Tekst: (Acta 2,1-11) Johs 14,15-21 Salmer: 291, 434, 285, 294, 292, 287 v.2, 290. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord

Transkript

1 1 Pinsedag den 15. maj 2016 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (Acta 2,1-11) Johs 14,15-21 Salmer: 291, 434, 285, 294, 292, 287 v.2, 290. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Ånd er ord. Ikke hvilke som helst. Men ord, der når os som et kys. Det er den erfaring, pinsedagen har arvet videre til generationer. Ord og mening kyssede hinanden. Apostlenes Gerninger gengiver dette kys med den eventyrlige fortælling om vindstødet, der fyldte huset, hvor disciplene var forsamlet og ildtungerne, som satte sig på deres hoveder. Man oplevede, at de kræfter, fortællingen om Jesus virkede med, ikke skyldtes hverken veltalenhed eller sprogsans. Gud havde selv taget ophold i sin fortælling. Ligesom Gud engang havde taget bolig blandt mennesker i Jesus af Nazaret, tog Gud nu bolig i fortællingen om Jesu liv. Vi har siden i korthed sagt det sådan, at Guds Ånd, Helligånden, blev sendt til verden. Nu er det så, vi gerne bliver fjerne i blikket, når vi hører tale om Ånd eller Helligånd, men fortællingen fra den første pinsedag, viderebringer stadig denne

2 enkle erfaring, at Ånd er ord på gangbare nationalsprog, helt præcist ord om Guds storværker på jævne modersmål. Altså fortællingen om Jesus i et sprog, vi forstår. Og til erfaringen hører, at vi føler os omfattet af den barmhjertighed, ordene refererer. Det skal sikkert tilskrives denne enkelhed, at vi ikke tager pinsen til os med samme umiddelbarhed som julen og påsken. Kan det virkelig være rigtigt, at det er så enkelt? Og ja, det kan det. Men det ville sikkert hjælpe, hvis vi kunne genkalde de erfaringer, man gjorde den første pinse. Og vi kunne til det formål lede i retning af noget meget enkelt og meget dagligdags. Jeg kunne pege på to oplevelser af, at ord ikke bare er ord, men rører os på en særlig måde. Som kys. Der er for det første ord, som ikke blot henviser til ting eller forhold uden for os, men som gør noget ved os. Og så er der for det andet ord, vi aldrig rigtig får hold på, men som ikke desto mindre er inciterende i deres anderledeshed. De bliver ved med at udfordre. Lad os tage det i den rækkefølge. Vi kender til ord, der skaber deres egen virkning. Et forsonende ord, et kærligt ord, et ord vi ikke havde ventet at høre. Tænk på barnet, der lige har tabt sin mors fineste vase på gulvet. Moren vender sig mod 2

3 barnet og forsikrer i et besindelsens nu, at hun elsker hende alligevel, og at der da findes andre vaser end familiens kostbare arvestykke. Med et ord er barnets splintrede verden blevet beboelig. Eksemplet frem for alle andre er sandsynligvis kærlighedserklæringen, som en gang udtalt for altid forandrer alt mellem ham og hende, hvad enten hun siger, at hun da er glad for at høre om hans sindstilstand eller bekræfter sin nye status som hans kæreste. Uanset hvad bliver det aldrig det samme mellem dem. Filosofferne siger, at ord kan være performative. Grundtvig sagde, at ordet skaber hvad det nævner. Det er denne erfaring, vi også gør med kærlighedens og sandhedens Ånd, som udmaler, hvad den har set i galilæeren Jesus fra Nazaret. Du, som skænker, hvad du nævner gør os, trods de svage evner visere end Salomo. Vi får det forærende, som der tales om. Fortællingen om Gud, der i Jesus viste os sin barmhjertighed, er ikke bare en fortælling fra de varme lande, det er vores historie. Og skulle vi nu aldrig have mødt den ufortjente mildhed i en kærlighedserklæring, kan oplevelsen af kærlighedens og sandhedens ånd genkaldes som et kys. Når ord og betydning finder hinanden kan det opleves som et kys. Jeppe Aakjær kunne måske lede os på sporet af denne oplevelse. Aakjær skriver i en hilsen til komponisten Carl Nielsen, som netop har sat 3

4 melodi til Jens Vejmand, at han skylder ham den varmeste tak for den uforlignelige melodi, Nielsen med så nænsom hånd har svøbt om digtet. Jeg kunne ikke ønske mig en skjønnere, en mere sjælfuldt rørende, skriver Aakjær, og så kommer det: Ord og Mening har fundet hinanden i et kys, - sådan skal det være. Når ordene om Jesu liv får betydning som andet end en historisk efterretning om begivenheder for længe siden i et fjernt land, er det som et kys. Når ord og betydning finder hinanden. Grundtvig gengiver den samme erfaring, når han digter om Talsmanden, et andet ord for Helligånden Talsmand, som på jorderige med et suk kan bedst udsige hvad vi evigt trænge til i et kys kan alt udtrykke, hvad for evigt gør vor lykke, du, som kan alt, hvad du vil! Man har foreslået at erstatte Helligåndens kysseri med ord eller vink, men netop som oplevelsen af, at ord ikke bare handler om os men handler med os, er kysset det præcise billede. Vi lades bogstaveligt talt ikke uberørt af et kys. Det er mere end et vink. Og så er der dernæst denne ejendommelighed ved fortællingen om Jesus, at den ikke er til at ryste af sig. Har vi en gang hørt den, er den ikke til at slippe. Når vi er nødt til at vende tilbage til denne i grunden enkle fortælling, må det skyldes kræfter 4

5 ligesom dem, der bor i det performative ord, i ordet, der skaber, hvad det nævner. Fortællingen kræver et svar, vi ikke kan give en gang for alle. Det er på en gang min fortælling og så samtidig en fortælling, jeg alligevel ikke kan gøre til min en gang for alle. Den lever af sin anderledeshed. Det er vanskeligt at forestille sig, at fortællingen om Jesus på størrelse med en novelle, skulle have haft sin gang mellem mennesker i to tusinde år, hvis ikke den netop var beåndet af en helt særlig kraft, når den går fra mund til mund. Og det var da også fra første begyndelse erfaringen, at det ikke var bogstaverne men Ånden, der gav fortællingen liv. Paulus sagde det på den måde, at bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Ånden gør historien levende ved at afkræve dens tilhører et svar. Ikke som svar på et spørgsmål, men som svar på et tilsagn. Vi skal som fortællingens tilhørere ikke svare på, om vi synes, det nu også er rigtigt, det, manden siger. Vi skal svare på det tilsagn, fortællingen giver om vores synders nådige forladelse. Pinsehistorien, som den fortælles i Apostlenes gerninger, gengiver to svar. Folk blev glade på en måde, der mindede om beruselse. Man spottede dem, der havde hørt ord og betydning kysse hinanden, og sagde, at de havde drukket sig fulde i sød vin. 5

6 Men Peter kunne forklare, at det endnu kun var den tredje time på dagen. De var beruset af glæde over det, de havde hørt. Når evangeliet er spørgsmålet, er glæden svaret. Og dåben. For i sin glæde ønskede man at forbinde sig med den Gud, man havde hørt om gennem Jesu liv og død. Ud over alle de forestillinger, man gjorde sig om Gud, ønskede man sig et forhold til den Gud, man havde lært at kende i fortællingen. Når evangeliet er spørgsmålet, er dåben svaret. Ånd er ord. Men Ånd tager også form, som ordene har deres gang på jorden. I den gamle åndfuldhed om, at Jesus kom og forkyndte Guds rige, men i stedet fik vi kirken, gemmer sig den sande erfaring, at Ånden tager form. Ånden har gennem tiderne taget mange former, men den har altid som de to brændpunkter, der holder ellipsen sammen, haft glædens og dåbens form. Sådan ved vi, at vi ikke bare fortæller om Guds kærlighed, som Jesus viste os den, men også er omfattet af den, vi taler om. 6