Kompositioner af sperm. Olie og acryl 187x200 cm

Transkript

1 KRØJER på LÆRRED JA

2 Kompositioner af sperm Olie og acryl 187x200 cm 2005

3 KRØJER PÅ LÆRRED BIND MALERIER SKITSER ARTIKLER NOVELLER Tom Krøjer Tekst: Tom Jørgensen Tom Krøjer OBS: Tekster af Tom Jørgensen er én-spaltet, noveller af Tom Krøjer er to-spaltet og arktikler er tre-spaltet. Redaktion: Tom Krøjer Mogens Christiansen Grafisk tilrettelæggelse: Tom Krøjer Susanne Skovmøller Foto: Tom Krøjer Bent Rybjerg Simon Lautrup Niels Krogh Fintan Damgaard Ander Sune Berg François Fernandez Reproduktion: Litotryk Svendborg A/S Clausen Offset ApS Produktion og tryk: Litotryk Svendborg A/S Ryttermarken 4, 5700 Svendborg Tel Typograf: Susanne Skovmøller Bogtrykker: Carsten Steffensen Papir:170g Claro Bulk matt ISBN oplag 2007 Oplag: Bogen er udgivet af Tom Krøjer i samarbejde med forlaget JA, ApS v/mogens Christiansen Cikorievej 1, 4300 Holbæk Bogen er udgivet med støtte fra: Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustru Maleren Gerda Eickhoffs Fond Forside: Tom Krøjer - Music - Acryl 160x200 cm Bagside: Tom Krøjer - Komposition - Olie og Acryl 200x225 cm ,2001,2002 Tak til: Direktør for Litotryk Ole Bremer for professionel elektronisk billedbehandling, Mogens Christiansen, Susanne Skovmøller og alle som har været med omkring produktion af denne bog samt kærlig tak til Xenia Maage. KRØJER PÅ LÆRRED Bind KRØJER PÅ LÆRRED Bind vil blive udgivet ultimo INDHOLD 7 Indledning af Tom Jørgensen Happy Land - novelle af Tom Krøjer, Irsk Rejse - af Tom Krøjer, Murphys Hat - af Tom Krøjer, Warhol - af Tom Krøjer, Pladser i Venedig - af Tom Krøjer, Se sammen - af Tom Krøjer, 2007

4 Karper Japan Olie 195x130 cm 1988 ET ARKÆOLOGISK FORORD AF TOM JØRGENSEN Bøger om kunstnere har næsten altid karakter af en udviklingsroman. Først undersøger man X s barndom, hvor man allerede kan se de første spirer til det kommende geni. Så kommer udviklingsårene, hvor kunstneren går fra at være en ung hvalp fuld af konflikter til at blive en moden kunstner med egen identitet. Endelig, hvis kunstneren er så heldig at blive gammel, kommer alderdomsårene, hvor han/hun enten står i stampe eller finder ressourcer til nye kunstneriske opdagelser. Hvad enten forfatteren har et idealistisk, marxistisk, psykoanalytisk eller strukturalistisk udgangspunkt, er der en egen uafvendelighed, et eget logisk og lineært forløb livsværk. Forfatteren demonstrerer sit suveræne overblik og bagklogskab og den portrætterede kunstner ender ofte med at blive en lille brik i et metodisk system. Denne bog vender tingene på hovedet. Du vil som læser blive præsenteret for Tom Krøjers oliemalerier, som de ser ud netop nu, på skrivetidspunktet. Du vil så blive ført længere og længere tilbage i tiden for til slut at ende dér, hvor de fleste kunstnerbiografier begynder: med det første spæde billedkunstneriske skridt. En sådan metode, for naturligvis er dette også en metode, minder i bund og grund om arkæologiens redskaber. Arkæologen står med benene solidt plantet på jorden i en nutid, der er hans, som han kender særdeles vel og befinder sig godt i. Idet han går i gang med sin udgravning er han klar over, at de første spadestik næppe vil afsløre ting, der kommer bag på ham. Men allerede lidt dybere nede, vil han ikke være sikker på, præcis hvilke lag, han støder på. Velkendte kulturlag vil dukke op, men overraskelser kan sagtens forekomme. Længere nede i undergrunden vil usikkerheden være større og forskeren bliver nødt til at stykke puslespillet sammen. Velvidende, at den endegyldige sandhed aldrig kan nås. Han vil imidlertid bestræbe sig på at opnå den højest mulige form for objektivitet, notere de ting, han ved, er kendsgerninger og beskrive de fund, han endnu ikke kan placere i sammenhæng håbende på, at eftertiden kan bruge hans opdagelser til noget. 6 7

5 Rom Pop 5 Olie 52x65 cm 2006 Nederst nede i udgravningen er arkæologen klar over, at hvad enten han noterer det ene eller andet eller tredje, er usikkerheden her så stor, at hans fund vil blive tolket forskelligt alt efter, hvilken kollega, han diskuterer med. På samme måde starter denne bog med en præsentation af Tom Krøjers malerier, som de ser ud netop nu. I takt med, at bogen går tilbage i tiden, vil man først se en hel række nærtbeslægtede malerier, men som årene rulles tilbage vil forskellene blive større og større. I forløbet vil jeg undersøge de enkelte lag af malerier og efter bedste evne forsøge at vise deres sammenhæng med den periode, de er skabt i. Bliver man i arkæologiterminologien, er der dog én ting, der skal slås fast. For Tom Krøjers vedkommende er der ikke tale om en fortidig civilisation, som man kan kortlægge efter evne, men som dybest set ikke har noget med nutiden at gøre. Tom Krøjers malerier er udtryk for noget i allerhøjeste grad levende. Disse har nemlig efter min mening aldrig været bedre. Set ud fra det perspektiv, som hedder år 2006, er Tom Krøjer en kunstner, der er på toppen af sin karriere. Han skaber malerier, som sidder lige i øjet. De er ungdommelige. Ja, tidløse i udtrykket og har en farveglæde, der er smittende. Tom Krøjer er blevet den folkelige kunstner, han inderst inde altid har ønsket at være. Han kan leve af sin kunst, er ikke afhængig af de statslige kunstinstitutioner, han nærer en sand afsky for, og han har nået den erfaringens modenhed, der gør han i stand til at se det hele fra oven. Og så udstråler Tom Krøjers malerier en så intens glæde ved livets mangfoldighed, at man bliver noget så sjældent som i godt humør af at betragte dem Galerie Nielsen, efteråret Det er en kunstners privilegium at kunne finde skønheden dér, hvor vi andre knapt ænser den. For mange er grøntsags- og frugtmarkedet et inferno af højtråbende sælgende, skrigende farver og mennesker, alt for mange mennesker, der flokkes om de lokkende tilbud. For andre er stedet blot en indlysende selvfølgelighed på linje med busterminaler, trafiklys og lygtepæle. For Tom Krøjer derimod er markedspladsen et visuelt slaraffenland på samme måde som romantiske skovsøer eller fjernt glimtende bjergtinder. Nu er Krøjer jo ikke den første kunstner, der har haft blik for frugters åbenlyse eller mere symbolske værdier, men i hans malerier er det alligevel som om man for første gang for alvor ser og beundrer den sexede violette aubergine, den solmodne tomat, den tohornede lysegrønne fennikel, det saftige æble og citronen, der i Krøjers streg ender i en smuk brystvorte af en knop. Og han lader sig ikke nøjes med det. Den fyldigtbarmede og bramfri sælgerske, palmerne, olivenflaskerne, indkøbskurven i pileflet, ja sågar frugtkasserne med indehavernes stempel, bananimportørens logo, de stribede markiser og tilbudsskiltenes knaldende farveopråb har Tom Krøjers interesse og dybe kærlighed. For det er hér, på markedspladsen, midt i livets slipstrøm, at man finder kunsten lige for sine øjne: frugternes og grøntsagernes overdådige former, udtænkt af en genial designer. Hvad enten man tror på Gud eller evolutionen, men også den opfindsomme reklameindpakning, der skal lokke folk til og derfor bugner af visuelle lokkemidler. Folkekunst kunne man kalde det, men der skal en kunstner til for at få dette overflødighedshorn af indtryk ned på et lærred eller et stykke papir, så virvaret åbenbarer sig som en velordnet komposition, der har såvel mangfoldigheden som enheden indbygget i sig. Dette magter Tom Krøjer til fulde. Med udgangspunkt i skitser, tegnet på stedet på én af hans mange rejser, skaber Krøjer malerier, der bugner af sanselig vellyst. Farverne er på alle måder imødekommende, holdt i en perfekt balance mellem mættede og umættede farver og kolde og varme nuancer. Alt ånder af harmoni, men en harmoni, der er resultatet af et dynamisk 8 9

6 Rom Pop 1 Olie 60x73 cm 2006 Rom Pop 11 Olie 46x61 cm 2006 samspil, komponeret af kunstner, der kan sit kram og mere til. En kunstner, der med sit koncentrerede blik på hverdagslivet i alle dets aspekter har de samme ambitioner som Matisse og pop-kunstnerne. At skildre og fange skønheden i det mangfoldige. Dette gælder også, når Tom Krøjer fjerner blikket fra den synlige verden og begynder at undersøge den mikroskopiske. I det monumentale maleri Komposition med sperm har Krøjer i bogstavelig forstand taget fat på livets oprindelse. Sædceller sværmer omkring cirkelrunde æg som små ivrige haletudser i en komposition, præget af Krøjers sædvanlige blanding af dynamik og stramhed. Enkelte af de små fyre er endda trængt ind i æggene og giver dermed både liv til billedet og i overført forstand til livet selv

7 Rom Pop 9 Olie 60x81 cm 2006 Rom Pop 3 Olie 46x61 cm 2006 Rom Pop 4 Olie 65x54 cm

8 Rom Pop 8 Olie 58x49 cm Rom Pop 10 Olie 60x73 cm 2006 Rom Pop 6 Olie 50x61 cm 2006 Rom Pop 7 Olie 50x61 cm 2006

9 DK.billede Olie 81x65 cm 2006 Uno Tokyo Olie 65x81 cm 2006 Have Japan Olie 100x81 cm Provence Olie 73x55 cm 2006

10 Rom Pop 2 Olie 61x45 cm Have Glorup Olie 65x81 cm 2006 Børnebillede Olie 46x38 cm 2006 Komposition Olie 55x46 cm 2006

11 Sommerudstillingen 2006 i Galleri Tavi i den gamle fiskefabrik i Skagen byder på en række navne, der forbindes med 60 erne og i særdeleshed Eks-Skolen. Bjørn Nørgaard, Egon Fischer, John Davidsen, Peter Bonnén, afdøde Poul Gernes og Tom Krøjer var alle store navne i 60 ernes Eksperimenterende Kunstskole, i daglige tale Eks-skolen. En meget radikal gruppe, der, typisk for ti-året, ikke ville nøjes med at reformere kunsten, men også livet selv. En kunstgruppe, der i øvrigt blev kritiseret af Situationisterne, deriblandt Krøjers senere samarbejdspartner, Jens Jørgen Thorsen, for ikke at være radikal nok. Blandt nutidens kunstskribenter vil nogle utvivlsomt mene, at man her har at gøre med en gruppe ældre mandlige kunstnere, der oplevede deres storhedstid for nu små 40 år siden og hvis karrierer siden hen er gået ned ad bakke, fanget, som de er blevet, af politiske og kommercielle kompromiser. Andre vil derimod se udstillingen som en markering af en række kunstnere, som for størstepartens vedkommende er blevet klogere, rundere og bedre med alderen. For Tom Krøjers vedkommende drejer det sig om en serie malerier, der er meget typiske for hans modne stil. At modenhed ikke skal forstås som værende en modsætning til dynamisk og eksperimenterende, kan man se af den kendsgerning, at han som altid arbejder med mange forskellige former for malerisk udtryk. Malerierne er én stor hyldest til alt det smukke, sanselige og livgivende i tilværelsen. Malerier, fulde af blomster i alle tænkelige farver og former, frodige og friske og nærmest tropiske i visuel overdådighed, skønt de er helt igennem danske, plantet i haven i Krøjers have i Glorup på Fyn. På udstillingen er også to malerier med motiver fra en Mexicorejse, som den enormt rejselystne kunstner foretog i Med inspiration fra de hieroglyfiske billedfortællinger fra Mayatemplerne har Krøjer skabt en række opdaterede versioner af disse ofte bloddryppende beretninger om menneskeofringer, regnguder og erobringstogter. Billedfortællinger, der både fungerer som semiabstrakte kompositioner og som en typisk Krøjer sk lystscanning af verdens små og store fænomener. Endelig har Krøjer malet motiver fra selve dette traditionsbelastede sted i Danmark, Skagen. Typisk nok drejer det sig hverken om solnedgange, heroiske fiskere eller den brusende brænding, men om de mere nøgterne motiver fra Skagen Fiskerihavn. Motiver, som imidlertid ses fra en anden vinkel end normalt al den stund, de er malet, efter at Krøjer som en anden rockstjerne har været højt oppe i en lift. Og som om fugleperspektivet ikke er nok i sig selv, har Krøjer også malet billederne fra alle fire sider, så eventuelle købere kan hænge dem op i den vinkel, de har lyst til Mexico 1 Acryl 225x200 cm 2006

12 22 23 Blomster fra Glorup Acryl 190x128 cm 2006

13 Dahlia Olie 60x50 cm Blomster fra Glorup 2 Acryl 190x128 cm 2006

14 Komposition Skagen havn Olie 120x120 cm

15 29 Komposition Skagen havn Olie 120x120 cm 2006

16 Komposition Skagen havn Olie 120x120 cm Komposition Skagen havn Olie 120x120 cm 2006

17

18 Komposition Skagen havn Olie 120x120 cm 2006 Mexico 2 Acryl 190x128 cm

19 36 37 Lille blomsterbillede Olie og acryl 60x55 cm 2006 Blomsterbillede Glorup Olie 60x50 cm 2006 Antik Atom Acryl 93x77 cm 2006 Antik Atom Acryl 93x77 cm 2006 Siderummet i Galleri Tavi Den Gule Fabrik Skagen 2006

20 Super Pop Olie og acryl 180x200 cm Januar 2006 er Tom Krøjer tilbage på sammenslutningen Grønningen efter 2 år hos Charlottenborg-konkurrenten Corner. Udover en mængde små billeder udstiller Krøjer tre store lærreder. Superhop viser hen til hans rødder, den amerikanske popkunst. I en komposition uden et egentligt hierarkisk centrum ser man i nederste højre hjørne et udsnit af en seng, et bord og en natlampe. Gardinerne er trukket til side, så man kan se ud på den stjerneklare nat. Som modspil til dette realistiske sceneri flyder fragmenterede mønstre og motiver rundt i den øverste del af billedet. I modsætning til f.eks. Andy Warhol, der viser hele cola-flasker eller dåser med tomatjuice, har Tom Krøjer isoleret selve firmalogoet, der løsrevet fra sin funktionelle form støder ind i andre logoer som asteroider på flugt i verdensrummet. En appelsinskive, et træ og en is udgør bidder af billedet, men ellers er det tegnene og symbolerne på vaskepulverprodukter, der udgør hovedmotiverne. Vaskepulveret med dets utvetydige referencer til effektivitet og renhed. I og med, at alle disse symboler på varemærker er isoleret fra deres sammenhæng, kommer der noget absurd over hele situationen. Noget, man godt kunne opfatte som en kritik af vare- og forbrugssamfundet som sådan, hvis det ikke var for Krøjers tydelige fascination af selv samme samfund. En dobbelthed af fascination og kritik, man også finder hos Warhol. Den samme interesse for tegn finder man også i Telefon fra Mallorca, hvor Krøjer har scannet telefonbøgernes gule sider for visuelle tegn og firmalogoer. Som i Superhop flyder alle disse tegn for blikkenslagere, murere, skadedyrsbekæmpere, tandlæger, hundekenneler og advokater rundt mellem hinanden. Her er det imidlertid endnu tydeligere, at Tom Krøjer ikke er ude i et politisk ærinde. Han er simpelthen betaget af den visuelle logik og opfindsomhed, der ligger bag de tegn for erhverv og produkter, som mennesker over hele verden benytter sig af. Tegn, som alle vil kunne forstå, medmindre man tilhører et naturfolk uden kontakt med omgivende civilisation

21 Abstrakt Olie og acryl 220x200 cm Telefon fra Mallorca Olie 200x180 cm 2005

22 42 43 Gangart Silketryk og acryl 70x125 cm 2005

23 Gangart Silketryk og acryl 50x70 cm 2005 Øje Silketryk og acryl 35x30 cm 2005 Gangart Silketryk og acryl 35x30 cm Tegn Silketryk og acryl 70x70 cm 2005

24 Nice Pop 5 Olie og acryl 110x85 cm 2005 Nice Pop 3 Olie og acryl 110x85 cm Nice Pop 4 Olie og acryl 110x85 cm 2005

25 Nice Pop 1 Olie og acryl 160x85 cm Nice Pop 2 Olie og acryl 160x105 cm 2005

26 2004 September 2004 udstiller Tom Krøjer i La Galerie Ferrero i Nice. En udstilling, der markerer to vigtige aspekter af hans tilgang til maleriet og kunsten generelt. Det første har med hans livslange fascination af livets visuelle mangfoldighed at gøre. På udstillingen kommer dette til udtryk i en serie malerier med motiver fra Nices store frugtmarked. Tom Krøjer har fået øje på det spraglede marked og resultatet er den samme type malerier af frugter, grøntsager, varelogoer og firmastempler, som han i 2006 viser i Galerie Nielsen. Motiver, som han i et manifest kalder for almindelig kunst. Almindelig kunst er alle de ting, vi ser lige for vores øjne. De fine detaljer i den tilarvede gyngestol, den hjemmedekorerede rygsæk, tatoveringen på armen, rastakrøllerne i håret, børnenes keramik fra skolen eller pileflethegnet rundt om huset. Alle de ting, som også kan kaldes kunst, og som også er skabt af kunstnere uden de af den grund kan kaldes Picassoer. For Tom Krøjer er det bare helt vitalt at understrege, at kunst ikke er noget elitært, som kun skal forstås af eksperter og rigtige kunstnere, men at det er noget, der angår os alle, fordi vi alle i større eller mindre grad er kunstnere. Et kunstsyn, der i bund og grund er bredt og åbent og står i skarp modsætning til kunsteksperternes eksklusive holdninger. På udstillingen i Nice viser Tom Krøjer denne farvestrålende kombination af frugternes naturlige og rigt varierede farvenuancer og så den menneskeskabte skønhed i form af kassemalerierne. En visuelt overdådig cocktail, holdt på plads af Krøjers sans for at få farverne til at spille sammen på billedfladen. I den anden type malerier introducerer Krøjer det fugleperspektiv, han senere bruger i sin udstilling på Galleri Tavi i Kunstneren er simpelthen gået op på de bakker, der omkredser Nice, og har malet de fænomener, han er stødt på: træernes ovale skygger, miniaturebilerne på vejen, blomsternes farveprikker og palmernes flettede netværk af mønstre. Merida Mexico - Acryl 140x120 cm

27 2004 September 2004 udstiller Tom Krøjer i La Galerie Ferrero i Nice. En udstilling, der markerer to vigtige aspekter af hans tilgang til maleriet og kunsten generelt. Det første har med hans livslange fascination af livets visuelle mangfoldighed at gøre. På udstillingen kommer dette til udtryk i en serie malerier med motiver fra Nices store frugtmarked. Tom Krøjer har fået øje på det spraglede marked og resultatet er den samme type malerier af frugter, grøntsager, varelogoer og firmastempler, som han i 2006 viser i Galerie Nielsen. Motiver, som han i et manifest kalder for almindelig kunst. Almindelig kunst er alle de ting, vi ser lige for vores øjne. De fine detaljer i den tilarvede gyngestol, den hjemmedekorerede rygsæk, tatoveringen på armen, rastakrøllerne i håret, børnenes keramik fra skolen eller pileflethegnet rundt om huset. Alle de ting, som også kan kaldes kunst, og som også er skabt af kunstnere uden de af den grund kan kaldes Picassoer. For Tom Krøjer er det bare helt vitalt at understrege, at kunst ikke er noget elitært, som kun skal forstås af eksperter og rigtige kunstnere, men at det er noget, der angår os alle, fordi vi alle i større eller mindre grad er kunstnere. Et kunstsyn, der i bund og grund er bredt og åbent og står i skarp modsætning til kunsteksperternes eksklusive holdninger. På udstillingen i Nice viser Tom Krøjer denne farvestrålende kombination af frugternes naturlige og rigt varierede farvenuancer og så den menneskeskabte skønhed i form af kassemalerierne. En visuelt overdådig cocktail, holdt på plads af Krøjers sans for at få farverne til at spille sammen på billedfladen. I den anden type malerier introducerer Krøjer det fugleperspektiv, han senere bruger i sin udstilling på Galleri Tavi i Kunstneren er simpelthen gået op på de bakker, der omkredser Nice, og har malet de fænomener, han er stødt på: træernes ovale skygger, miniaturebilerne på vejen, blomsternes farveprikker og palmernes flettede netværk af mønstre. Merida Mexico - Acryl 140x120 cm

28 Marked Merida Mexico Acryl 120x140 cm Plateau Scolaire du Château Nice Olie 73x116 cm 2004 Place Gaútier Nice Olie 46x55 cm 2004

29 Barcelona 1 Olie og acryl 81x100 cm Fugleøjet Pl. du 8 mai 1945 Nice Olie 81x100 cm 2004 Barcelona 2 Olie og acryl 46x55 cm 2004

30 Frokost Antik Loun Saleya Nice Olie 60x73 cm 2004 Skygger Pl. du 8. mai 1945 Nice Olie 33x41 cm Antik Loun Saleya Nice Olie 46x55 cm 2004 Fisker Nice Olie 27x22 cm 2004 Skygger Nice Olie 22x16 cm 2004

31 Antik Nice 1 Olie 73x60 cm 2004 Antik Nice 2 Olie 73x60 cm 2004 Jardin Albert Nice Olie 73x60 cm Sol Mallorca Olie 100x81 cm 2004

32 Nice Pop Acryl 55x46 cm 2004 Komposition Nice Acryl 55x46 cm stk. Nice Pop Acryl 55x46 cm 2004

33 Abstrakt samleje Acryl 55x46 cm 2004 Vandreflektioner i Skagens havn - Olie 225x200 cm

34

35 Skitser til Superpop Mallorca Farveblyant på papir

36

37 Tom Krøjer har været i Japan fire gange. Som den trænede iagttager han er, fascineres han af det land, der måske mere end noget andet i verden, står med det ene ben i en hypermoderne, højteknologisk verden og det andet i et særdeles tradi-tionsbestemt, nærmest ritualiseret samfund. Krøjer besøger Solens Rige første gang i 1988, og det kunstneriske resultat kunne man se allerede samme år i en udstilling i Galerie Nord. Maleriet Tokyo viser den ultramoderne metropolis med de himmelstræbende skyskrabere og højbanen, hvor de supersoniske tog kører med deres 220 km/t. Som altid hos Krøjer omdannes virvaret af sanseindtryk til en rolig plakatagtig scene for et samspil mellem rene farveflader og konkrete vandrette, lodrette og diagonale linjer. Det gamle Japan skildres i Japansk have, Tokyo, det første af en lang række malerier med samme motiv. Her er det zen-stemningen, der dominerer, den koncentrerede, kontrollerede og disciplinerede indgang til kunsten såvel som til livet, som allerede impressionisterne faldt for i 2. halvdel af 1800-tallet. Dette er templernes, stenenes og karpernes Japan, som Krøjer gengiver i et maleri, der både er afmålt og kontrolleret og dekorativt med sine arabeskagtige slyngninger. Tom Krøjer bliver så bidt af landet, at han i 1992 fejrer sin 50 års fødselsdag i Tokyo og Kyoto sammen med sin familie og nogle japanske venner. Fra sit vindue på hotelværelset i Kyoto tegner han skitser, der senere bliver til smukke akrylmalerier. Malerier, der som Kyoto viser storbyen som noget nær et konkret abstrakt lærred med de firkantede højhuse og den vandrette jernbanebro. Sammenstødet mellem gammelt og nyt ses tydeligt i Japan surfing, hvor de kubeformede og farvestærke surfersejl spiller op mod det urgamle symbol på Japan, det snedækkede Fujiyama. Surfer-motivet bliver i 1996 også brugt i forbindelse med en stor udsmykning til Scandline-færgen Prinsesse Benedicte, som sejler på ruten Rødby-Puttgarden. På en baggrund af stiliserede bølgeformer sejler kubeformede surfersejl rundt mellem hinanden i en rytmisk flydende komposition. Indtrykket af noget på én gang legende, dynamisk, stramt og disciplineret gør denne udsmykning yderst vellykket og giver lyst til at se mere af den slags fra Krøjers hånd. Ellers er det de samme fænomener som i resten af verden, der interesserer Krøjer. Gadehandlernes farvestrålende og appetitlige boder, sushi-restauranternes delikatesser, storbyens skov af neonskilte og det brogede menneskemylder på de brede boulevarder. Under alle omstændigheder har Tom Krøjer skabt nogle af sine smukkeste motiver udfra indtryk af dette på alle måder sære og fascinerende land. Japansk have fra Galerie Egelunds udstilling i 2001 er perfekt afstemt i sine farveharmonier. Alt føjer sig smukt og rytmisk ind under hinanden og skaber en dynamisk ligevægt, der er en lise for både øje og sind. På samme måde har tempelhaverne med deres blomsterflor og vandbassiner indbudt til en perlerække af akvareller, hvor ikke mindst spejlingsmotivet spiller en stor rolle. 71

38 Tempelhave Japan Olie 160x130 cm Via Sopramonte 2 Capri Olie 100x81 cm 2003 Via Sopramonte 1 Capri Olie 100x81 cm 2003 Baby Boom Olie 50x40 cm

39 Hurtigruten Molde Norge Olie 85x110 cm 2003 Vindue Sandene i Norge Olie 48x40 cm Have fra Sandene i Norge Olie 100x120 cm 2003 Abstrakte blomster og planter Sandene i Norge Olie 90x61,5 cm 2003

40 Sandene Norge Olie 200x225 cm Gadehandel Ave Republica del Salvador Mexico City Olie 50x39 cm 2003

41 Vandreflektion Chrstianshavns Kanal København Olie 160x130 cm 2003 Bæk ved Telen Art Museum Tokyo Olie 160x105 cm

42 Via Emanuele Capri Olie 160x130 cm Pino Svarez Mexico City Olie 50x40 cm 2003 Surfer Japan Olie 74x51 cm 2003 Gårdspladsen Glorup

43 82 83 Woody Allen Acryl og silketryk 44x37 cm 2003 Andre Malraux Acryl og silketryk 44x37 cm 2003 Oliver Hardy Acryl og silketryk 44x37 cm 2003 Arthur Rubenstein Acryl og silketryk 44x37 cm 2003 Georgia O Keefe Acryl og silketryk 44x37 cm 2003 Nordenfjord Norge Olie 160x131 cm 2003

44 Have i Ancona Italien Olie 130x350 cm

45 Sig det med blomster. Sådan kan man med god ret kalde Tom Krøjers 13 store malerier, der i 2002 kommer til at pryde kantinen i Trygs hovedkvarter i Ballerup. Malerierne afløser en serie blomsterbilleder malet af den store guldalderkunstner I.L. Jensen ( ), hvis værker går for svimlende summer på de danske, men især amerikanske auktionshuse. Jensens malerier har hængt i den såkaldte Blomsterkantine i Trygs hovedkvarter i Ballerup siden 1989, men før den tid befandt billederne sig i Balticas hoveddomicil i Det Bernstorffske Palæ i Bredgade, som er nabo til Marmorkirken og Amalienborg. Skov & Naturstyrelsen har bestemt, at I.L. Jensens malerier er en dansk naturskat, og de bliver nu flyttet til deres gamle plads i Det Bernstorffske Palæ. Med Krøjers 13 malerier kommer der et nyt pust ind i Trygs Blomsterkantine. Hvor I.L. Jensen maler sirligt og præcist, bølger det af overdådig fantasi og frodighed i Krøjers billeder. De kæmpestore lærreder er alle malet efter en måneds ophold på Capri, hvor Krøjer på stedet har tegnet minutiøse farveskitser. Hjemme i Danmark har han så oversat skitserne til de oliemalerier, der fremover vil glæde Trygs mange ansatte stk. Capri Olie 100x80 cm 2002

46 Capri Olie 110x160 cm Capri Olie 110x160 cm 2002

47 Capri Olie 110x160 cm Capri Olie 100x80 cm 2002

48 Reginella Capri Olie 170x80 cm 2002 Sovende kunstnere Olie og acryl på silketryk 132x148 cm

49 94 95 Via Matermania Capri Olie 190x300 cm 2002

50 96 97 Marked Boulevard Magenta Paris Olie 50x70 cm 2002 Marked Williams Lane 2 Dublin Olie 50x70 cm 2002 Camt Pesiatis Venedig Olie 50x70 cm 2002 Plazza Compo dé Fiori Rom Olie 50x70 cm 2002 Marked Williams Lane 1 Dublin Olie 50x70 cm 2002 Boulevard Mogenta Paris Olie 50x70 cm 2002 Williams Lawie Dublin Olie 50x70 cm 2002 Plazza Campo dé Flori Rom Olie 50x70 cm 2002

51 Dans Olie 160x130 cm 2002 Dans 1 Olie 180x105 cm 2002 Dans 2 Olie 180x85 cm 2002 Turister Langelinie Acryl 80x100 cm 2002 Park Lissabon Olie og acryl 60x66 cm 2002 Røde lygter Acryl 97x74 cm

52 Vandreflektioner Christianshavns Kanal Olie 200x225 cm Vindue i Villa Sarah Olie 170x80 cm 2002 Palette Olie 110x80 cm 2002

53 Vandreflektioner Christianshavns Kanal Olie 200x225 cm Vindue i Villa Sarah Olie 170x80 cm 2002 Palette Olie 110x80 cm 2002

54 Sestri Levante Italien Olie 80x110 cm 2002 Huse og haver på Capri Olie 110x120 cm 2002 Kerry Country i bil Irland Olie 160x110 cm

55 Japansk have Olie og acryl 200x360 cm 2002 Nano 8 Olie 50x40 cm 2002 Nano 7 Olie 50x40 cm 2002 Have i Provence Olie 120x100 cm 2002 Blade Capri Olie 74x97 cm

56 Blomster Capri Olie 81x61 cm 2002 Kolonihavehus Olie 104x83,5 cm 2002 Hong Kong bus Olie 93x104 cm Capri Olie 180x200 cm 2002

57 Vandspejling Japan Olie 100x80 cm 2001 Japansk have Olie 199x156 cm 2001

58 Fiskerkone Hong Kong Olie 90x61 cm 2001 Fisketorv Hong Kong Olie 140x110 cm 2001 Marked Hong Kong Olie 81x61 cm 2001 Nano 1-4 Olie 45x37 cm

59 Serien Jackpot fra 2001 har som grundlag en række geometriske grundformer fra termodynamiske lærerbøger, en slags byggesten, hvoraf de mere sammensatte formler er udviklet. Krøjer viser 212 forskellige symboler fordelt på 20 malerier. Det, Krøjer er ude på her, er intet mindre end et malerisk opkog af hele den moderne atomfysik og termodynamik. Når han kalder hvert enkelt maleri for Undividable Paintings, hentyder han til den søgen efter universets mindstedele, som har optaget den vestlige verden siden det antikke Grækenland. En søgen, som blot har resulteret i, at man er nået frem til stadigt mindre partikler, molekyler, atomer, elektroner, ioner, osv., osv., tilsyneladende i en uendelighed. Som om naturen spotter os i vores naturvidenskabelige forsøg på med målebånd og vægt at fatte Altet. Den første, der indså dette, var vores egen Niels Bohr, som begyndte at ane, at hele universet, hvad enten det er mikro- eller makrokosmos, er et paradoksalt og lunefuldt univers, hvor ethvert videnskabeligt forsøg påvirkes af den, der udøver forsøget. Det er altså såsom så med logikken, når remsen ikke længere hedder 1, 2, 3, 4, 5, men 1, blå, cirkus, fnis, Q. Intet under, at Einstein stejlende udbrød, at Gud da ikke spiller med terninger. Hvad Krøjers Jackpotserie angår, kan man bare konstatere: Der bliver aldrig jackpot! I modsætning til den række konkret abstrakte malere, der har koncentreret sig om én geometrisk urform, man kunne tage Ib Geertsens dråbeformer eller Jørn Larsens parallelle linjer som eksempler, spiller Tom Krøjer på den uendelige mangfoldighed af former og figurer, samtidigt med, at har han leveret en hel række symboler, der vil være yderst velegnede som firmalogoer. Mod procenter, naturligvis. Krøjer har dog ikke nøjes med matematiske udvælgelsesprincipper. I sin iver efter af vise kunstens såvel som livets mangfoldighed har han i løbet af 60 erne og 70 erne i bedste FLUXUSstil kastet farver op på lærredet med boremaskiner, cykelpumper, elektrisk legetøj, sokker, balloner med påsmurt maling og meget, meget mere, i to skelsættende performances i samarbejde med afdøde Jens Jørgen Thorsen. Så sent som i år 2000 laver Krøjer i forbindelse med et 278 meter langt kollektivbillede, som bliver afsløret på Langelinie i forbindelse med åbningen af Øresundsbroen, et maleri, hvor han lægger forskellige beklædningsgenstande og musikinstrumenter ned på lærredet og bagefter tegner konturerne op med en kulstift. Jo, de gamle idealer lever stadigvæk, selvom Krøjer ikke ville have været Krøjer, hvis ikke han tværs over lærredet havde lavet en reklame for sin hjemmeside Jackpot Olie 90x120 cm 2001 Jackpot Olie 90x120 cm 2001

60 Jackpot Olie 100x120 cm 2001 Jackpot Olie 100x120 cm Jackpot Olie 75x90 cm 2001 Jackpot Olie 75x90 cm 2001

61 Jackpot Olie 100x120 cm 2001 Jackpot Olie 100x120 cm Jackpot Olie 100x120 cm 2001 Jackpot Olie 100x120 cm 2001

62 Jackpot Olie 130x160 cm stk. Jackpot Olie 75x90 cm

63 Efterår Japan Olie 80x100 cm 2001 Sicilien Olie 110x140 cm Syerske Hong Kong Olie 100x62 cm 2001 Fiskemand Hong Kong Olie 90x61 cm 2001

64 2000 Børns leg i Central Park New York City Acryl 200 cm 2000 Atelier Langelinie København

65 Marcel Proust portræt Silketryk, olie og acryl 44x37 cm 2000 Charles Dickens portræt Silketryk, olie og acryl 44x37 cm Acryl 150x1000 cm Alexander von Zemlinsky portræt Silketryk, olie og acryl 44x37 cm 2000 Gérald Bloncourt portræt Silketryk, olie og acryl 44x37 cm 2000

66 Etna Olie 220x82 cm 2000 Mallorca Olie 220x100 cm 2000

67 Stjerner i dagslys over Sierra Nevada - Olie 262x546 cm

68 Blå time Olie 110x160 cm 2000 Nadi Olie 180x200 cm

69 Los Angeles USA Olie 200x225 cm 1999 I maleriet Essaouira fra 1999 er kompositionen indbegrebet af den modne Krøjer. Som man straks bemærker, er det farven, som er udgangspunktet. En følelse af velvære breder sig over hele kroppen i takt med at blikket kælent skanderer de cremehvide, midnatsblå, koralrøde, flaskegrønne og citrongule områder i en komposition, hvor balancen mellem mættede og umættede farver og kolde og varme nuancer er holdt perfekt på plads. Det er simpelthen et appetitligt maleri, en sanselig hyldest til livet og skønheden. Det er samtidig et maleri, hvis umiddelbare indtryk af spontan livsglæde modsvares af de kompositionelle overvejelser, som har ligget forud for skabelsesprocessen. 6 år før maleriet bliver til har Krøjer i den marokkanske havneby Essaouira nemlig lavet en skitse med farveblyant, der hvad kompositionen og de overordnede farveinddelinger angår allerede er på plads her. Hvor vigtig skitsen er for Krøjer, fremgår alene af den kendsgerning, at han ikke har lavet én, som ikke er blevet oversat til et færdigt maleri. I bogen Eyes On fra 1999 sammenligner han sin fremgangsmåde med en scanners. Først vælges motivet, og det gøres ofte ved, at Krøjer sætter sig selv i bevægelse i tog eller bil og tegner de ting, han når at opfatte på farten, hvilket selvfølgelig reducerer motiverne til de mest basale former. Fremgangsmåden kan også være mere æstetisk, som når Krøjer udvælger sig de motiver, som i forvejen er præget af et kunstnerisk eller designmæssigt valg: boderne på markedspladserne, storbyens reklamebannere, modetøj, de hippe frisurer, turistpostkortene eller de japanske haver, som jo både er indbegrebet af sanselig frodighed og en yderst kontrollerende, nærmest arkitektonisk opfattelse af naturen. For Krøjer handler det udover selve motivet derfor også om en nærmest videnskabelig undersøgelse af, hvad selve synsbevægelsen går ud på. Hvad vil det sige at se, hvordan ser vi, og hvilken filosofisk og perceptuel sammenhæng er der mellem betragter og objekt? Fremgangsmåden er meget lig den Stuart Davies og David Hockney arbejder med, og alle tre er da også fælles om en malemåde, som både er analyserende og berusende sanselig i sin skønhedstrang. Skønheden kan nemlig findes hvor og hvornår som helst: i whiskytunge jazzklubber, metropolernes neonglimtende kaos, i bodernes spraglede opstillinger af frugter, grøntsager, fisk og kød, i det solbeskinnede Provence eller

70 Nadi Olie 80x105 cm 1999 ved havnen i Skagen. Dette er den demokratiske lære fra popkunsten eller, længere tilbage endnu, fra Matisses højtidelige ed på, at alt, hvad han søgte var skønhed, harmoni og balance. Og så er der jo altså selve titlen, Essaouira, som emmer af Tusind og en nats mystiske poesi og bringer en tidløshed ind i det moderne fladebaserede maleri. En tidløshed, der er ligeså fundamental som den, der hviler over gadesælgeren i det nederste venstre hjørne. Uanfægtet af tidens gang, af larmende biler, gestikulerende mennesker, terrorangreb og såmænd også af Krøjers tegnende pen, kan han have siddet her i denne støvede marokkanske by siden tidernes morgen Essaouira Marokko Olie 100x100 cm 1999 Paris Markedet Olie 85x100 cm 1999

71 Seattle USA Olie 200x225 cm Essaouira Marokko Olie 120x97 cm 1999 Paris efter Markedet Olie 110x140 cm 1999

72 Komposition Olie 140x110 cm Rom Acryl 110x140 cm 1998

73 Vejarbejde New York Olie 85x110 cm små Olie og acryl 25x18 cm 1998 Indefra og ud er et maleri, som sammenfatter alle de paradoksale aspekter i Tom Krøjers kunst. Hans udgangspunkt er indledningen til en lærebog om moderne fysik. Her kan man læse, at universet hovedsageligt består af tomt rum, hvor man af og til støder på forbipasserende molekyler. Forestiller man sig universets samlede indhold af stof i form af atomer stablet op ved siden af hinanden, ville det kun fylde en fodboldbane. Krøjer forestiller sig nu, at han er det mindste punkt, den mindste størrelse i hele universet. Idet han ser ud i sine omgivelser, får han først øje på molekylerne, der svæver rundt i det tomme mikroskopiske rum. Blikket rækkes længere ud, og nu dukker de former op, som er skabt af de molekylære byggestene: konkylierne, søstjernerne, muslingerne og fiskene. Det var jo i havet, at det første liv udviklede sig for millioner af år siden. Til sidst når øjet ud til de fjerne galakser, hvor det tomme rum hersker. Ind imellem det hele flintrer hvide elliptiske streger, som enten kan markere elektronernes superenergiske bevægelser eller makroskopisk, galaksernes stadigt ekspanderende spasmer. Gør Krøjer sig selv uendeligt lille, set fra betragterens synspunkt, er der til gengæld intet selvudslettende over billedets format, 262 x 546 cm. En ordentlig basse af et maleri. Selve det at male universet som sådant, er vel heller ikke tegn på manglende selvtillid, men et udtryk for, at ingen opgaver er for store for Krøjer. Gigantiske armbevægelser er bedre end slet ingen. Selve motivet er også typisk for kunstneren, der altid har interesseret sig for dels den nyeste computerteknik, dels for mere naturvidenskabelige områder som termodynamikken og hele den moderne atomfysik. DNA fra 1981 og Atom Art fra 1984 og sågar en hel HT bus fra samme år er fulde af atomer, molekyler og DNA-strenge. De samme DNA-strenge, der dukker op i malerier med helt andre motiver, hvor de både kan være et kompositorisk, dekorativt element og samtidigt markere, at det mikroskopiske og det makroskopiske hører uløseligt sammen. I et andet kæmpemaleri, Stjerner i dagslys over Sierra Nevada befolkes den strålende andalusiske himmel af snesevis af pulserende galakser i en særegen rytmisk dans. Formerne er virkelige nok, de er set gennem Hubble-teleskopets spejllinser, men sammenstillet med den mere jordnære skildring af de opdyrkede marker på bjergskråningen virker billedet overnaturligt og magisk. Som en mindre neurotisk og feberhed pendant til Van Goghs Stjernenat, hvor stort og småt, mikro- og makrokosmos også bindes sammen af den kunstneriske vision. I modsætning til Sierra Nevada-maleriet er Indefra og ud et mere direkte forsøg på at afbilde de forunderlige processer, som udgør kernen i det moderne atomare verdensbillede. Billedet er i hvert fald et af de mest plastiske, som Krøjer har skabt. Det er som om vi suges ind i billedets fraktalunivers, ud og ind i stadigt flere dimensioner, der åbner sig som en omvendt kinesisk æske, uden at vi af den grund taber pusten. Typisk for Krøjer modsvares den dybtgående bevægelse nemlig af en flademæssig disciplin, hvor farve og form afbalanceres på en både dynamisk og dekorativ måde

74 Indefra og ud Olie 262x546 cm

75 Venedig Olie 110x85 cm Køkkenbord Provence Olie 110x140 cm 1998

76 Mine Røde sko og Fie Olie 110x85 cm Provence Olie 130x100 cm 1998

77 HAPPY LAND Novelle af Tom Krøjer, 1998 Massearbejdsløsheden vil få samfundet til at gå op i sømmene, og det sociale liv kan gå i forrådnelse, som en gammel frugt på grund af lediggang, som jo er roden til alt ondt. Derfor besluttede Parlamentet at bygge Happy Land - en forlystelsespark af enorme dimensioner. Ved dette fremsynede initiativ blev arbejdsløsheden afskaffet en gang for alle. Nu kunne alle, der ikke arbejdede, være besøgende i Happy Land og samtidig more sig. I Happy Land indgik arbejdet og forbruget en ny symbiose. Det var en helt ny måde at dele frugterne på, frugter der i uendelige mængder trillede ud af de computerstyrede fuldautomatiske fabrikker. Nu kunne alle få del i Slaraffenland på en aktiv og underholdende måde, fordi forbruget under disse aktive og kontrollerede former, blev ligeværdigt med selve arbejdet, for sådan set var det lige så energikrævende at prøve alle de forskellige forlystelser, som det krævede de ansatte at holde det hele i gang. Dem, som gik rundt og smed ispapir, cellofanposer og brugte billetter, gik jo ligeså langt som dem, som kom efter med kost og fejebakke på et langt skaft og gjorde rent. Hvis arbejdet er en løn i sig selv, så er forbruget det vel også. Så retfærdigvis fik de besøgende og de ansatte nogenlunde det samme ud af besværet med at være i Happy Land. De ansattes løn blev udbetalt med spillemønter, men de besøgende fik spillemønter som belønning for hver tur de prøvede, så de ansatte behøvede ikke at prøve noget, hvis de ikke havde lyst. På den anden side kunne de bare tage en karruseltur, hvis de syntes lønnen var for beskeden. Spillemønterne, de ansatte fik i løn og de besøgende efter hver tur, kunne bruges overalt i Happy Land, hvor man ikke kunne købe noget i gammeldags forstand, man spillede om alt. Så blev ingen misundelige på dem, der var heldige at få et ønske opfyldt. Da dem, som arbejder, og dem som ikke arbejder skal have lige muligheder, må man spille om goderne, fordi der ikke er nok af alt til alle. Selvfølgelig ikke, og hvem siger at alle vil have alt. I restauranterne spillede man om, hvad man skulle spise og drikke. De få som fik bøf bearnaise med østers og hummer, chokoladekage og fine vine, i stedet for det mest almindelige pølser, pizza eller burger. De var bare heldige, de havde vundet, og ingen blev misundelige, for alle havde en lige chance. Spillemønterne kunne også veksles til skrabeplader, som udloddede forbrugsgoder. Funktionærerne havde dog særlige boder, hvor de kunne veksle til skrabeplader uden nittere, og deres spillemønter var lidt større, så de ikke kunne vinde pølser, pizza eller burger - men hvis de gerne ville spise pølser, var det jo ikke svært at finde en, der gerne ville bytte spillemønter. Selvfølgelig vil der altid være nogle få, som ikke kan tåle at tabe. Nogle der ikke er tilfredse med en seks pund super dobbelt de luxe top tunet cheeseburger med økologisk bacon, løg og rockwool tomater importeret 149

78 mærke, der gjorde dem til en gruppe for ligesom at understrege, at deres medvirken skam var ligeså vigtigt, som de ansattes. Funktionærerne havde derimod vedtaget at alle skulle være i sort habit og hvid skjorte med slips, måske kunne de føle sig lidt bedre end de andre ved at vise, at de var i flertal. Havde funktionærerne i deres påklædning ville vise, at det var dem, der bestemte, ville de naturligvis være iklædt generalstabsuniformer, så det var ikke det, det handlede om. Nej, de havde gjort deres ansvarsområde til noget fælles, da de jo arbejdede for det fælles bedste. At det fælles bedste altid først og fremmest kom dem selv til gode, var der ikke noget odiøst i. De var selv en del af fællesskabet, uanset hvordan du vender og drejer det, vil der altid være nogen, der står forrest i fællesskabets første række. At de besøgende ligefrem fik spillemønter som belønning for hver tur de tog, betød at der altid var masser af mennesker i parken. Og det var jo det, det hele gik ud på. Hvad ville en læge være uden patienter, skulle han så operere sig selv hele tiden, og uden besøgende skulle dem, der var ansat til at holde parken rent selv gå og grise til. I gamle dage, når folk gik i forlystelsespark, betalte de entre, og kontrollørerne skulle bare se efter, om alle havde købt en billet. I Happy Land var der ingen kontrollører, men besøgsvejledere, som var højt uddannede sociologer, psykologer, socialpædagoger og parkvejledere, og ofte mødte de besøgende deres personlige sagsbehandler ved indgangsafsnittet til Happy Land. Derfor havde de ansatte en særlig indgang, for ellers kunne de komme ud for at skulle igennem indgangsafsnittet for at møde sig selv. Hvis de besøgende i et anfald af sindsforvirring gjorde sig nyttige, altså gjorde noget, der var ansatte til at gøre, blev de straks stemplet som socialbedragere og udvist. En anden gruppe af parkens besøgende skal i sandhedens tjeneste også nævnes, ikke fordi de var noget at skrive hjem om. De var heldigvis en ganske lille minoritet, men på grund af deres besynderlige adfærd, blev de genstand for stor opmærksomhed. Det var gæster, der aldrig prøvede noget som helst. I parkens indslusningsafsnit havde de fået en turpas sammensætning på et videnskabeligt grundlag i overensstemmelse med alle parkens regulativer og bekendtgørelser og den enkeltes behov og ikke desto mindre, så man dem bare sidde og glo på folkelivet. Men hvis alle parkens gæster fik det på den måde, ville der jo ikke være noget at se på, ikke noget liv i folket så at sige. Derfor betragtede man dem med rette som parksnyltere. Parkens ansatte begyndte at hade dem, skar ansigter ad dem og sprøjtede vand på dem. De kunne sagtens regne ud, at de selv ville miste deres arbejde, hvis snylteriet bredte sig. Træsnit 8,5x18 cm- Tom Krøjer Træsnit 18x22 cm - Tom Krøjer fra Venus. De smed maden i genbrugscontaineren og spillede igen og igen i håb om at vinde den store middag. Men i stedet for at indføre en regel om at man skulle spise op, kunne alle afstå fra at modtage en gevinst. Parkens ansatte var klædt i forskellige uniformer, så man kunne se, hvad de burde gøre. Dem der fejede var i blå overalls med hvide kasketter, og restaurationspersonalet var i orange skjorter. De besøgende, som var den officielle betegnelse for dem, som var i parken uden at være ansat, kom ofte i grupper med ens hatte eller trøjer eller et andet fælles

79 Snylterne var et evigt tilbagevendende diskussionsemne i bestyrelsen, som bestod af tre partier, udvidelsespartiet, forlystelsespartiet og indgangspartiet. Forlystelsespartiet ville erklære dem for psykisk syge og tvangsindlægge dem, men heldigvis blev forslaget nedstemt, fordi helt uskyldig gæster, der bare sad eller stod en kort stund og pustede ud så risikerede at blive tvangsindlagt. Udvidelsespartiet mente, at man burde forpligte alle til at fremvise deres brugte billetter på forlangende som bevis for deres samfundssind, men det havde indgangspartiet sat sig imod, fordi de ansatte, der holdt parken rent, så også ville blive besøgende. Ingen anstrengelser blev undladt for at løse problemet. Bænkene fik påskruet et skilt, hvorpå der stod: Kun for aktive, det hjalp ikke, Så fik bænkene påsat flaskeskår, men så stod de bare op og glanede. Parkpolitiet råbte: Passér parken, så gik de bare planløst rundt og glanede endnu mere, og så blev de trætte og satte sig i lotusstilling på små medbragte måtter og mediterede, og så var de for alvor i vejen. Hvis de besøgsaktive ville sidde og hvile sig lidt, stod de først i lange køer for at spille sig til et krus sodavand eller kaffe for, at de ikke skulle ligne snylterne, men så sad alle snylterne pludselig også med tomme papbægre, som de havde fundet, og nu var det jo ikke længere kun snyd, men også socialbedrag. Det vedblev at være en uløst gåde, hvad snylterne ville i parken, når de bare kunne sidde hjemme og se alt på TV eller gå til en eller anden sportsbegivenhed eller i biografen. De ansattes onde blikke og de besøgendes ringeagt tog til, og snylterne kunne efterhånden komme ud for lidt af hvert. En puddelhund blev skudt med en salonriffel fra et skydetelt, og det var hjerteskærende at se den ældre dame trække i halsbåndet, da hun ville gå hen til en anden bænk. Og bemærkninger som: Nåh, har Deres TV forladt Dem, eller Har du tabt dine kontaktlinser, svirrede ustandseligt i luften. Parkens udvidelsesparti mente, man skulle træffe de fornødne foranstaltninger, så snylterne simpelthen kunne afvises ved indgangen. Men heldigvis hvilede Happy Land på nogle grundlæggende principper om frihed, lighed og fornøjelser for alle. Det var det politiske flertals beslutning, at man selvfølgelig ikke kunne begynde at afvise gæster, for begyndte man først på det, ender det jo som bekendt med, at man skal afvise sig selv på et tidspunkt. Hvordan det rent praktisk skulle kunne lade sig gøre at skille de sorte får fra ved parkindgangen stod også hen i det uvisse. Hvem kan se på folk, der ved indgangen modtager et turpas som smiler, bukker og takker, at de overhovedet ikke har i sinde at lade sig snurre rundt på en giraf, eller tage en tur i det indre planetariske rum - det er umuligt. Det er en overordnet utvetydig politisk beslutning, at alle forlystelserne er lige gode. Men da mennesker nu engang er forskellige, så er det klart, at man også må gøre forskel på dem, for at de kan blive ligeværdige besøgende. Samtidig kan man ikke have, at der til visse attraktioner er lange køer og ingen besøgende andre steder. Derfor er hele parkens indgangsafsnit i rivende udvikling. Love, forordninger, cirkulærer og direktiver kommer i et accelererende tempo fra den folkevalgte bestyrelse. Besøgende, der led af højdeskræk, skulle jo ikke have et turpas hverken til rutchebanen eller ballongyngerne, og dem, der led af klaustrofobi, skulle ikke i spejlsalene, hvor alt fordobles. De mørkerædde var selvfølgelig udelukket fra alle tunneler, og dem, der tissede i sengen om natten, kom ikke i drømmeland, og folk med ægteskabelige problemer kunne ikke komme i skydeteltet. Besøgsaspiranter, der ikke lo, hvis mennesker faldt i vandet, blev kørt over eller på anden måde massakreret eller skvattede ud fra udsigtspunkter, jokkede i en lagkage eller fik lort i hovedet, kunne selvfølgelig ikke komme i betragtning, når der blev uddelt turpas til klovnerier. Besøgsvejledningen blev til stadighed forbedret, og med tiden blev der også oprettet kurser i parkkultur, så unge mennesker kunne tage en uddannelse, der hed køstormerne - en uddannelse, der lærte dem at springe over i køer. Man kunne jo ikke have, at unge fremadstormende mennesker, skulle stå bagest i køer. Det havde de ældre bedre tid til. Efterhånden, som det blev mere og mere besværligt at komme ind gennem indgangsafsnittet, begyndte de besøgende at komme forklædt som funktionærer i hvid skjorte, sorte bukser og slips. Hvis de først var sluppet ind, kunne de ikke afsløres, fordi man ikke kan se på rigtige funktionærer, hvornår de laver noget. Selvom formålet med Happy Land var at skabe nye arbejdspladser i servicebranchen og give fritiden indhold, kunne man ikke undsige sig den teknologiske udvikling. Kaffe, te, softdrinks og spilleautomater, var for længst blevet dagligdag i Happy Land og turpasset var blevet et magnetkort, og rengøringspersonalet var blevet erstattet af rengøringsrobotter. Nørder blandt de besøgende fandt imidlertid ud af at omprogrammere rengøringsrobotterne til at tage deres ture og indkassere spillemærkerne. Og dette udviklede sig hurtigt til en illegal forretning, hvor nørderne imod betaling med skrabeplader, omprogrammerede rengøringsrobotterne for de andre besøgende. De havde jo også prøvet alle turene mange gange, så det var begyndt at kede dem, hvorimod robotter af natur ikke keder sig. Dette var et historisk kvantespring i Happy Lands udvikling. Parkens bestyrelse holdt lange krisemøder. At forsyne rengøringsrobotterne med en 100% sikker kode, var langt dyrere end at genansætte det ubestikkelige rengøringspersonale. Men de multinationale robotfabrikker tilbød at forsyne parken med alle de robotter, der var nødvendige, så der også ville være nogen til rengøring. Udvidelsespartiet var energisk fortaler for menneskets frie valg og ligesom folk overalt i samfundet betjente sig af maskiner såvel i husholdningen som i fritiden, så skulle man selvfølgelig tillade det samme i parken. Hvis de besøgende ville lade deres robot tage en karruseltur på en giraf, var det op til dem. På den anden side blev kravene til underholdningsværdien i de forskellige ture ikke længere så høje, da robotterne som sagt ingen humoristisk sans har. Snart var Happy Land omskabt til den fuldautomatiske forlystelsespark, og man omdøbte den til Auto Happy Space, og alle de besøgende blev nu snyltere, hvorfor man modificerede begrebet så parkens snyltere nu blev kaldt park nydere. De skuespillere, der før havde optrådt for børnene iklædt store dragter som Anders And, Fedtmule, De 7 Små Dværge osv, blev også parknydere. Nu optrådte robotterne fra TV og film for dem, styret af den sidste nye generation computere, der benyttede sig af artificiel intelligens. Men på en eller anden måde havde de arvet foragten og ringeagten mod de inaktive sløve snyltere, for pludselig en dag vendte de deres laservåben mod nyderne, som blev laserbrændte. Tegneserierne og tegnefilmenes værste fantasier var pludselig blevet til grum virkelighed i Auto Happy Space. Disse frygtindgydende robotter havde jo fået en dårlig opdragelse, fordi de altid kun fik lov til at spille de onde, og uheldigvis var de deres egne forbilleder. Det eneste parkbestyrelsen havde ved hånden, som kunne tage kampen op imod disse computerstyrede superhelte, var rengøringsrobotterne, der hurtigt blev omprogrammerede til at gå i krig. Det var tilsyneladende en meget ulige kamp, støvsuger udstyret med fejebakke og kost, og skruetrækker imod fantasifoster med laservåben og frygtindgydende gribetænger. Men rengøringsrobotterne var langt de fleste, og de brugte fejebakken som et

80 Træsnit 15x21 cm - Tom Krøjer laserskjold, og når de i stort antal havde omringet en fjende, sugede de sig fast med deres støvsuger på superheltenes bevægelige dele og passificerede dem, imens de blev skruet fra hinanden. De fuldautomatiske fabrikker, der havde fremstillet de sofistikerede robotter, så sine bedste produkter blive nedkæmpet af en støvsugerfabrik og svor hævn. Men krig imellem firmaer var heldigvis en rigtig dårlig forretning. Det er stadigvæk kun staten, der kan få folk til at betale for at blive slået ihjel i en krig. Men parkens bestyrelse havde set lyset, nu kunne alle de besøgende blive ansat til at bygge parken om, og når det var gjort, startede man en ny ødelæggende krig imellem robotter, og det blev den nye masseunderholdning Rom Olie 140x100 cm 1998

81 Isla de Margarita Acryl 140x110 cm Yellow cap New York Acryl 60x70 cm 1997

82 Surfing Japan Acryl 110x80 cm 1997 The Maroco Acryl 110x80 cm 1997 Rød bog Israel Acryl 110x80 cm 1997 Ildsted Cill Rialaig Irland Acryl 110x80 cm 1997 Marked Provence Acryl 75x80 cm 1997 Fiskemarked Seatle Olie 80x

83 Provence Acryl 110x80 cm 1997 Mallorca Acryl 90x70 cm 1997 Torso Acryl 90x70 cm 1997 Marked Provence Acryl 110x80 cm Japansk have Acryl 110x160 cm 1997

84 Bord Isla de Margarita Acryl 130x130 cm Træ i blomst Mallorca Olie 100x80 cm 1997 Citrontræer Mallorca Acryl 85x110 cm 1997

85 Komposition Olie 73x59 cm Undermaling New York Acryl 100x135 cm 1996

86 1. maj Acryl og silketryk 100x100 cm maj Acryl og silketryk 100x100 cm maj Acryl og silketryk 100x100 cm maj Acryl og silketryk 100x100 cm 1996

87 1. maj Acryl og silketryk 100x100 cm maj Acryl og silketryk 100x100 cm maj Acryl og silketryk 100x100 cm maj Acryl og silketryk 100x100 cm 1996

88 Empire State Building Acryl og silketryk 263x546 cm 1996

89 IRSK REJSE af Tom Krøjer, 1996 En af de første dage i det nye år 1996 var jeg passager på en bilrejse fra Cork til The Cill Rialaig Project Ballinskelligs, Sydvest Irland, også kaldet The Kingdom of Kerry Country. Under bilrejsen tegnede jeg med ca 50. kilometer i timen, alt hvad mine mega hurtige falkeøjne så. Det er på baggrund af disse lynhurtige skitser, jeg malede 10 små oliebilleder, som således er blevet et koloristisk og visuelt digt om The Kingdom of Kerry Country. Landbrugsejendommenes hvælvede lagerbygninger, land- og byhuse malet i de mest utrolige farver, absolut skrigende citrongult og en sort dør. Den mest sovekammer agtige rød-violette gavl på en bakketop eller en kold lysegrøn, op til kalium-orange, - farver valgt af mennesker, der møjsomt lever i virkeligheden uden at underkaste sig de unødvendi- ge begrænsninger som f.eks. fantasiløse, farvefattige politikeres regulering af alt. Og så selvfølgelig alverdens grønne brune grå blå violette nuancer i naturen på den grønne ø, der er alt andet end kun grøn. For 4 år siden, imens jeg boede i Irland, blev der taget initiativ til at restaurere en århundrede år gammel samling af 2-dørs huse, som nu er forvandlet til kunstneratelierer, hvis beliggenhed er absolut spektakulært på en af de yderste, sydvestvendte bjergrygge ud mod Atlanterhavet. Det var bladdronningen og begivenhedskunstneren Noelle Cambell-Sharp, som tog initiativet til The Cill Rialaig Project, hvor de generøst har givet mig mulighed for at male i januar måned. THANK YOU. 1. maj 1996 Acryl og silketryk 200x220 cm 1996 Irland Olie 50x60 cm

90 Irland Olie 45x60 cm Forlæg til gavludsmykninger i Ladegårds Parken, Holbæk. Efter børnetegninger fra børnehaven i bebyggelsen. Børns tegninger Olie 65x80 cm 1996 Børns tegninger Olie 90x50 cm 1996

91 Børns tegninger Olie 65x80 cm 1996 Børns tegninger Olie 65x80 cm Mønter Acryl 130x160 cm 1995

92 Komposition med et ben i virkeligheden Acryl 160x260 cm 1995

93 Elementær kunst Olie 150x200 cm Komposition Olie 130x160 cm 1995

94 Provence Acryl 300x200 cm Pige Olie 128x56 cm 1995

95 Biot Provence Olie 130x160 cm Café Venedig Acryl 100x130 cm 1995 Børns fantasi Olie 80x110 cm 1995

96 Grand Canal Venedig Acryl 120x90 cm 1995 Grand Canal Venedig Acryl 90x60 cm Fiskemarkedet Venedig Acryl 60x80 cm 1995 Planet Acryl 80x100 cm 1995

97 1994 Hatte Olie 190x300 cm 1994

98 Sko - Olie 190x300 cm

99 Optimal varians med kegle sekunder Acryl 165x220 cm 1994

100 Skibsværft Essaouira Olie 81x100 cm 1994 Komposition Olie 72x94 cm Objekter tøj og spånplade Acryl 240x240 cm 1994

101 MURPHYS HAT af Tom Krøjer, 1994 I næsten 5 år boede jeg i sydvest Irland Kerry Country, Ballingskelligs, hvor vandet i Ballingskelligs bugt lyste sindet op, så befolkningen altid smilte bredt - også mens de talte, og det gjorde dem næsten uforståelige for en tilflytter som mig, der var ikke noget med mundaflæsning. At deres smilebånd strammes, skyldes nok også det gode irske øl Guinness, og selvfølgelig en humoristisk sans, der er en livsbetingelse i et klima, hvor det som regel regner, stormer eller indhyller alle i en stor sky i en uge eller to. Så fra deres opadvendte mundvige kom et mildt syngende engelsk, som om de spillede på en usynlig klarinet. Danske billedkunstnere rejser som regel sydpå, jeg red vestpå, og folk i Ballingskelligs undrede sig dybt over denne tilflytter til en ø, hvorfra mange stadigt emigrerede. Så en af de første aftener jeg er på Mains Pub, hvor jeg netop står og bliver enig med mig selv om, at dette er en af de smukkeste barudsigter, jeg nogen sinde har set, - bag det amerikanske billard er der store ruder og en glasdør ud mod baghaven, som brat slutter ved skrænten ned til vandet, hvis strømme danner striber i blå nuancer, hvorefter øjet følger de blå, grønne og violette bjerg silhuetter på den anden side af fjorden. En af Pub ens gæster, en mand med et tyndt hvidt hår og lange krogede fingre, kommer og begynder at udspørge mig, sådan som irlænderne er så eminen- te til, nemlig en venlig uforbeholden snaksagelighed, hvor de, når Pub en lukker, ved alt om en, uden at de har sagt noget som helst om sig selv. Men hakket i højre pegefinger lige bag yderste led afslører, at han er malersvend, når der altså var arbejde, og da jeg har samme uddannelse, falder vi let i snak, hvis man nu kan kalde en drikkende og syngende mimren og mit to-stavelses engelsk, som jeg har lært af Johnny Wayne fra cowboy film på TV, for at snakke sammen. Han kigger bedrøvet på mig, ryster sit lyse hvide hår og spørger hvad i alverden, der får mig til at flytte til Ballingskelligs? - Det er fordi, her er så smukt, svarer jeg og gør en armbevægelse ud mod fjorden og bjergene. - Ja, ja, svarer han, det kan da godt være, at her er meget smukt, men det kan vi altså ikke spise, så hvad så, hvad vil du her? - Jeg kan, siger jeg så, som om jeg bare var en del af dem, der tog en bid af månen. - Hvad er det, du kan? spørger han. - Spise noget af det smukke. Først maler jeg det, så sælger jeg malerierne, og så køber jeg mad. For ligesom at understrege det, at kunstmalere ikke bare kan spise det smukke, men også drikke det, og i et utilgiveligt anfald af sentimentalitet, bestiller jeg et pint Guinness til alle, der står i baren, til maleren, til min navnebror Tom, som hver eftermiddag ankommer til Pub en i en bulldozer på larvefødder, til Barney, som jeg senere spiller billard med hver eftermiddag, til Murphy, ham med den store cowboyhat, til Max, hvis kone venter deres ottende barn, og som er Pub ens mest ædruelige, fordi han hver dag klokken fem skal malke deres ko, og et til Joshy. Det var en fejltagelse, jeg aldrig gentog, for irerne er et stolt folk, der ikke modtager almisser fra en tilflytter, hvorfor de alle straks bestilte et pint til mig, - seks store sorte glas øl stod pludselig foran mig på baren. De må jo have grinet deres røv i laser over mig, den store internationale kunstmaler, der kommer og skal spille Karl Smart og give øl, og så kravler han hjem langs åen. Joshy, der lejede mig et hus, var ikke kun egnens entreprenør, som vedligeholdte veje, byggede nye huse, men også auktionsholder og kvinde charmør, og han gjorde forretninger med samme fornøjelse og gode humør, som han flirtede. Da Joshy skulle finde et hus, jeg kunne leje, kørte vi først langt ind i bjergene til to ensomt liggende huse, og så snart vi var stået ud af hans terrængående landrover, kom en gammel foroverbøjet mand i et sort krøllet jakkesæt med håret strittende ud til alle sider og vidt opspilede øjne, fægtende i luften med armene - og råbte: - Sælg ikke vort land til englænderne, sælg ikke vort land til engelskmændene! Selvom det andet hus var til leje billigt, så jeg mig nødsaget til at forklare Joshy, at det hus jeg kiggede efter, nødvendigvis måtte ligge i gå afstand fra en pub, fordi jeg elskede at drikke. Det næste hus, jeg så på, lå nær Pub en. Det var lidt bedre end det første, men med meget lavt til loftet. Vi beser så et nyere hus, der viser sig at være det af de tre, som Joshy selv ejer. Bagefter forstod jeg, at vi kun havde set de to første huse for at sælge mig hans eget. Han havde intet at gøre med de andre. Det var selve indbegrebet af et hus, - med en dør i midten, nogle vinduer, et tag og en skorsten, sådan som husene i Andeby ser ud, så jeg kom til at bo i Andersines hus. Men jeg slog mig til ro ved tanken om, at det kun var alle de andre, der så huset udefra, jeg gik rundt og så ud over Ballingskelligs bugt. At man også kunne se dette udenfor, kom ikke sagen ved. Udsigten var så smuk, at man får en følelse af at være den eneste, der ser det. Skyerne, bjergene og det ustandseligt forandrede lys, så alt skiftede farve ligeså tit som altid. En af mine naboer var forfatteren Michael Kerby, og vi mødtes tit på den lille markvej op ad bjerget forbi mit hus. Michael var en gammel mand, og hans læge havde rådet ham til, hver dag at gå en tur op ad bjerget, og jeg var ofte på vej ned til Pub en. Michael kunne fortælle, hvordan vejrudsigten var, ved at se på himlen ud over vandet, og som en rigtig forfatter, var der ikke det væsen, den plante eller busk eller blomst, han ikke kendte navnet på. Så hvis tiden havde været en vind, blev der altid helt vindstille, når jeg mødte Michael, uanset hvordan vejret var. En dag vi står der og snakker, kommer vi til at tale om hukommelsen, og jeg spørger Michael, om han kan huske, den dag de blev gift, Michael og hans lille søde rødhårede kone? - Øh, den dag vi blev gift, svarer Michael, den husker jeg meget tydeligt, ja som det var i går. Det var en meget usædvanlig dag, ikke kun fordi det var vores bryllupsdag. Nu skal du bare høre, hvad der skete! - Mary og jeg sidder og taler med præsten på hans kontor, lige før vi skal ind i kirken og vies, da han rækker mig vielsesringen af ægte guld og siger: - Michael her er guldringen, pas godt på den, du får brug for den om et øjeblik. Så sidder jeg og ser på min tilkommende og betragter guldringen mel

102 lem tommel- og pegefinger, og pludselig bliver jeg sådan grebet af stemningen, af sindsbevægelse over dette at se ind i selve kærlighedens forjættede land, gestaltet som min elskede, igennem den massive 24 karats guldring, at jeg bliver så eksalteret, at fingrene klemmer ringen krampagtigt, og pludselig smutter den som en mandel, hvorefter tyngdekraften sender den i en bue mod præstekontorets linoleumsgulv, og vi ser alle vantro guldringen trille over gulvet og ind under et kæmpe stort lavbenet chatol af egetræ. Præsten, som har ordet i sin magt, får først mælet tilbage. - For fanden, ringen, dit kæmpefjols Michael, og min lille elskede udbryder næsten uhørligt, men grådkvalt: - Du milde gud, hvad nu? Og jeg ser lamslået på præsten, der forgæves forsøger at rage ringen ud, først med en paraply og så med en golfkølle - uden resultat. Da rejser han sig, og sådan som gejstlige altid gør, når de kommer i virkelige vanskeligheder. Han får himmelfaldne øjne, som for at påkalde sig selve guds hjælp, og pludselig får han øje på gardinerne, der hænger på ringe af messing over vinduet. Han farer op på en stol og hiver en ned, rækker mig den, idet han siger: - Michael den må du få nu, og for resten har alle gæsterne været nede på Pub en hele formiddagen, så de lægger ikke mærke til noget. Jeg tager ringen, som mageligt omslutter tre af Marys fine små tykke fingre. Men præsten havde ret. Ingen lagde mærke til, at det kun var en gardinring af messing, - og ved du hvad, vi har levet lykkeligt sammen lige siden, for der var jo ikke noget med guld og grønne skove mellem os, vel? Senere har jeg fået resten af historien fortalt af andre på egnen. Der sker det, at Michael allerede næste morgen, da Mains Pub åbner, går ned og samler de første tørstige, altså morgenholdet og giver en omgang Guinness. De morgentørstige er meget forbavsede, og øllet nydes i dybeste tavshed, fordi ingen har set Michael på Pub en de sidste fem år, og de står og spekulerer på, hvad for en himmelsk vellykket bryllupsnat, der sådan fundamentalt kan forvandle en mands adfærd. De drikker tavst og skotter misundeligt til den nygifte. Men alt har jo desværre en prosaisk forklaring, for Michael beder dem om at følge med op til Don Gaile for at hjælpe med at løfte et tungt chatol væk fra en væg på præstens kontor. De går med, måske mest af nysgerrighed, stadig tavse, for alene det, at forfatteren Michael Kerby viser sig på Pub en, er et rigeligt samtaleemne for de næste uger. Så ingen spørger, hvorfor Michael skal flytte præstens chatol. Michael vil helst heller ikke fortælle, at hans medgift var en gardinring af messing. Han har rigelig fantasi til at forestille sig, hvad det ville medføre, at han så ville blive det atom, hvorom alt morskab drejer, og at han selv ville være den værste til at digte latterlige historier om sig selv, kun fordi alle andre gjorde det. - Tyrens messingring sad på gommens pik etc. Og alt sammen på grund af denne fordømte guldring, som han havde sparet sammen til i fem år, nemlig ved ikke at drikke sammen med dem på Mains Pub. Da de kommer ind på præstens kontor, bliver de straks budt på et stort glas whisky, præsten vil nemlig helst heller ikke fortælle om den falske ring, og da whiskyen er nydt, og de en stund har stået med det tomme glas i hånden og kigget på det store tunge egetræschatol, der er blevet tømt for sit indhold af sengelinned, bliver situationen nærmest hellig. Alle har samme tanke, bliver der igen skænket whisky klokken ti denne morgen på præstens kontor, altså fordi Michael skal flytte et chatol? Men miraklet sker igen, som der står i bibelen. De troende skal finde lyksaligheden. Præsten skænker op, det hele vil jo snart blive afsløret, når chatollet flyttes bort, og ceremonien gentager sig til flasken er tom. De stiller glasset fra sig og løfter chatollet ud fra væggen, og alle glor på et musehul i panelet, og i mens præsten igen bliver himmelfalden, nu i en stille tak til Gud, tager Michael lynhurtig og river forsiden af Irish Times, krøller den sammen og stopper den i musehullet, og beder dem om at sætte chatollet tilbage på sin plads. Og Michael og præsten takker dem hjerteligt. På vejen tilbage diskuterer de intenst begivenheden, hvorfor Michael har påtaget sig opgaven som musehulstætter på præstens kontor, og selvom de har en vis forståelse for, at præsten ikke vil have mus til at blande sig i de religiøse sager, så kan ingen forklare, hvorfor ikke hullet blev tætnet fra den anden side af væggen, hvor familien Sullivan bor, som ikke har noget stort dyrt tungt egetræs skuffedarium stående, og maleren bemærker spidsfindigt: - Præstens whisky fik en sten til at falde fra mit hjerte, - den skulle de hellere have brugt i stedet for bare avispapir. Tilbage på kontoret taler præsten og Michael om, hvorvidt de skal gå ind hos Sullivans og spørge, om de tilfældigvis så en guldring komme trillende hen over gulvet i går eftermiddags ved kirketid. De bliver dog hurtigt enige om, at det ville være spild af tid, fordi Sullivan familien bebor kirkens fattiggård med tolv børn. Nu går Michael ofte en tur op til Don Gaile forbi Sullivan familien for at se, om der skulle være sket nogen forandring, - om børnene har fået nyt tøj eller om de har fået TV antenne, og da han står der og kigger ind over hækken, går entredøren pludselig op og ud kommer huskatten med en mus i munden, og om musens nakke er den gyldne ring, som blinker i solen og sender et guldrefleks i hans øjne. Men Michaels kisse-missen, kisse-missen virker ikke på katten, der vil finde et sted at spise i fred og ro. Så begynder han at jage den ned ad bakken mod Mains Pub. Døren til Pub en er åben, og katten smutter ind, men indenfor ved pejsen ligger Williams hund, og den giver voldsom hals, så katten flygter ned bagerst i lokalet og hopper op på det amerikanske billard midt i et spil. En af de to fårehyrder, der står og spiller billard, bliver så utilfreds med en kat midt i deres spil, så han langer katten en over nakken med billard køllen, så den slipper taget i musen, der smutter ned i et hul og rutsjer ned foran glasruden i det amerikanske billard og sidder og trykker sig nede ved kugle nummer fem. Det hele går så hurtigt, at ingen ser musen. De spiller videre, og nu kommer Michael farende ind på Pub en for anden gang i denne uge. Efter at han har snuset rundt i Pub en et stykke tid på jagt efter musen, får han pludselig øje på den imellem billardkugle nummer fem og nummer to, og han beslutter sig til at lægge to Coins op på billard disken, som jo er den måde, man reserverer et spil på. Men de to fårehyrder gør ham venligst opmærksom på, at der faktisk allerede ligger to coins, så han må styre sin utålmodighed. Da de har nået det afgørende stød, som jo i amerikansk billard består i, at den hvide kugle rammer den sorte, som løber ned i et forudbestemt hul, fumler han, og det bliver et alt for hårdt stød, så kuglen flyver ud over billard kanten. Da han lægger kuglen tilbage på bordet, ser han lige sit snit til at dyppe den i sin whisky for at gøre det vanskeligere for modstanderen, som står og ryger en cigaret og bøjer sig ind over billardbordet, og lige idet han støder, falder en glød fra asken ned på kuglen, som antændes og en flamme løber hen over det grønne billard bord, rammer den sorte kugle, der ryger direkte ned i det forudbestemte hul. Alle i Pub en vender sig om og kigger på hinanden. De har aldrig set et sådan flammende mesterstød før

103 Nu skal kuglerne igen op på bordet, og en af fårehyrderne lægger sig på knæ og putter to coins ind i den lille slisk, og da får han øje på en mus siddende mellem billardkugle nummer fem og to, og han udbryder højt: - der sidder sgu en mus imellem kugle nummer fem og nummer to. Den anden kigger på ham og ryster på hovedet, - det er vist bedre, at du holder op med at drikke nu, Billy, for dette lyder som rent tremens, - og i det samme han siger tremens og er ved at lægge billardkuglerne op på bordet, bider musen ham i fingeren, og han svinger vildt med hånden med musen i luften og råber: - Av for helvede, det var sgu en mus. Musen slipper sit greb, og imens den nu svæver igennem Pub ens tilrøgede luft, må jeg lige fryse billedet og fortælle om Murphy, som sidder henne ved siden af den store pejs med et pint Guinness og en whisky. På højre hånd, som holder om øllet, er der en sort handske, og jeg har altid gået ud fra, at denne handske på den ene hånd var for at Murphy ikke skulle få forfrysninger af alle de iskolde pints, indtil jeg hørte historien: Murphy havde, på sin mors dødsleje, lovet hende - aldrig nogensinde mere røre spiritus! Da moderen døde arvede Murphy to landejendomme, og han var nu i gang med at drikke nummer to op. Murphy drak og læste skønlitteratur og fortalte historier på Pub en og var den eneste irlænder, jeg mødte, som havde læst den danske forfatter Pontoppidan. Og hver eftermiddag sad han på den samme plads ved siden af pejsen med sin store cowboyhat liggende ved sin side. En lørdag eftermiddag, hvor et lokalt rock-orkester spillede Bob Dylan, sad Murphy midt i orkesteret og lod som ingenting med sin pint og sin whisky, fordi det eneste sted, der var plads til at stille orkesteret op, var foran pejsen, rundt om Murphys stambord. Musen med guldringen ender selvfølgelig i Murphys hat, hvor den smutter op under svederemmen, og det hele går igen så hurtigt, at ingen ser, hvor den blev af. Og det var virkelig et held, for ellers havde man sikkert straks opfundet en ny sport, som hed Musekast i Hat. Nu føler Murphy whiskyen og adskillige pints begynde at blande sig med den naturlige træthed, som overfalder dem, som absolut ingenting bestiller, sådan ved middagstid. Han drikker ud, tager hatten på og går mod udgangen for at tilbringe de næste timer i middagssøvnens søde svøb, sådan som han plejer. På vejen mod døren slår hans trofaste underbevidsthed som sædvanlig plat og krone om et sidste glas pint i baren, - one for the road, - og møntens to sider er nok med tiden blevet slidt blanke. Michael sidder ved baren og drikker en whisky på husets regning, en gestus fra William, Pub ens ejer og bartender, fordi forfatteren besøger Pub en for anden gang den samme uge - efter 5 år. William håber på, at whiskyen vil hjælpe ham med at få den dybere årsag til, at Michael tilsyneladende fuldstændig har glemt deres diskussion for 5 år siden, og han spekulere på, om ægteskabet kan føre til umiddelbart hukommelsestab. Han er selv ungkarl. Men Michael har ikke glemt noget som helst. Han husker tydeligt Williams uforskammede bemærkninger, da han diskuterede, hvorvidt det var rimeligt, at Pub en gav bønderne kredit i årevis, - indtil de kun kunne betale med et stykke land, hvorfor Mains Pub var blevet en af egnens store jordbesiddere. William havde kaldt Michael for en hjemmesløjdsforfatter, der ikke havde forstand på det virkelige liv - slet ikke forretningslivet. Michael håber stadig på at få fat i musen og den kostbare guldring, og han har selvfølgelig ikke snakket om årsagen til sit besøg. Han vil nødig have, at andre begynder på at jage mus. William har godt nok undret sig, ikke bare over hans besøg, men også over Michaels nervøse flakkende øjne med pupillerne i øjenkrogene, der som fiskeøjne hele tiden holder alle Pub ens hjørner under observation, men William tænker, at det nok er en erhvervsskade, ganske almindelig forfatter paranoia, for tænk nu, hvis der var et eller andet, der undgik forfatterens opmærksomhed, og derfor for altid ville være savnet i verdenslitteraturen. Derfor var det også med misbilligelse, da William ser Murphy vende rundt, sætte sig på barstolen ved Michael, lægge sin hat på bardisken og bestille en ny pint. Murphy drikker nemlig på andet år i træk på kredit. Så William begynder med stor omhu at skænke denne pint op med det stille håb, at Michael er gået, inden Murphy ikke skal betale. Michael, Murphy og de andre gæster betragter i tavshed Williams uovertrufne omsorg og kærlige opskænkning af Murphys pint. Da det langt om længe er færdigt og til fulde ligner den pint, der er afbilledet på Pub ens diplom for velskænket Guinness, og lige i det William vil sætte det frem på disken ved siden af Murphys hat, bevæger hatten sig tyve centimeter til venstre i et ryk - og det giver sådan et sæt i William, så det halve af hans mesterværk skvulper ud af glasset. William glor vantro på hatten, der igen ganske langsomt er begyndt at vandre hen langs bardisken. Han sætter glasset tilbage under tappen og siger: - Murphy - din hat er ved at forlade dig! Uden overhovedet at kigge på hatten, svarer Murphy: - Nååh ja, så kommer den nok snart tilbage igen. Ingen tænkelig eller utænkelig begivenhed har nogensinde fået Murphy til at tabe fatningen og ganske rigtigt, da han endelig kigger, er hatten tilbage, og imens han undrer sig over, hvorfor alle pludselig glor sådan på hans hat, smutter musen igen op under svederemmen. Murphy sætter hatten på sin skaldede isse. Den jo er den oprindelige årsag til, at han altid går med hat, en stor amerikansk hat med opadvendt skygge. Det irriterer ham frygteligt, at hatten pludselig har alles opmærksomhed, for det kræver sin mand at bære sådan en hat, specielt i sydvest Irland, hvor det blæser meget. Ofte har han måtte lide den tort at skulle hente hatten på bardisken lørdag formiddag, fordi den var blæst af aftenen før på vej hjem i en ordentlig brandert. Så er der altid nogen, der finder hans hat og bringer den ned til baren, hvor den så ligger hele formiddagen som et tavst vidnesbyrd. - Igen i går var Murphy skidefuld! Men det værste er, at hatten ofte havner i åen, og så krymper den, så han må balancere den hjem på toppen af issen, og så skrive et nyt brev til broderen i Texas og tigge ham om at få tilsendt en ny, og det er ikke nemt at blive ved med at finde på en ny historie om, hvorfor den sidste nu også er gået til grunde. En blev spist af en tyr, den næste stak simpelthen til søs - og gården har været nedbrændt flere gange. Michael, der lige så stille har stået og lagt mus og hat sammen til en guldring, spørger nu høfligt Murphy, om han ikke lige må prøve hans flotte cowboy hat. Murphy lader som om, han ikke hører noget, og Michael prøver igen: - Lad mig lige se din fine hat, Murphy. - Hvorfor? Michael indser, at han ikke kan forklare hvorfor, det ville bare ligne en barvittighed, og siger bare: - Jeg vil bare gerne lige se den

104 Paris Olie 42x56 cm 1992 Udstillingsvindue Sale Acryl 55x62 cm 1992 Bord Olie 70x80 cm 1992 Venedig Olie 100x81 cm

105 212 Sko Acryl 130x160 cm 1992

106 Fusi surfing Acryl 65x81 cm 1992 Komposition Acryl 70x60 cm Sko Acryl 130x160 cm 1992

107 Port Essaouira Olie 65x87 cm 1992 Port Essaouira Olie 65x87 cm Krydderier og frugtmarked Essaouira Olie 65x87 cm 1992 Marked Essaouira Olie 65x80 cm 1992

108 Essaouira Olie 60x60 cm The Essaouira Olie 85x65 cm 1992

109 Tandlæge Essaouira Olie 85x65 cm Gade Tokyo Olie 100x

110 Kamakura Japan Udstillet på FIAC Olie 300x280 cm 1991 Regn Tokyo Olie 137x

111 225 Gondol Venedig Udstillet på FIAC Grand Palace Paris Acryl 130x160 cm 1991 Marked Paris Olie 65x81 cm 1991 Fiskebod Paris Olie 65x81 cm 1991 Surfing Japan Olie 90x120 cm 1991

112 227 Marked Paris Acryl 150x120 cm 1991 Have Japan Acryl 130x160 cm 1991

113 Gravid pige Acryl 81x65 cm 1991 Delfiner Acryl 65x81 cm 1991 Ophængning FIAC Galleri Nord Fiskemarked Venedig Acryl 130x

114 Regn i Irland Olie 130x97 cm 1990 Regnen driver ned over Irland og forvandler Ballinskelligs-fjorden til en opblødt og fragmentarisk vision. Farverne er mere dæmpede end normalt fra Krøjers hånd; det regntunge irske landskab indbyder ikke til lavendelduftende Provence-stemninger eller pulserende storbyskildringer fra New Yorks heksekedel. Farten er taget af, folket og omgivelserne hviler i sig selv. Alligevel er billedet kerne-krøjersk i sin opbygning: på én gang dekorativt og synsmæssigt spidsfindigt. Dybden i maleriet, det pragtfulde vue ud over de blomsterdækkede marker, de sparsomme nåletræer, det matblå hav og den mørke, uudgrundelige himmel modvirkes af regndråberne, som nærmest synes klistret til lærredets overflade. Som en barriere eller hinde, der får motivet til mest af alt at ligne et puslespil. Krøjer har siddet bag vinduet i sit hus og tegnet den skitse, der som altid ligger forud for maleprocessen. Den våde rude med de nedsivende dråber fungerer dermed som et motiv i motivet. Med dette trick demonstrerer Tom Krøjer, at intet maleri er uskyldigt. Det normale landskab, der går centralperspektivisk ind i dybden, er en konstruktion i lige så høj grad som et konkret abstrakt maleri. Ved på denne måde at vise, at øjet aldrig er neutralt, og at selve synsprocessen er en kompliceret blanding af psykologiske og kropslige faktorer, lægger Krøjer sig på linje med de gamle modernister fra det forrige århundrede, der netop opløste det harmoniske enhedsmaleri, man havde kendt siden renæssancen. Tom Krøjer bor i dette smukke landskab i det sydøstlige Irland fra 1989 til Krøjer er en notorisk nomade, en kosmopolit, som befinder sig lige så godt i Sakskøbing som i Sahara. Alligevel er der noget inderligt irsk over ham. Sentimentaliteten, fortællelysten, humoren, stædigheden og den instinktive trang til god øl har Krøjer til fælles med indbyggerne fra den grønne ø, hvad enten man finder dem på filmlærredet, som i gavtyvekomedien Masser af whisky eller i litteraturen hos James Joyce, W.B. Yeats, Dylan Thomas eller den fine lyriker Seamus Heany. 230

115 Abstrakt regn Irland Olie 130x160 cm 1990 Børns leg Venedig Acryl 150x135 cm

116 Komposition Irland Olie 160x110 cm Regn Tokyo Olie 120x130 cm 1990

117 Grand Canal Venedig Acryl 120x100 cm 1990 WARHOL af Tom Krøjer Politikens Magasin søndag den 1. april 1990 Marilyn Monroe er blevet en helgen og jomfru Maria er grøn af misundelse, og jeg er i den syvende himmel. Andy Warhol begyndte som avisillustrator og dekoratør af udstillingsvinduer. Varehuse og søndagsmagasiner var hans kunder. Nu hvor man i Venedig viser en stor retrospektiv udstilling med Andy s livsværk, er han igen vinduesdekoratør. Skoforretninger og fine tøjbutikker er udsmykket med hans plakater og billeder fra kunstbøger. Over Venedigs kanaler hænger store transparenter, og hans Marilyn Monroe-portræt ses overalt i denne utrolig smukke by. Popkunsten er tilbage der, hvorfra den kom. Marilyn Monroe er blevet helgen og jomfru Maria er grøn af misundelse, og jeg er i den syvende himmel. Andy s første malerier på lærred fra 1960 er små avisreklamer, forstørret op med en enkel sort penselføring, der er tilstræbt hjælpeløs og anti-professionel. Det er tydeligt, at han er ude efter en idé. Ude efter et direkte visuelt udsagn uden kunstnerrollens se hvor duksedygtig jeg er rolle. Han maler Dick Tracy, tegneseriedetektiven, der har et TVarmbåndsur, en reklame for en glasdør til 12,88 dollars og en gasovn til 55 dollars, en rebus og et middel mod ligtorne, anbefalet af Dr. Scholl - malet stort op, på fri hånd eller efter projektion, det er halvfærdigt, farven løber... det er simpelt hen på med pilen Palle og derudad. Det er sjovt at se en retrospektiv udstilling, for så bliver der ordentlig rodet op i malerens fortid, og de ting som far og mor har gemt på pulterkammeret kommer frem og bliver udstillet på det store kunstmuseum. Det viser, at kunst er kunnen og noget enhver kan lære, hvis man altså vil blive ved med at forsøge på det, man ikke kan endnu. Men hvorfor skulle Andy male disse forstørrede reklamer professionelt, når selve motivet brød med alle normer for, hvad kunst kan være? Og hvis han nu havde malet dem virkelig professionelt, som en fagmand, hvordan skulle man så kunne se, at det ikke var en reklame for et middel mod ligtorne, men et kunstværk? Heraf har nogle malere draget den forkerte slutning, at det som er dårligt malet er kunst. Tværet ekspressionismen helt ud, som om det er lige meget, hvad der bliver puttet ind. De overser, at Andy tager et område op uden for det, man til hverdag kalder kunst, og bearbejder det med kreativitet, og således skaber en ny tilføjelse til kunsten. De andre ødelægger noget kunst, mens kunstkritikerne klapper i deres små tykke hænder. Det gør deres arbejde nemmere. Et stort billede, også fra 1960, af en Coca-Cola i sort streg med en sjusket gråtone, hvor han giver den med oliekridt uden om flanken, viser, hvor respektløst han arbejder, idet blindrammens tværlægger er fremkaldt på forsiden. Det er ihvertfald det, man kan kalde en sidegevinst eller baggevinst. Andy s idé var at fjerne sit eget personlige touch fra arbejdet for at åbne op for en fabriksfremstillet kunst. I bogen Popismen, 60 ernes filosofi fortæller Andy Warhol historien om, hvordan han fik sin første galleriudstilling. - I flere år

118 havde han en agent løbende rundt i New York med mappen, uden resultat. Det er fantastisk svært at skabe kommerciel kontakt til et galleri i New York blot ved at komme ind fra gaden med sin mappe. Jeg har prøvet det selv. Alle er meget flinke, kikker på sagerne og siger: Det er ikke lige dette galleris kunders smag. Men nu skal du se, her er nogle adresser på gallerier, som simpelthen er din stil. Ok, det går jo fint, videre til næste. Efter 10 besøg, har du en liste med 100 New York-gallerier. Nå, men Andy s agent tog dem alle hundrede. Mødtes så med en, der havde et galleri oppe i byen på Madison Avenue. Agenten går lige til sagen og spørger, skal Andy udstille i dit galleri, ja eller nej? Ja, siger kunsthandleren, hvis Andy vil male dollarsedler. Han ser for sit indre øje Andy sidde og male vandmærker og en lille pyramide med et øje oven over i det uendelige. Andy Warhol silketrykker dollarsedler, og den udstilling ryger lige ind på lystavlen. Det mest geniale falskmøntneri, der nogensinde er lavet. Et billede med det alle mennesker har i deres hænder hver dag, mere eller mindre. Et billede af den absolutte abstraktion. Et medie, der ligesom kunsten, kan indeholde hvad som helst. Livsnerven i det moderne samfund, og det viste sig også at være en guldåre. På med pilen, Palle, silketrykke og overføre fotografisk i et snuptag. To tryk med undermaling af 210 Coca-Cola flasker på et stort lærred. Avisbilleder af trafikulykker, den elektriske stol, portrætter af filmskuespillere og kunstnere. Men igen, ingen respekt for det professionelle håndelag eller de tekniske og fagmæssige normer. Han ligger og roder med det på gulvet. Silketryk er en simpel teknik: En ramme med et finmasket net af nylon (før i tiden silke, deraf navnet), som bliver en skabelon, når billedet er overført fotografisk, hvorefter man trykker med en rakel. Sådan set kan man kun gøre tre forkerte ting. Maskerne skal være åbne, der skal være et slip ellers mudrer trykket til og underlaget skal være plant. Samtlige tre regler ser Andy stort på, eller rettere han gør kun det forkerte. Og det gør jo netop hans tryk til Andy-tryk, samtidig med at gentagelserne bliver forskellige på en undertiden meget talende måde. På udstillingen er der et helt rum med ulykker, avisbilleder forstørret op og silketryk fra Pæne avisbilleder af trafikulykker, pedantisk ens gengivet i avisens oplag, er netop kyniske og kolde, hvorimod Andy s tryk chokerer, der er selve trykket også en ulykke og individuelt gentaget. Et stort billede fra 1965, hvor en atombombe sprænges, er gentaget så de sidste tryk er helt sorte. Når den sidste bombe er gået af, er der heller ikke flere billeder, vel? At male med en trykramme og en rakel, som er en ret bred pensel, kræver at man ser ind i fremtiden. Det er en ny form for kreativitet, hvor teknikken kræver, at man først tryller kaninens øre frem, hvorefter resten af kaninen kommer i næste nummer. Et industriprodukt kendetegnes ved sin ensartethed, således at når man som kunde køber et varemærke, ved man nøjagtigt, hvad pengene er givet ud til. Men når computeren rykker fra administrationsbygningen og ned til det enkelte produktionsmoment, opstår muligheden for at producere individuelle serier. Andy s måde at trykke på foregriber dette, det er et vidunderligt forsøg på at få kreative normer ind i produktionsprocesserne. Andy sagde: Når nu varehusene bliver kunstmuseer vil kunstmuseerne blive varehuse. Andy s båndoptager var altid tændt. Samtaler, telefonsamtaler, og når han tænkte højt... alt blev optaget, skrevet rent og udgivet. Han fortæller om, hvad der skete hvor, hvorfor - og hvem der sagde hvad, hvornår. Fx fortællingen om en kendt skuespiller, der hver aften bag scenen måtte have en ung mand til at onanere, fordi hun var overbevist om, at sperma var den bedste hudcreme til scenelys. Og han fortæller sin idé om, at et kunstværk, et maleri, ikke kun er noget på et lærred med ramme om, men både det før og efter, nemlig det medie, hvor værket lever sit videre liv, udstillingen - galleriet etc. Og også om den måde penge var indviklet i det hele på, og at en kreativ økonomi var en fundamental forudsætning. For får en kunstmaler måske lærred og farver gratis hos farvehandleren? I Danmark, hvor staten har gjort det til en specialitet at udplyndre kunstnerens arbejde, har man selvfølgelig en kunstideologi uden penge. Kunstnere, der kan sælge, er overfladiske, kommercielle og ligegyldige. Anti-kunsten, som folk selvfølgelig ikke give en krone for, er det store nummer, og hvis kunstneren vil logre med halen og se ynkelig ud på denne særlige korrupte måde, kan man blive statskunstner og medlem af kennelklubben og blive strøget med hårene af de professionelle vovseklappere, avisernes anmeldere. Andy Warhol kaldte sit atelier for fabrikken. På kontoret sad nogle piger og skrev hans bøger, medens han selv forhandlede med en kunsthandler eller talte i telefon, og Velvet Underground hang rundt i et hjørne og gav rock n roll en ny drejning, alt imens en 8 timers lang film optages med en sovende mand. Blomsterbillederne og kohovederne, som blev trykt som et tapet til en museumsudstilling, er det visuelle nulpunkt. Er det Marcel Duchamps idé om at overlade mest muligt til betragterens fantasi? Det er underlige kunstværker, der hverken er grimme eller pæne, de er der bare. Det er ihvertfald en fin joke med det højt ærværdige publikum, som ser billederne, som om de smagte på chokolade fra en gaveæske. På udstillingen i Venedig kører også en video omkring Andy s film. En ven fortæller: Da Andy havde lejet sit første filmkamera, sagde han til mig, lad os lave en film. Idéen var at filme mig, medens jeg røg en fed cigar. Da der var ild i cigaren og kameraet snurrede, ringede telefonen. Så Andy snakker i telefon, medens han optager sin første film. Det var typisk for hans indstilling at blande sig så lidt så muligt, at sætte noget i gang og så lade andre udfolde sig. Abstrakte film uden hensigt eller handling. Kunsthandler Svend Hansen viste dem i Imperial Bio i København i slutningen af 60 erne. I annoncen stod der: Ta din saxofon med og spil selv til filmen. Det var der nogle der gjorde. Ser man på billedernes datomærke breder mystikken sig. Jeg er overbevist om, at Andy lige lavede nogle dollartegn fra 1962, hvis hans kunsthandler kom op og sagde, at han havde en kunde til dollartegn fra Og samme anarkistiske holdning havde han til sine grafiske arbejder. Hvis blomsterne var udsolgt blev de genoptrykt og solgt uden signatur til en billig penge. Og hvorfor er det også kun dem, der har nøglen til pengeskabet, der kan købe moderne kunst? Andy s kunstfabrik kunne levere en vare til enhver pengepung. De, som betaler det hvide ud af øjnene for Andy s signatur, må være overbevist om, at den er lige så meget værd som penge. Og det har de ret i, kunst er mere værd end penge

119 PLADSER I VENEDIG af Tom Krøjer 1989 Politiken lørdag den 3 november 1990 Det er mærkeligt, at de mest indlysende kvaliteter i tilværelsen, alligevel er så sjældne, skriver den 48 årige kunstmaler Tom Krøjer som indledning til dette lille essay om pladser. Inspirationen er hentet i Venedig, hvor han boede et par måneder sidste efterår. Ellers bor Tom Krøjer i Irland, når han ikke farter verden rundt i søgen efter motiver. Tom Krøjer har bl.a. udstillet på Charlottenborg, hos Galleri Birk og Galleri Asbæk, og 15. november har han fernisering på en udstilling af irske malerier hos Galleri Egelund. I Venedig er der nogle smukke pladser, fx Campo S. Margherita og Campo S. Polo. At være på sådan en plads er ligesom at få en genial idé, hvor alle brikkerne pludselig falder på plads, og man siger til sig selv: Dette er en plads, hvorfor er der ikke flere af dem? Det der skaber sådanne pladser er jo idéen om dem. De er ikke dyrere end græsplæne, banegårde eller rundkørsler. Her er opskriften plus nogle fotos. En plads er omgivet af huse på alle sider. Der kan stå en skulptur, nogle lygter, et par bænke og træer. Der kan være en fontæne og en udendørsservering, ellers intet andet. Der er aldrig motorkøretøjer på en plads, aldrig. En plads er så stor, at man kan nå at nynne Lille Peter edderkop seks gange, idet man går over pladsen på den korte led. Hvis man sidder på en lille café, og kigger på husfacaden overfor, så er der så langt, at vinduerne ikke er større end ens øl eller vinglas. Og hvis De råber Møller er ekkoet så stort, at man kan nå at tænde en cigaret og lægge lighteren ned i lommen igen, inden pladsens ekko siger øller. En plads har det man kunne kalde synsfrihed og bevægelsesfrihed. Børn elsker pladser og leger på dem. Men det, der især fortæller en, at nu er man på en plads, er lyden, sound en. Kast en bold op i luften lige efter solnedgang og lyt efter, når den rammer fliserne, det siger ikke bump, som det ville alle andre steder, det siger buummpe. Der er rumklang på. Denne rumlighed gør tankerne tredimensionale, hvilket er godt for selvopfattelsen, og den åbner sindet, så sjælen kan få lidt fred. En plads er selvfølgelig belagt med fliser, det giver den bedste lyd, og de er gode at tegne på. Der er musik på, når et menneske går over en plads fuld stereo hvis det ikke lige netop er en fodsvamp i kondisko med fjälräv. Husene er ikke højere end fire etager. De riges huse er kun på tre etager, men næsten ligeså høje, men det er jo ligemeget. Ved ti-tiden om aftenen vil månen være i husets tagrende over for caféen, hvis man stadigvæk er der. Der skal være fire lygter på en plads, så skyggerne bliver stjerneformede og svinger sig omkring den, der går over pladsen efter mørkets frembrud. Arkitekturen er dette musikstykkes partitur. Det gør livet lykkeligt. Der vil næsten altid være nogle, der sidder og kysser på sådan en plads på bænken under træet. Her behøves ingen gynger, sandkasser, vipper eller andre redskaber, der fornøjer børn. Her løber de på løbehjul, rulleskøjter, skateboard eller simpelthen på denne skønne måde, hvor de tager to skridt med det ene ben og ét med det andet. Børnene hopper, sjipper, råber, synger, kører på cykel og spiller bold. Eller de leger frys. Fire børn på linie og en foran med ryggen til, imens de fire bevæger sig. Frys, råber den foran, og de andre fryser deres stilling. En dreng kaster en plasticdolk efter en due, som helt cool tager et par hop til siden, hvad der kan gentage sig så længe den unge Rambo gider. En lille pige med en bold hævet til et muligt kast, som hun forestiller sig i sin fantasi igen og igen uden at kaste bolden. Hvorfor have det besvær, når man har fantasien. Bygningerne må gerne være smukke og udsmykket af mange forskellige kunstnere. Det opnås bedst, hvis hvert hus har sin bygherre eller -dame og hver sin arkitekt Marked London Olie 160x130 cm 1989

120 Paraply symfoni Tokyo - Acryl 225x400 cm

121 Skobod London Olie 160x130 cm 1989 Renseri Tokyo Olie 89x116 cm 1989

122 Komposition Olie 120x80 cm Komposition Olie 120x80 cm 1989 Kolshikawa Botanical Garden Tokyo Olie 130x160 cm 1988

123 Japansk have Tokyo Olie 100x81 cm 1988 Regn i japansk have Tokyo Olie 100x81 cm 1988 Den Japanske have San Francisco Olie 116x99 cm 1988 Plante Olie 100x81 cm 1988 Uno Tokyo Olie 116x89 cm 1988

124 Udsigt fra Bonnieux Provence 1 Acryl 120x100 cm 1988 Udsigt fra Bonnieux Provence 2 Acryl 120x100 cm 1988 Gadebillede Tokyo Olie 116x89 cm 1988 Gadehandler Tokyo Olie 100x81 cm 1988 Bonnieux Provence Acryl 55x65 cm 1988

125 Provence restaurant Acryl 120x100 cm 1988 Blomstermark Provence Acryl 130x160 cm 1988 Baghave APT Provence Acryl 80x60 cm 1988

126 Albisola Acryl 76x45 cm 1988 Asger med vandmelon Acryl 76x65 cm 1988 Cafégæst Spanien Acryl 76x65 cm Provence Olie 195x260 cm 1987

127 Biot Olie 160x130 cm 1987 Abstrakt landskab Provence Olie 60x70 cm 1987 Blomsterforretning APT Provence Olie 130x160 cm 1987

128 Landskab Provence Acryl 2 stk. 260x198 cm 1987

129 51 Biot Olie 195x129 cm 1987 APT Provence Olie 80x65 cm Jazz Acryl 110x130 cm 1987 Jazz Acryl 100x120 cm 1987

130 Jazz Paris Acryl 110x130 cm Jazz Paris Acryl 110x130 cm 1987

131 Rock bassist Acryl 60x50 cm 1987 Rock guitarist Acryl 80x50 cm Vandspejling Chrstianshavn Kanal Olie 120x150 cm 1986

132 Skagen Skibsværft Acryl 120x160 cm 1986 I 1986 udstiller Tom Krøjer i Galerie Asbæk. Denne gang med udgangspunkt i det nok mest traditionsbelastede af alle danske motiver: Skagen, hvor Krøjer hvert år tilbringer 2 uger på sit faste tilholdssted, Jeckels Hotel. Det er imidlertid ikke Krøyers, Anchers eller Drachmanns Skagen. Her er ingen frådende brændingsbilleder fra Grenen eller melankolske sommernatsmalerier fra Sønderstrand. Krøjer er interesseret i den moderne by og det moderne liv, skibsværftet med kranerne, pakhusene og bådeskurene, havnen med fiskekutterne og de store trawlere og Ny Skagen med de små fiskerhuse, selvom han også kan finde på at male et historisk motiv som det overdådigt frodige motiv fra Drachmanns Have. Han tegner og maler sine motiver, som var de set for første gang. Uden sentimentalitet og næsegrus beundring for de store forbilleder. Den stramme billedkomposition, der på næsten abstrakt vis reducerer motiverne til geometriske former modsvares af de glødende farver i en ekstatisk og eksplosiv vision. Som altid hos Krøjer lever farverne deres eget liv på lærredet, uanset om motivet er fra Bangkok, New York, Provence eller Skagen. Realismen er forladt til fordel for skønhedssøgende farveharmonier. Det er mere Matisse end Michael Ancher Trawler Skagen Acryl 90x60 cm 1986 Vandreflektion af trawler Skagen Acryl 60x90 cm 1986

133 Provence landskab Acryl 130x160 cm Jerusalem Acryl 116x84 cm 1986

134 Det Eteopiske Kloster i Jerusalem Acryl 130x160 cm Loppemarked New York City Acryl 160x130 cm 1985

135 Galleri Nords stand på FIAC Paris Solo Tom Krøjer Mennesker i Provence Acryl 200x400 cm 1985 Galleri Nords stand på FIAC Paris - Solo Tom Krøjer

136 Udsmykning af færgen Peder Pors Laminat Komposition Acryl 110x130 cm 1984

137 Badepiger Skagen Acryl 160x130 cm 1984 Fiskemarked Venedig Acryl 90x70 cm 1984 Marked Nice Acryl 90x70 cm 1984

138 Café Venedig Acryl 160x130 cm Rock for Afrika Acryl på tyl 700x300 cm 1984

139 Strand Norditalien Acryl 60x50 cm 1984 Marked Venedig Acryl 60x55 cm 1984 Strandpromenaden i Venedig Acryl 60x65 cm Børnegrafitti fra Venedig Acryl 460x600 cm 1984

140 Forlæg til DSB plakat Acryl 130x100 cm Morgenbord Norditalien Acryl 100x81 cm 1984 New York nat Olie 70x52 cm 1984 Tom Krøjers ophæning på Galleri Nords stand FIAC Paris Skulptur af Egon Fischer i forgrunden 1984

141 SE SAMMEN af Tom Krøjer Ordet motiv har en interessant dobbelt betydning. En maler udvælger det, han vil gestalte i et maleri, altså et motiv, og så kan man have et motiv til at gøre noget en tilskyndelse. For maleren er denne dobbeltbetydning sammenfaldende. Grunden til, at han maler motivet, er motivet. Men at motivet er motivet så at sige er ikke nogen selvfølgelighed. Igennem historien har kunstmalere arbejdet for at bevare og udvikle den grundlæggende frihed til selv at vælge sine motiver. Religiøse, politiske eller ideologiske motiver har i perioder begrænset kunstnerens frihed med forbud eller påbud. Hvad er f.eks. ideen med et forbud i den islamiske religion imod at afbilde deres Gud. Ideen er nok, at præsteskabet dermed erhverver retten til at bestemme kunstnernes motiv i almindelighed efter for godt befindende. For da denne Gud kun findes i forestillingernes verden, er der ingen grænser for, hvad der kan være gudsbespottende i den virkelige verden. Men det er ikke mere end nogle årtier siden, at vor eget præsteskab forsvarede forbuddet mod at afbilde forplantningsakten med loven, der forbød pornografi. Wilhelm Freddies kvindebuste med et mandslem på kinden stod på kriminalmuseet, og Jens Jørgen Thorsens Jesus film blev bandlyst fra Folketingets talerstol af kulturministeren. Kommunisternes påbud om, at kunstnerne skildrede den arbejdende klasses heroiske kamp i hverdagen eller fascisternes ent artete kunst- og bogbrændinger. Reformationen der malede kalkmalerierne over i kirkerne eller Taleban i Afghanistan, der pulveriserede kæmpeskulpturer osv osv. Et landskab kan betragtes ud fra utallige individuelle motiver som f.eks. at finde foder til sine kaniner, finde vej osv. Og folks motiver til at se på malerier er nok lige så forskellige. Ved siden af de æstetiske, ser nogle måske efter noget, de kan bruge i deres eget virke osv. Men jeg fornemmer, at der er ét motiv, som mange har til fælles et kommunikativt motiv. Et motiv til at dele det sete med andre. Således er billedkunsten måske en forbindelse et link imellem at se og så at se sammen. At se sammen er ikke kun at se det samme, for når billedkunsten bearbejder det synlige, synliggør kunsten noget individuelt oplevet, som kommunikeres ind i det at se sammen ved en særlig synsvinkel en malemåde eller måske en helt ny visuel kontekst skabt med utallige kunstgreb. Et eksempel på dette kommer fra de forelæsninger, kunsthistorikeren Ulf Linde holdt på Den kongelige Kunsthøjskole i Stockholm tilbage i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor han talte om et billede af Rembrandt. På Rembrandts hollandske landskab ses nogle møller, hvis møllevinger alle har samme position. Et kunstgreb, der får betragteren til at se og opleve den samme ro, fred og søndag. For det er jo usandsynligt, at møllevingerne drejer i takt synkront eller stopper i samme position. Et andet eksempel er fra det, jeg kalder almindelig kunst. Alle har set et flag bag på en bil, men på fiskekutterne i Skagen er flagene bølgeformet, noget visuelt imaginært som vinden der på en vidunderlig simpel måde bliver synliggjort med et kunstgreb, der gør at vi ser sammen. Til og med noget der ikke er synligt i sig selv. En mere kontant indikation på, at malerier kan få mange til at se sammen, er priserne. Malerier, der sælges til høje priser, er meget efterspurgte. Så mange ser det samme, skulle man tro, ellers vil de ikke efterspørge de samme malerier. At billedkunst er involveret i økonomien er derfor afgørende for, hvorvidt den bliver eksponeret for mange. Da ingen kan efterspørge noget, de ikke kender til. Og eksponeringen sker ligesom med andre varer, når man stemmer på dem med sine penge. Det er igennem økonomien, at de kunstværker der har den kommunikative kraft til, at vi ser sammen, også bliver alment tilgængelige. Da billedkunst er unika eller i begrænset oplag, adskiller den sig fra andre varer, der finder sin pris mellem udbud og efterspørgsel. Udbud erstattes af eksponering, som er lig med værkets kvalitet. Derfor har kunstmaleren og hans kunder en fælles interesse i at eksponere deres værker optimalt. Og billedkunst er derfor en unik form for ejendom, som ejerne vil dele med så mange andre som muligt. Til dette formål er kunstbogen et udmærket medium. Den engelske kunsthistoriker og fotograf Guy Atkins rejste i flere år rundt og fotograferede Asger Jorns solgte værker til de store gedigne bogværker, Jorn selv finansierede. For mit eget vedkommende var jeg fra begyndelsen klar over billedkunstens sociale betydning i kraft af dens tilgængelighed, hvorfor jeg næsten altid har farvefotograferet mine malerier med kameraer, der med tiden blev bedre. Indtil der var råd til at overlade fotograferingen til professionelle, der kunne følge den tekniske udvikling ind i den digitale tidsalder med kameraer til flere hundrede tusinde kroner. Især mine tidligere amatøragtige dias kan i dag restaureres, ja nærmest genmales med avancerede billedprogrammer, hvis den fornødne ekspertise og økonomi findes

142 6 bøger af Tom Krøjer Glorupvej Ørbæk Tel Mobil DELTAG SPONSORER FORUDBESTIL KRØJER PÅ LÆRRED BIND ER UNDER UDARBEJDELSE UDKOMMER ULTIMO 2008