Joh. 20,1-18; Sl. 16,5-11; 1 Kor. 15,12-20 Salmer: 227; 218; ; 241 (alterg.); 447; 123 v7; 240

Transkript

1 Prædiken til 2.påskedag Joh. 20,1-18; Sl. 16,5-11; 1 Kor. 15,12-20 Salmer: 227; 218; ; 241 (alterg.); 447; 123 v7; 240 Lad os bede! Herre, kald os ud af det mørke, som vi fanges i. Og kald os ind i dit lys til livet sammen med dig. Amen Stemmen der kalder os tilbage til livet I torsdags, skærtorsdag handlede min prædiken om, at Jesus er blevet vores tjener, for at kunne give os et helt nyt liv sammen med Gud. Gud har sendt Jesus til os, for at lære os om Gud, og vise os Hans kærlighed, det er ikke kun påskens tema, men det budskab der gennemsyrer evangeliernes beretning om Jeuss. Men her i påsken, som vi fejrer nu, er vi nået til det afgørende øjeblik, hvor Guds plan med Jesus bliver ført helt ud i livet. Her viser Gud sin magt, ved gennem Jesus at overvinde dødens magt, så livet sejrer, og vi kan få mulighed for at leve livet med Gud. Allerede da Jesus blev født, lå påskens begivenheder i kortene. Og allerede før det, havde Gud gennem profeterne, fortalt at Herrens tjener skulle lide og dø. Derfor kan vi også tidligt i evangeliernes beretning om Jesus, læse at Jesus og disciplene går op til Jerusalem. Det er det her det hele peger frem mod. Det er her det endelige slag 1

2 skal stå. Det er her sejren skal vindes, derfor er påsken en så afgørende og glædelig højtid for os kristne. Men samtidig med at påsken, er lysets store sejr, fordi den viser Guds kærlighed og magt, og derigennem giver os håb, er den også en vandring gennem det mørkeste mørke. Først og fremmest for Jesus. Han oplevede i påsken alle afskygninger af svigt, ensomhed og modgang. Han oplevede hvordan Judas forråede Ham med et kys. Et kys, der ellers burde være et tegn på kærlighed. Peter fornægtede Ham, og alle de andre disciple svigtede Ham også, selvom de lige havde lovet det modsatte. Han måtte kæmpe sin angsts kamp i Gethsemane, alene. Han blev taget til fange, spottet, pisket og slået ihjel. Men også for disciplene, blev påsken en vandring gennem mørke. De oplever også svigt, nemlig deres eget. De oplevede en magtesløshed over ikke at kunne hjælpe Jesus, og de oplevede håbløshed, fordi Ham som hele deres håb knyttede sig til, nu var død. Dermed kommer de også til at opleve ensomhed, selvom de tilbringer det meste af tiden sammen med nogle af deres nære venner. Det samme gør sig også gældende for Maria. Hun befinder sig midt i sit livs største krise, fordi Jesus er død. For sagen er at Han havde fået en stor og afgørende betydning i hendes liv. Derfor rammer hans død 2

3 og adskillelsen fra Ham, hende så hårdt. For, jo tættere knyttet man er på nogen, jo mere ondt gør det på os, at miste dem. Og frygten for at det skal ske, kan gøre os bange for at knytte os til andre. Men Maria var gået all-in, hun havde håb og tillid til Jesus. Hun har siden mødet med Ham, fulgt Ham på tætteste hold. Dermed var hun på nærmeste hånd blevet vidne til det som Han sagde og gjorde. Hun havde hørt Ham sige nogle fantastiske ting om Gud og Guds rige, hun havde set ham gøre store undere og hun havde oplevet hvordan Han kunne give mennesker uden håb, håbet igen. Disse erfaringer, havde overbevist hende om, at Han var sendt af Gud, og hendes forventninger til ham var med tiden kun blevet større og større. Men med ét slag er disse forventninger pludselig forsvundet og afløst af sorg på grund af Jesu død. Det håb, og den forventning som hun havde til Ham, bliver pludseligt revet væk. Derfor bliver hun efterladt i en håbløshed, som hun ikke kan se hvordan hun skal komme ud af igen. På dette tidspunkt, hvor vi møder Maria uden for graven, har hun set den tomme grav og Jesus er opstået. Lyset er brudt igennem og forandringen er sket. Men Maria vidste det ikke. Hun var stadig i mørket. Men midt i hendes håbløshed og fortvivlelse møder hun Jesus, og taler med Ham. Og mens de står og taler sammen, er det at Jesus siger Maria. Det er dette Maria der skaber forandringen for hende, og den 3

4 åbner en helt ny virkelighed. Fra at være i håbløshed og fortvivlelse, bliver hun kaldt tilbage til livet med Jesus. Nu oplever hun håb igen, og hun kan igen tro på en fremtid sammen med ham. Der er umiddelbart to ting, der ligger til grund, for at dette Maria får den betydning, som det får. For det første, er det sagt af Jesus, som hun kender så godt og har tillid til. Det er mødet med denne velkendte stemme, som tilhører Ham som hun stoler på og er tryg ved, der bliver afgørende for hende. Dermed bliver relationen mellem dem, genoprettet, og der bliver tændt et lys for hende, i det mørke hun oplevede. Men når Jesus overhovedet kan sige hendes navn og give hende håbet tilbage, skyldtes det Guds indgriben, fordi Jesus var blevet levende. Jesus var død, det var hun selv vidne til, men nu er Han opstået igen. Derfor kan han møde hende på den anden side, som repræsentant for både Guds magt over døden og hans grænseløse kærlighed til os. Vi kan også, som Maria opleve fortvivlesen. Vi kan møde den i mange afskygninger. Vi kan opleve den når vi møder modgang, og livet ikke går som vi havde håbet det ville. Vi kan opleve den på nært hold, når vi mister nogen der står os nær. Vi kan også opleve en grundlæggende fortvivlelse, over den sårbarhed, der knytter sig til selve livet, og det at være menneske. Den kan skyldes livets vilkårlighed, det at der er 4

5 ting som vi ikke kan kontrollere, men som bare sker for os. Eller det kan skyldes at vi ikke kan se et mål for livet. Men ligesom vi kan have fortvivlelsen tilfælles med Maria, kan vi også kaldes ud af den igen, ligesom Maria blev. For da Jesus opstod påskemorgen, blev dødens magt overvundet for alle mennesker, ikke kun for dem der var heldige med at møde ham uden for graven. Derfor er forandringen allerede sket, lyset er brudt igennem og den nye virkelighed er en realitet, også for os. Også for os, er vejen til Gud åbnet, og dødens magt er brudt. Derfor kan Jesus også kalde os ud af fortvivlelsen, og ind til livet med Gud. Her, hvor vi hører til og kan være trygge. Her hvor vi kan finde håb og mening med livet. Det, at mødet med en velkendt stemme kan ændre alt og fjerne fortvivlelsen, kender vi også fra børn. Hvis et barn er kommet væk fra sine forældre, et sted hvor der er mange mennesker, kan fortvivlelsen hurtigt vokse og blive altoverskyggende, men der skal ikke mere til end lyden af mors stemme til, for at rive barnet ud af fortvivlelsen og tilbage i trygheden. Ensomheden og utrygheden forsvinder med bevidstheden om at mor eller far er i nærheden. Det samme gjorde den for Maria, da hun hørte Jesu stemme. Når Jesus kalder på os, for at kalde os ud af mørket og 5

6 fortvivlelsen, er det også en velkendt stemme der kalder på os. Stemmen tilhører den almægtige Gud, der har magten i himmelen og på jorden. Den tilhører den Gud der elskede verden, så han gav sin søn, for at enhver der tror på Ham, ikke skal fortabes men have evigt liv. Derfor er det en stemme som vi kender og kan være trygge ved. Den tilhører en der vil os det godt, der som en far leder efter barnet der er blevet væk. Den far der både kan og vil tage sig af os. Men Jesus kan mere end at møde os og trøste os i svære situationer. Det kunne Han også for Maria. Jesus møder hende ikke kun midt i fortvivlelsen, Han tager hende ud af den og sender hende tilbage til livet og hverdagen med disciplene. Men det er en ny virkelighed, som han sender hende ud til, i forhold til den hvor hun var fanget i håbløsheden. Det er det, fordi alt er ændret ved Jesu død og opstandelse. Derfor giver Jesus Maria besked om at fortælle disciplene om denne nye virkelighed, nemlig at Han stiger op til sin far og deres far. Til sin Gud og deres Gud. Det betyder for disciplene, at de er forbundet med Gud. Gud er ikke bare Jesu, far. Han er også deres far. Disciplenes liv sammen med Jesus er ikke endegyldigt slut, men fortsætter selvom Han er hos Gud. På samme måde kan han være tæt på os i vores liv. Han er med os i alt hvad vi møder gennem livet, og vi kan være hos Ham når vi står over for døden. Han sender os ud i livet til dem som 6

7 vi er i blandt i vores hverdag, med denne forvisning. Men han sender os også ud med en besked, ligesom han gjorde med Maria. En besked til de mennesker som vi møder på vores vej, om at Han er stået op af graven, så hans Gud er vores Gud og Hans far er vores far, og at det er Ham og ikke døden der har magten. Det er denne virkelighed Gud gav os påskedag, da Jesus stod op af graven. Amen 7