Buddhisme i Taiwan og Danmark. Nyhedsbrev nr. 8, august 2011

Transkript

1 Buddhisme i Danmark. To måneder i Danmark gået, og jeg i Taiwan blevet budt velkommen hjem igen - det varmer. Det har været godt at møde familie og venner og folk i mange sammenhænge. Det var godt at overveje projektet, snakke økonomien igennem (tak til Lars Brinth for det store arbejde) og mærke opbakningen. 6 møder blev det til, og Mindfulness var det emne, folk ville høre om - lige nu er det den aktivitet, hvorved flest danskere møder buddhismen i Danmark. Mange er stødt på terapien, men få ved, at det oprindeligt er buddhisme. De, som er bevidste om den kristne forståelse af at være menneske, oplever det nye som en stor udfordring, som giver mange overvejelser. Eksempelvis anvender en kristen psykolog mindfulness på sygehuset men forsøger at tilpasse det til en kristen forståelse. En kristen organisationsleder holder kursus i det for medarbejderne, fordi vi ikke kan komme udenom, at det virker. Men en leder i Blå Kors afviser regelmæssigt mindfuldness' konsulenter, fordi deres menneskesyn er buddhistisk. Nogen kan slet ikke se problemet. Hvorfor skal vi søge disse forskelle mellem kristentro og buddhisme? Buddhismen er jo så tolerant. Ja, men få har tænkt over, hvad denne tolerance indbærer. Buddhistisk tolerance har som grundlag den livsforståelse at alle ting er forgængelige. Så når buddhismen så let tolererer andre religioner, så er det fordi de i forhold til buddhismen ikke findes som noget, der er adskilt fra buddhismen. Det kan godt være, at de lige nu er anderledes, men på det højeste plan - eller i den sidste ende - er der kun én virkelighed. Derfor behøver en buddhist ikke sætte sig ind i en anden religion for at kende den. Alt er jo det samme i den sidste ende. Så er forskelle ikke et problem. Og så lærer han i hvert fald intet om Jesus. Efter den første påskemorgen er enhver morgen en ny begyndelse, et vidnesbyrd om, at livet og evigheden vinder. Her en morgen i august 2011 i familiens have i Sejs ved Silkeborg. 1

2 Tolerere er latin og betyder at bære, tåle, udholde. Jesus tolererede smerten og dem, som slog ham ihjel, fordi han ikke ville gå på kompromis om, at han var og er vejen, sandheden og livet - Guds Søn. Forskellen på sandhed og løgn, ondt og godt, liv og død blev gjort tydelig. Det er ikke at tolerere, at mene at forskelle ikke findes. Det er at ignorere - bevidst eller ubevidst. For den kristne handler det om at gøre Jesus tydelig. At vise, hvad det særlige ved Jesus er, fordi Jesus er det mest overraskende nye, mennesker nogensinde har mødt. Og hvis man holder fast i det overfor buddhister, så er det ikke et angreb på buddhismen, som nogle siger. Det er ganske enkelt fordi, hvordan skulle de ellers finde ud af, hvem Jesus er? De tror jo, de kan forstå Jesus, hvis de ser på Buddha. Men Buddha er død, og han døde en ganske almindelig død. Jesus blev henrettet men opstod fra de døde. Og de, som mødte den opstandne påskemorgen, eller som ved Helligånden er blevet overbevist om, at det er sandt - for dem er verden blevet ny. De har set, at det som Gud har skabt, det vil han frelse. Den forgængelige verden har fået en forsmag på det uforgængelige. Evighedens lys skinner allerede på alle de ting, som buddhisterne tror, kun er forgængelige. Det giver en fantastisk forskel på forståelsen af det at være menneske. Men vi skal lade os udfordre, og det er vi blevet med terapien mindfulness. Tanken om at lære at være mere tilstede og opmærksom og fri for bekymringer er noget, vi som kristne også kan lære af. Vi bliver udfordret til igen at overveje, hvad Jesus sagde om disse ting - især i kap. 6 i Mattæusevangeliet. I DR s P1 i juli måned gav en mindfulnessterapeut et eksempel på, hvad mindfulness er: Se på barnet. Det er i stand til at være helt opmærksom og til stede f.eks. når det leger. Et barn kan være helt tilstede i legen og glemme alt omkring sig. Uden bekymringer eller overvejelser om dagen i morgen. Her ser vi, hvad opmærksomhed, tilstedeværelse og frihed fra bekymringer er, sagde terapeuten. Underforstået: her ser vi, hvad Mindfulness er. Men: enten glemmer eller ignorerer terapeuten den afgørende forudsætning for, at barnet kan være ubekymret og lege og glemme alt omkring sig. Forudsætningen er, at barnet er trygt. Barnets hjælpeløshed betyder, at det er helt afhængig af, at nogle andre end det selv har check på situationen. Og fordi et barn er uvidende om den verden, det lever i, er det forudsat, at et barn har brug for at kunne tage et voksent menneske i hånden. Hvis et barn pludselig opdager, at det er helt alene, så går det i panik. Og så er det ikke i stand til at lege ubekymret længere. I buddhistisk mindfulness er der ét holdepunkt - menneskets eget sind. Og sindet er afhængigt af, hvor meget det sind har forstået af, hvad tilværelsen går ud på - i hvor høj grad det har fattet, at alt udenfor sindet er forgængeligt. I buddhismen er det hele i den sidste ende op til en selv. Derfor synes barnet og dets evne til at være opmærksom ikke at holde som et eksempel på, hvad buddhistisk mindfulness går ud på. Kun hvis man ignorerer de forudsætninger, som hører med til at være et barn. Derimod er barnet for Jesus og den kristne forkyndelse en afgørende nøgle til at forstå, hvad Guds rige er i forhold til den verden, som vitterlig er fuld af forgængelighed. Her er den levende Gud udgangspunktet for, at vi forstår noget som helst. 2

3 Når Jesus siger til sine disciple, at de ikke skal bekymre sig, så forudsætter det, at de forstår sig selv som Guds børn, med den afhængighed og tillid, der hører med til at være et barn. Buddhisterne har fat i noget af det mest elementære ved at være menneske, og derfor hjælper terapien mindfulness en masse mennesker. Kristentroen kan ikke blot afvise terapien mindfulness, vi må lade os udfordre. Udfordre til igen at se på den kristne tros hemmelighed: Jesus døde og opstod, det gjorde Buddha ikke. Derfor bliver vi ved med at forkynde livets og kærlighedens sejr og forsmagen på evigheden midt i forgængeligheden. Opstandelsen bekræfter, at alt er virkeligt og har betydning - både det, som er sket, og det som sker. Derfor er den vigtigste øvelse for den kristne tro ikke at indøve sindet i at acceptere forgængeligheden. Derimod er øvelsen at indøve tilliden til ham som lever og kan give en dyb erfaring af tryghed på trods af forgængeligheden. Forgængeligheden er menneskets virkelighed, men påskemorgen blev verden ny. Efter den første påskemorgen er enhver morgen en ny begyndelse og et vidnesbyrd om, at livet og evigheden vinder. Selv om det kan være svært at se, hvis man bor i en af verdens storbyer. Studiet af buddhistisk mindfulness i forhold til kristen tillid og tryghed er lige begyndt. Om vi kan tale om kristen mindfulness eller kristen brug af mindfulness, når udtrykket oprindelig er buddhistisk og har et buddhistisk verdensbillede som grundlag, kræver flere overvejelser. Prædikenvejledninger og buddhisme. Temaet med buddhismen er et af de vigtigste nutidige perspektiver at prædike det kristne evangelium i forhold til. Og de præster, som skal prædike den 15. søndag efter trinitatis (Matt. 6, 24-34), har med overvejelserne ovenfor fået et forslag til en prædikenvejledning. Nogen har opfordret mig til, at jeg leverer lignende i fremtiden. Det vil jeg forsøge - også i følgende. 12. s. e. trinitatis (Mark 7, 31-37) hører vi om, hvordan Jesus tager sanserne og den sansede virkelighed alvorligt. Han stikker sine fingrer i den døves ører. Han spytter på dem og rører ved hans tunge. Så beder han (ser op mod himlen) og siger: Effata, luk dig op. I klassisk buddhisme siges det udtrykkeligt, at buddhistisk medfølelse ikke kræver handling. Sådan er det også i den tibetanske buddhisme, som kommer til vesten. Derfor ses den mest berømte bodhisattva Avalokitesvara ( Kuan Yin i Kina) afbilledet med tusind arme, der rækker ud til verdens lidelse. De mange hoveder udtrykker desparation over at se verdens lidelse. Men i hver hånd er der et øje. Det betyder, at Bodhisattvaen ser og rækker ud, men rører ikke, fordi det behøver han ikke. Årsagen er, at hente i den buddhistiske forståelse af virkeligheden, hvor alt er forgængeligt og ubestandigt. Derfor eksisterer der ingen af hinanden selvstændige fænomener. F.eks. vil både et bord og et menneske på et tidspunkt blive til jord. Det er den fælles erfaring. Og mennesker findes ikke som selvstændige jeg er. Det betyder, at den medfølelse, som den mediterende buddhist udvikler, når han mediterer, er en energi, som virker i den ene virkelighed, hvis grundlæggende natur er, at modsætninger ikke findes og selvstændige fænomener ikke findes. Men denne klassiske forståelse af buddhistisk medfølelse er de senere år blevet kompliceret af en reformbevægelse, som især findes i Taiwan og kaldes engageret buddhisme eller humanistisk buddhisme. Den blev startet af munken Tai Su omkring år 1900 i Kina. Det har i Taiwan bl.a. resulteret i den største sociale bevægelse på øen, som har 4 millioner medlemmer (se nyhedsbrev nr. 5). De rykker ud til naturkatastrofer i hele 3

4 Kuan Yin bodhisattva med 1000 arme og 15 hoveder i Singapore. Normalt er der 10 hoveder. 15 har jeg ikke set før. Asien og var sidst i Japan efter tsunamien i foråret. Endnu et eksempel på, at næstekærlighed ikke er noget særligt ved kristendommen. Altså kan vi ikke blot sige at buddhistisk medfølelse ikke handler. Det er for enkelt. Udfordringen er blevet endnu større til det kristne budskab om, at den kristne er afhængig af tilliden til sin opstandne Herre. De engagerede humanistiske buddhistister er stolte af, at de ikke er afhængige af nogen Gud. 13. s. e. trinitatis (Jesu fryderåb, Luk. 10, 23-37): Jesus taler om en virkelighed, som er ud over det, som mennesker umiddelbart kan se og erfare. Noget, som er udenfor forgængeligheden og udenfor det, som bestemmer den menneskelige naturlige fornuft. Udenfor den virkelighed, hvor vi måske kæmper med meningsløshed, fordi vi let tror, at den umiddelbart erfarede virkelighed er det eneste, der er. Buddhisterne løser problemet med meningsløshed ved at sige, at vi skal lære at lade være med at lede efter en mening, for den findes ikke. Så længe vi leder efter noget, som ikke 4 I hver hånd er der et øje

5 Buddhisme i Taiwan og Danmark. Nyhedsbrev nr. 8, august 2011 findes, vil vi lide. Jesus siger, at den som søger, vil finde. Alle helgen. De protestantiske kristne i Taiwan og Kina har ikke lært at fejre alle helgen. Konsekvensen er, at de ikke har fået et alternativ til den taoistiske angst for de afdødes ånder. I den sammenhæng er det - set fra den gamle tradition med at dyrke forfædrene i angst for, at de ellers skal komme og plage de levende - ikke attraktivt at blive kristen, fordi de kristne har jo ikke noget at sætte i stedet. Og det er da slet ikke attraktivt, at de voksne børn bliver kristne, hvis mor og far ikke er det, fordi hvem skal så tage sig af ånden, efter at man er død? En far lærer sin søn at pleje de dødes ånder Det er næsten et år siden, at et sponsorbrev blev udsendt, hvor en række gode mennesker lagde navn til at anbefale det nye projekt. Jeg vil endnu en gang sige tak til dem, som lagde ud med deres støtte til dette eksperiment: biskop Steen Skovsgaard, stiftsbibliotikar Lars Brinth, sognepræst Henrik Højlund, sognepræst Flemming Baatz Kristensen, sognepræst Thyge Enevoldsen, Pastor Peter Lam, og koordinator Nicolaj Wibe for deres anbefaling. Jeg hørte dengang, at folk citerede det, de sagde. Så jeg er overbevist om betydningen af deres indledende støtte til, at projektet er kommet så godt i gang. Fred og alt godt. Jens Informationsfolder og tidligere nyhedsbreve kan hentes på 5