Fruentimmerne fra Pallehuset

Transkript

1

2 Fynsk slægtshistorie Fruentimmerne fra Pallehuset på færd med fattiglemmer fra Egerup Fattighus i 1800-tallet 2

3 Fynsk slægtshistorie Fruentimmerne fra Pallehuset på færd med fattiglemmer fra Egerup Fattighus i 1800-tallet Hvenegaards Forlag 2011 Tekst, tegninger og foto: Vivian Hvenegaard Forside: Snaksalige Tværstribede Plymouth Rock høns hvor Egerup Fattighus engang lå. Layout: Vivian Hvenegaard Tryk: Lavpris Trykkeriet ApS Printed in Denmark TAK Først af alle skal min mand, Jens, have så hjertelig tak. Han har været til uvurderlig støtte og hjælp i de mange år, jeg har arbejdet på projektet. Han har tålmodigt ventet og været praktisk medhjælper og ikke mindst chauffør, når fruen tog på arkiver og et utal af lokaliteter for at hige og søge. En kærlig tak til min søster Annie Lyng, som rettede bogen flere gange og med interesse lagde øre til nyheder, hvor støvede og kedelige de end var. En helt særlig tak til Svend Haakon Jensen, som altid hurtigt og beredvilligt har oversat ulæselige håndskrifter og dermed været min redningsmand og underviser. Uden skoleinspektør Thomas Bruuns visioner og opmuntringer var hele projektet forblevet private optegnelser, som ingen andre end familien var blevet indviet i. Hjertelig tak Thomas, også for kvalificerede og gennemtænkte ændringsforslag og rettelser, som ikke kunne diskuteres og så var det bare at rette igen, igen!! Jesper Birkholm Olsen fra Rytteriet, som rettede den historiske del om Nyborg, og cand. scient. pol. Nikolaj Bøgh, der hjalp med pastorens familie i Gamtofte takker jeg også mange gange. Landsarkivet i Odense og de lokalhistoriske arkiver i Turup/Gamtofte, Nyborg, Børkop, Glamsbjerg, Rolund, Museet i Nyborg, Henrik Madsen fra Hjemstavnsgården, samt de lokale beboere, som hjalp med at finde frem til fattighusene, skal også have mange tak for hjælpen. Sidst men ikke mindst, tak til Den Fynske Landsby, Nyborg Museum, Nikolaj Bøgh, Ole Plum, Assens og Erik Pedersen, Nyborg, for tilladelsen til at benytte fotos til at illustrere og levendegøre bogen med. 1. oplag 2011 ISBN

4 Fynsk slægtshistorie Fruentimmerne fra Pallehuset på færd med fattiglemmer fra Egerup Fattighus i 1800-tallet Hvenegaards Forlag 4

5 INDHOLD Prolegomena... 6 Historisk maleri... 8 Bryllup Skomageren i Gummerup Herregårdsmeiersken Fattiglemmerne Slottet Overfaldet Den sorte bog Horeunger Pøbelens opdragelse Hvad blev der af dem? Maren Palle & Niels Vriegarn Vadskekonen Mindestenen Kilder Slægtsskema Oversigt over dommene Stikordsregister

6 PROLEGOMENA Jens og jeg lærte hinanden at kende i skoletiden sidst i 1960 erne. Vi har været gift siden 1976 og har tre voksne børn, der alle har stiftet familie. Bogen var oprindelig tænkt som en privat slægtsbog om min fars familie til vore nærmeste. Men der fremkom i årenes løb så meget materiale af almen interesse, at jeg blev opfordret til at gøre den tilgængelig for et større publikum. Billedet som bogen tegner af 1800-tallets fattige gælder derfor ikke kun mine aner, men er samtidig et generel illustration af forholdene for omkring 2/3 af befolkningen, nemlig tjenestefolk og fattige. Da min mands borgerlige slægt uforudset blev indblandet i min historie fremkom et kontrastfyldt billede af en tid, hvor borgerskab og tjenestefolk var to skarpt adskilte klasser med særdeles forskellige levestandarder og rettigheder i samfundet. Social velfærd var noget nær umuligt at opnå for de, der befandt sig nederst på rangstigen. En god uddannelse og et socialt miljøskifte var afsættet, som gav en ung mulighed for at forandre tilværelsen, men få fik chancen dengang. Jens slægt var blevet skemalagt i alenlange slægtstavler for årtier siden, mens min, indtil jeg startede med slægtsforskningen, var et uskrevet blad. Hans inkluderede kendte prominente og gejstlige personer med navne som Plum, Dons, Blædel, Langkilde, Brandt, Foersom og selvfølgelig Hvenegaard. Min slægt, derimod, var som en hvirvlende bunke nedfaldsblade af Pedersen, Jørgensen, Jensen og Hansen. En enkelt bemidlet møllerslægt fra Møn havde sneget sig ind på min mormors side, og min morfar havde ved flid fået skabt sig en god blikkenslagerforretning. Flottest syntes jeg, som barn, at mit fødenavn Magnussen var. Jeg gjorde mig forestillinger om, hvem jeg kunne være i familie med. Men det stammede så blot fra en fiskerfamilie i Dyrehavekvarteret ved Nyborg... Hele projektet startede faktisk som en spøg. Min far var lidt af en spasmager og sagde altid, hvis vi talte om døden, at han skulle ned i Helvedet og fyre, da han var eksamineret fjernvarmemester. En dag, da han igen kom med den velkendte udtalelse, kunne jeg ikke dy mig: - Hvis du tager derned, skal vi ikke være sammen i evigheden, for vi skal i Himmelen og være sammen med Jesus. Så er du simpelthen nødt til at skrive dine erindringer til os, inden du dør. Ved det efterfølgende besøg fik vi en mere alvorlig snak, og han indvilligede i at begynde at skrive. Det skulle bare være små korte notater om hans barndom og familie, så ville jeg renskrive det for ham. Det var i november Skæbnen ville, at han og min mor, der var lærer og talehørepædagog, begge døde af kræft indenfor de næste tre år. De fik derfor aldrig historien om søstrene fra Pallehuset. 6

7 Det viste sig med tiden at være mere vanskeligt end jeg havde tænkt, at samle fars notater til noget brugbart. Hver gang man træder en generation tilbage fordobles antallet af personer. Oldeforældre har man 8 af, tipoldeforældre 16 osv. Historier, som den i bogen her, er derfor blot en brøkdel af de menneskeskæbner, der ligger til grund for hver eneste af os. Sandsynligheden for at de overleverede anekdoter er sande falder ligeledes proportionelt, for hver gang de genfortælles. Vi børn og unge fik f.eks. fortalt, at vi nedstammede fra sigøjnerne. Vores oldemor Frederikke skulle være ½ sigøjner, sagde de, og det betvivlede vi aldrig. I min fars familie var alle mørke med næsten sort hår. Det samme havde min søster. Og så kunne de på en enkelt dag blive mere brune end andre kunne på en hel sommer. Når vi, nysgerrige efter at vide mere, spurgte de gamle hvem Frederikkes mor var, fik vi at vide, at hun hed Ane Larsen. Hun kom vistnok fra en fin familie. Hendes forældre skulle efter sigende have boet på Torvet i Nyborg i et af de palæagtige huse. Hun havde været familiens eneste datter, men de havde slået hånden af hende, da hun var faldet for en sigøjner. Sådan en pæn pige burde jo have vidst bedre! Hun blev derefter lugekone på torvet i Nyborg og var ret fattig, sagde man. En spændende og fascinerende historie, der absolut var værd at undersøge nærmere. Muligheden for at finde ud af noget mere omkring denne sagnomspundne Ane Larsen blev væsentlig lettere efter, at kirkebøgerne og folketællingerne blev lagt på nettet. Efterforskningen var ikke uden overraskelser og afslørede et meget anderledes billede af Ane og hendes slægt end det, vi fik fortalt. Flere har spurgt, om bogen er digtning eller fakta? Man kunne sagtens digte en lang roman med de mange oplysninger, der kom frem i protokoller, kirkebøger og folketællinger. Men jeg har af samvittighedsgrunde begrænset digtningen til at være en kort indledning i nogle kapitler for at levendegøre historien altid bygget på faktuelle oplysninger. Der er i bogen også indsat et større antal afskrifter fra de mange håndskrevne kilder og disse er sat med kursiv. De er så vidt muligt afskrevet ordret og kan derfor, med nutidens skrive og stavemåder, se ud som om de er fulde af fejl. God fornøjelse! Min oldemor Gjertrud Marie Frederikke, kaldet Rikke, som var datter af Ane Larsen. 7

8 HISTORISK MALERI Det var ikke let at brødføde en familie i tallet. Især i den første del af århundredet, var tiderne dårlige og Danmark blev af lande som England og Tyskland betragtet som et underudviklet landbrugsland. Danmarks konge Christian 7. var sindssyg, og landet blev derfor regeret gennem mange år af den unge kronprins, den senere kong Frederik den 6. I Slaget på Reden 1 i 1801 angreb englænderne, med admiral Lord Nelson i spidsen, den danske flåde, som derved led store materielle og menneskelige tab. Angrebet kom især fordi danskerne, mod aftalerne, var begyndt at sende deres orlogsskibe (krigsskibe) i konvoj med handelsskibene, efter at disse adskillige gange var blevet kapret af især franske kaperskibe 2. Efter fredsforhandlinger med englænderne oplevede landet en kort årrække, hvor alting så lysere ud. I 1807 begav den engelsk flåde sig igen mod Danmark. Danmark var først neutral i krigene mod Napoleon. Det gav den voksende og store danske handelsflåde masser af arbejde, og den besejlede alle de syv verdenshave. Englænderne frygtede nu, at Napoleon skulle få fingre i den store danske flåde, og de var derfor på vej mod Danmark igen. Da den danske hær var stationeret ved Holsten af frygt for angreb sydfra fra Preussen og Napoleon, blev almindelige folk fra landet indkaldt til krigstjeneste. Men de kunne intet stille op imod den trænede engelske hær. Da danskerne nægtede at efterkomme englændernes krav om at udlevere den danske flåde, startede englænderne bombardementet af København. Det stod på om natten fra 2. til 5. september Civilbefolkningen kæmpede med at slukke brandene forårsaget af de nyopfundne brandraketter, som englænderne sendte ind over byen nat efter nat indtil kapitulationen og overgivelsen af flåden den 6. september. Det blev et uhyggeligt slag, hvor omkring 1600 civile omkom og mindst lige så mange blev såret. 1 - hvor Assens drengen Peter Willemoes udmærkede sig ved heltemod 2 Kaperskib er et almindeligt skib, der i krigstider får status som et krigsskib og dermed kan tage fjendtlige skibe til fange. Datidens krigsskibe var store og rigt udsmykket. Maleriet er en kopi af C. W. Eckersberg, Slaget ved Øland, malt i 1978 af forfatteren. 8

9 Dertil kom de uhyre store materielle skader på byen efter bomber og brande. Danmark mistede nu sin flåde af træskibe, der var så stor, at det svarende til gamle egetræer. Nederlaget betød samtidig, at englændere verden over kunne kapre danske skibe, både dem som lå i havnene og dem de mødte på havene. Når et skib blev kapret mistede familien forsørgelsesgrundlaget og flere familiemedlemmer, idet både fædre og sønner i mange familier var sømænd på samme skib. Omkring 5000 danske søfolk blev taget til fange og sendt i engelske prison. Dertil kom de mange tusinde danske søfolk, som blev kapret i Middelhavet af muslimske kapere. De blev holdt fangne eller solgt som slaver i Nordafrika. Nogle reddede livet ved at konvertere til Islam. De blev indlemmet i det afrikanske samfund og kom aldrig tilbage 3. De der vendte hjem skulle nemlig sværge, at de ikke var konvertitter, men havde bevaret den kristne tro. Under fangenskabet levede de kaprede fanger under kummerlige forhold, og tortur og tvangsarbejde tog livet af de fleste. Kaperne fik deres fanger til at sende breve hjem, hvori fangerne bønfaldt familie og venner om at sende store pengebeløb, så de kunne blive frigivet. Efterhånden blev det så stort et problem, at den danske stat greb ind og kom familierne til hjælp. 3 Sørøveri, Den Store Danske, Gyldendal. Den smukke lynghede ved Grønnestrand. Danmark gik efter angrebet på København i forbund med Napoleon, men det blev dyrt for landet og i 1813 gik Danmark simpelthen statsbankerot. Ved fredsforhandlingerne med englænderne og svenskerne i januar 1814 måtte kongen, for at få fred med Sverige, der havde truet med at angribe landet, modvilligt afstå Norge. Norge havde ellers været dansk siden Kalmarunionen i Efter alle disse år med krig og nederlag var det intet mindre end et Guds mirakel, at Danmark stadig var på verdenskortet omend i noget mindre udgave. Priserne på landbrugsvarer, der var landets nationalprodukt, faldt drastisk efter krigene. Landbruget var urentabelt og gammeldags. Samtidig var der blevet drevet rovdrift på skovene i hundreder af år, og jorden var mange steder ødelagt, som følge af umådeholden græsning. På de sandede jorde betød det voldsom sandflugt med ledsagende hungersnød. Mange unge emigrerede i disse år til USA og Canada for at søge lykken der. 9

10 Det var simpelthen nødvendigt at gøre noget alvorligt ved problemerne. Derfor blev der i 1800-tallet plantet ny skov over hele landet, og skovvæsenet blev sat i system. Tilplantningen af den jyske hede er nok det bedst kendte eksempel. Hvem har ikke kørt gennem de endeløse jyske granplantager, som Hedeselskabets stifter Enrico Mylius Dalgas stod bag plantningen af? I første halvdel af 1800-tallet blev verden revolutioneret af dampmaskinen. Det var godt nok ikke en ny opfindelse, men forbedret så væsentligt af James Watt, at man gav ham æren for den. Den udkonkurrerede i løbet af de næste 100 år både dyr, mennesker, vand og vind som kraftkilde. Behovet for fattigforsorg voksede i takt med at maskinerne gjorde deres indtog, idet antallet af arbejdspladser faldt. Omkring århundredskiftet var godt 6 % i byerne afhængige af social hjælp, mens 4 % var det på landet. I 1803 kom derfor Reglementet for Fattigvæsenets provisoriske Indretning og Bestyrelse i Danmarks Kiøbstæder. I sognene på landet blev der samtidig oprettet Fattigvæsenskommissioner til fordeling af fattighjælpen der. De bestod af herremanden, de mest velstående gårdmænd og præsten som formand. Enevælden ophørte i 1848 og den nye grundlov blev vedtaget i Demokratiet var dog begrænset af at 2/3 af befolkningen ikke havde stemmeret, fordi de var tjenestefolk, kvinder, fremmede, forbrydere, eller afhængige af social hjælp. På landet var præst, herremand og storbonde stadig var de egentlige konger. Klasseforskellene mellem herremand og fattiglem var kolossal og var man ikke ud af en god slægt måtte man kæmpe hårdt og håbe på Guds nåde. Danmark og hele Europa blev fra midten af 1800-tallet bundet sammen i et netværk af togskinner og dampskibsruter, der gjorde rejsetiden væsentligt kortere og samhandlen meget lettere. Det betød, at folk fra landet søgte mod byerne i titusindvis i håbet om at finde arbejde på nogle af de mange små og større fabrikker, som efterhånden skød op der. Trods industriel fremgang og flid blev menigmand ikke selveier af hverken hus eller en gård, hvis han blot var tjenestetyende eller daglejer. Vejen op ad den sociale rangstige var hård og trang. Der var ikke det sociale netværk, vi kender i dag og arbejdsløshed, sygdom eller invaliditet kunne forårsage dyb fattigdom. Uanset der i den nye grundlov stod, at enhver trængende havde ret til offentlig hjælp, så var det stadig meget forskelligt fra sogn til sogn, hvordan man behandlede nødlidende. Nyborgs ældste banegård ved Sølystvej

11 BRYLLUP Her, den næstsidste dag i maj 1840, var skovene blevet lysegrønne og kastanjeblomsterne stod i fuldt flor med deres majestætiske, eksotiske blomsterklaser. Bladenes fingre var strakt ud imod den forbipasserende, som når en far rækker hånden til sit barn. Engene var gule af mælkebøtter og himmelen dyb kongeblå over Gamtofte kirke. Sigtbarheden ud over det sydvestlige hjørne af Fyn var enestående. Alt varslede sommerens komme, og naturen havde i dagens festlige anledning iklædt sig den smukkeste dragt. Foråret havde ellers været køligt og trist. Det gode vejr var kommet sent, men nu, på denne smukke klare dag, var mindet om den kolde vinter og forårets rusk og regn næsten glemt. Kirken, der er overraskende stor i forhold til befolkningstætheden, ligger lidt nord for Assens ikke langt fra det store gods Brahesborg 4. Inde i kirken var der stadig koldt. Solen havde endnu ikke haft magt til at varme det store rum op og gæsterne sad stille og småfrøs. Oppe på herskabsstolen 5, der var bygget på 4 Brahesborg fik navnet da Tyge Brahes søstersøn Jørgen Steensen Brahe i 1600-tallet ejede gården. Han blev kaldt Den lille Konge på Fyn pga. sine rigdomme. Grev Ranzau, der ejede Brahesborg først i 1800-tallet gik fallit efter Englandskrigene, og Brahesborg kom i statens besiddelse. Frederik Wilhelm Treschow, som købte godset af staten i 1828, satte det i stand. 5 På skibets nordside var en tilbygning, med en udvendig trappe til en herskabsstol. Stolen blev nedtaget, den lille tilbygning nedrevet og døren tilmuret i væggen lige overfor den smukt udskårne prædikestol, sad godsejeren, som ejede både Brahesborg og kirken, sammen med sin frue. Rundt om i kirken var der en sagte mumlen. Det var kirkegængere, som lige fik opdateret de sidste nyheder fra egnen, inden gudstjenesten gik i gang. Andre tænkte på, hvad de skulle lave resten af dagen eller fik tiden til at gå med at tælle hvor mange lys, der kunne sættes i lysekronen. Bagerst i kirken sad en del unge mennesker og småsnakkede. De ville overvære brylluppet mellem Giertrud, som var en af de piger, de arbejdede sammen med i hollænderiet på Brahesborg og en ung mand, Lars, som tjente på en gård i Melby. I baggrunden kunne man høre klokkerne ringe og efter et øjebliks stilhed startede organisten forspillet og hele menigheden stemte i: I Jesu navn skal al vor gerning ske, om det skal komme os til nogen gavn og ej endes med spot og ve. Al den idræt, som begyndes i det, fremgang og lykke får, indtil den målet når, den vor Gud til ære sker og dernæst til os henser, hvori al vores velfærd står. Præsten gik nu hen til brudeparret, som stod op ved indgangen til koret. Det skulle de gøre 11

12 under hele ceremonien. Pastoren, der hed Thomas Hvalsøe Thomsen og var blevet ordineret af biskop Plum 6 i Odense, blev kaldt lille Thomsen blandt sine kolleger. Giertrud smilte ved sig selv ved synet af ham og tænkte på hanen derhjemme på gården. Hans hår strittede, som havde han hanekam. - Saa tilspørger jeg eder Lars Jensen: Om I har betraadt eder med Gud i Himmelen, dernæst med eders eget Hjerteslag, siden ogsaa med Slægt og Venner, om I vil have denne ærlige Pige, som hos eder staar til Ægtehustru? - Ja! svarede Lars så tydeligt, at alle kunne høre det. - Om I herefter vil leve med hende i Medgang og Modgang, i hvad Lykke Gud den almægtige vil eder tilføje, som en Ægtemand bør leve med sin Ægtehustru. Lars havde glædet sig til denne dag selv om tingene ikke helt havde udartet, som han havde håbet. Det var først for ganske nylig, der var blevet et værelse ledigt, som de kunne leje, derfor kunne de ikke gifte sig tidligere. At Lars var faldet for den et år ældre og kønne Giertrud fra Gummerup havde ikke vækket begejstring hos hans forældre. De havde gerne set, at den pige han skulle giftes med havde et uplettet rygte og en god medgift. Selvom Giertrud havde en god stilling som herregårdsmejerske, så var hun samtidig uægte barn. Hendes rigtige far blev aldrig gift med moderen, så arv og penge var der ingen af. Jomfru var hun heller ikke. På bænken ved indgangen sad hendes 6-årige søn Anders sammen med sin farfar og farmor, der havde haft ham i pleje, siden han blev født. Lars, der et øjeblik havde været opslugt af minderne, opdagede, at alles øjne var vendt mod ham. Der var dyb stilhed i kirken. Et kort øjeblik blev han forvirret, men fattede sig og svarede højt: - Ja! uden egentlig at vide, hvad han havde svaret på, og der gik et lettelsens suk gennem rummet. - Om I ved eder fri for at have givet nogen anden Kvinde, som nu lever, eders Ægteskabstro, som dette kunde være til Hinder? - Ja! Gamtofte Kirke set fra vejen til Brahesborg. 6 Biskop Frederik Plum er Jens tiptipoldefar. 12

13 Som Lars måske var klædt. Den Fynske Landsby. Præsten henvendte sig til Giertrud og stillede hende de samme spørgsmål. Giertrud svarede stille på præstens spørgsmål, mens hun kiggede på Lars. Hun holdt så meget af ham. Han var kærlig og omsorgsfuld og ville uden tvivl blive en god far for det barn, hun nu ventede. Hun syntes, han var usædvanlig flot i dag i den dobbeltradede sorte jakke med tinknapper, de sorte bukser og den hvide skjorte. Ikke mindst det røde tørklæde, som han diskret bar om halsen klædte ham godt. Hun havde selv syet den sorte kjole, hun havde på. Den var lavet af det smukke sorte vadmel, som hendes nu afdøde mor havde vævet og valket flere år tidligere og gemt til anledningen. Forklædet var af fint tyndt linned broderet med blomsterranker og med flæser forneden. Over skuldrene bar hun et smukt broderet sjal med lange frynser. Håret, som var langt og mørkt havde pigerne, der deltog ved brylluppet, pyntet med blomster, fletninger og bånd. De havde sådan moret sig, og hun var blevet mere yndig end nogensinde før. Ved midnat ville hun få håret skjult med konehuen. Det var en sort kyse som symboliserede, at hun nu var en gift kvinde. Præsten bad dem om at give hinanden hånden derpå og lagde sin egen hånd oven på deres og fortsatte: - Hvad Gud har tilsammenføiet, skal intet Menneske adskille. Giertruds hånd var blevet iskold, mens de havde stået og ventet i den kolde kirke. Lars gav den et lille klem. Hun nød varmen fra hans store grove hånd. Den afslørede hvor hårdt, arbejdet var på landet. Hun var ikke i tvivl om, at han holdt meget af hende, og hun følte sig tryg i hans nærhed. De var ikke så unge længere, han var 26 år og hun 27. I dette øjeblik tænkte hun, hvor privilegeret hun var, fordi de blot var tjenestefolk. Havde hun været datter af en mere velstående gårdmand, havde hun ingen indflydelse haft på, hvem hun ville giftes med, men var blevet bortgiftet til en ægtefælle, som forældrene havde ment var passende. Ægteskab blev nemlig for langt de fleste unges vedkommende stadig arrangeret af forældrene. Det skete helt uden, at de unge blev spurgt. De havde således heller ikke mulighed for at protestere. Det var vigtigt at sikre deres fremtid økonomisk og sørge for, at 13

14 de ikke blev gift under stand, altså med en, der var fattigere end deres egen familie. Brylluppet var mest af alt en handel mellem forældrene, som sikrede at slægtens besiddelser kunne gå i arv. Giertruds medgift havde, på grund af hendes omstændigheder, begrænset sig til udstyret i den brudekiste, hun havde arvet efter sin nu afdøde mor. Den indeholdt linned og tøj, som hun havde fremstillet af de materialer, hun gennem årene havde fået i løn som tjenestepige på gårdene. Dertil kom en lille opsparing, hun havde samlet, som mejerske i hollænderiet 7, Lars kom fra Flemløse og var født i Høed Gyde. Han havde arbejdet på en gård i Køng i begyndelsen af 1830 erne. Gummerup og Køng er to byer, der ligger så tæt, at ingen helt ved hvor den ene by ender og den anden begynder. Det er vist noget med åen, siger de, når man spørger. Gummerup hører altså til i Køng Sogn. Giertrud, og hendes familie, som boede i Gummerup, kom derfor i Køng kirke. Da kirkegang var noget nær en borgerpligt på den tid, og det var der, man hørte de vigtige nyheder, er det sandsynligt, at Giertrud og Lars har lært hinanden at kende allerede i Det var nemlig det år Giertrud 7 Der blev i 1800-tallet oprettet mejerier i forbindelse med kvæghold på godserne rundt om i landet. Tilrejsende hollændere underviste især kvinder i, hvordan de skulle fremstille ost og andre mælkeprodukter. Derfor blev disse mejerier kaldt hollænderier og pigerne hollænderinder. På Brahesborg blev der især fremstillet ost. Brudekiste. Den fynske Landsby tog hjem for at føde den lille Anders hos sin mor og plejefar i Gummerup. I 1835 flyttede Giertrud tilbage til Gamtofte Sogn og fik igen arbejde i hollænderiet på Brahesborg. Også Lars flyttede det år fra Køng og blev tjenestekarl på en gård i Aborre. Derefter fik han arbejde hos gårdmand Lars Jensen i Lundager, hvor han var ansat 3½ år. Senere flyttede han til landsbyen Melby og fik ansættelse hos Niels Hansens enke. Det var i november Melby bestod dengang af 7 gårde. I Den Fynske Landsby har man genopbygget en mindre gård fra Melby, og man får et fint indtryk af, hvordan de levede netop på den tid, hvor Lars var ansat der. Lars arbejdede stadig i Melby, da han og Giertrud blev gift i Først til november flyttede han fra pladsen til Voldbro. Man kunne som tyende kun skifte plads to gange om året, i november og i maj. Man var altså ansat ½ år ad gangen og fik kun løn to gange om året, så det var med at passe på sine 14

15 penge. Nu Lars var blevet gift kan man ikke så let følge med i, hvor han var ansat, idet han blev daglejer. Lønnen som daglejer var højere end den tjenestefolkene fik, men man var kun ansat på dagsbasis. Det var et usikkert job, der betød at familien stod uden penge, hvis manden i perioder ikke kunne finde arbejde. Boelsted fra Melby. Den Fynske Landsby. 15

16 SKOMAGEREN I GUMMERUP Giertrud kom som sagt fra Gummerup, der ligger tæt ved Glamsbjerg. Næsten hele hendes familie boede i landsbyen, ja alle var mere eller mindre i familie med hinanden. Der kom godt nok lidt nyt blod i årerne ind imellem. Det skete nemlig jævnligt, at der blev født et uægte barn i byen, eller at en af de unge fandt sig en ægtefælle fra en af nabobyerne. Pigerne og ungkarlene kunne jo ikke holde sig fra hinanden, når de mødtes på de store herregårde til høstarbejde. Trods præsten og det bedre borgerskabs forsøg på at højne moralen begik de alligevel lejermål 8 med hinanden. Giertruds morfar var fæstebonde 9 og skomager i Gummerup, ligesom hendes oldefar havde været det. Fæstningen af gården var gået i arv i generationer. Ud over hvervet som fæstebønder var de også skomagere. Man kunne hverken klare sig økonomisk som fæstebonde eller som skomager alene, så det var helt afgørende, at man ved siden af landbruget også havde et håndværk. Giertruds morfar Hans Jørgensen også kaldet Hans Skomager, var født omkring 1739 og døde i Gummerup i Skomagerens far hed Unge Jørgen Hansen og hans far igen muligvis Hans Sørensen. Navne så almindelige, at det gør det umuligt at finde længere tilbage i slægten end til Giertruds morfar og oldefar. Første gang familien er nævnt som fæstere er i 1740 og Hans Skomager i Hans køber i 1782 gården og huset ved siden af og bliver derefter selvejerbonde. Hans Skomager var gift tre gange og Giertrud var opkaldt efter hans tredje kone, Giertrud Rasmusdatter, der var hendes mormor. Det var Hans yngste datter Anna, som var mor til den nygifte Giertrud. Hans første kone Maren blev han gift med i De fik 4 børn, men kun to af dem nåede voksenalderen. En af deres piger, Karen, blev lagt ihjel i forældrenes 8 I ældre dansk lovsprog den strafferetlige betegnelse for samleje udenfor ægteskab, når besvangrelse var påfulgt. Straffen bortfaldt i Fæstegårde var ejet af jord- og godsejere og blev fæstet (lejet) ud. Før et fæsteforholdet kunne træde i kraft skulle bonden betale indfæstning. Hvis fæstebonden overholdt betingelserne i fæstebrevet (kontrakten), kunne jordejeren ikke opsige fæsteforholdet i bondens og hans enkes levetid. Skomageren. Den Fynske Landsby. 16

17 seng og blev begravet blot 2½ mdr. gammel. Den næste datter opkaldte de så efter den lille afdøde Karen. Det skete jævnligt, at små spædbørn døde fordi forældrene i søvne kom til at ligge på dem. Alkoverne var små og man lå tæt, eller rettere, man sad halvvejs op i sengen. Folk troede dengang, at de kunne risikere at dø, hvis de lå ned. Når sådan en tragisk ulykke var sket, skulle forældrene til det lille spædbarn efter begravelsen møde op i kirken, for at få offentlig tilgivelse for uheldet. Man kan næsten sige, at kirken i tallet svarede til nutidens medier, idet alle sager i sognet blev taget op der. Når der var sket en ulykke, eller hvis der var en, som havde forsyndet sig, kunne der eksempelvis betales bod. Det er f.eks. beskrevet i kirkebogen fra Køng i 1763: - samme Dag blev Public Absulvert (offentlig tilgivelse) Peder Anders Andersen og Hustru i Gummerup for de deres liden Søn Niels over aar gammel fandtes død hos dem i Sengen om Morgenen da de vaagnede, han erbød sig at bage 6 stk. Rugmels Brød til de fattige. Efter det ulyksalige uheld med lille Karen, var Hans kone måske blevet syg og Peter Skrædders datter Cathrine, der stadig var ugift og et par år yngre end Hans Skomager, var blevet tilkaldt og havde hjulpet familien. Hans havde et godt øje til Cathrine, men ægteskab mellem dem kom aldrig på tale, for selv om skomageren rangerede højere på samfundets rangliste end skrædderen, så stod Peter Skrædder på god fod med mange af samfundets bedrestille- Kvinder på barselsvisit. Den Fynske Landsby. de borgere. Han var samtidig en god kristen, der stod fadder til rigtig mange af sognets børn. Det, at vise sig som en god kristen, var af så stor betydning, at det ind imellem blev noteret i kirkebogen: d. 25de May begrawet Grdmand Rasmus Pedersen i Lamdrup. NB: Én i sin Stand meget mærk og agtwærdig Mand ey alleene af sine ærwærdige høje 88 Aars Alder, Men og af sin udmærkede Gudsfrygt og Xstelige Retskaffenhed ledsaget end ogsaa d: stoere Siælenhed i Liwet At han lewede 6o Aars Ægteskab med en Kone og i en Gaard. Gud gaw ham mange brawe Børn som tegne til at træde i Faderens wærdige Fodspor især hans 17

18 Søn Anders Rasmussen som nu beboer den wærdige Oldings Gaard. 10 Venskabet mellem Hans og Cathrine var dog blevet lidt for intimt, for i 1766 fik de et barn sammen. Det var meget alvorligt, at en gift mand havde gjort en ugift kvinde gravid. Præsten meldte sågar ugerningen mundtligt til forvalter Brun på Skrinshave 10, hvor Hans dengang tjente. Det var så amtmandens opgave at fastsætte og opkræve en bøde. Da Hans ikke havde meget at gøre godt med blev beløbet modereret, og han blev kun opkrævet 6 Rd. 11 for sin udåd. Parret fik en offentlig irettesættelse i kirken for synd imod det 6. bud i hele menighedens påhør. Det foregik ved, at kvinden erkendte horeriet og fortalte, hvem der var far til barnet. Det var yderst pinligt og ydmygende, at skulle stå overfor folk fra hele omegnen og bekende sin synd. Først derefter fik barnet lov til at blive døbt. I mange kirker stod døbefonden førhen lige indenfor i kirken. Intet urent måtte komme ind i den, derfor skulle barnet døbes, så snart det blev båret ind i kirken. Hans Skomagers første kone Maren døde indenfor de næste år, og han blev i 1772 gift med Johanne Clausdatter. Med hende fik han en søn, som også kom til at hedde Hans, men også Johanne døde. I 1776 giftede Hans sig for tredje gang. Det var med Giertruds mormor. Hun var 6 år yngre end Hans Skomager og 31 år, da de blev gift. De nåede at få ni børn sammen, tre piger og seks drenge, fra 1777 til 8. marts 1789, hvor Giertruds mor Anna kom til verden, men kun fire af dem var levende, da Hans Skomager døde 55 år gammel i Anna var da knapt 5 år. Allerede 4 år før sin død havde Hans Skomager solgt sine to ejendomme og jorden og var i Løgismose Gods skifte, ved sin død, nævnt som husfæster. Der står sågar opført, at hans søn med den anden kone Johanne, Hans på 21 år, var rømt, altså stukket af, fra godset, hvor han havde tjent en virkelig alvorlig sag. Det var i 1790, at Hans solgte det hele til Lars Bondemand. Lars Bondemand fæstede så ejendommen bort til husmand Morten Erichsen. I 1793 købte Morten Erichsen det hele af Lars Bondemand, og Morten kunne nu kalde sig selveierbonde. 10 Fra Køng kirkebog og Svindinge Kirkebog Indtil 1873 (1875) regnedes i rigsdaler, mark og skilling, derefter i kroner og ører. Krogen 5 og 7 i Gummerup som Hans Skomager ejede. Ambrosius Stub var født i huset tv. 18

19 Døden var en hyppig gæst i mange hjem. Den Fynske Landsby. Tre år efter at Giertrud var blevet enke blev hun gift med Morten Erichsen, det var i marts Morten havde året før mistet sin søn og nu var også hans kone afgået ved døden. Tilbage var han og datteren Birte på 10 år. Giertrud var 49 år og Morten 32, da de blev gift, og de fik da heller ingen børn sammen. Det var i øvrigt ikke usædvanligt, at en ny gårdejer, trods meget stor aldersforskel, giftede sig med gårdenken. Det var sågar ind imellem en aftale ved overtagelsen af en ejendom. På tegningen af et gammelt matrikelkort fra , kan man læse både Hans Jørgensens og Morten Erichsens navne. Hans grund havde matrikel nr. 53 (i dag 29b, d, og 30a) og Mortens nr. 54 (i dag 28a, d og noget af 30a og d). Begge Hans Skomagers huse/gårde ligger stadig i Gummerup og adressen er Krogen 5 & 7. Husene er ombygget til ukendelighed og skalmuret. Kun stuehusene er tilbage. I 1990 erne påviste Hans Krog gennem flere artikler i årsskriftet Vestfynsk Hjemstavn, at Krogen 5 var fødehjem for forfatteren og digteren Ambrosius Stub, der blev døbt i Køng Kirke i I mange år troede man ellers at Ambrosius var født på en anden og større gård i Gummerup; en nydelig bindingsværksgård, hvor der de sidste 100 år har stået en mindesten for ham. Men det skulle vise sig ikke at stemme. Han var i stedet født på denne noget mindre pompøse bindingsværksgård på Krogen 5. Han var dog ikke ud af så ringe stand, for hans far, der var skrædder, var en af de få, foruden herskabet på Søholm, der gik med paryk, bruger self Parugue, som der står, - det betalte man nemlig skat af (1711). I folketællingen fra 1801 kan man se, at Anna boede hos Giertrud og Morten, og at hun var blevet 11 år. Men der boede også en uægte 2- årig pige, Maren, som Annas storesøster fik med en soldat fra Ørsted. Den lille pige var sat i pleje hos sin mormor. De havde også en indsidder. Det var en 74-årig kone, som havde lejet et værelse hos dem. De fleste familier havde dengang en eller flere personer boende til leje. Det var et nødvendigt tilskud til den betrængte økonomi. Lejeren var ofte en enke af den tidligere gårdejer der så, som en del af overdragelsen af ejendommen, kunne blive boende på aftægt indtil sin død. 19

20 Gummerup med de matrikler hvor Giertrud, Hans Skomager og Morten Erichsen boede. 20