Homoseksualitet, Romerbrevet 1 og en nations død

Transkript

1 Homoseksualitet, Romerbrevet 1 og en nations død Af Bill Muehlenberg I Romerbrevet 1 gøres det klart at homoseksualitet er den synd som udgør højdepunktet i menneskets oprør mod Gud. Der findes næppe en mere skræmmende og tankevækkende tekst i hele Skriften end Romerbrevet 1: Men, trods dette er den, sørgeligt nok, en af de mest negligerede tekster i den nutidige kristenhed. Og det er ikke overraskende, eftersom den går på tværs af så meget af det hypermoderne hokuspokus, som bliver forkyndt om Gud og moral nu til dags. Barbari og fornedrelse Jeg anmoder indtrængende enhver troende om at åbne deres Bibel og læse denne tekst igen eller læse den for første gang om nødvendigt. Afsnittet siger os meget om hvordan både individer og nationer ødelægger sig selv, når de forkaster Gud og etablerer sig selv som universets suveræne midtpunkt. Det fortæller os at Guds retfærdighed (som berøres i v ) er intimt forbundet med Guds vrede. Paulus hævder, at alle har den kundskab om Gud som de behøver, men de vælger at undertrykke denne kundskab om Gud og antager en løgn, og som følge deraf synker de længere ned i barbari og fornedrelse. Knytter næven mod Gud Samtidig med at Paulus opregner en række synder som en følge af denne undertrykkelse af kundskaben om Gud, udpeger han en som indbegrebet af denne opstand mod Gud. At fremhæve særligt denne ene synd homoseksualitet, udfordrer øjeblikkeligt al den teologiske revisionisme (omskrivelse af historien) som finder sted i kirkerne i dag.

2 Gud gør det absolut klart, at denne synd er højdepunktet for menneskenes oprør mod Gud. Det er det ultimative tegn på, hvordan de uretfærdige knytter næven mod Gud og erklærer: Vi vil ikke have dig til at herske over os! Og det bliver også set som en følge af Guds dom. Tegn på Guds vrede Paulus hævder her, at homoseksualitet strider mod den naturlige orden, sådan som Gud har skabt den. Thomas Schreiner siger: Paulus forkaster homoseksualitet som stridende mod den skabte orden, homoseksuelle handlinger er en krænkelse af det Gud havde til hensigt, da han skabte mænd og kvinder. Eller som John Stott bemærker: at handle mod naturen` betyder, at overtræde den orden som Gud har oprettet. C.K.Barrett minder os om, hvor udtalt denne synd var: Intet træk ved det hedenske samfund fyldte Jøderne med større afsky end tolerancen, eller snarere beundringen, af homoseksuel praksis. Paulus er helt og holdent enig med sine landsmænd; men hans afsky er mere end instinktiv. I de uanstændige lyster til hvilke han refererer skal man bemærke netop den seksuelle afvigelse fra den skabte orden, som kan forventes når mennesker sætter det skabte i stedet for Skaberen. At afgudsdyrkelsen har sådanne konsekvenser, er for Paulus et tydeligt tegn på Guds vrede. Brændende unaturligt begær R.C. Sproul udtrykker sagen i korthed: Når vi bliver impliceret i homoseksuel trafik, synder vi, ikke bare mod Gud men, mod tingenes natur. Alle drøftelser i dag om, hvorvidt homoseksuel adfærd erhverves eller er af genetisk natur kan besvares her i denne tekst. Guds ord siger, at sådan opførsel ikke er normal. Det er imod naturen som Gud skabte den. Og det er ikke bare homoseksuelle handlinger Paulus fordømmer. Han taler om dem som optændtes af deres begær efter hinanden` (v. 27). Begæret er lige så ondt som handlingerne, siger Paulus. Men visse revisionister (omskrivere af historien) hævder at Paulus her helt enkelt advarer mod pæderasti (seksuel omgang med drenge). Men størstedelen af forskere indenfor det Nye Testamente afviser sådanne

3 synspunkter. Som James Dunn bemærker: Paulus` anklage synes at inkludere alle typer af homoseksuel praksis, kvindelig såvel som mandlig, og var ikke rettet mod en slags homoseksuel praksis til forskel fra en anden. Eller som Leon Morris udtrykker det: Paulus siger i skarpe vendinger, at mændene brændte af et kraftigt men unaturligt begær. Udtryk for dyb perversitet Hele dette tekstafsnit lærer med umiskendelig klarhed at homoseksualitet er et fortrinligt eksempel på det oprør og den afgudsdyrkelse som en falden menneskehed deltager i. Som Fizmyer udtrykker det: Homoseksuel adfærd er et tegn på menneskets oprør mod Gud, en ydre manifestation af det indre åndelige oprør. Det illustrerer menneskelig fornedrelse og giver et levende billede af menneskehedens forkastelse af Guds overhøjhed. Sproul istemmer: Når apostelen Paulus beskriver den gennemgribende korruption af den menneskelige rase, ser han homoseksuel adfærd som den synd der er mest typisk for den radikale natur af vort fald. Den ses her ikke bare som en synd, eller endog som en alvorlig synd, eller som en grov synd, men som det klareste udtryk for dybet af vor perversitet (fordærv). Kalde Gud en løgner Eller som Dr. J.J. Davis har sagt: I Romerbrevet 1 ses homoseksualitet ikke bare som en krænkelse af visse jødiske eller kristne sekteriske love, men som en overtrædelse af Guds grundlæggende moralske lov, kendt i alle kulturer. Men utroligt nok har vi nogle som kalder sig kristne som prøver at fortælle os at der ikke er noget forkert ved homoseksualitet, at det er Guds gave til os, og at vi burde stoppe med fortsat at tale om det. De siger i virkeligheden, at de ved bedre end Paulus og Gud selv, som inspirerede ham til at skrive disse ord. I virkeligheden kalder de Gud en løgner. Paulus behandler faktisk dette spørgsmål i vers 32: De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det. Sådan er det, de bifalder det som Gud advarer imod, og godkender dem som handler sådan.

4 (Apropos ovenstående, vil nogle klage over at vi udvælger en enkelt synd, når al synd er lige ond. Og svaret er, ja og nej. Sandheden er, som Peter Barnes med rette påpeger, at Skriften skelner mellem synder, og det bør vi også gøre: Hellere end at forklare, at alle synder er lige store hvad der strider mod både fornuften og Skriften burde vi indse, at al synd afskærer os fra Gud. Det er vildledende at sige, at Gud i lige høj grad modsætter sig hver enkelt af vore synder, men det er sandt at sige at han fuldstændigt modsætter sig alle vore synder. ) Retsligt overgivet En af de mest rystende tanker som findes i dette afsnit af Romerbrevet er den tre gange gentagne vending, Gud prisgav dem (v. 24,26,28). Gud prisgiver og overlader til sidst en oprørsk menneskehed til dets egne perversioner og synder. Det er Guds ultimative dom. Sproul er værd at citere mere udførligt her: Det værste der kan ske for syndere er, at de få lov til at fortsætte med at synde uden nogen guddommelig begrænsninger. I slutningen af Det Nye Testamente, i Johannes` Åbenbaring, når beskrivelsen af den sidste dom bliver gengivet, siger Gud: Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til (Joh. Åb. 22:11). Gud prisgiver mennesker til hvad de selv vil. Han prisgiver dem helt til deres egne syndige tilskyndelser og fjerner sine begrænsninger, og siger i sit inderste væsen: Om du vil synde, så synd bare. Dette er hvad teologer kalder for retsligt overgivet. Ved at udelade sin retfærdige dom prisgiver Gud ubodfærdige syndere for evigt. Grænser for nåde Dette stykke alene burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på os alle. Men Sproul er ikke færdig endnu. Det han fortsætter med at sige, er det nødvendigt at bekendtgøre fra enhver prædikestol i landet: Vi hører hele tiden om Guds uendelige nåde og barmhjertighed. Jeg krummer tæer, når jeg hører det. Guds nåde er uendelig på den måde, at det er nåde som skænkes os gennem en, der selv er uendelig, men når udtrykket uendelig anvendes for at beskrive hans nåde, i stedet for hans person, har jeg et problem med det, fordi Bibelen gør det vældig klart, at der findes en grænse for Guds nåde. Der findes en

5 grænse for hans nåde, og han er fast besluttet på ikke at udgyde sin barmhjertighed over ubodfærdige mennesker for evigt. Der findes en tid, som Det gamle Testamente gentagne gange gengiver, særligt i profeten Jeremias` Bog, at Gud ophører med at være nådig mod mennesker og overgiver dem til deres synder. Eller som han skriver på et andet sted, Guds nåde er ikke uendelig. Gud er uendelig, og Gud er nådig. Vi tager imod nåde fra en uendelig Gud, men nåden er ikke uendelig. Gud sætter grænser for sin tålmodighed og sin overbærenhed. Han advarer os igen og igen om, at en dag vil øksen falde og hans straffedom skal udgydes. Tydelig advarsel Set i lyset af hvor denne nation står lige nu, moralsk og åndeligt; er vi så ikke ved at nå et punkt, hvorfra det er umuligt at vende tilbage? Som jeg for nylig skrev i en anden artikel; hvis Gud var nødt til at fælde dom over Sodoma for deres grove synder, hvor den vigtigste var overhåndtagende homoseksualitet, er Gud så ikke nødt til at tage affære mod os lige nu? Det mest skræmmende og mest chokerende vi kan opleve, er hvis Gud fjerner sine begrænsninger og helt overlader os til vor egen uretfærdighed, ugudelighed og arrogante oprør mod ham. Lad os alle bede om at den dag ikke kommer snart. Men hvis den gør, fortjener vi det uden tvivl. Og som Romerbrevet 1 gør det meget klart; vi kan ikke sige at vi ikke er blevet advaret. Bill Muehlenberg Oversættelse Gert Gravgaard Afsnit om valget i Australien udeladt, som i den svenske oversættelse af ROLF Lampa, de svenske afsnitsoverskrifter er også benyttet i denne oversættelse. Engelsk original titel: Romans 1 and the Death of a Nation

6