KAPITEL 77 MELLEMVÆSENERNE

Transkript

1 KAPITEL 77 MELLEMVÆSENERNE i de fleste af de beboede verdener i Nebadon findes en eller flere grupper af unikke væsener som eksisterer på et livs fungerende niveau omtrent midtvejs mellem disse verdeners dødelige og engleklasserne; derfor kaldes de mellemvæsener. De synes at være en ulykke af tiden, men de forekommer i så stort omfang og er så værdifulde som hjælpere, at vi alle for længst har accepteret dem som en af de væsentlige væsen klasse i vores fælles planetariske tjeneste. På Urantia fungerer to forskellige klasser af mellemvæsener: første gradens eller senior korpset, der opstod langt tilbage i tiden i Dalamatia, og anden gradens eller den yngre gruppe, hvis oprindelse stammer fra Adam tid. 1. FØRSTE GRADENS MELLEMVÆSENER Første gradens mellemvæsener har deres tilblivelse i et unikt samspil mellem det materielle og det åndelige på Urantia. Vi kender til eksistensen af lignende skabninger på andre verdener og i andre systemer, men deres oprindelse stammer fra andre teknikker. Man gør klogt i at huske på, at de efter hinanden følgende overdragelser af gudsønner til en udviklende planet medfører markante ændringer i verdens åndelige struktur og nogle gange ændres samspillet mellem de åndelige og materielle kræfter på en planet, så der opstår situationer som virkelig er svære at forstå. Prins Caligastias et hundrede legemlige medarbejders status illustrerer netop sådan et unikt samspil: Som opstigende morontiaborgere i Jerusem var de overmaterielle væsener uden reproduktive rettigheder. Som nedstigende planetariske ministre på Urantia var de materielle sex væsener, med evnen til at avle materielle afkom (som nogle af dem senere gjorde). Det som vi ikke tilfredsstillende kan forklare er, hvordan disse et hundrede kunne fungere i forældrerollen på et overmaterielt niveau, men det er præcis, hvad der skete. En af de overmaterielle (ikke seksuel) forbindelser mellem et mandlig og et kvindelig medlem af det legemlige personale resulterede i fremkomsten af den førstefødte blandt første gradens mellemvæsener. Det blev straks opdaget, at en væsen af denne klasse, midtvejs mellem de dødeliges og englenes niveau, ville være til stor nytte i forvaltningen af Prinsens hovedkvarter, og derfor fik hver par lov til at producere et lignende væsen. Denne indsats resulterede i den første gruppe af halvtreds mellemvæsener. Efter et år med observation af arbejdet i denne unikke gruppe godkendte Planetprinsen reproduktion af mellemvæsener uden begrænsninger. Denne plan blev gennemført, så længe den skabende kraft var til rådighed, og det oprindelige korps på mellemvæsener blev derfor bragt i eksistens. En periode på et halvt år forløb mellem produktionen af hvert mellemvæsen, og da et tusind sådanne væsener var blevet født til hver par, kom der aldrig nogensinde flere. Der findes ingen forklaring til rådighed, hvorfor denne evne ophørte med fremkomsten af et tusinde efterkommere. Vedvarende fortsatte eksperimenter resulterede altid i fiasko. Disse væsener udgjorde intelligens korpset af prinsens administration. De strejfede vidt og bredt, studerede og observerede verdens racer og udførte andre uvurderlige tjenester til prinsen og hans

2 personale i arbejdet med at påvirke menneskelige samfund fjernt fra det planetariske hovedkvarter. Denne ordning fortsatte indtil de tragiske tider i det planetariske oprør, der bedrog lidt over fire femtedele af første gradens mellemvæsener. Det loyale korps tiltrådte tjeneste hos de Melkisedekske forvaltere og arbejdede under Vans titulære ledelse indtil Adams dage. 2. NODITRACEN Selv om dette er fortællingen om mellemvæsenernes oprindelse, art og funktion på Urantia, gør slægtskabet mellem de to klasser - første og anden gradens - det nødvendigt for et øjeblik at afbryde historien om første gradens mellemvæsener for at følge slægtslinjen fra de oprørske medlemmer af Prins Caligastias legemlige personale fra tiden for det planetariske oprør frem til Adams tid. Det var denne arvelinje, som i de første tider af den anden have, bidrog med halvdelen af afstamningen for anden gradens mellemvæsener. De fysiske medlemmer af Prinsens personale var materialiserede sex skabninger med henblik på at deltage i planen med at avle efterkommere med de kombinerede kvaliteter fra deres særlige klasse forenet med egenskaberne hos de udvalgte medlemmer af Andons stammer, og alt dette som forberedelse for den senere forventede ankomst af Adam. Livsbringerne havde planlagt en ny type dødelige som skulle bestå af en forening mellem disse efterkommere af Prinsens personale med den første generations efterkommer af Adam og Eva. De havde således udtænkt en plan som hvis formål var at skabe en ny klasse af planetariske væsener som de håbede ville blive lærere og ledere for det menneskelige samfund. Sådanne væsener var designet til social og ikke civil ledelse. Men da dette projekt næsten helt gik galt, får vi aldrig at vide, hvad et aristokrati af velvilligt lederskab og mageløs kultur Urantia dermed gik glip af. For da det legemlige personale senere formerede sig, var dette efter oprøret, og efter at de var blevet frataget deres forbindelse med systemets livsstrømme. Tidsforløbet efter oprøret var vidne til mange usædvanlige hændelser på Urantia. En stor civilisation - kulturen i Dalamatia - gik i opløsning. "På det tidspunkt levede The Nephilim (Noditerne) på jorden, og når disse sønner til guderne gik ind til menneskenes Døtre, og de fødte deres børn til dem " var de vældige gamle, "de" navnkundige mænd. "" Selv om personalet og deres tidlige efterkommere næppe var "sønner af guderne," blev de således betragtet af de evolutionære dødelige i disse fjerntliggende dage; selv deres kropsstørrelse blev forstørret af traditionen. Dette er således oprindelsen til noget nær det universelle folkeeventyr af guderne, der kom ned på jorden, og der med døtre af mennesker avlede en gammel race af helte. Hele denne legende blev yderligere forvekslet med race blandinger af de senere ankomne Adamiter i den anden have. Da de hundrede legemlige medlemmer af Prinsens personale var bærere af den Andoniske menneskeslægts livsplasma, havde man naturligvis forventet sig, at, når de begyndte at reproducere sig seksuel, så ville deres efterkommere helt ligne afkommet til de andre Andonitforældre. Men da de tres oprørere fra personalegruppen, tilhængere af Nods, som faktisk deltog i seksuel reproduktion, viste disse børn sig at være langt overlegen på næsten alle måde til både Andonit- og Sangik folket. Denne uventede ekspertise karakteriseret ikke kun fysiske og intellektuelle kvaliteter, men også åndelige kapacitet. Disse mutanter træk, der dukkede op i den første Noditgeneration var et resultat af visse ændringer, som var blevet dannet i konfigurationen og de kemiske bestanddele af den Andoniske livsplasmas arvefaktorer. Disse ændringer blev forårsaget af Sataniasystemets stærke livsopretholdende

3 strømme cirkulerende i personalets kroppe. Disse livskredsløb forårsagede kromosomerne i det specialiserede Urantia prototype mønster til at reorganisere mere efter mønstret af den standardiserede Satania model af ordineret livsmanifestation i Nebadon. Teknikken med denne metamorfose af livsplasma gennem virkningen af systemets livsstrømme er ikke ulig de procedurer, hvorved Urantia forskere modificerer livsplasma af planter og dyr ved anvendelse af røntgenstråler. Således opstod det Noditiske folkeslag af visse ejendommelige og uventede ændringer, der forekommer i den livsplasma, som kirurgerne fra Avalon havde transplanteret fra de bidragydende Andoniters kroppe til det kropslige personale. Man skal huske på, at de hundrede Andoniter som bidrog med livsplasma til gengæld blev delagtiggjort i det organiske supplement af livets træ, så Satanias livsstrømme ligeledes gennemstrømmede deres kroppe. De fireogfyrre modificerede Andoniter som fulgte personalet i oprør også parrede sig med hinanden og efterlod et stort bidrag til de bedre stammer blandt Noditernes folk. Disse to grupper, omfatter et hundrede og fire personer, som var bærere af den modificerede Andonitiske livsplasma, udgør forfædrene til Noditerne, den ottende race som opstod på Urantia. Denne nye variant af menneskeliv på Urantia repræsenterer en anden fase af realiseringen af den oprindelige plan for at udnytte denne planet som et livsmodifikations verden, bortset fra at det var en af de uforudsete udviklinger. De fuldblodet Noditer var en storslået race, men blev efterhånden blandet med de evolutionære folkeslag på jorden, og inden længe havde en stor forringelse fundet sted. Ti tusind år efter oprøret havde de mistet så meget, at deres gennemsnitlige levetid kun var lidt mere end den for de evolutionære racer. Når arkæologerne graver lertavle arkiver op fra de senere tiders sumeriske efterkommere af Noditerne, opdager de lister over sumeriske konger der strækker sig flere tusinde år tilbage; og jo længere disse optegnelser gå tilbage, bliver også regeringstiden for de enkelte konger forlænget fra omkring femogtyve eller tredive år op til 150 år og meget mere. Denne forlængelse af regeringsperioder af disse ældre konger betyder, at nogle af de tidlige Noditherskere (umiddelbare efterkommere af Prinsens personale) levede længere end deres senere dages efterfølgere og viser også et forsøg på at strække dynastier tilbage til Dalamatia. Registreringer af sådanne langlevende individer beror på en sammenblanding af måneder og år som tidsperioder. Dette kan også ses i Abrahams slægtsforskning i bibelen og i kinesernes tidlige optegnelser. Forvirringen af en otteogtyve dages måned eller årstider, med det senere indførte år på mere end tre hundrede og halvtreds dage er årsagen for traditionerne i sådanne lange menneskeliv. Der er optegnelser over en mand, der levede mere end ni hundrede "år." Denne periode repræsenterer ikke helt 70 år, og sådanne liv blev betragtet for at være meget lange, "tresindstyve år og ti" som sådan en levetid senere blev kaldt. Tidsregningen i måneder med otteogtyve dag bestod længe efter Adams tid. Men da egypterne for omkring syv tusinde år siden påtog sig at reformere kalenderen, gjorde de det med stor nøjagtighed, og indførte et år på 365 dage. 3. BABELS TÅRNET

4 Efter oversvømmelse af Dalamatia flyttede Noditerne mod nord og østover, og grundlagde snart en nye by Dilmun, som deres racemæssige og kulturelle hovedkvarter. Omkring halvtreds tusind år efter Nods død, da efterkommerne af Prinsens personale var blevet for mange til at kunne ernære sig på landområderne umiddelbart omkring deres nye by Dilmun, og efter at de var begyndt at gifte sig uden for deres tilstødende grænser med Andoniter- og Sangik stammerne, kom deres ledere til at tænke, at noget burde gøres for at bevare deres racemæssige enhed. Derfor indkaldte de et stammeråd, og efter mange overvejelser godkendte man Bablots plan, en efterkommer af Nod. Bablot foreslog at opføre et prætentiøst tempel til racens ære i centrum af det territorium, som de var i besiddelse af. Dette tempel skulle have et tårn hvis lige verden aldrig havde set. Det skulle være et monumentalt mindesmærke for deres tidligere storhed. Der var mange, der ønskede at få dette monument rejst i Dilmun, men andre gjorde gældende, at sådan en stor struktur skulle placeres i sikker afstand fra havets farer, de huskede traditionerne om deres første hovedstad, Dalamatia som var endt under vandet. Ifølge Bablots planer skulle de nye bygninger blive kernen i et fremtidigt centrum af Noditernes kultur og civilisation. Hans råd sejrede til sidst, og byggeriet blev påbegyndt i overensstemmelse med hans planer. Den nye by skulle kaldes Bablot efter tårnets arkitekt og bygherre. Dette sted blev senere kendt som Bablod og til sidst som Babel. Men Noditerne var imidlertid noget splittet i følelserne vedrørende planer og formålet af dette foretagende. Heller ikke var deres ledere helt enige om hverken om byggeplaner eller brugen af bygningerne, efter at de skulle være afsluttet. Efter fire og en halv års arbejde opstod en stor uenighed om formålet og motivet for opførelsen af tårnet. Konflikten blev så bitter, at alt arbejde ophørte. Madbærerne sprede nyheden om modsætningerne, og stammerne begyndte i et stort antal at samles på byggepladsen. Tre forskellige synspunkter blev fremført med hensyn til formålet med at bygge tårnet: 1. Den største gruppe, næsten halvdelen, ønskede at se tårnet bygget som et mindesmærke for Noditernes historie og racemæssig overlegenhed. De mente, det burde være en stor og imponerende struktur, som ville vække beundring hos alle fremtidige generationer. 2. Den næststørste fraktion ønskede tårnet udformet som et mindesmærke til kulturen i Dilmun. De forudså, at Bablot ville blive et stort center for handel, kunst, og fremstilling. 3. Et lille mindretal mente, at opførelsen af tårnet præsenterede en mulighed for at forsone deres forfædres tåbelighed da de deltog i Caligastias oprør. De fastholdt, at tårnet skal afsættes til tilbedelsen af Faderen over dem alle, at hele formålet med den nye by burde være at træde i stedet for Dalamatia - at fungere som det kulturelle og religiøse center for de omkringliggende barbarer Den religiøse gruppe blev straks stemt ned. Flertallet afviste undervisningen, at deres forfædre havde gjort sig skyldig i oprør; de følte sig fornærmede oversådan en race stigmatisering. Efter at være sluppet af med en af de tre positioner i tvisten og da de ikke gennem debat kunne bestemme de to andre, begyndte de at slås. De religiøse, de som ikke deltog i kampene, flygtede til deres hjem i syd, mens deres medmennesker kæmpede indtil de næsten var udslettet. For omkring tolv tusinde år siden blev der gjort et andet forsøg på at opføre Babelstårnet. De blandede racer af Anditer (Noditer og Adamiter) forpligtede sig til at bygge et nyt tempel på

5 ruinerne af den første struktur, men der var ikke tilstrækkelig støtte til foretagendet; det faldt af egen prætentiøse vægt. Denne region var længe kendt som landet Babylon. 4. NODITERNES CIVILISATIONSCENTRE Spredningen af Noditerne blev det umiddelbare konsekvens af den ødelæggende konflikt over Babelstårnet. Denne interne krig reducerede stærkt antallet af de mere fuldblods Noditer og var på mange måder, ansvarlige for deres manglende evne til at etablere en stor civilisation før Adam. Fra dette tidspunkt gik den Noditiske kultur tilbage for over et hundrede og tyve tusinde år, indtil den blev opløftet af Adams infusion. Så sent som under Adams tid var Noditerne stadig var der dygtige mennesker i stammen. Mange af deres blandede efterkommere blev regnet blandt haves bygherrer, og flere af Vans gruppekaptajner var Noditer. Nogle af de dygtigste hoveder, der tjente i Adams personale var af denne race. Tre ud af de fire store Noditcentre blev etableret umiddelbart efter konflikten i Bablot: 1. De vestlige eller syriske Noditer. Resterne af de nationalistiske eller tilhængerne af et racemæssige mindesmærket rejste nordover, forener sig med Andoniterne og grundlagde den senere Noditcentre nordvest for Mesopotamien. Det var den største Noditgruppe som nu spredte sig i alle retninger, og de bidrog meget til det senere assyriske folkeslag som opstod. 2. De østlige eller elamitiske Noditer. De som havde for kultur- og handel migrerede i stort tal mod øst ind i Elam og forenede sig med de blandede Sangikstammer. Elamiterne var for tredive eller fyrre tusinde år siden stort set blevet Sangik i deres natur, selv om de fortsatte med at opretholde en civilisation der var højere end de omkringliggende barbarer. Efter etableringen af den anden haven blev det almindeligt at hentyde til denne nærliggende Noditbosættelse som "landet Nod"; og under den lange periode med relativ fred mellem denne gruppe af Noditer og Adamiter blev de to racer i høj grad blandet, for det blev mere og mere skik for Guds børn (Adamiterne) at søge sig en hustru blandt menneskenes døtre (Noditerne). 3. De centrale eller før-sumeriske Noditer. En lille gruppe ved mundingen af floderne Tigris og Eufrat bibeholdt mere af deres racemæssige integritet. De bestod i tusinder af år og gav til sidst ophav til de Noditiske forfædre, som blandede sig med Adamiterne og grundlagde de sumeriske folk i historisk tid. Alt dette forklarer, hvordan sumererne så pludseligt og mystisk fremtrådte på handlingsscenen i Mesopotamien. Forskerne vil aldrig være i stand til at spore og følge disse stammer tilbage til Sumererne oprindelse, som havde sin begyndelse for to hundrede tusinde år siden, efter oversvømmelsen af Dalamatia. Uden nogen spor af oprindelse andre steder i verden, dukkede disse gamle stammer pludselig op på civilisationens horisont med en fuldvoksen og overlegen kultur, omfattende templer, metalarbejder, landbrug, dyr, keramik, vævning, erhvervsret, civile koder, religiøse ceremonier og et gammelt skriftsystem. I begyndelsen af den historiske æra havde de for længst mistet alfabetet fra Dalamatia, og have vedtaget det ejendommelige skriftsystem med oprindelse i Dilmun. Det sumeriske sprog, som praktisk taget er gået tabt for verden, var ikke semitisk. Det havde meget til fælles med de såkaldte ariske sprog.

6 De detaljerede optegnelser som sumererne efterlod, beskriver områder af de bemærkelsesværdige bosættelser som var placeret ved den Persiske Golfs kyst nær den tidligere by Dilmun. Egypterne kaldte denne gamle pragtfulde by Dilmat, mens de senere adamiserede Sumerere forvekslede både den første og anden Noditby med Dalamatia og kaldte alle tre Dilmun. Arkæologer har siden fundet disse gamle sumeriske lertavler som fortæller om dette jordiske paradis ", hvor guderne først velsignede menneskeheden med et eksempel på civiliserede og kultiverede liv." Disse tavler som beskriver Dilmun, menneskenes og Guds paradis, hviler nu stille på de støvede hylder i mange museer. Sumererne kendte godt til den første og anden Edens, men trods omfattende blandede ægteskaber med Adamiterne, fortsatte de med at betragte beboerne i haven mod nord som en fremmed race. Sumerisk stolthed over fortidens store Noditiske kultur fik dem til at ignorere disse senere herlige perspektiver til fordel for byen Dilmuns storhed og paradisiske traditioner. 4. De nordlige Noditer og Amadoniter - Vaniterne. Denne gruppe er opstået forud for konflikten i Bablot. Disse nordligste Noditer var efterkommere af dem, der havde forladt Nod og hans efterfølgers ledelse og valgt at følge Van og Amadon. Nogle af Van første medarbejdere bosatte sig senere langs bredden af søen, som stadig bærer hans navn, og deres traditioner voksede op omkring dette sted. Ararat blev deres hellige bjerg og havde stort set samme betydning for senere tiders Vaniter som Sinai havde for hebræerne. For ti tusind år siden lærte Vaniternes forfædre til assyrerne at deres morallov om de syv bud var blevet givet til Van af guderne på Araratbjerget. De havde en fast tro på, at Van og hans medarbejder Amadon var blevet taget i live fra planeten, mens de var oppe på bjerget engageret i tilbedelse. Bjerget Ararat var det nordlige mesopotamiske hellige bjerg, og eftersom meget af jeres tradition om oldtiden blev erhvervet i forbindelse med den babylonske historie om oversvømmelse, er det ikke overraskende, at Ararat bjerget og dets omgivelser blev vævet ind i den senere jødiske historie om Noa og den universelle oversvømmelse. Omkring f.kr. besøgte Adamson en af de østligste af Vaniternes gamle bopladser for at grundlægge sit civilisations centrum. 5. ADAMSSON OG RATTA Efter at have beskrevet Noditernes som forgængere til forfædrene til anden gradens mellemvæsener, må vi nu vende vores opmærksomhed mod den Adamiske halvdelen af deres herkomst, for anden gradens mellemvæsener er også børnebørn til Adamson, den førstefødte af den violette race på Urantia. Adamson hørte til den gruppe af børn blandt Adams og Evas børn, som valgte at forblive på jorden med deres far og mor. Denne ældste søn af Adam havde ofte hørt fra Van og Amadon historien om deres hjem i det nordlige højland, og engang efter oprettelsen af den anden have besluttede han at gå på jagt efter dette land fra hans ungdommelige drømme. Adamson var på dette tidspunkt 120 år gammel og var far til toogtredive ren fuldblods børn af første have. Han ønskede at blive hos sine forældre, og hjælpe dem med opbyggende den anden have, men han var stærkt forstyrret af tabet af sin mage og deres børn, som alle havde valgt at tage

7 til Edentia sammen med de andre Adamiske børn, der valgte at blive protegéer hos de Højeste. Adamson ville ikke svigte sine forældre på Urantia, og han var utilbøjelig til at flygte fra modgang eller fare, men han fandt socialiseringen af den anden have langt fra tilfredsstillende. Han gjorde meget for at fremme de første tiders forsvars- og byggeaktiviteter, men besluttede at rejse for nord ved førstkommende lejlighed. Og selvom hans afgang fandt sted i en venlig atmosfære, var Adam og Eva meget triste over at miste deres ældste søn, at se ham gå ud i en fremmed og fjendtlig verden, for som de frygtede, aldrig at vende tilbage. En gruppe af syvogtyve mennesker fulgte Adamson nordpå i søgen efter disse mennesker fra hans barndoms fantasier. Efter lidt mere end tre år fandt Adamsons gruppe faktisk målet for deres eventyr, og blandt disse mennesker, opdagede han en vidunderlig og smuk kvinde, 20 år gammel, som hævdede at være den sidste fuldblods efterkommer af prinsens personale. Denne kvinde, Ratta, sagde, at hendes forfædre alle var efterkommere til to af Prinsens faldne personale. Hun var den sidste af hendes race, og havde ingen levende brødre eller søstre. Hun havde næsten besluttet ikke at gifte sig, havde næsten bestemt i sit sind til at dø uden efterkommere, men hun tabte sit hjerte til den majestætiske Adamson. Da hun hørte historien om Eden, hvordan Vans og Amadons forudsigelser virkelig var gået i opfyldelse, og da hun lyttede til beretningen om misligholdelsen i haven blev hun grebet af en eneste tanke - at gifte sig med denne søn og arving til Adam. Hurtigt voksede ideen hos Adamson. Efter lidt mere end tre måneder, blev de gift. Adamson og Ratta havde en familie med syvogtres børn. De gav oprindelse til en storslået familie af ledere i verden, men de gjorde noget mere. Det bør erindres, at begge disse væsener virkelig var overmenneskelig. Hvert fjerde barn som blev født til dem, var af enestående klasse. Det var ofte usynligt. Aldrig var sådan en ting skete i verdenshistorien. Ratta var stærkt foruroliget - selv overtroisk - men Adamson godt kendte til eksistensen af første gradens mellemvæsener, og han konkluderede, at noget lignende skete for hans øjne. Da den andet mærkeligt efterkommer ankom, besluttede han at parre dem, da den ene var af mandligt og den anden af kvindeligt køn, og dette er oprindelsen af anden gradens mellemvæsener. Inden hundred år, før dette fænomen ophørte, opstod der næsten to tusind af disse væsener. Adamson levede 396 år. Mange gange vendte han tilbage for at besøge sin far og mor. Hvert syvende år, rejste han og Ratta sydpå til den anden have, og i mellemtiden holdt mellemvæsenerne ham underrettet om sit folks velfærd. I Adamsons levetid gjorde de stor nytte i opbygningen af et nyt og uafhængig verdenscenter for sandhed og retfærdighed. Adamson og Ratta havde således under deres kommando dette korps af fantastiske hjælpere, som arbejdede sammen med dem i hele deres lange liv for at hjælpe til med udbredelsen af avancerede sandhed og spredningen af en højere åndelig, intellektuel og fysisk levestandard. Resultatet af denne indsats på at skabe forbedringer på verdensplan blev aldrig helt overskygget af en senere tilbagegang. Adamsoniterne opretholdt en høj kultur i næsten syv tusinde år efter Adamson og Ratta. Senere blev de blandet med de nærliggende Noditer og Andoniter og blev også inkluderet blandt de "vældige gamle mænd." En del af fremskridtene under denne tidsalder blev bevaret og blev en latent del af det kulturelle potentiale, som senere blomstrede i den europæiske civilisation. Dette civilisationscenter var beliggende i området øst for den sydlige ende af Det Kaspiske Hav, i

8 nærheden af Kopet Dagh. En kort vej op i bjergene ved foden af bakkerne i Turkestan findes spor af det, som engang var Adamsoniternes hovedkvarter for den violette race. På disse bosættelser i højlandet, beliggende i en smal og gamle frugtbare bælte langs de lavere bakker ved Kopet bjergkæde, opstod der på forskellige perioder fire forskellige på hinanden efterfølgende kulturer udviklet af hvad der svarer til fire forskellige grupper af Adamson efterkommere. Det var den anden af disse grupper, som migrerede vestpå til Grækenland og øerne i Middelhavet. Resten af Adamson efterkommere vandrede mod nord og vest trængte ind i Europa med den blandede folk fra den sidste Anditbølge der kom ud af Mesopotamien, og de var også blandt de Andit-ariere som invaderede Indien. 6. ANDEN GRADENS MELLEMVÆSENER Mens første gradens mellemvæsener havde en så godt som overmenneskelig oprindelse, så blev den anden klasse af efterkommerne til fra den rene Adamiske slægt, forenet med en humaniseret efterkommer af de forfædre, der var forældrene til senior korpset. Blandt Adamsons børn var der kun seksten af de ejendommelige stamfædre til anden gradens mellemvæsener. Disse unikke børn blev ligeligt fordelt med hensyn til køn, og hver par var i stand til at producere en anden gradens mellemvæsen hver 70 dage ved en kombineret teknik forbindelse mellem seksuel og ikke seksuel relationer. Et sådant fænomen var aldrig muligt på jorden før den tid, og har heller aldrig siden fundet sted. Disse seksten børn levede og døde (med undtagelse af deres særegenheder) som dødelige i verden, men deres elektrisk energi ladede efterkommere lever på ubestemt tid, da de ikke er underlagt begrænsningerne af dødeligt kød. Hver af de otte par frembragte til sidst 248 mellemvæsener, og således fik det oprindelige anden gradens korps - 1,984 i antal - sin eksistens. Der er otte undergrupper af anden gradens mellemvæsener. De er angivet som A-B-C den første, anden, tredje, og så videre. Og så er der D-E- F den første, anden, og så videre. Efter Adams misligholdelse vendte første gradens mellemvæsener tilbage til tjeneste hos de Melkisedekske forvaltere, mens anden gradens gruppe blev knyttet til Adamson center indtil hans død. Treogtredive af disse anden gradens mellemvæsener, lederne for deres organisation ved Adamsons død, forsøgte at bringe hele klassen over til Melkisedekernes tjeneste og dermed opnå en pagt med første gradens korps. Men da dette ikke lykkes, forlod de deres kammerater og gik som en gruppe over til de planetariske forvalters tjeneste. Efter Adamson død blev de resterende anden gradens mellemvæsener en mærkelig, uorganiseret, og uafhængig kraft på Urantia. Fra den tid og frem til Machiventa Melkisedek dage levede de en uregelmæssig og uorganiseret eksistens. De blev delvist bragt under kontrol af denne Melkisedek, men de forårsagede stadig megen fortræd helt frem til Kristus Michael tid. Under hans ophold på jorden træf de alle deres endelige beslutninger om deres fremtidige skæbne, og den loyale størstedel blev mobiliseret under ledelse af første gradens mellemvæsener. 7. DE OPRØRSKE MELLEMVÆSENER

9 Størstedelen af første gradens mellemvæsener valgte syndens vej på tidspunktet for Lucifers oprør. Når ødelæggelsen af det planetariske oprør blev opregnet, opdagede man blandt andre tab, at ud af de oprindelige mellemvæsener, havde sluttet sig til Caligastias løsrivelse. Det oprindelige antal af anden gradens mellemvæsener var 1,984, og af disse undlod 873 at slutte op om Michaels styre og de blev behørigt interneret i forbindelse med den planetariske dom over Urantia på første pinsedagen. Ingen kan forudsige fremtiden for disse faldne skabninger. Begge grupper af oprørske mellemvæsener er nu varetægtsfængslet afventende den endelig dom af systemoprørets anliggender. Men de gjorde mange mærkelige ting på jorden forud for indvielsen af den nuværende planetariske domsperiodes begyndelse. Disse illoyale mellemvæsener kunne under visse omstændigheder gøre sig synlige for de dødeliges øjne, og dette gjaldt i særdeleshed medarbejderne til Beelzebub, lederen af de frafaldne anden gradens mellemvæsener. Men disse unikke skabninger må ikke forveksles med visse af rebel keruber og serafer, som også var på jorden op til tidspunktet for Kristi død og opstandelse. Nogle af de ældre forfattere, udpegede disse oprørske mellemvæsener som onde ånder og dæmoner, og de frafaldne serafer som onde engle. I ingen verden kan onde ånder tage nogen dødelige sind i sin besiddelse efter at en Paradisets Overdragelsen søn har levet sit liv i verden. Men før Kristus Michaels dage på Urantia - før Tankeretternes verdensomspændende ankomst og udgydelsen af Mesterens ånd over alt kød - kunne disse oprørske mellemvæsener faktisk påvirke visse laverestående dødelige sind og nogen grad styre deres handlinger. Dette blev opnået på stort set samme måde som de loyale mellemvæsener fungere når de tjener som effektive kontakt vogtere af det menneskelige sind hos medlemmerne af skæbnens reserve korps på Urantia, når Retteren, i virkeligheden, er adskilt i en periode for kontakt med overmenneskelige intelligenser. Det er ikke blot en talemåde, når skriften siger: "Og de bragte til ham alle mulige syge, dem, der var besat af djævle og dem, der var galninge." Jesus vidste og anerkendte forskellen mellem sindssyge og dæmoniske besiddelse, selv om disse tilstande var meget forvirrede i hovedet på dem, der boede i hans tid og generation. Allerede før første pinse kunne ingen oprørsk ånd domineret et normal menneskelige sind, og siden den dag er selv de laverestående dødeliges svage sind beskyttet mod sådanne muligheder. Den formodede uddrivelse af djævle siden Sandhedens Ånd ankomst har været et spørgsmål om sammenblanding af tro på dæmonisk besiddelse med hysteri, sindssyge og svage sind. Michaels overdragelse har for evigt befriet alle menneskelige sind på Urantia fra muligheden for at blive besat af dæmon, men I må ikke forestille jer, at det ikke var en realitet i tidligere tidsaldre. Hele gruppen af oprørernes mellemvæsener er i øjeblikket holdt fanget, efter ordre fra den Højeste af Edentia. De strejfer Ikke længere rundt i denne verden for at skabe ravage. Uanset Tankeretternes tilstedeværelse, så gjorde udgydelsen af Sandhedens Ånd over alt kød det for evigt umuligt for illoyale ånder af enhver slags eller form nogensinde igen at invadere selv de mest svage menneskelige sind. Siden pinsedag har der aldrig været sådan noget som dæmonisk besiddelse. 8. DE FORENEDE MELLEMVÆSENER

10 Ved den sidste dom af denne verden, da Michael fjernede de sovende overlevende fra tiden, forblev mellemvæsenerne efterladt, for at hjælpe med det åndelige og delvise åndelige arbejde på planeten. De fungerer nu som et enkelt korps, som omfatter begge klasser og tæller De Forenede mellemvæsener af Urantia styres i øjeblikket på skift af det ældste medlem af hver klasse. Denne ordning har fungeret siden deres sammenlægning til én gruppe kort efter pinse. Medlemmerne af den ældre eller første gradens klasse er generelt betegnet af tal; de har ofte navne som den første, den første, og så videre. På Urantia betegnes de Adamiske mellemvæsener alfabetisk for at skelne dem fra første gradens mellemvæsener med numerisk betegnelse. Begge klasser er ikke-materielle væsener hvad angår ernæring og energi indtagelse, men de har mange træk til fælles med mennesker og kan værdsætte og forstå jeres humor samt jeres tilbedelse. Når de har opgaver tilknyttet de dødelige, er de i overensstemmelse med ånden af menneskelig arbejde, hvile og afslapning. Mellemvæsener sover imidlertid ikke, og de besidder heller ikke evne til forplantning. I en vis forstand er anden gradens klasse differentieret i retning efter mandlighed og kvindelighed, og bliver ofte omtalt som "han" eller "hun". De arbejder ofte sammen i sådanne par. Mellemvæsener er ikke mennesker, ej heller er de engle, men mellemvæsenerne af anden graden er i deres natur, nærmere mennesket end engel; de tilhører på en måde, jeres race og er derfor meget forstående og sympatisk i deres kontakt med mennesker. De er uvurderlige for serafer i deres arbejde for og med de forskellige racer af menneskeheden, og begge klasser er uundværlige for de serafer, der tjener de dødelige som personlige værger. De Forenede Mellemvæsener af Urantia er tilrettelagt for tjeneste med de planetariske serafer i overensstemmelse med medfødte evner og erhvervede færdigheder, i følgende grupper: 1. Mellem budbringere. Medlemmer af denne gruppe har navne; de er et lille korps og er til stor hjælp på en evolutionær verden i tjeneste, som kræver hurtig og pålidelig personlig kommunikation. 2. Planetariske vogtere. Mellemvæsener er værger, vogtere, af verdnerne i rummet. De udfører vigtige opgaver som observatører af alle de talrige fænomener og typer af kommunikation, som er af betydning for de overnaturlige væsener i området, De patruljere planetens usynlige åndeverden. 3. Kontakt personligheder. I kontakter med de dødelige væsener af de materielle verdener, såsom med den person gennem hvilken disse meddelelser blev overført, anvendes altid mellemvæsener. De er en væsentlig faktor i sådanne forbindelser mellem det åndelige og det materielle plan. 4. Fremskridts hjælpere. Disse er de mere spirituelle af mellemvæsenerne, og de er fordelt som assistenter til de forskellige klasser af serafer, der virke i særlige grupper på planeten.. Der er store forskelle mellem mellemvæsenernes evner til at komme i kontakt med serafer over dem og med deres menneskelige fætre nedenfor. Det er overordentlig vanskeligt, for eksempel for første gradens mellemvæsener at tage direkte kontakt med materielle væsener. De står betydeligt nærmere den engleagtige væsentype og tildeles derfor normalt til at arbejde med, og betjene, de åndelige kræfter med bopæl på planeten. De fungerer som ledsagere og vejleder til himmelske besøgende og studerende som opholder sig her, mens anden gradens mellemvæsener næsten udelukkende er knyttet til omsorgen af verdens materielle væsener.

11 De loyale anden gradens mellemvæsener udfører vigtige opgaver på jorden. I forhold til deres medarbejdere af første grad, er de decideret materiale. De findes lige uden for det menneskelige synsfelt og de har en tilstrækkelig bred tilpasningsevne til, efter forgodtbefindende, at tage fysisk kontakt med, hvad mennesker kalder "materielle ting." Disse unikke væsener har visse bestemte beføjelser over ting i tid og rum, dyr i verden er ikke undtaget. Mange af de mere konkrete fænomener der er blevet tilskrevet engle er udført af anden gradens mellemvæsener. Når de tidlige lærere af Jesu evangeliet blev kastet i fængsel af den tids uvidende religiøse ledere, så var det en rigtig "Herrens engel" "som om natten åbnede fængslets døre og bragte dem ud." Men i det tilfælde, hvor Peter blev befriet efter James var blevet dræbt på Herodes 'ordre, var det en anden gradens mellemvæsen der udførte det arbejde som er tilskrevet en engel. Deres vigtigste opgave i dag, er, at være ubemærket personlig forbindelses medarbejdere til de mænd og kvinder, der udgør det planetariske skæbnens reserve korps. Det var arbejdet som denne anden gradens gruppe udførte, med god støtte af visse af første gradens korps, der frembragte den koordinering af personligheder og omstændigheder på Urantia som endelig formåede de planetariske himmelske overvogtere til at indlede ansøgningsproceduren, som resulterede i bevillingen af mandaterne som muliggjorde den serie af åbenbaringer, som denne præsentation er en del af. Men det bør gøres klart, at mellemvæsenerne ikke er involveret i de beskidte forestillinger som finder sted under den generelle betegnelse "spiritisme". De mellemvæsener der i øjeblikket findes på Urantia, og som alle har en hæderlig status, intet har at gøre med de fænomener, der er forbundet med såkaldt "mediumisme". De tillader normalt ikke, mennesket at være vidne til deres til tider nødvendige fysiske aktiviteter eller andre kontakter med den materielle verden, som de opfattes af de menneskelige sanser. 9. URANTIAS PERMANENTE BORGERE Mellemvæsenerne kan betragtes som den første gruppe af de faste beboere, der findes på de forskellige klasser af verdener overalt i universerne i modsætning til de evolutionære opstigende som de dødelige skabninger og engleskarerne. Sådanne permanente borgere møder man på forskellige steder under opstigningen til Paradiset. I modsætning til de forskellige klasser af himmelske væsener, der er tildelt til at udføre omsorg på en planet, så lever mellemvæsenerne på en beboede verden. Seraferne kommer og går, men mellemvæsenerne forblive og vil fortsat være, for selv om de er indfødte på planeten så har de også omsorg for den, og de sikrer, et permanent styre, som harmoniserer og forbinder de skiftende forvaltninger af serafiske værter. Som Urantias egentlige borgere, har mellemvæsener en slægtskabs interesse for denne sfæres skæbne. De er et beslutsomt samfund, der vedholdende arbejder for udviklingen af deres oprindelige fødselsplanet. Deres beslutsomhed antydes af mottoet for deres klasse: "Hvad De Forenede Mellemvæsener påtager sig, det udfører de." Selv om deres evne til at rejse langs energi kredsløbene gør det muligt for ethvert mellemvæsen at forlade planeten, har de hver forpligtet sig til ikke at forlade planeten, inden de engang frigives af universets myndigheder. Mellemvæsener er forankret på en planet, indtil tidspunktet for etableringen af lys og liv. Med undtagelse af den første har ingen loyale mellemvæsener nogensinde fraveget Urantia.

12 1-2-3 den første, den ældste af første gradens klasse, blev frigivet fra direkte planetariske opgaver kort efter pinse. Dette ædle mellemvæsen stod standhaftige ved siden af Van og Amadon under det planetariske oprørs tragiske dage, og hans frygtløse ledelse var medvirkende til at reducere tabene i hans klasse. Han tjener i øjeblikket på Jerusem som medlem af de fireogtyve rådgivere, og har allerede en gang efter den første pinse fungeret som generalguvernør af Urantia. Mellemvæsener er bundet til planeten, men ligesom dødelige taler med rejsende langvejs fra og dermed lære om fjerntliggende steder på planeten, så taler mellemvæsener med himmelske rejsende for at lære om universets fjerne steder. Så bliver de fortrolige med dette system og universet, selv med Orvonton og dets søster skabelser, og så forbereder de sig på statsborgerskab på de højere niveauer af væsen eksistens. Selv om mellemvæsenerne blev bragt i eksistens fuldt udviklet - uden at opleve nogen periode med vækst eller udvikling fra umodenhed - ophører de aldrig med at vokse i visdom og erfaring. Ligesom dødelige, er de evolutionære væsener, og de har en kultur, som er en ægte evolutionær opnåelse. Der er mange store sind og mægtige ånder blandt mellemvæseners korps på Urantia. Fra et større perspektiv, er civilisationen på Urantia opnået i fællesskab af de dødelige på Urantia og Urantias mellemvæsener og dette er sandt på trods af at de to nuværende kulturelle niveauer er adskilte, en forskel, der ikke vil blive kompenseret før lysets og livets tidsalder. Mellemvæsenernes kultur, som er et produkt af en udødelig planetariske medborgergruppe, er relativt immun over for de tidsmæssige omskiftelser, der plager den menneskelige civilisation. Menneskelige generationer glemmer; mellemvæsenernes korps husker, og at hukommelsen er skatkammeret for jeres beboet verdens traditioner. Således forbliver en planets kultur altid nærværende på planeten, og under de rette omstændigheder er sådanne bevarede erindringer om tidligere begivenheder til rådighed, ligesom historien om Jesu liv og lære er blevet givet af Urantias mellemvæsener til deres fætre i kødet. Mellemvæsenerne er de dygtige ministre, som udfylder kløften mellem de materielle og åndelige områder på Urantia som fremkom efter Adams og Evas død. De er også dine ældre brødre, kammerater i den lange kamp for at opnå en etableret status af lys og liv på Urantia. De Forenede Mellemvæsener er et oprørs testet korps, og de vil trofast varetage deres rolle i den planetariske udvikling indtil denne verden når tidsaldrenes mål, til den fjerne dag hvor freden virkelig eksisterer på jorden og god vilje i sandhed eksisterer i menneskenes hjerter. På grund af det værdifulde arbejde, som disse mellemvæsener udføres har vi konkluderet, at de faktisk er en væsentlig del af verdens åndelige struktur. Hvor oprøret ikke har fordærvet en planets anliggender er de af endnu større hjælp til seraferne. Hele organisationen består af høje ånder, engle værter og mellemvæsener dedikeret til entusiastisk at fremme Paradisets plan for den gradvise opstigning af de dødelige og deres opnåelse af perfektion, en af universets guddommelige opgaver - den fantastiske overlevelsesplan om at bringe Gud ned til mennesket, og derefter i et sublimt slags partnerskab, føre mennesket op til Gud og videre til evigheden fuld af tjeneste og guddommeligheds opnåelse - både for dødelig og mellemvæsener. [Præsenteret af en Ærkeengel i Nebadon.]

13