Månedens. Bangsbo Museum & Arkiv. Tekst: Erik S. Christensen, Layout: Poul Erik Dybdal Pedersen BANGSBO-LOGO PANTONE 187

Transkript

1 Tekst: Erik S. Christensen, Layout: Poul Erik Dybdal Pedersen Grundlaget for en kro i Jerup har altid været der. Jerup er nemlig en gammel landsby på den lunefulde vej mellem Skagen og Frederikshavn. Et sted hvor man kun standsede op, fordi man var nødt til det. Selv H.C. Andersen standsede op i Jerup, men kun for at skifte til bonden på Jerup Storgårds vogn. Han var blevet transporteret hertil af sin værtsfamilie, overauditør Uldall, den 17. august På gården havde Lars Nielsen lavet kaffe og smørrebrød. Men fru Uldall havde sørget for en ordentlig madkurv med skinke og kyllinger. Af våde varer havde hun pakket cognac og madeira ned i kurven, som blev nydt, inden vejen holdt op og der måtte køres på strandbredden over Napstjært og Aalbæk til Skagen, som blev nået sidst på dagen. Helt hvor gammel Jerup er, kan vi kun gisne om. Den dukker ud af historiens tåger i 1500-tallet, men er sikkert ældre. Der er ingen tvivl om, at Jerup er en udflytterby; efterleddet»rup«betyder I 1926 blev der indrettet købmandsforretning i smedjen. Det var skibstømrer Zakarias Pedersen, der blev købmand. Han lavede selv hele indretningen af butikken med hylder og diske.

2 torp, som var et bynavn, der opstod i Danmark i tiden mellem 1000 og Forstavelsen»Je«derimod er lidt mere omstridt. Stednavneforskerne hælder til to teorier: Enten navnet på træsorten eg eller taks. Så navnet kan oversættes til»byen ved taks- eller egetræerne«. Men når byen er en udflytterby, så må der have ligget en oprindelig landsby i nærheden - muligvis ved Smallemose omkring gården Klitten ved Statsfængslet Kragskovhede eller ved den forsvundne Calmergård lige syd for den nuværende Jerup by. Første gang vi hører om krohold i Jerup er i Her tog borgmester Fedder Hansen Høyer tingsvidne angående ulovligt ølog brændevinssalg i Raabjerg sogn. Men kroværten i Jerup, Søren Jensen, havde rent mel i posen. Han havde lejet et vagthus til krohold af borgmesteren i Skagen. Vagthuset må være et af de strandvagthuse, bønderne langs kysten var pligtige til at opføre og vedligeholde i tilfælde af krig. Hvor længe kroen fik lov at eksistere, ved vi ikke, men den skotske skibspræst James MacDonald fortæller om sin stranding en novembernat i Kragskov mølle i Jerup før den i 1953 blev nedtaget og flyttet til Fortidminderne i Skagen. Risikoen ved at sejle langs de nordjyske kyster var stor. Dårligt vejr og mangelfuld landkending betød stranding og død for mange sømænd. Den 21. november 1808 strandede det engelske skib»the JOHN«ved Skagen. Ombord var den skotske skibspræst James MacDonald. Fra ham

3 har vi en fantastisk fortælling om hans stranding, den vanskelige redning og hans oplevelser som krigsfange på turen gennem hele Danmark, indtil han blev sejlet over til Sverige. Han fortæller om os som danskere, vore leveforhold og boliger. Efter den voldsomme stranding, hvor flere søfolk omkom - blandt andet den 14- årige skibsdreng, der døde i armene på MacDonald - fortæller han om redningen, og om de mænd, der med fare for deres eget liv, gjorde alt, hvad der var muligt for en sikker redning af fjenden. Om turen fra Skagen til Fladstrand fortæller han:»vi kørte først uden store vanskeligheder langs kysten, hvor jeg på en strækning af en dansk mil talte 35 vrag. Snart forlod vi imidlertid strandbredden og fulgte en slags hjulspor veje findes ikke i denne sandørken -, som førte os i en afstand fra en til tre engelske fjerdingvej bort fra kysten. Kulden var streng, sneen var på sine steder sammenføjet i flere fods højde, og bønderne tog ofte fejl af vejen. Naturligvis kom vi meget langsomt frem, som regel 3 engelske mil, stundom kun halvanden i timen«. Landskabet beskrives som næsten umenneskeligt barskt:»hele egnen rundt om os, så langt øjet kunde række på en klar dag, var der ikke Jerup Station omkring Det smukke Plesnerhus trænger i dag til en gevaldig overhaling.

4 et træ, en busk eller et græsstrå at se«.»hvor sneen af stormen var bleven fejet bort fra jorden, så man den nøgne sand eller mager hede. De få spredte hytter, der nu og da viste sig, svarede til landskabets almindelige elendighed. De er opførte af træ fra skibsvrag, sletbyggede og klodset sammentømrede og er lige uskikkede til at skærme beboerne mod sommerheden og vinterkulden«. Han fortæller også om områdets store fattigdom og er forbavset over venligheden hos de vendelboer, han møder. En venlighed der giver sig udslag i, at de deler ud af den bedste mad, de har.»i en afstand af omtrent 8 engelske mil fra Skagen standsede vi en halv times tid og forsøgte at få nogle forfriskninger. Her ligesom i Skagen fandtes intet andet brød end en grov blanding af rug, byg og fiskeben, stødt og æltet sammen og bagt til brød af forskellige størrelser af farve som snus og næppe spiseligt for mennesker, der ikke havde været vante til den allersletteste føde. Jeg havde ikke smagt brød de sidste 9 dage og søgte uheldigvis at presse noget af denne slags ned i min strube, men satte næsten livet til ved eksperimentet. Jeg blev så syg, at jeg kun kunde rejse to mil videre og var nødt til at blive hele aftenen og natten i en bondehytte ved vejen. De stakkels mennesker gjorde for mig alt, hvad de kunne, og var heldigvis i besiddelse af 2 æg og 4 kartofler, hvilket var det mest Vagn og Aksen på besøg hos eneboeren på Jerup hede i 1932

5 velkomne og velsmagende måltid jeg nogensinde har smagt«. Vejene til Jerup var altså ikke noget at råbe hurra for, som et senere vejsyn fortæller. Nord for byen over Jerup enge var der en vel vedligeholdt»vase«med»grober«på begge sider. Vadestedet over engen skulle konstant efterfyldes med jord, sand og ris og grøfterne graves, så der var frit afløb. Overgangen over Knasborg Å var livsfarlig, mens Kragskov eller Jerup Å var knap så farlig, men alligevel vanskelig at passere på grund af stejle skrænter. En eller anden venlig person havde dog anlagt en primitiv træbro uden rækværk ved en sidevej. Når vejene var så elendige, måtte der gøres noget drastisk for at opretholde en forbindelse til Danmarks nordligste købstad. Skagensbanen var oprindeligt Danmarks første privatejede smalsporede jernbane. Jernbanen gik fra Frederikshavn til Skagen over Elling. I 1924 ændredes banen til normalspor og forlagdes over Strandby. Forud for banens oprettelse blev der foretaget mange politiske debatter og økonomiske beregninger både i Folketinget og i lokalbefolkningen. I modsætning til alle andre baner går Skagensbanen gennem et meget tyndt befolket område og er derfor ikke med til at binde land og by sammen - men udelukkende to byer. Denne måde at tænke jernbane på var meget anderledes, og Venstres politiske ordfører troede ikke på ideen, da han ikke Hedebonden Peder Madsen foran sit hjem på Jerup hede. Oksekærren var et uvurderligt arbejdsredskab i det uvejsomme terræn. Oksekærren anvendtes også som transportmiddel af tørv til Frederikshavn.

6 mente, at der ville opstå en synergieffekt mellem land og by. Alligevel ville Venstre stemme for, fordi de havde ondt af Skagen. Bortset fra en forlægning inde i Skagen by, fulgte den normalsporede bane den oprindelige linieføring frem til Jerup Station. En stor del af de oprindelige skinner var efterhånden blevet så slidte, at de var blevet skiftet ud til skinner i så tungt gods, at de kunne bære en normalsporet bane. Samtidigt blev svellerne, der ikke havde været imprægnerede, skiftet ud til imprægnerede i normalsporsbredde, så alt var forberedt til den udvidelse, som siden 1910 blev stadig mere aktuel. Få hundrede meter syd for Jerup ses tydeligt sporet efter den smalsporede bane og resterne af broen over Kragskov Å. Syd for Kragskov Å løber de to baner parallelt med hinanden og landevejen frem til den nuværende Rimmen Station, hvor den normalsporede bane krydser landvejen og fortsætter til Strandby. Ulrik Plesner var fra 1914 og indtil sin død tilknyttet banen som arkitekt, og hans hånd anes bag ethvert byggeri på banestrækningen. Lige fra de bygninger han selv har tegnet og til de ældre bygninger, han har udvidet - også stationen i Jerup er hans værk. Tolshave ejet af Søren Jørgensen i 1939 Kirken fra 1888 er tegnet af en anden berømt arkitekt, Johannes Frederik (Frits) Christian Uldall. Det er en rigtig stationsbykirke tegnet af den arkitekt, der

7 dengang vidste allermest om de danske kirker. Frits Uldalls store interesse var middelalderkirkerne og deres klokker. Han skrev nogle af de mest anerkendte bøger om dansk kirkebyggeri og klokkestøberi. I Jerup havde man indsamlet midler til byggeriet af den nye filialkirke i Elling sogn - men ikke nok. Byggeriet forsinkedes bl.a., fordi den nye døbefont blev sendt med en pæreskude fra Faxe kalkbrud frem for med et dampskib, hvilket gjorde, at den ikke kunne være fremme til indvielsen. I udkanten af stationsbyen Jerup - langs landevejen over de store moseområder og ind mod den gamle kystlinie ved Vogn - ligger der et kulturhistorisk overordentligt spændende område. Det er de store mose- og hedestrækninger, som Statsfængslet Kragskovhede ligger i. De er dannet efterhånden, som havet efter istiden har trukket sig tilbage foran den imponerende gamle kystskrænt, der går fra Flade Bakker ved Frederikshavn over Troldhætten i Tolne Bakker til Hellehøj ved Hirtshals. Skrænten flader fra 75 meter til 1 meter o. havet over 100 meter. Rimmerne er ikke parabelklitter, men hævet havbund hvor rimmerne er revler, og dobberne er mellemrummene mellem revlerne. Efter rimmernes opdukken af stenalderhavet er vinden begyndt at lege med sandet og har derefter dannet parabelklitter. Den største parabelklit i Danmark er i øvrigt Raabjerg mile et stykke vej nord for Jerup. Rimme- og dobbelandskabet har, siden Skagens Odde begyndte at dukke op af havet efter sidste istid, ligget som et Forberedelse til vinteren i gården ved Gymnastiksalen og biografen i arbejdslejren ved Jerup i De røde barakker ligger der endnu og er i dag istandsat.

8 stort uigennemtrængeligt område med egekrat, høje klitter, moser og heder. Helt indtil midt i 1930 erne måtte al den kørende trafik mod købstaden Skagen enten ned på stranden ved Napstjært eller ad de endeløse mudderveje, der var til den kørende trafik. Områdets bønder måtte drive et alsidigt landbrug for overhovedet at kunne eksistere på de magre jorder, hvor der lidt vittigt blev talt om, at man høstede med barberblade, og at spurven måtte i knæ for at nippe af aksene. Derfor ligger gårdene også udpræget som perler på en snor langs den gamle kystlinie. Flere af gårdene har stadig det karakteristiske vendsysselske bygningsudtryk. Det såkaldte højrems- eller raalingshus. Oprindeligt et»rad«langt lavloftet hus med stald i vest og beboelse i øst. Et hus som kunne udvides eller indskrænkes efter behov med udskud og tasker. Der er i øvrigt kun to oprindelige raalingshuse tilbage i Vendsyssel. Det er Simons Raaling i Aalbæk og Sognefogedgården i Frederikshavn. Gårdene er placeret i kanten af det dyrkningsbare område, som kaldes indmarken. Den oprindelige dyrkningsform afspejler sig i matrikuleringen, hvor det ses, at gårdene ligger på lange matrikler, der går fra stranden til heden og mosen i baglandet. Stranden udnyttedes til fiskeri med landdragningsvod eller fra småbåde. Der var heller ikke langt til østersbankerne, der strakte sig nord for Hirsholmene og langt op i Aalbæk Bugten. Østersfiskeriet Jeruplejren i 1941.

9 var et kongeligt privilegium. Oprindeligt blev overdrevsområderne inde i land brugt til græsning for får, heste og øksne. Flere kilder taler om opdræt af krigsheste i området op mod Skagen. En anden udnyttelse var tørvegravning, og hedebønderne omkring udflytterbyen Jerup sendte tørv til opvarmning og madlavning over Fladstrand til København. Efterhånden udløstes ønsket om mere dyrkningsegnet jord, og bønderne forsøgte at inddrage rimme- og dobbelandskabet. Det var et kæmpe arbejde, der kun kunne udføres med de bare næver. De eneste redskaber var hakke, skovl, spade og trillebør. Først skulle der graves kanaler, så man kunne afvande moseområderne, inden man overhovedet kunne begynde på opdyrkningen. Det var et langt sejt træk, hvor mosen skulle undergraves. Det vil sige, at man blandede mosejorden fra dobberne med sandjorden fra rimmerne. På denne måde opnåede man at lave agerjord, samtidig med at området blev jævnet. Rent praktisk foregik det ved at fjerne mosejorden i 3-4 meters dybde, hvorefter sandet fra rimmerne fyldtes i hullerne, og dernæst blev mosejorden fordelt på området. Til sidst mergledes området og fik påkørt kunstgødning. Efter århundredeskiftet begyndte Hedeselskabet at arbejde med planer for en udnyttelse af landskabet i stor stil. I 1937 blev et 3000 tønder land stort område købt af Jysk Landvinding A/S med Arbejdshold i gang med kultivering af jorden.

10 tilbagekøbspligt for bønderne. Desuden skulle der indrettes statshusmandsbrug på nogle af de nykultiverede områder. Gennembruddet for opdyrkningen kom med den store arbejdsløshed i 1930 erne. Specielt var ungdomsarbejdsløsheden et kæmpe problem. Da de unge ikke havde forsørgerpligt, kunne de ikke opnå arbejdsløsheds-understøttelse i modsætning til de, der var gift og havde børn. I begyndelsen var arbejdslejrene en frivillig foranstaltning, hvor unge mennesker kunne komme og arbejde i et halvt år. Der indrettedes tre ungdomsarbejdslejre. Én i Råbjerg, én i Mosbjerg og den sidste ved Jerup på Kragskov Hede. I 1943 blev lejrene inddraget af den tyske besættelsesmagt til husning af troppetransporter, materiel og krigsfanger. Kort efter krigsafslutningen - den 27. august blev lejrene overtaget af fængselsvæsenet under navnet»straffelejren på Kragskovhede«, der på denne måde kunne løse det store problem med anbringelse af landssvigerne. Ved overtagelsen pålagde Arbejds- og Socialministeriet fængselsvæsenet at ændre navnet, så der ikke kunne opstå misforståelser for de unge mennesker, der havde været i arbejdslejren før besættelsen. Jerups fodboldhold i 1941 Kort efter fængselsvæsenets overtagelse af lejren udarbejdedes der et forslag til en helt ny belægningsafdeling ved Jerup. Her skulle der bygges 14 belægningsafsnit med plads til 2500 fanger. Det oprindelige byggeri var røde træbarakker, og

11 nybyggeriet blev projekteret med samme materialer; men på grund af efterkrigstidens materialemangel blev byggeriet i stedet opført i gasbetonsten. Samtidig med nybyggeriet i lejren blev der opført en række funktionærbygninger i gasbeton i plantagen øst for lejren. I forbindelse med udvidelsen blev der bygget en 600 mm tipvognsbane, først fra Jerup station til Jerup-afdelingen. Derefter til de øvrige afdelinger. I alt blev der nedlagt 61 2 km skinner, hvorpå der kørte bl.a. en skinnebus, der blev kaldt Baskervilles hund. Banen blev nedlagt i Den blev i første omgang anvendt til at fragte byggematerialer fra Jerup station til lejren. Der blev bygget en remise på den nordlige side af Sindalvej, hvorfra toget udgik til de andre afdelinger. Ud over godsvogne byggedes der også vogne til transport af passagerer mellem afdelingerne og ud til arbejdspladserne i terrænet. I 1947 forlod de sidste landssvigere lejren, og den blev indrettet til kriminelle recidivister. Fængselsbetjent Anton Andersens hus fotograferet en efterårsdag i 1955 af sparekassedirektør Søren T. Hansen Anstaltens leder gennem de første 21 år var fængselsinspektør cand. jur. Carsten Rafael. Han var en af de store reformatorer af det danske fængselsvæsen. Således var det ham, der kaldte fangerne for indsatte, oprettede talsmandsordninger, forsøgte sig med gruppeterapi og organiserede fritidslivet for de indsatte. Han havde på

12 en studietur i USA set, hvordan man her behandlede fangerne mere humant end i Danmark og overførte de amerikanske teorier på det danske fængselsvæsen. Desuden skal det også nævnes, at fængselsfunktionærerne altid har været meget aktive i lokalsamfundet. Det var på deres initiativ, at der blev bygget en ordentlig skole i Jerup, og at Jerup Borgerforening begyndte sit virke i Borgerforeningen er stadig ualmindelig livskraftig i området. Jerupborgerne har dog også kunnet selv. I 1889 byggedes bageriet, det kom til at ligge ved siden af den gamle Kragskov vindmølle. Vindmøllen eksisterer endnu, men blev i 1953 nedtaget og flyttet til sin nuværende plads på Svallerbakken ved Skagen By- og Egnsmuseum. Andelsbevægelsen fik også tag i landbefolkningen omkring Jerup. Mejeriet, der er fra 1918, er i dag autoværksted, men fungerede som andelsmejeri frem til Et andet andelsforetagende, der har overlevet frem til i dag, er Brugsen, som startede samtidig med den store Brugs inde i Frederikshavn i Der hvor Den Bette Kro ligger i dag, lå der oprindeligt et stuehus til én af Jerups mange landsbygårde. Det oprindelige stuehus nedbrændte sammen med nabobejendommen - den gamle skole - omkring århundredeskiftet. Den nye skole, som i dag er præstegård, og Partikulier N. Larsens hus over for kirken i 1931

13 krostuen er opført omkring Dog blev den ikke opført som kro men som smedje Her fungerede to smedemestre frem til 1926, hvor der blev indrettet købmandsforretning i smedjen. Det var skibstømrer Zakarias Pedersen, der blev købmand. Han lavede selv hele indretningen af butikken med hylder og diske. Efter ham blev Kaj Jørgensen byens købmand gennem mange år. I 1977 ombyggedes købmandsforretningen til kro, og Jerup fik igen en landevejskro, som den havde haft det i slutningen af 1600-tallet. I dag er søskendeparret Mette og Jesper Schaltz som har haft kroen siden år Jesper er uddannet slagter, hvilket kommer omegnens beboere og de mange gæster på vej til sommerhusområderne til gode, fordi han nu har fået tilladelse til at åbne en slagterforretning indenfor rammerne af den bette kro. Øster Kragskov.