Jeg kan repetere datidens forbitrede diskussion om, hvorvidt Gud skal tilbedes på Garizims bjerg eller tempelbjerget i Jerusalem.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 15. januar 2012 kl søndag efter helligtrekonger Johs. 4, 5-26 Salmer: ,5-6 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende:»giv mig noget at drikke.«hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham:»hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?«jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende:»hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«kvinden sagde til ham:»herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«jesus svarede hende:»enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«kvinden sagde til ham:»herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«han sagde til hende:»gå hen og kald på din mand, og kom herud!«kvinden svarede:»jeg har ingen mand.«jesus sagde til hende:»du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«kvinden sagde til ham:»herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«Jesus sagde til hende:»tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«kvinden sagde til ham:»jeg ved, at Messias skal komme«det vil sige Kristus;»når han kommer, vil han fortælle os alt.«jesus sagde til hende:»det er mig, den der taler til dig.«joh 4,5-26 Når man hører sådan en fortælling om Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden, kan man godt tænke: Hvad skal vi bruge den til? En lettere syret goddag mand økseskaft samtale mellem to fremmede, som tilsyneladende hele tiden taler forbi hinanden. Jovist, jeg kan sagtens holde et foredrag om jødernes forhold til samaritanerne, hvordan de foragtede og undgik hinanden som pesten. 1

2 Jeg kan repetere datidens forbitrede diskussion om, hvorvidt Gud skal tilbedes på Garizims bjerg eller tempelbjerget i Jerusalem. Men formentlig er de fleste af jer ligeglade, og under alle omstændigheder er det fortid. Og når nu mødet mellem de to foregår ved Jakobsbrønden, så kan jeg også repetere Jakobshistorien Jakob, der med sin mors hjælp snyder sin gamle blinde far, så han får velsignelsen i stedet for sin ældre tvillingebror Esau og derefter må flygte til sin morbror Laban, hvor han forelsker sig i Rakel. Syv år arbejder han for at få Rakel og vågner efter bryllupsfesten op ved siden af Rakels søster Lea snyderen, der selv blev snydt oven i købet af en Laban. Så Jakob må på den igen, syv år mere må han knokle for Laban, før Rakel er hans. Den Rakel, han har ventet på i 14 år, efter at han første gang så hende og fuldstændig tabte sit hjerte til hende, da hun kom vandrende med alle sine får for at vande dem ved brønden. Bibelens smukkeste historie om kærlighed ved første blik: Jakob der er på flugt, gør holdt ved brønden og undrer sig over, hvorfor de andre hyrder ikke straks giver fårene vand. Men hyrderne forklarer:»stenen, der ligger hen over brønden og beskytter den, er for tung, vi kan ikke flytte den, før alle er samlet; så kan stenen væltes væk, og vi kan give fårene vand.«mens Jakob står og taler med hyrderne, kommer Rakel med sin fars får. Da Jakob ser Rakel, går han ene mand hen og vælter stenen væk fra brønden og giver fårene vand. Så kysser han Rakel og brister i gråd. Den sten, som ingen ellers kan flytte alene den flytter han alene med kærlighedens kræfter. Men bortset fra, at det er en smuk historie og man sagtens kan trække linjer helt op til påskemorgen, hvor en anden stor sten er væltet fra Jesu grav dødens sten, der alene kan flyttes af Guds kærligheds magt. Ja, så bliver spørgsmålet stående: Hvad skal vi bruge historien om Jesu møde med kvinden ved Jakobsbrønden til? Men måske spørgsmålet er stillet forkert. For hvis ikke vi hele tiden skal ende i en religionshistorisk blindgyde så sku vi måske i stedet spørge: Hvor sker skiftet, hvilken sætning er den vigtigste i dagens evangelium. Selv er jeg ikke i tvivl: Da Jesus siger til kvinden: Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«i det øjeblik falder alle hendes forbehold. 2

3 For her bliver hun klar over, at Jesus ved alt om hende, alligevel vender han hende ikke ryggen og fordømmer og forkaster hende. Med Jesu ord falder en kæmpesten fra hendes hjerte. For ingen kvinde med fornuften i behold kunne drømme om at gå ud og hente vand i den 6. time dvs. kl , hvor solen er på sit højeste og ubarmhjertigt brænder så både sand og hoved bliver skoldende varmt. Hvorfor er hun ikke gået derud med de andre kvinder i morgenens kølighed er hun en dovenkrop, der ikke kan komme ud af sengen eller er sengen måske hendes arbejdsplads, så hun netop vælger det tidspunkt på dagen, hvor hun med garanti ikke risikerer at møde de andres fordømmende blikke og giftige sladder. Og så står han der bare, den mærkelige fremmede mand, der har bedt hende om vand og siger: Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«først da bliver hun for alvor nysgerrig. De ord åbner hjertedøren. For det mærkelige er jo, at Jesus kan sige: jeg er Kristus, eller jeg kan stå her på prædikestolen og sige: Gud elsker dig lige meget hvad, det viser han dig ved at blive menneske, ved at gå i døden for din og min skyld, og ved at opstå fra de døde påskemorgen. Jeg kan forkynde Guds kærlighed og tilgivelse fra nu og til dommedag, men hvis ikke hjertedøren åbnes, hvis ikke det rammer i hjertekulen, så ender du med at spørge: Hvad skal jeg bruge det til. På en måde gælder det vel alle forhold i livet. To mennesker kan høre og se og opleve det samme, og den ene bliver ramt i solar plexus, så det ændrer hans liv, mens den anden forbliver uberørt. Jeg tror, de fleste af os har erfaret det: Det helt afgørende øjeblik, vendepunktet, point of no return som skiller tiden i et før og et efter. I dag for fyrre år siden skete det for Dronning Margrethe, da hun klædt i sort og tynget af sorg over sin elskede fars død stod på Christianborgs balkon sammen med statsminister Krag. Hun har selv fortalt det. Den kristendom, som havde været en selvfølgelig del af hendes liv, fordi hun var døbt, konfirmeret og viet og også kom i kirke til jul og påske. Den dag stod det hende med et lysende klart, at her var noget hun ikke kunne klare alene, her var en tro hun ikke kunne være foruden. I har sikkert set klippet alle sammen bevægende denne unge dronning uendeligt ensom virker hun på balkonen og så ordene med hendes karakteristiske diktion: Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og give mig styrke til at løfte den tunge arv. Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke«. 3

4 Alle forbehold må falde. Uanset hvad hun ellers har planlagt og lovet sig selv så står hun her overfor noget, en overmagt, der tager magten fra hende. Så hjælpe mig Gud. Som Jakob, da han ser Rakel, og fra det sekund er fuldstændig fortabt! Desværre så fik I ikke slutningen på historien med, men da disciplene kommer tilbage og undrer sig over, at Jesus taler med denne fremmede kvinde. Så fortælles det knastørt, som om det er det naturligste i verden: Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk:»kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?«Det vand, hun er gået den lange ensomme vej i middagsheden efter, det vand lader hun stå, fordi hun har mødt et menneske, der ser hende uden fordømmelse, uden forargelse. Et menneske der har åbnet et kildevæld af kærlighed for hende, et menneske som har stillet hendes tørst og længsel efter anerkendelse. Et menneske som har åbnet hjertedøren, så hun nu vover at gå ind i den landsby, hvor de ved alt om, hvad hun har gjort, den landsby hvor fordømmelsen siver som gift ud af alle sprækker og døre. Dér tør hun sige: Kom og se en mand som har sagt mig alt hvad jeg har gjort måske er det ham der er Kristus. Sikker er hun ikke, men usikkerheden får hende ikke til at tie frygten for hvad andre vil tænke og sige får hende ikke til at holde mund for her er noget, hun ikke kan ignorere. Jeg tænker nogen gange, hvad er det, der kan få vore forsvarsværker til at falde, så vi ikke bare holder Gud på afstand med ualvorlig snak om, at vi nedstammer fra aberne eller hvem fik Kain børn med eller om Gud skal tilbedes på Garizim eller i Jerusalem? Som om det virkelig betyder noget. Hvad skal der til, for at vi virkelig åbner hjertedøren for det som kan ændre vores liv, gøre en forskel og markere et før og et nu. For det er jo på en måde hele tiden det, der er på spil i livet. Hvad enten vi har styr på det hele eller, som Margrethe står på en balkon foran hele folket med et tyngende ansvar på sine skuldre. Gud vil ramme os i hjertekulen så vi ser os selv og Gud i et helt nyt lys. Så vi får mod til at gå hjem og sige: Kom og se den Jesus Kristus, der ved alt om lille usikre mig og alligevel møder mig med en kærlighed så fordomsfri og uforbeholden, at det ikke er til at fatte. For det er jo den troens styrke og frimodighed Margrethe åbent taler om det er den troens styrke og frimodighed Merle og Lucinda Guds kongebørn fik del i for lidt siden arvinger til Guds kærligheds trone lige meget hvad om de 4

5 får fem eller en mand så sætter dåben et før og et efter et løfte om, at til evig tid er de Guds kendt og elsket uden forbehold. Det er det der sker i nadveren et lille brød, nogle få dråber vin tegnet og pantet på, at Gud byder os indenfor, byder os til at sidde med ved bordet, lige meget hvem vi er, lige meget hvad vi har på samvittigheden så er der en plads parat til netop dig. Livets vand og livets brød. Ikke et liv på brød og vand men et liv med det helt grundlæggende i livet skænket kvit og frit lagt i dine hænder af Gud selv af den Gud som har set dig, som den du er, ikke værre og ikke bedre og som har lovet dig sin kærlighed lige meget hvad. Holdt det så eller faldt hun tilbage i den gamle trummerum glemte hun manden ved brønden vendte stenen i hendes hjerte tilbage med al sin tyngde. Vi ved det ikke men vi ved fra vores eget liv, hvad det betyder når vi bliver set med kærlighed, af en farmor, af den elskede, af en forældre, af et barn, af en god ven vi ved, hvilken forvandlende kraft kærligheden og anerkendelsen rummer vi ved hvilken sten, der kan falde fra et hjerte, når vi får lov at drikke af den kærligheds kilde, som vi alle længes efter. Vi ved godt, hvad det er, der virkelig betyder noget i livet. Har vi først hørt og mødt og set den kærlighed så spørger vi sjældent: Hvad skal vi bruge den til! Så kan vi med Margrethe sige: Så hjælpe os Gud at holde fast i Guds kærlighed. Amen. 5