LÆREPLADS. Af Kim Fupz Aakeson

Transkript

1 34 CAMILLA CHRISTRNSEN Han skænker kaffe (il sig selv, og kalleno kommer hen for at se, om der er noget at hente. Vi har siddet s.ådan her mange gange før. Jeg synes, det er hyggeligt og skubber mig bedre til rette i halmen. Koen bliver mere og mere urolig, den tripper og så brøler den. Den vil lægge sig ned, så vi rejser os op og går hen til hasen. Niels står bag ved den, parat til at slå et reb om kalvens forben og trække den ud. Det bliver slet ikke nødvendigt. Den her kalv er en af dem, der smutter lynhurtigt ud, glat og fedtet. Man kan næsten ikke se, hvad det er, før Niels har revet fosterhinden i stykker. Han løfter med besvær kalven og bærer den hen i den tomme bås. Den er tung og glat, og han bliver møgbeskidt af blod og fostervand. Lidt efter er jeg også selv møgl^^skidt, for vi gnider den tør med halm, og det varer ikke ret længe, før den forsøger at komme på benene. Moren står og brøler længere henne ad gangeii.»i morgen springer den rundt,«siger Niels. Han retter sig op og sætter en hånd i lænden. Den anden la^gger han på min skulder.»hør her, hvad nu hvis jeg låner din konfirmationskjole?til hvad?«spørger jeg forbavset og lidt på vagt. Han skal heller ikke få mig til at skifte mening.»prøv at se hvor beskidte va:!ggene er. De trænger virkelig til en gang maling.og hvad har det med kjolen at gøre?jeg kan jo tage den mod ind til farvehandleren og få en hvid maling, der er nøjagtig mage til, og så kan jeg gå rundt herude og male hele søndagen.«han klemmer min skrdder, men ikke hårdt.»så ved du, hvor du har mig, mens 1 holder fest.hvor er du altså dum,«siger jeg. Men jeg kan ikke lade va^re med at smile. LÆREPLADS Af Kim Fupz Aakeson Det var min far, der skaffede mig den læreplads. Han spurgte mig ikke om noget først, om jeg havde lyst eller noget. Han kom hjem og satte sig på sin plads ved køkkenbordet og sagde, al nu havde han skaffet mig en læreplads hos Hansi.»Aj, det lyder godt,«sagde min mor og så på ham, som om han var en stor helt. Han er gammel ven med Hansi, selvfølgelig kunne han skaffe mig en læreplads på Hansis værksted.»du starter om en uge,«sagde han og gad ikke engang se på mig, mens han sagde det.»klokken syv nul dut.det er dejligt, at det er så tæt på.«min mor rakte mig kødet.»du kan cykle derhen.hvad er det du skal?«spurgte Mette.»Han skal lære at reparere biler,«forklarede min mor.»faktisk kan du osse gå... ja, du kan da gå derhen.«mette rynkede på næsen og så ud, som om det var skægt at tænke på, at jeg skulle reparere biler. Jeg sagde ikke noget. Jeg kan godt lide biler, faktisk er jeg skideglad for biler, så det var okay. Jeg gad bare ikke falde på kna^ foran ham og sige tak, eller noget i den stil. Tak, tusind tak for lærepladsen, som du har skaffet så nemt som at klø dig i røven.»okay,«sagde jeg så. Han så på mig og spurgte, om det ikke var fint nok til herren?»du interesserer dig da for biler,«skyndte min mor sig at sige.»og så [æt på, det kan ikke blive nemmere.det er okay,«sagde jeg.

2 36 KIM FUPZ AAKRSON LÆREPLADS 37»Der er mange der slet ikke kan få en læreplads.«min mor snakkede hurtigt nu.»de render rundt og kan ikke få en læreplads, Karsten for eksempel, han har ingen læreplads.«han lænede sig mod mig og holdt sit ansigt meget tæt på mit, jeg prøvede på at være helt kold og ikke flytte mit hoved, men jeg kiuine ikke, jeg trak det en lille smule vaik.»okay?«sagde han, som om det var et meget grim! ord.»er det, hvad du har at sige til mig?næsten hiuidrede ansøgninger har han sendt af sted, og stadig ingen læreplads,«sagde min mor.»okay?«nu hviskede han næsten. Han lugtede altid ud af munden, jeg ved ikke, hvad den mand åd, mon han lugtede altid af et eller andet, vi andre ikke lugtede af, hverken min mor eller Mette eller mig. Jeg smilede lidt og trak på skuldrene.»jeg skaffer dig en hureplads, og du synes, det er... okay?jeg er glad for det,«sagde jeg. Men del fik ham selvfølgelig ikke til at flytte sit ansigt. Sit lugteansigl.»tak,«sagde jeg så. Det var ret okay. Hansi kendte jeg jo lidt i forvejen. Hansi var fed og næsten altid i godt hiunør, og hans to mekanikere hed Gregers og Steen, og de var osse okay, de prøvede ikke på noget pis med mig. Lige på nær den dér med at sende mig ind til Hansi på kontoret efter den nye perimatnøgle.»vi skal lige have justeret krumhagen,«sagde Steen.»Hvad?Perimatnøglen, han har lige fået en ny i dag.«steen nikkede mod ruderne i kontoret, hvor Hansi sad og rodede med nogle bilag.»men han er garantoret øm over dciu, den har kostet en bondegård.de er pissedyre,«sagde Gregers.»Men vi skal sgu bruge den.«jeg tænkte, at der ikke var noget, der hed krumhagen, og ikke noget der hed perimatnøgle. Det var der lieller ikke.»haha,«sagde Hansi og kom til at hoste. Lian hostede og hostede og viftede med armene, indtil han fik vejret igen.»perimatnøgle, der fik de dig sgu.nå, ja,«sagde jeg og grinede osse lidt, og da jeg vendte mig, stod de begge to med næserne mod vinduet og lavede ansigter. Men på en okay måde. Mette gloede på mit tøj de første aftener, jeg kom hjem.»er du gal, hvor er du beskidt.«hun er ret sjov af en lillesøster at være, og jeg var ikke engang sa^rlig beskidt, jeg rensede altid fingrene og ansigtet, før jeg gik fxa værkstedet.»buggibuggi,«sagde jeg og lod, som om jeg ville gnide min kedeldragt af i hendes bukser, og det fik hende til at skrige og løbe lidt væk fra mig.»lærer du så at køre bil?«spurgte hun og rynkede på næsen. Jeg har altid godt kunnet lide, når hun rynkede på næsen, jeg aner ikke hvorfor, man får lyst til at drille hende eller at få hende til at grine.»jeg kan sagtens køre bil,«sagde jeg.»jeg har kørt masser af bil hos Georg og Moster, den store sorte Volvo de havde, den kørte jeg i hver sommer.du har ikke noget kørekort,«sagde hun.»det har du heller ikke.jeg er et barn,«sagde hun og vrængede. For sjov.»buggibuggi!«hun hvinede igen, men så kunne vi høre ham ude i entreen, han kom altid hjem præcis klokken seks, og vi sagde ikke mere, Mette og mig. Vi spiste et kvarter senere.»nå,«sagde han og lagde sin kniv og gaffel og tørrede mund i servietten. Han havde en helt særlig måde at gøre ting på, lægge kniv og gaffel på, sådan en rigtig vigtig måde, som om der nu ville komme noget meget interessant.»jeg kan forstå på Hansi at det kniber med at kende forskel på benzin og diesel?«

3 38 KIM FUPZ AAKFSON LÆREPLADS 39 Jeg nikkede og smilede, for del skulle åbonbarl va^re morsomt, jeg havde kvajet mig med en Mercedes den dag. Eller næsten kvajet mig, vi havde tappet af den, fordi der var hul i tanken, og bagefter havde jeg va^rel lige ved at liælde benzin på den, men Gregers fik stoppet mig.»det kan være, vi har overvurderet hans evner,«sagde han.»hvad skal det betyde?«min mor sørgede for osse at smile, vi hyggede os rigtigt. Lige meget hvad der skete, så vidste ban det allerede om aftenen, det var det eneste, jeg havde imod Hansi, han fortalte åbenbart alt, hvad jeg gjorde og ikke gjorde. Den med perimatnøglen havde Hansi osse fortalt ham, jeg tror han selv ringede til værkstedet hver dag. Bare lige for at høre, om der var noget, jeg skulle have i fjæset om aftenen.»jeg tog fejl af en bil,«sagde jeg til min nmr.»den var på diesel og ikke på benzin, men der skete ikke noget.livad er diesel for noget?«spmgte Mette.»Bilspecialisten,«sagde han og tog noget på sin gaffel igen.»der skete ingenting,«sagde jeg og gjorde ikke noget for at smile mere.»men det går da godt,«sagde min mor. Hun så ikke på mig, hun så på ham, men han var begyndt at skovle mad i sig, og hun nikkede til mig i stedet.»hansi er glad for at have dig.det går okay.«jeg nikkede til hende.»ja, han skal bare lære at kende forskel i)å benzin og diesel, inden han er udlært.«han tyggede så hårdt, at man kvmne høre hans kæber slå mod hinanden, klonk, klonk, klonk.»jeg kan godt kende forskel,«sagde jeg.»det lyder ikke sådan...lad ham nu være,«sagde mor.»hvad er diesel for noget?«spiu'gte Mette igen.»spørg din bror,«sagde han og så på mig, som om jog var eii total idiot.»stop nu,«sagde min mor.»jeg skal nok selv finde ud af, hvornår jeg stopper,«sagde han, rigtig langsomt og tydeligt, mens han skrabede det sidste på sin tallerken. Der blev stille, min mor smilede til Mette og rettede lidt på hendes hår, men han kunne ikke nære sig. Han skidlo hæve øjenbrynene og have min mor til at se på sig.»er det forstået?«hun nikkede, rejste sig og rakte ud for at tage hans tallerken, men han slog pludselig i bordet, og min mor lod sig falde ned på stolen og trak hånden til sig. Han sagde:»og jeg er ikke færdig med at spise.«hun begyndte at græde, og Mette græd osse, de kunne begge to grffride helt lydløst. Han lod som ingenting. Han rakte ud efter gryden og tog en skefuld af kødsovsen, bare en lille skefidd uden pasta, og så kørte han lidt brød rundt i det og proppede brødet i munden.»nu er jeg færdig,«sagde han, og min mor rejste sig og samlede tallerkner sammen.»nåh, Mettepige,«sagde han og var rigtig hyggelig nu.»og hvad har du så lavet i dag?«min mor sørgede for at skramle så lidt som midigt. Næste dag kom han med vores bil, han kørte ind foran porten og steg ud og lod, som om han ikke så mig. Jeg stod sammen med Gregers foran en Opel af en art, og Gregers rodede med tandremmen, og det var meningen, at jeg skulle se et eller andet, men han lå ind over motoren, og jeg kunne ikke se noget som helst.»øjeblik,«råbte Gregors ud til ham. Jeg sagde ikke, at det var min far. Hansi kom ud af kontoret, og de gav hinanden hånden, og han slog Hansi på skulderen og sagde noget, jeg ikke kunne høre, noget der var sjovt, for Hansi grinede.»men nu må du ikke lade ham brændstofgeniet røre den,«sagde han højt, og det grinede Hansi osse af. Han rakte Hansi nøglerne, og Hansi sagde, at den skulle han nok ordne. Jeg ved ikke, hvad der var i vejen med bilen, men da han gik, sagde Hansi efter ham:»jeg skal nok se på den selv.«

4 40 KIM l'ul'z AAKl'SON LÆREPLADS 41 Han nikkede og gik. Han havde ikke.set på mig en eneste gang. Hansi raslede med nøglerne over mod mig og smilede og sagde:»det or sgu et værre familioi'oretageade, I or vod at lave her.det var måske farmand?«spurgte Gregers.»Måske,«sagde jog. Bilen hohlt foran porten en timos lid, og så var den i vejen. Hansi smed nøglerne hen til mig, og jeg var glad for, at jog greb dem, selvom jeg slet ikko var forberedt.»kør den lige om bagved,«sagde han, ndon at spørge om jeg ktmne køre en bil eller hvad.»don kan sgu ikke slå der, vi skal have den hvide folkevogn ind over graven.okay,«sagde jeg. Jeg satte mig ind på forsædet og stak nøglerne i. Jeg havde siddet i den bil tusinde gange, mon alligevel var det, som om det var første gang, bare fordi jeg sad på hans plads nu. Jeg rykkede sædet lidt frem, mon dot var faktisk bedre før, så jog rykkede det tilbage igen. Jeg ville ikke skæve ind, men jog var sikker på, at Hansi stod og tjekkede mig af. Jeg starlede og bakkede ud til kanlen af indkørslen, drejede så meget til højre som muligt, og fik den rundt i første forsøg, så kørte jeg langsomt ad den smalle gyde langs va;rksledot, jog trillede Irem mod betonkanten omme bagest i gården, jeg taiiikte, at hvis bare jeg lod være med al gøre noget, så ville jeg trille ind i kanten og lva;re kofangeren ud. Så trådte jeg på bremsen og sad (3g gloede. Jeg sad og gloede på mine hænder på rattet. Hansi havde ordnet lunis bil, da han ringede sidsl på eftermiddagen. Jeg vod ikke, hvad det var, og jog var osse ligeglad.»nå,«sagde Hansi og kom ud til mig.»han kan ikke nå at hente den, så han spurgte, om du kunne klare at køre den de par hundrede meter.«jeg så på Hansi.»Det sagde jeg, at det kunne du sgu sagtens klare.«jog sagde okay.»du må godt smutte nu.«hansi bukkede sig, så han kunne so uret indo på kontoret.»ja, smut bare hjem med den gamle øse.«jeg nikkede og gik over og rensede hænderne. Jeg havde fået masser af snavs på min kedeldragt siden i formiddags, så jog huskede al tage en avis og folde den ud over sædet, før jeg satte mig ind. Jeg tænkte selvfølgelig på, om jeg nu ville køre ind i el eller andet. Jeg var ikke helt okay, det var jeg godt nok ikke.»det or jo lige om hjørnet,«sagde Hansi igen, og jeg smækkode døren. Det føltes næsten, som om der var længere, end når jeg gik. Jeg kørte selvfølgelig forsigtigt og alting, og så drejede jeg ind på vores gade og var hjemme. Jeg kunne se, at der akkurat var Illads, naisten ud for vores opgang, og jeg vidste bare, at hvis ikke jeg smed den bil ind dér, så ville han sige noget om det. Han ville spørge, om jeg var for fin til at parkere foran vores egen opgang. Jeg havde prøvet det før, at parkere baglæns, oven i købet med George og Mosters Volvo, men jeg måtte prøve et par gange, før den var der, men så var den der til gengæld osse, lige så fint og helt inde mellem de to andre biler. Jeg åndede ud og slukkede. Og jeg huskede at sætte den i første gear i stedet for at tage håndbremsen. Han tog nenilig aldrig håndbremsen, han havde altid brugt gearet, jeg ved ikke hvorfor. Jeg hørte, da han kom hjem, men han kom ikke ind på mit værelse, så jeg veirtede hare, indtil min mor kaldte og sagde, at der var mad. Jeg havde lagt bilnøglerne på det lille bord i entreen, og de var væk nu, så han havde taget dem. Forst da vi var ved at være færdige mod at spise, sagde han noget om det.»jaeh,«sagde han.»nu skal du så bare lære at parkere.«

5 42 K I M FUPZ A A K E S O N LÆREPLADS 43»Jeg kan godt parkere,«sagde jeg.»jo, jo, hvis man kan skra;vo ind til Icantstenon, så er det godt nok.hvad snakker I om?«min mor prøvede på at smile.»jog har kørt bilen hjem...eller hvad vi nn skal kalde det,«sagde han.»aj, du har ikke ladet ham køre rimdt i trafikken?«min mor så bebrejdende på ham. Han ænsede hende ikke.»jeg har kørt den hjem, og jeg har parkeret den, og don er parkeret helt fint,«sagde jeg. Jeg kunne mærke, at han så på mig, jeg vidste lige, hvordan han så ud i ansigtet, han stirrede og tyggede, klonk, klonk, klonk.»han skal altså ikke ligge og køre bil, før lian er alten,«sagde min mor.»itar du kørt i bil?«spiugte Mette. Jeg blinkede til hende.»kørt og kørt,«sagde han.»og man kan selvfølgelig godt kalde det en parkering, hvis man vil.«jeg rystede på hovedet, jeg gad ikke mere.»det vil jeg simpelthen ikke have,«sagde min mor.»du tier stille,«sagde han bare, og det gjorde hun. Han havde sin særlige stemme på, sin langsomme og tydelige stemme. Ingen sagde noget i et stykke tid, jeg skawede op, og han så stadig på mig. Mettes mund hævede lidt allerede.»lad ham nu være,«bad min mor. Uden at se på hende, langede han ud og ramte hende over munden. Hun bed det i sig og kom op og tog om Mette og trak hende lul af køkkenet. Mette gra^d rigtigt nu. Jeg sad på min stol og ventede, han rejste sig og skulobede til mig, han stod over mig, men jeg blev siddende.»vi er måske blevet store i slaget?«sagde ban.»er vi blevet for store til at svare?«jeg sagde ikke noget, jeg ventede på, om der villo komme mere. Jeg vidste, at det ville der.»jeg taler til dig,«sagde han og skubbede til, jeg faldt ned af stolen, og han sparkede den va^k. Min mor råbte et olier andet inde fra stium, jeg rejste mig Og log mig god tid, han skubbede til mig igen, over mod væggen.»jeg skaffer dig en læreplads, og så tror du, at du ejer hele verden og kan svare, hvis det passer dig?«jog havde aldrig vårret så rolig. Jeg så på hans mund, jeg kunne lugte hans mund, og jeg besluttede mig. Helt rolig var jeg.»jeg taler til dig!«sagde han og slog mig hårdt på skulderen. Så gjorde jeg det. Jeg havde lovet mig selv at gøre det, og jeg gjorde det. Jeg skubbede til ham med alt, hvad jeg havde, og han gik lige på røven, virkelig dumt på røven. Han sad på køkkengulvet, og jeg stod op ad væggen. Den havde han eddermame ikke regnet med.»vil du ikke nok holde op?«græd min mor henne fra døren. Først nu opdagede hun, at jeg stod, og han sad på gulvet og ikko omvendt. Hun bevægede læberne, men der kom ikke noget ud. Ingen af os rørte os ud af flækken, vi gloede bare på hinanden alle tre, som om vi aldrig havde set noget lignende.