MEDLEMSBLAD FOR RADIOTELEGRAFISTFORENINGEN AF 1917 NR ÅRGANG

Transkript

1 MEDLEMSBLAD FOR RADIOTELEGRAFISTFORENINGEN AF 1917 NR ÅRGANG 1

2 Fødselsdage AUGUST 23. august år. Per René Thode Clausen Roselillevej København S. 26. august år. Per Holger Pedersen Bondegårdsvej Frederikshavn SEPTEMBER 12. sept år. Mogens Lehd Pedersen Kildebakkerne Ølsted 25. sept år. Jette Elverdam Bisserup Havnevej 50, Bisserup 4243 Rude OKTOBER 1. oktober år. Kenn Paul Jørgensen Nørgaardsvej 4G, st Kongens Lyngby 15. oktober år. Flemming Rod Jensen Søvænget Marstal 17. oktober år. William Pohlmann Østparken Oksbøl 19. oktober år. Anette Søbjerg Jensen Vodroffs Tværgade 5D,7, Frederiksberg 21. oktober år. Poul Ib Mortensen Postboks Aasiaat 22. oktober år. Knud Nielsen Lodsvej 14, Nordby 6720 Fanø 28. oktober år. Klaus Frisenette Jensen Postboks Narsarsuaq 30. oktober år. Ruth Skovgaard Hansen Ellegårdsvej 16 D, 2750 Ballerup NOVEMBER 1. nov år. Jørgen Per Hansen Gartnervang 40, 2.th Roskilde 2. nov år. Jan Ravnmark Skovbrynet Glamsbjerg 4. nov år. Vagn Ahler Madsen Heimdalsvej Hjørring 5. nov år. Henning Bach Bækkevang Kgs. Lyngby 11. nov år. Keld Andersen Aoyagi-cho , Tatebayashi, Gunma-ken JP nov år. Einar Gade-Jørgensen Møllestræde Hillerød 24. nov år. John Egon Nielsen Rosenhøj 26C, 3 mf Viby J. 29. nov år. Hedin S. Hilduberg Gammelgårdsalle 19, lejl Vallensbæk Strand 2 Foreningen ønsker tillykke!

3 radio telegrafen Medlemsblad for Radiotelegrafistforeningen af 1917 Nr. 3 August årgang ISSN: Redaktion: Jan Preisler (Ansvarshavende) Udgiver: Radiotelegrafistforeningen af 1917 Gl. Køge Landevej 55, 5.sal 2500 Valby Telefon Girokonto: Netbank: raf1917@post.tele.dk Oplag: 500 eksemplarer Telefontid: Tirsdag og torsdag Kontoret i Grønland: Telefax Formand: Carol Ann Thrane Tlf Forretningsfører: Vagn Klovborg Tlf Redaktion og layout: Bodil Laursen og Jan Preisler Deadline for nr november 2014 Produktion: Special-Trykkeriet Viborg a/s Livøvej 1, 8800 Viborg Telefon I en seng på hospitalet, hvor de hvide senge står Nej, så slemt gik da det heldigvis ikke, da jeg for et par måneder siden, yderst talentfuldt, fik min højre langfinger i klemme mellem en dør og dens karm, præcis på samme fikse måde, som vi gang på gang siger til de små børn at de IKKE skal gøre. Efter at have besigtiget skaden og konstateret, at fingeren ikke havde det så godt og for øvrigt udgjorde en mindre udgave af det stockholmske blodbad, blev jeg ved gode kollegers mellemværende gelejdet på skadestue, selvfølgelig via 1813, for nu til dags møder man jo ikke bare sådan uden videre op på skadestuen. Så langt så godt. Ankomst skadestuen ca afgang skadestuen ca Lang ventetid, javist men også interessant at se, hvordan ventetiden så absolut ikke skyldtes, at de ansatte ikke arbejdede hårdt. Først et kvarters ventetid i et lille venteværelse med hurtig (men grundig) besigtigelse og et skud mod stivkrampe (det gjorde slet ikke ondt), så ud i det store venteværelse og her blev der virkelig ventet. Men der var også mange patienter at tage af og de ansatte lå ikke på den lade side. Efter ca. halvanden times ventetid i det store venteværelse blev det så endelig min tur til at blive behandlet, røntgenfotograferet, hvor man konstaterede, at fingeren var brækket, bedøvet (det gjorde s.. ondt), syet, røntgenfotograferet igen, besigtiget igen for så endelig at få at vide, at fingeren heldigvis ikke skulle opereres. Seks dage efter var jeg atter på hospitalet, hvor jeg fik at vide, at fingeren var som den skulle være. I denne omgang var ventetiden dog ikke så lang. Men den samlede ventetid på ca. 7 timer valgte jeg at bruge til noget konstruktivt, nemlig til at lave min egen lille observation af, hvor myreflittige de forskellige ansatte var, næsten alt gang foregik i løb, hvis det da ikke foregik pr. løbehjul. Alligevel var der overskud til at give god behandling og til at være venlig. Jeg så ikke et eneste surt ansigt under forløbene. Og nej, ferietiden var ikke begyndt endnu. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor travlt der må være her i den glohede ferietid. Når nu der igen skal spares, for det ligger jo i tidens trend, at der skal der, må jeg så foreslå, at der ikke kommer nogen personalereduktioner her, tak! Jeg håber alle har en god sommer med masser af kølige drinks og måske en tur i vandet, for magen til hede, har vi vist ikke haft i mands minde. Carol Ann Thrane Forside: De danske krigssejlere ved Triumfbuen inden kransenedlæggelse ved den ukendte soldats monument. Foto: Søren Juhler 3

4 Carol Ann Thrane Formand Henning Poulsen Næstformand Jørgen Lund-Ertel Karl Erik Birkholm Nyt fra FU Lyngby Radio: Søværnets Operative Kommando (SOK) overtager radioekspeditionen pr. 1. januar 2015 ved virksomhedsoverdragelse. Lønregulering for ansatte ved Lyngby Radio: Der er indgået aftale om lønregulering mellem TDC og Dansk Metal og lønreguleringen gælder også for ansatte på RAF-overenskomst. Overenskomstforhandlinger 2015: RAF 1917 og øvrige organisationer under CO10 har nu fremsat de specielle krav, dvs. de krav, der vedrører egen organisation. Feriehusene: Grønhøj: Først på sommeren blev en del vedligeholdelsesarbejde udført på feriehuset ved Løkken. På terrassen er de nye brædder og steder, hvor maling var slidt af til rent træ, grundmalet og efterfølgende er hele terrassen malet med meget slidstærk maling. Skorstenen er blevet repareret, pudset op og derefter malet. Kugleventilen ved vandmåleren frigjort, så vandgennemstrømning igen er mulig. Bemærk at det kun er hovedhanen i målerbrønden, som må anvendes for lukning af vandet. Endelig er buskene langs stien op til huset blevet beskåret, da bevoksningen næsten havde lukket stien. Medlemmerne: Det har desværre været nødvendigt at slette et par medlemmer på grund af kontingentrestance, idet de ikke har reageret på adskillige henvendelser. Veteranfrokost 22. oktober 2014 Onsdag den 22. oktober kl. 12 mødes vi til veteranfrokost i Air-Pub i Odense Radiotelegrafistforeningen byder på sild og 3 stk. smørrebrød samt en øl og en dram til RAF-veteranerne (60+). Ekstra forplejning udover det nævnte er for egen regning. Air-Pub har adresse Kongensgade 41, Odense C - 10 minutters gang fra stationen (800 m). Det er samme sted som i oktober Taxafolk kan køre direkte til bagindgangen via P-pladsen på Klostervej. Indkvarteringen arrangeres, så det sociale samvær tilgodeses. Der er også rygemuligheder. Der er plads til 50 deltagere. Yngre medlemmer kan deltage, hvis der er plads. Pris -100 kr. Tilmelding til Erik Hellerup Madsen tlf eller eller mail 11erhoej@oncable.dk (det er to 1-taller!) Tilmelding navn og foreningsnr. senest søndag d. 19. oktober. Liste over tilmeldinger lægges på hjemmesiden. Lad os vise de køvenhawnere, at frokosten også kan foregå andetsteds og vis os, at I også tør møde os udenbys. Vi har reserveret tidsrummet men bliv så længe du lyster. Som 65+ rejser man til halv pris med DSB den dag. Husk at melde fra, hvis du har tilmeldt, men alligevel ikke kan deltage. 73 og alt det der på festligt gensyn! Erik (nr. 2895) Det er stadig muligt at købe DVD en med scannede medlemsblade for kr incl. forsendelse. Henvendelse til kontoret. 4 Jørgen Andresen Jensen På foreningens hjemmeside er der nu lavet arkiv med alle de nye årgange under debat m.v.

5 Mindeord Jørgen-Werner Christensen Vores ven og kollega Jørgen- Werner drog hinsides til de syngende telegrafpæle sidst i maj måned efter en tids sygdom og kort efter sin 75 års dag. Han var født på Amager og de senere år interesserede han sig da også meget for Amagers historie. Allerede som dreng var han tiltrukket af søen og kom hurtigt ud og sejle til søs med ØK som opvasker. Der opdagede han så, hvor godt telegrafisterne havde det og det blev så karrieren for Jørgen-Werner. Han sejlede som telegrafist (han fik certifikat i 1959) i både danske, svenske og norske skibe, en hel del i Caribien, men også Afrika og syd om til Australien. Joh, han kom godt nok de syv have rundt. Men så gik han i land på Grønland og var telegrafist i Sukkertoppen og Godthåb og Umanak. I alt 9 år på Grønland blev det til og interessen for og snakken om Grønland holdt ved, lige til det sidste. Efter at have erhvervet 1. klasses certifikat, blev han i 1976 ansat på Lyngby Radio og var her indtil pensionen. Herefter kom han flittigt til Lyngby Radios QPF (pensionist frokoster) og RAFs veteran sammenkomster og naturligvis også til Sukkertop træf, hvor der var gang i snakken om de gode gamle dage, hvor morse og telegrafister var uundværlige. Jørgen-Werner huskes især for sin venlige hjælpsomhed hvad kan jeg gøre for dig, min ven hørte man ofte i Lyngby Radios lokaler. Og så for sin videbegærlighed om alt mellem himmel og jord, så meget at han også til tider gik under navnet SpørgeJørgen. Når han var i HF-telefonen, så gik der tit Grønland i den så de, der ikke havde været på Grønland til sidst også kunne historierne næsten udenad. Og når snakken ikke lige var om Grønland, så kunne han også underholde om god og rigelig mad med dyre rødvine til - eller andre af hans interesser og samlerobjekter: frimærker og mønter. Trods alle historierne og snakken, så var han alligevel et ret privat menneske, men da han blev gift med May- Britt, telefonist på Lyngby Radio, gik det meste af hans tid og omsorg til familien, som han bekymrede sig meget om. Savnet af ham vil være mærkbart i lang tid. Blandt veteraner og grønlandsfarere vil han også blive savnet, især for sit skarpe vid og sine historier. Æret være Jørgen-Werners minde. Henning Poulsen, Lyngby Radio Medlemsstatistik Ændringer maj Axel Dixen slettet 4671 Jørgen Per Hansen slettet 4707 Kaj G. Ludvigsen slettet 5627 Leif Trust slettet Ændringer juni Susanne Rasmussen udmeldt 2294 Jørgen-Werner Christensen afgået ved døden Ændringer juli Laban D.J. Eliassen slettet 5588 Sakæus G.J.K. Taunajik slettet 5558 Verner Peter Qvotrup passiv Medlemstal pr. 31. juli 2013 Aktive 106 Passive 304 Feriehusene Gudmindrup Lyng Ledige uger: 33, Løkken Ledige uger: 34, 37-41,

6 6

7 Krigssejlernes deltagelse i fejring af 70-årsdagen for invasionen i Normandiet Da Danmark i 1940 blev besat, befandt der sig mindst 254 danske skibe i allieret eller neutralt farvand. 128 af disse skibe kom ikke hjem igen, og det er dokumenteret, at i hvert fald 83 af dem blev torpederet af de ca søfarende i udeflåden omkom, og søfolkene var dermed den danske befolkningsgruppe, der led de største tab under krigen. Blandt de omkomne var 15 radiotelegrafister. Men allerede før besættelsen blev danske søfolk ofre i krigen. Før den 9. april 1940 blev 35 danske skibe og 11 fiskekuttere sænket, og 386 sømænd og 36 fiskere omkom. På udenlandske skibe omkom 22 danske sømænd i samme periode, hvilket bringer det totale antal omkomne op på 426. Mere end 100 af de omkomne var ikke fyldt 17 år. Jens Arne Glinsvad gjorde gennem hele krigen tjeneste på tankskibe ejet af ESSO. Radiotelegrafen nr. 4, 2010 bragte Jens Arne Glinsvads beskrivelse af det farefulde job, der sluttede med hjemkomst til Danmark i juni I juni dette år deltog Jens Arne Glinsvad sammen med fire andre tidligere krigssejlere i markering af 70- års dagen for de allieredes invasion i Normandiet. Ved denne højtidelighed blev Danmark officielt anerkendt som allieret nation. Til glæde for bladets læsere har Jens Arne Glinsvad skrevet herværende beretning om turen til Frankrig. Indtryk fra mindehøjtidelighederne for 70-årsdagen for de allieredes invasion i Normandiet 2014 Mindehøjtideligheden for D-dag operation Overlord d. 6. juni 2014 på Omaha Beach i Normandiet blev en stor dag for de danske krigssejlere, - de danske søfolk, der var i allieret krigstjeneste under 2. verdenskrig. Fra denne dag er Danmark anerkendt som allieret i lighed med England, U.S.A. Inskriptionen på monumentet på Utah Beach lyder: Til minde om de 800 danske søfolk, der deltog i invasionen i Normandiet, juni 1944: (Foto: Torsten Granow) og Frankrig. Danske skibe i allieret tjeneste fik først lov til at sejle under dansk flag d. 25. december De Danske skibe, der deltog i invasionen, var derfor under dansk flag, men først i år blev Danmark anerkendt som allieret. Samtidig anerkendte den danske regering officielt de danske krigssejleres indsats som en del af den danske modstandsbevægelse. Forhistorien til denne anerkendelse, som de danske krigssejlere har kæmpet for i årevis, tilhører i højeste grad formand for foreningen Krigssejlere Erik Kragelund, der ved et nært samarbejde med formanden for Frihedskampens Frednings- og Mindefond Christian Eugen Olsen skabte forudsætningen for dette. Det var en stor begivenhed, som blev mindet med en rejse til Normandiet i dagene fra d. 3. juni til d. 9. juni Rejsen var arrangeret og sponsoreret af Frihedskampens Frednings- og Mindefond og tilrettelagt af Christian Eugen Olsen. Turen begyndte fra Tietgensgade i København med bus d. 3. juni kl om morgenen. I alt var vi 24 deltagere heriblandt fem tidligere krigssejlere herunder Erik Kragelund, som er formand for foreningen Krigssejler og undertegnede. Derudover deltog Christian Eugen Olsen, som er formand for Frihedskampens Fredningsog Mindefond samt Jens Vilhelm Ege 7

8 8 som er formand for Danske Veteraner Med var også journalister både fra DR og TV 2, så vi var under hele turen godt mediedækket. Efter sejladsen over Rødby Puttgarden kom turens første stop i Grossenkneten v. Bremen, hvor vi lagde en krans i mindelunden for Lillejohn, - John Christmas Møller, - eneste søn af politikeren Christmas Møller. Lillejohn blev som 18-årig optaget i Grenadier Guards Regiment, og blev som delingsfører landsat i Normandiet i juni Han faldt som 20-årig i kamp d. 9. april D. 4. juni kørte vi langs de engelske strande og ved 16-tiden ankom vi til den berømte Pegasus Bridge, hvor de første engelske tropper fra the 6th British Airborne Division ankom natten mellem d. 5. og 6. juni Ved broen blev vi mødt af to engelske guider, der fulgte os resten af turen. De to guider vidste simpelthen alt om Normandiet og de slag der foregik der. Vi fik hilst på Madame Arlette Gondree, der var vidne til begivenhederne og ejer af den berømte cafe ved broen. Arne Glinsvad med medalje med følgende indskrift: Annniversary du debarquement et de la betaille de Normandie D. 5. juni var der kransenedlægning ved den britiske CWGCE Cementry. Den uendelighed af hvide kors gør et stort indtryk. Om aftenen var vi inviteret til en stor international ceremoni. Det blev en stor oplevelse med faldskærmslandinger på stranden og mange taler ved kransenedlægningerne ved de forskellige mindesmærker. Vi deltog i nogle af kransenedlægningerne, men på et tidspunkt var vi meget trætte. Krigssejlerne har trods alt passeret de 90 år eller er tæt derpå, - så vi tog tilbage til hotellet og gik i seng. Fyrværkeriet, der afsluttede dagen, gik vi derfor glip af. Så kom den store dag d. 6. juni, hvor vi kl. 8 præcis afgik i bus med politieskorte fra hotellet til det danske krigssejlermonument ved St. Marie du Mont. Mindesmærket blev indviet for fem år siden, men skulle nu officielt indvies af Dronningen. Kl ankom Hendes Majestæt. Der var en kort ceremoni, hvor Dronningen og krigssejlerne lagde en krans. Fanevagt og søværnets tambourmajorkorps var med til at gøre begivenheden særlig højtidelig. Om eftermiddagen kørte vi til Utah Beach Museum, hvor Dronningen så udstillingen af den nye danske afdeling, der er blevet oprettet i år. Dernæst gik vi ind i en tilhørende sal, hvor der var overrækning af medaljer til veteranerne. Dernæst var der taler. Med på talerækken var Erik Kragelund og jeg. Vi skulle fortælle om vores oplevelser under krigen. Man bliver jo lidt nervøs, når man ser talerækken med borgmesteren, tidligere ceremonimester hos Dronningen Christian Eugen Olsen, Dronningen og den franske indenrigsminister. Men det gik nu som det skulle. Jeg fortalte om min oplevelse i 1943, hvor vi efter en vellykket aflevering af otte lightning kampfly og en last dieselolie i Liverpool på hjemvejen blev opbragt af tyske u- både. De tyske u-både opererede i wolfpacks, - dvs. at u-bådene om natten lagde sig på havbunden under konvojen med slukkede motorer. Pludselig kunne de så dukke op midt i konvojen og torpedere til højre og venstre. Det skete her fire nætter i træk. Eskorten der skulle beskytte os var hjælpeløse og kunne kun sende flairs op for at lokalisere ubådenes periskoper. Alt blev oplyst af flairsene, og det skabte en helt særlig ildevarslende stemning. Det værste, ud over frygten for at skibet skulle gå ned, var dog at se de søfolk, hvis skib var blevet torpederet ligge i deres redningskranse

9 Fra venstre mod højre - Børge Reckeweg - krigssejler, Erik Kragelund krigssejler og formand for Krigssejlerne, Eugene Olsen formand for Frihedskampens Frednings og Mindefond, Jens Ege formand for "Danske Veteraner ,Arne Glinsvad - krigssejler, Antoinette Meldgård - krigssejler, Max Roe - sekretær Danske Veteraner

10 i det iskolde vand og vente på, at et lille fragtskib skulle samle dem op. Hvad tænker man på, når man ligger der midt i det store Atlanterhav? Efter at være angrebet i fire nætter fik vi besked af konvoj kommandøren om at vi skulle sprede os, scatter - dvs. at hvert skib skulle gå efter sin egen kurs efter en på forhånd lagt nødplan. Det gjorde vi så, og for vores vedkommende kom vi helskindet tilbage til New York. Den dag i dag bliver jeg bevæget, når jeg tænker på sceneriet med de brændende skibe og søfolkene, der lå i deres redningsveste med vestens lille lys tændt og ventede på det specielle skib, der skulle samle dem op. Vi andre måtte jo ikke stoppe op eller gøre noget. 22 ud af konvojens 40 skibe gik tabt. Lørdag d. 7. juni var der afgang til Paris. Forinden var der stop ved Omaha Beach og U.S. National Guard War Monument, hvor Antoinette Meldgaard, - turens kvindelige krigssejler, - og jeg lagde en krans. Efter at sagt farvel til vores engelske guider, nåede vi Paris, hvor vi lagde endnu en krans ved den ukendte soldats grav ved Triumfbuen. Vi var ved alle kransenedlægninger på forhånd instrueret i det ritual, der finder sted ved sådanne begivenheder. Det gjaldt bl.a. påklædningen, som for mænds vedkommende var mørkeblå blazer, mørkegrå bukser, lyseblå skjorte og slips. Efter kransenedlægningen ved Triumfbuen var der reception i den danske ambassadørs domicil i Paris. Det blev en festlig aften, hvor Antoinette Meldgaard og jeg fik lejlighed til at underholde med sange fra krigens tid. D. 8. juni sagde vi farvel til Paris. Vejret var skønt, og chauffør Hans Wagner kørte os en sightseeing tur bl.a. med stop ved Eiffeltårnet, før vi satte kursen hjemad. Vi havde en enkelt overnatning i Bochum, inden vi efter en oplevelsesrig tur landede i København d. 9. juni kl Arne Glinsvad Fotografierne er optaget af Søren Juhler, der venligt har stillet dem til rådighed. 10 Bøjes klumme Fortsat beretning om foreningens formænd gennem tiderne Helge Skovgaard Hansen var formand i , men han havde inden da for længst gjort sig heldigt bemærket i forretningsudvalget, ikke mindst under den lange konflikt med Danmarks Rederiforening. Jeg husker flere episoder under kampen. Vi var en dag indkaldt til forligsinstitutionen, hvor civildommer C. Ove Christensen residerede som forligsmand. Da vi trådte ind i det store rum på første sal, blev vi modtaget med denne salut fra forligsmanden: Hvad kommer De her for? Deres krav er jo urimelige. Dem kan vi ikke hjælpe Dem med. Skovgaard og jeg så på hinanden. Skovgaard nikkede, rejste sig og sagde: Godt Bøje, lad os gå. Da vi nåede hen til den hvide dør, kaldte forligsmanden os tilbage til bordet, hvor K.W. Lindemann fra Danmarks Rederiforening sad og godtede sig. Så tog vi fat på forhandlingerne, og de endte med folketingsindgreb, så forligsmanden havde ret. Han kunne ikke hjælpe os, men det kunne vi selv, og det gav bonus senere. Skovgaard kom fra det dejlige fynske land og boede i mange år i Tommerup tæt ved Odense. Da han fik ansættelse ved Lyngby radio, søgte han efter lejlighed i København, men det var vanskeligt. Man skulle på den tid være meget heldig eller giftefærdig for at opnå den lykke at få en lejlighed. Det lykkedes, da han købte en cigarforretning, hvortil der hørte en lille lejlighed. Skovgaards rolige væsen og klare intellekt var en gevinst under drøftelserne i forretningsudvalget. Han var meget tænksom og søgende i sin argumentation, og alle lyttede med respekt til hans velvalgte ytringer. Skovgaard stillede sig velvilligt til disposition med den tekniske indsigt, han havde i så rigt mål. Ikke mindst da foreningen stræbte efter at forbedre medlemmernes praktisk-tekniske kundskaber, stod Skovgaard i spidsen for projektet. Fejlfindingsbogen, Transistorkurser og det stort anlagte Radarkursus var Skovgaards hjertebørn. Ved forhandling med toldvæsenet lykkedes det at få stillet et lokale i Københavns Frihavn gratis til rådighed, og fra blandt andre DSB og ØK fik foreningen overdraget radarudstyr, der blev anvendt til undervisningsformål. Skovgaard deltog selv i tilrettelæggelsen af undervisningen og stod sammen med Sven Bjørneboe og Edwin Fischer for selve undervisningen i Frihavnen. Det var nok en skuffelse for os alle, og ikke mindst for Skovgaard, at så få rederier så gevinsten ved den kvalitative udvikling, radiotelegrafisterne gennemførte. Et rederi som Dannebrog og enkelte andre rederier så fordelen ved at acceptere og anvende den nye Radio Electronic Officer, men Danmarks Rederiforening forblev uinteresseret. Skovgaard gjorde selv meget for at udvikle sine tekniske kundskaber. Han interesserede sig tidligt for IT, frekventerede flere kurser og blev en habil programmør. Det var endog sådan, at Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet kopierede et måske flere programmer, som Skovgaard havde udviklet til kommercielt brug på Lyngby radio. Da undertegnede fik overdraget opgaven at redigere foreningens jubilæumsbog i forbindelse med foreningens 75 års jubilæum, fik jeg stillet en computer til rådighed for at løse opgaven, og hele den ret omfattende installation af maskineriet stod Skovgaard naturligvis beredvilligt for. Ja, Skovgaard var et enestående menneske, stilfærdig og uegennyttig. Det hører med til beskrivelsen af Skovgaard, at han havde et syns-

11 handikap, der nok besværliggjorde hans aktiviteter, men ingen kunne mærke det, for hans præstationer som radiotelegrafist og hans virke i foreningsregi var altid fortrinlige. Hans flid og idealisme blev endelig anerkendt af foreningen, da foreningens repræsentantskab i april 2004 besluttede at udnævne Skovgaard til æresmedlem af foreningen. Selve udnævnelsen og overdragelsen af diplomet fandt sted ved en frokost i august 2004, hvor formanden Carol AnnThrane og en skare af veteraner, FU-medlemmer og æresmedlemmer deltog og hyldede ham. Vi mistede Skovgaard alt for tidligt. Han afgik ved døden 6. november S. Bøje Larsen Wendelboe-arrangement S.S. Bjørn Torsdag d. 4. september mødes Wendelboes veteraner i Helsingør til den årlige sammenkomst. Lille quiz Man mødes på havnen kl ved museumsskibet S.S. Bjørn, til morgenkaffe og rundvisning på det bevaringsværdige fint vedligeholdte skib. Derefter besøges det nye søfartsmuseum, hvor museumspektør Thorbjørn Thaarup vil orientere om stedets forskning og formidling inden besøg i samlingerne. Efterfølgende forhaler man til den meget spændende Naverhule, som er samlingssted for tidligere og nuværende navere. Her blive dagens frokost så indtaget. Museet for Søfart, Helsingør Alle tidligere Wendelboe-kursister er velkomne. Tilmelding til Knud-Helge Andreasen på tlf eller eller mail: 1944kha@gmail.com senest den 24. august. Flere oplysninger findes på Et vindue er flyttet fra slot til skrot, - men i hvilket slot var vinduet tidligere placeret?? Kan du gætte navnet på slottet så send dit svar til Bodil Laursen - kontraposto@hotmail.com Vagn Jensens fortsættelse af artikel om ekspeditioner til Nordøst- Grønland er af tekniske grunde udsat til kommende nummer af bladet. Naverhulen 11

12 12 Lyngby Radio - en aktiv arbejdsplads En onsdag i juni tog jeg ud på Lyngby Radio for at høre lidt om hvad der foregår dér i denne tid. Vagtchef Irene Olsen havde sat tid af til en lille samtale. Det primære formål med arbejdet på Lyra er selvfølgelig vagt i forbindelse med nød-, il- og sikkerhedstjenestenen. Vagten finder sted døgnet rundt. Om sommeren har vi masser af lystsejlere. De kommer ikke for at få samtale, de kommer for at få hjælp. Der kan også kommer nogle enkelte fiskere på mellembølge, som vil have en samtale, fordi de er så langt ude, at mobilen ikke kan rækker. Hvad sker der på en almindelig vagt? Nu er sommerferien jo startet. Vi har mange henvendelser, som ikke kan kaldes egentlig søredning, men blot anmodning om hjælp. Når de kalder os, er det som regel grundstødning eller løben tør for benzin og så en sjælden gang tager de vand ind. Hvad kan I gøre ved det? Vi svarer dem selvfølgelig, så vi kan få at vide hvor de er henne, og hvad der egentlig er galt. Hvis det blot er en almindelig grundstødning, og de står på sand og solen skinner og der er havblik, så ringer vi privat. Vi har et søredningskartotek, som vi kan anvende i den slags sager. I dag kan det koste penge, men det er en aftale mellem de, der skal hjælpe og den grundstødte. Det blander vi os ikke i. Birgit Kinslev holder øje med AIS Tidligere klarede de det ofte med en flaske whisky eller en kasse øl, men det har nok ændret sig lidt i de seneste år, da det ofte er professionelle, der tager ud. Det kan jo også være et forsikringsspørgsmål, hvis noget går i stykker. Men nu om stunder breder der sig mere og mere noget, der hedder Dansk Søredningsselskab. Jeg har forstået, at de så samtidig opfordrer de pågældende til at melde sig ind, da Dansk Søredningsselskab er en almennyttige forening som ikke modtager nogen støtte fra stat eller andre sider. Deres eksistensgrundlag bygger derfor på de medlemmer, de har, samt donationer fra private og virksomheder. De går altid ud, når vi beder dem om det. Og hvis de går ud, uden at vi er indblandet, fordi de er blevet kontaktet direkte eller via SOK, kalder de os altid op og fortæller hvad de har gang i og hvordan redningen forløber. Ved hjælp af det omfattende søredningskartotek, vi har opbygget, kan vi kontakte folk i det område, hvor der er hjælp behov. Vi spørger også de pågældende lystsejlere, om de evt. kender nogle i området, som kan hjælpe dem. Men hvis de f.eks. er kommet langt fra hjemligt farvand, og vi ikke lige har nogle at kontakte, kalder vi op på kanal 16 og spørger, om der nogle, der vil være behjælpelige. Hvis ikke der er det, så kigger vi i kartoteket. Hvis ikke vi kan finde nogle dér, eller de ikke har tid, så kontakter vi SOK, MOCN eller MOCS (Maritimt Overvågnings Center Syd/Nord). Enten overtager de det, eller også beholder vi det selv men får lov til at låne en af Marinehjemmeværnets kuttere eller et af de andre orlogsfartøjer. Er det en MAYDAY eller PAN PAN, så er det os, der udsender MAYDAYrelay og PAN PAN-meddelelser. Vi dirigerer ikke skibene det er altid frivilligt, om man vil gå til hjælp. Skal der laves søgemønster, og det ikke er en, der er erfaren i det, så laver SOK søgemønster. Vi havde en situation i går, hvor man havde fundet en jolle, der var kæntret. Man formodede, at der var en, der var faldet overbord. Der var helikopter ude samt to hjemmeværnskuttere og marinefartøjet Havfruen samt tre tyske marinefartøjer. Alle fartøjerne kunne man se på AIS (Automatic Identification System) samt se, hvordan de sejlede i et bestemt udstukket søgemønster. De fandt så ikke nogen. Det er jo ikke sikkert, at der var nogen, som var faldet overbord. I vores PAN PAN-meddelelse skriver vi så, at der er helikopter ude og andre fartøjer. Vi oplyser hvem der leder operationen, hvis der er udnævnt nogen, samt at hvis man vil være med, skal man henvende sig til det skib, der leder eftersøgningen. Det er noget af det, vi laver om sommeren. Det er derfor vi er her det er vores primære opgave. Den kommercielle del er derimod meget begrænset. Dog har vi vejrvarsler, skydeadvarsler, fiskerimeldinger og navigationsefterretninger, som skal udlæses. Nu om stunder har man jo mobiltelefoner og satellittelefoner, så samtaler kommer kun på tale, hvis deres mobiltelefon er gået i stykker eller de er så langt ude på havet, at der ikke er mobildækning. Vi får også forespørgsler om opankring fra handelsskibe, og der stiller vi dem igennem til MOCN eller MOCS. Og når de skal sejle væk igen, skal de igen tale med MOCN eller MOCS, for det er deres opgave at overvåge de danske farvande. Bent Christiansen logger ind

13 Irene Olsen, Birgit Kinslev og Bent Christiansen på vagt Så har vi en ordning med Dan Pilot. Når der kommer skibe, som kalder Dan Pilot på kanal 16, så svarer vi dem. Vi beder dem derefter kalde på kanal 87, som er den kanal lodsstationen benytter. Det er en simplexkanal, og hvis skibet ikke kan få forbindelse, kalder de bare igen på kanal 16 og så stiller vi samtalen igennem. Hvor mange personer er på vagt her på stationen? Der er altid to ekspedienter og en vagtchef døgnet rundt. Alle går både dag, aften og nattevagter efter nærmere fastlagte vagtplaner. I alt er vi 25 personer som er ansat til betjening af radioen. Men selvfølgelig kan der være stille perioder, hvor man kan få tid til at se i avisen eller snakke med de øvrige vagthavende kolleger. Men vi lytter hele tiden og er vant til at ørerne er henne i højttalerne. Arbejdsmæssigt er det vel et godt sted at være? Ja, helt sikkert. Når der ansættes folk oplyser vi, at her på stedet er der en hård men kærlig tone. Mange af os har jo kendt hinanden gennem mange år. Men der kommer jo fortsat nye medarbejdere vi har netop fået ansat to ex-telegrafister. Hvad sker der med Lyngby Radio efter nytår? Der overgår vi til SOK. Vi snakker da selvfølgelig om den situation, men vi er jo vant til at arbejde sammen med dem, så det bliver næppe noget problem. Der er jo tale om virksomhedsoverdragelse. For vores vedkommende er den nye overenskomst netop trådt i kraft, og den første periode vil den selvfølgelig stadig være gældende for os. Hvor længe har du selv været her? Siden 1970, altså i 44 år til august. Oprindelig ville jeg have været telegrafist, men der var ikke nogle, der kunne finde ud af hvordan man blev det. Jeg havde læst noget om det i et dameblad og selvfølgelig også set Birgit Sadolin i Een pige og 39 sømænd. Men så kom jeg i erhvervspraktik på Valby Postkontor. Den sidste dag spurgte postmesteren om hvad jeg ville være: Radiotelegrafist. Så skal du ud på Lyngby Radio sagde han. Min mor ringede så og talte med bestyreren. Han fortalte, at enten skulle man uddannes indenfor postvæsenet som postelev og derefter læse til radiotelegrafist eller også skulle man på navigationsskole og derefter ud at sejle. Men vi mangler kontorassistenter, sagde han, og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ud at kigge. Da vi ankom i forhallen, kom der en helt speciel duft imod mig, og det første jeg sagde til min mor var: Her vil jeg gerne være. Jeg anede jo stadig ikke rigtig, hvad det gik ud på. Jeg kom så ind til bestyreren der dengang hed Morsby. Han forhørte mig lidt i engelsk og tysk hvorefter han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme ind at sidde i ekspeditionen. Jeg blev så ansat som kontorassistent på prøve. De må jo have været glade nok for mig, for jeg er da endnu ikke blevet smidt ud! Jan Preisler 13

14 14 Morsetelegrafi som Immateriel Kulturarv Radiotelegrafistforeningen og Eksperimenterende Danske Radioamatører (EDR), går sammen om at sende en ansøgning til det danske UNESCO, om udnævnelse af morsetelegrafi til dansk immateriel kulturarv. Radiotelegrafistforeningen, som repræsentant for den snart 100 årige varetagelse af telegrafisters tarv, og EDR som repræsentant for fortidig og nutidig brug af morse, i det som officielt kaldes for Radioamatør-tjenesten. Forhistorien for ansøgningen, som pt er ved at blive udformet, er følgende: I Tyskland har man stiftet en interessegruppe for ophøjelse af morsetelegrafi til kulturarv. En sådan ophøjelse og stempling foregår i UNESCO regi, og på landeplan. Den tyske gruppe, kalder sig Interessengruppe Kulturerbe Morsetelegrafie, forkortet IKM og de forsøger at gøre alle relevante organisationer interesseret. Initiativtageren til gruppen er Juergen Gerpott, Wedel, Tyskland. Om sig selv oplyser han: Former Radio Officer in the merchant marine ( ), on ships of DDG Hansa, O. Wallenius Bremen; HAM (DL8HCI) since 1984, working only in telegraphy, - retired civil servant of National Weather Service, Marine Office Hamburg (Deutscher Wetterdienst (DWD), Seewetteramt Hamburg ( ). Et antal lande er kontaktet, og flere har fremsendt ansøgninger til deres lokale UNESCO, som følge af Juergen Gerpotts anstrengelser, som nu har stået på et par år. Erfaringer er indhøstet, og nu er det Danmarks tur. Kulturarv, er det noget vi er interesseret i? Telegrafien lever som reminiscens i handelsflåden og forsvaret. Telegrafien lever trygt og godt hos radioamatørerne, og det vil den blive ved med i årtier fremover, men hvorfor sætte et kultur-prædikat på det? Fordelen kunne være en videre interesse og udbredelse af morse, udbredelse af kendskab til telegrafisterhvervet med dets utrolige tekniske udvikling og menneskelige historier, kulturstøtte på forskellig vis, medvirken på kulturelle udstillinger, og meget andet godt, man ikke lige kan forudse. Så det er noget vi, RTF og EDR er interesseret i. Operator at maritime coastal station Den tyske gruppe IKM har nu arbejdet en del år, på at forberede en ansøgning til Unesco vedrørende : Morsetelegrafi en Immateriel Kulturarv, samt på at gøre nationale sammenslutninger og foreninger opmærksom på ansøgnings- og optagelses muligheden. Gruppen har på nettet lagt et ansøgningsskema, som udfyldes lokalt, og som skal sendes til den nationale (danske) UNESCO afdeling. Fra det præudfyldte ansøgningskema (som tilrettes til danske forhold), er der en interessant tekst, som skal forklare personer, uden kendskab til telegrafi, hvad det drejer sig om: Morsekode er blevet brugt i omkring 170 år i stort omfang, som en manuel udført form for kommunikation. Nye moderne kommunikationsteknikker, har i dag gjort kommunikation ved hjælp af morsekode overflødig. Derfor er antallet af mennesker, som er i stand til at kommunikere ved hjælp af morsekode, faldet meget. Morsekode er blevet brugt i flere lande på jorden, end noget andet talesprog. Morsekode har en fordel over det talte ord i, at det ikke behøver at beskæftige sig med udtalen. Dette har gjort det muligt at kommunikere mellem forskellige nationer, uanset sproget. Det er derfor vigtigt for fremtidige generationer at kende til denne form for kommunikation. Morsekode vil snart forsvinde helt fra vores daglige liv. Folk vil derfor ikke være i stand til at forstå den historiske betydning af begivenheder, hvor morsekode spillede en afgørende rolle, for eksempel Titanics forlis i Ophøret af anvendelsen af morsekode kan ikke stoppes, og der synes officielt ikke at være nogen grund til at holde den i live. Derfor anbefales alle lande at bestræbe sig på at sikre dokumentation. Kommunikation via manuel morsekode var (og er) kun mulig via specialuddannede folk. Morsekode sprog, der tales med fingrene på en morsenøgle, er i overensstemmelse med den givne definition på immateriel kulturarv. Ved ansøgningen til den lokale UNESCO afdeling, vedføjes et antal billeder, hvoraf ovenstående er et eksempel på et, de tyske ansøgere vil fremsende. Man kan bruge de tyske billeder, men vi kan sagtens selv være med, med billeder delvis fra danske forhold. Der er samlet nogle billeder, hvoraf 10 skal udvælges til ansøgningen. At der er en kulturarv at videregive, er evident. RTF og EDR arbejder nu videre med sagen. Med venlig hilsen Steen Wichmand OZ8SW Radioamatør siden Kun telegrafi. Skriver spalten CW-hjørnet i radioamatørernes månedsblad OZ

15 Dansk produceret morsenøgle, fabrikat Store Nordiske. Høre og morseundervisning i Århus 1946 Telegrafi fra Nyker præstegårds loft til Kbh., 8. Maj al anden tele og telefon trafik var afbrudt grundet russisk bombardement Telegrafist Carl Dejligbjerg på Hans Hedtoft Kontiki ekspeditionen over Stillehavet Al kommunikation foregik via morsenøgle Samling af morsenøgler på OXA, Søværnets Museum For Trådløs telegrafi, Holmen, København Radiostationen i Grimeton, øst for Varberg, er en gigantisk radiostation for telegrafering til USA på langbølge. Den blev bygget i årene I dag på Unescos verdensarv liste. Overtelegrafist Jan Hansen, DFDS En morsenøgle med en unik historie. Den var med kosmonaut Lebedev ombord på Suyuz 13 i 1973 K-H. Andreasen på Wendelboes radioskole Udvalg af billeder, der kan belyse forskellige situationer, hvor morse har været inddraget og haft betydning 15

16 Derude Der var dage derude hvor himmel og hav var et eneste frådende skum hvor vinden den suste i masternes top og hvidklædte bølger forvilded sig op om båden, der sejled i hop. Der var nætter derude hvor himlen var klar af stjernernes lysende lys hvor morilden glimted langs skibssidens kant hvor luften var mild for den rejsende fant på den store den blå Atlant. Der var uger derude som stille svandt hen i eet eneste kort sekund hvor lasten var fuld og kursen var lagt hver mand tog sin tørn og passed sin vagt med søen og skuden i pagt. Der var aftner derude hvor solen den sank i et rosenrødt skær af rubin hvor underet skete i glimt vi det så vi aned en storhed vi her kunne nå i øjeblikke så få. Der var dage derude hvor himlen var blå og solen den bagte dig brun hvor linen til loggen i søen sig svang hvor stemplernes rytme blev vor lykkes sang dengang, dengang, dengang. Der var timer derude der føltes som år når længslen den voksed sig stor hvor alt som var glæde nu blev en tvang da følte du rejsen uendelig lang og båden for lille og trang. Det blev til år derude med vekslende fart på de have som dækker vor jord hvor linen til loggen i søen sig svang hvor stemplernes rytme, erindringens sang om tiden der var engang. 16 Kate Larsen