DE TRE HOVEDRETNINGER I KRISTENDOM

Transkript

1 SIDE 1 AF SOFIE HYLDIG REIMICK LEKTOR I HISTORIE OG RELIGION, AARHUS KATEDRALSKOLE DE TRE HOVEDRETNINGER I KRISTENDOM ÉN KRISTENDOM ELLER FLERE KRISTENDOMME? Kristendom opstod og udviklede sig til en selvstændig religion i de første århundreder efter Jesu død. Den havde sit udgangspunkt i Palæstina, men spredte sig hurtigt til Romerriget. Her var den i begyndelsen en forfulgt minoritetsreligion, men allerede i år 380 blev den nye religion statsreligion i Romerriget. Og hermed var det første skridt taget til, at kristendom blev den dominerende religion i Europa. I dag er kristendom med sine ca. 2,1 mia. tilhængere verdens største religion. Tilhængerne er imidlertid fordelt på ca forskellige retninger, så frem for at hævde at kristendom er én religion, er det mere korrekt at se det som en samlebetegnelse for mange forskellige grupper. Det, der er fælles for de forskellige retninger, er troen på, at Jesus Kristus er Guds søn. Når man kalder sig kristen, er det nemlig en henvisning til ordet Kristus (Frelseren) og derved til troen på, at Jesus er den guddommelige frelser. Der har altid været uenigheder og magtkampe inden for kristendom om hvem, der repræsenterede den rigtige tolkning. Den første store uenighed fandt fx sted mellem Paulus og de andre apostle. De var uenige om, hvorvidt alle kunne blive kristne eller om det kun var jøder, der kunne omvende sig. Paulus universelle kristendom endte med at sejre. Men tiden for en samlet kristendom blev kort. Siden kom der splittelser, der førte til en varig opdeling i tre kristne hovedretninger.

2 SIDE 2 DEN ANDEN SPLITTELSE 1517: KATOLSK OG PROTESTANTISK KRISTENDOM DEN FØRSTE SPLITTELSE 1054: ORTODOKS OG KATOLSK KRISTENDOM Da Romerriget år 395 blev opsplittet i en østlig og vestlig del, udviklede kirkerne sig i hver sin retning. Det var imidlertid først i 1054, at det kom til et egentligt brud. Bruddet handlede både om, hvem der var den mest magtfulde og hvem der repræsenterede den rigtige fortolkning. For det første var man uenige om, hvem der skulle lede kirken. I vest gjorde biskoppen i Rom krav på forrang, hvorved paveembedet opstod. I øst afviste man derimod paven som religiøst overhoved og fastholdt, at deres religiøse leder, patriarken i Konstantinopel, var på linje med paven. Beslutninger skulle ikke afgøres egenrådigt af paven, men i fællesskab på kirkemøder. Bruddet kom i 1054, fordi paven og patriarken bandlyste hinanden. De var også uenige om synet på Helligånden (det såkaldte filioque-problem). Østkirken hævdede, at Helligånden alene udgik fra Faderen, mens den vestlige kirke mente, at Helligånden udgik fra både Faderen og Sønnen. Dermed fremhævede de Jesus. Da Helligånden blev underordnet de to andre. Dette kunne østkirken ikke acceptere. De så Helligånden som en selvstændig, guddommelig kraft, der handlede uafhængigt. I den ortodokse kirke i dag opfattes Helligånden således som tilstedeværende under nadver. Da den ortodokse og katolske kirke ikke bekender sig til helt den samme tro, kan de ikke modtage nadver i hinandens kirker. Østkirken eller den ortodokse kirke bredte sig til Mellemøsten, Nordafrika, Rusland, Balkan og det østlige Europa. Betegnelsen ortodoks ( den rette lære ) viser, at kirken ser sig selv som den eneste bærer af arven fra den oprindelige oldkirke, og at den repræsenterer en ubrudt forbindelse til Jesus tid. Den ortodokse kirke hævder derved at være den sande kristendom. I den vestlige del af Romerriget udbredte den katolske kirke sig mod vest til England og mod nord, hvor Danmark blev kristnet i 900-tallet. I dag er katolicismen især udbredt i Sydeuropa, Mellem- og Sydamerika, Afrika og Vietnam. Betegnelsen katolsk betyder både den rette tro og universel (verdensomspændende). Den katolske kirke ser derfor også sig selv som den rigtige udgave af af kristendommen, der gælder for alle mennesker i verden. Tyskeren Martin Luther ( ) vakte i 1517 opsigt, da han i et opslag på en kirkedør i Wittenberg kritiserede den katolske kirkes fortolkning af kristendommen. Baggrunden var, at den katolske kirke som led i en styrkelse af pavedømmet, påbegyndte byggeriet af Peterskirken i 1500-tallet. Kirken skaffede bl.a. penge til dette prestigebyggeri ved at sælge afladsbreve under sloganet: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer. Denne afladshandel stemte overens med den katolske kirkes syn på frelse. Mennesket kunne gennem gerninger bidrage til sin egen frelse og rette op på de syndige handlinger, det havde begået. Man kunne fx bede et ekstra antal bønner, tage på pilgrimsfærd, faste eller købe et afladsbrev, og således forkorte den straf, man ellers skulle have modtaget i skærsilden efter døden. Men Luther kunne ikke finde belæg for denne afladshandel i Bibelen. Han havde som munk nøje fulgt klosterlivets strenge krav, men det havde til hans frustration kun øget afstanden til Gud. Han var desuden bekymret over, at nådens og tilgivelsens Gud i Biblen oplevedes som den strenge og dømmende Gud. Da Luther en dag læste Paulus Romerbrev kapitel 1, fandt han en løsning på problemerne. Nåden var ikke som i katolicismen noget, mennesket selv skulle bygge videre på gennem gode handlinger. Nåden var derimod en gratis (fra græsk gratia: nåde) gave fra Gud: Gud tilgav mennesket, selvom mennesket var evigt syndigt. Det var ikke mennesket, der gennem gode handlinger skulle bevise, at det var værdigt. Frelse var en gave, og det syndige menneske skulle vende sig i tillid til og tro på den, der gav gaven. Dermed fjernede Luther grundlaget for den dømmende Gud, der i stedet for blev skildret som givende og kærlig. Den nye indsigt krævede et opgør med den middelalderlige teologi og med det, Luther kaldte katolske misforståelser. Han reagerede mod det, som han mente var en verdsliggørelse af kirken og pavestolen, ved at opfordre paven til at erklære det for ukristent. Hans hensigt var ikke at splitte kirken, men blot at føre kristendom tilbage på det rette spor. Men modsætningsforholdet forværredes, og Luther endte med helt at afvise pavens autoritet. Resultatet blev et decideret brud med den katolske kirke, hvorefter protestantismen bliver en selvstændig retning inden for kristendom. Denne udvikling kaldes også for Reformationen, fordi den startede som en kamp for at gendanne eller reformere den katolske kirke. Begrebet protestantisme stammer fra Luthers tilhængere, der indleverede en protestation (protest) mod, at der blev indført censur mod Luthers skrifter.

3 SIDE 3 FIGUR 1: FORSKELLE MELLEM KATOLICISME OG LUTHER

4 SIDE 4 FIGUR 2: DE FORSKELLIGE RETNINGER Protestantisme er i dag en samlebetegnelse for flere forskellige kirker, der opstod som følge af Reformationen i 1500-tallet. De evangelisk-lutherske kirker, der bygger videre på Luthers tanker, er udbredt i Norden og Nordtyskland (herunder Den danske Folkekirke). De reformerte kirker, der er inspireret af en anden reformator i 1500-tallet, nemlig Jean Calvin, er især udbredt i Frankrig, Schweiz, Holland, Skotland og USA. Den anglikanske kirke eller Church of England, der også er inspireret af Calvins forståelse finder man i England, USA og Australien. Desuden findes der yderligere to retninger, der ofte fremstår mere radikale i deres fortolkning, nemlig Metodisterne, der skilte sig ud fra den anglikanske kirke i 1784, og Baptisme, der udgik fra de reformerte kirker i 1639.

5 ARBEJDSOPGAVER ØVELSE TIL DEN ORTODOKSE, DEN KATOLSKE OG DEN PROTESTANTISKE KRISTENDOM Find på eksempler på en ortodoks, en katolsk og en protestantisk gudstjeneste eller messe, og diskuter, hvilke forskelle og ligheder I ser. 1. Lav en 3. kolonne på figur 1, hvor I laver en lignende beskrivelse for enten ortodoks kristendom, metodisme eller baptisme. 2. Lav på baggrund af en internet-undersøgelse linjers beskrivelse af, hvad der kendetegner Den danske Folkekirke. / DE TRE HOVEDRETNINGER