K A N T O R P A R K E N

Transkript

1 K A N T O R P A R K E N 1940 LEJERFORENING 13. juni BEBOERFORENING 2015 FESTSKRIFT i anledning af KANTORPARKENS 75 ÅRS JUBILÆUM 1

2 Emdrup hvor ligger Emdrup egentlig? Det kan næppe præciseres fuldstændigt, da området ikke har faste geografiske begrænsninger, men det er oprindelig et område mellem Vognmandsmarken mod øst og Utterslev mod vest, samt Søborghus og Kommunegrænsen mod nord. Den sydlige bygrænse går mod Bispebjerg bydel. Man er ikke helt klar over, om græsplænen på Bispebjerg Parkallé - fra Mosen og til Tuborgvej og ad Lersø Parkallé til Strødamsvej, og ad denne til Lyngbyvej er et nærliggende bud? I begyndelsen af 1800-tallet var Emdrup en lille landsby, der lå mellem store gårde ca. 6 km fra København. Her lå Øster- og Vester Bøllegårde. De to gårde lå ved siden af hinanden, de blev med tiden lagt sammen og fik navnet Bøllegårde. Bøllegårde var efterhånden ret forfaldent og stod klar til nedrivning i Det fortælles, at Henrik Starckes kalve, som er placeret på græsplænen ved Bispebjerg Parkallé og Bøllegård Allé, er stedet, hvor Bøllegårdes gårdsplads var? På en af Bøllegårdes marker mod mosen blev der i 1901 anlagt et gartneri Emdruphøj, som måtte vige pladsen for byggeriet Kantorparken. Gartneriet flyttede derefter til Lyngby, hvorefter den fik navnet Carlshøj Planteskole. Da Foreningen Socialt Boligbyggeri i 1933 blev startet af en kreds af socialt interesserede mænd, var der to opgaver, man havde opmærksomheden rettet imod: Først og fremmest ønskede man i samarbejde med Stat og Kommune at søge opført billige fuldt moderne lejligheder for den jævne del af befolkningen, tillige fremskaffe tidssvarende sunde boliger til familier, der havde brug for gode lejligheder - de børnerige familier. Dernæst skulle de opføre ejendommes finansiering og drift tilrettelagt på en sådan måde, at det med tiden fremkommende overskud på ejendommene ikke gik i en tilfældig bygherres lomme, men blev forbeholdt det fremtidige sociale boligbyggeri. Efter at Foreningen Socialt Boligbyggeri i 1937 havde opført 9 ejendomskomplekser med tilsammen lejligheder, var der såvel hos myndighederne som i selskabets ledelse opstået et stærkt ønske om at få klarlagt, hvilke lejlighedstyper der egnede sig bedst for den børnerige familie. Afslutningen på drøftelserne blev, at Foreningen Socialt Boligbyggeri i samarbejde med Privatbanken i 1937 udskrev en konkurrence blandt arkitekter. Konkurrencen vakte stor opsigt der indkom i alt 650 forslag fra arkitekter i hele Skandinavien. Førstepræmien blev vundet af 3 kvindelige arkitekter: Ragna Grubb, Karen Hvistendal og Ingeborg Schmidt. På grund af opgavens størrelse blev arkitektarbejdet delt, således at projekteringen - foruden præmievinderne - blev forestået af de haveanlæg Kooperative arkitekter: Edvard Heiberg, Harald Petersen samt arkitekterne Helge Holm og S.C. Larsen. Ingeniørarbejdet udførtes af Jørgen Glud, medens Havearkitekt C. Th. Sørensen forestod legepladser og frihedsanlæg. Vinderprojektet blev udarbejdet af tre kvindelige arkitekter Ragna Grubb, Karen Hvistendal og Ingeborg Schmidt, projektet bestod af to lejligheder, som lå dør om dør, hvor der var to værelser og to kamre. Arealmål var mellem 80 og 90 kvadratmeter. Arkitekterne havde forsøgt at forene hensynet til den enkelte med hensyn til familien. Tiden krævede lys og luft ind i boligerne og i familiens hverdag. Opholdsstuen med altan helst lagt mod syd, køkken og kamre mod nord med endnu en altan uden for køkkenet. Planens pris var, ifølge indlæg i samtidens arkitektfaglige presse, at kostbare kvadratmetre blev brugt til fordelingsgange, soveværelserne beslaglagde over halvdelen af arealet. Køkken og bad var placeret i hver sin ende af lejligheden, og husmoderen havde fra sit køkken i lejlighedens yderste hjørne vanskeligt ved at kontrollere, hvad børnene foretog sig i kamrene. Indvendingerne afspejlede stor uenighed om, hvilke hensyn der burde tælle mest, når man tegnede til fremtidens familier. Skulle lejlighedens planløsning primært bidrage til en rationalisering af husarbejdet, herunder at have et blik på børnene, samtidig med at der blev rørt i gryderne, eller skulle der også tages hensyn til kvindens behov for hvile og rum til sig selv? Et pusterum på altanen eller et arbejdsbord bag en lukket soveværelsesdør? Mand og børn spillede til dels underordnede roller i denne diskussion. Som hovedregel formodes det, at de mindste børn stod i kravlegården eller sov til middag på altanen. De lidt større børn var nede og lege, de store var i skole. Manden arbejdede 9-10 timer daglig og havde oveni ca. 1 times transporttid. 2

3 Det var tydeligt, at vinderprojektet havde taget parti for kvinden, som stod for hjemmet, hvilket måske ikke var mærkeligt, da Ragnar Grubb i 1934 havde vundet en konkurrence om kvindernes bygning i Niels Hemmingsensgade, et af de første funktionalistiske huse i København, opført i jernbeton for kvindebevægelsen. Et par år senere opstod muligheden for at omsætte de præmierede projekter til virkelighed i Foreningen Social Boligbyggeris nye rækkehus- og parkbebyggelse, placeret på arealer fra et gammelt gartneri øst for Grundtvigskirken. En tredjedel af de 438 lejemål var reserveret til såkaldte børnerige familier med mere end tre børn. Det var især disse boliger, som tiltrak sig opmærksomhed. Bebyggelsen var hovedsageligt projekteret af Kooperative Arkitekter med Edvard Heiberg som ansvarshavende for byggeriet. En enkelt af de gule fireetages murstensblokke blev overladt til den kvindelige tegnestue. Nu skulle man imidlertid gå på kompromis med kvadratmetre og delvis imødegå kritikken men tegnestuen kom dog igennem med, at forældresoveværelset skulle være større end kamrene. I det nye byggeri var køkken og bad rykket tættere sammen, og traditionelle to- eller treværelseslejligheder blev opdelt i en stue og to-tre kamre, børnene fik egne værelser, og ingen behøvede længere at sove i stuen. Husmødrene kunne vælge mellem et smalt køkken eller et spisekøkken med vindue ud til altanen. Prisen for opdelingen i rum til små og store var, at kamrene blev meget smalle; det vakte ikke uddelt jubel hos lejerne. Arkitekterne derimod fandt dem økonomiske og praktiske at møblere. Der kunne stå to køjesenge langs væggen adskilt af et skab og et bord foran vinduet. Rækkehusene var en smule større med kælder og privat have, men også her var kamrene små, og vinduerne på første sal tilmed sat højt, så der kunne placeres endnu en seng under vinduet. Det krævedes mindst 5 børn for at komme i betragtning til den del af Kantorparkens bebyggelse. For de børn, som flyttede ind i Kantorparken 1940 som første generation, står den erindring om fattigdom, mange af dem voksede op i 1930 erne, sikkert lyslevende. Ofte havde deres familier først boet i husvildebarakker, kolonihaver, usunde boliger på Nørre- og Vesterbro og udsanerede borgere fra Adelgade og Borgergade. Hvis en familie havde en usund lejlighed, hvor børnene mistrives på grund af dårligt helbred, kunne huslægen eller hospitalet udskrive en anbefaling for familien til at få en bolig i Kantorparken eller i et andet socialt boligbyggeri. Yderligere kommer hertil for de børneriges vedkommende, at der kan opnås et lejetilskud på %, eftersom der er børn i familien. Det er et rimeligt krav, da børnerige familier er ringere stillet. En undersøgelse har vist, at indtægterne i de børnerige familier gennemsnitligt ligger lavere end gennemsnittet for den øvrige del af befolkningen. Haveanlægget i Kantorparken blev udført af havearkitekt C. Th. Sørensen. Han havde bestræbt sig på, at bevare en del af de gamle træer fra gartneriets tid, afvekslende med de grønne smukke græsplæner mellem boligblokkende. Yderligere plantede han buskadser, således at Kantorparken fremstod smukt, tillige med et friskt præg. Der var én centralt beliggende legeplads, bortset fra en legeskulptur som forestillede to sammenfiltrede tyrekalve, udført af billedhugger Henrik Starke. Børnene havde ingen andre formelle legemuligheder. Det var formentlig helt i C. Th. Sørensens ånd, at legen foregik alle mulige andre steder end på Kantorparkens arealer, samt på de ubebyggede grunde, og i den nærliggende mose. Havearkitekt C. Th. Sørensen udsendte et budskab til omverdenen: MED BØRN SKAL LAND BYGGES! Indflytning i Kantorparken I skulle de første beboere flytte ind i Kantorparken, men byggeriet var langt fra klar til at modtage de nye beboere. Indflytningen blev udsat til marts april måned Da de første beboere flyttede ind, var arealet en stor byggeplads - de nye beboere fik et chok, da de ankom med deres flyttelæs. På pladsen mellem blok 5 og 6 var der en stor jordvold, som ragede helt op til første sals højde samt brede grøfter og mudder, som vanskeliggjorde passagen. Vejnavne og husnumre var der endnu ikke tænkt på. I trappeopgangene var der endnu ikke opsat gelændere, så folk måtte færdes forsigtigt selv gadedørene manglede. Indendørs var der endnu ikke installeret lys, folk måtte klare sig med stearinlys i den første tid. Tapetet på væggene manglede tapetet blev første sat op hen på sommeren I lejlighederne flyttede 3

4 de, som havde lejet et rækkehus ind, mens andre måtte vente på, at deres rækkehus skulle blive klar til indflytning. Andre nye beboere måtte vente på at flytte ind, fordi deres lejlighed var lånt ud. Mange af beboerne var vældig tilfredse med at flytte ind i Kantorparken, billigt var det ikke, men de nye lejligheder var mere moderne og lyse, end dem de kom fra. En familie med en almindelig løn beregnede udgifterne således: En ugeløn til husleje en ugeløn til skat en ugeløn til at leve for en ugeløn til faste udgifter. Hvis manden var eneforsørger med en lille løn, stillede sagen sig noget anderledes, så måtte der 2 ugelønninger til at klare huslejen. Resultatet blev, at konen måtte ud at tjene penge ved rengøring, trappevask eller ud med morgenaviser. Yderligere kommer hertil for de børneriges vedkommende, at der kan opnås lejetilskud på % af den normale husleje, eftersom der var børn i familien. Det er et rimeligt krav, da børnerige familier er ringere stillet. En undersøgelse har vist, at indtægtsstatikken for København viser, at indtægterne i de børnerige familier gennemsnitligt ligger lavere end gennemsnittet for den øvrige del af befolkning I foråret 1940 var de nye beboere - som havde lejet rækkehusene - godt i gang med at flytte ind. Jorden omkring rækkehusene var det rene pløre, der var endnu ikke lagt fliser på vejene, folk måtte balancere med deres flyttelæs på træbjælker, som var udlagt på grund af manglende fliser. Trappegelænderne på hver side af trapperne uden rækkehusene - var endnu ikke sat op. Der var hverken gas, vand eller varme. Uden for rækkehusene på nordsiden tændte man et bål, så man kunne lave mad. Senere hen blev der installeret en gasanordning, først derefter kunne man lave mad til familien på vanlig vis. Beboerne i rækkehusene var de lykkelige ejere af en gruekedel, som de kunne tænde op i, og dermed varme vand så familien kunne få et bad, og få vasket tøjet. Til konfirmationen blev gruekedlen skrubbet omhyggeligt, denne blev brugt til også at koge suppen i til festen. En gruekedel var en god ting at eje. Tagene på rækkehusene var flade og utætte, hvis det satte ind med regn, måtte beboerne sætte spande rundt omkring på første sal. Affaldsforholdene var heller ikke optimale. I rækkehusene fik beboerne en spand udleveret, den skulle fores med aviser, inden affaldet blev lagt i. Når affaldsbøtten skulle tømmes, så hældte man bare affaldet ned i et stort hul uden for. Gårdmændene skulle ned på knæ for at optage affaldet, og læsse det på en trillebør. 2. Verdenskrig bryder ud Tirsdag den 9. april kl. 5:30, blev Kong Christian den 10. på Amalienborg vækket, og fik forbeholdt, at tyskerne havde startet krigen mod Danmark. Eskadrille efter eskadrille fløj mod Danmark. Bombemaskiner buldrede hen over København. Kantorparken, blev også taget på sengen den morgen, da krigen brød ud. Husene sitrede af motorstøjen fra de lavtgående flyvemaskiner. Folk hang i vindueskarme og ud over altaner, og stirrede op mod de mørke fly med de malede kors på vingerne. Krigen gik henover en! Nede på Emdrup Engvej 9 stod Else Christensen, og så op mod himlen. Hun husker, at denne morgen var vejret udsædvanligt godt, så godt, at hun kunne stå i haven og følge flyverne. Hendes mand var på det tidspunktvar indkaldt som soldat på kasernen i Ryvangen. Else. Christensen og hendes mand fik i 1941 en lejlighed i kantorparken 29 st. I 1954 flyttede de tilbage til Emdrup Engvej 9, hvor hun boede med sin mand Arne Christensen, indtil han døde i Senere flyttede hun til en lejlighed i Søborg. Fru E. Christensen havde en uhyggelig oplevelse, mens hun boede i Kantorparken en modstandsmand, som var eftersat af tyskerne, blev skudt ned uden for hendes gadedør. Folk var ikke helt klar over, hvad der foregik den 9. april om morgenen. Radioen og telefoncentralen var umeddelsomme. Morgengymnastikken for kvinder med Helle Gotveds, som med sin blide stemme, og musikledsagelse førte kvinderne ind i at det var sundt at bruge sin krop! Efter Helle Gotved lød Kaptajn Jespersens militante stemme der satte mændene i gang med bøj armene og stræk! Blev udsendt gennem radioen - som sædvanligt. Først senere på dagen fik danskerne at vide, at Danmark var besat. Allerede om aftenen, da nysgerrigheden var tilfredsstillet, føltes det over det ganske land. Virkeligheden var begyndt, og det var ved at gå op for én: Man havde ikke andet tilbage end hinanden! 4

5 Meget hurtigt fik danskerne nyt at tænke på; mørklægningsgardiner, som skulle skaffes, og elpærer der skulle overmales, hvis man ikke brugte 25watts pærer. Mørklægningen søsatte også besættelsestidens første erhvervsmirakel, alle skulle have mørklægningsgardiner, og det medførte lang leveringstid. I løbet af nogle uger lykkedes det at indfri efterspørgslen. Det lod sig også gøre på en billigere måde, at udføre mørklægning på, man brugte sort papir udspændt på en blændramme. Udendørs i Kantorparken sank belysningen til et niveau, der rent teknisk lod sig beskrive, som nogle tusindende dele lux. Kantorparken var næsten mørkelagt, og farligt at færdes i efter mørkets frembrud. Der var mange ujævnheder i jorden, der hvor man gik. For Kantorparken betød det - på grund af krigen - et markant tilbageskridt. Priserne for Byggematerialer steg kraftigt, og det medførte, at det ikke var muligt, at færdiggøre Kantorparken i den kvalitet og standard, man havde tiltænkt. Dette har Redet Kantorparken som en mare, og kom til at betyde, at skavankerne fra bebyggelsens start var mærkbart i mange år fremover. Den 10. maj 1940 var ca. 350 af Kantorparkens nye beboere forsamlet på EMDRUPLUND KRO - kroen var beliggende - hvor Holbergskolen ligger i dag - for at stifte en forening, som kunne varetage de mange problemer, som kunne forekomme i Kantorparken. Det blev besluttet ved det første møde, at stifte en lejerforening. KANTORPARKENS LEJERFORENING var nu en realitet. Der blev nedsat et udvalg på 10 lejere, som fik til opgave, at føre forhandlinger med Foreningen Socialt Boligbyggeri - fsb for at udarbejde forslag til vedtægter; tillige at forberede den stiftende generalforsamling. Den 15. Maj 1940 afholdte man et nyt møde på Emdruplund Kro, og konstituerede sig med en bestyrelse på 5 mand. Knud Larsen Kantorparken 5, blev den første formand i kantorparken. 2. juli 1940 besluttedes det, at udgive Kantorparkens første lejerblad. Allerede den 5. juli 1940, blev der holdt stiftende generalforsamling på Emdruplund Kro. Ved generalforsamlingen deltog 300 deltagere. Forslag til vedtægterne blev vedtaget, den første bestyrelse blev nedsat: Knud Larsen. Viggo Voldby, Fru A. Alstrup og Arne Ricther. Den 21. August 1940 blev den første forhandling indgået med fsb med følgende dagsorden: 1. Kloakkerne ved rækkehusene. 2. Afskærmning af haverne til rækkehusene. 3. Udendørs tørrepladser. 4. Manglende tilskudsbevis. 5. Medlemsbetingelser 6. Børnehaven. Det oplystes ved mødet: At der vil blive indrettet en børneinstitution i blok 7. Blåmunkevej sal. Lederen af børnehaven blev Frk. Schmidt, som uddannet personale. Den kvindelige tegnestue havde projekteret en kombineret vuggestue, børnehave og fritidshjem i Kantorparken, her åbnede man en børnehave, som kunne tage 60 børn i to sammenlagte taglejligheder. Børnehaven blev klar til indflytning 16. december Max Siegumsfeldt skrev en artikel om børnehaven Blåmunkevej 35 Kantorparken. Kan man vælge frit, er der vist ingen, der vil vælge at indrette en børnehave på tredje sal i en beboelsesejendom? Max Siegumsfeldt; udtalte videre: Kan man blive stillet overfor sådanne alternativer, at man bare kan gå til biddet i den tro, at alt bare er godt, som det nu kan være, under de givende forhold, selvom det er med et suk, at man opgiver den tanke, der er alle børnehaveleders drøm, at få eget børnehavehus med god plads, masser af sol og legeplads, og hvad der hører sig til? For tiden er der ved at gå mode i børnehavehuse, vuggestuer og fritidshjem i tilknytning til beboelser. Der åbnes den ene institution efter den anden. Jeg griber mig selv i at tænke over, den pludselig interesse, boligselskaberne har fået for børnene, nu også rækker udover at sikre det offentlige tilskud, og tildeling af materialer til det næste gigantiske byggeri? Boligselskaberne skal jo leve! Dog, hvordan motiverne end har været for der er vel ingen grund til at tro, at de ikke er af ædlere art? Kendsgerningerne er til stede, institutionerne står der og de kan bruges. Boligselskaberne kunne for længe siden med al propaganda og opfindsomhed, måske havde fundet en alternativ løsning? 5

6 Støj og slidtage Men lad os gå tilbage til børnehaven på tredje sal på Blåmunkevej. Der er altid gener forbundet ved at putte en børnehave ind imellem almindelige beboelseslejligheder. Tagbørnehaven i Kantorparken. Fotografi fra begyndelsen af 1940 erne. En børnehave er støjende det hører med, det vil være stik imod naturens orden, at børnene skulle sidde stille med foldede hænder for ikke at forstyrre. Børnene kommer jo netop for at udfolde sig med energi og livsglæde det - der ikke kan rummes i en 2-værelses lejlighed. Børnehaven bliver naturligvis ikke mindre støjende for omgivelserne, når den lægges på tredje sal, og får fælles trappeopgang med beboerne. Børnene følges op af forældrene om morgenen, de skal ned ad trappen igen for at komme ud på gåture. Det er også på trapperne, at børnehavens slidtage sætter sine tydelige spor, og bliver let et irritationselement for beboerne, selvom også de nærmeste omgivelser uden for indgangsdøren må præges af de mange børns færden. Børnehaven er opdelt i blå stue og gul stue, og har hver sit grupperum. Fælles har de en lille spisestue. I hver afdeling er der plads til 28 børn. Børnehavelederen og assistenterne, havde med rimelighed kunne overkomme pasningen af 28 børn på en forsvarlig måde hvis børnehaven var placeret på gadeplanet. I de 16 år børnehaven har haft til huse på tredje sal, har der været en del klager igennem årene fra de beboere, som bor tættest på. I en af de klager som indkom vedrørende børnehaven, blev der fremsat et spørgsmål: Har vi brug for en børnehave i Kantorparken? Dette spørgsmål blev besvaret med et rungende: JA! Der er ingen tvivl om, at beboerne i kantorparken kan fylde børnehaven med et tilstrækkeligt antal børn. Det skal også nævnes, at børnehaven også modtager børn, som bor uden for Kantorparken. Der har gang på gang fra beboerne side bistået af Lejerforeningen blevet peget på det uheldige i børnehavens placering. Protester og indvendinger har været forgæves. Beboerne og Lejerforeningen har til tider rettet appel til henholdsvis FSB, de ansvarlige og bevilgende myndigheder, om snarest muligt at få flyttet børnehaven. Subsidiært kunne der muligvis skabes en mere eller mindre midlertidig løsning i, at flytte børnehaven til stueetagen? Løsningen var ikke ideel, men betydelig bedre end den nu bestående. Som en tredje mulighed kunne også tænkes; et rækkehus til børnehaven. En flytning som vil påføre de bevilgende myndigheder en betydelig udgift. Lejeforeningen har derfor anmodet, såvel FSB- og de øvrige i spørgsmålet implicerede myndigheder om - en realitetsdrøftelse af en placering af børnehaven. Yderlige blev der fremsat et forslag om, at legepladsen bag blok 7. kunne nedlægges, på grunden der kunne man opføre en bebyggelse, som skulle rumme børnehaven fra tredje sal, og en klub for ungdommen. Økonomiske vanskeligheder gjorde det svært, at realisere projektet så længe, Kantorparken lå inde med et kæmpe underskud kr. til de offentlige myndigheder. Bestyrelsen for Kantorparken og lederen af børnehaven på tredje, havde med stor interesse fulgt med i kritikken i Kantorparkens medlemsblad, om børnehavens placering, og var taknemmelige for, at enkelte lejere havde givet udtryk for forståelse for børnehavens problemer. Det må være klart for enhver, at der var ulemper ved børnehavens beliggenhed. Det er med stor glæde, for personalet, at sagen blev genoptaget, og imødeså derfor med forventning, at initiativet til at skaffe en kr. - som det krævedes - til at realisere en indflytning til en selvstændig bygning. I 1956 var huset til børnehaven færdiggjort, og børnehaven rykkede ned på den forhenværende legeplads. Børnehaven eksisterer stadigvæk. 6

7 Luftalarm Luftangrebene over København satte megen skræk blandt folk, med den krigsførelse der blev lagt for dagen. Når sirenerne lød, så fløj folk ud af sengene, og ned i kolde og fugtige beskyttelsesrum. Straks når luftalarmen klingede af så var det hurtigt tilbage til de varme dyner. Efterhånden, som man var stået ud af sengen for at løbe ned i beskyttelsesrummet når sirenerne lød - for at tilbringe en time eller to på en træbænk i en fugtig og kold kælder uden at der skete noget, blev reaktionen snarere en ærgrelse, mere end en lettelse, derfor blev folk under de varme dyner. I Kantorparken var der mange børn. For blokkenes vedkommende var der oprettet beskyttelsesrum i kældrene, men problemet var noget andet for rækkehusbeboerne. Lejerforeningen efterlyste lejere fra rækkehusene, som var interesserede i sagen - da rækkehusene ikke var omfattet af politivedtægtens regler for beskyttelsesrum - om at henvende sig til bestyrelsen, således, at de kunne drøfte sagen, og få orden på tingene. Den 3. august 1945 besluttede Lejerforeningen, at omdanne beskyttelsesrummene til tørrekældre. Vintrene var meget strenge, vandet i rørene var bundfrossent. Vandet måtte hentes fra steder, hvor rørene var frostfrie. Radiatorerne var iskolde, det var svært for beboerne at holde varmen. Man fandt derfor frakker, tæpper og portiere frem for at holde varmen. Gruekedlen i rækkehusene blev taget i brug som varmekilde. I blokkene anskaffede man mælkejunger, og tændte op i dem. Der var indført restriktioner for at spare på varmeudgifterne, der var kun var varme i rørene fra kl. 7:00 9:00 og 16:00 20:oo hver dag. Men, man opdagede, at fyre hele døgnet, var en minimal udgift i forhold til at åbne for varmen 2 gange dagligt, derfor gik man over til at lukke op for varmen hele døgnet- naturligvis på laveste blus. Danmarks Frihedsråd blev stiftet i Emdrup På en adresse Vilhelm Birkedalsvej 6 tæt ved Grundtvigskirken boede Socialdemokraten Frode Jacobsen. Han havde i 1941 dannet en illegal bevægelse ved navn Ringen sammen med bibliotekar Jørgen Banke. Ringen hed oprindelig Dansk Studiering. Det var en modstandsorganisation, som samlede en række mindre modstandsgrupper under sig. Den bedst kendte af disse grupper var nok Holger Danske, med Professor Mogens Fogh, som var yderst aktiv. Gruppen var en ren sabotageorganisation. Blandt beboerne og funktionærerne i Kantorparken, samledes der sig en modstandsgruppe sikkert en appendix til Ringen? Gruppen var særdeles aktive i kampen mod tyskerne. I Kantorparken var der etableret flere våbendepoter forskellige steder i kældrene og i varmecentralen. En dag hændte det, at der blev razzia. Varmemesteren, som også var med i gruppen, gik i panik og smed ammunitionen i fyret. Denne procedure gav en voldsom effekt. Den dag blev der vist varmet kraftigt op i Kantorparken? Flere af beboerne husede frihedskæmpere og forfulgte jøder. Under krigen gik man stille med dørene af frygt for, at blive angivet. Først efter krigens afslutning kunne tale frit om, hvad man havde foretaget sig! Folkestrejken Fra var der folkestrejke i alt fire gange. Tyskernes svarede danskerne igen med at lukke af for vand, elektricitet og gas. I Kantorparken indførtes restriktioner ved udleveringen af vand. Drikkevand pr. hustand: 3 liter pr. pers. 1 l pr. hjemmeværende børn. Det påpeges, at det var absolut nødvendigt at spare på vandet! Vandet måtte kun bruges til madlavning og drikkebrug. Vandet til tøjvask og udskylning af toiletter måtte hentes i mosen eller Emdrup Sø. I skellet ved Håndværkerhaven, havde beboerne gravet en selvbestaltet brønd. På samme område blev der også etableret en urtehave til det daglige forbrug af grøntsager. Mælken til børnene blev hentet på Utterslev Torv på mejeriet Granly det var yderst besværligt at få mælken smuglet ind i Kantorparken under generalstrejken. Kantorparken var helt afspærret for omverdenen på grund af tyskerne. Det var 7

8 yderst besværligt for beboerne at komme igennem uden legitimation. hjørnet af Frederiksborgvej og Bispebjerg, havde tyskerne placeret en stor kanon. På Vagtkorps i Kantorparken Under mørklægningen blev der en brat stigning i kriminaliteten i Kantorparken. Tyverier i hjemmene, vasketøj, og cykeltyverier og cykler der blev skrællet for hjul og dæk og indbrud i kældre forekom hyppigt. For at modgå fortsættelsen af fortrædelighederne, nedsatte Inspektøren et vagthold, som kunne påtage sig at passe på, at folk kunne være trygge i hjemmene. Det blev pålagt Inspektøren, at udpege et hold, som var villige til at indgå i et vagt team. En selvfølge var, at de som tilmeldte sig vagtordningen boede i Kantorparken. Det tilfaldt også vagtlederen at sørge for, at vagterne modtog et kursus i bekæmpelse af brande, gasangreb o. lign. De blev udrustet med stålhjelme, knipler, fløjter lygter, økser og armbind. Vagtkorpset skulle nøje overvåge, at folk overholdt mørklægningsbestemmelserne, og tillige sørge for, at folk under luftalarmen blev banket op, og kostet ned i kældrene. Samtidig med skulle de holde øje med brunkulslageret kullene - som på grund af fugten var meget antændelige. Fra brunkullene udstod der en syrlig lugt, som bredte sig over Kantorparken. Kullene blev lagt til tørre ved varmecentralen som lå der hvor Kantorparkens Selskabslokalerne ligger i dag. Opvarmningen af lejlighederne var yderst ringe på grund af kullenes kvalitet. Ved det første indledningsmøde for vagtholdet blev der udvalgt en leder for hver boligblok og en assistent. Vagterne, som blev delt i 2-holdsskift, blev fordelt over alle ugedagene. Interessen for at blive medlem af vagtholdet steg voldsomt, der var nu 4 mand på hvert hold i alt 16 mand i døgnet. Vagten skulle påbegyndes kl. 20:oo 22:oo. 22:00-24:00. 24:00 02:00. 02:00 04:00. Vagtkorpset delte vagttimerne mellem sig. I løbet af kort tid kom der flere af beboerne til, som tilsluttede sig til korpset, de sidste nye blev sat til at overvåge rækkehusene. Der var høj justits i korpset devisen lød: Vi gør opmærksom på, at ingen kan betale sig fri for sin vagttørn, og vi forventer, at alle, der ingen gyldig grund har for at undslå sig vagttjeneste, melder sig og gør sin borgerpligt! Mange af Kantorparkens lejere viste vagtkorpset den fulde interesse - økonomisk. Lejeforeningens kasserer påtog sig opgaven, at administrere de indkomne penge til korpset. Opfordringerne til beboerne om at være med i vagtkorpset var altid til stede, interesserede kunne tilmelde sig hos kasserer Carlo Mortensen Bøllegårdalle 13,3. Vagtkorpset blev ikke lønnet, men de indkommende beløb blev brugt til batterier, lygter og andet tilbehør. Det første vagthold bestod af: A. Jeppesen Højbjerg Nielsen Svend Kaufmann Hansen Hans M. Petersen Carlo Mortensen Thorvald Jensen Schandorf Hansen, Georg Fagervold og Vagtleder Anton Sørensen. Der er ikke navngivet flere fra vagtkorpset. Medlemsbladet Kantorparken 1944 Thorvald Jensen Kantorparken 8 fra vagtkorpset fortæller: At slå til lyd for nødvendigheden af, at vi herude har et vagtværn, kan jeg næppe gøre bedre end ved at beskrive min første vagt. Jeg hører til de mennesker, der i begyndelsen holder sig beskedent tilbage, ud for den betragtning, at der sikkert var nok af yngre kræfter nok af folk med en bedre tid og lyst til den opgave end jeg kort sagt lysten til at bruge de knapt tilmålte fri- og hviletimer til at spille politibetjent, var ikke til stede. En skønne dag fik jeg et nyt opråb gennem brevsprækken, om at møde og tale om en fortsættelse ved vagtkorpset, da tilslutningen var alt for lille. Jeg gik med til mødet, og resultatet blev, at jeg meldte mig til tjeneste. 8

9 Lørdag den 4. november 1944 om aftenen kom Vagtleder Anton Sørensen - han bad mig om, at gå sammen med Kaufmann Hansen og overtage vagten fra kl. 24:00 02 samme nat, da et par fra korpset var syge. Selvfølgelig slog jeg til, og Kaufmann Hansen, havde meldt sig samme aften sagde ligeledes JA! Kl. 24:00 mødtes vi med en tredje mand fra korpset Schandorf Hansen en stor og stærk og rolig mand. Kaufmann Hansen hørte ikke selv til de små, da han trådte frem i sin C.B. kappe. Selv jeg lille mand var imponeret, da jeg blev iført kappe og stålhjelm, desuden blev jeg også udstyret med knippel, fløjte og lygte. Da vi den kolde novemberaften mødte op, var vi alle varmt klædt på. Af dem vi afløste fik vi besked på, at holde særligt øje med hækken uden for Bispebjerg Parkalle 86, hvor der i dagens løb var fundet en kasse med penge, som man mente nogle forbrydere havde gemt der. Med et glimt i øjet meddelte de os, at de sikkert havde våben på sig. Med ønske om en god vagt begav vi os ud på vores første runde. Vi skulle passe på blok 5-6-7, samt tage en tur rundt om rækkehusene. Månen stod højt på himmelen, så det var ikke rigtigt mørkt men det blæste og ruskregnede. Vi slog et slag omkring rækkehusene, lukkede et par affaldsbeholdere, som så ud til at være i orden. Et par steder hang der vasketøj uden for døren på en tørresnor ubegribeligt folk i disse tider lader sit tøj hænge, hvor der netop er så stor en mangel på tøj. Blokkenes kældre blev gået igennem, hver cykel og beskyttelsesrum blev gået igennem, hvert hjørne og krog blev efterset. Vaske- og tørrerumsdørene efterprøvede vi om de var låst. Bag vaskedør nr.20 var mit eget tøj lagt i blød, da min kone skulle vaske næste dag. Det var en glæde for mig, at konstatere, at alt var i orden. Foran blok 7 stod en cykel ulåst vi låste den, men det hjalp ikke nøglen sad i låsen, hvorfor vi stillede Cyklen ned i kælderen. Vi skiftede ustandselig imellem blokkene, så ingen kunne regne ud, hvilken blok vi befandt os i. Ind imellem delte vi os - en tog trapperne og nogle gik i kældrene. Alt var tilsyneladende i orden. Da vi opholdte os i kælderen under blok der hvor forretningerne ligger blev kælderdøren pludselig åbnet en mand med en lygte viste sig. Ved synet af os forsvandt han temmelig hurtigt syntes vi hvorfor Kaufmann Hansen og Schandorf Hansen tog trappen op til gaden. Der var intet at se vi lyste ind i haven på hjørnet ved Blåmunkevej, men kunne intet se. Vi gik atter igennem kælderen. Da vi kom til pladsen mellem blok 5-1, enedes vi om, at dele os og tage rundt om blok 5, og mødes ved enden af stien. Kaufmann Hansen og jeg var ikke kommet langt før vi hørte Schandorf Hansens fløjte. Kaufmann Hansen kom ilende tilbage, og løb med fuld fart rundt om blokken for at spærre stien. Det viste sig, at Schandorf Hansen nær var rendt over ende af den mand vi havde truffet i kælderen. Han løb med lette sko i fuld fart ad stien mod Emdrupvej. Vi fik ham desværre ikke, men han blev vel klar over, at der var et vagtkorps i Kantorparken, som passede på beboerne? Hver time om natten gik der 6-7 mænd rundt og påså, om alt var i orden. Kære passive beboere, det er deres værdier, såvel som mine der bliver bevogtet! Støt derfor arbejdet! Kan De ikke være aktiv med, så støt os økonomisk, hvad De kan afse. Vagtkorpset er ulønnet, men batterier og andet tilbehør koster penge. Skulle der blive penge tilovers så mangler vi i høj grad en skadestue. Til alle raske mandfolk vil jeg sige: MELD JER TIL TJENESTE! De to timer om ugen går hurtigt, og som De ser, kan der ske spændende ting. Det er altid en glæde, at gøre sin pligt! Fadderskab Den 16. november 1944 afholdtes et møde for vagtkorpset på Emdruplund Kro. Der var mødt 75 medlemmer op. På mødet diskuterede man vagtordningen, skadestuen og juletræsfesten. Ved mødet diskuterede man også muligheden for at afholde en juletræsfest for Kantorparkens børn, selvom det stod klart, at man stødte på vanskeligheder ved at fremskaffe de nødvendige varer til børnenes godteposer. Én af de tilstedeværende ved mødet fremkom med en ide, at beboerne i Kantorparken kunne tegne sig for et fadderskab - det var ikke et paternitetsanliggende der var tale om men kun for at skaffe et eller flere 9

10 børn med til juletræsfesten. Den fulde betaling for at deltage ved festen ville sikkert nok bevirke, at en del af børnene ikke kunne deltage? Billetprisen blev sat til 50 øre. Udgiften pr. barn var 2,00 kr. Lejerforeningen håbede på, at mange vil ofre et beløb stort eller lille? Hele vagtkorpset var velvillige donorer. Det forløbelige budget for juletræsfesten blev anslået til at beløbe sig til ca ,00 kr. Juletræsfesten 1944 på Emdruplund Kro Nytårsaftensdag fejrede Kantorparkens børn i fælleskab julen og nytåret i Emdruplund Kro, og som altid, når de optræder i flok og fulgte lejerforeningens anvisninger ved arrangementer, gjorde de den yngste generation ære ved godt humør og disciplin at gøre dagen festlig uden mislyd af nogen art. Børnene hjalp hinanden, og legede sammen. Julenissen ankom og der blev danset om juletræet, og leget fælleslege. Tre tegnefilm vakte glæde blandt børnene særlig Micky Mouse, vakte stor jubel. Børne forlod senere kroen med en godtepose, som de blev meget glade for, selvom erstatningsvarerne i godteposen satte deres tydelige præg indholdet. Foreningen Socialt Boligbyggeri, og de handlende i kvarteret havde også doneret et beløb, hvilket lejerforeningen var dybt taknemmelige for. Billetpris pr. barn var 10 øre. Betingelsen for deltagelse skulle man medbringe 20 g franskbrødsmærke. Der blev solgt lodder med fantastiske store gevinster: 1 måneds husleje 1 gavekort -1 tønde kartofler -1 søndags - frokostkurv - 1 Porcelæns kaffestel 1 håndmalet likørstel 1 akvavit 1 vin 1 uges forbrug ved købmanden. Opfordring til Kantorparkens damer! Efterhånden som krigen trak ud, var tøjet ved at blive et problem, tøjet var efterhånden slidt. Der var intet at købe, alle forretninger havde tomme hylder. Folk havde rigeligt med penge til at købe tøj for, men der var ingen mulighed for at bruge dem. Børn vokser fra deres tøj. Det kunne gå an med den mindste i familien, her kunne barnet overtage tøj fra de store søskende, men så kneb det til gengæld med tøj til den ældste af børnene. I kantorparken nedsatte Fru Lindgreen Hansen, Fru. Wilhelm Pedersen og Fru Edith Fribert et HUSMODERUDVALG. De tre damer gik aktivt ind for at få nogle lokaler til sammenkomst for kantorparkens husmødre. Der var ingen lokaler til rådighed i kantorparken. På Jeppes Alle 10 st. i Børneplejestationens lokaler var de heldige med at låne et lokale. Lokalet lå ikke længere væk fra Kantorparken, end damerne kunne nå hjem, under de vanskelige forhold under krigen. Planen med sammenkomsterne var, at få etableret en klippe og systue til om forandring af brugt tøj, et samaritter kursus, sygeplejeundervisning og foredrag. I et indlæg i medlemsbladet Kantorparken opfordres damer til at tilslutte sig - så hurtigt som muligt. Damerne ønskede klippestuen oprettet inden 1. november 1944, så tøjet til børnene kunne være færdig inden jul. Betingelsen for at man kunne deltage var, at deltagerne stillede op med det tøj, som man vil have syet om - at det skulle være opsprættet, renset og presset! Onsdag den 1. nov begyndte man arbejdet på klippestuen, så familien Kantorsen kunne få orden på garderoben inden jul. Dameskrædder Fru Andersen fra Blåmunkevej stillede sig til rådighed ved klipning, prøvning og vejledning i syning. Andre sy kyndige damer hjalp de mindre sy kyndige. Der var stillet 2 symaskiner til rådighed, så tøjet kunne forarbejdes og sys færdigt hjemme. Det var med stor fornøjelse, at damerne gik i gang med at forvandle det rene og opsprættede tøj til flyverdragter, kjoler, drengetøj, og undertøj. Hver deltager måtte erlægge 25 ører pr. gang de mødte frem. Damerne, som stod for arrangementet gik med ildhu til sagen med håbet om, at en jævn strøm af damer vil finde vej til Jeppes Alle hver onsdag? Der var også andre her i Kantorparken der forsøgte at løse problemet med slitagen på tøj og sko. Fru Buch Bispebjerg Parkalle 70 tilbød at udføre strømpeforsåling af gamle slidte strømper fra børn og voksne. Hun strikkede nye fødder af optrævlet garn. De bliver som nye påstod hun. Andre opmaskede silkestrømper 10 øre pr. maske. Nogle vendte slidte skjorteflipper og syede nye manchetter af det 10

11 nederste af ryggen på skjorten. 2 skræddermestre syede og vendte habitter. Andre forestod forsåling af fodtøj. Damerne som stod for Husmoderforeningen håbede på, at de med tiden kunne sætte et samaritkursus og en foredragsrække i gang efter julen 1944? Skadestuen blev placeret i blok 7, og tilsynet med skadestuen blev overgivet til læge Fru Krabbe, som skulle uddanne de nye samaritter. Samtidig opfordres det, at alle i Kantorparken, at gå alle deres gemmer efter rene hvide klude, og aflevere dem, som man kunne undvære til skadestuen. I april 1945 i forbindelse med skadestuen oprettelses, var der et ønske om, at få et samariterkursus under ledelse af Røde Kors i gang. I alt 18 aftener a to timer med i alt 39 deltagere. Hver deltager skulle betale 5 kr. pr. gang. I øvrigt blev alle udgifter til skadestuen afholdt ved frivillige bidrag. Ved krigens afslutning havde skadestuen endnu - ikke bestået sin prøve. Igennem mange år eksisterede Husmoderudvalget og foranstalte mange arrangementer. Handelsminister Lis Gros og andre talere, som kunne bidrage med gode råd og vejledning i husholdning, børneopdragelse og sundhed - lagde vejen forbi lokalerne i Jeppesalle. Efter krigens afslutning tilbød Fru. Lindgren Hansen, Fru Wilhelm Petersen og Edith Fribert, at fortsætte med sy kurser for Kantorparkens damer. De tapre husmødre Gang på gang måtte husmødrene kæmpe For at få begge ender til at mødes! Det var en daglig kamp med at få rationeringsmærkerne til at slå til. Situationen, husmødrene frygtede mest var at ingen slagtere ville anerkende hende som fast kunde, hvis ikke hun handlede på stedet, og var gode venner med slagteren. Det betød meget for tildelingen af kød og viktualievarer. Af og til blev der i pakken lagt et ekstra stykke kød i pakken ud over tildelingen. Folk befandt sig mange gange i en snusket grå zone af dårlig moral, som de under normale forhold aldrig ville havde betrådt men Lejlighed gør tyv det er et gammelt mundheld! Krigen har alle dage været den ideelle og grænseudviskende lejlighed! Lejeforeningen gik ind rationeringsproblemerne for beboerne i kantorparken, derfor rejste de spørgsmålet for beboerne om en bedre varetildeling herude i kvarteret. Lejerforeningen har allerede ført en del forhandlinger med tildelingsmyndighederne, der stillede sig forstående over for spørgsmålet. De anmodede Lejerforeningen om at rundspørge blandt Kantorparkens beboere, at få oplyst, hvor de forskellige lejere handlede? Det bevirkede, at beboerne fik udleveret et spørgeskema, som foreningen ønskede at få, returneret i udfyldt stand så hurtigt det var muligt. Det var af stor vigtighed, at der kom orden på tingene. Samtidig med udleveringen af skemaet, gjorde Lejerforeningen opmærksom på, at det ikke var af nysgerrighed, men et nødvendigt led i, at få løst et problem, som Lejerforeningen var gået ind for at løse på en god måde. De skemaer som kom Lejerforeningen i hænde blev omhandlet med diskretion. Husmødrene skulle virkelig bruge fantasien når hun skulle lave mad til hele familien. Farsen skulle strækkes med revne kartofler o.s.v. Grøddage blev indført, hvordan kunne man stille sulten på en børneflok? Høkassen blev taget i brug for at spare på gassen. Mange af beboerne i Kantorparken havde etableret ovne oppe på deres altan, hvor de fyrede op med alt hvad der kunne brændes for at kunne lave mad til familien. Der var en odør af mados, røg fra ovnene, og den syrlige lugt fra kullene - over hele Kantorparken. Det viste sig, at nogle af beboerne havde trukket gasslanger langs med altanen, så røgen bredte sig ud over stedet. Til at fodre ovnene med - brugte de også bænkene, som de havde stjålet fra ejendommens vaskekældre, og træ fra kælderrummene. Raftehegnene, som omkransede de grønne områder blev også taget i brug, som brændsel til de forslugne ovne. Nogle af beboerne brugte ovnene længe efter krigens ophør for at spare på gassen. 11

12 Vagt på legepladserne Lejerforeningen havde længe forsøgt på, at få lidt opsyn med legepladserne i Kantorparken og Bispebjerg Parkalle, men forsøgene herpå strandede på økonomiske vanskeligheder. Lejerforeningen fandt på en ordning, der ville betyde store fremskridt! Problemet blev løst ved at ansætte en Legetante, som skulle dække de to legepladser. Fra FSBblev der givet tilsagn om, at selskabet ville dække halvdelen af udgifterne. Den anden halvdel blev ydet af Statsgartnerne. Der var alt muligt grund til, at glæde sig til ordningen, således at forældrene kunne trygt sende deres børn ned på legepladserne. Ordningen trådte i kraft den 25. juni Legetanten fortsatte indtil Den 18 marts 1945 besluttedes det, at oprette et NØDKØKKEN ved skorstenen, hvor man kunne mødes til fællesspisning i en katastrofesituation. Lejerne fik tilbudt en BEREDSKABSPAKKE til formålet. 1. juni 1945, havde 352 familier (1.489 personer) havde bestilt beredskabspakker der bestod af: 820 kg kødkonserves,150 kg tørmælk,410 kg knækbrød til en værdi af i alt 4.500,00 kr. Inden pakkerne blev leveret var kapitulationen en kendsgerning, og behovet var derfor bortfaldet. Flere af Kantorparkens beboere skænkede deres pakker til den nødlidende norske befolkning. Nogle få fik pakkerne leveret, andre fik pengene retur for pakken. Frihedsbudskabet Fredag den 4. maj 1945 kl. 20:46 lød der over radioen - som skrattede på grund af tyskernes støjsendere: I Dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvest Tyskland og Danmark har overgivet sig! Derefter blev kongesangen: Kong Christian og De er et yndigt land blev Spillet: FREDEN SÆNKEDES SIG ATTER OVER EMDRUP! Få minutter efter at frihedsbudskabet havde lydt stod folk på altanerne og jublede, snart blev Kantorparken forenet i glædens budskab. Alle Mørklægningsgardinerne blev hevet ned, og blev brændt på et bål folk samlede sig nogle med en flaske, som de havde gemt, som de delte med andre beboere. Glæden ville ikke ende tage, der blev festet til den lyse morgen. Lørdag den 5. maj 1945 kl. 8:00 om morgenen blev det tidspunkt, at kapitulationen blev effektiv. Frihedskæmpere kom i kamp med nogle tyskere - desværre med dødelig udgang for en af vores frihedskæmper ude på Emdrupvej. Den 5. maj 1945 gav også en anledning til, at få luget godt ud mellem landsforræderiske elementer her i Kantorparken. Frihedskæmperne De sidste dages hellige hjalp frihedskæmperne med at afhentede de piger, og landsforrædere, som havde vist særlig interesse for tyskerne. På Bispebjerg Parkalle 98 skulle frihedskæmperne have fat i en stikker, men han opgav ikke så let. Frihedskæmperne måtte slå det store vindue ind i stuen, for at komme ind i rækkehuset, men stikkeren flygtede ned i kælderen, han blev skudt, da han var på vej op ad kældertrappen. Kantorparken bød: Velkommen hjem til Børge Schmidt fra Frøslevlejeren. Robert Levin og Jørgen Jensensom vendte hjem fra Sverige med Den Danske Brigade. Willian Hjulman faldt på sin post, som frihedskæmper. Sport I krigens første år blev Kantorparkens Boldklub dannet med støtte fra Lejerforeningen. Boldklubben startede med at spille fodbold på Kantorparkens græsplæner. Sidenhen fik de baner i mosen, hvor de slog sig sammen med boldklubben Velo - under navnet Velo Emdrup. Senere meldte nogle af Velo s medlemmer sig ind i Brønshøj Boldklub. Kantorparken fortsatte alene og lagde egentligt grundstammen til Kantorparkens Ungdomsklub, og fortsatte med at træne på Grønnemose Alle under ledelse af Poul 12

13 Lindgreen Hansen, som også var formand for Volleyball foreningen i Søborg. Boldklubben Velo eksisterede i mange år, men som det ofte sker løber mange gode ting ud i sandet igen ikke mindst grundet manglende kræfter til at føre tingene videre. Boldklubben Velo har dystet med andre af F.S.B. sportsklubber. Efter krigen tog Poul Nielsen Blåmunkevej 29 initiativet til at oprette en håndboldklub for damer og herre - såvel træning og kampe blev spillet mellem blok 3 0g 4. Senere etablerede Poul Nielsen en frimærkeklub, både for unge. Denne klub var til glæde for voksne og unge i mange år. Det var Poul Nielsens store drøm at åbne en danseskole (fra det i starten projekterede beboerhus) men beboerhuset blev først bygget i Ifølge Poul Nielsen var det for sent for hans vedkommende, at starte en danseklub. K.F.U.M. har fostret talenter, som er blevet hentet til andre store klubber. Boldklubben K.F.U.M. ligger meget tæt ved Kantorparken, klubben var et trækplaster for de ambitiøse drenge fra Kantorparken, som ville frem inden for fodbold. Mange drenge som søgte klubben har sikkert set sig selv som kommende landsholdspillere. Blandt talenterne kan man nævne Egon Hansen (Rosmarinvej 11) Han spillede på det Danske A Landshold i 1965 med Ole Madsen, som dengang scorede med hælen mod Sverige. Danmark vandt 2 1. Mads Christopher Kaltoft Nørring Blåmunkevej 35,3. spillede fodbold i K.F.U.M. siden 1995 (6 år gl.). Han blev som 14-årig headhuntet til F C Nordsjælland. Børn og unge i Kantorparken I krigens første svære år, blev der gjort mange forsøg på, at skabe mere permanente aktiviteter for ungdomsklubber. Det var tænkt, som et socialt eksperiment, der skulle holde de unge væk fra gaden. Det har altid været kendetegnet for Kantorparkens Lejerforening, at man var stærkt interesseret i børne- og ungdomsforholdene. Op igennem årene har foreningen og beboerne i fællesskab, ydet en stor indsats ved forskellige fritidsarrangementer. I september 1947 blev der holdt møde hos Lejeforeningens kasserer Fru. Lindgren Hansen. I mødet deltog Lejeforeningens Bestyrelse, forældre, ejendommens Inspektør og repræsentanter for de årige. Resultatet af mødet blev, at der blev oprettet en ungdomsklub. Klubben fik lokaler i kælderen blok 2. I en lang årrække var ungdomsklubben en stor gevinst for Kantorparken, de unge blev beskæftiget om aftenen. Beboerne havde ofte klaget over larmen fra ungdommen, men efter ungdomsklubben blev en realitet, var hærværk på ejendommen stort set forsvundet til stor glæde for beboere og ejendomsfunktionærerne. Efter 7 år i kælderen fik ungdommen magistratens godkendelse til at overtage 2 rækkehuse på Bispebjerg Parkalle Kantorparkens unge var med til at skabe en lang række af fællesaktiviteter, som kendetegner S.B.B.U. De deltog livligt i turneringer, lejr ture og fællesarrangementer. Da de havde overtaget rækkehusene, og havde fået det indrettet, følte de unge, at der skulle ske noget helt nyt. Med leder Gerd Schuldt i spidsen arrangerede de en juleaften for hjemløse. Det blev en festlig juleaften med risengrød, flæskesteg, rødkål og brunede kartofler. Derefter blev der danset omkring juletræet, og der blev uddelt julegaver. Sidenhen var der kaffe og småkager. Senere på aftenen blev der serveret natmad. Dette arrangement stod på i flere år, og bevirkede, at traditionen blev taget op i andre ungdomsklubber i FSB. Samtidig med arrangerede man også julemiddag for enlige pensionister, dette forsatte - langt op igennem 80 erne. Børneklubben kom til og blev en vigtig del i dagliglivet. Da S.B.B.U. i 1958 overtog en skøn grund ved Bure Sø, tog ungdommen fat med lederne Birthe og Peder i spidsen. Snart stod huset ved Bure Sø klar til stor glæde for ungdommen, børnene og pensionisterne. Her blev der holdt påskeferier og sommerferier for ungdommen og pensionister. Den første tid havde pensionisterne til huse på Bispebjerg Parkalle det skete ved et samarbejde mellem Raun, Folke Hansen og Svend Erik. Pludselig huserede der 3 generationer under samme tag, det gik rigtigt godt. 13

14 Senere fik pensionisterne tildelt nogle lokaler på Emdrupvej 137 kld., hvor Alfa og Poul Bodin overtog ledelsen af Pensionistklubben. Klubben blev døbt Guldalderklubben. Efter at Alfa og Poul Bodin - på grund af alder trak sig tilbage, kom Leif Bargholzt, som blev leder for ungdomsklubben og pensionistklubben. Annie Bargholzt Leifs kone startede en hobbyklubben op. Hun var særdeles aktiv i Guldalderklubben i mange år. Annie var medhjælpende hustru, det var hende der stod for madlavningen, når pensionisterne og børne- og ungdomsklubberne holdt ferierne, enten på Holstrupgård eller ved FSB S ferie hus ved Bure Sø. Efter nogle år, blev Ole Silberg Johansen leder for ungdommen- og pensionistklubberne. Da Kantorparken fik sit nye beboerhus, flyttede pensionisterne med fra Emdrupvej. Nu var ungdommen og pensionisterne atter samlet. Pensionistklubben eksisterer stadigvæk, i bedste velgående og har mange medlemmer. Det er nok den eneste af klubberne der har det største medlemsantal? Bestyrelsen lægger gerne et meget omfattende program for hele året: Museumsbesøg, kroture, Sverigesture, udenlandsture, bakketure, middage med underholdning, jule-og nytårsfrokoster og foredrag o.m.a. Pensionist afholder bankospil den første tirsdag i hver måned i vintersæsonen. Hver mandag formiddag kl. 10:00 møder gymnastikholdet op for at røre lemmerne under ledelse af Connie Fritz, som har haft aktiviteten i 30 år. Ib Ranch Andersen sidder ved sit keyboard og spiller under gymnastikudfoldelserne - det har han gjort i 30 år. Hver onsdag mødes nogle af medlemmerne ovre i den gamle Guldaldersal på Emdrupvej kl. 10:00-13:00 drikker kaffe og spiller billard. Emdruplund kro I Emdrup har ligget ikke blot en velbesøgt kro, men også en stor forlystelsespark. Der hvor Holbergskolen nu ligger i nærheden af hjørnet Emdrupvej og Frederiksborgvej, lå frem til en kro og forlystelsespark. Ud fra en annonce fra august 1942 kan man således se, at der på Emdruplund Kro var swingaften hver tirsdag og Heidelbergaften hver fredag. Om lørdagen og søndagen var der dansant. På kroen var der en del arrangementer som: Generalforsamlinger, rejseforedrag, fugleskydning, forårsfester, juletræsfester, fastelavnsfester, familiefester og flæske- og andespil. På kroen optrådte kendte kunstnere bl.a. Helge Kjærulff-Schmidt, Erica Voigt og Aase Ziegler. Der var tillige kendte danseorkestre, som spillede bal. Forlystelsesparken var 1/2 tønder land, hvor der var placeret borde og stole så folk kunne sidde og nyde udendørsserveringen. En overraskelse, kroen havde også en lille travbane. Kroen måtte vige for Holbergskolen i En æra var forbi! Fra kro til skole De børn der flyttede ind i Kantorparken i 40 erne, som skulle begynde deres skolegang blev tilmeldt Emdrup Skole, den blev færdigbygget i 1943, som kun kunne rumme 1000 børn, men der var tilmeldt 1,500 børn. Og Emdrupborg Skole. Under krigen blev Emdrupborg Skole inddraget af tyskerne, nogle af børnene kom til at gå i en barak på Bispebjerg Hospital eller i en side gemak i K.F.U.M. s lokaler på Nøkkerosevej. I øvrigt i de lokaler, hvor radioens drengekor øvede sig i mange år fremover. Bispebjerg/Emdrup var under hastig udvikling i 30 erne. Boligblok efter boligblok skød op overalt. Samtidig med den store befolkningstilvækst tiltog - steg behovet for flere skoler. Som følge af det stadigt stigende 14

15 børneantal, og den deraf følgende belastning af Emdrup Skole, Bispebjerg Skole og Grundtvigs Skolen, blev det nødvendigt for Københavns Kommune, at opføre en ny skole. På Emdruplund Kro s arealer blev Holbergs Skolen bygget. Den første bebyggelse i skolens opførelse blev til i foråret Under byggeriet i blev det en svær tid for Holbergskolens indskrevne elever, Eleverne måtte placeres flere steder på grund af pladsmangel. Det første år var elevantallet ved skolens start på 463 elever. Det andet år var antallet oppe på 689 elever. I 1954 var tallet steget til 1029 elever, som skulle fordeles på 36 klasser - men der var stadigvæk kun 11 klasseværelser. Dette medførte, at man måtte fordele undervisningen af eleverne i gymnastiksalen, omklædningsrum og leje 5 kolde lokaler - i KFUM-parken. Det var nødvendigt med nedskæring i skemaet man var nød til at anlægge 2- holds -skift, til fuld udnyttelse af hele dagen til skolegang for at få det til at hænge sammen. Elevantallet til Holbergskolen var stadigvæk tiltagende. Ved skolens færdiggørelse var elevantallet vokset til På skolens første indrykningsdag marcherede elever og lærere fra de tre gæsteskoler og mødtes ved sporvejssløjfen på det nye Emdrup Torv, som det også blev kaldt den gang hvorefter de i samlet flok indtog den første nye bygning (fløjen nærmest gymnastiksalen), der dog ikke var helt færdig. At pladsen på Holbergskolen var trang fra starten, fremgår det ved årsskiftet. Inspektøren på Emdruplund Kro, han blev krediteret for sin hjælpsomhed. Ved indrykningen stillede han kroens festsal til rådighed for skolens børn - i tiden efter - når skolen måtte rømmes for at håndværkerne kunne komme til i skolebygningen så håndværkerne kunne blive færdige. Ved årets juleafslutning stillede Inspektør Wahlquist lokalerne til disposition og trakterede med gratis chokolade og boller til skolens elever. Skolen blev opført i rekordtempo, den første del indeholdte 11 klasseværelser, lægeværelse, og lærerværelse. Endelig i 1956 stod Holbergs Skole færdig, og var klar til at modtage de børn, som var fordelt på tre skole i området. Holberg Skolen har siden været distriktsskolen for Kantorparkens børn. Kirker i Emdrup Datoen den 8. september knytter sig i høj grad til bydelens kirker. Den 8. september 1783 blev Nicolai Frederik Severin Grundtvig født, og den 8. september 1921 nedlagdes grundstenen til den monumentale tårnkirke: Tårnkirken blev først færdig i Fra blev tårnet anvendt til kirken. Man kaldte kirken for Tårnkirken. Konfirmandundervisningen fandt sted i et lokale højt oppe i tårnet. Udsigten derfra kan sikkert mange konfirmander sikkert huske. Efter 1940 flyttede undervisningen af konfirmander og gudstjenester ned i krypten, det var for dyrt at opvarme kirken. Grundtvigskirken, blev indviet Den 8. september 1940, trods materialemangel og krig. Da Emdrup sogn blev dannet, som et barn af Bispebjerg sogn, måtte det nye lille sogn nødvendigvis have sin egen lille kirke. Efterhånden som befolkningstilvæksten voksede steg behovet for flere kirker. Kirken i Emdrup - også kaldet hønsehuset blev indviet den 8. september 1946 på Nøkkerosevej 23, hvor K F U M også har til huse. Kirken var sognekirke for Emdrups borgere igennem 15 år, og dannede rammen om gudstjenester, dåb, konfirmation og bisættelser. Ligeledes havde K.F.U.M.-spejderne deres mødelokaler i samme bygning. Unægtelig synede Kirken i Emdrup ikke meget i forhold til Grundtvigskirken. Da Kirken i Emdrup lå tæt op af fodboldbanerne, kunne det til tider ske, at kirkehandlingerne blev afbrudt af en vildfaren fodbold, som slog mod glasvinduet i taget. Var der mål under fodboldkampene, kunne de vilde jubelråb, ved vielser eller bisættelser undertiden forstyrre kirkehandlingen. En gruppe med tilslutning til indre mission, som i tilslutning til missionshuset på Frederiksborgvej 179 gik i gang - på ægte græsrodsmaner - igennem 15 år - at samle penge ind til at bygge en ny kirke i Emdrup. Emdrup Kirke blev opført fra ved Vigen nær Frederiksborgvej. Da Kirken ligger på en mosegrund, var det nødvendigt at pilotere 62 betonpiller 18 meter nede i mosegrunden. Kirken ligger smukt ud til mosen, den blev indviet i marts Samtidig med at Emdrup Kirke blev indviet, blev hønsehuset overdraget til Københavns Drengekor. 15

16 Begge kirker har op igennem tiden været sæde for; bryllup, dåb, konfirmation og bisættelser for Kantorparkens borgere. Da Bispebjerg Parkallé blev ensrettet En af de første dage i oktober 1969 blev den 7-årig dreng, Tom Bedsted, trafikdræbt, da han løb ud på kørebanen mellem to biler, da han var på vej over Bispebjerg Parkalle til legepladsen, som ligger ved Frederiksborgvej. Beboerne havde længe været utilfredse med trafikforholdene. Som medlem af Lokaludvalget i Bispebjergafdeling, gjorde Drengens far Leif Bedsted sig til talsmand for at få ændret færdselsforholdene på Bispebjerg Parkalle. Kantorparkens Lejerforening fik omgående sat en underskriftindsamling i gang. Inden for den første uge, havde beboerne indsamlet 523 underskrifter, som skulle bruges til at bakke Emdrup Grundejerforeningens Formand John Lantau op i hans forslag om, omlægningen af de værende vejforhold. Fredag den 18. 0ktober 1969 arrangerede Lejerforeningen i kvarteret ved Bispebjerg Parkalle - kl. 15:30 17:00 - en demonstration for at henlede politiets og de offentlige myndigheders opmærksomhed på færdselsforholdene. Langs hele vejen stod børn med skilte og plakater. Hensigten var, at udlevere en plakat til de bilister som kørte igennem Bispebjerg Parkalle. Lejerforeningen havde lavet påskrifterne: DENNE VEJ DE NU ER I FÆRD MED AT PASSERE, HAR ALLEREDE INDEN FOR ET ÅR TRE DØDSULYKKER PÅ SAMVITTIGHEDEN FORUDEN ANDRE FÆRDSELSUHELD! Børnene stod i vejkanten med skilte hvorpå der stod: PAS PÅ 3 DØDSULYKKER DØDSFÆLDE SÆT FARTEN NED FARLIGT VEJKRYDS GÅENDE PAS PÅ PAS PÅ DE GÅENDE! osv. Ifølge Politiassistent Herluf Christensen Station 8 Bellahøj; er der indberettet 16 ulykker på Bispebjerg Parkallé inden for seks år med personskade de otte af dem var helt tilbage til 1964 de tre med dødelig udgang. Næsten alle ulykkerne sket i krydset Bøllegårdalle og Bispebjerg Parkalle. Endvidere kunne der efter Herluf Christensen side ikke være tale om, at opsætte et FULDT STOP skilt, da ulykkestallene, ikke var store nok, efter de beregninger politiet operere med! Der blev fra beboernes side foreslået skråparkering på græsrabatten på Bispebjerg Parkalle, men det ville Statsgartneren ikke gå med til. Græsrabatten efter Statsgartnerens mening - pynter i området! I øvrigt mente han, at sagen var noget overdimensioneret. Men efter en sådan ulykke er det forståeligt, at der sker en reaktion fra de beboere, der dagligt er vidne til trafikken på Bispebjerg Parkallé! Igennem flere år har de forskellige medlemmer af Lejerforeningen udfoldet en del anstrengelser for at løse problemet af de trafikale forhold omkring Kantorparken. De trafikale forhold - især - omkring Bispebjerg Parkalle/ Bøllegårdalle har været i søgelyset. Gentagende gange har der været forsøg på, at forbedre forholdene ved henvendelser til Magistraten, men resultaterne har været frugtesløse. Myndighederne har dækket sig under devise: Udsigten til Grundtvigskirken må ikke forringes! Lejerforeningen måtte igennem 16

17 flere seje træk med myndighederne for at få dem til at forstå, at trafikken var farligt for børnene at færdes i. Med Borgmester Wassard Jørgensen hjælp fik Lejeforeningen kontakt gennem John Lantau - Formanden fra Emdrup Grundejerforening. Efter en del forhandlinger fik Lejerforeningen tilsagn om, at Bispebjerg Parkalle ville blive lukket for gennemgående trafik. Ved årets 1969 s afslutning var alt ved det gamle. Med håbet om en snarlig løsning, gik man det nye år i møde. Resultatet som vi kender det i dag: Bispebjerg Parkalle blev ensrettet! Der er ikke siden forekommet ulykker! Kantorparkens Lejerforening / Beboerforening Sideløbende under de til tider svære stunder under 2. verdenskrig, har lejeforeningen altid haft kræfter til at foretage nogle festlige arrangementer for Kantorparkens beboere. Den 8. nov afholdtes der andespil på Emdruplund Kro der var mødt 350 deltagere op. Den første krigsjul nærmede sig, atter trådte Lejerforeningen til med at arrangere en juletræsfest for alle børnene på Emdruplund kro. Fastelavnsfesten 1941 skulle børnene ikke snydes for. I bidende kulde samledes børnene på den store plads, og slog katten af tønden. Der deltog børn. Hvert barn betalte 10 øre. Nogle af beboerne hjalp til med at lave varm chokolade til de forfrosne børn, dertil fik de en bolle og en godtepose. Forretningerne, som lå i Bøllegårdalle: Købmanden, Grønthandleren Kolonialhandleren og Ismejeriet var flinke til at donere ting og sager til børnenes godteposer enten til fastelavn eller jul. Et rigt og spændende handels -og erhvervsliv blomstrede engang i Kantorparken fra 1940, hvor de trange tider tog sin begyndelse. Butikkerne lå på Bøllegårdalle 5-7. Med tiden bukkede de under - da de store supermarkeder var blevet en kendsgerning. Siden Lejerforeningens oprettelse den 10. maj 1940 har den altid været på sidelinjen, når gode initiativer skulle støttes ved foreningens hjælp så Kantorparkens Boldklub dagens lys. Selvom krigens tunge åg lå på Lejerforeningens skuldre, benyttede de enhver lejlighed 17

18 til at arrangere sommerfester og meget andet (se billeder), som havde til formål at styrke sammenholdet mellem beboerne. Alle sejl blev sat til ved de festlige lejeligheder når værnemagten under krigen tillod det! Lejerforeningen var også til stede ved de mange møder med F.S.B., når der var op - og nedgangs tider for Kantorparken. Kendetegnet for Lejerforeningen og den senere Beboerforening, har op igennem alle årene haft en særlig stor interesse i børn - og ungdomsforhold. Ved generalforsamlingerne var der altid et lavt fremmøde. Lejerforeningen har brugt spalter i Kantorparkens medlemsblad som blev uddelt til alle beboerne for at få folk til at tage del i generalforsamlingerne. Det var altid Tordenskjolds soldater der troppede op. Fugtsagen I efteråret 1940 henvendte Børge Jensen Bøllegårdalle 15 1, sig til Lejerforeningen vedrørende fugt i gavlværelset i sin bolig. Lejerforeningen, tog straks affære. Børge Jensen fik besøg af teknikker fra F.S:B. De konkluderede, at der var for mange personer i lejligheden, tillige for mange blomster og ikke luftet tilstrækkeligt ud. Da Børge Jensen klagede over, at endevæggen var kold, fugtig og ikke ordentligt isoleret, gav Teknikkerne ham den besked, at Børge Jensen selv var skyld i, at varmeregningen var for høj. Børge Jensen mente, han burde modtage en dekort i varmeregningen pålydende 11 streger, som erstatning - ud af 14 streger på termostaten på radiatoren i det værelse som var kold og fugtig. Sagen bølgede lidt frem og tilbage. Børge Jensen mente, at han havde retten på sin siden, og fremsatte, at F.S.B. behandlede deres beboer på en usaglig måde. Andre beboer hørte om sagen, og henvendte sig til Lejerforeningen med de samme klager over, at deres gavlvægge var fugtige og kolde. Fugtsagen endte i Boligretten Sept Børge Jensen fik afslag med samme begrundelse, som Fsbs teknikkere, havde fremsat over hans klage. Året 1942 gik hen uden at der skete noget i sagen. Nu gik Lejerforeningen på barrikaderne i det håb, at retten vil dømme F.S.B. til at betale dekorten i Børge Jensens varmeregnskab for 1941 /1942 og 1942/1943, idet man havde erfaret, at det ikke var Børge Jensen alene, som havde fugtproblemer, men andre beboere led samme skæbne. Lejerforeningen benyttede sig af pressen med held. BT og Ekstra Bladet brugte spalteplads på Kantorparkens fugtsag. I november 1943 ankede F.S.B. sagen til Landsretten. Landsretten som benyttede professor Becker til at afgive et skøn på sagen, som væsentligt gik ud på, at bevise, at det var familiens livsfunktioner, der var noget i vejen med? Han ytrede sig endvidere, da dommeren afhørte ham om skyld i spørgsmålet, svarede han: At det var fordi familien åndede i lejligheden, som var skyld i fugten. Samme professor Becker blev synlig ilde berørt, da Retsformanden spurgte: Hvorfor er der ikke fugt i soveværelset, hvor familien på 5 medlemmer sover sammen, mens det værelse, det faktisk drejer sig om - ikke bliver anvendt? Efter nogen tøven fik man af Professor Becker en forklaring om, at i gavlsiden var der kun en 1 1/2 stensmur, mens der i de øvrige mure var en 2 stens-mur. Nu viste det sig, at F.S.B. havde benyttet sig af Byggelovens minimums-bestemmelser. Muresvendene - havde efter ordre, taget de sten, som var beregnet til fritstående gavlvægge til andet byggeri, og til de fugtskadede ydrevægge blev der brugt kasserede sten. Det var forklaringen på, at den sparsomme isolering var skyld i miseren. Landsrettens dom gik ud på, at i betragtningen af forholdene, fandt man det betænkeligt, at for tiden - at pålægge F.S.B. isoleringsforanstaltninger. Men Landsretten mente dog, at der var mangler, som måtte blive F.S:B. s sag - at undersøge og afhjælpe. Man tilkendte Børge Jensen en erstatning på kr. 300,00 i tiden 21. januar Afslag på varmeregning og sagens omkostninger ved Boligretten og Landsretten. Det pålagdes F.S.B., at denne dom fastslog tydeligt, at skylden ikke kan pålægges lejeren. fsbs appel må på det kraftigste fordømmes! 18

19 Det er absolut Selskabets opgave at bygge gode og sunde boliger i det tilfælde til børnerige familier. Efter dommen havde F.S.B. søgt appel - til tilladelse - at prøve sagen ved Højesteret! Sagen vil først komme for i efteråret Kantorparkens lejerforening benyttede pausen i fugtsagen til at sende en pjece til alle beboerne om, hvor vigtigt det er at lufte ordentligt ud flere gange om dagen. De beboere som var medlemmer af Lejerforeningen, blev opfordret til, at betale 3,00 kr. til dækning af fugtsagens omkostninger, hvis Børge Jensen tabte sagen ved Højesteret. Senere blev beløbet forhøjet til 5,00 kr. Medlemmerne fik et løfte om, at få pengene tilbage, hvis Børge Jensen vand sagen. Thi kendes for ret! Spørgsmålet, om Børge Jensen skal have afslag i huslejen, fordi hans lejlighed blev ubeboelig på grund af fugt, er nu afgjort ved Højesteret. Med 5 stemmer mod 4 fastslog retten, at der var tilstrækkeligt godtgjort, ar Børge Jensens vægge var mere fugtige - end almindeligt er -i ny opførte ejendomme. Der er nu grund til at gennemgå, hvad der er tabt og vundet i den 3 år gammel retssag. Der er 3 krav retten skulle tage stilling til: 1. Socialt Boligbyggeris krav til Børge Jensen om at betale 11,8 streger af de 14,8 streger, varmemåleren lød på. 2. Børge Jensens krav om, at den kolde væg skulle isoleres. 3. Hans krav om erstatning af afsavn af værelset fra september Boligretten dømte Socialt Boligbyggeri til at yde en dekort på 11,8 streger ud af de 14,8 streger. Social Boligbyggeri ankede ikke denne dom. Selskabet kom til at betale for almindelig opvarmning af det frie, som de tynde vægge, og af den Inspektøren påbudte udluftning gav anledning til i varmesæsonerne. 1940/ /42 og 1942/43. Ved at rette krav om isolering rejste lejeren et krav af principiel betydning. Kravet blev rejst, selvom skønsmændene konstaterede, at murene var opført efter boligvedtægternes regler. Først da Professor Becker påstod, at der ingen fejl ved murene med hensyn til isoleringsevne, lod vi dette krav falde. Socialt Boligbyggeri kom til at betale Børge Jensen 400,00 kr. for varmen, isoleringen skønnedes til at koste selskabet 85,00 kr. I dette forhold ligger en tilskyndelse til hensynsløs byggespekulation en tilskyndelse som Socialt Boligbyggeri er faldet for. Ved at rejse spørgsmålet, mener Lejerforeningen at have sat en stopper for denne form for udnyttelse af lejerne, overfor Socialt Boligbyggeri har vore krav båret frugt, derved at Socialt Boligbyggeri i sine nye ejendomme har betalt den ringe merudgift ved isolering, og sparet lejerne for kæmpe regninger til brændsel. Lejerforeningen udtrykte deres taknemmelighed mod Børge Jensen for hans mod og energi til at føre sagen videre mod Socialt Boligbyggeri. Det var ikke ham alene, der havde et fugt-problem, men han alene har belært, Socialt Boligbyggeri og andre boligejere, at deres pligt er - at byde deres lejere tålelige vilkår! Problemer på ejendommen I mellemtiden var der opstået problemer på ejendommen, som også skulle løses. Sammen med den nuværende Inspektør Brodthagen gik man i gang med at få mere lys uden for. I den første tid af besættelsen blev der lukket kraftigt ned for belysningen. Belysningsvæsenet gik ind for - kun hver anden stander vil blive tændt. Vedrørende lyset på trapperne, her ønskede man fuld belysning, det blev bevilliget til stor glæde for beboerne. Der ønsker om en bedre ventilation i vaskekældrene. Beboerne foreslog et metalnet opsat i dørene til vaskekældrene for at dampen kunne komme ud i kældrene. Metalnet kunne ikke skaffes, derfor blev funktionærerne sat til at bore huller i dørene til vaskerierne. 19

20 Det var klager over, at beboerne efterlod vaskekældrene i uorden - gårdmændene brugte flere timer på at rydde op. Falske vaskemønter blev bruget i gasautomaten, indimellem fandtes der mønter fra andre boligselskaber eller hjemmelavede mønter. Inspektøren sendte et brev ud til samtlige leje om, at han i påkommende tilfælde ville gribe meget hårdt ind over for dette problem, da det var bedrageri! Ruderne i dørene i opgangen og kældervinduer blev ofte knust. Ejendomme havde kun 7% glas tilbage på lageret til at gøre godt med der kunne ikke skaffes mere glas. Var uheldet ude, hvor glasset i dørene blev knust, blev glasset i dørene erstattet med en finerplade. Trappeopgangene blev indimellem overmalet eller ramponeret. Der var ikke råd til at få udbedret skaderne. Inspektøren opfordrede forældrene til at indskærpe deres børn, om at tage mere hensyn, da det er beboerne selv der må betale igennem huslejen for de skader der bliver forvoldt. Hvor der er mange børn er der en stor slidtage. Tilsvarende kræver det sin mand, at hindre at arealet og bygningerne ikke led for stor overlast på grund af de mange børn, som levede herude. Kantorparkens frygtede Inspektør Fagervold - blandt børnene blev han kaldt fandenivold gik sine aftenrunder i Kantorparken. Ved 8-tiden om aftenen kunne man træffe ham overalt han ville sikre sig, at alt var i orden. Han sendte fluks børnene hjem, hvis de var ude efter kl. 8. Fagervold havde arbejdet som gårdmand i mange år, og kendte alle beboerne og børnene. Fagervold deltog også i Kantorparkens modstands -gruppe og vagtkorps under krigen. Sidst i 40 erne var ejendommens underskud oppe på , og varme, og fyret i varmecentralen var stærkt nedslidt på grund af det dårlige brændselsmateriale fra krigens tid. Dette bevirkede, at varmen til radiatorerne ikke gav den ønskede varme. fsb truede nu beboerne med en lejeforhøjelse på 20%. Lejeforeningen gik straks imod, og Forhandlingerne med fsb gik i hårknude. Lejerforeningen mener, at det store underskud i driftsregnskabet hermed tog sin begyndelse! Det var en hård tid for Lejerforeningen, en stor del af tiden, blev brugt til diskussioner om til hørelsesforhold til det ene og det andet i Hovedorganisationen. Partipolitiske toner indgik i indflydelsen på Lejerforeningens arbejde. I protokollen er der ikke skrevet noget om, de tvister om lejeforholdet, og Lejerforeningens stædige kamp for at undgå lejerforhøjelser. Ejendommens underskud steg kraftigt, og Kantorparken befandt sig en overgang på fallittens rand. fsb truede nu lejerne med opsigelse, hvis de ikke indgik i en klækkelig huslejeforhøjelse. Lejerforeningen arrangerede møder på de omkringliggende græsplæner, hvor debatten gik livligt både sagligt og usagligt. Københavns Kommune trådte ind med en kommende garanti til sikring af Kantorparkens fortsatte eksistens, som almennyttig ejendom. Til gengæld måtte fsb frasige sig indflytningsretten, og overlade den til Københavns Kommune, hvilket betød en pestilens for alle beboerne. Den smukke målsætning om, at lejlighederne kunne gå i arv i familien gik fløjten! I midten af 50 erne faldt der igen ro over foreningsarbejdet. De partipolitiske trakasserier, blev så småt trængt i baggrunden, og Lejerforeningen kunne igen koncentrerer sig om lejernes tarv. De store resultater udeblev, da ejendommens drift var alt for ringe. Lejerforeningen var ikke klædt på til at påtage sig et medansvar for økonomien. Derved fik Lejerforeningen ingen afgørende indflydelse. I slutningen af 50 erne fik vi igen en ny boliglov, som skulle sikre beboernes medindflydelse. Loven godtog ikke Lejerforeningen, som beboerrepræsentanter, men forlangte, beboerrepræsentanterne valgt på generalforsamlingen. Dette gav problemer, idet beboerrepræsentanterne, mente, at de skulle stå i opposition til Lejerforeningen. Lejerforeningen var ikke særlig samarbejdsvillig. Denne twist kom ikke beboerne til gode tværtimod. 20