelse i praksis af artikel 290 TEUF 3. Dette ikke-bindende dokument indeholder de praktiske ordninger og de afklaringer og præferencer, der er opnået enighed om, og som gælder for uddelegering af lovgivningsbeføjelser, samt retningslinjer og modeller for formuleringen af målsætninger, indhold, rækkevidde og varighed af 1 Retspraksis med hensyn til forskellen mellem væsentlige og ikke-væsentlige elementer er for nylig blevet bekræftet og yderligere afklaret i sagen om Schengen-grænsekodeksen, domstolens dom af 5. september 2012 i sag C-355/10, Parlamentet mod Rådet (endnu ikke offentliggjort). 2 EUT C 81 E af , s Fælles forståelse om delegerede retsakter, som godkendtes af Formandskonferencen den 3. marts DT\ doc 3/9 PE v02-00

4 delegeringen. I henhold til bilag VII til forretningsordenen er Retsudvalget ansvarlig for fortolkning, anvendelse og forenkling af EU-retten og EU-retsakterne overensstemmelse med den primære lovgivning, hvorfor det har ansvaret i Parlamentet for samtlige spørgsmål vedrørende delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Udvalget kan desuden udstede udtalelser i henhold til artikel 37a om bestemte lovforslag enten efter anmodning fra det korresponderende udvalg eller på eget initiativ. Der er indtil videre afgivet tre udtalelse efter anmodning fra andre udvalg 1. Erfaringerne i Parlamentet Siden Lissabon-traktatens ikrafttrædelse er Parlamentet blevet enig med Rådet om indføjelse af bestemmelser om delegerede retsakter i forbindelse med 74 forskellige retsakter 2. Under visse forhandlinger er Parlamentet imidlertid stødt på vanskeligheder og støder fortsat på vanskeligheder med at indføje delegerede retsakter i forbindelse med bestemmelser, hvor kriterierne i artikel 290 i TEUF helt klart er opfyldt. Den 13. januar 2011 bekræftede Formandskonferencen den fælles tilgang om, at Parlamentets forhandlere altid skulle "kræve indføjelse af delegerede retsakter i alle afgørelser, som opfylder kriterierne i artikel 290 i TEUF, for at sikre Parlamentets prærogativer". På mødet den 19. april 2012 støttede Formandskonferencen en "horisontal tilgang" til behandlingen af dette spørgsmål for at sikre, at Parlamentet var i stand til at udøve de beføjelser, som Lissabon-traktaten havde tildelt det, til fulde. Som et første skridt skal de medlemmer, der er inddraget i forhandlingerne, sikre, at der foretages det rigtige valg mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter afhængigt af, hvilke kriterier der er opfyldt i det konkrete tilfælde. Såfremt Rådet insisterer på en gennemførelsesretsakt, selv om betingelserne i artikel 290 TEUF helt klart er opfyldt, bør Parlamentet overveje at acceptere en styrket rolle for nationale eksperter i forbindelse med forberedelsen af de delegerede retsakter. En anden mulighed kunne være at medtage så mange bestemmelser som muligt i basisretsakten, som vedtager efter proceduren med fælles beslutningstagning, hvilket, selv om det muligvis vil føre til en mere langvarig procedure i forbindelse med fremtidige ændringer af retsakten, vil bidrage til at sikre Parlamentets prærogativer. Sager, hvor Parlamentets institutionelle rettigheder med hensyn til medtagelse af delegerede retsakter ikke er sikret, vil ikke blive sat under afstemning på plenarmødet. Formandskonferencen besluttede på samme møde, at udvalgsformandskonferencen i nært samarbejde med de kompetente tjenestegrene skulle gennemføre en screening af bl.a. foreliggende lovforslag for at undgå fremtidige beslutninger, som juridisk set var betænkelige. I praksis førte det til to generelle screeninger, hvor der blev foretaget en vurdering af alle foreliggende lovforslag, hvor der var eller kunne opstå uenighed om spørgsmålet om delegerede retsakter mellem Parlamentet og Rådet og/eller Kommissionen. Desuden foretages der over denne generelle screening hver måned en kontrol af alle aftaler med Rådet, før de 1 Nye fødevarer (skrivelse af 24. november 2010 fra formanden for JURI-udvalget til formanden for Parlamentets delegation i Forligsudvalget), organisk produktion og mærkning af organiske levnedsmidler (skrivelse af 27. april 2012 fra formanden for JURI-udvalget til formanden for AGRI-udvalget) og Cadmiumbatterier (skrivelse af 26. februar 2013 fra formanden for JURI-udvalget til formanden for ENVI-udvalget). 2 Dette tal bygger på de retsakter, der var offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende pr. 20. marts PE v /9 DT\ doc

5 sættes under afstemning i Parlamentet. Formandskonferencen understregede ligeledes, at artikel 37a skal anvendes systematisk. Ved udløbet af indeværende valgperiode ville alle komitologi-bestemmelser i retsakter, som allerede var gældende, da Lissabon-traktaten trådte i kraft, være tilpasset delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Tilpasningen af disse retsakter, navnlig på områder, hvor proceduren med fælles beslutningstagning ikke finder anvendelse som f.eks. landbrug og fiskeri, har imidlertid givet anledning til vanskeligheder, og en række sager er endnu ikke afsluttet 1. For at gøre status over denne udvikling og for at give udvalgene yderligere retningslinjer for behandlingen af bestemmelser om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter 2 anmodede Retsudvalget derfor den 13. november 2012 om tilladelse til at udarbejde en ikkelovgivningsmæssig initiativbetænkning om opfølgning af delegationen af lovgivningsmæssige beføjelser i henhold til artikel 290 TEUF, anvendelsen af den fæles forståelse, medlemsstaternes kontrol med Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelserne i henhold til artikel 290 TEUF og anvendelsen af forordningen om gennemførelsesretsakter, navnlig i forbindelse med tilpasningen af lovgivningen til Lissabon-traktaten. II. Udformningen af ny lovgivning Valget mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter skaber problemer i mange af forhandlingerne om nye lovforslag og om tilpasningen af eksisterende love til Lissabontraktaten. I de første år efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse ansås dette valg ofte som et teknisk spørgsmål, som rutinemæssigt blev skubbet hen sidst i forhandlingerne, og i sidste ende blev der set bort fra det for at opnå en aftale. I virkeligheden kan beslutninger, der træffes gennem delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, selv om de ofte er tekniske og detaljerede, have stor politisk betydning, da de normalt har betydelige konsekvenser for sundheden, miljøet og økonomien og direkte kan påvirke borgere, virksomheder og hele sektorer. Afgørelsen om, hvorvidt der skal anvendes delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter i en given sag, er bestemmende for, om Parlamentet vil få nogen indflydelse (delegerede retsakter) eller ej (gennemførelsesretsakter) 3. Formandskonferencen har derfor ved adskillige lejligheder understreget, at de enkelte ordførere helt fra starten af forhandlingerne gøre opmærksom på, at spørgsmålet om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter er af afgørende betydning for Parlamentet. Denne fremgangsmåde vil forhindre, at spørgsmålet bliver behandlet sidst i forhandlingerne. I den forbindelse har det 1 Et uventet problem er anvendelsesområdet for artikel 290 TEUF i forhold til anvendelsesområdet for forskriftsproceduren med kontrol som defineret i artikel 2 i afgørelse 1999/468/EF. Det er normalt blevet antaget af anvendelsesområde for artikel 290 TEUF var større end og dækkede anvendelsesområdet for forskriftsproceduren med kontrol samt yderligere foranstaltninger. De seneste erfaringer viser imidlertid, at både Rådet og Kommissionen ofte foreslår erstatning af forskriftsproceduren med kontrol med beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter. 2 Det foreliggende forslag fra Kommissionen til forordning om databeskyttelse (2012/0011(COD)) og omarbejdningen af EU's toldkodeks (2012/002/(COD)) indeholder begge et stort antal forslag om delegering af lovgivningsmæssige beføjelser til Kommissionen. 3 I henhold til artikel 11 i forordningen om gennemførelsesretsakter (EU) nr. 182/2011 kan Europa-Parlamentet og Rådet til enhver tid tilkendegive over for Kommissionen, at et udkast til gennemførelsesretsakt efter deres opfattelse overskrider de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i basisretsakten, hvorefter Kommissionen er nødt til at revidere forslaget til retsakt. Parlamentet kan imidlertid ikke "blokere" retsakten, da Kommissionen kan beslutte af fastholde, ændre eller tilbagetrække forslaget til gennemførelsesretsakt. DT\ doc 5/9 PE v02-00

6 vist sig vigtigt, at dette spørgsmål er et fast punkt på dagsordenen, som skal behandles på politisk plan. Valget mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter er ikke det eneste tilbagevendende problem under forhandlingerne. Under visse forhandlinger vælger både Parlamentet og Rådet at bevæge sig væk fra de ikke-bindende modeller og skabeloner, der er indeholdt i den fælles forståelse. Tilsvarende har Kommissionen for nylig medtaget en ny standardbetragtning om høring af eksperter i sine lovforslag. Betænkningen bør derfor også behandle disse nye forhold og ligeledes gør status over anvendelsen af den fælles forståelse fra dette synspunkt. III. Tilpasning af gældende lovgivning Et af resultaterne af forhandlingerne om forordningen om gennemførelsesretsakter var at Kommissionen fik til opgave at fremsætte forslag om tilpasning af gældende retsakter, hvori der var eller burde have været henvisninger til komitologi-afgørelsen, til den nye ordning med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. I en erklæring, der findes som bilag til forordningen, påtog Kommissionen sig at undersøge alle retsakter, som ikke var tilpasset komitologi-afgørelsen inden Lissabon-traktatens ikrafttrædelse, og til at fremsætte forslag om tilpasning af disse retsakter til ordningen med delegerede retsakter i henhold til artikel 290 TEUF. Med hensyn til gældende retsakter med henvisninger til komitologi-afgørelsen ville Kommissionen se på de enkelte bestemmelser i de forskellige retsakter, den havde til hensigt at revidere, for at tilpasse dem i overensstemmelse med kriterierne i traktaten. Desuden havde Parlamentet og Rådet ret til at gøre opmærksom på basisretsakter, som efter deres opfattelse skulle tilpasses i første række. Det skal i den forbindelse som følge af ligheden i anvendelsesområder for artikel 90 TEUF og anvendelsesområdet for forskriftsproceduren med kontrol bemærkes, at denne tilpasning i princippet burde kunne vedtages gennem delegerede retsakter. Ud over disse tilfælde bør tilpasningen dække alle generelle tiltag, som opfylder kravene i artikel 290 TEUF. Kommissionen lovede at vurdere resultaterne af denne proces i slutningen af 2012 og til at forberede de nødvendige lovforslag, så tilpasningen kunne være afsluttet ved udløbet af Parlamentets syvende valgperiode, hvor samtlige bestemmelser med henvisning til komitologi-afgørelsen skulle være fjernet fra alle retsakter. I juli 2012 meddelte Kommissionen Parlamentet 1, at forslagene allerede var vedtaget i forbindelse med 50 retsakter, og at arbejdet fortsatte og forslagene var under udarbejdelse i forbindelse med 75 andre retsakter. Med hensyn til disse fremskridt har Parlamentets for nylig gjort opmærksom på betænkeligheder over en de facto-blokering i Rådet af tilpasningsforslagene inden for landbrug og fiskeri. Mens Parlamentet har vedtaget sin holdning ved førstebehandlingen til en række forslag, er disse forslag blokeret i Rådet. Den kan imidlertid konstateres en vis bevægelse i forbindelse med handelspolitiske forslag (bl.a. omnibus I og II). I forbindelse med Kommissionens seneste meddelelse om, at den agter at fremsætte 75 tilpasningsforslag har Parlamentet understreget betydningen af en løsning på blokeringen i 1 Skrivelse af 5. juli 2012 fra Sefcovic, næstformand i Kommissionen, til Lehne, Retsudvalgets formand. PE v /9 DT\ doc

7 Rådet og af at nå frem til en juridisk tilfredsstillende løsning. IV. Parlamentets kontrol med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter Parlamentets stående udvalg står i første række, når det gælder om at sikre en korrekt behandling af spørgsmålet om delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter i forbindelse med de lovforslag, som henhører under deres ansvarsområde. Udvalgene har udviklet forskellige procedurer og forskellig praksis med hensyn til kontrollen med Kommissionen i forbindelse med vedtagelse af delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter. Der er forskelle i praksis under forberedelsen af delegerede retsakter i den måde, udvalget holdes orienteret på, i den måde retsakterne kontrolleres på og i, hvorvidt der er en fast ordfører om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Visse udvalg er meget involveret under forberedelsesfasen for de delegerede retsakter og tilstræber at få indflydelse på indholdet på et tidligt tidspunkt bl.a. ved at fremsætte bemærkninger over for Kommissionen. Andre udvalg sender en gang imellem en medarbejder fra sekretariatet til at deltage som observatør i forberedende møder, navnlig under behandlingen af politisk følsomme områder for dermed at sikre, at Parlamentet holdes godt orienteret. Der er tilsyneladende forskelle med hensyn til, hvordan Parlamentets eksperter indbydes til de forberedende møder 1. Nåd de vedtagne delegerede retsakter fremsendes til Parlamentet, orienterer visse udvalg deres medlemmer gennem et nyhedsbrev. Visse udvalg har udnævnt faste ordførere, som er ansvarlige for delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i udvalget, mens andre i højere grad sætter deres lid til de ordførere, der var ansvarlige for basisretsakten. Pr. 31. marts 2013 havde Parlamentet modtaget 55 delegerede retsakter (4 i 2010, 7 i 2011, 38 i 2012 og indtil videre 6 i 2013), hvoraf 50 var delegerede forordninger, 2 delegerede direktiver og 3 delegerede afgørelser. Hverken Parlamentet eller Rådet har hidtil gjort indsigelse mod en delegeret retsakt. Der er kun blevet vedtaget et beslutningsforslag med en indsigelse i et udvalg, men forslaget blev truffet tilbage inden behandlingen på et plenarmøde., I betragtning af at delegerede retsakter er et forholdsvist nyt instrument, er det værd at bemærke, at Parlamentet indtil marts 2013 kun havde gjort indsigelse 5 gange og Rådet 14 gange efter forskriftsproceduren med kontrol. I 2010 vedtog Kommissionen 164 foranstaltninger, der faldt ind under forskriftsproceduren med kontrol og i 2011 i alt 163. Tallene for 2012 foreligger endnu ikke. Det skal bemærkes, at medlemmer i adskillige tilfælde har gjort indsigelse mod bestemte tiltag efter forskriftsproceduren med kontrol, men at disse indsigelser efter drøftelsen i udvalget eller på plenarmødet ikke blev støtte af det krævede absolutte flertal, ofte fordi medlemmerne vedtog ikke at forkaste tiltaget efter en detaljeret redegørelse fra Kommissionen. For så vidt angår gennemførelsesretsakter vedtog Kommissionen tiltag i 2010 og i Parlamentet har endnu ikke meddelt 1 I henhold til stk. 15 i og bilag I til Rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen kan Kommissionen efter anmodning fra Parlamentet indbyde Parlamentets eksperter til at deltage i de forberedende møder, Bilag XIV til Europa-Parlamentets forretningsorden (EUT L 304 af , s. 47). 2 Herunder gennemførelsesretsakter, som ikke henhører under den normale lovgivningsprocedure. DT\ doc 7/9 PE v02-00

8 Kommissionen, at en gennemførelsesretsakt efter dets opfattelse overskrider de gennemførelsesbeføjelser, som er indeholdt i basisretsakten, jf. artikel 1 i forordningen om gennemførelsesretsakter 1. Med hensyn til forberedelsesfasen i Kommissionen og høringen af eksperter er det af afgørende betydning at sikre, at Parlamentets repræsentanter både får adgang til alle relevante oplysninger, som f.eks. mødedagsordener og udkast til tekster, og mulighed for at deltage i de forberedende møder i Kommissionen. Hvis Parlamentet skal have mulighed for at kontrollere delegerede retsakter, er det af afgørende betydning, at den interne organisation og fordelingen af sagerne, navnlig fastlæggelsen af og samarbejdet mellem korresponderende udvalg og rådgivende udvalg om de enkelte delegerede retsakter samt indbydelser til ekspertmøder er struktureret på en sådan måde, at medlemmerne er fuldstændig orienteret. Betænkningen bør indeholde en videregående analyse af de forskellige måder, hvorpå forberedelsen og behandlingen af delegerede retsakter foregår, og identificere god praksis og eventuelle spørgsmål i forbindelse med informationsstrømmen mellem institutionerne og inden for Parlamentet, aktindsigt, Parlamentets eksperters rolle i forberedelsen af delegerede retsakter og måden, hvorpå sådanne retsakter kontrolleres. Ordføreren håber, at medlemmerne i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen vil få nogle praktiske råd om, hvordan de kan få indflydelse på de delegerede retsakter, og samtidig om, hvordan Parlamentets behandling af disse sager kan gøres mere effektiv. V. Liste over eventuelle spørgsmål, der skal behandles i betænkningen Skillelinjen mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter og det korrekte og mest hensigtsmæssig valg af bestemmelser, der skal medtages i basisretsakten under hensyntagen til Parlamentets holdning i sagen, den "horisontale tilgang" og eventuelle yderligere muligheder for at sikre Parlamentets prærogativer og ligeledes under hensyntagen til de regelmæssige screeninger. Strategier for udvikling i retning af anvendelse af den normale lovgivningsprocedure i forbindelse med foranstaltninger, der oprindeligt skulle have været vedtaget gennem delegerede retsakter, hvilket kan give anledning til generelle juridiske overvejelser, da det med tiden kan gøre artikel 290 TEUF irrelevant. Anvendelsen af forordningen om, gennemførelsesretsakter herunder tilpasningsspørgsmålet og anvendelsen af artikel 5, stk. 4, i forordningen for så vidt angår proceduren i de tilfælde, hvor udvalget bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og under forsæde af Kommissionen, ikke afgiver en udtalelse. Anvendelse af den fælles forståelse og navnlig praksis i forbindelse med anvendelsen af modellerne/skabelonerne i den og generelle spørgsmål vedrørende udformningen af bestemmelser om delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter. Hvordan kan udvalgene tilskyndes til i højere grad at udnytte muligheden for at anmode om en udtalelse fra Retsudvalget i henhold til artikel 37a? 1 Jf. fodnote 3 s. 5. PE v /9 DT\ doc

9 Parlamentets eksperters rolle under Kommissionens møder med nationale eksperter under forberedelsen af delegerede retsakter. Den interne organisation og navnlig fastlæggelsen af og samarbejdet imellem det korresponderende udvalg og de rådgivende udvalg i forbindelse med de enkelte delegerede retsakter og forvaltning af informationsstrømmen mellem institutionerne og internt i Parlamentet i forbindelse med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Udsigterne til, at spørgsmål vedrørende delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter kommer til at indgå i den kommende revision af den interinstitutionelle aftale fra 2003 om bedre lovgivning. DT\ doc 9/9 PE v02-00