Transkript

1

2 '.*' *

3 ,'*#

4

5

6

7 LA

8

9

10 MEMOIRER OG BREVE UDGIVNE AF JULIUS CLAUSENooPFkJUST. XXIII MELLEM TO TIDSALDRE ERINDRINGER AF IDA JOHNSEN FØDT JESSEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISKE FORLAG KØBENHAVN 1915

11 *r / V -^'... ; T *mmj**r UDGIVNEAFJTJIIUS CfcAUSENT C RFRRISH7

12 TRYKT I 900 EKSEMPLARER LANGKJÆRS BOGTRYKKERI KØBENHAVN

13 INDLEDNING af dsse Memorer, Provstnde Ida Forfatternden Anna Helene Johnsen, født den 26. Marts 1844, Datter af Kammerherre, Hofjægermester, Overførster /. N. Jessen, vl være bekendt ved sne Arbejder for Løsnngen af mange socale Spørgsmaal, og har kke mndst ndlagt sg Fortjeneste som en af de første Forkæmpere for Indførelsen af en ratonel Sygepleje her Landet. Herom fortælles hendes her meddelte Erndrnger, lgesom Forfatternden det hele taget har søgt at fremstlle et Bllede af den Perode, hun har oplevet mellem den gamle Td med dens rolge og urørlge socale Forhold herhjemme og den nye Td, der brød frem efter Krgen 1864, og af de Vlkaar, som den enkelte havde at kæmpe mod paa Fremskrdtets Omraade, kke mndst for Kvndens Vedkommende. Udg.

14

15 Ida Johnsen f. Jessen.

16

17 Barndomshjemmet Randers. SKOLEN OG BARNDOMMEN fordobles undtagen foran Konsonanterne b. d. g. og v. fordobles b. d." Vokalerne Aa, Ida, husk, Du har lovet at se mn tyske Stl gennem?" Tys, man kan kke høre, hvad man selv sger!" Og dog noget jeg fk, hv bedugges mt Blk." Konsonanterne b. d." Ida y kan Du da kke høre!" Du lovede!" Men ved Hjemmet med Ømhed det dvæler." Det er en Skam Ida, Du lovede." Tdt for Dn Skyld Løn!" Aa Vrøvl, Blækhus hedder kke Blekhaus!" Aa Du er altd saa vgtg, mt Tysk kan vel være lgesaa godt som Dt!" Har nogen af Jer set Tordenskjold Dyneklen?" Hv bedugges mt Blk!" Parmo Petersen spller mageløst og Jomfru Wmmer hvor det

18 var rædsomt, at han saadan døde!* Jeg har været hedder kke: ch håbe gewesen." Ok, Du med Dne Verbehstorer!" Dér er Frøknen!" og hele Klassen sad som elektrseret. I det samme væltede et Blækhus sn sorte Strøm udover et hvdt Broder. Gud's, det var Dg Ida\«Skolefrøknen var traadt nd, rank og majestætsk. Hvad er det dog for en Støj?" Det var Jessen." Ja naturlgvs, Jessen gør altd Fortræd. Ved Dn Uagtsomhed har Du nu ødelagt Annas Arbejde, som hun har syet paa hvert Mnut, hun har havt fr, for at det kunde blve tl færdgt hendes Moders Fødselsdag. Men nu skal Du ogsaa have en Anmærknng Protokollen, og jeg skrver hjem tl Dn Moder, da jeg er meget vred over Dn Opførsel. Hvs hele Klassen nu kke er stlle tl Læreren kommer, skal I alle sdde en Tme over!" a Det var rgtgnok en Skam, Du angav Ida y sagde Børnene Munden paa hverandre, da Frøknen var gaaet, det var dog Dn Skyld, Ida rettede jo Dn tyske!" Det var da ved Gud hende, der væltede Blækhuset, jeg kunde da kke lyve og sge, at det var mg!" Men det var jo for at skjule Dn Stlebog", svarede jeg. Jeg blev saa angst, da jeg saa Frøknen, at jeg slet kke lagde Mærke tl Blækhuset." Tys dog, dér er Læreren!" Efter hans Tme var Skolen endt for den Dag.

19 Under et Sus af Snak tog Skolepgerne deres Tøj paa. Strden var stærkt oppe og delte Klassen to Parter, det ene for mg, det andet for Anna. Du sladrer aldrg Ida> og v skal rgtgnok holde med Dg næste Gang," sagde mne Venner. Det andet Part raabte: Anna faar aldrg Anmærknnger, og Du skulde bare kke være saa vgtg, ford Du er Kammerherredatter, saa burde Du netop være Nr. L* Jeg fk oftere dette Faktum at høre fra Skolekammeraterne. Paa Hjemvejen spekulerede jeg paa Lvsproblemernes mange Vanskelgheder. Det forekom mg saa underlgt, at Anna og de andre altd gk fr for Beskyldnnger. Men Fader sagde, at jeg kke maatte sladre, da det kke sømmede sg for hans Datter; men hvorledes skulde jeg saa forsvare mg, naar Skylden kke var mn, og det var den sjældent. De andre benyttede sg saa ofte af, at jeg kke angav dem. Jeg ønskede altd, at der dog kke var saa mange jeg kke omgaas, og det var netop Skolen. De fleste maatte de allerrareste. Hjemme talte de altd om, hvor yndg Emma var; saadant et rent Dydsmønster, men hun havde ogsaa en hel Lærernde ganske alene for sg selv og slet ngen Kammerater, der kunde vælte Skylden over paa hende. Mn Fader, Kammerherre Jessen, havde været gft første Gang med en Baronesse Drcknck Holmfeldty der skænkede ham en stor Flok Børn, hvoraf jeg var den yngste.

20 1 Fra mn Moders Dødsleje, ) da jeg var et Aar gammel, tog mn Tante mg med sg tl sn Herregaard. Hun var Søster tl mn Moder og gft med Besdderen af en Herregaard Nærheden af Randers. 2 ) Famlen Drcknck Holmfeld stammede fra Holland. Blev forjaget derfra under dets saakaldte Frhedskrg mod Napoleon. I Landflygtgheden bosatte den sg en Td Tyskland, hvor en Del af Børnene blev opdragne. Senere flyttede den hertl og lod sg naturalsere. Vanskelghederne med den store Husholdnng efter mn Moders Død og de mange Børn voxede mdlertd mn Fader over Hovedet, og han gftede sg anden Gang med sn Kusne. Denne Dame var en meget klog, ret velhavende ældre Pge, en bekendt Fremtonng det kjøbenhavnske Bourgeoses Selskabslv omkrng Aarene Hun stod fuldkommen paa Højde med sn Kreds, der endnu levede Ltteraturens saakaldte Guldalder", men hun stod saa fjernt som vel mulgt fra Kendskab tl og Forstaaelse af Barnesndene og deres Ledelse, som ogsaa tl et datdgt Provnslv. Mn Fader, der var Overførster Jylland, havde bosat sg Randers, og tl dette Hjem medbragte ) Kammerherre, Hofjægermester Ncola Jacob Jessen ( ) var fra 1845 Overførster for de jydske Statsskove med Bopæl Randers. Han var Landstngsmand Han blev gft 1832 med Selma Henrette Drcknck Baronesse af Holmfeld ( ) og anden Gang 1848 med sn Kusne, Carolne Vlhelmne Jessen ( ). Det sdste Ægteskab var barnløst. Forfatteren tl nærværende Memorer, Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen, er født 1844.») Idala Frederkke Poulne Drcknck Baronesse af Holmfeld ( ) blev gft 1829 med Kammerherre, Hofjægermester Hans Helmuth Lttchau tl Tjele ( ).

21 hans anden Kone et rgt Udstyr af Kunstskatte, samlet fra hendes Faders og Morfaders Hjem, saa det kom snart tl at splle den llle Bys Selskabslv. en fremtrædende Rolle Tl dette Hjem vendte jeg mne Skrdt fra Skolen, og jeg var kke let om Hjertet under denne Gang ved Tanken om Brevet, som jeg skulde aflevere. Jeg traadte nd den store, smukke Daglgstue, hvor mn Stedmoder sad med mne to ældre Søstre. Alle var de beskæftgede med deres Haandarbejder. Hvordan er det, Du kommer nd ad Døren, gaa ud og kom saa nd gen uden at slentre saadan omkrng!" var mn Stedmoders Velkomstord tl mg. Aa, altsaa er Humøret daarlgt!" sukkede jeg ved mg selv, det jeg gjorde mn Entrée om. De to Gamle" mn Betegnelse for mne to ældre Søstre ser heller kke for haabefulde ud, de hjælper mg heller aldrg, saa det ender nok med Storm; men det er lge saa godt at tage Skyllen strax og aflevere Brevet". Inde Daglgstuen gk Stemnngen højt, og det var kke mlde Domme, der faldt om mg. Med hele den Klogskab mn Stedmoder sad nde med, havde hun underlagt sg Husstanden, fra Børnene tl Tyendet og Omgangsvennerne. Mn tavse, ndesluttede Fader, der en stor Del af Aaret var paa Embedsrejser, blandede sg aldrg sn anden Kones Husførelse; men Famlesygdommen (Herskesyge) var gaaet Arv tl Stedmoder, saa dette, at

22 6 jeg elskede og saa op tl mn Tante, mn afdøde Moders Søster, som mn egentlge Moder, vlde hun kke fnde sg. Barnehjærtet lader sg jo mdlertd kke tvnge uden ved den højeste Grad af Mldhed og Overbærenhed, hvlke Egenskaber hun kke besad, saa jeg blev hele mn Barndom og mn første Ungdom gennem, uden at vde eller vlle det, den Sten hendes Ægteskab, hun aldrg fk løftet. Underlgt nok, senere Lvet, da jeg gk ud paa de, dengang endnu ubanede Veje, var hun dog den Famlen, der bedst forstod hvad jeg søgte og hvad jeg vlde; hvormod jeg har et Brev fra mn Tante, mn første Plejemoder, hvor hun paa det stærkeste bebrejder mg mn Bryden ud" fra Tradtonen. Efter endt Skoletd satte jeg mg gerne nd mn Faders Studereværelser tl mne Lekter. Meget gjorde jeg kke ved dem. Skoleundervsnngen var jo dengang saa tør, sær vel Pgeskolerne, at den mest tog Hensyn tl Lærenemhed" og deraf følgende Remser, men aldrg tog Forstand eller Fantas Betragtnng. Lekterne kedede mg forfærdelgt og jeg brugte dem mest som Paaskud tl at sdde uforstyrret hos mn Fader, hvor jeg altd var skker paa Fred, og Ro kunde følge mn drømmende Naturs mangfoldge Veje. Dog vel mest ford jeg med Børns skre Instnkt følte, at jeg var hans Yndlng. Her drømte jeg mg nd Forhold og Verdener, hvor Menneskene og Lykken tlsmlede mg.

23 Paa dette Tdspunkt hørte det saaledes tl mne mest yndede Drømme: at være velgørende Fe" paa mn Tantes Gods. Jeg drømte mg nd Havens dunkle Gange, hvor jeg med Kusner og Fætre legede Konge og Dronnng. Naar Drømmene rgtg vlde føje sg, var jeg naturlgvs Dronnng. Jeg red om paa en hvd Hest og gav alle Bønderne fr. Sdste Fere havde jeg netop læst Ingemanns Romaner. I sdste Øjeblk reddede jeg saa Forpagterens Jørgen fra at faa Prygl, ford han havde stjaalet formange Æbler, det jeg ædelt tog Skylden paa mg. En Dronnng maatte jo tage Æbler, hvor hun vlde. Mne Drømme endte gerne hos Ajax", mn Fætters Hund. Ak, hvor jeg længtes efter den! Vlde den dog blot komme dette og hylende af Glæde sprnge op ad mg! Øjeblk, Den var bleven dresseret sdste Sommer, lukket nde og sultet, naar den kke kunde fatte de mange Lærdomme. At dens Opdragelse trak saa stærkt Langdrag, var vstnok for en stor Del mn Skyld; th saasnart den var bleven lukket nde, lstede jeg ned Køkkenet, hvor jeg var Ven med hele Personalet og fk saameget Mad, jeg kunde have mt Bluseforklæde. Ved at sætte en Stge tl, kunde jeg krybe gennem et Vndue tl dens Indelukke, hvor v to saa havde et Par underholdende Tmer. Grats udleverede jeg dog kke mne Almsser; men fordrede smaa extra Forestllnger af dens nys lærte Kunster, saa den vstnok mange Gange var tvvlraadg om, hvem der var værst, Fætteren eller jeg.

24 8 Naar Tden var skreden saa langt frem, at Lekterne kke mere kunde bruges som Paaskud tl at blve nde hos Fader, maatte jeg tage Afsked med Ajax og alle de andre skønne Drømme, og sætte mg nd Daglgstuen tl de Voxne med mt Haandarbejde. Det var kke nogen behagelg Overgang. Dér kunde Drømmene kke komme Gang, de blev skræmte af de mange Øjne omkrng mg. De mødte kun op enkelte Tanker den Aften det næste f. Ex. da Dronnngen" hævnede sg paa mn Søster ved at nægte hende at komme paa Klubbal tl Straf for hendes onde Handlemaade mod hendes egen Søster og ford hun altd sladrede om denne, hvlket kke sømmede sg for en fn Dame. Men som sagt, der kom aldrg nogen rgtg Sammenhæng Drømmene og sær ngen ordentlg Slutnng paa dem den kedelge Daglgstue. Inde mn Bedstemoders Stuer dermod befandt jeg mg mere tryg. Hun var Stedmoders Moder og Datter af Mnaturmaler Muller ndkaldt y her tl Landet ved Kunstakademets Oprettelse paa Charlottenborg. 1 ) Hun maa have været meget smuk efter et vdunderlgt Bllede af Jens Juel at dømme. Ved senere Aar at læse Hebergs eller Fru Gyllembourgs Noveller syntes jeg at fnde hendes Bllede Heltnden To Tdsaldere". *) Fru Carolne Vlhelmne Jessen var en Datter af Forfatterndens Farbroder, Overkrgskommssær Fredrk Chrstan Jessen ( ), der havde været Bogholder ved Spece-Banken Altona, og Sophe Fransne Muller ( ). Denne var en Datter af den sn Td meget bekendte Hof-Mnaturmaler Wlhelm Andreas Muller ( ) hans andet Ægteskab med Bodl Mare Jensen ( ). Han var født 1 Brunsvg og kom c tl Kbhvn., hvor han 1765 blev Hofmnaturmaler.

25 9 Naar v Børn skulde hlse Godmorgen paa hende, stededes v tl Haandkys og nejede. Efter Datdens Tradton gjorde hun da allehaande moralske Bemærknnger om Dyd og Beskedenhed etc; men gled dog temmelg rask derover, sær naar jeg var alene; th jeg var hendes Yndlng, trods hendes Datters Mangel paa Sympath for mg. Hendes Daglgstue var et llle Kunstkabnet. Blandt andre Sager stod der et broncebeslaaet Chatol, der var det skønneste Møbel, jeg har set. Paa en Afsats var der et llle Rum, hvorfra en Duft af Rosenole endnu staar mg frskt Mnde, naar den llle Lem, der lukkede for Rummet, blev lukket op, for at hun kunde gve mg en 8 Sk. al Hemmelghed hvorefter, jeg strax løb ned tl Urtekræmmeren Baggaden for at erhverve mg for 2 Sk. Fgener, som Købmanden serverede mg en stor Klump paa Dsken, hvor han stod og maalte Skraa lange Strmler efter afstukne Mærker. Resten af Formuen blev lagt hen tl Ba- der leverede en mellem geren Skolegaarden, Smaapgerne højst eftertragtet Genstand: et 2 Sk. Franskbrød med Smør paa tl tre Sk.," slet kke anderledes eller bedre end vor øvrge Skolemad, men det fremmede og hemmelghedsfulde satte naturlgvs Krydderet paa Nydelsen. Hvad der dog langt overgk mne Forventnnger om dsse hemmelghedsfulde 8 Skllnger, Bedstemoder glædede mg med, var hendes Fortællnger. Mn Begærlghed efter at lytte tl dem var vel det egentlge Bndeled mellem os to. De andre

26 10 Børn holdt kke vdere af hende, og hun heller kke af dem. Levende skldrede hun de svundne Tders Famleskkkelser, baade dem hun var kommen af, og dem, hun blev gft nd. Meget var vel over mn Alder og Forstand, men tjente dog vst høj Grad tl mn Udvklng, og ubevdst følte jeg vel hendes store Hjærte Modsætnng tl mn Stedmoders store Forstand, men Mangel paa denne Lvets skønneste Egenskab. Hele vor Slægt for et Par Generatoner tlbage havde staaet nær Forbndelse med Dronnng Julane Mare og var hende høj Grad hengven. Masser af Træk fra hne Tder sad Bedstemoder nde med. Mn Stedmoder tog altd Julane Mares Carolne Mathlde havde mn fulde Kærlghed, trods de haarde og foragtelge Domme, der faldt om hende fra mn Stedmoders Sde. Jeg turde dog for alt Verden kke udtale dsse Tanker, og jeg tænker mg, Bedstemoder kke heller; th hun tav altd, naar dette Emne kom paa Bane; men mne Part; men jeg kan huske, hvorledes jeg rullede mne bare Arme nd mt Bluseforklæde og knyttede mne smaa Hænder derunder af Vrede mod denne Dronnng; hvormod den unge ulykkelge egne Anskuelser maa jeg jo ubevdst have faaet fra hende. Den Dag Struensee blev henrettet, satte Bedstemoders Fader hende paa Tjenerens Arm og lod dem følge med, for at se paa det frygtelge Skuespl, og da det var forb, fk hun et Ørefgen for at huske det.

27 11 Som alle Børn paa den Td fk hun en stræng Opdragelse. Naar hun vlde undfly den stærke Opsgt, hun var underkastet, løb hun langs ad de brede Tagrender paa Charlottenborg, hvor hendes Forældre boede, hen tl en Vennde, hun uset kunde naa ad denne Vej. En Dag saa hun st Snt tl at Matrosernes Ærter, der smde en Kattekllng ned sad og nød denne Spse paa et af Smaaskbene nedenunder Nyhavns Kanal. Denne Demonstraton var en Hævn, ford de tl Faderen havde meldt hendes farefulde Excursoner ad Tagrenderne, der satte Skræk hele Nabolaget. Hendes Mands Broder, den bekendte Peter Jessen, blev Kabnetssekretær hos Frederk den VI 1 ) og havde megen Indflydelse, men var forfærdelg forhadt, vstnok mest ford han led af en ubændg Herskesyge, et Onde, der har hjemsøgt mangfoldge kvndelge, som mandlge Medlemmer af Slægten, baade de forbgangne og de senere Tder. Grandonkel Peter havde sn Bolg ude paa Fasangaarden paa Frederksberg. Han taalte kke nogen Slags Rengørng dette Hjem, men dog endnu mndre Malproperhed. Naar der da al Hemmelghed var skuret Gulv, medens han var paa Slottet, trak den stakkels forkuede Grandtante og hendes Pge tmevs med Fyrfade henover de vaade Gulve ) Peter Carl Jessen ( ) var Kasserer hos Kronprnsen tl 1803, da han blev Chef for dennes cvle Departement og 1808 Kongens Kabnetssekretær. Han var en meget stræng og ndflydelsesrg Embedsmand blev han Konferensraad. Han var gft med tvende Søstre: Johanne Vlhelmne Wldenradt ( ) og Regne Margrethe Wldenradt ( ).

28 12 (dengang fernserede man dem jo kke). Havde Grandonkel truffet dem vaade, sagde mn Bedstemoder, var der opstaaet frygtelge Scener, da Hdsghed og Herskesyge hyppgt er to uadskllelge Søskende. En fast Regel var det, at han hver Aften spllede et Part Ecarté med sn Kone. Aldrg mere end ét var Reglen, og dette skulde tage en Tme. Hans Kone havde mdlertd engang paadraget sg en Skade det ene Ben, men turde kke sge det tl Manden, da Sygdom var blandt de Tng, han kke taalte. Hun lod sg aarelade efter datdg Brug. Aaren skulde bløde en Tme, og hun benyttede dertl den, hvor de spllede Kort. Benet blev anbragt varmt Vand et Kar, der stod skjult under Bordet. Uheldet vlde mdlertd, at Manden den Aften første og sdste Gang deres Ægteskab vlde splle to Parter. Mn Grandtante havde nær forblødt sg, men turde ntet sge, saa hellere sætte Lvet tl. De havde ngen Børn, men adopterede to. Den ene af dem var forhenværende Kabnetssekretær Trap, der først var ansat hos Frederk den VII> senere hos Chrstan den IX 1 ). Trap har fortalt mg endel af de Frasagn, der verserede om Grandonkels Despot. Efter hans Udsagn tl mg maa der exstere eller have exsteret endel efterladte Meddelelser, baade om Grandonkels Embedsførelse og om Slægten Jessen. ) Gehemeraad Jens Peter Trap ( ) var en Søn af Købmand Nels Trap Randers. Fra 1834 var han ansat Kongens Kabnetssekretarat, men blev først selv Kabnetssekretær 1856, tl ban tog sn Afsked 1884.

29 13 Denne er af meget gammel Oprndelse, stammer fra 3 frsske Bønder, der var Brødre og udvandrede fra Slesvg under Dtmarskerkrgen. Dsse tre Brødre var frels", dengang Benævnelsen for fre" eller adelge, førende Adelsmærket a Jessen" Stedet for det senere tyske v." Gennem mang- Generatoner har der alle tre Grene været foldge Generatoner, der tl Tder har kunnet opretholde det Fortden ret kostbare Adelsskab, men betydelge saavelsom mndre betydelge Skkkelser tl andre Tder af Forholdene har været afskaaret fra dette, tl Dato begunstgede Fortrn. Famlegodserne er nemlg gaaet tabt de mange Aarhundreder. Efter Sagnene Jylland ad Maragerkanten. blev en Del skænket tl et Kloster I vort Leds Grandslægt var en Datter, Julane Mare, Søster tl Kabnetssekretæren, naturlgvs opkaldt efter Dronnngen. 1 ) Hun blev Lektrce hos Dronnng Julane Mare, var tllge Dgterog Forfatternde, bl. a. tl den temmelg gruelge Fædrelandssang: Danmark hellge Lyd o.s.v.", en Prsopgave, hvortl 11 Dgtere havde konkurreret. Hun vandt Prsen som Forfatteren Carl Bernhard eller Sant Auban udtrykte sg: røg 11 Poeter af Pnden, da Prskomtéen troede, at Oehlenschlæger var Forfatteren". Som Lektrce tjente Grandtante Julane Dron) Julane Mare Jessen ( ) var en Datter af Etatsraad N. J. Jessen. Hun var fra c Lektrce hos Enkedronnng Julane Mare og var høj Grad æstetsk nteresseret. Trods sn Sygelghed havde hun megen Omgang sær med Tdens største lterære Personlgheder. Hun vandt 1819 Præmen for en Natonalsang, det uheldge Dgt: Dannemark, Dannemark, hellge Lyd!", som Weyse gjorde populær ved sn Musk.

30 14 nngen mange Aar; men dsse var kke uden Rystelser. Engang Dronnngen under en af dsse Læsetmer havde gvet sg Passar med hende, var de begge blevne vrge, og Grandtante forglemte sg den Grad, at hun Dstrakton tog en Prs af Hendes Majestæts Snusdaase, hvlken Næsvshed umulggjorde saavel Daasens, som Indholdets fremtdge Benyttelse af Dronnngefngre. Den blev ogsaa med et Knps sendt hen den anden Ende af Stuen fulgt af Beskeden: Nmm Se Ihre Doose a Vrede, Afsked! Efter at have gjort Knæfald blev Syndernden dog taget tl Naade gen. Hun skal efter Bedstemoders Sgende have været et fromt og godhjertet Menneske, der adopterede to Plejebørn, som hun opdrog omhyggelgt, men strængt efter Datdens Sæd. Noget af sn Broder Peters peremptorske Karakter har hun maaske dog sddet nde med. Saaledes modtog hun alle Datdens Skønaander: Baggesen, O ehlenschlæger, Henrck Steffens o. med fl. et Vær saa : artg, Monseur, kke at træde Toppen af mt Sand!" man strøede dengang hyppgt Sand paa de hvdskurede Gulve for at lette Renholdelsen og hos Tante Julane maatte dsse store Aander dele Skæbne med de andre Dødelge, der besøgte hende hendes Hjem Smallegade, og lste langs Væggene for kke at tage Synet af det frskt strøede Sand. Constantn Hansen har malet et fortræffelgt Bllede af hende en underlg Dragt, der nærmest mnder om en Nattrøje. I denne Paaklædnng gk hun dog paa Gaden, og om Sommeren uden Hat,

31 15 kun med Parasol over Hovedet. Dragten har vel dengang kke vrket afstkkende, da der ekssterer flere samtdge Blleder af Damer lgnende Paaklædnng. Køn har denne Tante kke været, efter Blledet at dømme, med store Øjne og karakterstske Træk, mere lgnende en Mand end en Kvnde, En Td var Bedstemoders Mand ansat Altona netop under den franske Revoluton, og hun fortalte ofte om sne Oplevelser med Emgranterne. Af dsse Meddelelser staar kun ét Hovedndtryk mg klart, nemlg den franske Adelsmands ukuelge Energ tl at erhverve det nødvendge tl sg og sne, for kke at blve afhængg af de Forhold, der havde berøvet ham al hans Ejendom, hvlket man jo høj Grad maatte beundre. En af de Marquer, hun gjorde Bekendtskab med, gk saaledes rundt og solgte Baand o. a. m. ved Dørene. Damerne vste sg dermod kke vdere bevægelge Nøds- standen. Et blaseret, nydelsessygt og overkultveret Standsarstokrat har, efter Bedstemoders Fortællnger, været det fremherskende Træk. En af dsse Damer havde Bedstemoder maattet huse, da den stærke Tlstrømnng af Flygtnnge foraarsagede Pladsmangel, baade Hamborg og Altona. Samme Dame maatte vel have reddet en Del; th hun førte baade Tjener og Kammerjomfru med sg, som hun kke var at formaa tl at sklle sg af med; kke engang den ene af dem, uagtet Bedstemoder havde ondt ved at skaffe dem Plads. Hver Morgen maatte Tjeneren paa et Guldfyrfad varme dto Tandstkker,

32 16 for at Madame kke skulde forkøle sne Tænder, naar hun stangede dem. I den Smag, sagde Bedstemoder, at de fleste af dsse franske Damer havde stllet deres Lvsfordrnger, og gennem Generatoner var de vel opfødt med saa overcvlserede Vaner, at de trods Nød og Lvsfarer kke kunde brnges ud af dem. Intet bragte dog Bedstemoders Begejstrng og Hjertevarme den Grad frem, som naar hun omtalte den næstældste af sn Mands Brødre: Carl Wlhelm Jessen, mn Farfar, bekendt fra Slaget ved Odden 1807, hvor han om Bord paa Prnds Chrstan", som han førte, holdt Kampen gaaende en hel Dag mod to engelske Fregatter. 1 ) Da han maatte gve op, satte han Prnds Chrstan" saa dybt paa Grund, at Englænderne kke kunde faa den los og tage den som Prse. Men de engelske Matroser og Offcerer stod Geled for at hædre hans udholdende Modstand mod Overmagten, da han som Fange bordede deres Skb. Lgeledes leverede de ham hans Sabel tlbage. Her var det ogsaa, at den unge haabefulde Wllemoes faldt, allerede ved det første Skud. Om Bedstefaders jævne Karakter fortalte baade Bedstemoder og senere Gehejmeraad Trap mg mange betegnende Træk. Efter Slaget ved Odden mødte mn Farmor ham en Dag paa Trappen for ) Den saa bekendte Søhelt og højt agtede Hædersmand Carl Vlhelm Jessen ( ) Forfatterndens Bedstefader blev Guvernør Vestnden 1822 og døde allerede Aaret efter, men der vdes ntet om, at han blev forgvet. Mndesmærket ved Odden blev allerede rejst kort efter Affæren af en Prvatmand, men blev standsat 1879 og senere af Staten.

33 17 Udgaaende fuld Unform med trekantet Hat, Epauletter o. a. m. med en stor Dyne under Armen. Men Jessen dog, hvad er det, Du slæber paa?" fra Aa, llle Mor, jeg skal sge Dg, jeg kom lge Rapport hos Mnsteren, gk paa Hjemvejen nd tl den saarede Matros, der kun har det daarlgt og slet kke ordentlgt Sengetøj, saa skyndte jeg mg hjem efter mn Dyne, men jeg kommer strax gen." De store socale Begvenheder hele Europa paa de Tder havde havt stærk Indflydelse paa Bedstefader, og hans Frsnd var kke velset paa højere Steder. Hverken det tradtonelle Adelskab eller det mltære lagde han nogen Vægt paa. Mn Fader fortalte, hvorledes han og hans Broder, TychoJessen y bekendt fra 1848 under Navnet Batteret Jessen", 1 ) skød tl Skve efter de gamle Adelspatenter med Farfars Tlladelse. Efter Affæren ved Odden vlde Dronnng Julane Mare vse Bedstefader en Anerkendelse ved at sende ham et fornyet Adelspatent, men Bedstefader sendte Forærngen tlbage tl Dronnngen. Noget slgt var jo et Uncum dengang og blev meget unaadgt optaget paa højeste Steder. Da der tllge var stærk Gærng den menge Marne, og mn Bedstefader var meget forgudet netop blandt dem, frygtede man vel for hans fre Ideer; th for at fjerne ham blev han sendt tl Vestnden som ) Tycho Jessen ( ) blev 1842 Chef for Artllerkorpsets 3. Batter og udmærkede sg med dette Krgen 1848 og 49. Han blev Major 1848, tog sn Afsked 1854 og fk Ttel af Oberst 1856.

34 18 Guvernør. Skjulte og aabenbare Fjender har vel kke anset denne Fjernelse for tlstrækkelg, th et Par Aar efter Ansættelsen blev han forgvet og lgger begravet paa St. Thomas. Landet forglemte dog kke sn tapre Søn, men satte ham et smukt Mndesmærke Syvtaarsdagen efter Slaget ved Odden. Jeg vlde ønske Bedstemoder havde oplevet dette, da hun var en varm Ven af den Famle, hun var blevet gft nd og altd følte Btterhed over at Bedstefader kke blev her Landet. Hvad Kunstværkerne efter Mnaturmaler Muller (Bedstemoders Fader) angk, saa exsterede der en llle Samlng af de kongelge Personers Blleder, mest Jens Juels Smag. De var Dubletter af Blleder, der dels var Majestæternes prvate Eje, dels paa Museerne. En Del gk tabt ved Frederksborgs Brand, en Del ved Chrstansborgs Brand Frederksborg Museum erhvervede senere, hvad der var opbevaret Famlen. Af Frederk den Store var der en udpræget Tegnng, som Muller havde taget sne Drengeaar og som havde sn llle Hstore: Mullefs Fader havde en Ansættelse hos Frederk den Store. En Dag var Drengen lstet efter Faderen uden dennes Vdende, havde skjult sg bag et Skærmbrædt og taget Tegnngen, medens Kongen stod st Studereværelse og talte med Faderen. Tegnngen hel Fgur kvart Format var saa levende, at man syntes, man kunde høre ham tale. Da Faderen fandt Drengen bagved Skærmen, fk han et Ørefgen, men han sagde:»tegnngen fk jeg dog. a

35 19 De sdste 5 6 Aar Bedstemoder levede, laa hun stadg tl Sengs. Hun blev 95 Aar, men bevarede sn tl Lvlghed kort før sn Død. Som de fleste Gamle, sær de mest lvlge, foretrak hun let Lekture sne sdste Aan H. C. Andersens Eventyr var hendes stadge Adspredelse. Dgteren selv besøgte os uformodet engang hun netop laa beskæftget med denne Læsnng, og det glædede ham naturlgvs at se sg forstaaet af den Gamle. Han greb Bogen, det han udbrød: Ja, dsse vl leve, men alt mt andet vl gaa tl Grunde." Han læste Eventyret: De røde Sko" for os; men egentlg var jeg, trods mn Uerfarenhed lterær Henseende, skuffet af hans Oplæsnng. Mg selv uafvdende var jeg forvænt, da mn Fader var en Mester at læse Holberg og Andersen. Senere Lvet har jeg forøvrgt fundet, at Forfattere Reglen kke forstaar at læse deres egne Værker op. Endelg nærmede en af de længselsfuldt ventede Sommerferer sg. Dagene syntes mg Aar, nden den 24 de Jul vlde ndfnde sg. Dsse Ferer var Glanspunkterne gennem hele mn Barndom. En hel Maaned paa Landet hos mn Tante var næsten kke tl at fatte for Glæde og Forventnng! De sdste Dage før den forestaaende Afrejse kunde jeg hverken spse eller drkke. Pgen, der hjalp mg Vognen, sagde: Frøken Ida blver saa bleg." Mn Tante sad nu Enke paa st Gods. Hun var, 2*

36 20 som omtalt, Søster tl mn afdøde Moder 1 ). Hendes tyske Opdragelse havde sat tydelge Spor hendes Talesprog, der havde en stærk udenlandsk Accent, hvlket hun dog satte Prs paa, da uforfalsket Dansk af hende, som af mange Arstokratet, blev betragtet som smpelt. Hendes Smag og moralske Standpunkt kan nærmest betegnes som stærkt paavrket af Rousseaus Tdsalders sentmentale Overkultur, hvlken Kvnden ndtager den hvde, uskyldsrene Skkkelse. I en ældre Alder blandedes dette med en stærk Relgøstet, uden at denne dog prægedes af nogen af de enkelte Strømnnger, der hne Tder gk hen over Landet. Maalet for den Udvklng, hun søgte for sg selv og hvormed hun søgte at paavrke sne Børn, var, som for alle Datdens prvlegerede Stænder, for ngen Prs at formndske dsse Prvlegers Værder ved at komme for ntm Berørng med den Del af Samfundet, der kke var prvlegeret. Hun var en omhyggelg Moder, og den Gang hun tog mg fra mn Moders Dødsleje tl st Hjem, optog og behandlede hun mg aldeles som st eget Barn. Hun var den første, jeg kaldte Moder", jeg elskede hende over alt Verden og ansaa det som den største Uretfærdghed hele mn Barndom gennem, at hun havde bragt mg tl Randers tl den nye Stedmoder. Den Rystelse jeg fk, da jeg saa hende *) De var Døtre af en hollandsk Søoffcer, Arnold Chrstan Leopold Drcknck Edler von Holmfeld ( ) af gammel hollandsk Adelsslægt, der blev engelsk Krgsfange 1797, men boede Tyskland tl han flyttede tl Danmark, hvor han 1806 blev optaget den danske Adel.

37 21 køre bort gen uden at tage mg med, forvandt jeg egentlg aldrg. Men nu var altsaa et Aar strdt gennem. Feren var begyndt, og jeg var nu paa den fre Tmers Kørsel tl mt Parads. Vognen drejede fra den haarde Chaussée nd paa den bløde sandede Bvej, der førte op tl Gaarden og løb mellem Herregaardens Jorder. Jeg syntes altd det var som at køre en Dyne. Nu var der kun en halv Tmes Forventnng, og endelg kom Borgens takkede Gavle tl Syne mellem Parkens Træer. Mt Hjærte bankede af Glæde. Dér var de mægtge Asketræer omkrng Haven, der saa saa underlgt ned paa Menneskene, ford dsse var saa smaa. En Lndeallé førte gennem Ladegaarden tl en prægtg hvælvet Port, gennem hvlken den ndelukkede Borggaard kom tl Syne med en Bygnng lgefor, der var mellem 3 å 400 Aar gammel. En llle Bøjnng førte hen tl en bred Trappe, hvor mn elskede Tante altd stod og vnkede velkommen. Herude levede jeg helt og uforstyrret mt Drømmelv. Jeg travede rundt Haver og Skove, Lader og Stalde. Overalt kun Venner blandt Menneskene som blandt Dyrene. Havens Træer og Blomster, Hundene og Kattene, alt blev tjenende Aander mn Fantasverden. Men den lykkelge Maaned, da jeg vandrede fra den ene lykkelge Dag nd den anden, svandt kun altfor hurtgt. En af de Tng, som den yngste af mne to Søstre

38 22 altd drllede mg med, var, at hun sagde, at mt Haar var rødt. Denne Beskyldnng tog jeg mg forfærdelg nær, da hun tlføjede, at denne Farve Haar var Tegn paa et falskt Snd, og jeg følte denne Tlskkkelse som en frygtelg Skam. Der havde, kort før Feredagene sluttede, været en Dame Besøg hos Tante. En af Fætrene bemærkede om hende, der havde stærkt rødt Haar, at da en Solstraale var falden henover det, sknnede det aldeles som Guld. Mon mt ogsaa vlde sknne som Guld, naar der kom Sol tl?" tænkte jeg strax. Hurtgt løb jeg op og fk fat paa et Haandspejl, og bevæbnet med dette gk Løbet om bag Borggaarden, hvor Solen altd sknnede saa klart og varmt. Mdt Solen drejede og vendte jeg Spejlet og mg selv fra den ene Sde tl den anden Sde. Jeg tog mt røde Bluseforklæde op tl Haaret. Forklædet var rødt, men Haaret lgnede det kke det mndste. Nej, det er dog for galt, Ida!" raabte en Stemme bag mg. Er Du allerede saa forfængelg, at Du løber om med Spejle for at se paa Dg selv; det er vst kke uden Grund, at Det var Tante! Det er vst alle Dne Søstre klager over Dg!" Dne Skolevennder, der lærer Dg de Daarlgheder. Du skulde læse nogle gode Bøger. Du bør læse den om Florsandes Barndom Vldfarelse og Ungdom Uskyld," vedblev mn Tante. Det er meget bedre end at løbe rundt og spejle sg. Kom nu, saa skal jeg gve Dg noget nyttgere at foretage Dg, og Du maa tro, at Du saa

39 23 vl lægge Dg mere tlfreds Dn Seng Aften." Saa fulgte jeg da med hende op tl hendes Værelse, der laa den llle Sdefløj. Der var noget hemmelghedsfuldt for mg over dette Værelse, og jeg blev aldrg rgtg klog paa, om det var en Begunstgelse eller en Straf at komme tl at betræde det. Af mg selv turde jeg aldrg gaa dernd. I Dag syntes jeg nok, at det kunde have været morsommere at færdes ude det dejlge Solskn, sær da det var en af de sdste Dage Feren. Hun gav mg strax Bogen, og hurtgt fk jeg den jaget gennem. Mn eneste Tanke var, at den egnede sg udmærket tl at opføre Vrkelgheden paa Runddelen bag ved Lunden, og Tankerne satte jeg Bogen Scene med Forpagterens Dreng som Helten og mg selv som den dydge Florsande. Da mn Tante gav mg Lov tl at slppe ud det Fr, var jeg et Par Sprng ovre Forpagtergaarden, hvor jeg traf Jørgen svedende over sn Bbelhstore. Hør Jørgen, Du maa strax komme med og være Armand, der bekranser mg, som hedder Florsande, ved en stor Slags Examen. Du har nemlg været mn Lærer, og jeg, der før har været doven, har nu bunden den smukkeste Krans tl denne Eksamen. Nu er jeg voxen og er først ulykkelg, ford Du, som er Armand, tror, at jeg er doven gen, men da jeg har grædt og bedt Vorherre om Tlgvelse for mt skrækkelge Levnet, ægter jeg Dg Hvdt med Sølv, og Lykken gæster mt Slot".

40 24 Jørgen foretrak egentlg Lege, altd Kostalden for mne der svævede ham for højt; men da han vdste, at Forældrene kke nægtede ham at gaa, naar nogen fra Herregaarden vlde have ham med, kunde han jo Dag slppe for Bbelhstoren, og den Frstelse stod han kke for. V fulgtes saa ad tl Lunden. Paa Vejen bandt jeg den skønneste hvde Krans", som jeg selv skulde bekranses med, og ankommen tl Stedet gk Jørgen Lag med at bryde en Masse store Grene af, der skulde forestlle de artge Elever. Alt gk saare godt saalænge den unge Hr. Jørgen skulde lægge Kræfter tl; men da Øjeblkket kom, at han skulde fremstlle den ædle Armand", svgtede baade Forstaaelse og Anstand. Varm og svedg, som han var, led han tllge af Mangel paa Lommetørklæde, og saa erklærede jeg, at jeg hverken vlde bekranses af ham eller græde over ham, eller ægte ham, naar han havde lang Næse! Han vlde løbe sn Vej, mens jeg søgte at holde paa ham, saa der opstod et større Slagsmaal, og jeg rev hans Bluse Stykker og han mt Forklæde, saa v skltes Vrede. Om Aftenen kom Tante altd nd tl os Børn, naar v var Seng for at sge Godnat. I dsse Øjeblkke havde hun en egen Gave tl at faa smaa og store Synder lokket ud af os, begaaet Dagens Løb. Længe havde hun heller kke sddet, før jeg rykkede ud med Slagsmaalet mellem Jørgen og mg. Men Barn dog, hvor kan det falde Dg nd at ndlade Dg med den uartge Dreng, og ovenkøbet slaas med ham? Du bør da hæve Dg langt over den Omgang!"

41 25 Ja, det vlde jeg egentlg heller slet kke, Tante, men jeg kunde jo kke opdrve nogen anden Armand", der vlde ægte den forhærdede Florsande; men lge da v skulde gftes, havde han lang Næse, og saa gav jeg ham paa Tuden." Men Gud bevares, Barn, hvad er det dog for skrækkelge Udtryk, Du bruger?" raabte Tante forfærdet, Du maa slet kke lege med de Børn, naar Du lærer saadanne Ord af dem." Tuden" har jeg kke lært afjørgen det er Drengene hjemme, der sger saadan." y Ja, det er forfærdelgt, mn llle Pge, hvor Du tager Manerer efter de Drenge. Jeg, som troede, at Florsandes Vldfarelser skulde have stemt Dg tl Alvor, og saa spller Du Komede efter dem, og bagefter slaas Du med Forpagterens Dreng! Bed nu Vorherre om Forladelse, og om at han vl hjælpe Dg tl at blve en god Pge!" Grædende og syndebetynget kyssede jeg Tante, og uagtet jeg var aldeles udmattet, bad jeg da: Om Forladelse, Vorherre, ford jeg slog Jørgen paa Tuden, og om Forladelse, ford jeg sagde Tuden; men vl Du saa kke nok selv besørge det, for han er saa væmmelg. Jeg beder Dg ogsaa saa nderlgt, kære Vorherre, om at hele Randers maa faa Tyfus, saa Skolerne maa blve lukkede lgesom Vborg, saa at de kke tør have mg hjemme, men jeg blver nødt tl at blve hos mn Tante saa længe." De fromme Bønner gled over Drømmenes Verden, og jeg sov Barnets trygge Søvn, der kke lader sg forstyrre af Sorger og Ængstelser.

42 26 th Solen maa længe have sknnet nd over mn Seng, jeg var ganske ophedet af dens Straaler, da jeg vaagnede. Men da stod den sørgelge Vrkelghed for mg: det var mn Feres sdste Dag. Jeg skyndte mg ned for at se, om der kke laa Brev fra Randers. Jeg troede jo fuldt og fast paa, hvad Præsten havde sagt, at Gud hører altd vore Bønner, naar de er rgtg alvorlgt mente, og en Hast red jeg ned ad Trappegelænderet for hurtgst mulgt at faa fat Brevet. Men der var ntet Brev. Skuffelsen over, at det kke slog tl, hvad Præsten sagde, var lge saa stor som Skuffelsen over kke at fnde den ventede Skrvelse. Formddagen benyttede jeg tl at tage Afsked med alle de kære Steder, baade nde og ude. Hver Stue fk sn Farvelhlsen, lgesom Haven de Blomsterbede, jeg havde Lov tl at tage af; th da det var en næsten ldenskabelg Glæde for mg at sætte Farver sammen, spllede dsse Bede en stor Rolle mne Fantaser. Hele mt Lv har denne Passon bevaret sg. Denne mn Ldenskab for Blomsterfarverne deltes dog ogsaa dengang med Kærlgheden tl et Blommetræ, der stod et Hjørne ved en af de mange Sdefløje; jeg omfavnede det hn Afskedsdag varmt og vemodgt og takkede det for dets dejlge Frugter. Ajax veg kke fra mg, men sjokkede saa nær Hælene paa mg, at den traadte Skoene af mg. Det var, som om den mndedes dsse Afskedstmer fra foregaaende Aar og nu vlde passe bedre påa. Tante syntes at have glemt Gaarsdagens slemme Begvenheder, hvlket

43 27 jeg var hende nderlgt taknemmelg for. Et Par Gange aflagde hun endog st fornemme kølge Væsen saavdt, at hun kærtegnede mg, hvlket skete saa sjældent, at jeg havde ondt ved kke at brste Graad mn Smerte over at skulle rejse fra hende. Henad Eftermddagen holdt Vognen foran Trappen Borggaarden, hvor Tante og Kusnerne stod for at vnke Farvel. Saalænge et Glmt af de takkede Gavle var at øjne, blev jeg ved at se tlbage, hvor hele Egnen dette Øjeblk belystes af Eftermddagens gullge Straaler. Vognen kørte jævnt Trav gennem det dybe Sand, og paa begge Sder af Vejen gk Høstfolkene travlt Arbejde. Lyden af Leernes Hvæssen lød Takt tl Folkenes Sang og tonede vdt den stlle Egn. Nu var der kke mere at høre eller se fra Paradset, og jeg satte mg stlle hen mne dybe Tanker og Længsler. Med Hjærtebanken saa jeg Hjemkomsten Møde; th ved nderlge Bønner havde jeg nemlg overtalt mn Tante tl at ndvllge, at jeg var bleven hos hende udover Ferens Ophør. Jeg frygtede mn Stedmoders Vrede over mn Udeblvelse og var forfærdelg ked af, at mn Fader kke var hjemme. Kun én Tanke trøstede mg: at mn Tante altd allgevel vlde holde mest af mg for mn Moders Skyld; da hun døde, blev jeg hendes Barn. Mne Taarer randt, de trllede og trllede alt som Vognhjulene knasede Landevejens Sand og førte det, jeg skulde kalde mt Hjem. mg nærmere og nærmere tl

44 28 Vognen rullede nd paa Randers Brosten fra Vesterport. Hvor den Lyd dog lød rædsomt for mg! Dér var de første Huse. De saa ud, som de vlde lukke sg over mg, saa alt blev mørkt og grmt. Med et Svng drejede Vognen nd Porten tl Forældrenes Bolg. Bedstemoders Kammerjomfru kom ned, for at hjælpe mg af Vognen. Hun var kke mn Vennde, og sagde nok saa skarpt: Frøken Ida har nok forbet sg!" Jeg trak Tden ud, saalænge det var mg mulgt, ved at tage mt Tøj og sende Hlsner med tlbage tl alt og alle; men jeg maatte jo op. Mne to Søstre og mn Stedmoder stod nde Daglgstuen, og Mnerne var meget truende. Jeg gk hen for at kysse dem tl Goddag, men Stedmoder gjorde en afværgende Bevægelse, det hun udbrød: Hvor falder det Dg dog nd at vlle kysse os, naar Du fører Dg saadan op. Du gaar strax Seng, og otte Dage blver Du nde Dn Faders Stue, naar Du kommer fra Skole og faar Dn Mad bragt dernd. Vl Du kke hjem tl os, saa vl v heller kke have noget med Dg at gøre!" Jeg krøb Seng og trak Tæppet højt op over Hovedet, for at mne Søstre, som jeg delte Værelse med, skulde tro, at jeg sov. Mne Tanker gk tlbage tl mn elskede Tante. Jeg fortrød alvorlgt Hstoren med Spejlet og med Tuden", jeg lovede mg selv at blve lge saa artg som Florsande og sov saa nd Tanken om alle mulge dejlge Blomster, som jeg næste Aar vlde bnde tl Kranse. Paa Skolen, som jo var begyndt, modtog de mg

45 29 med stor Glæde. De fleste af Kammeraterne holdt af mg, og jeg satte altd Munterheden og Splopperne Gang Frkvarteret. De var alle optagne af den store Nyhed, at der var kommen en ny Lærer Hstore og Lteratur. Den gamle var rejst bort, og Pastor Chrstan 1 ) Bjerregrav ved Randers, en bekendt Taler, der hørte tl den grundtvgske Retnng, havde tlbudt mdlertdg at overtage den bortrejste Lærers Tmer. Han var en nær Bekendt af Bestyrernden. Han begyndte med at gve et Overblk over Oldtdens Kultur. Med levende Fantas og et blledrgt Sprog fremstllede han dens Bedrfter, dens klassske Kunst, dens Dgtekunst og Sæder. Jeg blev som lamslaaet. Det var jo dette, jeg havde gaaet og ventet paa, naar mn Fantas søgte Holdepunkter under mne Vandrnger paa Landet Haver og Heder! Da Pastor Chrstan var gaaet og næsten alle Eleverne havde forladt Klassen, blev jeg sddende paa mn Plads, mens Bllederne blev ved at passere forb mg med Kunstværkerne Sydens glødende Sol. Imdlertd var jeg Ordensduxen Vejen, og da hun raabte: Ida, sover Du?", vendte jeg mg forvldet om og faldt ned af Stolen. Da jeg vaagnede, laa jeg paa Bestyrerndens Sofa. Er Du syg, llle Ida?" spurgte de, og begge kælede de for mg. Jeg brast Graad. Dsse kærlge Ord var det jeg trængte tl, og da Graaden var standset, fulgte mn Kammerat mg hjem. Ad Bag) Anton Carl Eml Chrstan ( ) blev 1846 Sognepræst Bjerregrav, Aalum og Tanum Vborg Stft. Han blev 1871 kaldet tl Nysted og Herrdslev paa Lolland, tog sn Afsked 1886 og boede Kbhvn.

46 30 trappen gk jeg ubemærket op tl mn Faders Studerestuer, og var nu glad ved at skulle være ene, for uforstyrret at kunne tænke over alt dette nye, der var hændet mg. Jeg satte mg stlle hen. Bllederne gled atter og atter forb mg, samtdg med at Længslen efter Tante, mt kæreste paa Jorden, knugede mt Barnehjærte. Jeg tegnede Omrdsene af Gaarden derude, med Vnduet det Værelse, jeg lge havde beboet og hvor jeg havde følt mg saa lykkelg. Ved nu at gennemsøge Faders Reoler fandt jeg en gammel Verdenshstore, der langt udførlgere omhandlede det, jeg havde hørt paa Skolen; men den var mg jo altfor tør Kost ovenpaa de straalende Ord, der havde gjort saa mægtgt Indtryk paa mg. Ingensnde senere mt Lv har jeg truffet en saa levende og fn Fremstllngs- og Fortælleevne som hos Pastor Chrstan. Et helt nyt Afsnt begyndte nu mt Tankelv. Drømmene, som hdtl havde fyldt mg, slog kke længer tl. Med ét Slag var Trangen tl Kundskab vaagnet hos mg, og Pastor Chrstans Tmer gav stadg ny Nærng tl den Ild, der var tændt. Han havde lagt Mærke tl det spændte Udtryk, hvormed jeg fulgte hans Fortællnger, og spurgte Forstandernden ud om mg; men hun, der egentlg kke beskæftgede sg med mg, undtagen der var noget Vejen, mente, at jeg langt fra var én, man kunde regne med, hvortl Pastoren skal have svaret: leg tror, v senere vl høre fra hende; hun er begavet, men kke som Duxene, der gerne gaar de slagne Veje og Reglen

47 31 kan skøtte sg selv, men llle Jessen vl ved rgtg Vejlednng kunne naa vdt." Med dette Syn paa mg hjalp han mg trolgt, uden at det dengang gk op for mg, hvor meget. Paa mange forskellge Maader skaffede jeg mg Lekture efter hans Anvsnng. Hans Køretøj holdt, heldgvs for mg, vor Gaard hos Værten, der havde Staldrum, og naar han mødte mg, hed det altd: Naa, llle Ida, hvad læser Du nu? Ja, saa skal Du nu læse det eller det." Jeg gav mg nu stærkt hen tl Læsnng, dog kke Skolefagene de kedede mg forfærdelgt. Meget af, hvad der gk mg, forstod jeg slet kke, men meget satte sg dog fast. Saa kom den sørgelge Dag, da Pastoren maatte opgve sn Skolevrksomhed, ford hans Embede kke levnede ham Td. Det var for mg som at blve sat ud et tomt Rum. Jeg vedblev at skaffe mg Bøger, men mærkede først da, hvor meget hans Tmer havde hjulpet mg, og hvor ldt jeg fandt frem paa egen Haand. Efter Skoletmernes Ophør kom Pastoren jo ogsaa nu sjældnere tl Byen. Af Naturen var jeg lvlg og greb Glæden, hvor den blot vste en Flg, men nu blev jeg stlle og tavs. Naar de Hjemmet troede mg legende Haven og Gaarden med Husets andre Børn, lstede jeg op paa Loftet, hvor der stod en stor Kste, som jeg krøb bagved, for at græde og tænke Fred. For det meste fk denne skjulte Melankol mn afdøde Moders Navn. Tmevs kunde jeg hvske: Mor, llle Mor, aah kom, kom!"

48 32 En Dag fandt Stedmoder mg mt Skjulested og hørte vel endog mt Udbrud. Dette forbedrede naturlgvs kke hendes stadge Msfornøjelse med mg. Du blder Dg nd, a sagde hun, at Du gaar uforstaaet omkrng, stakkels ulykkelge Ida! Det tror jo alle dovne Pger! Tag dn Strkkestrømpe og bestl noget. Det skal nok jage de dumme Nykker ud af Hovedet!" Al denne ndeklemte Hgen og Længsel blev dog en vrkelg Sjælsldelse for mg og paavrkede mg ogsaa legemlgt. Mn dstrat Fader blev endog opmærksom paa mt forandrede Udseende, da han efter en længere Fraværelse saa mg, og tog da den Beslutnng, at jeg en llle Td skulde ud tl Tante. Der var ndtraadt en for Egnen betydnngsfuld Begvenhed nemlg, at Sognepræsten, der var bleven syg, havde faaet ansat en personel Kapellan ved Navn Trandberg, der var meget bekendt som en af de første Forkæmpere den Kamp, Grundtvg havde rejst mod Ratonalsmen, og efter at Søren Kerkegaard, om man saa kan sge, havde udsendt 1 sn Banbulle" mod Krken." ) Trandberg vakte et stærkt Røre den ensomme Hedeegn, lge fra den adelge Borg tl den, endnu dengang, saa sløve Husmand. Tante havde netop Fødselsdag, saa Fader kørte ) Peter Chrstan Trandberg ( ), en Bondesøn fra Bornholm, blev teologsk Kanddat 1858 og s. A. Kapellan for Tjele og Vnge Sogn Vborg Stft blev han Vandrepræst paa Bornholm, hvor han 1863 meldte sg ud af Folkekrken og dannede en Frmenghed. Fra 1877 rejste han Jylland og tog 1882 tl Amerka, hvor han mange Aar var Semnarelærer, tl han 1896 døde Mnneapols. Han blev 1863 gft med Hansne Chrstane Gottholdne Lttchau, der havde været Dakonsse Tyskland.

49 33 selv med mg derud, for at lykønske hende. Jeg var salg af Glæde, baade ved Tanken om Besøget og ved at skulle køre alene med mn Fader. Han var maaske først bleven rgtg opmærksom paa mt sygelge Udseende under dsse mange Tmers Enekørsel, th pludselg bøjede han sg over mg, lagde mt Hoved op tl sg og sagde, det han klappede mg paa Knden: Du maa kke forlade Dn gamle Fader, mn søde llle Pge, men blve stor og stærk og rgtg komme Dg paa Landet. Hold alt det andet ud for mn Skyld!" Fader havde mstet flere Børn og taget sg det forfærdelg nær. Vognen drejede nd Borggaarden, hvor alt var festlgt smykket Anlednng af Fødselsdagen, og hele Famlen var samlet paa Stentrappen for at tage mod os. Fra Forstuen gk man lge nd Spsestuen, hvor et stort Frokostbord var dækket. Kusnerne og de hjemkomne Fætre samledes omkrng det. Passaren og Latteren gk lystgt mellem al den Ungdom. Mn Plads var altd ved Sden af Tantes. Hemmelgt stak jeg mn Haand nd under Bordet, for at holde hendes Kjole, og overbevse mg om, at Øjeblkket var Vrkelghed, og det Hele kke en Drøm. Tl Mddag skulde der være Selskab paa 40 Personer. Der var dækket oppe den store Sal", som optog hele den ene Fløjs Længde. Efter Frokost spredtes alle Damerne for at paase Tjenerskabet eller ordne deres Toletter, Herrerne gk tl Bllardet eller tl de udenoms Seværdgheder. Jeg var ellers altd strakt Karrere mellem Spsesalen og

50 34 Køkkenet, henrykt, naar Tjenerskabet betroede mg at bære en eller anden ufarlg Genstand, eller naar man Køkkenet stak en Lækkerbdsken tl mg; men Dag faldt dette mg slet kke nd. Jeg satte mg ganske alene nd den hjemlge gamle Daglgstue med Empre-Møblerne og de dybe Vndusfordybnnger, som de tre Alen tykke Mure dannede smaa Værelser med Borde, hvor Damerne plejede at sdde med deres Haandarbejder. Paa Sdevæggen nd tl afdøde Onkels Kontor stod den store Sofa med Hestehaars Betræk bydende Plads tl mndst fre Personer, og det store runde Søjlebord, hvorom Famlen samledes om Vnteraftnerne. Og der stod det taffelformede Pano med de spnkle Toner, hvorpaa de store Kusner hamrede Øvelser med mere Fld end Talent, og hvortl Lærernden sang: Home sweet home", som mn næstældste Fætter stadg nynnede tl med megen Følelse, men kke ganske rent. Saa var der det Hjørne, hvor det Legetøj, v havde Lov at benytte nede Stuen, opbevaredes Peterstalen", som v kaldte den Stedet for Pedestalen. Alt dette var og blev Hjemmet for mg. Og hvor jeg elskede det! I Dag fk jeg første Gang Øje for, at Daglgstuen Randers var langt elegantere med alle de mange Malerer, Kunstsager og antke Møbler, men den kunde dog allgevel slet kke sammenlgnes med denne Stue. Hvor det laa, var mg kke klart; men jeg følte, at kunde jeg altd blve her, vlde jeg vst kke være saa ubehagelg og ækel, som de derhjemme syntes, at jeg var. I Dag var

51 35 alle Dørene aabne helt gennem tl den llle Sal, det egentlge Selskabsværelse, der var sklt fra Daglgstuen ved et llle Kabnet. Noget dejlgere end den llle Sal med de fre Fag tl hver Sde, dækkede med røde og hvde slkestrbede Gardner, var jeg overbevst om kke fandtes paa denne Jord. Det store runde Søjlebord Mdten af Stuen med den mægtge Bronzekrone over, de med rødt Slkedamask betrukne Sofaer og Stole, de høje Spejle med de store Marmorvaser paa Vnduespllerne, var altsammen vdunderskønt mne Øjne. En Tmes Td efter kom Fader hjem efter sn Tur med Fætrene, der satte sg hen tl mg og Kusne sagde, at de var glade ved at have deres llle hos sg. De foreslog, at v gk en llle Omgang Haven sammen, og efter faa Tmers Forløb var jeg den gladeste blandt de glade, og da de gk mg for adstadgt, tog jeg mg en rgtg Løbetur med Ajax. for Døren Ved Fretden rullede den ene Vogn efter den anden og bragte en Skare elegante Gæster, baade Gamle og Ungdom, der samledes nede Stueetagen, Daglgstuen og den llle Sal. De kulørte Slkekjoler med Slæb og de store Hovedsæt, man kaldte Kapper, med mangefarvede Blomster og lange flagrende Baand, gjorde et straalende Indtryk. De unge Pger var dengang klædt sorte eller kulørte Slkestoffer, nedrngede og med bare Arme. Man kendte endnu kke de senere fremkomne lette Uld- og Bomuldsstoffer. Da der blev gvet Tegn tl at tage tl Bords, blev Stemnngen højtdelg og al Tale standsede. Tl alle

52 36 Tder har jo Rangforordnngen spllet en vgtg Rolle Selskabslvet, sær dog de to Yderpunkter: Bondestanden og Arstokratet. Mellemklasserne har tl alle Tder forbeholdt sg en mere usnobbet Frhed Valget af Naboskabet ved festlge Lejlgheder. I Provnsen tog Amtmanden, som Nr. 1 paa Stgen, altd først, og dette Tlfælde naturlgvs Tante; kun Dag renoncerede han tl Fordel for mn Fader, der efter sn første Kones Død var en sjældnere Gæst ved denne Fest. Amtmanden maatte da lade sg nøje med Generalkrgskommssærens Frue. De behøver kke at kalde mg andet end Generalnde, mn Mand sætter slet kke Prs paa den lange Ttel!" plejede hun at sge. Og da hun øvrgt med f. yderste Nøjagtghed agttog Formerne, Ex. naar hun toges tl Bords, traadte tre Skrdt tlbage og saa to frem, nden hun tog sn Kavallers Arm, og da hun sdst og vel kke mndst var en stor Skønhed, føjede Verden hende og bettlede hende efter Ønske. Da Spændngen var løst og enhver havde faaet sn, satte Toget sg Gang op tl den store Spsesal og tog sg ud som et mangefarvet Baand, der snoede sg op ad Trapperne. I Salen tog det lange Taffel sg pragtfuldt ud med den høje Sølvopsats Mdten og de mægtge Vnkølere ved hver Ende samt Krystalbesætnngerne. De 10 å 11 Retter Mad med Tlsætnng af 7 å 8 Slags Vne gjorde hurtgt Stemnngen lvlg, og den holdt sg under hele det lange Maaltd. Dsse mange Retter var mn Tortur, og da Børnene sad ved et Sdebord, undslap jeg altd og aflagde Vstter alle dsse Smaakamre og

53 37 Krnkelkroge, der fndes paa slge gamle Steder, og hvor Barnefantasen anbrnger Skkkelser og Begvenheder, der gør dsse Steder levende. Jeg sørgede dog altd for at være tlstede, naar Tantes Skaal blev drukket, hvlken Amtmanden Følge sn Rang var selvskreven Han tl. sagde altd de samme smukke Tng om Tante, der fk mn Hjærtevarme tl at slaa ud lys Lue af Glæde over denne mn elskede Afgud. Naar Børnenes Skaal derefter blev drukken, sær naar Generalen" udbragte den, var mn Glæde næsten lge saa stor; th han tog gerne mg med blandt dem. Et Par Dage efter holdt Pntsen st Indtog fuld Foraarspragt med Solskn alle de ellers dunkle Gange Haven. Jeg vaklede stærkt mellem at lege dette Solskn eller at gaa Krke, for at høre den meget omtalte Trandberg. Nysgerrgheden vandt dog Sejr, og jeg begav mg nd den llle Krke med den store Marmorsarkofag over en af de tdlgere hvler paa 6 Hoveder hans 6 Elskeder efter Folkeversonen, men han selv, pansret Legemsstørrelse Hautrelef mdt paa Krkevæggen, tog sg mægtg krgersk mponerende ud de smaa Omgvelser. Trandberg fremstllede med rvende Veltalenhed Chrstendommens første Morgenrøde, Helgengloren om De første Chrstne", Krkens nuværende forfærdelge Tlstand, Præsternes Dødhed og Menghedernes Lgegyldghed. Altsaa her, tænkte jeg, da jeg kom hjem og havde anbragt mg et af mne mange Skjulesteder, er

54 38 den egentlge Trøst for alle Sorgerne! Mon den Trøst ogsaa er for ukonfrmerede Børn? Den kan da umulgt være for mg, som jo med mt røde Haar har et falskt Snd, som holder mere af at være her end mt eget Hjem, og mere af at læse end strkke. Nej, det var galt altsammen, og jeg turde slet kke tænke mere derpaa. Jeg besluttede dog at tale med mn næstældste Kusne, som jeg denne Gang delte Værelse med, og som af Famlen blev betragtet som den lærde. Hun havde en Dag ytret, at Trandberg var den eneste vrkelge Præst, hun havde truffet. Hun maatte nok kunne klare det for mg. Med stort Besvær holdt jeg mg vaagen, hun kom tl op senere paa Aftenen og gk saa lge løs paa Sagen: Det Trandberg sagde, at v skulde være som de første Chrstne, gælder det ogsaa for Ukonfrmerede?" Men hvorfor dog kke, Ida?" Jeg véd det kke, men jeg kan kke forstaa, at det saadan er for alle." Jo," vedblev hun, naar Du altd beder Gud hjælpe Dg at være rgtg flttg, og aldrg gør dem Sorg derhjemme." Jeg tav; men ved mg selv tænkte jeg: Ja, jeg vdste jo nok, det vlde slppe derud! Naar det skal passe paa Ukonfrmerede, er det kun for saadanne Dydsmønstre som Emma og alle dem, der holder af deres Hjem; men det er kke for mg. Dsse Tanker holdt jeg dog ved mg selv, og forstod heller kke at gve alt det Ord, der rørte

55 39 sg mg. Ved nogle Dage at spekulere over Problemet, udfandt jeg, at ved at læse hver Dag Bblen, som Tranåberg havde sagt, at man skulde, maatte man vst kunne lære meget. Naar mn Kusne kke var paa st Værelse, sær om Aftenen, lstede jeg mg tdlgt Seng og læste saa hendes Bbel. Megen Menng fk jeg kke ud deraf, heller kke fandt jeg denne Læsnng saa nteressant, som den, Pastor Chrstan havde gvet mg Anvsnng paa, men en vs højtdelg Stemnng følte jeg derved. Naar du bare blver ved, blver det nok engang med Dg som med de første Chrstne, tænkte jeg, og da jeg for det meste førte gennem, hvad jeg rgtg havde besluttet, søgte jeg det ogsaa dette Tlfælde. I Bogreolen fandt jeg et nyt Testament, som Tante gav mg Lov at beholde, og jeg følte mg høj Grad betrygget mt Forehavende ved denne Ejendom og var fast overbevst om snart at kunne naa mt høje Maal. Da jeg efter et længere Ophold blev sendt hjem, var mt Snd denne Gang kke saa nedtrykt som ellers ved at forlade det kære Sted. Alt gk ogsaa godt nogen Td. Jeg lagde mg aldrg nogen Aften uden at læse et Stykke Testamentet; men jeg skjulte det omhyggelgt, for at Søstrene kke skulde faa fat der. Imdlertd udfandt mn næstældste Søster, at jeg havde noget at skjule og har vel rapporteret det; th en Aften, da jeg endnu var beskæftget med mn Læsnng, overraskede Stedmoder mg: Hvad bestller Du dér?"

56 40 Jeg maatte da vse Bogen. Et underlgt Udtryk af Forundrng gk hen over hendes Ansgt, og hun gav mg et haardt Ørefgen.,Jeg forbyder Dg at læse den Bog. Det er noget, Du slet kke forstaar." Men mærkelg nok tog hun kke Bogen med sg, da hun gk, og jeg gemte den endnu omhyggelgere end før, da jeg lstede Seng. Længe laa jeg og spekulerede over, hvad de første Chrstne vlde have gjort Aften. De taalte jo alt mulgt ondt og blev dog ved at tlbede Chrstus! Jeg tænkte, at mn Kusne dog maatte have taget fejl; Chrstus, som havde været saa underlg langt borte uagtet alt, hvad jeg havde lært og læst om ham, var denne Aften som lge ved, og jeg var saa glad, skøndt mn Stedmoder og mne Søstre havde beskyldt mg for Lumsker! Det, Trandberg havde sagt, kunde maaske dog allgevel ogsaa gælde for dem, der kke var konfrmerede. I senere Aar har jeg bedre forstaaet mn Stedmoders Handlemaade ved denne Lejlghed, skøndt jeg høj Grad msbllger den. Først og fremmest var hun jo kke selv Moder, og det er sjældent at fnde barnløse Kvnder, der helt ud forstaar de forskellge Barnesnd. Den mangeartede Maade, Børn skal behandles paa, er mange tlbøjelge tl at øve over én Læst, og det er netop den største Fejl. Hvad mt Forhold tl mne Søskende angk, skete det samme som over alt ude Naturen. Hvad der blver sat nd bagefter, assmlerer sg sjældent med det, der allerede bestaar. V ser det ofte

57 41 Planteverdenen, men ufravgelgt Dyreverdenen. Jeg blev adsklt fra Hjemmets Jordbund og var og blev dem alle Dage en Fremmed. Var der en enkelt mellem dem, der syntes at betragte mg som nærmerestaaende, forpurrede de andre dette, uden selv maaske at vde eller forstaa det. Hele mn Barndom og Ungdom led jeg under denne Hjemløshedsfølelse, der for det unge Hjærte vstnok er en af de ulykkelgste. I Aarenes Løb skete der nu forskellge Begvenheder. Mn ældste Søster blev forlovet med vor ældste Fætter, der var Stamherre tl Godset. 1 Mn næstældste Kusne ) var bleven forlovet med Pastor Trandberg. Begge Forlovelser skulde hemmelgholdes, mn Søsters, ford hendes Forlovede vlde fuldende sn Examen før Deklaratonen. Dsse Hemmelgheder var kke blevne mg meddelte, men jeg havde dog paa anden Haand erfaret dem. Sommerferen stod atter for Døren. Mn Fætter skulde tlbrnge den Hjemmet, og mn Søster naturlgvs være sammen med ham. Det var jo umulgt at holde Forlovelserne hemmelge for mg, hvs jeg ogsaa kom derud, og jeg blev derfor afskaaret fra at rejse tl mt Parads. Jeg var grænseløs fortvvlet, men skjulte mn Kvde saa godt, jeg formaaede. Mn næstældste Søster var paa et længere Ophold Hovedstaden, saa den Tanke at skulle være alene med Stedmoder sær afskrækkede mg. ) Margrethe Theresa Petrne Malvna Jessen, født 1835, blev 1860 gft med Kammerherre, Hofjægermester Chrstan Dtlev Lttchau tl Stamhuset Tjele.

58 42 Dog vendte Forholdene sg helt modsat de ængstelge Forventnnger. Stedmoder kunde mndst af alt fnde sg Ensomhed. Fader var paa Embedsrejser, Søstrene paa hver sn Kant af Landet og Byen temmelg folketom paa Grund af Feren. Jeg var da hendes eneste Adspredelse, og hun ndlod sg derfor med mg som aldrg før. En Smule Venlghed lukkede snart op for mn af Naturen aabne Karakter. Det var med en grænseløs Forbavselse, hun opdagede, hvad denne, hendes daglge Anstødssten sad nde med. Ida er egentlg kke noget Barn mere, og det er underlgt, at hendes to Søstre altd søger at holde hende nede", skrev hun tl et af Famlens Medlemmer. At hun selv havde lgesaa stor Part den Mur, der gennem Aarene var bleven bygget mellem Barnet og Hjemmet, forstod hun kke, eller vlde kke tlstaa det for sg selv. Hun, der var meget belæst og kundskabsrg paa næsten alle Omraader, valgte en Del god Lekture, sær fra Revolutonstden, som Pastor Chrstan ogsaa havde anvst mg, saa jeg var temmelg nde Emnerne. Jeg holdt meget af at læse højt, saa det var kke ldt, v fk læst, og nden v vdste et Ord deraf, var Feren forb, og jeg havde følt mg blandt andet ford Stedmoder slet kke helt tlfreds, sonderede noget angaaende mn Læsnng om Aftnen. Jeg fortsatte derfor denne mere uforstyrret og mere ndgaaende end ellers. Og saa fk jeg nogle Anvsnnger paa Hjælpeklder gennem Pastor Levnsen ved Trntats Krke 1 ), der var paa Besøg *) Pastor Carsten Levnsen ( ) var res. Kapellan tl Trntats Krke Kbhvn.

59 43 hos Slægtnnge Randers, og gav mg et godt Skub fremad. Den sdste Aften Feren, før mne Søskendes Hjemkomst, forsøgte mn Stedmoder at udtale sg med mg og at faa mt Syn paa hende forandret. Helt forstaaelg blev denne Samtale mg kke. At en Stedmoder havde ondt ved kke at omfatte alle sne Stedbørn med samme Kærlghed, som en rgtg Moder, gk dengang over mn barnlge Horzont. Hvorfor kke have samme Tltro tl den yngste som tl den ældste? Fuldt saa forrykket, som før denne Fere, blev Forholdet mellem hende og mg aldrg senere; men Hjemløshedsfølelsen tabte jeg kke, lge sdste Dag, jeg var dette Hjem. tl den Nu nærmede Konfrmatonstden sg. Jeg var meget spændt paa, hvem af de to Præster Byen jeg skulde gaa hos. Sognepræsten var Famlens Omgangsven; men jeg foretrak Pastor Kruse, resderende Kapellan og ansat ved Byens Hosptal 1 ). Jeg var meget taknemmelg over, at man føjede mg dette Ønske. Lge sden jeg efter hn Pntsepræken af Trandberg var begyndt at slaas med relgøse Problemer og havde sat De første Chrstne" som mt Maal, havde jeg regelmæssg hver Søndag hørt Pastor Kruse Hosptalskrken. Hans stærke Fremhæven af Budene voldte mg mange Bryderer, f. Ex. dsse ) Ncola Eeg Kruse ( ) res. Kapellan ved St. Mortens Krke Randers.

60 44 stærke Advarsler mod at stjæle! Jeg følte mg vrkelg aldeles kke frstet tl at stjæle, og andre gjorde det dog vel heller kke. Og saa Forklarngen over daglgt Brød"! Dertl hørte altsaa fromt Tyende". Hvorledes mon det egentlg saa ud? Hjemme skændtes altd Bedstemoders Kammerjomfru og de to Pger. Kokkepgen Krsten holdt jeg forfærdelg meget af. Hun læste altd, naar hun lavede Mad, og medens hun rørte Gryderne; det var dog saa stak altd dygtge og saa var hun saa sød mod os, Pandekager tl os og tl nogle Latnere, der havde Værelse paa Værtens Kvst, og var vore daglge Legekammerater. Men det kunde jo maaske være, at Pastor Kruse vlde synes, at v stjal de Pandekager? Dog ønskede jeg nderlgt, at han saadan rgtgt vlde tale om, hvordan man helt gennem skulde bære sg ad, th jeg blev stedse ængstelgere og mere tvvlraadg, efterhaanden som Konfrmatonsdagen nærmede sg. Jeg havde rgtgnok kke tænkt mg det den Grad svært at blve som de første Chrstne". Nu havde jeg læst og læst flere Aar og var lge vdt. Jeg maatte jo næsten kke gøre en eneste Tng af det der blev fordret. Man maatte kke betragte noget som st eget", stod der. Naa, jeg gav en af mne gamle Kjoler tl en llle Pge, der tggede om Klæder; men saa skændte mn Stedmoder paa mg og sagde, at det kke var mn Kjole, og at jeg overhovedet kke havde noget, der var var mn Ejendom! Tl mn Fødselsdag havde Fader foræret mg 2 Rgsdaler. De er da mne egne, tænkte jeg, og gav dem næste For-

61 45 mddag nden Præstetmen tl en af Konfrmanderne, som jeg vdste var meget fattg. Hun stod med Tøjet paa for lgeledes at gaa tl Tmen. Jeg var bange for, at hun skulde føle sg saaret, hvs jeg gk Forvejen, og foreslog derfor at følges med hende. Paa Vejen mødte v Amtmandnden, der gk hjem og fortalte mn Stedmoder, hvlket Selskab hun havde truffet mg, og atter fk jeg Skænd og strengt Forbud mod at følges med nogen, v kke kendte. Hvad var nu Menngen med det altsammen? Man maatte jo allgevel kke gøre noget af alt det, der stod, man skulde gøre. De andre gjorde jo heller kke, hvad der stod Testamentet! Hvorfor er jeg da saa slem og de andre saa gode? Næste Søndag skulde jeg love, at jeg vlde tro slet paa Gud og Chrstus; men dem tvvlede jeg jo kke om. Og hvad kom det egentlg andre Mennesker ved? De kunde jo dog kke se, hvad man nderst nde troede eller kke troede, og der var jo saa mange, der skftede om. Jeg var vs paa, at der var noget, jeg skulde svare paa, som jeg kke forstod! Mn Stedmoder, der vel følte, at jeg ved denne Lejlghed, som saa ofte før, gk om en Verden for mg selv, som de andre hverken ænsede eller skøttede om at kende, og hun selv manglede Nøglen nd tl tl, gk om Aftnen før Konfrmatonsdagen mg Gæstekamret, hvor jeg denne Td for det meste tyede nd, for at være ene. Jeg kommer tl Dg, llle Ida, for at gve Dg et Mnde om Dn afdøde Moder," og hun tog en Guldrng frem. Den fk Dn Moder paa sn Konfr-

62 46 matonsdag, og nu skal du have den paa Dn, og, a tlføjede hun, Du skal kke altd se den mørke Sde af Lvet, der er nok gemt megen Lykke for Dg!" Dette betog mg den Grad, at jeg næsten kke kunde fremføre nogen Tak. Mn egen Moder blev næsten aldrg nævnet, og ofte havde jeg spurgt mg selv hvorfor, men kke turdet spørge. Nærmest troede jeg, at mn Stedmoder kke taalte det. Nu havde hun dog selv gvet mg en Tng, der havde tlhørt mn Moder, og som denne formodentlg havde baaret altd. Det var smukt af mn Stedmoder netop nu at gve mg den! Det vlde jeg aldrg glemme! Med mn Skat trykket op tl mg, saa tryg Sndet, som kke lange Tder, lagde jeg mg tl Hvle den sdste Aften, før Skellet blev trukket mellem Barndom og Ungdom. Da Konfrmatonen var overstaaet med Tlbehør af Vstter og Genvstter hos Byens Honoratores, blev det bestemt, at jeg skulde tl Tante. De to Søstre var begge sendte tl Hovedstaden, nærmest for at være sammen med vor afdøde Moders Famle; men da jeg blev anset for at være for umoden tl denne Udflugt, maatte jeg som Erstatnng blve derude, saalænge jeg vlde. Gennem et Par Aar havde jeg, for mg selv, beredt mg tl det forventede Hovedstadsophold, som jeg havde forestllet mg som noget Smag med at komme tl det gamle Athen. Særlg havde jeg lagt mg efter Mytholog og Fransk; det første for Museernes og Dgternes Skyld, hvlke sdste jeg troede altd bevægede sg en højere Sfære

63 47 end almndelge Dødelge. Det andet mente jeg, man altd betjente sg af Selskabet, og staa saadan rent uforstaaende overfor alle vlde dog være for flovt. Dsse Studer var nu overflødge. Jeg forvandt dog temmelg hurtgt Skuffelsen over mne brstede Forventnnger ved Tanken om mt Parads, hvor jeg nu kunde dvæle, saalænge jeg vlde, uden at have den truende Skole bag alle Dagens Glæder. Med Stolthed pakkede jeg de nye lange Kjoler sammen tllgemed alle de smaa røde Æsker, Skrvemapper etc. fra Konfrmatonsdagen.

64 UNGDOM Solen blev netop rnget ned og Folkene gk tl deres Nadver, da Vognen drejede nd ved Avlsgaardene. Ved Svnget gennem Porten tl Borggaarden saa jeg strax, at mn Tante kke stod paa Trappen som ellers. Hun var Besøg, de to ældste Kusner var gaaet Tur, og kun den yngste var tlstede. V havde aldrg ret harmoneret, men hun hørte tl Paradset, og andre Fuldkommenheder behøvedes kke. Men Stuatonen forekom mg fremmed og forandret, jeg kunde kke forklare mg Grunden. Mn Umddelbarhed bragte mg dog hurtgt over alle Grublerer. Mn ældste Fætter havde nu bosat sg paa Godset efter endte Studer og skulde Løbet af Sommeren holde Bryllup med mn Søster. Jeg tlbragte den første Td af den dejlge Forsommer med at tage alle de gamle Steder og gamle Venner Besddelse, og jeg saa kun ldt tl, hvad der foregk om mg. var hele Famlen budt Mddagsselskab En Dag hos mn ældste Kusne, der var gft paa et Nabo- over at faa gods, og jeg var naturlgvs henrykt Lejlghed tl at føre mg mn fneste nye Kjole. For første Gang havde jeg Blomster Haaret, og

65 49 jeg var saa glad som unge Pger er, naar de første Gang skal debutere som Voxne. Selskabet var det samme, som Aarenes Løb havde samlet sg hos mn Tante, saa langt tlbage jeg kunde huske. Alle kom mg Møde med stor Venlghed og lykønskede mg tl mn Konfrmaton. Flere underholdt sg længe med mg, og undertden bemærkede jeg nogle forundrede Mner; ja en Herre af Famlens ældste Bekendte strrede saa vedholdende paa mg, at jeg blev forlegen derved og tænkte, at det maaske var ubeskedent at tale saa længe og saa lgefremt med de ældre. Jeg søgte at fjerne mg og at skynde mg over tl Kabnettet, hvorfra de Unges Latter og Tale lød. I Forbgaaende hørte jeg mdlertd mn Kusne sge tl mn Tante: Husk, at de skrev, at v maatte passe paa, at Ida kke drog Opmærksomheden for stærkt hen paa sg." Det var godt, tænkte jeg, at jeg skyndte mg bort fra de Gamle. Næppe havde jeg sddet et Øjeblk hos de Unge, før mn Kusne sagde tl mg: Inde Spsestuen sdder Baronen, der har været sndssyg. Han er bleven saa sky paa Ornge, at han kke vl være hos os andre. Du er saa munter, kan Du kke gaa nd og lve ham ldt op?" Jeg gk nødg bort fra de. andre Unge, som jeg havde glædet mg tl at være sammen med. Den stakkels Baron stod alene Stuen. Han saa saa forknyt ud og skulede saa underlgt, at jeg blev helt ængstelg. Jeg følte, at det maatte være sørgelgt for ham, sær at alle vdste, at han havde været paa et Gale-

66 50 hosptal. I det samme slog han Øjnene op, og jeg mødte et saa usgelg fortvvlet Blk, at jeg blev greben af den nderlgste Medldenhed. Jeg nærmede mg ham ganske sagte med bankende Hjærte og vdste kke, hvad jeg skulde sge tl ham, og mn barnlge Ubehjælpsomhed sagde jeg: Var der rædsomt paa Ornge?" Han vendte sg mod mg med et rasende Blk, og mn Rædsel gjorde jeg det værste, jeg kunde. Jeg løb. Jeg styrtede ud ad Døren, ned Haven og vdere af Sted over Skoven, hvor jeg grædende og skælvende skjulte mg bag nogle Buske. I det samme kom en stor Del af Selskabet gaaende langs ad Skovsten, de Unge forrest, leende og løbende mellem hverandre. Tlsdst kom mn Tante gaaende med den Herre, der før havde strret saa vst paa mg. Jeg vlde netop løbe hen tl dem, da han nævnede mt Navn: Den unge Frøken Jessen har udvklet sg enorme tl og tegner at blve smuk." For Hmlens a Skyld, svarede mn Tante, lad hende kke høre derom. Jeg fnder heller kke, hun er det. Baronen maa kke skænke hende nogen Famlen er v meget ængstelge Opmærksomhed. I for at hun drager Opmærksomheden altfor meget a tl. Hendes øvrge Ord tabte sg, da de sg fjernede sg Skoven. Jeg stod som en Død. De Ord, jeg havde hørt, gjorde et stærkt Indtryk paa mg. Mne Tanker jagede frem og tlbage. Mon mn Tante skubber mg tlsde lgesom de derhjemme? Mon jeg er

67 51 smuk, jeg, som de derhjemme drller med mt Udseende? Mn Fader var netop hjemme paa den Td, og jeg fortrød nu, at jeg kke havde ventet med at tage herud tl han rejste gen. Jeg lstede stlle tlbage tl Gaarden, hvor Børnene fk Øje paa mg og kaldte og raabte, de detmndste var altd glade ved mg. Ved Hjemkørslen om Aftenen skubbede jeg mg nd et Hjørne af Vognen og græd. Da v kom op Stuen, sagde mn Tante en underlg uvenlg Tone: Det er en meget fn Kjole, Du har paa, hvor har Du den fra?" Hvorfra? naturlgvs hjemmefra." Den er altfor voxent syet tl Ida, a tlføjede mn yngste Kusne, det ser latterlgt ud at putte saadan en Prop den Dragt." Alle saarede mg, med og mod deres Vlle. Næste Morgen havde jeg den Følelse, at der var hændet mg noget sørgelgt, og at der var noget lgesom ved at glde fra mg. Men jeg kunde kke se klart, og jeg besluttede at være lge saa glad som ellers, men at holde mg mere tlbage og at gaa ned Lunden, ndtl de fremmede Gæster, som havde overnattet, var rejste. Jeg tog en af Carl Bernhards Noveller, fandt snart et Skjulested og fordybede mg Fortællngen. Da læste jeg et Vers, som netop et overordentlg stærkt Indtryk paa mg: Mosgroede Tag, landlge Bo, Arne for Fred, for Haab og for Tro, Venlge Gener stedse dg skærme, Kummer ej nærme sg kærlge Hjem Øjeblkket gjorde

68 52 Det betog mg ved sn smple landlge Inderlghed; Kærlgheden tl Landet og tl dette Frsted, hvor jeg altd havde følt mg saa lykkelg, gjorde mn Beslutnng stærkere om fremdeles at være glad og fornøjet som altd herude. Jeg mere løb end gk hjemad for at ndhente den Glæde, som jeg ubevdst efter Tantes Udtalelser om mg den foregaaende Aften frygtede for at mste. De Fremmede var rejste. Mn Tante og en af Kusnerne stod Havestuen. Tante talte saa hæftgt og saa saa vred ud, saa jeg kke kendte hendes Ansgt gen. Jeg havde aldrg set dsse for mg saa usgelg kære Træk saaledes. De havde hele mn Barndom gennem mn Fantas lyst for mg fra dette Parads, som Barnehjertet havde klamret sg tl. Aa Tante, sg kke mere!" raabte jeg og styrtede ud af Stuen og op paa mt Værelse, hvor jeg brast en endeløs Graad. Det gk da først op for mg, at mn Tante maaske slet kke var anderledes end alle andre Mennesker, at der maaske ogsaa var Ufred Paradset som alle andre Steder. Idealet var brstet. I flere Dage var jeg syg og led af voldsom Hovedpne, og da jeg kom op, greb jeg mg at sge: Gd jeg var hjemme Randers gen! Nede Stuen laa der Brev tl mg hjemmefra, hvor de bad mg komme, da der var saa meget at hjælpe med Anlednng af det forestaaende Bryllup. Senere Lvet ndsaa jeg, at det vrkelg var Menneske-Idealet, der var brstet for mg det om- talte Øjeblk; det Barndoms-Ideal, som mn Fantas havde formet saa skønt og saa fejlfrt, var ved

69 53 smaa nøgne daglgdags Begvenheder forstyrret og at v Mennesker ødelagt for altd. Men saa er det, Smerte. græder og lder Nogle Dage efter gk der Vogn tl Randers, der tog mg med sg. Paa Køreturen tænkte jeg paa hn Dag, da jeg havde følt mg saa skuffet af Vorherre, der kke havde opfyldt mn barnagtge Bøn om at sende en Tyfusepdem over Randers, for at jeg kunde blve mt Parads. Men underlg nok, nu da jeg næsten mg selv uafvdende ønskede at forlade det, laa Brevet strax tlrede og kaldte paa mg. Nu syntes jeg kke mere at have et Sted, hvor jeg ønskede at være. Det gjorde saa forfærdelg ondt at tænke paa, at jeg gerne vlde bort fra det Sted, som jeg altd havde følt som mt egentlge Hjem. Hovedstaden skulde endelg gaa for sg. Besøget Mn Stedmoder foretog st tradtonelle aarlge Besøg dertl og tllod mg at følge med. En Eftermddag Jul Maaned gk v ombord det llle Dampskb, der nden Jærnbanerne blev bygget dannede Forbndelsen mellem Randers og Kjøbenhavn. Dampbaaden var allerede overfyldt af Passagerer, da v kom, og der var ngen Plads det llle Aflukke, der dannede den egentlge Damekahyt; men da Verden kke dengang tog det saa nøje med Komfort paa Rejser som nu, havde man, for at Velanstændgheden skulde ske Fyldest, trukket et Gardn tværs over Herrekahytten, bag hvlket de

70 54 overtallge Damer maatte ndrette sg som de formaaede. Mn Stedmoder saa med Gru paa Stuatonen, og da alle jo kender hnanden de smaa Provnsbyer, kendte alle ogsaa hendes ret store Fordrnger tl Lvet. En af de Damer, der havde været paa Færde tde, tlbød hende elskværdgt at bytte med sg, saa at hun kom nd den rgtge Afdelng, men jeg, som den unge, maatte naturlgt nd Herrekahytten, hvlket forresten var mg uden Forskel. Sejladsen gennem den snævre Fjord var aldeles yndg den skønne Sommeraften. Engene laa hele deres flade, frugtbare Udstræknng med Herregaarde og Bøndergaarde, der syntes mg at dale op og ned det dugvaade Græs ved Baadens gyngende Bevægelse, og Svene nejede og rejste sg paa begge Sder af Baaden ved Hjulets Omdrejnnger. Jeg var henrykt. Den længselsfuldt ønskede Rejse var jo nu Vrkelghed. En anelsesfuld Ungdomsfølelse greb mg, det var som om Verden nu stod mg aaben, og jeg kun behøvede at strække Haanden ud for at faa den fyldt. Flere af Byens Borgere, der ogsaa var med Baaden, nød ret mn ungdommelge Glæde og kappedes om at gøre mg opmærksom paa og forklare mg de forskellge Punkter, v passerede, hvad de hed og hvem de tlhørte osv. Jeg fk heller kke før Baaden duvede Lov at slppe ned Kahytten, Kattegattets store Bølger, og jeg maatte love at komme op paa Dækket gen ved Daggry for at se Indsejlngen Øresund. Mn Stedmoder var aldeles forbavset over den

71 55 megen Opmærksomhed, dsseherrer vste mg. Medlemmerne af mn Famle blev ellers altd behandlede med en vs sky Tlbageholdenhed, naar de netop kke hørte tl vor Omgang, hvortl mn Faders tavse Væsen vel for en Del bdrog. Det var sent, da jeg slap ned, og jeg blev forbavset over at se Damerne føre sg et fuldstændgt Nattolette, delg udsatte for, at Opvarterne trak det beskyttende Værn mellem Herrerne og os tlsde, naar de betjente dsse med Drkkevarer, medens de spllede Kort. Ved den monotone Lyd af Grand, Pas og Kortenes Raslen, gyngedes jeg hurtgt Søvn den llle Krog, som Damerne havde levnet mg. Jeg vaagnede kun én Gang ved at en Opvarter raabte: Frøken Jessen, er De vaagen?" Gud, forlser v," svarede jeg. Nej, men jeg skulde gerne have de halve Bajere, Frøknen lgger paa." Ud maatte jeg saa, men kom tl at le saaledes, at jeg maatte putte noget Munden for kke at høres. Paa Grund af Pladsmangel var der lagt en Madras over et Par Ølkasser. Spændngen efter at se Indsejlngen Sundet hjalp mg tl at vaagne henad Morgenstunden, og det første Dagskær faldt netop nd gennem Koøjet, da jeg stod op. Ude paa Trappen mødtes jeg allerede med en af mne Venner fra Gaarsaftnen, og de andre fulgte snart efter. Det storslaaede Syn, der faar ethvert dansk Hjærte tl at banke af Fryd, fk jeg da her første Gang at se. En rød Strbe Horzonten førte Daggryet som et svagt Brus hen over Vandet. En let Ds fra Nattetaagen, som Solen

72 endnu kke 56 havde fordrevet, omsvævede Hundreder af Fartøjer, saa det saa ud, som de sejlede Vande, medens Morgenrøden stærkere og stærkere farvede Svergs brogede Stenkyst og Kronborgs rolge Majestæt. V var alle betagne af denne Pragt, og flere af Herrerne havde dog set det ofte; men de sagde, at Synet var dem hver Gang nyt. Der blev bestlt Morgenkaffe op paa Dækket, og Stemnngen blev alt højere, eftersom Solen strøede st Guld paa Omgvelserne. En af Herrerne bestlte endog en Flaske Vn, trods den tdlge Morgenstund, for at drkke mn Skaal paa en lykkelg Rejse. De andre Passagerer begyndte nu at komme paa Dækket. Nogle af Damerne udtalte deres Beundrng over mt Mod ved saaledes at fjerne to mg fra kvndelgt Omraade. En af Herrerne svarede dem mdlertd orakelmæssgt: En er modgst omaftenen, en anden om Morgenen. Frøken Jessen sværger nu tl Lysalferne og er kke dette st Valg sket nogen Overlast!" Mne Tanker foer uvlkaarlgt tl Damernes frygtløse Neglgée gaaraftes, bag det forræderske Gardn. Gud velsgne Dem for Deres Naturlghed, llle Frøken Jessen," sagde han saa tl mg, gd De maa faa en rgtg fornøjelg Rejse," og Glassene blev atter tømte tl mn Ære. Aldeles ør Hovedet af den uvante Støj og Trafk paa Toldboden kom v fraborde og kørte lge hen tl Faders to Søstre, der boede Larslejstræde sammen med mn ældste Broder og en gammel Dame. Tanterne nød en Lvsunderstøttelse fra det, der

73 57 sn Td blev kaldt Kongens Chatolkasse, paa Grund af mn Bedstefaders Fortjenester af Fædrelandet. 1 ) Deres Daglgstue, der ogsaa var Spsestue, med de mange gamle Famleportrætter, havde en Karnap af den rgtg gammeldags Slags, der hørte med tl Værelset, og kke som den nyere Tds Karnapper, der synes forundrede over lgesom kke at høre med tl Huset, hverken ndenfor eller udenfor; og Sofaen og ved Bordet denne Karnap havde Tanterne Dagen gennem Pladsen besat af deres mangfoldge Venner af alle Samfundsklasser. Den yngste af Søstrene tog sg mest af Huset og forkælede paa alle tænkelge Maader alle dem, der kom Berørng med dem. Den ældste var dermod ude saalænge Solen var oppe, for at hjælpe alle stakkels Mennesker, sær Mandfolk, med at komme Stllnger, og sær at skaffe unge Mennesker Vej. Hun forbavsede mg altd ved sn store Medldenhed med Manden" Almndelghed som Mand betragtet og sn Mstro tl hans Evner Særdeleshed. Enlge Kvnder," ytrede hun, er græsselg kedsommelge, men enlge Mandfolk er de ynkelgste Skabnnger paa Jorden." Da Kommunehosptalet var opført, var hun ude for at bese det, men erklærede sg yderst msfornøjet. Du kan jo tænke Dg tl det hele r det er jo Mandfolk, der har lavet det." Men hun svgtede dog st Køn, da der første Gang blev slaaet tl Lyd for dets socale Stllng. Værre Pjank har jeg aldrg ) Kontreadmral C. V. Jessens Døtre: Sophe Jessen ( ) og Petrne Carolne Jessen ( ).

74 58 hørt!" sagde hun, da Kampen for Kvndens større Selvstændghed tog Fart. Et llle trekantet Værelse, det hvdeste og propreste jeg har set, var deres Hvlested, hvor de henad Mdnat lagde sg tl Ro for næste Morgen ved Daggry at begynde deres Kærlghedslv paany. Intet var fornøjelgere end at være deres Gæst. Da jeg senere besøgte dem, erfarede jeg, hvor uudtømmelge de var at udfnde Glæder for deres Broderbørn, som de rge Slægtnnge kke ofrede en Tanke; smaa og' store Skovture, Besøg Theatrene og meget andet blev arrangeret og nydt med Spøg og Munterhed. Jeg følte mg en Dag meget smgret, da mn ældste Broder 1 ) tlbød mg en Spadseretur for at lære mg ldt af Byens Mærkværdgheder at kende. V begyndte paa de uforglemmelge gamle Volde, der vrkede paa mt romantske Gemyt, som en Tændstk en Krudttønde. Den dæmpede Belysnng gennem de skønne gamle og ærværdge Træer anslog strax Stemnngen. Træer er det hele taget den Naturskabnng, der gør det stærkeste Indtryk af lgesom at besdde en Vden og Erfarng fra deres hundredaarge Tlværelser, og som de synes at ønske at meddele de dumme Menneskebørn gennem deres stlle Hvsken eller stærke Susen; men hvad forstaar v deraf? Paa den ene Sde, nedenfor Voldskrænterne, laa Gravene, dækkende over deres smaa Hemmelgheder med Buskads, Græs og Sv, hvor mellem ) Den bekendte Flolog og Sprogmand, Dr. phl. Carl Arnold Edwn Jessen, født 1833.

75 59 man med en llle Smule god Vlje tydelgt saa baade Alfer og meget andet nteressant Smaakravl. Paa den anden Sde Voldene stod Gadens Huse, hvert med sn Hstore, baade fra Fortd og fra Nutd. Ved hvert Hus tænkte jeg: Mon det var her, den unge Løvenørn rngede paa og bad Skønjomfruen om et Kys? Saadant sker dog vst aldrg mere, tænkte jeg saa med et llle Suk; men for alt Verden turde jeg kke sge dette tl mn store Broder, da han vlde have gjort grundg Nar ad mg. Men den stakkels Ungdom nu! Den har kun Vendersgade, Kartofler og Grønkaal osv., som er behagelgt nok tl sne Tder, og den behøver hverken Stemnng eller Mnder eller Belysnnger. Men den er jo heller kke bleven romantsk! Fra Voldene gk v over Ravelnen tl Langelne. Dér pustede mdlertd den Gang, som nu, den stærke Blæst, der jager al Romantk paa Flugt. En Eftermddag blev mn Stedmoder og jeg afhentet Grosserer Tutens tl Vogn hans Landsted ved Strandvejen, hvor v var ndbudte for et længere Ophold. Det var ndrettet efter det datdge københavnske Bourgeoses Fordrnger tl Smag og Comfort. 1 ) Fru Tuten var kendt og berømt som et muskalsk Gen. Hun nedstammede fra den talenske Sbonske Slægt, var sydlandsk lvlg, overordentlg smuk, og hele hendes Apparton aandede Kunst. De førte et selskabelgt Hus, hvor selvfølgelgt alt, hvad der betød noget Musk, saavel ) Grosserer Ferdnand Tuten ( ) gft 1824 med Josepha Alosa Francska Romala Anna Mara Sbon ( ), født Mlano, Datter af Professor, Syngemester ved Det kgl. Theater, Guseppe Sbon.

76 60 Danske som Fremmede, samledes. Den første Dag efter Mddagen satte Fruen tl sg Klaveret. Altd havde jeg jo hørt mn Stedmoder tale om hendes Musk; men en saadan Aabenbarelse eller hvad jeg skal benævne det havde jeg kke det rngeste Begreb om exsterede. Tl mn store Bedrøvelse havde mn Stedmoder altd modsat sg mt Ønske om at lære at splle. Paa Grund af manglende Talent, mente hun. Meget mulgt. Der blver vsselg vore Dage drevet stort Msbrug med Musk; men for mt Vedkommende var det derfor saare svært at følge med, hvad jeg hørte, og ofte glppede Forstaaelsen netop paa de Punkter, hvor hele Sjælen hgede efter at følge med. Fru Tuten, der vel havde opfattet noget af, hvad jeg paa dette Omraade kæmpede med, sagde en Dag, da v var alene: Følg med ned Muskstuen, saa skal jeg forklare Dg noget af, hvad jeg kan se Først fremsatte hun er Dg uklart, naar jeg spller." de forskellge Benævnelser paa de forskellge Slags Muskarbejder og spllede Brudstykker af dem, forklarende vdere: dér menes dette og dér hnt." Selv blev hun alt mere og mere grebet af de Stemnnger, hun fremstllede, og aabenbarede en Verden af Længsel, Smerte og Skønhed st store Muskgen, som jeg et gvet lykkelgt Moment fk Indblk, og som blev fastslaaet for hele mt Lv. Dgteren Sant Auban, eller Carl Bernhard, som han kaldte sg som Forfatter, kom ofte ud tl Tutens den Td, mn Stedmoder var der. Han satte hende højt som hele hendes Kreds herovre paa

77 61 Grund af hendes udmærkede Forstand. Der er udgvet et efter mn Menng meget daarlgt Udvalg af den store Correspondance, som Sant Auban en Række af Aar førte med hende. Vort næste Besøg gjaldt Famlen Tuten paa Møen, hvor en yngre Broder var Besdder af det skønne Gods Marenborg", der havde en slotsagtg Hovedbygnng, som var opført nogle Aar før vort Besøg af den daværende Ejer. Ejendommelgt ved dens Bygnngsart er dens 1ste Sals Forbndelse med Parken. Ideen var mn Stedmoders, og den blev skønt sat Værk ved den mægtge Terrasse. Parken er dejlg Trævæxten overalt paa Møen har jo naaet en Fuldkommenhed som ntet Sted Landet. V var meget sammen med den bekendte Poltker Hother Hage, hvs Hustru var en Datter fra Marenborg, og som senere blev gft med Bskop Monrad. x ) Hages var høj Grad sympathetske, og deres Hjem Nærheden af Marenborg var fnt og kunstnersk. Deres Spsestue var f. Eks. dekoreret med en Freske, en Gurlande, der løb hele Stuen rundt, udført af den da berømte Blomstermaler Jensen. Budstkke a -EoS / var dengang Præst 2 ) Stege og satte ved sn udprægede Personlghed st krkelge Stempel paa hele Befolknngen. Han var en!) Hofjægermester Peter Adolp Tuten tl Marenborg ( ) var gft med Anna Eccard ( ), Datter af Etatsraad C. D. Eccard paa St. Thomas. Deres næstældste Datter Emmy Tuten ( ) blev 1856 gft med Herredsfoged paa Møen, Folkethngsmand Hother Hage ( ) og anden Gang 1875 med Bskop D.G.Monrad ( ). 2) Poltkeren Frederk Engelhardt Bosen ( ), der fra 1852 tl 1879 udgav Folkeskrftet Budstkken", blev 1859 Sognepræst Stege paa Møen, hvorfra han tog sn Afsked 1881.

78 62 velset Gæst paa Marenborg, hvor Fru Tuten f. Eccard var vrg Grundtvganer. Hendes Søster var gft med den bekendte grundtvgske Præst Skjolde Jylland 1 ). Han og hele hans Retnng med de saa fremtrædende grundtvgske Extravagancer er blevet satrsk behandlet Emtejægerne", en Novelle af Knud Valløe. I det daglge Lv paa af dette Lv Marenborg var det dog sær gamle Hr. Tuten, der nteresserede. Han var meget belæst og havde en ndgaaende vdenskabelg og kunstnersk Vden. Da Vnterens Selskabelghed Kjøbenhavn ndtraadte, blev jeg endel bedt ud. Meget havde naturlgvs baade sn Interesse og sne Udvklngsmulgheder; men det var mg kke altd nogen udelt Nydelse. At sdde flere Tmer ved et Mddagsbord skal der jo større Gourmander tl, end Ungdommen dengang Almndelghed var udvklet tl. Hos Enkefru Frølch, Kunstneren Lorenz Frølchs Moder, kom jeg oftere, og dér mødte jeg en fn og elskværdg Kres. Hendes Søn var dengang bosddende Pars, og for at Bedstemoderen kunde følge med st llle Barnebarns Udvklng, sendte han hende paa hendes Fødselsdag en Samlng Tegnnger, der forestllede: Hvorledes Dagen gaar for llle Lse"; den var morsom og yndefuld som alt, hvad der kom fra hans Haand. Bedstemoderen, som alle v andre, blev henrykt over Gaven, og det blev samme Aften besluttet, at det ) Carl Fog ( ) var Sognepræst tl Skjold (Vejle Amt) fra Han var gft med Amale Sophe Eccard ( ).

79 63 llle Værk skulde udgves 1 ). Nu kender alle det. I Tdernes Løb har Samlngen faaet mange Efterfølgere; men den første var kun skabt for den gamle Bedstemoders personlge Glæde. Hun fortalte ofte om denne Søn og hvorledes han som Barn altd tegnede alt, hvad han hørte fortælle, og naar han kke syntes, at de andre forstod ham rgtgt, sprang han ud paa Gulvet og satte sg de Stllnger, som han vlde have, de skulde se hans Fremstllnger. De Soréer, jeg var ndbudt tl, var kke altd underholdende. Naar der kke blev danset, var det meget Mode, at Herrerne tog hver sn Dame og med denne Udvalgte satte sg en Vnduesfordybnng eller et af Sdeværelserne, hvor man saa var henvst tl hans Ydeevne selskabelg Underholdnng, der naturlgvs kke altd vste sg lge vellykket. Saaledes var jeg en Aften bleven en Søoffcers udvalgte Dame. Han var bekendt for sn Skønhed og havde Marnen endog erhvervet sg et nom de guerre" paa denne Conto; men hans Aandrghed stod kke Maal med hans Ydre, syntes jeg. Han var saa vdtløftg kedelg, at der fordredes et Overmaal af Taalmodghed med ham, som jeg kke sad nde med. Den omtalte Aften havde han slaaet sg fast Udgrundesen af, om den nærmeste Vej tl et gvet Punkt gk gennem Vmmelskaftet eller ad Kompagnstræde. Uagtet jeg kke med et Ord blandede mg denne hans ndre Strd, protesterede han dog hele Tden: Nej, De kan kke ) Maleren Lorenz Frølch ( ) var fra 1840 tl 1873 mest bosat Pars. Hans Moder Vlhelmne Paulne Tuten ( ) var en Søster tl de nævnte Brødre Tuten.

80 64 mene, og De maa dog ndrømme", o. s. v. Kl. 1, da Opbrudstmen endelg slog, havde v vandret Vmmelskaftet med Sdegader saa mange Gange rundt, at jeg var fuldstændg svmmel og slet kke mere paa det Rene med, om dsse gamle Kjøbenhavnergader laa Maanen eller paa vor egen Klode. De morsomste Soréer, jeg oplevede den Vnter, var, naar Sant Auban var tlstede. Han spllede kke Kort, men gk om, som han selv sagde: og gjorde godt mod mange". Ofte kom han ogsaa tl mn Rnghed: Lad os sætte os her denne llle Krog og skumle ldt", hvlket han nok yndede meget, dog aldrg af det Onde; men meget vttg var han stærkt satrsk. Han mndede mg en Aften altd, og om, at v engang havde leget Urtekræmmer" paa et Besøg Hjemmet Randers, da jeg var Barn. Jeg havde opfordret ham tl at være Svend" Butken, uagtet jeg var saa uvdende som Chef Forretnngen, at han maatte lære mg at lave Kræmmerhusene. Jeg fortalte ham om den llle Scene, der lgesom havde knust et af mn Barndoms Ide- at et llle Vers en af hans Noveller havde aler, og spllet en Rolle der. Han svarede, at af alt det skrøbelge Verden var Idealer" det, der først brast, og dem vlde han alvorlgt raade mg fra at skabe mg. Ogsaa Kærlghed brster de. Jeg har havt 15 ulykkelge Kærlgheder, saa jeg kan snakke med," sagde han. Da jeg forfærdet spurgte ham, om han kke vlde beskrve nogle af Idealerne, ytrede han: De var vrkelg lge dejlge allesammen; men

81 65 forresten skyldes den første Kærlghed altd Skrædderen. I Ungdommen ser man kun paa det Ydre. a Denne llle Douche mndedes jeg ofte senere Lvet. Hos Tutens formede Selskabelgheden sg jo paa Forhaand over Musk, og andet tænkte og begærede man kke dette skønne, rge Hjem. Man hørte den ene Vrtuos efter den anden og tænkte dog kun paa Husets Værtnde. Paa en Tourné var den dengang berømte Voloncellst Sems kommet hertl og havde st stadge Tlhold hos Tutens 1 ). En Aften foreslog han Fruen, at de skulde mprovsere hver paa st Instrument. Her tog Fru Tuten Teten. Da de havde spllet nogen Td, lagde Servas, aldeles betaget, Instrumentet, knælede ned for hende og kyssede Sømmen af hendes Kjole. Hjemme Randers forandrede det selskabelge Fysognom sg, sær for de Unges Vedkommende, de sdste Aar før Krgen De jydske Jernbaneanlæg, der blev overdraget et engelsk Consortum, førte en Del fremmede, baade Englændere og Indlændere, tl Byen. Ungdommens Glæder havde hdtl havt en aldeles ntm famlær Karakter. Opvoxede sammen, som v var, baade Pger og Drenge, havde v ofte leget sammen, og om Vnteren kørt Slæde paa Hjemvejen fra Skolen. Taskerne blev lagt Bunke, og v fk navnlg hos Herredsfogdens, der havde en nedad skraanende ) Den berømte Voloncellst Adren Francos Servas ( ) gav 1862 Koncerter Kbhvn.

82 66 Gaard, mangen dejlg Rutschetour. Dette gav naturlgvs en meget gemytlg og jævn Tone, selv efter at v var voxne. Hvad der kunde opsættes, tl Brød- da den rene kom hjem Fererne, blev udsat, og længste Fere jo er den varme Td, gspede v os med Glæde gennem mangen dejlg Sommernat Dansenes varme Hvrvler. Denne Slags Selskabelghed tabte sg endel, eller den mstede sn ntme Karakter ved Udlændngenes Ankomst. Mn Stedmoders mange Sprogkundskaber drog Englænderne tl vort Hjem. Dette var jo et sandt Fund for dem en Provnsby, og de gk daglg ud og nd hos os. Men Uvejrsskyerne trak stærkt op den poltske Horzont. Rygtet gk, at Fredrk den VII var syg, men underlg hemmelghedsfuldt talte man derom. En Dag lød det truende, og næste Dag blev det dementeret. Mn Fader saa endnu alvorlgere ud og var endnu tavsere end han plejede. Naar Herrerne var sammen, begyndte de for det meste med at tale saa sagte, at det mere lgnede en Hvsken, for saa, et Øjeblk efter, at raabe Munden paa hverandre, den ene lgbleg og den anden højrød af Ophdselse. Helstatsmand" og Ejderdansk" var de Benævnelser, der som Ildgnster foer frem og tlbage Dsputterne. Mn Faders store Bekymrnger betog mg stærkt, men jeg forstod kke hans dybe Nedtrykthed over Kongens Sygdom. Fredrk den VII var jo kke populær den højere Embedsstand. Fader havde

83 67 sne unge Dage staaet Kongen nær; men dette, at han havde skullet gøre Grevnde Danner sn Opvartnng under Majestætens og hendes Besøg Randers, og endog tage sn Kone med, havde affødt en Btterhed Faders arstokratske Sndelag, som han kke kunde overvnde. Ved en gven Lejlghed var det endog kommet tl et Sammenstød mellem Fader og Kongen, som efter Faders Sgende kunde have ført tl hans Afsked. Ung som jeg var, stod jeg dengang uforstaaende overfor alle Datdens Rørelser og Problemer. Avser var der jo kun faa af, og Oplysnng eller Vejlednng som nu om Tde gav de kke Spor af. Nogle Ledere" med det Kvantum Vden og Syn paa Stuatonen", som den eventuelle Regerng ønskede at slaa fast Befolknngen, var det Hele. Naar Krgs- Fader altd: rygterne blev meget højlydte, sagde Lad dem kun komme, v skal nok gve dem Svar paa Tltale. Med saadan en Hær som vor og med Dannevrke Ryggen skal v nok kunne forsvare vore Rettgheder." Saa oprandt hn 15 de November, da Klokkerne over hele Landet forkyndte, at den sdste Oldenborger" havde lukket sne Øjne Døden. Kort Td efter rykkede 5 te Dragonregment ud af Randers fulgt tl Dørs af Befolknngen. Gud véd, at v var haabefulde Landet over. Dannevrke, Dannevrke! var den vsse Sejr vor Bevdsthed og var Enden paa al vor Tale! General de Meza var en god Bekendt af begge mne Forældre, og var en Gang for alle ndbudt

84 68 som Gæst vort Hjem, naar han paa sne Inspektonsrejser kom gennem Randers. Som Barn glædede jeg mg tl hans Komme som tl en Theaterforestllng. Inlednngen skete altd med, at Tjeneren meldte, at Generalens Vogn holdt nede paa Gaden, med Spørgsmaalet om alle vore Vnduer var lukkede?" Selv vste han sg saa, kastede et ængstelgt Blk rundt tl sne argeste Fjender Vnduerne", og først, naar han var berolget paa dette Punkt, hlste han meget ceremonelt Goddag tl hver sær Daglgstuen. Saa tog han Hatten af, satte en Kalot paa Hovedet, og efterhaanden som han blev akklmatseret, faldt det ene Sjal og den ene Halsklud efter den anden. Kalotten, der først var bleven trukket ned over begge Ørene, blev skubbet fra det ene og ldt efter fra det andet, for tlsdst at havne ovenpaa Hovedet med en lang Kvast nedad Nakken. Naar alt Ydertøjet var fjernet, førte han sg en Slkemantlle med Fryndser: Jeg skal sge Dem, jeg taaler kke den mndste kolde Luft. Jeg taler aldrg den Stue, hvor jeg sover, kun en eneste Gang, da mn Tjener, det Fæ, kke forstod de Tegn, jeg gjorde, for at gøre ham begrbelg, at jeg havde tabt en Sok bag Sengen, nødtes jeg tl at sge det ene Ord: Sok", og blev derefter saa forkølet, at jeg otte Dage maatte holde mg nde." Naar jeg havde overværet Ankomsten, gk mne Observatoner ud Køkkenet, hvor Tjeneren mødte med store Bakker, fulde af Klædnngsstykker, der skulde afdampes, lgefra Pudevaar tl Flpper og krusede Manchetter. Højdepunktet af mn Nys-

85 gerrghed var dog at slppe ned Soveværelset, ndenfor hans mprovserede Kontor, hvor alt blev ordnet Rækker: Pomadekrukker, Salve-dto, Flakoner og Medcnflasker langs et Toletbord, der maalte et Par Alen Bredden, og foran dsse Rækker laa to Par Krusemanchetter. Dsse Manchetter spllede en vs Rolle: Selv Felten," sagde han, lgger der altd 2 Par fremme, for hvs jeg skal tl hurtg Udryknng, skal man dog se, at det er en Gentleman, hvs jeg falder." Den 25 de December blev General Mezas Udnævnelse tl Overgeneral bekendt hele Landet. Almndelgvs var Herrerne tlfredse med dette Valg. Han havde jo gjort sg bekendt Krgen 48, og der var lge saa mange Hstorer om hans Tapperhed og Koldblodghed, som om hans Egenheder. Den 2 den Februar 1864 brød saa den ulykkelge Krg løs. V har vunden en stor Sejr"! kom jeg styrtende nd og meddelte mn Fader. Den tavse ndesluttede Mand blev ganske bleg, han næsten vaklede og udbredte sne Arme mod mg, og v græd begge af Fryd. Det var Slaget ved Mysunde. Sejren var jo kke betydelg. Tyskernes Tab var vel en 60 Mand mere end vort; men det Øjeblk var v overbevste om vor Overlegenhed. Saa oprandt hn skrækkelge Februar. Der var 6te Famlefest hjemme, og jeg kom glædestraalende nd med en Gave, jeg lge tl sdste Øjeblk havde stræbt med at faa færdg; men forfærdet standsede jeg Døren ved, at alle Stuen saa ud, som Lynet var

86 70 slaaet ned. Fader var krdhvd Ansgtet og holdt sg segnefærdg ved en Stol: Dannevrke er forladt af Tropperne!" hvskede han. Det er Kongen!" raabte jeg mn Skræk og Fortvvlelse. Det var, som Harmen vlde kvæle mg. Chrstan IX var paa det Tdspunkt meget upopulær. Man var mstænksom for at hans Interesser skulde være hnsdes Grænsen. Bagefter, da Sndene var kommet mere Ro, ndsaa man først, hvor urmelg dette vlde have været, netop fra hans Standpunkt; og under sædvanlge Forhold vlde mn Ytrng kke være bleven taalt af Fader, der var den loyaleste Undersaat og Borger, man kunde tænke sg. Man skulde dø for sn Konge, baade Mand og Kvnde, naar og hvor det fordredes. For st Fædreland blødte han sg egentlg tldøde de Dage. Denne Oplevelse gjorde et saa mægtgt Indtryk paa mg, at jeg aldrg har forvunden den. Uagtet jeg senere mange Aar boede ved Grænsen, har jeg aldrg kunnet se de Steder, hvor v fk vort Banesaar. I Dannevrke lgger vor Fortd paa den mest ydmygende Maade jordet, og Sorgen derover bør være os hellg. Saaret er saa ømt, at der aldrg bør røres derved. Senere da jeg var Frankrg, hvor jeg var Berørng med de forskellgste Samfundsklasser, forstod og sympathserede jeg med, at de aldrg nævnede hverken Metz eller de andre sørgelge Mnder fra Aaret 1870, eller tllod andre at berøre dsse Begvenheder. I Randers beredte alle sg tl at modtage Syge og Saarede, som skulde blve Byen, samt den Del

87 71 af Hæren, der paa Tlbagetoget skulde passere den, og som blev beværtede med alt, hvad Byen formaaede. Befolknngen, sær af Handelsstanden og deres Damer, var utrættelg opofrende tl at hjælpe begge Steder. Honoratores's Damer var mere passve med deres Hjælp udenfor Hjemmet. Mn Stedmoder traadte selv kke hjælpende tl og nægtede ogsaa mg Tlladelsen tl at assstere, hvlket var mg saare svært at komme over. Under dsse sørgelge Tlstande, var jeg nogle Dage ude hos mn Tante. En Afdelng Tropper af Hegermann-Lndencrone's Kavaller-Dvson var bleven ndkvarteret paa Herregaarden en Dagstd. Ved Offcersmddagen var Feltpræsten Johannes Clausen fra Ryslnge tlstede 1 ). Ung og brændende, som han var, tlmed Grundtvganer, der efter deres Mester gjorde gældende, at Holger Danskes Aand var opstaaet Folket", og at Gud kke kunde undvære Danmark" gjorde han gældende en levende Dsput, der opstod ved Bordet: at Dannevrke burde være forsvaret tl sdste Mand." Mn der var Adjutant ved General Hegermann Fætter, Lndencrones Korps, blev saa rasende under Dsputen, at han krdhvd Ansgtet forlod Bordet, og Pastor Clausen var kke stort mere ved Bevdsthed. Sndene var saa nedbrudte og nderst nde dog saa oprørte, at enhver Dskusson, baade for og mod, tændte Ild, saa Flammerne slog højt Vejret. ) Johannes Carl Eml Clausen ( ) Præst Ryslnge 1877, Slagelse fra fra 1866 tl

88 72 Den 30 te Aprl stod jeg en Eftermddag hjemme Randers ved Vnduet og blev opmærksom paa, at Folk pludselg foer saa underlg forvldede om. En Ængstelse greb mg, og jeg skyndte mg op paa Loftet, hvorfra man kunde se ud over den sydlge Del af Byen. Chausseen, fra Landsbyen syd for Randers helt ned tl Sønderbro, var én blnkende Masse af Sabler og Pkkelhuer. Fader stod ved Vnduet, da jeg kom ned gen. Jeg vlde forberede ham paa, at Fjenden var Anmarch og vstnok havde overskredet Sønderbro, da den første Tysker allerede red forb. Idetsamme vste den skrækkelge Bleghed sg gen, der saa ofte kom over ham den senere Td. Den forlod ham kke mere, og hans ranke Holdnng var borte fra det Øjeblk. Nogle Tmer efter kom der Bud fra Hovedkvarteret, at General Mnster vlde ndkvarteres hos os og have 4 Værelser 1 ). Blandt andet maatte v rømme vor skønne Daglgstue. Under Invasonen boede alt tre tyske Generaler hos os. De hlste paa Fader ved deres Ankomst, ellers saa v dem kke. Deres Mandskab var høflgt og vel dscplneret, saa forsaavdt var der ngen Ulemper. En af dsse Generaler sagde ved Vstten, efter Dybbøls Fald, at Tyskerne var bleven rystede ved Synet ndenfor Dybbøls Vold, da der kke var saameget som en Fodsbred, der kke var oprevet af Skytset. Han begreb kke, at 1 ) Preusssk Generalmajor Grev Mtnster-Menhovel kommanderede en kombneret Dvson paa c Mand.

89 73 man havde faaet Soldaterne tl at holde Stand saa længe. Det ubehagelge ved netop at have en højtstllet Offcer Indkvarterng var, at han hver Morgen blev trakteret med Musk udenfor Vnduerne. Den bebegyndte altd med en Koral og gled saa over mere krgerske Emner. Muskerne stod paa en aaben Plads foran vor Bolg, og samme Sted blev ogsaa hver Dag holdt smaa Parader for at efterse Mandskabet, fra deres Støvlesaaler tl deres Haartoppe. Efter hver Parade fulgte en llle Tale spækket med dverse moralske Formannger; men dér kneb det tdt for den stakkels Korporal som Prædkant. Han kunde aldrg huske Formanngerne og havde dem derfor skrevet op, og en Meng bagved, der sufflerede ham efter Papret; men enten det var Ch- kane, eller Mangel paa kallgrafsk Tydelghed der suffleredes enten galt eller altfor sagte: der Soldat muss ruh ruh ruhg sen! Der Soldat muss pre pre precs sen", kom det endelg fra Suffløren, muss ge ge gewandt sen", og Taleren trak Vejret lettet, medens det bageste Geled var nærved at brste Latter. Da Fjenden besatte Byen, blev den erklæret Belejrngstlstand, saa der ngen dansk Postforbndelse var. Hemmelgt fk man af og tl et Brev stukket Haanden. Efter Kl. 8 om Aftenen maatte ngen gaa paa Gaden, og ngen kunde komme ud af Byen, uden at vsteres o. m. a. Denne Belejrngstlstand var en Straf over Byen, ford den kke kunde betale saa høj en Krgsskat, som Fjenden

90 74 fordrede, og han overholdt denne Tlstand, endog efter at Vaabenhvlen var ndtraadt. Den blev kke engang kundgjort Byen, og v erfarede den gennem de Breve, der hemmelgt kom os Hænde. Dette affødte jo den afmægtge Harme, der er saa svær at bære. Forbtrede over Krgsskattens Nægtelse lagde Fjenden yderlgere Tryk paa Byen, de kommunale Embedsmænd blev fængslede, alle de største Butker blev tømte for deres Varer, der kørtes bort store Vognladnnger, og den skønne Jærnbanebro ved Langaa blev sprængt Luften. Saa kom der Kontraordre, og Butksvarerne blev læsset af paa Markerne en Mlsvej fra Byen, hvor Ejerne saa selv kunde hente dem, men Varerne blev ødelagte og flere taalte kke de store Tab, Broen var og blev sprængt! Sommeren skred mdlertd med st Tryk over Sndene, og Felttoget begyndte paany. De hemmelge Efterretnnger blev sjældnere, da Højsommeren begyndte, og Fjendens Forholdsregler blev endnu strængere. Der blev lagt yderlgere 20,000 Mand nd den llle By, der kun havde Indbyggere, og der blev kørt Skyts op omkrng den. En Dag var alt Mltæret paa Benene. Med løftede Faner og fuld Musk gk de gennem Gaderne. Ingen af os vdste, hvad der var sket, men alle var jo forberedte paa, at al denne Pomp og Glæde hos Fjenden betød Nederlag for os. Tmevs lyttede jeg ved Døren nd tl det tydske Hovedkontor, for mulgen at opfange Efterretnnger. Endelg bredte Sørgebudskabet sg: Als var faldet.

91 75 Mange msvsende og tl Tder komske Efterretnnger kom Omløb, ford Rygterne for største Delen fra de menge Soldater naaede Tjenestefolkene, og dsse paa begge Sder kun havde svage Begreber om hnandens Sprog og endnu svagere geografske Kundskaber. V havde to Pger, hvoraf den ene oplevede de tusnde Tng denne Menneskehob. Hun kom den Dag styrtende nd bævende af Angst, med Raabet: Ole Krag er tl gaaet Bunds og Tydskerne er marcheret over tl Fjunt"!" Det skulde sge: Rolf Krake er skudt Sænk og at Fjenden skulde være gaaet over tl Fyen". Samme Pge meddelte os ogsaa, da den store extra Styrke var lagt nd Byen, at Købmanden overfor os havde faaet: 60 Mennger Indkvarterng". En Nat, kort efter at Als var faldet, vaagnede jeg ved en ustandselg gennemtrængende og dump Lyd. Da det kke var Maaneskn, kunde jeg kke skelne noget enkelt. Kun et langstrakt mørkt Legeme, der fortsattes det langsomt bevægede sg fremad og uendelge. Først troede jeg, det var et Lgtog, men da Øjet vænnede sg tl Mørket, kunde jeg skelne, at det var Baade. Man havde jo kke Spor af Efterretnnger udefra, saa dette var aldeles uforstaaelgt. Jeg vlde gaa nd for at vække Fader, men han var alt vaagnet ved den vedvarende dumpe Lyd. V blev sammen tl Dagen brød frem og fk saa at vde, at det var Baade, der var rekvrerede helt nede fra Grænsen, op gennem hele Jylland, for at sætte Fjenden over Lmfjorden. Han vlde vse, at han fuldt ud var Herre over os. Tre Dage og Nætter

92 76 kørte dette Tog én uafbrudt Række gennem Byen, saa tæt sluttet, at man kke kunde passere over Gaden. Geral Vogel v. Falkensten, der paa den Td havde Kommandoen 1 ), befalede, at der skulde strøes Bark paa alle de Gader, Toget passerede, hvlket ydermere nfcerede Luften, saa mange blev syge. Saaledes gled Dagene Frygt og Ængstelse for hvad den næste Dag vlde brnge af Ulykkesbudskaber, ndtl Freden blev sluttet, der bragte os det sørgelgste og haabløseste af alle Budskaber, at den bedste Del af vort Land kke mere var vort! Troppernes Hjemkomst satte Seglet paa Sorgen; den fuldstændgste Tavshed og Lgegyldghed mødte dem, hvlket var saa knugende haardt og kuende for dsse Mænd, der havde taget det største Stød af Ulykkerne, og som havde været saa udholdende de daadløse Tder og saa frygtløse, naar det gjaldt om at slaa tl. Betegnende for den jydske Bondes Karakter og Sndelag er et Ord fra hn Td: En Soldat, der blev rost for sn Tapperhed, svarede tørt: De hued a t nouet om, men de hued a, a haar standen, hwor a skull sto, aa a haar slauen, hvor a skull slo!" Mn Faders Helbred blev stadgt svagere. Bekymrngen herover og den dybe vedholdende Smerte, der hvlede over alle efter den sørgelge Krg, tyngede ogsaa mt Snd saa stærkt, at jeg, trods mne unge Aar, kke kunde ryste Vægten af mg. Sted) Ernst Fredrch Edutrd Vogel v. Falkensten ( ) var under Krgen 1864 Stabschef hos General Wrangel og Guvernør Jylland.

93 77 moder og mn yngste Søster rejste tl Kjøbenhavn en tre Maaneders Td for at forvnde ldt af Sommerens Besværlgheder. Jeg blev tlbage for at være om Fader. V to flyttede saa ud paa Landet, da Randers endnu var Opløsnngstlstand, da Fjenden delvs endnu holdt Byen besat paa Grund af den ulykkelge Krgsskat, der blev Byen saa dyr og var saa vanskelg at skaffe tlstede. Ensomheden ude paa Landet forøgede maaske mt Tungsnd, og da Famlen atter var samlet Randers, foreslog Fader mg tdlgt paa Foraaret at tage en Tur tl Kjøbenhavn. Her, saameget fjernere fra Begvenhederne, havde dsse jo kke vrket nær saa nedslaaende som hos os derovre under deres drekte Tryk, og derfor baade adspredte og oplvede dette Besøg mg meget. Men det var et vældgt Bølgeslag, der var gaaet hen over Befolknngen, og jo mere man med objektvt Blk ser tlbage paa Krgens Vrknnger paa vort Folk efter 1864, kommer man tl den Erkendelse, at den for Mandens Vedkommende medførte en stærk Bevægelse relgøs Kulturretnng det første Taar; for Kvndens blev den alt alt det Stød, der bragte hende tl Rejsnng det vl sge nd Arbejdslvet, den eneste Vej tl Udvklng. Denne Vej har hun fulgt sden med Udholdenhed og Energ. Mt Snd trængte den Grad tl Arbejde for et vrkelgt Maal, at jeg formelg hadede de Broderer, der var de eneste Opgaver, der de Tder blev stllet og tlladt de velstllede Hjems unge Døtre. Jeg sled tdlg og slde og med stor Fld,

94 78 kun for at have noget mellem Hænder, men jo flere kløvede Blade", mne store franske Brode- des stærkere havde mne Tanker mg tl rer fremvste, faaet Fart. Jeg bad om Tlladelse tl at forberede en Lærerndevrksomhed; men Fader svarede, at det sømmede sg kke, at jeg tog Brødet der kke havde Raad tl at leve fra de unge Pger, deres Hjem. Omtrent paa denne Td blev den bekendte Præst Pontoppdan Sognepræst Randers 1 ). Han var en af Grundtvgansmens største Mænd, Fader tl Forfatteren, Lægerne og flere andre Pontoppdan'er. Han var en højtbegavet, men meget aparte Personlghed, baade som Prædkant og hele sn Fremtræden. Nogle Gange kom jeg Samtale med ham. Jeg tror Anlednng af Byens Asyl. Præsten havde anmodet Randers Damer om skftevs at have Tlsyn med dette og skrve deres Observatoner en fremlagt Protokol. Mn Stedmoder, der ogsaa havde faaet Opfordrngen, ønskede kke at træde tl, og bad mg om at gaa stedetfor. Alle Damerne skrev omtrent det samme omtalte Protokol, men jeg havde vel nok skrevet noget anderledes end de andre, og dette gav Anlednng tl, at han flere Gange kom tl os for at tale med mg. Dsse Samtaler gjorde et vst Indtryk paa mg, og mt tunge Snd vlde vst have havt mere Gavn af det grundtvgske lysere Syn paa Krstendommen og Lvet end af Petsmen med dens mørke og stærkt ) Pastor Dnes Pontoppdan ( ) blev 1863 Sognepræst tl St. Mortens Krke Randers.

95 79 ensdge Syn paa Menneskene og deres Troslv. Men Stedmoder, som de fleste andre, ansaa dengang Grundtvgansmen for et saa ovenud overspændt Vldskud, at hun formente mg al vdere Indtrængen ad den Vej tl Chrstendommen. Tlfældg faldt den første Aarsberetnng fra Daconssestftelsen mg Hænde paa dette Tdspunkt, og gennem denne Insttuton syntes jeg, at jeg maatte kunne naa mne Ønskers Maal: at komme en Vrksomhed, der kunde udfylde mg, uden at træde nogen for nær. Jeg besluttede da at bryde overtvært og ndgaaende tale med mn Fader om Sagen. Jeg havde allerede Haanden paa Dørlaasen, da den Følelse greb mg saa overmægtgt, at jeg ved mn Anmodnng maaske vlde lægge endnu en Sorg paa hans nedtrykte Snd. Tdlg paa Foraaret meldte Fader en Dag sn Hjemkomst fra en Embedsrejse, og jeg gk ned tl Jærnbanegaarden for at tage mod ham. Han var næsten ukendelg. Hele hans Skkkelse var sammenbøjet, og han var saa svag, at han kke selv kunde gaa, og skøndt støttet af Statonsfolkene maatte han standse flere Gange, nden han naaede den Vogn, der holdt efter ham. Han gk strax tl Sengs, og Lægen konstaterede en Lungebetændelse. Efter faa Dages Sygeleje døde han. Jeg havde en Følelse, som om alt lukkede sg over mg, som om jeg var hjemløs paa den hele vde Jord. Men de ydre Forhold kom mg nu tl Hjælp, saa at jeg endelg kunde føre mt længe nærede Ønske gennem.

96 80 Mn Stedmoder og mn ugfte Søster havde fattet den Plan at danne sg et Hjem, og da jeg ldet havde passet dér, gk de med stor Glæde nd paa mt Ønske om at komme paa Dakonsseanstalten. Damer af bedre Famle fk endnu dengang kke Adgang tl Hosptalerne som Sygeplejersker. Hverken fra Lægernes eller fra Samfundets Sde var det paa nogen Maade velset. Dakonssestftelsen dækkede ved sn relgøse Form over slg Skandale og lagde et skaanende Slør over det emancperede" Tanken. Og jeg maatte døje mange spdse Ytrnger og høre mg underlagt mange sære Bevæggrunde Anlednng af mn Beslutnng. I Efteraaret 1866 henad Aften rejste jeg med det gamle Dampskb fra Randers. Næsten alle mne Barndomsvennder var nede ved Havnen, hvlket egentlg undrede mg, da de heller kke sympathserede med mne Planer, men kun sagde: Ja, Ida, Du har jo altd været saa sær." I den skønneste Aftensol svandt bag Randers Enge og Bakker det Barndomshjem, hvor jeg altd havde følt mg ensom og aldrg lykkelg. Skbet var overfyldt med unge Mennesker, th Byens og Omegnens nye Studenter blev fulgt af deres Venner og Vennder, Forældre og Søskende paa Vej tl den nye Verden, der aabnede sg for dem. Mne Tanker vandrede tl mn første tl Udflugt Hovedstaden med det samme Skb, da Lver kom mg Møde med aabne Arme og vste sg sn fulde Glans. Da det sdste Glmt af Byen var forsvundet, gk

97 81 jeg ned Kahytten. De andres Leg og Sang skar mg Hjærtet, th mn egen Ungdom forekom mg allerede langt borte. Jeg var kun 22 Aar gammel. Mn Ensomhedsfølelse, Sorgen over mn Fader, Spændngen for alt det nye, der forestod, kunde altsammen kke harmonere med de muntre Omgvelser. Medens Skbet gyngede mg et helt nyt Lv Møde og de Unge dansede paa Dækket og raabte Hurra, tog jeg Afsked med mne Venner og mn Ungdom og senere har jeg sjældent mødt den gen.

98 Den gamle Dakonssestftelse Smallegade. DIAKONISSESTIFTELSEN En Efteraarsdag fulgte mn kære gamle Tante, mn Faders Søster, mg ud tl Anstalten for at præsentere mg for Forstandernden. Denne gk en Runde med mg Sygestuerne 1 Et ). Øjeblk havde jeg en Følelse, som mt Hjærte snørede sg sammen ved at se den ene blege Skkkelse lgge dér ved Sden af den anden; men jeg tog alt mt Mod fangen, gk hen og talte med forskellge af de Syge, mldnede Beklemmelsen. og dette Aftalen blev, at jeg skulde gve Møde nogle Dage efter. I dsse Dage søgte mne Venner paa forskellg Maade at adsprede mg ved at arrangere Ture for mg og gaa Theatret med mg o. m. a.; men den Nedtrykthed, der længe havde plaget mg, vlde kke ) Louse Martné Laurette Conrng ( ) blev 1855 Inspektrce ved den kgl. Plejestftelse Kbhvn. og 1853 Forstandernde for Dakonsseanstalten, da denne s. A. traadte Vrksomhed et Hus Smallegade Nr flyttede den tl Nr. 50, og 1875 rykkede den nd sne nuværende Bygnnger.

99 83 vge, og jeg var lettet, da Tmen slog, hvor jeg helt skulde tltræde mn nye Vej. Da Dagen oprandt, fulgtes jeg af mn Svgernde og nok en kvndelg Slægtnng. Da jeg den højtdelgste Stemnng vlde stge Vognen med mne Ledsagere, kom jeg pludselg Tanker om, at jeg efter den Tds Mode bar Krnolne. Dette Klædnngsstykke passede forfærdelg daarlgt derude, og v løb da tlbage og prøvede at tage hele Buret" af; men alle tre syntes v, at jeg tog mg ganske uanstændg ud ved saaledes at præsentere hele Fguren. Øjet var jo saa vænnet tl det store Omfang, som enhver Dame den Gang havde, og v greb derfor tl den Udvej at trække de vdeste af Fjedrene ud; men dette var ngenlunde nogen let Sag, og v sled forfærdelgt det alle tre, men kom saa hjærtelgt tl at le under dette vort Sld, at hele Højtdelgheden gk af Stuatonen og hjalp mg over et Punkt, hvor Spændngen var meget høj; og jeg naaede ud tl Stftelsen det bedste Humør. Mt Soveværelse laa en Sdebygnng over Gaarden med en Enestue tlhøjre og en Tre-Sengsstue tl den anden Sde. En Bomulds Arbejdsdragt med tlhørende Kappe blev lagt nd tl mg. Det blev anset for vgtgt for en Dakonsse fremfor alt at have Hovedet bedækket. Kun ldet sov jeg den Nat, dels af Ængstelse for kke at høre, naar Patenterne omkrng mg kaldte, dels for ej at vaagne rette Td den næste Morgen. Paa Slaget var jeg dog ved Thebordet, hvor der efter Maaltdet altd blev holdt Andagt. 6*

100 84 Da v denne første Morgen var færdge hermed, mødte en af Søstrene, en kraftg Bondepge, mg med en Spand og en Skrubbe, som hun bad mg benytte tl at vadske Forsamlngssalen, en Stue vel paa en elleve Alen. Det svmlede for mg, da jeg aldrg havde rørt ved en Gulvklud før. Bagefter fortalte vedkommende Søster Mette mg, at hun og et Par andre af Søstrene, samt Gaardskarlen Peter, Anstaltens Faktotum, der havde et stort Ord over alle de Fruentmmer" at sge ved de mange praktske Udenoms Tng, han skulde holde Orden, alle var forargede over mne hvde Hænder og havde udtalt det Haab snart at faa denne fne Søster gjort ked af det hele. De blev dog skuffede, baade af mt Mod og mn Arbejdsevne. Jeg lod mg hverken den Dag eller senere mærke med mne Ængstelser. Denne første Gulvvadsk var mg uhyre grnagtg, og jeg sled det, saa Sveden drev af mg, og mne Skørter var lgesaa vaade som Gulvet. Arbejdet blev naturlgvs kke saa hurtgt færdgt, som hvs en af de øvede Søstre havde udført det, men dog nogenlunde rmelg Td, og jeg følte mg meget stolt, da jeg meldte mg færdg. Men Søster Mette for tørt. tog det Hele efter mn Menng meget Dagen gennem havde jo enhver sn Gernng, men jeg savnede fra første Dag en regelret Vejlednng og Undervsnng. Det var jo ogsaa Anstaltens første Barndomsaar. Om Aftenen var der gen Andagt efter endt Maal-

101 85 td. Flere Gange om Ugen holdt Stftelsens Præst, den Gang Pastor Fck 1 ), Bbelforklarnger for Søstrene. Han var en grundg og belæst Theolog, der tog denne Undervsnng meget alvorlg, men mest fra Forstandens Sde. Senere hen ndsaa jeg, hvor klogt dette var, blandt saa mange Kvnder, samlede under ét Tag, hvor Jordbunden Forvejen er saa stærkt beredt for Følelseslvet og de smaa Ldenskaber. Hans Foredrag om Lukas' Evangelum staar mg endnu frskt Mnde nogle og halvtredsnstyve Aar efter. Mne første Patenter var mest Nervesyge med deraf følgende Sndsldelser; en Sygdom, der altd har været mg svær at have med at gøre. Henmod Vnteren blev jeg sendt prvat Pleje, men der ndtraadte Sygdom mellem Søstrene, hvorfor jeg blev kaldt hjem, og nu kom der en anstrængende Td, hvor jeg, mellem de Søstre, der var forblevne hjemme, næsten var den eneste raske; et Par af dem kunde nemlg kun hjælpe ldt tl om Dagen. Mn Seng blev flyttet nd Forsamlngssalen, og derfra maatte jeg om Natten tl yde Hjælp de 4 Sygestuer, der laa omkrng den, og om Dagen havde jeg, foruden nederste Etage, en Del Arbejde paa første Sals Stuerne. Alt gk dog godt, saa Søster Mette og Karlen Peter begge to ydede mg deres Anerkendelse og Undskyldnng for deres ugrundede Mstanke. Forstandernden, som jeg holdt meget af, var svag ) Andreas Gabrel Fck ( ) var fra 1863 tl 1869 Anstaltens første Præst, senere blev han Sognepræst Roholte og fra 1879 Karlebo.

102 86 af Helbred. Hun kom mg Møde paa den kærlgste Maade og var altd ved Haanden med gode Raad. Uagtet detstrænge og for mn Udvklng, som for mne Kræfter, alt for store Arbejde, under hvlket hver Nerve var spændt tl det yderste baade Nat og Dag, var det dog den lykkelgste Td, jeg havde de Par Aar, jeg var paa Stftelsen. Omtrent tre Maaneder gk, nden alt kom Lave gen, og jeg blev da ndvet tl Prøvesøster, som det hed, ved Haandspaalæggelse og en Tale af Præsten de andre Søstres Nærværelse. Præsten byggede denne Tltale tl mg paa de Ord: Søger det Lave". De faldt saa underlgt paa mtsnd,da mn Stedmoder og Søster altd havde bebrejdet mg mt Hang tl det Lave". Den megen Beskæftgelse med relgøse Themaer: Bbellæsnngerne, Andagterne, Dsputterne mellem Søstrene ndbyrdes om de forskellge relgøse Anskuelser og Parter, deres strænge petstske Domme over Begvenheder og Personer, hvor der vste sg andre Anskuelser end deres, rejste naturlgvs paany en Kamp mg om Lvets Problemer. Dertl kom en Begvenhed ndenfor Søstrenes Omraade, det en af de ældste Søstre, Forstanderndens Yndlng og højre Haand Arbejdet, kom hjem efter et længere Ophold Udlandet. Det var kke blevet mg fortalt, at denne Søster stod et ntmere Forhold tl Forstandernden end de andre. Uvdende om dette, havde jeg uden Tøven gvet mg hen Forstanderndens meget mødekommende Venskab. Var der noget, mt unge Snd trængte tl, efter de sdste sørgelge Aar, var det netop en forstaa-

103 87 ende Vennde. Naarsomhelst jeg sden mn Ankomst havde Td fra mt stærke Arbejde, modtog hun mg med aabne Arme, og v havde mange og lange Samtaler, hvlke hun som den erfarne var mg tl uvurderlg Støtte og Hjælp dsse for mg saa uvante Forhold. Den hjemkomne Søster havde mdlertd følt sg krænket og forurettet og troet sn Plads optaget af mg, hvlket senere blev mg fortalt. Havde denne Søster set sg ldt for, vlde hun hurtgt have ndset, at dette at usurpere mg nogen Plads eller tragte efter Deltagelse noget ledende", aldrg var og aldrg har været nogen Ærgerrghed hos mg. Mn Tragten har hele mt Lv havt andre Maal. Intet anende kom jeg en Dag, efter endt Arbejde, nd tl Forstandernden. Hele Dagen havde jeg, medens jeg arbejdede, glædet mg tl at faa endnu én at tale med om alt det meget, der bevægede og rørte sg hos mg. Tl mn Skræk mødte mg en snende Kulde fra de to Damer, og Forstanderndens Anmodnng om kke ukaldet at bryde nd tl hende, naar jeg kke havde noget at melde mt Arbejde vedrørende. Aldeles forstenet gk jeg mn Vej. Nu kom der en meget vanskelg Td for mg. Der var ngen Grænser for den Mstænksomhed, jeg blev udsat for fra de ældre Søstres Sde. Men som den menneskelge Natur er ens overalt, hvorledes de ydre Kaar end stller sg, saaledes ogsaa her. Da de unge Søstre fk Vshed for, at jeg var falden Unaade" og altsaa ufarlg, sluttede de Kreds om mg, og Søster Mette erklærede: at nu holdt

104 88 hun rgtgnok meget af mg a. Men kke let. Skærslden var derfor De føromtalte relgøse Spørgsmaal rejste sg gen hos mg og med langt større Magt end før. Navnlg blev Syndsforladelsesproblemet" en Sten paa mn Vej. Dette, Grundlaget vor Krkelære, som Petsterne tdlg og sldg lægger Hovedvægten paa, havde jeg slet kke grebet, og overhovedet havde jeg altsaa slet kke Del eller Part den krstne Menghed! Nat og Dat kæmpede jeg Sjæleangst, og glemte jeg et Øjeblk alt dette, kom Mstænksomheden fra de ældre Søstre mg Vejen og besværlggjorde mt Arbejde. Tden var kommen op mod Jul, da der blev lagt Børn med Mæslnger nd paa en af mne Stuer. Alt maatte nu afsondres, og jeg blev, saavdt mulgt, lukket nde med mne tre Patenter. V havde det meget fornøjelgt paa et Par Dage nær, da den ene af dem blev alvorlg syg. Mn Kærlghed tl Børn var kke bleven formndsket. Jeg lovede dem et llle Juletræ for os fre alene, og v var meget beskæftget med dets Arrangement. Glæden blev noget forstyrret for mg, da jeg blev stærkt angrebet af en vedholdende Hovedpne; men den ledende Søster kom mg dog her elskværdgt tl Hjælp, og, skøndt ldt anstrængt, fk Smaapgerne det dog fornøjelgt. Næste Aften havde Søstrene deres særsklte Julebord, men mn Hu stod hele Tden kun tl mn Seng, og næste Morgen under Andagten tabte jeg Bevdstheden. Jeg var bleven smttet af Smaapgerne, og Mæslngerne tog ret alvorlgt fat nogle Dage,

105 89 Søstrene sagde endog lvsfarlgt; men da den første Td var overstaaet, gk Sygdommen sn reglementerede Gang, og jeg nød den Ro, Hvle og Afsondrethed, som jeg haardt trængte tl. Søster Mette skulde have Øje med mg, naar Tden var levnet fra hendes Arbejde. Hendes nave Uvdenhed og ofte umddelbare Opfattelse gjorde mg godt og forfrskede mg, men ofte maatte jeg le ndvendg. Efter mn Sygdom var mn Stllng dog heller kke fr for Pnagtgheder. Hele mn Hgen gk ud paa at blve uddannet Sygeplejen, saa jeg paa det Omraade kunde naa et Højdepunkt; men Dakonssesagens Forkæmpere sad nde med den Anskuelse, at Tyngdepunktet laa Søstrenes relgøse Stllng og Opfattelse. Personlg var jeg geraadet dsse relgøse Tvvl og Kampe, som mn Ungdom var saa fuld af, og som sagt, Syndsforladelsesdogmet blev ved at slaa med sne tunge Hammerslag paa mt grublende Snd. Den megen Smaalghed, som ofte kommer frem, hvor Kvnder arbejder sammen, bdrog heller kke tl at klargøre Problemet for mg. Men som Hjælpen oftest kommer uventet, saaledes mødte den her Pastor Fck's Skkkelse. Paa sn klare og forstandge Fremstllngsmaade udlagde han en Dag Bbeltmen vort krstelge Ansvar mest som en Hellggørelsesproces", altsaa en Udvklng. Nu forstod jeg strax, at denne for mange maatte kunne blve langvarg, og nu saa jeg herefter med helt andre Øjne paa alle de ydre Former og de daglge Tlskkkelser, baade de smaa og de store.

106 90 tl Mdt Vnterens Hjærte blev jeg sendt Pleje en dengang bekendt Embedsmand, en Departementschef. Hans ene Barn havde faaet Skarlagensfeber, og hans andre Børn var sendte ud af Huset. Den llle Patent var meget syg. T, elleve Nætter vaagede jeg hos det, ndtl det døde. Den dengang aldrende Mand spadserede hver Morgen en Tur med mg Haven, naar mn Nattevagt var endt. Han udvklede da sne Mennger for mg om Musk og Musknstrumenter. Han forfærdgede selv Volner, efter Sgende af en overordentlg Fnhed. Hele Haven var fuld af smaa Pavlloner, fyldte med dsse Instrumenter. Naar Spadsereturen var endt, holdt der en lukket Vogn, der kørte mg tlbage tl Dakonssestftelsen. Om Aftenen, naar jeg gen ndfandt mg tl Vagten, var der dækket Bord tl mg med alle de dejlgste Sager, der kunde tænkes at frste en ungdommelg Gane. Den gamle Herre havde selv været ude at vælge dsse Herlgheder. Da Barnet døde om Dagen, medens jeg kke var der, sendte Departementschefen Bud, om jeg allgevel vlde komme derud. Man mærkede kke paa hans ydre Fremtonng, at han havde taget sg Dødsfaldet nær. Han bad mg gøre de sdste Anstalter, nden Barnet skulde lægges Kste, og derpaa spurgte han, om jeg kke havde Lyst tl at se hans Broders Afdelng af Vllaen. Her fandt man et helt Kunstkabnet, sær en herlg Samlng af Malerer. V gennemgk det Hele, og han forklarede mg ndgaaende alt, hvad der kunde være bemærkelsesværdgt. Sn Hustru, der var meget smuk og meget

107 91 yngre end han, havde han gvet et uhyre vanskelgt Stykke Fransk at oversætte, for at afværge, at hun fordybede sg sn Sorg. Efter denne Pleje blev jeg sendt tl en Dame af Arstokratet; hun led af Tuberkulose det sdste Stadum. Hendes Tlstand har vst været blandet med tyfod Feber; th mdt Plejen blev jeg atter syg, som det vste sg af en let Tyfus. Denne Sygdom bredte sg nu som en Ild over hele Stftelsen og angreb næsten hver eneste, der kke havde havt den. Flere af Søstrene var ogsaa blevne smttede, saa da jeg kom op, laa der et stort Arbejde tl Rede for mg. Den første af Patenterne var vor eneste Rdder, Peter. Han havde hele Vnteren holdt mange Straffeprædkener for mg, ford jeg brugte for mange Pnde tl at tænde op med Sygestuerne, han tlføjede hver Gang: at det var ugudelgt af mg". Nu fandt han paa, at han kke vlde plejes af andre end af mg, og lukkede Døren af for alle de andre. Samme Dag, jeg havde forladt mn egen Sygestue, maatte jeg da strax gaa nd tl ham, for at hjælpe ham og tale ham tl Rette. Nu var det mg, der holdt Prædken for ham og erklærede ham for ugudelg". Han blev meget medgørlg og taalmodg efter denne Medfart og var heller kke meget syg. Men efter ham begyndte Anfaldene at blve farlgere. En ung Pge, der havde dræbt st Barn og afsonet sn Forbrydelse Tugthuset, var, efter endt Straffetd, bleven svagelg og derfor anbragt paa Stftelsen, hvor hun udrettede et lettere Arbejde. Nu var hun bleven angreben af Tyfus. Hendes Værelse

108 92 laa Kælderen ved Sden af Peters, hvorfor jeg samtdg overtog hendes Pleje. Hun var et stlfærdgt, beskedent Menneske, der nærmest gjorde et sympatsk Indtryk. Jeg havde havt en Del med hende at gøre, netop da mt eget Snd sloges med Syndsforladelsesdogmet". Hvorledes", spurgte jeg hende en Gang, er De kommet over dette med Dem selv og hvad der skete med Barnet?" Den Td," svarede hun, jeg holdt det hemmelgt, var rædselsfuld. Da jeg var bleven fængslet og gk tl Bekendelse, hjalp det noget; men først, da jeg kunde sge tl Vorherre: Nu véd Du det", fk jeg Fred. Vorherre vdste det jo nok hele Tden, men jeg kunde jo kke sge det tl ham, naar jeg kke havde bekendt det for Menneskene. Altd er Barnet mne Tanker, men altd sger jeg: Du véd det nu, og Du vl være god ved mt Barn. Det gør jo nok ondt, men det er saa stlle". Dér," tænkte jeg, er da al Enfoldghed Syndsforladelsen vrkelggjort hele sn Udstræknng". Tyfusen tog strax alvorlg fat med høj Feber. En Dag, da jeg havde været nødt tl at gaa fra hende tl nogle andre Patenter, fandt jeg hende Kartoffelrummet Færd med at læsse Kartoflerne spandevs ud over hele Gulvet. Med et stvnet bevdstløst Sml vendte hun sg mod mg, og med meget Besvær fk jeg hende lokket nd Sengen. Da Overlægen kom, forlangte han hende lagt over paa Enestue Bagbygnngen. Hun vl dø Løbet af Natten", tlføjede han, men De maa kke vge

109 93 fra hende, Søster Ida". Saa begyndte der en Kamp med Døden, som Tyfus ofte er haard; men efter de Erfarnger, jeg har gjort, forekommer det mg, at ngen anden Sygdom er Chancerne foren Kamp fra Plejens Sde saa store som denne. I alle andre Sygdomme staar det for mg, som om man kun har at resgnere med Haab eller uden Haab. I Tyfus er det jo mest Nerverne, der slaas ned ved den stærke Feber. Kampen er at berolge eller afhjælpe hver Fantas og hver Bevægelse. Fjorten Tmer stod jeg bukket over hende, og fk hende tl at lgge stlle, hver Gang Uroen kom. I de Tder brugte man Moskus som berolgende Mddel. Lægens Ordre lød paa et vst Antal Pulvere, som jeg det højeste maatte anvende. Ved 3-Tden om Morgenen var det fastsatte Antal naaet. Flere Gange havde det truet med, at hun sne Anstrængelser for at komme ud af Sengen vlde tage Magten fra mg med sn forøgede Feberstyrke. Et Kvarterstd havde der været ldt Ro over hende, men ved nævnte Td begyndte hun gen at rase. Du tager Ansvaret paa Dg", sagde jeg tl mg selv, og saa gav jeg hende 3 Pulvere paa én Gang over det mg fastsatte Maal. Faa Øjeblkke efter faldt hun hen en Dvale. De Tmer, hvlke jeg kke turde føle efter Pulsen eller Hjærteslaget af Frygt for at forstyrre hendes Søvn, var noget af det forfærdelgste, jeg har oplevet. Jeg sad og gjorde mg det selv klart, at hvs hun døde, maatte jeg melde mg som Morderske, ford jeg egenmægtg havde paataget mg

110 94 Ansvaret mod Lægens Anordnng. En Gang mellem trak hun Vejret med en svag Snorken, men dette kunde ogsaa være Rallen. Endelg, henad Morgenstunden begyndte man at kunne skelne normalt Aandedrag og store Svedperler traadte frem. Da Lægen kom, erklærede han hende over Faren og tlføjede, at det var det mærkelgste Tlfælde ud af det haabløse, han havde havt. Endnu en afsondret Patent havde jeg, nden der kom saa mange tl, at Søster Mette og jeg fk dem alle samlede under os begge et Par Sygestuer. Den nævnte var Pge hos en svensk Grevnde med Datter, der var lagt Kur hos Professor Howtz. 1 ) Pgen blev smttet paa Stftelsen og strax haardt angrebet og var døende, da jeg blev sat tl hos hende. Hun strakte sne Arme ud Nattevagt mod mg, raabte og bad ved alt, hvad der var hellgt, om jeg vlde lade hende slppe med Omnbussen (den holdt altd udenfor Stftelsen) ned tl Malmøfærgen". Syster, Syster, var barmhjartg, jag langtar så mtt hjarta brster. Låt mg få slppa hem tll mor og tll vannen mn. De gråter hemma, hvs jag nte får slppa!" Da Morgendæmrngen sknnede nd ad Vnduerne, strakte hun endnu engang Armene ud: Llla Mor«, raabte hun og udaandede. Et Par Dage efter fyldtes Forsamlngssalen af den unge Pges Slægt og Venner. Man saa kke noget tl de Taarer, som den Døde havde raabt om; men dermod denne stlle, forkuede Smerte, ) Professor Frantz Johannes August Carl Howtz ( ).

111 95 som Bondestanden dengang kke gav Udtryk, maaske en nedarvet Stocsme fra henfarne Tders haarde Tryk. Da alle var samlede, kom Grevnden nd, klædt Sort, for at hlse paa sne Bønder. De bøjede og nejede sg dybt og kyssede hendes Haand med et: tackar odmjukast!" Søster Mette og jeg arbejdede nu sammen med fuld Kraft paa vore to Sygestuer, og alt gk efter bedste Ønske. Lge som før oplvede hendes umddelbare Opfattelse mg høj Grad. Engang da jeg bemærkede, at det var mærkelgt, at Nattevagterne tog mere paa Kræfterne end Dagvagterne, selv om man fk det samme Antal Tmers Søvn begge Tlfælde, svarede hun: De kan da nok begrbe, Søster Ida, at man føler, naar man staar paa Hovedet." Og da jeg saa noget uforstaaende paa hende, tlføjede hun, forarget over mn Dumhed: Jorden drejer sg jo da!" Omsder blev de sdste Tyfuspatenter udskrevne, og jeg blev sat tl at pleje den svenske Grevnde og hendes Datter. Det var en meget let Pleje, og en sand Hvle for mg var Samlvet med dsse to elskværdge, fnt dannede Damer og deres Slægtnng, en ældre Greve, der opholdt sg her Byen for at være dem tl daglgt Selskab. Denne Ordnng gjorde, at Sommermaanederne gk paa den behagelgste Maade, for det meste nede Anstaltens Have. Den gamle Herre foreslog at lære mg Svensk, og v læste da Frthjofs Saga. Det morede mg meget, da han var en begavet Mand og en begejstret Dgterven.

112 96 Ved denne Pleje fk jeg med Professor Howtz at gøre. Som Specalst Underlvssygdomme var han Comtessens Læge. I ham lærte jeg en meget aparte, men udmærket Personlghed at kende, som jeg hele mt Lv nærede den største Ærbødghed for. Han stødte mange ved st barokke Væsen; men af de mange Læger, jeg lærte at kende, mødte jeg ngen, der mere ntensvt optoges af den Opgave, der netop laa for. Han undte sg kke Ro de Dage og Nætter en Operaton stod paa og under dens første Forløb. Han vaagede selv de første Nætter hos Patenten og ofrede altd af sne egne Mdler, naar denne var ubemdlet, og mange har han endog sat Vej efter Helbredelsen. Hen paa Eftersommeren blev Comtessen udskreven, og jeg fulgte hende og Moderen ned tl den Malmøfærge, som deres Kammerpge saa hjærteskærende med sne sdste Suk havde bedt mg faa slppe med". Her paa Dakonssestftelsen hørte jeg første Gang den store Phlantrop: Stephansen fra Børneanstalten paa Holstensmnde omtale. Alle, der var komne Berørng med ham, var stærkt optagne af hans Personlghed. Det var jo denne Vækkelsestds Morgenrøde, han startede Børneopdragelsesanstalten. 1 ) Desværre kom jeg aldrg personlg Berørng med ham. Men nogle unge Pger, der var opdragne paa Holstensmnde", blev anbragte paa Stftelsen. Om det lgger, at Børn, der an- *) Anders Stephansen ( ), Børnehjemssagens Fader Danmark. Han oprettede Opdragelsesanstalten Holstensmnde 1840.

113

114 professor H. V. Meyer.

115 PROFESSOR F. J. A. C. HOWITZ,

116

117 97 brnges saaledes, har et særlgt vanskelgt Grundlag, der maaske er Aarsagen tl Anbrngelsen, eller det er Sammenhobnngen med andre vanskelge Naturer, véd jeg kke; men dsse Par unge Pger, lgesom alle, jeg senere har truffet, som har levet under lgnende Forhold, har haft et Særpræg over sg, der høj Grad vanskelggjorde deres Exstens almenmenneskelge Forhold. Dsse to vakte hver Dag mn Medldenhedsfølelse under Arbejde som ved Samvær. Men jeg var som sagt dengang for uerfaren tl at se Grunden tl mn egen Medldenhed med de unge Pgers besynderlgt afstkkende Optræden. Naar Høstmaanederne var forb, og Landlggerne var vendte tlbage tl Byen, var Tlstrømnngen tl Johanneskrkens Aftengudstjenester de Aar saa stærk, at Krken knap kunde rumme Tlhørerskaren. De Aftener, hvor Pastor Frmodt holdt Gudstjeneste, føltes altd som en Fest. 1 ) Hele hans Apostelskkkelse og den Ild, hvormed han prædkede, greb alle ved sn Sanddruhed og skønne Form, og var vel skkket tl at slukke den Trang tl et Evangelum, der mange Aar gjorde sg stærkt gældende vde Krese. Dertl kom Hartmanns vdunderlge Orgelspl, der bragte Salmesangen tl et Højdepunkt og en Begejstrng, man maa have oplevet, for at forstaa. Som det enkle, ) Jens Chrstan Rudolph Frmodt ( ) var Adjunkt Sorø, da han 1861 blev Præst ved St. Johannes Krke paa Nørrebro. Han var Leder af den kbhvnske Krkelg Forenng for ndre Msson".

118 98 baade Ord og Musk, næsten altd grber stærkest, saaledes ogsaa her. Naar den smple llle Sang: Dybt helder Aaret dets Gang" lød som et brusende Hav gennem Krken, greb den alle Hjærter. De Syge, der nogenlunde var rørlge, havde ansøgt Overlægen om Lov tl en Søndag Aften at overvære en af dsse omtalte Gudstjenester. Flere Vogne hentede dem, og de fleste maatte bæres nd og ud, en enkelt maatte endog have Rullestol med, hver Vogn havde en Søster paa Bukken, og begge Parter var lge forventnngsfulde og optagne af Begvenheden. V naaede Krken god Td, saa alle var baarne og kørte paa Plads nden Tjenesten begyndte. Aftenen forløb saare skønt. Frmodt havde en Evne tl at mangfoldggøre sg, saa enhver syntes, det var ham eller hende, Festen galdt. Den jublende Sang greb ogsaa de Syge stærkt, hvoraf flere aarevs kke havde været ude blandt Mennesker. Jeg har sjeldent set nogen blve saa oplvede, som dsse af Skæbnen saa prøvede Mennesker blev det hn Aften, og jeg ønskede kun, da jeg bar mn kære Frøken Hansen*) ud af Krken, at Præsten havde hørt hendes Stemme, det *) Frøken Alvlda Hansen var Søster tl Kunstneren Constantn Hansen. Hun var en begavet Kvnde, med Talent for Tegnng og havde stærke poetske Anlæg. Hun havde havt den frygtelge Skæbne at blve lam begge Benene som Følge af at sdde tmevs med vaade Fødder og fugtgt Tøj, naar hun gk fra Sted tl Sted for at gve Undervsnng. Hun var mg en god og trofast Vennde al den Td, jeg kendte hende. Hun døde 1872, 59 Aar gammel. Forf. Anm.

119 99 hun sagde: Søster Ida, dette har glædet mg for lange, lange Tder, men hvor jeg er dødtræt!" Trætte og oprevne var jo alle Patenterne, saa da den Vogn, hvor jeg sad paa Bukken, var den forreste, bad jeg Kudsken skynde saa stærkt som mulgt paa de stakkels Hnkedyr for Drosken, da jeg var ængstelg for, at de Syge skulde blve for medtagne; og den skkkelge Mand satte efter datdge Begreber en Fart op, som vakte Opsgt. V Søstre, der havde ledsaget det llle Tog, vare opløste af Varme og Iver, nden v havde faaet alle baarne paa Plads og Tøjet taget af dem. Nu maa De sdde ganske stlle, Frøken Hansen, tl jeg faar hentet The tl Dem, og saa paa Hovedet med Dem Sengen", beordrede jeg, det jeg styrtede ud ad Døren, hvor Forstandernden netop stod for at kalde paa mg og hørte hvad jeg sagde: Men, Søster Ida, hvor tør De love The, nden v selv har drukket og holdt vor Andagt?" Jeg bryder mg slet kke om The", svarede jeg. Der er kke Tale om den Tng, nu har v ventet halvanden Tme paa at faa Søstrene samlede. Der maa dog være Orden Tngene". Jeg kan kke mt bevægede Lv erndre at have havt, blledlg talt, Fornemmelsen af at være plumpet et Vandhul med alle Klæderne paa som ved denne Befalng. Det var mg næsten umulgt at faa Maden ned, og aldrg har jeg havt saa Tanker som ved den paafølgende An- forargelge

120 100 laa vel dagt. Det mest skærende for mg personlgt, at jeg holdt saameget af Forstandernden. Først senere, da jeg vandt større Erfarng Lvet, saa jeg, at der altd har været og bestandg vl vedblve at være en Fare for menneskelg Udvklng ved at samle mange Indvder paa ét Sted og paa en Maade at lukke af for dem. Denne Levevs gør Kvnder smaalge. Naar jeg tænker tlbage paa den Td, slaar Mnderne mg møde med de latterlgste Barnagtgheder, der blev tl Hovedspørgsmaal for dsse, hver sær paa ganske enkelte Undtagelser nær, saa fortræffelge Kvnder. Intet har vel Kvndens Hstore sat hende saaledes tlbage som Klosterlvet, her mener jeg naturlgvs katholsk Form. Hvormange Personlgheder er kke blevne kvalte dsse Insttutoner! stod det første Efter denne llle Begvenhed Gang klart for mg, at der dog var en Mulghed for at sklles fra dette Sted, der hdtl havde udfyldt mange af mne ungdommelge Drømme, og som jeg havde troet at kunne gaa gennem Ild og Svovl for og at kunne tjene. Hen paa Efteraaret blev jeg beordret tl Nattevagt nde Byen hos en Enkefrue. Denne llle Epsode fortæller jeg, ford den paa saa paafaldende Maade vser den mærkelge Opfattelse af Dakonssegernngen, som mange den Gang sad nde med. Anmodnngen om Nattevagten blev begrundet med, at Damen, der var Rekonvalescent efter en

121 101 længere Sygdom, havde været forulempet af Djævelen". Denne Herre havde havt den Uforskammethed at forstyrre baade hende og Pgen deres Nattesøvn. Da jeg første Aften mødte, blev jeg overrasket ved at Pgen slog en Lem ned under Vasken Køkkenet og redte sn Seng dér. Hun fremstllede med levende Fantas de omtalte djævelske Angreb; men efter at jeg havde set hendes Leje, fandt jeg egentlg samme Hr. Djævel ret human, at han kke stltende vlde fnde sg dette under al Krtk umenneskelge Sengeleje; men jeg sagde dog kke noget, for kke at sætte Ugler Mosen mellem Fruen og Pgen. Medens jeg henad Natten hjalp Fruen tl Ro, var hun meget snaksom og fortalte mg ndgaaende om sne forhenværende store Forhold og udsøgte Omgang. Tl mg som Sygeplejerske og specelt som Dakonsse var hun uudtømmelg at prse det store Gode, at man saaledes kunde gøre Bod for sn mslge Fortd". Jeg søgte at forklare hende, at man absolut kke kunde blve optaget paa Stftelsen, naar der kunde paavses bestemte mslge" Forhold, man havde gjort sg skyldg ; men det vlde hun kke forstaa. Selv om jeg maaske, efter hendes Menng, kke havde havt et llle Ophold paa Børnehuset", var der dog ngen Menng at gve sg tl at pleje sne syge Medmennesker, naar der kke laa en særlg skyggefuld Baggrund for denne Beslutnng. Det mærkelgste var, at hun vstnok fandt, at denne

122 102»mørke Fortd* kke fordrede nær den Ernærng, som en lysere; th uagtet jeg vaagede hos hende Nat efter Nat, var der kun sat en llle halv Kop Kaffe med ét helt og ét halvt Stykke Sukker af tl mg, samt en llle tynd halv Skve Franskbrød. Mad kunde jeg jo tage med fra Stftelsen, men Kaffen kke, og for mg kneb det altd at vaage, naar jeg kke fk mg en rgtg varm Opstrammer" mdt paa Natten. En af de sdste Aftener fortalte hun mg om et af sne Fortdsselskaber og nævnede blandt andre Gæster mn Faders Navn. Maaske vlde jeg hævne mg for den mslge Fortd"; th det brast da ud af mg: Ja det var mn Fader"; men det fortrød jeg btterlgt, th Meddelelsen tog saa stærkt paa hende, at jeg frygtede for et Tlbagefald af Sygdommen. Hun fk kke et Øjeblks Søvn hele Natten. Næste Aften var der kke alene rgelgt med Kaffe og Mad, men endogsaa Rødgrød! I meget lang Td, fra Begyndelsen af Vnteren, havde jeg kun nervøse Patenter, som jeg var ldet egnet tl at passe paa Grund af den tunge Sndsstemnng, der betog mg ved Fordybelsen de mange Lvsproblemer og store aandelge Spørgsmaal. Overlægen sagde hver Dag tl mg, naar v havde havt Stuegang: Søster Ida y De maa tage dsse Patenter mere bestemt"; men jeg led med dem deres Tungsnd. Heller kke syntes jeg, at jeg lærte noget ved at passe dem. Havde jeg endda kunnet komme ud tl en af de rgtge Sndssyge-

123 103 anstalter, hvor det hele blev drevet, om man saa kan sge, mere vdenskabelgt, vlde det have hjulpet paa mn Hgen efter at lære. Jeg turde dog kke sge noget om dsse mne Ønsker, da det den datdge Opfattelse af en Dakonsses Sndelag blev fordret, at hun ngen selvstændge Ønsker maatte have, men lydgt føje sg det, som de Ledende fordrede og ordnede. Flere Gange oplevede jeg, at jeg selv, som ogsaa de andre Søstre, blev fjernet fra Patenter og prvate Plejer, ford v særlg kom tl at holde af dem, eller fra Forhold, v befandt os vel ved. Maaske var den oprndelge Ide hertl den at forhndre Partskhed og Ensdghed overfor Patenterne; men da netop de smaa Ldenskaber er fremtrædende hos Kvnden, tog det sg ofte ud som Chkane, parret med en llle Kende Msundelse ved mange Lejlgheder, som Arbejdet mellem flere fører med sg. Det blev mg dog stadgt mere og mere ndlysende, at Lydghed maatte fordres, saavel for Dscplnens som for Paaldelghedens Skyld. Men denne Fordrng blver uhyre let msbrugt tl Herskesyge fra den Overordnedes Sde og tl mange Slags smaa Insnuatoner osv. hos den Underordnede. Jeg saa det den Gang de her omtalte Forhold og har mødt det alle de Insttutoner, jeg har set. Som før omtalt tyede jeg ofte tl Søster Mette, naar Problemerne blev mg for ndvklede; uvlkaarlg haabede jeg paa den store Moder Naturs drekte Indflydelse lge fra Bondelandet. Jeg vlde

124 104 saa gerne ud at lære noget rgtgt, f. Ex. tl Ornge eller tl et udenlandsk Hosptal, men jeg tør kke bede derom", ytrede jeg en Dag tl hende. Det turde jeg godt", svarede hun, det er meget værre for mg, jeg vlde gerne have en Staton udenfor Stftelsen, helst paa Landet, hvor jeg kunde være ene om det a.»ja, men Søster Mette, det er jo netop dér, Skoen trykker; v véd, svaret Dem, at De vl være for selvstændg, og at mt Snd er for mg, at jeg tragter for højt, og at der vl blve urolgt. V faar vst blve Forholdene, som de ere." Jeg arbejdede og sled det tdlgt og sldgt, men jeg følte det som om en tyk Skal omgav mg, og som jeg kke formaaede at trænge gennem, men maatte arbejde paa én Plet uden at komme af Stedet. Mt Forhold tl Søstrene og Patenterne var saa godt, det kunde tænkes. Mange glade og rørende Mnder har jeg om dem fra den Td; men jeg fulgte dog den Søsters Raad, der var mg kærest: Hellere at opgve Gernngen end at omkomme lutter Intetheder. Jeg maatte nu tage den vanskelgste Beslutnng, som jeg nogensnde har taget. I et Par Maaneder gk jeg og grundede paa, hvad der var rgtgst, og denne Kamp tog den Grad paa mg, at Folk foer forfærdede op, naar de saa mg. Saa gjorde jeg da Ende paa Tvvlraadgheden og tog hjem tl mn Stedmoder og Søster, som alt et Par Aar havde havt Hjem Kjøbenhavn. Begge Parter var lge ldt tlfredse med denne Ordnng, men der var Øjeblkket ntet andet Valg.

125 105 Overgangen fra det stærke Arbejde og de mange Mennesker og, hvad der bandt mg mest, det stærke Samfundslv, der trods al Smaalghed uvægerlgt fremkommer, hvor ærlge Mennesker arbejder med et Maal, var det mg høj Grad svært at komme over. Som en Genopstanden blev jeg hlst hele mn Kres, og de, der holdt af mg, haabede vst at faa mg helt omkalfatret. Dog, havde jeg kke før mødt Forstaaelse af, hvad jeg vlde naa, mødte jeg den endnu mndre dette Tdsrum. Man syntes jo nærmest, jeg havde været forrykt, eller detmndste ret overspændt; men nu haabede man nok, som nogle udtrykte sg, at jeg blev en af deres". En llle opmuntrende Hændelse mødte mg en Dag, da jeg stod mn Stedmoders Daglgstue oppe paa en høj Trappestge for at hænge Gardner op. Jeg havde nok hørt det rnge, men tog ngen Notts deraf og vedblev med mne Gardner. Ldt efter gk Døren op, og mn Stedmoder stod der med en ældre Herre: Oberst Tschernng vlde gerne hlse paa Dg, Ida", sagde hun. Ja, Frøken, det har nteresseret mg meget, først at De sn Td brød ud, uagtet jeg kke sympathserer med den Vej, De havde valgt; men endnu mere glæder det mg, at De ogsaa har Interesse for Lvets daglgdags Foreteelser, f. Ex. at hænge Gardner op. Jeg spaar Dem, at De snart vl fnde Dem Deres Plads gen". Det var en uhyre forlegen Stllng for mg deroppe Højheden paa Trappestgen! Gaa ned havde jeg kke Mod eller Aandsnærværelse tl, og denne Mand,

126 106 en af vore Store, som man hørte omtale hver Dag, havde jeg ofte ønsket at se. Famlen hørte tl mne Forældres Omgangsvenner, uagtet de poltsk Henseende stemte ldet eller ntet overens. Nu stod han dér nedenfor mg og gav mg egentlg det første tlsluttende Ord, jeg havde faaet fra den Kres af Mennesker, jeg tlhørte. Jeg kunde have faldet paa Knæ for ham, men jeg var jo bundet oppe Højheden. Faa Aar efter døde han, saa det var første og sdste Gang, jeg saa ham. En Glæde endnu mødte mg. Paa mn Fødselsdag, der ndtraf nogle Maaneder efter mn Afsked fra Stftelsen, kom der Hlsener fra alle de Søstre, jeg havde havt Samarbejde med, skrevne paa pragtfuldt dekoret Brevpapr og med mange gode, kærlge Ord. Jeg har endnu dsse Hlsener lggende mellem gamle Mnder. Hen paa Foraaret blev jeg anmodet om at pleje Enkefru Nathale Møller, af den bekendte Møllerske Præstefamle fra Breum 1 ). Fru Møller selv var en usædvanlg begavet Kvnde, men var, paa Grund af altfor svære Arbejdsaar sn sørgelge Enkestand, blevet angrebet af Tuberkulose og befandt sg det sdste Stadum af Sygdommen. Her lærte jeg to Personlgheder at kende: Dr. Vlhelm Meyer, den saakaldte Øre-Meyer* 2 ), og Pastor Frmodt, der begge fk stor Indflydelse paa mn senere Udvklng. Hos Fru Møller blev det en meget anstrængende *) Fru Nathale Møller født NSdschau ( ) var Enke efter Sognepræst tl Tyregod Jens Leth Møller ( ). «) Den berømte Læge, Professor Hans Vlhelm Meyer ( ).

127 107 Pleje. Hun havde stadg Feber med Delrer, under hvlke hun fk Kræfter, som hun kke ejede, naar hun var ved sn Bevdsthed. I mangen Kamp maatte jeg bruge al mn Kraft og Aandsnærværelse for at hndre hende at kvæle mg, hvad hun ofte forsøgte under Delreanfaldene. Dr. Meyer hjalp mg trolgt, kom tdlgt og slde, sommetder henad Natten. Han var uudtømmelg at udfnde Mdler tl at glæde og lndre hende, og dsse Gaver kom altd andres Navn. Han sendte endog en Dag sn egen Lænestol, som han ellers tog sn daglge Hvle, naar han var færdg med sn anstrængende Praxs. I tre Maaneder kæmpede den stakkels Syge, nden hun endelg fk udstrdt. Efter hendes Død tlbød Dr. Meyer at gve mg Undervsnng alle de elementære Tng, der hører tl Sygeplejen: Forbndnger, Anatom og Hygejne. Jeg mødte hos ham, tre fre Gange om Ugen, hvor han saa ofrede sn kostbare Td paa mn Uddannelse, som jeg trængte saa haardt tl, og som jeg tørstede saa meget efter. % Pastor Frmodt saa jeg kke saa tl meget hos Fru Møller, da hun sjældent var en Tlstand, hvor hun taalte Samtale. Men saasnart han erfarede hendes Død, skrev han tl mg, om jeg vlde overtage Plejen hos en ung Pge, der var angrebet af en Underlvssygdom. Her kom han ofte, tl stor Glæde for Patenten som ogsaa for os andre. Han havde en lgefrem Optræden, uden den dengang mellem Præsterne saa ofte benyttede højtdelge og salvel-

128 108 sesfulde Prædketone, naar han talte med de Syge. Ofte benyttede han sg endog af Paradoxet, der kan vrke som en Solstraale Regnvejr ved en llle forfrskende Latter, og kan være saa velgørende de mange tunge Øjeblkke, Sygdom fører med sg. Al mn Tanke gk denne Td op at søge et fast Vrksomhedsomraade Retnng af Sygepleje. Jeg henvendte mg desangaaende tl forskellge Hosptaler; men den Gang ønskede Lægerne endnu slet kke at faa Sygeplejersker, der kunde ndbefattes under Begrebet Damer. En af Overlægerne afvste mg endog meget kort med den Udtalelse: at jeg burde for mt Navns og mn Famles Skyld kke nedværdge mg" o. s. v. Der blev da efter mn Menng ntet andet Valg end at søge tl Udlandet. Jeg skrev et Par Steder hen, og fra et Hosptal London fk jeg det Svar, at man kunde tænke sg at ndlade sg med mg, naar jeg kunde sende Anbefalnger fra dem, jeg havde arbejdet under. Dr. Meyer skrev følge denne Opfordrng et saa fyndgt Ord, der kunde have aabnet Vej gennem de stærkeste Fæstnnger. Men han, hvs Hjærte brændte saa varmt for Danmark, havde jo selv ldt et langt og svært Martyrum, ford Forholdene havde tvunget ham tl at blve paa det Sted, hvor Vægten laa tungest, og vdste af Erfarng, hvad det vlde sge at blve afskaaret fra st Fædreland. Uagtet hans Anbefalng var saa varm som tænkes kunde, for at hjælpe mg mn Nød, bad han mg dog meget ndtrængende at se Tden

129 109 ldt an endnu. Da ogsaa Frmodt med hele sn Energ protesterede mod mn Bortrejse, ja endog fremstllede det som en Forbrydelse at forlade mt Fædreland, besluttede jeg mg tl at se Tden an, om der dog skulde aabne sg en Vej herhjemme.

130 n \u\ umttwrr jliu n Jeg uu nm ««««« Ull III Ull I? Ull l UUI VI Ull I II «! H.t f ALMINDELIG HOSPITAL var altsaa kke kommen vdere end tl som før at tænke frem og tlbage, da jeg en Aften 1868 mødte to Damer, som jeg holdt meget af, men kke havde set lange Tder. Det var Frøken Povelsen, der af Fængselsselskabet var engageret tl at modtage de løsladte kvndelge Fanger, ndtl de kunde faa Ansættelse, samt hendes Hjælper, Frøken Olrk 1 ). Ved De, at Overlæge Brandes ved Almndelg Hosptal har bekendtgjort, at han antager Damer tl Oplærng Sygepleje? Frøken Olrk har faaet Ansættelse henad a Jul. Denne Samtale faldt de første Foraarsmaaneder 1868, og jeg gk samme Øjeblk op tl Overlægen hans Konsultatonstd 2 ). De er meget for ung Frøken, De skal hellere gfte Dem, a svarede han mg paa mn Henvendelse om at faa Ansættelse paa hans Hosptal. Mn hæf) Frøken Emma Povelsen (død 1893) oprettede 1878, tllgemed Frøken Anna Margrethe Jacobe Olrk ( ), der var uddannet tl Sygeplejerske paa Almndelg Hosptal, et Optagelseshjem for kvndelge Fanger. Fra 1876 bestyrede de Sygeplejeforenngen paa Chrstanshavn, Frøken Povelsen som Forstandernde tl sn Død 1893, Frøken Olrk tl *) Dr. med. Professor Ludvg Brandes ( ) blev 1863 Overlæge ved Almndelg Hosptal og Lemmestftelse.

131 111 tge Natur skød op mg, og ndvendg aldeles rasende svarede jeg: Jeg mener, der hører to dertl, Hr. Overlæge.* 4 Han saa ldt forbavset paa mg, dog mærkværdgvs kke vred. Nej, det kan kke lade sg gøre, De er for ung, Frøken," sagde han gen, efter et Øjeblks Overvejelse. Saa gk jeg forknyt og slukøret mn Vej, følte mg btter over, at jeg saa godt som blev jaget ud af mt Fædreland, hvs jeg vlde blve paa den Vej, jeg var slaaet nd paa. Mn Patent og hendes Famle trøstede mg paa det bedste, men alt stod dog stlle for mg. Nogle Dage gk; saa rngede Postbudet med et Brev tl mg fra Overlæge Brandes, der kort og godt lød: Den Sygestue, De kunde ønske at overtage paa mt Hosptal, kan De faa at se Morgen, naar De henvender Dem hos Inspektøren, der ønsker at se Dem, nden De eventuelt antages". Brandes. Bombe! Det var en Patenten, saavel som hendes Famle, fk travlt, da det nu gjaldt om at faa mg udhalet, saa jeg kunde tage mg rgtg værdg ud Inspektørens Øjne. Ulykken var, at jeg havde mstet mt Haar Tyfus, saa det endnu var ganske kort. Begge Frøknerne halede og sled det, balsamerede det med Pomade, for at faa Krøllerne tl at gaa ud, men altd vendte de Halerne Vejret gen. I deres Fortvvlelse gav Frøknerne mg deres gamle Moders Strmlekappe paa og malede mg fuld af Rynker

132 112 Ansgtet, hvlket de sagde hjalp meget tl at gøre mt Udseende værdgt. Desværre maatte jeg jo vadske Tatoverngerne af og gk med bankende passeret før, greb mg Hjærte tl Inspektøren, med en Følelse, som jeg var en Hest, man skulde føle paa Tænderne. Da jeg kom udenfor Almndelg Hosptal Amalegade, som jeg den Gang, mg bevdst, aldrg havde atter den samme stærke Benovelse, som da jeg første Gang saa Sygestuerne paa Dakonssestftelsen. Der var Jærnstænger for Vnduerne, rgtgnok Kælderetagen, men de bragte mg tl at gyse. Det klemte mg saa underlgt for Brystet. Dette altsaa var den eneste Udvej for mg tl at komme en fast Stllng, for at pleje mne syge Medmennesker mt eget Fædreland, og det forekom mg, som om jeg gk nd et Fængsel! Paa Trapperne tl Kontoret mødte jeg et Par gamle Lemmer. Den ene saa ldt smaatosset ud, og forbgaaende klappede hun mg paa Knden og sagde: Hvad hedder Du?" Du maa kke saadan tale tl fremmede Damer," rettede den anden hende. Men hun er jo kke konfrmeret endnu", svarede den Tossede. Av," tænkte jeg, hvordan mon dette dog skal ende?" Paa Kontoret, der laa ved Lemmeafdelngen, blev jeg meget mødekommende modtaget af Inspektøren, og jeg kunde egentlg kke hos ham mærke nogen maatte have en Ængstelse for at antage mg. Jeg Fører med for den vdtløftge Bygnng at fnde

133 OVERLÆGE L. BRANDES.

134

135 113 over tl Sygeafdelngen. Den Gang var Johannesstftelsen endnu kke opført, saa Alm. Hosptal optog alle Byens Fattge, der var under Magstraten. Jeg naaede saa Medcnstuen, der var fuld af Patenter, men Overlægen kom strax hen tl mg og førte mg over tl de tre Sygestuer, der laa Række,, og som han mente, jeg skulde overtage. Hvor her er yndgt!" udbrød jeg uvlkaarlgt, da jeg traadte nd. Dsse store, høje Rum, jeg tror 7 Alen tl Loftet, de høje Vnduer, hvor Lys og Luft kom nd sn fulde Pragt, og saa dsse Rækker af Syge, der saa noksaa smlende og tlfredse ud, vel ford Tlværelsen her var langt bedre og sorgfrere for dem, end den Nød og Elendghed, de kom fra. Overlæge Brandes havde en enestaaende Evne tl at omgaaes dsse Mennesker. Jeg havde nær vendt mg om og sagt: Maa jeg kke blve her med det samme?" Men det var kke hans Plan, han vlde maaske prøve mn Beslutnng helt gennem. Da v havde set Stuerne, gk han ud paa Gangen med mg. Jeg tænker, det er bedst, at De prøver tre Dage, nden De overtager Stuerne. Kom gen Morgen og de tre efterfølgende Dage." Dermed Farvel og færdg. Han var allerede helt henne ad Gangen, da han vendte sg om og sagde: Frøken Dahl paa Medcnstuen vl vstnok følge Dem ned tl Frøken Flndt paa Børneafdelngen. Det er bedst, De hlser paa hende." Jeg fulgtes da med ham nd tl Frøken Dahl. 1 ) ) Vbeke Adelhad Dahl ( ) blev ansat paa Alm. Hosptal 1866 og tog sn Afsked

136 114 Hun var et af de orgnaleste Mennesker, man kan forestlle sg, hvs haarfne Nøjagtghed og Plgttroskab jeg aldrg har truffet Magen tl. Vlde jeg senere, under mt Hosptalsophold, slppe ldt let og mndre nøjagtgt over noget, var det, som om hun klemte mn Samvttghed mellem sne Negle og tvang mg tl at gøre det om, uagtet hun kke havde det fjerneste med mn Gernng eller mne Stuer at gøre, og næsten aldrg kom dernd. Senere hen levede v meget sammen; men talte man tl hende den Tme, hvor Medcnen blev uddelt, bed hun én af, saa det svrpede længe efter. Derfor kaldte jeg hende ogsaa Formddags Dahl", naar jeg hentede Medcnen, og Eftermddags Dahl", naar v mødtes selskabelgt om Eftermddagen, hvor det saa gk løs paa Ltteraturen, som hun var meget bevandret. Syge og Sygdom var hende mod: Jeg holder nu en Gang mere af Flasker end af Mennesker," sagde hun, og sendte et kærlgt Blk tl alle de langhalsede Venner omkrng paa Hylderne. V to fulgtes da ad ned tl Frøken Flndt, der for Magstraten havde overtaget Opdragelsen af en smaa Pger, der paa den forfærdelgste Maade var msbrugt af Samfundet, og som dette saa smagfuldt den Gang benævnede: moralskt fordærvede Børn". 1 ) Hun havde en temmelg rummelg Stue, hvor de 12 blev undervste og fk deres Mad. Dér levede hun hele Dagen med Børnene, undervste dem, spste og legede med dem, hjulpen af en Kone, ) Erasrane Chrstane Flndt ( ), Datter af Købmand Henrk Flndt Næstved, kom fra Almndelg Hosptal tl Blndensttuttet Hun var en højt skattet og meget afholdt Dame.

137 115 der hørte tl Hosptalets Lemmeafdelng og som sov hos dem om Natten et Rum paa samme Gang. Ved Sden af Skolestuen havde Frøken Flndt selv et llle btte Soveværelse, og der ndenfor en llle Daglgstue, vel en 4 Alen paa den ene, og en 5 6 Alen paa den anden Led. Hun tog mg strax om Halsen og gav mg nogle smældende Kys. Hvor v to skal more os sammen," sagde hun og drejede mg et Par Gange rundt: Lad mg rgtg se, hvordan en Kammerherredatter tager sg ud, der har funden paa at vlle være Stuekone." Atter drejede hun mg gen baade aandelgt og legemlgt, saa jeg for første Gang, efter at der saa at sge var lukket af for mn ungdommelge Lystghed, lo, saa Taarerne trllede ned ad Knderne. Hvor det gjorde godt, og hun forstod altd at oplve mt tunge Snd de Aar, v kendte hnanden, naar jeg gav efter for mn Tlbøjelghed tl Grublerer. Jeg er altd saa ksteglad lge fra jeg staar ud af Sengen," sagde hun engang, og hun forstod altd at bbrnge sne Omgvelser denne Glæde. I sn llle Daglgstue samlede hun en Skare Ungdom af begge Køn. V var ofte saa mange, at der maatte sdde to, tre paa Forhøjnngen Vnduet. Foruden en Del unge Mænd, som stærkt nteresserede sg for alle det aandelge Lvs Rørelser, saasom Skolebestyrer Bredsdorff, cand. O.Hohlenberg, den senere Præst, cand. Johnsen, Irwnganeren /. Thomsen, traf jeg der Skuespller Dorph-Petersen med sne skønne Søstre, Fru Sødrng med sne lgesaa skønne Døtre, hele den vestndske Hjarde-

138 116 maalske Slægt m. fl. Mere eller mndre var de paavrkede af Tdens relgøse, lterære og kunstnerske Spørgsmaal. Søren Kerkegaard havde jo bragt hele Krken Oprør, Grundtvg førte an Kampene mod Ratonalsmen og for Folkeoplysnngen, og dertl kom saa Petsmens Rejsnng under Navnet den ndre Msson" med Blædel 1 ), Frmodt og Vlhelm Beck 2 ) Spdsen. For mg var Indre Mssons" Rejsnng af den største Betydnng, netop paa dette Tdspunkt, da jeg, efter at have forladt Dakonssestftelsen, forsaavdt stod ene paa det vldene Hav. Mn hele Natur hgede efter aandelgt Lv, og de mange Møder, som Indre Msson" holdt, hvor der var fuldt af Mennesker, der søgte det samme og haabede det samme som jeg, var mg tl uvurderlg Hjælp og Støtte efter mt anstrængende Arbejde og ofte vanskelge Forhold om Dagen. Vlhelm Beck var en Folketaler som ngen anden og en Banebryder for den petstske Retnng Krken. Han talte sjældent under to Tmer, ofte længere, men man tabte aldrg Traaden eller Opmærksomheden, og de mangfoldge Forsamlnger, som han oftest var Enetaler, har jeg aldrg set hverken Uopmærksomhed eller Træthed hos Tlhørerne. Jeg har kke hørt nogen, som den Grad ndgaaende behandlede en Text, saa den mndste Enkelthed blev udpenslet ) Ncola Gottleb Blædel ( ), Sognepræst ved Garnsonskrken Kbhvn. fra 1859 tl sn Død. *) Johan Vlhelm Beck ( ), fra 1861 tl sn Død, var fra 1865 Sognepræst Ørum og Gnnerup ved Grenaa og fra 1874 Ørslev og Solbjerg ved Slagelse.

139 117 og behandlet. Men tlbage tl Hosptalet. Det var nogle af de kedelgste Dage, jeg nogensnde har oplevet, de tre hvlke Overlæge Brandes fordrede, jeg skulde se paa Forholdene". Jeg mødte Klokken 7 om Morgenen og blev sat paa en lukket Brændekasse, da Stuekonen, jeg skulde afløse, kke vlde tllade mg det allermndste Arbejde, og dér sad jeg og saa paa Patenterne den hele Guds Dag! Naturlgvs var der ntet at lære, undtagen under Lægernes Stuegang, men den varede sjældent længere end et Kvarter. Hvad Overlægen egentlg mente med denne Tortur, er aldrg blevet mg klart og vst heller kke ham selv; men den fk jo da Ende. En dejlg Solsknsdag drog jeg saa nd paa Alm. Hosptal, og der var en Lykke og Tryghedsfølelse hos mg, da de store Porte slog bag mg, der holdt sg, saalænge jeg var der. Overlæge Brandes var paa Stuen, da jeg kom, som han havde sagt paa Medcnstuen tl Lægerne: For at gve den Llle Mod; men det var saamænd overflødgt, hun er saa glad som en Lærke." Patenterne saa baade smlende og fornøjede ud, og der udvklede sg snart det bedste og lgefremmeste Forhold mellem os. Mange Fejltagelser gør man den Gernng, mere end under andre Forhold, og for det meste sdder dsse fast Mndet, saalænge man lever. At jeg slap saa helskndet fra det, som jeg gjorde, skylder jeg udelukkende Overlæge Brandes. Han lærte mg Humantet. Mærkværdgvs og sørgelgt nok følges Humantet og

140 118 Chrstendom kke altd ad! Ofte snærtede hans Lærdomme mg lge nd Sjælen; men jeg maatte altd Tankerne bøje mg for hans Ræsonnementer. Tmevs kunde han dskutere om dsse stakkels Syges og Lvet saa forkomne Menneskers sjælelge, legemlge og daglge Forhold, og hvad der kunde gøres for dem. Stor Hjælp dsse Forhold var den daværende Fattgborgmester Holm, der paa alle Maader søgte at hjælpe paa den daarlgt stllede Befolknngs Kaar 1 En ). Gang, da han var paa Hosptalet, kom Brandes nd og præsenterede mg for ham. Senere kom han ofte nd paa mn Stue, naar han havde noget at se efter paa Hosptalet, og jeg høstede megen Glæde af hans Samtaler. Mn Trang tl at lære blev grundgt tlfredsstllet paa Alm. Hosptal. Overlægen sørgede for, at alt, hvad der fremkom af nyt, strax blev ndført, og han aabnede Sygestuerne for Indlæggelse af Patenter, der tl andre Lægers Hjælp skulde observeres. Da Overlægen saa, at det nteresserede mg, lagde han fortrnsvs dsse Observatonspatenter nd paa mn Stue. Det var ofte en anstrængende Opgave, men man lærte meget derved. Hele Dagen var man næsten bundet tl en saadan Patent, ford Vrknngen af de forskellge Medcner, hvert Klokkeslet skulde opskrves, samt Hjærteslaget, Udtrykket osv. osv. Vaagekonerne blev paa den Td taget fra Lemmeafdelngen og var langt fra at stole ) Konferensraad Johan Peter Holm ( ) blev 1858 Borgmester for Magstratens 3dje Afdelng.

141 119 paa, saa man mange Gange om Natten maatte op for at se efter og optegne. En saadan Observatonspatent gav Anlednng tl den første Carambolage mellem Overlægen og mg. En llle Dreng var ndlagt af en 3 4 Læger, der forgæves havde søgt at stlle hans Dagnose. Man vlde da forsøge med en Observaton med Optegnelser hver halve Tme. Jeg skrev op og observerede det bedste, jeg kunde; men en Morgen stod Den ene Læge syntes at Lægerne ved Drengens Leje og var lge tvvlraadge. have observeret én Vrknng og den anden en anden. Jeg lyttede spændt efter de forskellge Mennger og udbrød saa mn altfor store Iver: Jeg synes den Medcn," og nævnede Navnet, vrkede stærkest den eller den Retnng." Lægerne hørte meget nteresserede paa mt llle Indlæg, men Overlægens hele lvlge og hæftge Temperament kom strax Oprør. Han vendte sg om og sagde: V er kke vante tl, at Stuekonerne taler med, naar v Læger debatterer mellem os!" Alle stod v som slagne. Lægerne saa aldeles betuttede ud, og en af dem sagde: Men det har nteresseret mg ganske overordentlgt, uhyre meget!" Jeg selv mærkede, at jeg blev lgbleg. Her var jo det saare Punkt: Lægerne havde jo havt stor Ængstelse for at faa Damer nd paa Hosptalerne af Frygt for, at de skulde komme dem for nær. Brandes havde nu gjort det første Forsøg og badovs! der sprang jeg lge Fælden! Jeg var frygtelg ked af det, men fandt, at Overlægen var gaaet for vdt. Om Eftermddagen kom

142 120 han nd og vlde gøre sn Part af Uretten god. Jeg bad ham, om han en anden Gang vlde røfle mg af, naar v var alene, og at saa var der kke mere sge om den Tng. Imdlertd, da Drengen nogle Dage efter døde, var han saa ædelmodg at gøre mg Afbgt overfor Lægerne ved at ytre: V kan vst med Rette sge, at det, der gjorde vor Dagnose saa uvs, var, at Drengen mod al Sansynlghed holdt saa længe ud, og det kan v jo takke Frøkenens Pleje for." Ganske vst, upaatvvlelg," lød det Kor fra Lægerne; men jeg havde ondt ved at lade være at le, da jeg jo nok vdste, at jeg desværre kke havde lært at holde paa Lvet. Mne Vanskelgheder paa Hosptalet var dog langtfra overstaaede med denne llle, om jeg saa maa sge, Forpostfægtnng. Det var kommet det tjenestegørende Personale paa Hosptalet høj Grad paa tværs, at der blev ansat Damer" ved Sygeplejen. En Følelse af, at gammel Slendran vlde komme hurtgere for Dagens Lys ved de nye Elementer, har vel været Hovedaarsagen. Enqueten mod mg blev aabnet af Portørerne, hvs Bestllng det var hver Mddag at brnge de store Bakker med Maden omkrng paa Sygestuerne, endvdere at bære de nyndlagte Syge, som kke selv kunde gaa, op paa Stuerne, samt at bære dem ned paa Spadserepladsen, naar de kke heller selv kunde bevæge sg derned. Imdlertd havde dsse Kavallerer funden paa, hver Dag, naar de bragte Maden nd paa mne Stuer, at brnge den ene Grovhed og uhøflge Besked værre end den

143 121 anden tl mg fra Køkkennspektrcen. I Begyndelsen lod jeg, som jeg kke hørte det; men Længden blev denne Tavshed fra mn Sde farlg overfor Patenterne, og Portørerne vænnede sg tl en aldeles utaalelgtone overfor mg, naar de havde noget paa mne Stuer at hjælpe tl med. En Dag bad jeg dem bære en Syg ned paa Spadserepladsen. Hun led af en Underlvssvulst og var, paa Grund heraf, særlg svær og særlg uhandelg. Portørerne var altd to om at bære de Syge ned, saa de kunde godt have udført Arbejdet, men de nægtede det rent ud med den Undskyldnng, at hun var for tung. Jeg var ked af at klage, men tænkte: Nu vl Du have en Ende paa hele det Vrøvl! Den Syge var jo ogsaa uhyre skuffet ved Portørernes Besked. Hun havde glædet sg hele tl Dagen denne Ud- for hende den eneste hele Sommeren. Saa flugt, snart Mddagen var overstaaet, gk jeg ned paa Spadserepladsen og beredte hende et Leje. I Tankerne prste jeg mn store Øvelse fra Dakonssestftelsen at bære Syge. Jeg bad Patenten om at være fuldkommen rolg, tage mg om Halsen og sær at lægge hele sn Tyngde her, samt gøre st mulgt. Først blev hun angest, Legeme saa stft som men lagde dog sne Arme om mn Hals med de Ord: Jeg kan se paa Dem, De er skker!" Mt Hjærte bankede forfærdelgt af Spændng. Hele Sygestuen kom Oprør. Paa Gangen kom Patenterne ud for at se Optoget. Det var aldrg hændet før, at nogen af Stuekonerne havde baaret deres Patenter. Jeg naaede uden Vaklen ned ad Trap-

144 122 perne, over Gaarden og hen tl Spadserepladsen, hvor Lemmerne et Nu havde samlet sg om mg, og flere trykkede mg endog Haanden. Alle Vnduerne stod fulde af Mennesker, og jeg tænker mg, Portørerne er blevne alvorlg flove og alvorlg sat Rette; th jeg hørte aldrg nogen Uhøflghed af dem sden, og de nægtede heller aldrg senere at bære mne Syge. Legemlg Energ er for ldt raa Mennesker ofte det eneste, de bøjer sg for. Aandelge Værder dermod gaar som oftest over deres Rækkevdde. Dette var nu altsaa den ene Part, jeg havde faaet Ro. Men de andre? Det var saa vanskelgt at fnde Formen dér. Det var f. Ex. anordnet, at alle Patenternes brugte Lnned skulde samles og brnges Oldfruen hver Mandag. Dette havde jeg ladet op tl Gangpgen gøre, samt modtage Kvtterng for det afgvne Tøj. En Dag fk jeg mdlertd Bud, at Oldfruen kke vlde modtage Tøjet af Gangpgen, ford det var Lov, at Stuekonerne selv skulde brnge det. Nu ja, Lov er Lov, tænkte jeg, uagtet det var mg meget mod. Tl bestemt Td begav jeg mg da derop, hvor Oldfruen vlde have mg; men det vste sg, at Ubehagelgheden kke var afgjort dermed; Oldfruen havde nemlg ndrettet det saaledes, at jeg maatte sdde 3 Tmer mellem alt det smudsge Tøj, der var leveret fra Hosptalets Sygestuer, saavel som fra Lemmeafdelngerne, og endvdere maatte høre paa de Menneskers raa og tvvlsomme Samtale og Vttgheder, der afleverede det, og som benyttede Lejlgheden tl at gøre mange Hentyd-

145 123 nnger tl mg personlg. Denne Lov" blev mg ldt kvalm, saa jeg gk ned tl Overlægen hans Modtagelsesværelse, forestllede ham Sagen, dog under den Forudsætnng, at jeg ngenlunde vlde have dsse Ubehagelgheder sat som Kabnetsspørgsmaal", hvs de vste sg at være uundgaaelge Nødvendgheder. Men hvs han kunde befr mg for dem paa en eller anden Maade, vlde det jo lette mn Stllng, hvlken jeg ellers følte mg meget tlfreds. Har De gjort Vst hos dsse Mennesker?" spurgte han. Nej, det er oprgtg talt kke faldet mg nd." Saa gver jeg Dem herved en Lste paa alle dem, De maa hlse paa, og hvor Hosptalet de er at fnde. Det maa være gjort Eftermddag, saa skal jeg nok klare Resten." Strax tl begav jeg mg de værste Cerberusser: Oldfruen og Køkkennspektrcen. Gu's"! sagde begge, tør De vrkelg komme over tl os"? Ja", svarede jeg, det er jo Damer, jeg kommer tl, saa jeg har kke frygtet noget". Det er dog nogle dejlge Krøller, De har, men De maa dog endelg kke putte dem nd det rædsomme Net! Hvor kunde det dog ogsaa falde Dem nd at vlle pleje Syge og netop her, hvor der er lutter smple Folk? De er jo dog af saadan god Famle" osv. osv. Dernæst gk Turen tl Stuekonerne. De tog mere jævnt paa mg og mt Udseende og vor fælles

146 124 Kalamteter af Bestllng, samt mne Famleforhold. Næste Dag stod mne Døre kke for Genvstter, og nden Aften havde jeg faaet henmod en Snes Levnedsløb at høre, med deres Sorger og enhver Art. De glædelge Levnedsløb faar man saare sjældent at høre, og de ere vel ogsaa saare faa. Overlægen havde tlsagt hele Personalet tl et Møde samme Aften, jeg havde klaget tl ham, og dér havde han meddelt dem, at han ngenlunde vlde fortrædge Stuekonerne ved Ansættelse af Damer, der ønskede at lære Sygepleje. Han havde udtaget enkelte Stuer, der, naar de bleve ledge, vlde blve besatte paa denne Maade; men hvem der forulempede dsse Damer, vlde otte Dage efter blve afskedget. Nu gk mt Arbejde lang Td sn støtte Gang. Altd var der meget at bestlle. Selv stod jeg op Klokken 5 om Morgenen, for at være paaklædt og gøre alle Forarbejderne, nden hele Hosptalets Maskner sattes Gang Kl. 6. Saa begyndte Dagens Kamp med at faa alle 25 Patenter Orden, der ofte hverken kunde vadske eller rede sg selv. Stuerne maatte Kl. 8 være Stand, naar Stuegangen begyndte, med alt, hvad Lægerne skulde bruge, og Nattens forskellge Sygeberetnnger lgge tl Rede. Det svære Punkt denne Plan laa, at man skulde tage alle Forbndngerne af gen, lgesom de stakkels Patenter følte ldt Ro og Forfrsknng efter den første Morgenbehandlng. Denne Ordnng har jeg altd funden tung overfor Patenterne, men den lader sg vel vanskelg ordne anderledes, th saa-

147 125 ledes er det jo paa alle Hosptaler. De to Læger, man hovedsagelg den Gang havde at gøre med paa Alm. Hosptal, var Overlæge Brandes og Underlægen Laub, senere Generallæge ved Armeen 1 ). Denne sdste havde mest de krurgske Patenter. Han var blandt de Læger, der særlgt modsatte sg, at der blev ansat Damer paa Hosptalerne. Han gk endog saa vdt sn Modstand, at han nægtede mg Adgang tl mn egen Stue en Dag, da han foretog en lettere Operaton, og forlangte en af de gamle Stuekoner tl sn Hjælp. Dette var naturlgvs en frygtelg Fornærmelse og Skade for mg overfor nd tl Hosptalets øvrge Funktonærer. Jeg gk ham og forklarede ham mn Stllng og bad ham at staa mg b mn Oplærng Sygeplejen, hvlket var Hensgten med mn Ansættelse her paa Hosptalet. Han bøjede sg meget elskværdgt for denne mn Anmodnng og blev egentlg let at arbejde under, trods noget opbrusende hans Karakter. Hans An- ordnnger var altd saa koncse og bestemt afgrænsede, at der vanskelgt blev tl Anlednng Msforstaaelser, hvlket han heller kke taalte, lgesom han altd rrteredes over Stammen eller Uskkerhed Plejerskens Sygeberetnnger. Jeg lærte altd Hovedpunkterne udenad, som jeg havde opskrevet. Paa den anden Sde var han utrættelg at forklare og hjælpe mg tl Rette, men ogsaa utrættelg at udfnde Fejlene tl de mndste Enkeltheder, hvlket naturlgvs var en uvurderlg Fordel for mg.!) Heronymus Laub ( ) var asssterende Læge ved Alm. Hosptal 1866 tl Han blev Korpslæge Hæren 1874, Generallæge fra

148 126 Fra Dakonssestftelsen havde jeg medtaget den Skk hver Morgen, naar Patenterne havde spst deres Morgenmaaltd, at læse et Kaptel af det nye Testamente og bede Fadervor med dem. Om det var nyttgt for dsse Mennesker, er jeg kke vs paa nu, efter et langt Lvs mange Erfarnger. Der maa jo vsse tl Forudsætnnger for at forstaa eller faa noget ud af Chrstendommen st, om man saa maa sge, Raastof Bbelen"; derfor vel dog alle de mange Skrfter, Præster og Lærere. Den Gang faldt det mg naturlgt, ja nødvendgt. Petsmen sn Rendyrkelse holder jo paa, at Aabenbarngen følger med Ordet Bbelen, og at det kun afhænger af den Læsendes personlge Tro ud af det. og Aand, hvad han faar Menneskene paa dsse Sygestuer var mdlertd den Gang aldeles paa bar Bund, og mange nave Bemærknnger kom efterhaanden frem ved deres Opfattelse af de relgøse Themaer. Saaledes sagde en af dem en Dag efter endt Læsnng: Det er vst en rgtg god Bog, Frøkenen dér læser op af?" Ja, men det er jo Bbelen," svarede jeg. Naa ja, jeg har jo nok hørt om den," vedblev hun. Madam Jensen," lød det fra en Anden: De mener bestemt Geografen." Jeg havde jo mdlertd den faste Overbevsnng, at det for mg kun gjaldt om at holde ud, da dsse Menneskers Troslv dette Øjeblk var gvet mg

149 127 Hænde, og at jeg laa nde med Ansvaret. De unge Theologer gk meget om paa Lemmeafdeln- Forberedelse tl deres Embeds- gerne, som en Slags gernng. Cand. Sorterup 1 bad ) jeg saaledes om af og tl at tale paa mne Sygestuer. Han mødekom mn Anmodnng og kom nogen Td regelmæssgt et Par Gange om Ugen; men han fk Kald, hvorved hans Vrksomhed paa Hosptalet blev afbrudt. Han anbefalede mg saa Cand. Johnsen, som jeg undertden traf hos Frøken Flndt Hvad der sær bdrog tl, at jeg henvendte mg netop tl ham, var Sorterups Meddelelse om, at Johnsen var tlbudt Stllngen som Lærer for Prns Valdemar, men at Kongen havde fordret, han ved at overtage denne Stllng skulde opgve sn Vrksomhed blandt Lemmerne. Denne Betngelse vlde han kke gaa nd paa. Sorterup henvendte sg da tl ham, og han var vllg tl at komme, men desværre kun en Tme hver anden Søndag, da hans Td ellers var stærkt optaget paa Hosptalet. 2 ) Cand. Johnsen var som skabt tl en Vrksomhed mellem alle dsse hjemsøgte Stakler. Der kom snart Tlhørere fra alle de andre Stuer de Dage, han talte. De formelg ndsugede hans mlde fredelge Ord, der stemte Sndene saa blødt Modsætnng tl al den Haardhed, Lvet havde ydet dem. ) Chrstan Frederk Sorterup ( ) blev 1884 Sognepræst tl Sankt Mkkels Krke og 1899 tl Stllnge. *) Johan Vlhelm Johnsen, født 21. Maj 1837, var Søn af Gehemekonferensraad, Departementschef Fnansmnsteret Vlhelm Ferdnand Johnsen og Anne Johanne Thuesen. Han blev Student fra Metropoltanskolen og Kanddat 1862, Kapellan p. 1. Taarnby Sundby Marts 1870, Sognepræst Vamdrup 1876, Provst for Andst, Malt og Slaugs Herred Han blev gft med Forf. af dsse Memorer paa sn Fødselsdag Han døde 5. Decbr

150 128 Alt dette havde jo kke været Skk paa Sygestuerne før, saa det faldt de andre Stuekoner for Brystet. En Søndag, lge efter Mddagen, kom Portørerne bærende med en Syg, medens Stuen begyndte at fyldes med Tlhørere. Portørerne havde vel tænkt, at de kunde gve mg en llle Tak for sdst; th næppe var Canddaten begyndt at tale, før Kvartermesteren ndfandt sg for at ndtegne den Nyankomne. Jeg bad ham vente, hvlket han tog meget fortrydelgt op og gk skændende ned ad Trappen, med noget som: Det hellge Rak". Det Hele var dog gaaet mg temmelg uænset forb, og jeg gk let og glad Snd tl Johanneskrken om Aftenen, hvor jeg traf sammen med Frøken Povelsen, Forstandernden for de løsladte mest fra Prosttutonen. Fængselspger, den Gang Hun bad mg følge med hjem. Det regnede stærkt, og ngen af os havde Paraplyer med, saa v blev alle dygtg vaade, nden v naaede op hendes llle snævre Kvst Gothersgade (Fængselshjælpens Lokale for de Løsladte). Her sad v saa en tæt Klynge hendes urmelg smaa Værelser med dsse mærkelge stakkels Mennesker. Et Øjeblk var der opstaaet Tavshed, men pludselg rejste en af dsse Kvnder sg op, dundrede Bordet, saa det knagede og raabte, at hverken hun eller de andre vlde fnde sg den Behandlng. Saadanne magre Rade som de hellge Frøkener o. s. v. gjorde det jo ntet, men naar man havde en llle Smule Fgur, var det skammelgt at byde en saadan et Regnvejr." Ordstrømmen kom saa overraskende, at ngen sva-

151 129 rede, og hun begyndte saa gen. Da jeg sad hende nærmest, vlde jeg sge et berolgende Ord: Jeg synes lge, v har havt det saa godt og hørt saa meget smukt om Vorherre", men hun afbrød mg: Blder saadan en Frøken sg nd, at hun kender Vorherre, nej, da skulde De have været al den Elendghed, jeg kender, saa kunde De tale med om Vorherre. Havde jeg kke altd havt Vorherre med mg, havde det nok set galt ud for mg", osv. Det mærkelge ved denne Tale var, at hun gjorde Indtryk af, at det var hendes fuldeste Overbevsnng, hvert Ord hun sagde. Men er der noget,, der keder den Slags Kvnder, er det at gaa Krke, og uagtet der aldrg blev lagt ydre Tvang paa dem, da Frøken Povelsen var det mest frsndede og klart seende Menneske, følte de dog en Kapsun paa dem ved hele den forhaandenværende Stuaton. Deres Klæder er det kæreste, de ejer, saa Frstelsen skal være stor for at drve dem ud, naar de kan rskere at faa dem ødelagte; og her var de nu blevne overlstede af Regnen og nødsagede tl at gaa Skyllen gennem. Mange Gange senere har jeg hos dsse stakkels Kvnder set, at de fuldstændg har msforstaaet Forholdet og den Grad vendt op og ned paa det hele, at de opfattede det, som om man maatte være dem taknemlge, ford de gav Anlednng tl den mssonerende Vrksomhed. Ja, de syntes det fortjenstfuldt af dem og mente, at de var selvskrevne tl den guddommelge Naade og menneskelge Vejlednng fremfor andre, ford de havde været saa

152 130 dybt Dyndet, og de lgesom følte sg overfor de stakkels taabelge Mennesker, der søgte at hjælpe dem, men kke havde den Erfarng som de om Lvets Jammer dens vdeste Udstræknng. Næste Dag var Hosptalet som ladet med Krudt. Efter endt Stuegang bad Overlægen mg om at komme ned hans Modtagelsesværelse. Bleg af Raser kom han mg Møde: Jeg vl kke taale nogensomhelst gudelg Andagt paa Sygestuerne her paa Hosptalet. Der er blevet klaget fra Kontoret over, at Kvartermestrene kke engang kan faa Lov tl at ndskrve de Nyankomne paa Grund af de gudelge Taler. De vl faa Tlsgelse tl at møde Magstraten paa Lørdag." Nu var det mg, der blev bleg. Hele mn Stllng, som jeg med saa megen Kamp havde arbejdet mg nd og følte mg saa lykkelg ved, laa altsaa nu Run. Dertl kom Skandalen overfor mn Famle, naar det rygtedes, at jeg var ndanket for Magstraten. Men mn Overbevsnng om, at jeg stod paa den rgtge Sde, var saa rodfæstet mg den Gang, at jeg svarede: at uagtet jeg saare nødg vlde det, maatte mn Gernng paa Hosptalet være endt, hvs man nægtede mg at følge den Vej, jeg var slaaet nd paa." Denne Udtalelse havde Overlægen aabenbart kke ventet. Saa voldsomme Forholdsregler har De kke Lov svarede han. tl at tage", Jo, Hr. Overlæge, naar De forbyder mg at trække Vejret, maa jeg gaa."

153 131 Jeg gk med rystende Knæ op tl mn Sygestue, bag mt Skærmbrædt, der var den eneste Sondrng mellem mg og mne Syge. Hvad nu? Alt lukkede sg gen for mg. Hen paa Eftermddagen bad jeg om Udgangstlladelse, for om mulgt at faa Pastor Frmodt tl at raade mg mn store Vaande. Uagtet det kke var hans Modtagelsestd, lod han mg komme nd og blev helt forskrækket over mt nedtrykte Udseende. Jeg fortalte ham nu det passerede. Tl Lykke, kære Frøken!" sagde han, det han rakte mg begge sne Hænder, det er altd en god Hjælp at faa en Lussng for Vorherres Skyld. Jeg og Vennerne skal støtte Dem paa enhver Maade; men gaa tl Hosptalets Præst og forklar ham Sammenhængen." Vedkommende Præst Koch 1 ) stllede sg ogsaa tl mn Raadghed og tlbød at følge mg, naar der blev gjort Alvor af Tlsgelsen fra Magstraten. Som en Løbeld udbredte denne llle Begvenhed sg den sammensluttede Del af Mengheden Johanneskrken, og Følge en ndre Forstaaelse mellem Præsten og den var Stemnngen den paafølgende Søndag steget tl et ukendt Punkt. Utallge var de Breve og Besøg, jeg fk denne Td, dels om Tlslutnng og dels om Støtte, hvs jeg skulde lde Mén af Klagen. Dette vste sg dog ) Johannes Georg Elas Koch ( ) blev 1867 afskedget som Præst Sønderjylland og konsttueret som Præst ved Alm. Hosptal. Han blev 1872 Præst Kastellet Ttel af Professor.

154 132 heldgvs kke at være nødvendgt, da Sagen paa en eller anden Maade maa være bleven standset, jeg ved kke hvorledes. Men naturlgvs gav al denne Tlslutnng mg en Tryghedsfølelse, der bragte mg over den pnlge Ensomhedsfornemmelse, jeg tl Tder led under mn Vrksomhed. I denne Sammenhæng maa jeg dog, for at gøre Blledet fra hn Td saa klart som mulgt, omtale to Besøg, der var ret betegnende, netop for det Tdspunkt, hvor de forefaldt. Det ene var Lægen Arendrup 1 som ), jeg tdlgere havde mødt det selskabelge Lv. Han var paa Vejen tl Pars, og jeg var sden den Td naaet et godt Stykke nd den Gang knudrede Vej. V talte paa Sygeplejens en Del om vore forskellge Beslutnnger. Han ytrede sn Glæde over, at der var begyndt at brydes Breche Sygeplejesagen, da, som han ytrede, Lægerne aldrg kunde naa frem paa Hosptalerne, naar de kke fk ordentlg oplært Hjælp. Jeg fra mt Standpunkt sympathserede kke med hans Plan om at drage ud af Landet, for at ve sne udmærkede Kræfter tl et fremmed Lands Tjeneste. Han fortalte mg kke de Grunde, der førte ham bort herfra, men jeg tænkte paa, hvor nær jeg selv havde været ved at forlade det kære Danmark, og hvor lykkelg jeg følte mg over, at det var blevet forhndret. Da han stod Døren og vnkede mg Farvel, med st underlge vemodge Sml, sagde han: De vl naa Deres Maal, Frøken!" Han døde dernede under 1) Eml Peter Ussng Arendrup ( ) tog under Pars's Belejrng Del Lazarettjenesten som Overlæge og døde der 1871.

155 133 Pars's Belejrng. Det andet Besøg hørte tl Mnderne fra Jylland. En Dag, da jeg netop havde havt særlg mange, stærkt angrebne Patenter, og knap var bleven færdg mellem Stuegangen og Modtagelsestden for Besøg, bankede det paa Døren, og de to gamle Præstefolk Brx og Hustru traadte nd. 1 ) En hel Række unge Præster er Sønner af dem. Det var de første af den gamle Kreds fra Jylland, der besøgte mg paa det skrækndjagende Hosptal. Hos dem havde jeg tlbragt saa mange Tmer deres store Børneflok. Trandberg havde ved sn varme Begejstrng tlført hele Famlen en stærk Strøm af den Vækkelse, der som før omtalt gk hen over hele Landet. Den gamle Præst kunde knapt gaa, men endnu fra Døren strakte han Armene ud mod mg: Mn kære Ida, hvor er det en Glæde for mg at se Dg her. Alt, hvad jeg kan tænke mg af Velsgnelse, ønsker jeg over Dg!" Det var ogsaa, som om de to Gamle bragte Velsgnelsen med sg. Ingensnde gk alt saa glat og lykkedes for mg som den Td. Deres Hjærtensgodhed faldt saa lndrende efter alle de overbærende, foragtelge og medldende Sml, jeg var vant tl at møde blandt mne Bekendte. Vnteren begyndte at melde sg, og en stærk Indlæggelse af alvorlge Syge kom fra de fattge og forhutlede Hjem, som den første Vnterkulde kuer saa meget. Især Lungesottge var stærkt repræsenterede, saa jeg kunde kke vge fra Sygestuerne ) Jens Bøgld Brx ( ) blev 1865 Sognepræst tl Røddng og Krejberg og 1844 gft med Anne Mare Noschau ( ).

156 134 hele Dagen. Om Aftenen græd de, naar Nattevagten afløste, saa jeg ofte maatte staa op om Natten for at stlle dem tlfreds. Dertl kom, at der blev ndlagt en llle hjemløs Dreng, der var httet Gud ved hvor, og hvs Fader eller Moder kke var at opspørge. Han var et yndgt Barn og hang efter mg med Børns Instnkt, hvor de kan fnde Støttepunkt deres Hjælpeløshed; og jeg maatte hele Dagen tage ham med omkrng, og enten holde ham Haanden, eller han mg Skørterne. Dette lettede jo kke Arbejdet. Jeg følte mg den Td overanstrengt, og Nattesøvnen svgtede, uagtet jeg var dødtræt efter Dagens Arbejde. En Aften henad Jul bad Frøken Flndt, som jeg længe kke havde besøgt, om jeg vlde komme ned tl hende, sammen med Vennekresen, der var samlet hos hende. Jeg lod mg lokke dertl og fandt megen Ungdomsglæde og Julestemnng dernede, men uagtet jeg trængte tl slgt, saa var Modsætnngen fra mne Stuer med alle mne Stakler dog noget for grel, og jeg havde ondt ved at holde mg oppe. En Dag, da Dr. Laub og jeg havde haft et særlgt svært Arbejde med en af de stærkest angrebne Syge, vlde han gaa, medens jeg endnu var ved at lægge Forbndngerne tl Rette. Han vendte sg om Døren og sagde: Vl De komme ud tl mg paa Gangen, Frøken, naar De har forbundet, jeg vl gerne tale med Dem.«Nu kan De betragte Dem som færdg Canddat, Frøken, med bedste Karakter," sagde han, hvs v kunde have holdt Examen

157 135 over Dem. Deres Stue er en Mønsterstue! Erfarngen kommer naturlgvs mere og mere Embedet, som for alle Canddater; men fra vor Haand er De færdg!" Jeg blev helt overvældet, satte mg ganske stlle ned og sansede kke mne Omgvelser eller nogetsomhelst, kun opfyldt af den ene Tanke, hvor mærkelgt det var, at jeg uden at have tænkt over det eller at have gjort mg det bevdst, vel af Mangel paa Td, var naaet det Skrdt frem, som jeg aarevs havde arbejdet hen tl. Alt var jo saa vaklende med Hensyn tl Sygeplejegernngen de Tder, at man egentlg kke kunde gøre sg Rede for, hvor man vlde begynde eller ende, og hvorledes man skulde tage fat. Jeg blev vækket af mne Drømmerer, ved at en af de Syge ganske højt raabte: Herregud, Frøken, kan De da kke høre, jeg har kaldt saa mange Gange paa Dem." Det var en af de Lungesyge. De maa kke gaa fra mg, Frøken," sukkede hun. Hun var paa det Sdste. Jeg satte mg hos hende. De vl nok holde mg Haanden?" Og saaledes sad jeg hele den øvrge Del af Dagen. Hun var næsten uden Bevdthed, kun en Gang mellem slog hun Øjnene op for at se, om jeg var der. Egentlg var jeg saa jublende glad, men søgte at undertrykke denne Følelse og at blve sddende der, ventende paa Dødens haarde Bud. Og dog, hvor forskellg ser man paa Døden, naar den saa at sge blver ens stadge Omgang, end Famlelvets daglge Gænge. Henad Aften fk hun udstrdt, tdsnok tl at blve baaret bort, nden Nattevagten

158 136 kom for at afløse. Dødsfald gør naturlgvs altd Indtryk paa de tlbageblvende Patenter. Enhver tænker, om hun eller han staar næste Gang for Tur. Jeg satte mg hos dem for at tale ldt om hende, der var gaaet bort. Hun havde havt det haardt, og alle de andre vel lgeledes, men dog synes v alle, at det var sørgelgt, at hun skulde dø saa ung, kun 20 Aar. Døren blev, uden at jeg hørte det, aabnet, og en Arm lagde sg bagfra om mn Hals. Det var Frøken Flndt Hun hvskede tl mg: Du maa komme ned hos mg, saasnart Du kan; der er nogen, der vl tale med Dg.",Ja, saasnart Nattevagten er kommen, skal jeg være der." Saa lstede hun ud gen. Stærkt udmattet følte jeg mg, men jeg maatte dog holde Ord. Da jeg kom ned Frøken Flndfs Stue, stod Cand. Johnsen der og bad mg blve hans Hustru. Mne Tanker var den Dag jaget saa stærkt mellem Lv og Død, mellem Jubel og Jammer, at det som en Knv skar gennem mg: Er Dt Lv kke lagt henad andre Veje? Men saa følte jeg, at jeg kke kunde tænke mg Tlværelsen uden ham, og saa fk alt andet staa tl. V sluttede da en Pagt, som kke kan tænkes lykkelgere, under Indflydelse af Jordelvets mangeartede Foreteelser. Søvnen svgtede mg aldeles dsse bevægede Tder. Mne Syge var særlg angrebne, og Lægebesøgene trak længere ud end sædvanlgt, hvlket forhndrede mg at hvle mg ldt om Dagen. Den sdste af de Dødssyge laa med store bebrej-

159 137 dende Øjne og saa efter mg, hver Gang jeg rørte mg. Hun syntes kke, jeg var saa meget hos hende som hos de to andre, allerede bortgangne. Dette mn tl- traf netop Dagen efter mn Forlovelse, og kommende Svgermoder kom for at se dette Menneske, som hendes Søn havde valgt, hvs Tlværelse hun ej havde anet, og som var slaaet nd paa Veje, der laa aldeles udenfor den Tds Horzont. Kun meget flygtgt kunde jeg desværre hlse paa hende, da jeg maatte ned Lgstuen for at gøre de to sdst Afdøde Stand, nden de skulde lægges Kste, hvlket hørte tl mn Bestllng som Stuekone. Deres Famler stod alt og ventede, nden jeg naaede ned tl de Døde, Lgstuen var fuld af dem. Det var en forunderlg Kontrast mellem mne egne personlge Hændelser og hernede de Dødes Rge. Mn Ungdom og Lykke tllgemed mne Søskendes Glæde over Forlovelsen, som de bedre forstod end mne andre Lvsforetagender, bragte dog snart mn Stemnng og mn Glæde Vejret. Patenterne tog Meddelelsen paa deres Fagon. En sagde: Det har mn Bllgelse!" En anden: Det er da Deres Plaser!" En trede: Ja, mg er det kke noget Nyt! Jeg har godt vdst, at Frøknen vlde gøre Deres Lykke!" Men alles Menng var det, at de delte mn Glæde. V gve jo blot vore Følelser Udtryk forskellge Former efter de socale Tradtoner, v tlhøre. Overlæge Brandes var strax baade overrasket og msfornøjet. Jeg havde lagt en Plan om Sygeplejens vdere Udvklng," ytrede han, men nu

160 138 maa jeg opgve den. De har forresten mne oprgtgste Lykønsknnger, og De vl som tlkommende Præstekone jo kunne høste god Nytte af, hvad De har lært hos os." Juleaftens Morgen tabte jeg Bevdstheden under Lægernes Stuegang. De bar mg nd paa mn Seng. Overlægen var utrættelg at anvende baade berolgende og stmulerende Mdler, men Feberen vedblev at være lge høj. Jeg vl", sagde han, at De skal gaa tl Deres Svgerforældre Aften. Igaar gk jeg op tl Deres Svgermoder for at sætte hende ldt nd de Planer, De har havt, og hvad det er, De har vllet; men hun forstod kke en Stavelse deraf; derfor vl jeg have, at de Gamle selv skal se Dem. Den gamle Gehejmeraad er vst for Tden Landets mest ansete Embedsmand!" Om Aftenen kom han endnu en Gang og gav mg baade Pller og Pulvere og hjalp mg endog selv op den Vogn, der skulde føre mg tl mn nye Famle. Jeg glemmer aldrg det Syn, der mødte mg, da jeg traadte nd mne Svgerforældres Daglgstue, aldrg de to gamle ærværdge Mennesker, der stod under Lysekronen. Man kan kke tænke sg noget saa jævnt og ophøjet beskedent, som mn Svgerfader, den gamle Gehejmeraad Johnsen, der dog sad nde med alt, hvad tænkes kunde af Hædersbevsnnger fra Ind- som fra Udlandet. Efter at Juletræet var slukket, satte han sg hen for at tale med mg, men desværre vste det sg, at det var en Fejltagelse af Overlægen, at han

161 139 havde ladet mg tage derud, th jeg tabte atter Bevdstheden og maatte køres tlbage tl Hosptalet. I 3 Uger laa jeg hen de stærkeste Feberdelrer. Overlægen var utrættelg sn Omhu og kom to Gange daglg og to Gange om Natten. Forstandernden paa Dakonssestftelsen kom strax ud for at se tl mg, og bad om Tlladelse tl at sende en Dakonsse for at pleje mg. Hun fk denne Tlladelse, saa jeg var de bedst mulge Hænder. Sygdommen tog mdlertd stærkere og stærkere fat og bragte mg lge tl Dødsgrænsen. Den farlgste Nat kom jeg delvs tl Bevdsthed, og bad om at Frmodt maatte blve hentet, for at gve mg Sakramentet. Frøken Flndt sendte strax Bud tl ham og tl mn Forlovede. Alle var da samlede mdt om Natten hos hende, da Professor Brandes det samme kom tl. Han blev yderst opbragt og forbød dem rent ud at gaa nd tl mg, da han mente, at det vlde vrke skadelgt. I sn Hæftghed kunde han kke lade være ogsaa at gøre mg Bebrejdelser, og jeg selv maa jo have havt Kræfter nok tl at blve hdsg; th jeg svarede ham: Hvor tør De som Jøde nægte mg som Krsten at faa Sakramentet? De aner jo kke, hvad Betydnng det har for mg." Derpaa tabte jeg Bevdstheden. Brandes's umaadelge Omhyggelghed frelste mt Lv, men jeg var saa kraftløs som et Barn. Det var mg, som om alt, hvad der foregk, skete langt borte, og denne Nerveslappelse varede et helt Aar, og Tlstanden var mg yderst pnlg.

162 140 En Dag, da jeg, for at bruge Hosptalssproget, var tjenlg tl Udskrvnng", kom Overlægen nd tl mg og sagde, at han syntes, jeg skulde tage bort fra Hosptalet og Sygeplejegernngen, da baade mn Forlovede og Famle ønskede det, og de Gamle jo ngensnde vlde lære at forstaa mne Ønsker den Retnng. Jeg kunde jo kke andet end erkende Sandheden, hvad han sagde, og tog mn Afsked med blødende Hjærte. Den sdste Aften, nden jeg tog fra Hosptalet, kom Overlægen nd tl mg med et llle Manuskrpt, han selv havde skrevet, og bad mg modtage det tl Erndrng. Jeg skal sge Dem," tlføjede han, jeg kan kke mndes, at noget har bedrøvet mg som de Ord, De sagde den Dag, da jeg forhndrede, at De fk Sakramentet, og ytrede: at jeg som Jøde kke turde nægte Dem som Krsten det. Da alle dsse Mennesker var gaaede, gk jeg nd paa mt Værelse og græd som kke sden mn Faders Død. At netop De kunde sge det, som jeg har talt saa meget med, forstod jeg kke. De véd, hvor hele mn Sjæl hænger ved mn Naton og dens Relgon; De maatte vde, at det var som Læge og Menneske, at jeg maatte sætte mg dermod." Manuskrptet var en Henvendelse Eventyrform, skrevet med den fne Begavelse, der var egen for ham og hans Famle, og som Medlemmer af den senere har gvet saa mange Bevser paa. Den Gang gk det op for mg, at ngen anden Naton Menneskeheden har kunnet frembrnge Chrstus-

163 141 skkkelsen end netop Jødefolket. Hvor ldet har v Hednngefolk, som har paataget os Krstennavnet, forstaaet den Hjælp, de usynlg raadende Magter har vllet brnge os ved netop at sprede denne Naton over hele Verden. V har msbrugt den helt gennem og bogstavelg talt trykket den de grmmeste Vaaben Hænde, for bagefter at haane den, ford v har tvunget den tl at bruge dsse Vaaben. Man maa mndes Mesterens Ord: Den Td vl komme, da de vl mene at vse Gud en Dyrkelse ved at forfølge Eder!" Mesteren selv, saa højt han elskede sn Naton, vlde vsselg have gvet t Lv for den, om han havde havt dem.

164 SUNDBYERNE Da Rygterne om Krg mellem Frankrg og Tyskland begyndte at svrre om den poltske Verden 1870, blev mn Forlovede resderende Kapellan Sundby og Taarnby 1 ), hvorpaa v med den betryggende" Indtægt af 600 Rdr. og fr Bolg gftede os. V blev vede Johanneskrken af Pastor Frmodt. Hele Krken var fuld af Syge, Krøblnge, Plejersker, Forstandernder, Fængselspger, Dakonsser og andre gode Venner. Mn Broder gjorde Festlghederne og havde bl. a. ndbudt vore tre gode Venner: Pastor Frmodt, Overlæge Brandes og Frk. Flndt, saa v fk et høj Grad gemytlgt Bryllup. Lykkelge drog v ud vort llle Kapellan paa tre smaa Fag mærkværdgvs med takket Gavl det laa mdt en Have. Naar v vandrede ; rundt vore 4 meget smaa Værelser og beundrede vore nye Tng, hvor en llle Sofa var det eneste polstrede Møbel, havde v Fornemmelsen af noget kongelgt, hvlket jeg egentlg kke tror forekom de andre lgesaa. Alle vore Venner, baade fra Alm. Hosptal og Dakonssestftelsen besøgte os og delte ) Sundby Krke var Annex tl Taarnby Krke og blev ndvet Decbr Ved Reskrpt af 1878 blev Sundby udsklt tl et selvstændgt Sognekald.

165 143 vor Lykke med den nave Glæde, som maaske mere hørte Datdens end Nutdens Slægt tl. Kun et Aar blev v denne Idyl. Mn Mands egentlge Arbejdsmark laa Sundbyerne, som dengang var befolket med c. 14,000, mest fattge Arbejdere. Det saakaldte Rhabarberkvarter var endnu kke bebygget paa den Td, saa at alle, der kke kunde betale en nogenlunde ordentlg Husleje paa Chrstanshavn, flyttede ud tl Sundbyerne. Sundbyerne hørte dengang under Frederksberg og var yderst slet stllet kommunal Henseende. Dels førte alle de mange Fabrkker, der blev anlagt ude paa de dengang saa bllge Grunde, en Hær af Arbejdere derud, der kke kunde betale Skat, hvormod Fabrksejerne boede Byen eller Vllaer og betalte deres Skat tl andre Kommuner. Dels var den frygtelg forsømt santær Retnng. Alle Lossepladserne var lagt derud; og hvs der paa denne flade kan være Tale om Fald tl nogen af Sderne, var Faldet fra dsse stærkest nd mod den bebyggede Del. Grøfter og Afløb var heller kke synderlgt vel arrangerede, saa det Hele gk et Sne og Fugtghed, og var et bundløst Morads. Vand var der kke alle Huse, og Drkkevandet Brøndene var kun daarlgt. Store Kaserner var smurt op. En Samlng paa en Stykker, de saakaldte Ishøs Steder", ndeholdt 80 Famler, hver med et Værelse og Køkken, og ofte havde de Bunker af Børn. Flere Steder var der kun et Rum, der var utæt paa alle Kanter, altsammen Jordbund for Epdemer af en-

166 144 hver Art. Overhovedet var der kke den Nød og Elendghed, der nævnes kan, som Fattgdommen kke havde pløjet op med sn skærende Plov. I krkelg Henseende var Sundby lgesaa forsømt og opløst som santær. Da Sognepræsten, Provst Thelade 1 ), kom dertl, fandt han en Børn Konfrmatonsalderen, der kke var døbte. Bryllupper og andre krkelge Paabud var lgesaa forsømte og forvrrede. Relgøse Sekter af enhver Art maatte dog anses for Lyspunkter al denne Sammenhoben af aandelg og tmelg Enghed. Etatsraad Holmblad 2 der var den eneste ), betydelge Fabrksherre, der havde slaaet sg ned derude ved Sden af sn Vrksomhed, var dog en udmærket Støtte for det Samfund, han levede. Hver Jul gav han ret klækkelge Summer tl Præsten og Lærerne, saa at dsse for nogle Maaneder kunde hjælpe ldt paa Nøden. Han foranstaltede senere, at der blev bygget en Krke, saa at der ogsaa paa dette Omraade blev afhjulpet et Savn. Da Krken var færdg, blev vor Bolg flyttet ned ved Sden af den, og her ventede nu mn Mand et kolossalt Arbejde. Tdlg og slde vandrede han om dette Kaos om Hverdagene, og han kendte kke Hvle om Søndagen. Der var ofte Børn at døbe, store Altergange, og var ngen Sjeldenhed. 10 å 12 Brudevelser ) Provst Peter Andreas Frederk Thelade ( ) blev 1865 Sognepræst Taarnby paa Amager. Han tog sn Afsked 1878, da Sundby blev udsklt tl et selvstændgt Sognekald. *) Etatsraad Laurtz Peter Holmblad ( ), der var Krkeværge for Sundby Krke, stod paa mange Maader et særlg patrarkalsk Forhold tl Amager.

167

168 Ida Johnsen f. Jessen.

169 pastor J. V. Johnsen.

170

171 145 Mdt al denne Fattgdom, Nød og Last af enhver Art, vste der sg en Redebonhed tl at hjælpe og yde, endog med store Opofrelser, der rørte os dybt, men som egentlg hyppgere fndes hos de Hjemsøgte end hos de Velstllede. Naar man fortalte om et Sted, hvor det var særlgt slemt, hændte det tdt, at der kom Hjælp samme Dag. De Fattge havde da tdt slaaet sg sammen, og af deres Fattgdom blev saa én Elendg hjulpen. Gud véd, hvorledes de fk Mdlerne samlet? Dette gjorde det uendelge Arbejde rgt og lykkelgt, saa at v begge trods alle Anstrængelser følte os saa hjemlge, naar v om Aftenen mødte dsse Skarer af Arbejdere, tl de der vendte hjem fra de mange Fabrker, trange Gader, hvor Lugten af Sld og Kartofler mødte os alle Vegne Gyder og Smaaveje. Mangen mærkelg Lvsron udsprang af de underlgt forkrøblede Lvsskæbner, v stødte paa, baade de tragske og latterlge. Som Exempel kan fortælles om en Famle, som v kom Forbndelse med, hvor Faderen var Tugthuset, men dette gjorde ham ngenlunde rngere, hverken Konens eller hans tre Drenges Øjne. Alt hvad Moder og Børn deres Kummerlghed kunde skrabe sammen blev lagt hen for at festlgholde hans Hjemkomst. Konen var tyskfødt og havde en god Sangstemme, men havde lden Ide om danske Sange; hun valgte da at fejre Manden, da han gen traadte nd Hjemmet, ved at stlle Drengene op og lade dem alle tre afsynge: Hel Dr m Segeskranz!" Et andet Sted, hvor Manden lgeledes var fra- 10

172 146 værende paa Grund af Straf, gk Konen op og ned ad Gulvet og raabte aldeles sanseløs: Jeg sulter, jeg sulter, gv mg noget!" og da der kom Mad, som Overbrngeren vlde tlberede tl hende, rev hun det tl sg, flaaede med Neglene Kødet Stykker og slugte det raat. Del af Arbejdet angk, nd- Hvad den praktske saa jeg snart, at skulde der gennemføres en ndgrbende Hjælp for denne, alle Henseender saa slet stllede Befolknng, kunde den kke baseres paa prvat Godgørenhed, men maatte sn Grundvold støtte sg tl Staten eller Kommunen. Jeg begyndte derfor at overveje en Plan denne Retnng; men ved Udarbejdelsen af en systematsk Fremgang stødte jeg stadg, ukendt med offentlge Forhold, som jo alle Damer var mn Ungdom, paa saa mange Anstødssten og Hndrnger, at jeg tyede tl mn gamle Lærer, Overlæge Brandes, Han sluttede sg med største Interesse tl Sagen og satte den Form. Hdtl var det kke forsøgt at støtte et saadant enkelt Foretagende tl Kommunen, og dertl kom, at der kke var noget, der ndjog de Fattge større Skræk end netop alt, hvad der vedrørte denne Insttuton, som de kun tyede tl, naar alle Grænser var overskredne og alt Haab om at bevare deres borgerlge og tldels menneskelge Rettgheder var brstet. Det hørte tl Fremtdens Frhedskultur at klargøre, at Samfundet har Ansvar for at skaffe Levevlkaar for alle sne Medlemmer, og at dsse har

173 147 Ret tl at forlange fornøden Hjælp, naar Sygdom forener sg med Nød. Det var dette Decennum, da mn Mand og jeg saaledes var optagne det llle Samfund, v levede, at de store Lvsproblemer rejste Hovedet og begyndte gøre sg gældende. De store Problemer rejses jo Almndelghed af enkelte Personlgheder og breder sg Samfundet og faar Indflydelse overalt, hvor der leves, vrkes og arbejdes. I krkelg Henseende var Kampen herhjemme endnu kke fuld Gang, der stod kun Forpostfægtnnger. Men engang mellem foer Gnsterne tlvejrs, naar Grundtvg f. Ex. kastede et eller andet Dogme ud Mengheden, der bragte de Konservatve tl at stejle. Men de socale Problemer laa endnu Svøb. Man blev vel opskræmmet ved den strænge Dom over Po og Geleff 1), og man hørte vel nu og da om Strker England, men man havde egentlg lden Forstaaelse af denne Form for Revoluton. Ude Sundbyerne, der husede en saa stor Part af Hovedstadens Arbejdere, mærkede man kun sporadsk lgesom en Understrøm, der kunde vse sg ved at en eller anden skældte mn Mand grundgt ud og ytrede, at naar der bare kke var Præster tl, vlde Verden være herlg. Men han havde en egen Gave tl at afvæbne slge Angreb. En Arbejder, der havde udtalt sg særlg hæftgt mod ham, erklærede endog bagefter: Jeg har søgt overalt, men jeg kan kke fnde nogen Fejler" hos den Mand." ) Socaldemokraterne Po og Geleff blev August 1873 af Højesteret dømt tl 5 Aars Forbedrngshusarbejde for deres ophdsende Optræden mod den bestaaende Samfundsorden. 10*

174 148 I Lteraturen var der jo efter Krgen tl Begyndelsen af 1870' erne en meget stlle Td, ndtl Georg Brandes tændte Ilden. Hans Hovedstrømnnger" gjorde vældg Opsgt, men endnu var der kke fra krkelg Sde rejst nogen Opposton mod ham. Hans Oversættelse af Stuart Mlls Kvndens Underkuelse" vakte megen Røre og gav vel Stødet tl den Bevægelse herhjemme, der endnu er standende og vel kke ophører, før Kvnden har erhvervet sg sne fulde borgerlge Rettgheder. Mærkelgt nok blev jeg personlg mere frastødt end tltrukken af det omtalte Skrft og endnu mærkelgere var det, at mn Mand sympathserede med det; men hvor ldet man ofte er sg sn egen Udvklng bevdst, erfarede jeg engang den Anlednng. I et Aftenselskab hos Overlæge Brandes var den dengang lge nycreerede Doktor Georg Brandes, en Nevø af Overlægen, tlstede. Stuart Mlls Bog kom paa Tale, og en Debat, der opstod om den, erklærede jeg mn Modvlle mod Emancpatonstanken. Hele Selskabet brast Latter, og Dr. Georg Brandes udbrød: Ja, men bedste Frue, De har jo selv emancperet Dem her herhjemme som ngen anden Kvnde, mg bekendt." Dette var kke gaaet op for mg selv. Jeg havde jo ganske vst stærkt erfaret Datdens Uvlle mod mn Stræben, men ansaa det egentlg for Standsfordomme. Jeg havde styrtet mg nd Arbejdet, der kke havde levnet mg Td eller Plads mn Hjerne tl at betragte mn Stllng Forhold tl Samfundet. Men flere Fænomener Kvnderejs-

175 149 nngens Begyndelse havde endog afskrækket mg dens ydre Form. Der hvlede det hele taget en vs Ro over Vandene, tl Georg Brandes fremstod med sne Angreb paa Hjemmets Lteratur og sne radkale Udtalelser af socal, poltsk, relgøs og lterær Natur, der gav ham mange Tlhængere, men ogsaa fremkaldte stærk Modsgelse og efterhaanden en btter Polemk, ogsaa fra krkelg Sde. Hvad denne Strd angk, delte mn Mand og jeg kke den almndelge Ophdselse og Btterhed, der herskede vor Kres. V hvlede begge trygt Chrstendommens Ur-Sandheder, der altd faar Overtaget, ford de vser den eneste Vej, ad hvlken den menneskelge Udvklng kan bane sg og Retfærdgheden frem. Inden jeg havde faaet lagt en fast Plan tl Sygeplejens Organsaton, der kunde føre den ud Lvet, blev jeg angrebet af en Underlvssygdom, der ængstede mne Omgvelser. Mn Broder tlbød mg et Ophold ved et Badested, og Ems blev valgt. Mdt Maj drog jeg da for første Gang ud over Landets Grænser, og jeg var kke ldet ængstelg ved at maatte begve mg ud Verden alene. Pastor Ewaldsen 1 var ) dernede, og mn Mand skrev tl ham, om han vlde tage sg ldt af mg. Ems er et Præstebad", hvor der kunde hentes Lægedom for de mange Halsonder, der let opstaar ved den megen Prædken. Den herlge gamle ) Pastor Chrsten Ewaldsen ( ) havde været Præst Sønderjylland, blev 1865 res. Kapellan tl Frue Krke Kbhvn. og 1876 Sognepræst paa Frederksberg.

176 150 Bauer, samt Kantz og Hofpræsten Kogel var de mest fremtrædende af de Mænd, jeg gjorde Bekendtskab med, da v boede paa samme Hotel. Saavel den russske som den tyske Kejser var Ems paa den Td. Man kunde møde dem hver Morgen paa Promenaden, naar de drak deres Emservand. Sjældent saaes de dog samtdgt. Kejser Wlhelm var uagtet sn Alder stadg lge lebendg", hlste og talte tlhøjre og tlvenstre, leende og kurtserende Damerne, der altd Mængde mødte frem paa hans Vej. Den russske Kejser gk høj, slank og majestætsk, aldrg et Sml Ansgtet, men Øjnene var aldrg Ro og flakkede sky tl alle Sder. Han var omgvet af et stort Følge, en Gejstlg gk foran en lang volet Slke- og Fløjls-Dragt. Man sagde, at 70 hemmelge Poltembedsmænd lgeledes omgav ham. Hver Eftermddag red han sg en Tur paa en hvd Hest og passerede en Vlla, hvor Fru Dolgoruck med deres fælles Børn stod paa Verandaen, for at hlse paa ham. En Morgen havde jeg selv et ganske llle Eventyr med Hans kejserlge Majestæt. Jeg var gaaet noget sldgere ud end sædvanlg for at drkke Emservand og passerede en Park, der adsklte mt Hotel fra Kuranstalten. Gennem denne Park førte en St tl Kejserens Slot. Kejseren kom ganske alene henad denne St, der mundede ud tl Hovedndgangen, der var temmelg smal. For kke at løbe lge paa Hans Majestæt, traadte jeg tl Sde op paa en Græsrabat. Denne Bevægelse maa have vakt ham af de dybe Tanker, han syntes at vandre ; th

177 151 han saa forfærdet op, og uagtet jeg gjorde mn fneste Reverens, fløjtede han en llle Pbe og alt kom styrtende tl: Hunde, Poper og Følge, og der stod v to. Jeg kunde kke slppe udenom, nden Majestæten var passeret, og han har vel frygtet en Polak mg. Inden jeg var naaet tl Hotellet, var allerede de Herrer, som jeg hele Tden tænkte mg var russsk Polt, underrettet om Mødet, og har vel berolget Kejserens Omgvelser angaaende mn Personlghed. Den yndge Egn omkrng Ems frstede mange Badegæster paa Hotellet tl Fodture. Jeg turde desværre kun følge dem et ganske llle Stykke paa Vej, da jeg kke maatte stge op ad Bjærget. En af Selskabet, en Gerchtsrath Zegler fra Sachsen- Coburg, en ældre Mand, udmærket begavet og stor Æstetker, var da ogsaa saa elskværdg at blve tlbage, for at underholde mg mn Ensomhed. Han foreslog mg, at v skulde gennemgaa Goethes Faust" dsse Hvletmer, hvlket v ogsaa udførte lge tl det sdste Afsnt. Han spgrede" Faust den Grad fast mn Bevdsthed, saa den aldrg mere har revet sg løs, og jeg tyer atter og atter tl den og maa bekende, at den gver de fleste uklarede Tanker Ord. Jeg fortalte ham om Grundtvg og Søren Kerkegaard. Denne nteresserede ham sær meget, og han sagde endog, at han vlde lære sg saa meget Dansk, at han kunde studere ham. En llle Oplevelse endnu havde jeg nden mn Afrejse. En Eftermddag, da jeg passerede Kur-

178 152 parken, gjorde en af mne Bekendte mg opmærksom paa et stort Selskab, der sad og drak Kaffe foran en af Restauranterne. Det var Kejseren og Kejsernden af Tyskland, Kejseren af Rusland med sn Mnster Gortschakojf, der dengang regerede Czarrget og sammen med Bsmarck ordnede Europas Husholdnng. Her ved Kaffebordet sad de Sde om Sde. Kongen og Dronnngen af Wurtemberg var ogsaa tlstede, samt alle dsse høje Herskabers Kavallerer og Hofdamer. Jeg stod dem saa nær, at jeg kunde høre deres Tale, og jeg blev staaende, uagtet jeg selv hader den Slags Nærgaaenhed og uagtet jeg hele Tden skændte paa mg selv. Men et slgt hstorsk Øjeblk paa ét Sted at se Datdens Verdensherskere én samlet Klynge, vlde jo aldrg mere blve mg tlbudt! Endelg, efter de mange Henseender nteressante Uger, blev jeg udskrevet af Lægen og kunde tage hjem. Jeg havde ofte længtes forfærdelgt, saa det var med Fryd, jeg stod paa Banegaarden sammen med den elskelge Bauer og Kantz, der begge lgeledes skulde forlade Ems. En hel Skare fulgte os tldørs, og en halv Have Blomster blev stukket nd tl os Kupeen. V havde en meget fornøjelg Eftermddag, skftede Dusseldorff, hvor v spste tl Aften sammen ved et særsklt Bord, som jeg pyntede med Blomsterne. Saa kom Togene, hver fra sn Sde. Deres afgk først, og den dejlgste Sommernats klare Maaneskns Belysnng saa jeg de to herlge Skkkelser forsvnde, for aldrg mere at mødes med dem.

179 153 Efter mn Hjemkomst satte jeg fuld Kraft paa at faa den kommunale Sygepleje Gang. Vor Sognepræst, Provst Thelade, en alvorlg og klog Mand, kunde kke vrke praktsk Sagen, da han var svag, men han støttede mg med mange gode Raad; sær sluttede han sg tl Tanken om at gøre Sygeplejen kommunal, da han mente, at en stærkt forceret prvat Velgørenhed vlde skade Krken. Fuldt ud forstod jeg kke dengang hans Menng krkelg Henseende, først senere lærte jeg at ndse hans Forudseenhed. Mt Standpunkt var nærmest bygget paa de mange Erfarnger, jeg havde erhvervet mg under Arbejdet paa Sagen, kke mndst paa Kendskabet tl den menneskelge Ubestandghed med Hensyn tl at yde Bdrag det lange Løb, samt tl de eventuelle Plejerskers svgtende Kræfter. Den prvate God- at den kke havde gørenhed strandede altd paa, Mdlerne tl det tlstrækkelge Antal Plejersker tl Afløsnng, naar der var Tale om en gennemgrbende fortsat Hjælp for den arbejdsdygtge Arbej- og altd derklasse de store Dstrkter. Inden jeg kunde faa det vdtløftge Apparat Stand og Mdlerne tl at faa det Gang, begyndte jeg med én Sygeplejerske, der blev optaget vort Hjem. Samme Dag overraskede en gammel Kone os med at brnge 2 Kroner tl Hjælp tl Sygeplejen, og hele Dagen strømmede Folk nd med Bdrag 25 Ører og 10 Kroner mellem hnanden uden at v havde ladet nogensomhelst Opfordrng udgaa eller endog fortalt, at v havde en

180 154 Plejerske boende hos os. Jeg henvendte mg nu tl de Fabrkejere, der havde Arbejdere Sundby, og de gk alle nd paa at gve aarlge Bdrag. Etatsraad Holmblad stllede en af sne Arbejderbolger tl Dsposton, hvor der saa blev anbragt endnu en Plejerske, samt en Husmoder, der skulde besørge Husholdnngen osv. Fra den stedlge Kommune fk jeg tlstaaet 1 Krone om Dagen for hver Syg, der fk Pleje. Det var kke meget, men dog altd en Hjælp. Kommunen var selv fattg, og Sagen, der hdtl var ukendt og uprøvet, maatte jo først arbejdes op. Da Epdemerne tog tl og flere Plejersker blev ansatte, blev Sagen altfor ansvarsfuld for mg alene og fordrede en rgtg Bestyrelse. Overlæge Brandes, som jeg hele Tden havde raadført mg med og som havde været mg en uvurderlg Støtte, nægtede tl mn store Skuffelse at overtage Formandspladsen eller andet Sæde en eventuel Bestyrelse. Mn Mands Td var altfor optaget tl, at han fra første Færd havde kunnet støtte det var Foretagendet, og jo egentlg ogsaa mn Opgave at støtte hans Vrksomhed; men ndtræde Bestyrelsen vlde han kke, da han kke fandt det heldgt, at Mand og Kone havde Stemmeret samme Forenng. Pastor Ewaldsen, der havde lovet at assstere mg ved Lovenes Affattelse, kunde kke støtte mg mere, da han selv havde fuldt op at gøre, men han var mg en udmærket Hjælp ved sne enestaaende praktske og admnstratve Evner. Frøken Conrng paa Dakonsseanstalten, der jo

181 155 havde rge Erfarnger paa Sygeplejens Omraade, støttede mg lgeledes med gode Raad, skøndt hun havde en anden Opfattelse af Sygeplejens Veje og Ordnng end jeg. Planen blev sn Helhed ordnet saaledes: Ad de dengang farbare Veje at uddanne et Antal Sygeplejersker, der efterhaanden skulde ansættes Dstrkt efter Dstrkt parvs eller flere efter Dstrkternes Størrelse og Behov under Dstrktslægernes Kontrol. Under Epdemer, Krg osv. skulde de forskellge Kommuner afstaa saa stort et Antal Sygeplejersker, som der eventuelt maatte være Brug for. Epdemhosptalerne exsterede jo dengang kke. Syge, der kke henhørte under Fattgvæsnet, skulde om mulgt yde noget Vederlag for deres Pleje, beregnet efter den Skala efter hvlken de ydede Skat, saa lavt som tl 25 Øre for Døgnet. Denne Ordnng skyldtes Arbejdernes vaagnende Selvfølelse, der ofte gjorde dem ømfndtlge overfor Almsser. Endelg blev det bestemt, at velstllede Famler ogsaa kunde søge Sygepleje, saavdt Plejerskerne kke var optagne af Fattgpleje. Dette skete, ford dsse derved blev holdt Øvelse med at fyldestgøre de større Fordrnger, som Overklassen stller og som holder Plejen paa dens øverste Trn, dels ogsaa for Indtægtens Skyld. Jeg begk nu den store Fejl at henvende mg tl Præsterne for at faa dannet en Forenng. Men skkert er det, at Præsterne vste en fuldstændg Mangel paa Forstaaelse af at løse de store socale Problemer, der dengang begyndte at vælte deres

182 156 Bølger nd over Landene, ogsaa over vort. Dengang mente jeg fejlagtgt, at de var de første og de selvskrevne. Pastor Nelsen, der dengang var Kateket paa Chrstanshavn 1 var den ), første, der anmodede om en Sygepleje-Staton st Sogn. Han kom da efter Lovene nd Bestyrelsen. Pastor Holck gled saa nd som Formand, formodentlg ford han laa lge paa Vejen 2 Pastor ). Nelsen, der hørte tl den grundtvganske Retnng, trak en stor Mængde af sne Tlhængere nd Forenngen, og dsse og de, som kke var Grundtvganere, trak hver sn Ende af Snoren. Forenngen blev da snart en sydende Kedel. Især rrterede det Grundtvganerne, at Lovene bestemte en ordnet Fremadskrden Vrksomheden. De vlde gøre det tl en Godgørenheds-Anstalt vdeste Udstræknng, og naturlgvs skulde de krkelgsndede Syge først hjælpes; der maatte kke taales Indblandng af Kommunen, hvlket vlde ødelægge Krke- og Troslv. Aanden" skulde lede Sagen saa vdt hen den vlde. og føre den ad sne Veje Etatsraad Holmblad, der sad nde med stor praktsk Erfarng, hjalp mg trolgt alle de stormende Møder, men Længden kunde han kke staa sg mod de mange ganske abstrakte Mennger og Paastande. Jeg heller kke. Abstrakton har noget tlntetgørende ved sg. Grundtvganer-Partet vlde det hele taget kke have Sagen ført vdere ud) Frederk Chrstan Nelsen ( ) blev 1877 Professor ved Unverstetet Theolog, 1900 Bskop Aalborg, 1905 Aarhus Stft. *) Johan Chrstopher Holck ( ) blev 1863 Kapellan og 1880 Sognepræst ved Vor Frelsers Krke paa Chrstanshavn.

183 157 over Chrstanshavn! Under al denne Strd kom en Dag Stabslæge Nota Salomon 1 ud tl ) mg og bad mg om nærmere Oplysnng om Sygeplejesagen, som Professor Brandes havde omtalt Lægetdende". Stabslægen gav baade Planen og Lovene sn fulde Tlslutnng og tlbød sn Hjælp Bestyrelsen. Jeg tog med begge Hænder mod dette Tlbud, overbevst om, at med ham vlde Sagen blve fuldt ud skret sn vdere Fremgang. Men saa oplevede jeg den beskæmmende og pnlge Begvenhed, at Bestyrelsen vste ham ud ford han var en Jøde! V fulgtes ad, da jeg gk hjem fra Mødet, hvor dette var sket. Han søgte paa den fneste Maade at skjule for mg, hvor fornærmet han følte sg. Da v skltes, trykkede han mn Haand og sagde, at han gerne havde vllet arbejde sammen med mg, for at faa denne Sag fremmet, som han ansaa for men efter den Ordnng, som han nu meget vgtg; havde faaet Indblk, tvvlede han om, at jeg vlde faa den ført gennem. Desværre spaaede han jo altfor sandt. Én Tng trøstede mg ved denne trste Begvenhed, nemlg at Professor Brandes havde været forudseende nok tl kke at melde sg nd Bestyrelsen; th med hans opbrusende Natur, der endogsaa overfor den Enkelte kunde komme saa stærk Bevægelse, naar der var Tale om hans Relgon, vlde der være opstaaet en Scene uden Græn) Nota Salomon ( ) blev 1873 Stabslæge for Hæren og Flaaden, 1877 Medlem af Sundhedskolleget, 1880 Stabslæge for Hæren alene.

184 158 ser ved denne Behandlng. Hvlke Udtalelser vlde der kke være falden, om han havde faaet dette Slag Ansgtet af denne Samlng Herrer! Endnu havde det staaet mn Magt at vælte hele Bestyrelsen, det mndste for Amagers Vedkommende. Jeg havde havt Fondene, Fabrkkerne, samt Kommunens Extratlskud at støtte mg tl ved Sagens vdere Forløb; men netop de Dage kom der en Deputaton fra Vamdrup, hvs Præstekald var ledgt, med Opfordrng tl mn Mand om at søge dette. Der blev altsaa kun en kort Arbejdstd tlbage for mg paa Amager. Dertl kom mn Mands stærke Ønske om at kunne sklles Fred fra sne Kolleger. Jeg skrev tl Frøken Zahrtmann, den senere Forstandernde for Dakonssestftelsen 1 ), der dengang opholdt sg Strassburg, om at overtage Ledelsen af Dstrktssygeplejen, som jeg beskrev hende; men hun svarede mg, at hun foretrak Arbejdet Dakonssestftelsen for den kommunale Sygepleje. Den sdste Vnter, jeg boede Sundby, ndtraf den sdste Epdem, jeg oplevede, Koppeepdemen% der mest ytrede sg som sorte Kopper; men da havde jeg faaet Plejen drevet op tl elleve Sygeplejersker, og v havde et rgelgt Forraad af Senge, Klæder og Plejematerel af alle Arter, samt hele Befolknngens Tlslutnng og Tlld, denne Epdem ret godt med de utrættelge Sygeplejersker, saa v klarede Zahrtmann er født 1841 Vammen ved Hun nd- traadte ) Sophe Dakonssestftelsen 1871 og blev 1891 Vborg. valgt tl dens Forstandernde. Hun tog sn Afsked som saadan 1914.

185 159 Bestyrelsen valgte Frøken Emma Povelsen tl Forstandernde. Hvor meget jeg holdt af hende, og hvor elskelg en Person hun end var, egnede hun sg saa ldt som mulgt tl at føre netop denne Gernng vdere frem. Der fordredes et Overmaal af legemlg Kraft tl den, og hun var legemlg svag; fremdeles et klart Syn for den opdukkende socale Udvklng og den Aand, denne vlde føre med sg, hvlket fordrede en uvægerlg bestemt og afstukken Arbejdsplan, der kke maatte vge et Skrdt tl nogen af Sderne, hvor stærkt end de forskellge Problemer og Mennger syntes at tl rykke hver sn Sde. Og her var det ogsaa, at Sagen brast. Faa Aar efter laa Planen knust som Folkesag" betragtet, med alt, hvad der med utrolg Møje og mangfoldge Ofre var samlet sammen. Flere af Plejerskerne blev dog deres derefter beskedent afstukne Vrksomhed og arbejdede med vanlg Fld den enkelte Staton paa Chrstanshavn. En af de efterfølgende Præster Sundby fk rejst en Bygnng, hvlken en Afdelng af Dakonsseanstalten stadg arbejder, vstnok tl stor lokal Nytte. Desuden er der Hovedstaden, dels ved prvat, dels ved kommunalt Intatv vel egentlg forsøgsvs startet en Sygepleje efter engelsk Mønster, der gaar ud paa, at hver Plejerske kan tlse henved en Snes Syge om Dagen. Dette kan opnaaes, naar det gælder om kronske Sygdomme; men denne Fremgangsmaade naaer kke nd tl Kærnen den almndelge Nød, naar Hjælpen skal ydes som en af Kommunen eller Staten støttet Sygepleje.

186 160 Mt personlge Syn paa Sagen er, at Hjemmenes Opretholdelse er Kærnen det socale Arbejde. Det er Arbejdernes Sundhed og Kraft, der holder Samfundet oppe, og Hjemmet er Grundlaget for Samfundets Ordnng. I Arbejderstanden gaar de fleste Hjem tlgrunde, naar Husmoderen blver ført paa Sygehuset. Arbejderne har derfor Ret tl offentlg Støtte og Hjælp og at vde sg uafhængge af prvat Godgørenhed og dens ofte svgtende Kræfter. Arbejderen og hans Hustru henter Reglen deres Sygdomme under det stærke Arbejde, Samfundet har lagt paa deres Skuldre, og Samfundet skylder dem derfor ogsaa en ratonel Sygehjælp, der kan strække sg over Dage og Nætter, og uddannede Plejersker, der kan pleje den Syge og eventuelt overtage Husholdnngen. Tdens socale Udvklng fordrer kke Almsse, men offentlg Hjælp. Dermod er de kronske Syge og de gamle Arbejdere, der som oftest har afgvet deres Arbejde og Kraft tl Samfundet, selskrevne tl Godgørenhed; og de nyere Tder har jo ogsaa ved Alderdomsunderstøttelses-Loven og de samvrkende Menghedsplejer søgt at gennemføre dette. Jeg maatte jo mdlertd forlade Valpladsen med en trykkende Følelse af, at jeg kke havde havt Personlghed nok tl at magte Sagen og maaske heller kke Td nok. Slaget var tabt, og det var med Sorg Hjærtet, jeg forlod Amager og mt Smertensbarn.

187 r ,

188 162 Det krkelge Lv var saa stærkt udvklet paa de Egne, at de hellere saa, at deres Præst udelt hengav sg tl sn krkelge Vrksomhed. Mg hjalp ngen udenom. Produkterne, der kom nd Huset, maatte anvendes. Dels fra Beboerne og dels fra mn Slægt Landbostanden fk jeg mdlertd god Vejlednng, saa jeg lavede Smør og Ost, slagtede og bagte af alle Lvsens Kræfter. Det Hele vandt mn udelte Interesse, og en llle Td efter gk mt Smør sammen med de Andres tl Hamborg og fk første Noterng", hvlket mne Læremestre og jeg selv naturlgvs var meget stolte af. Det, der gør Madkunsten nteressant at drve, er vstnok de hurtge Resultater, man udvnder. Ganske anderledes langsomt kommer Resultaterne joafenhversomhelst anden Vdenskab, enten denne nu er Haandens eller Aandens. Efter nogle Aars Forløb maatte v dog bortforpagte vor Jord, da den udendørs Omsætnng er og blver den, der fordrer den største Vden og Erfarng, for at en Ejendom kan svare sg. Tldels blev jeg ogsaa skuffet mne Forventnnger om den Ro, Forflyttelsen skulde brnge mn Mand. De daglge Sygebesøg, der var saa overvældende Sundbyerne, fordredes kun sjældent her, og tlmed kunde han køre, naar Afstandene var for lange, da v jo paa Grund af Jordbruget havde Heste. Men de krkelge Forhold var dengang Sønderjylland et bølgende Hav. Tre Gange var den herrnhutske Bevægelse fra den llle Flække Chrstansfeldt med dens stlle og vndskbelge Befolknng trængt nd Jylland og

189 163 vdere ud Landet. Første Gang Tyverne og Tredverne, da den stor Udstræknng greb om sg og bredte sg saa højt op som tl Horsensegnen og afsatte de saakaldte stærke Jyder", der antog sektersk Karakter, og paa den her omtalte Td sdste Halvdel af 1870 erne sang de endnu Krken efter Brorsons Salmebog, selv om der blev sunget for af den autorserede. Denne Vækkelsesbølge blev mdlertd paa Frederk VFs Td anset som landsskadelg, og dens Tlhængere blev forfulgt, naar de forsamlede sg tl Møder. Der ndtraadte da den Besynderlghed, at man kunde komme sammen paa Kroerne for at drkke sg fuld og synge Drkkevser, uden at nogen ndvendte noget dermod; men kom man sammen for at synge Salmer, blev samtlge Tlstedeværende kørt tl Koldng Arresthus. Denne Fremgangsmaade foraarsagede naturlgvs ofte den modsatte Vrknng af, hvad der var tlsgtet. Paa Egnen omkrng Vamdrup levede endnu enkelte Folk fra hne Tders relgøse Kampe. Den betydelgste af dem var Nels Thomsen, en af de største Ejendomsbesddere vort Nabosogn Hjarup. I sn Ungdom var denne Gaardmand alt andet end relgøst sndet; men en Aften, da han kom fra Kroen, fk han Lyst tl at erfare, hvorledes det gk tl paa et af de omtalte Møder, da han saa en Del Mennesker gaa nd en Gaard, som han passerede. Han fk ogsaa Adgang, men uagtet alle Forsamlngen havde været saa forsgtge at slukke deres Blændlygter, blev den dog opdaget, rmelgvs efter

190 164 Angvelse, og alle Deltagerne blev under Poltbevogtnng kørt tl Koldng. Under denne Kørsel slog den Tanke Nels Thomsen, hvor besynderlgt det var, at han blev ført Fængsel for den Tros Skyld, som han tl denne Aften slet kke havde bekendt sg tl. Da han paa Raadstuen blev forhørt, vlde han kke fornægte sn Tlslutnng tl sne Medfanger, men tog sn Straf sammen med dem. Han var en udpræget Personlghed, som, da han nu én Gang var knyttet tl Sagen, blev den en betydelg Støtte og Forkæmper. Han blev fængslet 30 Gange for sn efter de Tders Opfattelse krmnelle Tro. Det var samme Bevægelse, der erne mødtes med Indre Msson", der blev baaret frem af Blædel, Frmodt, Rønne og Vlhelm Beck, og som nu fk Overtaget. Især gennem Vlhelm Becks mægtge Veltalenhed og hele Personlghed bragte Indre Msson" en frejdgere Stemnng med sg, end der fandtes den gamle herrnhutske Bevægelse. Petsmens store Modsætnng, Grundtvgansmen", slog dog ogsaa ned dette stærkt bevægede Hjørne af Landet. Askov Folkehøjskole og dens bekendte Lærere samlede mægtge Skarer af Landbostanden tl Undervsnng og Oplysnng. Den blev Foregangssted saavel grundtvgansk-krkelg Retnng som Bondestandens baade aandelge, materelle og poltske Rejsnng. Præsterne Knudsen Lejrskov og Svestrup Vejen bdrog høj Grad tl at støtte denne Bevægelse.

191 165 De to store Parter stod skarpt overfor hnanden. Petsmen har tl alle Tder strængt og ensdgt holdt sg udenfor al Poltk. Men det grundtvganske Part mente, at Rejsnngens Td nu var kommen for Bonden, og at der nu maatte gves ham de bedste Vaaben Hænde, nemlg Oplysnng og Kundskaber. Da Arbejderne begyndte deres Rejsnng, slog den ndre Msson dem de samme Vaaben af Hænderne og byggede store og smaa Krker, Stftelser og Mssonshuse, og medens Arbejderne sled for Brødet, var der ngen, der dengang kom dem Møde aandelg Henseende paa samme Maade som Tlfældet havde været med Landbostanden. Derfor har denne ogsaa holdt sg tl Krken, enten den fremtraadte som Folkekrke eller som Frmenghed; men Arbejderne har forladt Krken. Uagtet stk modsatte Anskuelser, som de to Parter var, havde de dog én fælles Interesse, nemlg en uudslukkelg Trang tl at høre", saa Forsamlngslvet blomstrede høj Grad derovre. Fre, fem Møder om Ugen, Tden mellem Hø- og Kornhøsten, var ngen Sjældenhed med 6 7 Taler hver Gang. Men det maa man sge tl Jydernes Ros, at parlamentarsk retlnede var de. Man hørte aldrg Opposton eller Menngstlkendegvelser, selv om de mest modsatte Anskuelser blev fremførte. Der blev hørt paa de forskellge Talere med uhyre Opmærksomhed, og Møderne gk enhver Henseende sømmelgt for sg. Mand og Mand mellem kunde de dermod nok dsputere sg baade krdhvde og kobberrøde Ansgterne, selv de sndg-

192 166 ste af dem. Mg personlg gjorde det Fænomen, at se en Jyde vrg", egentlg godt Hjærtet. Jeg besad kke mn Mands rolge Taalmodghed. Det stemte mere med mn Karakter, naar der, som Sundby, strax var Forstaaelse og Hjælp ved gven Lejlghed, selv om der faldt nok saa haard en Dyst engang mellem, end naar jeg Vamdrup en enkelt fk det Svar: Gang forelagde en og anden Sag og,ja, nu ska' v jo tænk' ower 'et!" Denne Blandng af grundtvganske og petstske Opfattelser var uheldg, th Petsternes Paabud om Askese og Afhold var baade for meget og for ldet for Sydjyderne, der vstnok er den mest begavede og lærenemme Del af vor Befolknng, hvormod den grundtvgske, særlg hstorske, Oplysnngsmsson gav Sjælen større Nærng og højere Flugt, og derfor blev grebet med Begejstrng af den modtagelge Jordbund. Men det petstske Part holdt en vaagen og skarp Dscpln deres Kreds mod al falsk Lære. Da saaledes en Lægprædkant havde meldt sg tl at holde Møde Indre Msson", var man kke rgtg skker paa denne Prædkant. Han blev saa afhentet ved Mddagstoget. Efter at have bespst ham, satte to Mænd tl sg at forhøre hans Standpunkter, og med Jydens sejge Udholdenhed holdt de ham fast tl Kl. 4 næste Morgen, saa røbede han sg jeg tror som Tlhænger af en Smed Møllers Part fra Bornholm. Da de to Mænd havde faaet Klarhed over deres Gæsts kætterske Anskuelser, kørte de ham ned tl 6-Toget samme Morgen.

193 167 Dsse bevægede krkelge Forhold gav kke mn Mand den Ro og Fred, som han saa høj Grad trængte tl. Hele hans Snd var anlagt for de stlle Studer, som han kke kunde undvære; men store Skarer baade af Studerende og af Lægfolk var dengang grebne af en Mssonstrang" mod Ratonalsmen alle vlde forkynde". Mn Mand, der helt gennem var et Barn af sn Td, gk det lgesaa, og uagtet han ved sne fremtrædende Evner som Lærer var som skabt for en Lærestol ved Unverstetet, havde han dog valgt Præstegernngen. For dog at faa Td tl sne Studer benyttede han nu Nætterne for at erstatte den Ro, som han aldrg fk om Dagen, hverken Sundbyerne eller her. Overanstrengelsen blev stadg den samme. Han hørte nærmest tl det petstske Part, det, der havde stftet Krkebladet" med Elmkvst og Th. Rørdam som Førere; men han saa dog baade med Forstaaelse og Sympath paa Grundtvgansmen. I Vamdrup sluttede ogsaa begge Parter sg tl ham. Han var en Fredens Mand, og hans hele Hu stod tl at forlge, for at de strdende Parter kke skulde brnge Forargelse tl de Vaklende. Hele hans Personlghed vrkede stærkt paa hans Omgvelser. Vamdrup var en efter danske Forhold hurtgt opvoxende llle By, hvor mange søgte hen, efter at den var bleven Statonsby ved Grænsen. Handel og Vandel susede 50 Gange Døgnet forb med Togene, Forretnngslvet førte vaagne Nætter med sg og deres Følger af Drk og Spl. En Nat var

194 16S det gaaet haardt tl saa Henseende, og en af de Spllende sagde da henad Morgenstunden: Lad os hellere gaa hjem, for Provsten rejser tl Fyen denne Td og skal med 6-Toget, jeg vl nødg møde ham denne her Tlstand." Ja," svarede en Anden, ham vlde jeg nødg skulde se os, som v er redet tl, men véd I hva', det var Grn at møde ", og han nævnede en bekendt Vækkelses-Prædkant, der var bekendt for at fare frem med Sprogets kraftgste Udtryk, naar han kke traf Tlslutnng tl Krken. Mn egen Udvklng var udelukkende foregaaet petstske Krese, og mt Snd havde ndsuget en Del Btterhed mod det grundtvganske Part under mt Arbejde med det paa Amager. Senere Aar lod mg dog ndse den genale Ide Grundtvgs Oplysnngs- og Kulturarbejde, men jeg har lge saa ldt kunnet slutte mg tl Grundtvganernes særlge Dogmer som tl Petsternes. Ingen af Parterne var derfor naturlgvs fuldt ud tlfreds med mg. En Søndag Eftermddag sad jeg alene nde Daglgstuen, da der traadte tre Mænd af den mest udprægede petstske Retnng nd tl mg. Da jeg vlde kalde paa mn Mand, bad de om at tale med mg alene. Efter ldt Omsvøb kom det da frem, at de var saa grumme tlfredse med mn Mand og hans Forkyndelse og saavdt med mg, at vort Hus stod aabent for enhver, der vlde komme; men én Tng forarget" dem da saa fælt: at jeg strkket" om Søndagen. Strax forskrækkede Ordet Forargelse" mg, men da jeg hørte, hvad det løb ud

195 169, maatte jeg betænke mg et Øjeblk, for kke at forraade, at jeg lo, og svarede saa: Ja, jeg gaar nd paa Deres Anmodnng om at lægge Strkketøjet; men noget for noget: hvs jeg skal lægge mt Strkketøj tl Sde om Søndagen, maa De lægge Deres Pber tl Sde samme Dag." Nej, nej, det tyt de slet ngen Forlg, der var.,ja, saa blver det ved det Gamle," sagde jeg, De beholder Pberne, og jeg Strkketøjet." Denne Ide med Forargelsen over Strkketøjet" stammede fra England, hvor Strkkeret var afskyet af alle Damer Overklassen, baade Hellg og Søgn, og da Vækkelsen dér er udgaaet fra Overklassen, blev Strkketøjet strax erklæret Ban. Dermod tllod man gerne Skrverer af enhver Art, baade verdslge og relgøse om Søndagen. Dermed endte dette llle Mellemværende, og tog v henholdsvs vore Pber og Strkketøj med, og havde det ofte gemytlgt sammen med dsse ntellgente Mennesker. V fk Lyst tl engang at besøge det llle Chrstansfeld, der havde havt saa stor Indflydelse paa den Befolknng, v levede mellem, og som, trods dens Ldenhed, har slaaet saa mærkværdg dybe Rødder vort Lands Kultur, ja helt ned Tyskland, og endog andre Verdensdele gennem sn Hednngemsson, hvlket v vst egentlg aldrg har gjort os rgtg klart. Den lgger saa venlg en aldeles flad Egn, der fra Naturens Haand kke har faaet Karakter nogen Retnng. V gæstede, efter Indbydelse, en Famle

196 170 dernede, som var saa elskværdg ved samme Lejlghed at vse os om Kolonen. Altng er ens ndrettet Famlebolgerne og ensartet Byg- samt med en for nngsformen som Indretnngen, andre Dødelge uopnaaelg Renlghed. Indbyggerne er lgesaa ensartede, rolge og noget apatske. Alt er lagt snorlgt tlrette dette Samfund, lge fra Troslvet tl Rengørngen. Man øjner kke Tlnærmelser tl en Ldenskab, hverken af Kærlghed eller Antpath de smaa Ldenskaber skal der jo længere Td tl at opdage. Ægteskaberne sluttes som bekendt ved Lodtræknng. Jeg spurgte vor Værtnde, en køn ung Kone, der først fornylg var bleven gft, om det kke var forfærdelgt kke selv at maatte vælge sn Ægtefælle. Hun svarede: Nej, tvertmod, jeg turde aldrg tage det Ansvar paa mg, og de andre Kvnder her heller kke. Det lader v Herren bestemme!"*) Jeg foreslog da, om Herrens Hjælp kke kunde hentes ad andre Veje; men hun var fast sn Overbevsnng, at Lotter var den eneste Form, hvorunder Vorherre vlde blande sg denne Sde af det ægteskabelge Problem. Mn Mand blev alene vst om Brødrehuset, jeg Søstrehuset, hvor henholdsvs de Ugfte Samfundet var bosatte. Alt Søstrehuset var lgeledes *) Chrstansfelderne benyttede sn Td et Bbellotter med Henvsnngs-Tal tl Skrftsteder stedetfor Numre, og slog saa efter Bblen, for at fnde Besked tvvlsomme Spørgsmaal. Om dette Bbellotter blev benyttet ved Ægteskabslodtræknngen, véd jeg kke. Forf. Anm.

197 171 ens helt gennem, og alt ens hvdskuret. Dér saa jeg levendegjort Forskellen mellem at gøre" rent og holde" rent. Der blev kun skuret én Gang om Aaret, og Trapper, Stuer og Sale var saa krdhvde, at de skar Øjnene. Paa mg vrkede det underlg tomt, at alle dsse Søstre kke vrkede samlede for ét Maal, men at hver arbejdede for at ernære sg selv. Maaske har de smaa Ldenskaber" kke ladet sg styre efter den samme lge Snor som det øvrge Maskner. Udenfor Ægteskabet var Sondrngen mellem Mand og Kvnde fuldstændg. Baade tl Søstre- og Brødrehuset var forbunden Opdragelsesanstalter for Pger og Drenge, men Samkvem maatte dengang kke fnde Sted blandt Børnene, og var de saa uheldge at mødes paa Vejene, blev de kommanderede tl at se tl den Sde, hvor Faren" kke passerede forb. Man sagde rgtgnok, at Brevkorrespondancen var temmelg levende mellem de to strængt adsklte Parter. Krken var uden Altertavle eller Prydelse af nogen Art: hvde Vægge, og paa Gulvet Bænke, paa den ene Sde for Mænd, paa den anden for Kvnder. Krkegaarden var belagt med Gravsten af samme Størrelse, der laa lge Rader over det Hele, uden Prydelser, Kvnder for sg og Mænd for sg, som Lvet. Børnene blev begravet en Afdelng for sg med Stene af samme ensartede Tlhugnng, kun mndre. Denne Ensartethed gjorde den Grad Indtryk af Død, som jeg aldrg før har fornummet det, selv hvor jeg saa at sge har staaet med Døden Haanden.

198 172 Opstandelse synes her kke at have Plads. Paa én eneste af Gravene var der sat en llle Maanedsrose; men den llle ensomme Stakkel tog denne de Dødes Ørken. sg ud som en Karkatur En Begvenhed ndtraf, der optog alle Parter og bragte end mere Lv de stærke Strømnnger, nemlg Mssonær Børresens 1 ) Ankomst hertl fra Santhalstan. Første Gang man Sydjylland hørte Tale om ham var efter et Møde hos Pastor Grove-Rasmussen Paaby ved Koldng 2 ), hvor alle blev betagne af Børresens store Vrksomhed og hele Personlghed. Fra vor egen ydre Mssonsmark var v saa Børresens jo ldet forvænte med Resultater, Ry snart løb som en Stormvnd over hele Landet. Fra Askov havde man sær Bud efter ham, og det blev ét af hans Hovedkvarterer under hans Ophold her Landet; men Petsterne sluttede sg ogsaa begejstrede om hans varme, barnlge Forkyndelse, saa at der paa dette Punkt kke var Tale om Partdelng. Hans Forkyndelse var uhyre jævn og lgetl, uden nogensomhelst Pathos, Flosof eller Skolastk, som alt laa langt udenfor hans Omraade. ) Hans Peter Børresen ( ), der oprndelg var Smedesvend, rejste 1864 tllgemed sn Hustru, Carolne Hempel, tl Inden som Mssonær, og sluttede sg der 1867 tl Nordmanden Lars Olsen Skrefsrud. De begyndte paa egen Haand Mssonen blandt Santhaerne, hvs Leder Børresen blev tl 77 var han Europa og holdt Møder for Santha-Mssonen de skandnavske Lande, England og Tyskland, og blev præstevet var han gen hjemme.») Andreas Chrstan Grove-Rasmussen ( ) var efter sn Afsked som Præst Sønderjylland 1870 nogle Aar Rejsepræst m. m., ndtl han fk Sognekald Danmark, sdst 1892 Odense.

199 173 Alle vlde høre ham, saa han maatte efterkomme utallge Anmodnnger om at tale. Efter Møderne var der altd Dskusson, dog mest ved de selskabelge Sammenkomster, hvor alle begærlgt søgte efter Oplysnnger angaaende hans Vrksomhed. Jeg erndrer saaledes en Aften, at der blev spurgt: Hvorledes grber De nu Sagen an, Børresen, naar en Santhaer første Gang henvender tl sg Dem for at blve undervst Chrstendommen?" De fleste af os troede vel, at der ved dette Spørgsmaal boredes lge nd Kærnen af den pædagogske Sde af hans saa lykkelge Mssonsævne. Børresen svarede: Det første, jeg sger tl saadant et kært Menneske er: Vadsk Dg, kære Ven. Th de ere saa forfærdelg grsede, de kære Venner derovre." Endnu mere udpræget fremstllede hans Personlghed sg dog under to Møder Koldng, som han var ndbudt tl at holde der. Pastor Leunbach, Sognepræsten Byen, senere Bskop over Lolland-Falster 1 ), havde ndbudt ham tl at bo Præstegaarden. Pastor Ludvg Hertel, en udpræget Grundtvganer 2 var under Børresens ) Ophold her Landet hans Ledsager og hans, om man kan bruge Benævnelsen, Impresaro" dette Tlfælde. Han arrangerede alle Rejserne og havde, Gud véd hvorledes, faaet den Ide at føre ham sammen med Bskop Kerkegaard fra Aalborg, en Broder tl Søren Kerke- 1) Henrk Chrstan Leunbach ( ) blev 1873 Sognepræst Koldng og døde som Bskop over Lolland og Falsters Stft. 2) Ludvg Vlhelm Hertel ( ) blev 1875 Kapellan Seest Koldng. Han var en af Santhalmssonens vrgste Forkæmpere Danmark. Han døde som Sognepræst Brænderup paa Fyen.

200 174 gaard 1 ). Ogsaa Bskoppen fk Bolg under Leunbachs gæstfre Tag; men mere modsatte Poler kunde kke huses under ét Tag: Lægmanden personfceret Umddelbarhed, og den nkarnerede Skolastker, Dogmatker, Flosof og Reflektør. Hvs Hensgten var, at Bskop Kerkegaard skulde have baaret Børresen, som den fremtrædende Arbejder Herrens Vngaard, frem for den danske Menghed og sætte ham som en Prk over 'et, blev man skuffet. Bskoppen stod fra første Dag aldeles uforstaaende overfor Hensgten med denne Føren dem sammen", og blev vst endog ldt fornærmet, da han endnu havde den gamle Opfattelse af Forholdet mellem Overordnede og Underordnede, sær naar det galdt de guddommelge Embeder, og Børresen jo var Lægmanden uden nogensomhelst Theolog. I det offentlge Møde, der fandt Sted om Aftenen, var Børresen første Taler, og skulde her føre sn egen særlge Msson frem for Forsamlngen. Om han havde følt noget Kuldegys fra Bskoppens Sde, eller andetsteds fra havde mødt nogen mndre Tlslutnng, nærmest pekunær Henseende, end han havde troet sg berettget tl at vente, er jeg kke nde, men han blev ved, under sn Tale, stærkt at fremhæve, hvad Englænderne havde været for ham, hvor højt han elskede dem og stllede dem som Naton, formedelst deres store Offervllghed overfor hans Msson". Her stødte Børresen mdlertd mod en patrotsk Taarnbygnng, rejst ) Peter Chrstan Kerkegaard ( ) var Bskop over Aalborg Stft fra 1856 tl 75. Han var Kultusmnster fra 1867 tl 68.

201 175 af Grundtvg med det Dogme som Grund, at Danmark er Landet Nr. 1 med Mottoet: Herren kan kke undvære Danmark", hvlken Opfattelse var fastslaaet hele den grundtvganske Tlhængerkres, tl hvlken jo ogsaa Bskop Kerkegaard hørte. Efter Børresen fk saa Bskoppen Ordet. Med sn fastmejslede Form og strngente Tankegang gjorde han sn Tale gældende: at Tden var forfejlet for Msson, undtagen den, der udgk ved Forkyndelsen ndenfor ens eget Omraade, og fremfor alt paa fædrene Jord, selv om man følte sg msfornøjet eller forurettet (jfr. Børresens Slaaen paa Englændernes Offervllghed). En saadan Kærlghed havde drevet Apostlen Paulus tl endog at fremføre den Bøn: At blve en Forbandelse for st eget Folk, om dette kunde gavne det. a I alle Tlfælde blev der gjort for megen Ophævelse af denne enkelte Foreteelse: Børresen". Bskoppen gk endog saa vdt, at han lod det grundtvganske Part forstaa, at det forholdt sg for ukrtsk overforbegvenheder og lod det blve ved Begejstrng. Det heldge ved denne Stuaton var, at Bskoppens Tale var svøbt nd saa megen Vdenskabelghed og saa mange af de ham ejendommelge Parenthesers Parentheser, at Lægfolket, som Pluralteten af Tlhørerne bestod af, kke forstod det allermndste af Talerens skærende Krtk Børresen allermndst. Man var jo allerede dengang, som Følge af den grundtvganske Bevægelse, kommen nd paa det aldeles jævne og folkelge Forkyndelsen. Den nave og ntetanende Børresen gk op paa Taler-

202 176 stolen, tog den llle magre Bskop om Lvet, og takkede den kære Ven" for de kærlge Ord". Efter Mødet kom jeg tlfældgvs tl at være alene Stuen med Bskoppen hos Leunbachs. Under den Samtale, der fandt Sted det Øjeblk, ytrede jeg: at det forekom mg, Bskoppen havde gvet Børresen en meget haard Medfart." Har jeg?" svarede han og rejste sg op og gk op og ned ad Gulvet, det han gned sg Hænderne. Ja, men Grundtvganerne fk da ogsaa det glatte Lag!" En af de nærmeste Dage derefter havde Pastor Grove-Rasmussen samlet alle de tlrejsende og stedlge Præster tllgemed Bskop Kerkegaard og naturlgvs Børresen. Her holdt Kerkegaard ved Bordet en Tale, der vel nærmest skulde forklare hans Stemnng under hele Mødet. Hvorfor," sagde han, har jeg spurgt mg selv flere Gange, kan Du kke se med samme Øjne som de andre Dag? Jeg kan sge om mg selv, at jeg vel, næst mn Broder Søren, er den største Sofst, der har levet Danmark." Derefter kom en lang flosofsk Udvklng af Person og personlgt Resultat. Der syntes da endelg at opstaa Forstaaelse hos Børresen, og han svarede med det smukkeste, jeg hørte fra ham: Om Garnet, der lægges ved Strømmen for at renses, og de stærke Vande gaar over det og de sagte lgeledes. Garnet blver lggende, som det laa, hvordan Vandene saa komme; men om det nu var de stærke eller de sagte Vande, der foraarsagede Rensnngen og gjorde det hvdt, vdste ngen. Resultatet for mg eller Resultatet for

203 177 mn Gernng véd jeg kke, kun at Herren udrettede det, der blev udrettet." Børresen stod det Øjeblk egentlg saa stor og ydmyg Modsætnng tl den llle Bskop, men store Skeptker. Trods dette Slags Forlg endte Mødet dog kke del Gammen. Ved den endelge Afsked, da Bskoppen rejseklædt ventede paa Vognen hos Leunbachs, gk han op og ned ad Gulvet med Børresen og gav ham den sdste Overhalng. Den taknemmelge Børresen tog atter Kerkegaard om Lvet: Jeg skal aldrg glemme Deres Højærværdghed!" Det kan saamænd være det samme, Børresen^ svarede Bskoppen, det han rystede Omfavnelsen af sg, naar De blot vl huske, hvad jeg har sagt Dem!" Der var forholdsvs faa, der oplevede dsse smaa Dvergenser, saa de fk ngen Indflydelse paa den almndelge Opfattelse af Børresen og hans Msson. Det store ved Børresens Personlghed var, at menneskelg Dom kke berørte hans Snd. Inden hans Tlbagerejse tl Santhalstan var der berammet et Afskedsmøde Vamdrup Præstegaard. Gennem Avserne var dette Møde bleven bekendt vden om. Skarer af Mennesker strømmede tl og hundredevs samlede de sg vor Præstegaard, for at hlse paa ham for sdste Gang. Men Børresen var ude af Humør. Breve var lge ndløbet fra hans Hustru og Skrefsrud y at de kke ønskede, at Mssonær Jensen der havde meldt y sg tl at følge med ham, maatte gfte sg. Men dette var allerede sket 12

204 178 efter Børresens egen Tlladelse, og det unge Par mødte ogsaa Præstegaarden, for næste Dag at slaa Følge med ham. Pastor Hertel var aldeles oprevet: Børresen er syg og taaler kke at tale Dag, han taaler det kke." Med denne Besked kom mn Mand nd tl mg, fulgt af en Mængde Præster. Alle talte de forfærdede Munden paa hverandre. Dette blver en Skandale, der vl høres langt." Maa jeg et Øjeblk raade," bad jeg. Jeg tog et Par af Præsterne tl Sde, bad dem fnde Hertel og gaa nd med ham mn Mands Studereværelse. Da jeg Frastand havde observeret, at dette var sket, aflaasede jeg Dørene tl Kontoret udefra, gk derpaa nd tl Børresen, der vor største Stue stod omrnget af en Menneskemængde, saa man knapt kunde trænge sg gennem. Tl alle dsse vendte jeg mg nu og sagde, at Børresen trængte tl Ro, og derfor vlde jeg bede dem gaa ud Haven, hvor de vlde træffe mn Mand, samt flere andre Præster. Da Stuen var tømt, gk jeg hen tl Børresen og sagde, at nu ventede alle dsse Skarer som sultne Børn efter et godt Ord, de kunde leve af og efter Adskllelsen. Dsse Mennesker stolede lgesaa skkert paa hans Løfte som paa Vorherre selv, saa det gk kke an at narre dem. Børresen lovede mg da at tale, og da jeg gk bort, for at lade ham faa ubetnget Ro, laasede jeg ogsaa hans Dør udefra. Jeg bad mn Mand, naar det rngede tl Forsamlng, kke at lukke op for Pastor Hertel og hans Medfanger, førend jeg var

205 179 naaet nd Krken med Børresen. Mødet gk udmærket. Tlhørerne og Børresen selv var begge glade ved, at det kke var blevet afbrudt. Efter et Par Aars Forløb blev v nødt tl at forpagte vor Jord bort. Som sagt, Landbruget paa de mndre Ejendomme er for dyrt, naar man maa holde Folk tl Drften. Personlg havde jeg egentlg Interesse for Landhusholdnng. At dele Naturens mangehaande Glæder og Vanskelgheder med Naboer og Genboer er Hjælp for en Præstekone og et Bndeled med Landbo-Husmødrene, som letter Forstaaelsen for hende, der ofte kommer uden Forudsætnnger, tl at leve med dem. I Byerne er man næppe nok et enkelt Nummer, men man er kun l ste 2 den 3 de 4 de Sals Beboere og blver hverken nævnte eller betragtede,,, som mere. Jeg hørte endog engang en Dame sge: Dér kommer 4 de Sal gaaende." Paa Landet dermod er Mennesker, Dyr, Jord og Planter én sammenhængende Kæde, som man deler med hverandre, saa man føler sg som sat paa Døren, naar man kke tager Del denne Kædegang. Vort Faktotum, Avlskarlen, Mkkel Tulesen, overtog Forpagtnngen. Han havde med stor Dygtghed og Troskab bestrdt Præstegaardsavlngen fra den Dag, v kom tl Vamdrup, og var omhyggelg og paapassende overfor alt med hele Jydens sejge Udholdenhed, fra Hestene og Kostalden med Tlbehør, tl mn 12«

206 180 Mand og mg. Han ledsagede ofte mn Mand paa dennes Rejser tl Syn Provstet, og da jeg altd har været en ængstelg Natur, og hans Helbred kke var stærkt, klagede jeg paa dette og mange andre Punkter mn Nød tl Mkkel y men han svarede med stor Tlforladelghed: Te Fruen haar jo da mæ. ft Rgtgnok røbede mn Mand et Øjeblk, da han var rrteret over den megen Indpakken, som jeg foranstaltede tl Værn mod den barske jydske Luft paa aaben Vogn, at Mkkel hjalp ham med at befr sg fra det ene Stykke efter det andet, naar Præstegaarden var ude af Syne. Men trods dette llle Forræder vdste jeg, at v havde vor bedste Støtte ham, og han bevdnede det tydelgt ved, uden vort Vdende, at vaage 4 Nætter Træk sammen med Andenkarlen, da de havde faaet Vshed for, at der blev stjaalet af vort Brænde, der store Kvantteter (det fulgte med Embedet) blev leveret os og opstablet ved en af Laderne. Den fjerde Nat fangedes Tyven, og først da fk v det at vde. Der blev ntet gjort ved Sagen, da han hørte tl selve Sognet, og han lovede at holde sg derfra Fremtden. Mkkel gftede sg, da han overtog Forpagtnngen, og Brylluppet stod Præstegaarden. Der blev holdt mange Taler, mest over Eleserskkkelsen", men det forekom mg kke, at Sammenlgnngen passede. Mkkel havde, som udpræget Type paa Jyden, der den Grad elsker og hæger om Husdyrene, kke for Alverdens Guld tlladt fremmede Pger at vande hans Heste, sær efter en længere Rejses Strabadser.

207 181 Det var nu da ogsaa en særlg ntrgant Brud, Eleser bragte den blde Isak! Sørgelgt, at v altd maa 6000 Aar tlbage, naar v vl fnde en Tjenerskkkelses Type. I Aarenes Løb blev Mkkels Børneflok os tl stor Glæde, den løb ud og nd hos os og bragte Lv den barnløse Præstegaard. Tden med alle dens aandelge Omvæltnnger havde høj Grad forandret Præstekonens Stllng Menghederne, sær dsse bevægede Egne. I gamle Dage var hun en Slags Moder" Sognet, og egentlg fordrede man kke meget af hende udover hvad Spsekammeret kunde præstere for de daarlgst stllede, og hendes Vægtskaal Sognet gk op og ned efter Spsekammerets Elastctet tl at yde. For det meste var der et vst Standsskel, der frembragte en Afstand; men dette var et overstaaet Stadum dernede paa den omtalte Td. Den megen Oplysnng havde slettet ethvert Spørgsmaal af den Art. Saavel Forældrene som Ungdommen var aldeles jævnbyrdge med ethvert andet dannet Menneske Samfundet, kun var Formen noget anderledes. Paa vsse Felter, f. Ex. deres eget Fag og Relgonsspørgsmaal vlde faa Lægfolk, helt op paa Rangstgen, kunne staa Maal med dem, og gav de sg af med Poltk, var de lgesaa hjemme enhver Afskygnng og ethvert Spørgsmaal, der var for. Kvnderne var ogsaa den Retnng langt vdere end Hovedstadens Kvnder dengang. I blev der kke saa stærkt fulgt med som Her tog det grundtvgske Part dog Lteraturen Storbyen. Teten. Da Ibsens Dukkehjem" kom frem, blev der ogsaa

208 182 her Røre mange Krese, der vste, at en ny Td brød frem og fandt Jordbund derovre. De unge Pger, der havde været paa Højskole, læste vore hjemlge Klasskere flttgt. Endog Shakespeare havde sne Tlhængere. En Høstdag besøgte mn Mand en større Gaardejer og fandt ham sddende paa en Trllebør ved Kostalden, hvor han holdt Vagt, studerende Martensens Ethk, medens alle Folkene var ved Høstarbejdet Marken. Mn Mand satte sg paa den anden Sde af Trllebøren, og de dskuterede da Bskoppens dengang verdensberømte Skrft. Mn Mand sagde, at han vlde skrve tl Bskoppen og da han maaske fortælle ham denne llle Begvenhed, næppe havde nogen Ide om, hvor dybt hans Tanker var trængt gennem. Forholdene derovre faldt mg personlgt kke altd lette. Hele mn Hu og mn Udvklng var jo gaaet ad de socale Problemers Veje: Hjælp Arbejderstandens Nød; men det var der ngen Interesse for derovre. Man havde slet kke sat sg nd der, men paa mange andre Punkter var de jo saa meget mere forud for mg. For det meste stllede Forholdet mellem Mengheden og mg sg saaledes, at Pe- kom med deres Sorger, Grundtvganerne tsterne dermod med deres Glæder. Udenfor de egentlg store Forsamlnger var der ofte selskabelge dto, hvor en og anden ofte holdt et llle Foredrag eller fortalte et og andet, men forresten underholdt man sg som ethvert andet Selskab. V sad saaledes engang et Selskab Nels

209 183 Thomsens store prægtge Gaard. En Mængde Kvnder sad for sg et Værelse, medens Mændene røg Tobak et andet. Der kom et Par Præstekoner paa Tale, som var bondefødte. Der lød en meget stræng Krtk over dem. Jo mere de udsatte paa Staklerne, jo mere forbavset blev jeg, og udbrød tl sdst: Jeg begrber Jer kke; er der noget, jeg har ønsket, efter at være kommet hertl, er det at være bondefødt, saa vlde jeg jo have ganske anden Forstaaelse af, hvad I egentlg fordrer." Men Nels Thomsens Kone svarede: Blv De kun den, De er, v forlanger noget helt andet af Dem; men én af vort eget skal kke lave sg tl." De tog mg altsaa, som jeg var, og det gjorde mg godt. En Eftermddag tdlg paa Sommeren blev jeg overrasket med et Besøg af flere af mne gode Vennder Kvnder der mest tog Del Lvet fra den grundtvganske Lejr. Jeg blev naturlgvs glad for Besøget, men det forundrede mg, at de kom uden deres Mænd, hvlket skete meget sjældent, og tænkte mg derfor, åt de havde et eller andet paa Hjærte. Da Kaffen var drukket og forskellge Themaer først var drøftede, kom det da frem, at de gerne vlde se den Dragt, jeg skulde føres tl mn Søsters Sølvbryllup paa Tjele, hvlken Fest havde været omtalt alle Avserne, hvorfra de havde erfaret den; selv havde jeg kke omtalt den. Jeg har altd havt Tlbøjelghed tl at klæde mg tarvelgt, sommetder maaske ldt for meget, og det var da en vs Ængstelse derfor, der havde foranledget dem tl Vsten.

210 184 De har da vel kke spart altformeget?" ndskød en af dem. Hos saadanne Mennesker maa man jo være pænere end hos os," tlføjede en anden. Jeg blev saa rørt over deres ængstelge Omhu, saa ægte kvndelg under en saa hjærtelg Form; men jeg var jo ogsaa Kvnde og vlde drlle dem ldt, nden jeg gav mg, og svarede: Ja, jeg synes nu dog kke, at jeg vlde anskaffe mg en ny Kjole, derfor har jeg ladet en Kjole farve, som jeg havde!" Tavshed og lange alvorlge Ansgter. Men," tlføjede jeg, jeg har skrevet tl mn Søster derom og sagt, at jeg haabede, det kke vlde gaa mg, som Anders Tkøb"s Kone, der kom tl Begravelse og smttede hele Famlen, ford hun græd, og Farven kke var ægte, saa jeg bad mn Søster at sørge for at more mg, saa Taarerne kke skulde forraade Hemmelgheden med Kjolen." Hele Selskabet var skuffet tl det yderste. Men de vlde dog nok se den Kjole. Det var en meget kostbar Dragt, der havde tlhørt mn Stedmoder, men kke kunde bruges som den var, og jeg havde sendt den tl Berln for at farves. Et sandt Udbrud af frydefuld Overraskelse brød løs fra mne Venner, da den kom frem, og en af dem sagde: Véd De, hvad Deres Søster har sagt, da hun fk Brevet? Søster Ida blver den samme alle sne Dage". Mærkværdgt nok er det, men vel poltsk sundt, at man dernede ved Grænsen aldrg hørte Tale om de to forskellge Natonalteter. Der var Fred og venskabelgt Samkvem mellem de danske og talrge tyske Funktonærer ved den umaadelg stærkt trafk-

211 185 erede Staton, hvor begge Parter arbejdede. Hovedsagelg skyldtes dette vel en aldrg svgtende Takt fra de Overordnedes Sde Jernbane- og Toldvæsenet. Man søgte gerne ned tl de dejlge Skove og Søer ved Jels, da Naturen jo kun har behandlet Vamdrup stedmoderlgt. Ved de sorte og hvde Pæle maatte v da fremvse den medbragte Rødgrød og Steg, som Gendarmerne stak deres Lanser, samt nogle lystne Blkke efter Lækkererne; men dette var egentlg den eneste Ulempe, man mærkede. I de første Aar af vort Ophold derovre sendte Folk sydfra hyppgt Konfrmander tl mn Mand; men dette blev forbudt af de tyske Øvrgheder. Men saa en Dag blev der stærkt Røre, da det forlød, at et stort Antal Slesvgere vlde gæste det aldrg forglemte Fædreland. Da v Danske saa det mægtge Tog med vore Landsmænd fra hnsdes Grænsen komme nd over vor Grænse, blev Mængden saa betagen, at ngen kunde mæle et Ord. Ikke en Lyd hørtes, kun hst og her en stlle Hulken. I flere Mnutter holdt de uden at røre Kommende Toget lgesaa tavse og sg. Denne stlle Jammer tog saa stærkt paa Folk, at flere besvmede; men saa fk Spændngen og Betagelsen Luft den mest jublende Begejstrng, hvor Tale og Sange afløste hverandre, tl Toget kørte forb med dem. Ldt længere nordpaa havde nogle Tørvegravere plantet Flag om deres Tørv og stod og vnkede med deres Huer. De fk naturlgvs et dundrende Hurra fra Toget. Denne saavel som de andre Demonstratoner var vsselg hjærte-

212 186 grbende, men de var dog vstnok allesammen fejl Taktk fra begge Sder, som v paa denne Sde udenfor Nødsstanden med et rolgere Overblk burde have raadet fra, uagtet v jo sørgede med dem over Adskllelsen. Erfarngen vser jo, hvor de kan skade. Da det grundtvgske Parts store Høvdng var død, ndtraadte der lgesom en Slappelse mellem hans Tlhængere. Askov Folkehøjskole blev da efterhaanden det naturlge Samlngssted, hvor de herefter tyede hen, sær naar der opstod særlge Spørgsmaal, der fordrede samlede Forhandlnger. Der var jo af Grundtvganerne fra først af rørt ved de snærende Baand, der bnder Krken tl Staten. Paa den Td, v var Vamdrup, var Sognebaandsløsnngen kommen som en stor Lettelse baade for Præsterne og for Sognebørnene, og der opstod ogsaa Frmengheder omkrng Landet. Men Frhedskravene blev stærkere. De to Spørgsmaal, der brændte stærkest, var Krketugten", som den ndre Msson ved mange Lejlgheder forgæves havde søgt at føre gennem, og Præsteløftet", der har været den Orm, der vel har gnavet stærkest paa Statskrken, og som det grundtvganske Part rejste en vældg Kamp mod. I Begyndelsen af 1881 blev der holdt Møder rundt om Landet, sær af den begavede og begejstrede Pastor Leth fra Mddelfart 1 ), ) Andreas Peter Martn Leth ( ), der havde været Præst Aabenraa, var fra 1870 tl 1894 Sognepræst Mddelfart.

213 187 og der blev agteret for den Frhedsbevægelse, der havde gvet sg Udslag Lovene om Sognebaandsløsnng og Valgmengheder og andre Omordnnger af mange krkelge Spørgsmaal. I det store Møde paa Askov August 1881 var der forsamlet 700 Præster og Lægfolk for at dskutere Formen for en Opposton. Omtrent 80 af dem enedes om at ndsende den saakaldte Askov- Adresse" tl Lovgvnngsmagten. Dens vgtgste Punkter vedrørte Præsteløftets Ophævelse", Børns Altergang", Lægprædkanters Ordnaton", Frmengheders Adgang tl Krken" osv. Resolutonen vakte stor Opsgt den krkelge Verden og megen Forargelse, kke mndst den ndre Msson. Kultusmnsteren (Scavenus) gav mdlertd de Præster, der havde underskrevet Adressen, en alvorlg Tlrettevsnng, ford denne var sendt drekte tl Rgsdagen, hvorved man havde forbgaaet ham som Krkens Prmas. Denne Tlrettevsnng nægtede mdlertd flere af Præsterne at modtage, og samtlge Præster, der havde underskrevet Adressen, blev da ndstævnede for en Provsteret. Da Askov laa mn Mands Provst, dannede han tllgemed Jursdktonens Herredsfoged Underretten". Da der blev Tale om en Retssag, var mn Mand strax af den Menng, at Præsterne efter hans Overbevsnng kke kunde dømmes paa Grund af Adressens Indhold, da Staten havde tlladt Relgonsfrhed, og Præsterne var stllede som Landets andre Borgere. Men Præsternes Protest mod Kultusmnsteren, Krkens Øverste", mente han at være

214 188 krmnel. Dette Syn paa Sagen vakte stor Msfornøjelse hos mange, og han modtog mange msbllgende Erklærnger baade gennem Pressen og fra prvate Folk. Hans Meddommer Underretten, Herredsfogden, saa vel som Overretten, Bskoppen og Amtmanden, var alle tre uenge med mn Mand hans Opfattelse af Sagen, og han ndgav derfor et dssenterende Votum", hvlket han frkendte Præsterne med Hensyn tl Adressens Indhold, men foreslog en Bøde for deres Protest mod den af Mnsteren afgvne Reprmande. Højesteretsdommen faldt 1885, den stadfæstede mn Mands Dom. Nu strømmede det nd med Lykønsknnger og Tlslutnnger, naturlgvs mest fra Jurster og blandt dem kke faa, der var ham ganske ukendte. I Begyndelsen af 1880erne da, Bølgerne gk højt den theologske Verden, blev der en skønne Dag stor Jubel Præstegaarden, da vort barnløse Ægteskab blev velsgnet med en llle Pge. Da jeg første Gang holdt hende mne Arme, var der to Stemnnger, der trængte sg frem mg: Ønsket om at have kendt mn egen Moder, og en Følelse af Lndrng det aldrg lægte Saar mt Hjærte efter Skuffelsen over Dstrktsplejen", mt Smertensbarn", der, for tdlgt født, blev kvalt Vuggen. Lykken blev de Aar, v endnu levede derovre, saa meget rgere, som Mengheden paa den mest rørende Maade delte vor Glæde og den Grad

215 189 syntes, at de havde Part Barnet, at jeg ofte spøgende gjorde opmærksom paa, at det var dog mt! a Men Lvets Lykke er saa forfærdelg kort. Mn Mands Helbred gav altd Aarsag tl Ængstelse. Efter den for alle Parter egentlg godt overstaaede Askovsag tabte hans Udseende sg paafaldende, og han taalte kke mere de mange Embedsrejser alskens Vejr og Nattelejerne de kolde Gæstekamre. Selv maa han have havt en Følelse af, at Kræfterne svandt, th han afslog at overtage to betydelge Embeder, der blev ham tlbudt, det ene Nordvestjylland, det andet Kjøbenhavn. En Dag sagde mn llle Pge: Fader kalder!" Da jeg kom nd hans Studereværelse, fandt jeg ham lggende bevdstløs paa Gulvet, med Blodet strømmende ud af Munden. Lægerne derovre erklærede det strax for Kræft. Mn Broder sendte den dengang berømte Specalst Professor Wth over tl os. Han saa noget lysere paa Sygdommen, men ønskede at faa Patenten ført tl Kjøbenhavn, hvlket da skete ved Menghedens og mn Broders Offervllghed. Alt hvad menneskelg Hjælp kunde udtænke, blev sat Værk for hans Helbredelse, men det var og blev den frygtelge Sygdom, som Lægekunsten endnu kke har funden Lægedom for. Trods hans Ldelser var det dog et forunderlgt lyst og skønt Sygeleje. Hans mange Venner besøgte ham stadgt, og han var altd den lvlgste og gladeste af dem. Mærkværdg aandsstærk fulgte han med tl den sdste Dag saavel krkelg som anden Lteratur, og da han syntes, at hans latnske

216 190 Kundskaber var gaaet tlbage, studerede han den sdste Maaned, han levede, hver Dag et Par Tmer Madvgs Syntax, saavelsom andre Hjælpeklder. Næsten daglg spllede den da bekendte Chopnspllernde, Professornde f. Melbye Matthson-Hansen, for ham, og Blledhuggeren, Professor Saabye ndbød ham tl st Ateler, hvor v kunde køre ham nd hans Sygevogn. Den netop fuldførte Susanne for Raadet" stod dér al sn Renhed og Skønhed. Hele Sommeren kunde v gøre lange Udflugter med ham hans Sygevogn, og Sommerluften og de afvexlende Indtryk hjalp tl hans Opmuntrng. Men da Efteraarskulden kom, forhndrede den jo al Frluftsadspredelse. Saa hændte det sg, at Kunstneren ZachOy der boede samme Hus, skulde flytte, og det ene store Lærred blev bragt ned tl Flyttevognen efter det andet. Da han erfarede, at mn Mand nede Stueetagen gerne vlde se dem, bar han dem efterhaanden nd tl ham, saa at han laa som en stor Skov, hvor Aaløb og Sol kntrede gennem Løv og Stammer. Han vendte sg tl mg med det frydefuldeste Sml og sagde: Saa kom jeg dog Skoven for sdste Gang!" Inderlg Tak skylder jeg dsse herlge Kunstnere. Hver af dsse Nydelser hjalp lange Tder og lettede mange tunge Tmer. Henad Julen 1887 udaandede han med Hlsen tl hele Mengheden, som tl mange enkelte Venner, og forlod en Tlværelse, hvor han kun har efterladt de reneste, fneste og kærlgste Mnder.

217 REGISTER Alexander II, Czar af Rusland, 150 ff. Andersen, H. C, Dgter, 19 f. Arendrup, Eml Peter Ussng, Overlæge, 132 f. Baggesen, Jens, Dgter, 14. Bauer, tysk Gestlg, 150, 152. Beck, Joh. Vlh., Præst, 116, 164. v. Bsmarck, Otto, tysk Statsmand, 152. Blædel. Nc. Gottl., Præst, 116, 164. Bosen, Fr. Engelhardt, Præst, 61. Brandes, Geo., Prof., 148 f. Ludv. H., Prof., , 130, , 146, 154, 157. Bredsdorff, Nels Chr., Skolebestyrer, 115. Brx, Anna Mare, f. Noschau, 133. Jens Bøgld, Præst, 133. Børresen, Carolne, f. Hempel, 172. Hans Peter, Mssonær, Carolne Mathlde, Dronnng af Danmark, 10. Chrstan IX, Konge af Danmark, 12, 70. Chrstan, Ant. Carl Eml, Præst, 29 ff., 39, 42. Clausen, Johs. Carl Eml, Præst, 71. Conrng, Louse Martné Laurette, Forstandernde, 82, 86 f., 99 f., 154. Dahl, Vbeke Adelhad, 113 f. Danner, Louse, Lensgrevnde, 67. Drcknck, Arnold Chr. Leop. Edler v. Holmfeld, Søoff., 20 Slægten 4. Dolgorukof, Katharna, Fyrstnde, 150. Dorph-Petersen, J. F. S., Skuespller, 115. Elmqust, Thorv. Jørgen Ad., Præst, 167. Ewaldsen, Chr., Præst, 149. Fck, Andr. Gabrel, Præst, 85, 89 Flndt, Erasm. Chr., Forstan-

218 192 dernde, 114 f., 127, 134, 136, 139, 142. Fog, Am. Sophe f. Eccard, 62, Carl, Præst, 62. Frederk VI., Konge af Danmark, 11. Frederk VII., Konge af Danmark, 12, 66 f. Frederk II., Konge af Preussen, 18. Frmodt, Jens Chr. Rud., Præst, 97 f., 106 f., 109, 116, 131, 139, 142, 164. Frølch, Lorenz, Maler, 62 f. Vlh. Paulne f. Tuten, 62 f. Geleff, Poul Jons., Socaldemokrat, 147. Gortschakoff, russ. Mnster, 152. Grove-Rasmussen,Andr.Chr., Præst, 172, 176. Grundtvg, Nc. Fr. Sev., Bskop, 32, 147, 151, 168, 186. Hage, Hother, Herredsf., 61. Hansen, Alvlda, Lærernde, 98 f. Hertel, Ludv. Vlh., Præst, 173, 178. Hohlenberg, O., Præst, 115. Hjardemaal, Slægten, 115 f. Holck, Joh., Chrst., Præst, 156. Holm, Joh. Peter, Konf.raad., 118. Holmblad, Laur. Peter, Etatsr., 144, 154, 156. Howtz, Frantz Johs. Aug. Carl> Læge, 94, 96. Jensen, Mssonær Jessen, Carl Am. Edwn, Dr. phl., 56 ff. Carl Vlh., Guvernør, 16 f. Carol. Vlh. f. Jessen, 4 f., 8, 10, 20, 27 f., 39-47, 53 f., 59 f., 65, 71, 76-80, 105. Fr. Chr., Overkrgskomm., 8, 15 f. Joh. Vlh. f. Wldenradt, 11 f. Julane Mare, Forf., 13 f. Nc. Jac, Overførster, 4, 6, 27, 32, 35 f., 41, 51, 66, 69, Nc. Jac. Etatsr., 13. Peter Carl, Kabnetssekr., 11 f. Petrne Carol., 56 f. Regne Margr. f. Wldenradt, 11 f. Selma Henr. f. Baronesse Drcknck-Holmfeld, 4. Sophe, 56 f. Sophe Fransne Muller, 8, 17. Tycho, Oberst, 17. Slæg ten 13 f. Johnsen, Anne Joh. f. Thue sen, 127, 137 f. Joh Vlh., Præst, 115, 127 f. 136, 147, 158, 161, 167 f. 170, , Vlh. Ferd., Geh.konf.raad 127, 138. Ida Anna He lene f. Jessen, Bogens Forf Julane Mare, Dronnng af Danmark, 10 f., 13 f., 17.

219 193 Kantz, tysk Gestlg, 150, 152. Kerkegaard, Peter Chr., Bskop, Kerkegaard, Søren, 32, 116, 151, 173. Knudsen, Jens Lassen, Præst, 164. Koch, Johs. Geo. Elas, Præst, 131. Kruse, Nc. Eeg, Præst, 43 f. Kogel, tysk Hofpræst, 150. Laub, Heronymus, 125, 134 f. Leth, Peter Martn, Præst, 186. Leunbach, Henr. Chr., Bskop, 173 f., 176 f. Levnsen, Carsten, Præst, 42. Lttchau, Chr. Dtl., Hofjægerm., 40 f., 48. Hans Helmuth, Hofjægerm., 4. Idala Fr. Poul., Baronesse f. Drcknck-Holmfeld, 4, 6, 19 37, Margr. Th. Petrne Malvna f. Jessen, 40 f., 48. Melbye, f. Matthson-Hansen, 190. Mette, Dakonsse, 84 f., 87, 89, 94 f., 103 f. Meyer, Hans Vlh., Læge, 106 ff. de Meza, Chr. Jul., General, 67 ff. Monrad, D. G., Bskop, 61. Emmy f. Tuten, 61. Muller, Bodl Mare f. Jensen, 8 f. Wlh. Andr., Mnaturmaler, 8, 17 f. v. Munster-Menhovel, pr. General, 72. Møller, Jens Leth, Præst, 106. Nathale f. Noschau, 106 f. Smed, 166. Nelsen, Fr. Chr., Bskop, 156. Oehlenschlæger, Adam, Dgter, 14. Olrk, Anna Margr. Jacobe, Forstandernde, 110. Peter, Gaardskarl, 84 f., 91 f. Petersen, Parmo, Skuespller, 1. Po, Lous, Socaldemokrat, 147. Pontoppdan, Dnes, Præst, 78. Povelsen, Emma, Forstandernde, 110, 128 f., 159. Rønne, Chr., Fr., Præst, 164. Rørdam, Th., Præst, 167. Saabye, Aug., Vlh., Blledhugger, 190. Scavenus, Jac. Brønnum, Mnster, 187. Sant Auban (Carl Bernhard), Andr. Nc. 13, 60 f., 64 f. Salomon, Nota, Stabslæge, 157. Servas, Adren Francos, Voloncellst, 65 f. Sbon, Guseppe, Syngemester, 59. Skrefsrud, Lars Olsen, Mssonær, 172, 177. Sorterup, Chr. Fr., Præst, 127. Steffens, Henr., Flosof, 14. Stephansen, Anders, Forstander, 96.

220 194 Struensee, Joh. Fr., Mnster, 10. Svestrup, Hans Kr., Præst, 164. Sødrng, Jule, Skuespllernde, 115. Thelade, Peter Andr., Præst, 144, 153. Thomsen, Nels, Gaardmand, 163 f., 183 f. J., Præst, 115. Trandberg, Hansne Chr. Gottholdne f. Luttchau, 32. Peter Chr., Præst, 32, 37 43, 133. Trap, Jens Peter, Gehemeraad, 12, 16. Tschernng, Ant. Fr., Oberst, 105 f. Tulesen, Mkkel, Forpagter, 179 ff. Tuten, Anna f. Eccard, 61 f. Ferd., Grosserer, 59, 65. Josepha f. Sbon, 59 f., Peter Ad., Hofjægerm., 61 f. Valdemar, Prns af Danmark, 127. Valløe, Knud, Forf., 62. Wlhelm I, tysk Kejser, 150, 152. Wllemoes, Peter, Søoff., 16. Wmmer, Skuespllernde, 1. Wth, Carl Edv., Prof., 189. Vogel v. Falkensten, Ernst Fr. Ed., pr. General, 76. Zacho, Peter M. Chr., Maler, 190. Zahrtmann, Sophe, Forstandernde, 158. Zegler, Gerchtsrath, 151.

221

222 1

223

224

225 ane* > DL M5 bd. 23 Memorer og breve PLEASE DO NOT REMOVE CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY % *»

226