Indtil døden os splitter ad

Transkript

1 Indtil døden os splitter ad Det var, når tømmermændene var værst, at de gjorde det. Når deres hoveder var så tunge og overophedede, så smertefuldt dunkende, at alt nord for halsen syntes eksplosionen nær, så var det, nærmest af næstekærlighed, som for at beskytte de øvrige øboere mod faren, at de to teenagere nappede Onkel Hans affældige fiskekutter og sejlede ud på den anden side af molen. Bare den asynkrone dunken af motoren, dybere og med voldsomme rystelser, iblandet denne jævnlige sprutten, hakken og hosten, som frembragte den en gigantisk snotklat det virkede så såre menneskeligt, som var fiskekutteren en kæmpe, der også havde det mere end dårligt. Drengene måtte klamre sig til den trøst, de kunne få: At fiskekutteren måske havde værre tømmermænd end dem Men hvilke ondskabsfulde guder var det, som først lod to teenagere flyve mod solen på øllets og snapsens vinger, for derefter at lade dem styrte brændende mod tømmermændenes hav! Hverken Jeppe eller Jacob kunne i deres forpinte hoveder fatte, at verden kunne være så ondskabsfuldt indrettet! Dét tænkte de måske en lillebitte smule på, men ellers var deres bevidstheder som blæste for tankevirksomhed, mens de lå der i bunden af fiskekutteren bevæbnet med otte liter cola, seks poser chips, fire poser skumfiduser og to pakker saltstænger de sidste, hvis de skulle komme så meget oven på, at de kunne spise rigtig mad. Når kutteren vippede, kunne de se mod øen, men mere som et slags fatamorgana, som så de den fra Kap Det Gode Håb, som et sted de aldrig ville nå hjem til, fordi bare det at gå gennem Kirkestræde, det at skulle sige daw til nogen, ville kræve en helt usandsynlig koordination mellem sener, led, nerveceller, tungebevægelser, hjerneceller, lungeaktivitet og tusind andre ting, som var umuligt så meget som at forestille sig nogen sinde skulle kunne komme til at fungere igen og da slet ikke samtidig. De var dømt til evig landflygtighed og ubevægelighed. Meee. Jeppe havde forsøgt sig med en lyd af en slags. 1

2 Jacob vippede med hånden til svar, som var det en flue, han viftede væk. Derefter lykkedes det ham at udnytte bevægelsen til at stoppe en håndfuld chips i munden. Meeee. Jacob hørte ikke efter. Det føltes, som om det var chipsene, der tyggede på tænderne, så ondt gjorde det. Han skyllede kindtænder, plomber og alt andet ned med cola. Så lykkedes det for Jeppe. At skabe denne unikke kombination blandt milliarder af centre og celler, så der vitterlig kom ord ud over hans læber: Mere Co-la Jacob fik gang i både skulder, arm og hånd med det mål at lave en bevægelse, der daskede til en to liters cola, så den rullede ned mod Jeppe. Sådan fortsatte de indtil ud på eftermiddagen med disse små, små fremskridt, der langsomt forvandlede dem til noget, der kunne forveksles med homo sapiens. Og på et eller andet tidspunkt nåede de reelt overfladen. De kunne pludselig sidde op. De kunne vitterlig tale. De kunne tænke. Dét var ikke uden konsekvenser. Var jeg sammen med? spurgte Jeppe. Nej, du kastede op på hendes fødder, svarede Jacob. Jeppe så spørgende på ham. Nej, hun havde ikke gummistøvler på, svarede Jacob. Hun havde bare tæer i højhælede sko. Jeppe lagde nakken tilbage og så op mod himlen over øen. Åh, at være en sky! Men der var også andre konsekvenser. Da de havde tømt cola, chips, skumfiduser og selv saltstængerne, overvejede de at vende stævnen mod øen og få lidt at spise og drikke på grillen. Men så slog det dem, hvor dyre deres vinger havde været. Var deres hoveder stadig opsvulmede, var deres lommer til gengæld helt flade. Det var kun de tomme flasker, der havde reddet den første proviant i hus, og nu var der hverken penge til en marsbar, en dele-cola eller til at leje den værste Å-film. De var på spanden. Langsomt sank de igen mod bunden af kutteren. Hvor længe der gik, er temmelig uvist, men sandt er det, at Jacobs hjerne pludselig fostrede en idé, han var tvunget til selv at karakterisere som genial. I hvert fald halv-genial. Vi bliver pirater! råbte han. Pirater? spurgte Jeppe. 2

3 Det er højeste mode! Pirater?! Pirates of the Øhav! Jeppe var mere skeptisk. Og hvem skulle vi borde? Jacob pegede ud over rælingen, hvor en stor, tysk lystsejler netop gled ud i sejlrenden. Begge drenge måtte knibe øjnene sammen, alt på skibet syntes at funkle som guld eller diamenter, selv signalflagene så ud, som om de var belagt med bladguld. Der måtte være for en formue om bord. Det var jo nærmest bare at række ud og ta! Jeppe fik fat i en bådshage, og Jacob drejede sin baseballkasket en halv omgang. De to pirater var klar. Det var egentlig ikke, fordi der manglede skibe på vej ud af eller ind i havnen, men det var, som om ingen af dem var helt ideelle. Ikke fordi, de ikke så dyre nok ud det var jo foldede million checks, der sejlede rundt! men mere fordi, der hele tiden var et eller andet om bord, der fik selve piratvirksomheden til at tage sig knap så nem ud: For eksempel den dér skipper så han ikke mere end almindelig stor og vred ud? Og dér hvorfor skulle de absolut være fire om bord? Og var det dér bare en hvid fender eller i virkeligheden en pitbullterrier, der holdt vagt? Jeppe og Jacob var på nippet til at opgive karrieren som pirater, da de fik øje på en række optimistjoller, der var kommet i vandet. Der sad én spinkel skikkelse i orange redningsvest i hver jolle. Det måtte være en juniorkonkurrence af en slags. Ser du, hvad jeg ser? spurgte Jeppe, mens hans læber bredte sig i et smil. Ay ay, captain! svarede Jacob og kom på benene. Sidste bøje, inden det gik tilbage mod sejlklubben, lå længst ude. Det var her piraterne ventede. I første optimistjolle sad ingen andre end KKK. Kedelige Kristian Korrekt. Det kunne ikke være bedre! Ser du, hvad jeg ser? spurgte Jacob. Ay ay! Kedelige Kristian Korrekt. Drengen, der møder i skole kvart i otte. Drengen, der slår gamle menneskers græsplæner. Drengen, der pudser sine sko. 3

4 Drengen, der er formand for elevrådet. Drengen, der samler ind til alt mellem himmel og jord. Det er fantastisk! Enhver pirats drøm! Er vi klar! Klar-pirat-start! De satte fart på kutteren, pløjede hen over bøjen for snuden af optimistjollen og fiskede Kedelig Kristian Korrekt om bord, inden de vendte om og stak til søs. Kristian havde knap nok gjort modstand, det var næsten for let at være pirat. Måske havde han været bange for at få svinet sine sko til. Men da de tog redningsvesten af drengen, stak han i et vræl. Man skal ha redningsvest på!!! Mens de forsøgte at holde fast på ham, gav Kristian tuderiet fuld volume. Hvis du ikke holder din kæft, råbte Jeppe, skærer vi dit øre af og sender det til din familie. Det øre med papegøjeøreringen! Kedelig Kristian Korrekt holdt et øjeblik op med at tude for at korrigere. Jeg har da slet ikke nogen ørering! hikstede han. Nej, guuuud! Det er da også rigtigt! udbrød Jacob, inden han brølede: FORDI DU ER KKK! KEDELIGE KRISTIAN KORREKT!!! Derfor skærer vi dit øre af, og bagefter sætter vi en papegøjeørering i, og så sender vi det til dine forældre! Kristian stirrede med opspærrede øjne på Jeppe og Jacob, om det så var tanken om at miste et øre, eller at nogen skulle komme til at tro, at han kunne finde på at få lavet hul i øret og så oven i købet gå med en papegøjeørering der skræmte ham mest! Det var bedre, sagde Jeppe. Må jeg præsentere os selv: Vi er pirater, og vi stjæler fra ikke-pirater så hit med pengene. Man har da ikke penge med, når man sejler optimist, vrængede Kristian. Hvor skulle man for eksempel kunne købe et æble? Et æble? Jeppe og Jacob var forvirrede. Ja, sagde KKK, hvor er det liiige grønthandleren ligger? Drengene så på hinanden. Så var Jacob eksplosionen nær. Man køber da ikke æbler, råbte Jacob, man stjæler dem! 4

5 Kedelig Kristian Korrekt så overlegent på ham. Nå, men der er heller ikke nogen æbler at stjæle, sagde han. Man har ikke brug for penge, men en god redningsvest i den rigtige størrelse, en velfungerende fløjte og en mobil. Så hit med mobilen, sagde Jeppe. KKK forsøgte at kravle væk, men Jacob vred armen om på ham, og Jeppe tog hans mobil. Bare rolig, Kedelige Kristian Korrekt, sagde Jeppe. Du skal nok få den igen. Du skal nemlig skrive hjem. Og hvis du taster ét ord forkert, sagde Jacob, så hænger der en dildo fra det øre, vi sender til din mor! Kedelige Kristian Korrekt lavede ikke en eneste fejl i beskeden til sine forældre. Jeppe og Jacob var meget tilfredse. Ordlyden var perfekt, nærmest som et digt i skolen: LÆG 3433,- I UMÆRKEDE SEDLER I EN TOM KIM S OSTEREJEPOSE OG GEM DEN BAG DEN DER SKULPTUR MED DE TO FORULYKKEDE BJERGBESTIGERE PÅ HAVNEN. KONTAKT INGEN HVIS I HAR MINE ENDNU UMÆRKEDE ØRER KÆRT. KÆRLIG HILSEN KRISTIAN Så opstod problemet. Jeg kan ikke sende, sagde Kristian. Du lyver! Der er ingen dækning. Der er snart ingen ører! Men hvad de end truede med at hænge i KKK s afhuggede øre, så hjælp det ikke. Beskeden kunne ikke sendes. De forsøgte at sejle tættere på land. Det hjalp ikke. De måtte vente. Solen var ved at gå ned, og det eneste, der glimtede guldagtigt om bord på kutteren, var snottet om Kedelige Kristian Korrekts næse. Da en lystsejler passerede langt ude, gik KKK pludselig amok, sprang op og begyndte at lave sprællemandshop og skrige i vilden sky. Hjææælp! Heeelp! Hiiiilfe! Socorro! Både Jeppe og Jacob måtte hænge sig i arme og hals for at tvinge KKK i knæ. Vi hænger et helt bordel i dit øre! hvæsede Jacob. 5

6 Men Kristian gav sig ikke. Han sprællede og slog om sig som en gigantisk fisk, og ud af hans gæller kom råb om hjælp på alverdens sprog. Hyttefadet! råbte Jeppe. Vi må have ham ned i hyttefadet! De asede og masede med at få Kristians fægtende lemmer ned i den aflange kasse i bunden af kutteren, han var halvt nede, da de pludselig holdt op. Der var noget ved Kedelige Kristian Korrekts måde at skrige på, som fik drengene til at give slip. Det var et skrig, som man næppe havde hørt selv på klodens værste, mest beskidte havnebordel. Der Dernede. Der er er noget! KKK så dybt rædselsslagen ud, som havde han netop overværet sine forældre åbne pakken med hans afskårne ører med alt det, der dinglede fra flipperne. Hva er det? spurgte Jeppe. Kristian åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Kig efter, sagde Jeppe. Vi hugger om det, svarede Jacob. Kig! kommanderede Jeppe. Jacob nærmede sig langsomt. Han havde et fast greb om bådshagen, da han bøjede sig ned, så lidt længere, og sådan blev han stående længe. Han var blodrød i hovedet, da han vendte sig mod de to andre. Hva er det? Det er Kig selv, for helvede! Jeppe mærkede, hvordan han kunne have brugt sit hjerte til at slå nitter i bundbrædderne med, da han sænkede kroppen og så ned i hyttefadet. Først kunne han ikke rigtig se noget, bare en stor, uformelig klump. Så kunne han ane den grå skikkelse. Og det som så altså ikke var tovværk, men langt sammenfiltret lyst hår. Dens hvide skin eller kjole, der løb ud i en lang finneagtig hale og skjulte fødderne, hvis der var fødder. Og hvordan det hele hele den eller hende glinsede og samtidig var totalt ubevægelig. Jeppe kom på benene. Er det en havfrue? spurgte Kristian. Er den hun død? spurgte Jacob. Lige meget hvad det var, så var det ikke godt. Det var skidtere end skidt. Hvornår Onkel Hans sidst havde brugt kutteren, var ikke til at vide, så det dér kunne have ligget dernede i lang, lang tid. Det var næsten mørkt nu. 6

7 De lagde sig alle tre fladt på maven og brugte lyset fra mobilerne. Det er en havfrue, sagde den ene. Det er en pige, sagde den anden. Den eller hun er i hvert fald død, sagde den tredje. I det samme rakte fem hvide fingre ud mod drengene, der sprang op og hoppede skrigende ned i optimistjollen, kappede slæbetovet og drev hurtigt væk fra Onkel Hans fiskekutter. Drengene hjalp hinanden med at trække optimistjollen op ved sejlklubben. De blev stående uden at vide, hvad der nu skulle ske. Skal jeg sende beskeden? spurgte Kristian. Jeppe rystede bare på hovedet, og Jacob gav ham hans redningsvest. Du vandt vist ikke konkurrencen, sagde han. Det gør ikke noget, svarede Kristian. Du ikke siger noget om? spurgte Jeppe. Kristian rystede på hovedet. De stod som i granatchok. Så gik de hver til sit. Hvert skridt op i byen brændte under fodsålerne. Verden ville aldrig blive den samme igen. Svetlana vågnede med tømmermænd, som var hele hendes hoved et hyttefad fyldt med rådne fladfisk. Hun fik mavet sig op på dækket i sin lange brudekjole, og måtte konstatere, at hun befandt sig alene til havs i en gamle fiskekutter. Hun kunne se lys inde på øen. Pigen slap et tungt, befriet suk. Hvor havde hun dog været både blind og døv! Hun var nitten år og havde ladet sig imponere af mandens mange penge og gode manerer, og da han efter få måneder friede og foreslog, at de rejste til denne lille skønne ø for at blive gift, havde hun sagt ja. So schön. Var det første han sagde, da de stod af færgen. So schön. Havde han sagt til alt. Dit og dat var schön. Og resten var også schön. Og han havde ret. Der var helt urimeligt schön på øen. Hun havde aldrig været så skønt et sted før. Men netop derfor behøvede man ikke at sige det. Og hvad værre var: Det var, som om øen havde afsløret ham. Som om hun med det skønne landskab som baggrund pludselig kunne se, hvor lidt schön han var. Og nu skulle de giftes, og dette var deres bryllupsrejse hvad tænkte hun dog på?! 7

8 Da de stod på rådhuset som han også havde betegnet som schön foran borgmesteren, der var parat til at vie dem, fik hun ud ad vinduet øje på en mand med en grøn knallert med en trækasse monteret bag på. Og resten er historie, som man siger. En historie, der i hvert fald handler om en ung kvinde, der stikker af fra en mand og en borgmester, sætter sig bag på en knallert og bliver kørt med brudekjolen flagrende som et sejl til et værtshus i den anden ende af øen. En historie, som derefter først og fremmest handler om et døgns fest, syngen og drikken. Svetlana så i et glimt sig selv danse i bare tæer på en eller anden bar i et lavloftet lokale. Så ville hun helst ikke se mere, men følte forsigtigt på sit værkende hoved. Først da det lykkedes hende at få startet motoren, fik hun det bedre. Der var noget beroligende ved dens dunken, og ved at hun nu bevægede sig væk fra øen. Hun mærkede en følelse af usårlighed. Som tilhørte hun en helt anden verden end for eksempel den dér mand, hun havde været lige ved at gifte sig med. Hele livet lå foran hende. Mænd, tænkte hun. Nej, drenge. Det var, hvad de var. Ikke mere. Ville de nogensinde forvandle sig til andet? 8