Where there is light, darkness, too, exists. - Anders Kloder

Transkript

1 Where there is light, darkness, too, exists - Anders Kloder 1

2 Prolog: Skæbnen Dansk farvand, 14. april 1945, Herr Kapitänleutnant, den unge hydrofonoperatørs stemme skælvede i det svagt oplyste rum. Kun dørens knirken flængede den dybe stilhed i kamret. Hans Schäffer, fører af ubåd U-2320, lå på sit fredfyldte kammer og nærlæste et kært brev fra sin ængstelige hustru. Misfornøjet over afbrydelsen kiggede det unge, men autoritære og erfarne ansigt op, mens de senede hænder nænsomt foldede det slidte stykke papir sammen. Herr Kapitänleutnant, vi har observeret støj fra propeller, den purunge knægt støttede sig stakåndet til døråbningen. Position? Kaptajnløjtnanten stirrede fattet, men tænksomt ud i luften. Lige ovenover os To minutter senere stod Schäffer på oppe broen. Han stirrede direkte ind i øjnene på en dødsens angst ung knægt, inden han rettede sit blik mod den halsende hydrofonoperatør, der fulgte bagved. Status? udbrød han med en grov stemme, men før nogle kunne nå at svare lød et øredøvende brag, der rystede hele ubåden. En uhyggelig lyd af skurende metal bredte sig gennem hele dækket. De besætningsmedlemmer, der ikke væltede omkuld, klamrede sig rædselsslagene til rørføringer og alt inden for rækkevidde. Et sted midt i virvaret, kunne en lavmælt bøn høres. 2

3 Status? gentog Schäffer med en hårdere stemme. Selvom hans ord rungede voldsomt i skibet, var han endnu fattet, upåvirket af hændelsen. Han efterlevede sit ry, der tildelte ham klarsyn og overblik i situationer som disse. Han havde prøvet det der var værre. Imens, oppe i havoverfladen, gjorde det britiske flådefartøj sig atter klar til at sende en ladning dødbringende dybhavsbomber ned mod sin fjende. Ordren blev givet: Affyr salve nummer to. Plask, plask, plask Dyk, dyk, beordrede Schäffer og kneb øjnene smalle, mens han klamrede sig til et rør og forberedte sig på det værste. Meldingen om omfanget af skader om bord var endnu ikke nået frem til broen. Men en ting stod soleklart: De måtte dykke for at have en chance mod det meget hurtigere flådefartøj af fjendens. Blot sekunder senere meldte maskinofficeren, at de havde passeret et hundred og halvtreds meters dybde. Nonsens, udbrød Schäffer straks og afbrød ham. Det kan umuligt være sandt, kontrollér dit udstyr, men officeren insisterede og afgav fortsat meldinger, som de passerede et hundred og tres meter et hundred og halvfjerds meter. Fortsæt, beordrede Kaptajnløjtnanten og kastede et afmålt blik rundt på den forfærdede besætning halvdelen af dem blot unge mænd, der endnu ikke var fyldt tyve år. De var sølle teenagere i den voksne mands krig. Der herskede næsten total stilhed om bord. Ingen turde sige en lyd. Mange stod med let foroverbøjede hoveder og fortsatte deres stille bønner. Luften føltes fugtig, ubåden umenneskelig mindre end den i forvejen var. 3

4 Væggene trak sig sammen, kunne de helt unge sømænd sværge på, og lydene af utætheder og indtrængende koldt søvand tiltog. Så skete det igen. Dybe, buldrende drøn fra adskillige dybhavsbomber rungede atter i dybet. Flere af mændene om bord brød sammen på de snævre kvadratmetre og hulkede på ristsystemet i gulvet, rædslen havde overtaget deres kroppe. For mange af dem var det første gang de oplevede den virkelige krig, som foregik ude ved fronten. Alle kampdygtige unge mænd, der kunne gå og stå, blev i disse dage skibet ud som kanonføde, direkte i armene på den stærkere og vindende fjende, mens Føreren roste mændenes noble indsats, hjemme i det store nazityskland, og hædrede dem. Han gjorde dem til helte, men i virkeligheden var landet i forfald. Men helte eller ej, kendte alle om bord naturligvis til skrækhistorierne om torpederede ubåde og druknede besætningsmedlemmer. Da én af de mange bomber fra salve nummer to detonerede, skete det så tæt på ubåden, at mange et øjeblik troede det var deres endelige. I de efterfølgende sekunder herskede der kaos mændene kastedes omkuld, råb og rædselsskrig flængede luften, alt var et stort inferno. Og pludselig, midt i det hele, indkom meldingen om skader fra maskinofficeren. Vi tager vand ind igennem hovedlugen skrattede det over højttalerne, hovedparten af vores instrumenter og udstyr er hårdt ramt, det skrattede atter, afventer ordrer. Transmissionen endte brat. Oppe på broen bed Schäffer sig tænksomt i læben og forsøgte at samle tankerne. Det var første gang han havde kommandoen over en så hårdt ramt ubåd. To gange tidligere var det lykkedes ham med stor snilde og lidt held at undslippe en sømands værste skæbne: Døden på havet. Men denne gang syntes chancerne pludselig dårlige. 4

5 Affyr al ballast, beordrede Schäffer efter en lang tænkepause, og bragte dermed alle ud af deres bønner og tilbage til virkeligheden. Sekunder senere skød den hårdt ramte U-2320 mod overfladen, som projektilet ud af et gevær. Før de vidste af det brød de overfladen nu var de et siddende bytte. Trehundred meter ude i horisonten patruljerede det engelske flådefartøj, som tidligere havde affyret dybhavsbomberne. Og der gik ikke mange sekunder før de øjnede U-2320 ude i horisonten. Deres tyve millimeter kanon sendte omgående halvtreds skud af sted mod sin medtagede modstander. Længere ude på søen affyrede et andet af de allieredes skibe en granat, der kun lige svævede forbi henover ubåden. I mellemtiden var det lykkedes Schäffer at for åbnet hovedlugen. Han stod tavs og tog bestik af situationen, mens den kølige og befriende havluft, som ramte hans ansigt, var en ringe trøst mod synet af de mange fjendtlige patruljebåde og bombefly i det fjerne. Alt forekom håbløst lige nu. Egentlig ville proceduren i disse tilfælde være at rømme fartøjet og overgive sig som krigsfanger. Men dette gjaldt ikke i deres tilfælde lasten om bord var for værdifuld. Ikke en mulighed for U Han kastede et sidste blik ud på havet og så ned på brevet fra sin hustru. Papiret knugede han tæt ind til hjertet, mens han fældede en lille tåre. Affyr alle torpedoer mod fjendtlige skibe, brølede han med en grødet stemme, tilgiv mig min skat, hviskede han. Sekunder senere rungede havet atter af øredøvende eksplosioner. En strøm af koldt havvand pressede sig nu vej ind flere steder i ubåden, og pludselig begyndte fartøjet at dale faretruende hurtigt mod bunden. Kapitänleutnant, skreg den hårdtsårede næstkommanderende, lasten? 5

6 Schäffer lå nogle meter derfra og klamrede sig blødende til en stige. Håbet svandt langsomt ud af hans øjne. Må Herren være os nådig og aldrig lade vores last falde i deres hænder Pludselig skyllede en dræbende og ubarmhjertig, kold bølge igennem hele ubåden. De mange skrig druknede lige så hurtigt, som de var blevet afgivet. Snart ramte det tonstunge skrog havbunden med et drøn, i det mørke dyb. Med sig om bord havde det endnu sin besætning, og en uvurderlig last 6

7 Kapitel 1: Tabet Tyskland, 9. april 2009, Jah, jah, den aldrende herres ru stemme kunne svagt høres igennem hoveddøren. En kølig aftenbrise slog mod den besøgendes udtryksløse ansigt. Klædt i en mørk cottoncoat, med matchende hat trukket godt ned i ansigtet, for at efterlade det i en mørk skygge afventede han tålmodigt. Lyden af trætte fodtrin nærmede sig døren og et dybt suk gik igennem hallen, som låsen blev vredet i åbneposition. Da den massive hoveddør var gået op, herskede der et efterfølgende øjeblik en dyster stilhed i det rige villakvarter. Det var som om, herren indenfor på få sekunder oplevede sin skæbne udspille sig foran sig. Luften blev pludselig køligere og hårene rejste sig på ryggen af den gamle mand. Det var som om, den besøgende på dørtrinnet var budbringer for det uundgåelige. Manden indenfor sank en klump. Langsomt svandt den irriterede grimasse, over at være blevet forstyrret sent på aftenen, ind. I stedet gled en urolig og angst mine ned over ansigtet. Wer sind Sie? Was wollen Sie? Hans blik flakkede nervøst rundt. Spørgsmålene væltede ukontrollabelt ud af ham, og han haltede et skridt baglæns. Men det dunkle tusmørke opslugte blot disse. Udenfor havde den besøgende ikke rykket på sig. Og lige under mandens mørke hat, i den sorte skygge, der dækkede ansigtet ned til hagen, kunne et par livløse øjne anes. De stirrede ufravendt på herren indenfor, der med et vildt blik var på vej til at vakle yderligere skridt baglæns ind i huset. Og så pludselig fangede den gamle mands blik noget: Den besøgende udenfor holdte en avis i hånden. Det hele forekom akavet. Han standsede et kort øjeblik 7

8 op. Gæstens smalle øjne holdt fortsat et stift blik rettet mod ham. Han rettede blikket mod avisen igen. Hjertet bankede faretruende hårdt i brystkassen. Det var næsten som om, avisen dækkede over noget i gæstens hånd. Så gik det op for ham. Han gispede og kiggede op en sidste gang direkte ind i øjnene på sin morder. Lyden udeblev. Men slaget mod brystet var nådesløst. Den gamle mand sank forsvarsløs sammen på klinkegulvet foran sin gerningsmand. Alting blev lyst, så sort. Stilhed. Morderen lukkede døren bag sig og kastede et blik rundt i hallen. Huset var tomt, bortset fra de to. De næste par minutter foretog han en grundig ændring af gerningsstedet og fjernede afslørende beviser. Tyve minutter senere forlod han diskret det store hus og satte kursen ubemærket af sted i en mørk og anonym udlejningsbil. Mørket havde nu endegyldigt sænket sig over den tyske egn. Udenfor var landskabet begyndt at hvisle. Brisen var blevet til blæst og de mørke træer svajede dansende i vinden. Men bilen var lun og komfortabel indeni. Han skænkede et krus dampende kaffe. Lige nu var han det eneste menneske på den gudsforladte motorvej og der var endnu en del kilometer forude. Snart passerede han skiltningen, der sendte ham mod den dansk-tyske grænse. Det frembragte et vagt smil på læben, som dog snart forsvandt igen. Trætheden var blevet en hårdere modstander end den var i de unge dage, hvor søvn var noget man nemt kunne undvære på missioner. Det pinte ham dog at erkende, at han havde nået den alder han havde. Langsomt gled en række minder fra tidligere tider ind i hans tanker gamle bekendtskaber og nervepirrende operationer. Tankerne frembragte atter et smil på læben, og det var næsten som om, en farverig film udspillede sig foran øjnene. En behagelig følelse bredte sig i hele 8

9 kroppen følelsen af ungdommelighed og at kunne det hele igen. Han tænkte tilbage til det solrige sy Pludselig smertede et skarpt, hvidt lys i øjnene. En øredøvende støj. Bilen blev sønderrevet på sekunder. Alting kastedes rundt og braget flåde nattehimlen åben. Stilhed. Kun en sagte syden fra bilens køler kunne høres nu. Tyve minutter senere herskede der total stilhed, blot få kilometer fra den danske grænse. 9

10 Kapitel 2: Begravelsen Danmark, 15. april 2009, Vi er alle samlet her i dag, for at mindes Kristian Pendergast. Præstens ord kom på en smuk forårsdag, men i en sørgelig anledning. Solen skinnede fra en skyfrihimmel og foran kisten stod tyve af den afdødes nærmeste familie og forsøgte at holde tårerne tilbage. Det store og tydeligvis rørte fremmøde i dag, fortsatte præsten, symboliserer om noget, at Kristian var og stadig er, en elsket person. Den unge præst kiggede venligtsindet rundt på forsamlingen og forsøgte at skabe trøst ved at lede talen ind på de mange positive minder, den afdøde havde efterladt sig. Det var ingen grundt til at nævne den pludselige død i en voldsom trafikulykke. Hans fornemmeste opgave var at vende det tragiske til noget smukt, så han rundede af med at citere et rørende digt fra sin egen samling, og sluttede med aforismen, at vores jordiske tab var himmelens gave. Kisten var overdådig, smuk pyntet, de mange båredekorationer bar alle en sidste kærlig hilsen i form af vedhæftede bånd. Thomas havde anstrengt sig under hele begravelsesceremonien for ikke at græde, men da han med sin far måtte holde sin mors hånd og så hendes ukontrollable gråd, mærkede han selv tårerne presse sig vej frem. De matte øjne kastede et blik rundt. Her mødte de flere sorgmodige blikke fra andre familiemedlemmer. Enkelte sendte et lille smil og et venligsindet nik. Det var hans tur til at tale. Ordene kom direkte fra hjertet, han havde ikke forberedt sig. Det ville på en måde have føltes kunstigt, mente han. 10

11 Min bedstefar forfulgte hans mange bestræbelser flittigt, har min mor fortalt mig, og tog altid imod enhver udfordring. Jeg har altid følt, at han også forventede det samme af mig. Hans venner har fortalt mig, at han var en mand af styrke, og styrken af hans karakter kom til udtryk selv i kritikken. Med få ord kunne han være langt mere fordømmende end de fleste mennesker kunne med noget stærkt sprog. Der udbrød en lille latter i forsamlingen. Tydeligvis frembragte hans ord goder minder hos nogle. Tårerne pressede ikke længere på. At tale om ham, gjorde det hele mere udholdeligt. Jeg vil savne hans underholdende og mystiske beretninger, og historierne fra alle de kontinenter, han besøgte. Jeg vil savne hans fortællinger om eventyr og forsvundne skatte, og om hans gamle venner. Historier han fortalte igen og igen, med de mest livagtige detaljer. Jeg vil savne hans perspektiv og blide humor. Den overraskende dybde og omfanget af hans viden. Jeg vil savne den varme han udstrålede til alle, han mødte på sin vej. Folk nikkede samstemmende. Kristian Pendergast vil blive savnet højt. Men hans minde vil blive skattet for evigt ære være dit minde, Kristian Pendergast. Bagefter takkede de forskellige familier af og fortrak op mod deres biler. Faren bad Thomas hjælpe sin mor hen til Audi en, mens han selv takkede præsten for seancen. Som de begav sig hen over plænen mærkede han den bløde jord. Dagen forinden havde været opfyldt af regn og mørke skyer næsten som et dårligt varsel om hvad morgendagen havde i sinde at bringe. Men den følgende morgen rejste solen sig uventet på himlen og sendte en varm brise af omfavnelse og tryghed ned mod den berørte familie. Det havde bestemt gjort det nemmere at komme ud af døren også selv om moren til stadighed behøvede ekstra opbakning og tid til at samle kræfter til at 11

12 skulle gense sin far igen. Hun havde højlydt insisteret under forberedelserne med præsten at kisten forblev lukket. Hun ønskede at det sidste minde af sin elskelige fader, skulle være et af ham, hvor han var i live ikke et blegt og følelsesforladt ansigt, med lukkede øjne, død i en kiste. Naturligvis havde ingen protesteret mod dette. Chokket var kommet pludseligt, som et lyn fra en klar himmel, da de for en lille uge siden blev ringet op af politiet. Beskeden var rodet og kort: Kristian Pendergast far til Mie Pendergast og bedsteforælder til Thomas Pendergast var omkommet i en voldsom ulykke på motorvejen i Tyskland; nær den dansk-tyske grænse. Undersøgelser bekræftede senere, at en spøgelsesbilist fejlagtigt var kørt på den motorvejsafkørsel, som Kristian havde i sinde at køre af på. Begge biler kolliderede med høj hastighed og døden indtraf øjeblikkeligt. Thomas missede med øjnene, da solens stråler blændede ham. Han støttede stadig moderen med sin arm og lige fremme stod Audi en og ventede dem. Han undlod at kigge på hendes snøftende og tårevæddede ansigt af frygt for selv at bryde ud i gråd. Han kastede i stedet blikket til den anden side. Men noget fangede hans opmærksomhed: Tilstedeværelsen af en anden mand en fremmede ved en sort bil, lidt afsides begravelsespladsen. De udvekslede flygtigt blikke. Manden, der var tætbygget og iklædt jakkesæt, virkede aldrende og harmløs. Men alligevel forekom hans tilstedeværelse ved mindeceremonien malplaceret. Hvorfor var han så interesseret i Kristians begravelse? Thomas sænkede et sekund tempoet og kiggede undersøgende på manden, der pludselig fortrak ind i sin bil. Motoren i den dyre bil blev vagt til live og langsomt forsvandt manden af 12

13 sted. Deres blikke mødtes igen mandens ansigt var nu printet fast på Thomas nethinde. En ubehagelig følelse skyllede igennem kroppen. Nu erindrede han det: Allerede under ceremonien havde han bemærket manden, men bed ikke rigtigt mærke i det, da tankerne var et andet sted. Det vil sige, han har stået og observeret os i tre kvarter? Han gispede ved tanken. Thomas? Moderens grødede stemme sendte ham tilbage til virkeligheden og han kiggede pligtopfyldende på hende. Hun var tårevæddet og mascaraen løb ned ad den ene kind. Hvorfor stopper du? spurgte hun lettere irriteret. Han rystede på hovedet og følte sig dum. Manden kendte sikkert morfar, men var bare ikke inviteret. Hvorfor skulle han ikke også have lov til at tage sin afsked? Han sendte et lille, fortrøstningsfuldt smil til moderen og svarede: Ikke noget mor, jeg var nysgerrig efter at vide, om manden derovre var en af morfars venner. Hvilken mand? Ham der kørte lige før. Moderen sukkede. Kan vi ikke bare komme hen til bilen, så jeg kan få tørret mine øjne. Thomas nikkede. Jeg har sikkert mascara i hele hovedet, ikke sandt? Thomas smilte tilbage og rystede på hovedet. Bildøren smækkede bag faren. Jeg håber I er sultne, cateringen har lige ringet og sagt, at de er der med maden nu. Vi skal nok få det bedste ud af dagen, ikke? Thomas nikkede omme fra bagsædet og tog sin sele på. Faren kastede et opmuntrende blik på sin hustru, der udbrød: Ej, Thomas for fanden, jeg har jo mascara i hele hovedet. Det kunne du da godt have sagt, skat. Men Thomas ænsede ingenting, han stirrede i stedet tankefuldt ud ad sideru- 13

14 den og fandt det svært ikke at undre sig over, hvem den fremmede mon var. Faren startede bilen og satte den i Drive. Nu begav de sig langsomt af sted mod dagens næste arrangement: Mindehøjtideligheden. Når det var overstået, havde Thomas lovet sin far at hjælpe med at rydde dødsboet, hvor morfarens ting skulle sorteres og pakkes ned i flyttekasser. Thomas kastede et blik på uret i mobiltelefonen. 16:32. Han steg ud af Audi en og morfarens velkendte, rødstensvilla fangede straks hans blik det typiske halvfjerdser hus med en lukket have, det hele nydeligt og vedligeholdt. Men så pludselig braste gensynsglæden med stedet, hvor han som feriebarn havde tilbragt oceaner af hyggelige stunder. Det hele løb ham koldt ned ad ryggen; for blot en uge siden gik Kristian Pendergast rundt i selvsamme hus. Og nu var han død og borte for evigt. En strøm af minder pressede sig vej ind i hans tanker; erindringer om utallige sommerferier, han havde tilbragt her hos begge sine bedsteforældre, da mormoren endnu levede. Hun døde pludseligt, for næsten fjorten år siden. Morfaren forblev enke, så vidt de vidste, og yndede at tale om hende, når familien besøgte ham. Helene, som hun hed, bukkede under for en akut blodprop, blot tres år gammel. Det var en tidlig sommermorgen, Thomas havde fået den ubehagelige nyhed. Han glemte det aldrig. Og trist det end var, var dette hans stærkeste minde om hende. Knap var han fyldt elleve, da hun gik bort, og minderne om hende var ikke så stærke, som han ønskede dem at være. I tiden efter klarede den gamle Pendergast sig forbløffende godt, som enkemand, og helbredet skrantede ikke. Han tog derfor også gladelig imod Thomas, når han de efterfølgende år kom forbi på sommerferie. 14

15 En varm brise af indelukket indeklima ramte dem i ansigtet, som Thomas og hans far trådte indenfor. Faren rynkede på næsen og udstødte en af sine sædvanlige lille eder, mens han satte kursen direkte mod terrassedøren og åbnede den på vid gab. Det er vist en underdrivelse at sige, her trænger til lidt frisk luft? Thomas smilte pligtopfyldende, ligesom han også altid lo ad farens vittigheder, hvor dårlige de end var. Han kastede et blik rundt i stuen. På forunderlig vis gik det først op for ham nu, hvor højt morfaren elskede sit eneste barnebarn. Overalt stod billeder af Thomas hele hans liv helt fra barnsben til studenterhuen, det var næsten skræmmende, da han selv ikke ejede et foto af morfaren. Han smilte for sig selv. Selvom de havde været tættere knyttet til hinanden, og havde mødtes oftere, da han var yngre, herskede der alligevel et tæt bånd mellem dem, helt op til den dag morfaren gik bort. Som barn fordrev Thomas ofte timevis i morfarens selskab, om sommeren i hver deres hængekøje ude i haven, og om vinteren med tæpper foran pejsen. Thomas fyldte sig med sodavand og ferieslik, mens morfaren tryllebindende, på barnebarnets opfordring, fortalte det samme eventyr igen og igen. Eventyret var fængslende og berettede om en lille gruppe mænds jagt på sandheden en verdensomspændende jagt på en anden gruppe mænds hemmelighed. Så medrivende, at Thomas kunne ligge søvnløs i timevis om natten og fantasere videre på historien, som morfaren af uforklarlige årsager aldrig fortalte færdig. Det der fangede ham mest ved historien var, at Thomas? Farens stemme rev sønnen tilbage til nutiden. Thomas vendte sig forvirret mod sin far. Vi skal være færdige, så vi kan holde fyraften. Jeg gider ikke, det bliver alt for sent i aften, vel? Thomas nikkede igen pligtopfyldende og greb nogle af de sammenfoldede papkasser 15

16 på trægulvet. Godt, hvis du begynder ovenpå og får pakket hans tøj ned, til genbrug, så starter jeg her i stuen. Din mor har nogenlunde informeret mig om, hvad der skal gemmes og hvad der skal smides ud hernede. De gik hver til sit og knoklede løs den næste times tid. Så, udbrød Thomas og satte den sidste af mange flyttekasser på gulvet ved indgangen. Han tørrede sveden af panden og sukkede ved synet af de mange papkasser. De skulle stadig ekspederes videre herfra. Jeg anede ikke han havde så meget tøj, brokkede han sig. Faren kluklo i baggrunden og lukkede låget på en af kasserne i stuen. Hvor meget mangler du? spurgte Thomas. Et kvarter mere, så er vi kørt. Han kastede et blik på uret. Det passer fint, så er vi hjemme ved halvsyvtiden. Så tager vi pizza med hjem. Thomas smilte. Fint, jeg kaster lige et blik nede i kælderen imens. Faren nikkede og Thomas spurtede ned ad trapperne. En noget køligere, men stadig jordslået luft slog ham i møde en rigtig kælderlugt. Da han tændte lyset i det store lokale så han, at tingene ikke havde forandret sig meget faktisk var rummet en identisk kopi af de tidligste minder han erindrede fra stedet, noget der strakte sig næsten tyve år tilbage i tiden; i virkeligheden kunne han være stået ud af en tidsmaskine. Det mørkebrune trægulv, som han elskede i barndomsårene, fik ham nu til at rynke på næsen. Det var aldeles rædselsfuldt og usmageligt den dag i dag. En døende glødepære i loftet og et lille og smalt vindue i muren, forenden af rummet, bidrog ikke med meget lys, så han gik hen til det store massive skrivebord midt i lokalet. Her stod en lille arbejdslampen. Lyset var overraskende skarpt og han missede med øjnene, mens han forsøgte at vende sig til det. Han lod fingrene glide 16

17 henover skrivebordet og udstødte et gisp, da det gik op for ham, hvor tonstungt bordet var. Han kastede et blik hen mod trappen og turde slet ikke tænke på, når han og faren skulle døjes med at løfte det op. Han rystede på hovedet og satte sig tænksomt i den behagelig og næsten majestætiske kontorstol. Den knirkede som ind i pokker, efter mange års slid. Men han lukkede øjnene og nød øjeblikket. Hvilken ro, hvilket arbejdsværelse. Faktisk var morfaren aldrig begejstret for at Thomas satte fod hernede. Da han var lille hed det sig, at trappen var farlig, men da han blev større løb morfaren pludselig tør for undskyldninger og forklarede kort for hovedet, at han ikke ønskede rod i sine papirer. Stedet var derfor altid dybt spændende og når morfaren en sjælden gang imellem faldt i søvn i hængekøjen udenfor, listede Thomas så af sted på eventyr, sikker på at morfaren skjulte en hemmelig skat dernede. Han smilte indvendigt ved tanken om de lykkelige barndomsår og mange eventyr en tid, hvor intet var trivielt og kompliceret, men i stedet uudforsket og udfordrende. Han rejste sig og slukkede lampen. En skygge gled ned over hans ansigt. Det mest tænkeligt spændende rum morfarens hemmelige skattekammer var pludselig ikke andet end et kedeligt kontor, med klamme klinker og dårlig belysning. Og et åndssvagt tungt skrivebord, han snart kunne få dårlig ryg af at bakse rundt med. Han sukkede og følte atter en del af de glædesfyldte barndomsminder smuldrer væk i virkelighedens kontante verden. Men pludselig fangede noget hans opmærksomhed. Han trådte tilbage til skrivebordet og tændte straks lampen igen. Slukkede den. Tændte den igen. Slukkede den. Han troede ikke sine egne øjne. Lyset tændtes igen og han marcherede målrettet hen mod væggen. Han lagde ansigtet helt ind til væggen og førte langsomt hånden henover gipsvæggen, frem og tilbage, og pludselig 17

18 stoppede den. Han spærrede øjnene op med et sæt og tabte næsten kæben. Kunne det virkelig passe? Kanten gik næsten perfekt i med den hvide væg. Men en let berøring afslørede en indbygget ramme. Hvorfor har jeg aldrig opdaget det? Tankerne og spørgsmålene hobede sig op, mens han nøje betragtede sin nygjorte opdagelse. Men svaret syntes indlysende: Rummets usædvanligt dårlige lysindfald og den sparsommelige belysning var eminent til at skjule, hvad end der befandt sig bag væggen. Desuden havde ingen foruden morfaren haft adgang hernede. Han trådte et skridt baglæns og fokuserede på alle detaljerne omkring rammen. Umiddelbart var der ingen håndtag eller andre former for åbnemekanismer. Det mindede mest af alt om en slags indbygget inspektionslem; en næsten usynlig en af slagsen. Han trak vejret tungt engang og bankede derpå let på pladen. Han undersøgte for hulrum. Knirk. Med ét kom pladen ud af væggen. Han stivnede og spilede øjnene op. Maven snørede sig sammen og han havde følelsen af at have overtrådt loven, næsten som om, morfaren når som helst kan dukke op ud af det blå og skælde ham ud for sin lydighedsnægtelse. Men der skete intet. Ikke en lyd. Det var som om han befandt sig i et vakuum isoleret dybt nede i den mørke kælder, med en hemmelig indgang foran sig. Han kunne slet ikke samle tankerne og forestille sig, hvad der var på den anden side. Med en forsigtig bevægelse åbnede han lågen på vid gab. Den knirkede let. Han tog en dyb indånding og lænede sig frem mod åbningen. Der tegnede sig en helt ny side af morfaren, han ikke troede fandtes. Hans mentale billede af den ordinære bedsteforælder forvandlede sig pludselig 18

19 til et ikke genkendeligt foto af en hemmelighedsfuld mand, med dystre hemmeligheder og skjulte rum i kælderen næsten som en kliché taget ud af gamle sort-hvid-film. Rummet var ganske beskedent, omtrent tredive gange tredive centimeter, og ligeså dyb. Bunden var en anelse undersænket og ved første øjekast virkede det tomt, så Thomas stak hovedet længere ind. Noget fangede hans blik. Energisk rakte han hånden ned for at samle det op, mens han i sin iver mumlede for sig selv. Hvad i hele helv Thomas, han stivnede ved lyden af sin fars stemme, der kaldte oppe fra trappen. Ja, jeg Ja, kommer nu, fremstammede han og mærkede adrenalinen pumpe rundt i årerne. Han bandede lavmælt dårlig timing. Hurtigt gemte han genstanden under T-shirten, men fortrød snart, da det var ret åbenlyst. Til alt held var faren gået ud til bilen med en af flyttekasserne og Thomas så nu sit snit til at liste fundet ned i den sidste af flyttekasserne fra stuen. Han bar kassen ud i bagagerummet af bilen, og faren låste huset af. To minutter senere forlod de indkørslen faren uvidende om fundet og Thomas mere nysgerrig end nogen sinde. 19

20 Kapitel 3: Kristian Pendergast Godnat. Godnat skat, sov godt. Han hadede når moren kaldte ham det. Som om han stadig boede hjemme og var fjorten år. Han overnattede her blot nogle dage, for at være behjælpelig med at rydde morfarens hjem. Det skyldte han som det mindste for de mange gode stunder, de havde tilbragt sammen. Desuden stod hans navn også nævnt i testamentet. Han listede ind på gæsteværelset det, der i gamle dage havde været hans barndomsværelse og lukkede døren bag sig. Et øjeblik blev han stående bag døren og lyttede. Fri bane. Han lagde sig under dynen og rakte straks hånden ned under sengen. Da han atter holdt bogen i hænderne foran sig, var gensynet ligeså adrenalinfremkaldende, som tidligere i kælderen. En sort, tætpakket notesbog. Den var tung og han spekulerede over, hvor meget af morfarens liv, der lå gemt på disse sider. Morfarens sorte bog. Ryggen afslørede, at bogen havde været brugt flittigt i årevis. Den må mindst være halvtreds år gammel, tænkte han og bladrede med ivrigt om på den første side. Han havde knap læst fem sider, af det gamle, næsten gullige papir, før han langsomt gled ind i den halvtreds år gamle verden og ufortalte historie. Ganske uvidende om, at det skulle komme til at holde ham søvnløs de næste mange nætter. * 1. december 1954, I dag begyndte værnepligten. Turen til kasernen foregik med blandede følelser i den ruskende december kulde. Ved indgangen stod skildvagten og så med overbærende 20

21 mine på alle os nye rekrutter, der ankom. En broget flok må det siges, men det varede ikke længe inden vi alle så ret ens ud i vore nye uniformer. Jeg ankom i mit stiveste puds det havde mor forlangt og efter en langsommelig og nervøs indskrivning til atten måneders helvede, modtog en noget bøst udseende sergent med kasketten helt nede over øjnene os, og sendte os videre til udleveringsdepotet. Så stod det på udlevering af uniformer og udstyr efterfulgt af en kort appel. Fælles var vi alle om uvisheden. De mange undersøgende blikke, der målte hinanden fra top til tå. Forsagte unge mænd, blev vi af brølende sergenter og officerer kommanderet til beboelsesområderne, hvor ingen fik lov at forlade værelserne før alt i skabene lå afmålt og pænt stakket på hylderne, og før vi alle var omklædte i tjenesteuniformer og soigneret. Her lærte mange at barbere sig ordentligt. Dernæst fik vi allernådigst lov at indtage middagsmaden i spisesalen: Halvkogte ris med klumpet karrysovs og vandede kødboller. Om det var maden eller nerverne, der kvalte appetitten er uvist, men skraldespandene blev fyldt den frokost. Liggende her i sengen, som den eneste endnu vågne sjæl, fortryder jeg bittert, at jeg ikke tømte tallerkenen tidligere på dagen. Hvad de overordnede ikke fortalte os var, at vi alle skulle måles konditionsmæssigt resten af dagen. Flere fra min gruppe kastede de sørgelige rester af mad op og underholdende må det have været for officererne, at overvære vores reaktion, da nyheden om sløjfet aftensmad kom os for øre. Tilsyneladende havde de mange opkastende rekrutter vagt så meget harme blandt visse høje herrer, at det blev besluttet at straffe alle med samme kam. Kollektivafstraffelse er et begreb jeg har på fornemmelsen, vi alle kommer til at stifte nærmere bekendtskab med, over de kommende mange måneder. I hvert fald vil jeg forsøge at redde mig nogle timer på øjet, inden morgendagen byder på nye overraskelse. - Kristian Pendergast, rekrut. 21