Esben Jagten på den fede ko

Transkript

1 Esben Jagten på den fede ko Af Magnus Pøller Metersen og Stephan H. Enningsen, august 1999 Date: Tue, 12 Oct :20: (CEST) From: Stephan Dragehjerte To: Magnus Møller Petersen Subject: "Jagten på den fede ko" Stephan, Tue Oct 12 23:19:26 CEST 1999: Der var engang en lille dreng ved navn Esben. Han var ikke ret gammel, men alligevel gammelnok til selv at binde sine snørrebånd. En lørdagmorgen Esben stod og tissede ved siden af toilettet, fik han pludselig en idé: Han ville bygge sig en ufo og flyve til Mars! Han lynede op, og fés ud af døren, uden at vaske sine fingre. Døren til fars skur bandt og var svær at få op. Men Esben hev til og fik den åbnet ind til det mørke skur og gik derind. Esben kunne ikke nå op til lampen i loftet, så der gik lidt tid inden hans øjne havde vendet sig til mørket. Men så snart kan kunne se, gik han igang med at lede efter værktøjskassen. (din tur..) Magnus, echo date : -Stephan / / tisprut productions [tm] stephan

2 Kapitel 1 Værktøjskassen Der var engang en lille dreng ved navn Esben. Han var ikke ret gammel, men alligevel gammelnok til selv at binde sine snørrebånd. En lørdagmorgen Esben stod og tissede ved siden af toilettet, fik han pludselig en idé: Han ville bygge sig en ufo og flyve til Mars! Han lynede op, og fés ud af døren, uden at vaske sine fingre. Døren til fars skur bandt og var svær at få op. Men Esben hev til og fik den åbnet ind til det mørke skur og gik derind. Esben kunne ikke nå op til lampen i loftet, så der gik lidt tid inden hans øjne havde vendet sig til mørket. Men så snart kan kunne se, gik han igang med at lede efter værktøjskassen. Esben vidste da godt at hans far havde sagt at han ikke måtte gå ud i skuret. Skuret var forbudt område! Men Esben skulle altså bruge den værktøjskasse, og hans far var ikke hjemme til at hente den for ham. Esben ledte og ledte efter værktøjskassen i det det mørke skur, men han kunne ikke rigtig finde den. Han kiggede i skabet, han kiggede i skufen, han kiggede i den store kuffert, og *wow* hvad var det han havde fundet?! Det var en masse farverige blade med gule og blå og grønne forsider som næsten lyste op af kufferten og blændede Esben. Hans øjne strålede. Hvad var det for nogen blade? Esben stavede sig frem til titlen på det første blade han havde taget op - S.. /.. M..S/M sagde det første ord. f.. o.. r..fort.. h.. e..thea.. d.. v.. a.. n.. c.. e.. d.. advanced. Hvad betød det? Esben undrede sig, det kunne han ikk finde ud af hvad betød, så han åbnede spændt det farverige blad, og du kan tro han blev chokeret! 2

3 Inde i bladet var der billeder af hans far! Nøgen! og med underlige ting stikkende ud af hans kropsåbninger.. Hvor mærkværdigt! Esben mente bestemt at det var en loddekolbe, han kunne se rage ud af enden på sin far. Og var det ikke de hersens sjove krokodillenæb, der var sat fast i brystvorter? Esben fik en underlig rumlen i maven og lagde bladet ned i kufferten igen og lukkede den; det var vist noget værre noget, han havde fået fingrene i. Esben tørrede sveden af pande og fortsatte sin søgen efter fars store værktøjskasse. Han måtte altså finde den, for at kunne bygge sin ufo. Og en ufo var hvad, der skulle til, for at rejse til Mars! Der var højt til hylderne, og Esben måtte stå på tæer, for at kunne se. Under høvlebænken stod en stor kasse, som han trak ud. Og lige som han skulle til at stille sig op på den, for bedre at kunne se, opdagede han, hvad det var, han havde fundet: Værktøjskassen! Efter en kort glædedans (hvor han nåede at slå tåen mod et skab) trak han med megen besvær kassen ud af skuret og ud på græsplænen. Han tog sig arbejdstegning op af lommen, rullede den ud og kiggede på den. Nu manglede han bare nogle brædder, nogle hjul og en computer!

4 Kapitel 2 Hidsigproppen Der var en masse brædder ved siden af skuret, men der så ikke ud til at der nok til Esbens enorme projekt. Hjul kunne han få fra den sæbekassebil hans far lavede til ham da han var lidt mindre, den skulle han nok ikke bruge mere nu hvor han skulle ud og flyve i universet. En computer manglede han også, så han besluttede sig for at gå ind og slå hans sparegris i stykker, og gå ned i byen og se hvad han kunne få for hans mange penge. Da han kom ind til hans sparegris, en lille sød lyserød gris med smilende øjne og en glad mund, og tog den ned fra hylden, undrede han sig over hvorfor den så ud som om den var revnet på bagsiden. Nå, tænkte han det gør nok ikke noget.. Så gik han udenfor, og over til værktøjskassen, og fandt en hammer frem. SLAM! sagde det da hammeren ramte den søde sparegris i hovedet. SLAM! KLIR! endnu et slag, og hele sparegrisen splintrede, men hvor var pengene henne??! Der lå kun en seddel inde i grisen. Esben tog sedlen frem og prøvede på at stave sig igennem den. Undskyld Esben, men jeg skulle bruge nogen penge til mit narko, mvh. Far. Knep mig..., sagde en tvær stemme pludseligt. Esben flyttede sine skæve øjne fra de tegn på papiret, hvis mening han tydeligvis ikke fattede, og gloede rundt på sit værelse. Endelig konstaterede han, at der ingen var ud over ham selv. Og lige som han skulle til at undre sig over, hvor i alverden stemmen så var komme fra, havde han glemt. Ka-ge... Pen-ge.... Hvis sandheden endelig skal frem, så gættede han nok lidt på papirlappens meddelelse. Men han forsøgte i det mindste med sit begrænsede ordforåd på trods af manglende evne til at læse og skrive og formulere sig nogenlunde fornuftigt. 4

5 Knep mig!. Stemmen var nu meget højlydt, og Esben snurrede et par omgange rundt om sig selv i forskrækkelse. Stemmen lød meget vred og lød lidt som Esbens onkel Offe fra Randers; ru og med meget dorsk accent. Men der var stadig ingen at se. Hovhovhov! Så se dig dog for, dit store, dumme barn!. Esben stirrede stadig forvirret om sig. Hernede! Stupide snotunge.... Der gik lidt tid hvor ordene fløj gennem luften, ramte ind i Esbens øre, blev vendt og drejet dybt, dybt inde i den bløde hjernemasse, før en mening langsomt stykkede sig sammen i Esbens barnesind, og kan endelig fik vendt blikken ned mod gulvet. På gulvet lå en lille hidsigprop på ryggen og sprællede. Esben var i sin egen forvirring kommet til at sparke til hidsigproppen, som nu anstrængte sig fog at komme på benene igen. Ææææjh, råbte den, Så la da vær!. Den var ikke større end en knyttet barnehjerne, tyk og med meget korte arme og ben som gjorde det svært, at rejse sig op. Prustende og med svedperler på den panden kommer hidsigproppen på benene og børster sig af. Har du ingen øjne i knolden, barn?!, vrissede den lille prop. Æhmmm... Mmh!. Esbens svar så ikke ud til at komme bag på den lille vrede knold på gulvet. Nej. Nå.. Hidsigproppen opgav at få et svar og udbrød vredt: Årh, knep mig!. Esben gned sig i øjnene og satte sig på hug på gulvet. Han gned øjnene en ekstra gang og satte fjæset helt ned til hidsigproppen og gloede af al kraft. Ja så KIG da!. Proppen brød sig tydeligvis ikke om Esbens stirren. KIG PÅ MIG!. Den lille kartoffellignende skabning knyttede hænderne, stampede i jorden og blev rød i ansigtet mens sveden piblede frem på dens pande igen. Esben gloede videre. Hvem var dog denne besynderlige lille fyt? Og hvad var den søde lugt?

6 Hvad hedder du? Og hvorfor er du så lille? spurgte Esben den lille hidsigprop. Hva rager det dig!! skreg hidsigproppen prompte, gå væk med dig eller jeg boller dig i... banker dig! Jeg HADER ALLE mennesker... ARGH!. Pludselig vendte hidsigproppen sig rundt og og begyndte at spæne væk fra Esben. Han pilede hen over gulvet og ind under sengen mens han råbte IIIIDDDddiiiiioooooooott..., og pludselig pist væk var han. Du kan tro at Esben nu stod tilbage med et underligt udtryk i ansigtet. Han havde aldrig før set en så sjov lille fyr før, og var selvfølgelig brandnysgerrig. Derfor gik Esben over til sengen og kiggede ned under den, men han kunne ikke finde den lille fyr nogen steder. I stedet lå der en brunlig udseende klump og dampede. Esben rakte hånden ind under sengen for at tage fat i klumpen, men da han fik fat i klumpen gik det op for ham at det var lort. AAADDDDRR!! skreg Esben. FØJ!! råbte og skreg han og fløj op og hoppe og dansede rundt i sit værelse i en damp af rådden luft og afføring. Lettere nedslået skyndte han sig ud i køkkenet for at gøre sin hånd ren, og der var det han kom i tanke om sit projekt han var gået igang med tidligere på dagen sin rumraket og rumturen til Mars.

7 Kapitel 3 Arbejdet kalder Ingen arme, ingen kage. 1 Supercomputeren var med andre ord udelukket, så han måtte nøjes med sin Mester Jakel Lommeregner. Han havde fået den sin far og sin mor dagen inden han skulle begynde i skolen. Lommeregneren var smart! Udformet som Mester Jakel og i tyk, rød, brudsikker plast, med store, gule knapper og en skærm. Lommeregneren fungerede på den måde, at den først viste et regnestykke på skærmen, og så skulle man indtaste resultatet. Tastede man forkert, skrattede lommeregneren med Mester Jakels stemme, der grinede hånligt af én og sagde enten: Tåbe!, Fjols!, Nar! osv. Svarede man rigtigt sagde stemmen blot Fint! og kom med et nyt regnestykke. Esben var gået ud i haven igen og stod og studerede hans arbejdetegning. Han manglede stadigvæk hjulene og nogle brædder, til at bygge ufoen af. Esben var snarrådig. Han fik en god idé. Nej! Esben fik flere gode ideer. Han skyndte sig ind i redskabsskuret efter en sav, og begyndte at save løs i selve redskabsskuret!! Der har jeg alt det jeg skal bruge min min UFO! skreg han i villens sky og sparkede, trampede, savede og gjorde ved. Vrrmrm... Vrouuam.... Esben fortsatte indtil han havde savet hele skuret til pindebrænde. Og I kan tro at Esben havde en kææææmpe bunke med brædder bagefter. Wow! tænkte Esben. 1 -Mor, mor! Må jeg få ikke nok få en kage?. -Jo min skat, tag bare en. Kagekrukken står oppe i skabet.. -Jamen mor, jeg har jo ingen arme.... -Ingen arme, ingen kage!. 7

8 Igen var Esben hurtig. Han skyndte sig igen at tage sin flotte lommeregner frem, men denne gang ikke for at lege, men for at finde ud af hvor mange brædder han havde til UFOen. Fint!, Nar!, Fint!, Fint!, Fint!, Tåbe!... Hold da op! tænkte Esben jeg har Nar!, Fint! brædder i overskud! Så vil jeg lave min UFO endnu større. Så kan jeg nå helt ud til den anden ende af universet!! Knep mig!. Hvad var nu det? Hørte Esben stemmer igen? Nej, det kunne ikke passe. Han kiggede sig omkring, og se! Ovre ved trappen ind til huset stod den lille hidsigprop igen. Årh, knep mig! kom det fra ham. KNEP mig din dumme UNGE! skreg han. Find de møghjul nede ved købmandsbøssen! Tag dig for fanden sammen forkælede snotunge! Og vupti! Så var hidsigpropen væk lige så pludseligt, som han var dukket op. Købmandsbøssen? Esben rystede på hovedet; han kendte ikke noget til nogen købmandsbøs Et sted dybt, dybt inde i en halvskaldet barnkeknold, ligger en lille bob og ligger. Den ligger bare. Men hvad er nu det? Den rør på sig! Det er som om, at der er noget inde i den, der prøver at komme ud. Den ryster og rumsterer mere og mere. Den anstrænger sig... Og med et pop er den blevet til en flof! Nååå ja!, sagde Esben, der pludselig kunne huske: Købmand Klas!

9 Kapitel 4 Ken og Alex Esben stillede sin cykel op af vægen til købmanden. Cyklen væltede øjeblikkeligt om på fortorvet og skramlede. Det gjorde den altid. Han kiggede på skiltet over døren: Booo... Bo-de-. Ja, var en af de svære. Men far og mor havde altid kaldt det for købmanden, og så måtte det vel passe. Det var umuligt at se noget som helst gennem vinduerne. Selv om Esben trykkede næsen helt ind mod ruden og skyggede for solen med hænderne, så var der stadig bælragende mørkt derinde. Han åbnede den store trædør og stak hovedet indenfor. Og bang! En hammer af stanken af cigar- og cigaretrøg, øl og sur bræk slog ham lige i hovedet. Den kvælende røg fik hans øjne til at løbe i vand, Lyset udefra ramte et par af de nærmeste, der som skræmte missede med øjnene og holdte hænderne op, som om lyset ville slå dem ihjel. KnaP døren, for fan!! Nogen råbte inde fra mørket. Esben kunne ikke se, hvem det var, men ud fra stemmen at bedømme, måtte det være et dyr. Han trådte indenfor og lod døren lukke i bag sig. Rummet var atter mørklagt. Men efter nogen tid, kunne han se begynde at skimte, hvad der foregik i mørket. Rundt omkring sad svedende mennesker og drak øl ved små, beskidte træborde, som var dækket af tomme ølglas og -flasker og askebægere der havde bredt sig ud over det meste af bordet. Bagest i lokalet var en stor bar. Og bag skranken stod Købmand Klas! Esben gik op til baren, kravlede op på en barstol, så Klas fik øje på ham. 9

10 Jamen hvad har vi her?. Klas stemme var tør som en pose mel, og lød som en døende mands sidste hvislen. Er det ikke den lille Kasper?. Den gamle, fede mand var ikke så god til det med navne. Og de store, brune svedpletter i armhulerne på hans netundertrøje røbede, at han heller ikke var så godt til det, med at huske, at skfite tøj. Det klirrede fra hans to halskæder, mens han langsomt gik over mod Esben. En rynket hånd med guldringe på hver finger, klappede Esben på hovedet. Hvad bringer sådan en lille fyr som dig hid? Ja din mor og far er lige gået. De sagde ikke noget om, hvor de skulle hen.. Klas knappede en klar cola op og gav den til Esben. Tak, sagde Esben, men det var heller ikke dem, jeg kom for. Jeg kom for at høre, om du har nogle hjul, jeg kan få.. Hjul?. Ja, jeg er ved at bygge en ufo, og så mangler jeg nogle landingshjul. Og hidsigproppen sagde, at du havde nogen. Klas tækte så det knagede, men den gamle hjerne havde ligget for længe i sprit, til at han kunne få noget fornuftigt ud af barnets ord. Hør her, knægt: Jeg har ikke nogle hjul. Men jeg kender muligvis nogen, der kan hjælpe dig.. En knoglet finger med to ringe på signalerede at Kasper skulle komme nærmere. Esben lænede sig ind over baren. Klas hviskede: Kan du se de to fyre derover?. Fingeren rettede sig ud og pegede ud i mørket. De to kan hjælpe dig.. Esben gik over imod det sted, som Klas havde udpeget. Og der sad to typer. Den ene en høj og ranglet personlighed med langt, fedtet hår, der lignede noget, der gerne ville være hvidt, men aldrig havde fået chancen. Han havde en sort og meget slidt læderjakke på og en cigaret imellem sine lange, gule fingre. Det var Alex. Den anden var en lille, blegfed og skaldet mand, med sin isse dækket af en hinde af beskidt sved. Han havde en skovmandsskjorte på, og var ifærd med at drikke en snaps. Og en mere. Og en mere. Det var Ken. Ken og Alex var byens hælere. De begik selv indbrudene, gik mest efter videoer, fjernsyn og smykker, og solgte det på bodegaen. Pengene brugte de på øl, sprut og cigaretter. I tankt med, at deres indbryd oftest var meget impulsive, var det heller ikke altid lige godt, det de slap afsted med. Det bevirkede at de hjemme i skuret havde en bunke af forskelligt ragelse, om ingen ville købe. Det var Esbens held.

11 Der lyd et hyl, der fik Esben til at tisse i bukserne af bare forskrækkelse. Da han så, hvad han havde trådt på, sked han. En lille prop af en gravhund med kun et ben og et par øjne, der ikke lignede nogen, der længere kunne se på grund af betændelse. Hunden lugtede langt væk af opkast, lort og sygdom. Og lige nu var den meget skræmt. Et par pølser samlede det lille dyr op. Nååå..., sang Ken, Kom lille vuf til skaaaadeeeee?. Den lille rest af halen, der var tilbage, begyndte at logre, og hunden slikkede det svedige ansigt. Ken grinede kært og lagde hunden ned på gulvet igen. Så kiggede han over på Esben. Hvad bringer dig hid, lille fyr?. Esben forklarede igen, at han manglede et par hjul, og at Ken og Alex efter sigende, skulle kunne skaffe sådan nogen. Hjul? Alex sugede det sidste af en cigaret, skar en grimasse der udtrykte ubehag, og skodde mens han åndede ud. Hvad fanden skal du bruge hjul til?. Da de lo, var det som om selv den hæslige køter lo med. Ja, hvorfor ikke?. Ken drak sine glas ud og rejste sig. Kom med, lille pjok, så skal du få dine hjul.. De rejse sig, lagde hunden i en stofpose, og forlod bulen med Esben. Da de lidt senere stod omme i Ken og Alex baghave med skrammel, fandt Ken og plæneklipper, som Esben fik lov at tage hjulene fra. Jubii!! Esben dansede en glædesdans, takkede og skyndte sig at løbe hjem.

12 Nu var ufo en snart klar!