2.s.e.h.3 k. B Johs 4,5-26 Salme: I statsministerens nytårstale berørte Lars Løkke problematikkerne omkring

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "2.s.e.h.3 k. B Johs 4,5-26 Salme: I statsministerens nytårstale berørte Lars Løkke problematikkerne omkring"

Anne Marie Fischer
4 år siden
Visninger:

1 2.s.e.h.3 k. B Johs 4,5-26 Salme: I statsministerens nytårstale berørte Lars Løkke problematikkerne omkring ghetto-områderne rundt om i landet. At der skal gøres en indsats for at forhindre ghettodannelse, at de med anden etnisk oprindelse end dansk bor i særlige boligområder, og at der derved kan opstå parallelsamfund og manglende integration i det danske samfund. Der er ingen lette løsninger her. Det er en indgroet tendens i os alle, at vi gerne vil bo sammen med nogle, der er ligesom os selv. Det gør os trygge. Det har også været historikken for de danske udvandrere til Amerika. Man vil gerne bo sammen eller tæt på andre danskere. Gerne samles i danske kirker og holde fast ved fællesskabet. Sådan var det førhen, men på en måde er det fastholdt også i vores tid. Det er naturligt, og det er der bestemt ikke noget forkert i. Ordet ghetto har en ubehagelig klang. Det er ikke et positivt ladet ord. Oprindelig var ordet en betegnelse 1

2 for den gamle jødiske bydel i Venedig, men især under 2. verdenskrig fik ordet ghetto en ildevarslende klang af jødeforfølgelse. I nyere tid bruges ordet ghetto mere generelt om særlige områder i moderne storbyer, der er præget af særlige etniske grupper og/eller fattigdom og sociale problemer. I Danmark har ordet siden 2010 været brugt om en række officielt udpegede særligt udsatte almene boligområder - "ghettolisten", der er præget af lav beskæftigelse, indkomst og uddannelse, høj kriminalitet og/eller mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det er denne form for ghettodannelse som vekslende regeringer har prøvet at arbejde for at afvikle, og som man netop i disse år gør en stor indsats overfor specielt med helhedsplanen i Gellerup. Men det er ikke let. Lige præcis fordi der er det her naturlige iboende ønske at bo sammen med nogle, der er som os selv. Og det er om mere tydeligt, hvis man bor i et land, hvor man i forvejen føler sig fremmed i. Nu er det er jo heller ikke lige det, at man bor i samme 2

3 område, der er problemets kerne. Det er, hvad det gør ved én. Om der dannes parallelsamfund. Om man på en måde melder sig ud af det øvrige samfund. Har egne normer. Egne regler og egne løsningsmodeller. Og den mere økonomiske side, -at man ikke mener at skulle søge at bidrage til det samfund, man sådan set selv er afhængig af at modtage service fra. At der er et os og dem, -at der i overført betydning er mure mellem ghettoen og det øvrige samfund. Ja, at man på begge sider af muren ikke søger fællesskabet og forståelsen. I dagens evangelium hører vi netop om mødet mellem to samfund, -det jødiske og det samaritanske, ja og mødet mellem en kvinde og en mand og det i en dyb og intens samtale, noget som man dengang ikke gjorde mand og kvinde imellem. Der brydes her i historien nogle gevaldigt store mure ned. Jesus er på vandring. Han er på vej hjem til sin hjemegn Galilæa nede fra Judæa. Og den korteste og mest direkte vej var gennem Samaria. Der var et klart 3

4 modsætningsforhold mellem jøder og samaritanere. En rettroende jøde omgik ikke en samaritaner. Talte ikke med dem. Her var en klar grænse. Det var dem og os. Men sådan ser Jesus ikke på det. Han dømmer ikke på det ydre. Han dømmer efter hjertet. Som i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, -da er det netop den fremmede og forhadte, der hjælper, mens de fine og rettroende jøder, -præsten og levitten, bare går forbi. Så da Jesu er tørstig, beder han som noget helt naturligt en samaritanske kvinde om noget at drikke. Da hun undres over det, gør han igen det uventede og grænseoverskridende: han går ind i en længere teologisk samtale med kvinden. Jesus dømmer ikke om personen er mand eller kvinde, fremmed eller nabo, - syndig eller ulastelig. Her er et medmenneske. Her er en næste. Sådan vælger Jesus at se på det. Han viser dermed også, hvordan vi skal være overfor hinanden. Hvordan vi som kristne ikke skal sætte barrierer op for hinanden. At vi skal møde hvert menneske med respekt og hjælpsomhed. Med 4

5 åbenhed og ja, -kærlighed. Også den fremmede. Ja, netop den fremmede. Det er nemt at elske dem, der elsker dig. Det, der betyder noget, det der rykker og bevæger, -det er, når vi elsker den, vi ikke kender. Når vi ikke kun elsker for at få noget igen. Når vi river murene ned. Når vi engagerer os i andre mennesker. Det er der, vi bygger op. Der vi bygger bro. Det er en lang og indgående samtale Jesus har med den samaritanske kvinde. Da disciplene kommer tilbage og ser de to, undrer de sig -som der står- over at han taler med en kvinde. Jesus var på alle måder forud for sin tid i sit syn på menneskeværd. I den lange samtale er der en lille pudsighed synes jeg, -og det er det med kvinden og hendes mænd. Jesus siger til hende: Gå hen og kald på din mand og kom herud. Kvinden svarer: jeg har ingen mand. Men Jesus ser dybere og siger: Du har ret, når du siger: jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand. Og der står kvinden så. Klædt af til skindet synes man. Men det 5

6 interessante ved denne lille passus er jo, at kvinden ikke bliver flov eller føler sig ubehageligt afsløret endsige fordømt. Hun ser det som det, det i virkeligheden er. Jesus viser sin profetiske kræfter ved at vide noget om hende, som igen anden fremmed kunne ane noget om. Og hun ser så heller ingen fordømmende blik i Jesu øjne. Kun kærlighed. Senere i kapitlet står der, at kvinden efter samtalen går ind i byen og siger til alle, hun møder: Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Og Jesus bliver i byen to dage, taler med samaritanerne i byen, og mange kommer til tro på ham som verdens frelser, -netop verdens frelser, ikke kun for jøder eller for den sags skyld samaritanere, -men verden,- alle folkeslag, - mænd og kvinder, børn og unge, fattige og rige. Alle uden grænser. Aldrig i en ghetto, men en tro i bevægelse og en tro i stadig respektfuld kommunikation med et hvert menneske på denne klode. Det er Jesu mission. Det er vores mission. At møde alle. 6

7 Samtalen de to imellem berører også det punkt, hvor jøder og samaritanere var blevet så grundlæggende uenige. For jøderne var Zionbjerget det hellige bjerg. Her var templet bygget. Jerusalem lå på Zionbjerget. For samaritanerne var Garizim det hellige bjerg, og her var stedet den sande Gud skulle tilbedes. Denne uenighed var så stor og så grundlæggende, at man ikke ville have med hinanden at gøre. Gud kunne ikke være både på Zion bjerget og på Garizim, så derfor måtte man adskilles. Naturligt samkvem umuligt. Derfor undrer kvinden sig over Jesu måde at møde hende på. Og når hun forstår ved afsløringen af hendes 5 mænd, at Jesus er en sand profet, så måtte han vel kunne afgøre striden. Hvor skal man tilbede Gud, spørger hun. Hun forventer klart, at jøden Jesus skal sige, at Gud skal tilbedes i templet i Jerusalem. Men igen -også her er Jesus den, der bryder grænserne ned, -murene mellem folk fjernes. Tilbedelsen af Gud, siger Jesus, er ikke begrænset til et sted. Gud skal tilbedes i ånd og sandhed, siger han, og derfor kan en 7

8 samaritaner bede til Gud i Samaria og en jøde i Galilæa og en dansker i Helligåndskirken tusindvis af kilometer fra Mellemøsten og 2000 år senere. Guds tilsagn om hans kærlighed er for alle folk, og tilbedelsen af ham er så enkel og ligetil som at folde hænderne og bede til ham og føle hans nærvær, hans ånd, hans forståelse, tilgivelse og grænseløse kærlighed og det til al tid. Vi er som mennesker rigtig gode til at sætte mure op for hinanden. Vi vil helst være sammen med dem, vi kender. Vi falder for at holde andre ude, væk fra livet. Vi møder dem fremmede med mistænksomhed, og hvis den fremmede så alligevel kommer, så skal han hurtigst muligt blive næsten helt ligesom vi. Sådan er vi langt hen ad vejen. Vi er ikke så åbne og imødekommende, som vi burde være. Det er den grobund, som ghettoer opstår af. Både den hvide, rige ghetto, og så også den ghetto, hvor de såkaldt fremmede bor og ikke føler sig rigtig hjemme i det omkringliggende samfund. 8

9 Jesus viser i dag klart, hvilken vej vi skal gå. Han taler totalt fordomsfrit med den samaritanske kvinde. Han er fuldstændig ligeglad med de forargede miner og udsagn: en rettroende jøde har ikke samkvem med en vantro samaritaner. En mand tager ikke en dybsindig teologisk samtale med den ukendte kvinde. Og det en kvinde som har haft en stribe mænd og lever på polsk sammen med nr. 6 i rækken. Jesus skærer igennem det hele, går til hjertet, ind under huden og siger: alle kan komme til Gud, -hans frelse gælder alle, -hans nåde er stor nok til alle. Der skal kun tre håndfulde vand til. Lidt vand der bliver til det levende vand, livgivende evig vand. Lille Frederik fik det vand over sit hoved. Ingenting i sig selv, men med Guds ånd er det så meget, meget mere. Ja, det rummer også en forståelse af, at vi alle er lige. Der er ikke forskel. Det er i den ånd, vi skal møde andre mennesker og derved være med til at bryde grænser og mure ned. Amen. 9

10 Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, far, søn og HÅ, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen 10

Relaterede dokumenter

Pinsedag 4. juni 2017

Pinsedag 4. juni 2017 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Gud i os Salmer: 290, 287, 286; 291, 474, 309 Evangelium: Joh. 14,22-31 "Herre, hvordan kan det være at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?" Ja, hvordan