PÅSKEDAG 2015 En prædiken af sognepræst Christian de Fine Licht Haderslev Domkirke 5. april 2015 kl. 10

Transkript

1 PÅSKEDAG 2015 En prædiken af sognepræst Christian de Fine Licht Haderslev Domkirke 5. april 2015 kl. 10 Sangblad med opstandelsesbillede af Carl Bloch Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus (16,1-8): Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?" Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det." Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Amen.

2 2»Det er så sandt, som det er sagt«sådan en talemåde bruger vi rask væk, uden at den egentlig betyder noget særligt. Det skulle da lige være noget i retning af:»ja, man siger jo så meget«eller»man skal ikke tro på alt, hvad der bliver sagt«. Men læg mærke til, hvordan det alt sammen er noget, der bliver sagt når det ene ord tager det andet, som man siger! Selv dette, som vi samles om i dag og som lidt smart er blevet kaldt for»verdenshistoriens største begivenhed«, altså Jesu Kristi opstandelse fra de døde selv det var der ingen der så det blev fortalt af en engel til nogle kvinder, og hvor troværdigt er det så lige?»det er så sandt, som det er sagt«, altså. Den vanskelighed, som mange mennesker i tidens løb har haft - med at acceptere, hvad der er sagt om, at Jesus er opstået fra de døde - kommer særligt kraftigt frem, når det bliver helt konkret. Når vi altså prøver at se for os, hvad intet menneske har set, men som det er blevet sagt os, rent faktisk er sket. Så er det jo godt, at vi ikke skal nøjes med fotografier, men i stedet kan male et billede af det. Det har den kendte danske maler Carl Bloch gjort, som I kan se det gengivet på sangbladet i dag. Det er alterbilledet i Sankt Jakobs kirke på Østerbrogade i København. Her er der en række konkrete detaljer, vi skal lægge mærke til. Soldaterne, der skulle bevogte graven, er flygtet over hals og hoved og har efterladt både hjelm og hellebard, rester af et bål nederst til højre. Og de har spillet terning det er svært at se i reproduktionen, men tag mit ord for det: Der ligger en terning med»en sekser«på klippen for neden! Andre detaljer er især blevet fremhævet af dem, der efter Carl Blochs død i 1890 syntes, at hans billeder var for sødladne, næsten vamle. Englenes hud, specielt overarmene, er nærmest»buttet malkepigehud«- og deres vinger er malet så omhyggeligt, at enhver fjerkræavler må nikke anerkendende til denne pragt. Der er med andre ord tale om en moderne gengivelse, en naturalistisk fremstilling af, hvordan det rent faktisk godt kunne være gået for sig Påskemorgen.

3 3 Men der er også tale om en fremstilling af det særlige og enestående. Den tornekrone, Jesus fik på til korsfæstelsen, er væk og i stedet stråler der et klart lys bag hans hoved. Det er ikke til at se, om han har sår i siden eller på fødderne, men der er ingen blodige huller i hans hænder hvilket i parentes bemærket bliver et problem næste søndag, når disciplen Thomas ifølge Johannes-evangeliet ikke vil tro på opstandelsen, før han får lov til selv at stikke fingrene i disse sår fra korsfæstelsen! Det er imidlertid alt sammen en del af den betydning, som maleren Carl Bloch lægger i dette billede: Jo, det skete virkelig sådan her -»det er så sandt, som det er sagt«. Men dernæst er det altså den opstandne Jesus Kristus, der gør sig fri af klippegravens mørke, lægger de blomstrende liljer bag sig og med armene hævet mod himlen træder ud af klippen og ned fra alteret for at komme os nær os der her i kirken har hørt, hvad der blev sagt og nu ser det for os og skal mærke det i vores liv. Det er - for nu at bruge den talemåde endnu engang -»så sandt, som det er sagt«, for lidt siden, da Lias og Herman blev døbt: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan er ordene, i et par vers af Første Petersbrev. Det er de ord, vi gentager ved hver eneste barnedåb og ved kisten, ved hver eneste begravelse. Det er kort og præcist formuleret, hvordan vi knytter vores dåb sammen med, at Jesus er opstået fra døden og har efterladt graven tom. Det er det nye liv, vi som døbte giver os i kast med. Det er det nye liv, som vi ofte nok får brug for at sætte i gang igen, når det gamle liv er slidt for meget i stykker. Ved at tage de ord til os og gøre dem til kirkens ritual ved livets begyndelse og livets afslutning peger vi på det samme: At det er Jesu Kristi opstandelse, der giver vores liv håb. Et levende håb. Et opstandelseshåb. Et håb på trods af slid, skuffelse, svigt og nederlag. Et håb til livet over døden.

4 4 Vi kalder det, at være genfødt og mener dermed så meget, som at det er et helt liv, det handler om. At opstandelsen med andre ord påvirker os i så høj grad, at hele vores liv bliver anderledes. Hvert et øjeblik er anderledes end det ville være uden opstandelsen. Hvert et åndedræt er dybere end det ville være uden opstandelsen. Hver en tanke er rigere end den ville være uden opstandelsen. Det er ikke umuligt at forstå dette der er ting, der skaber forståelse, mulighed for at tale meningsfuldt om fælles livserfaringer. Vores sprog forandrer sig og billederne skifter måske er maleren Carl Bloch for sødladen til os i Danmark i Mormonkirken i Utah i USA har man til gengæld taget ham til hjertet. Sådan forandrer opfattelsen af mangt og meget sig, sådan har det altid været og det er ikke i sig selv et tegn på, at noget som helst er blevet meget værre i vore dage, end det var for en eller flere generationer siden. Den fælles erfaring eller livsvisdom ligger lige godt skjult i et håb, der tændes ved et billede ved ord, der bliver sagt ved døbefonten eller alterbordet såvel som under gammeldags talemåder og moderne hurtigsnak. At vor Herre Jesu Kristi opstandelse udvider vores livshåb er til gengæld en erfaring, der både ligger endnu dybere i vores kulturelle bagage og bliver klarere, jo mere vi har brug for det. Når vi er døbt, har vi så at sige opstandelsen med os hele livet men der er ingen grund til at nægte, at det er med den, som med så meget andet: Det ser forskelligt ud, om vi ser på opstandelsen så at sige forfra fra begyndelsen af livet eller som voksne, her hen mod slutningen! Og lad os så bare tilføje: At der er ingen død, uden et levende håb om evigt liv hos Gud. For det hører med lige»så sandt, som det er sagt«, er det en del af livet, at skulle dø og så skal vi genopstå med Kristus til evigt liv. I dag påskemorgen er opstandelsesdagen. Det betyder intet, hvor mange gange vi oplever Vor Herre Jesu Kristi opstandelse med glæde og begejstring. Men det betyder alt, at vi så at sige begriber vor egen opstandelse. At vi får den i vores dåb, tager den til os som vores håb og har den med os hele livet.

5 5 Det er den opstandelse og det håb, der overhovedet sætter os i stand til at blive ved, holde ud, hænge i, være med og ikke give op. Eller sagt med andre ord og ganske ligetil: Opstandelseshåbet insisterer på, at der er mere at stole på, end blot dette banale, at vi alle skal dø.»dødens fællesskab«er det samme som intethed, som en reduktion af menneskelivet til blot og bar eksistens eller overlevelseskamp. Det er derfor vi som nu, på påskemorgen oplever, hører og ser på billedet, en opstandelse, der skal være gyldig i vores liv. Vor Herre Jesu Kristi opstandelse det er vores genfødsel til et levende håb. Som vi siger det ved døbefonten. Og derfor gør det os i stand til, meningsfuldt og forståeligt, at dele vores liv med hinanden. Da er hvert et øjeblik anderledes end det ville være uden opstandelsen. At opleve en mening med tilværelsen er en stor ting at det også skulle ske for os, der aldrig kan lade være med at tvivle, er et håb så væsentligt at håbet alene holder os i live! Dermed mener jeg, igen lidt kort formuleret, at selvsikker overbevisning kun kan være ubevægelig død men søgende tvivl finder levende håb.»det er så sandt, som det er sagt«. Det er gevinsten ved vor Herre Jesu Kristi og vor opstandelse, at det levende håb er en mulighed. Nu er hvert et åndedræt dybere end det var uden opstandelsen. Nu er hver en tanke rigere end den var uden opstandelsen. Nu er hvert et øjeblik anderledes end det var uden opstandelsen. -- Nu gælder vor glæde over påskebudskabet vort levende håb håb om overvindelse af træthed, modløshed, meningsløshed og ligegyldighed. Nu gælder det livet på ny, nu takker vi Gud og siger: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.