En SU-PER tur omkring Vesteuropa Del. 1.

Transkript

1 En SU-PER tur omkring Vesteuropa Del. 1. Onsdag d. 1. februar 2012 fik omkring 40 tilhørere en fantastisk sejltur sammen med Susanne og Per, ned gennem Europas floder og kanaler og ikke mindst et stort antal sluser. Susanne og Per var virkelig gode til at fortælle om turen, vi blev vidne til alle de opgaver, og ting man skulle igennem for at få stablet en sådan tur på skinner. De flyttede ned i båden (en Dehler 37) i februar mdr. 2010, og som et korriosum brugte de bleer til at tage fugten bag skabe og i dørken Vi var med, da de skulle have monteret deres berømte vindror, hvilket skete i fregathavnen i Ebeltoft Vi var også med, da SU-PER inkl. besætning, d. 2. maj 2010, sagde farvel til familie og venner, for derefter at sejle ud til de store oplevelser. De startede hele kanalfarten i Lübeck, hvor de også fik afmonteret deres mast og sendte denne med lastbil, inkl. alt unødvendig udstyr, ned til Port Napoleon, som var udskibningshavn til Middelhavet Under sejladsen ned til Port Napoleon, kom de bl.a. gennem Paris, hvilket medførte, at de kom til at ligge i havn lige ved siden af Kirken Notre Dame de Paris, som ligger på en lille ø benævnte som Ile de la Cité i Paris. (Nortre Dame betyder for øvrigt Vor Frue Kirke)

2 Her mener jeg, de godt kunne sige, at de savnede mig ombord, så jeg kunne underholde dem med Under den hvide bro eller Det er nat i Café dé Paris, men de kom slet ikke ind på dette emne. Da de nu var i Paris skulle de også hen og se Bastille Pladsen, der er Bastilledag d. 14. juli Vi fik også den oplevelse at komme igennem en masse sluser, nogle af dem, hævede båden op i 30 meters højde, medens andre kun hævede dem 5 cm, men lidt er også godt, især hvis det er en nødvendighed. De sejlede også gennem en tunnel på 4,5 km længde, og heldigvis var det arrangeret således, at man ikke ville møde nogen der sejlede mod en, da tunnellen kun var 5 meter bred. Hvis jeg husker rigtigt, lå tunnellen oppe i 300 meters højde, så Susanne og Per er virkelig blevet hævet op i sluserne mange gange I Tyskland er det gratis at blive sluset, blot skal man være sammen med en kommerciel båd (de betaler så for at blive sluset). I Holland og Belgien var det også gratis. I Frankrig betalte de 95 for at sejle på kanalerne, men så er slusning og mange liggepladser inkluderet.

3 Nede ved Port Napoleon, blev SU-PER lige sluset de sidste 5 cm ned til middelhavs niveau, efter de havde ligget og ventet en rum tid; men da de så kom op, var de også fremme, så de kunne dufte havet. I Port Napoleon genså de deres mast, som var kommet frem til aftalt tid. Masten blev monteret og de tog ud på en prøvesejlads og alt fungerede som det skulle (inkl. vindroret) Nu skulle Susanne og Per sejle fra Port Napoleon og helt ned til Gibraltar, og nu startede det Spanske bureaukrati (konto & Embedsmandsenevælde) hvor alle papirer de havde ombord, i hver havn skulle gennem to til fire instanser, for at man kunne blive betragtet som gæstesejler. I de havne de kom igennem, var der også en utrolig forskel på den behandling personalet udviste, men som hovedregel var de meget hjælpsomme. De lagde selvfølgelig til i Gibraltar havn, og lige som Birgit og jeg, fik en stor oplevelse på klippen og ikke mindst nede i byen. Man skal jo virkelig huske, at Gibraltar er British Koloni, og da de ikke kommer særligt godt ud af det med Spanierne, så importere de alt fra England og det øvrige Europa, bare ikke Spanien.

4 Her ser man den berømte klippe Aberne på klippen er meget aggressive, og man bliver hele tiden advaret mod at komme for nær på dyrene. Der er flere der er blevet bidt og fået alvorlige infektioner af biddene Efter ca. en uges ophold gik sejladsen videre, uden om byen Tarifa, hvor det virkelig var stærk strøm. På grund af den kraftige strøm gennem Gibraltarstrædet skal man for at komme ud i Atlanten sejle, hvor der ikke er kraftig vestenvind. Desuden skal man afpasse sejladsen efter tidevandet i Gibraltar, og man skal holde sig rigtig tæt på den Spanske kyst for at udnytte den vestgående tidevandsstrømmen. De mødtes som planlagt med en dansk båd Awareness med John og Gerda på vej mod Porto Santo sydvest for Algarvekysten. Kl dukkede deres lanterner op i mørket, og de fulgtes resten af sejladsen.

5 Madeira: Madeira er en utrolig smuk ø, hvor vi bl.a. besøgte nonnernes dal. På internettet advarede man mod at én af ruterne til Nonnernes Dal er meget farlig at vandre på - og det var netop nær Nonnernes Dal, at to danske kvinder styrtede i døden, jeg tror det var d. 5. januar Det fortæller noget om, hvor kuperet der er på øen, for de to Danske kvinder på 73 og 77 år, var meget drevne vandrere. Denne hændelse skete jo længe efter, at vi besøgte øen, og vi havde kun smukke indtryk af øen, hvor der dog kan opleves regnvejr. Vandreturene er dejlige, klimaet perfekt. Man skal blot sørge for at have en opdateret vandre bog. Turene er for det meste godt skiltede. Vi oplevede en stor hjælpsomhed. F.eks. i marinaen Quinda do Lorde, hvor der kom en gummibåd ud og hjalp en ind, når man kaldte op på VHF. Det er normal procedure altid at kalde havnene op inden anløb. Havnen i Funchal havde dog turens suverænt dårligste toilet/bade forhold. De Kanariske øer: En SU-PER tur omkring Vesteuropa Del.2. Øerne er oprindelig en gruppe af udslukte vulkaner, og de små ubeboede øer er faktisk kun toppene af vulkanerne, der stikker op af havet. (Det højeste bjerg på de Kanariske øer er det 3716

6 meter høje Pico de Teide på Tenerife, Birgit og jeg har selv været på Gran Canaria og Tenerife, men efter at have hørt Susanne og Per fortælle om området, er vi nødsaget til at tage derned igen og besøge La Gomera, som de kaldte et paradis) Efter et par dage med regn ser vejrudsigten mellem Madeira og kanarieøerne nu ud til at byde på sol og let vind. Jeg kalder John fra Awareness op på SSB radioen, og han svarer med den typisk knitrende SSB radiostemme, at de fik lidt mere vind, da de sejlede for en lille uge siden. John og Gerda i Awareness ligger for anker ved den lille ø Graciosa, der også er vores bestemmelsessted. Fint - vi sejler i morgen. Jeg går op til Custom og checker os ud. Den 20/10 kl. 9 sejler vi i fuld sol ud af havnen, og sætter kursen mod Graciosa. Graciosa er en lille ø nord for Lanzarote. Det er øen, hvor man smider skoene, når man ankommer, her er nemlig bare sand. Vi kommer til ankerbugten, hvor der ligger ca. 30 andre langturssejlere. Hver dag kl. 17 hygger vi os alle på stranden med sundownere og sejler historier. Øen ligner en ørken med flere vulkaner og en by som er skåret ud af en gammel western film med sand i gaderne og hvide huse med flade tage. Hestene er dog erstattet af landrovere. Befolkningen er ikke ligefrem imødekomne, men langtursmiljøet er dejligt. Her er bare dømt afslapning. Først 10 dage senere sejler vi til Rubicon på Lanzarote, og kommer i den første kanariske havn. Karin er dansk og chef for havnen. Meget hurtigt er der igen gået 10 dage, og vi har stort set ikke lavet andet end at hygge os med de andre sejlere. Vi beslutter at vi må se mere af Lanzarote, når vi kommer tilbage til foråret, og sejler derfor mod Santa Cruz de Tenerife. Der er varmt så lige så snart, vi har fortøjet, sidder vi med fødderne i vand og får en bindebajer. Santa Cruz er behagelig af en storby at være. Egentlig er der slet ikke noget storby miljø over Santa Cruz. Dagligt kommer der Crusing skibe og losser 2000 turister, mest amerikanere og tyskere, i land. Når de er der, holder vi os til de små gader i byen. Det er også her i de små gader, der er hyggeligst, og så er det her bådbutikkerne holder til. Den nye sporvognslinie tager os på en halv time op til

7 forstaden La Laguna. Selv om man kan se derop fra havnen, hvor man står og sveder, er der mærkbart koldere i La Laguna. Det er en hyggelig forstad, hvor vi bar slentre rundt og se på de gamle smukke bygninger. Pludselig er der politi alle vegne, og vi ser at de tager fat i nogle lokale, men bortset fra al politiet bemærker vi ingenting. Tilbage på havnen møder vi nogle andre danske langturssejlere. De har solgt alt og sagt deres job op, og vil nu sejle rundt de næste år med deres 3 børn. Vi bliver inviteret på middag og får en hyggelig snak og udveksling af erfaringer inden vi dagen efter smider fortøjningerne, og sætter kursen mod La Palma og byen Santa Cruz la Palma. Welcome lyder det, da vi har fortøjet. Vi ligger overfor en sejler fra Buenos Aires. Vi bliver straks inviteret ombord og snakken går. Heldigvis kan han engelsk og dagen ender med, at vi får købt de søkort over Azorerne, vi mangler. Han får ikke brug for dem, da han vil sejle hjem til Sydamerika. Næste dag på turistkontoret møder vi en meget talende turistguide, der er meget begejstret for øen, og fortæller alt om den. Det viser sig, han er fra Tyskland; men taler udmærket engelsk. Velforsynet med oplysninger lejer vi en bil, og drager af sted for at se øen. Her oplever man alt fra dampende tropisk regnskov, hvor vandet driver at klipperne og ens krop, mens man vandrer af smalle smattede stier, og til øde golde vulkan sletter (det sidste udbrud var i 1970erne), til bjergtinder med en udsigt over vulkankratere, hvor bunden ligger mere end 2 km nede en udsigt der tager vejret fra en. Vi kører ned gennem skyerne for igen at komme op i dem på den anden side af vulkanen, og for at tage en vandretur, der skulle have været meget smuk. Desværre havde skyerne lige valgt at placerer sig på udsigtspunkterne, så vi fik ikke set så meget. Det er vigtigt at have en ny vandre bog med på turene (vi havde lånt en fra 2001). Vi oplevede nemlig at gå på en nedlagt rute. Det fandt vi først ud af, da vi havde gået 4 timer. Så vi fik travlt med at komme tilbage, inden det blev mørkt, vi var heldige lige at nå den sidste bus. Når man går ned gennem hovedgaden i Santa Cruz La Palma, får man en tydelig fornemmelse af, at den har været præget af det maritime. Det er ligesom at gå ned gennem en pirat by med huse i mange farver. Byens huse bliver malet hver 5. år da øens skytsengel bliver båret i position ned gennem byen hver 5 år. Byen vil gerne gøre sig ud med tilknytning til Columbus, bl.a. med en kopi af hans skib Santa Maria. Mange steder bruges der logoer af Columbus. Skønt han aldrig har været det, så det er lidt pudsigt, at man møder ham alle vegne. Havnen siges at være meget urolig, men det mærkede vi ikke noget til. Til gengæld var den helt ny. De sidste ting blev lavet i sommeren La Palma er en dejlig ø, og da det er lidt besværligt at komme dertil som alm. turist, er befolkningen meget åbne og imødekomne.

8 Efter 10 dage, hvor tiden igen er gået stærkt, det er lige før man kan få helt travlt som langturssejler, sætter vi kursen mod ØSØ og når 65 sømil senere San Sebastian på La Gomera øen som så mange har talt rosende om. Vores første indtryk var nok lidt negativt. Husene var ikke så flotte som La Palma, men vi måtte hurtigt sande, at vi havde taget fejl. La Gomera er Europas paradis. En befolkning som hviler i sig selv, åbne og imødekomne på gæster. Selve øen er utrolig smuk. Mange dale og bjerge med et utal af vandreture den ene smukkere end den anden. Det benyttede vi os flittigt af. Hovedbyen San Sebastian har et stort torv lige ved siden af havnen. Her holder de fester mange fester. Nytårs aften kl var der et stort fyrværkeri og bagefter levende musik med sydamerikanske rytmer. Her festede hele byen, og vi andre fik lov til at være med. Der var mange mennesker, der hyggede sig, intet politi, ingen ballade, man havde det bare dejligt og sjovt. Vi nordboere er nok ikke i så god dansekondi som de lokale, for vi måtte allerede gå tilbage til båden kl Festen sluttede først kl Nå ja det var jo kun den ene aften. NEJ i de måneder vi lå der, var der 6 sådanne store fester. Bl.a deres karneval, der varer i 14 dage. Mange af de dage dansede man til levende musik til ud på morgenstunden. Karnevalsoptogene ned gennem byen var så store, at det tog 4 timer inden, alle havde passede os. Derefter ja igen fest til den lyse morgen. Dagen efter var der talkumfest. Her mødes der op i hvidt, og så danser man og drysser talkum på hinanden. Borgmesteren var den værste, selv os turister fik nogle ordentlige drys, så vi var helt hvide i håret. Den næste dag så byen ud, som om det havde sneet, så meget talkum lå der overalt. Det er en gammel frugtbarheds skik fra Cuba, og talkummet symbolisere mandens sæd, der skal spredes. På La Gomera kan man næsten ikke undgå at gå og blive i godt humør. Ganske kort tid efter står den næste fest for døren Sardinens fest. Her er næsten alle mænd klædt ud i kvindetøj. Igennem byen bliver der båret en kæmpe sardin i pap fyldt med fyrværkeri og selvfølgelig en joint i munden. Nede på stranden bliver fyrværkeriet antændt. Derefter var der ja fest og musik til den lyse morgen. Vi satte kursen mod VSV for at sejle til den yderste af de Kanariske øer EL Hierro. En speciel ø, der går rimeligt stejlt op langs kysten; men den er ellers næsten flad på toppen. Befolkningen er meget hjælpsomme. På en vandretur kom vi gennem en landsby og spurgte om vej. Vi gik forkert, og det så den gamle dame, vi havde spurgt om vej, og så kom konen på nok 70 løbende for at vise os den rigtige vej. I gamle dage var El Hierro øen det vestligste punkt i den kendte verden, og der er et mindesmærke, der symboliserer den gamle 0 median. Den var selvfølgelig placeret på det vestligste punkt det er jo her jorden starter, og derfor selvfølgelig skal 0 medianen ligger her. Ganske rigtig vi kunne stå ved 0 medianen, og skue ud over

9 havet, og helt ude i horisonten kunne vi skimte kanten af jorden, som man falder ud over, hvis man sejler derud. Ellers byder øen ikke på mange turister, til gengæld er der kun 9000 indbyggere og 3 bordeller! Efter at have været blæst inde i 10 dage, gik turen tilbage til La Gomera, så vi for en sidste gang kunne opleve øen, inden vi sejlede videre til Grand Canaria. Grand Canaria er en stor modsætning til de 3 vestlige Kanariske ø ( La Palma, La Gomera og El Hierro). Lige så fredelige og u-turistede de er, så er Grand Canaria turisternes ø på godt og ondt. Vi var der i 2 omgange. Den første omgang besøgte vi Mogan og Puerto Rico. Her fik vi i to omgange besøg hjemmefra. Det var dejligt at få besøg - så vi legede turister i en 3 ugers tid på øen, og fik set mange af de seværdigheder, som mange danskere ud over varmen rejser til Grand Canaria for at opleve. På trods af masseturismen var der to seværdigheder, vi fandt helt specielle at se. Palmitos Park er en rigtig turist attraktion; men deres delfin- og ørne-show er imponerende. Det er utroligt, hvad man kan oplære delfiner til. Det var en oplevelse at se. Ligeledes er det imponerende at se ørnene i luften langt væk for kort tid efter se dem lande på trænerens arm. En dag lejede vi en bil, som her er meget dyrere end på de vestlige øer (50% turisttillæg kan man kalde det). Vi kørte ind midt på øen, da der her stadig lever mennesker i huler. Ikke sådanne nogle primitive. Næ hulerne er fuldt moderne med vand og strøm, og det er ganske almindelige mennesker, der bor der. Hulerne er meget attraktive og meget dyre. I havnene, specielt Mogan er man som langturssejler en del af turistattraktionen, og vi må sige, at efter 3 uger der, havde vi fået nok. Senere på vej til Fuertoventura

10 lagde vi os for anker ved Arguineguin. Her mødte vi Benny og Marianne en andet dansk sejler par, som vi hyggede os med et par dage. Arguineguin er et skandinavisk turistområde, mest for nordmænd, men der er en dansk slagter og dansk bager der. Efter nogle dage der, var vi igen fyldt op med turisme. Vi lettede anker og satte kursen østpå. Efter et døgns sejlads i frisk vind foran tværs på bagbord halse ankom vi til Morro Jable på Fuertoventura. Der er ligesom 2 marinaer her, en gratis der er uden faciliteter og meget urolig, så vi valgte den nye del, der er bedre, og der var vand og strøm; men ingen badefaciliteter. Toilet er der kun i færgeterminalen, der lukker kl Vi fik igen besøg fra Danmark af Erik og Lotte. De blev selvfølgelig inviteret på en sejltur, der gik op til Gran Tarajal. Turen havde selvfølgelig indlagt en badetur fra båden. Vi fik også set et par hajer. Havnen i Gran Tarajal er hel ny, men igen ingen toilet og badefaciliteter. Mærkeligt for de var ved at bygge en badebygning, men den var åbenbart ikke blevet færdig, for den var aflåst. Døgnet rundt kørte der vagter rundt på 4 hjultrukne mortercykler; men det var ikke for at passe på os, næ det var for at spotte bådflygtninge. Gran Tarajal er nemlig det punkt, der er tættest på Afrika, så Furtuventuras næststørste, men hyggeligste by, er et oplagt mål for båd flygtninge. Vi så dog ingen. Efter 10 dage på Fuertoventura satte vi kursen mod nord. Lidt mærkelig for indtil nu, har det altid været mod syd, men nu kunne vi mærke, at det begyndte at gå hjemad. Vi sluttede vores tur på de Kanariske øer, i Marina Rubicon på Lanzarote, vi tidligere havde været i, hvor der var den danske leder Karin = 10% rabat. Vi tog os tid til at se lidt mere af Lanzarote denne gang. Nordpå igen. Kurs mod Madeira hvor vi efter et par døgns fin sejlads med vinden agten for tværs KN vores foretrukne vindretning anduvede Funchal igen. Vi lå dog dårligt, og da flere cruisingbådes passagerer vadede forbi os, og vi på en eftermiddag ca. 700 gange havde fortalt neandertalerne (læs amerikanske turister), at vi kom fra Danmark, vi havde selvfølgelig vores YF flag på hækken, var vi godt trætte af Funchal. Samtidig fik vi en mail fra marina Quinda do Lorde om, at vi nu fik 10% rabat som FTLF sejlere. Ja tænk, selv om de ikke kunne forstå et ord dansk, havde de fulgt med på vores hjemmeside, bare fordi vi sidste efterår sagde, at vi måske kom igen. Vi satte kursen mod NØ, og kom efter en dags sejlads derop, selvfølgelig med den samme sublime service. På vejrudsigterne kunne vi se, at der ville komme et godt vejrvindue mod Azorerne, der jo var vores næste destination. Vi skyndte os at provianterer og efter et døgn, satte vi kurs NV mod Azorerne, vel vidende at et lavtryk ville passere W om Azorerne. Det gav os nemlig vind ja- agten for tværs knob. MEN kun i 4 til 5 døgn, så ville der blive stærk kuling/storm. Så det var bare med at komme derudaf. Kursen

11 blev sat, og det gik bare derud af. PÅ SSB radioen havde vi hver aften kontakt med Danmark. På 2. dagen fik vi at vide, at lavtrykket tog en lidt østligere kurs, og det betød at vores vejrvindue blev mindre, så det var bare at holde på. Om natten efter 4 døgns sejlads, kunne vi godt fornemme, at det blev close race men vi havde Santa Maria i sigte, og kl. 4 om natten lå vi udenfor marinaen og ventede på, at det blev lyst. Vinden øgede hele tiden; men det afholdte ikke Per i at tage en lur i cockpittet. Kl blev det lyst, og vi sejlede ind i havnen i kuling. Vi kom godt på plads med hjælp fra John fra DANA, og da vi 2 timere senere sov dejligt hylede vinden udenfor.. Hvem sagde god planlægning NM på Atlanten og så komme i havn 1 time før stormen kommer.