DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 . >. «y, "/#*.afcg,. ' ^mp" * R.V. Glansen, >r^v 2* ' *«^ ^ y*t4 \ w^y<9 Wb&^ u r '&&<* * i* Afg#relß«n,wi * vforøaføfc** f»,...?{ mmåidså/s^m^^x - 7>.» _.tf«* *'»ää: :'*,< Ä *-,* /' å-at**.-. * ' - t - U : 9m^XX^Mmt^Éi -^1 T#- /* : '. v» V Bf >j <.*, *y. «'.-Vir, :.. i yw :$ ' * 5««- ja/ia*

4 V-J-/7 DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II

5

6

7 FØR AFGØRELSEN AF H. V. CLAUSEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDIßK FORLAG :: KØBENHAVN. KRISTIANIA MDCCCCXVIII

8

9 FØR AFGØRELSEN

10

11 FØR AFGØRELSEN AF H. V. CLAUSEN G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L N O R D I S K F O R L A G : : K Ø B E N H A V N. K R I S T I A N I A M D C C C C X Y I I I

12 Dette Smaaskrift bliver udgivet paa Opfordring af mange ansete Mænd, efterat de fleste Stykker i det har været trykte i Nationaltidende" og Politiken". Det sysselsætter sig først med en Afgrænsning af det Omraade, som den danske Stat kan med Rette kræve og med god Udsigt magte i Sønderjylland, idet det gaar negativt tilværks og udskiller, hvad der kun kunde være til Skade og Byrde for den. Det drister sig derefter til at undersøge, hvor den Grænse mellem Danmark og Tyskland kan drages, der vil være retfærdigst og fornuftigst og der forønskeligst, selv om Forfatteren meget godt veed, at han ikke bliver blandt dem, der skal fastslaa denne Grænse. I det sidste Afsnit søger Skriftet paa forskellig Maade at vise Styrken af Danskheden i Nordslesvig og derigennem vor Ret til dette Land.

13 FØRSTE AFSNIT. I. \JI vil ikke have Sydslesvig ind under Danmark, og det af ^ tre Grunde: 1) af Hensyn til selve Sydslesvigerne, 2) af Hensyn til os selv, 3) af Hensyn til de danske Sønderjyder. Vi vil ikke begaa den Uret mod andre, som vi ikke kunde ønske skulde vederfares os selv: at tvinges ind i en Stat og et Kultursamfund, som vi ikke har noget Forhold til, og som vi ikke frivilligt vilde gaa ind i. Og det kan ikke nægtes, at Sydslesvigs Befolkning for en Del aldrig har hørt med til det danske Folk, selv om hele Slesvig statsretslig har været et Led af det danske Rige, og ogsaa de, hvis Forfædre har været af dansk Rod, har forlængst fraskrevet sig Retten til at komme til os, saaledes at ingen i den nuværende Slægt, helt op til de ældste, kender noget til os, skylder os noget, længes imod os. Folk der nede har Lov til at være tyske af den simple Grund, at de er det, de taler tysk, de føler tysk og vil behandles som Tyskere, de veed intet andet. For de sydligste Landsdeles Vedkommende, Egnene Syd for Danevirke, har det været saaledes siden Landet byggedes. De vigtigste sydslesvigske Omraader er de østlige Halvøer Dänischwohld, Svans og Angel med Byerne Slesvig og Flensborg, og det frisiske Omraade med Halvøen Eiderstedt og Byen Husum. Først et Dänischwohld, et Svans og et Eiderstedt, hvortil nogle enkelte Stednavne, senest fra Valdemarernes Tid, men ikke eet historisk Minde, ikke een dansk Personlighed i vor Historie, ingen Tradition, saa langt vi gaar tilbage, knytter os. Nogle af de Stednavne, som man har bildt sig ind skulde være danske, er lige saa godt eller rettere tyske. Dernæst er der Byen Slesvig. Danevirke, de fem Runestene, Domkirkens oprindelige Arkitektur, men ikke de fleste af dens Mindesmærker, Valpladserne fra 1848 og 1864 er vore. Men de sidste er ogsaa Tyskernes, og vi vil ikke til

14 6 egne os den tyske Sætning, at det Land skal være tysk, som er vædet af tysk Blod, idet vi ombytter tysk" med dansk". Og er der Minder fra dansk Oldtid og Middelalder, er der ogsaa nok fra den efterfølgende tyske Tid. Gaa Domkirkens Epitafier igennem, blandt hvilke vi træffer et over Kielmannsegg, som var Danmarks værste Fjende, eller tænk paa Gottorp Slot, hvor der er drømt saa mange onde Drømme! Jeg synes de bitre Minder for os overvejer de gode. Og i Nutid og Fremtid kom vi til at staa overfor en Befolkning, der er os mere hadsk end andensteds, fordi den allerede før 1848 var ivrigst slesvig-holstensk, og fordi der endnu lever i denne By en Tradition om dansk Overmod og Partiskhed fra Tiden mellem de to Krige, den være urigtig eller overdreven. Lad os med Hensyn til Slesvig By nøjes med Bestemmelser om, at de danske Minder ikke voldføres, at Danevirke lægges ud som fredhelligt Omraade, til alvorlig Tale for Turisterne, til Studium for Arkæologerne. Nu ligger vor Grænsevold øde, hvor Grænsen var en Gang. Dansk taler dær kun de døde og Mindets magtfulde Sang". Vi vil af samme Grunde ikke have Angel. Ja, dær er rigtignok foruden Stednavnene de romanske Kirkebygninger, dær er Slottet, hvor Kong Frederik sank i Død", og dær hedder Folk Hansen og Nielsen, Skov og Lund og Holm ligesom herhjemme. Men Folk i København kan hedde Schrøder og Becker, Goos og Schneekloth og være gode Danske trods disse plattyske Navne. Skal vi tage et Land tilbage for Stednavnenes Skyld, lad os saa gøre Krav paa Danelagen, hvor de findes i Tusindtal, og lægger vi Vægt ogsaa paa Personnavnene og Folkets Tale, lad os saa begynde med Skaane. Dialekten i Skaane er mere Dansk end Svensk, mens det Tysk, som tales i Angel, nu en Gang er Tysk og intet andet. Men som intet dansk Menneske tænker paa at genvinde det sydsvenske Landskab, saaledes bør det ogsaa være med det tyske Angel. Praktisk set er der ingen Danskhed tilbage i dette Land nu 54 Aar efter Der er to tre indfødte, kendte Familier, to tre, som med jydsk Sejghed har holdt fast ved Danmark, hvortil Bedsteforældrene sluttede sig efter 1850; men dette har givet godtroende Turister, der kommer til Sankelmark og Isted, fyldte med historisk Stemning, et urigtigt Indtryk af de nationale Forhold. Det er et patriotisk

15 7 Bedrag. Al Ære over den udmærkede Nordslesviger Regenburg, der mellem de to Krige søgte at puste de henfaldne danske Emmer i Glød dernede, al Ære over hans trofaste og hæderlige Hjælpere af Præster og Lærere, der har lidt mere end andre under Sorgen over at have gjort deres Ungdoms- og Manddomsgerning forgæves. De opnaaede saare lidet i det korte Spand af Tid, der blev dem givet, og vi rnaa holde os til de Kendsgerninger, der nu foreligger. Man kan ikke sætte sig op mod den historiske Orden; Historien er ikke Stilstand, den er Ændring og undertiden Udvikling. Idet Angelboerne valgte at slutte sig til Tyskland, gjorde de det, fordi de var blevne glemte i Danmark, mens Tiden endnu var inde til at føre dem tilbage, og de valgte ikke blot det tyske Sprog, men ogsaa den tyske Tænke-, Føleog Væremaade. Den kan vi ikke faa deres Børnebørn og Børnebørnsbørn bort fra, og det har vi ingen Ret til. Intetsomhelst binder nogensomhelst i Angel til vor Kultur, de to tre Familier undtaget. Undtagne ogsaa de stedlige arkæologisk interesserede, som kæler for en funden Oldsag, eller glæder sig ved den udhugne Tympanon over en Kirkedør og veed, at de er danske, men intet kender til dansk Nutidsliv og dets Forudsætninger var der i Angel netop 50 Holdere af dansk-nordslesvigske Blade i en Befolkning paa 55,000, og jeg vil dristig hævde, at Flertallet af de 50 er Folk, der er indvandrede fra Nordslesvig. Der er selvfølgelig ikke een dansk Bogsamling i Landet, hvorfra dansk Kulturnæring kan spredes. Efter den tyske Sprogstatistik fra 1905 havde 418 Mennesker dansk Modersmaal, spredte over hele Halvøen. Her er sikkert den officielle Statistik i Modsætning til i Nordslesvig ikke urigtig, for her har Tyskerne ingen Grund haft til at forvanske Resultatet. Den danske Sag i Nordslesvig kan takke Angel for Gustav Johannsen, der af særlige Grunde gik Nord paa, men det er alt. Angelboerne er skaarne bort fra vort Kød og ud af vort Hjerte; de maa staa Last og Brast med det Fædreland, deres Bedsteforældre valgte for dem. Lyder Modersmaalets Røster Syd for Flensborg Fjord, er det Suk fra sjunkne Kyster, hvor de døde boer; og de truer mer end trøster, hine Klokkers fjerne Kor". Flensborg regnedes i Kongeriget ikke blot før 1864 for dansk, men det gjaldt ogsaa derfor i en Aarrække efter

16 8 Krigen og anses endnu af nogle for den dyrebareste Bestanddel af vort sønderjydske Eje, blandt andet fordi den rummer den minderige og stemningsfulde Kirkegaard med de 2000 Krigergrave. Man kan imidlertid allerede spørge: Var Byen saa dansk før 1864 og i Tiden lige efter Krigen? Der var i den aldeles overvejende tysktalende By et stort tysksindet Mindretal, og af hvilken Art var dens Danskhed? Et klarsynet Vidne, hvis danske Fædrelandsfølelse ikke kan drages i Tvivl, Aleth-Hansen, den senere Kirkeminister, som var Præst og Provst i Flensborg Provsti, fandt store Brøst ved denne Danskhed, Brøst, som Tiden yderligere maatte aabenbare: Saare hyppigt kom mig en stærkt udpræget, ofte endog rørende Troskab mod Konge og Fødeland, en afgjort Dansksindethed i Møde; men samtidig stødte jeg ofte paa Mistænksomhed og Fordom, ja Uvilje mod dansk Sprog og Sæd. Denne Dansksindethed i tysk Klædedragt forekom mig selvmodsigende og uforstaaelig, og jeg maa tilstaa, at jeg... den Dag i Dag endnu har svært med at forstaa det.... Hvorfor holdt man sig med en for mig saa ufattelig Halsstarrighed fjernt fra hele det danske Kulturliv. Løsreven fra dansk Tale og dansk Danmlse kunde den flensborgske Dansksinderhed kun forekomme mig at svæve i Luften uden noget Fodfæste eller at være bygget paa Sand. Hvor den kom til at ytre sig, kunde jeg kun se den rene Tilfældighed, og bitre Skuffelser med Hensyn til Børn og den hele opvoksende Slægt kunde ikke udeblive." Det er gaaet, som Aleth-Hansen spaaede; det tyske Modersmaal kunde ikke i Længden forliges med dansk Sindelag hos den opvoksende Slægt, der modtog al sin Kundskab paa Tysk og i tysk Retning. De Flensborgere, der kendte det danske Aandsliv, kunde mindst taale det nye Regimente og de fleste og bedste af dem vandrede ud. Flensborgernes udpræget materialistiske Tankegang har bøjet sig for Tysklands mægtige økonomiske Opsving, og hverken det velhavende Borgerskab eller det jævne Folk har haft noget Forhold til de Aandsmagter, som findes i Danmark, og som har bundet Nordslesvig uløseligt sammen med os. Saaledes kunde Danskheden daarligt holdes i andet Slægtled, fordi Fædrene ingen dybere Forstaaelse af det danske havde at overgive Børnene, og i det tredje saa godt som ikke. Børn af de mest dansksindede Borgere er blevne tyske. Ved Siden af Afkommet af Flensborgere fra Tiden før 1864, da Byen havde 20,000 Indbyggere, og som ikke er

17 9 dansk, er der en talrigere Del af de mere end 60,000 Mennesker, som nu bor i den, der ikke har gammel Rod i Byen, men er indvandret i første eller andet Led. Og indvandret aldeles overvejende Syd fra, det vil sige fra de rent tyske Dele af Slesvig og fra selve Tyskland. Dette er en Kendsgerning, som ikke kan bortfortolkes. Saaledes er det gaaet; den indfødte Danskhed er saa godt som forsvundet, og Tyskheden er bleven mægtig øget. Fra 1893 til 1912 har det danske Stemmetal ved Valgene holdt sig paa 4 500, hvortil det er sunket fra 1989 i Mod de 456 danske Stemmer stod der imidlertid tyske, 5691 socialdemokratiske. Som et Samlingspunkt for de Flensborgere, der har bevaret danske Sympatier, og for de fra Nordslesvig indvandrede staar Bürgerverein", men dennes Medlemstal er, i den Tid jeg husker, sunket til det halve, fra o. 300 til 150. Mere Liv end i Borgerforeningen er der ganske vist i Foredragsforeningen for Flensborg og Omegn", men den tæller, hvad der ligger i Navnet, ogsaa Medlemmer fra Flensborgs Opland mod Nord og Vest, der er dansk, og mon det ikke i denne Forening er de nordfra indvandrede Elementer i Byen, der gør sig gældende, mens den gamle Flensborg-Danskhed hører hjemme i den ældre Forening? Vi glemmer ikke de trofaste Danske i Flensborg, men vi glemmer heller ikke Pligten til at advare vort Folk mod at give sig Fantasterier i Vold. Vi kan ikke kræve denne By alene af Pietetshensyn, fordi Gustav Johannsen en Gang har behersket den, og Jens Jessen udsendt sin Avis fra den. Jo, husk det, siger de andre, i Flensborg udkommer Flensborg Avis". Ja, men Flensborg Avis" maa absolut ikke gøres til eet med Flensborg By. Flensborg Avis" er et Blad, som udgives i Flensborg, men har sine Læsere i Nordslesvig. Mens det alle Dage har gjort et udmærket Arbejde for Bevarelsen og Oparbejdelsen af Danskheden i Nordslesvig, har det ikke vundet frem i Byen selv, skønt det redaktionelt staar saa langt over de tyske Blade. Redaktionen er da ogsaa helt og holdent Nord fra. Det er væsenligt disse Indvandrede fra Nordslesvig, der giver de 456 danske Stemmer, men Danskheden i Flensborg er dog betydeligere end dette Tal viser, fattige 4% af de afgivne Stemmer. Bag de socialistiske Stemmer skjuler sig en Del danske Hjerter, som blot ved Valgene ikke slaar i dansk Takt, og man har ogsaa andre Midler til at faa Op

18 10 lysning om, hvor stor den danske Befolkning er indgav 1923 voksne Mænd og Kvinder en Adresse om at beholde det danske Sprog hver Søndag i Helligaandskirken; vi kan vel heraf slutte, at der er omtrent 2500 voksne Danske i Byen eller en 6500 Mennesker i det hele, i og for sig ikke noget ringe Tal, men dog kun V 10 a f det hele Folketal talte efter tyske Oplysninger 8 / 0 eller hvert 12. af Børnene i Byens Skoler udelukkende eller delvist Dansk i Hjemmet. Lad dette Tal være noget for lavt, vi kommer igen nærmest til '/io- Men disse Børn er vist udelukkende Børn af nordslesvigske indvandrede. Dansk Tungemaal nedarvet gennem Menneskealdre i Byen selv findes ikke mere. Og skal de 9 /' Byens Folk da ingen Selvbestemmelsesret have? Nej, alt hvad vi kan kræve i Flensborg, er under det tyske Herredømme Bevarelsen af dansk Gudstjeneste hver Søndag i den danske Kirke og Undervisning paa Dansk for de Børn, hvis Forældre ønsker det, med tilbørligt Hensyn til, at de ogsaa kommer ind i det tyske Sprog. Som i Petri Kirke og Kirkeskoler i København. Lige for Lige. Hvorledes Flensborg selv vilde handle i Afgørelsens Time, har jeg Vidnesbyrd om fra dansksindede Mænd i Byen selv, afgivne i de sidste Dage, hvor Spørgsmaalet er blevet bræn- X dende. Flensborg vil stemme tysk. Byens Velfærd kræver det; dens sydlige Opland er saa meget større end det nordlige; kommer Byen til at ligge nord for Grænsen, maatte den kræve denne flyttet helt ned til Slien. Af denne Grund kan man ved Siden af Navnene paa de tyske Flensborgere, der i disse Dage har underskrevet en Protest mod Nordslesvigs Tilbagegivelse, finde den danske Socialdemokrat Valdemar Sørensens. II. Vi vil ikke have Sydslesvigerne til Danmark af Hensyn til dem selv, men vi vil heller ikke have dem for vor egen Skyld. For det første, fordi det ikke i allerfjerneste Maade vilde have Betydning for Udvidelse af vort Folkelivs Omraade eller Uddybelse af dets Indhold. Det er ikke Meningen, at vi i Fremtiden skal spærre os ude fra Paavirkning sydfra, men

19 11 vi skal optage den i et fuldkomment intakt og smittefrit dansk Legeme. Og Indoptagelsen af et tysk Folkeelement i vort danske Samfund vilde være en Hindring for en nærmere Sammenslutning med vore Frænder mod Nord, aandeligt og politisk. Sverige og Norge vil altid med Mistænksomhed værge sig mod nærmere Tilknytning til os, hvis et fremmed Vedhæng kunde volde Rigerne politisk Fare i Fremtiden. Det er dog mod Nord, at vi først og fremmest maa gaa, naar vi vil skaffe os politisk Værn og farefri aandelig Paavirkning. Det vil være til største Skade for Danmarks Deltagelse i et inderligere nordisk Samarbejde, hvis det medbringer fremmede Bestanddele. Som den svensk-norske Konge i 1863 krævede, at Holsteen burde udskilles, hvis der skulde være Tale om en Alliance til Bevarelsen af Slesvig, vil det nu være en ufravigelig Betingelse for Danmarks Optagelse i en nordisk Sammenslutning, at det ingen fremmede Bestanddele bringer med. Vi vil heller ikke have den sydligste Del af Slesvig af sociale Grunde. Tænk paa, hvad Svans og Dänischwohld er for Omraader! I dem begynder det Østelbien, som fortsættes over Øst-Holsteen og Meklenburg, over Brandenburg og" Pommern til den polske Grænse. Naar man med Banen Flensborg Kiel har passeret Broen over Slien, lægger man straks Mærke til, at man er kommet til en af Mennesker skabt ny Landskabstype. I Angel Nord for Slien et Bondeland, smaa Marker i brogede Ruder, Gaarde og Huse spredt rundt om; i Svans og Dänischwohld uendelig store Marker, knejsende Herresæder med deres Ladegaarde og Parker, men ogsaa med deres ydmyge Daglejerhytter i Klynge ved Storgaarden. De herskende Forhold her er dem, vi kender fra Fritz Reuter, i hvis Landmandsliv" der er Godsejere og^ Godsforpagtere, Godsfunktionærer og Daglejere, men i hele den tykke Bog ikke en Gaardmand og ikke en Husmand i dansk Forstand. Men falder vore Krav paa disse Landskaber, falder ogsaa al Tale om en Eidergrænse. Man behøver vist ikke at komme mere ind herpaa; det er kun rent taabelige Folk herhjemme, der ønsker Grænsen sat der. Aldrig i Evighed kunde vi ønske at faa et Land med en saadan social Ordning ind i vort Samfund med dets forholdsvis jævne Jordfordeling. Helt op i Østangel strækker dette Herregaardsland sig,

20 12 her ligger Gelting og Rundtoft og Røst og mange andre Godser. De kan ikke udskilles fra det øvrige Angel, men ogsaa med dette og med de øvrige Dele af Sydslesvig, Flensborg medregnet, vilde vi være ilde farne. Blev blot Landet til Danevirke dansk, havde Danmark 3,400,000 Indbyggere, men heraf 250,000 eller 7 til 8 pct. tysktalende, næsten ligesaa mange, som der er Mennesker i selve Fyn. Kan ikke enhver indse, hvilken Tynge en saadan tysk Tilvækst vilde være for os, vi som ikke kan være glade nok over slet ikke at rumme nogen fremmed Folkebestanddel, der skal udskilles, naar nu Europas Landegrænser laves om. Alt, hvad vi bedriver i vort eget Land, ses kun af os selv, kritiseres, fremmes, modvirkes kun af os selv. Var vi belemrede med de 250,000, vilde de tale med, kritisere, være medbestemmende og alt ud fra det Standpunkt: Lad os slaa saa meget som muligt i Stykker, lad os hævne os for Adskillelsen fra det Folk, vi tilhører, ved at lægge os i Vejen, overalt hvor vi kan det. Og hvad daarligt de finder i vort Samfund, vil de raabe ud for Alverden. De er talrige nok til at danne Parti i den danske Rigsdag, og mulig skulde danske indre Anliggender afgøres af Tyskere, naar der ellers omtrent var Stemmelighed. Ja, et Flertal af Danske kunde blive overstemte ved de tyske Stemmer. Er Irernes tidligere Stilling i det engelske Parlament ikke skræmmende nok? Deres Obstruktion og deres politiske Afbalancering var det, som fik Gladstone, Lederen af det stolte England, til at foreslaa Home-rule. Kan nogen nulevende overhovedet tænke sig tysk Tale i den danske Rigsdag og andre fælles danske Institutioner? Thi det principielle Standpunkt kunde vi dog ikke indtage, at lade dem være politisk umyndige, Borgere af anden Klasse uden Stemmeret, og end ikke det sekundære, at kræve dansk Tale af dem, naar de vilde have et Ord at sige. Sprogtvang vil og maa vi paa ingen Maade øve. Skal vore danske Rigsdagsmand alle have en Eksamen i Tysk og Tyskerne i Dansk, for at man kan forstaa hinanden? Ellers oplever vi paany Scenerne i 50ernes Rigsraad : Wir sitzen hier und werden ganz stupide". Tillade Sprogtvang kan vi i det hele ikke paa nogetsomhelst Omraade; vi vilde slaa os selv paa Munden og give os de største Blottelser overfor Tyskerne. Vi kan ikke være det bekendt alene af Hensyn til vor egen Samvittighed; vi,

21 13 som siden 1864 har krævet den sproglige Selvbestemmelsesret for vore Landsmænd under preussisk Aag. Skal Tyskerne slaa os med vore egne Argumenter? Og skal vi have den evindelige nationale Kamp om igen, en Krig, vi ikke har Raad til at føre fra Dag til Dag og foruden om det vigtige ogsaa om alle Smaating. Vi vil ikke have en Sprogkamp, fordi Tyskerne til syvende og sidst er de store og vi de smaa. Og at Tyskland selv efter sit Nederlag i den nuværende Krig maa gaa frem igen, det veed vi. Men saa vil vi ikke give Tyskland Paaskud til igen at blande sig i vore Anliggender. Nordslesvig vil i kort Tid rense sig selv, og det vil ikke give Tyskerne nogen Grund, ja, noget Paaskud til at befri en forladt Broderstamme". Men vi vil heller ikke have Arbejdet lagt i en Sprogkamp, fordi der er mange andre store nationale og sociale Opgaver, der vil kalde paa os, for at vi kan hævde os og faa vort Folkeliv underbygget! Disse Opgaver kalder paa os alle og ikke mindst paa de bedste. Vore Kræfter skal ikke spildes paa en Propaganda for Danskhed i Egne, hvor der ingen Jordbund er for den længer. Men uden sproglig Propaganda ser jeg ikke, hvorledes disse Egne en Gang skulde vindes for os, og vindes maatte de af Hensyn til vort fremtidige Liv. Hvilket Opbud af Tid og aandelige Kræfter og materielle Midler behøvedes ikke. Ogsaa af Tid naar vi ser hen til, hvad Preusserne i 50 Aar havde faaet ud af deres Germaniseringsforsøg i Nordslesvig. Hvor faar vi i de tyske Egne Embedsmænd fra til denne Opgave, især Præster og Lærere? Og selv om vi ikke vil propagere, faar vi saa Embedsmænd til disse Egne? Saa stærk er den tyske Nationalfølelse, at ingen ærlig Tysker vil kunne bekvemme sig til at tjene den danske Stat. Sydslesvigerne er i 1916 uendelig stærkere knyttede til det tyske end før 1864, den Gang endnu for mange Loyalitetshensynet kunde opveje det nationale; den danske Konge var deres lovlige Arveherre, hvad ingen nulevende Sydslesviger med Undtagelse af de allerældste kan ofre en Tanke, endsige gøre sig en Samvittighedsskrupel af. Vi vilde faa Embedsmænd fra Kongeriget med mangelfuld Opfattelse af, hvad der var tysk, og vi vilde faa Overløbere, som vi ikke kunde være bekendt at trykke i Haanden. Den af den ene eller den anden Grund manglende Autoritet hos Embedsstanden vilde svække Statens Myndighed dernede og

22 14 i det hele gøre det umuligt for det danske Folk at vinde Respekt hos Tyskerne. Tænk Spørgsmaalet om Stat og Autoritet ud i Enkelthederne. Som det vil glippe med Personerne, vilde det glippe med andet. Hvorledes skal Undervisningen drives? Ja, selvfølgelig paa Tysk, men skal den drives i tysk Aand? Hvad skal de saa lære om det Land, de føler sig sig skilt fra, og hvad skal de lære om det, de er blevet lænket til med Magt? Skal de synge danske Fædrelandssange i Oversættelse - eller skal det lyde: Deutschland, Deutschland über alles"? Børnene kan ikke undgaa at støde paa de tyske Fædrelandssange, naar de skal ind i den tyske Litteratur. Og et Fædreland maa man have. Preussernes egen Fremfærd mod vor Ungdom i Sønderjylland burde da belære om, hvor lidt der opnaas ad Undervisningens Veje. Og skal denne foregaa ikke blot paa Tysk, men i tysk Aand, faar vi jo aldrig Sydslesvigerne bort fra deres Kærlighed til Tyskland og det tyske Folk og deres Respekt for dets høje aandelige Standpunkt paa mange Omraader. Nej, ingen som helst Fordel, kun al Fortræd vilde vi faa af dette Sydslesvig. Det allervanskeligste Problem maaske staar det endnu tilbage at tale om. Hvad skal vi gøre ved disse tyske Elementer militært? Udelukke dem fra Militærtjenesten og derved skaffe dem en Forret for de danske Beboere i Riget kan vi ikke. Man kunde bøde paa denne Forret ved at paalægge dem en Værneskat, men herved skabtes alligevel et højst uheldigt Undtagelsesforhold. Danne egne Afdelinger af dem kan vi heller ikke; de vilde da blive et uroligt og i givet Tilfælde oprørsk Element, hvad vi ikke selv paa Forhaand skulde skaffe os. Stikke dem ind rundt om i den danske Hær kunde vi nok, men hvilken Besvær til daglig og hvilken Upaalidelighed ogsaa saaledes under vanskelige Forhold. Vor Stats Styrke vilde ikke øges militært, et Argument, som ogsaa vilde være af Betydning udadtil. Man hører undertiden den Tale, at vi skal have vor Grænse langt mod syd for at skaffe det danske Folk Opgaver". Jeg har endog hørt Folk sige, at vi kun kunde have godt af at faa en Uro" ind blandt os! Har de Mænd, som bruger disse Ord om at skabe et greater Denmark", gennemtænkt, hvad der menes med dette Ord Opgaver", som kan rumme saa meget, men ikke behøver at være andet end Fraser til

23 15 at beruse sig i? Opgaver", nævn mig en eneste reel? Det er mig uforstaaeligt, at man har Lov til at gribe ind i fremmede Menneskers Væsen og Tilværelse for at anstille Eksperimenter med dem. Det nærmer sig Vivisektion i levende Kød. Er der ikke i ethvert Stats- og Folkesamfund til alle Tider Opgaver nok at løse, som kan anspænde Evnerne, skærpe Viljerne og højne Livssynet? Men naar Danmark ingen Gavn og Glæde kan faa af Sydslesvig og ingen paaviselige Opgaver har hernede, kan der kun være een Grund tilbage til at tilegne sig dette Land, Trangen til at faa Hævn for Tysklands Overgreb mod Danmark tilbage i Tiden og for den Behandling, det i 50 Aar har ladet Danske vederfares. Til at faa Hævn særligt over Angelboerne, fordi de for nogle Menneskealdre siden valgte at ville være Tyskere. Det blev i egentligste Forstand en Hævn over de uskyldige Børn i femte Led. Og selv disses, efter nogles Mening herhjemme, saa brødefulde Forfædre handlede dog væsenlig i god Tro, stred og led for en Sag, de ansaa for sand og retfærdig. Det er, hvad Historien lærer, og hvad vi har godt af at lægge os paa Sinde. Jeg tror, at skal der tales om Hævn og Straf, saa bliver de haardt nok straffede, som, hvis den nuværende Krig falder uheldigt ud for Tyskland, skal blive ved med at være i Forbindelse med dette Land og dele dets Fremtids Kaar, et Tyskland, der sukker over Tabet af sin Ungdom, uden at Tabet har gjort Nytte, et Tyskland, som maa bære de tungeste finansielle Byrder og som lider under dybe sociale Brøst. Det store og gode menige tyske Folk kommer haardt nok til at bøde for, at det ikke i Tide kar kunnet sætte sin Vilje igennem overfor Chauvinisterne. Lad os skræmmes af de dyrekøbte Erfaringer, vi har høstet af Udfaldet af vor egen Politik i Slesvig i Tiden mellem de to Krige. Efter 1864 tog vore Historikere sig for med A. D. Jørgensen, Erslev og Neergaard i Spidsen at revidere vor Historie, og det kom der ud af deres Studium, at der ogsaa har været Fejl, ja Brøde, paa vor Side. Naar Tyskerne i disse frygtelige Aar har kæmpet med Overbevisningens Styrke for en Sag, de tror er god, skyldes det ikke mindst den Tillid til deres Overlegenhed baade i Intelligens, i Kultur og Moral, som deres Historieforskere har givet dem; men for os udenforstaaende ser det ud, som om denne Hi

24 16 storieskrivning har blændet deres Øjne med Hensyn til Opfattelsen at det tyske Folks virkelige Stilling i Verdenshistoriens Forløb ved Siden af de andre Folk. Det hedder allerede nu i Tyskland: Ganz Deutschland muss umlernen", og om nogle af deres Historikere kommer Tyskerne maaske til at sige med Ord, der er berømte fra de sidste Dage: Sie haben uns belogen und betrogen". Lad os være taknemlige overfor de Videnskabsmænd, der i Tide har lært os at opfatte klart, hvor vi var i vor Ret, og hvor vi var i Uret. Vi har overfor Nordslesvig saa grundfæstet en Ret, at vi sagtens kan bekende vore Fejl. Men lad os ikke gøre Forseelser og Fejlgreb om igen, i Tider, hvor det er uendelig mindre forsvarligt end for to Menneskealdre siden; Opfattelsen af, hvad det enkelte Menneske og de enkelte Samfund kan kræve af Rettigheder og af Frihed, er ændret meget siden da. Veed ikke alle, at Verden er bleven ny siden igaar? Man kan sige med v. Payers Ord fra forleden Torsdag: Det er ikke de bedste, der i saadanne Tider som disse intet lærer og intet glemmer. Men den Følelse, vi fremfor alt burde nære, hvis Ulykken dette Ord bruges med bevidst Hu skulde ramme os, den at vi fik indlemmet Sydslesvig, vilde være Skammen over, at et Ideal, som vi gennem lange Tider har kæmpet for til Bedste for os selv, et Ideal, som vi troede særlig laa for os, idet vi bildte os ind at være et humant og rettænkende Folk, at dette Ideal skulde briste: Hævdelsen af Folkenes frie Selvbestemmelsesret. Vi vil ikke være Fangevogtere eller Slavefogder. Vi føler os for gode dertil, vi egner os heller ikke til det. Jeg tror dog, at det store Flertal i vort Folk i givet Øjeblik vilde være at finde paa den rette Side. Jeg skulde ogsaa tro, at hvis Folk, der hidtil har drømt om Eider eller Danevirke som vor rette Grænse, en Gang endnu overtænkte Sagen og samtidig lod deres Retfærdighedssans raade med, vilde de indstille en Agitation for Medoptagelsen af Sydslesvig i de danske Krav. Den vilde føre til den uheldigste Strid indenfor vort Folk i disse saa betydningsfulde Øjeblikke, hvor vi alle for en Gangs Skyld skulde være ganske enige, som Nordmændene var det i Det er ikke blot et Overgreb, vi gør os skyldige i ved at kræve Sydslesvig, det er ogsaa en Underfundighed. Vi har

25 17 i Kampen om vort gamle Land i det 19. Aarhundrede haft to Faner med Indskrifter. Den ene Indskrift sagde: Hvor Uffe slog og vandt, er Danmarks Grænse"; thi hvad fra Arilds Tid var vort, det maa vi værne om". Den anden sagde: Vi kræver Opfyldelsen af 5 ved en Afstemning i de nordlige Distrikter i Slesvig"; de nordlige Distrikter vil for os sige Nordslesvig. Den første Fane har vi forlængst overfor Offentligheden stukket ind, vi har gennem lange Tider i Tale og Skrift hævdet 5. Nu kan vi ikke komme og sige: Nej, dette sidste Løsen var kun bestemt for Fredstid, det var kun et Fif af den svage; nu efter Krigens Udfald vil vi gabe højere. Nu kan vi ikke komme og sige, nej, den Selvbestemmelsesret, vi selv har krævet, skal ikke have Anvendelse paa Tyskere. III. Vi vil endelig ikke have Sydslesvig med for Nordslesvigernes Skyld. Der er Folk herhjemme, der altid har staaet negerende overfor den sønderjydske Sag og vistnok helst har ønsket, enten at Nordslesvigerne slet ikke var til, eller at de hurtigst muligt blev tyske. De vilde, hvis Spørgsmaalet om Sydslesvig for Alvor kom paa Tale igen, ligefrem blive glade over det Argument, der da blev udleveret dem til Brug for deres Negation; de vilde faa Vind i Sejlene og sige som Tyskerne: Se, hvordan de gode danske Patrioter følger de Principer, de hidtil har hævdet, naar de skal realiseres. Det vilde ikke være behageligt for os at faa dette revet i Næsen, men Sønderjyderne vilde det stemme for Brystet ikke at blive modtagne med lige Hjertevarme af alle Danske. Mellem Angel, Frisland og det øvrige Sydslesvig paa den ene Side og Nordslesvig paa den anden findes saa godt som intet personligt Samkvem. Operationen med Adskillelsen af Syd og Nord vil kunne foregaa, uden at nogen ædlere Organer blev ramte. Meget faa Slægtskabsbaand vilde sønderrives de kunde forresten vedblive at bestaa, som for Øjeblikket mellem Nordslesvig og Kongeriget, ingen økonomiske Foretagender gaa i Staa, for der er ingen fælles. Nordslesvigerne har altid saa temmelig kunnet holde deres Sti

26 18 ren, i Familien og paa det økonomiske Omraade; en Udskiftning vilde saare let gaa for sig. De fælles Indretninger som Sindssygehospitaler, Brandkasser, Kreditforeninger, som Nordslesvigerne tildels tvungne er Medindehavere af, kan uden Vanskelighed skaffes af nyt eller erstattes af de tilsvarende Institutioner i det nuværende Kongerige. Kun Byen Flensborg har et noget intimere Forhold til Nordslesvig, men som før nævnt et meget intimere sydpaa. Og nordpaa ikke saaledes, at Nordslesvig har Interesser i Flensborg, men omvendt. Flensborg er for en Del Nordslesvigs Grossistby for Indførsel, derimod i ringe Grad for Nordslesvigs Eksport af Landbrugsprodukter, den eneste Udførsel, Nordslesvig har. Men de faa Firmaer, tildels danske, der her er Tale om, vilde meget let kunne forlægge deres Sæde nordpaa og netop derved gavne Nordslesvig. Og Flensborg har i lange Tider gjort Nordslesvig national Skade ved Indvandring. Naar en Flensborger nedsætter sig i Nordslesvig, betyder det altid tysk Sprog og i de fleste Tiltælde tysk Sindelag. Det samme gælder selvfølgelig Indvandring fra de øvrige tysktalende Dele af Hertugdømmet, ja herfra føres altid tysk Aand og Sindelag Nord paa. Hvis Sydslesvig bliver paahægtet Nordslesvig i Fremtidens Danmark, vil denne Fare vedblivende bestaa. Hjemmetyskeriet, som ellers vilde forsvinde paa Landet som Dugg for Solen, i Byerne ved lempelig Afledning fik derigennem Tilknytning til det tyske Slesvig og saaledes til hele det store Tyskland. I Nordslesvig vilde, under ændrede Forhold, en tysk Presse ikke kunne bestaa uden at være statsunderstøttet, som den for Øjeblikket er det, og Hjemmetyskerne maatte tage deres Tilflugt til de danske Blade. Kom blot Flensborg meu, var der i denne By tilstrækkelig Jordbund for 2 3 tyske Blade, der kunde holde Agitationen i Nordslesvig oppe. Man bør ikke udsætte Sønderjyderne for nogen Gene og nogen Fare. Tog Tyskland en Gang et af os annekteret Sydslesvig tilbage, vilde det ogsaa igen lægge Beslag paa Nordslesvig, naar der heroppe var Elementer, som længtes etter Befrielse. Men jeg kan ikke tro, at de, som vil rednes ti Nordslesvigernes Venner, skulde ville volde dem Fortræ. Nordslesvigerne selv har allerede i de allerførste Tider, da den nationale Kamp begyndte, gennem den Mand, der c a var deres ypperste Høvding, givet deres Mening om denne

27 19 Sag tilkende. Sidst i Trediverne skrev Hiort-Lorenzen til Orla Lehmann: Vi veed kun, hvad der er passeret i Angel, hvilket ingen Mennesker kan tænke paa uden med Uvilje [at det danske Sprog med Magt er undertrykt}, men ogsaa denne Uret er hjemfalden til Historien, og nutildags ønsker ingen tysktalende Angelbo at lære Dansk. Sønden for dansk Skolesprogslinie kan altsaa ikke tales om Voldsherredømme, virkelig dansk Nationalitet kan dernede aldrig mere vækkes." At dette ogsaa i 1918 svarer til Tankegangen hos Nordslesvigs ledende Mænd af ellers forskellige Afskygninger kan Forfatteren af denne Artikel sige med største Bestemthed. Deres Standpunkt er dette: De vil for Sønderjyllands Vedkommende i nøje Konsekvens af hele den Kamp, de har ført siden 1864, og fordi det er det Grundlag, hvorpaa Verdensfreden tænkes genoprettet, alene have Nationalitetsprincipet bragt til Anvendelse, saaledes som det laa bag ved 5. De haaber, at det tyske Folk under Indtryk af Verdenskrigen og det Gennembrud, der er sket i tysk Politik, vil forstaa deres berettigede nationale Krav, og at der kan træffes en Ordning tilfredsstillende baade for Sønderjyderne og for den danske Stat i fuld Forstaaelse med alle de Magter, der faar afgørende Indflydelse paa Verdensfreden. De haaber endvidere, at denne Ordning maa kunne træffes, uden at Danmarks Uafhængighed paa nogen Maade eller til nogen af Siderne bliver indskrænket. Ikke een af halvhundrede i Nordslesvig idet jeg nu ser ud over Landet fra Sogn til Sogn vilde stille sig paa noget andet Standpunkt end det jeg her har angivet. Ogsaa de, der ikke uden Bevægelse kan tænke paa, at tidligere danske Dele af deres gamle Landsdel kommer til at ligge Syd for den nationale Grænse, vil alligevel holde fast paa den eneste retfærdige Udgang af en tusindaarig Kamp, en Kamp, som den nulevende Slægt, der under den har lidt tilstrækkeligt, længes efter at komme bort fra, og for hvilken den ikke vil have de kommende Slægter udsat.

28 ANDET AFSNIT I. ro ikke, at den haandfaste og kategoriske Afvisning af T Mellem- og Sydslesvig, der er sket i foregaaende Afsnit, skyldes oprindelig Ligegyldighed overtor det danske Sprog, de danske Minder og de danske Sympatier hernede. Forfatteren er saa gammel, at han kan regne sig som Discipel at de Nationalliberale, der i Tiden mellem 1850 og 1864 gjorde et stort og begejstret Arbejde for at berede Vejen for Danmark i Mellemslesvig. Han har personlig kendt ikke helt faa af de danske Præster i Angel, han har siddet paa Skolebænk med deres Sønner, kommet i deres Hjem og lyttet til deres Tale. Da han som ung Student første Gang kom til Sønderjylland, var det til Flensborg og Danevirke, at han skyndsomst rettede sin Gang. Han veed, at han med Rørelse opfangede hver dansk Lyd, som naaede hans Øren paa Vejen fra Flensborg til Slesvig, og at Hjærtet bævede, naar det vilde tænke sig ind i, om Modersmaalet var til Huse bag de Ruder, nær og fjærnt, der glimtede i Aftensolen. Han husker, hvorledes han og hans Venner Niels Hjort, Johan Ottosen og andre, der ogsaa er døde i 1881, da Flensborg sidste Gang, af særlige Grunde, gav dansk Flertal ved Valgene, holdt Fest paa denne Sejr og var med at synge Og takkes ved vor Gensynsfest skal hver en trofast Stemme; dog Flensborg By stod fremst og bedst, det skal vi aldrig glemme". Men siden har han, for at være tro mod Sandheden og for ikke at være med til at vildlede sine Landsmænd, maattet amputere disse Følelser bort. Det har gjort ondt, men nu har han forvundet Smærten. Afgørelsens Porte er for længst

29 21 slaaet i. Nu staar hans Hu til Nordslesvig, og væsenlig af Hensyn til dette er det, at han advarer mod de Fantasterier, han selv har været fyldt med, men som dog for Aar siden var langt mere udskyldelige end nu. Dengang var det danske Sprog ikke helt uddød syd og øst om Flensborg. Og oplyses den danske Almenhed ikke nu om de virkelige Forhold hernede og spænder det i Uvidenhed sine Forventninger for vidt, kan det paa et senere Tidspunkt blive belært om Forholdene paa en mindre blid Maade end gennem disse Linjer. Det bliver sagt i Kredse herhjemme, som af (taktiske?) Grunde nødig vil have Grænsespørgsmaalet fremdraget før senere, at Bestemmelsen af Grænsen skal man overlade til Sønderjyderne alene. Forfatteren har allerede hævdet, at han kender Nordslesvigernes Ønsker i saa Henseende, og han vil her blot bemærke, at det ikke kunde falde ham ind at bestride deres Ret dertil. Han vil bare ikke, at tyske Slesvigere skal være bestemmende fremfor Nordslesvigerne, hvad der vilde blive Tilfældet, hvis de indbydes til at være med ved Afstemningen og de saa af Grunde, som ikke kan respekteres, de økonomiske, fandt paa at stemme dansk. De kan ikke af nogensomhelst andre Bevæggrunde finde paa det. Derfor tør Forf. ogsaa nu, saa dristigt det end forekommer nogle, indlade sig paa at behandle det Spørgsmaal, hvor vor Grænse da kan drages. Der er i og for sig intet dristigt derved; det er simpelthen et Resultat, uddraget af Kendsgerninger. Naar det er afgjort, at med Flensborg og Angel kan man ikke have at gøre, behøver man kun at stille to Spørgsmaal: hvor gaar den nordligste Grænse, som vi kan være tjent med og fra hvilken vi ikke vil vige en Fodsbred uden for Tvang, og til hvilken Linje længere sydpaa kan vi magte Forholdene, hvis det ved en Afstemning viser sig, at der er danske Sympatier hernede. Mellem de to Linjer bliver der et Spillerum, saaledes at praktiske Grunde af naturbestemt eller økonomisk Art kan faa noget at sige ved Siden af Resultaterne af en Afstemning. Læg vel paa Sinde, at det ikke er en enkelt Linje, Forfatteren arbejder med, men det er en Flade, begrænset af to Yderlinjer, med adskillige Mellemveje indenfor disse.

30 22 II. Der findes eller fandtes op gennem Sønderjylland fem Grænser mellem dansk og tysk. Den sydligste er det gami e Rigsskel ved Ejderen; til 1864 gennem nøjagtig 1000»Aar Den næste findes der, hvor den sydligste Grænse for dansk Sprog og Nationalitet engang har været omtrent ved Danevirke og Sliens inderste Dele. Den tredje dannes af de Tidens Løb skiftende Linje, der til en given Tid danner Skelletmellem dansk og tysk Sprog; for Øjeblikket ved Flensborg Fjord og vestligere i en Tunge sydpaa gennem Hede landet. Den femte er den nuværende meningsløse og unaturlige Grænse mellem Danmark og Preussen, hvorved kun Landet omkring Ribe og de otte Sogne syd for Kolding e vedblevne at høre Danmark til. Den fjerde endelig og vigtigste er den Grænse, der i en omtrent lige Linie fra^flensborg Fjord Nord for denne By gaar tværs over Landet Vesterhavet ved Højer, en Grænse dannet af Natur og Historie i Forening Til begge Sider for denne Linje findes Sønderjyllands største Hede- og Wosestræknin^ Vestpaa fortsatte ud til Havet i meget tyndt befolkede Engdrag og Marskflader og Østpaa, hvor Heden slipper, fortsatte. den dybe Dal med side Enge og Søer i Bunden genne*, v - ken Krusaaen flyder ud til Flensborg Fjord, hvoi_denne dan ner Kobbermøllebugten. Derefter danner Fjorden Skellet M lægger paa Kortet Mærke til, hvor langt Kirkerne SS hinanden paa begge Sider af denne l-iiiic - - ra j er der i lige Linie to Mil over til Medelby og man \al se, hvor faa Vele - næsten kun lidet farbare Eng-, Mark- og HedeveTe, der her forbinder Slogs Herred i Nordslesvig meci tør Herred i Mellemslesvig. Det er tillige den korteste Lin e, de kan drages over Slesvig fra Østersø til Vesterhav, kun syv Mil lang, den nemmeste at værge i Fred som Toldgrænse og i Krig. Men vigtig bliver denne Grænselinje især, tord den ikke blot er naturlig fremfor nogen anden, meni ogs < fordi den i de sidste Aarhundreder har været vor virkelig Kulturgrænse, hvor vor Stammes Aand i evigt^ Sus ga Grænsevagt i Sangens Brus mod Sydens Millioner.. g > det vil sige Folkebevidstheden. Nord for denne Linje har Kirkesproget altid været Dansk og er det til en vis Grad den Dag i Dag, idet der ikke er een nordslesvigsk Kirke, hvo

31 23 der ikke prædikes Dansk, og fra den Tid, man overhovedet fik en Folkeskole, har den været Dansk lige til Syd derfor selv i dansktalende Land har Kirke og Skole med Undtagelse af den korte Tid mellem de to Krige været Tysk. Nord for Linjen har Folket saaledes altid faaet sine aandelige Fornødenheder paa Dansk og i Tilknytning til det danske Liv, Syd for den paa Tysk, og ud herfra er Nordslesvigs danske Nationalfølelse fremgaaet, som hidtil har været ubrydelig for Tyskerne. Paa Grund af Naturforholdene, Beliggenheden nord for Vidaaen og et udstrakt Sø- og Sumpterrain, medtages vestpaa de to smaa Sogne Aventoft og Ubjærg (tilsammen noget over 900 Indbyggere), der har haft tysk Kirkesprog, men er rent dansktalende, og østpaa det meste af Bov Sogn og Byen Frøslev af Hanved Sogn, der ligger nord og nordvest for Krusaadalen, men ligeledes i det væsenlige havde tysk Kirkesprog. Men medens der ingen bevidst Danskhed findes i Ubjærg og Aventoft, skabtes i Tiden mellem de to Krige her i Bov og Frøslev en saadan, der har holdt trofast ud i Haab om Frigørelsen, og overfor hvilke vi nu har den allerstørste Forpligtelse. Den Grænse, der her er nævnt, er den absolut nordligste. Udover den kan der ikke fra dansk Side gøres nogensomhelst Indrømmelse. Nord for den ligger et dansk Land paa 4000 k 2 eller 72 Kvadratmil beboet af 165,000 Mennesker. Til Sammenligning kan anføres, at Fyn er 3450 k 2, og at Odense Amt alene har 174,249 Indbyggere. Men er der ikke Sønden for denne Grænse danske Elementer, som vi bør værne om ved at kræve en Afstemning foretaget længere Sydpaa? Jo, som før blev sagt, gaar det danske Sprog i en Tunge ned gennem Midten af Landet. I den øvrige Del af Hanved Sogn, i Valsbøl, Vi og Haksted Sogne i Flensborg Amt tales endnu en Del dansk, og i Tønder Amter det danske Sprog endnu livskraftigt i Kær Herred og gør stadig Fremskridt paa Bekostning af det frisiske i Rødenæs, Nykirke og Klangsbøl. Der tales dansk i hele dette Strøg af o i Tønder Amt og 1500 i Flensborg Amt, og dansk forstaas vel af 10,000 i det hele. Børnene kan dog kun dansk Nord for Linien Frøslev-Skovlund-Agtrup-Klægsbøl. Hvor Børnene endnu kan tale dansk, er der Muligheder for at holde Sproget opret og Muligheder for at skabe

32 Brede" HØJ EJ Me geltender I lirk al SILD IUSUJD V, «uren tii Niblnm Nikolai R VYK ^ f Rjl * Lohe de Olond Ha'tnbarqt V? Den nordligste og den syd

33 Grænse, som er forsvarlig.

34 26 dansk Folkefølelse. Hvor levende det danske Sprog er her, ses af, at Mellemslesvigerne fra denne Egn ude i Felten slutter sig til deres nordslesvigske Kaminerater, taler dansk med dem, læser deres danske Aviser og gennem disse sender Hilsener hjem. Forfatteren har noteret over 200 af den Slags Folk, medens Angelboerne absolut har holdt sig fjærnt. Saaledes vil de maaske kogsaa, naar de kommer hjem, pleje Forbindelsen nordpaa, og med dem, der i Krigens Tid har været derhjemme, kan det gaa ligervis, hvis de først er bleven skilt fra Forbindelsen med de tyske Egne og allevegne kan bruge deres danske Tungemaal og vise deres danske Natur gav ikke blot Bov og Hanved Sogne, men ogsaa Valsbøl, Karlum, Medelby og Ladelund dansk Flertal eller stort dansk Mindretal ved de første Valg til den tyske Rigsdag. Og endnu sidder Tyskheden her ikke særlig fast, og der er i adskillige Byer danske Stammer bevarede med Udviklingsmuligheder under gunstige Forhold; som Egekrattene paa Jyllands Hede, der ved Læ og Pleje ikke længer forkrøblet behøver at krybe langs Jorden, men rejser sig i Vejret. I flere af disse Byer er der netop i de sidste Aar før Krigen grundet danske Bogsamlinger, og de danske Aviser har her en 500 Abonnenter, ja Tallet er i Fremgang. Det vil sige, en 2000 Mennesker vel saa omtrent læser dansk og følger gennem sin Læsning med i nordslesvigske og kongerigske Forhold. Det er væsenlig Storbønder, som driver paa det tyske, den store dansktalende Mængde i disse fattige Egne er simpelthen endnu ikke vaagnede til Nationalbevidsthed. Der er al Grund til at lade en kommende Afstemning ogsaa strække sig ned til disse Egne, og det var ogsaa muligt her at skabe en naturlig Grænse. Ligesom den før nævnte maa den begynde ved KObbermøllebugten, gaa op med Krusaadalen, men syd for Frøslev følge en Strækning Mejnaa, springe herfra over Heden til Hakstedaa og derpaa langsmed Soholmaa naa ud til Vesterhavet. Dette Afstemningsstrøg kom saaledes til at omfatte hele Tønder Amt og Dele af tre flensborgske Sogne. Nordfor denne Grænselinje ligger der i Sønderjylland 4900 km 2 (90 Kvadratmil) og boer der o. 197,000 Mennesker. Foretages Afstemningen herned til, vil der længere mod Syd udenfor Flensborg By ikke være andre danske Mindretal, der kunde have Lov til at

35 27 klage over ikke at have været med paa Sønderjydernes Højtidsdag, end de 25 brave Mænd, som 1912 stemte dansk i den sydlige Del af Hanved Sogn og de 30, der gjorde det i den nordlige Del af Oversø. I Angel faldt der 11 danske Stemmer. Men denne naturlige Grænse indeslutter nærmest Vesterhavet elleve Sogne, der er helt fris'isk-tyske af Sprog og hvori der ikke vides at være de allerringeste danske Sympatier, og de frisisk-tyske Øer Sild, Før og Amrum maatte ogsaa paa Grund af Beliggenheden komme med. Af disse hørte til 1864 den nordlige Spids af Sild, Vesterland Før og Amrum med til Nørrejylland, og dette gav sig i 1867 tilkende ved, at Vesterland Før stemte dansk; endnu er der danske Sympatier, og en Organisation kunde maaske igen vække Danskheden paa Øen, overfor hvilken i Tidens Løb Danskerne oppe i Nordslesvig var blevne mindre agtpaagivende. Paa Sild er der ikke helt faa dansktalende, indvandret fra Fastlandet, o. 10 pct. af Befolkningen. Men om man paa disse Forhold tør grunde Haab om, at Øerne vilde finde sig i at blive danske, kan ingen sige. III. Her er peget paa Muligheder, der gør, at en kommende Afstemning bør udstrækkes til at omfatte hele Tønder Amt, og ogsaa Byen Flensborg bør stemme. Det vil. fordres højlydt af mange herhjemme, idet de med ikke liden Berettigelse kan sige, at det trofaste danske Element, som findes i Byen, har Ret til at tælles med, naar det skal slaas fast, hvormange danske Slesvigere der findes. Kan man saa komme Retfærdigheden nærmere ved en Afstemning? Nej, hvad der er ud over dette, er af det onde. For det første, fordi der er ingen Mening i at sætte saa stort et Apparat som alle Forberedelser til en Afstemning i Gang for noget saa ørkesløst som at opfange de danske Sympatier i Angel eller andensteds i Mellem- eller Sydslesvig. De findes der nemlig ikke, der er ingen danske Mindretal, som kunde kræve at være med, og stemmer man dernede dansk, er det alene af Grunde, vi ikke kan respektere, for at slippe

36 28 for den tyske økonomiske Elendighed efter Krigen. Men der er ogsaa en anden væsenlig Grund til ikke at lade Afstemningen strække sig saa vidt. Det fortjener nemlig Opmærksomhed, at der i de tyske Kredse i Flensborg og andensteds i Slesvig øjensynlig nu arbejdes for, at en eventuel Afstemning eller en uundgaaelig Afstaaelse af Dele af Sønderjylland sker paa den Maade, at Grænsen for Afstemning eller Afstaaelse drages saa langt Syd paa, at der i det samlede Omraade, som afstaas, eller hvori der stemmes, kan blive et tysk Flertal eller et meget stort tysk Mindretal. Tanken, der ligger bagved, er ikke uklog, idet derved enten det danske Nordslesvigs Krav kunde blive overstemt, eller der kunde skabes Mulighed for en ny Nationalitetskamp indenfor Danmarks Grænse, saaledes at Tyskeriet i Nordslesvig ved sin Forbindelse indenfor det større Danmark med virkelig tyske Egne kunde holdes oppe. Ved en ny Grænseflytning vilde man saa kræve det hele igen. Jeg har ikke ved Haanden Stemmetallene for de tyske Dele af Hertugdømmet i de enkelte Afstemningsdistrikter ved sidste Rigsdagsvalg 1912; men sammenslaar man blot Hovedtallene i første og anden slesvigske Valgkreds, hvoraf første omfatter de danske Egne, Haderslev og Sønderborg Amter, og anden det danske Aabenraa Amt, Flensborg By og Flensborg Amt (til midt i Angel), er Resultatet 15,296 danske, 19,386 tyske og 9089 socialistiske Stemmer, og medtager man fjerde Kreds, hvori Dele af Tønder Amt er danske, fremkommer 17,281 danske, 35,906 tyske og 11,229 socialistiske Stemmer. Gaar man endnu sydligere, øges disse Tal ikke med en eneste dansk Stemme, men med adskillige Tusinde tyske fra Søndre Angel og Byen Slesvig, som sammen med Svans og Dänischwohld danner tredje slesvigske Valgkreds. De danske Nordslesvigere er klare over Faren herved. De ønsker ikke, at tyske Elementer fra de sydligere Egne skal forøge det ringe tyske Mindretal, der uundgaaelig vil blive tilbage i Nordslesvigs Byer, selv om Embedsstanden er draget bort. De mener, det vil gøre Nordslesvigs Fremtid utryg, helt bortset fra, hvad der ellers kan være af uheldigt derved.

37 TREDIE AFSNIT. I. At Nordslesvig er dansk, vil for det første sige, at dets Sprog er dansk. Der findes ingen indfødt Mand, som ikke baade forstaar og taler dette Sprog, og for den allerstørste Del af Befolkningen er Dansk det daglige Tungemaal. Den tyske Sprogstatistik er absolut ikke tilforladelig, hvilket ikke saa meget skyldes de endelige Bearbejdere, selv om disse med Velvilje ser, at Resultatet kan blive saa gunstigt for det tyske Sprog som muligt, men Tjenstivrigheden hos det Personale, Smaaembedsmænd og Lærere, der besørger Folketællingen ude i de enkelte Distrikter. Ethvert Individ, som kan nogle tyske Brokker, ethvert Barn i skolepligtig Alder, som i Skolen kun lærer Tysk, kan blive opført med tysk Modersmaal. Ogsaa tyske Videnskabsmænd kan med ægte tysk Spidsfindighed eller Skarpsindighed skaffe et fuldstændig galt Resultat til Veje: Paa et Sprogkort i det højt ansete geografiske Tidsskrift Petermanns Mitteilungen" ses Nordslesvig overfyldt med helt tyske Distrikter. Fremkomne hvorledes? Jo, Statens Skove bliver markeret med den rent tyske Farve, hvor der paa et Areal af maaske 1000 Tønder Land findes en tysktalende Skovfoged med Familie og udenfor disse intet Menneske. Tænk om Nordsjællands Statsskove havde tyske Skovridere, Skovfogder og Skovløbere. Hvilken pragtfuld Tyskhed kunde dær ikke skabes paa et Sprogkort? At optage en Statistik fra dansk Side skete gennem udsendte Skemaer til Tillidsmænd i hver Kommune 1900, idet man kun dristede sig til Landet og Flækkerne, men lod de fire Købstæder ligge. En ny Statistik var i Arbejde o. 1914, som ogsaa omfattede Byerne, men dens Fuldførelse blev afbrudt ved Krigen. Resultatet af den fra 1900 er imidlertid endnu meget brugelig; Tillidsmændene har alle Vegne været