Medlemsblad for AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER AARHUSIANERSAMFUNDET

Transkript

1 Medlemsblad for AARHUS KATEDRALSKOLES VENNER AARHUSIANERSAMFUNDET

2 Det erotiske menneske en debat om erotik For godt og vel et halvt århundrede siden aflagde Jørgen Leth Aarhus Katedralskole et besøg med den ambition at blive katedralskoleelev. Det blev aldrig til noget. I april vendte han tilbage inviteret af Heimdal og Aarhus Katedralskoles Venner. Når navnet Jørgen Leth kommer på tale, ledsages det ofte af en række associationer, der på en eller anden måde indkredser en gængs forestilling om multikunstneren. Cykelløb, Det perfekte menneske og ikke at forglemme den kontroversielle bog Det uperfekte menneske. Æstetik, provokation, poesi og sidst, men ikke mindst erotik. På trods af relativ enighed om de pågældende associationer hersker der dog stor uenighed om hans kunst, og hvorvidt der overhovedet er tale om kunst. Da Jørgen Leth tirsdag den 26. april 2011 gæstede Aarhus Katedralskole, var det også med et blandet publikum i Festsalen unge som ældre med hver sin forforståelse og holdning til foredragsholderen, men forenet i en forventningsfuld interesse for, hvad aftenen og aftenens hovedperson kunne byde på. En erotisk stol Som opdagelsesrejsende i egen livshistorie undersøger Leth i sin seneste film, Det erotiske menneske, erotikkens væsen, udformning og udtryk. Han fortalte om sine bevæggrunde for at lave filmen, og ikke mindst om den for ham så vigtige tilblivelsesproces, og om de filmtekniske elementer, der bruges for at give erotikken udtryk. En film bestående af billeder på et højt æstetisk plan, hvor smukke, eksotiske kvindekroppe, blikke og stemninger spiller hovedrollerne. En film, hvor selv en stol filmet på den rigtige måde kan synes erotisk,»en sådan scene er kun mulig, hvis den er udført af en ægte kunstner«, som Leth udtalte. Det erotiske menneske er også en film, der kan fremkalde feministiske alarmklokker hos de fleste danske kvinder, og for den sags skyld måske også mænd. Grundet de mange nøgenscener med henslængte, sensuelle kvinder er det oplagt at påføre filmens budskab et særligt kvindesyn, der med den opfattelse kan være stærkt kritisabelt og på grænsen til politisk ukorrekt. 2

3 Appelsinhud og hængebryster»mænd kan godt lide at betragte kvinder. Og kvinder kan godt lide at blive betragtet af mænd. Begge udsagn er fuldstændig sande og uadskillelige«. Enkeltheden i den seksuelle tiltrækning er for mange fascinerende, og ifølge Leth findes fascinationen hos især den yngre kvindegeneration, som interessant nok er efterkommere af rødstrømpegenerationen. Nogle spørgsmål fra salen gik på, hvorfor der kun indgik smukke, unge, eksotiske kvinder i en film om erotik. Svaret var, at man jo heller ikke kører cykelløb på gamle cykler, hvorefter en let latter bredte sig i salen. Leths rolige og lunefulde karisma var ikke til at tage fejl af. I forlængelse af spørgsmålene fra salen kan man diskutere, om det overhovedet giver mening at kræve mangfoldighed, appelsinhud og hængebryster i en film om erotik? Er det i virkeligheden ikke netop at gøre det samme, som det jo er så oplagt at klandre Jørgen Leth for at definere erotik på en bestemt måde, indramme den og dermed fastsætte erotiske værdier, som jo egentlig er ganske subjektive. Subjektiviteten kommer i allerhøjeste grad til udtryk i Det erotiske menneske. Det er Leths bud på erotik, vi ser, når vanddråber danser på mørklødet kvindehud, eller når en senegalesisk kvinde valser ned ad gangen pyntet fra top til tå overbevist om, at hun er den smukkeste kvinde på jorden. Stof til eftertanke Jørgen Leth er rendyrket æstetiker, og man kan tilslutte sig hans erotik-, kvinde- og menneskesyn, lige så vel som man kan kritisere det af både politiske og feministiske grunde. Der hersker dog ingen tvivl om, at han under alle omstændigheder rykker ved noget i folk, forstyrrer, vækker undren, forargelse og efterlader stof til eftertanke. Hvad er erotik, og hvad er erotik for mig? Anne Toft Ramsbøl 3

4 Mødet med det fremmede En ny tradition tro udskrev vi i det seneste nummer af EkstrArosia to kreative konkurrencer en novellekonkurrence og en billedkonkurrence for at fremme den kreative udfoldelse på Aarhus Katedralskole. Begge konkurrencer havde overskriften Mødet med det fremmede. Efter afleveringsfristens udløb har bestyrelsen for Aarhus Katedralskoles Venner bistået af relevante faglærere gennemgået de indleverede bidrag og fundet vinderne af 1.-3-præmierne (hhv , 500 og 300 kr.) i begge konkurrencer. Novellekonkurrencen blev ligesom sidste år vundet af Jakob Friis Storborg, mens sidste års nummer to i billedkonkurrencen, Kira Skovbo, i år blev nummer tre i samme konkurrence. Vindere af novellekonkurrencen: 1. præmie: Sydbyen af Jakob Friis Storborg, 3.k 2. præmie: En ukendt aroma af Sarah Christina Franklin Gudnitz, 1.k 3. præmie: Vandpyt af Ellen Wolf, 2.r Ellen, Jakob og Sara Sydbyen Mit hoved vibrerer i takt med skinnernes ujævnheder. Det giver mig lidt kvalme. Jeg er ikke så kendt i byen endnu. Når jeg skal et sted hen med undergrundsbanen, tæller jeg stadig stationerne mellem på- og afstigning. 5. Jeg kigger ned og læser teksten i- gennem, men afbrydes af noget fugtigt under næsen. Jeg mærker efter med min finger, der plettes. I snart en måned har jeg haft regelmæssig næseblod. Det kommer lige pludselig, så jeg går hele tiden rundt med cigaretfiltre i næseborene, i tilfælde af at uheldet skulle være ude en idé, jeg fik, da jeg en dag passerede tamponhylden i mit lokale indkøbssted. Blodet får mit hoved til at virke lunkent og tungt, så jeg skifter filtrene. Der er kun blod på det ene. Ét er vist tiltrækkeligt i aften. Jeg putter det overskydende tilbage i pakken og kigger op. En ældre herre sidder overfor og smiler medlidende til mig. Hans øjenbryn gror i alle retninger. Jeg smiler hurtigt og kigger atter ned. Jeg stoler ikke på folk, der går med butterfly. Det er et uærligt karaktertræk. Jeg står lidt senere af i Sydbyen og følger en vejbeskrivelse, jeg har printet ud. Manden foran forsamlingen kigger ned til mig, idet jeg træder ind ad døren.»ah, der er han jo«. Folk vender sig om på stolen og kigger.»i aften skal vi høre David Kahan læse op fra sin kommende novellesamling. Så ja, kom du bare op«. Jeg stiller mig op foran menneskerne og får øjenkontakt med min bror. Han har taget butterfly på. Jeg skulle ikke have inviteret ham.»hej. Jeg hedder David, og jeg vil læse lidt højt. Så det vil jeg gøre nu. Mit hoved vibrerer i takt med skinnernes ujævnheder. Det giver mig lidt kvalme«. Jeg kigger ned på min bror, der drikker af sin øl med et sugerør. Han har længe haft problemer med isninger i tænderne. Jeg fortsætter:»jeg er ikke så kendt i byen endnu. Når jeg skal et sted hen med undergrundsbanen, tæller jeg stadig stationerne mellem på- og afstigning«. Det er mærkeligt at stå her, mens folk kigger. Mon de synes, jeg er kedelig? Jeg kigger rundt i lokalet. Her er lavt til loftet. Pigen bag baren læner sig ind over skranken med albuerne på bordpladen.»det kommer lige pludselig, så jeg går hele tiden rundt med cigaretfiltre i næseborene, i tilfælde af at uheldet 4

5 skulle være ude en idé, jeg fik, da jeg en dag passerede tamponhylden i mit lokale indkøbssted«. Folk løfter øjenbryn og smiler så. Meget. Underligt meget. Jeg kigger ned. På papiret ligger et blodrødt cigaretfilter og en lille pøl. Jeg tager et friskt filter op af lommen og stikker det i næseboret, hvorefter jeg tørrer blodet af min hage. Folk klapper. De tror vist, det er med vilje. Publikum æder det altid råt, når forfattere laver en performance. Hvorfor er det ikke nok at læse op længere? Godt, jeg kan det nogenlunde udenad. Blodet gør næsten teksten ulæselig.»hans øjenbryn gror i alle retninger. Jeg smiler hurtigt og kigger atter ned. Jeg stoler ikke på folk, der går med butterfly«. Publikum griner. Min bror kigger lidt rundt med sugerøret i munden og peger på sin butterfly. Og som om det ikke er nok, at de nærmeste ser det, letter han sig lidt fra sædet, så rækkerne bagved også får et glimt. Irriterende.»Jeg kigger ned på min bror, der drikker af sin øl med et sugerør. Han har længe haft problemer med isninger i tænderne«. Jeg er sulten. Jeg tror, jeg vil købe en bagel bagefter.»de tror vist, det er med vilje. Åh, publikum æder det altid råt, når forfattere laver en performance. Hvorfor er det ikke nok at læse op længere? Godt, jeg kan det nogenlunde udenad. Blodet gør næsten teksten ulæselig«. Publikum griner lidt ad sig selv. Der fik jeg dem rigtig. Her er hyggeligt. Her må jeg da komme igen. Café og bar. Og fint fremmøde egentlig. 30 mennesker?»folk klapper, men jeg skynder mig ud på toilettet«. Min bror vender sig om og kigger på døren, hvorefter han kigger op på mig igen. Keder han sig? Pis. Han skal forhåbentlig ikke noget. Han føler sig nok hængt ud.»på størrelse med en lilletå. Dobbelt så stor faktisk. Jeg føler mig snydt«. Spilder jeg min tid? Det er længe siden, jeg fik den bog udgivet. Men jeg er også ung. Intet pres. Og der var også den der tekst, jeg fik i et tidsskrift. Og en anden i en avis. Jo. Jeg klarer mig fint.»de nikker anerkendende, når vores blikke mødes. Jeg rømmer mig og bestiller en fadøl«. Jeg samler papirerne og smiler. Folk klapper, men jeg skynder mig ud på toilettet. Jeg tager en slurk vand fra hanen og vasker indtørret blod af mine hænder. Inde i rummet er der stadig mennesker. Jeg går op til skranken og bestiller en bagel. Hun smiler.»det var rigtig godt. Sødt, at du nævnte mig. Din bagel er på huset«, siger hun.»tak skal du have«. Jeg inviterer min bror på en halv bagel. Han har taget sin butterfly af og skærer bagelen over til to halvcirkler. Han giver det store stykke til mig. Ikke at han ikke kunne skære lige, men bagelen er tykkest i den ene side. Om den blot indeholder mere luft, eller der virkelig er mest dej i min del, er svært at sige.»hvad synes du om det?«.»godt«.»tak. Har du det godt? Har du set mor for nylig?«.»jeg har det godt. Længe siden, jeg har set dig, David. Og ja. Jeg var hjemme for en uge siden. Katten er syg. Den er sikkert død nu«. Jeg skifter filter.»stakkels mor. Måske vi skulle sende et kort«, siger jeg efter lidt tid.»du kunne også besøge hende«. Han kigger på mig. Jeg tager en bid. Ganske rigtigt. Inde i min bagel finder jeg en luftboble. På størrelse med en lilletå. Dobbelt så stor, faktisk. Jeg føler mig snydt.»jeg har meget at se til«, svarer jeg. Et kort er vel tilstrækkeligt.»nej, du har sgu da ikke. Men o.k. Jeg tror, jeg smutter. Skal du med?«.»ellers tak. Jeg tror bare, jeg bliver her lidt. Men hils«. Min bror tager sin jakke og rejser sig.»husk din butterfly. Det var godt at se dig. Måske vi kunne ses snart?«. Han smiler, putter den i lommen og går ud. Jeg kigger lidt rundt på folk herinde. De nikker anerkendende, når vores blikke mødes. Jeg rømmer mig og bestiller en fadøl. Jakob Friis Storborg 5

6 Mødet med det fremmede Anna Corydon Laugesen 2.r 6

7 Vindere af billedkonkurrencen: 1. præmie: Et endnu ufærdigt eventyr af Anna Corydon Laugesen 2.r 2. præmie: Mødet med det fremmede af Amanda Louise Gladbjerg, 3.r 3. præmie: To fremmede kommer til byen af Kira Skovbo, 3.h Kira, Anna og Amanda Kira Skovbo, 3.h Amanda Louise Gladbjerg, 3.r 7

8 Mere end et mindesmærke Aarhus Katedralskole har en række legater, som uddeles hvert år ved dimissionen. Et af de nyeste er Andreas Blinkenberglegatet, som familien med sønnen Lars Blinkenberg i spidsen har oprettet. Ud over at skabe den gamle professor et mindesmærke har familien også en sprogpolitisk dagsorden. For 100 år siden blev den senere franskprofessor Andreas Peter Damsgaard Blinkenberg ( ) student fra Aarhus Katedralskole. Boglig uddannelse var ellers ikke noget, der lå til familien, fortæller Andreas Blinkenbergs søn, ambassadør Lars Blinkenberg, som i dag er 80 år: - Min farfars familie var håndværkere, og min far var da også den første i sin familie, der fik en studentereksamen, mens hans fire søstre måtte nøjes med folke- eller realskoleuddannelse. Håndværkersønnen følte sig dog godt tilpas på Katedralskolen og fik også her den afgørende impuls til at vælge det fag, som blev hans liv, idet det netop var en af skolens lærere, som inspirerede ham til efter studentereksamen at kaste sig over franskstudiet. En pioner I 1911 var der kun ét universitet i Danmark, og Andreas Blinkenberg måtte derfor flytte til København for at studere. Efter at have fået sin kandidatgrad og efter i en årrække at have været gymnasielærer i Birkerød, dansk lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris og undervisningsassistent ved Københavns Universitet vendte han i 1928 hjem til Aarhus. Det år oprettedes nemlig på privat initiativ den institution, som senere skulle blive til Aarhus Universitet: Universitetsundervisningen i Jylland. Andreas Blinkenberg var en af pionererne i arbejdet med at opbygge universitetet og få det anerkendt som uddannelsesinstitution. Han blev i 1934 en af det nye universitets første professorer og var desuden rektor i den vanskelige tid omkring besættelsen. - Da min far fyldte 50 år, fejrede byen ham som den første professor, der fik tilbudt et professorat i København, men sagde nej tak, fordi han ville statuere, at de to universiteter burde betragtes på samme niveau. Aarhus Universitet måtte ikke blot anvendes som springbræt til en stilling ved det gamle universitet, fortæller Lars Blinkenberg. Andreas Blinkenberg Lars Blinkenberg Et mindesmærke For at skabe et mindesmærke for sin far fandt Lars Blinkenberg på at oprette et legat i sin fars navn: - Før mit 50-års studenterjubilæum i 1999 i et tilbageblik ved afslutningen af min diplomatiske løbebane blev jeg klar over, at jeg havde meget at takke min far for. Især fordi han altid havde inspireret mig, ikke mindst til de sprogstudier, som gjorde, at jeg fandt en karriere i udenrigstjenesten attråværdig. Professor Andreas Blinkenbergs Mindefond, som uddeler legatet, blev således oprettet og har hvert år siden uddelt i omegnen kr. til henholdsvis en student fra Aarhus Katedralskole samt en franskstuderende ved Aarhus Universitet. Legatmodtagerne får ud over pengene et sæt af de store danskfransk- og fransk-dansk-ordbøger, som Andreas Blinkenberg redigerede sammen med professor Poul Høybye. Et sprogpolitisk statement Hovedformålet med legatet er, ud over at bevare mindet om Andreas Blinkenberg, at give unge mennesker en mulighed for at studere i Frankrig eller et andet romansk land. Men legatet er mere end det. Gennem sin diplomatkarriere har Lars Blinken- 8

9 berg boet i en række lande og derigennem fået øjnene op for vigtigheden af at kunne tale andre fremmedsprog end engelsk. Helt uden diplomatiske omsvøb forklarer han, at legatet også kan ses som et udtryk for hans modvilje mod det, han betragter som en nedvurdering af alle andre fremmedsprog end engelsk i det danske undervisningssystem: - Det er et kulturelt forfald at tro, at vi alene kan klare os med engelsk ud over vores eget sprog. Jeg har i min lange karriere set og oplevet lande, der udmærket klarer sig med flere fremmedsprog end ét, og i den store spansksprogede verden er engelsk slet ikke dominerende, som danskere generelt tror. Rent faktisk er engelsk på vej til at blive overhalet af spansk som det mest udbredte sprog i verden. Lars Blinkenberg er ikke i tvivl om, hvad der må gøres. Dansk er et lille og svært tilgængeligt sprog, og derfor bør vi ligesom Schweiz, Luxembourg og andre små lande sætte ind med bedre undervisning i de romanske sprog, især fransk og spansk, for at lette den internationale kommunikation. - Jeg ved godt, at fransk har tabt terræn, men det spiller stadig en stor rolle i internationale relationer, især i EU-sammenhæng og i Afrika. Og spansk er meget vigtigt i forhold til den ydre verden, især Latinamerika, men også begyndende i USA, der i dag har 40 mio. indbyggere, som har spansk som modersmål. Vi bør opretholde eller rettere genetablere den mangfoldighed i vores sprogundervisning, som vi havde engang, og ikke, som vi har gjort i de seneste år, begrænse den alt for drastisk. Per Lykke Studenterne årgang

10 KulTUR-legatet KulTURlegatet gik i år til 2.k, 2.h og 2.r, der som kvittering har sendt nedenstående rejseberetninger. Forårsfornemmelser i Segovia Klokken 7.00 stod en gruppe forsovede, let forvirrede unge mennesker fra Aarhus Katedralskole på Plaza Gabriel y Galán i Salamanca, Spanien, og skuttede sig i den disede morgenluft. Nogle røg en stilfærdig cigaret, mens andre stod og udvekslede oplevelser fra gårdsdagens strabadser, hvor eleverne fra 2.k var blevet indlogeret hos deres nye mamá y papá. Der blev leet, rynket bryn og måbet i vantro forbavselse, da vi fornøjede, og i visse tilfælde en smule fortvivlede, udbasunerede de oplevelser, vi havde fået den foregående aften. Dagens ekskursion gik til Sommerpaladset, La Granja de San Ildefonso, i udkanten af Segovia. Efter busturen, der syntes uden ende, steg vi ud og mærkede den spæde sommersol. Vi lyste op med fornyet energi, og flere kunne ikke modstå trangen til at iføre sig solbriller og smide overtøjet. Sammen travede vi gennem foråret op til Sommerpaladset. Da vi trådte inden for paladsets mure, føltes det som en rejse tilbage til en tid, hvor rigtige mænd gik med paryk, og franskbrød var noget, man kom i håret. Vi blev mødt af alt lige fra kongelige gobeliner til skulpturer af marmor, der trods mange århundreders slid stadig bevarede deres perfektion og renhed. Efter at have befundet os i den barokke tidslomme begav vi os videre til Segovias bymidte, hvor der blev knipset heftigt på pladsen ved den antikke akvædukt alle ville have et fotografisk minde om dette arkitektoniske pragtværk. Vi stavrede lystigt videre til domkirken, hvor vi i stilhed og med slet skjult ærefrygt iagttog den hellige bygning indefra. Byen summede af liv og forårsfornemmelser, og da vores lektorer havde afsat et par timer til fri leg, slog vi os ned på diverse cafeer og bænke og sugede til os af byens kulturelle aura. Pyha. Alle indtrykkene gjorde os mætte og møre, men vi fortsatte vor tour de culture til slottet Alcázar, hvor udsigten fra den dertil indrettede parkeringsplads var fænomenal i den aftagende eftermiddagssol. Inde i Alcázar blev vi begavet med en energisk rundviser, der efter bedste evne indviede os i Spaniens royale historie. Nu var tiden inde til at drage hjemad, og trætte og mættede af indtryk vraltede vi tilbage til bussen. De mange nye oplevelser opfyldte luften, mens vi gennem støvede bilruder blev belyst af den rødmende solnedgang, der satte sig fast i vor erindring. Siska Katrine Jørgensen og Anna Sofie Jespersen 10

11 Et væld af indtryk 2.h s studietur gik til Berlin. Det blev ikke blot en simpel studietur uden videre værdi til en tilfældig storby, men en tur fuld af indtryk, sanseoplevelser og refleksioner, som blev sat i gang undervejs. Otte timers togtur med en flok interesserede elever, otteogtyve piger og én enkelt dreng, samt to forventningsfulde lærere var let overstået. Indtagelsen af byen og dens seværdigheder kunne påbegyndes. Smagssansen kom i gang fra dag ét, kræsen skulle man ikke være, men derimod åben for at prøve nye madvarer, som man ville brokke sig over hjemme ved mor og far. Men alle så vi nysgerrigt til, da vi første aften spiste på en tyrkisk restaurant med en masse forskellige små, appetitvækkende retter. Inden vi tonsede videre til byens andre multikulturelle oplevelser og religioner, oplevede vi Tysklands store stolthed: Bundestag. Denne bygning var til det inderste overvåget af uniformsklædte vagter med våben og utallige sikkerhedssystemer. Med følelsen af at være med i den seneste James Bond-film blev vi guidet igennem den kæmpe bygning med en lige så stor tilhørende kuppel foroven. Senere stod vi foran en lige så strålende bygning: en moské. Med en vis ydmyghed og respekt gik vi i en kæmpe flok på strømpesokker ind i den hyggelige guldtæppebelagte moské og lyttede i en rundkreds til imamens ord om religionen islam. Inden vi havde fordøjet hans lærdom, sad vi samlet på en lille hyggelig vestberlinsk pizzarestaurant og nød godt af delikate italienske retter. Da vi igen vågnede på vores hostel midt i Berlin, stod jødedommen for døren. I silende regnvejr vandrede vi i det jødiske kvarter og sugede ikke kun vand, men også endnu flere indtryk til os. Igen måtte vi gennem en vanvittig sikkerhedskontrol, da vi skulle besøge en synagoge. Historiske refleksioner om, at jødernes mange års forfølgelse måtte have sat sit præg på den mistroiskhed, de havde til udefrakommende, dukkede op. Sidst på ugen, hvor vi alle var overbevist om, at der ikke længere var noget, der kunne gøre betydeligt indtryk på os, gik turen i teatret for at se YMA den forestilling, vi havde fået KulTUR-legatets støtte til. Her sad vi forbløffet, som sparket tilbage i vores teaterstole, mens øjnene flakkede rundt for at følge med i Berlins største show med mere end 100 medvirkende kunstnere. Alt fra forførende kroppe over imponerende sangstemmer til ubegribelig akrobatik kunne opleves! Så meget glamour og talent på ét sted på én aften var forbløffende. Tonsvis af sceniske effekter og over 500 kostumer satte prikken over i et på dette stykkes storhed. Hjemvendt til Danmark lever indtrykkene endnu; ved et tilbageblik er det helt ubegribeligt, hvor meget vi oplevede på én studietur. Maria Weis 11

12 Politisk kunst i en alternativ del af London Den første morgen i London drog 2.r trætte, men nysgerrige af sted til Londons alternative bydel Hackney. Her skulle vi opleve kunstprojektet I Am Here, som kunsterne Andrea Luka Zimmerman og Lasse Johannson er drivkræfterne bag. Fra det øjeblik, vi stod af The Tube, kunne en klar kontrast mellem vores hotels beliggenhed i det fine Westminster og det rå Hackney fornemmes: De antikt inspirerede bygninger var skiftet ud med graffitibemalede halvfjerdserbyggerier, og det var netop en sådan bygning, der var projektets kerne. Kort tid efter ankomsten blev vi mødt af en smilende og karseklippet kvinde, Andrea. Hun tog os med på en tur fra projektets idé til udførelse, imens hun med imponerende energi fremviste de portrætter, som udgør projektet. Portrætterne er ophængt på Haggerston Estate, der i 30 år har huset mangfoldighed. Bygningen og Hackney generelt har oprindelig været en bydel af London, hvor kunstnere og skæve eksistenser har søgt tilflugt, da det var det eneste sted i byen, hvor man kunne bo og leve for næsten ingen penge. Dette medførte, at Hackney blev kendt som et fristed og et alternativ til den kapitalistiske bymidte, hvor kreativiteten kunne blomstre. Men dette frisindede og kreative rum er i fare for at uddø og her kommer I Am Here-projektet ind i billedet: For et par år siden blev politikerne i London Kommune enige om, at Haggerston Estate skulle nedrives og beboerne genhuses i nye lejligheder. I tiden mellem udflytningen og nedrivningen blev der sat orange plader for de tomme lejligheders vinduer. Disse skabte et negativt syn på ejendommen, og omverdenens fordomme om de tilbageværende beboere kom pludselig til udtryk. Det var den problemstilling, kunstnerparret greb fat i og brugte som baggrund for projektet, hvor meningen var at udskifte de fordomsskabende orange plader med portrætter af ejendommens beboere for at vise, at der stadig bor mennesker og mangfoldighed bag de faldefærdige mure. At gå langs den smukke Regents Canal, lyttende til Andreas passionerede talestrøm, var en øjenåbner i den forstand, at der forefindes store kulturforskelle inden for Londons bygrænse, og at kunst kan medvirke til at forhindre en borgerliggørelse, der ellers ville udslette kulturforskellene. Denne indsigt ville ikke have været mulig uden KulTUR-legatet fra Aarhus Katedralskoles Venner, så for dette er vi dem taknemmelige. Cecilie Stuart Lykkegaard, Josephine Alberte Hedemann Boesen og Vanja Falk 12

13 Mindeord Birgitte Knuhtsen Beskeden om, at vores ven og kollega Birgitte var død, kom som et chok for os. I godt halvandet år havde hun nydt sin nye pensionisttilværelse, og vi havde alle indtryk af, at hun stortrivedes ved det. Men omkring den 1. februar konstateredes kræft, og i løbet af ganske få uger måtte hun give op over for sygdommen. I 1976 blev Birgitte ansat ved Aarhus Katedralskole i fagene engelsk og tysk. Begge faggrupper har altid kunnet nyde godt af hendes omfattende og opdaterede faglige viden, hendes indsigt i tyske og engelske sociale, kulturelle og ikke mindst litterære forhold. Birgittes glæde ved sine fag, ved sproget og litteraturen og begejstringen for at formidle en viden kom tydeligt til udtryk i hendes smittende entusiasme i forholdet til os som kolleger og ikke mindst til de mange hold af elever, som gennem 35 år fik lov til at møde hende. Birgitte var et meget alsidigt musisk menneske med en udtalt nysgerrighed efter at ville vide og opleve mere uden for de kendte skolecirkler. I mange år gik hun sammen med Poul-Henrik, ægtemanden, til korsang og kastede sig senere med samme seriøse holdning over bridgespillet, hvor hun hurtigt lærte at overtrumfe sine mandlige kolleger. Birgitte var levende og i konstant bevægelse. Hun var morsom og underfundig. Det var befriende, når hendes rappe og altid rammende lettere ironiske replik punkterede en opblæst og selvhøjtidelig diskussion. Med sin smilende og afvæbnende latter evnede hun at skære ind til benet og hele tiden sætte tingene i det rette perspektiv. Denne evne har skolen mærket på mange områder, idet Birgitte med iver varetog en række forskellige udvalgsarbejder og gennem en årrække var formand for det pædagogiske råd. Vi vil i vores skolehverdag ofte minde hinanden om, at vi har været kolleger med Birgitte. Hun har i den grad helt naturligt været med til at sætte sit præg på skolen. Kolleger og elever vil huske hende for hendes dygtighed, imødekommenhed og smittende engagement. Vores tanker går naturligvis også til Poul-Henrik, som hun har delt sit liv med siden gymnasietiden, og til deres tre voksne døtre, Dorthe, Mette og Astrid til svigersønnerne og børnebørnene. Æret være Birgittes minde. På kollegernes vegne Inga Basten Lizzie Andersen Jørn Ørum Hansen 13

14 Mindeord Søren Sørensen Nil non mortale tenemus pectoris exceptis ingeniique bonis Udødelighed er der ikke i noget, vi ejer kun i de goder, vi har inde i hjerte og ånd (Ovid, Tristia III 7,43-44) Kort tid efter årsskiftet modtog Aarhus Katedralskole omkring 20 tætpakkede flyttekasser fyldt med brugte, for manges vedkommende lasede og nedslidte bøger. De var støvede, lå hulter til bulter og lugtede umiskendeligt af tobak. Med bogkasserne fulgte et venligt brev fra Søren Sørensens mor og søster, der bad skolen tage mod bøgerne i forvisning om»at det ville glæde Søren, hvis hans bøger kan blive brugt af studerende, som har samme interesse, som han havde«. Med brevet fulgte også en kopi af en lille artikel, Søren Sørensen skrev til Aarhus Katedralskoles jubilæumsskrift i anledning af skolens 800-års jubilæum i Artiklen behandler skolens motto og redegør for sammenhængen med det digt i Ovids eksildigtsamling Tristia, som citatet stammer fra, fulgt op af en dansk oversættelse og en skolehistorisk kommentar. Søren Sørensen underviste i latin, græsk, oldtidskundskab og engelsk. Han var efter et kortere ansættelsesforhold ved Vordingborg Gymnasium ansat ved Aarhus Katedralskole , hvor han måtte tage sin afsked på grund af sygdom. Det gør stort indtryk, at skolen og dens elever hædres med Sørens bogsamling. Netop bogkasserne, brevet fra Sørens pårørende og hans artikel bidrager hver for sig til et rammende portræt af Søren: Han holdt af eleverne og brændte for skolen og dannelsen, og han var samtidig helt til sin død dybt optaget af videnskabelige studier. Men han var også som karikaturen af licentiaten: en altid venlig og imødekommende, men også noget distraheret enspænder. Han følte sig tryg hos eleverne, som han også gerne var i selskab med i skolegården, hvis han ikke holdt frikvarter i skolens tæt indelukkede rygerlokale, men han trak sig i stigende grad tilbage til studerekammerets tryghed. Ingen, vel næppe heller Søren, var dengang klar over, at han var ramt af den sklerosesygdom, der endte med at tage hans liv nytårsdag 2011, efter at han i en længere årrække havde været forhindret i at praktisere som underviser og kulturformidler både i skolen og på universitetet, hvor han mere end nogen følte sig hjemme. Sygdommen udviklede sig ubønhørligt og gjorde det efterhånden vanskeligt for Søren at bevæge sig omkring. Sørens omfattende studier i latin, græsk og engelsk gjorde ham til en sprænglærd humanistisk videnskabsmand. Hans særlige interesseområde var retorikken, stilistikken og poetikken, naturligvis den antikke græsk-romerske, men i høj grad også renæssancens og oplysningstidens æstetik. Søren var en af de førende danske specialister inden for området, og han havde han en særlig forkærlighed for sofisten Gorgias, hvis betydning for retorik og stilistik ikke kan overvurderes. Sørens studier her resulterede bl.a. i pioneroversættelser af Gorgias taler, der er modeller for anskuelse af én og samme sag fra helt modsatte synsvinkler og samtidig viser sprogets æstetiske manipulerende muligheder gennem de såkaldt gorgianske stilfigurer. I sin indledning til oversættelsen giver Søren Sørensen en dybtgående behandling af antik retorisk teori og praksis. I mange år var Søren også knyttet til forskning og undervisning på Aarhus Universitet, og han skrev artikler på højt videnskabeligt niveau i internationale tidsskrifter, fx om den romerske digter Horats lange brevdigt Ars Poetica. Søren var på mange måder præget af sin lærer og store forbillede som videnskabsmand og humanist, den klassiske filolog Giuseppe Torresin. Fra ham havde han arvet et brændende engagement, der ofte kom til udtryk i en elementær, undertiden højlydt begejstring, som kunne høres, hvad enten Søren underviste eller deltog i en videnskabelig diskussion. Det samme kunne man opleve, når talen var om Sørens hjertebarn, Vejle Boldklub. Søren var hele sit liv tæt knyttet til sin hjemby og til sine nærmeste. Æret være hans minde. Peter Terkelsen 14

15 Aarhus Katedralskoles Venner Tak Til statsautoriseret revisor Henrik Myhre, Qurios, for revisionen af årsregnskabet. Invitation Aarhus Katedralskoles Venner inviterer til en hyggelig aften mandag den 29. september kl i Festsalen. Aftenens program omfatter: Velkomst v. rektor Lars Scheibel Vennernes generalforsamling Mikkel Rønnow, student fra skolen og chefproducent ved Aarhus Teater, fortæller om de musicals, han har været med til at sætte op på skolen, samt om Chess, der kommer op på Aarhus Teater i foråret 2012 med Mikkel Rønnow ved dirigentpulten Musikalske indslag fra skolens elever En forfriskning undervejs Gavegivere Boet efter Tage Steffensen, Gentofte Kære Katedralskolevenner! For at kunne komme i kontakt med jer hurtigere, oftere og billigere har vi tidligere efterlyst jeres -adresser. Vi har fået mange, men vi vil gerne have endnu flere. Så send en med navn og adresse til: akv@akat.dk. Hvid Bygning 1907 Indkaldelse til generalforsamling i Aarhus Katedralskoles Venner mandag den 29. september kl i Festsalen Dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Formanden aflægger beretning 3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab 4. Fastsættelse af kontingent 5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer Efter tur afgår Christian Homilius, Marianne Ladegaard og Ole Viborg 7. Valg af revisor 8. Eventuelt Frederik Gammelgaard, formand 15

16 Regnskab Resultatopgorelse 1. april-31. marts Kontingenter og gaver Renter af bankkonti Overskud ved arrangement Bogsalg Sponsorbidrag Diverse Indtægter i alt Foredrag Boggaver Legater og præmier Gaver Girobank, service- og debiteringsgebyr Årsskrift Porto og gebyrer Diverse Fortæring Radighedsbe1øb til rektor Ekskusioner Bogkøb Udgifter i alt Underskud Balance pr. 31. marts Aktiver Aarhus Lokalbank, kt Aarhus Lokalbank, kt Danske Bank, kt Kassebeholdning Aktiver i alt Passiver Legatmidler Saldo pr. 1. april 2010 Kapitalkonto Saldo pr. 1. april 2010 Underskud ifølge resultatopgørelse Passiver i alt Horsens, den 18. april 2011 QURIOS Statsautoriseret Revisionspartnerselskab Henrik Myhre, statsautoriseret revisor Aarhus, den 18. april 2011 Maiken Baltzer Løsmar, kasserer 16