Tale er sølv, tavshed er guld

Transkript

1 ~ 10. december ~ Tale er sølv, tavshed er guld af Sofie Frederiksen Hun vågnede med hovedet trykket ned i pudevåret. Hendes dyne var tung og varm. Det første, hun bemærkede, var mørket udenfor sit vindue. Det var næsten uigennemtrængeligt. Hun tændte et stearinlys og trådte ud på det kolde trægulv. Hendes lange natkjole holdt på en smule af dynens varme. Hun førte lyset i dets messingholder op mod vinduet. Det første hun så, var en kvindes ansigt. Det havde furer af alder og arbejde, men omkring munden viste rynkerne et smil, som ikke var falmet med alderen. Hendes lange grånende hår faldt i en løs fletning, som hun lavede aftenen forinden. Hun smilede, ikke kun af sig selv, men fordi hun nu gennem vinduet kunne se, at der i nattens løb havde lagt sig et tykt lag hvid sne over bakkerne. Hun gik hen til det lille vandbassin, som stod på et bord, fyldt med koldt vand. Her vaskede hun sit ansigt og sine hænder, før hun trak i tøjet. Pigen, med hvem hun delte værelset, sov stadig tungt. Kvinden vækkede pigen roligt. Pigen gik straks i gang med at gøre sig klar, mens kvinden gik ud i hønsehuset og hentede friske æg til morgenmaden. Hønsene kaglede højt, da hun kom ind i deres hus og tog deres æg, men dæmpede sig, da de i samme stund fik dagens foder af en af karlene, som ønskede hende godmorgen. Da kvinden kom ind, sad hun med pigen, kokken, begge karle og en tjener og spiste en skive brød til deres egen morgen te. Derefter gik kokken i gang med at lave morgenmaden til herskabet. Karlene gik ud og tog sig af dyr og grund. Pigen blev sat i gang med at støve stadsestuen af og gøre den klar til brug. Tjeneren og kvinden selv gik i gang med at forberede spisestuen til morgenmaden. Så snart alt stod klar, kom herskabet ind i stuen og satte sig til bords. Tjeneren og kvinden servicerede herskabet, der talte livligt om den forestående dag såvel som den foregående. Herskabet bestod af Ludvig Gran, hans frue Mariana Gran, deres søn Ruben Gran, og døtrene Dagmar, og Augusta Gran. Senere på dagen ville deres gæster, heriblandt familiens ældste datter og hendes familie slutte sig til dem. Herren diskuterede kort dagens nyheder med tjeneren. Kvinden blandede sig ikke. Hun talte med Fruen om forberedelserne til aftenen og til den derpå følgende morgen, hvor hun skulle ind til byen efter morgenmaden. Fruen vidste, at denne tur ~ 1 ~

2 indtil byen var vigtig for kvinden, og tilbød, at hun kunne låne vognen. Kvinden takkede Fruen, som derefter rettede på sin yngste datters bordmanere. Kvinden, som var familiens husbestyrerinde Gerda, smilede ved synet af den livlige samtale ført af familien Gran. Da familien var færdige med at spise, bar hun, tjeneren og pigen service ned i køkkenet, så pigen kunne vaske op. Kokken var allerede i gang med at forberede frokosten og hilste dem kort. Tjeneren talte stille med Gerda, som instruerede ham i de ekstra opgaver, som fulgte med hendes fravær den følgende dag. Han havde prøvet det før, flere gange endda, men lyttede alligevel opmærksomt, det faldt nemlig til ham at overtage rollen som husbestyrer efter sin tante. Gerda havde arbejdet for familien, siden hun var ganske ung, faktisk hele hendes liv. Hun var ikke ti år ældre end Ludvig Gran, og hendes søster havde da leget med ham som barn. Det var også hos familien Gran, at hun havde mødt hendes mand Ove. Hendes far havde været husbestyrer, og Ove begyndte sit arbejde som tjener i huset, under ham. Gerda arbejdede også under sin far og overtog, som han blev ældre, langsomt hans opgaver. Nogen kunne tro, at hendes forfremmelse efter hendes fars død ville forsure deres ægteskab, men Ove var en god mand, der holdt af sit arbejde og ikke ønskede sig mere, end han havde. Ludvig Grans far, Valdemar, havde valgt at holde husbestyrerrollen i Gerdas familie mere af tradition end noget andet. Han betroede dog til hende, inden han gik bort, at han aldrig havde fortrudt det. De forelskede sig i en ung alder og kurtiserede i næsten et år, før de gik til hendes far. Han gav dem efter kun en audiens sin tilladelse og helhjertede lykønskninger. Hun havde ikke troet sit held, før de nåede brylluppet. Sent på eftermiddagen kom Hr. og Fru Nordmann med deres lille dreng. Familien blev modtaget med kram og begejstring fra hele herskabet. Særligt Fruen var glad for at se sin datter og sit første barnebarn igen. Gerda kunne mærke hendes eget hjerte varmes af synet. Endnu varmere blev det, da fru Nordmann også omfavnede den ældre kvinde. Efter velkomsten gik herrerne og Ruben, som snart var voksen selv, ind i Hr. Grans kontor for at tale og ryge pibe. Damerne og de resterende børn gik ind i en lille selskabsstue, som mest blev brugt til eftermiddagsteen og frk. Dagmars klaverlektioner. Her gik Gerda med for at servere teen. Kvinderne talte i en rum tid om alt fra kunst til børneopdragelse. Pigerne sad med deres lille nevø og underholdte ham med nogle små tøjdyr, de selv havde syet. Da teen var serveret, kunne Gerda trække sig tilbage til køkkenet og se, om alt gik, som det skulle. Hun så til, at kokken havde, hvad ~ 2 ~

3 han ikke måtte mangle. Hun undersøgte om karlene huskede at spise. I den kulde gik det næppe at forglemme sin frokost. Efter at have sat tjeneren, hendes nevø Peter, til at dække bordet og se til herrerne, bad hun pigen følge hende ind i stadsestuen. Her gennemgik hun i detaljer, hvordan træet skulle smykkes den følgende uge og sørgede samtidig for, at pigens rengøring af rummet var tilfredsstillende. Resten af huset var pyntet med gran, kogler, kugler og guirlander. Pigen havde sammen med frk. Dagmar og frk. Augusta lavet kræmmerhuse, som hang på hver en dør. Da hun endelig var tilfreds, talte hun med pigen over en kop varm saft, om dennes familie. De havde talt om dette før, men pigen var lykkelig over at kunne fortælle hvad nyt, der var hændt. Da de havde afsluttet koppen, og pigen havde fortalt om sin brors forlovelse, var det allerede blevet tid til at servere aftensmaden. Her stod Gerda og Peter igen til rådighed under hele middagen. Der blev skænket vin, serveret svin og slutteligt budding. Under det hele havde Gerda en lavmælt samtale i gang med Peter. Han var en ung mand, omtrent fem år ældre end pigen. Han havde længe haft et godt øje til hende, og hun til ham. Gerda vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før hun måtte finde en ny pige til at hjælpe hende, men hun sagde det ikke. Peter spurgte hende mellem serveringer, om hun ville give sin velsignelse til en forbindelse mellem ham og pigen. Gerda sagde intet, men smilede et varmt smil til ham. Hendes smil var ham rigeligt, for han takkede hende og forsatte så sit arbejde. Da herskabet havde spist og trukket sig ind i stadsestuen for at nyde aftenen sammen, fortrak Gerda og Peter til køkkenet til en hurtig bid mad, før aftenkaffen skulle serveres. Først efter herskabet havde trukket sig tilbage, karlene var taget hjem, og hendes forberedelse til den følgende dag var overstået, kunne Gerda læne sig tilbage i en stol i køkkenet og tale med kokken, som også først nu var færdig med sine pligter. De talte om fremtiden, deres egen såvel som herskabets. Kokken fornøjede sig med at tænke på den unge Ruben som husets herre, og Gerda med tanken om hendes nevø sammen med pigen. Da hun trak sig tilbage til værelset, blev hun mødt af en lykkelig ung kvinde, som nærmest fløj fra den ene side af værelset til den anden. Efter Gerda fik historien om, hvordan Peter var gået på knæ for pigen og bedt om hende om hendes hånd, hvordan pigens far allerede havde givet sit tilsagn, da Peter havde spurgt ham i byen den foregående dag, og hvordan pigens lykke ingen ende tog, talte hun kort med pigen om hendes fremtid med Peter. Samtalen løb længe og først da oldfruen insisterede, lagde pigen sig i seng. Gerda lå derefter længe i sengen og tænkte på al den lykke, som denne tid bragte hende det år og ofte havde bragt hende. ~ 3 ~

4 Det virkede næsten ikke retfærdigt, at hun i hendes alder, stadig havde lov at blive så glædeligt overrasket i december. Da hendes bryllup stod en kold december morgen, og Ove holdt hendes hånd ved alteret, tænkte hun sig den lykkeligste kvinde, som havde levet og nogensinde ville leve. Efter et par år med svære tab stod det for det unge par tydeligt, at de ikke kunne få børn. Gerda var knust, men Ove var fortrøstningsfuld, for så længe han havde Gerda, var der intet i verden, som kunne være slet. Gerdas søster havde alle dage været sygelig, så det var ingen overraskelse, da hun gik bort i en ung alder. En hoste havde sat sig i hendes lunger, og hverken apoteker eller læge kunne udbedre det. Peter var endnu ikke et år gammel, og hendes søster havde aldrig fortalt, hvem faren var, om end Gerda på tidspunktet havde en stikkende mistanke. Hun sagde aldrig noget, da det nok ville have gjort mere skade end godt. Så Gerda og Ove adopterede hendes nevø. Hun kunne ikke have været mere stolt af ham, om så han var hendes egen. Mange troede endda, at Peter var deres, kun herskabet og den nærmeste familie vidste bedre. Ove havde elsket Peter så helt igennem og støttet sin nevø på alle måder. Han sagde aldrig ordene, men viste det ved uforbeholden støtte og omsorg. Og Peter havde altid vidst, at han var elsket. Hun vågnede den morgen, som så mange morgener før til et koldt gulv og et endnu koldere vandbad. I dag hentede pigen æg, mens Gerda talte med kokken om hvilke indkøb, der skulle gøres til den kommende uge i anledning af højtiden. Hun planlagde at fortage indkøbene allerede denne dag, siden hun havde fået lov at låne en vogn, hvormed der logisk fulgte en karl til at hjælpe med at bære. Under tjenestefolkenes morgenmad udlagde hun planen for dagen. Hun fortalte ikke resten af gruppen, at Peter i hendes fravær agerede husbestyrer, det var ikke nødvendigt at sige. Derefter serverede hun og Peter morgenmad for herskabet og deres gæster. Også i dag var samtalen ved bordet livlig, både herskabet imellem men også mellem dem selv og herskabet. Hun hviskede morgenens store nyhed til husets herre, mens hun skænkede hans te. Han smilte og bad hende hente pigen, så han kunne ønske dem stort tillykke i det samme øjeblik. Hans frue, som måtte have hørt ham, bød ham ikke at lave et stort nummer ud af det under morgenbordet. Han føjede hende for i stedet at tale med Peter inde på kontoret efter morgenmaden. Gerda fik senere at vide, at husets herre havde kaldt tale sølv og derefter givet Peter et langt kram. Derefter var blevet lovet, at Peter og hans kommende hustru altid ville have en plads hos familien Gran, ved at Peter officielt blev tilbudt sin tantes stilling, så snart hun var klar til at træde tilbage. ~ 4 ~

5 Der ville gå endnu et år, før den tid kom, men sikkerheden betød meget for det nye par, og den medfølgende bolig, som de allerede beboede sammen med Gerda, ville tilfalde Peter. Kort efter morgenmaden sad Gerda i vognen, nok på samme tid som Peter trådte ind i Ludvig Grans kontor, på vej ind mod byen. Da hun nåede kirken, bød hun karlen standse vognen og foretage de indkøb, som hun havde skrevet ned. Hun gik derefter mellem sten og buske i fuldstændig stilhed, forbi selve kirken, hen til en sten, som hun havde besøgt ofte. Hun sad ved hans seng og kiggede ham dybt ind i øjnene. Peter stod ved hendes side og støttede sin tante. Ud ad vinduet kunne hun se sneen falde, men det betød intet, for denne søndag var ikke smuk, uanset landskabet udenfor deres hjem. Hans hånd hvilede i hendes, og hans læber skiltes i en svagt smil. Gerda kyssede hans pande blidt og lod ham kysse hendes. Han fortalte Peter, at han var stolt af ham og at han altid ville være det. Han bad Peter tage sig godt af hans kæreste Gerda og finde en viv, som ville gøre samme. Gerda mærkede tårer løbe ned ad hendes kinder. Hun mærkede Peters uro og klemte hans hånd, med den af hendes som var fri. Hun åbnede munden for at sige alt, hvad der var usagt og minde Ove om hendes kærlighed nok en gang. Han stoppede hende med et kys på hånden. Det krævede betydelig energi at løfte hendes hånd til hans læber. Han fortalte hende, at han vidste det allerede. Og hun vidste, at han følte det på samme måde. Han var sygnet hen så hurtigt, hun havde knap haft tid til at vænne sig til tanken om et liv uden ham. Deres sidste aften sammen var fyldt med kærlighed og stilhed. De vidste alle, hvad der kunne siges, burde siges, og hvad der ville blive sagt. Så i stedet holdt den lille familie om hinanden for sidste gang. Gerda så på stenen foran sig. Der lå hendes elskede. Manden med hvem, hun skulle have delt sit hele liv. Hun smilede og lagde kransen, som hun havde taget med på stenen. Hendes hånd børstede sne af toppen af stenen. Familien Gran havde betalt stenen og betalte forsat for dens vedligeholdelse. Hun fortalte ham om familien Gran, om vejret, om hvordan alderen var begyndt at snige sig ind på hende. Hun fortalte ham om Peters forlovelse. Hun modtog intet svar andet end den stilhed, som også havde omfavnet hende den aften og hver aften siden. Efter en stund blev også hun stille, mens hun stod foran sin husbond. Mens hun lagde hånden på hans sten, tænkte hun for sig selv, at der ingen pointe var i at fortælle ham, hvad han vidste. Sådan stod hun indtil hun hørte karlens støvler mod sneen. Hendes ~ 5 ~

6 formiddag var slut, og arbejdet kaldte. Efter hun havde set, at hans indkøb var korrekte, kørte de hjem med kun ganske lidt samtale. Da de kom hjem, tog Ludvig Gran selv imod dem. Han hjalp Gerda ud af vognen, gav karlen et kast med hovedet og holdt om den ældre kvinde. Karlen skyndte sig at tømme vognen og forføje sig. Længe stod Gerda og hendes arbejdsgiver der i sneen. Indenfor var deres familie i gang med fornøjeligheder, såvel som arbejde. Højtidens glæder omfavnede dem alle, både i køkkenet og stuen. Og også her ude i gården, hvor Gerda stod i Hr. Grans arme. Han sagde intet og rørte sig ikke, før han kunne mærke, at hun trak sig og var klar til at møde resten af dagen. Derefter gik de ind i huset, han for at bruge tid med sin hustru og børn, og hun for at gøre klar til frokosten. ~ 6 ~