Kapitel 8: Slut på aspiranttiden

Transkript

1 1 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Kapitel 8: Slut på aspiranttiden Femte klasse i 1956 var sidste station før mellemskolen og entreen i Københavns Drengekor. For at komme i mellemskolen skulle man bestå mellemskoleprøven, og eftersom Sangskolen ikke havde nogen fri-mellem linie, var dette den første betingelse for at blive gående. Anden betingelse var, at man kunne klare en stemme- og bladlæsningsprøve, hvor man bl.a. fik stukket en sang ud, som skulle synges direkte fra bladet. Til prøven hørte også en skriftlig del med intervalhøring og musikdiktat. Sangskolens basisuddannelse var særdeles grundig og professionel, hvilket kom mig til gode også senere i livet i forskellige kor og grammofonstudier, hvor vi med baggrund i Drengekoret uden besvær kunne hamle op med professionelle konservatorium uddannede sangere og musikstuderende. 1.mellem øst række: Michael (?), Ole Krøll, Kjeld Knudsen, Poul Schmidt, Jens spidsmus (?), Bjarne Petersen, Morten Frøsig, Søren Aunsholm, Kjeld Poulsen, Peter Schneekloth, Kjeld Wiinblad, Teddy Pedersen, Knud Hansen (vikar for klasselærer Alfred Gjeraa). 2.række: Bjarne F Knudsen, Ebbe??, John Andersen, Jens Jørgen Andersen, Steen Winkler Christensen (WC), Niels Møller, Allan Ryle, Flemming fætter Guf, Henning Jørgensen, Steen Watt-Boolsen, Morten Christensen, Morten Winding. 1.række: Steen Waaben, Peter Flemming Kloster Nielsen, Lars Dalgaard Mikkelsen, Henning Fokdal, Karsten Sørensen, Max Petersen, Christian Petresch-Christensen, Tonny Meyer, Viggo Blomsterberg, Aksel Christensen, Johnny? og Leif Carl Christensen mangler så i alt 36 elever i klassen.

2 2 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Vi blev nok ekstra hårdt bedømt af den konstituerede rektor Sigurd Mammen for han skulle være med til at bedømme mellemskoleprøven, for om vi kunne rykke op fra underskolens 5.klasse til 1.mellem flere var på vippen og en del røg ud af skolen. Jeg klarede skærene og var nu for alvor blevet medlem af Mogens Wöldike s ensemble. Vi havde noget i retning af 6-8 sangtimer om ugen, hvoraf de to om onsdagen var placeret i forlængelse af hinanden som en dobbelttime. Skemaet var desuden tilrettelagt på den måde, at 1. og 2. mellems sangtimer lå på samme tider. Det var således muligt at holde fælles prøver, eller at samle alle alter eller alle sopraner for sig, dele klassevis o.s.v. o.s.v., alt efter en nøje gennemtænkt plan. Vi fik derfor nu også flere forskellige sanglærere Carsten Hatting, som var gammel elev, Magna Svendsen, Randi Teglbjærg og Bente møller alle var universitets uddannede cand.mag. er i musik. Jeg blev udtaget til solistklassen hvilket betød 2 sangtimer mere om ugen med før nævnte lærere. Når der var fælles prøver i skolens sangsal, var de i alt fire implicerede lærere fordelt på den måde, at to arbejdede med musikken, én som dirigent og én som pianist, mens de andre to hjalp til med at holde disciplin. Sammensangsteamet bestod ud over Niels Møller og Helga Christensen bl.a. af Povl Fledelius og Carsten Hatting. Wöldike dukkede som regel kun op et stykke henne i forløbet for at tjekke produktets kvalitet og overtog så naturligvis de afsluttende prøver selv. Morgensang Der blev sunget morgensang hver morgen klokken 8:50, - efter første undervisningstime, - i Sangsalen, som lå på første sal i Hindegade-enden af bygningens sydside. Rektorkontoret lå i samme side, men ud mod Fredericiagade. Når dagens pianist, - en af sanglærerne, - samtlige elever og de øvrige lærere, som ønskede at overvære morgensangen, var forsamlede, siddende eller stående, gjorde rektor sin entré. Med sin velkendte, hurtige gang med den sædvanlige lette slagside svingende kraftigt med den ene arm tilbagelagde han afstanden fra kontoret til sanglokalet på få sekunder, hvorefter der med ét blev så stille, at man kunne høre den berømte knappenål falde til jorden. Rossing entrede dirigentpodiet og gav dagens skideballe, som oftests var klager fra Københavns Sporveje om de gale streger vi havde gjort i sporvognene dagen før på vej hjem fra skole eller selvsamme morgen. Det var ofte noget med ældre koner der havde følt sig forulempede. Han meddelte så dagens nummer i

3 3 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Folkehøjskolens sangbog og indtog sin faste plads, stående med ryggen mod indgangsdøren. Han sang ikke selv med, men herfra havde han et godt overblik over forsamlingen og var i stand til at kontrollere, at alle andre gjorde det. Hvis nogen ikke koncentrerede sig tilstrækkeligt om sangen eller snakkede, blev de af rektor pillet ud efter morgensangens afslutning og genet hen til rektorkontoret med kontant afregning til følge, som kunne mærkes i hovedbunden længe efter. Det var dumt at forsøge at lave numre for rektor havde et skarpt blik, og specielt ikke, når sønderjyske sange stod på programmet. Rossing stammede jo fra Tønder hvilket vi tit og ofte fik fortalt. Så når vi sang Det haver så nyligen regnet, så havde vi bare at deltage i hans særlige andagt for ellers kunne straffen være ekstra hård den sønderjyske sag tog han meget alvorligt og vi anede knapt nok hvad det handlede om. Det var ikke tit der faldt rosende ord af efter en sådan morgensang kunne der komme en taknemmelig bemærkning som: Tak, børn! Undertiden især i begyndelsen af skoleåret skete det, at døren bag rektor under morgensangen åbnedes af et par af de yngste elever, som ikke skulle deltage i morgensangen og endnu ikke havde lært, at adgang til sangsalen var strengt forbudt under morgensangen. De skulle i reglen blot hente sangbøger eller spillekassen, hvis plads var på en reol i lokalet; men stakkels dem for når døren gik op, maste Rossing straks til døren så den smækkede i. De små uskyldiges barnefingre kunne nemt være kommet i klemme! Imens sang vi så af hjertens lyst og vi holdt især af de lange morgensange, som med lidt held kunne forsinke den følgende undervisningslektions begyndelse. Det var dog mere et irritationsmoment hvis vi skulle have gymnastik og spille bold. Forholdet mellem Rossing og Wöldike var præget af gensidig respekt; men det var hverken hjerteligt eller venskabeligt. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at Drengekoret med sine privilegier og forpligtigelser let kunne kollidere med rektors forestilling om magtfordelingen på skolen, men dels havde Løven en naturlig autoritativ udstråling, og dels havde vores kunstneriske leder i høj grad diplomatiske evner så han kunne manøvrere sine argumenter igennem hvor han som regel fok sin vilje. Frøken Ellen Lilian Damgaard og andre musiklærerer Ud over sangen tilbød og anbefalede skolen også instrumentalundervisning til en rimelig betaling, og til huset var knyttet en række fortræffelige

4 4 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme musikpædagoger, som underviste før og efter skoletid. Men uvist af hvilken grund syntes mine forældre at jeg hellere skulle gå til klaverspil hos en klaverlærer i nærheden af vores bopæl på Amager. Vi boede på Højdevej Ellen Lilian Damgaard på Peder Lykkes vej. Fra jeg var ganske lille, og lang tid før Sangskolen kom på tale, havde jeg været forsøgt undervist uden held både i violin og cello til stor fortrydelse for min far og måske min farfar som begge var aktivt udøvende musikere. Jeg følte mig ikke særligt tiltrukket af instrumentet; men jeg lærte mig at spille så meget at jeg stadig kan spille rimeligt til husbehov. Mine forældre investerede i et udmærket Hornung & Møller klaver; som min far naturligvis også benyttede når han indstuderede sonater med forskellige pianister til opførelse i radioen. Selvom jeg sjældent øvede mig blev jeg rimelig habil til elevkoncerterne og vandt adskillige sølvbægre og drenge bøger. Bjarne F Knudsen til elevkoncert Hornung & Møller salen 1959 Ingeborg Strøyberg var skolens mest benyttede spillefrøken. Hun var en enlig dame vel i begyndelsen af halvtredserne, men hun forekom mig at være oldgammel. Hun var ingen skønhedsåbenbaring, lille og tynd, rynket i huden og med søvnige øjenlåg og rødligt, permanentet hår, men hun var en meget dygtig klaverpædagog. Sammen med en anden af skolens klaverlærere, Anna Veibel, havde Ingeborg Strøyberg udgivet en klaverskole med den meget passende titel Trin for trin. Min fars ven og kollega Alfred Christiansen var lærer i violin foruden 6-7 andre (Lavard Friisholm, Lisbeth Friisholm, Erling Brene, Bjørn Jensen, Vagn Holmboe). Referencer:

5 5 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme 1. Sørensen S: Københavns Drengekor gennem 50 år, København (1974). Opstillet på Center for Musik og Teater, signatur YNF MEKH Søre. Indeholder liste over kompositioner opført ved Drengekorets kirkemusikaftener indtil Wilhelm Hansen Musikforlag, København (1974) 2. Møller N: Sangskolen Selskabet Københavns Drengekors venner, København (1998) 3. Munk Ebbe, Palsmar Henrik: Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori 75 år København (1999) 4. Lasson F, Skaarup H: Baron og Bajads Aage Haugland fortæller. Gyldendal (2001) 5. Palsmar Henrik: For Skolen og for Livet, Festskrift 75 år, Sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. København (2004) 6. Lindholm S: Melodien der blev ved erindringer fra et liv i musik. Forlaget Bostrup (2009) 7. Flemming P: Skolen der slår tonen an. Artikel i Berlingske Tidende Søndag 2. september (1979) 8. Den Store Danske: Vilhelm Schepelern. Gyldendahl s åbne Encyclopædi stammer fra Dansk Bibliografisk Leksikon 3.udgave, ( )