MEDLEMSBLAD FOR RADIOTELEGRAFISTFORENINGEN AF 1917 NR ÅRGANG

Transkript

1 MEDLEMSBLAD FOR RADIOTELEGRAFISTFORENINGEN AF 1917 NR ÅRGANG 1

2 Fødselsdage FEBRUAR 16. februar år. Ib Olsen Møllevej 21, Reersø 4281 Gørlev SJ. 23. februar 4602 Jørgen Christensen Pilevej 12, Skuldelev 4050 Skibby MARTS 15. marts år. Jan Volmer Preisler Hauchsvej Sorø 20. marts år. Erik Gredal Jensen Holbergsvej Helsingør APRIL 7. april år. Mette Jensen Hovedgaden 92D 6720 Fanø 10. april år. Jørgen Petersen Østerled Åkirkeby 17. april år. Jørgen Bahl Holmslundvej 8, Espe 5750 Ringe 18. april år. Bodil E. Laursen Bybækvej 11C 7120 Vejle Øst 26. april år. Kay C. Botling Faldtvej 2, Mølholt 9300 Sæby MAJ 6. maj år. Bryan Schmidt Johansen 8135 Indian Trail Rockwood NOB2KO Ontario 12. maj år. Donald E. Knudsen Stationsvej Dragør 13. maj år. Henning Thorbjørn Knudsen Strandparken 12, Fjellerup 8585 Glesborg 13. maj år. Lily A. Friis Petersen Rømerparken Svendborg 21. maj år. Vagn Dam Klovborg Ringstedvej 112, Lellinge 4600 Køge 27. maj år. Frode Sønderby Farum Hovedgade 82 D st.tv Farum Foreningen ønsker tillykke! 2

3 2015 et år med overenskomstforhandlinger, folketingsvalg og meget andet (godt og skidt) radio telegrafen Medlemsblad for Radiotelegrafistforeningen af 1917 Nr. 1 Februar årgang ISSN: Redaktion: Jan Preisler (Ansvarshavende) Udgiver: Radiotelegrafistforeningen af 1917 Gl. Køge Landevej 55, 5.sal 2500 Valby Telefon Girokonto: Netbank: raf1917@post.tele.dk Oplag: 500 eksemplarer Telefontid: Tirsdag og torsdag Kontoret i Grønland: Telefax Formand: Carol Ann Thrane Tlf Forretningsfører: Vagn Klovborg Tlf Redaktion og layout: Bodil Laursen og Jan Preisler Deadline for nr maj 2015 Produktion: Special-Trykkeriet Viborg a/s Livøvej 1, 8800 Viborg Telefon Forside: Stor trafik i Davao s gader, Filippinerne. Foto: Henning Poulsen Overenskomstforhandlingerne OK 15 - er skudt i gang i Danmark og parterne har kridtet banen op med krav til modparten og ønsker om forbedringer på områder, som parterne mener har betydning for dem. Det er god takt og tone og måske også af taktiske årsager, at parterne holder ønsker og krav indenfor forhandlingskredsen, så derfor kan der endnu ikke tales om, hvad disse ønsker og krav indeholder. Blot kan jeg sige, at RAF som sædvanlig har kridtet skoene og har forberedt sig på de kommende forhandlinger. Heldigvis er vi ikke alene, idet CO10 har været med på banen i de indledende, overordnede forhandlinger. Om få måneder vil der også skulle være overenskomstforhandlinger i Grønland, og her vil forretningsføreren og de lokale tillidsrepræsentanter selvfølgelig ligeledes deltage i forhandlingerne er også 70-året for befrielsen og selvom frihedsmuseet endnu ikke er blevet genopbygget efter branden i april 2013, vil Nationalmuseet alligevel markere 70-årsdagen om lørdagen, den 4. maj. Dette vil foregå på stedet, hvor museet lå, og en række personer, herunder statsministeren, vil tale er også 100-året for den ændring af Grundloven, som gav kvinderne valgret. Debatten om kvindernes adgang til Folketinget startede for alvor i 1886 med et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. Forslaget blev fremsat og vedtaget i Folketinget adskillige gange op gennem de følgende årtier men det blev hver gang forkaster af Landstinget. Og så er der jo det forestående valg til Folketinget. Det er altid spændende at se, hvad de forskellige partier kan diske op med af gyldne løfter, efterhånden som vi kommer nærmere og nærmere hen mod valget, som skal afholdes senest september. Det ville være smukt, hvis et eller flere af partierne, på valgprogrammet ville have emner som, ingen fyringer på grund af besparelser (måske kunne man finde besparelserne andre steder, HVIS viljen var der), flere lærepladser, så vi kunne få flere udlært flere til at bestride de stillinger, som arbejdsgiverne siger vi har brug for, hvis vi skal klare konkurrencen overfor udlandet og så ingen underbetalt udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Ønsketænkning? Tja, men lidt naiv har man vel lov at være. For øvrigt med hensyn til det der med nedskæringer, så kunne vi i dag i avisen læse den kedelige nyhed om, at en af de store danske supermarkedskæder lukker 20 af sine forretninger indenfor de næste par måneder på grund af, at de ikke er rentable. Det kan der være mange grunde til, men uanset hvad, så er det trist at der nu (igen) er medarbejdere, som skal ud i arbejdsløshed. Således skal bl.a. over 100 unge servicemedarbejdere under 18 år ud og finde andet arbejde. Gid der var en læreplads til dem, hvis det var det, de gerne ville have. Carol Ann Thrane 3

4 Carol Ann Thrane Formand Henning Poulsen Næstformand Jørgen Lund-Ertel Nyt fra FU Overenskomstforhandlinger 2015: RAF 1917 har 23. januar 2015 været til det første indledende møde med Forsvarets Personeltjeneste (FPT) med henblik på udveksling af krav til den nye overenskomst. Forretningsudvalget skal nu tage stilling til FPTs udspil og næste møde er aftalt til den17. februar Feriehusene: Grønhøj: Der er blevet indkøbt nye spisebordsstole og de gamle stole er blevet skåret i stykker og afleveret på genbrugsplads. Standerlampen er blevet udskiftet. Defekt dørhåndtag udbedret. Brønde for afløb bundfældningstank og septiktank er blevet lokaliseret og buskads og jord, der dækkede brønddækslerne, er blevet fjernet, så dækslerne ligger frit. Buskadset, der var vokset for tæt på terrassen, er blevet ryddet og græs omkring terrassen er blevet ryddet med buskrydder, da der ikke er plads til plæneklipper. Gudmindrup: Alle radiatorer har været ude af funktion. Den tilkaldte elektriker kunne konstatere, at transformatoren var brændt af. Efter udskiftning af transformatoren, fungerer alle radiatorer perfekt. Aftapningshanen til udendørs vandhane er utæt. Det er ingen hastesag, da lukning af hanen løser problemet, men hanen vil naturligvis blive udskiftet snarest muligt af VVS firma. Foreningens 100-års fødselsdag FU har drøftet udarbejdelsen af jubilæumsskrift i anledning af foreningens 100- årsjubilæum. Jan Preisler og Bodil Laursen har udarbejdet en skitse m.h.t. hæftets indhold. Skriftet bør omhandle 100-års perioden på en sådan måde, at foreningens historie beskrives fortløbende i forhold til den samtidige teknologiske udvikling. Alle faggrupper og de forskellige arbejdspladser, hvor medlemmerne har arbejdet, bør repræsenteres i skriftet. Radiotelegrafen: FU har besluttet, at halvdelen af foreningens blade bør have forsidebillede fra Grønland for at afspejle vore medlemmers tilhørsforhold. Grønlandske medlemmer opfordres derfor til både at fremsende relevante artikler samt velegnede billeder til brug for bladet. Der er stadig flere og flere medlemmer, som får bladet på PDF. Men alligevel opfordres de medlemmer, som ikke får bladet på den måde, til at sende deres e- mailadresse til kontoret med henblik på såfremt de ønsker det - at få tilsendt bladet på PDF. Det sparer på portoudgifterne. Nyt fra Grønland Karl Erik Birkholm Jørgen Andresen Jensen Overenskomsterne med Grønlands Landsstyre for henholdsvis kommunikationsog AFIS medarbejdere er opsagt til udløb 31. marts Der er endnu ikke udvekslet krav til fornyelse af overenskomsterne. Det er ikke lykkedes at få løst de udestående sager om manglende mulighed for afholdelse af pauser samt honorering for sen varsling af ændret arbejdstid ved Grønlands Lufthavns Væsen, og disse sager er derfor indklaget for overenskomstkontoret. 4

5 Feriehusene Medlemsstatistik Ændringer november Julius Kristiansen udmeldt 5620 Kent Møller udmeldt Ændringer december Aksel Dahl Jørgensen afgået ved døden 5203 Jesper Rømer Nygaard aktiv til udmeldt Gudmindrup Lyng Ledige uger: 8-14, 16-23, 28, Ændringer januar Preben Lisby passiv til udmeldt 3593 Arne Vie afgået ved døden 5462 Kim Haven aktiv til udmeldt 3345 Jørgen Erik Andersen aktiv til udmeldt 4132 Lillian Larsen passiv til udmeldt 3552 Birger Andersen passiv til udmeldt 1810 Hans Erik Larsen afgået ved døden 4707 Kaj Georg Ludvigsen afgået ved døden Medlemstal pr. 31. januar 2015 Aktive 106 Passive 295 Løkken Ledige uger: 8-17, 20-21, 23-30, 33-36, Foreningen skal gøre opmærksom på, at husene sættes til salg i Husene kan som hidtil reserveres for specifikke perioder men uden garanti for, at lejeperioden kan gennemføres som bekræftet, såfremt husene er solgt. Såfremt et bekræftet lejemål må annulleres på grund af salg, vil der ikke blive ydet erstatning for det annullerede lejemål (bortset fra tilbagebetaling af forudbetalt leje og depositum), ligesom der ikke vil blive stillet alternativ feriebolig til rådighed. I salgsperioden må lejere acceptere, at der kan ske fremvisning af husene Veteranfrokost Som et dristigt forsøg ændres RAF1917 s veteranfrokost denne gang til gule ærter med det hele og pandekager plus som sædvanlig - en øl og en snaps pr. deltager. Der kan for egen regning købes yderligere drikkevarer til særdeles rimelige priser: Sodavand 10,- kr., alm. pilsner 15.- kr., vin 75.- kr. pr. flaske og snaps 100,- kr. pr. halve flaske. Vi mødes onsdag den 25. marts 2015 fra kl. 12 til 17 i Københavns Marineforenings lokaler i en af de gamle gule bygninger på Holmen. Adressen er: Takkeladsvej 5, København K. Bus linie 9A kører hvert tiende minut til Operaen, og man skal stå af ved næstsidste stoppested Fabriksmestervej. Eller man kan tage Vandbussen og gå fra borde ved Holmen Nord. Fra begge stoppesteder, som ligger tæt på hinanden, fortsætter man til fods over broen og lige frem til den åbne gitterport til det militære område og holder til højre forbi vagtstuen i alt ca. 300 meters spadseretur. Tilmelding til tlf.nr alle dage efter kl. 12 eller med til riis-h@comxnet.dk, men husk at melde afbud, hvis du senere (efter din tilmelding) bliver forhindret i at komme der er kun plads til 50 deltagere. På festligt gensyn 1958 Birger 5

6 Den 1. januar 2015 har Forsvaret overtaget Lyngby Radio. På Forsvarets hjemmeside, nyhederne står der: Når den rolige røst fra Søens Skytsengle ved Lyngby Radio over midnat den 1. januar kalder ud til skibsfarten i danske farvande, vil den have fået Forsvaret som arbejdsgiver. Den politiske beslutning om at hjemtage opgaven med at sikre dækningen af maritim nød-, il-, og sikkerhedskommunikation i danske farvande betyder, at radioekspeditionens opgave overføres fra at være en ydelse under en kommerciel virksomhed (TDC), til at blive en statslig opgave, som løses af Forsvaret. Radioekspeditionen vil referere direkte til Forsvarets Operationscenter, Redningscentralen i Aarhus, som i forvejen har et tæt samarbejde med Lyngby Radio. Om et par år vil der være nye faciliteter færdigindrettet i Karup. Indtil da videreføres navnet Lyngby Radio og radioekspeditionen vil fortsætte med at løse sin opgave fra domicilet i Bagsværd og med det samme erfarne personale. Dog vil der alene blive fokuseret på nød-, il-, og sikkerhedstjenesterne. Dette betyder at der ikke længere kan føres almindelige samtaler (rutine) til eller fra skibe via Lyngby Radio, ligesom MF radiotjenesten vil blive indskrænket yderligere, tilpasset det danske ansvarsområde. En kær ven er død Tirsdag formiddag den 30. december 2014 slap vores gode ven og kollega radiotelegrafist Arne Vie, Ølby Køge, telegrafnøglen for sidste gang efter længere tids sygdom. En kær ven er desværre gået Silent Key. I knap en kvart århundrede var Arne ansat i Rederiet A.P. Møller. I de første mange år sejlede Arne på verdenshavene som radiotelegrafist og fik her opbygget flere tætte venskaber, som holdt hele livet igennem. Arne mødte sin Sonja under en ferie i Danmark, de blev gift i 1982 og kort tid herefter fik Arne mulighed for at blive overført til tjeneste på hovedkontoret i København. Inden kontoransættelsen nåede Arne også at gøre tjeneste som radiotelegrafist på Olieefterforskningsenhederne i Nordsøen. I mange år bestred Arne kassererfunktionen og var således bl.a. ansvarlig for, at alle der havde behov for alverdens rejsevaluta, fik udleveret de korrekte valutaer, en ofte stressende og krævende opgave, for der var mange valutatyper at holde styr på. Men som den gode og påpasselige telegrafist blev det naturligvis klaret med rettidig omhu. I denne funktion blev Arne en meget kendt og afholdt mand i huset. Arne var også i mange år Rederiets ansvarlige arkivar og sikrede ved sin omhyggelighed, at et historisk bilag altid var arkiveret korrekt og dermed let at finde frem. De sidste år inden Arne gik på pension i foråret 2003 var Arne tjenestegørende i Rederiets Hyreregnskabsafdeling. Også her havde vi glæde af Arnes omhyggelighed og behagelige væsen. Arne startede sin erhvervsmæssige karriere i farvernes verden. Arne fik en handelsuddannelse i en farvehandel i Fåborg og senere en dekoratøruddannelse. Begge uddannelser blev i mange år udnyttet i København, inden der fulgte en uddannelse som Radiotelegrafist på Wendelbos Radioskole med efterfølgende ansættelse i Rederiet AP.Møller som radiotelegrafist. De første år af pensionisttiden var Arne meget aktiv i Østsjællandske Jernbaneklub - ØSJK, Køge som bl.a. nød stor glæde af Arnes farvekundskaber omkring malingsvedligehold. Vi havde den store glæde, at være med i et stjernefirkløver sammen med Arne og Jan Toftegård Andersen vi tilstræbte at mødes én gang i kvartalet for at snakke om alt og intet her fik vi opbygget en tæt og nært venskab tak for det Arne, du vil være savnet. Vore tanker går til Sonja for hvem savnet vil være størst, men også til familien og de nærmeste. Æret være Arnes minde. 73 Henrik Runebo og Villy Nielsen 6

7 Isbryderen s.s. ISBJØRN (Foto: Museet for Søfart, Helsingør) Museet for Søfart i Helsingør har modtaget radioudstyr, som stammer fra isbryderen Isbjørn. Da man på museet ikke har kendskab til udstyret, har man bedt foreningen om hjælp til at identificere det. Vi har kunnet oplyse museet om følgende: Elektromekano mellembølge radiotelefonisender model S1038B 3 med fastindstillede frekvenskanaler. Elektromekano mellembølge radiotelegrafisender model S149 med fastindstillede frekvenskanaler og udgangseffekt 100 w. Elektromekano mellembølgemodtager for 500 khz. Model M85. Museet vil naturligvis gerne have flest mulige oplysninger om udstyret. Skulle der være medlemmer, som kender udstyret fra Isbjørn eller tilsvarende udstyr, samt hvilket andet udstyr, der indgik i radiostationen på Isbjørn, kan man henvende sig til foreningen. 7

8 8 En beretning om min tur til Filippinerne i Min hustru og jeg rejste i april 2014 til hendes hjemland Filippinerne, og det vil jeg gerne delagtiggøre mine telegrafistkolleger i, fordi der er så mange som har sejlet derude i Østen. Efter en 16 timer lang flyvetur via London og Hongkong landede vi i Manilas Ninoy Aquino lufthavn. Ninoy Aquino International Airport forkortet til NAIA, da man jo ikke skal bruge for meget energi på at sige hele navnet, er opkaldt efter en tidligere senator og oppositionsleder, modstander af præsident Ferdinand Marcos. Aquino rejste i 1983 fra sit eksil i USA tilbage til Filippinerne, men blev myrdet, skudt i hovedet få minutter efter at være trådt ud af flyet i samme lufthavn. Mordet blev aldrig fuldt opklaret, idet den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt umiddelbart derefter. Når man kommer til lufthavnen i Manila er der et mylder af mennesker. Der er ikke så mange butikker. Lufthavnsbygningen er dejligt tempereret af airkonditioneringsanlæg og man bliver mødt af et band som synger Mabuhay ang Filippinas (velkommen til Filippinerne), og så skal man igennem paskontrollen, filippinere for sig og foreigners i en anden kø. Lidt ubelejligt for mig som rejser sammen med konen og derfor har et års visum, for kontrollen vil naturligvis også se om konen nu også er den rigtige, og så skal jeg til tider ud at finde hende først. Nå, men det går jo videre til bagage afhentningen og så skal man i gennem en kødrand af porters, som alle helst vil bære din kuffert ud til taxaen (for udlændinge er jo rige og giver som regel mange drikkepenge). I dag er der heldigvis kommet små bagagevogne som man selv kan hente og så behøver man jo ingen porter. Til gengæld er det et kapløb om at komme først hen til bagagebåndet, da alle helst skal have deres bagagevogn stående helt henne ved båndet. De små filippinere har svært ved at få deres ofte meget tunge kufferter, indeholdende pasalubongs (gaver) til hele familien derhjemme, ned af båndet. Og så gennem toldkontrollen (toldpapirerne skal være udfyldt i forvejen), men da vi har erklæret ikke at have ulovlige varer med ind, så går det meget glat. Inden vi går helt ud af lufthavnen vil bevæbnede vagter lige kontrollere at vi har de rigtige kufferter med, sammenholdt med bagageslippen på flybilletten. Udenfor lufthavnen rammer man en meget varm luft (som at gå ind i en bageovn) og et mylder af mennesker bl.a. taxachauffører eller deres håndlangere, som fremhæver taxaens fortræffeligheder og nærmest slæber din kuffert eller bagagevogn hen imod taxaen. Jeg har imidlertid lært at disse taxis ofte kører uden taxameter og er alt for dyre, så jeg holder fast og slæber bagagevognen gennem mylderet og over gaden, hvor der holder masser af mere eller mindre ramponerede men billige taxaer (uden aircondition) og i den senere tid er der kommet en bevæbnet vagt til, som noterer bilens registreringsnr. Og førerens tilladelsesnr. På en lap papir, som du får stukket i hånden til brug ved en evt. klage. Men de kører altid på taxameter. Det kan godt være, at de vil have mere (pga. svær trafik, eller fordi de har mange børn eller fordi det snart er jul osv.) men det er du jo selv herre over og jeg giver som regel lidt ekstra for ellers har de svært ved at få bagagerummet åbnet. Jeg kan godt lide at have en overnatning i Manila inden vi tager videre ud på øerne, så vi bor som regel på Malate Pension, et lille hyggeligt hotel, klemt inde mellem høje huse i Manila Midtown. Der er det nødvendige, ingen airkondition (som jeg altid bliver syg af) men en vifte i loftet, som køler lidt og så holder den myggene væk. Toilet og bad på gangen er konen ikke så glad for, men hun tilvænner sig. Uanset hvad tid på døgnet du bevæger dig ud i Manilas gader, er der et mylder af mennesker, men der siges jo også at bo millioner mennesker, så vidt man ved. Det er måske snarere 15 millioner. Du vil blive tilbudt at købe alt, fra ægte Rolex ure og ægte perler og moonstones/bloodstones (sorte sten til smykker), fast ejendom (lejligheder) og viagra og smukke piger, naturligvis til special price for you, my friend Området Malate og Mabini var tidligere eet stort forlystelsesområde med mange barer og bordeller og såkaldte diskoteker (hvor pigerne dansede i sparsom beklædning med numre på, og så kunne man bestille dem hos en mama-san ) men det blev ryddet under præsident Corazon Aquino (hustru til den myrdede senator Aquino). Det skulle gøres til et pænt og anstændigt område. Så nu er der en del turisthoteller og gode restauranter og flere høje beboelsesejendomme, men man kan stadig træffe pigerne, enten kontakter de dig på gaden eller det gør deres bagmænd (for hvide mænd er jo i princippet alle rige) og så kender alle taxachaufførerne jo de lystige dansesteder, diskoteker, barer m.v. Herudover er der mange tiggere - nogle ganske forhutlede mennesker. Blinde og handicappede og en del kvinder med børn, som gestikulerer, at de er sultne. Jeg har altid en håndfuld kiks i lommen, som de kan få, men de vil hellere have penge. Dog, giver man et barn penge, så dukker der pludselige 5-10 andre frem fra deres gemmer og de er svære at slippe af med, hvis man ikke giver dem alle penge. Disse småhandlende og tiggerne må ikke komme ind i de store indkøbscentre med hundreder af butikker, så det er lidt af en befrielse at komme derind. Et par bevæbnede vagter med pistoler og knipler checker alle før de kommer ind i centret, deres poser og tasker og man bliver lettere kropsvisiteret. Man skal stadig prutte på priserne (undtaget i de supermarkeder, der ligner vores egne Netto, Føtex eller Bilka) og selvom man får prisen ned under det halve, så siger filippinere at det var da dyrt (mahal). En ældre dame, som vi tit har boet hos i

9 en villa ude ved floden, Pasig river, ville aldrig følges med mig, fordi som hun sagde, så var priserne alt for høje på varerne (du er jo en hvid og rig mand!). Siden fik hun så lov at købe ind til mig, da hun jo kunne få tingene meget billigere end mig. Næste dag videre til Davao på Mindanao og vi tog Malate Pensions egen taxa, men selvom det var klokken 6 om morgen og det gik relativt hurtigt ud til Manilas Lufthavn, så klagede han alligevel over heavy traffic og at han jo skulle tilbage igen (underforstået at han nok ingen kunder fik med den vej) så han måtte lige have lidt drikkepenge ekstra. Lige da vi gik fra taxaen, så vi så en ny kunde stige ind i den. Ok da, men underholdningsværdien ved pingpongeriet er jo god. Vi flyver med Cebu Pasific selskabet, da vi har erfaret at Philippine Airlines (PAL) til tider kan være meget forsinkede. I folkemunde hedder PAL Passengers Always Late. Vi ankommer planmæssigt og skal også her igennem en kødrand af porters og en kontrol af om vi nu også har de rigtige kufferter. Fint nok. Et familiemedlem har lovet at hente os. Jeg har spurgt om han kommer i bil og det har han svaret ja til, men bilen var altså en vens taxa og vennen har nu fået kunder og er kørt igen, men vil komme tilbage. Det gør han så efter en times tid Vi skal bo i min kones søsters hus, for vores eget hus er fyldt op med andre familiemedlemmer, som ikke kan flyttes. Søsteren bor i USA, så huset passes af en anden søster og hendes 5 voksne børn. Vel ankommet ser jeg til min skræk at de har anskaffet sig 5 kamphaner og så ved jeg at sovetiden ikke er længere til kl. ca. 4 om morgen, når hanerne begynder at kykelikye. Det første vi skal uddele er naturligvis pasalubongs, gaver til hele flokken og senere, når det er rygtedes at vi er der, til andre familiemedlemmer, der hurtigt kan indfinde sig. Chokolader og især Toblerone gør sig godt, fordi det er importeret. Tidligere købte vi det i en af mellemlandingslufthavnenes taxfree butikker, men fandt så ud af at det kunne købes meget billigere i den lokale 7-11 butik. Det vi nu har med, er derfor købt i Manila, men det siger vi ikke noget om, så det er stadig importeret og chokoladen smager jo ligegodt og gør lykke som altid. Jeg har forlangt at få master bedroom for os selv og det får vi så, medens de andre må ligge i arm i de 2 andre værelser. En gang imellem synes min kone at hun må stille sig solidarisk med familien, så hun sover så på gulvet i et af de andre værelser sammen med de andre, medens jeg har den store dobbeltseng i master bedroom helt for mig selv indtil hanerne begynder at gale (larme) kl. 4. Så kan jeg jo ligeså godt stå op og få mig en kop pulverkaffe. Det er nemlig ikke kun her, der er galende haner. Også alle naboer og genboer har kamphaner, for hanekamp er en yndet sport i Filippinerne, hver søndag. Den nærliggende arena reklamerer med fastes kill fordi de spænder stålklinger fast på hanernes sporer (bagtå). Og så vædder man om, hvilken hane der vinder, ligesom ved hestevæddeløb. Der går nogle såkaldte bookies rundt blandt publikum og ordner væddemålene, som foregår direkte mellem privatpersoner. Jeg har prøvet at spille på en stor hvid hane, men efter et minut var den helt blodig og ejeren gav op og skar hovedet af den på stedet. Det kostede mig 2500 pesos (ca. 250 kr.) Til weekenden var familien i huset svulmet op til 13 personer og flere kom til, idet man ønskede at komme en tur til stranden, for den rige onkel fra Danmark betalte jo og nåh ja, hvis de klarede det praktiske, så betalte jeg også entreen. Der er ikke ret mange strande på Mindanao, som er gratis, offentlig adgang til. De fleste er private ressorts, som der skal betales entré for at komme ind på. De strande, som er gratis, har som regel ikke hvidt sand, men sort sand af helt små sten og der er et mylder af mennesker og der kan være ganske meget forurenet. Men nu tager vi så til Paradise Island Resort på øen Samal, der ligger lidt ude i Davao Gulf. Familien har skaffet en jeepney (en forlænget jeep-lignende bil), hvor der på det overdækkede lad er træbænke, så der kan sidde personer, men vi klemmer 17 personer og mad og drikke samt badehåndklæder m.v. ind og så går det ellers derudaf med 40 km i timen (det er hastighedsgrænsen, som dog kun kan nås i trafiksvage tider). Chaufføren, en som nogen af de andre kender, stikker en skruetrækker i et hul i instrumentbrættet, drejer den rundt og bilen starter. 2 af børnene vil 9

10 10 sidde på forsædet og et skilt på instrumentbrættet siger fasten your seatbelt, så det beder jeg dem om. Chaufføren spænder straks sin sele, men der er ingen i passagersiden. Han siger at politiet forlanger at skiltet skal være der, men der er ingen sele. Derfor blev børnene sendt om bagi, hvilket de var noget sure over. Jeg overtog selv passagerforsædet og det var vist godt det samme, for bildøren i den side kunne heller ikke låses, men skulle bindes fast med en snor og når man hev i den snor, så åbnede døren sig. Vi havde en dejlig dag på resortet, som vi sejlede over til i en overfyldt udriggerbåd, kun til gående passagerer, så vi havde jo nok at bære (slæbe) på. Vores jeepney blev stående på hovedøen, men skruetrækkeren tog chaufføren dog med. Filippinere er nogle vandhunde, selvom de aldrig har lært at svømme rigtigt, især børnene var i vandet medens de voksne sad inde på bredden i skyggen af kokospalmer og mangotræer og røg cigaretter og smed de endnu tændte skod er ud i sandet, hvor børnene også løb rundt på bare fødder. Da jeg påpegede det, kikkede de undrende på mig, for de havde da aldrig tænkt på at børnene kunne brænde sig, for sandet var jo også varmt. Endnu værre blev det, da der efter maden med de grillstegte fisk med sursød sovs og grønsager til skulle drikkes øl og spiritus. Jeg drikker kun øl (San Miguel beer) og de voksne filippinere drikker gerne Brandy eller Genebra, som er en filippinsk produceret gin (synes den smager afskyeligt petroleumsagtigt). Den drikkes som regel af eet glas som går rundt og så kommer der et glas vand rundt også. Så alle drikker af de samme glas og naturligvis skulle chaufføren da også have sin part. Det syntes jeg imidlertid ikke om med alle de børn, der var med. Men han havde da tit fået Genebra og kørte fint videre, sagde han, så han forstod det ikke. Lige da han så fik et glas, sagde jeg at der ingen betaling var til ham, hvis han drak af det. Det forstod han, så han foretrak at få sine 450 pesos (ca. 50 kr.) for denne dags kørsel. Han drak så kun Coca Cola, så vidt jeg kunne se.. Da vi kørte hjemad ved 20-tiden (8 pm) var det blevet mørkt. Her 6 grader nord for ækvator bliver det mørkt fra kl Et kvarter og så er rullegardinet trukket ned og det er bælgmørkt. Langs vejene er der dog svage gadelys, som, hvis de ellers virker, markerer vejen. Mange biler og tricykler kører også uden lys på og folk slentrer over vejen (jeg har aldrig set en filippiner løbe eller skynde sig. Det kræver for megen energi). Ja, vi kørte også uden lys på og jeg spurgte chaufføren hvorfor. Det er for at spare på strømmen sagde han. Men hvad med dynamoen? Det er ikke sikkert at den virker.!?. Men vi kørte så i den 4-sporede vejs yderspor, for det var sikrest, sagde han. Det beroligede mig nu ikke for vi blev overhalet både indenom og udenom. I indersporet kørte de fleste af de jeepneys, som samler passagerer op og de suser konstant ind til og ud fra vejsiden. Jeepneys er rygraden i transportsystemet på Filippinerne. De kører med alt, de kan komme af sted med, men de fleste fungerer som små busser. Man vifter lidt med hånden (med håndfladen nedad) og straks holder der en jeepney udfor dig. De fleste kører bestemte strækninger, som vises ophængt i sugekopper på forruden i passagersiden. Derudover har de religiøse klistermærker og kors og rosenkranse hængende, så det kan være meget svært at se noget ud af ruden i passagersiden. Betalingen på 8 pesos (ca. 95 øre) sker til nærmeste passager, som rækker den videre frem i vognen til den når chaufførens bagudvendte hånd. Han skal altså holde øje med trafikken, med mulige passagerer inde i vejsiden, tage mod betaling og evt. give penge tilbage, og samtidig holde øje med om alle betaler. Det kan da kaldes multitasking! Og så kører de som regel hele tiden i timer for at tjene til livets ophold m.m. og bilen. Hvis man vil stå af, så banker man blot i taget med en mønt eller smutter et lille diskret fløjt af sted, så suser jeepneyen straks ind til vejsiden og standser og man kan kante sig krumbøjet ud mellem de øvrige passagerer og deres høns og pakker, for man kan ikke stå oprejst inde i bilen. Men chaufføren mente så, at det var nødvendigt at få diesel på vognen og zigzaggede så bilen ind til vejsiden mellem jeepneys og tricykler og gående, der konstant dukkede op foran i det sparsomme lys. Jeg svedte ikke kun på grund af varmen. Jeg kunne heller ikke se nogen tankstation, blot noget der så ud som fakler i vejkanten. Det viste sig så at være markeringer for små salgssteder, hvor der foruden frugt og fletværk også kunne købes diesel i 2 liters colaflasker!

11 Alle myldrer ud for at se om der ellers er noget, som skal købes, medens chaufføren tænder sig en cigaret og kigger vurderende på colaflaskerne, der er fyldt med diesel og så proppet til med en klud. Han udvælger sig så 3-4 flasker, som en fra salgsboden skulle hælde på bilen, for der var jo pant på flaskerne. Jeg sagde forsigtigt om det ikke var farligt med den cigaret, men no no, det havde han da gjort så tit. Jeg bad nu alligevel børnene om at fjerne sig mindst 2 meter væk. Det hjalp da jeg gav dem 1 pesos hver til at købe slik for. (Man kunne få eet stykke slik for 1 pesos = ca. 14 øre). Vi kunne nu køre igen uden at tænke på brændstof, så i med skruetrækkeren og bilen startede. Så skulle jeg lige have hæftet bildøren fast og hjemad gik det uden lys på, for det var der jo mange andre der havde. Godt at chaufføren havde et godt syn. Han undgik flere tricykler og gående i sidste øjeblik og hele tiden blev vi overhalet fra alle sider af motorcyklister, der zigzaggede sig igennem trafikken ( pudsigt nok havde kun motorcyklens fører styrthjem på, men ikke bagsædepassagererne eller børn som sad på tanken). Havde vores bils bund været bare lidt porøs, så var mine sko gået igennem, sådan bremsede jeg hele tiden ovre i passagersiden Men hjem kom vi da og holdt uden for gaten og dyttede, så nogen kunne komme og lukke os ind, men efter 2 minutter hoppede jeg ud og stak hånden ind genne en åbning (hul) i jernlågen og åbnede ved det indvendige håndtag. Der var jo ikke noget udvendigt håndtag, for så kunne alle og enhver jo komme ind. Jeg trængte godt nok til en San Miguel, men køleskabet var fyldt op med flasker med kogt vand. Vi har ikke drikkevand i vandhanerne, så det skal koges før det er ufarligt at drikke (eller man kan købe rent vand hhv. mineral- eller kildevand). Nå, men selvom klokken var blevet henad 11pm (2300) så var der stadig lys i naboens lille kiosk, så det reddede det sidste af min aften. De havde dog ikke flere øl af almindelig pilsner størrelse, så jeg måtte tage en grande på 1 liter. Da der ikke var plads i køleskabet, så måtte jeg jo kvæle det hele. Det var også hyggeligt og jeg sov godt bagefter. Næste morgen regnede det. Og når det regner i troperne, så ville vi herhjemme sige, at det vælter ned. Jeg kunne så se at tagrenderne flere steder rundt om huset var gennemtærede og det regnede også ned i et af husets rum. Det havde det gjort i nogen tid fortalte man mig. Hvad har I så gjort ved det spurgte jeg og fik så at vide at der var sat en spand under, så det var afhjulpet indtil spanden blev fyldt og skulle tømmes. Så måtte der lægges håndklæder på gulvet Men har I været oppe på taget og se? Næh det var der ingen, der havde tænkt på. Senere på dagen blev det heldigvis tørvejr. For det regner som regel, næsten altid kun et par timer i det her område og så er der tørt resten af dagen. Men så kan det godt starte igen om aftenen og regne det meste af natten og så er gulvet i det værelse oversvømmet. Dog, som regel klarer håndklæderne sagen Men jeg insisterede på at komme op på taget og se hvor hullet var. Problemet var dog at vi ikke havde nogen stige og det blev sagt, medens vedkommende stirrede intenst på mig. Og når nogen stirrer intenst på dig, så er det med at være forsigtig i sine udtalelser, fordi det for det meste betyder at man meget gerne ser at du går hen og køber den ting, der er tale om. Derfor nøjes jeg med at sige, at det var jo ærgerligt. Måske kunne vi låne en af naboen? Men næh, så let skulle det ikke være. I stedet blev der ringet til et familiemedlem, som siges at være ekspert i tage og tagrender. (Det er mit indtryk at familien har eksperter i alt muligt men så behøver man jo heller ikke at betale nogen udefra kommende for det). Jeg har imidlertid erfaret at det godt kan tage lang tid inden eksperterne kommer. For det meste bliver det ikke til noget samme dag og når de så kommer, så skal de først have noget at spise, førend de kan kigge på noget. Så hen på eftermiddagen næste dag igen, blev der tid til at kigge på taget, men først efter en del parlamentering om indkøb af noget billigt træ til at lave en stige af. Mit forslag om, at de købte en aluminiumsstige faldt ikke i god jord. Mahal (for dyrt). Der blev så indkøbt noget træ og det blev transporteret hjem på en motorcykel. 4 træ bjælker lagt ovenpå tanken og sadlen og et stykke gammelt plastik bundet i enden af den meter, det ragede bagud af motorcyklen, så gik det fint. Føreren? Han sad da ovenpå træbjælkerne. I Filippinerne er der ikke noget med 2 meter fra skel nej, der bygger man helt ud og helst til midt i skellet og det var naboerne begyndt på. De var nået op i 3 etagers højde. Imidlertid gik vores tagudhæng ud over det, som de mente var skellet, så de havde bare skåret det af helt ind til lægterne, som var synlige og således ikke dækket af bliktaget længere. Derfor regnede det ind. Historien om hvordan vi fik det ordnet, må I have en anden gang. Henning Poulsen 11

12 Telegrafforbindelse 1885 Kirstine Lund var fotograf i Hjørring, Stationvejen senere kaldet Jernbanegade 22. Det blev hun efter at hendes mand var gået voldsomt konkurs med en købmandsforretning i Løkken i Han rejste over Glaskow til USA.Carl Frederik Christian Lund dør d. 22. november 1885 i Louiseville, Kentuky, USA. samme dag. Et opslag i Post- og Reisehaandbogen viser, at telegrafkontoret i Hjørring i vinterhalvåret (oktober marts) havde åbnet mellem kl. 08 og 21. Fredericia Telegrafstation havde døgnåbent. I 1885 indrykker Kirstine Lund i Hjørring, ovenstående annonce om at hendes mand er død i Louisville i Amerika d. 22. november Annoncen bliver bragt i Hjørring Amtstidende d. 24. november og i Vendsyssel Tidende d. 25. november. Er der læsere af bladet, som har kendskab til eksempler på børsoplysninger, præsidentmord, katastrofereller eller andre hændelser, der er telegraferet fra Kentuky til Europa på timer, minutter 1885? Jan Rasmussen, Hjørring mail: jebrasmussen@gmail.com (Billeder: Historisk Arkiv, Hjørring) Morse som immateriel kulturarv I Radiotelegrafen nr oplyste Steen Wichmand om igangværende arbejde med ansøgning til UNESCO om optagelse af morse som immateriel kulturarv. Den 11. november 2014 havde Steen Wichmand arrangeret besøg for Juergen Gerpott og undertegnede, hvor Juergen informerede om det igangværende tilsvarende arbejde i Tyskland. Der var tale om et meget fint møde, hvor vi i detaljer gennemgik hvilke krav der stilles til udformning af ansøgningsformularen. Med disse informationer er vi godt rustet til at udforme en vægtig dansk begrundelse for at få morse optaget på kulturarvlisten. Det er ikke nogen nem proces, men jo flere lande der ansøger, jo større er muligheden for optagelse. Ansøgningen skal være fremsendt senest 31. marts til Dansk Folkemindesamling, der videresender den til UNESCO. Det bliver Eksperimenterende Danske Radioamatører (EDR), Radiotelegrafistforeningen af 1917 og OXA - Foreningen til bevarelse af Danmarks Ældste Radiostation der i fællesskab fremsender ansøgningen. Kirstine Lund fører daglig protokol over sine kunder i negativprotokollen. Lige præcis d. 22. november er det ikke hendes skrift dagens sidste kunde er indskrevet med.er det muligt at Kirstine Lund, i Hjørring, i løbet af få timer har fået telegrafisk besked fra Louisville Kentuky USA? Jacob Vrist Nielsen fra ptt-museet, har kigget på sagen og erklærer sig enig i, at der teknisk set intet var til hinder for at få et telegram igennem fra USA til Danmark samme dag, når det vel at mærke blev afsendt tidligt nok på dagen til at kunne nå frem til modtagestationen inden lukketid 12 Fra venstre Juergen, Steen og Jan

13 Så til søs Det var lige før jeg skulle ind som soldat. Jeg husker at jeg på sessionen ikke ønskede at komme til fodfolket, som bønder-karlene ellers kom ind til. Jeg meldte mig til panserværnet, men på sessionen fik vi høretelefoner på og lærte tre morsetegn. Dem skulle vi skrive ned, som vi hørte dem. Jeg må åbenbart have haft flair for disse tegn, for jeg blev indkaldt til Jydske Telegrafregiment i Århus. Fra 1. maj til 1. juli fik jeg arbejde på Seggelundgård. Der har både far, Jes og Hans været karl. Hans var der for anden gang. Da jeg kom og skulle aftale løn, havde jeg politiet i hælene. Jeg havde en BMW motorcykel 250 cm 3 og mødte færdselspatruljen. Jeg så åbenbart mistænkelig ud, så de vendte og satte efter mig. Jeg lagde mig ned over tanken og kørte alt hvad jeg kunne, drejede op af alleen til Seggelundgård. Politimotorcyklen, en BMW, fulgte bagefter. Da betjenten kom sagde han nå De er også godt kørende, så så han kørekortet og kørte igen. Det var spændende at blive indkaldt til Jyske Telegrafregiment, det var den anden juli Strabadserne var ikke noget særligt. Men jeg var kommet til en stor by, de fleste af kammeraterne havde realeksamen eller studentereksamen. Nogle var skolelærere, og så var der en der var radiotelegrafist. Han hed Ole Dahl og havde sejlet i Mærsk. De historier og oplevelser han kunne fortælle om var fantastiske. Jeg blev flyttet i radiokompagniet og lærte at høre og morse. Når vi havde øvelse skulle vi sende kodede meddelelser. Når vi modtog kodede meddelelser, skulle vi dekode dem. Det kunne vi kun hvis meddelelsen var modtaget rigtigt. Jeg var i øvrigt dobbelt specialist, det vil sige, jeg var også chauffør på radiolastbilen. De sidste 3 måneder af soldatertiden blev vi forflyttet til Frøstrup lejren ved Padborg. Vi fik tilladelse til at tage over grænsen og handle cigaretter og andet godt. Vi skulle dog først klæde om til civil på soldater hjemmet. Jeg mindes min soldatertid med glæde, jeg fik mange gode venner. Da jeg den 3. november 1963 blev hjemsendt anså jeg det ikke for realistisk at jeg kunne blive radiotelegrafist, så jeg fik plads som forkarl ved Laurits P. Høj i Feldum ved Vonsbæk. Vi fik ikke nogen anden karl, så jeg var forkarl for mig selv. Høj var lidt speciel, men ellers god nok. Han gik med et gebis med kun 2 tænder i. Når han skulle til Haderslev og handle, satte han det fine gebis i, og så var hele skuffen fuld. En søndag, hvor jeg var hjemme og hjælpe far, fik jeg besøg af en soldaterkammerat fra Kolding, John Schmidt. Han fortalte at han gik på Fanø Navigationsskole og læste til telegrafist. Jeg bestemte øjeblikkelig at det ville jeg også prøve. Jeg havde jo ingen realeksamen, men jeg kunne høre og morse. Jeg fik tilsendt ansøgningsskema, og returnerede det i udfyldt stand. Jeg fik straks et brev med besked om at jeg kunne starte på Fanø navigationsskole til 1. oktober. Jeg måtte gå til Høj og bede om lov til at rejse 1. oktober i stedet for 1. november. Det var ikke godt, det var lige midt i roehøsten, men det gik. Fanø Navigationsskole 1. oktober 1964 startede jeg på Fanø Navigationsskole. Gennem elevforeningen fik jeg et værelse på Albani depot. Jeg husker at jeg tænkte, hvor kan jeg få mad, jeg havde altid været vant til at sætte mig til middagsbordet. Det var ikke noget problem, der var et fint pensionat, hvor jeg fortsat kunne sætte mig til bords kl. 12. Forstander Eskesen stod i skolens indgangsdør klokken otte. Præcis klokken otte blev døren smækket i og låst. De elever, som var på vej, eller stod neden for trappen kunne slukøret gå hjem igen. Vi startede 24 elever til telegrafist uddannelsen. Pensummet var sat til to halvår. Første halvår bestod af dansk engelsk fysik matematik naturlære, samt ikke mindst morse. Andet halvår gik med egentlig radioteknik. Vi skulle lære at tegne diagrammer til komponenter i sendere og modtagere. I radiorummet skulle vi lære at betjene en radiostation, og især øve os på morsetegnene. Vi var en broget flok med vidt forskellige forudsætninger. Halvdelen var piger, en del af dem var bare interesseret i at opleve verden, og finde en styrmand. Matematik voldte mig stort besvær, jeg kunne ikke se det smarte i at regne med bogstaver. En del af mine kammerater, var lige kommet fra realskolen, så jeg rendte dem på døren efter skoletid for at få hjælp. I matematiktimerne følte jeg det, som om jeg var den eneste, der ikke havde haft det før. Der var selvfølgelig også andre, men de sagde ikke noget. Jeg har altid ment at jeg var rimeligt god til dansk, ikke ret mange stavefejl o.s.v.. Men i dansktimerne skulle vi gøre rede for grammatikken, gradbøje ordene. Jeg kunne en del af dem, var også rimelig stabil til at sætte kommaer, men det var ikke nok. Min dansklærer Madsen sagde: Jørgen Fink Petersen hvor gammel er de?. 21 svarede jeg, han spurgte, hvordan føles det at være 21 år og ikke kan en skid dansk. Vi havde ham også til engelsk. Jeg ved ikke om han havde kig på mig fordi jeg snakkede sønderjysk. I hvert fald blev jeg bedt om at oversætte et stort stykke engelsk tekst direkte til sønderjysk. Da eksamen efter første halvår var overstået, var vi kun 11 tilbage ud af 24. Vi rykkede nu op i radioklassen. Der var i forvejen 17, de var dumpet fra tidligere hold. Det var især morsetegnene der voldte besvær. Til den endelige eksamen, måtte vi have 5 fejl i modtagningen ved 100 tegn i minuttet i 5 minutter, og det samme ved aftelegrafering. En af de 17 var Evan Pedersen, søn af en landmand oppe ved Risgårde ved Limfjorden. Han boede også på Albani depotet. Han havde i et par år fisket fra Skagen og Esbjerg. Vi havde det samme syn på verden, og blev gode venner. Især havde vi begge to en glubende appetit. Når vi købte ind til aftensmaden, blev det til 3 pakker rugbrød (7 i hver) 4,50 kroner pålæg og en liter kærnemælk til hver. Vi spiste om kap, idet den hurtigste jo fik 11 skiver. Jeg vandt hver gang, Evan havde gebis i bådeover og undermund, så maskineriet hos 13

14 14 ham kørte lidt langsommere. Som fisker havde han lært at lave mad. En aften skulle han lave medisterpølse, vi spiste ½ meter medister pølse, et stort glas rødkål og 40 halve kartofler, plus en gryde sovs. Men så blev livremmen også spændt op. Når vi ikke spiste, eller spillede kort med andre, så spillede vi skak. Vi skiftedes til at vinde, til sidst blev det en æressag. Vi lavede et dokument, hvor vi begge skrev under på at vinderen af næste spil, uigenkaldeligt var den bedste. Han vandt. Da Joan og jeg besøgte ham i Risgårde mange år senere, hev han Triumferende dokumentet op af sin pung. Ved den endelige eksamen efter et år, var vi kun to der bestod, derudover tre gengangere. Jeg ringede straks til r e d e r i e t A.P.Møller og forhørte om en hyre. Jeg blev straks antaget og skulle møde to dage senere på adressen Kgs. Nytorv 8, i København. Far kørte mig til toget i Kolding. Vores Borgward havde lidt nøkker, den kunne finde på at gå i stå. Det gjorde den også den dag lige før hovedvejen. Jeg måtte ud og skubbe, til sidst var far meget stresset, vi fik den dog i gang igen og nåede toget. Det første jeg så, da jeg kom ind på rederikontoret, var et skilt hvorpå der stod RYGNING IKKE TILLADT. En kontormand gav mig et bykort og adresserne på mønstringskontoret, hvor jeg skulle have en søfartsbog, og en læge hvor jeg kunne blive undersøgt for tuberkulose, derudover til herreekviperingsforretningen Hoffman og sønner, hvor jeg skulle have min uniform. Det var meget spændende. På rederiets kontor mødte jeg en hvid sydafrikaner Patrick Cotter. Han var også lige forhyret, vi skulle om to dage rejse med tog til Italien. Han skulle mønstre Dorthe Mærsk i Ravenna, jeg skulle mønstre Mette Mærsk i Ancona. Begge skibe var tidligere tankskibe, men var ombygget til bulkcarriers, de var på tons. Vi steg på toget, og skulle ned over Gedser og videre til Italien. Da vi kom på færgen ved Gedser, følte jeg at jeg måtte vise lidt format, så jeg købte en flaske Johnny Walker whisky. Jeg havde ikke smagt whisky før. Vi fandt nogle plastic bægere og gav os til at drikke. Langt nede i Tyskland var flasken tom, og Patrick hjalp mig i seng. Vi havde sovevogn. Jeg vågnede igen næste formiddag, da vi kørte ind i Italien. Som officerer i A. P. Møllers rederi rejste vi på 1. klasse, vi skulle skilles i Bologna. Patrick skulle med et andet tog. Vi havde fået et lille pap emblem af rederiet til at sætte i knaphullet, så agenten kunne finde os, når vi kom frem. Patrick havde smidt sit væk, så der var ikke andet at gøre end at brække mit midt over. Jeg skulle skifte i Milano. Jeg fandt det rigtige tog, men ikke første klasse. Jeg sad i kupe sammen med nogle kvinder. En havde et bur med høns i, de snakkede som et vandfald. På banegården i Ancona blev jeg hentet af en taxachauffør, så det halve emblem gjorde sin virkning. På hotellet mødte jeg Ole Dahl. Vi var soldaterkammerater, havde endda ligget på stue sammen. Han var allerede telegrafist dengang. Han skulle være telegrafist og jeg overtallig, indtil jeg var lært op. Næste formiddag gik vi en tur langs havnen, og fik da øje på et stort lyseblåt skib ude i bugten. Det kriblede lidt i maven. Vi kom ombord og blev behørigt mønstret, jeg blev indkvarteret i skibets hospital. To dage efter afsejlede vi mod New Orleans, vi skulle op af Mississippi floden til en lille plads Destrehan. Hver dag skulle vi have radioforbindelse med Lyngby radio. Jeg skulle morse, og når vi modtog telegrammer, sammenlignede vi til sidst. Efterhånden vænnede jeg mig til, at der ud over morsesignalerne, også var andet atmosfærisk støj. En dag klagede 1. styrmand over at TYFO- NEN (tågehornet ude på for masten) ikke virkede. Ole var også radioamatør og havde megen teknisk snilde, så han tilbød at reparere tyfonen. Det var højst sandsynligt spolen, som var brændt over. Han fik en ny spole i maskinen, og vi begav os ud foran. Jeg var ikke vildt begejstret for at skulle op og kravle mens vi sejlede. Ude foran var der en mast i hver side, og så en gangbro, som forbandt dem. Lige midt på sad tyfonen. Ole skiftede spolen ud. Han bad mig gå et par skridt tilbage og holde i gelænderet med begge hænder. Han vinkede over til broen, nu kunne styrmanden trykke på knappen. Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Hvis jeg ikke havde holdt fast med begge hænder, var jeg simpelthen blevet blæst ned. Vi kom til New Orleans meget tidlig om morgenen, skibet havde modtaget telegram om at Ole skulle afmønstre og flyve til Tokyo, hvor han

15 skulle mønstre Marit Mærsk. Ole fulgte lodsen ned i lodsbåden og skibet fortsatte op af floden til Destrehan. Det var ikke andet end en stor silo og en klat huse. Dorthe Mærsk sejlede fra Ravenna to døgn efter os, men kom til Destrehan bare et par timer efter os. Som den garvede sømand jeg efterhånden var blevet, smuttede lige op til den lokale frisør og blev klippet. Om aftenen gik hovmesteren og jeg hen på den lokale bar. Her lærte jeg at drikke screwdrivers. Efter to dage var skibet fyldt op med tons majs, det var før end beregnet. Telegrafistens job ved afsejling er at modtage skibets papirer fra agenten og aflevere besætningens post til ham. Det var den 3. december 1965 kun tre uger til jul, og skibshandleren havde modtaget en stor ordre fra hovmesteren. Varerne var ikke leveret endnu, men når et skib skal sejle, så sejler det. Vi kom af sted uden kartofler m.m. Vi havde dårligt nok lagt New Orleans bag os, før besætningen kom væltende op på radiostationen med julehilsner til familien. Det vigtigste bevis for at et telegram eller radiobrev var korrekt modtaget, var ordtællingen. Stemte ordtællingen havde man fået alle ordene. Det gik sommetider lidt stærkt med at gøre juleradiobrevene klar. Efter trafiklisten fra Lyngbyradio fik jeg forbindelse med ham, og fik et ventenummer. Når det blev min tur, skulle jeg straks være klar til at modtage trafik fra Lyngby, og derefter straks sende min trafik. Det blev en stresset affære, nogen gange talte jeg ordene forkert, når Lyngby brokkede sig, hørte jeg ikke ordentligt efter. Pludselig sendte han forstår du dansk?. Det var lige det der skulle til, jeg lænede mig tilbage og grinede højt. Jeg lærte at slappe af, og på rekordtid var jeg lige så skrap, som telegrafisterne på Lyngby. På turen tilbage til Bari i Italien nåede jeg at udveksle 200 telegrammer. Vi havde en utrolig flink kaptajn, han ønskede hver aften at have selskab af hovmesteren og telegrafisten. Min søvagt var 2 timer på vagt 2 timer fri. Så når jeg startede kl. 7 om morgenen, havde jeg først fri kl. 9 om aftenen. Kaptajnen vidste når jeg havde fri, så kom han op på radiostationen og inviterede mig ned på en øl. Vi tre ordnede verdenssituationen mange gange, og vi havde de herligste diskussioner. Vi fik en hel aften til at gå med at afgøre hvem der sang bedst. Han påstod Frank Sinatra, jeg påstod Elvis Presley, hovmesteren holdt på en tredje, vi måtte gå hver til sit uden at blive enige. Når jeg morsede med Lyngby, kunne det høres i højtalere rundt omkring i skibet. Ofte kom kaptajnen og hovmesteren stormende op på stationen, svang sig op på bordet på hver side. Det var meget distraherende, men var vist også meningen. Jeg havde også hyreregnskab, pengeudbetaling, afmønstring og påmønstring. I Bari afmønstrede en matros, jeg glemte at trække 80 dollars på hans lønseddel, penge han havde fået udbetalt i New Orleans. Tabet var skibet uvedkommende, den flinke kaptajn spurgte om jeg havde råd til at dække tabet. Det havde jeg, jeg skrev til matrosen, og han sendte mig pengene et halvt år senere, da han igen fik en hyre. Efter afsejlingen fra Bari, var det juleaften. Der blev stegt 25 ænder, det hele syntes meget overdådigt. Alligevel var der nogen der brokkede sig over både det ene og det andet. Især 2. mester var meget utilfreds. Senere på dagen fortalte jeg min gode ven hovmesteren, at nogen var utilfreds med maden, især 2. mester. Da han så konfronterede 2. mester med hvad jeg havde sagt, så skulle den løgnhals til gnist have bank. Han var over et hoved større end mig. Jeg kom uvidende gående hen ad dækket, pludselig sprang han på mig og smadrede mine briller, og jeg fik et blåt øje. En matros der stod i nærheden fik alle fortænderne slået ud. De var dog forlorne. Nu blev 1. mester sur, han røg på 2. mester og flækkede et øjenbryn på ham. Så var der ro igen, men vi gik og lurede på hinanden. Nytårsaften blev holdt i Ravenna. Vi var seks der ville i byen og spise. Vi konstaterede at den eneste restaurant der havde åbent var jernbane restauranten. Vi bestilte noget vi ikke vidste var var. Det var kalve koteletter stegt i olie, de blev helt hvide, så det kunne de andre ikke spise. Jeg mente ikke man bare kunne lade maden stå, så jeg spiste alle seks. Efter Ravenna skulle vi i dok i Palermo. Skibet var nu tømt for alt, minimum brændstof, ingen ballast. Vi røg ud i meget hårdt vejr, skibet slingrede af sted, jeg var faktisk bange for at vi skulle vælte. På mit kammer kiggede jeg på et askebæger, som rutsjede helt ud til bordkanten hver gang skibet krængede over. Pludselig krængede vi meget hårdt over, og askebægeret røg ud over kanten. Til alt held røg skuffen nu op og tog askebægeret. I Palermo skulle vi skifte kaptajn, den afgående skulle have hyreregnskabet med hjem. Jeg arbejdede næsten uafbrudt i 3 døgn for at gøre alt klart. Den 2. januar 1966 afgik vi Palermo med kurs mod Necochea i Argentina. Det var skønt at komme ned i varmen, nede langs med Brasiliens kyst, fløj flyvefiskene, foran og langs med skibet. Nogle landede på dækket, vores græske tredjestyrmand sprang ned og samlede dem op, og bragte dem ind i kabyssen. Han fik dem så stegt til aftensmaden og nød dem højlydt. Jørgen Fink Petersen (Billedet af Mette Mærsk venligst stillet til rådighed af Museet for Søfart Helsingør) Hold øje med foreningens hjemmeside Grundet tekniske problemer bringes Danske ekspeditioner til Nord Øst Grønland del 3. først i det kommende nummer af bladet. 15

16 Bøjes klumme En fortsat beretning om foreningens formænd gennem tiderne. Jørgen Hansen var formand for foreningen fra 1978 til Det var på mange måder en turbulent, men også en meget givende periode, for overenskomstforhandlingerne med Danmarks Rederiforening var ikke længere en isoleret begivenhed, hvor hver organisation gik for sig selv i mødet med rederne. Der var etableret et samarbejde mellem officersorganisationerne, og det kastede virkelig resultater af sig. Jørgen Hansen var meget aktiv i bestræbelserne på at sikre også radiotelegrafisterne en bedre løn. Det havde i mange år været en torn i øjet på kollegerne, at de ikke oppebar en hyre, der matchede deres status som officer i handelsflåden. Det blev der rådet bod på. Et af de meget stærke krav blandt alle officerer var kravet om kortere udmønstringstid og tilsvarende længere hjemmeperioder. Folketingets gentagne indgreb i overenskomstforhandlingerne i 70erne førte kun til en skærpelse af kravene. Der blev ført papirløse forhandlinger med rederne i 1980, men da vi ikke nåede nogen vegne med denne form for forhandling, indkaldte organisationerne fuldmagter fra alle søfarende medlemmer. RAF kunne konstatere en flot opbakning, idet vi fik 87,6 procent fuldmagter, der alle gav os juridisk bindende mandat til at opsige stillingerne, og det gjorde indtryk på rederne. Ikke mindst for Jørgen var det en glædelig tilkendegivelse, for det ville i udstrakt grad være hans DFDS-kolleger, der skulle forsvare og bære byrden af den forestående strejke. DFDS flåde var en udpræget flåde af enheder, der sejlede fra og til danske havne, hvor strejken umiddelbart kunne etableres. Den faste vilje gav resultat. I december 1980 underskrev Danmarks Rederiforening og officersorganisationerne et protokollat, hvor de krævede indrømmelser blev imødekommet. Ikke mindst Jørgens faste holdning til forhandlingsforløbet førte frem til et gunstigt resultat. 16 Under vore forretningsudvalgsmøder var der ofte enkeltmandssager, som forretningsudvalget skulle tage stilling til. De høringer og beslutninger, der blev resultatet af møderne, skulle naturligvis følges op, men det var sjældent, at foreningens formænd spurgte til sagernes udvikling mellem møderne. Det var markant anderledes under Jørgens formandstid. Han aflagde ofte sekretariatet besøg og forhørte sig om sagernes behandling og resultater. Vi fik både råd og beslutninger, som ikke kunne afvente FU-mødet, for Jørgen var i sin egenskab af formand for foreningen i stand til at træffe beslutninger på foreningens vegne. Det var fint og effektiv ledelse. Det hører også med til Jørgens renommè, at han blev udpeget og deltog med kyndig vejledning i retssager som søkyndig medlem af Søog Handelsretten. S. Bøje Larsen Efterlysning Forleden stødte Anne Villumsen i sine gemmer på et gammelt udklip fra Tidens Kvinder årgang ca Nu spørger hun bladets læsere, om der mon er nogle, som ved hvem den pågældende bette gnist er. Det kan oplyses, at svaret er fra bladets brevkasselæge Kirsten Auken. Redaktionen er modtagelig for gode læserhenvendelser. HVAD SKULLE HUN OGSÅ PÅ DEN GALEJ? Fra min tidligste barndom har jeg drømt om et liv til søs. Jeg er fra Midtjylland og min far er karruselejer, så spørgsmålet om at blive søsyg har ligget mig fjernet. For mit liv har været præget af fart. Desuden har jeg deltaget i svømmekonkurrencer, været ivrig kajakroer, men herfra og til et erhverv på havet var der jo langt for en jysk pige. Dog fik jeg mine ønsker opfyldt idet jeg er blevet uddannet til telegrafist, og nu har fået hyre i udenrigsfart. Men det er en meget spag dame, der nu tilskriver Dem fra Rio. Udover det romantiske ved det våde element havde jeg glemt ulemperne, nemlig søsygen. Min hidtidige sejlads havde kun bestået af forskellige færgeoverfarter, som ikke havde voldt ubehag heller ikke er jeg nogensinde blevet køresyg. Nu har jeg imidlertid følt mig døden nær på denne min jomfrurejse trods flittig brug af søsygetabletter. Er der andet end søsygetabletter? Kan man vænne sig til det? Jeg gruer for vinteren, hvor jeg er bundet til Nordatlanten. A bette gnist Svar: Man plejer at vænne sig til det, men kvinder er jo mere følsomme end mænd. Med hensyn til Nordatlanten kan vinteren være meget morsom jeg har selv prøvet det tre gange! Man får i al almindelighed mange knubs, så at man glemmer at blive søsyg, men når anti-histaminer, de sædvanlige søsygetabletter, ikke hjælper på Dem, vil jeg anbefale bella-donna-præparater og ferietabletter, som under navnet benzedrine i almindelighed kan fås i håndkøb på apotekerne i enhver eksotisk havn. De behøver jo ikke at tage så mange, da der kommer tilvænning. For så kan De jo dårligt vende herhjem til landet, da brug af dette middel her anses for den argeste narcomani. For øvrigt vil jeg ønske Dem til lykke i valget af erhverv.