Af Arthur C. Clarke. Oversat af Henrik S. Larsen (Ver. 1.0) THE STAR (Stjernen)

Transkript

1 Af Arthur C. Clarke. Oversat af Henrik S. Larsen (Ver. 1.0) THE STAR (Stjernen) Der er lysår til Vatikanet. Engang troede jeg, at Rummet ikke kunne have nogen magt over Tro, ligesom jeg troede, at himlen erklærede herligheden i Guds værk. Nu har jeg set det værk, og min tro er hårdt plaget. Jeg stirrer på krucifikset, der hænger på kabine væggen over Mark VI Computeren, og for første gang i mit liv, spekulerer jeg på, om det ikke er andet end et tomt symbol. Jeg har ikke fortalt noget endnu, men sandheden kan ikke skjules. Kendsgerningerne er der for alle at læse, de er optaget på de utallige mil af magnetbånd og tusindvis af fotografier, som vi transporterer tilbage til Jorden. Andre forskere kan fortolke dem så let som jeg kan, og jeg er ikke én, der ville tolerere, den manipulation med sandheden, der ofte gav min Orden et dårligt navn i gamle dage. Besætningen er allerede tilstrækkeligt deprimeret: Jeg spekulerer på, hvordan de vil tage denne ultimative ironi. Få af dem har nogen religiøs tro, men de vil ikke nyde at bruge denne sidste våben i deres kampagne mod mig - en privat, godmodig, men fundamentalt alvorlig, krig, der varede hele vejen fra Jorden. Det morede dem at have en Jesuit som chef astrofysiker: Dr. Chandler, for eksempel, kunne aldrig komme over det. (Hvorfor er medicinske mænd så berygtede ateister?). Nogle gange ville han møde mig på observationsdækket, hvor lysene altid er lave, så stjernerne skinner med uformindsket herlighed. Han ville komme op til mig i mørket, og stå og stirre ud af den store ovale port, mens himlen kravlede langsomt omkring os. "Nå, Fader," ville han sige til sidst, "det går på for evigt og evigt, og måske har Noget gjort det, men hvordan du kan tro, at Noget har en særlig interesse for os og vores elendige lille verden?". Så ville diskussionen starte, mens stjernerne og tågerne svinger omkring os i tavse, endeløse buer ind af det fejlfrie klare plastik i observationsporten. Det var, tror jeg, min tilsyneladende "fejlplacering", som forårsagede mest morskab for besætningen. Forgæves ville jeg pege på mine tre papirer i Astrophysical Journal, og mine fem i de Månedlige Udgivelser af Royal Astronomical Society. Jeg ville minde dem om, at min Orden længe har været berømt for sine videnskabelige værker. Det kan godt være at vi ikke er så

2 mange nu, men lige siden det 18. århundrede har vi lavet bidrag til astronomi og geofysik ude af proportion med vores antal. Vil min rapport om Phoenix Nebula afslutte vores tusind års historie? Det vil ende, og jeg er bange for meget mere end det. Jeg ved ikke hvem, der gav Tågen sit navn, som forekommer mig et meget dårlig et. Hvis det indeholder en profeti, er det en, der ikke kan verificeres i flere milliarder år. Selve ordet Nebula er misvisende: dette er et langt mindre objekt end de vældige skyer af tåge - materier af ufødte stjerner - der er spredt over hele længden af Mælkevejen. På den kosmiske skala især, er Phoenix Nebula en lille ting - en spinkel skal af gas, der omgiver en enkelt stjerne. Eller, hvad der er tilbage af en stjerne... Rubens Loyola synes nærmest at gøre nar mig, som det hænger der over spektrofotometrets spor. Hvad ville du, Fader, have gjort af denne viden, der er kommet i min besiddelse; så langt fra den lille verden, der var hele universet du kendte? Ville Deres tro have taget udfordringen op, dér hvor min har undladt at gøre? Du har, i din tid, stirret ud i det fjerne, Fader, men jeg har rejst længere, end man kunne have forestillet sig, da du grundlagde vores Orden for tusind år siden. Ingen anden opmålingsfartøj har været så langt fra Jorden: vi er på selve grænsen af det udforskede univers. Vi satte os for at nå Phoenix Nebula: vi lykkedes, og vi er på vej hjemad med vores byrde af viden. Jeg ville ønske jeg kunne løfte denne byrde fra mine skuldre, men jeg kalder forgæves på dig, på tværs af århundreder, og de lysår, der ligger mellem os. På den bog, du holder er ordene tydelige at læse: "AD MAJOREM DEI GLORIAM" (For den store Guds herlighed), lyder budskabet, men det er et budskab, jeg ikke længere kan tro på. Ville du stadig tro på det, hvis du kunne se, hvad vi har fundet? Vi vidste jo godt, hvad Phoenix Nebula tågen var. Hvert år i vores galakse alene eksploderer mere end hundrede stjerner, flammende i et par timer eller dage, med tusindvis af gange deres normale glans før de synker tilbage i død og ubemærkethed. Sådan er den almindelige Nova - de dagligdags katastrofer i universet. Jeg har indspillet spektrogrammer og lyskurver i snesevis siden jeg begyndte at arbejde på Lunar Observatory.

3 Men tre eller fire gange, i hvert tusinde år sker der noget, hvor selv en Nova blegner i total ubetydelighed. Når en stjerne bliver til en Supernova, kan det for en kort stund overstråle alle de store samlinger af sole i galaksen. De kinesiske astronomer så dette ske i AD 1054, uden at vide, hvad det var de så. Fem århundreder senere, i 1572, blussede en supernova i Cassiopeia så glimrende, at det var synligt i dagslys på himmelen. Der har været tre mere, i de tusinde år der er gået siden da. Vores mission var at besøge resterne af en sådan katastrofe, at rekonstruere de begivenheder, der førte op til det, og om muligt at lære dens årsag. Vi kom langsomt ind gennem de koncentriske skaller af gas, der var blevet sprængt ud, seks tusind år før, men som var stadigt ekspanderende. De var uhyre varme, selv nu strålede de med en voldsom violet lys, men var alt for svage til at gøre os nogen skade. Når stjernen var eksploderet, havde dens ydre lag været drevet opad med en sådan hastighed, at de var sluppet helt fra dens tyngdefelt. Nu dannede de en hul skal, stor nok til at opsluge tusind solsystemer, og ved sit centrum brændte den lille, fantastiske genstand, som stjernen nu var blevet - en hvid dværg, mindre end Jorden, men alligevel vejer den en million gange så meget. Den glødende gas omringede os, og bandlyste den normale nat fra det interstellare rum. Vi fløj ind til centrum af en kosmisk bombe, der havde detoneret årtusinder siden, og hvis glødende fragmenter stadig blev jaget væk fra hinanden. Den enorme skala af eksplosionen, og det faktum, at vragresterne allerede omfattede en mængde af rummet, som er mange milliarder mil på tværs, frarøvede scenen for enhver synlig bevægelse. Det ville tage årtier, før det blotte øje kunne opdage enhver bevægelse i disse forpinte totter og hvirvler af gas, men følelsen af turbulent ekspansion var overvældende. Vi havde slukket vores primære motor nogle timer før, og drev langsomt mod den voldsomme lille stjerne forude. Engang havde det været en sol ligesom vores egen, men på et par timer havde det ødslet den energi væk, som skulle have holdt den skinnende i en million år. Nu var den en indskrumpet gnier, som hamstrede sine ressourcer, som om at forsøge at gøre det godt igen for sin fortabte ungdom. Ingen forventede for alvor at finde planeter. Hvis der havde været nogen før eksplosionen, ville de have været kogt i emmer af damp, og deres indhold

4 tabt i vraget af stjernen selv. Men vi gjorde den automatiske søgning, som vi altid gør, når man nærmer sig en ukendt sol, og da fandt vi en enkelt lille verden, kredsende rundt om stjernen i en enorm afstand. Det må have været ligesom vores Pluto i dette forsvundne solsystem. For langt fra den centrale sol, til nogensinde at have kendt noget liv, dens afsides beliggenhed havde reddet den, fra alle sine faldne kammeraters skæbne. Den forbipasserende ild havde brændt dens klipper og kappen af den frosne gas, der må have dækket det, i dagene før katastrofen. Vi landede, og derefter fandt vi Bunkeren. Dens bygherrer havde sørget for, at vi ville. Den monolitiske markør, der stod over indgangen var nu en kondenseret stub, men selv de første langtrækkende fotografier fortalte os, at intelligent liv havde arbejdet her. Lidt senere vi opdagede at hele kontinentet indeholdt et mønster af radioaktivitet, der var blevet begravet i klipperne. Selv om markøren over Bunkeren var blevet ødelagt, ville det have været et solidt, permanent og evigt fyrtårn, som kaldte ud til stjernerne. Vores skib faldt mod denne gigantiske plet som en pil mod sit mål. Denne markør må have været en mil høj, da den blev bygget, men nu så det ud som et lys, der var smeltet ned i en pøl af voks. Det tog os en uge, at bore gennem det smeltede sten, da vi ikke har de rette værktøjer til en opgave som denne. Vi var astronomer, ikke arkæologer, men vi kunne improvisere. Vores oprindelige formål var glemt: dette ensomme monument, oprejst med en sådan arbejdskraft på størst mulig afstand fra den dødsdømte sol, kan kun have én betydning. En civilisation, der vidste, at den var ved at dø, havde udøvet sit sidste forsøg på udødelighed. Det vil tage os generationer at undersøge alle de skatte, der blev placeret i Bunkeren. De havde masser af tid til at forberede, for deres sol havde givet sine første advarsler mange år, før den endelige eksplosion. Alt det, de ønskede at bevare, al frugten af deres genialitet, bragte de her, til denne fjerne verden i dagene inden udgangen, i håbet om, at en anden race ville finde det og at de ikke ville blive fuldstændig glemt. Ville vi have gjort det så godt, eller ville vi have været fortabt i vores egen elendighed, til at overveje en fremtid, vi aldrig kunne se eller dele? Hvis bare de havde haft lidt mere tid! De kunne rejse frit nok mellem planeterne i deres egen solsystem, men de havde endnu ikke lært at krydse

5 de interstellare bugter; og det nærmeste solsystem var et hundrede lysår væk. Men selv hvis de havde kendskab til hemmeligheden bag lysårsrejser, ville det kun være et par millioner, som kunne have været reddet. Måske var det bedre på denne måde. Selv hvis de ikke havde været så foruroligende menneskelige, som deres skulpturer viser, kunne vi ikke lade være med at beundre dem og sørge over deres skæbne. De efterlod tusindvis af visuelle optegnelser og maskiner til projektering af dem, sammen med visuelle instrukser, hvorfra det ikke vil være svært at lære deres skriftsprog. Vi har undersøgt mange af disse arkiver, og for første gang i seks tusind år, bragt en civilisation til live, og set en varme og skønhed af noget, der på mange måder må have været overlegen i forhold til vores egen. Måske viste de os blot det bedste, og man kan næppe bebrejde dem. Men deres ord var herlige, og deres byer blev bygget med en ynde, der matcher hvilket som helst af menneskets. Vi har set dem på arbejde og slappe af; og lyttet til deres musikalske taler gennem århundreder. En scene er stadig i mine øjne - en gruppe af børn på en strand af mærkeligt blåt sand, de leger i bølgerne, ligesom børn leger på Jorden. Underlige pisk-lignende træer langs kysten, og nogle meget store dyr vader i skyggen, og dog tiltrækker de ingen opmærksomhed overhovedet. Og synkende i havet, stadig varm, venlig og livgivende, er solen, som snart vil blive en forræder og udslette alt denne uskyldige lykke. Måske, hvis vi ikke havde været så langt hjemmefra, og så sårbare over for ensomhed, ville vi ikke have været så dybt bevæget. Mange af os havde set ruinerne af gamle civilisationer på andre verdener, men de havde aldrig påvirket os så dybt. Denne tragedie var enestående. Det er én ting for en race at fejle og dø, som nationer og kulturer har gjort på Jorden. Men at blive destrueret, så fuldstændigt, uden at efterlade nogen overlevende - hvordan kunne det forenes med Guds barmhjertighed? Mine kolleger har spurgt mig, og jeg har givet de svar jeg kan. Måske du kunne have gjort bedre, Fader Loyola, men jeg har ikke fundet noget i Exercitia Spiritualia (Åndelige Øvelser), der hjælper mig her. De var ikke onde mennesker: Jeg ved ikke, hvilke guder de tilbad, hvis de da tilbad nogen. Men jeg har kigget tilbage på dem, på tværs af århundreder, og har set med hvilken herlighed de brugte deres sidste styrke til at bevare, i lyset af deres krympende sol. De kunne have lært os meget: Hvorfor blev de udryddet?

6 Jeg kender svarene, mine kolleger vil give, når de kommer tilbage til Jorden. De vil sige, at universet har ikke noget formål, og ingen plan; at eftersom hundreder af sole eksploderer hvert år i vores galakse, er der i i dette øjeblik en race, der er ved at dø i dybet af rummet. Hvorvidt denne race har gjort godt eller ondt i løbet af sin levetid, vil ikke gøre nogen forskel i den sidste ende: der er ingen guddommelig retfærdighed, for der er ingen Gud. Men, selvfølgelig beviser, hvad vi har set, intet af den slags. Enhver, der argumenterer således bliver påvirket af følelser, og ikke af logik. Gud har ikke behov for at retfærdiggøre sine handlinger til mennesket. Ham, der byggede universet kan ødelægge det, når og hvis Han vælger. Det er arrogance - det er faretruende nær blasfemi - for os at sige, hvad Han kan eller ikke kan gøre. Dette kunne jeg have accepteret, selvom det er hårdt at se på hele verdener og folk smidt i ilden. Men der kommer et punkt, hvor selv den dybeste tro må vakle, og nu, da jeg ser på de beregninger der ligger foran mig, ved jeg, at jeg endelig har nået dette punkt. Vi kunne ikke sige, før vi nåede tågen, hvor lang tid siden eksplosionen fandt sted. Nu, fra de astronomiske beviser og arkiverne i klipperne fra den eneste overlevende planet, har jeg været i stand til at datere det meget præcist. Jeg ved, hvilket år lyset af denne kolossale storbrand, nåede vores Jord. Jeg ved, hvor strålende denne supernova, hvis rester nu svinder bag vores hastigt accelererende skib, engang skinnede på vores himmelstrøg. Jeg ved, hvordan det må have blusset lavt i øst før solopgang, som et fyrtårn i det orientalske daggry. Der er ikke nogen som helst tvivl: det gamle mysterium er løst til sidst. Men åh Gud, der var så mange stjerner du kunne have brugt. Hvad var behovet for at give disse mennesker til ilden, sådan at symbolet på deres død kunne skinne over Betlehem?