Beretninger fra Palæstina 2015

Transkript

1 Postkort fra Bethlehem Beretninger fra Palæstina medlemmer af Enhedslisten besøgte Vestbredden oktober Her er deltagernes beretninger fra turen: Indhold: Mandag d. 12. oktober: s. 3: Besøg i en beduinlejr udenfor Jerusalem s. 6: Jerusalem - En historie om etnisk udrensning. Oplæg ved Rami J. Saleh, Jerusalem Legal Aid and Human Rights Center. s. 8: Byvandring i Jerusalem med Rami. s. 11: Aftenmøde med tre israelske græsrodsorganisationer: Gush Shalom, B Tselem og Breaking the Silence. Tirsdag d. 13. oktober: s. 14: Byvandring i Bethlehem og besøg på The International Center of Bethlehem s. 15: Besøg i flygtningelejren D Heishe i Bethlehem og i lejrens kultur- og aktivitetscenter, IBDAA. 1

2 Onsdag d. 14. oktober: s. 18: Møde med Enhedslistens samarbejdspartnere i DIPD-projektet. s. 22: Rundtur i Ramallah og besøg på Mahmoud Darwish-Museet. Torsdag d. 15. oktober: s. 23: Besøg på Den danske Repræsentation i Ramallah s. 29: Møde i Ramallah med Gerard Horton fra Military Court Watch om tilfangetagne palæstinensiske børns vilkår. s. 33: Møde i Ramallah med Salwa Duaibis fra Women s Centre for Legal Aid and Counselling (WCLAC): Hvad sker der med børnene, når de løslades? s. 35: Møde i Ramallah med direktør Hilmi Alaaraj, Hayat Center: Palæstinensiske fanger i israelske fængsler. s. 38: Møde i Ramallah på Hayat Centret: Ilham Sami om kvindernes situation. Fredag d. 16. oktober: s. 40: Forretningsmanden og økonomen Sam Bahur om Palæstinas økonomi. s. 45: Deltagelse i landsbyen Bil ins fredagsdemonstration mod muren og de israelske bosættelser Privat indkvartering i Bil in. Samtaler med indbyggere i byen. Lørdag d : s. 48: Deltagelse i olivenhøsten hos vore værter i Bilín. S. 50: Efterord: Rejsens koncept ved Karen Henriksen og Inge Galsgaard, turarrangører og aktive i Enhedslistens Palæstinaudvalg. Uddrag af rejsebrev fra Karen Henriksen. BILLEDERNE I REJSERAPPORTEN ER FORTRINSVIST TAGET AF TRE AF TURDELTAGERNE. I VISSE AFSNIT HAR VI DOG, HVIS DETTE ANGIVES, SUPPLERET MED BILLEDER FRA ANDRE KILDER FRA INTERNETTET. SPØRGSMÅL TIL REJSEBERETNINGEN KAN RETTES TIL KAREN HENRIKSEN: [email protected] 2

3 Mandag d. 12. oktober: Besøg i beduinlejren - v/ Allan EP: Vor rejsegruppe kørte denne mandag formiddag fra Jerusalem med en palæstinensisk rejseguide i en lille bus til en beduinlejr et stykke uden for Jerusalem. Guiden bød os indledningsvist velkommen til det besatte Palæstina og gennemgik kort landets historie. Dette er det lovede land Jesus og Moses land, af Kong Hussein af Jordan beskrevet som Guds land, sagde han blandt andet. FN s resolution 181 fastslog i sin tid, at alle flygtninge skulle have ret til at vende tilbage til det land, de var fordrevet fra, fortsatte han. Og palæstinenserne skulle i princippet være beskyttede. Men dette var aldrig blevet virkeliggjort i Palæstina. Man havde som palæstinenser intet fået af det lovede. I stedet havde man fået Damaskusporten til Jerusalem check-points og mure. Vi ankom nu til beduinlejren, der var en samling af en halv snes pænt indrettede, tæppebeklædte skure Ankomsten til beduinlejren Vi samlede de medbragte gaver på sengen den første aften og talte om, hvem der skulle have hvad. 3

4 midt i en stenørken. Parabolantenne, mobiltelefoner, der ofte ringede højlydt, og solcelleanlæg antydede, at man også var med på nogle af de nyere teknikker. Guiden havde før ankomsten fortalt os, at landets ca beduiner kan sammenlignes med Vestens sigøjnere. Ligesom disse og ligesom amishfolket i USA hyldede beduinerne friheden og retten til en selvstændig levevis. I Palæstina søgte Israel imidlertid at samle beduinerne i en slags townships i et forsøg på at normalisere dem og anvende deres jord til andre formål. Dette medvirkede bestandigt til at true og ødelægge beduinernes oprindelige kultur. Vi blev budt velkommen af en håndfuld beduinmænd, der med guiden som en kyndig tolk i et par timer fortalte os om deres liv, deres glæder og sorger. Blandt mændene var lederen af Jerusalem Bedouin Cooperative Committee, Abu Suliaman, og Mohammad Al Kurshan. Abu Suliaman bød os velkommen og lod kaffen gå rundt. Abu Suliaman, lederen af Jerusalem Bedouin Cooperative Comittee lugtede som hash, så var det blot deres hjemmedyrkede tobak. Vi tog en præsentationsrunde. Herefter fortalte Abu Suliaman, at beduinerne oprindeligt kom fra egnen vest for Det Døde Hav. Men i 1948 havde israelerne deporteret mange af dem, blandt andet til egnen, hvor vi nu var. Beduinernes økonomiske grundlag er fårene, og derfor foretrækker de at leve som nu tæt på deres dyr. Men man havde store forsyningsproblemer. Det var for eksempel meget vanskeligt at skaffe vand, og det måtte betales dyrt. Desuden levede man i konstant frygt for, at israelerne ville bulldoze beduinbyerne, hvilket allerede var sket mange gange. Israelerne ville bruge jorden til andre formål og kom næsten dagligt på kontrolbesøg Han understregede, at selv om den tobak, beduinerne røg, måske 4

5 for at hævde deres autoritet. Beduinerne havde indbragt sagen for Menneskerettighedsdomstolen og havde sat en advokat på. Og man ville ikke overgive sig! Beduinernes huse er bygget af sten og mudder, fortalte de. De foretrak et enkelt liv, fordi det betød frihed og mindre forurening og færre biler. Vejene havde vi jo selv prøvet med bussen, og de var vanskeligt farbare, hullede og stenede. Den beduinby, vi her besøgte, var anlagt på jord ejet af en palæstinenser. Han havde intet imod, at de boede der, men Israel ville have dem væk. Beduinerne ville imidlertid kun flytte, hvis de kunne komme tilbage til deres gamle hjemland fra før Mange beduiner lever under sultegrænsen, fortalte de. De får næsten ingen økonomisk støtte og har blandt andet besvær med at skaffe ordentligt foder til deres dyr. Hvis vi ville støtte beduinernes sag, var det bedste, vi kunne gøre at opfordre vor egen regering til at lægge pres på den israelske regering. De hårdest ramte beduiner var kvinder og børn. Beduinsamfundet havde den klare arbejdsdeling, at mændene tog sig af fårene og de andre dyr, mens kvinderne klarede maden, tøjet, børnene, handelen og husførelsen. Som svar på, hvorfor de ikke søgte at dyrke jorden og f.eks. plante oliventræer, fik vi at vide, at dyrene ville spise eventuelle træer og andre afgrøder. Vi spurgte, om vi ikke kunne komme til at tale med nogle af kvinderne, og mændene svarede, at Beduinerne var meget glade for den internationale støtte, de fik. En masse diplomater og NGOer havde besøgt dem gennem årene. Børnene gik i den skole, man selv havde bygget i lejren i Tidligere skulle de køre 25 km. ind til Jericho for at komme i skole, og de kom derfor først tilbage kl. 18 om aftenen. 5

6 beduinsamfundet var et konservativt samfund. Det var ikke en del af Facebook: Bedouin Silver Tent Association. Jerusalem - En historie om etnisk udrensning. V/ Jakob Neerbek Møde med Rami J. Saleh, Jerusalem Legal Aid and Human Rights Center deres tradition, at kvinderne mødte gæstende mænd. Men kvinderne blandt gæsterne kunne godt tale med beduinernes kvinder, og den mandlige tolk måtte godt komme med. Mens mændene spadserede rundt i beduinlandsbyen og blev budt på søde sager af en venlig dreng, talte kvinderne nu med hinanden. De fem tilstedeværende beduinkvinder fortalte om fødsler (som foregik på hospitaler), om tøj, som de selv syede (Karen prøvede en af kjolerne), om, at kvinderne ikke blandede sig i overvejelser om fremtiden og det politiske liv og om, at seksuelt samkvem før ægteskabet var forbudt. Rami fortæller om den generelle situation i Jerusalem og Palæstina. En ung mand er her til formiddag blevet dræbt, af det israelske politi i Jerusalem for besiddelse af en mindre frugtkniv. Så derfor er der lidt forvirring og ringende telefoner at tage højde for. Jerusalem Legal Aid and Human Rights Center /JLAC, etableret i Siden starten for over 40 år siden har JLAC specialiseret sig i retshjælp/fortalervirksomhed til fordel for sårbare grupper i det palæstinensiske samfund samt i bekæmpelsen af krænkelser af menneskerettighederne. JLAC er en vigtig aktør omkring retssager Vi forlod beduinlejren ved middagstid for at køre tilbage til Jerusalem, hvor Rami Saleh skulle fortælle os om de etniske udrensninger i og omkring byen. 6

7 relateret til husnedrivninger, tvungen fordrivelse, jordkonfiskation og bosættervold. JLAC anser Israels handlinger for etnisk udrensning. Vi skal se nærmere på den etniske udrensning, som palæstinenserne i Jerusalem udsættes for og er blevet udsat for. Den første bølge blev gennemført i 1948, hvor mere end palæstinensere var tvunget til at forlade deres huse i den vestlige del af Jerusalem. I perioden måtte samlet mere end palæstinensere flygte fra deres hjem i det, som også kaldes Nakba, arabisk for Katastrofen. Efter seksdagskrigen i 1967 begyndte Israel at etablere jødiske bosættelser på områder, de havde besat. Disse bosættelser voksede betragteligt i løbet af de næste ti år og er flere gange blevet fordømt internationalt. Bosættelsesaktiviteten er særligt omfattende på Vestbredden og i Østjerusalem. Israel havde beslaglagt den gamle by i Jerusalem under seksdagskrigen, og om aftenen den 10. juni blev 1967 mere end 650 indbyggere i det marokkanske kvarter tvunget til at forlade deres hjem med få timers varsel. Sidenhen er flere blevet fordrevet og deres huse revet ned under militærbeskyttelse, og mange er deporteret til flygtningelejre uden for byen. I 2004 kommer det frem at den israelske borgmester i Jerusalem, Uri Lublialsky, ønsker en omfattende byplanlægning i Jerusalem frem til år En måde at udvikle byen på og styrke sin magt, som hovedstad for staten Israel, en hellig by for det jødiske folk. Dette implementeret i miniformat i dag med checkpoints, kontrol af helligdomme og en moderne 7

8 sporvogn, som kun standser i de israelske områder. Palæstinensere, der kaster sten i Jerusalem, risikerer at få op til 20 års fængsel, efter at parlamentet i Israel har strammet loven for stenkast. 90% af dem, som varetægtsfængsles for stenkast og lignede forseelser, er mindreårige. Dette og disse er endnu flere eksempler på den forfølgelse, som palæstinensere i Jerusalem er udsat for. JLAC kræver, at Israel giver fulde borgerrettigheder til palæstinenserne som før Alle dem, hvis opholdstilladelse er frataget af Israel, bør straks genvinde deres ret til at vende hjem til Jerusalem og modtage kompensation for svie og smerte. Israelere med ansvar for planlægning og udførelse af denne politik bør retsforfølges, dømmes og straffes for deres overtrædelse af international lov. Det internationale samfund har pligt til at beskytte den palæstinensiske befolkning, og stille dem til regnskab, der overtræder loven. den tilspidsede situation mellem israelere og palæstinensere blev det til en meget kort rundtur. Vi blev afhentet på vores tilholdssted, hotellet Golden Gate - beliggende i den gamle bydel tæt ved Damascus Gate - indgangen til den gamle palæstinensiske bydel, som konstant er bevogtet af militær og politi, blandt andet på grund af knivstikkeri og uro. Formålet med turen var at besøge de historisk mest kendte og interessante steder i denne del af Jerusalem. Vi bevægede os gennem schuggen - gader fyldt med dufte, souvenirs og arabisk tøj til de indkøbsivrige turister. Dette basarområde er fyldt med turister fra hele verden, og udover indkøb Vi fik vist et powerpoint-oplæg med kort m.v., som vi har fået tilsendt efterfølgende. Byvandring i Jerusalem. v/ Rita Underbjerg Mandag skulle vi på byvandring med vores guide Rami Saleh. På grund af 8

9 kan man også få tilfredsstillet både kvarter med Grædemuren og endelig det armenske kristne kvarter. Fra 1948 til 1967 skete der en større tvangsflytning af mange palæstinensere i store del af Palæstina. I 1967 blev personer tvangsforflyttet fra Jerusalem til forstæderne. I dag er 67% af Jerusalems indbyggere israelere, og 17 % er palæstinensere. Mange palæstinensere har gennem årtier været tvunget til at forlade deres huse og deres jorde, kort sagt har de mistet deres eksistensgrundlag i denne by, fordi israelerne har annekteret deres jorde og ejendomme. I dag er der knapt 1. mio. indbyggere i Jerusalem, hvoraf 1/3 er palæstinensere. mave og gane. En god ide på restauranter er lige at spørge, hvad drikkevarer og mad koster, inden man kaster sig over det. Det blev en dyr fornøjelse for to på holdet, da de trætte og glade efter vores vandretur bestilte to øl. Det skal tilføjes, at vi flere gange oplevede, at det ikke var nemt at købe sig en øl i Palæstina og i nogle dele af det arabiske område. Den gamle bydel er fuldt med kirker, moskeer og synagoger, helligdomme og ruiner, og den er omgivet af en høj ydermur. Under gåturen befandt vi os pludselig på et tag med udsigt over en del af Jerusalem, herfra kunne vi se dele af den mur, der adskiller Rami fortalte, at Jerusalem i dag er inddelt i fire kvarterer: det kristne kvarter med den kendte Gravkirke, det muslimske kvarter med moskeer tæt på Tempelbjerget, det jødiske 9

10 Østjerusalem fra Vestjerusalem. Jødisk bosættelse i Jerusalems arabiske kvarter Den østlige del betegnes som den arabiske del af byen, og den anden del - den vestlige del - er overvejende beboet af jøder. I det fjerne kunne vi også ane Klippemoskeen, kendetegnet ved den flotte guldkuppel og de blå kakler. Klippemoskeen er en af de allerældste af de muslimske helligdomme, og denne kendte moske har ligesom Tempelbjerget gennem tiden altid haft stor betydning for muslimer. Yderligtgående jøder og muslimer har længe kæmpet om indgangen til Tempelbjerget. For foden af Tempelbjerget ligger Grædemuren, beliggende i Østjerusalem og af jøder betragtet som det allerhelligste sted. Overfor 10 Tempelbjerget kunne vi svagt skimte Oliebjerget, som også er et omstridt område for både israelerne og palæstinenserne. Tidligere blev der fløjet døde israelere til foden af oliebjerget, fordi de skulle begraves et fint sted. Det blev til et stridspunkt, for hvem har retten til Oliebjerget? Den korte rundtur endte her med et udsyn over det område, som gennem tiderne har ført til så megen sorg og lidelse på grund af religionsstridigheder. Nutidens konstante spændinger mellem israelere og palæstinensere i Jerusalem kan ikke kun forklares med vidt forskellige trosretninger. De skyldes politiske ledere, valgt af det israelske folk, som føler sig i deres gode ret til at undertrykke det palæstinensiske folk på alle mulige områder. Det sker ved at fratage palæstinenserne vand, jord og menneskerettigheder, give dem skylden for de politiske spændinger, fordreje sandheden i medierne, alt imens det internationale samfund vender det blinde øje til. Den kønsopdelte "grædemur"

11 Aftenmøde med tre israelske græsrodsorganisationer v/anders og Allan EP Gush Shalom, B Tselem og Breaking the Silence. Adam Keller fra Gush Shalom var den første, der fik ordet. Han fortalte, at han havde familie i Danmark, og at han derfor havde besøgt vort land flere gange. Adam Keller. Foto fra internettet Han repræsenterer fredsorganisationen Gush Shalom, der blev dannet i Gush Shalom er ikke stor, men den havde haft god indflydelse, og den arbejdede aktivt for en tostatsløsning. Men det er desværre ofte som at løbe maraton, når man arbejder for fred i Israel, sagde Adam. Man prøver ikke desto mindre i Gush Shalom at skabe dialog og overbevise befolkningen om mulighederne for fred, og man samarbejder i kampen for dette mål med mange andre organisationer. Man udgiver bøger og pjecer, og man bruger de sociale medier. Og ikke mindst bruger man tid på at finde ud af, hvordan israelerne bedst kan hjælpe palæstinenserne. En af vejene er at yde hjælp til olivenhøsten. Det er et arbejde, der baner vejen for international solidaritet, og det er både en praktisk og en symbolsk handling, sagde Adam. Man havde for eksempel organiseret besøg af olivenplukkere fra Portugal, der fra deres hjemland kendte denne afgrøde. Det fælles kendskab hjalp til at kommunikere på trods af sprogforskelle. Demokratiet gælder ikke for palæstinenserne, sagde Adam. Grundlæggende betragter de jødiske bosættere palæstinenserne som terrorister, og de israelske soldater solidariserer sig med bosætterne. Han nævnte, at Hamas i Gaza heller ikke gjorde tingene bedre med deres stærkt uforsonlige linje. Men faktisk havde Gush Shalom dog af og til dialog med Hamas. Adam uddelte til slut nogle nyttige materialer til os. Se mere om Adam Keller og Gush Shalom: Oded Diner, leder afb tselem, Det Israelske informationscenter for Menneskerettigheder i De Besatte Områder, ( fik nu ordet. 11

12 Hans organisation analyserer situationen og sammenholder den israelske hær. Nu stod han for de internationale relationer i organisationen Breaking the Silence, der dokumenterer, hvordan hæren fungerer i de besatte områder af Israel/Palæstina. En stor del af organisationens arbejde er at optage soldaternes vidnesbyrd og historier på film, fotos og bånd. Desuden rejser man rundt i mindre grupper for at studere, hvordan okkupationen fungerer i praksis. Oded Diner. Foto fra internettet med Israels moralske og menneskelige forpligtelser, og man forsøger at dokumentere overgreb, fortalte Oded. Organisationens arbejdsgrundlag er de internationale love, menneskerettighederne og Genève-Konventionen, som Israel har underskrevet. Oded var trods en på mange måder elendig situation med en højrefløj, der for tiden sad solidt på magten - stadig optimist. Systemet kan ændres, mente han, skønt man desværre gang på gang må notere sig, at ikke mindst bosætterne krænker lovene. Breaking the Silence er ikke ene om dette dokumentationsarbejde. Det hænder for eksempel, at også aviserne og andre medier i Israel fortæller om krænkelser af palæstinensernes rettigheder, fortalte Yehuda. Men medierne er tilbøjelige til kun at se på enkeltstående eksempler i stedet for at betragte hele det samlede problem med den historiske undertrykkelse, vold og besættelse. De ser kun på det enkelte æble, og ikke på hele posen med æbler, sagde Yehuda. Sandheden er, at man ikke kan være israelsk soldat uden at være Yehuda Shaul, Breaking the Silence, Yehuda fortalte, at han selv havde været kampsoldat i infanteriet i den 12 Yehuda Shaul. Foto fra internettet

13 undertrykker, fortsatte han. Formålet med det israelske militær er nemlig grundlæggende, at det skal kunne mærkes. Det betyder bl.a., at militæret laver hyppige husundersøgelser i tilfældigt valgte huse for at vise palæstinenserne, at man sidder på nakken af dem hele tiden. Militærets mission er at holde palæstinenserne nede og hævde det israelske overherredømme! en aktiv debat om dette spørgsmål, men de tre mente, at såvel israelere som palæstinensere har så stærke nationale traditioner og ideer, så én stat ville være en umulig løsning. Og de svarede desuden også med et modspørgsmål: Ville I selv synes, at ét samlet EU ville være en rigtig løsning? Breaking the Silence er ikke en pacifistisk organisation. Det er en organisation, der gerne vil ødelægge festen, sagde Yehuda. Og vi ved godt, at vi først bliver rigtigt populære, den dag vi nedlægger os selv! Yehuda blev spurgt, hvor lang værnepligten var. Han svarede, at mange unge af forskellige grunde var fritaget for værnepligt. Så i grunden er der ikke så mange, der er i militæret. Og selv Frankrig, der i sin tid opfandt værnepligten, er ved at opgive den. Så måske opgiver man den også en dag i Israel, mente Yehuda. Men for mændenes vedkommende er værnepligten nu 36 måneder og for kvinder 21 måneder. Og hvert år frem til det fyldte 50. år må man yderligere give møde op til en måned ad gangen. De tre oplægsholdere blev spurgt om, hvorvidt de støttede en etstats- eller en to-statsløsning for Israel og Palæstina. De var enige om, at de var for en to-statsløsning. Der er på den israelske venstrefløj 13 Tirsdag d Betlehem. V/ Allan EP Fordi vi ikke kunne tage til Hebron af sikkerhedsgrunde, og da besøget i beduinlandsbyen Susyia blev aflyst, fordi guiden måtte tage sig af et familiemedlem, der var blevet dræbt, havde vi mulighed for at tilbringe hele formiddagen til kl. 14 i Betlehem. Da vor bus satte os af i byen, gik vi op ad en af gågaderne til The international Center of Betlehem. Her tog Mala, i lederens fravær, imod os og orienterede os om centrets arbejde. Hun arbejdede som civilingeniør på en tilbygning til

14 centret. Centret er grundlæggende kristent-lutheransk, men orienterer sig økumenisk i sit arbejde for at gavne det palæstinensiske samfund. grundlagserklæring i forhold til børn og unge lyder: I en verden af begrænsede muligheder og isolation er Palæstinas børn og unge i fare. Derfor tilbyder Diyar Akademiet for Børn og Unge gennem sin musik, gennem drama og dans, kunst og idrætsskoler et hårdt tiltrængt håb og opfordrer børnene til kun at tænke på himlen som deres begrænsning. Man tager sig især af børn, unge, ældre og kvinder fra vugge til grav. En del af arbejdet drejer sig om at producere smykker og andet kunsthåndværk, som sælges gennem butikken The Cave ( I centrets regi findes desuden bl.a. en skole, et sundheds- og et kommunikationscenter. Man organiserer desuden film, musik og foredrag. Navnet på centrets uddannelsesarbejde er Diyar, som er flertal for hjem eller hjemland på arabisk. Diyars Mala fortalte bl.a., at den israelske invasion i Bethlehem 2. april 2002 havde ødelagt meget af centret, af bygningen såvel som møbler og udstyr. Men i stedet for at give op, havde man genbrugt det knuste glas fra montrer og vinduer til fabrikation af kunsthåndværk i form af engle. Efter besøget i centret og dets butik gik vi i mindre grupper omkring i byen og besøgte bl.a. Fødselskirken ( 14

15 h_of_the_nativity) og Mælkegrottens Kirke ( k-grotto/) og beundrede udsigten ud over byen. modtog os og fortalte om sig selv og lejrens historie, selv om han var tydeligt bekymret for sin yngste søn, der deltog i den demonstration, som vi havde set et glimt af på vejen, inden han overlod selve rundvisningen i lejren til Hamsah, en ung socialarbejder, som var født og opvokset i flygtningelejren. Besøg i flygtningelejren D heishe i Bethlehem v/ Nina På vejen hen til flygtningelejren så vi på afstand en demonstration i nærheden af muren. Vi så palæstinensiske faner og røg, men kunne ikke høre noget derfra. Efterfølgende fandt vi ud af, at anledningen var et drab på en beboer fra D heishe I flygtningelejren D heishe samledes vi på lejrens kultur- og aktivitetscenter IBDAA, og medlem af IBDAA s bestyrelse, pensioneret universitetslektor Saleh Abu Laban, Saleh er 62 år, pensioneret universitetslektor og politisk aktivist, og han har 4 børn (3 drenge og 1 pige). Han har siddet i fængsel i alt 17 år, først fra og senere igen 2 år som medlem af en hemmelig modstandsorganisation. I 1991 deltog han på palæstinensisk side i Madrid-konferencen, som var et forsøg på at genoptage fredsforhandlingerne med Israel. IBDAA-centeret er 20 år gammelt, 15 Den oprindelige teltlejr. Foto hos IBDAA

16 men selve flygtningelejren blev etableret af Røde Kors/Røde Halvmåne i 1949 og var i begyndelsen en teltlejr. Salehs familie kommer fra en landsby i Israel og blev fordrevet derfra efter Men Israel anerkender pt. ikke flygtningenes ret til deres ejendomme. Og de reaktionære i Knesset opfatter al jord i Israel som jødisk og ønsker, at palæstinenserne forsvinder helt, rejser væk, til Libanon eller Jordan. Rundtur i flygtningelejren D heishe v/ Nina Det sidste af de oprindelige huse krigen i Saleh sagde farvel og overlod os til Hamsah, en ung socialarbejder, der er født og opvokset i flygtningelejren. Han fortalte og svarede på spørgsmål, mens vi gik I 1953 erstattede UNWRA teltene med små huse på 3x3 m til hver familie, men stadig uden toilet og bad. Beboerne i flygtningelejren er fra 45 forskellige landsbyer og startede med at omfatte mennesker, men er nu oppe på beboere, og de små betonhuse er blevet udvidet især i højden. Nogle flygtninge er flygtet videre til Jordan, andre er flyttet fra flygtningelejren til andre steder på Vestbredden. Saleh og hans familie har bygget hus ved Betlehem. Flygtningene ønsker først og fremmest, at Israel anerkender flygtningenes ret til de huse og den jord, som de blev fordrevet fra. Hvilken form for erstatning, palæstinenserne skal have for de mistede ejendomme, mener Saleh er sekundært og kan diskuteres. 16 Gaven fra os vakte glæde

17 rundt i de smalle stræder i lejren. Hans familie kommer fra en landsby, 7 km fra Jerusalem, hvor familien stadig tager hen for at høste sine oliventræer. Det var bedstefaren, som flygtede og kom til vand. Alle huse både i flygtningelejren og andre steder på Vestbredden har plasticvandcontainere på hustagene. Hvor man normalt siger, at et menneske har brug for 100 l vand pr. dag, får palæstinenserne kun lov til at købe ca. 18 l. vand pr. person pr. dag. Selv om nogle er begyndt at flytte ud af lejren, bevarer de deres status som flygtninge. Da vi spørger, hvad der vil ske, hvis der kommer en israeler ind på flygtningelejrens område, siger han, at der vil blive kastet sten mod ham. Sidst var for 5 dage siden. Den 24. februar i år blev der dræbt en flygtning i lejren. Hamsah viser rundt i lejren D heishe. Skolen var bygget op af containers med 45 børn i hver klasse, hvor 3 børn skulle deles om en bog. Midt i 80 erne begyndte beboerne i flygtningelejren at udvide husene ved at bygge ovenpå de små grundhuse, som han kaldte sardindåser. På trods af de trange kår og vanskelige forhold vurderede han, at op mod 80 pct. af de unge i flygtningelejren har fået en uddannelse. Det største problem i lejren er vand. Israelerne åbner for vandet to gange 24 timer om måneden, men man ved aldrig præcis, hvornår der bliver åbnet for vandet, så alle går og åbner for vandet flere gange om dagen for at se, om der kommer 17 Nøglen er flygtningenes symbol på håbet om at vende hjem en dag Så fortæller han om sig selv, at han har særlig adgang til Jerusalem som socialarbejder og derfor har et særligt ID-kort. I perioden var der kun én indgangsport til lejren, men en nat rev flygtningene muren ned

18 omkring porten. 100 blev arresteret ved den lejlighed. Efter rundvisningen i lejren fik vi mulighed for at købe noget kunsthåndværk, som de unge og kvinderne i centeret har lavet, og derefter gik vi op til den øverste etage i IBDAA s hus, hvor kantinen ligger, og fik et godt måltid mad, inden vi gik mod bussen, der skulle køre os til Ramallah. Undervejs blev vi omdirigeret et par gange, men kom alligevel nogenlunde hurtigt igennem de checkpoints, der ligger mellem Bethlehem og Ramallah, fordi man ikke kan undgå at køre ind i israelsk område omkring Jerusalem, når man skal fra Bethlehem til Ramallah. Onsdag 14.10: Møde med Enhedslistens samarbejdspartnere i DIPDprojektet v/ Nina Dagen startede med et møde med Enhedslistens DIPD-projekt (Danish Institute for Parties and Democracy) i Palæstina, Ramallah, dvs. med repræsentanter for de tre venstrefløjspartier, FIDAs, PPPs og DFLP s ungdomsorganisationer. Projektlederen, Ali, som har hjulpet Karen og Inge med at organisere mange af møderne og besøgene på vores tur, startede med at beklage, at vi ikke kunne komme til Hebron pga. den aktuelle situation. Han gik over til at oversætte det, som hans sidemand, Sofyan Barakat, sagde på arabisk, nemlig: - at han selv var kommet senere end beregnet, fordi han havde været nødt til at køre en større omvej for at nå frem, da den sædvanlige vej var spærret. - Situationen er et resultat af, at der ikke kommer en fredsløsning. Og den er et resultat af de daglige chikanerier fra israelske soldater og af den fortsatte udvidelse af bosættelserne. - Hver eneste dag tager 18

19 israelerne nyt land. Men det, der havde gjort det egentlige udslag, var ildspåsættelsen af et hus med en lille familie med en 18 mdr. gammel dreng. Og det var de seneste provokationer omkring Al- Aqsa-moskéen i Jerusalem. Indtil nu har der været 100 fængslinger og 30 døde. Siden er i alt 30 palæstinensere dræbt (19 på Vestbredden og 11 i Gaza). - Drabet på de tre skolebørn i Jerusalem (2 drenge og 1 pige) de seneste par dage viser, at det var højreekstremister, der stod bag. Den unge dreng havde ingen kniv, men de israelske bosættere kastede en kniv ind i mængden og råbte, at han havde en kniv, og soldaterne skød ham. - Soldaterne og de ekstreme gejler hinanden op, så balladen er orkestreret af Israel. De israelske bosættere bliver mere og mere aggressive. De kan finde på at angribe palæstinensere, der er ved at høste deres oliventræer (hvilket forklarer fredaktivisten, Adams, fortælling om, at man hjælper palæstinensere med at høste oliven for at være et bolværk mod de israelske bosætteres aggressioner). politistationen, indtil de to piger blev sluppet fri igen. - Israel siger, at ingen er over loven, men når en palæstinenser bliver dræbt, vil ingen straffe morderen. Der har endda været episoder, hvor en bosætter har angrebet en anden israeler, fordi han blev anset for at være palæstinenser. - Vi har kun ét valg. Forsvare os selv og øge modstanden, for Israel vil øge bosættelserne. Vi håber, at de kriminelle israelere vil blive straffet. - Israel tror, at palæstinenserne med tiden vil glemme besættelsen, men de unge som protesterer nu, har ikke selv oplevet Oslo-aftalen blive til eller den 1. eller den 2. intifada. Ingen kan glemme besættelsen, eller at der kommer flere og flere bosættere, eller intimideringen af Jerusalem. Vi kæmper ikke længere for 67-grænserne, men for 48-grænserne. En af kvinderne, Rubia, bryder ind i - Tilfældige arrestationer er også et problem. En familie kunne ikke finde sine to døtre. Folk demonstrerede foran 19

20 talestrømmen og senere supplerer Rateba, begge på udmærket engelsk: Vi er lige i begyndelsen af aktiviteterne, og vi kender endnu ikke den egentlige sammenhæng mellem aktionerne. Den nuværende israelske regering begynder de palæstinensiske israelere at protestere. Nogle af dem er nu også medlemmer af Knesset, hvilket har fået andre højreorienterede medlemmer til at foreslå, at arabiske medlemmer skal tjekkes for våben, inden de kommer ind i Knesset. har lovet at arrestere alle palæstinensere, der protesterer. 150 kvinder og børn er blevet arresteret. Jøder trænger ind på Tempelbjergets område og ved Al- Aqsa moskéen og beder og danser. Israelske bosættere angriber palæstinensere i Jerusalem. Regeringen har opfordret soldater og bosættere til at arrestere eller skyde enhver, der kaster med sten, selv børn helt ned til 10 eller sågar 3 år. I går var der ingen i gaderne. Palæstinenserne er bange, fordi 3 børn blev skudt foran deres skoler i Jerusalem. Palæstinensere må ikke skrive deres mening på Facebook. En 13-årig dreng, der ligger såret på hospitalet, må ikke få besøg af sine forældre. Selv inden for Israels grænser 20 Bosætterne er blevet et privat vagtværn med våben, og de kan ikke styres. De kan frit skaffe sig våben, og ingen israelsk lov kan retsforfølge dem, hvis de skyder en palæstinenser. På et spørgsmål fra en af deltagerne, går kvinderne nu over til at fortælle om projektaktiviteterne. De tre ungdomsorganisationer er ved at slå sig sammen til et fælles ungdomsforum, så de kan begynde at arbejde sammen i stedet for hver sig. På hver eneste uddannelsesinstitution, fx på Birzeit Universitetet, har der traditionelt været alle tre ungdomsorganisationer, som lavede hver deres aktiviteter. Og det er på uddannelsesinstitutionerne, at man nu forsøger at slutte sig sammen til

21 et fælles Ungdomsforum. Det er lykkedes på Birzeit Universitetet. Det fungerer allerede så godt, at man ikke længere kan se eller høre, hvilken oprindelig organisation, de aktive medlemmer kommer fra. Alle positioner, så de kan få indflydelse i moderpartierne. Også på universitetet i Nablus er det gået så godt med at opbygge ungdomskoalitionen, at den ikke længere får støtte fra DIPDprojektet. Projektet har hjulpet de unge til at få større indflydelse i moderpartierne, selv om de lider af ageism, dvs. aldersdiskrimination til fordel for de gamle medlemmer. De laver workshops om venstrefløjens historie og erfaringer. de tre partier er mere end 25 år gamle, og det er stadig de første aktive medlemmer, der sidder på ledelsen af partierne. Der er en gruppe, der arbejder i forhold til de unge kvinder (som var talrigt og stærk repræsenteret på mødet). Ungdomsorganisationer har hørt om og ladet sig inspirere af Enhedslistens start som et organiseret samarbejde mellem tre mindre partier. I 2014 har de afholdt et ideologisk og kapacitetsopbyggende seminar for at styrke den nye koalition mellem de tre ungdomsorganisationer. Efter Birzeit vil de fortsætte med opbygningen af koalitionen på de andre uddannelsesinstitutioner. Den største udfordring for ungdomsorganisationerne er at uddanne og styrke de unges De laver kampagner, og bl.a. har de holdt 1. maj med inspiration fra Danmark, som nogle af de unge har besøgt. Og de arrangerer kampagner for hjælp til olivenhøsten. Flertallet af ungdomsorganisationernes medlemmer er studerende, fordi de fleste unge palæstinensere er studerende. Gennem kurser, workshops og skoling har de unge fået mere 21

22 selvtillid og tro på egne kræfter og tør nu udfordre de gamle medlemmer i moderpartierne. I FIDA er der nu også unge med i beslutningsprocesserne. Men der er lang vej igen. De gamle ledere får løn for at arbejde for partiet eller det palæstinensiske selvstyre og er svære at få til at forlade taburetterne. spørgsmål og fik mange svar fra vores palæstinensiske guider. 60 pct. af befolkningen er unge og 90 pct. af de unge er studerende. De låner penge til at studere. Arbejderklassen er alle, der arbejder. I starten var der kun 3 kvinder ud af i alt 90 deltagere i projektet. Nu er der flere kvinder end mænd i organisationen. Kvinderne har ikke haft redskaberne til at deltage i og styre politisk aktivitet, så de tre første kvinder startede med udvikle deres politiske bevidsthed og undersøge, hvordan man kæmper i et patriarkalsk miljø. Derefter blev kvinderne mere aktive og påtog sig mere lederskab. Rundtur i Ramallah /v Nina Efter mødet, delte vi os i tre grupper med hver to palæstinensiske guider. De tre grupper besøgte hver især på skift Yaser Arafats gravmausoleum, et museum for en palæstinensisk digter og aktivist, Mahmoud Darwish, og de gamle og nye bydele i Ramallah, inklusive en fælles frokost, hvor vi fik stillet mange 22

23 Torsdag d Besøg på Den danske Repræsentation i Ramallah. V. Allan EP og Marianne Vi blev budt velkommen af repræsentationens souschef, Henrik Nielsen, og en praktikant, Johanne. Henrik bad om, at vi ikke filmede det, han sagde på mødet, da han ville fremlægge sine personlige holdninger mere end repræsentationens officielle. en dansker, der var i Hebron og dér havde fået problemer. Der er trods al balladen samarbejde på nogle områder, fx sikkerhed, og der er uformelle kontakter. Osloprocessen: Oslo regulerer samarbejdet og satte reglerne. Henrik er klar over, at det primært var palæstinenserne som måtte give sig., fx ved at kun 22 % af deres oprindelige område skulle være palæstinensisk stat; ved at det skulle være demilitariseret zone; ved at flygtninge ikke bare kan komme tilbage. m.m. De ønskede NATOs tilstedeværelse. Der var, og er stadig, en asymmetrisk forhandlingssituation. Henrik Nielsen til venstre, sammen med Hans fra Enhedslisten Henrik fortalte, at Repræsentationen lige havde været nede for at hente Palæstinenserne er ikke glade for Oslo-aftalen, fx inddelingen i a-b-cområder. Palæstinenserne siger, at deres muligheder for at agere blev forringet med aftalen, og f.eks. mht. økonomi er det korrekt, medgiver Henrik. 23

24 Israelerne ser Oslo-aftalen som grundlag for nye indrømmelser til dem. De kræver nu, at palæstinenserne ikke bare anerkender Israel som stat, men som en jødisk stat. Abbas tale for nyligt i New York er blevet kaldt bomben, der blev smidt. Han foretog i sin tale et opgør med Osloaftalen, der jo er grundlaget for tostatsdelingen og indeholder mange sikkerhedsbestemmelser. Henrik fortalte, at planen var at sige, at de ville nedlægge den palæstinensiske administration, dvs. sikkerhedssamarbejdet, for at nu må Israel forstå det. Henrik mener ikke, at palæstinenserne havde tænkt over, hvad der så skulle ske/hvad de så ville, efter den udmelding. Og at hvis der kommer en 2-statsløsning, så ville palæstinenserne være lost. Obama havde for nyligt undladt at nævne Israel- og Palæstina- problemerne i sin tale i FN, og dét har palæstinenserne lagt mærke til. Og der er ikke de store forhåbninger til John Kerrys forestående besøg, så måske skal der andre kræfter til. Henrik var bekymret for den aktuelle situation, og forestillede sig, at NATO måske kunne gå ind som fredsmægler. Eller måske kan EU komme til at spille en større rolle og fungere som en mediator/forhandlingsleder,- hvis EU vil, og hvis de har en strategi.. Det vil give visse interne udfordringer også, da Tyskland træder tilbage hver gang Holocaustkortet trækkes, - dét fik dem til at gå imod mærkning af bosætterprodukter. Tyskland og Frankrig står overfor hinanden. Henrik mener, at nye forhandlinger vil tage udgangspunkt i Oslo-aftalen og i en erkendelse af, at Palæstinenserne gav sig. Israel satser meget på bosættelser. Og dé har næsten kunnet dele Vestbredden i to dele, nord og syd. 24

25 forhold vedr. vand. (det kan måske bruges senere..) Hun fortalte: Retten til vand er desværre ikke så meget i fokus i fredsprocessen, som man kunne ønske sig. Ved Oslo lavedes en Joint Water Committee, med Israel og Palæstina, de skulle her lave en fælles fordeling. Der er én stor grundvandskilde, som Israel måtte udvinde 80 % af og palæstinenserne 20% af. Og Israel styrer fx hvordan de udregner de 80 procent... I Susya betaler de 65 kr. for 1 liter vand, og bosætterne betaler 20 kr. Der tales som et led i fredsprocessen om at lave landswops, landbytninger, altså at bytte retten til israelske besættelser mod, at palæstinenserne får israelsk jord. Der er bosættere, og over 80 % af dem kan flyttes ved, at man anerkender de områder de bor på som israelske, og så give palæstinenserne andet land. (det har sgu da ikke skid at gøre med at flytte dem. Urghhh. Men det står altså i mit referat at han sagde sådan.. mr) 1/6 af bosætterne er amerikanske statsborgere. Og mange ortodokse jøder taler med tyk amerikansk accent. Praktikant-Johanne var vist ved at sætte sig særlig grundigt ind i Et andet hovedproblem er, sagde Henrik, Østjerusalem. Denne del af byen får kun 10% af kommunens budgetmidler. 50% af denne bydel kunne godt bebygges, men de 35 % er til at israelerne kan bygge, og for de 15 % hvor Palæstinenserne må bygge, er der over 2 års behandlingstid på byggetilladelser, og der bliver kun sagt ja til 5 % af ansøgningerne. 1/3 af husene kan rives ned fordi de er illegale. Adgangen for muslimer til Tempelbjerget/Haram Al Sharif i Jerusalem er blevet begrænset, - efter Henrik kom hertil i juni har adgangen for muslimer til Tempelbjerget i flere perioder været begrænset til kl 7-11, hvilket strider mod de gældende aftaler. Og så er de ortodokse jøder mere deroppe. Det har givet sammenstød gennem måneder, og kombineret med en 25

26 mordbrand i Duma i Hebron og med Abbas tale er sammenstødene taget til. Og de er udenfor kontrol af den palæstinensiske ledelse. Palæstina er nervøst pga. uroen nu, for noget af frustrationen er også rettet mod ledelsen her. Foto fra internettet: Khaled Mashal, Hamas leder, og Mahmoud Abbas, leder af Fatah og præsident for det palæstinensiske selvstyre. Der har ikke været afholdt valg på Vestbredden i over 10 år. Abbas popularitet er stærkt dalende, han (eller Fatah) fik 16 % støtte ved sidste meningsmåling. Befolkningen er nok skuffet over, at Fatah ikke har kunnet levere varen. Desuden trænges der til politisk udskiftning. Gennemsnitsalderen i Al Fatahs ledelse er 72 år. Udfordringer er: demokrati menneskerettigheder foreningsfrihed den politiske ledelse på Vestbredden ignorerer Gaza. Fatah på Vestbredden er under pres fra Hamas på Vestbredden og omvendt i Gaza. Og der er stigende uenigheder mellem Vestbredden / Fatah og Gaza / Hamas. Fatah på Vestbredden vil have Gaza med på Fatah s præmisser, og de ønsker ikke Hamas ledelse med i en eventuel fælles ledelse. Israel har også en interesse i at splitte Gaza og Vestbredden. Herunder har de en interesse i at kunne sige, at det er svært at forhandle med palæstinenserne/at der ikke er en reel forhandlingspartner, fordi de er splittede. Men Fatah, Hamas og Israel har en fælles fjende i de ekstreme muslimske kræfter i Syd-Gaza. Der bor nu 1,8 millioner i Gaza, og dette tal vil være vokset til 3,5-3,8 millioner om tyve år.!! 60% af ungdommen er og har altid været helt udenfor arbejdsmarkedet. Henrik kalder det en generation af unge, som aldrig har lavet noget, uden initiativ eller energi. Den samlede ledighed i Gaza er 50%. I år 2000 tog beboere fra Gaza dagligt ind i Israel for at arbejde mv. Nu er det 450 dagligt! Det er blevet meget svært at komme ud af Gaza, og at komme ind i Israel. Henrik o.a. har kunnet besøge Gaza til august, ikke nu. Repræsentationens arbejde: a) Den har et stort bistandsprogram, med arbejde med den kommunale sektor, og den er ved at lave 26

27 en kommunalreform (man har lige haft besøg af delegation fra KL) (hvem mon det var?) Kulturarrangementer b) Støtte til NGOer, især dem der har fokus på menneskerettigheder Den Danske Repræsentation støtter hospitaler i Østjerusalem. Den Danske Repræsentation repræsenterer Danmarks synspunkter, som sigter på en 2- stats løsning. Og det skal ikke bare være en holdning, man skal også have en plan for hvordan. Udviklingsbistanden, ca. 600 mio. i samlet bidrag, gives på to måder: 1) 60 % til stort støtteprogram til FN-organisationer, til fx undervisning på Vestbredden og til mad i Gaza 2) Direkte til selvstyret, fx til dets arbejde med kommunalreform. Og støtte til palæstinensernes forhandlingssekretariat. Dette har brug for ekstra ressourcer til at samle viden, lave statistik etc. Og repræsentationen har til opgave at kontrollere hvordan pengene bruges. Men Repræsentationen er udfordret, hvilket betyder, at budgetterne er for nedadgående. Finanslovsforslaget skærer 1/3 væk, så budgettet kommer ned på 2012niveau. Vi fra Enhedslisten nævnte, at en praktikant, der ville tilknyttes Den Danske Repræsentation i Ramallah, var blevet afvist af israelerne i Tel Avivs lufthavn. Palæstinensisk tab af land. Palæstinensisk område er markeret med sort. Postkort fra Bethlehem. Johanne mente, at det var fordi hun havde været fredsvagt. Henrik kommenterede ikke den konkrete sag. Henrik: Der er også problemer med menneskerettigheder hos palæstinenserne på Vestbredden; f.eks. er forsamlingsfriheden indskrænket pga. kritik af det nuværende system. Og Hamas medlemmer er arresteret på grundlag af opdigtede anklager. Fatah / Palæstina har underskrevet en del menneskerettighedsaftaler for at presse Israel, men de aftaler kan også bruges i forhold til, at palæstinenserne selv skal overholde dem. Og hvis man skal komme Israel lidt i møde på andre områder, må man nok indrømme, at det ikke er smart, at våbendepoter i Gaza placeres ovenpå skoler eller tæt på andre civile mål. 27

28 Henrik: Der er nok i Palæstina sket en større islamisering gennem 2030 år, hvilket har haft konsekvenser ikke mindst for kvinderne. Kvindernes rettigheder er på retur. Der har været tilfælde af, at kvinder er blevet udsat for seksuelle overgreb, og så er kvinden efterfølgende blevet anklaget. Islamiseringen har også ført til forringede forhold for en del NGO er. Tostatsløsningen har det svært lige nu. Der er er ekstremt meget korruption, og den politiske ledelse sidder meget egoistisk og tungt på magten. Karen: Palæstina får store donormidler, og det kan blive svært for landet at skulle klare sig selv. Henrik nævnte, at han var overrasket over, at der var så megen korruption hernede, og over at den politiske elite sidder så 28 meget fast på magten, som den gør. Der er en magtkoncentration omkring præsidentembedet. Den palæstinensiske administration/selvstyret er den største arbejdsplads hernede og udgør 23 % af Vestbreddens arbejdspladser. Anders spurgte, om man kunne stole på de nyheder, man fik om Palæstina og Israel. Henrik mente, at man ofte ikke hørte hele historien. For eksempel var en airbag, der eksploderede i en bil med en mor og hendes 11-årige dreng for nyligt, af flere medier gjort til en bombe/selvmordsaktion! Og en dreng ved Damascus Gate blev skudt mens han løb, og det er filmet (han er død). Og vi ved, at ved fredagsbønnen i morgen vil mange imamer opfordre til Jihad. Men det er selvfølgelig heller ikke i orden, sagde Henrik, at skyde en dreng, der allerede lå ned. FN og USA har fordømt unødvendige drab, som f.eks.at skyde en person som ligger ned. En del af problemet er nok, at mange af soldaterne er meget unge, nervøse og dårligt uddannede. Jerusalems borgmester har desuden lige opfordret bosættere til at gå med våben; det er at opfordre til selvtægt. Og der er mange forskelsbehandlinger, f.eks. at israelere kommer for en civil domstol, mens palæstinensere kommer for en militærdomstol. Samt at bevisbyrden er sværere at løfte for en palæstinenser ved en

29 militærdomstol, end for en israeler ved en civil domstol. Og af de tilfælde, som Israel registrerer som bosættervold, fører kun 2,5 % til domsafgivelse. I Susya er det et problem, at når palæstinensiske børn går fra den ene ende af byen til den anden, så kaster bosætterne sten på dem. Og det får ingen konsekvenser. Straframmen, når en palæstinenser kaster sten mod en bosætter, er op til ca. 5 år. Og så syntes Henrik, at det var som om antallet af bosætterangreb var faldet lidt i de seneste uger. (Det gælder vist ikke mere..) Vi ville høre Henriks vurdering af de aktuelle farer for turister. Henrik svarede, at han selv i dag ville være betænkelig ved at vove sig ind i Den Gamle Bydel i Jerusalem. Der har været knivstik 4 dage i træk, man kan let blive forvekslet. Brug Jaffa Gate eller New Gate.! Det er bedst at gå og rejse som gruppe. Antallet af turister er da også faldet drastisk i den senere tid, sluttede Henrik. kommunalreform (man har lige haft besøg af delegation fra KL) (hvem mon det var?) Møde i Ramallah med Gerard Horton fra Military Court Watch v. Allan EP Gerard Horton fokuserede i sit oplæg denne torsdag formiddag på Hotel Rocky i Ramallah på arrestationen af børn, mens Salwa Duaibis i et efterfølgende oplæg så 29 på, hvad der skete bagefter, når børnene var fri igen. Gerard Horton er advokat, og kommer oprindeligt fra Australien. Der er især advokater involveret i Gerards organisation, Military Court Watch (MCW), der overvåger retssystemet i Israel og Palæstina med specielt henblik på børnene og palæstinensernes rettigheder generelt. Organisationen samler vidnesbyrd, formidler historier og går i retten for at forsvare de arresteredes rettigheder. De militære domstole følger i princippet stadig bestemmelserne i de såkaldte Marshall-Love fra Disse love forbyder blandt andet palæstinensere at samles mere end 10 ad gangen. Det er en bestemmelse, som palæstinenserne dog bryder, sagde Gerard. For de ved, at de alligevel ville få et nej, hvis de søgte om tilladelse til at samles i større grupper. Det kan betyde op til 20 års fængsel, hvis man gribes i at kaste med sten, sagde Gerard. Børn får dog normalt kun 3 4 måneder. Der er eksempler på, at israelerne

30 endog har arresteret en dreng på 5 år! Arresterede palæstinensiske børn i Hebron. Foto: Abed Al Hashlamoun Hvad er det israelske militærs primære rolle på Vestbredden, spurgte Gerard? Og han svarede, at det er at beskytte bosætterne. Der er ca israelere på Vestbredden og i Østjerusalem, så militærets opgave er omfattende. Og det er en næsten umulig opgave at beskytte alle disse mennesker, men det er ikke desto mindre det, der er forsøgt i de sidste 40 år. tilføjede Gerard, ville det være det helt rigtige sted. Ofte er de israelske soldater magtesløse, hvis der anmeldes stenkast eller lignende. Soldaterne kommer for sent, kan ikke finde rundt etc. Men de gætter så i stedet for at vide og regner med, at stenkasterne kommer den nærmeste landsby. Hvis man skulle være i tvivl om dette, behøver man blot se filmen The Gatekeepers, der fortæller om dette problem. De israelske officerers job er så at vide alt, hvad der er værd at vide om den nærliggende landsby. Det fører som regel til, at man arresterer the usual suspects. Relativt få bosættere er blevet dræbt, så det israelske militær kan tale om et flot resultat, sagde Gerard ironisk. Hvordan har det kunnet opnå så flotte resultater, fortsatte han? Gennem: - Kollektiv afstraffelse. - Masseintimidering. Vestbredden er delt op i en masse landområder, hvor der typisk er én israelsk bosættelse i hvert område, omgivet af 4 5 palæstinensiske landsbyer, fortalte Gerard. De fleste veje på Vestbredden er fællesveje, men en del er forbeholdt visse grupper. Uoverskueligheden er kendetegnende. Hvis man ville organisere et snigmord hernede, Arresteret palæstinensisk dreng i Jerusalem. Kilde: Internettet Det anslås, at det israelske militær har omkring informanter på 30

31 Vestbredden. De er en kilde til oplysninger for israelerne, og de spreder selvsagt mistillid i befolkningen. Mistilliden ødelægger muligheden for at skabe en samlet og enig strategi i landsbyen. Man søger at få folk til at angive hinanden ved at true dem selv eller deres familie med vold. Eller man lokker med jobs, penge eller andre goder. En god måde at slippe af med naboen på er desuden at angive hende eller ham. Som også Yehuda fra Breaking the Silence har været inde på, så har det israelske militær uindskrænket ret til at komme ind i byerne overalt. Typisk starter en husundersøgelse med, at der bankes meget aggressivt på døren midt om natten. Eller man vælger at bryde ind ganske stille ved at løfte døren af. Af og til er der hunde med. Soldaterne giver fangen bind for øjnene og taper munden til, hvilket ikke alene er smertefuldt, men også giver kvælningsfornemmelser. De fleste soldater er unge værnepligtige, der aftjener 2 3 års militærtjeneste. Soldaterne binder også fangernes hænder med strips. Og så satser de ellers på at føre fangerne væk, inden det opdages i byen, hvad der er i gang. Herefter går turen til den nærmeste militære kommandostation, og ofte sidder arrestanterne så dér og sulter og tørster. Og de får gerne en lussing, hvis de skulle falde i søvn. De får normalt intet at spise eller drikke, og deres forældre eller andre pårørende ved ikke, hvor de er. Samme fremgangsmåde brugtes faktisk af briterne mod IRA, tilføjede Gerard. Arrestanterne informeres normalt ikke om deres ret til at tie, men FN og den hollandske regering har dog presset på, for at man skal have lov til at høre om sine rettigheder. Forhørslederen griber normalt til at begynde at true med en lang straf og forfølge familien. Og så råber han! Almindelig fysisk vold er ikke så udbredt. Efter 1 2 timers forhør tilstår barnet eller andre arrestanter så typisk. Det kan være, at tilståelsen lyder på, at barnet måske har kastet en sten for nogle år siden. De fleste arresterede børn er år. Nu bliver de forelagt en tilståelse på hebraisk, som de skal underskrive. Det er normalt, at såvel dommere som advokater bor i bosættelserne, og man kan derfor ikke tale om, at de er upartiske. Efter den beskrevne forhørsprocedure kommer de arresterede så i israelske fængsler. 31

32 Kun ét af fængslerne, Ofer, ligger på Vestbredden. Og hvad så med børnene bagefter? Det er ikke normalt, at de bliver yderligtgående islamister, sagde Gerard. Men det EFTER SEKSDAGESKRIGEN I 1967 BLEV MILITÆRE DOMSTOLE INDFØRT AF ISRAELERNE PÅ VESTBREDDEN OG I GAZA Ofer-fængslet på Vestbredden. Foto fra internettet. kan ske, især hvis en slægtning eller en ven er blevet dræbt af israelerne. Det, der i hvert fald sker er, at børnene indgydes en voldsom angst for de israelske soldater. De fleste børn vil være bange for at færdes udendørs. Gerard konkluderede, at det israelske militær simpelthen terroriserer byerne på Vestbredden. Møde i Ramallah med Salwa Duaibis v. Allan EP. Efter Gerard Horton fulgte Salwa Duaibis fra Women s Centre for Legal Aid and Counselling (WCLAC) op på de arresterede børns forhold. Hun, der ligesom Gerard er advokat, stillede indledningsvist spørgsmålet: Hvad sker der, når barnet bliver løsladt? Jo, i første omgang holder familien en fest. Men så begynder mareridtet! Barnet kan typisk ikke sove, det deltager ikke i familieaktiviteter, og det isolerer sig. Barnet bliver mistroisk, og det betyder blandt andet, at det mistænker andre børn for at have angivet det. Andre børn vender også typisk barnet ryggen, fordi de frygter, at det for sin del vil angive dem. Det er også et problem, at barnet ofte af nogle betragtes som en helt til efterfølgelse. Faderen i org/ Military Court Watch s arbejde udføres efter det grundlæggende princip, at børn, der tilbageholdes af det israelske militær har ret til beskyttelse og rettigheder efter international lov. Endvidere følger MCW det princip, at ingen stat har ret til at diskriminere dem, som den udøver juridisk myndighed over. Der er ingen retfærdiggørelse i at behandle palæstinensiske og israelske børn forskelligt i forhold til Israels militære og civile love I overensstemmelse med disse principper prøver MCW at sikre, at børn, som kommer i kontakt med militæret behandles lige og i overensstemmelse med loven. 32

33 familien vil oftest føle sig utilstrækkelig, fordi han ikke kunne forsvare sit barn ordentligt. De fleste af de løsladte børn dropper ud af skolen. De kommer bagud, de dumper, og de må ofte gå en klasse om. Børnene stoler heller ikke mere på voksne, og de søger ofte væk fra deres familie. Og en 16-årig på egne ben uden en uddannelse Vold, verbalt såvel som fysisk, er tit følgen, og det går typisk ud over kvinderne. Faderen føler, at han skal kompensere for sin manglende evne til at hjælpe ved at tyrannisere og disciplinere. Og han vil være den første til at benægte, at der skulle være noget i vejen! Og mødrene. Typisk sover de ikke om natten, fordi de frygter nye husundersøgelser. Den israelske hær har som før nævnt brug for, at deres tilstedeværelse skal kunne mærkes, så der er da også grund til at frygte den. De kommer igen og igen, soldaterne de er unge og nervøse, og de leger med tåregas, geværer og granater. gennemsnit 1400 natlige husundersøgelser årligt i Palæstina. Og alt dette bidrager surprise, surprise til den nuværende voldsspiral, konkluderede Salwa. Hendes kvindeorganisation har formuleret seks anbefalinger: - Ingen natlige husundersøgelser (undtagen i helt særlige tilfælde) - Hvert barn skal have forelagt anklagen mod det på sit eget sprog! - Der skal være en advokat til stede. - Der skal være en forælder til stede ved afhøringen. - Alle former for forhør skal optages på video. - Hvis ovenstående ikke respekteres, skal anklagen frafaldes, og barnet skal sendes hjem igen! Foto fra internettet Mødrene har typisk, som følge af den vedvarende stress, manglende appetit, forhøjet blodtryk etc. Og de reagerer ofte ved at blive uempatiske og passive. Det israelske militær foretager i 33 Myten om den aggressive palæstinenser holdes ved lige, sagde Salwa. På trods af, at kun 7 bosættere indtil nu i år (oktober2015) er blevet dræbt. Faktisk dræbes der mange flere mennesker ved biluheld hvert år. Det er mest drenge, der arresteres, sagde Salwa som svar på et spørgsmål efter oplægget. For tiden

34 partier og organisationer ved at organisere sig ift. en 3. intifada. Gerard og Salwa ved offentligt møde Kilde: internettet er 156 drenge og 2 piger arresteret af israelerne. Gerald tilføjede, at han kun var stødt på én stenkastende pige. Gerard og Salwa anbefalede filmen When The Boys Return, der omhandler problemerne omkring de arresterede børn. Stonecold Justice er en anden anbefalelsesværdig film, som kan findes på Salwas organisations hjemmeside: the Women s Centre for Legal Aid and Counselling (WCLAC) Palæstinensiske fanger i Israelske fængsler v. Jakob Generationen efter Oslo-aftalen skaber nye unge kæmpende. Den nye generation har ikke levet under fredsforhandlingerne og har kun mærket Israels repression. Efter aftalen i 1993 med Israel, blev vi alle narret som befolkning af både Israel, USA og det palæstinensiske repræsentantskab. I aftalen indgik oprettelsen af begrænset selvstyre for palæstinenserne, i Gaza og i byen Jericho på den besatte Vestbred. Dette skulle gælde for en 5-årig periode og skulle derefter udvides til hele Vestbredden. De efterfølgende forhandlinger blev vanskeliggjort af uoverensstemmelser omkring grænsekontrollen og især af spørgsmål om adgang til vand. Den generelle befolkning lider efter Oslo af fattigdom og arbejdsløshed. Befolkningen lever i et fængsel af håbløshed. Den 2. intifada var en reaktion på denne tilstand. I slutningen af september 2000 brød volden atter ud, hundreder af Direktør Hilmi Alaaraj, Hayat Center fortalte om situationen: Først den politiske situation: Den politiske situation er revolutionær, og vi ser en folkelig intifada i disse tider. Intifada er arabisk for at rejse sig fra støvet. Med Intifada mener vi opstand eller modstand. Den 3. Intifada er under opsejling og i denne situation er alle 34 Eksempel på arbejde udført af palæstinensiske fanger i israelske fængsler

35 mennesker døde de følgende måneder for israelernes kugler. besættelsen og bosætterne er baggrunden for denne forbrydelse. Den 3. intifada er ikke startet endnu. Vi har en opildnet situation, men der skal være flere organisationer og partier bag. Men intifadaen vil komme før eller siden, indtil besættelsen hører op. Vi fortsætter med 4. og 5 intifada, indtil vi får vores frihed. Den nye situation i dag er også et resultat af dette; det har ikke noget med al Aqsa (moskeen) at gøre. Den nye generation mangler håb for fremtiden, og det forklarer, hvorfor kampen fortsætter. Regimet og bosættelserne forklarer eksplosionen i folkets modstand. Mange mente, at denne generation ikke var parat til revolution. Regeringen og parlamentet i Israel vil forsøge at stoppe disse aktioner med 20 års fængslestraf for stenkastende børn. Højrefløjen styrer i Israel og søger øget kontrol over Palæstinenserne i stedet for at give dem flere rettigheder. Kampen om Jerusalem er først lige begyndt, og den ulovlige arrestation af unge i Jerusalems gader, mens hele verden ser på, øger presset på Israel våben båret af israelske civile er en invitation til at slå palæstinensere ihjel. Fascisttænkning er hvad det er. Det er derfor vi beder folk om at komme hertil og se på tilstanden. Israelerne myrder skånselsløst børn, og vi tror på, at verdenssamfundets bevågenhed vil føre til mere frihed, og at man vil fortælle, at 35 For et par måneder siden brændte israelske bosættere to huse ned på den besatte Vestbred, med sårede og et dræbt barn til følge. Siden er volden optrappet. Vi er bange og nødt til at forsvare os selv. Vi har Arafat på væggen i Hayat-Centret - og mange andre steder. Vi besøgte hans grav i Ramallah. ikke noget valg og vi vil sejre! Vi ved, at det internationale samfund presser Israel, tydeligst med Palæstinas flag ved FN-bygningen. Vi fornemmer at den internationale

36 befolkning og det internationale samfund bliver mere og mere propalæstinensisk. Og det fører til mere boykot af israelske varer osv. Om HAYAT-Centeret Vi startede i 2003 for at støtte palæstinensere i israelske fængsler. Vi har forskellige programmer. Et er at støtte familien til fængslede. Et andet er støtte til syge fanger. Vi sørger for læger og specialister, der kan besøge fangerne i fængslerne. Israel forsøger at ødelægge disse besøg med lange ventetider, chikane, lange sikkerhedstjek og afhøringer af besøgende. Der er mere end 1000 syge fanger i de israelske fængsler. Flere end 200 er i en kritisk tilstand, og så sent som i går døde en 28-årig af kræft. Diabetes, hjerte- og lungeproblemer er de mest almindelige sygdomme blandt palæstinensiske fanger. Men også skader fra krig, såsom amputerede ben, kræver kørestole, og her forsøger vi også at hjælpe. Vi arbejder også imod tortur i fængslerne. Vi har en advokat som tilser fængslerne og forsøger at fortælle om, hvad der foregår. Familier fra Vestbredden der besøger familier fanger i Tel Aviv, må ikke benytte lufthavnen, så de må rejse over Jordan. Det strider imod international lov at flytte palæstinensere fra Palæstina til israelsk territorium. Vi har opnået gode resultater med hjælp fra jurister og organisationen Direktør Hilmi Alaaraj Right to Move, som gennem FN presser Israel til at overholde loven. Det er specielt svært i Gaza. I perioder har Israel håndhævet forbud mod besøg, og mange familier bliver ikke godkendt til besøg, de som gør, må kun besøge deres familiemedlemmer en gang om måneden, dette gælder også for mødre med børn i fængslerne. Selve besøget er meget besværligt, det tager en hel dag pga. sikkerhedstjek, ventetid og transport. Røde Kors sørger for transport, og de pårørende kommer tilbage sent om natten. Selve besøget varer bare 45 min. Livet i fængslet Basale rettigheder overholdes ikke i fængslerne. Sikkerhedspolitiet kan 36

37 komme om natten og kaste gas. Sultestrejke er en del af fangekampen, der sidst er set i Dette våben har fået mange fanger ud af isolation, nogle efter mere 12 år i fængsel. Det internationale samfund har fået øjnene op for undertrykkelsen i fængslerne, men Israel vil ikke lade repræsentanter fra EU eller det internationale samfund komme på kontrolbesøg i fængslerne. Vi er imod, at fanger arbejder i fængslet, for det er med til at opretholde den israelske økonomi. Derfor er der ikke mange, der arbejder i fængslerne. Langtidsfanger får lov til at se nogle få timers TV på bestemte kanaler, og de får lov til at læse visse bøger. Derudover er der gårdture. Mange uddanner sig i fængslet, laver politisk arbejde eller kunst. Somme tider bliver en kontrol indledt med at en gruppe israelske soldater trænger ind i cellen og bruger tåregas, løse skud, gummikugler og støjbomber. Soldaterne angriber fangerne, undersøger deres personlige ejendele og konfiskerer dem også af og til. Når en fange skal til afhøring eller flyttes til et andet fængsel, forlanger fængselspersonalet ofte, at fangen først skal klædes nøgen for kropsvisitation. Ilham Sami Om kvindernes situation, v/ Jakob Det er svært at adskille fangekampen fra de lidelser, som kvinderne lever under uden for fængslerne. Inspektioner, ventetid osv. omkring fængselsbesøgene er ILHAM SAMI meget plagsomme. Nogle kvinder bliver endda afvist, hvis man f.eks. finder så meget som en knappenål i kvindernes tørklæde. En kvinde døde, da myndighederne ville tvinge alt hendes tøj af. Hun slog en vagt, og derefter blev hun skudt. Kvindernes afsavn, men også deres mangel på viden om, hvad der foregår i fængslet, uden kontakt til deres mænd, gør dem bekymrede. Kvinderne lever hele tiden under en konstant høj stressfaktor. Flere børn må leve et helt liv uden faderfiguren i livet, og især opdragelsen i familierne lider voldsomt under dette. Uden en selvstændig statsdannelse er det umuligt at udvikle juridiske rammer, som kan forsvare palæstinensiske kvinders rettigheder. Den civilretslige lov, som anvendes i de besatte palæstinensiske områder, er en kombination af egyptisk, israelsk, 37

38 britisk kolonilov og gammel jordansk lovgivning, og den er derfor også baseret på den religiøse lov, sharia. Det er er derfor svært for palæstinensiske kvinder at opnå forskellige basale rettigheder, som f.eks. skilsmisse og arv. Kvinder fra Vestbredden, der bliver skilt i Gaza, kan ikke få lov til, at tage deres børn tilbage til Vestbredden. Fald i antallet af kvindelige studerende Palæstinensiske kvinder har altid været godt repræsenteret på de palæstinensiske universiteter og uddannelsesinstitutioner. Det har desværre forandret sig de senere år. Antallet af kvindelige studerende er faldende, pga. de mange israelske checkpoints, som kvindelige studerende lige så vel som alle andre palæstinensere, er tvunget til at krydse for at nå frem til skoler og universiteter. Kvinder, der krydser checkpoints, er ofte udsat for chikane fra de israelske soldater, og mange palæstinensiske familier giver derfor ikke deres døtre lov til at bevæge sig langt udenfor hjemmet. Når en palæstinensisk 38 kvinde bliver anholdt eller tilbageholdt og chikaneres af israelske soldater, risikerer hun at få problemer med sin egen familie, fordi hun kommer for sent hjem. Vold mod Kvinder og kvinder i fængsler Palæstinensiske kvinder og unge piger har det svært i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Vold mod kvinder er en del af hverdagen, der er præget af den langvarige konflikt mellem Israel og Palæstina. Vestbredden (bortset fra Jerusalem) og Gaza er inddelt i 3 zoner: - Område A bestående af de områder der allerede var overtaget af selvstyret i maj 1994 samt de 6 største byer på Vestbredden. I område A har selvstyret den fulde civile juridiske magt og står endvidere for den interne sikkerhed. - Område B består af de øvrige palæstinensiske byer, landsbyer og flygtningelejre. I dette område er der fuld civil palæstinensisk juridisk magt, men den interne sikkerhed varetages i fællesskab af Israel og Palæstina. - Område C består af bosættelser, militærforlægninger, israelske statsjorde og veje. De er under israelsk civil og militær kontrol. Her er vold mod kvinder en speciel udfordring, da meget få palæstinensiske

39 Fredag d Sam Bahur om Palæstinas økonomi v/ Tina Vi hørte denne formiddag forretningsmanden og økonomen, Sam Bahur, fortælle. Lidt om Sam Bahurs baggrund kvinder har lyst til anmelde vold til de israelske myndigheder. Kvinder fængsles sammen med andre kvinder. De israelske fængsler er overfyldte og fugtige, plaget af mus og insekter. Der er intet dagslys, og om sommeren er der ulidelig varmt og om vinteren meget koldt. I følge reglerne er der adgang til ophold uden for cellerne i 3 timer pr. dag, men det indskrænkes ofte til en time. Der anvendes hyppige kontrolbesøg i cellerne, hvorved fangernes værdighed krænkes. Gravide må føde iført håndjern på hospitalet. Og børn født i fængslet, må blive i fængslet, til de er fyldt tre år. Sam er medlem af bestyrelsen for Det Danske Hus og var med til at grundlægge det. Han er palæstinensisk-amerikansk, er født og har studeret i Ohio, var aktiv i studenterbevægelsen, hvor han fik fokus på de palæstinensiske problemstillinger. I 1987 var han i Palæstina i forbindelse med intifadaen og ledsagede senere grupper af rejsende hertil. Han blev senere palæstinensisk gift. Oslo-aftalen blev et chok for ham og hans kone - en milepæl, som de var meget modstandere af. Sam genlæste aftalen med professionelle briller og bemærkede ikke mindst, at aftalen var beregnet at skulle vare i fem år. Aftalens traktat indeholdt blandt andet bestemmelsen om, at intet land må tage et andet lands jord. Og i øvrigt indeholdt traktaten utroligt mange 39

40 selvstændig palæstinensisk økonomi kører 100% på israelernes præmisser. Sam Bahur (Foto fra internettet) underpunkter, men desværre var det gennemgående, at alle de mest omkostningskrævende funktioner blev overdraget til palæstinenserne. Telekommunikationen Paragraf 36 bestemte, at palæstinenserne havde ret til at drive telekommunikation. Det er Sams erhvervsområde, og derfor stammede mange af hans eksempler fra denne branche, men han betonede, at principperne var de samme indenfor andre brancher. Israel besværliggjorde generelt forholdene for palæstinenserne. Sam nævnte som eksempel, at Palæstina havde bestilt varer fra Erikson, varer som fik lov at stå i tolden i 2 år. Det samme udstyr til Israel kom igennem tolden på 3 uger. Typisk for telekommunikationen og kommunikationen i det hele taget var det, at hvis de palæstinensiske byer virkelig skulle forbindes, måtte det ske ad omveje på grund af alle grænser, mure og omkørsler. Og på det økonomiske område generelt skummer Israel i det hele taget fløden, fordi alle tilløb til at få en Ikke mindst transportsystemet i landet er særdeles generende for palæstinenserne. Man kan for eksempel ikke køre direkte fra Ramallah til Bethlehem, men tvinges til enorme omveje. I statistikkerne kan det se ud som om, Palæstinas bruttonationalprodukt vokser, men i virkeligheden skyldes dette, at palæstinenserne skal køre omveje og i det hele taget bruge mere på transport, sagde Sam. Et eksempel, der understregede ydmygelserne, var at Israel f.eks. skal give tilladelse til, at Palæstina kan bygge veje mellem to byer. Palæstina kan desuden ikke have direkte adgang til den omgivende verden og dette gælder også for varer. De skal gennem Israel. Palæstina er nødt til at bruge israelske havne og nødt til at betale 3 % told til de israelske myndigheder. Sam betragtede det som sin opgave at få så mange palæstinensere som muligt til at blive i Palæstina, men det er ikke nogen nem opgave. Forskel på økonomiske aktiviteter og økonomisk udvikling Ethvert økonomisk tiltag til at gøre den palæstinensiske økonomi selvstændig begrænses af Israel. Der er forskel på økonomisk aktivitet og økonomisk udvikling, sagde Sam. Palæstina kan godt 40

41 have økonomiske aktiviteter, men, Fra Sam Bahurs hjemmeside men kan reelt ikke udvikle sin økonomi. Derfor kan landet ikke opbygge en selvstændig, bæredygtig økonomi. Palæstina har økonomiske aktiviteter, og det udfører man med stolthed, for hvert job man kan skabe, holder endnu en palæstinenser i landet. Men Israel forsøger at presse palæstinensere ud af Palæstina. Økonomiske aktiviteter er med til at beholde palæstinensere her i landet, så de kan fortsætte kampen for et bedre samfund og kampen mod besættelsen. Hvad er løsningen - en eller tostat? Eller Min fars generation holdt sin identitet i live, sagde Sam. Den yngre generation ved godt, at Palæstina er besat. Vi kan ikke bade i Middelhavet eller tage til Jerusalem, selvom det er tæt på. Men vi læser historien anderledes: Halvdelen af befolkningen blev presset ud af Palæstina i Og vi har vist gennem al den tid, at vi ikke ved, hvordan man skal kæmpe -- vi er grundlæggende bønder. Og vores modstander er en af de stærkeste militærmagter, så vi skiftede gear: vi accepterede FN, vi huskede Genève-konventionen gennem de diplomatiske og internationale politisk kanaler. Så kom intifadaen i Nu ville palæstinenserne ryste besættelsen af sig med deres egne hænder. Og intifadaen bragte os international opmærksomhed og brækkede lemmer, men det ændrede ikke på besættelsen, sagde Sam. Så sprang vi på det diplomatiske tog med Oslo-aftalen etc. Men vi har nu endnu flere bosættelser, så alle disse forhandlinger har ikke hjulpet os. Så gik vi tilbage til FN, denne gang ikke til bunden, men til toppen. Så skete der noget, og vi blev observationsstat i FN. Nu kan vi bruge FN, og Israel gik amok. Men vi er ikke bange for trusler mere, for vi har ikke mere at tabe. Nu er det handlingstid. Enten skal det internationale samfund handle for en to stats-løsning, som snart vil blive en kamp om borgerrettigheder. Det er tid at sige til Israel: Okay, I vinder. Alt er jeres: jord, infrastruktur osv. men også os! Vi har hørt, at alle israelere har sundhedskort, så - hvor er vores? Situationen skifter fra en kamp om en to-stats løsning til en kamp om borgerrettigheder. Så kan vi diskutere, om en israler kan sidde i samme bus som en palæstinenser og den slags. Vi foretrækker en én-stats løsning, men vi kan acceptere en to-stats 41

42 løsning. Der findes jo mange muligheder for statsdannelser rundt om i verden - det er ikke det vigtige. Det vigtige er, om der er lighed. Spørgsmålet er, kan den anden side (Israel) leve med os? til, hvordan man kan hjælpe palæstinenserne: - På den politiske scene: anerkendelse er det vigtigste! - Totale boykotter og lignende vil være ekstremt. Men man kan lave aktioner og events i indkøbscentre og gøre folk opmærksomme på, at man skal tænke sig om, før man køber israelske varer. Men 20 % af deres egen befolkning er palæstinensere. Kommentarer i forbindelse med spørgsmål Sam mener, at EU spiller en mere konstruktiv rolle end USA i forhold til den palæstinensiske situation. EU lever op til alle EU-love. Så hvis en israeler kommer til EU, skal hun opgive adresse etc. Så kan man se, om der er tale om en bosætter eller en almindelig israler. Og EU kan ikke lukke en bosætter ind, som er illegal. Så på det bureaukratiske plan er der pludselig begrænsninger. Israelerne vil ikke have følgende på dagsordenen: - FN - EU-retningslinjer - Boykotter De kan bedre relatere til vold. Så den aktuelle situation er vand på deres mølle. Sam har været græsrodsaktivist det meste af sit liv og har mange forslag - Kvindelige automekanikere, der kommer til Palæstina og står på torvet og laver biler - det vækker stor opmærksomhed! - Den vestlige stereotyp er, at palæstinensere ikke er helt almindelige mennesker. Derfor kan fokus på almindelige ting være en styrke i at underminere denne forestilling. Det handler om at bryde stereotyperne og dermed styrke solidariteten. Om datterens synspunkt Sam: Det er svært for mig at vide, om min datters synspunkter er gældende også for den øvrige ungdom, for det politiske system fungerer ikke her. Vi har ikke valg, og vi har svært ved at tage temperaturen på den politiske stemning. De unge forstår, at det der skete i fortiden ikke virkede. De ved, at de nuværende løsningsforslag ikke ser bæredygtige ud. Med fokus på 42

43 blive et politisk lederskab. Giv folk på gaderne muligheden for at deltage på det politiske niveau. Økonomi: Vores økonomi er begrænset af Israel, og økonomien er for nedadgående. Derfor har jeg valgt at fokusere på økonomiske aktiviteter i mit politiske arbejde. Der er korruption her, men jeg tror den er mindre end andre steder i verden. Korruption opstår, når der er ulige fordeling af privilegier, så det er naturligt, at det foregår i et land som dette. Man er mere opmærksomme på det her i landet, men jeg mener, problemet er overvurderet. er Sams side og her er der tal på økonomiske forhold. borgerrettighedsproblemerne undgår vi at blive gemt bag forhandlinger om politiske løsninger. Intifada nu? De to første intifadaer var meget forskellige. En intifada kræver lederskab, samling og et fælles fokus. Jeg tror derfor ikke, at de nuværende spredte hændelser leder til en egentlig intifada. Men uden en egentlig politisk agenda, bliver de unge frustrerede og går på gaden. Hvorfor er de unge ikke repræsenterede i de politiske organisationer og regeringen, hvor alle er over 70? Hvor kan de unges bidrage komme fra? Det er en mulighed, at det politiske niveau vil 70 % af den palæstinensiske økonomi kommer fra toldafgifter, resten kommer fra donationer og en lille smule fra skat. Penge er ikke det primære problem, det er mangel på markeder og afsætningsmuligheder - mangel på mulighed for økonomisk udvikling. Det vil være gode skridt at gøre forretninger sammen, det ville hjælpe økonomien meget og være et skridt i den rigtige retning. Ny politisk udvikling Sam sluttede således: Jeg synes, de unge må ud og skabe nye politiske organisationer, som kan føre os videre. De skal forstå, at det er 43

44 nødvendigt for at få en politisk udvikling. De unge er meget mere globale og de vil se mod vest, mod Israel. F.eks. ved at støtte et israelsk parti, som kender de politiske spilleregler, og hvorfra kampen for borgerrettigheder kan foregå. Lørdag d Hos familier og til demo i Bil in /v Rita. Demonstranterne forsamler sig Vi sidder i bussen godt mætte efter endnu en dejlig frokost på hotellet i Ramallah. Turen går til Bil in, hvor vi skal deltage i en demonstration og være med til at plukke oliven. Det er meningen, vi skal overnatte parvis hos en familie og tage med dem til en olivenlund og plukke oliven. Efter en times kørsel ankommer vi til Bil in. Lige udenfor bilen står en ung mand hurtigt klar til at sælge små punge, tasker og armbånd. Vi er flere, der køber noget, mens vi venter på næste trin i projektet. Vi bliver alle inviteret til et hus, hvor vi opholder os i skyggen en times inden fredags demonstrationen går i gang. Karen har i bussen forklaret os baggrunden for demonstrationen, og om hvordan vi kan forholde os 44 under den demonstration, som har foregået hver fredag de sidste 9-10 år i netop denne landsby. Hun har advaret os om mulighed for tåregas angreb og forklaret os, hvordan vi skulle forholde os i en sådan situation. Demonstrationen. Efter fredagsbønnen samles en del af landsbyens mandlige indbyggere, og vi går i samlet flok i retning af den jødiske bosættelse tæt på landsbyen. Demonstrationen har gennem årerne haft besøg af sympatisører fra store dele af hele verden. Denne gang var der repræsentanter med fra Japan og Brasilien, Italien, Norge og Israel, og samlet set er vi nok ca. hundrede deltagere. De lokale går forrest, og pludselig befinder vi os på en bakketop, forude - det vil sige omtrent fem hundrede meter fremme - ser vi to israelske soldater stå ved en mandskabsvogn på en anden bakketop foran muren til den omdiskuterede og omstridte jødiske bosættelse. Under kampråbene Soldiers go home og lidt symbolsk stenkastning, stadig med mindst to hundrede meters afstand til soldaterne, bevæger vi fremad, indtil vi pludselig mærker lugten af Israelske kampvogne venter ved en af bosættelserne

45 tåregas, og alle frontkæmpere vender om. vores venlige vært os med kølig saft, og i ventetiden på at blive indkvarteret, benyttede Rigmor og Marianne tiden med at gå lidt til hånde. Det gjorde de ved at hjælpe bedstemoderen i huset med at rense olivenhøsten, opgaven var at frasortere blade og andre urenheder. I begyndelsen mærkede vi kun svagt tåregassen, men pludselig kommer lugten ind over os i stimer, og det begynder at blive ubehageligt. Jeg tager blusen over munden, dækker øjnene med en klud og spænder af sted. Pludselig bliver jeg overhalet af min elskede mand, som ellers har lovet at passe godt på mig gennem hele livet. Men som han sagde bagefter, da vi pustende var kommet i sikkerhed, så havde Karen jo selv sagt, at bliver det slemt, må enhver klare sig selv, og det gjorde han så. (Karen: En udtalelse, som jeg ikke helt vil stå ved!) Efter kampindsatsen trakterede En af landsbyens beboere, den humoristiske fotograf kamufleret med gasmaske på under demonstrationen, for ikke at blive genkendt, fortalte min mand, at han havde taget billeder af ham og ville sælge fotografierne til det israelske politi, hvis han ikke betalte kr. Hos familierne. 45 Vi blev indkvarteret i tre hold. Mændene skulle bo for sig selv, og kvinderne hos to andre familier. Sammen med Nina, Kirsten, Pernille og Merete blev jeg indkvarteret hos en familie med to små børn, en

46 dreng på 3 år og lille Lulu på halvandet år. Begge forældre var under uddannelse, og almindeligvis blev børnene passet af bedsteforældrene, men i dagens anledning var de hjemme, og de nød opmærksomheden i fulde drag. Danske Nadia dukkede helt uventet op i Bil in og var med til at byde os velkommen Nogle af vore værter lytter til danske Nadias, en logerendes, fortælling. Hun, en 20-årig dansk kvinde, var på egen hånd rejst til Palæstina for at se, hvordan palæstinenserne havde det, som hun sagde. Der blev sørget godt for os i det døgn, vi var hos dem. Den flotte unge mor på 23 år servede en stor pande med lækker mad kl. 17, og vi spiste godt. Aftenen gik med at snakke med moderen og lege lidt med børnene. Vi havde alle medbragt gaver til familiemedlemmerne, og det skabte glæde. Moderen gav sig tid til at snakke med os. Hun fortalte blandt andet, at hendes far, som så mange andre palæstinensiske mænd havde været i fængsel. Faderen havde stået bag kameraet i filmen Broken Cameras en film som Karen og Inge havde anbefalet, vi kunne se før turen. Den unge mor læste på universitet, og hun ønskede ligesom hendes fire søstre at få en god uddannelse, alle pigerne var universitetsuddannede. Vi blev på turen informeret om, at ca. 90 % af de palæstinensiske unge får en uddannelse - ikke dårligt af et folkeslag under pres. Det var et flot hus, vi befandt os i og der var rigelig plads til os fem. Fire af os sov i to dobbeltsenge og Nina sov i stuen. Jeg trak mig tilbage kl. 21 godt træt og mæt af dagens oplevelser, og snart fik jeg selskab af de andre trætte kvinder. 46

47 Lørdag d /v Rita I olivenlunden. Næste morgen kl. 8 fik vi serveret morgenmad - en pande med en slags dejlig velsmagende æggekage, kaffe og te fik vi også. Under morgenmåltidet fik vi besøg af Hans og Jacob, sidstnævnte havde tidlig morgen forladt de fem snorkende mænd, og havde gået lidt rundt, og nu sad han og stenede lidt inden olivenplukningsprojektet skulle i gang. I gåsegang gik vi i samlet flok udenfor byen til den lille olivenlund, hvor vi skulle plukke. Under hvert træ blev der udlagt pressendinger. opgaven var gerne lidt hurtigt - at plukke de grønne og rødlige oliven og lade dem falde ned på jorden. Karen og Jacob dristede sig til at kravle op i træet, og sikrede derved de få de øverste lag grene med, kunsten var at sørge for at træet blev helt tømt for oliven, så familien kunne undgå at finkæmme træet. Det var en god oplevelse selv at plukke, på den måde fik vi indtryk af denne for os lidt hårde arbejdsproces. Vi måtte på skift holde pauser på grund af manglende rutine, træthed og den stærke varme. Først plukkede vi, og senere sorterede vi siddende oliven i spande, som så blev hældt i sække. Kl. 12 gik vi tilbage til vores samlingssted. På hjemvejen holdt jeg mig til Inge, alle ville tanke op med væske med mere inden turen tilbage til Ramallah, og hun vidste nemlig, hvor man kunne købe kold ice coffee uhm. Vi plukker oliven Afsked med Bil in og så til Jerusalem. Efter at have tanket op med Forsiden på fotografen Hamde Abu Rahmas stærke fotobog. Den unge fotograf, Hamde, var en af vore værter i Bil in 47 En af tre Israelske bosættelser på Bil ins landbrugsjord

48 drikkevarer, og efter at vi havde taget afsked med bekendte og med værtsfamilierne skulle vi køre til Ramallah for at hente vores kufferter inden tilbageturen til Jerusalem. Gruppen havde haft en seriøs snak, om hvorvidt det var forsvarligt at tage tilbage til denne spændende by eller eksempelvis i stedet blive i Ramallah. Beslutningen blev, at det var forsvarligt at tilbringe de sidste timer der, inden de fleste deltagere skulle med bussen til lufthavnen først på natten. Det var ikke alle, der skulle hjem. Fire af os havde nemlig valgt at blive lidt længere. Vi ankom til Jerusalem ved firetiden. De, der ønskede det, fik mulighed for et bad på hotellet, og der var mulighed for lidt shopping, inden vi alle skulle mødes på en armensk restaurant, hvor vi skulle spise afskedsmiddag. Tak til Inge og Karen fra deltagerne den sidste aften Det var lørdag, der havde været uroligheder flere steder i Israel og Palæstina i de seneste dage, både i Jerusalem, Betlehem, Ramallah og andre steder. Situationens anspændthed afspejlede sig da også lidt ved Damaskus Gate, som var indgangen til shuggen, den gamle bydel i Jerusalem, hvor vores hotel Golden Gate lå. Denne lørdag var der særligt mange fotografer, der havde opstillet deres grej foran porten, og jeg så, folk blev interviewet. Bange var jeg dog ikke på noget tidspunkt - trods det ekstra store opbud af soldater. Det var lidt vemodigt denne dag at skulle tage afsked med ens gode rejsekammerater, som man havde været så meget i gennem med på turen. Der var virkelige blevet snakket godt på kryds og tværs både om fælles oplevelser, men også om livet i det hele taget. Vi fik et dejligt måltid mad på den flot indrettede armenske restaurant, som lå lige i nærheden. Der blev holdt en tale for de dygtige og seje rejseledere, som også fik en gave som tak for deres enorme arbejdsindsats og deres måde at være på. Vi vil aldrig glemme dette dejlige land Palæstina og de stærke, stolte og selvbevidste palæstinensere, som vi mødte under vort ophold. Vi lovede Karen og Inge at videreformidle vores indtryk og oplevelser til de mennesker i Danmark, som måtte have interesse i området og i landets situation. 48

49 Rejsens koncept af Inge og Karen Vi havde en fællespung administreret af Merete, som betalte Deltagerne købte selv flybilletter ud fra vores anbefaling af bestemte afgange. Nogle tog tidligere af sted, andre blev lidt længere. Afslutningsmiddagen i Jerusalem Vi, Inge og Karen, bookede hoteller ud fra deltagernes ønsker. Deltagerne betalte selv deres regning. Blomster i Bil in 49 alle fælles udgifter ved fællesspisning, transport o.a. I alt små kr. Jerusalem: Vi boede de 2 første nætter samt den sidste aften/nat på Golden Gate Inn Hostel, som ligger midt i det arabiske kvarter i den gamle by, hvorfra man kommer lige ned i basargaden. Et meget charmerende sted. Det var for lille til, at vi kunne afholde mandag aftens møde der. Ramallah: Vi boede på Hotel Rocky som ligger i udkanten af byen. Et dejligt hotel, hvor vi også kunne holde vore møder, og også kunne få frokost. Næste gang skal vi måske se, om vi kan finde et sted lidt nærmere bymidten.

50 allerede har lært og erfaret, og påskønnelse af det store arbejde, der er lagt i forberedelserne. Uddrag af rejsebrev fra Karen: Kære familie og venner. Vi har en begivenhedsrig tur, som I måske kan tænke jer. Inge og jeg er sammen med 16 fantastiske mennesker, der tager alle vanskeligheder og alle ændringer og forsinkelser med godt humør. Vi har lige haft et evalueringsmøde omkring første del af turen, og der var stor tilfredshed med programmet, de mange ting, vi 50 Forsiden på Jerusalem Post torsdagen før vi kom Volden Der er siden 1.oktober til i går dræbt 30 palæstinensere (og 7 israelere). De israelske soldater har fået lov til at skyde også på mistanke. Alle dræbte er, så vidt jeg ved under 22 år. En 12årig skolepige lige uden for sin skole, en lidt ældre dreng med skolebøgerne under armen også uden for sin skole. Flere af drabene er sket indenfor et par kilometers afstand fra, hvor vi har opholdt os. Skolerne har været lukket i de sidste to dage, fordi de ikke kan tage ansvaret for børnene. Vi har ikke oplevet noget farligt, men hørt ambulancerne og politiudrykningerne og set en demonstration i Betlehem efter drabet af en indbygger i den flygtningelejr, vi var på vej til at besøge. Men vi er forfærdede over de begrundelser, som soldaterne

51 giver for at skyde. Bosætterne færdes også i civil i gaderne, og de har lov til at være bevæbnede, og de retsforfølges ikke, hvis de dræber nogen. Mordbranden i sommer mod en familie har f.eks. ikke ført til sigtelser. Og som en deltager siger: Det er da påfaldende, at når en bosætter skyder eller på anden måde generer en palæstinenser, så kan man godt overmande vedkommende, men når det er en palæstinenser, så dræber man uden skånsel. Der er hundredvis af sårede, der er indlagt på hospitaler. Der er de blevet arresteret, og de må ikke få besøg - heller ikke børnene af deres forældre. Den er spændt og der er soldater overalt i Jerusalem. I Betlehem oplevede vi en meget tryg og stille by, men alligevel blev et menneske dræbt 1 2 km fra, hvor vi var. Ali har fra Amman været en meget stor hjælp med at skaffe kontakter, forhandle rabatter, skaffe busser osv. sammen med hans venner i Ramallah. Programmet Vi er kommet vidt omkring med vores program: Risikoen Vi havde mange overvejelser, før vi tog af sted, om risikoen ved at overnatte de 2 første nætter i Jerusalem, men for vores vedkommende gik det fint. Og alle var glade for at bo lige nede midt i basaren. Og der var ingen, der trak sig fra rejsen pga. situationen. Et par af beduinernes husdyr Mandag besøgte vi en beduinlandsby. De bor meget meget simpelt, og de må ikke gøre noget som helst for at forbedre deres situation - sætte vinduer i husene, gøre dem mere solide, bygge et nyt hus f.eks. til skole for børnene osv. De er under stærk kontrol af den israelske hær, og deres produkter kan de ikke længere sælge i Jerusalem, fordi det kræver særlig tilladelse at komme dertil. Israel ønsker at konfiskere deres jord, fordi de ønsker at lægge en ring af bosættelser rundt om Jerusalem, så 51 Ved Damaskusporten stod der konstant kamerahold, der bare ventede...

52 den nordlige og sydlige del af Vestbredden ikke kommer til at hænge sammen. Vi skulle have været i Hebron tirsdag pga. risikoen, og der var da også uroligheder der i løbet af dagen. Vi skulle også have været i Susyia, den nedrivningstruede landsby syn for Hebron, men vores guide måtte melde fra, fordi en af de dræbte vist nok var familie. Checkpoint Qalandia Efter en middag kørte vi til Ramallah. Det checkpoint, vi skulle igennem, Det er forbudt at fotografere ved checkpointet Qalandia. Men der er taget fotos. Her er et fra internettet. Qalandia, er der ofte uro omkring, og det var der også denne aften, så vi fik hele tiden over telefonen modstridende meldinger i bussen om, at vi kunne komme igennem, ikke komme igennem, komme igennem, ikke komme igennem. Vi endte med at måtte køre en meget lang omvej for at når frem, en vej, som vores chauffør var ret utryg Checkpoint Qalandia. Foto fra internettet ved, fordi vejen gik igennem en bosættelse. Han var en meget spøjs fyr, der snakkede en masse, og han lavede nærmest rap om checkpoint: Check, check, checkpoint. Jeg elsker checkpoint, checkpoints er mit liv, check. ckeck, checkpoint, jeg elsker dig! Han var utrolig ked af de mange drab på børn, og var ikke utilfreds med, at der også var israelere, der blev dræbt. Den sidste del var vi ikke helt glade for at høre på. En israeler blev skudt, bare fordi han lignede en farlig palæstinenser! Der er ingen tvivl om, at deltagerne har fået en stor og vigtig oplevelse og et stærkt indtryk af, at tingene er meget værre, end de overhovedet havde tænkt sig. Hver eneste forsinkelse af indlederes ankomst til møder, af bussens ankomst, lange køer ved checkpoint osv. viser, hvor svært det er at planlægge ganske simple ting. Det kan altid gå i skuddermudder på den ene eller anden måde. Den manglende 52

53 statsløsning, men hvordan tackles et problem med, at der bor over ½ million bosættere midt i 2½ million palæstinensere, placeret på de mest strategiske steder, de mest frugtbare steder, de mest vandrige områder? bevægelsesfrihed, at man er låst fast i en jernhård besættelse, at man ikke har sin frihed til at rejse, at ens børn skal være bange for at gå til skole, eller for at ens hus skal blive revet ned. At ens mobiltelefon kan tages for en kniv, så man bliver skudt. Indtil videre er der her vist udbredt enighed om, at der ikke er et orkestreret bevægelse, der er i gang, med knivstikkerier osv. Der er intet politisk parti eller en bevægelse, der styrer noget. Mange ofre er aldeles uskyldige. Om der er en 3. intifada undervejs? Det er i hvert fald sikkert, at der er en kolossal frustration over manglen på frihed og muligheder, som vi andre betragter som selvfølgeligheder. Der er utilfredshed med korrupte ledere. Jeg synes, at det er helt uforståeligt, at en stat, som kalder sig den eneste demokratiske stat i Mellemøsten, kan tillade sine soldater at skyde på ubevæbnede mennesker eller på et mennesker, der måske har en kniv, i stedet for, at man uskadeliggør en mistænkt og bringer ham for retten. Konfliktens løsning Vi spørger til folks forestillinger om, hvordan konflikten kan løses, men hvor er det svært. Nogen mener en en-stats løsning, andre en 2-53

54 Hvem tør og kan sætte sig i spidsen for forhandlinger eller opstand eller? Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald sikkert, at palæstinenserne føler sig svigtet af Europa og USA. Nu er det snart 50 år siden, at Vestbredden blev besat. Gaza er ikke frit. Det er 67 år siden, at den israelske stat blev etableret med usigelige ofrer for de mange familier, der måtte flygte fra hus og hjem. Mange har fortsat nøglen til deres gamle hjem liggende fremme i hjemmet i flygtningelejren. Måske er det umuligt at vende tilbage, men de mangler fortsat kompensation for de mange tab de har lidt. Internationale konventioner overtrædes groft af Israel. Hvornår er vi parat til at stoppe Israel, så både israelere og palæstinensere igen kan leve fredelig sammen med lige rettigheder og værdighed? Karen Skrevet efter hjemkomst Torsdag morgen møde på Den danske Repræsentation om den politiske situation. Vi fik en god og redelig orientering, og repræsentationen har været en god samtalepartner, når jeg har snakket med dem om forskellige sikkerhedsproblemer. Foto fra Hamdes bog "Roots Run Deep" Fredag og lørdag var vi i Bil in, en lille landsby, der fik frataget en tredjedel af dens jord, hvor der nu er bygget store bosættelser. Beboerne er lykkedes med at få en del af deres jord tilbage ved en kombination af at føre sag ved højesteret og fredagsdemonstrationer gennem de sidste 10 år. Men på resten af deres og nabolandsbyens jord ligger der nu 3 store bosættelser, og muren går så tæt, at man kan høre bosætternes musik og børnene lege. Om aftenen virker det meget stærkt, at der ligger sådan et oplyst bymiljø midt i et gammelt landsbrugsområde. Mange familier har fået frataget alt deres jord uden kompensation. Jeg har været der flere gange før, men nu virker deres fredagsdemonstration rituel og uden virkelig folkelig opbakning. Der deltog flere udlændinge end palæstinensere: Norske, danske, italienske og brasilianske grupper 54

55 samt f.eks. flere israelere. Flere af os deltog, og vi fik da også vores del af tåregassen, selv om vi holdt os lidt på afstand. Utallige mennesker er blevet såret ved demonstrationerne i årenes løb, men der er kun blevet dræbt 2 mennesker. En mand, Bassim, blev skuddræbt ved en demonstration, og på filmen 5 ødelagte kameraer ser man det ske. Fotografen Hamde Abu Rahma, som vi boede hos, er selv blevet såret flere gange, én gang med en gummikugle midt Foto fra Hamdes bog "Roots Run Deep" mellem øjnene. Det har alt sammen ændret hans liv, så han nu arbejder meget med at fotografere og dokumentere og lave udstillinger ved siden af sit universitetsstudium. Hamde er ved at bygge sit eget hus i nærheden af sine 3 brødre, men han har en have, som han er meget stolt af. Vand er et stort problem i landsbyen, for den får kun tilført vand en gang om ugen, hvor deres beholdere på tagene fyldes. Men en engelsk donation har betalt en cisterne, der er bygget under et af brødrenes huse, og her opsamles vinterens regnvand. Hamde har forbedret sin jord, fået kørt de største sten væk og lagt et system af vandslanger, så regnvandet ledes direkte hen til planterne. Han dyrker grøn peber, radiser, auberginer, chili, spinat og meget andet og kan høste 3 gange om året. Han gøder med fåremøg, og gjorde meget ud af at fortælle, at der ingen kemi er i hans have. Han holder sin store familie forsynet med grønsager. Det er her i hans have, han finder sin ro og sin balance. Det var livgivende at se midt i al elendigheden. Og man tænker på Halfdan Rasmussen: Livet er en morgengave. Efter Bil in tog vi til Jerusalem med den offentlige bus. Vi holdt i kø 1 time ved checkpointet Qalandia. De israelske soldater har ikke travlt med at afvikle trafikken, så man må bare tage ventetiden i stiv arm. Intet under, at der er noget, vi kalder palestinian time. Det er svært at lave aftaler, komme til tiden eller drive forretning under sådanne vilkår. Dette er en måde at fastholde palæstinenserne i magtesløs position på. 55

56 oftere videregiver de israelske vinkler på, hvad der sker. KH Karen Palæstina Palæstinensere på flugt. Fra Ilan Pappés bog "Den Etniske Udrensning i Palæstina". Vi havde haft et møde for at diskutere, hvordan folk havde det med at tage tilbage til Jerusalem, for der havde også fundet drab sted ret tæt ved vores hostel. Men der var ro, da vi kom, men mange soldater ved Damascus Gate, men vi havde ikke problemer. Senere på dagen var der et stort udbud af fotografer og soldater m.v., men vi ved ikke, hvad årsagen er. Derimod var der en demonstration i Jerusalem arrangeret af Gush Shalom: Jews and arabs stick together. Vi spiste vores afskedsmiddag, så vi deltog ikke, men vi hørte, at det havde været en meget fin demonstration, og demonstrationer fortsætter over hele Israel under sammen devise. Hjemkommet kan vi konstatere, at der stort set er tavshed om, hvad der sker, og at medierne oftere og Tomme tåregashylstre i Bil ín Fra Ilan Pappés bog "Den Etniske Udrensning i Palæstina". 56

57 Digt af Mahmoud Darwish: Den uforgængelige figenkaktus Hvor fører du mig hen, far? I vindretningen, min dreng... Idet de to forlader sletten, hvor Bonapartes soldater rejste et udkigstårn for at iagttage skyggerne over Akkas gamle bymure, siger en far til sin søn: Vær ikke bange. Vær ikke bange for lyden af kugler! Læg dig for en sikkerheds skyld helt fladt på bakken! Vi skal klare os og komme op i bjergene i nord. Og når soldaterne rejser hjem til deres familier langt herfra, kommer vi tilbage. Hvem skal bo i huset efter os, Far? Det skal stå som det altid har stået, min dreng! Han kendte nøglen lige så godt som sine lemmer, og fattede håb. Idet de klatrede over et pigtrådshegn, sagde han: Husk det, min dreng! Her hængte briterne din far i figenkaktussen i to nætter, men han tilstod aldrig. Når du bliver stor, min dreng, skal du fortælle dem som arver deres geværer om blodets færd over stålet.. - Hvorfor lod du hesten blive alene tilbage? - For at holde huset med selskab, min dreng. For husene dør hvis beboerne forsvinder. I det fjerne åbner evigheden sine porte for nattens karavane. Slettelandets sjakaler hyler mod en frygtsom måne, og en far siger til sin søn: Vær stærk som bedstefar! Og tag med over den sidste ås med evigtgrønne ege. Husk det, min dreng: Her faldt janitsharen af krigsmuldyret, så bliv ved min side til vi vender tilbage. - Hvornår, Far? - Snart. Måske om et par dage, min dreng! En forvirret morgendag tyggede vinden bag dem i de lange vinternætter. Joshuas, Nuns søns, soldater brugte sten fra deres hus til at bygge deres borg. De ilede op over stien til Kana: Her gik Kristus forbi en gang. Her lavede han vand til vin, og snakkede en masse om kærlighed. Husk morgendagen, min dreng. Og husk korsfarerborgene, overgroet af aprils vækster efter at soldaterne tog afsted. Fra digtsamlingen Hvorfor lod du hesten blive alene tilbage? (1994) Oversat fra arabisk af Anne Aabakken (Solum Forlag, Oslo 2002) og af Allan EP (fra norsk)

58 + 58