HERRENS MARK. Åndshistoriske vinkler på religion og politik MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // 1

Transkript

1 HERRENS MARK Åndshistoriske vinkler på religion og politik Arbejde & Marked MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // 1

2 Udgiver: Garnisons Sogns Menighedsråd Redaktion: Sognepræst Claus Oldenburg Tilrettelæggelse: Bertelsen & Scheving Arkitekter Aps v/ Anne Pind og Jens Bertelsen Tryk: Narayana Press Illustrationer side 60-63: Frederiksstaden, som den tog sig ud ca Tegning: Signe Bang Korsnes, Bertelsen & Scheving Arkitekter Aps. Oplag: ISSN Tidsskriftet udsendes til husstandene i Garnisons og Sankt Pauls sogne, til Forsvarets tjenestesteder, til dagspressen, til adskillige kirker, samt til en række offentlige myndigheder, styrelser og institutioner såsom biblioteker, gymnasieskoler og højskoler. Holmens Provstiudvalg har venligst bevilget midler til tidsskriftets oplag uden for Garnisons Sogn samt til de særlige omkostninger, distributionen udensogns medfører. Tidsskriftet kan rekvireres gratis (mod porto) på kirkekontoret: Sct. Annæ Plads 4, 1250 København K. Tlf Hjemmeside: Tilsvarende på Garnisons Kirkegårds kontor: Dag Hammarskjölds Allé 10, 2100 København Ø. Tlf Hjemmeside: 2 // ARBEJDE & MARKED

3 HERRENS MARK 3 Arbejde & marked når religion møder forretning #0 FORORD s 5 #1 Justus Pretium den retfærdige pris Peter Henningsen s 9 #2 ET JÆVNT OG MUNTERT VIRKsOMT LIV PÅ JORD OM DEN REFORMATORISKE KALDSTANKE OG HVAD DER BLEV AF DEN Merete Nielsen s 19 #3 WEBER-TESEN BERØMT, MISFORSTÅET OG RIG PÅ PERSPEKTIVER Hans Henrik Bruun s 33 #4 MISSION HAPPINESS Kirsten Dinesen s 47 #5 KAN VIRKSOMHEDER HAVE ET MORALSK ANSVAR? Hanne Fast Nielsen s 77 #6 s 91 noter MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // 3

4 #0 4 // ARBEJDE & MARKED

5 FORORD MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // 5

6 A t arbejde og marked er genstand for politisk handlekraft, giver da vist sig selv. At samme fænomener kan underlægges en religiøs fortolkning, kan forekomme mange fremmed. Men arbejdet og markedet har altid åbnet for moralen, og moralen har altid været en del af den religiøse overvejelse. Krumtappen i dette nummer af Herrens Mark er den meget berømte lille bog Den protestantiske etik og kapitalismens ånd fra 1904 af den store tyske sociolog Max Weber. Weber analyserer sig frem til en sammenhæng mellem den i sig selv egenartige protestantiske arbejdsmoral og så opkomsten af en vestlig, rationel kapitalisme. Synspunktet og bogen har siden udgivelsen været genstand for en omfattende debat, og Herrens Mark medvirker gerne til samme. I et forsøg på at skabe det fornødne perspektiv griber Herrens Mark problemstillingen kronologisk an på denne måde: Arkivar i Københavns Kommune, dr. phil. Peter Henningsen skriver om primært prisdannelsen i middelalderen, hvor man moralfilosofisk fra katolsk side udviklede en teori om den retfærdige pris og egentlig også om den legale pris, for hensynet til almenheden måtte i mangt og meget regulere markedet. Peter Henningsen viser, hvordan disse forestillinger om prisdannelsen følger den europæiske udvikling helt op i moderniteten. At dette at arbejde bliver et mål i sig selv er en reformatorisk nyskabelse, som er en væsentlig forudsætning for det moderne, arbejdsomme liv. Teknisk kaldes det kaldsetik, men ordet arbejdsmoral dækker udmærket. Cand. theol. Merete Nielsen, MA, som har et indgående kendskab til den lutherske teologi og i dag er presbyter i den reformerte (calvinistiske) menighed i Göttingen, skriver om kaldsetikken, hvor de to store reformatorer nok var enige i udgangspunktet men ikke nødvendigvis i udmøntningen. Det er sjældent, at der i Danmark skrives noget om Calvin, hvilket må beskrives som en undladelsessynd, da Calvin er kirkefader for de største protestantiske kirkesamfund i verden, herunder store dele af USA s kirkeliv. Merete Nielsen er meget kritisk 6 // ARBEJDE & MARKED

7 over for Webers tese om sammenkædningen mellem den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Den næste artikel har andre nuancer. Adjungeret professor og ambassadør Hans Henrik Bruun, som selv har forestået en udgivelse af Max Weber, fremlægger en systematisk gennemgang af Webers måde at arbejde på, hvor det for Weber ikke handler om en mulig årsag og en deraf følgende mulig virkning, men langt snarere om karakteristiske parallelle spor, hvor ånd og materie forholder sig til hinanden. Så med Bruuns ord er Webers tese berømt, den er misforstået, og den er rig på perspektiver. Det nationale nedslag af pietismen tager direktør, cand.mag. Kirsten Dinesen, PR- og kommunikationsfirmaet Front Page, sig af. For med sit indgående kendskab til den danske pietisme, drager Kirsten Dinesen en konsekvent parallel til de moderne driftige erhvervsfolk. Hvad adskiller dem fra 1700-tallets innovatorer? Kun Gudsbegrebet, for pietisterne arbejdede Gud til ære, mens de moderne driftige vel ikke helt véd, hvorfor de udfører al denne ære. Men de gør det! Hvis man i dag løber ind i en rigtig moralsk appellerende reklame eller med god samvittighed skal købe nogle kaffebønner, så handler det om CSR Corporate Social Responsability eller Virksomhedernes Samfundsansvar. Kommunikationschef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Hanne Fast Nielsen, MCC, gennemgår begrebet, dets udvikling og diskussion over de sidste 50 år, hvor man i erhvervslivet i stigende grad har været sig bevidst om, at business nok er business, men ikke kun er business, for en række andre faktorer blander sig i strategien om business. Moralen gør i hvert fald og man kan vel som altid også tjene penge på Gud. Så religion og politik mødes også, når det gælder arbejde og marked. Og hvis Herrens Mark kan bidrage med noget, må det være med en historisk bevidsthed om, at det forholder sig sådan, og at denne historiske bevidsthed har nedslag i nutiden. Claus Oldenburg, København, august FORORD // 7

8 #1 8 // ARBEJDE & MARKED

9 JUSTUS pretium Den RETFÆRDIGE PRIS Af arkivar, dr. phil. Peter Henningsen I det middelalderlige og tidlig moderne Europa (dvs. perioden ) var det en udbredt opfattelse, at handel og profit var i modstrid med religion og moral. MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // 9

10 HANDEL OG PROFIT De katolske moralfilosoffer (de såkaldte skolastikere) opfattede handel som en fare for handelsmandens sjæl. Handelsmænd måtte uundgåeligt blive fristet af ågervirksomhed og bedrageri, og de risikerede evig fortabelse. Handel var moralsk risikabelt. I modsætning hertil stod landbruget, som skolastikerne gerne fremhævede, som det eneste erhverv, der var kristeligt og moralsk forsvarligt. Hermed videreførte skolastikerne traditionen fra antikke moralfilosoffer som Cicero og Xenofon, der også priste landbruget på handelens bekostning. I oldtiden havde man været yderst skeptisk indstillet over for handelsmænd. Cicero harcelerede i sit berømte værk om pligterne, De Officiis, blandt meget andet over købmænds mangel på god handelsmoral. Købmandsskab var ikke en passende beskæftigelse for fribårne og ærlige mennesker. Det var, sagde han, et simpelt erhverv at være mellemhandler og købe af leverandøren for straks at sælge videre; sådanne folk kan nemlig kun klare sig ved at lyve i stor målestok; intet er mere umoralsk end usandfærdighed. Særlig kritisabel var kramhandelen, som Cicero fandt deklasserende, mens handel i større målestok kun kunne accepteres, hvis handelsmanden ikke søgte uretmæssig gevinst. Cicero gjorde i De officiis i det hele taget et stort nummer ud af, at mennesker ikke måtte drage fordel på andres bekostning, da de herved handlede imod det fælles vel, og det stred mod naturens orden. Med et citat fra Cato, hvor denne spørges om, hvordan han forholder sig til at låne penge ud på rente, og svarer: Hvordan med at myrde folk? viser Cicero med al ønskelig tydelighed sit syn på den sag. Den driftige handelsmand kunne dog, pointerer Cicero, konvertere sin rigdom til ære ved at trække sig tilbage til et jordegods på landet, når han var blevet mæt af at handle, for af de forskellige former for indtjening er dog landbruget det bedste, det rigeste på udbytte og det behageligste, ganske bortset fra at det er det for en fribåren mest værdige. Inden for den katolske kirke støder vi første gang på forestillingen om den syndefulde handel i det 5. århundrede, hvor pave Leo den Store kundgjorde, at det var vanskeligt for købere og sælgere ikke at synde. Pavens opfattelse blev senere citeret mange steder, 10 // ARBEJDE & MARKED

11 f.eks. i Gratians Decretum fra 1140 erne, et skrift, der også var kendt i Skandinavien. Hos Gratian hedder det: Hvem der køber en ting, og som ikke sælger den hel eller uforandret, men som bruger den som materiale til at skabe noget, han er ikke købmand. Men den mand, der køber den for at kunne tjene ved at sælge den igen uforandret, ligesom han købte den, den mand hører til de købere og sælgere, som forvises fra Guds tempel. Handel opfattedes altså som noget suspekt, som redelige mennesker helst ikke burde involvere sig i. Det er en opfattelse, som ligger umådeligt langt fra vor tids glorificering og helteagtige dyrkelse af store finansfolk og forretningsgenier (hvoraf en hel del faktisk viser sig, når det kommer til stykket, at være lige præcis så suspekte og moralsk anløbne, som Cicero hævdede), og kan være svær at forstå, når man ikke kender de kulturelle og religiøse forudsætninger, som skabte sådanne handelsfjendske holdninger. DEN RETFÆRDIGE PRIS Skolastikerne var af den opfattelse, at der fandtes en rimelig en retfærdig pris for alle varer. Hvis købmændene forlangte mere for deres varer end rimeligt var, gjorde de sig skyldige i griskhed, som var og er en af de syv dødssynder. Men hvordan bestemmer man, hvad en vares rimelige pris er? Begrebet den rimelige pris eller den retfærdige pris er ikke umiddelbart gennemskueligt. For hvad er den retfærdige pris og hvem fastsætter den? Det korte svar er vel, at den retfærdige pris er kulturelt og traditionelt bestemt. Almindeligvis er den blevet opfattet som den pris, som producenten var nødt til at kræve for at kunne opretholde sin traditionelle status i det sociale hierarki eller som det formuleredes af den middelalderlige skolastiker Heinrich von Langenstein: Priser må være således, og ikke højere end det, at de gør enhver mand i stand til at skaffe sig de livsnødvendigheder som er passende for hans sociale stilling. Siden det 19. århundrede har Langensteins opfattelse af den retfærdige pris været betragtet som repræsentativ for Middelalderens handelsetik og økonomiske opfattelse. I 1950 erne påviste den amerikanske historiker Raymond de Roover imidlertid, at Langen- JUSTUS PRETIUM DEN RETFÆRDIGE PRIS // 11

12 «stein stod ret alene med sine synspunkter. Hans opfattelse af den retfærdige pris som udtryk for en prissætning, der skulle fastholde den enkelte i det sociale standshierarki, og hvor enhver form for vinding eller sociale ambitioner fordømtes som syndefuldt, var ikke så repræsentativ som ellers antaget. Den traditionelle opfattelse af den retfærdige pris eller justum pretium et begreb, der stammer fra Romerretten hviler på en misforståelse af skolastikernes skrifter, hævder Roover: Ifølge hovedparten af de middelalderlige, skolastiske skribenter korresponderede den retfærdige pris ikke med produktionsomkostningerne bestemt i forhold til producentens sociale status (som hævdet af Langenstein), men var simpelthen den til enhver tid accepterede markedspris med én væsentlig undtagelse: I tider med misvækst, krig eller andre former for nødtilstand havde de offentlige myndigheder ikke bare ret, men pligt, til at skride ind og fastsætte en retfærdig pris. Myndighederne måtte sikre, at de fattige ikke led nød og forhindre, at griske og umoralske mennesker profiterede på andres elendighed. Der kunne næppe tænkes noget mere afskyeligt end et menneske, der bevidst opkøbte og holdt varer tilbage for at skabe forøget efterspørgsel og skrue prisen i vejret og da slet ikke når det drejede sig om opkøb af basale livsfornødenheder som f.eks. brødkorn. Skolastikerne interesserede sig dog ikke for økonomien som videnskab eller for dens praktiske virkemåde. De var optaget af økonomiens etiske og sociale aspekter, og deres holdninger til en god økonomi skal derfor fortolkes inden for et moralfilosofisk univers. Økonomiens operationsmåder havde de ikke begreb om. Det var social retfærdighed, der lå dem på sinde. Deres udgangspunkt var, at ethvert individ havde en naturlig og guddommelig ret til en bestemt andel af denne verdens goder og andelen skulle udmåles i forhold til deres sociale position. Berømte skolastikere som Albertus Magnus og Thomas Aquinas ( ) opfattede således den retfærdige pris som en vares pris på det frie marked. I Thomas Aquinas skrifter ses denne opfattelse Handel opfattedes altså som noget suspekt, som redelige mennesker helst ikke burde involvere sig i 12 // ARBEJDE & MARKED

13 «en ting er retfærdigvis værd, hvad den kan blive solgt for uden bedrageri flere steder, selvom det først er hos hans elev, Ægidius Lessinus, at synspunktet kommer til fuld udfoldelse: Lessinus fremhæver med al ønskelig tydelighed, at en ting er retfærdigvis værd, hvad den kan blive solgt for uden bedrageri. Udtrykket uden bedrageri skal forstås som uden bedrageriske kneb på et konkurrencepræget marked (hævder Roover). Bernardino af Siena ( ), der ellers var en modstander af Thomas Aquinas skolastik, var enig heri: En vares pris skal enten fastsættes til gavn for det fælles bedste af de offentlige myndigheder eller på baggrund af den pris, som aktørerne på et frit marked er villige til at betale. Den første pris kalder Bernardino den legale pris, den anden den naturlige pris. I det 16. århundrede var hovedparten af alle skolastiske skribenter enige om, at den retfærdige pris var fastsat ved lov eller ved almindelig vurdering blandt køberne af, hvad en vare var værd. Buridan, der var Aquinas-elev og rektor for universitetet i Paris, gik i 1327 så vidt som til at hævde, at alle priser burde bestemmes til gavn for det fælles bedste. Et så vigtigt anliggende burde ikke varetages af købere og sælgere alene. Markedspriserne kunne jo aftales, der kunne skabes karteller og deciderede monopoler, når den rige købmand opkøbte store lagre af varer, som han holdt tilbage for at presse prisen i vejret. Sådanne forhold var et onde, der måtte undgås. Indehavere af monopoler misbrugte ikke alene deres eneret til kunstigt at forhøje priserne, men holdt også varer tilbage fra markedet for at skabe mangel og øge varens værdi og ifølge kanonisk lov var profit, skabt på baggrund af et monopol, syndigt. På linie med den, der tog åger, måtte monopolisten, hvis han ikke ville udsætte sig for evig fortabelse, betale sin skyldighed til samfundet tilbage, f.eks. via donationer af penge til de fattige. For det var hele samfundet almenvellet der tabte ved monopolistens synd. Den retfærdige pris var altså en vares pris på det frie marked og den blev afgjort ved almindelig udbud og efterspørgsel. Undtagel- JUSTUS PRETIUM DEN RETFÆRDIGE PRIS // 13

14 sen fra denne regel var de situationer, hvor myndighederne havde pligt til at skride ind og fastsætte en legal eller juridisk retfærdig pris på en bestemt vare. Men hvornår var en sådan prisfastsættelse rimelig? Ifølge skolastikerne er svaret enkelt: Myndighederne har ret og pligt til at fastsætte priserne, når markedet bryder sammen som et resultat af misvækst o. lign. Og især på basale forbrugsgoder som korn, brød, øl og brændsel. Det ville være et brud på de religiøse love at lade masserne sulte eller fryse for at berige nogle få egennyttige producenter. I krisesituationer stod den legale pris dermed over markedsprisen. «MYNDIGHEDERNE OG MARKEDET I løbet af Renaissancen bliver det mere og mere almindeligt, at myndighederne fastsætter priserne på de vigtigste fødevarer det, som Bernardino af Siena kaldte den legale pris og dermed ødelægger det frie markeds mekanismer. I Danmark sker dette i løbet af Christian 4.s tid og fortsætter frem til 1800-tallet. Den legale pris forrang for markedsprisen kan dateres tilbage til det 15. århundrede, hvor den fremtrædende franske skolastiker og kansler ved universitetet i Paris, Jean Gerson ( ), var en af de stærkeste fortalere herfor. Gerson ønskede, at alle varer skulle omfattes af en legal pris, men det forslag vandt ingen tilslutning. I praksis var det kun varer som mel, brød, kød, vin og øl, som var omfattet. I middelalder og tidlig moderne tid blev det reelt overladt til byernes lokale myndigheder at regulere priserne. Kun i sjældne tilfælde skred centralmagten ind. Byerne fulgte gerne en forskellig prispolitik på de varer, der bragtes ind til byen fra det omgivende opland og på de varer, der produceredes indenfor byens volde. Ifølge historikeren John M. Clark ønskede byernes myndigheder fri konkurrence for de varer, som byboerne måtte købe udefra (f.eks. bøndernes landbrugsvarer), mens de varer, der produceredes i byen gerne måtte fastlægges ved aftalte priser. Selvom der selvfølgelig Myndighedernes politik var generelt at sikre rigelighed af fødevarer til indbyggerne til så billig en pris som mulig 14 // ARBEJDE & MARKED

15 «var undtagelser, var dette en helt normal praksis over det meste af Europa. Myndighedernes politik var generelt at sikre rigelighed af fødevarer til indbyggerne til så billig en pris som mulig og for at sikre det, overlod man i vid udstrækning prissættelsen til den fri konkurrence. Bønderne fra oplandet blev opmuntret og hvis det viste sig nødvendigt, tvunget til at udbyde deres varer på markedet Uheldigvis var misvækst et hyppigt tilbagevendende problem i det middelalderlige og tidlig moderne Europa (torvene), hvor de solgte dem direkte til forbrugerne uden fordyrende mellemled. Der blev generelt taget forholdsregler mod opkøb (grosserervirksomhed) og forprang, der skulle hindre, at varerne nåede ud på det frie marked eller som havde til formål at skabe flaskehalse, der kunne skrue priserne i vejret. Middelalderlige kilder er spækket med beretninger om grossister og forprangere, der blev fanget og slæbt for retten og straffet med bøder eller sat i gabestok. De ublu handlende, som det lykkedes at undgå de verdslige myndigheders sanktion, udsatte dog sig selv for at blive straffet af de himmelske magter. Evig fortabelse eller ulidelige pinsler i skærsilden ventede dem, hvis de ikke gjorde bod. MISVÆKST OG PRISREGULERING Uheldigvis var misvækst et hyppigt tilbagevendende problem i det middelalderlige og tidlig moderne Europa, og det skabte lige så hyppigt problemer for myndighedernes handelspolitik. Brød var hovedingrediensen i den tids føde, og da efterspørgslen på brød og mel ikke var underlagt svingninger ligesom andre varer, men derimod var konstant, skød priserne dramatisk i vejret i tider med misvækst. Under sådanne omstændigheder ville det have været uklogt af myndighederne at overlade prisfastsættelsen til de frie markedskræfter. For at undgå hungeropstand og sult var myndighederne tvunget til at skride ind og fastsætte en legal pris. Og så JUSTUS PRETIUM DEN RETFÆRDIGE PRIS // 15

16 «begyndte problemerne: Da man ikke havde et organiseret fordelings- og rationeringssystem brød priskontrollen ofte sammen ligesom selve prisfastsættelsen ofte var arbitrær og utilstrækkelig. Et almindeligt problem var f.eks., at prisfastsættelsen på brød Den skolastiske moralfilosofi fik med andre ord praktiske konsekvenser for økonomien og handlen resulterede i, at bagerne kom mindre mel i brødet eller bagte mindre brød til prisen. I den sidste ende førte prisfastsættelsen ofte til fremkomsten af sorte markeder og illegal oplagring af fødevarer. Et mere succesfuldt initiativ end den offentlige prisfastsættelse var myndighedernes oprettelse af forråd magasiner hvor der opsamledes forbrugsvarer, som afsattes til de trængende for en pris under markedets opskruede niveau altså til den retfærdige pris. Sådanne magasiner blev dog ikke almindelige før det 18. århundrede, hvor Preussen tog initiativ til oprettelse af statslige magasiner. En anden metode var at anvende offentlige fondsmidler til opkøb af nødvendige forbrugsvarer og efterfølgende at sælge dem billigt på det lokale marked. I mange tilfælde skred myndighederne først til den slags foranstaltninger, når trusler om oprør og pøbelvold blev så påtrængende, at de ikke kunne ignoreres. Ifølge den kanoniske ret var det, som tidligere nævnt, kun myndighederne eller markedets interessenter, der kunne prissætte en vare retfærdigt. Ikke producenterne. Laugenes prisaftaler, der sigtede på at holde priserne oppe, var derfor ulovlige i kanonisk forstand. Det samme gjaldt i øvrigt svendegildernes indbyrdes aftaler. Når svende sluttede sig sammen for at indgå aftaler om bestemte lønkrav til mestrene, var det at ligne med et monopol. Så også her var der en retfærdig pris at tage højde for. Den skolastiske moralfilosofi fik med andre ord praktiske konsekvenser for økonomien og handlen. Der var ikke kun tale om verdensfjerne teologiske disputter i elfensbenstårnet, som man ikke behøvede at tage notits af. Myndighederne tog religionen såre alvorligt og købmændene kunne heller ikke bare ignorere Kirkens opfattelse af handelen. I det ydre var de nødt til at samtykke i 16 // ARBEJDE & MARKED

17 kirkens synspunkter, og måske var de endda ligefrem nødt til at underordne sig dem, for kirkens synspunkter afspejlede også den almindelige holdning til handel og profit i samfundet som helhed. Købmændene blev til stadighed konfronteret med tankekomplekset om det fælles bedste, om de religiøse påbud og den brede befolknings opfattelse af moralsk skik og brug. Der var heller ingen forskel på katolske og lutherske moralfilosoffer, når det kom til spørgsmålet om retfærdige priser, laugsvæsenets monopoldannelse, ågervirksomhed etc tallets reformationer bragte ingen ændringer i kirkens traditionelle syn på disse sager. Langt hen ad vejen var det reelt katolske doktriner, som de lutherske reformatorer i Skandinavien og Nordtyskland og de anglikanske og puritanske gejstlige i England prædikede. Luther selv tordnede om nogen imod griskhed, åger og høje profitter og var selvfølgelig en stor fortaler for den legale pris. Nok så væsentligt er det, at den skolastiske opfattelse af den retfærdige pris levede videre i bedste velgående frem til Oplysningstiden. 16- og 1700-tallets merkantilisme selve antitesen til det frie marked havde ikke fået has på den skolastiske handelsetik, som eksisterede side om side med merkantilismen, indtil det lykkedes den skotske moralfilosof Adam Smith at give den dødsstødet. JUSTUS PRETIUM DEN RETFÆRDIGE PRIS // 17

18 #2 18 // ARBEJDE & MARKED

19 ET JÆVNT OG MUNTERT VIRKSOMT LIV PÅ JORD OM DEN REFORMATORISKE KALDSTANKE OG HVAD DER BLEV AF DEN Af cand. theol. Merete Nielsen, M. A. Det handler om arbejde. Hvorvidt arbejde er en velsignelse, og hvis det bringer rigdom, om denne rigdom så udsiger noget om ens forhold til Vorherre. MELLEM TOLERANCE OG LYDIGHED // 19

20 «ARBEJDE ADLER IKKE I den antikke verden blev arbejde set som værende nedværdigende og en hindring for det højere liv, som skulle tilbringes med filosofiske diskussioner blandt ligesindede og i kontemplation af Gud. Sådan fremstillede Aristoteles sagen i sin Nikomachiske Etik og Platon var stort set enig med ham. Et hvilketsomhelst arbejde var velsignet af Gud, hvadenten man var røgter, professor eller fyrste I middelalderen satte kirken på samme måde meditation (vita contemplativa) over arbejde (vita activa). De tidlige munkeordener benediktinerne arbejdede (ora et labora), men de senere tiggermunkene insisterede på den yderste fattigdom, et ideal, som interessant nok sjældent lykkedes for dem, selvom de ikke arbejdede. De blev næsten altid rige alligevel! Den middelalderlige kirke forbød kristne at tage renter, idet den betragtede det som åger. Derfor fik jøderne betydning som udlånere, og mange kristne konger gav jøder særlige privilegier for at yde dem denne tjeneste. Ikke desto mindre opstod der i senmiddelalderen banker man behøver blot at tænke på Medicierne i Firenze og kirken fulgte med tiden. Johannes Eck, Luthers store modstander, foreslog i 1515 en rentefod på højest 5 %. ARBEJDE ADLER NETOP Da Luther ( ) brød med den katolske kirke, fremhævede han arbejdet i kald og stand som en gudvelbehagelig gerning. Takket være indsigten, at vi retfærdiggøres ved tro alene, kunne han hævde, at den eneste gode gerning i dette liv var at tro på Gud. Derfor var det almindelige liv på denne jord, sålænge det levedes i gudstro, godt og rigtigt. Et hvilketsomhelst arbejde var velsignet af Gud, hvadenten man var røgter, professor eller fyrste. I middelalderen kunne man kun tale om et kald (vocatio) fra Gud ved at vie sit liv fuldstændigt til ham og gå i kloster. Hos Luther er vi alle derimod kaldede af Gud til at gøre vores arbejde 20 // ARBEJDE & MARKED

21 dér, hvor han har sat os i livet. Man behøver ikke at trække sig ud af verden for at bede og faste, man skal bare gøre sin pligt i det arbejde, man nu engang har, men det skal man da også gøre så godt og samvittighedsfuldt, som om det var en gudstjeneste, hvad det i egentlig forstand jo er: En tjeneste for Gud ved at man arbejder for sine medmennesker. Nu kommer det spørgsmål, som den tyske sociolog Max Weber rejser i sit essay: Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, nemlig: Hvad kom først, Luthers kaldstanke eller det ændrede samfundssyn? Greb samfundet de nye religiøse ideer og anvendte dem, eller var de økonomiske forhold allerede så ændrede, at Luther kun udtrykte det, der allerede gærede i tiden, og gav det form og etisk begrundelse? Som vi har set ovenfor, var der allerede forandringer på vej i den katolske verden. Sikkert er det, at efter Luther blev arbejde set helt anderledes, og at der efter Luther var en etisk/religiøs grund for at arbejde, og det er da også Webers pointe, at arbejdsomhed efter Luther fik en etisk understøttelse. «FATTIGDOM Under alle omstændigheder bevirkede Luthers teologi et nyt syn på fattigdom. I middelalderen var fattigdom dels en kristen dyd og dels en anledning for de velhavende til at gøre gode gerninger. Utallige testamenter fra tyske byer (og formodentlig også danske) vidner om, at testator vil sikre sig efter døden ved at give penge til de fattige. Den rige kunne betale fattige mænd for at drage på pilgrimsrejse i sit sted, og kunne derved gøre bod overfor Gud uden at tage strabadserne på sig. De fattige var en nødvendig del af samfundslivet. På reformationstiden ændrer dette syn på fattigdom sig grundlæggende: for en reformatorisk by bliver fattigdom pludselig et problem. Der findes et flyveskrift af en student i Wittenberg, som vist ikke rigtig følger Luthers forelæsninger med udbytte, men til gengæld med begejstring fortæller om socialforsorg. Ikke blot Wittenberg, men alle byer, som antager reformationen, Hvad kom først, Luthers kaldstanke eller det ændrede samfundssyn? ET JÆVNT OG MUNTERT VIRKSOMT LIV PÅ JORD // 21

22 indretter fattigforsorg, tiggeri bliver forbudt, og man gør sig store anstrengelser for at få de fattige i arbejde. I Strasbourg bliver der sat skilte på fattige folks huse, så man kan se, hvem der er på fattighjælp. Måske en lettelse for opsynet, men det kan ikke have været behageligt for modtagerne, mon de har drømt sig tilbage til katolicismen, da man havde brug for dem? «CALVIN Den mest betydningsfulde efterfølger for Luther blandt reformatorerne var Johannes Calvin ( ), som i år bliver fejret over store dele af verden p.gr.a. 500-året for sin fødsel. Da han formodentlig er relativ ukendt i Danmark, vil jeg kort skitsere hans liv og tænkning. Calvin var som fransk humanist dybt præget af Luthers tanker, som i 1530erne vandt frem i Frankrig. Da plakater, som kritiserede messen skarpt, dukkede op i Paris og endog i kongens sovegemak i Blois, indledte Frans I. en blodig forfølgelse af lutheranerne, og mange blev brændt i Paris. Calvin måtte flygte og rejste til Basel, hvor han i 1536 skrev den første udgave af sit hovedværk: Institutio christiana, en kristen troslære, opbygget over Luthers Lille Katekismus; den sidste udgave skrev han i I 1536 kom han ved et tilfælde til Genève, hvor han blev opfordret til, sammen med andre, at prøve at skabe en reformatorisk kirke. Dertil skal siges, at når en by dengang blev reformatorisk, skiftede alle borgere tro, messer blev ikke længere læst, og klostre blev lukket. Sådan var det sket i Zürich, Bern, Basel og Strasbourg, Uden ham havde han aldrig overlevet, men var blevet brændt som kætter forlængst. Derfor kan hans valg af fyrsten som nødbiskop ikke undre og disse byer regerede sig selv i både åndelig og verdslig henseende. Calvins opgave var, inden for sådan en fri bys rammer, at skabe et kirkesamfund, men hans horisont rakte langt videre end Genève: Han ønskede derudover at opbygge en kirke i Frankrig. 22 // ARBEJDE & MARKED

23 «Derfor organiserede han en kirke, som ikke blot egnede sig til at være nationalkirke, som i Genève, men som også skulle fungere i en forfølgelsessituation som i Frankrig. Han skabte en kirkeform, hvor den enkelte menighed var en komplet lille kirke. Menighederne sluttede sig sammen i synodalforbund, som sendte repræsentanter til provinssynoderne og derfra til nationalsynoden. Dermed blev der sørget for sammenhold, struktur og gensidig hjælp. I Genève opbyggede Calvin et universitet, der ligesom det i Wittenberg uddannede præster, ikke blot til Genève og Frankrig, men også til England, Skotland, Holland, Italien, Ungarn og Polen. Derved opstod et Europakort, hvor Nordtyskland og de skandinaviske lande blev lutherske, mens protestanterne i de andre lande snarere tenderede mod calvinismen. I mange af disse lande levede de reformerte dog altid som mindretalskirker. Hvad Luther ikke havde lavet, var en kirke «FYRSTEN SOM KIRKENS OVERHOVEDE Jeg har nævnt Luthers og Calvins fødselsår for at fremhæve, at Calvin tilhørte den anden generation af reformatorer. Luthers teologi var almindelig bekendt, og selvfølgelig var der stridigheder mellem protestanterne, men en mand som Calvin overtog teologien fra Luther. Hvad Luther ikke havde lavet, var en kirke. Efter hans mening var retfærdiggørelse ved tro det eneste grundlæggende, og hvad der fulgte af praktiske konsekvenser, løste han hen ad vejen. Efter bondeoprøret i 1525, hvor han frygtede for anarkiet, som han mente var brudt løs, og for sværmerne, som havde deres egne individuelle bibelfortolkninger, søgte han ly for sin kirke hos når en by dengang blev reformatorisk, skiftede alle borgere tro fyrsterne. Han var fra den første dag blevet støttet af Frederik den Vise, kurfyrst af Sachsen. Uden ham havde han aldrig overlevet, men var blevet brændt som kætter forlængst. Derfor kan hans valg af fyrsten som nødbiskop ikke undre. Desforuden havde han ET JÆVNT OG MUNTERT VIRKSOMT LIV PÅ JORD // 23