APPENDIKS A. RESSOURCERIGE LANDE

Transkript

1 APPENDIKS A. RESSOURCERIGE LANDE Tabel A. Olie-, gas- og/eller mineralrige lande samt lande der har undgået ressourceforbandelsen Lande hvor olie, gas eller mineraleksport udgør mere end 30% af de samlede eksportindtægter Lavt og undermiddelindkomstlande: Algeriet Angola Cameroun Congo Brazzaville DRC Liberia Niger Nigeria Senegal Sierra Leone Togo Zambia Laos Papua Ny Guinea Jamaica Bolivia Ecuador Egypten Guyana Kiribati Marokko Peru Turkmenistan Over-middel og højindkomstlande: Brunei Bahrain Cypern Gabon Grønland Iran Irak Jordan Kuwait Libyen Mexico Mauretanien Norge Oman Panama Qatar Saudi Arabien Seychellerne Syrien Forenede Arabiske Emirater Venezuela Jomfruøerne Ny Caledonien Yemen Kasakhstan Har klaret sig bedre end tidligere troet Trinidad og Tobago Colombia Tunesien Har undgået ressourceforbandelsen Australien Botswana Chile Indonesien Malaysia Norge * En mindre modificeret udgave af tabel 3 i Avoiding The Resource Curse: Lessons Learned from International Experience samt med inspiration fra Stevens I -

2 APPENDIKS B. KORT OG FAKTA TURKMENISTAN United Nations Department of Peacekeeping Operations FAKTA: Hovedstad: Ashkabad Areal: km2 Indbyggertal: 5 mio. i 2006 Befolkningssammensætning: 85 % turkmenere, 5 % usbekere, 4 % russere Sprog: Turkmensk og russisk Statsoverhoved: Gurbanguly Myalikgulyyevich Berdymukhammedov - II -

3 APPENDIKS D. KORT OVER CENTRALASIEN United Nations Department of Peacekeeping Operations - IV -

4 APPENDIKS C. KORT OG FAKTA KAZAKHSTAN United Nations Department of Peacekeeping Operations FAKTA: Hovedstad: Astana Areal: km 2 Indbyggertal: 15,2 mio. i 2006 Befolkningssammensætning: Kasakher 53.4%, Russere 30%, Ukraine 3.7%, Usbekere 2.5%, Tyskere 2.4%, Tatarer 1.7%, Uygurere 1.4%, andre 4.9% (1999) Sprog: Kasakhisk og russisk Statsoverhoved: Præsident Nursultan Nazarbayev - III -

5 APPENDIKS E. SAMABEJDSFORMER Indenfor energisektoren anvendes typisk tre former for samarbejder, hvor hyppigheden, hvormed man ser dem, varierer fra region til region. Nedenfor gives en kortfattet præsentation af de tre hyppigste samarbejdsformer. 1.1 License-Concession Agreements Koncessions- eller licensaftaler har tidligere været den mest almindelige kontraktform i samarbejdet mellem de naturressourcerige lande og de internationale selskaber. Der er tale om en model, hvor alle risici - de finansielle såvel som eksplorationsomkostninger - absorberes af den virksomhed, der vinder budet. 1 Med hensyn til formen for dette samarbejde formulerer Jenik Radon det, som følger: The modern form of such agreements often grants an oil company exclusive rights to explore, develop, sell, and export oil or minerals extracted from a specified area for a fixed period of time. Companies compete by offering bids, often coupled with signing bonuses, for the license to such rights. 2 Som det fremgår af citatet ovenfor, er der for regeringen tale om en relativt simpel kontraktform, hvor regeringen får en underskriftsbonus uafhængigt af, hvorvidt kontrakten ender i produktion eller ej. 3 Skulle eksplorationen munde ud i produktion, modtager regeringen, udover underskriftsbonusen, desuden en selskabsskat, der beregnes på baggrund af produktionsmængde og salgspris. Det grundlæggende problem ved denne form for kontrakt består i manglende information vedrørende koncessionsområdet. Hverken regeringen eller virksomhederne ved som udgangspunkt, om der er noget at hente, hvorfor den mangelfulde information betyder, at virksomhederne ikke ved, hvorvidt koncessionen på sigt vil medføre profit eller blot vil dække omkostningerne. Af den årsag indkalkulerer virksomhederne de forestående risici i deres bud på auktionerne. Hvor der er mangelfuld information om koncessionsområdernes produktionsmuligheder, tenderer regeringerne derfor til ikke at drage maksimal nytte af koncessionerne. 4 1 Irina Paliashvili, The concept of Production Sharing, s. 5, Jenik Radon i Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s. 63, kap. 5, Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s. 65, Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s. 65, V -

6 1.2 Joint-Ventures Et joint-venture er grundlæggende en samarbejdsform, hvor to eller flere parter indgår i en investering eller et samarbejde, hvori alle har en vis kontrol. Hvorledes denne kontrol fordeles, målet med samarbejdet og ikke mindst rammerne for ansvaret, skal defineres kontraktmæssigt. Med hensyn til den centrale betydning af en meget veldefineret og gennemarbejdet kontrakt formulerer Radon det, som følger: It is in the nature of the JV that the list of issues to resolve is long. Because a JV demands that the parties do things jointly, by not resolving material issues prior to entering into a JV, the parties only postpone a potential disagreement or a stalemate, especially if a JV is a deal. JVs require painstaking negotiations over an extended period of time to ensure that all matters are thoughtfully addressed and that the parties agree on how to work with each other. 5 De to grundlæggende ulemper ved en joint-venture er således på den ene side de markante krav, der stilles til kontraktskrivning, hvori behovet for juridisk bistand er markant og ufravigeligt og på den anden side, at risici og omkostninger ligesom fordelene deles imellem parterne, hvorved ressourcelandene får direkte ansvar for ekstraktionens omkostninger Production-Sharing Agreements Production-Sharing Agreement (PSA) er en hyppig anvendt kontraktform i Centralasien, hvorfor der nedenfor lægges mere vægt på fordele og ulemper ved denne type samarbejde. En PSA kan fremgå i flere former, eftersom aftalen er produkt af forhandlinger imellem interessenterne. Grundlæggende anerkendes i PSAen, at ejerskabet over naturressourcerne ligger hos staten, og firmaerne gives mulighed for at administrere, producere og udvikle ressourcen. 7 Under a PSA, an oil company carries most financial risks of exploration and development. The state also faces some risk. Often the national oil company joins the consortium as an interest holder in the PSA, contributing some of its profits as share capital to the consortium that is developing the area granted under the PSA. Often the host government has the cost of its initial contribution carried by the other companies. This carried cost will be repaid to the companies from the host government s future profits under the PSA. 8 5 Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s. 65, Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s. 67, Irina Paliashvili, The concept of Production Sharing, s. 1-6, Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s. 68, VI -

7 Under PSAen kan værtslandet således betale en mindre del af omkostningen, dette varierer dog meget fra aftale til aftale, hvor nogle anser det som givet, at den udenlandske investor bærer al risiko og omkostning 9. Vedrørende det finansielle aspekt minder PSAen om koncessionsaftalen med hensyn til den underskriftsbonus, som staten ofte modtager. Denne kan dog byttes til gengæld for en større andel af fremtidig profit. Med hensyn til parternes deling af profitten beregnes denne på baggrund af det overskud, der er tilbage efter, at virksomhederne har dækket såvel deres driftsomkostninger som deres kapitalinvesteringer. Førstnævnte får virksomhederne dækket omgående og sidstnævnte dækkes over en årrække. Den resterende andel deles således imellem parterne i henhold til de forudaftalte procenter 10. Desuden bør virksomhederne betale skat af deres andel. Til tider inkorporeres skatten dog som en del af statens procentvise andel af profitten. 11 Fordelen ved PSAen er, at risici absorberes af de internationale firmaer, hvor staten ikke bærer nogen byrde skulle en eksploration fejle, men tager en god del af gevinsten. Der er to grundlæggende ulemper ved PSA modellen: 1) PSAen stiller enorme krav til værtslandets muligheder for teknisk, finansiel samt juridiske bistand og ekspertise. Dette krav er større i lande, hvor lovgivningen og den institutionelle infrastruktur er svag. Er dette tilfældet, skal der tages stilling til de fleste hændelser i kontrakten, og dette kan hurtigt blive meget omfattende. 2) For at give yderligere sikkerhed til virksomhederne samt for at opgradere mulige kontraktuelle stridigheder og brud til regulære lovgivningsbrud, har man i flere tidligere sovjetrepublikker valgt at opgradere PSAerne til lov. Men at opgradere en PSA til lovgivning begrænser såvel virksomheden som regeringernes fleksibilitet, da alle ændringer skal igennem parlamentet. Desuden bliver PSAen ved lov en specifik lovgivning hvorom gælder, at den sætter øvrig lovgivning til side. Der er således tale om en form for lovgivningsmæssig positiv diskrimination, der kan ende i et generelt lovgivningsmæssigt rod i lande, hvor lovgivningen i forvejen ikke er gennemsigtig Irina Paliashvili, The concept of Production Sharing, s. 3, Irina Paliashvili, The concept of Production Sharing, s. 4, 1998; Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s , Irina Paliashvili, The concept of Production Sharing, s. 4-6, Tsalik & Schiffrin, Covering Oil, s , VII -