DANSKE KIRKEDAGE 2013 AALBORG MAJ. Studiemateriale

Transkript

1 DANSKE KIRKEDAGE 2013 AALBORG MAJ Studiemateriale

2

3 Det er en central tanke i det bibelske univers, at Gud kalder på mennesket. Han kalder både på konger og profeter, disciple og helt almindelige mennesker. - Der er ikke det menneske, der ikke bliver prikket af Gud. Gud kalder på mennesket som sin betroede medarbejder. Sammen skal de fortsætte og fuldføre den plan, den drøm, den vision, som første gang tog form på skabelsens morgen. - Spørgsmålet er, om vi kan høre kaldet, og om vi vil. Måske har vi mest lyst til at møde ham med modspørgsmålet: Gud, hvor er du selv? For det er vel ikke kun mennesket, der er blevet borte fra Gud, men også Gud, der er blevet borte for mennesket? Det spørgsmål åbner for helt centrale tanker om Gud og menneske, om identitet og fællesskab. - Hvem er jeg, hvem er du, og hvem er Gud? Om disse tanker handler det følgende studiemateriale. Vi har valgt at lade beretningen om Maria Magdalenes møde med den opstandne Jesus være det indledende tema, som i virkeligheden rummer alle temaerne: Det er i mødet med den opstandne, at mennesket finder sig selv og bliver sig selv. Og det netop i fællesskab med andre. På denne måde er opstandelsen den begivenhed, som åbner, samler og perspektiverer alle de øvrige temaer med sit jeg er, du er, vi er... Man kan i stedet vælge en kronologisk rækkefølge, som begynder med skabelse og syndefald og fortsætter med udfrielsen fra Ægypten, frelsen ved Jesu liv, død og opstandelse og derpå munder ud i kirkens opgave som Kristi krop i verden i dag. Kirkedagssalmen ( sidste afsnit ) følger det frelseshistoriske skema og samler de mange tanker og temaer i et forløb med helhed og sammenhæng. Vi anbefaler, at man læser / synger kirkedagssalmen, hver gang, man samles. Måske kan man få organist og præst til at benytte salmen ved et arrangement i kirken, så man kan få lært melodien. Studiematerialet er inddelt i 7 afsnit, som hver på sin måde belyser kirkedagenes tema: Menneske, hvor er du. Vi forestiller os, at studiekredsdeltagerne tager udgangspunkt i læsning og fortolkning af de bibelske tekster. Artiklerne er ikke skrevet for at tage pusten fra nogen, men til inspiration for dem, som gerne vil læse mere. Ideen til et studiemateriale er opstået i det udvalg, som tilrettelægger kirkedagenes gudstjenester. Forhåbentligt kan det finde anvendelse i studiekredse, temagudstjenester, foredrag, selvstudier prædikeserier osv. Det er vort håb, at det må spore os ind på kirkedagenes tema, åbne for perspektiver, sammenhænge og udfordringer, som både kan folde sig ud, når vi mødes i Aalborg og i de sammenhænge, vi hver især er engageret i. Endelig vil vi gerne takke alle bidragyderne, som med kort varsel har påtaget sig opgaven for egen regning og risiko. Vi ses i Aalborg! På arbejdsgruppens vegne, Mette Behrndtz, Jørgen Thaarup, Johs Kühle

4 Tema 1: Jeg er, du er, vi er kaldet til fællesskab. Tema 2: Jeg er Gud, som handlingens Gud. Tema 3: Du er menneske skabt i Guds billede til at ligne Gud. Tema 4: Hvor er du menneske, og hvor er din bror? Tema 5: Hvor er du selv, Gud? og hvorfor har du forladt mig? Tema 6: Vi er Jesu Kristi legeme. Joh 20,11-18 Ez 37, Mos 3,1-6 og jeg er ordene i Joh evangeliet. 1 Mos 1,26-28 Sl 8,6-9 Sl 139, 1-18 Joh 21, Mos 3, Mos 4,3-10 Mark 15,22-39 Sl 22 Job 16,18-22 Job 19, Kor 12, 4 31 Ef 4, 1-6 ( 1-16) Tema 7: Kirkedagssalme over temaet: Menneske, hvor er du? Af sognepræst Viggo Ernst Thomsen, Bangsbostrand Af sognepræst Johs Kühle, Abildgård. Af studielektor og præst Jørgen Thaarup, Strandby. Af sognepræst Mette Behrndtz, Understed og Karup. Af professor emeritus i Det Gamle Testamente, Kirsten Nielsen, Aarhus Af sognepræst Inge Thomsen, Hjallerup. Af sognepræst og salmedigter Holger Lissner, Røjleskov ved Strib.

5 Viggo Ernst Thomsen JEG ER, DU ER, VI ER KALDET TIL FÆLLESSKAB Læsning: Joh 20,11-18, Ez 37,1-14. Mødet i gravhaven. Da Maria Magdalene står i gravhaven påskemorgen er alt kaos for hende. Hun har mistet fodfæstet i sin tilværelse. Den tomme grav og de hvidklædte engle gør ingen forskel for hende. Heller ikke Jesus. For set gennem tårer var han bare en fremmed i havemandsskjorte. Forskellen gør alene den opstandne selv, da han kalder på hende. Da han kalder hende ved navn. Da hun hører sig eget navn nævnt med den stemme, hun kender og elsker, da genkender hun ham. Maria!, siger han og holder hende fast på, at hun er den, hun altid har været i hans øjne. Midt i sorgens kaos genskaber han den orden, hvor hun stadig er den Maria, han kender og holder af. Først da bliver det påske for Maria. Da Jesus kalder hende ved navn, ved hun, at han lever. Hun behøver ikke stille opklarende spørgsmål. Rabbuni (mester) udbryder hun glad. At han kaldte og at han sagde hendes navn var nok. Da tror hun, at han er opstanden, at han er levende og fortsat siger navnet på hende. Den opstandne kalder på os. Kalder os ved navn. Han kalder som et jeg med kærlighedens ord til et du, der må svare igen på samme måde. Menneske, hvor er du? besvares med et Her er jeg. Det er i mødet med den opstandne, mennesket finder sig selv og bliver sig selv. Opstandelse mirakel og/eller mysterium? I Ny Testamente er der to typer af hændelser, som hver især eller i fællesskab sætter opstandelsestroen i gang. Der er for det første de gentagne tilsynekomster af den opstandne Kristus. Det bevidner alle 4 evangelister, og også Paulus. Og for det andet fundet af den tomme grav, som Paulus ikke kender noget til. For Maria er det tilsynekomsten, der betyder noget. Men hvordan skal man forstå opstandelsen? Nogle mener det blot er billedtale. Men som Kristus opstod, skal vi opstå, siger Paulus. Dvs. er opstandelsen blot billedtale, så er vor opstandelse også blot billedtale. Det er der ikke meget håb i (1 kor 15,12-19). På baggrund af NTs vidnesbyrd er der to mere nærliggende tolkningsmuligheder af opstandelsen. Den ene forståelsesmulighed er ikke nødvendigvis bedre end den anden. Opstandelse kan for det første forstås som et mirakel. Et uhørt brud på naturlove. Det er tilfældet, hvis man tillægger den tomme grav den centrale betydning. Så er opstandelse et mirakel inden for tidens verden, sådan som de 2 mænd (Simon Peter og den discipel, Jesus elskede i Joh 20, 2-9) tilsyneladende oplever det. De kommer til den tomme grav. De ser. Og de tror. Hvis man derimod alene holder sig til tilsynekomsten, som Maria Magdelene, så er Jesu opstandelse ikke noget mirakel, men man kan snarere kalde det et mysterium, der finder sted i Guds evige dimension uden for tid og rum. Hold mig ikke tilbage, siger den opstandne, Jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Det er kun evangelisten

6 Lukas, der lader 50 dage gå mellem Jesu opstandelse og pinsen. Hos Johannes sker pinseunderet allerede påskedags aften kort tid efter hans møde med Maria Magdelene i haven. Beretningen om Maria Magdalenes møde med den opstandne giver således mulighed for at fortolke Jesu opstandelse som både et mirakel og et mysterium. Når Jesus opstår, stiger han op til Faderen, dvs. han opstår ind i Guds væsen som identisk med Gud, hvad vi normalt udtrykker i den apostolske trosbekendelse ved at sige, at Jesus sidder ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd. Gravhaven bliver til paradisets have Hos evangelisten Johannes bliver Jesus begravet i en gravhave. Her kom den opstandne til syne for Maria på den første dag i ugen. Den dag, da Gud i skabelsen skabte orden i vores verden og vores liv. Nu genskaber Jesus den gode orden i Marias liv. I gravhaven, hvor hun står med tårer. Men hun står ansigt til ansigt med Gud ganske som Adam og Eva gjorde det i Edens Have. Denne gravhave bliver derfor påskemorgen til paradisets have. Den ene have, hvor alt er godt. Det er haven som billede på paradis, evangelisten Johannes vedkender sig, da han slutter sin langfredagsberetning med at fortælle (Joh 19,41), at Jesus blev begravet i en have. Matthæus, Markus og Lukas fortæller kun om en grav, der er hugget ud i en klippe. Der er goldt og stenet. Midt i rædslen ved korsfæstelsen og midt i kaos et er ordet have et formildende ord, der vækker associationer om orden og skønhed. Dvs. allerede ved begravelsen lige før sabbattens begyndelse langfredag aften, lægger evangelisten et spor ud og antyder for os, hvad der venter bag langfredags nat. Drømmen om den ene have, hvor alt er godt, ligger bag de dødes have kirkegården. Kirkegården er et sted med tab, tårer og tunge sten, men vi gør, hvad vi kan, for at forvandle den til en smuk have. Vi sætter skønhed, liv og vækst op mod forfald og død. Det gør vi for de dødes (og de efterladtes) skyld. Det giver kun mening, hvis der et sted i vores erindring ligger en fortælling om de dødes have, der blev til paradis en tidlig morgen, den første dag i ugen. Måske er det i virkeligheden også paradis, vi prøver at efterligne i alle vore prydhaver bare sådan i det små? (Se Steen Estvad Petersen flotte bog Drømmen om Paradis (Gyldendal 2005) om nærorientalsk havekultur ). Adam og Eva forlod deres have med en dom, dømt til at slide og slæbe i deres ansigts sved og føde og dø med smerte. Maria Magdalene forlader sin have med et lysende håb. Ikke dømt og forladt, men kendt og elsket og kaldt ved navn af sin mester. Ud af mødet med ham springer et håb om, hvad der venter bag Marias egen begravelse. Paradis ligger ikke bare bagude. Det er ikke som en barndommens have en tabt tilstand. Det er ikke længsel efter fortiden, der fylder Marias sind, da hun forlader haven påskemorgen. Det er et håb, der kaster lys over det liv, der ligger foran hende. Håbet om, at den have, hvor hun selv skal ligge, skal forvandles til et paradis, hvor gravene åbnes. Håbet om, at det ender med en forårsmorgen, hvor en stemme kalder på hende og siger hendes navn: Maria!, og hun får sol i øjnene af Du soles sol fra Betlehem. Guds rige er brudt frem. Ezekiel 37 rummer en kraftfyldt vision om de dødes opstandelse. Gud tager profeten med i de dødes dal, en begravelsesplads fyldt med knogler. Og han spørger profeten om han tror, at disse ben og skeletter kan blive levende? Det ved kun du, svarer han fornuftigt. Og så meddeler Gud sin vision om nyskabelsen ved ånd. Måske handler det om mennesker individuelt? Måske handler det om hele folket Israel? Men pointen er, at det sker som en fremtidig eskatologisk begivenhed. Ved Marias møde med den opstandne i gravhaven er den eskatologiske fremtid blevet nutid. Guds rige er brudt frem. Med Jesu opstandelse er det begyndt, som skal ske. Den Opstandnes kalden er en BEFRIELSE Vi forstår os selv som moderne mennesker. Det Moderne er et resultat af en idéhistorisk udvikling begyndende i renæssancen i tallet, som tog særlig fart med 1700-tallets oplysningstid. Det begyndte som et befrielsesprojekt. Mennesket skulle have mod til at benytte sig af sin egen forstand og blive fri af fremmed styrelse, udtrykte oplysningsfilosoffen Immanuel Kant det programmatisk i Oplysning skulle hjælpe mennesket til at komme fri af dovenskab og fejhed og blive et autonomt, selvforvaltende menneske, der kunne handle ansvarligt over for andre. For så vidt et sympatisk projekt. Men siden er der gået råddenskab i projektet. Selvforvaltningen er blevet til selvoptagethed, og friheden fra fremmed styrelse har ført til, at mennesket er blevet lukket inde i sit eget selv. Det kan ikke mere høre, når nogen kalder på det, men lever i den indbildning, at det kan og skal skabe sig selv og sine egne værdier. Autonomidyrkelsen var oprindeligt et frihedsprojekt, men er endt med, at mennesket er blevet en fange i sit eget lukkede, mørke fængsel. Det er en tydelig tendens i Det Moderne. Derfor er det en befrielse fra mit eget klaustrofobiske fængsel, når Gud som den lidenskabelige Elsker, Han er, kalder på mig. Når Den Opstandne kalder mig ved navn. Han kalder som et Jeg med kærlighedens ord til et Du, der må svare

7 igen på samme måde. Menneske, hvor er du? besvares med et Her er jeg. Her i mødet med den opstandne, finder mennesket sig selv og bliver sig selv. Ikke sig selv nok. Det kaldes ind i fællesskab med Gud og sit medmenneske og ud af sin selv-optagethed. Salmer Hvad er det at møde den opstandne mester (DDS 249) Håbets stemme bærer mig til steder (Salmer og sange i skole og kirke 2, 138) Det er så sandt, at ingen så (DDS 238) Tag det sorte kors fra graven (DDS 241) Aktualiserende fortællinger Jonas og Buddha Fortælling om Jonas Hansen Wergeland, genfortalt af Gudmund Rask Pedersen (fra Forladthed og nærvær side , Aros 2000) Jonas lærte som 14årig virkelig hadet og hårdhjertetheden at kende. På det tidspunkt havde han fået endnu en lillebror; men meget anderledes end ham, han havde i forvejen. For Buddha, som de kaldte ham, da han 2-3 år gammel viste stor forkærlighed for ris, var ikke som de fleste andre børn. Mærkelige ører havde han, skrå, lidt skelende øjne, en tunge der, for Jonas at se, konstant løb ud og ind som på én eller anden for længst uddød øgle. Buddha var mongolbarn, eller som vi siger: Han var åndssvag. Og storebror Jonas hadede ham med et sort afgrundsdybt had. En barok perle, kaldte storesøster Rakel ham; men Jonas så ikke nogen perle. Han så bare en afskyelig uskyldighed. I et ondskabsfuldt øjeblik fandt Jonas ud af, at han skulle have drengen til at sige bare ét eneste ord: Mælk, det mest elementære af alt i et barns tilværelse. Eller rettere, han ville fornedre lillebroderen ved at bevise, at man ikke kunne lære ham det. Mælk! Det her er mælk. Sig det idiot. Sådan fortsatte han i et halvt års tid, men fik fra Buddha aldrig andet end uforstående smil. Nu var det blevet en besættelse for Jonas at få idioten til at sige dog det ene ord. En lørdag morgen var han alene hjemme med Buddha. Som sædvanlig kørte han løs med sit projekt: Mælk sig det nu, din møgunge! Han havde lyst til at kyle koppen lige i hovedet på væsnet foran sig. Regnen rendte ned ad vinduerne, lydløst. Buddha så Jonas på en ny måde i lang tid, ind i hans ansigt, gennem hans ansigt. Så sagde han det. Ordet. Banalt og alligevel selvfølgeligt. Jonas, sagde han. Ikke helt tydeligt. Tungen var ligesom i vejen, men ikke desto mindre klart: Jonas. Jonas prøvede senere at beskrive, hvad der skete. Det var, som om et stenskred gik gennem ham, sagde han. Det var som et stort tomrum blev overskyllet med varme. En overflod af varme. Alt dette had, alle disse forbandelser, og så var Buddhas første ord et navn. En kærlighedserklæring. Buddha havde rejst sig op, stod med armene om storebroderens hals. Sagde det igen, navnet. Regnen strømmede ned over ruderne. Landskabet udenfor lod sig kun ane som gennem en plasticpose fuld af vand. Jonas lagde hænderne om Buddhas hoved. Havde hele verden i sin hånd. Han opdagede, at han sad og græd. Han havde måske grædt i lang tid, vidste det ikke, sad og stortudede uden at komme med en lyd. Fyldt af en pludselig gennemrislende følelse, han overhovedet ikke vidste boede i ham, en helt ubegribelig kærlighed, som måtte kunne udholde alt, tro alt, håbe alt, flytte bjerge og det, der var større. Og denne uforståelige kærlighedens genstand var kroppen foran ham. Den forsvarsløse bylt, han hadede så inderligt. Buddha strøg Jonas våde kind. Mælk, sagde han. Mælk. Jo, som Jonas siden hen tænkte det: Buddha var et geni. Et geni, når det kom til kærlighed. Johannes Der vil altid være en, som kender dit navn - og kalder på dig Fortælling af Helge Lundblad (hentet fra Han hed Johannes! Han var 12 år. Han levede i Danmark på den sorte død s tid. Det vil sige, dengang da den frygtelige pest i det 14. århundrede hærgede hele Danmark. Store landområder blev helt affolkede. En morgen vågnede Johannes i sin landsby et sted på Sjælland og opdagede, at han var alene. Alle andre var døde. Rædselsslagen løber han ud af landsbyen gennem skoven med kurs mod den næste landsby. Det er nemlig slet ikke morsomt at være alene som Palle alene i verden også opdagede det men næste landsby er der også øde, og den næste med. Johannes er lige ved at tro, at han virkelig er ganske alene i verden, da han fra en bakketop ser en landsby nede i en dal, og fra én af gårdene stiger der røg op af skorstenen. Dren-

8 gen løber, alt hvad han kan ned ad bakken gennem landsbyen og hen til gården. Han river døren op og løber ind, og inde i køkkenet sidder en gammel munk og en lille pige. Jamen, goddag, du, siger munken, hvad hedder du? Jeg hedder Johannes, svarer han. Hør, du ser ud, som om du kommer langvejs fra, siger munken. Jeg tror, at du er sulten, kan du ikke gå ud i skoven og hente lidt brænde, så at vi kan komme lidt mere på komfuret og så få lavet lidt mad. Johannes skynder sig ud at samle brænde i skoven, og lidt efter vender han tilbage med favnen fuld af brænde og må skubbe døren op med skulderen. Da han træder ind i køkkenet, sker det!! Den gamle munk vender sig om og siger: Jamen, goddag igen Johannes! Der var én nu som kendte hans navn og kunne sige hans navn til ham! Teksthenvisninger til Fortællingen om Johannes : Es 41, 1: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min og dåbssalme 446 i DDS: O, skriv dit navn i deres hjerte og deres i din højre hånd.

9 Johs. Kühle JEG ER. GUD, SOM HANDLINGENS GUD Læsning: 2 Mos 3, 1-6 og Jeg er ord i Joh evangeliet. - Hvem er du og hvad er dit navn, spørger Moses, da han møder Gud i den brændende tornebusk ved Horebs bjerg i Midjans land. Moses er den unge mand, som på forunderligvis blev fundet i en sivkurv og derefter adopteret af en ægyptisk prinsesse. Da Moses en dag så en jødisk slavearbejder blive mishandlet og dræbt af en fangevogter, gengældte han drabet ved at slå drabsmanden ihjel. Af frygt for at blive opdaget af Farao flygtede han derfor bort fra Ægypten. I Midjans land mødte Moses en venlig mand med mange døtre og Moses blev gift med en af dem. Han hjalp sin svigerfar med at passe fårene og kom en dag til Horebs bjerg, hvor han så flammerne af ild i en tornebusk, som brændte uden at fortære grenene. Her mødte han Gud, som præsenterede sig med ordene: Jeg er din faders Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud ( 2. Mos 3,6 ). Gud sagde, at han har set sit folks lidelser og vil redde dem fra ægypterne og føre dem til et godt og vidtstrakt land, som flyder med mælk og honning. Moses skal udføre Guds plan. Han skal gå til Farao og forhandle sig til israelitternes frigivelse og derpå føre dem ud af Ægypten. Denne plan får Moses til at spørge: Hvem er jeg, der skulle kunne gøre det, du beder mig om. Og hvem er du og hvad er dit navn. Som svar fortæller Gud, hvem han er og hvad han gør. For at kunne identificere et menneske, må vi kende navnet. Men navnet alene gør det ikke. I sig selv er navnet en samling bogstaver, som ser ud og lyder på en bestemt måde til forskel fra andre navne. Et navn har ofte en betydning i det sprog, hvor det hører hjemme. En betydning som kommer til at præge det menneskes liv og gerning. Men da andre bærer samme navn, som David, Jakob, Maria og Johannes, er navnet i sig selv er ikke tilstrækkeligt til identifikation. Der skal mere til. Der skal fortælles noget om det menneskes handlinger i fortid, nutid og fremtid. Det særlige ved fortællingen i 2 Mosebog er, at Gud identificerer sig. Han siger sit navn og han fortæller, hvad han har gjort og hvad han vil gøre. Guds navn er Jahve, og det betyder, at Jeg er den, jeg er. ( 2. Mos 3, 14 ). Det er ikke et navn der kan relateres til andre navne, steder, begivenheder osv. Det kan ikke afledes af eller associeres til andre navne. Det er i sig selv og henviser til sig selv. Det er ligesom med tornebusken, der med sin ild holder Moses lidt på afstand. Der er en grænse for Moses: De to er ikke på lige fod som 2 mennesker. For Jahve er den, der er. Han er al værens grund. Men det er ikke en grænse for Gud. Som den, der er, er han den, der skænker liv til alt, som er. Gud er ikke passiv i sin urørlighed. Gud er den aktive, handlende og dynamiske Gud. - Gud er den Gud, der giver liv til alt, som er. Gud fortæller nu Moses om det, han vil gøre. Han vil føre israelitterne ud af Ægypten gennem ørkenen til et

10 land, som flyder med alt godt. Gud er pagtens Gud, handlingens Gud og historiens Gud, som vil indfri de løfter, han har aflagt til Abraham Isak og Jakob. Israels Gud 2 Mosebog fortæller historien om Gud og et slavefolks befrielse fra Ægypten, om dets vandring gennem ørkenen i 40 år og dets ankomst til det forjættede land. Der tales ikke om Gud i teoretiske, principielle og filosofiske begreber. Gud er handlingens og historiens Gud. Hans arbejdsfelt er den verden, hvor mennesker lever. Gud er Gud for mennesker, som lever i tiden. Han indgik en pagt med Abraham, han har set folkets lidelser i Ægypten, han befrier sit folk og giver det en fremtid, som lovet. Gud er sammenhængskraften i det jødiske folks historie. Moses er eksempel på, at det enkelte menneske får retning og mening med sit liv i mødet med Gud. Israel er eksempel på, at det er i mødet med Gud, at forskellige mennesker bliver et folk med en fælles historie og fælles fremtid. Jahves måde at være Gud på er grundlæggende forskellig fra andre guder i samtiden: 1) Der er kun en sand Gud, og det er Jahve. Alle andre guder er falske guder, afguder. Hævdelsen af eneherredømmet på det religiøse område var uhørt. Det religiøse marked var dengang som nu fyldt med guder af alle slags med hver sine kompetencer, knyttet til natur, kultur, erhverv, osv. 2) Gud er ikke fjern, urørlig, ophøjet, uforanderlig, tidsløs som i den græske filosofi. Gud ser sit folks lidelser, Gud handler ved at sende Moses, Gud er med på vandringen gennem ørkenen og er på forunderligvis nærværende i templet og i gudstjenesten. Gud som den treenige Gud. I Johannesevangeliet taler Jesus om sig selv på en måde som ligner Guds selvpræsentation i 2 Mos, hvor Gud identificerer sig med sit navn og sin gerning. Jesus siger om sig selv, at Jeg er.. det levende brød, verdens lys, døren, vejen, vintræet, sandheden, opstandelsen og livet. Jahves navn jeg er den, jeg er, indgår i Jesu udsagn om sig selv som jeg er. Jesus tilføjer derpå en handling, som beskriver hans aktivitet i verden. Jesus er det levende brød derved, at han giver brødet, så man aldrig skal sulte. ( Ligesom Jesus giver levende vand, så man aldrig skal tørste ). Jesus er lyset, idet han skinner i mørket, så mørket bliver fortrængt. Han er vejen, idet han går den vej som fører til livet. Han er vintræet, idet han er den stamme, som giver kraft til grenene. Han er døren, som åbner til livet. Han er opstandelsen derved, at han besejrer døden og baner en vej til livet i ubegrænset tid og kvalitet. Jeg er ordenes guddommelighed, svarer til prologen om Ordet, som var i begyndelsen, og som var hos Gud og som var Gud. (Joh 1,1). Men der er også forskel. For Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (14). Forskellen mellem Gud og Ordet beskrives som et forhold mellem en far og en søn. Et kærlighedsforhold, hvor Faderens viser Sønnen, hvad han skal gøre. Sønnen gør ikke noget af sig selv men repræsenterer Faderen og åbenbarer ham for verden. I ord og handling både nu og i ubegrænset fremtid. ( Joh 5, ( 30 ) ). Forskellen mellem de to måder at være Gud på er, at Jesus er et menneske i kød og blod. Han lever i verden på et konkret historisk tidspunkt et bestemt geografisk sted. Israels Gud Jahve er ikke længere skjult bag en tornebusk men har åbenbaret sig i sin søn og er i sin usynlighed knyttet sammen med sin søn ved den samme ånd (Joh 15,26 ). Ånden, som kaldes Talsmanden, er den kærlighedens relation mellem Faderen og Sønnen, som også disciplene får del i, da den opstandne Jesus siger til dem: Modtag Helligånden (Joh 20, 23) Den monoteistiske Gud har i NT åbenbaret sig som den treenige Gud, hvis særkende er, at Gud er kommet ind i den verden, han selv har skabt for at frelse og fuldbyrde sit skaberværk. Gud er ikke kommet for at frelse mennesket fra verden. Men således elskede Gud verden, at han sendte sin søn til verden for at frelse den. Gud har altså noget for med verden, som vi endnu ikke har set, men som vi vil få at se, når skabelsen har nået sin fuldendelse. Gud har ikke trukket sig tilbage fra verden men er til stede i historien overalt i verden, som den Gud, som kæmper for livet i sandhed og kærlighed. Salmer og sange: Gud Herrens ord kom til Abraham, Salmer og sange i skole og kirke ( SSSK ) 1, 155. When Israel was in Egypts land. ( trad gospel ). Den mægtige finder vi ikke, DDS 414.

11 Stands op du menneske, i Lysets utålmodighed side 119. Der går gennem verden en hinkende dans Højskolesangbogen 525. Lyslevende fra Himmerig, DDS 66. Se hvilket menneske, DDS 68. Stat op min sjæl i morgengry, DDS 224. Nu bede vi den Helligånd, DDS 289. Håbets stemme kalder mig til steder, ( SSSK ) 2, 138. Bilag: Når Gud prikker en frivillig Det er en gave at blive prikket af Gud. Det er dejligt at blive brugt til noget godt. Alligevel var Maria lidt tilbageholdende, da englen fortalte, at hun var blevet benådet med den opgave at føde Guds søn! Hun havde lige et enkelt spørgsmål: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand? Hun fik svar med det samme: Den højestes kraft skal overskygge dig. Og så var der vel ikke andet at gøre end at sige som Maria: Så må det gå sådan som du har sagt. Jeg er Herrens tjenerinde. Gud har givet os livet. Og han giver os opgaver. Og hvad kan vi så være, andet end Guds tjenere? Mennesker har haft mange undskyldninger, når Gud prikkede: Moses sagde: Jeg duer ikke til at tale. Og Gud sagde: Så kan du få Aron med. Esajas sagde: Jeg har urene læber. Og Gud sagde: Jeg fjerner din skyld. Jeremias prøvede med: Jeg er for ung. Og Gud sagde: Jeg giver dig myndighed. Nogle mennesker må Gud prikke lidt hårdere til: Paulus var på vej til Damaskus for at forfølge de kristne. På vejen vælter Gud ham simpelthen af hesten. Kristus viser sig for ham og spørger: Hvorfor forfølger du mig? Gud gjorde ham blind de næste par dage. Så fik han tid til at sidde og tænke sig om. Så sendte Gud en agent hen på Paulus hotel for at give ham synet tilbage. Og endelig var Paulus klar til at få sin opgave som udsending. ( Fra Vodskov Kirkeblad skrevet af pastor Erik Boye. )

12 Jørgen Thaarup DU ER... MENNESKE SKABT I GUDS BILLEDE TIL AT LIGNE GUD Læsning: 1 Mos 1,26-28, Sl 8,6-9, Sl 139,1-18, Joh 21,15-17 På bibelens første side står den definition på mennesket, hvorfra tråde trækkes til mange af bibelens øvrige beskrivelser af mennesket. Mennesket er skabt. Det betyder, at der ligger beslutning og handling bag menneskets tilblivelse. Hvordan og hvornår er ikke i fokus, men skabelse udelukker, at mennesket skulle være en tilfældighed eller et restprodukt af noget andet. Som skabt har mennesket slægtskab med den øvrige del af den skabte verden, så det er ikke så mærkeligt, at mennesket er bygget af de samme proteiner, kulhydrater og fedtsyrer, som findes i alt andet levende omkring os. Hvis mennesket er skabt, må der være noget eller nogen, som har bevirket denne skabelse. Menneskets forståelse af sig selv som skabt betyder, at der også er en Skaber. Mennesket er skabt i Guds billede til at ligne Gud. Mennesket er ikke alene skabt. Det er også skabt i Guds billede til at ligne Gud. Der er to væsentlige dimensioner. Det ene er, at mennesket i det at være menneske er et billede af Gud. Hvordan et fysisk menneske kan være Guds billede, kan Hebræerbrevets forfatter måske hjælpe os med, når det her (Heb 1,3) siges om Jesus, at han er Guds væsens udtrykte billede. Forståelsen af hvad Guds billede i mennesket er, kan vi få ved at se dette billede i Jesus. Ligesom alle mennesker har fælles træk med Jesus, fordi han er et rigtigt menneske, sådan er alle mennesker skabt i Guds billede. Det andet er, at mennesket også er skabt til at ligne Gud. Skabt i Guds billede, er noget mennesket er fra begyndelsen. Skabt til at ligne Gud, er noget mennesket har med sig livet i gennem. De ord, som bruges om at ligne Gud, er samme ord som bruges, når et menneskes personlighed og væsen ligner et andet menneske i væremåde og sindelag. Mennesker, som i det ydre ikke har nogen billedlig lighed, kan udmærket i deres væsen og liv ligne hinanden og være ganske ens. Det er den lighed med Gud, mennesket, for det andet, er skabt til. Hvordan det er muligt for et menneske at ligne Gud, kan Paulus måske hjælpe os med at forstå, når han taler om, at mennesker skal efterligne Jesus, eller som han siger (Gal 3,27) iklæd jer Kristus, indtil Kristus har fået skikkelse i jer, (Gal 4,19). Mennesket, skabt til at ligne Gud, er et menneske, som lader sig forme af Jesus og hans måde at leve livet på. Mennesket som skabt i et billede til en lighed med noget, må nødvendigvis stå i relation til den, det skal være et billede af, og den, det er skabt til at ligne. Mennesket bliver menneske i sin relation til Gud. Kun fordi Gud er der, og er der altid og overalt, kan mennesket være et billede af Gud og leve livet, så det ligner Gud. Skabelsen af mennesket indledes med et Lad os skabe. Den Gud, der taler, er åbenbart en flerleddet størrelse. En, der er flere, kan vi ikke forstå, det er et mysterium. De første kristne, som læste om skabelsen, forstod det således, at med Jesu komme, med hans forhold til Faderen, og hans sendelse af Helligånden, har vi lært Gud at kende, som den treenige Gud, hvilket også trosbekendelsen siger. Når skabelsen indledes med lad os skabe, så udspringer mennesket af det fællesskab, som guddommen allerede er i sig selv, og når mennesket er menneske i kraft af at være et billede af Gud til lighed med Gud, så kan det kun ske ved, at Gud byder mennesket ind i det fællesskab, som den treenige Gud allerede er. De første kristne talte om menneskets fællesskab med Gud, som at blive

13 indbudt til dansen, bevægelsen og dynamikken, for kun der er mennesket placeret, så det kan spejle den Gud, der Er, og være et Guds billede, og kun der kan mennesket drages ind i Guds bevægelse og dynamik, så det i sin egen bevægelse ligner Gud. Gud velsignede menneskene til at realisere deres potentiale. Hvilket potentiale kan mennesker skabt i Guds billede til Guds lighed realisere? Det mest guddommelige, Gud i skabelsesberetningen har udvirket, er netop: Skabelse. Med velsignelsen af mennesket og kaldet til at realisere sit potentiale, indbydes mennesket til at spejle og ligne Gud i det at skabe. Hvordan er det muligt? Dels ved at få gaven at kunne give liv til nye skabninger og blive mangfoldige på jorden, og dels ved at forvalte, administrere og skabe kultur i natur, bliver mennesket et billede af Gud til at ligne Gud. Gud skaber dels ud af intet og dels gennem det, der allerede er skabt. Mennesket kan kun skabe af det, der allerede er. Og i sin forvaltning, administration og skabelse af kultur med natur, er mennesket samtidig medskaber på sit eget liv til stadig større lighed med Gud. Om menneskene, verden og livet i den sagde Gud, at det var godt. Guds skabelse er god. Velsignelsen af mennesket til realisering af sit potentiale er et billede af Gud til lighed med Gud, når mennesket også kan sige om sit liv og sit virke, at det var godt. Dermed hviler menneskers gode liv i verden på forvaltning, administration og kreativitet ud fra etiske værdier og normer. I sit fællesskab med Gud var menneskets muligheder givet til at ligne den gode Gud, så det selv kunne effektuere det gode og, som en del af Guds fortsatte skabelse af verden, være med til at forme og danne verden i enhver moderne tid. Salmernes Bog 8,6-9 fortæller om skabelsen af mennesket, at det kun er lidt ringere end Gud, og at Gud har sat mennesket til at forvalte og anvende den skabte verden. Et brud på menneskets relation til Gud ville få katastrofale følger. Ikke alene ville menneskets skabelse som et Guds billede blive tågesnak, for hvordan kan et menneske spejle Gud og være et billede, hvis det ikke er vendt mod den eller det, som skal spejles og være et billede. Ligeledes ville et brud sætte en stopper for muligheden for at kunne ligne den gode Gud. Faldet, der netop beskrives som menneskets venden sig væk fra Gud og mod sig selv og alt det andet i det fine skaberværk, fører til menneskets uklare forestillinger om, hvem det i grunden er, for billedet er blevet tåget, uklart og med ringe genkendelse, og ligheden med Gud bliver der ikke meget af, for hvordan skulle mennesket vokse til lighed med det, det har vendt sig væk fra? Selv i det tågede og uklare kan der pludseligt sker opklaring. En sådan opklaring finder vi i Salmernes Bog 139,1-18. Den opklaring, som sker, kaster lys over det forhold, at selvom mennesket indser, at det ikke er vendt mod Gud, så er Gud ikke langt borte. Afstanden er ikke blevet større til trods for, at relationen er forandret. Gud er der stadig, som den, der har skabt mennesket i sit billede, inklusiv hele den komplicerede anatomi. Allerede som foster er Gud vendt mod mennesket og ser den enkelte. Uanset hvor og hvilken tilstand mennesket er i, er Gud stadig i samme relation til mennesket. Gud er ikke vendt bort fra mennesket, men er ganske nær, og fordi Gud fortsat skaber i sit billede til sin lighed, kender Gud mennesket, som han kender sig selv. Salme 139 er ingen lærebog i menneskesyn, men en lovprisning af Gud fordi hans trofasthed i relationen og omsorgen for mennesket ikke har forandret sig, selvom mennesket er vendt bort fra Gud og kun i en tåge kan skimte noget af det Guds billede, det selv bærer med sig, og det liv hos Gud, det er skabt til at ligne. Når den opstandne Kristus samler de skræmte og forvirrede disciple efter de dramatiske dage med fornægtelse, henrettelse og død til følge, bliver den nye begyndelse etableret i mødet mellem disciplen og Kristus. Disciplen Peter, som mennesket, der ikke er vendt mod Gud og ikke har handlet så alt er såre godt. Og den sejrende Kristus, som den, der i menneskelig skikkelse kommer til os, så vi kan forholde os til ham og dermed til den treenige Gud. I Joh 21,15-17 spørger Jesus: Elsker du mig? Han kunne lige så godt have spurgt: Menneske, hvor er du? sådan som de første mennesker blev spurgt, da deres relation til Gud var forandret, og de havde mistet forståelsen af, hvem de selv var. Når Jesus tre gange spørger Peter, og dermed viser, at han kender til de tre gange, hvor Peter fornægtede ham og vendte sig væk, så kalder han Peter til at vende sig mod ham og retablere den relation til Gud, som alene kan få Peter til at genopdage, at han er et Guds billede, og at han i den fortsatte relation til Gud også kan ligne Gud. Peters anden kaldelse i Joh 21,15-17 har ligesom skabelsesberetningen en lige vej fra den relationen mellem Gud og mennesket, hvori mennesket opdager og genfinder hvem og hvor og hvordan det er, og til forvaltningen, administrationen og fortsat skabelse af kultur i natur. Jesus myndiggør Peter og siger til ham, at der er noget og nogen, han skal tage sig af. Han får betroet et ansvarsområde og en ledelse af mennesker og menneskelige strukturer. I både skabelsesberetningen og i Peters anden kaldelse ser vi, at mennesket finder sin identitet og bestemmelse i relationen til Gud. Samtidig befries mennesket fra at være sit eget centrum og omdrejningspunkt. Relationen til Gud gør samtidig afstanden til verden ligefrem og kortere.

14 Grundtvig om mennesket skabt i Guds billede til Guds lighed: Denne Forudsætning af Menneskets virkelige Skabelse i Guds Billede til det evige Liv, den paastaaer nu vist nok Verdens-Klogskaben, er en urimelig Indbildning, som kun er bygget paa første Mosebog, og maa staae eller falde med denne gamle Bog, hvis guddommelige Ufeilbarhed vi nok skal lade være at bevise; men herved glemmer Verden ganske to uimodsigelige Ting, og da først og fremmest, at dersom Mennesket ikke var skabt i Guds Billede, ligesaa virkelig som noget Barn kan bære sine Forældres Billede, da var det umueligt for Mennesket at have nogen sand og levende Forestilling om Gud eller hans Egenskaber, hvortil Mennesket kun er bekvemt, naar der er Noget i Mennesket af Alt hvad der er i Gud, og at naar nu Verden dumdristig vilde frakiende Mennesket al Bekvemhed til at kiende Gud Levning af Menneskets oprindelige Godhed og Herlighed, som en Skabning i Guds Billede, der veed af Gud og sig selv at sige og, saavist som Tro, Haab og Kiærlighed udtrykker hele den menneskelige indvortes Billed-Lighed med Gud, saavist maa der hos det faldne Menneske, som skal kunne opreises, hos det fortabte Menneske, som skal kunne frelses, og hos det vanartede Menneske, som skal kunne gienfødes, findes en virkelig Levning af Troen, Haabet og Kiærligheden, som de oprindelige med Ordet udgjorde og udtrykde Menneske-Livet i Guds Billede. 2 Guds Billede i det naturlige Menneske er nemlig at ligne ved et Gaade-Speil, der vel oprindelig afbildede Guddommen livlig og kiendelig, men som ved Synde-Faldet søndersloges og fordærvedes, saa det findes kun taaget og stykkeviis og uordenlig adspredt, eller unaturlig forbundet med det Dyriske Dog en Levning af Gudebilledet lod Skaberens evige Kærlighed overleve Faldet, paa det at den arme Slægt ei aldeles skulde nedsynke i det Endelige og glemme sit Slægtskab med Guddommen... 4 Salmer: DDS 612 Den store mester kommer Salmer & Sange 425 DDS 384 Til klart Guds ansigt vi skal se SS 430 DDS 370 Menneske, din egen magt SS 245 DDS 122 Den yndigste roser er funden SS 126 Den Gud, der skabte lyset SS 237 DDS 609 Dybt fornedres skal enhver Noter 1 Grundtvig Den Christelige Børnelærdom 1868/1941, Grundtvig Den Christelige Børnelærdom 1868/1941, Grundtvig Søndags-Bog III 1860, Grundtvig Nytaarsnat 1811 Begtrup Vol II, 50

15 Mette Behrndtz HVOR ER DU, MENNESKE... - OG HVOR ER DIN BROR? Læsning: 1 Mos 3,8-11, 1 Mos 4,3-10 Forbudt frugt frister Menneske, hvor er du? Sådan kalder Gud, da han ved aftentid går rundt i Edens have (1 Mos 3,9). Med en nyerhvervet viden om deres nøgne kroppe, skjuler Adam og Eva sig mellem havens træer. Al balladen er affødt af slangen, havens snedigste dyr. Den har fristet kvinden eller rettere: den har sået tvivl i hende ved at bagtale Gud. Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven? spørger den tilsyneladende uskyldigt. Kvinden korrigerer slangen: Gud har ikke forbudt menneskene at spise af træerne kun af ét bestemt træ, nemlig træet til kundskab om godt og ondt (1 Mos 2,16-17). Ikke desto mindre lykkes det slangen med sine ord at flytte kvindens opmærksomhed fra alt det hun må til den ene ting, hun ikke må. Den sår med andre ord en tvivl på den Gud, der har sat begrænsningen; for er det rimeligt at indrette sit liv efter en Gud, der sætter grænser for ens liv og udfoldelse? Slangen forklarer samtidig, hvad det gådefulde træ til kundskab om godt og ondt er for en størrelse: Den, der spiser af det, får en indsigt, som ellers kun tilkommer Gud (1 Mos 3,5); en beskrivelse, som Gud senere bekræfter (1 Mos 3,22). Der har været en lang tradition for at se en forbindelse mellem kundskabens træ og seksualiteten (nøgenheden). Med henvisning til 5 Mos 1,39 og 2 Sam 19,36, hvor der tales om enten at være for ung eller gammel til at kende godt og ondt, har man forestillet sig, at udtrykket gælder forplantningsevnen. Da menneskene tilegnede sig denne, kunne Gud ikke lade dem leve evigt (se dog næste afsnit). En anden tradition peger dog på 1 Mos 3,5 og 3,22, hvor slangen og Gud er enige om, at det træet giver, er en guddommelig evne i form af netop: kundskab. Når der i teksten står om godt og ondt kan det være en anden måde at sige om alt mellem himmel og jord. Derudover kan der være tænkt på en særlig etisk dømmekraft, jf. den vise kong Salomo, der beder Gud om evnen til at skelne mellem godt og ondt for at kunne regere sit folk (1 Kong 3,9). Da det viser sig, at Gud rent faktisk opfylder hans bøn, reagerer folket med ærefrygt, da de indser, at Guds visdom er i ham (1 Kong 3,28). Kundskab om godt og ondt er åbenbart en god evne at have i den verden, der er uden for Eden. Til gengæld er det en verden, hvor mennesket er adskilt fra den Gud, som kundskaben egentlig tilhører. For netop ved at bagtale Gud og fremstille ham som smålig og nøjeregnende, er slangen i stand til at vriste menneske og Gud fra hinanden. Kvinden går ind på slangens tanker, hun lader sig friste og forføre af tvivlen og falder fra det, der bærer hende. Samme problematik ses i 1 Mos 4 i fortællingen om Kain og Abel. Her fortælles det, at Gud kun tager imod Abels offergave; mens han afviser Kains. Teksten fortæller intet om, hvorfor Kain afvises; måske er pointen (ligesom med slangen, se senere), at der ikke er nogen pointe. Vi er sat i en verden, hvor selv de frommeste kan føle sig gudsforladte, og selv de bedste kan få en krank skæbne. På det punkt er Det Gamle Testamente grusom i sin ærlighed. Det nærmeste vi kan nå en forklaring er nok, at Abel er lillebror, og det er et fremherskende træk i Det Gamle Testamente, at Gud fortrækker den yngste bror fremfor den ældste, jf. Isak, Jakob, Josef og Benjamin. Men hvad skal mennesket gøre, når livet spænder ben for det? Hertil svarer teksten: tage ansvar! Verden kan forekomme uretfærdig; men det fritager ikke den enkelte fra at handle retfærdigt; derfor advarer Gud Kain, som

16 går rundt og ser vredt ned i jorden: Han kan frit se op, hvis han gør det gode. Og han har frihed til at gøre det gode; men hvis ikke han gør det gode, lurer synden ved døren. Synden, der første gang omtales her, sammenlignes med et slags lurende krybdyr (muligvis beslægtet med slangen), som Kain kan gøre sig til herre over; men synden vil begære ham (jf. 1 Mos 3,16). Kain vælger imidlertid at vende sin utilfredshed mod sin bror og at slå denne ihjel. Efter drabet gentages på en måde det forhør, der udspillede sig i Eden, da menneskene havde spist af kundskabens træ. Ligesom Gud spurgte Adam: Hvor er du? spørger han nu: Hvor er din bror? Kains svar er dog mere i opposition til Gud end Adams var: Skal jeg vogte min bror? Vendingen er den samme, som blev brugt om menneskets opgave i 2,15: at vogte haven. Dette projekt mislykkedes og nu har det næste slægtled ikke engang vilje til at vogte hinanden. Når slangen ses som Loke-skikkelse, og når religion blandes med sex! If. den kristne tradition skal slangen i 1 Mos 3 opfattes som djævelen (Åb 12,9), på græsk diabolos bagtaler eller bagvasker. Teksten selv siger dog intet om dette; den siger kun, at slangen var et af de dyr, Gud havde skabt (1 Mos 3,1). Slangens opførsel forklares heller ikke nogen steder i Det Gamle Testamente. Religionshistorisk set optræder slangen dog som det, man kalder for en trickster, dvs. en slags halvguddommelig drillepind, der laver rod i den gode orden, som guden eller guderne har skabt, uden at han selv får andet ud af det end selve drilleriet, jf. Loke i den nordiske mytologi. Slangen er også blevet set som et billede på Ba al, en kanaanæisk frugtbar heds gud. Ifølge profeten Hosea lover Ba al liv, men det er bluff; Ba al giver kun død (Hos 13,1; 9,11). Livgiveren er derimod Gud! I dette lys kan kundskabens træ også forklares. Hvis 1 Mos 3 har sin baggrund i kritikken af kanaanæisk frugtbarhedsreligion (jf. Hosea), kan dette træ repræsentere de frugtbarhedsskabende kræfter. Ved at spise af træet opdager mennesket sin seksualitet (nøgenheden) og bliver i stand til at skabe nyt liv. At skabe liv kunne ellers kun Gud. For at undgå at mennesket også skulle leve evigt, forvises det fra livets træ og bliver dødeligt. Mennesket er nemlig ikke Gud( = livgiver og udødelig). At evnen til at skabe liv gennem det seksuelle samvær var i strid med Guds vilje, må ses i nær forbindelse med problematikken omkring den såkaldte kanaanæiske seksualkult. Udøverne af denne deltog i seksuelle ritualer på de kanaanæi ske kulthøje. Dette var nødvendigt, da årets frugtbarhed indebar fællesskab med guderne; en tanke, der fuldstændigt strider mod synet på Gud i Det Gamle Testamente. Kritikken handler derfor ikke om seksualiteten som led i forplantningen, men om den form for seksuali tet, der udøves på kulthøjene, hvor religion og sex blandes sammen. Findes der positive ingredienser i den menneskelige suppedas? Den kristne tradition omtaler 1 Mos 3 som syndefaldsberetningen ; dette er dog næppe tekstens oprindelige betydning. Teksten nævner intet om, at menneskenes natur eller grundindstilling forandrede sig, da de spiste frugten. Mere end at være historien om, hvordan synden kom ind i verden, er det historien om, hvordan det velkendte menneskeliv opstod (med arbejde, mad seksualitet, børnefødsler og død); et menneskeliv som de færreste af os nødigt ville undvære! Set med kristne øjne er 1 Mos 3 grundfortællingen om syndens magt over mennesket (jf. arvesyndslæren). 1 Mos 3,15 er samtidig blevet set som forudsigelsen af Kristi sejr over Satan/slangen. Adam har fået rollen som menneske hedens repræ sentant. Det er ham, der bringer synden ind i verden ved sit fald, men Kristus kommer og genopretter fortidens fald (Rom 5,12-21). Med ham kommer Gud tæt på sit menneske igen. Samtidig bør 1 Mos 3 læses som en parallelberetning til Mos 4. At synde mod Gud er nemlig tæt knyttet sammen med dét at forsynde sig mod medmennesket. Synden i 1 Mos 3 består i, at mennesket ikke kun vil være Gud lig. Det vil netop være Gud selv. Mennesket forsøger således at tilrane sig guddommelige egenskaber (alvidenhed og evigt liv). Man kunne derfor også spørge, om mennesket vil være sin egen gud? Og endnu videre, om dét at ville være sin egen gud i sidste instans kan ende med, at man bliver fange i sit eget lukkede, mørke fængsel? I 1 Mos 4 gælder synden medmennesket. Kain, der fristes af misundelse på sin bror, lukker Gud ude og sig selv inde i sit eget mørke. Man kunne i den forbindelse overveje, hvilken funktion motivet to brødre - to rivaler har? Hvorfor fortælles der ofte om to brødre eller to hustruer? Kunne man forestille sig, at de to også kan tolkes som to sider af ethvert menneske? Det er dog en teolo gisk pointe, at ufejlbarlighed ville være umenneskelig. Gudbilledligheden, (dvs. dét at mennesket er skabt i Guds billede, 1 Mos 1,27) skal derfor forstås som det, at mennesket står i nær forbindelse med Gud. Ikke at det er som Gud. En anden teologisk pointe er, at Gud kalder på sit menneske. Selv om mennesket lader sig friste og falder fra Gud, er mennesket så værdifuldt (jf. Sl 8), at Gud aldrig vender det ryggen. Det ses allerede i 1 Mos 3, hvor menneskene får tøj på, inden de udelukkes af Edens have. På samme måde får Kain et beskyttende mærke, før han må forlade sit barndomsland. Når fristelse og fald aktualiseres

17 Følgende forfattere kunne inddrages og aktualisere emnet fristelse og fald. Niels Henrik Gregersen henviser således i sin bog, Fragmenter af et spejl (Anis, 1992) til svaghedens synd og styrkens synd (Paul Tillich). Svaghedens synd består i at undervurdere sig selv som skabt i Guds billede. Man bilder sig selv ind, at fremgang finder sted alle andre steder end hos én selv. Alting er kedeligt (tomhed), særligt én selv og fremtiden bringer intet nyt. Dette er i traditionen blevet beskrevet som livstræthed og håbløshed. I modsætning hertil består styrkens synd i at overvurdere sig selv og give sig selv rollen som den, der skal føre og styre ens eget og andres liv. Traditionelt betegnes dette som overmod: Både den modløse og den overmodige ser kun sin selvkonstruerede verden og lever dermed [ ] uden gudsfrygt, uden tillid til Gud. Mennesket har her taget imod slangens fristelse til at blive som Gud ved på egen hånd at fastlægge, hvad der er godt og ondt (1. Mos 3,5). Men med det projekt kommer mennesket på kant med sin tilværelse (s. 99). Niels Henrik Gregersen understreger samtidig, at synden - i modsætning til gudbilledligheden - ikke er en totalbestemmelse af mennesket. Selv om synden har sin rod i personen, så et dårligt træ bærer dårlige frugter (Matt. 7,7), så er det ikke givet, at synderen ikke kan andet end at synde (s. 106). Birgitte Graakjær Hjort har i Kristeligt Dagblad 30/3 2012, udtalt i sin artikel Led os ikke ind i fristelse : Vor tids største fristelse handler om at være os selv nærmest. Der er så meget, vi gerne vil udfolde og udvikle hos os selv ret besværligt at skulle tage alt for store hensyn til andre mennesker undervejs i selvudviklingen. Vi bliver lovet, at vi kan udvikle os til at få større magt, og det tror jeg er grundfristelsen i dag Salmer 698 Kain, hvor er din bror 370 Menneske, din egen magt 336 Vor Gud han er så fast en borg Film Kundskabens træ (1981) Djævelens advokat (1997)

18 Kirsten Nielsen HVOR ER DU SELV, GUD? HVORFOR HAR DU FORLADT MIG? Læsning: Mark 15,22-39; Salme 22; Job 16,18-22 og Job 19,25-27 Jesu korsord, Salme 22 og Esajas 53 I Markusevangeliets fortælling om Jesu død på korset er der kun ét korsord og et skrig. Andet hører man ikke fra den døende. Handlingsforløbet er velkendt. Men ud over at fortælle hvad der sker, fortæller evangelisten også, hvorfor det sker. Begivenhederne udlægges, og tolkningsnøglen findes i Den Hellige Skrift. Delingen af klæderne ved lodkastning peger tilbage til Sl 22, hvor salmisten klager over, at hans fjender deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning (Sl 22,19). Hvad der sker med Jesu klæder skal vise, at hans lidelse og død indgår i en større sammenhæng. Placeringen mellem de to røvere forklares som en opfyldelse af ordene Og han blev regnet blandt lovbrydere. Citatet er hentet fra sangen om Den Lidende Herrens Tjener i Es 53,12. Her kan man ikke blot læse, at tjeneren blev regnet for en lovbryder, men også, at han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere. Gennem dette citat tolkes korsfæstelsen som stedfortrædende lidelse. Igen et tegn på, at Jesus ikke dør ved en tilfældighed. Spottescenen minder om Sl 22,8-9, hvor salmisten klager over, at omgivelserne spotter hans tillid til Gud og hånligt opfordrer til, at Gud skal gribe ind og redde ham. I Jesu tilfælde foreslår de ikke, at Gud skal gribe ind, men at Jesus frelser sig selv. Det skulle jødernes konge vel sagtens kunne? Og dermed forudgriber de - uden at ville det - hvad der sker tre dage senere, hvor Jesus forlader graven. Da mørket kommer, høres ét eneste råb fra den døende: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ordene er gengivet på aramaisk, så det bliver tydeligt, hvorfor nogle af tilskuerne tror, at han kalder på Elias (Eloí betyder min Gud ) og dermed indvarsler Messiastiden. Jesu sidste ord er et direkte citat fra Sl 22,2. I den gammeltestamentlig kontekst er det de første ord i en bønssalme (klagesalme), hvor salmisten appellerer til Gud om at gribe ind og hjælpe ham mod fjenderne, der truer og håner. Gudsbilledet i salmen er spændt ud mellem erfaringen af Guds fravær og tilliden til, at den Gud, som har taget sig af ham fra mors liv, også kan og vil hjælpe ham. Salmens anden del forkynder den nye erfaring: Du har svaret mig! (Sl 22,22). Læser man hele Sl 22, bliver Jesu ord ikke blot udtryk for fortvivlelse, men også for tillid til Gud. Jesus udånder med et højt skrig. Jesus er et virkeligt menneske, når han giver sin ånd tilbage til den Gud, der i sin tid indgav mennesket sin ånd (1 Mos 2,7). Guds søn kom ikke nemmere gennem døden, end vi gør. Parallelt hermed flænges forhænget i templet, og en ikke-jødisk officer fremsætter bekendelsen: Sandelig, den mand var Gud søn! Hvad de andre ikke forstod, det forstod denne fremmede. Her var en mand, men han var mere end det! Jobs Bog og den lidendes håb To steder i Jobs Bog møder man håbet om, at der er en, som vil gribe ind og hjælpe Job i kampen mod Gud selv. Gud har uden grund sendt den ene ulykke efter den anden over Job. Alt har han mistet, kun livet har han i behold. Men livet er ikke noget værd for Job, hvis ikke han kan få oprejsning for den uret, Gud har begået mod ham. Derfor anklager han Gud og stævner Gud for retten, så de to kan mødes og sagen blive afgjort. Jobs kamp med Gud er en Jakobskamp. Job vil ikke give sig, før Gud velsigner ham (jf. 1 Mos 32,27). I Job 16,18-22 og 19,25-27 giver Job udtryk for sit håb. Han håber på trods. Gud selv er hans vidne i himlen, og Gud må have set

19 alt og kunne vidne sandt. Det fremgår ikke af kap. 16, hvad Gud i så fald vil kunne sige. Men i bogens slutning kommer Guds vidnesbyrd om Job: Det var Job, der talte sandt om Gud og ikke hans venner. Og herefter velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort (Job 42,12). I Job 19,25-27 erklærer Job: Dog ved jeg, at min løser lever. Løseren er den, der kan udfri et menneske af en alvorlig gæld, eller, som i Ruths Bog, kan gribe ind og tage sig af den, der lider nød. Jobs håb gælder her ikke blot en genoprejsning, men et møde med Gud selv: Ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Igen skal vi langt frem i bogen, før mødet mellem Gud og Job finder sted, og Job bøjer sig og erklærer, at nu har jeg set dig med egne øjne. Fortællingerne bag fortællingerne Beretningen om Jesu korsdød kræver en forklaring. Hvordan kunne det ske, at Guds søn døde som en anden forbryder på et kors? Evangelisterne har her kunnet finde trøst og forklaring ikke mindst i Sl 22 og i sangen om Herrens Lidende Tjener, Es 53. Salmen hjalp til at fastholde, at Jesu lidelse var et menneskes lidelse. Der var ingen genvej for ham. Men det var en vej og ikke et slutpunkt. For vi skal ikke nøjes med citatet fra Sl 22,2. Hele salmen er nødvendig for at forstå, at nok var Gud fraværende for en tid, men så bønhørte han sin søn. Es 53 har været nødvendig for at forstå formålet med Jesu død. Når han er Guds udvalgte tjener, så dør han ikke en tilfældig og meningsløs død. Nej, Jesu død var stedfortrædende. Han døde for menneskers skyld. Når de to steder i Jobs Bog hører med i denne sammenhæng, er det, fordi de i kristen sammenhæng kan ses som måder at formulere budskabet om, at gennem lidelsen og kampen med Gud selv går vejen til velsignelsen og til mødet med Gud selv. Og hvem er nærmere til at se Gud med egne øjne end Guds søn, der dør og opstår for at vende tilbage til sin far i himlen. Fortællingerne foran fortællingerne Vi læser, hvad der står, og hvad evangelisten Markus peger tilbage på gennem sine citater. Men som læsere bringer vi selve tekster med, som hjælper os til at forstå det, vi læser. Når forhænget i templet flænges fra øverst til nederst, er det nærliggende at gå tilbage til de oplysninger, der findes om templets indretning og forestille sig, at når forhænget flænges, så er adgangen til det allerhelligste åbnet, og alle kan træde frem for Gud. En anden mulighed, som jeg fik fortalt om for nogen tid siden, og som nu er en af mine fortællinger foran fortællingen, er at se flængen som en flænge i en klædning. En klassisk jødisk måde at udtrykke sin sorg over tabet af en søn på er at sønderrive sine klæder. Da Jesus dør, sørger Gud som en far over tabet af sin eneste søn! Berømte mænds sidste ord I evangelisternes beretninger om Jesu død gengives flere korsord. Markus og Matthæus har kun det ene, citatet fra Sl 22; de to andre supplerer med yderligere ord. Og størsteparten af Jesu sidste ord er citater fra Den Hellige Skrift. Som moderne mennesker ville vi forvente, at den døende gjorde sig umage med at sige noget meget personligt og originalt. Noget aldrig før sagt. Men evangelierne viser, at i krisesituationen er det mest relevante traditionens velprøvede ord med alle de mange associationer, de bærer med sig, om forholdet mellem Gud og os. I krisesituationerne har vi lov til både at skrige i fortvivlelse og at råbe om hjælp. Og vi behøver ikke råbe ud i den tomme luft. Vi ved, hvem vi skal råbe til og håbe på. Hvor er du selv, Gud? Jeg er der i prøvelsen, hvor du må råbe til mig og vente på et svar. Jeg er der i udfrielsen og velsignelsen, når livet bliver nyt igen. Jeg er der i døden, når din ånd vender tilbage til mig. Jeg er der, når mørket kommer, og der dog er revner i forhænget. Jeg er der i sorgen over tabet af en elsket. Og jeg er sammen med jer påskemorgen, når langfredags nat bliver til påskemorgenrøde. Salmer DDS 188: Så bøjed den dødsdømte nakken DDS 191: Gak under Jesu kors at stå DDS 197: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! DDS 192: Hil dig, Frelser og Forsoner! DDS 216: Der venter bag langfredags nat en påskemorgenrøde Jf. også Händels Messias, hvor ordene fra Job 19,25-26 indleder del 3.

20 Inge Thomsen VI ER... JESU KRISTI LEGEME Læsning: 1. Kor 12, 4-31, Ef 4, 1-6 (1-16) Ifølge 1. Mosebog kap. 1, vers er mennesket skabt til at ligne Gud. Og i Det nye Testamente taler Paulus om, at mennesker skal efterligne Jesus, lade sig forme af ham og hans måde at leve livet på (jf. artikel ovenfor). Kun i fællesskab med den treenige Gud og i fællesskab med andre kan mennesket således blive sig selv og realisere sit potentiale. I 1. Kor kap. 12 bruger Paulus billedet af legemet og lemmerne om dette fællesskab. Paulus forholder sig i kapitlet til de åndelige nådegaver, der blomstrede så frodigt i Korinthermenigheden. Disse åndelige fænomener er dog ifølge Paulus ikke uden videre tegn på et frugtbart kirkeliv. Tværtimod har rigdommen på åndelige gaver forårsaget splittelse og nedbrydning af fællesskabet. Paulus anfører derfor to kriterier til bedømmelse af, om det er Guds Ånd, der driver værket: 1) Hvor Guds Ånd virker, der bekendes Jesus som Herre (v.3). Bekendelsen til Jesu totale herredømme over verden og over alle mennesker må være det bærende og forpligtende i menighedens forkyndelse og hele liv. 2) Nådegaverne, de forskellige åndelige evner og funktioner, skal virke til gavn for andre, til at opbygge fællesskabet i menigheden (1. Kor 14,12). Paulus understreger, at kristenliv i al dets mangfoldighed beror på den fælles delagtighed i Kristus. For at anskueliggøre dette griber Paulus til det kendte og yndede billede af det ene legeme med de mange forskellige lemmer, som netop ved at være forskellige får legemet til at fungere. Legemet er ikke en på forhånd givet størrelse, men det knyttes sammen med dåben. Vi er alle døbt med én ånd, så vi udgør én krop. (v. 13). Ved dåben modtager vi Ånden, og Ånden gør os til én krop, et nyt fællesskab i Kristus, hvor alle tidligere modsætninger og forskelle overvindes. Vi er alle lige, og ikke bare over for Gud, men også i det fællesskab, vi som døbte udgør. Den ene er ikke finere og mere gudvelbehagelig end den anden, heller ikke kirkens ledere eller dem med de store åndelige oplevelser. Legemsbilledet var på forhånd kendt i Antikken. Det kunne f.eks. bruges til at belyse politiske forhold i staten. I en fabel af Menius Agrippa fortælles det, hvordan kroppens lemmer gør oprør mod maven. De finder, at den er uvirksom og blot nyder tilværelsen. Men lemmerne indser, at de går til, hvis de ikke får føde fra maven. Fablen skulle tjene til at afværge konflikt mellem de privilegerede og de fattige, plebejerne, med påstanden om, at et splittet samfund er som et sygt legeme. Billedet blev altså brugt til at legitimere nogle lemmers overlegenhed. Hos Paulus bliver pointen en anden, nemlig den indbyrdes solidaritet. Han fremhæver de svageste led og understreger, hvordan de lemmer, der forekommer os at være de svageste, er nødvendige. Bag legemsbilledet gemmer sig en åndelig realitet. De kristne ikke bare ligner en krop med mange lemmer, de er en krop, ja de er Kristi legeme (v. 27). Og med det sigter Paulus ikke bare til menigheden i Korinth, men til alle kristne (det er derfor, den danske oversættelse i v. 28 bruger ordet kirken ). De kristnes opgave er altså at repræsentere Kristus i verden. Her skal de være redskaber for og virkeliggøre Guds kærlighed (se bl.a. Rom 12, hvor legemstanken, v.3-8, knyttes sammen med tanken om næstekærlighed og ansvaret for de ikke kristne, v. 9.21).