I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen!

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 28. september s.e. Trinitatis Johs. 1, Salmer: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen! Du må ikke gøre dig billeder af Gud, står der blandt de 10 bud. Og kvikke konfirmander er hurtige til at spørge, hvordan det hænger sammen med de mange billeder af Faderen og Sønnen, som vi omgiver os med. Det ene gode svar er, at israelitterne i sin tid var omgivet af folkeslag, som havde mange guder og et magisk forhold til billedstøtter, som forestillede disse guder. Israelitterne trådte selv i spinaten, dengang de lavede sig en guldkalv og tilbad den. Da blev Gud vred, kan man vist roligt sige, for der er kun én Gud, Herren. Det andet gode svar er, at Gud er hævet over enhver menneskelig forestilling om ham. Ethvert billede vil være en parodi over Gud, som han virkelig er, en virkelighed, som kun han selv kender. Det tredje gode svar er, at billedforbudet og de 10 bud hører hjemme i den gamle pagt mellem Gud og

2 mennesker. NU har vi en ny pagt, et nyt testamente, hvor spørgsmålet om, hvem Gud er, har fået en markant drejning. Vores kendskab til Gud har ændret sig, fordi Gud har gjort sig bekendt for os på hel radikal vis ved selv at blive menneske. Vores bekendtskab blev nært, ja, familiært, da Gud lod sig se i Jesus. Men var Jesus så Gud? (- er et andet konfirmandspørgsmål). Nej, han var ikke Gud, Gud omskabte sig ikke til et menneske i et par og tredive år, men Jesus var det menneske, som Gud tegnede sit billede i, som en søn kan være sin fars udtalte billede. I dette tilfælde en ganske særlig søn, som lever sin fars vilje ud, så vi i ham kan høre og se Gud selv. I dag remses hos Johannes en række billeder, metaforer, sprogbilleder, prædikater eller hvad vi nu kan kalde dem op: Jesus kaldes Guds lam, han kaldes Rabbi, et hebraisk ord, som Johannes selv oversætter til Mester eller Lærer, han omtales som Messias, igen et hebraisk ord som på græsk gengives med Kristus, den salvede, den udvalgte, Han, som bringer frelsen, Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne. Og Nathanael, det forbeholdne menneske, gør det største spring og overrasker vel næsten sig selv ved at proklamere, at Josefs søn fra Nazaret er Guds søn, Israels konge. Endelig er der også Jesu ord for sig selv: Menneskesønnen. 2

3 3 Så mange ord, så mange sprogbilleder, og stadig rækker de kun som en lille skål slik blandt en stor flok 7. klasseselever, hvis de, altså ordene, alene skulle sige alt om Jesu virke eller opgave her på jorden. Kom og se! siger Jesus selv. Der er noget, som disciplene og vi selv skal se og man kunne tilføje, høre og mærke, for i dette se ligger der mere end blot at iagttage og registrere. Jesu virke, hvad han sagde og gjorde, skal, ganske i tråd med moderne pædagogik, opleves og erfares som noget, der vedkommer mig. Nathanael, som ikke har meget til overs for én, som kommer fra Nazaret, imponeres og overbevises af, at Jesus har set ham, Nathanael, da han troede sig alene under figentræet. Guds blik ser det skjulte, men mennesker må forholde sig til det ikke-skjulte, det åbenlyse, det åbenbare, dét, som sanserne meddeler. Og alligevel ikke kun. For med fantasiens hjælp kan vi strække os meget længere, end vore sanser rækker. Vores fantasi eller indbildningskraft er faktisk så stærk, at hvis ikke Gud selv var kommet os i møde, så ville fantasien løbe af sted med os, når vi gør os forestillinger om Gud. Måske ligger der alene i dét en guddommelig nødvendighed af, at Gud måtte blive menneske.

4 Med Guds ønske om at gøre sig til virkelighed for os, er der sat et møde i stand mellem Gud og os, en fortælling og et billede, som sætter rammerne for vores fantasi at udfolde sig indenfor. En ramme, som gør, at det er muligt at tale sandt om Gud, uden at krænke Guds eneret på Sandheden. En ramme, som gør, at det er muligt at skabe billeder af Gud, vel vidende at han aldrig kan fastholdes i det alene Centralt, midt i dagens tekst står ordene følg mig. Hvad sker der da for dem, som følger Jesus, hvad har han at vise dem? Jo, de, som følger Jesus med øjne, ører, fødder og hænder, skal se Guds rige. Vel at mærke ikke et fjernt Guds rige, et Gudsrige, som hører en anden verden til, men et Gudsrige, som er her og som er nu. At følge Jesus er nemlig at se Guds rige i verden, i denne verden. At følge Jesus er at lade dit syn på verden fanges af Guds blik, af Guds billede, af Guds fantasi for denne verden. Verden forandres ikke, men du forandres, for dit syn på verden, på naturen, på forholdet mellem mennesker, på livet og døden, på alt, hvad der hører verden til, forandres. Du ser mere eller andet, end det, dit fysiologiske øje registrerer, og din menneskelige erfaring bearbejder. Du ser med troens øjne, fordi du selv har Guds blik i 4

5 ryggen, så at sige, og du mærker, at det ikke brænder, men lyser og varmer. 5 Jesus siger til de første disciple kom og se!. Filip siger til Nathanael kom og se!. Disciplens opgave bliver at pege på, at vise hen til den, som har troen i sin mund og i sine hænder, til ham, som selv kaldte sig Menneskesønnen. Denne Menneskesøn er vi selv ved dåben blevet en del af. I teksten, jeg læste fra alteret, fløj det om ørerne med kropsdele for at understrege den enhed, som Menneskesønnen har med os: vi er alle lemmer på samme legeme. Uadskillelige fra den, som bar Guds billede frem til os. Øjne, I er lykkelige. I, som ser Guds Søn på jord! Øren, I blev hovedrige, da I hørte livets ord! Hjerte, da du ordet tro de, livets træ randt op af rode! Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.