Den sidste reformation af Torben Søndergaard

Transkript

1 Den sidste reformation af Torben Søndergaard Copyright: 2010, Torben Søndergaard Udgivelse: Mission Produktion ISBN: Bestilling: eller pr. tlf Bagsidetekst: Kirken er Kristi legeme her på jorden, men mange kirker drives i dag som virksomheder, hvor kirkegængerne bliver betalende kunder, der skal få hele maskineriet til at køre rundt. Hvis et legeme bliver gjort til en forretning, er det så ikke prostitution? Desværre er vort fokus og formål med kirken blevet ændret. Resultatet er, at kirkerne ikke længere formår at gøre folk til disciple. I stedet for at gå tilbage til Bibelens skabelon er man gået en hel anden vej. Man laver bl.a. søgervenlige kirker, hvor Bibelens mest radikale budskaber pakkes ind eller helt forties. Vidste du - at de første kristne hverken havde kirkebygninger, medlemskab, vedtægter, platform, stolerækker eller gudstjenester hver søndag? - at de første kristne primært lærte gennem eksemplets magt, og at det bl.a. var derfor, at det lykkedes at gøre folk til disciple? - at nadveren ikke kun var lidt saft og et stykke brød, men et helt måltid mad, hvor man delte fællesskabet med hinanden og mindedes Jesus? - at vi i den nye pagt alle er præster ind for Gud, og Bibelen derfor siger, at når vi kommer sammen har alle noget at dele? - at tiende aldrig kun var 10 %? Meget af det vi i dag forbinder med kirken, bygger på alt andet end Det Nye Testamente. Det bygger i stedet på Det Gamle Testamente, kirkekultur og hedenskab. Det er derfor nødvendigt, at vi som Guds folk tør stoppe op og se på kirken i dag i forhold til den første menighed, vi læser om i Bibelen. Skal vi lykkes i at gøre hele nationen til hans disciple må vi gå tilbage til den skabelon, vi finder i Bibelen. Lad reformationen begynde! Om forfatteren: Torben Søndergaard er forfatter til seks andre bøger, samt manden bag missionsorganisationen OplevJesus. Han er kendt for sin direkte tilgang til Bibelen og sit personlige liv med Gud kender ham fra national tv, hvor han har medvirket flere gange. Du kan læse meget mere om Torben Søndergaard på hjemmesiden:

2 Den sidste reformation Før du starter. I denne bog har jeg forsøgt at bruge ordene menighed og kirke på to forskellige måder. Når jeg bruger ordet menighed tænker jeg primært på fællesskabet af mennesker uden kirkebygning mens jeg ved brug af ordet kirke både tænker på kirkebygning, kirkegængere og alt hvad dertil hører. Altså en kirke er inklusiv en kirkebygning, og en menighed er uden en kirkebygning. Det er ikke altid, dette kan lykkes, men da vil du ud fra konteksten vide, hvad jeg tænker på. Samtidig vil jeg primært beskæftige mig med frikirkerne så når der ikke står folkekirken, tænker jeg hovedsageligt på frikirkerne. Står der Bibelen på hverdagsdansk ud fra Bibel citaterne, er det fordi citatet er hentet fra Bibelen på hverdagsdansk år Ellers vil alle Bibel citater være fra den danske, autoriserede oversættelse, år Den tredje reformation (FORORD) Den tyske kirkevækstsforsker Christian Schwarz siger, at meget tyder på, at vi nu er i tiden, hvor vi skal se den tredje reformation. Den første reformation skete i det 16. århundrede, hvor Martin Luther gik imod den katolske kirke og dens lære. Han fik genoplivet selve kernen i evangeliet; nemlig: retfærdighed ved troen alene. Så man kan sige, at denne reformation omhandlede teologien. Kigger man på strukturen i og omkring den lutherske kirke i dag, så ligner den utrolig meget den katolske kirkes struktur. Selve strukturen fik Martin Luther nemlig ikke ændret så meget ved. Den anden reformation fandt sted i det 18. århundrede på tidspunktet omkring den tid, hvor Wesley brødrene havde deres virke. I denne reformation blev den personlige intimitet med Kristus genopdaget. Man kan sige, at dette i høj grad var en åndelig reformation. En reformation, hvor den lidenskabelige kærlighed til en personlig frelser blev vakt. Dette førte også til en ny brand, når det gjaldt mission og evangelisation. Men endnu en gang blev der ikke ændret så meget på selve strukturen, rammerne for kirken og gudstjenesten. Det blev som at sætte en ny lap stof på gamle klæder. Ser man op igennem historien, så har der været mange forskellige vækkelser, men ingen af disse har for alvor gjort noget ved kirkens struktur. Det, vi for alvor mangler, er en ny og gennemgribende reformation. En tredje reformation, som, Christian Schwarz og mange andre mener, kommer til at reformere hele vores kirkestruktur. Den tredje reformation handler altså ikke kun om små ændringer hér og dér. Nej, det er en reformation, der går så dybt, at det bliver som at starte forfra. Jeg er meget enig i, hvad Christian Schwarz, Wolfgang Simson og andre, der taler om dette, siger. Så det, jeg vil komme ind på i denne bog, er langt fra noget, jeg er alene om at mene. Der er faktisk skrevet rigtig mange gode bøger om dette emne, men mange af disse bøger er så dybdegående, at det kræver, at man virkelig interesserer sig for kirke og kirkestrukturer, for at læse dem. Gør man ikke det, kan de være lidt svære at komme igennem. Derfor vil jeg i denne bog ikke gå så meget i dybden, som mange af de andre gør. Jeg vil i stedet give en smagsprøve på, hvad det er, Gud er ved at gøre. En smagsprøve på fremtidens menighed i vort land. Selvom jeg således ikke kommer med noget nyt, så vil det alligevel være meget nyt for de fleste i Danmark. Det virker som om, at det endnu ikke rigtig er slået igennem i Danmark, Skandinavien og Europa, som så mange andre steder i verden. Så forhåbentlig kan denne bog være med til at starte en reformation i dig. En reformation, hvor du måske bagefter vil grave dybere ned i, hvad Bibelen siger om disse ting.

3 Jeg ved, at Gud vil, at noget nyt skal ske i Danmark. Jeg ved også, at denne reformation er nødvendig. Selvom jeg er så sikker i min sag, så er det alligevel med stor frygt og bæven, at jeg skriver, hvad jeg gør. Jeg ved nemlig også, at det ikke kommer til at gå stille for sig. I dag er vi alle glade for den reformation, som Martin Luther kom med. Ja, her femhundrede år efter sidder vi og tænker, hvor fantastisk Reformationen var, og har næsten en glansbilledagtig forståelse af, hvad der faktisk foregik. Vi forestiller os, hvordan Luther stod ved Wittenberg kirke d. 31. oktober 1517 og stille og roligt satte sine 95 teser på døren, mens folk stod og klappede bag ham. Ja, det var så smukt, og dette dannede så Reformationen, hvilket vi i dag er glade for. Men vi glemmer flere ting. Vi glemmer, at det ikke gik stille for sig. Det skabte en stor modstand, hvor man brændte hans bøger og beskyldte ham for at være sendt af djævelen for at bekrige Guds kirke. Vi glemmer, at det faktisk førte til voldsomme kampe, hvor tusindvis af mænd, kvinder og børn blev slået ihjel. Vi glemmer, at kirken dengang ikke ønskede, at dette skulle ske, og derfor gjorde alt for at bekæmpe det. Det kan være, at du nu tænker: Ja, men det var jo den katolske kirke. Til det kan jeg kun sige: Ja, det var den katolske kirke, men det var stadig kirken. I dag vil det være en anden kirke, der vil prøve at bekæmpe, hvad Gud ønsker. Hvorfor tror vi egentlig, at det vil være meget anderledes i dag? Jeg siger ikke, at vi skal se tusindvis af mænd, kvinder og børn blive slået ihjel, men hvorfor tror vi, at dette vil gå stille for sig uden splittelse og beskyldninger om, at man arbejder imod Gud og er ved at ødelægge kirken? Sandheden er, at vi trænger til at se denne reformation! - og nej, det kommer ikke til at gå stille for sig. Man vil nemlig blive beskyldt for at ødelægge kirken. Man vil opleve, at mange kristne går imod én, fordi de er uenige i det, man har gang i. Man vil blive beskyldt for at være forført og farlig. Men vi ved også, at sandheden er, at alt det, vi gør, gør vi faktisk for kirken og for Gud. Vi gør det, fordi vi har set noget, Gud ønsker skal ske. Hvorfor gik kirken imod Martin Luther? Var det, fordi det ikke stemte overens med Guds ord, det han sagde? Nej, det var ikke derfor. For kirken handlede det ikke om, hvad Bibelen sagde. Det handlede om noget helt andet Martin Luthers lære gik imod et system, der var bygget op omkring økonomi, magt og kontrol. Og det samme kan vi også sige, det handler om i dag. I dag vil folk også gå imod dette, ikke fordi det er ubibelsk, men fordi det vil ødelægge det system, som de har været med til at bygge op. I dag handler det stadig om, at økonomi, magt og kontrol spiller en stor rolle. Det er ikke fordi, at præsterne ikke ønsker at tjene Gud og gøre det rigtige. Det handler i det store hele bare om, at de enten ikke kan se det, eller at de har meget at miste, og det gør det svært for dem at gå denne vej. Når de så ser, at andre forlader deres system, vil de bekrige det, fordi det netop gør, at de mister medlemmer og dermed også penge, som får systemet til at køre rundt. Dette vil jeg komme nærmere ind på senere i bogen. Vi skal læse lidt om, hvad det var, Jesus gjorde og sagde: Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som

4 markedsplads! Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: Nidkærhed for dit hus skal fortære mig. (Joh 2, 13 17) Nu bor Gud ikke i et tempel bygget af sten. Han bor i os kristne. Men hvis Jesus i dag gik rundt her på jorden og så, hvad der sker rundt omkring, så ville han reagere på samme måde. Han vil ikke ligesom os bare sidde tilbage og se igennem fingre med det. Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor. (Luk. 12, 51 53) Jesus har virkelig en nidkærhed for Guds menighed på jorden. Har vi i dag den samme nidkærhed? Jesus sagde, at det ville koste at følge ham. Er vi villige til at betale den pris? Det vil skabe splid, og nogle kristne vil bekæmpe dette, da det ser ud som noget, der vil ødelægge kirken. Jeg kan for mit eget vedkommende ærligt sige, at jeg på ingen måde udgiver denne bog for at ødelægge Guds menighed. Jeg udgiver ikke denne bog, fordi jeg er imod Guds menighed. Jeg udgiver denne bog, fordi jeg er for menigheden, og jeg ønsker at redde den. Jeg elsker Guds folk, og jeg elsker Gud og derfor gør jeg det, jeg gør. Forskellen er bare, at jeg i dag har et andet syn på, hvad der er Guds menighed, end hvad mange andre har. Efter Reformationen med Martin Luther begyndte Gud igennem forskellige vækkelser på ny at åbenbare tabte sandheder ud fra sit ord. Sandheder, som altid har eksisteret, men som i det store hele gik tabt i det 4. århundrede. Sandheder, som igennem middelalderen kun blev bevaret af mindre grupper rundt omkring. Der har været mange andre vækkelser igennem tiden, men disse vækkelser bragte hver især en sandhed med sig. Sandheder, som f.eks. retfærdiggørelse ved tro, som den Luther fik nåde til at bringe. Ved at se på disse vækkelser ser man tydeligt, hvordan menigheden hver gang kom et skridt nærmere den første menighed, som vi læser om i Bibelen. Det stoppede altså ikke med Martin Luther og Reformationen. Efter Reformationen kom den baptistiske vækkelse, hvor Gud på ny åbenbarede den bibelske dåb af troende (fuld neddykkelse på sin egen tro). Senere kom den metodistiske vækkelse, hvor det var sandheden om helliggørelse ved tro, som igen blev åbenbaret og fik nyt liv. Så var det adventisternes vækkelse med håbet om Jesu genkomst, der kom. De næste store vækkelser skabte et fornyet fokus på dåben med Helligånden og Åndens gaver. Den sidste store vækkelse var i Wales med Evan Roberts. I denne vækkelse kom der en fornyelse ind over de apostolske tjenester. Der kom igen fokus på tjenesterne som hhv. apostel, profet, evangelist, hyrde og lærer, som de tjenester, Gud har givet til menigheden. Alt sammen noget, der i det store hele gik tabt via kirkemødet i år 325 e. kr., hvor man begyndte at opbygge kirken efter det romerske kejserriges struktur med pave, biskopper, præster, munke og nonner, hvilket senere igennem protestantismen blev til præster, biskopper og menighedsråd. Ud fra alle disse vækkelser, hvor Gud fornyede sandhederne i sit ord, har vi i dag de forskellige kirkesamfund, såsom Den Lutherske kirke, metodisterne, baptisterne, adventisterne, Pinsebevægelsen og den Apostolske Kirke. Disse vækkelser har alle været vigtige i forhold til at få fat i de sandheder, som i det store hele var gået tabt. Men sandheden er, at ingen af disse vækkelser fik gjort op med selve strukturen i og omkring kirken. Igen blev det som at sætte nyt stof på gamle klæder.

5 Jesus kommer meget snart igen, og jeg er overbevist om, at vi er dem, der skal få lov at opleve hans genkomst. Inden han kommer igen, vil han gøre sin menighed klar som en brud, der gøres klar til at møde sin brudgom. Kigger man på disse vækkelser, er det svært at se, at vi mangler så meget andet end at se en reformation af selve strukturen, og igen at se disse sandheder fornyet og føjet sammen. Gud havde nemlig aldrig tænkt sig, at disse sandheder skulle blive til selvstændige kirkesamfund, som efterhånden ville kvæle vækkelses-ilden. Gud havde ikke tænkt sig, at kirkerne skulle sidde hver for sig med sin lille sandhed, som i sig selv kun er en del af sandheden, hvis man ikke får de andre ting med. Retfærdiggørelse ved tro er vigtig - og indgangen til det nye liv i Kristus. Men efter retfærdiggørelsen af tro kommer der et liv, der også skal leves. Et liv, hvor vi i høj grad behøver den bibelske dåb i vand for at begrave vores gamle natur. Vi behøver også helliggørelsen ved tro, for Jesus døde ikke bare for at tilgive vore synder men også for at bryde syndens magt, så vi i tro også kan leve det hellige liv, Gud kalder os til. Vi behøver også Åndens dåb og de andre ting for at kunne leve som disciple og efterfølgere af Jesus Kristus og for at se menigheden vokse. Så vores udgangspunkt er derfor ikke Martin Luther og Reformationen eller de andre vækkelser, da de hver især kun fik nåde til at bringe lidt af Guds sandhed med sig. Vores udgangspunkt er Guds ord, Bibelen og Jesus Kristus, for i ham har vi alt, hvad vi behøver til liv og gudsfrygt (2. Pet. 1, 3). Dette gælder også, når vi kigger på strukturen i og omkring menigheden. Jeg tror, det er rigtigt, at vi står overfor den tredje reformation. Men jeg tror også, at det er den sidste reformation, inden Jesus kommer igen. En reformation, hvor Gud vil samle alle brikkerne og gøre menigheden klar til at møde sin brud. Så lad reformationen begynde. Torben Søndergaard Et tankeeksperiment November 2009 udgav jeg bogen Kristen, discipel eller slave. Bogen er en rejse tilbage til, hvordan de første kristne levede. Vi så især på, hvad det var, Jesus sagde om det at følge ham. Vi kiggede også på de forskellige ting, som man kaldte de første kristne, hvilket hovedsageligt var disciple, men også Kristi slaver, som faktisk forekommer mange gange på grundsproget. Vi kiggede på, hvorfor det er vigtigt, at vi tør læse Bibelen, som den er. At vi ikke hele tiden skal tolke Bibelen ud fra, hvad vi ser omkring os i dag. Problemet er nemlig, at når vi læser noget i Bibelen om f.eks. det at følge Jesus, kigger vi ofte omkring os og tænker, at sådan kan det ikke hænge sammen, og derfor må det være anderledes i dag. Det ser nemlig ud til, at man i dag ikke behøver at give alt for at være en kristen. Det er i hvert fald det, vi ofte ser i vore kirker. Vi tolker altså Bibelen ud fra vores omgivelser og kultur, hvilket kan være meget farligt. Dette kan ende med, at det bliver som en blind, der leder en blind. Derfor er det så vigtigt, at vi lader Bibelen forvandle vores forståelse af tingene og ikke omvendt. I bogen Kristen, discipel eller slave kom jeg med et tankeeksperiment, hvorefter jeg stillede spørgsmålet: Hvis det var dig, hvordan tror du så, at du ville leve? Tror du, at du ville leve, som du gør i dag? Og tror du, at du ville leve som de fleste kristne i dag? I denne bog vil jeg starte med det samme tankeeksperiment, hvor jeg dog har ændret lidt på spørgsmålet og vil efterfølgende stille nogle andre spørgsmål.

6 Forestil dig, at der ikke er en eneste kristen på hele jorden. Der findes ingen kirker, ingen kristne bøger, intet kristent tv eller kristne aviser. Faktisk findes der intet, der direkte har noget med kristendommen at gøre på nær en Bibel. En dag finder en person denne Bibel. Vedkommende har aldrig set eller hørt om Bibelen, Jesus eller kristendommen men begynder straks at læse Bibelen igennem. Han starter med at læse Det Gamle Testamente om, hvordan det hele startede, og hvordan landet Israel opstod. Han læser, hvordan Gud arbejder med sit folk. Igennem det, han læser, får han et tydeligt billede af Gud som en hellig og retfærdig Gud. En Gud, der kan blive vred, men også en Gud, der er barmhjertig og langmodig. En Gud, som har en enorm kærlighed til sit folk. En Gud, som en dag vil sende os alle en frelser, hvilket er den røde tråd igennem hele Det Gamle Testamente. Da han når til slutningen af Det Gamle Testamente, har han dannet sig et indtryk af, hvordan Gud er, og hvordan han handler. Han fortsætter med at læse i Det Nye Testamente, hvor han ser, hvem denne frelser er, som, Gud har lovet, skulle komme. Han begynder med at læse de fire evangelier, der beretter om, hvordan Jesus Kristus gik omkring, forkyndte evangeliet og helbredte de syge. Side efter side læser han, hvordan Jesus forkyndte, at folk skulle omvende sig og tro på evangeliet; at enhver, der ville arve Guds rige, skulle tage sit kors op og følge ham, samt alt det andet radikale han sagde og gjorde. Evangelierne fortæller ham, hvordan Jesus tog sine disciple til sig og derefter sendte dem ud for at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Han læser, hvordan Jesus var elsket af nogle og hadet af andre. Han læser om, hvordan han gav sig selv på korset for os alle, og hvordan han ved sin død og opstandelse besejrede døden. Alt dette gav ham en rigtig god forståelse for, hvem Jesus var, og hvad han forkyndte. Han fortsætter derefter med at læse i Apostlenes Gerninger, hvor han ser, hvordan Jesus efter sin opstandelse kom og fortalte, at de, der tror på ham skal iføres kraft fra det høje, ved at Helligånden vil komme over dem. Han læser også om, hvordan det rent faktisk skete der. Som han læser sig gennem Apostlenes Gerninger, begynder han at forstå, hvordan de første kristne levede. Et liv med rigtig megen modstand og forfølgelse. Et liv, hvor det virkelig kostede alt at følge Jesus. Et overnaturligt liv i fællesskab med Gud og i fællesskab med hinanden. Efter Apostlenes Gerninger bevæger han sig videre til Romerbrevet. Han læser de første fire kapitler om, hvordan vi alle har syndet og er kommet langt væk fra Gud. Han læser kapitel 5 om, hvordan Jesus er den nye Adam, som skal tilgive os vores synd og forlige os med Gud. Han læser kapitel 6-8 om, hvordan der i Kristus er frihed fra synden, og at denne frihed findes ved, at vi bliver døbt og vandrer i lydighed mod Ånden og ikke mod kødet. Han kommer derefter til kapitel 9, så kapitel 10, der forklarer, hvordan der er frelse ved at gøre Jesus til sin Herre. Da han læser dette, bøjer han sine knæ og beder Jesus Kristus om at komme og blive hans herre og frelse ham. Da han gør dette, oplever han med det samme den nye fødsel, som Bibelen taler om. Han oplever frelsen i Kristus og oplever også, hvordan han straks bliver døbt med Helligånden, som man igen og igen kan læse om i Apostlenes Gerninger. Som han knæler der, født på ny, kan han mærke en forskel i sit indre. Han ved nu, at han er tilgivet og, at det, der står i Bibelen, er rigtigt, da han selv har mærket det på sin krop og nu har dette vidnesbyrd i sit indre. Han rejser sig op fast besluttet på at følge Jesus 100 % og starter derfor med at døbe sig selv, da der jo ikke er andre til at gøre det. Han begynder derefter at leve som en discipel, og han begynder også at se andre vende om for at følge Jesus. Efter nogen tid har han og de andre disciple startet flere menigheder rundt omkring. Mit spørgsmål er nu: Hvordan tror du, deres menigheder ville være? Ville de være, som vi kender dem fra den danske folkekirke eller mere som de danske frikirker? Eller noget helt tredje? Ville deres menighed have en flot kirkebygning med en talerstol på en platform, mens alle stolene står i pæne rækker? Eller ville de slet ikke have nogen bygning, talerstol eller stolerækker? Tror du, at de ville holde gudstjeneste hver søndag formiddag samt have søndagsskole ved siden af? Ville de have

7 en liturgi, der består af en velkomst, nogle sange, info/kollekt, flere sange, tale og nadver? Eller ville de slet ikke have en liturgi og bare lade Ånden lede dem? Sandheden er, at deres menighed ville være meget anderledes, end hvad vi ser i dag. Problemet i dag er, at meget af det, vi gør, når det kommer til kirken, ikke bygger på Bibelen. Det bygger ikke på Bibelen men på kristne traditioner, hedensk kultur samt national kultur. Jeg skriver kristne traditioner i gåseøjne, da mange af de kristne traditioner i dag faktisk kommer fra jødedommen og Det Gamle Testamente. Når vi taler om kultur, så bliver vi nødt til at prøve at dele det lidt op, selvom det kan være svært. Der findes nemlig en kultur indenfor kirken, som jeg kalder en kirkekultur. Der findes også en national kultur, som er forskellig fra land til land og fra folk til folk. Nu kan vi ikke med sikkerhed sige, hvordan de i min opdigtede historie ville forme deres kirke, da det selvfølgelig ville afhænge af den nationale kultur, de kommer fra. Kommer de f.eks. fra en kultur, hvor familierne er knyttet tæt sammen, og hvor man bor sammen i flere generationer, ville det påvirke deres kirker på en anden måde, end hvis de kom fra en kultur, der ligner den danske, hvor man ikke altid gør så meget ud af det med familien. Én ting ved vi om dem i historien. De ville ikke have nogen kirkekultur med sig derfor ville de spejle sig mere i Bibelen og ikke som i dag, hvor vi bygger på traditioner og kirkekultur. Derfor ved jeg også, at deres kirke ville være meget anderledes, end hvad vi ser i Danmark i dag. Meget af det, vi gør i kirken i dag, kan man nemlig ikke finde eksempler på i Bibelen, og det bygger udelukkende på kirkekultur og traditioner. Jeg tror, det er vigtigt, at vi prøver at skelne mellem vores danske kultur og så vores kirkekultur. Vi kan sagtens nå danskerne uden meget af vores kirkekultur, da de jo ikke er en del af den i forvejen. Men vi kan samtidig bedst nå danskerne ved at forblive danskere, da vi jo taler det samme sprog, hvis du forstår, hvad jeg mener. Vi kan sige, at vores danske kultur er meget vigtig for os, og meget af den behøver vi ikke at prøve at ændre på, da den er en del af vores identitet. Nu siger jeg meget af den, da noget af den danske kultur naturligvis er direkte imod Bibelens lære, og derfor skal vi selvfølgelig ikke holde fast i den del. Det er f.eks. meget dansk, at unge drikker, men det betyder jo ikke, at kirkerne skal til at servere alkohol til ungdomsmøderne. Så jeg håber, at du kan følge mig. Meget af det, kirken i dag bygger på, skyldes ikke vores danske kultur, og det bygger heller ikke på Bibelens lære. Meget af det, vi gør, bygger faktisk på hedenskab og en kirkekultur, der går tilbage til 300-tallet. En kirkekultur, der allerede dengang var meget anderledes, end hvad Jesus stod for, og hvordan den første menighed levede i flere århundreder. Vores kirkekultur behøver vi altså ikke presse ned over folk, for at de er rigtige kristne. Når vi fjerner meget af den kirkekultur, vi har i dag, vil vi faktisk se, at folk er åbne for Gud. De fleste siger nemlig ja til Jesus, men nej til kirken som den er mange steder. Så lad os prøve at lægge vores kirkekultur og de hedenske traditioner bag os og se, hvad Bibelen faktisk siger om tingene. I skal gøre disciple Vi vil starte med at se på, hvad formålet med menigheden er. Når jeg kigger rundt på vores kirker i Danmark, så kan jeg se, at netop dette er meget nødvendigt at få genopfrisket. Jeg vil stille dig nogle spørgsmål. Hvad er formålet med en kirke? Er formålet, at man skal blive mange mennesker i kirken? Ja, selvfølgelig ønsker vi mange i en kirke, men gik Jesus efter at samle mange mennesker, eller havde han et andet fokus? Vi ser igen og igen, at Jesus ikke var optaget af skarerne. Jesus stod heller ikke med en stor kirke efter hans tre års tjeneste på jorden selvom han sikkert kunne få en kæmpe kirke, hvis han ønskede det. Nej, Jesus gik ikke efter antal af mennesker.

8 Jesus ønskede mennesker, som var villige til at følge ham, og som han kunne bruge til at bygge sit rige. Er formålet med en kirke at få en flot kirkebygning, der fungerer med café, ungdomsmøder, søndagsskole osv.? Nej, de første kristne havde hverken en kirkebygning, ungdomsmøder, søndagsskole og meget af det, vi i dag forbinder med en god kirke. Jesus talte heller ikke om nogle af disse ting. Så hvis formålet med en kirke ikke er at få mange mennesker samlet eller at få en flot kirkebygning, hvad er formålet så egentligt? Jo, formålet er ene og alene det, Jesus har befalet os nemlig at gøre folk til hans disciple. Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. (Matt 28, 18-20) Jesus har intet sted sagt til sine disciple, at de skulle gå ud og bygge en masse kirker. Nej, han sagde, at de skulle gå ud og gøre til disciple, så han med dem kunne bygge sin menighed. Det vil sige, at en stor flot kirkebygning med mange mennesker ikke er noget mål i sig selv, hvis ikke alle disse mennesker bliver gjort til disciple og efterfølgere af Jesus Kristus. Nu taler vi ikke om, at de tror på Jesus, men om, at de virkelig lever med ham. Vi taler ikke om, at de kommer til gudstjeneste, men om de virkelig er disciple, der følger og adlyder ham, hvilket er det, Bibelen taler om. (Meget mere om dette i min anden bog Kristen, discipel eller slave ). Antal af mennesker, bygninger eller økonomi burde ikke være i fokus, når det kommer til spørgsmålet, om en menighed er sund eller ej. Alt dette er i sig selv ligegyldigt, hvis det ikke skaber det, som Jesus befalede nemlig disciple. Så Jesus har altså ikke kaldet os til at starte kirker men til at gøre folk til disciple. Menigheden, eller kirken, er altså i sig selv ikke noget mål. Nej, det er Guds middel til at nå målet, nemlig at skabe disciple. Så hvis vi har en kirke, hvor dette ikke lykkes, hvorfor forsætter man så på samme måde år ud og år ind? Tænk på alle de ressourcer af penge, tid og kræfter, der bruges på at holde en sådan maskine i gang, og så skaber det ikke engang det, som Gud ønsker. Hvorfor inviterer man igen og igen talere fra store menigheder i udlandet for at komme og tale, når man ikke har nogen idé om, hvordan mennesker i deres kirke lever? At samle mennesker er ikke det store problem, hvis man bare vil give dem, hvad de ønsker. Men at gøre til disciple og efterfølgere af Jesus er noget helt andet. Jeg ved, at en af de større menigheder i Danmark for kort tid siden holdt en konference om, hvordan man skulle gøre søgere til disciple. Til denne konference ville man tale om den store udfordring i dag, nemlig at gøre folk i kirken til disciple. Men hvorfor kigger andre så på selvsamme kirke og kopierer dem, når det, de har opnået, er at få en masse søgere til at komme i deres kirke? Hvis Jesus kom tilbage i dag, ville han så hente alle søgere med hjem, eller ville han kun tage alle disciplene med? Mange af de menigheder, som vi i dag ser som store, er i Guds øjne meget små. Den dag forfølgelse for alvor begynder, og tingene vil vise sig, som de virkelig er, da vil alt blive vendt på hovedet. De store menigheder vil med ét ikke være så store, da det nu pludseligt koster en pris at følge Jesus en pris de fleste aldrig har været villige til at betale, når det kom til stykket. Det er jo derfor, de kommer dér og ikke et andet sted, hvor man taler ordet radikalt om omvendelse og selvfornægtelse. Derfor er det meget vigtigt, at vi igen får fokus på at skabe disciple, da vi netop lever i en tid, hvor vi fjerner fokus mere og mere fra, hvad Guds ord egentlig siger. Mange kigger i dag på, hvad der umiddelbart ser ud til at virke her og nu. Men vi skal ikke bygge noget, der kun holder her og nu. Vi skal bygge noget, der holder ind i evigheden! Vi kan altså ikke bedømme en menigheds helbredstilstand ved at se på økonomien eller antallet af mennesker, kirkebygninger eller aktiviteter. Den eneste måde, hvorpå vi kan bedømme en menigheds sundhedstilstand, er ved at se på, om de mennesker, der kommer i kirken, bliver disciple

9 og er efterfølgere af Jesus. Om det er et folk, der fornægter sig selv, og tager sit kors op og følger ham. Om de adlyder de befalinger, Jesus har givet. Om de elsker Gud af hele deres hjerte og deres næste som sig selv. At leve som en discipel af Jesus er ikke kun noget, man gør søndag formiddag nogle få timer, mens man resten af ugen lever for sig selv. Jeg vil påstå, at den måde, man lever på en fredag aften, viser meget mere om ens liv med Gud, end hvordan man lever søndag formiddag. Eller hvad, der kommer ud af ens mund en lørdag aften, viser mere om, hvad man er fyldt af, end hvad man siger i kirken om søndagen. Hvis vi ikke vil fortsætte med at bedrage os selv og hinanden, så må vi turde stoppe op og tage den rigtige vurdering af vore kirkers tilstand. Også selvom det kan vise et helt andet billede, end det vi forventer. Hvis du vil finde ud af, om din kirke er en sund kirke, så se efter, hvordan de unge lever fredag aften, eller hvad folk i menigheden taler om og fylder sig med en lørdag aften. Det vil vise det sande billede og et billede af, hvordan du selv ender, hvis du forsætter samme vej som dem. Vi ender som dem, vi omgås. Så i stedet for at stille dette spørgsmål til en kirke: Hvor mange er I i jeres menighed?, så skal man hellere stille disse spørgsmål: Hvad laver de unge fra kirken en fredag aften?, Hvad snakker de ældre om, når de er sammen med vennerne fra kirken?, Hvordan adlyder I Jesu befaling om at sprede evangeliet?. Svarene vil nok give et mere korrekt billede af menighedens sundhedstilstand. Antal af mennesker, bygninger, programmer, økonomi osv. er ikke et mål i sig selv. Faktisk kan meget af det være ødelæggende for målet. Målet, og det kald som Jesus giver os, er altså at gøre folk til hans disciple, idet vi døber dem og lærer dem at adlyde alt, hvad han siger. Så lad dig ikke snyde af alt det andet. At blive kristen er jo en rejse, som for nogle tager lang tid. Mange af dem i kirkerne i dag skal nok blive disciple med tiden, tror du ikke? Lad mig sige, at dette er, hvordan mange i dag ser på det. Men vi må huske, at mennesker ikke er frelst, før de bliver født på ny. Enten er man Guds barn eller djævelens barn (1.Johs. 3,10). Født af kød eller født af ånd (Johs. 3,6). På vej til Himmelen eller helvede (Matt. 25, 46). Der er ikke noget midt imellem. Man kan derfor være søger, og man kan være på vej, men så længe man er det, er man stadig ikke født på ny og vil derfor gå fortabt, hvis man dør. Dette uanset om man kommer i en kirke, beder til Gud eller læser i Bibelen. Det vil sige, at alle, som kun er på vej i vores kirker, vil gå fortabt, hvis de dør, inden de er kommet igennem til frelsen. Hvis man virkelig forstod dette, ville man også prædike langt mere klart for dem, og dette ville resultere i, at flere ville vende om her og nu. Studerer man vækkelses- og kirkehistorie, vil man se, at dette med at acceptere lange omvendelser, som tager flere år, er et nyere fænomen. Vi ser ikke dette i Bibelen. Så tal ordet og forvent, at folk vender om, og du vil se det ske!! Prædik et anderledes evangelium, som passer til søgere, og du vil få søgere, der aldrig kommer videre. Selvfølgelig er der nogle få, der vender om efter noget tid, hvor de har søgt i lang tid i en kirke, men jeg garanterer, at vi mister endnu flere ud af bagdøren ved at gøre det på den måde. Desuden får vi på den måde ikke de samme radikale omvendelser, hvor folk er villige til at give alt til Gud. Lad os aldrig acceptere noget andet mål end det, Jesus har givet os. Han gav os ikke befalingen at gå ud og gøre folk til søgere eller kirkegængere. Han sagde klart og tydeligt, at det handler om at gøre disciple, dvs. efterfølgere af ham, som adlyder, hvad han har befalet os. Når man først virkelig griber Jesus, vil man også være villig til at adlyde ham. Han er selve livet og årsagen til, at vi er her. Kirkekultur Når du hører ordet kirke, hvad tænker du så på? Hvis du kommer fra en folkekirkelig baggrund, så tænker du nok på en kirkebygning med et stort kirketårn. Du tænker nok også på et alter samt kirkebænke, hvor folk kan sidde, når præsten taler. Hvis du kommer fra en frikirkelig baggrund, så

10 tænker du garanteret mere på en moderne kirkebygning med en stor scene og moderne musikinstrumenter. Kirkebænken er skiftet ud med stole, som kan flyttes rundt, selvom de næsten altid står på pæne rækker. Selvom det kan være lidt forskelligt, hvad folk tænker på, når de hører ordet kirke, så er der alligevel mange ting, der er fælles for de fleste. Langt de fleste tænker nemlig på en bygning, som er bestemt til formålet at holde gudstjeneste. I denne bygning er der så en scene eller et alter, bænke eller stolerækker m.m. Disse ting er noget af det første, der dukker op, når man tænker ordet kirke. Kirken er et sted, hvor man går til gudstjenester, hører taler og gør andre kirkerelaterede ting. Hvad tænker du så på, når du hører ordet gudstjeneste? Igen er det vidt forskelligt alt efter, hvem man er. Men fælles er, at folk tænker på noget, der foregår en søndag i en bygning kirken. Til gudstjenesten er der sang, kollekt, tale og nadver. Sandheden er bare, at de ting, som vi tænker på, faktisk ikke kommer fra Bibelen f.eks. kirkebygning, scene/alter, bænke/stolerækker osv. Alt dette fandtes slet ikke hos de første kristne, og det kom faktisk først flere hundrede år efter, at Jesus var her på jorden, og den første menighed var startet. Alt det med gudstjeneste om søndagen med sang, kollekt, tale og nadver finder vi heller ikke i Bibelen. De første kristne havde ingen af disse ting, som vi i dag ser som nødvendige for at være en rigtig kirke og for at kunne holde en rigtig gudstjeneste. De første kristne havde altså ingen speciel kirkebygning beregnet til gudstjenester og andre kirkelige ting. De havde heller ikke et alter/en scene, hvor en særlig person kunne stå og tale Guds ord til en masse, der sad og lyttede. De mødtes faktisk heller ikke søndag formiddag til gudstjeneste, og de havde heller ikke nadver, som vi har det i dag. Alt dette, som virker så nødvendigt i dag, finder vi slet ikke i Bibelen - eller hos de første kristne. Alligevel (og måske netop derfor) havde de første kristne stor fremgang. For sandheden er, at alt dette faktisk kan være en hindring for fremgang og vækst. Når en præst i dag står søndag formiddag med Bibelen i hånden og siger: Vores kirke bygger på Bibelen og Bibelen alene så passer det altså ikke. For rammerne og traditionerne omkring ham bygger overhovedet ikke på Bibelen men derimod på kirkekultur og afgudsdyrkelse. Går vi tilbage til de kristne i vores historie i begyndelsen af bogen, så ville de heller ikke have alt det, vi i dag forbinder med en kirke. De ville nemlig ikke være præget af en kirkekultur, men af hvad der rent faktisk står i Bibelen. Spørgsmålet kan så være: Betyder det noget, hvordan vi mødes? Vi skal jo mødes på en eller anden måde, så hvorfor kan vi ikke ligeså godt fortsætte, som vi altid har gjort? Svaret er enkelt. Hvis det, man gør, ikke er direkte ubibelsk eller hindrer én i at fuldføre Jesu befaling om at skabe disciple, så er det selvfølgelig i orden, at man fortsætter, som man gør. Men sandheden er desværre bare, at meget af det, man gør, netop er ubibelsk og netop hindrer os i at skabe disciple, som Jesus, har befalet os. Som jeg var inde på tidligere, så er det forskelligt, hvad folk tænker på, når de hører ordet kirke. Men én ting er sikkert, og det er, at næsten alle tænker på en bygning. Et sted, som er beregnet til formålet at holde gudstjeneste m.m. Men dette med en speciel kirkebygning beregnet til formålet, findes som sagt ikke i Bibelen. Vi finder det heller ikke hos de første kristne. Faktisk skal vi hele 300 år frem, før vi ser den første rigtige kirkebygning, som vi kender den i dag. Det var på kejser Konstantins tid, at man så de første kirkebygninger. Faktisk stammer mange af de ting, vi gør i dag, helt tilbage fra tiden omkring Konstantin. Konstantin den Store var kejser i det romerske rige fra år 306 til 337 e.kr. Han havde en afgørende betydning for udbredelsen af kristendommen. Men udbredelsen var ikke omkostningsfri. Som betaling gav man afkald på kristendommen, som man havde kendt den de første 300 år. Konstantin omdannede kristendommen fra at være for en forfulgt minoritetsgruppe til at være en anerkendt statsreligion. Men kristendommen kan ikke tvinges ind over folk. Man må fødes på ny, ellers vil man ikke kunne se Guds rige. Så at tvinge folk til at blive kristne vil aldrig bringe noget godt med sig. Ved Konstantin skete der altså mange ændringer. En af de ting, der ændrede sig, var dette med kirkebygninger. Indtil da levede de kristne rundt omkring i hjemmene og det var hér, de kom sammen og brød brødet. Kirkebygninger har ikke sit udspring i

11 Det Nye Testamente. Det kom faktisk heller ikke fra Det Gamle Testamente; men det kom fra afgudsdyrkelse/hedenskab, som var en stor del at Konstantins liv. Kejser Konstantin var nemlig i en periode af sit liv tilbeder af bl.a. solguden Sol Invictus og ønskede derfor at bringe denne tilbedelse med ind i kristendommen og lavede på den måde en blandingsreligion. Helligdagen blev ændret fra lørdag til søndag, som oprindeligt var solgudens dag (Sunday, the day of the sun = Solens dag). Han byggede templer, som blev placeret på gravpladserne og opkaldt efter de afdøde, for at de døde kunne tilbedes. Kirkerne blev vendt mod øst, så præsterne, som han også indsatte, kunne få solens stråler (Sol Invictus) i ansigtet, mens de forrettede gudstjenesterne. Så hvorfor er den danske folkekirke og mange frikirker, som de er i dag? Hvorfor holder vi netop søndagen hellig? På grund af en solgud. Hvorfor har vi gravpladser udenfor mange folkekirker, når vi læser i Bibelen, at de døde blev begravet udenfor byporten? På grund af gammel tilbedelse af de døde. Hvorfor vender de fleste danske folkekirker mod øst? På grund af solguden. Hvorfor er mange danske folkekirker opkaldt efter en afdød helgen? På grund af hedenskab og tilbedelse af de døde. Sandheden er, at rigtig meget af det, vi i dag forbinder med kristendommen, stammer helt tilbage til Kejser Konstantin eller andre folk, der levede århundreder efter de første kristne. Denne kirkekultur ligger så dybt i os. Derfor tolker vi tit Bibelen forkert, da vi sætter den i nogle rammer, der er forkerte. Siger jeg ordet gudstjeneste, er det altså vores forståelsesramme, der tolker, hvad der menes. Det samme med ordet kirke, discipel osv. Så jeg håber, denne bog kan hjælpe dig til at se ud over denne kirkekultur. Hvis vi ser bort fra denne kirkekultur, vil vi begynde at forstå, hvad Bibelen virkelig siger om, hvordan menigheden var og burde være i dag. Kommer vi tilbage til, hvad Gud har tænkt sig, vil vi igen se, hvordan han dagligt føjer mennesker til, der bliver frelst. Vores rejse ud på de grønne marker Inden vi kigger nærmere på de forskellige områder vedrørende kirke og gudstjeneste, vil jeg tage dig med på en lille rejse. Det, jeg fremfører i denne bog, er nemlig noget, min kone og jeg ikke selv kunne se for år tilbage. Men Gud har taget os med på en rejse, hvor den forkerte kirkeforståelse er blevet fjernet. I dag kommer vi ikke bare i en kirke i dag er vi kirke. Det, Gud har gjort i os de sidste år, er noget, vi ser, han gør i flere og flere mennesker rundt omkring i dag. Vi ser, at Jesus netop er ved at bygge sin kirke. En kirke, der ikke er bygget af døde sten, programmer, struktur, medlemskab, kirkebygninger o.l., men en kirke bygget af levende sten; ledt af hans hellige ånd - med Jesus selv som hovedhjørnesten (Ef 2,20). Det har været en lang rejse for os, hvor vi har lært meget. Det har været sværere at komme af med den forkerte forståelse, end jeg troede, det ville være. Det har faktisk indtil nu taget os næsten 12 år, 3 menighedsplantninger, masser af oplevelser, skuffelser, modstand, fejl, timer i Bibelen samt kirkehistorie, før vi kan sige, at vi nu føler os frie til at være den kirke, Gud har skabt os til at være. Sagt med andre ord; Det har taget mig 12 år og 3 menighedsplantninger at komme ud af den kirkekultur, jeg fik ind i begyndelsen. I dag kommer jeg ikke længere i en institution eller en bygning, som vi kalder kirke. I dag er jeg fri fra frygt, og hvad andre har lagt på mig af kontrol, hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere. Jeg er Kristi legeme her på jorden, og jeg elsker den frihed, det har givet. Livet er blevet så meget mere spændende, og dette ønsker jeg, at endnu flere skal opleve. Jeg ser også, at de, der er omkring os i dag, vokser endnu mere end før, hvor vi havde kirke på den gamle måde. Jeg er i dag overbevist om, at vores omgivelser og de rammer, vi er i, har enorm betydning for den personlige vækst. Når jeg om lidt vil dele vores rejse med dig, håber jeg, at det kan hjælpe, opmuntre samt give en forståelse af, hvordan tingene hænger sammen set ud fra vores frikirkelige synspunkt. Jeg kan ikke gå i detaljer med alle ting, da jeg så skulle skrive flere bøger. Desuden ville det resultere i, at jeg kom til at udstille nogle personer for meget. Jeg vil dog plukke forskellige store ting frem, som har påvirket os og ført os til det sted, vi er i dag. Jeg vil også komme med kommentarer til, hvad der dengang skete, og

12 hvorfor det skete. Det har været en lang rejse, hvor vi igen og igen har følt det som om vi gik ind i en mur, indtil vi endelig oplevede at vi kunne komme videre. For kort tid siden fik jeg dette ord fra en profet, som beskriver det rigtig godt. Jeg ser, at du, Torben, står med blod og vabler på hænderne, imens du slår hul i et kæmpe bjerg. Lene kommer og hjælper dig, og børnene kommer med vand til jer. På den anden side af bjerget er der en kæmpe dal med grønne og frugtbare marker. Jeg ser, at I baner en vej, så mange andre kan gå igennem bjerget ind på de grønne og frugtbare marker. Jeg håber, at du vil med ud på de grønne og frugtbare marker, der venter på den anden side af dette bjerg. Det kan blive en lang rejse afhængig af, hvem du er, - men det er det hele værd. Det tog ikke så lang tid for Moses, at få Israelitterne ud af Egypten, hvor de var i fangenskab (2 mos). Men det tog mange år at få Egypten ud af dem (israelitterne). På samme måde er det i dag. Det er ikke svært at komme ud af denne kirkekultur, men det er svært at få kirkekulturen ud af den enkelte. Når det først lykkes, er det som at blive født på ny. Man ser pludselig tingene på en helt ny måde og undrer sig over, at man ikke kunne se det før. Ja, man undrer sig også over, at andre ikke kan se det, når man fortæller, hvor fantastisk det er. I April måned i 1995 blev jeg født på ny. Jeg kommer ud af en ikke-kristen familie, som ikke havde nogen specielle kirketraditioner, så hvis jeg f.eks. besøgte en folkekirke, ville jeg på daværende tidspunkt ikke ane, hvornår jeg skulle stå op, og hvornår jeg skulle sidde ned under en gudstjeneste. Før den aften jeg blev frelst, havde jeg heller aldrig sat mine ben i en frikirke - og alligevel gik der ikke lang tid, før jeg begyndte at tilegne mig den kultur, jeg var havnet i. Frikirken, jeg blev frelst i, var en rigtig trosmenighed, hvor der bl.a. var en del fokus på det med gudsmanden. Dette handler kort om at disse gudsmænd, havde en særlig kontakt til Gud og derfor burde man respektere og ære dem, som om det næsten var Gud selv. Jeg husker specielt en oplevelse nogle måneder efter, at jeg var blevet frelst, der virkelig viser, hvor hurtigt man kan blive en del af en speciel kultur. Det er til at grine af i dag, men det er faktisk også ret skræmmende. Jeg husker en dag, hvor jeg var inde på kirkens toilet og vaskede hænder. Pludselig fik jeg et stort chok, for bagved mig gik toiletdøren op og ud kom ja, ud fra toilettet kom gudsmanden, som skulle tale den aften. Da jeg så ham, tænkte jeg: Chok, går han virkelig på toilet ligesom os andre? Ja, det var faktisk, hvad jeg tænkte på det tidspunkt. I løbet af den korte tid, jeg havde været i kirken, havde jeg fået den opfattelse af, at disse gudsmænd befandt sig på et helt andet plan end os andre almindelige kristne. Ikke at jeg tror, andre i menigheden tænkte sådan, men jeg var jo helt ny i troen og vidste ikke så meget om, hvordan tingene hang sammen i Guds rige. Jeg troede, at disse gudsmænd var helt særlige og slet ikke levede som os andre dødelige mennesker. Denne oplevelse skræmmer mig stadig i dag og viser, hvor hurtigt man kan komme til at tænke på en bestemt måde på grund af en speciel kirkekultur. Lige siden jeg blev kristen, har jeg haft et ønske om at tjene Gud. Derfor gik der heller ikke lang tid, før jeg blev mødevært i kirken, - dét var nemlig et af de få områder, hvor jeg kunne tjene Gud under gudstjenesten i en frikirke for synge kan jeg ikke, så lovsangskoret var udelukket. Jeg blev mødevært, og stod for at hente vand til de store talere samt at stå ved døren og byde folk velkommen. Jeg fik også hurtigt købt mit første jakkesæt, da jeg jo skulle passe ind. Jeg var virkelig glad for at kunne tjene som mødevært, men jeg vidste også, at jeg var kaldet til mere. Jeg var kaldet til selv at undervise andre i Guds ord. Men hvordan jeg skulle komme dertil, vidste jeg bare ikke. En dag spurgte jeg så min ungdomsleder, hvordan jeg kunne komme til at tale oppe på platformen. Hans svar kom virkelig til at påvirke hele min fremtid. Han sagde nemlig: Torben, du kan blive søndagsskolemedhjælper. Efter nogle år kan du så blive teenagemedarbejder, og efter nogle år igen kan du blive ungdomsleder. Og som ungdomsleder vil du så få lov til at tale én søndag om året. Jeg kan stadig huske, at jeg stod og talte på mine fingre og kom frem til fem år. Det vil sige, at hvis jeg gjorde alt det rigtige ifølge dette system, ville jeg om fem år kunne få lov til at tale én søndag om året. Det fik mig virkelig til at tænke. Jeg begyndte at se på de andre i menigheden. Dem, der havde siddet dér i mange år uden at være kommet ret meget længere. Alt dette gjorde, at Lene og jeg begyndte at

13 snakke om, at vi bare måtte se at komme væk. Hvis vi blev, ville vi blive som dem, der bare sidder år efter år uden at komme videre og samtidig ville jeg aldrig komme til at tale. Menigheden var ikke en dårlig menighed. Faktisk var den en god menighed på mange punkter. Men den led under det system, som vore kirker er bygget på i dag. Et system, hvor få tjener, og en masse blot sidder passivt og lytter år efter år. På det tidspunkt hørte vi om et ungt ægtepar, der var ved at starte en menighed i en anden by. Vi besøgte dem, og det endte med, at vi forlod vores hidtidige menighed og flyttede til den anden by. Da vi flyttede til den anden by, lavede vi vedtægter for menigheden og startede vores første gudstjeneste. Vi var alle meget spændte på, hvordan det ville gå, og jeg husker tydeligt, at jeg stod med præsten og talte om, hvordan vores første gudstjeneste skulle være. Vi var unge og i brand for Herren. Nu havde vi endelig muligheden for at gøre præcis, hvad vi ville. Og vi ville ikke bare gøre som alle andre. Nej, vi ville give plads til, at Gud kunne virke. Men hvordan skulle det være? Jo, vi blev enige om, at jeg skulle lede mødet, mens han talte. Vi skulle også have en kollekt, så vi snakkede frem og tilbage om, at vi ikke kunne tage kollekt og talen lige efter hinanden. Vi blev derfor enige om, at jeg skulle byde velkommen, og så ville vi tage nogle sange, så kollekt og sange igen, før han skulle tale. Ja, sådan ville vi gøre, og vi var begge meget begejstrede over det, vi var kommet frem til. I hvert fald lige indtil jeg så på programmet og skuffet tænkte: Dette er da ikke spor anderledes. Det er præcis, hvad vi kommer fra. Ja, jeg var virkelig skuffet, for jeg ønskede oprigtigt at gøre noget, der var anderledes. Det får mig i dag til at tænke på forfatter Wolfgang Simson, der siger noget lignende dette: Det sværeste ved at starte den menighed, Gud ønsker, er, at få vores egen forståelse af hvad kirke er, ud af os. Det kan tage flere år. Vores forståelse af, hvad en gudstjeneste eller kirke var på det tidspunkt, var en hindring for, at vi kunne gøre det, Gud ønskede. Altså må Gud først fjerne det forkerte, før han kan bygge videre med os. Det er ikke altid så nemt, da det er en stor del af os og vores kirkekultur. Jeg kender mange, der har startet en menighed med længsel efter noget andet og efter virkelig at skabe disciple, men efter noget tid sidder de med en halvdød menighed, som de underholder søndag efter søndag, uden at der rigtig kommer disciple ud af det. Hvorfor det? Jo, fordi deres kirkekultur hindrer dem i at gøre det, Gud ønsker. De starter oprigtigt med store drømme, men de ender med det, de absolut ikke ønskede. De ender med det, de netop flygtede fra, og som var årsagen til, at de i første omgang var startet. For mig er det helt klart den sværeste opgave at få kirkekulturen ud af os. Da vi flyttede til den nye by, kom vi også til en meget mindre menighed. Dette gjorde, at der pludselig var plads til, at jeg kunne få muligheden for at dele Guds ord. Min tur var kommet til at tale. Jeg husker, hvordan jeg sad ved havnen og tænkte frem og tilbage over, hvad jeg skulle tale om. Jeg sad og bladrede Bibelen igennem, mens jeg tænkte på, hvilke prædikener jeg havde hørt i den gamle menighed, som jeg kunne give videre. Ja, jeg havde ikke så meget at give på det tidspunkt, men jeg kom i gang, og det var det vigtigste. Jeg husker stadig min første tale, - det var ikke noget særligt, men i gang kom jeg, og der behøvede ikke gå fem år. Faktisk gik der kun få uger, før der var plads til mig. Der var også plads til Lene, som hurtigt kom til at lede lovsangen. At vi dengang forlod den større menighed er årsagen til, at vi i dag er, hvor vi er. Jeg ved nu, at hvis vi ikke var rejst dengang, så var vi aldrig kommet ind i det, vi skulle. Det lyder barskt, men jeg er overbevist om sandheden i dette. Ser jeg tilbage, kan jeg se, at vi i dag lever et helt andet liv end mange af vores gamle venner gør. Ja, faktisk lever flere af dem ikke med Gud i dag. Jeg må derfor til min bedrøvelse konstatere, at det system, vi kom fra, ikke har formået at skabe disciple og frigøre tjenester, som det burde. Systemet har i stedet langsomt kvalt folks iver og brand for Herren Og dette har ikke kun fundet sted i vores gamle menighed; Dette finder sted i kirkerne generelt. Det er sørgeligt at tænke på, at jeg måtte forlade kirken for at kunne komme videre i mit liv med Gud. Se, hvor mange, der i dag sidder i kirken og bare lytter og hvor få, der virkelig virker og er i brand for Herren, selv efter mange år. Kig omkring dig og tænk på, hvor få tjenester, der egentlig er blevet rejst op ved at gøre, hvad systemet har forlangt af dem. Tilstanden er delvist den samme i de lutherske

14 kirker. Blot er det andre områder, der låser folk fast i deres system. Jeg fik for nyligt dette profetiske ord: Jeg ser en stor gryde med store flammer i. Der bliver lagt låg på gryden, og ilden begynder langsomt at blive kvalt og dø ud. Jeg ser, at Gud har givet dig et særligt kald og nåde til at fjerne dette låg, så ilden igen kan flamme op. Dette er virkelig, hvad jeg ønsker, skal ske - også med denne bog. Det var også hårdt for os at være med til at starte den føromtalte menighed. Vi var unge og havde ikke nogen erfaring med at stå i lederskab. Det gav os en masse udfordringer, og efter et år rejste vi videre. Når jeg i dag kigger tilbage på vores liv, så var flugten fra den anden menighed starten på en spændende vandring med Gud. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg stadig ikke, om det var Guds vilje, at vi lige skulle rejse til dén by og hjælpe dem, at starte den nye menighed op. Men jeg ved, at det satte os i bevægelse, så Gud senere kunne flytte os derhen, hvor han ville have os. Jeg ville ønske, at endnu flere ville gøre det, vi gjorde, også selvom det var hårdt. Det er nemlig det bedste bibelskoleophold, man kan få. Vi lærer nemlig ved at gøre og ikke kun ved at høre. Et nyt sted og endnu en menighed Efter et år rejste vi til en anden by for at arbejde sammen med en ven dér. I begyndelsen kom vi i en frikirke, men efter kort tid kom min ven til mig og sagde, at Gud ville, at vi skulle starte en ny menighed. Vi vidste, at vi skulle arbejde sammen med ham, så vi sagde ja til det og startede hjemme i vores stue. Han var præst for menigheden, men vi var i lederskabet, og jeg arbejdede som evangelist. Vi så mennesker blive frelst og forvandlet, og fællesskabet voksede. Som altid var de andre kirker i byen ikke særlig begejstrede over den nye konkurrent. Og sådan er det desværre i dagens Danmark, når vi driver menighederne som små virksomheder. Når kirker bliver som små virksomheder, hvor hele maskineriet skal køre rundt økonomisk, og der så starter en lille virksomhed ved siden af, så bliver der ballade. Dette gør, at der tit bliver advaret mod den nye menighed, for at man ikke skal miste kunder (sine medlemmer). Ja, sådan er det desværre, og dette er også en stor årsag til, at jeg skriver denne bog. Vi må se at komme ud over at bygge vore egne små virksomheder. Hvis man virkelig er fri og arbejder for Guds rige, så vil man glæde sig over, at Guds rige vokser, i stedet for at fokusere på at man måske mister medlemmer. Vores nye menighed voksede primært med nye folk og ikke folk fra de andre kirker. Og selvom de andre kirker i starten ikke kunne lide os, blev samarbejdet godt efter nogen tid, og vi mødtes sammen med de andre ledere fra byen. Vores menighed voksede som sagt, og det var hjemme i vores egen stue, vi for alvor begyndte at opleve at blive brugt af Guds ånd. Jeg husker en aften, hvor en dame pludselig faldt om på gulvet, og en dæmon begyndte at manifestere sig igennem hende. Hun lå og vred sig fra side til side, mens hun talte et eller andet på engelsk med en meget dyb mandestemme. Min første tanke var: Hjælp, en dæmon, vi må hellere få fat i en præst. Hvorefter jeg stoppede op og tænkte: Åh nej, der er jo ingen her ud over mig. Så der var ikke andet at gøre end at bede og håbe på, at Gud ville hjælpe os. Det gjorde han, og dæmonen forlod hende. Dette var starten til, at jeg begyndte at se, at det, der står i Bibelen, faktisk virker. Siden har vi kastet dæmoner ud af mange og set, hvordan Gud er den samme i dag, som vi læser om i hans ord. Jeg er igen overbevist om, at jeg aldrig var kommet i gang, hvis dette foregik i en af de større menigheder. I større menigheder er det nemlig præsten, ældsteteamet eller et bønneteam, der gør den slags. Dette efterlader en stor flok, som passivt kigger på, og som aldrig kommer i gang. Heldigvis havde vi forladt den store menighed og stod nu selv med det. Efter nogen tid i menigheden blev vi for mange og pladsen blev for trang. Derfor lånte vi en bygning, hvor vi kunne holde vores møder. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var glad for, at vi nu endelig var blevet en rigtig menighed med lokale, trommesæt, stolerækker m.m. I starten var vi alle også meget begejstrede, og vi følte os lidt mere rigtige, nu hvor vi havde et andet sted at samles end vort hjem. Men da vi fik stedet samt stolerækker, trommesæt, program og alt, hvad der hører til en rigtig kirke, så var det som om, vi havde mistet

15 noget. Vi mistede noget af det personlige, vi havde før, og flere begyndte langsomt at blive passive tilskuere. Efter nogen tid begyndte vi at blive frustrerede, og vi blev enige om at dele kirken op i 3 grupper for at kunne gå tilbage til den gode start, vi havde i begyndelsen. Så vi 3 par i lederskabet fik nu en gruppe hver, og vi gik tilbage til at mødes i hjemmene. Men dette kom aldrig rigtig til at lykkes, da vi nu havde splittet folk fra hinanden. Nogle i vores gruppe ville hellere være i en anden og omvendt. Det blev aldrig som før, hvor det var et organisk og levende fællesskab. Efter nogen tid med frustration i menigheden skete der nogle ændringer i måden, menigheden kørte på. Dette resulterede i, at jeg måtte vælge mellem menigheden og missionsorganisationen OplevJesus. Jeg havde på det tidspunkt travlt med arbejdet i OplevJesus og med at holde møder rundt omkring. Men nu skulle vi til at bygge mere sammen på en anden måde, hvilket betød, at jeg måtte lukke organisationen ned. Der var en lære, som kørte i nogle menigheder på det tidspunkt. Den lød således: Lad sædekornet dø, og adlyd din leder i alt, så vil du til sin tid lykkes endnu mere. Det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke lukke organisationen OplevJesus og stoppe med at rejse ud og holde møder, heller ikke bare for en kort tid. Vi måtte være tro mod det kald, Gud havde givet os. Derfor havde vi ikke andet valg end at stoppe i menigheden. Der var også flere af de ældre, der stoppede på det tidspunkt. Perioden herefter var utrolig hård for os, og vi følte os virkelig nede, men vi fik et ord fra Herren, der lød: Gå, men tag ét skridt ad gangen. Ca. et år efter vi forlod menigheden, lukkede den ned og folk begyndte at komme i andre kirker. Da vi havde besluttet os for at stoppe i menigheden, ringede en bekendt og tilbød os at komme til hans bibelskole. Det sagde vi ja til, da vi havde brug for ro og luft til at søge Herren. Men pludselig ændrede dette sig, så vi også dér skulle lægge vores organisation ned, hvis vi skulle komme der. Igen lød det, at vi skulle lade sædekornet (i vores tilfælde OplevJesus) falde i jorden og dø, før det kunne bære mere frugt. Dette kunne jeg bare ikke, da jeg vidste, at det, jeg stod med, var fra Gud, og jeg måtte være lydig imod ham før andre. Det endte med, at vi også sagde nej til bibelskolen, og vi vidste ikke, hvad vi skulle. Det var utrolig hårdt. Vi valgte som sagt selv at gå, men vi følte det som om, vi havde startet en menighed for derefter at blive smidt ud af den, eftersom vi ikke havde andet valg end at gå. De fleste, der kom i menigheden, var blevet frelst igennem mig, og pludselig var vi som luft for dem. Det forstod vi heller ikke. Flere år senere fik jeg at vide, at de havde hørt, at vi oplevede os kaldet videre, og derfor rejste vi, hvilket gjorde, at de følte, det var os, der ikke ville dem mere. Det var bl.a. årsagen til, at ingen kontaktede os. Nogle uger efter vi stoppede, var vi på en bibelcamping. På det tidspunkt følte jeg, at vi ikke kunne klare mere. Jeg gik en aften ud fra mødet og græd til Gud, klar til at opgive det hele. Men en aften kaldte en afrikaner mig frem og gav mig bl.a. dette ord: Jeg ser, at du skriver under på kontrakter. Jeg ser dokumenter blive givet til dig. Jeg ser, at du skriver under på kontrakter, og du skal ikke selv betale. Jeg ser andre betale. Jeg er ligeglad med, hvem der ikke stod sammen med dig. Jeg er ligeglad med, hvem der gik væk fra dig. Der er nogen, der har betydet så meget i dit liv, men du skal vide, at denne adskillelse er fra Gud, - så du ikke skal blive komfortabel og miste din vision fra Gud. Hvis det var fortsat, så havde du mistet din vision fra Gud. Men Gud har skabt en adskillelse og gjort, at du er gået igennem en ørken, så din afhængighed ikke bliver af andre end Gud. Nu er din tid med smerte slut, og du vil se, at Gud kommer til at samle dig op fra støvet og sætte dig op på bjergets top. Din smerte er slut. Det vil blive en ny dag for dig. Det vil blive en ny sæson for dig. Dette var virkelig til stor opmuntring for os. Adskillelsen var netop fra Gud. Var vi blevet, havde vi mistet vores vision. Det ramte virkelig plet ind i det, vi stod i. Jeg troede derfor, at ørkenvandringen var ovre, og at det nu kun ville gå fremad. Sandheden var bare, at det kun lige var begyndt. Gud skulle nemlig fjerne vores forkerte kirkeforståelse fra os, så han kunne bygge med os. Det skulle komme til at tage yderligere 5 år. Ørkenvandringen

16 Vi stod nu uden en menighed og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, men så kontaktede en menighed fra en anden by os. De ville have os til at komme og hjælpe dem. Vi mødtes med lederskabet, men der var nogle områder, der gjorde, at jeg bakkede ud. Det var angående medlemskabet, samt, at vi skulle være underordnet dem. Jeg kunne bare ikke det med medlemskab, da jeg følte, at hvis jeg blev medlem, så skulle jeg også stå inde for alt, der foregik i menigheden, og det kunne jeg ikke. Menigheden havde nemlig et (forkert) syn på gengiftning af fraskilte, som jeg ikke kunne forenes med. Desuden kunne jeg ikke finde det med medlemskab i Bibelen. I den tidligere menighed havde vi ikke medlemskab på papir, man skulle underskrive. Vi var bare sammen, som de første kristne var det. Det at vi skulle være underordnet dem, var svært for mig. Hvorfor skulle de bestemme over mit liv, når jeg ikke var et barn længere? Jeg havde på det tidspunkt set så meget usundt i dette. Ikke at jeg ikke ville gøre det, Bibelen sagde, men jeg havde flere gange oplevet ledere prøve at underlægge mig for bagefter at sige, at jeg skulle lægge min vision ned eller gå på kompromis med Guds ord. Jeg var bange for, at det ville ske igen. Jeg måtte være tro mod Gud og hans kald og ikke, hvad mennesker mener. Det med underordnelse er et stort problem i nogle frikirker i dag. Ikke at nye ikke skal lytte til deres åndelige forældre, men at modne kristne bliver låst fast i et hierarkisystem, der gør, at de ikke kommer videre. Pga. dette havde vi nogle ekstra samtaler, hvor det endte med, at vi ikke behøvede at blive medlemmer. Jeg skulle bare tale en søndag om måneden og ellers arbejde med OplevJesus, hvilket vi syntes lød som en god aftale. Så derfor valgte vi at flytte til byen. Angående underordnelse sagde de, at det ikke ville være et problem. Det var det heller ikke, så længe jeg var i systemet. Senere brugte de det dog imod mig for at stoppe mig i at gøre det, jeg oplevede, Gud ville. Jeg vil lige pointere at jeg ikke skriver disse ting for, at give afløb for sårede følelser, men for at give et indtryk af hvordan dette system nogle steder kan hænge sammen, da vi igennem alt dette har lært utrolig meget, som vi i dag ikke ville være foruden. Da vi skulle flytte, stod vi pludselig uden noget sted at bo. Men jeg havde jo fået de ord om, at jeg skulle skrive under på nogle papirer uden at betale, så jeg tænkte, at dette måtte være et hus til os. Så jeg bad og troede fuldt og fast på, at Gud ville give os et sted at bo. 14 dage før vi skulle flytte, havde vi stadig ikke et sted at flytte hen. 10 dage før havde vi endnu ikke fået noget sted at bo, og vi var pressede og søgte Gud. Men 8 dage før vi skulle flytte, kom der en kristen og sagde, at Gud havde sagt, at han skulle købe et hus, som vi kunne bo i. Så jeg skulle finde et hus til os, han kunne købe. 7 dage før vi skulle flytte, fandt jeg et dejligt hus. Jeg afleverede papirerne til ham. Senere samme dag ringede han og sagde, at han nu havde købt huset på betingelse af, at de, der havde boet i huset i 33 år, skulle være ude i løbet af 6 dage. Det sagde de ja til, da de havde et sommerhus, de kunne flytte ud i. Så den dag, vi skulle flytte, havde vi et stort hus at flytte ind i, og vi var utrolig glade og priste Gud. Aftalen var, at vi skulle betale huslejen til ham samt alle udgifter til huset. Når vi så kunne låne pengene i banken, kunne vi overskrive huset til os, og evt. friværdi ville da være vores. Vi begyndte da at tjene i menigheden som aftalt, men i løbet af kort tid blev jeg spurgt, om jeg ville være ungdomsleder, da de ikke havde andre til opgaven. Vi følte os lidt pressede og sagde ja. Dette gik rigtig godt et stykke tid, men så kunne jeg se, at det ikke kunne fortsætte. Det, vi havde oplevet i vores stue, hvor vi boede før, havde gjort så stort indtryk på os. Det gjorde, at vores syn på menighed var så meget anderledes end kirkens. Jeg kunne se, at hvis vi fortsatte som ledere for de unge, så ville vi føre ungdomsgruppen i én retning, mens menigheden gik i en anden. Der var også nogle gange, hvor vi kunne se, at vi rent teologisk var forskellige. Så vi trak os tilbage og begyndte at søge Gud for, hvad vi nu skulle gøre. Et stykke tid efter var jeg på Færøerne, hvor Gud talte til mig gennem et profetisk ord. Så da jeg kom hjem, vidste vi, at tiden var inde til at tage det næste skridt, og det var at begynde at starte eget fællesskab. Vi vidste, at lederskabet bestemt ikke ville være glad for dette, så jeg forhørte mig hos nogle andre menigheder, der var i netværk med vores menighed, for at høre hvad jeg skulle gøre. Det endte med, at vi kaldte flere menighedsledere sammen og delte, hvad vi oplevede os kaldet til. Vi troede, at alt nu var i orden, men nej, det var det langt fra. Vi havde åbenbart talt helt forbi hinanden, og kirkens lederskab kunne ikke følge vores menighedssyn. De havde samtidig en stor frygt for at miste

17 medlemmer. Derfor endte det med, at der blev advaret imod os - og vi mistede pludseligt en masse venner fra menigheden. Manden, der ejede det hus, vi boede i, ombestemte sig også pga. dette, og det medførte, at vi samtidig mistede en friværdi på og måtte flytte igen, da han ikke mente, at aftalen gjaldt længere. Det var utrolig hårdt, og vi kunne ikke forstå, hvorfor der skulle være så meget ballade, når vi blot gjorde, det vi oplevede os kaldet til. Vi prøvede virkelig at gøre det efter bogen, men det lykkedes alligevel ikke. Hvorfor er kirkerne så bange for nye menigheder, når alle tal viser, at det er vejen frem for at nå verden? Det med huset gjorde ekstra ondt på mig. Jeg har før oplevet, at folk kalder mig ting og lyver om mig. Men pludselig gik det også ud over min kone og mine børn. De var så glade for at bo i huset, og vi havde nogle skønne naboer, som vores børn legede med. Jeg prøvede at snakke med de andre menigheder i netværket, men det var som om, vores side af sagen var ligegyldig. Vi var jo kun os imod en større menighed, så der skete aldrig mere. Historien med, at der pludselig blev advaret imod os, er desværre ikke ny. Jeg mødte senere en afrikaner, der nogle år forinden var gået ud af samme menighed i byen og havde startet en international menighed. Han oplevede præcis det samme med, at han pludselig stod for vranglære, og der blev advaret imod ham, hvilket resulterede i, at også han mistede en masse venner. På mange måder ligner vores system Jehovas Vidners. Det kan være svært at forstå, før man selv har stået i en lignende situation. Men nu har jeg efterhånden mødt så mange mennesker, der har forladt systemet og efterfølgende fortalt mig om deres oplevelser, så det med, at det ligner Jehovas Vidners praksis, hvor man bliver udstødt, er desværre ikke helt forkert. Fik besøg af engle I denne tid fik vi også en stor opmuntring. Vi fik besøg af nogle engle, eller rettere sagt mennesker, der blev til stor velsignelse i vores liv. På en mærkelig måde fik jeg kontakt til et ægtepar fra Canada, som halvdelen af året bor i Holland. De hedder Steve og Marilyn Hill. Jeg snakkede med Steve i telefonen om, hvad vi stod i, og uden at kende os hoppede de i bilen og kørte helt fra Holland til Danmark og besøgte os. Det var en kæmpe velsignelse, og samtidig var det første gang, vi mødte nogen i et husmenigheds-netværk, der tænkte som os. At have besøg af dem var stort. Jeg forstod nu, at det, vi oplevede angående vores syn på menighed, var helt bibelsk, og at vi slet ikke stod alene med vores syn. Jeg havde faktisk mange gange følt, at jeg ikke passede ind i kirkesystemet og troede derfor, at det var mig, der var noget i vejen med. Men deres besøg åbnede vores øjne og viste os, at vi ikke var galt på den. Da de rejste efter nogle dage, sagde Lene: Har vi lige haft engle på besøg, eller hvad?. Det var så stort og uvirkeligt for os, at sådanne modne og erfarne mennesker ville komme så langt for at møde os. Dette blev til et godt venskab og et netværk, vi i dag arbejder sammen med. Hos Steve Hill oplevede jeg for første gang en leder, jeg kunne underordne mig. Han var som en far, der ønskede, at vi skulle lykkes, og han havde ikke ambitioner om at bruge os til at bygge sin egen vision. Der skete så det, at vi skulle flytte fra vores hus. Vi købte da et ældre hus, som jeg begyndte at sætte i stand. På det tidspunkt var vi begyndt at starte menighed, eller hvad folk nu vil kalde det. Vi var nemlig kun to nyfrelste unge mennesker og så os som familie. Så vi kunne godt føle, at det gik tilbage for os. Før var vi trods alt omkring 20 unge i ungdomsgruppen, men jeg ved i dag, at det er bedre at bygge forfra og så bygge rigtigt. På det tidspunkt begik jeg en stor fejl, som jeg senere måtte omvende mig fra. Da vi startede op, gik snakken lystigt omkring os. Der blev snakket om, at jeg havde skabt ballade og var oprørsk og ikke ville underordne mig. Ja, rygter florerer virkelig hurtigt i vore kirker, og der var ingen, der kom og hørte vores version af det hele. Jeg ønskede derfor at vise folk, at jeg ikke var oprørsk, og at jeg ikke stod uden en menighed, hvilket også var noget af det, folk sagde om os. Så jeg sendte en pressemeddelelse ud til den kristne ugeavis Udfordringen og lavede en hjemmeside for vores menighed - så kunne folk se, at vi var en rigtig kirke. Dette gjorde jeg, selvom jeg oplevede, at Gud sagde, at jeg ikke skulle gå ind under et sådant system

18 igen, men at vi bare skulle mødes og have menighed i hjemmet uden alt det der med hjemmeside, organisation osv. Desværre lyttede jeg ikke. Jeg var så presset og ville så gerne have ro fra folks meninger, at jeg ikke lyttede til, hvad Gud ville. Ikke at det at have en hjemmeside er forkert, men motivet bag er vigtigt. Pludselig var jeg altså præst for en menighed. Ved tidligere menighedsplantninger var det altid en anden, der havde været præst, men nu var det mig. Da det skete, skete der noget ubehageligt indeni mig. Jeg kom pludselig under et stort pres, som jeg vil sige var dæmonisk. Pludselig skulle jeg nemlig stå til regnskab for folks spørgsmål: Hvor mange er I nu? Dette spørgsmål var virkelig slemt for mig, for vi var jo kun 5 6 stykker. Det føltes nu som om, at alt hvilede på mig. Gik det godt med dem i menigheden, var jeg en god præst - men havde folk problemer, var det også min skyld. Dette medførte, at jeg begyndte at se anderledes på ting. Før arbejdede jeg for Guds rige. Når én blev frelst igennem min hjemmeside i en anden by, henviste jeg dem bare til en lokal menighed, og jeg var glad for, at Guds rige voksede. Men nu var det som om, jeg skulle stå til regnskab for folks spørgsmål om, hvor mange vi var. Det var som om, at der nu var en konkurrence om at blive mange og have de bedste folk. De andre menigheder var nu som konkurrenter, vi skulle konkurrere imod. Jeg husker især en dag, hvor én fra Fyn blev frelst igennem hjemmesiden. Jeg tog da mig selv i at prøve at overtale ham til at rejse over til os, da vi så ville vokse i antal. Det var frygteligt, og jeg bad til Gud om at hjælpe mig, da jeg ikke kunne forstå, hvad der skete med mig. Det var som om, vores menighed nu var en konkurrent til de andre. Det var frygteligt, og det gjorde, at jeg begyndte at styre dem, der var hos os. Ikke at jeg ikke ville dem det godt, for jeg elskede dem virkelig og ønskede, at de skulle lykkes. Man kan sige, at jeg ville dem det så godt, at jeg prøvede at styre dem til at lykkes. Men sådan kan man jo ikke gøre tingene. Alt dette blev jeg heldigvis senere sat fri fra. Det kan lyde voldsomt for dig, der ikke har stået som præst i den kirkestruktur, der er bygget op. Men der er jo en grund til, at mange præster går ned med stress, og at mange i menighederne føler sig svigtet eller låst fast af kontrol, når de ønsker at komme videre. Dette gav mig en virkelig forståelse for mange ting. Ja, selvfølgelig tænker alle præster nok ikke sådan. Men sandheden er, at Kristi legeme er blevet delt op i små virksomheder, der ikke kan arbejde sammen, og især ikke med folk fra ens egen by, mod hvem man konkurrerer om de samme potentielle kunder. Der skete så det, at Lene blev syg af angst og stress, hvilket bl.a. skyldtes alt det, vi var gået igennem af modstand, flytning, tab af venner osv. Samtidig var vi meget pressede på det økonomiske område. Vi havde mistet mange penge, og pludselig mistede jeg også et job, fordi jeg på jobbet havde fortalt om Jesus, - og det var ikke vellidt blandt alle mine kolleger. Så pludselig stod vi også uden fast indtægt og med et stort gammelt hus, der samtidig trængte til istandsættelse. Da det skete, havde jeg virkelig ikke lyst til at leve mere. Al den modstand de seneste år og så nu dette. Vi var virkelig pressede på alle måder, og jeg var træt af det hele og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi var virkelig i ørkenen, og det virkede som om, det aldrig ville stoppe. Men der søgte vi Gud, og en overgang bad jeg faktisk mellem 8-10 timer hver dag, da jeg ikke kunne andet. Tingene begyndte så langsomt at ændre sig, og Gud gav mig en nat en drøm, som ændrede mange ting. I drømmen stod jeg sammen med to mænd, der stod og røg en cigaret. Den ene rakte mig cigaretten og sagde, at jeg skulle ryge den. Jeg sagde nej, for det ville jeg ikke. Men han pressede på og sagde, at jeg skulle ryge den, ellers ville folk opdage, at de røg. Jeg tog da cigaretten og røg, selvom jeg vidste, jeg ikke skulle. Så vågnede jeg. Jeg vidste, at drømmen var fra Gud, og jeg forstod også, hvad drømmen betød. De to andre personer var de to menigheder, vi havde været med til at starte. Jeg var så menigheden, vi nu stod med. Cigaretten og røgen var hele det system, der forurener legemet og som dræber livet. Gud ville, at vi ikke skulle ligge under for dette, men af pres og frygt for hvad andre ville tænke, røg jeg. Hvor fik jeg det bare dårligt over dette, da det gik op for mig. Jeg var træt af mig selv og vidste præcis,

19 hvor jeg havde røget. Det var nemlig, da jeg sendte pressemeddelelsen ind til den kristne ugeavis Udfordringen og lavede vores hjemmeside for menigheden. Jeg var så presset over, at folk mente, jeg var oprørsk, og at vi ikke var en rigtig menighed. Derfor havde jeg gjort det, selvom Gud ville noget andet. Gud ville, at jeg skulle stole på ham - og ham alene. Det medførte, at jeg pludselig kom ind under det gængse kirkesystem igen. Samme dag ringede min ven Steve Hill pludselig til mig og sagde, at han ville komme om nogle dage og besøge os. Han har det virkelig med at dukke op på de rigtige tidspunkter. Han kom, og vi snakkede om drømmen, og han kunne sagtens se, hvordan jeg igen var begyndt at efterligne det, vi kom fra. Første gang Steve havde været hos os, gik jeg frem og tilbage i vores stue, og jeg kæmpede med en forkert forståelse, jeg havde fået ind omkring det med kirken. Jeg kunne godt følge Steves tanker og kunne godt se i Bibelen, at det, han sagde, var rigtigt. Men det andet menighedssyn lå bare så dybt i mig!! Denne gang gik jeg igen frem og tilbage i stuen og sagde til mig selv: Hvornår lærer du det, Torben? Hvornår lærer du det? Ja, det er virkelig svært at komme ud af dette system og bare stole på Gud og Gud alene. Jeg kaldte da menigheden sammen og fortalte om min drøm, og jeg bad om tilgivelse. Jeg lukkede menigheden og dens hjemmeside ned. Folk var der stadig, og vi var stadig sammen, så det var i praksis kun systemet, der blev lukket ned. Det var vigtigt for mig at lukke hele systemet ned og starte forfra. Herefter er der sket rigtig meget. Nye kræfter er kommet til og har overtaget menigheden, og vi har set flere nye menigheder starte rundt omkring. Gud har nu endelig ført os igennem og ud af ørkenen og har kaldt os tilbage til vores gamle by, hvor vi bor igen i dag. Disse 5 år i ørkenen har været utroligt hårde - men også nødvendige. De var nødvendige for at få kirkesystemet ud af os og for at lære os at være afhængige af Gud og Gud alene. Jeg føler mig nu endelig fri af dette system, og fri af hvad folk forventer af mig. Den seneste tid har været utrolig stærk for os. Vi har set, hvordan Gud har virket stærkere end nogensinde før, og manges liv er blevet forvandlet. Vi ved i dag, at det er noget, Gud ønsker at gøre overalt i vores land. Vi skal se folk komme ud af kirkesystemerne og ind på de grønne frugtbare marker. Se Jesus bygge sin menighed. En menighed, der ikke bygger på medlemskab, kontrol og ydre rammer. En menighed, som er ledt af hans ånd, bygget af levende stene, nemlig hans disciple. En menighed, der glæder sig over, at folk flytter hjemmefra og starter deres egen familie i nabolaget i stedet for at bekrige dem. Hvilke forældre glæder sig over, at deres børn bor hjemme som 40-årige? Eller hvem har lyst til at bo hjemme hos mor og far hele livet igennem? Sådan er det også i den bibelske menighed, som er som en familie. Jeg er overbevist om, at Gud har taget os igennem dette, for at vi skulle lære at stole på ham, og for at systemet kunne komme ud af os. Selvom det har været utrolig hårdt, er vi på ingen måde bitre på nogen. Ja, brødrene har smidt os i brønden som med Josef, men Gud var med i det og førte os hertil, for at vi i dag kan befri hans folk. Gud har nemlig været med i det hele og brugt det til sin egen fordel. Så jeg tilgiver alle. Jeg ved nemlig, at Gud bruger, hvem han vil, til hvad han vil. Nogle gange forstår vi det ikke, men senere ser vi, hvordan Gud faktisk var med i alt, hvad der skete. Så jeg vil opfordre dig til at gå den vej, du skal, også selvom det kan blive hårdt. Der er nemlig frihed og sejr på den anden side af bjerget. I dag kommer vi ikke bare i en menighed, vi er menigheden. Lige siden jeg blev frelst for 15 år siden, har jeg hørt, at Kristi legeme ikke består af en bygning men af os kristne. Men det er først nu, jeg virkelig forstår, hvad der menes. Vi kan se, at Gud virkelig er ved at bygge sin menighed, en menighed der ikke er bygget af stene, programmer, økonomi, frygt og kontrol. Jeg håber, at vores rejse kan opmuntre dig og give dig en forståelse for mange af de ting, der sker rundt om i kirkerne i dag. Jeg er sikker på, at mange vil kunne se sig selv i meget af dette. Økonomien

20 Kigger jeg på kirkerne i dag, så ser jeg kirkebygningerne som den største udfordring. At have en kirkebygning behøver ikke nødvendigvis at være forkert, - men at have en kirkebygning fører ofte meget andet med sig, som ødelægger det, Gud havde tænkt. Lad os se på økonomien. Der skal mange penge til at betale for bygning, stole, gulvtæppe, varme og alt det andet, der hører til det at have en kirkebygning. Disse penge skal drives ind, og derfor bliver folk i kirken meget hurtigt nødvendige for, at man kan drive kirken. Jo flere mennesker, der kommer, jo flere udgifter får kirken som regel også. Så mange kirkegængere betyder ikke nødvendigvis, at man har et kæmpe overskud i budgettet. Præsten står så med det sidste ansvar for at få pengene ind, samtidig med at han også tit selv bliver lønnet af menigheden. Det betyder, at antallet af folk altså ikke bare er nødvendige i forhold til kirkens drift men også i forhold til præstens personlige indkomst. Forestil dig en frikirke med 80 medlemmer og en årlig omsætning på kr. Ud af disse penge går kr. til præstens løn % går til mission, hvilket, ifølge en undersøgelse, er det normale i kirkerne i dag. Det vil sige, at resten, hvilket er omkring kr., går til kirkens drift, hvor den største udgift er selve kirkebygningen, inventar og vedligeholdelse. Kirkens overskud er meget begrænset, da udgifterne er steget sammen med antallet af medlemmer. Der sker så det, at et ægtepar i menigheden oplever sig kaldet til at rejse videre - eller endnu værre; de føler sig kaldede til at starte et fællesskab ud fra deres eget hjem. Det vil betyde, at to tiende-betalere forlader menigheden. Lad os sige disse to medlemmer hidtil har betalt ca kr. i tiende til menigheden om året og pludselig forsvinder denne indkomst. Hvad vil kr. mindre pr. år betyde i sådan en kirkes budget? Jo, hvis det i forvejen næsten kun lige kører rundt, vil det have stor betydning. Forestil dig så, hvad der sker, hvis endnu et ægtepar eller to oplever, at de vil ud og rejse som missionærer? Sandheden er, at mange kirker i dag drives som virksomheder. Kirkegængerne bliver betalende kunder, der skal få det hele til at køre rundt. Forestil dig, at et modent ægtepar, som har levet med Gud i flere år, kommer til præsten og siger: Vi har virkelig søgt Gud og oplever, at tiden er inde til, at vi rejser videre. Vi ønsker din velsignelse over dette. Tror du, præsten vil velsigne dem? Jeg må med bedrøvelse sige, at hvis der ingen penge var involveret, og præsten ikke havde noget at miste, ville han hellere end gerne velsigne dem. Det skulle gerne være alle forældres ønske, at deres børn engang rejser hjemmefra og stifter deres egen familie. At man netop bliver klar til at rejse videre ud og stå på egne ben. Selv Jesus havde kun sine disciple for en kort tid, før han sendte dem videre. Det skulle gerne være en leders mål at gøre mennesker afhængige af Gud og ikke af sig selv. At lægge et fundament i deres liv, så de selv kan bygge videre på det. Hvis vi taler om det naturlige, så kan vi alle hurtigt blive enige om, at det er unaturligt, hvis man som 40-årig stadig bor hjemme hos sin mor og far. Det samme gælder i Guds rige og den måde, hvorpå Jesus og de første kristne gjorde folk til disciple. Sandheden er bare, at dér, hvor der er en stram økonomi, findes der ofte meget kontrol og manipulation. Der, hvor der er en stram økonomi, holder man på folk. Nogle præster vil derfor svare: Nej, jeg oplever ikke, at I er klar, og I må adlyde jeres leder. Dette er ikke bare et eksempel taget ud af den blå luft. Dette har jeg efterhånden oplevet flere gange. Derfor ser jeg kirkebygningen som den store synder. Præster, der er afhængige af menighedsmedlemmernes penge, lader sig desværre styre mere af økonomi, end af hvad Guds ord siger. I stedet for at sætte folk fri til tjeneste vil han bruge dem til at opfylde sin egen vision, hvilket tit bliver at drive en kirkevirksomhed. Nu er jeg ikke ude på at være specielt hård ved præsterne, da jeg faktisk ser dem som ofre i dette system. Det er synd for dem, og jeg ønsker faktisk at redde dem fra dette system. Det er ikke dem eller folket, der er problemet! Nej det er hele det system, vi i dag har bygget op, der er problemet. Er der bevidst synd i en menighed, handler det heller ikke kun om at formane ud fra Guds ord og i sidste tilfælde at udelukke synderne, som Bibelen siger. Nej, i kirkesystemet handler det også om økonomi. Når en synder bortvises fra menighedens midte, siger man nemlig ikke kun farvel til nogle personer, der lever i synd og oprør imod Gud, men også til en stak penge. Dette er desværre skyld i, at mange kirker går på kompromis med Guds ord, hvad angår forkyndelsen af, hvad synd er, og hvordan vi skal reagere overfor synd. For ikke mindre end et par måneder siden havde jeg en samtale med en