STARBROW TIM RAY. Et Spirituelt Eventyr. Bind 1 i Starbrow Serien. Redigeret af Barbara Berger

Transkript

1 STARBROW Et Spirituelt Eventyr TIM RAY Redigeret af Barbara Berger Bind 1 i Starbrow Serien 1

2 2

3 PROLOG Universet består af flere hundrede milliarder galakser. En af disse galakser kaldes for Mælkevejen. Mælkevejsgalaksen består af omkring stjerner. I en fjern udkant af Mælkevejsgalaksen, ca lysår fra dens centrum, ligger en af disse stjerner, kaldet for Solen. På den 3. planet fra Solen i dette solsystem var Jakob og Janus og jeg ved at vågne op med et brag... 3

4 4

5 ... på den 3. planet fra Solen i dette solsystem boede 6 milliarder mennesker, fordelt over hele planeten. Jakob og Janus og jeg boede i et stille hjørne af planeten kaldet for Danmark, i en lille by kaldet for København. Og det var i København at vores vilde eventyr begyndte. Det hele startede den sene søndag aften i marts da jeg var på vej hjem fra Jakob. Den skæbnesvangre søndag aften da jeg første gang mødte Ticha, min skytsengel. På det tidspunkt hvor denne historie begynder vidste Jakob og Janus og jeg intet om vores sande identiteter eller om vores ældgamle løfte om at bruge Kraften til at skabe fred og harmoni på Jorden. Vi vidste heller ikke at vi snart ville blive kastet ud i et sindsblæsende eventyr igennem tid og rum og dimensioner, idet vi opdagede vores sande identiteter og sande mission. Nej, på det tidspunkt hvor denne historie begynder troede vi at vi bare var tre ganske almindelige fyre der elskede Ringenes Herre, Star Wars, og alt hvad der handlede om fantasy, science-fiction og eventyr. Og at vi denne stille søndag aften i marts var mødtes for at fejre vores ti års Dungeons & Dragons jubilæum. For ser du, så længe vi kunne huske havde vi tre elsket Det Store Eventyr. Lidet vidste vi at vores uskyldige Dungeons & Dragons fantasi-rollespil kun var optakten man kunne sige opvarmningen til et spirituelt eventyr der ville involvere hele menneskeheden og være af afgørende betydning for Planeten Jordens skæbne. Men det kommer vi til. Som jeg sagde, var vi denne sene søndag aften i marts samlet hjemme hos Jakob for at fejre ti års Dungeons & Dragons jubilæum i selskab med den mægtige troldmand Moncler (Jakobs rolle) og den heltemodige elverkonge Telperion (Janus rolle). Jeg selv var spillets Dungeon Master og skaber af hele den magiske, forunderlige verden som vores eventyr udfoldede sig i. Og som jeg sagde, virkede det hele ganske uskyldigt, indtil der pludselig skete noget fuldstændig uventet... og jeg mødte Ticha, min skytsengel, på vej hjem fra Jakob... 5

6 6

7 FØRSTE DEL KALDET SØNDAG 22. MARTS KL. 23:35:09 GMT JORD TID TIL TIRSDAG 31. MARTS KL. 23:04:18 GMT JORD TID 7

8 8

9 1 En stjerne på Strandvejen Det var det magiske øjeblik som Jakob og Janus og jeg altid længtes efter. Det var øjeblikket, hvor vi glemte alt om huslejen og kæresteproblemerne og chefens sure opstød på arbejdet, og blev fuldstændig et med spillet - The Game. Det var øjeblikket, hvor Jakob ikke længere var en genert ingeniørstuderende med nørdebriller, men blev forvandlet til Moncler, den mægtige troldmand. Det var øjeblikket, hvor Janus ikke længere var en frustreret ungkarl der vandrede fra det ene deltidsjob til det andet, men i stedet blev til Telperion, den heltemodige elverkonge. Og det var øjeblikket, hvor jeg glemte alt om mit kedelige job som tekstforfatter og blev til The Dungeon Master - den almægtige Kraft der stod bag hele eventyrverdenen, hele skabelsen. Vi havde spillet i flere timer nu for at nå frem til det magiske øjeblik som alle dedikerede eventyrfreaks længes efter - men nu var vi der endelig. I det dæmpede lys fra stuelampen kunne jeg næsten se den legendariske kong Telperion i Janus ansigt: En to meter høj elverkriger med enorm styrke og smidighed. Hans lange, gyldne hår bølgede ned langs hans fagre ansigt og skjulte halvvejs hans spidse elverører. Han var klædt i en gylden ringbrynje og i hænderne havde han et stort, juvelprydet tohåndssværd: Telperions magiske sværd, der kunne kløve selv den hårdeste klippe. Ved siden af Janus sad Jakob dybt koncentreret og studerede sin bog med trylleformularer. Jakob levede sig ikke fysisk så meget ind i sin rolle som Janus, men eftersom han spillede den vise troldmand Moncler, virkede det kun naturligt, at han brugte det meste af sin tid på at sidde med hovedet begravet i sine trylleformularer. Hans øjne glimtede i lyset fra stuelampen og i et øjeblik syntes jeg at jeg kunne se troldmanden Moncler bag Jakobs nørdebriller: En smuk, rank ung mand med en kraftig manke af krøllet rødt hår. Hans noble ansigt var delvist 9

10 dækket af den lange, mørkeblå troldmandskutte som Moncler altid gik klædt i. På ryggen havde han en stor rygsæk til at bære sin hemmelige magibog med trylleformularer. I hånden havde han en massiv egetræsstav med sindrigt udskårne runer og tegn: Monclers magiske tryllestav, med hvilket han kunne kontrollere vind og vejr, helbrede de syge, og rejse igennem tid og rum. Jeg smilede til mig selv. En af de største nydelser ved at være Dungeon Master i et Dungeons & Dragons spil, var når jeg kunne få mine spillere til at blive så ophidsede og leve sig så meget ind i spillet, at de blev et med rollen. Idet jeg veltilfreds betragtede mine spillere gøre sig klar til alle tiders actionbrag mod en kæmpestor, ildsprudlende drage, undrede jeg mig i et kort øjeblik over, hvad det var ved vores Dungeons & Dragons spil, der gjorde at vi fuldstændig glemte alt om det virkelige liv og levede os så meget ind i spillet. Hvad var det ved dette uskyldige fantasi-rollespil, der gjorde at vi i nogle få magiske øjeblikke hver uge var fuldstændigt forvandlede - frygtløse og frie, uhæmmede og ubegrænsede? Jeg skubbede spørgsmålet til side og koncentrerede mig om det store actionbrag mellem mine to helte og den ildsprudlende drage. Janus lavede et forlæns rullefald midt i Jakobs stue og begyndte at lave vilde fægtebevægelser med armene. Og Jakob... Jakob kiggede op på væguret der nu viste kvart i et og sagde: "Jeg bliver altså nødt til at stoppe nu." "Nej!!!" råbte Janus og jeg. At blive stoppet midt i det magiske øjeblik, var som at blive stoppet midt i en orgasme eller halvvejs i et bungy jump. "Der er ikke noget at gøre," sagde Jakob. "Jeg skal assistere ved et kvantefysik forsøg på Niels Bohr Instituttet i morgen. Der kommer en professor helt fra England for at lede det, så det er vigtigt at jeg er frisk." "Kan du ikke vente til vi er færdige med dragen?" udbrød Janus frustreret. Jakob drejede beslutsomt hovedet fra side til side. Han studerede teknisk fysik på 5. år på Danmarks Tekniske Universet og tog sine studier meget alvorligt. Janus, der for tiden arbejdede som bartender på en café, var mindre nøjeregnende med den gode nattesøvn. Hans nuværende caféjob var bare et ud af en lang række jobs som han havde bevæget sig ind og ud af de sidste par år. "Kom nu, Moncler," sagde jeg til Jakob, lige så frustreret som Janus. 10

11 Selv om jeg også skulle tidligt op og på arbejde næste morgen, var der heller intet jeg hadede som at stoppe midt i det magiske øjeblik. "Det sagde I også for tre kvarter siden. Og jeg skal være frisk til det forsøg i morgen." Jakob lukkede sin magibog, rejste sig, og strakte armene. Janus og jeg sukkede i kor og så opgivende på hinanden. Vi vidste begge to at der ikke var noget at gøre. Når Jakob havde besluttet sig for noget kunne ikke ti vilde heste få ham til at ombestemme sig. Og inderst inde beundrede vi ham begge to for hvor trofast han var mod sin uddannelse, selv om vi udmærket godt vidste, at han syntes at vores Dungeons & Dragons spil var en million gange sjovere. "Okay, okay, okay. Jakob får sin vilje og vi fortsætter kampen mod dragen næste gang," sagde jeg og begyndte at pakke mine kort og spillebøger sammen. Ude på gangen listede vi os stille hen til døren. Jakob havde lejet 1. salen i en hyggelig rødstensvilla i Hellerup. Familien der boede i huset var søde, men brød sig ikke om at blive vækket af tre Dungeons & Dragons berusede eventyrere klokken et søndag nat. "Tillykke med de ti år!" hviskede Jakob og åbnede døren for os. "Tillykke!" sagde Janus og jeg. Så gav vi hinanden vores hemmelige Dungeons & Dragons håndtryk. "Vi ses klokken syv på søndag til flere eventyr," sagde Jakob. "Klokken syv søndag," bekræftede Janus. "Godt forsøg i morgen, Moncler!" sagde jeg til Jakob, idet jeg gik ned ad trapperne. Vi havde spillet det samme Dungeons & Dragons spil i så mange år, faktisk lige siden vi blev venner i 8. klasse, at vi nu kaldte Jakob for Moncler og Janus for Telperion. Som spillets Dungeon Master blev jeg blot kaldt for Gud eller Master. Nede på vejen stod Janus og jeg lidt og kiggede på stjerner, imens vi indåndede den kølige natteluft. Det var i slutningen af marts måned og stadig råkoldt om natten, så vi bevægede os hurtigt videre. Janus havde lige slået op med sin kæreste Cecilie og jeg kunne mærke at han havde brug for at snakke om det, så jeg fulgtes et par gader med ham, selv om jeg egentlig skulle den anden vej for at nå natbussen. Da vi kom til et stort vejkryds, sagde jeg farvel til Janus og begav mig hen mod mit busstoppested på Strandvejen. Der var over tyve minutter til natbussen kom, så jeg havde god tid. Idet jeg gik ned af Hellerups mørke villaveje forestillede jeg mig at jeg stadig var i Mhetaunus, den magiske eventyrverden som jeg i de 11

12 sidste ti år havde skabt til vores Dungeons & Dragons spil: I min fantasi blev Hellerups villaveje til små stier i en tætbevokset skov. Gadelamperne blev til små alfer der fløj ind og ud mellem trætoppe og lianer. En dame som var ude og lufte sin hund blev til en elverkvinde til hest. Tuborgs fabriksskorstene blev til fjerne bjergtinder beboet af ildsprudlende drager. Og jeg selv var en ædel ridder på vej mod fantastiske eventyr. Jeg begyndte at smånynne en vandringssang som jeg havde lært fra J.R.R. Tolkiens episke eventyr Ringenes Herre: Rundt om hjørnet kan der vente Fremmed sti og lønlig vej. Snart forlader jeg det kendte, Går den sti, jeg ænsed ej. Hemmeligt ud i det fjerne Vandrer jeg mod sol og stjerne. Da jeg kom til busstoppestedet på Strandvejen vendte mine tanker tilbage til min samtale med Janus. Han havde ikke spurgt hvordan det gik med mit liv - han var for optaget af sine kærestesorger. Ikke fordi jeg havde noget særligt at fortælle. Jeg havde ikke haft en kæreste i over et år nu. Og på jobfronten var alt som det plejede. Jeg havde snart været ansat som tekstforfatter hos tøjfirmaet Fashion Flash i to år nu. Det var mit første job siden jeg tog min afgangseksamen fra Reklameskolen. Egentlig havde jeg regnet med at få job i et reklamebureau, men da jeg blev færdig tilbød Fashion Flash mig et job som tekstforfatter i deres marketingafdeling. Jeg slog til fordi lønnen var god og det tiltalte mig at arbejde for Fashion Flash, som var et af Danmarks største og mest trendy tøjfirmaer. Ikke at jobbet som tekstforfatter hos Fashion Flash var så trendy når det endelig kom til stykket. Jeg brugte det meste af min tid på at skrive tekster til pressemeddelelser og nyhedsbreve, og fik kun sjældent lov til at bevæge mig ind i firmaets allerhelligste, Designafdelingen, hvor de kreative foldede sig ud. Vores marketingchef, en venlig, men bestemt dame ved navn Randi Martins, var af den opfattelse at man skulle arbejde sig op igennem hierarkiet. Først pressemeddelelser og nyhedsbreve, siden de mere kreative opgaver. Jeg kiggede op på den klare stjernehimmel. En meget stor, nærmest gylden stjerne, lyste klarere end nogen af de andre. Den var som en 12

13 flamme på nattehimlen. Hvor er den stor, tænkte jeg. Er det mon en ny komet? Nææ... der skulle da ikke være nogen kometer der er synlige nu. Jeg må huske at checke det i morgen på Internettet... En velkendt bølge af kedsomhed skyllede ind over mig, ved tanken om næste dags arbejde. Jakob og Janus kaldte det for D & D antiklimaks: Den følelse man får, når man efter en rigtig god gang Dungeons & Dragons vender tilbage til det virkelige liv. Jeg stirrede indgående på stjernen og ønskede i et øjeblik af hele mit hjerte, at eventyret kunne vare ved - at jeg kunne blive ved med at være frygtløs og fri, uhæmmet og ubegrænset - også i det virkelige liv. Den gyldne stjerne blinkede som i svar til mine ord, og i et kort sekund så det næsten ud som om at den voksede. Pludselig hørte jeg nogen bag mig kalde på mig. Jeg vendte mig om og så et behageligt gyldent lys komme ovre fra nogle træer og buske, et par meter fra hvor jeg stod. Da jeg så hvem lyset kom fra, gispede jeg og trådte forbløffet et skridt tilbage. Lyset kom fra en ung kvinde. Hun var slank og meget smuk, med langt gyldent hår. Hun var kun klædt i en tynd hvid kjole der gik hende til knæene og hun havde bare fødder. Men det var ikke hendes lette påklædning i marts der fik mig til at gispe forbløffet. Hele hendes krop skinnede med et varmt gyldent lys, som var der en lille sol inde i hende der skinnede igennem et tyndt lag hud og hår. Hendes øjne lyste som to små stjerner. Hun smilede til mig. Jeg missede med øjnene og kiggede op på gadelampen. Måske var det gyldne lys en slags synsbedrag - noget med gadebelysningen? Nej. Alt så normalt ud. Bortset fra hende! Hele hendes krop skinnede virkelig med et varmt gyldent lys! Den lysende kvinde begyndte at gå frem mod mig. Jeg trådte forskrækket endnu et skridt tilbage. Hvordan kunne hun lyse over det hele? Jeg så mig igen omkring. Der var ikke en sjæl at se nogen steder. Vi var de eneste to mennesker på Strandvejen. "Vær hilset, Starbrow," sagde kvinden. "Det er godt at se dig igen." Jeg gispede igen. Hun havde talt uden at åbne munden! Jeg kunne høre hendes stemme i mit indre! Jeg gik rædselsslagen tilbage og faldt i nogle skraldespande. Både jeg og skraldespandene væltede ud på fortovet. "Vær ikke bange," sagde den lysende kvinde venligt, igen uden at åbne munden. "Jeg er din ven." Jeg rejste mig skrækslagen op og begyndte at løbe ned af Strandvejen. "Vent," sagde kvinden blidt i mit indre. "Jeg er din ven. Jeg vil dig 13

14 ikke noget ondt..." Men jeg ænsede ikke hendes ord. Alle mine sanser skreg panik. Jeg spurtede ned ad Strandvejen så hurtigt som jeg kunne, uden at se mig tilbage, forbi huse, gader, forretninger, hele vejen ned til næste busstoppested. Først da stoppede jeg og så mig tilbage. Den lysende kvinde var ikke til at se nogen steder. Jeg lænede mig op af busstopskiltet og prøvede at få vejret igen, mens jeg varsomt spejdede tilbage. Mit hjerte hamrede som et helt 100 meter løb og mine ben føltes som gele. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende: En lysende kvinde der taler uden at åbne munden! Det kan jo ikke lade sig gøre... kun i Dungeons & Dragons... men det er jo fantasi... Jeg tog en dyb indånding og prøvede at få styr på mig selv: Netop. Det er din fantasi. Din altid gode fantasi er endnu engang løbet løbsk. Jeg kiggede ned på mine rystende hænder og tænkte: Hvis det her er fantasi, så er det den mest livagtige fantasi du nogensinde har oplevet. Jeg spejdede igen tilbage til busstoppestedet. Der var stadig ikke nogen at se. Men jeg kunne se natbussen komme. Den nærmede sig hurtigt. Jeg ventede spændt på om den ville stoppe ved det tilsyneladende øde busstoppested længere tilbage. Men det gjorde den ikke. Jeg åndede lettet op. Ingen lysende passagerer i natbussen! Jeg tog endnu en dyb indånding og prøvede at kontrollere min rysten. Tag dig sammen, tag dig sammen... Natbussen stoppede foran mig og dørene åbnede sig. Jeg kiggede forsigtigt ind i bussen. Den var helt tom. "Skal du med eller hvad, kammerat?" gryntede buschaufføren. "Øh... jo," sagde jeg og kiggede op på ham. Han så helt rolig ud. Intet tegn på at han havde set en selvlysende superskønhed! "Så er det nu! Jeg har ikke hele natten," sagde han utålmodigt. Jeg gik langsomt op i bussen og fik fumlet mit buskort frem. Buschaufføren så på mig som om at jeg havde drukket for mange påskeøl. Så lukkede han dørene og kørte videre. Jeg gik ned til bagsædet og kiggede ud af vinduet, tilbage på busstoppestedet. Jeg kunne stadig ikke se noget tegn på liv, ikke andet end et par væltede skraldespande, resultatet af min alt for livagtige fantasi - eller var det? Jeg blev ved med at kigge på busstoppestedet, indtil det forsvandt ud af syne. Så vendte jeg blikket opad og så en enkelt stor gylden stjerne lyse midt på nattehimlen. 14

15 2 D & D antiklimaks Jeg klikkede musen på Tilbage til Tycho Brahe Planetariums Hjemmeside og Planetariets karakteristiske cylinderformede bygning tonede igen frem på min computerskærm. Jeg havde søgt under samtlige sider med astronomiske fænomener og kometer, men ingen steder stod der noget om den store gyldne stjerne jeg havde set i går nat. Det var egentlig meningen at jeg skulle skrive en pressemeddelelse om Fashion Flashs nye herreundertøj, men efter nattens oplevelse med den lysende kvinde havde jeg meget svært ved at koncentrere mig om mit arbejde. Havde den lysende kvinde bare været min fantasi? Og hvis ikke, hvad havde hun så været? Hvordan kunne hun lyse over det hele og tale uden at åbne munden? Og hvorfor havde hun kaldt mig for Starbrow? Disse og andre spørgsmål, gjorde det meget svært for mig at koncentrere mig om mit arbejde. Så for at få tiden til at gå, var jeg gået ind på Internettet for at lede efter den store stjerne jeg havde set. Men jeg kunne ikke finde noget om den nogen steder. Jeg vendte mig i min stol og kiggede rundt i lokalet efter hjælp. Marketingafdelingen var halvtom i dag. Vores art director var på fototur og vores økonomichef sad i møde med Randi, vores marketingchef, inde ved siden af. Det gav mig et valg mellem Niels, vores DTPer, og Anette, Randis sekretær. "Niels," sagde jeg, "ved du noget om en komet der for tiden kan ses på nattehimlen?" Niels kiggede op fra sin store computerskærm. "Nææ," svarede han, "er det nu Hale-Bopp igen?" Niels og jeg var blevet ansat på samme tid hos Fashion Flash. I de snart to år vi havde arbejdet der, var vi blevet rigtig gode venner. Niels var dedikeret Star Wars fan ligesom jeg, og vi kunne bruge flere timer på at snakke om hyperspeed og X-Wing Fightere og Kraften. Jeg havde 15

16 prøvet at overtale ham til at spille Dungeons & Dragons, men han var mere til computerspil og netsurfing. "I går nat så jeg en virkelig stor gylden stjerne på nattehimlen som ikke plejer at være der. Jeg tænkte på om det kunne være en ny komet. Jeg har søgt overalt på Tycho Brahe Planetariums Hjemmeside, men der står ikke noget om kometer eller andet usædvanligt." "Er du sikker på at det var en komet?" spurgte han. "Nej." "Måske var det bare et rumskib," grinede han. "Ja måske," grinede jeg tilbage. Jeg rykkede mig nervøst i stolen. Gad vide hvad Niels ville sige til, hvis jeg fortalte ham om den lysende kvinde? Hvis jeg kendte ham ret, ville han sikkert påstå at jeg var faldet i staver over en reklamesøjle med en af AcceptCards lækre fotomodeller! Og hvem ved, måske havde han ret... Pludselig hørte jeg nogen kalde mit navn nede fra den anden ende af kontoret. Jeg vendte mig om. Min chef Randi Martins' krølhårede hoved stak ud af døren til hendes kontor. "Husk at jeg skal have pressemeddelelsen om herreundertøj skrevet færdig inden du går hjem i dag," sagde hun. Randis indstilling var at vi måtte gøre hvad vi havde lyst til i vores arbejdstid, så længe vi afleverede vores opgaver til tiden og gjorde dem brandgodt (med eftertryk på BRANDGODT!). "Selvfølgelig," svarede jeg og kiggede op på uret. "Jeg er næsten færdig." "Godt," sagde hun og forsvandt tilbage på sit kontor. "Må Kraften være med dig," grinede Niels. "Tak," sagde jeg og vendte blikket tilbage mod min computerskærm. Jeg klikkede mig ud af Nettet og fandt herreundertøjet frem. Luke Skywalkers X-Wing Fighter rumskib løftede sig langsomt ud af Dagobah sumpen. En lille, halvskaldet grøn gnom dirigerede det tonstunge rumskib igennem luften ved Tankens Kraft. Jedimester Yoda var ved at give den utålmodige Jedilærling en lektie i at bruge Kraften. Rumskibet landede ubesværet på landjorden. Luke kiggede vantro på den slimklædte X-Wing Fighter. Så vendte han sig mod Yoda. "Jeg kan ikke tro det," udbrød han. 16

17 Den gamle Jedimester nikkede. "Det er derfor, du ikke kan..." Jeg satte videoen på pause og løb ud i køkkenet for at smøre mig en mad til. Dette var en af mine yndlingsscener fra Star Wars filmene og jeg så den altid hvis jeg havde brug for lidt opløftning. Og efter dagen i dag følte jeg virkelig at jeg havde brug for lidt opløftning. Ikke nok med at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om mit arbejde, på grund af nattens mærkelige hændelser, om eftermiddagen havde Randi Martins kaldt mig ind til en lille samtale på hendes kontor. Hun syntes at den pressemeddelelse jeg havde skrevet manglede entusiasme og sagde at jeg skulle prøve igen. Men hvordan kunne nogen føle entusiasme over et par underbukser? Enhver kan da se at et par underbukser er et par underbukser, tænkte jeg, og hev op i mine Fashion Flash boxershorts. Jeg var blevet på arbejdet efter fyraften for at blive færdig med opgaven og Randi havde givet mig et venligt skulderklap da hun gik. Hun sagde at hvis jeg skrev denne pressemeddelelse godt, ville hun lade mig forsøge at skrive et par af deres nye annoncer. Endelig! Jeg havde spurgt om at få lov til det lidt mere kreative i over et år nu. Men da jeg kom hjem følte jeg mig underlig tom indeni. Jeg burde egentlig have været glad for denne spændende "forfremmelse", men af en eller anden grund var jeg det ikke. Tanken om at skrive annoncer til herreundertøj forekom mig pludselig lige så kedelig som at skrive pressemeddelelser. Jeg må virkelig lide af et alvorligt tilfælde af D & D antiklimaks, tænkte jeg. Jeg vendte tilbage til min seng med to ostemadder og en cola og slangede mig foran fjernsynet. En af de gode ting ved at bo alene, er at man kan se den samme scene fra Star Wars lige så mange gange man har lyst til, pause den, og så løbe ud i køkkenet kun iført underbukser og lave sig en mad. Jeg havde boet alene i snart tre år nu, men blev kun sjældent træt af det. Min mor Siri og min lillesøster Sandra boede kun et par gader væk, så jeg følte mig sjældent alene. Og som sagt var det dejligt at kunne se den samme scene fra Star Wars lige så mange gange jeg havde lyst til, uden indvendinger fra søskende, forældre eller kæreste. Jeg spolede frem til min næste Jediridder yndlingsscene: Luke Skywalker havde set ud i fremtiden. Hans venner var i fare og han følte at han var nødt til at hjælpe dem, på trods af Jedimester Yodas formaninger om at han skulle blive og færdiggøre sin træning. Luke pakkede i al hast sine ting og gjorde sig klar til afgang. Lige da Luke 17

18 skulle til at lette, trådte Jedimester Obi-Wan-Kenobi ud af Dagobah sumpen for at give Luke en sidste advarsel. Den gamle Jedimesters krop var omgivet af et hvidt lys... Jeg greb forbløffet fjernbetjeningen og pausede videoen på Obi-Wan- Kenobis lysende skikkelse. Det var det samme lys! Obi-Wan-Kenobi var omgivet af det samme skinnende lys som kvinden jeg havde mødt i går nat! Jeg stirrede forundret på skærmen. Hvordan kunne det være? Jeg sprang op af sengen, satte Star Wars film nr. 3 på og spolede frem til slutscenen. Der var det samme lys igen! De tre Jedimestre - Yoda, Obi-Wan-Kenobi og Anakin Skywalker - alle med det samme hvide lys omkring dem! Jeg pausede billedet og lænede mig forundret tilbage i sengen. Men på det tidspunkt i filmen var Jedimestrene jo døde? Eller var de? Efter at de var "døde" var deres kroppe bare forsvundet ud i den blå luft. Men de blev ved med at være der og hjælpe og vejlede Luke Skywalker... selv efter at de var døde? Jeg stirrede fascineret på de tre lysende Jedimestre. Selv om jeg havde set Star Wars filmene utallige gange havde jeg aldrig rigtig tænkt over hvad den egentlige mening var med at Jedimestrene blev ved med at eksistere efter at de var døde - og hvorfor de var omgivet af et skinnende hvidt lys? Jeg lukkede øjnene og prøvede at se den lysende kvinde jeg havde set i går nat for mig. Det var ikke svært. Jeg så hende med det samme klart for mig: En utrolig, fortryllende skønhed, som en elverprinsesse fra Ringenes Herre, omgivet af præcis det samme skinnende lys som Jedimestrene i Star Wars. Jeg følte et underligt sug i brystkassen ved tanken om hende, som om at min brystkasse var ved at åbne sig. Pludselig blev jeg bange. Hvad nu hvis der er noget i vejen med mig? Hvad nu hvis jeg er syg eller sådan noget? Jeg lagde hånden på min pande. Den føltes helt kold. Så lagde jeg hånden på min brystkasse. Den føltes helt varm. Jeg slukkede for videoen og besluttede mig for at tænke på noget andet. Det betød fjernsyn: Jeg zappede lidt frem og tilbage mellem kanalerne, men der var ikke rigtig noget at se. Klokken var over midnat, men jeg vidste at hvis jeg prøvede at sove nu, ville jeg bare ligge vågen hele natten og tænke på lysende kvinder og Jedimestre. Så jeg endte på CNN og deres World News: En helikopter kredsede over det sidste nye vulkanudbrud på Island. Lokalbefolkningen var ved at blive evakueret. Dernæst voldelige 18

19 sammenstød i Israel. Vrede palæstinensere i kamp mod vrede israelere. Jeg zappede over på BBC som også var i gang med deres World News. Deres nyheder var i samme klasse: Politisk uro i det tidligere Sovjetunionen. Greenpeace aktivister i protest i Tyskland. Jeg zappede videre til MTV: To fyre med Prins Valiant frisurer skreg et eller andet uforståeligt. De så heller ikke ud til at have det for sjovt. Jeg gik videre til Discovery. De plejer da at have nogen programmer der er til at holde ud at se på, tænkte jeg. Måske et dyreprogram eller noget andet beroligende. Discoverys program handlede ikke om dyr, men om træer. Og programmet var mere foruroligende end beroligende: Elmetræerne var ved at dø, faktisk var de døde. Overalt i Europa blev de fældet og hvad der før havde været frodige parker og grønne boulevarder lignede nu scener fra et bombetogt under 2. Verdenskrig. Jeg slukkede for fjernsynet. Det er dog utroligt at man kan have 35 kanaler og alle sammen handler om kriser og katastrofer, tænkte jeg. Verden har virkelig brug for nogle Jediriddere. Jeg tog en trøje på og gik over til vinduet. Udenfor var det igen stjerneklar nat. Fra min lille Østerbro lejlighed på 4. sal havde jeg god udsigt til nattehimlen. Jeg kiggede efter den store stjerne jeg havde set i går nat. Der var den! Den hang midt på nattehimlen, som en gylden flamme i mørket. Den lyste klarere end nogen af de andre stjerner. Jeg stirrede fascineret på stjernen. Måske er det virkelig et rumskib, tænkte jeg. Måske er det rumskibet Tusindårsfalken fra Star Wars, på vej mod Jorden for at redde menneskeheden ud af sine problemer. Måske er den lysende kvinde en prinsesse fra en fjern galakse som er kommet for at hente mig med på spændende eventyr... Jeg lukkede øjnene og så mig selv sidde i Tusindårsfalkens cockpit sammen med Prinsesse Leia, Han Solo og Chewbacca. Jeg var en mægtig Jediridder på en heltemodig mission for at redde Jorden. Med min evne til at bruge Kraften kunne jeg kommunikere via telepati, manøvrere igennem asteroidebælter og løfte rumskibe. Jeg åbnede øjnene og vendte blikket mod min potteplante. Løft dig, tænkte jeg. Løft dig. Efter at have stirret intenst på potteplanten i nogle minutter, slog jeg mig selv for panden. "Vågn op," sagde jeg højlydt til mig selv. "Det kan jo ikke lade sig gøre." Da jeg havde sagt disse ord, slog det mig, at det var præcis det samme 19

20 Luke Skywalker vantro havde sagt til Jedimester Yoda, da han løftede rumskibet ud af sumpen. 20

21 3 Lysets By Om onsdagen var jeg til middag hos min morfar Elmar. Det var en sjælden begivenhed som jeg altid så frem til. Min morfar var en farverig personlighed som havde brugt det meste af sit liv på at rejse verden rundt som opdagelsesrejsende, arkæolog, bjergbestiger, kunstsamler og et væld af andre usædvanlige beskæftigelser. Det kunne ses på hans hjem, som på trods af sin spartanske indretning var fyldt med fantastiske og eksotiske ting han havde erhvervet på sine mange rejser. Elmar var nu 72 år gammel (eller "72 år ung" som han selv plejede at sige), men det kunne ikke ses på ham. Han lignede snarere en mand i halvtredserne. Elmar var høj og slank, med en krop der var både stærk, senet og solbrændt efter utallige rejser i alle seks verdensdele. Ifølge ham selv holdt han sig så godt på grund af "De Fem Tibetanere", en ældgammel blanding af yogaøvelser, vejrtrækningsøvelser og meditation, som han havde lært af buddhistmunkene på en af sine første rejser i Tibet. Så længe jeg kunne huske, havde han altid mediteret to gange om dagen, morgen og aften. "Det er sådan jeg oplader mine åndelige batterier," sagde han. Alligevel var Elmar begyndt at trappe ned på sine rejser de sidste par år. Det meste af tiden boede han på sin farm i Australien, men et par måneder om året kom han hjem til sit hus i Hellerup, for at lave lidt "business" med de store kunstauktionshuse og samlere. Elmar boede alene. Han forlod min mormor kort tid efter at min mor Siri var blevet født, og siden havde han været ugift, selv om jeg havde hørt rygter (både fra Elmar og andre) om andre kvinder og børn rundt omkring i verden. Men Elmar og jeg havde altid haft et helt specielt forhold. Lige fra jeg var helt lille havde jeg elsket de sjældne gange, hvor morfar Elmar kom hjem fra sine rejser med eksotiske gaver og fantastiske historier. 21

22 Nu sad vi i hans store spisestue og spiste sushi og dybstegte tempurarejer, en ret som Elmar havde lært at lave under sit ophold i et japansk munkekloster. "Hvad sker der af spændende ting inde hos Fashion Flash?" spurgte Elmar og hældte noget mere risvin op i mit glas. "Ikke noget specielt," sagde jeg og pillede rastløst ved mine tempurarejer. Jeg led stadig af et alvorligt tilfælde af D & D antiklimaks, og selv om jeg prøvede at lade være med at tænke på den lysende kvinde, kunne jeg ikke få hende ud af mit hoved. Gad vide hvad Elmar mon ville sige, hvis jeg fortalte ham det? "Bare det sædvanlige," sagde jeg. "Lige nu er jeg i gang med at skrive nogen pressemeddelelser om herreundertøj. Men: Min chef har lovet mig at jeg snart får lov til at skrive nogen rigtige annoncer." "Det er da godt," sagde Elmar. "Er det ikke det du har gået og set frem til? At få lov til at udfolde dit skrivetalent?" "Jo... det er det vel," sagde jeg og kiggede ned i min sushi. Elmar kiggede på mig. "Du lyder ikke særlig begejstret. Er der noget i vejen?" "Nej... jo... altså, jeg ved det ikke rigtig. Jeg har bare følt mig underligt rastløs og... sådan underlig hele ugen." "Jeg kender den slags rastløshed," smilede Elmar. "Du har brug for eventyr." Jeg tog en slurk af min risvin. Den varme saké bredte sig i min brystkasse. "Det kan da godt være at det er det..." mumlede jeg. "Hvad med den verdensrejse du snakkede om for nogle år siden?" spurgte Elmar. "Hvad er der blevet af den?" For nogle år siden havde jeg planlagt at tage fri i et år og rejse Jorden rundt efter at jeg var færdig på Reklameskolen, men den pludselige mulighed for at arbejde hos Fashion Flash fik mig til at ombestemme mig. "Jeg kan jo ikke tage fri nu," sagde jeg, "og for at være helt ærlig så ved jeg ikke rigtig hvor jeg skulle tage hen." "Se noget nyt. Prøv noget nyt. Ud i det ukendte," sagde Elmar. "Der er jo ikke noget der er nyt længere. Alt er blevet opdaget og gjort," sagde jeg. Elmar grinede og rystede på hovedet. "Hvad?" spurgte jeg. "Det er præcis det samme jeg tænkte dengang jeg var på din alder," sagde Elmar. Han rejste sig og gik ud i køkkenet for at lave nogle flere 22