BETÆNKNING REVISION AF ANORDNING

Transkript

1 BETÆNKNING OM REVISION AF ANORDNING af 4. april 1919 OM APOTEKERVARER AFGIVET AF DEN AF INDENRIGSMINISTERIET DEN 20. NOVEMBER 1952 NEDSATTE KOMMISSION BETÆNKNING NR

2 S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

3 3 INDHOLDSFORTEGNELSE Side A. Flertallets forslag 5 I. Indledning 7 II. Almindelige bemærkninger 10 Kapitel 1. Historisk oversigt 10 Kapitel 2. Kommentarer til de i bekendtgørelserne anvendte definitioner 13 Kapitel 3. Almindelige retningslinier for afgrænsningen af varer, der foreslås forbeholdt apotekerne 17 Kapitel 4. Særlige bestemmelser om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse 21 Kapitel 5. Retningslinier for udarbejdelsen af de varelister (I-III), som er føjet til udkastet til bekendtgørelse om handel med lægemidler 23 Kapitel 6. Forslag om nedsættelse af et nævn til at holde varelisterne å jour m. v. 27 III. Udkast til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler 31 Bekendtgørelsens tekst 31 Liste I. A. Fortegnelse over varer (stoffer, halvfabrikata og droger), der i henhold til definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret som lægemidler, og som det i ublandet form - såvel i hel som i findelt stand - ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere, samt eksempler på varer, der ikke er klassificeret som lægemidler, og som det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 35 B. Eksempler på varer (stoffer, halvfabrikata og droger), alle klassificeret som lægemidler i henhold til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 44 C. Eksempler på stoffer, for hvilke der gælder særlige bestemmelser Liste II. A. Fortegnelse over biologiske produkter herunder sera, vacciner, bakterieprodukter m. v. samt organpræparater og enzymer - der i henhold til definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret som lægemidler, og som det ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere, samt eksempler på varer af lignende oprindelse, der ikke er klassificeret som lægemidler, og som det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 50 B. Eksempler på biologiske produkter, alle klassificeret som lægemidler i henhold til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 50 Liste III. Fortegnelse over brugsfærdige tilberedninger af stoffer, halvfabrikata, droger og biologiske produkter, der i henhold til definitionen i apotekerloven af 1954 er klassificeret som lægemidler, og som det ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere, samt eksempler på brugsfærdige tilberedninger, der ikke er klassificeret som læge-

4 4 midler, og som det følgelig ikke er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere. Endvidere er anført eksempler på brugsfærdige tilberedninger, alle klassificeret som lægemidler i henhold til definitionen i apotekerloven, som det er apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere 51 IV. Bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler V. Udkast til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse 64 VI. Bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse 65 B. Jørgen A. Pedersens særindstilling 67 C. Flertallets sammenfattende bemærkninger til Jørgen A. Pedersens særindstilling 75 D. Bilag Anordning om apotekervarer af 4. april Indstilling ang. forhandling af vitaminpræparater, afgivet den 26. aug Indenrigs- og boligministeriets bekg. af 22. september 1954 om handel med vitaminpræparater a. Kommissionens skrivelse af 5. februar 1955 til Indenrigsministeriet ang. salg i den frie handel af kalcium- og jernpræparater som kosttilskud 143 b. Indenrigsministeriets svarskrivelse af 19- oktober c. Skrivelse til Indenrigsministeriet af 7. maj 1955 fra Indenrigsministeriets Ernærings- og Metodikudvalg, Ernæringsudvalget 145 d. Skrivelse til Indenrigsministeriet af 11. okt fra Sundhedsstyrelsen Skrivelse fra kontorchef Fl. Martensen-Larsen til materialist Jørgen A. Pedersen ang. spørgsmålet om, hvorvidt 34, stk. 1, i lov nr. 209 af 11. juni 1954 om apotekervæsenet giver hjemmel for anvendelsen af det af flertallet foreslåede princip for udfærdigelsen af varelister Kommissionens skrivelse af 21. juni 1956 til Sundhedsstyrelsen angående henførelse af visse stoffer under giftlovens regler 150

5 5 A. FLERTALLETS FORSLAG

6

7 7 I. INDLEDNING Den 20. december 1952 nedsatte Indenrigsministeriet i medfør af 19 i lov nr. 107 af 31. marts 1932 om apotekervæsenet en kommission med den opgave at fremkomme med en indstilling om en revision og å jour føring af den af Ministeriet for Sundhedsvæsen under 4. april 1929 udstedte anordning om apotekervarer. Indenrigsministeriet anmodede professor i farmakologi ved Københavns Universitet, dr. med. Knud O. Møller om at overtage hvervet som kommissionens formand. Til medlemmer af kommissionen beskikkede ministeriet iøvrigt: Apoteker Sv. E. Bjørn, udpeget af Danmarks Apotekerforening, professor i biokemi ved Københavns Universitet, dr. phil. Rich. Ege, apoteker S. Aa. Gelting-Hansen, udpeget af Danmarks Apotekerforening, direktør, cand. pharm. Johs. Hørslev, udpeget af Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, afdelingsleder i Sundhedsstyrelsen, apoteker K. Aa. Kjær, kontorchef i Indenrigsministeriet Fl. Martensen-Larsen, læge William Ottesen, udpeget af Den almindelige danske Lægeforening, materialist Jørgen A. Pedersen, udpeget af De danske Handelsforeningers Fællesorganisation og De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, fuldmægtig i Handelsministeriet Leif Ravnebjerg, udpeget af Handelsministeriet, forstander for Den Suhrske Husmoderskole, frk. Ella Saaby, udpeget af Statens Husholdningsråd, overlæge i Sundhedsstyrelsen, dr. med Erik Uhl, direktør, cand. pharm. C. G. Wolffbrandt, udpeget af Industrirådet. Efter at læge William Ottesen på grund af sygdom havde anmodet om at blive fritaget for hvervet som medlem af kommissionen, beskikkedes den 11. marts 1953 i hans sted læge A. H. Schleisner som repræsentant for Den almindelige danske Lægeforening. Endvidere beskikkedes den 16. marts 1953 forstander for husholdningsseminariet»ankerhus«, Folmer Dam, som repræsentant for Statens Husholdningsråd i stedet for forstander, frk. Ella Saaby. Til sekretærer for kommissionen beskikkedes apoteksvisitator Svend-Aage Junager og sekretær i Indenrigsministeriet M. Weincke. Ved skrivelse af 24. januar 1953 anmodede Indenrigsministeriet af hensyn til ønsket om en snarlig afgørelse af spørgsmålet om den fremtidige handel med vitaminpræ parater kommissionen om efter omstændighederne snarest belejligt at fremkomme med indstilling om, i hvilket omfang det bør være apotekerne forbeholdt at forhandle og udlevere vitaminpræparater, samt om, hvilke forholdsregler der bør træffes for at sikre den fornødne kontrol med fremstilling, salg og udlevering af de vitaminpræparater, som ikke måtte blive anset for apotekerne forbeholdte varer. Som følge af ministeriets anmodning optog kommissionen forlods spørgsmålet om forhandling af vitaminpræparater, kontrol med disse m. v. til behandling, og de nævnte spørgsmål drøftedes herefter på 10 plenarmøder og et betydeligt antal underudvalgsmøder. De synspunkter, som i kommissionen blev gjort gældende vedrørende de i ministeriets skrivelse rejste problemer, var imidlertid så indbyrdes afvigende, at kommissionen den 26. august 1953 måtte fremsende: En flertalsindstilling, der var tiltrådt af Bjørn, Gelting-Hansen, Hørslev, Kjær, Mar-

8 8 tensen-larsen, Møller, Schleisner og Uhl, og i tilslutning hertil en særudtalelse, afgivet af Hørslev, en mindretalsindstilling, afgivet af Dam, Ege og Pedersen, og i tilslutning hertil en særudtalelse, afgivet af Pedersen, en mindretalsindstilling, afgivet af Ravnebjerg, samt en mindretalsindstilling, afgivet af Wolffbrandt. Efter afgivelsen af disse indstillinger om handel med vitaminpræparater - optrykt som bilag 2 til nærværende betænkning s indstillede kommissionen midlertidigt sit arbejde, idet den ikke anså det for formålstjenligt at begynde selve arbejdet med revision af vareanordningen og gennemgang af de øvrige varegrupper, før spørgsmålet om handel med vitaminpræparater var afklaret. Den 11. juni 1954 blev den nye apotekerlov stad]æstet, og efter udsendelsen af Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 22. september 1954 om handel med vitaminpræparater (bilag 3, s. 140) genoptog kommissionen sit arbejde den 3. november Professor Rich. Ege havde dog forinden anmodet om at blive fritaget for sit arbejde i kommissionen, da han anså sin opgave for afsluttet ved afgivelsen af indstillingen angående vitaminpræparater. Samtidig fratrådte sekretær Weincke som sekretær for kommissionen, da han var blevet udstationeret som fuldmægtig ved Hjørring amt, og afløstes af fuldmægtig i Indenrigsministeriet J. Garde. Kommissionen har herefter afholdt yderligere 32 plenarmøder, ligesom der er afholdt et betydeligt antal møder i et arbejdsudvalg bestående af Møller (formand), Bjørn, Hørslev, Pedersen og Wolffbrandt. Foruden spørgsmålet om revision og å jour føring af anordningen af 4. april 1929 om apotekervarer har kommissionen drøftet, om der i konsekvens af bekendtgørelsen af 22. september 1954 om handel med vitaminpræparater var grund til i et nærmere angivet omfang at tillade visse brugsfærdige tilberedninger med et af Indenrigsministeriet fastsat indhold af kalcium- og jernsalte solgt i den fri detailhandel, fordi sådanne tilberedninger ikke alene er lægemidler, men også kan anvendes som kosttilskud. Kommissionen anmodede i den som bilag 4a aftrykte skrivelse af 5. februar 1955 Indenrigsministeriet om at indhente en udtalelse fra Indenrigsministeriets Ernæringsudvalg om, hvorvidt Ernæringsudvalget mente - efter gennemførelse af bestemmelserne om tilsætning af kalcium og jern til hvedemel - det også var ønskeligt, at sådanne tilberedninger tillades solgt i den fri detailhandel som kosttilskud. Indenrigsministeriet sendte d. 28. oktober 1955 kommissionen Ernæringsudvalgets svarskrivelse af 7. maj 1955 og en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen af 11. oktober 1955 (aftrykt som bilag 4 b, 4 c og 4d). Da Ernæringsudvalget og Sundhedsstyrelsen ikke mente, at kalcium- og jernsalte burde kunne falholdes som kosttilskudspræparater, har det nedenfor nævnte flertal ikke villet stille forslag om ændring i de gældende bestemmelser, efter hvilke sådanne tilberedninger er apotekerne forbeholdt. Kommissionen har endvidere overvejet spørgsmålet om forhandling af kemiske svangerskabsforebyggende (spermatozodræbende) midler. De gældende regler om forhandling af svangerskabsforebyggende midler findes i straffelovens 235, stk. 2, jfr. lov nr. 162 af 18. maj 1937, hvorefter genstande og stoffer, der er tjenlige til at forebygge svangerskab, kun må forhandles, såfremt de er godkendt af justitsministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen. Efter samme bestemmelse må disse genstande og stoffer kun forhandles fra apoteker eller fra udsalgssteder, der er godkendt af embedslægen efter forhandling med politiet. Reglerne om godkendelse af sådanne genstande og stoffer og om godkendelse af udsalgssteder indeholdes i bekendtgørelse nr. 263 af 8. september 1937 som ændret ved bekendtgørelse nr. 370 af 31. august 1948, jfr. bekendtgørelse nr. 174 af 11. april 1940 angående tillæg til bekendtgørelse af 8. september Ef-

9 9 ter disse bekendtgørelser er alene kondomer og gummipessarer samt den i bekendtgørelsen af 11. april 1940 omhandlede creme til moderbeskyttere anerkendt til forhandling fra godkendte udsalgssteder, medens andre til svangerskabsforebyggelse tjenlige midler kun må sælges fra apotek efter lægerekvisition. Det nedenfor nævnte flertal mener, at de kemiske svangerskabsforebyggende (spermatozodræbende) midler uanset, at de ikke omfattes af apotekerlovens definition af lægemidler, fuldt ud bør være underkastet regler svarende til de for lægemidler gældende. Når flertallet til trods for denne principielle opfattelse ikke fremsætter noget forslag om, hvilke regler der efter flertallets mening bør gælde for handlen med sådanne svangerskabsforebyggende midler, skyldes det alene, at spørgsmålet om handel med svangerskabsforebyggende midler har været behandlet i den af Justitsministeriet nedsatte svangerskabskommission og i øjeblikket er genstand for forhandling mellem Justitsministeriet og Sundhedsstyrelsen, jfr. det af justitsministeren i folketinget fremsatte forslag til lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v., der i uændret form er genfremsat i Folketinget i oktober Et flertal i kommissionen - bestående af samtlige medlemmer med undtagelse af Jørgen A. Pedersen - er fraset forslaget, kap. 6, enedes om at afgive nedenstående betænkning med tilhørende udkast til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler og til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse til afløsning af den kgl. anordning af 4. april 1929 om apotekervarer. Overalt, hvor der i betænkningen er anvendt betegnelsen»flertallet«, betyder dette således det ovennævnte flertal, medens»mindretallet«overalt betyder Jørgen A. Pedersen. Vedrørende kap. 6, Forslag om nedsættelse af et nævn til at holde varelisterne å jour m. v., har Hørslev ønsket at afgive en særudtalelse. Som det fremgår af udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler bygger dette, således som nærmere motiveret i betænkningen (kapitel 5), af tungtvejende og efter flertallets opfattelse tvingende praktiske årsager på det nye princip, at alene de lægemidler, der er opført på de til bekendtgørelsen føjede lister, bør kunne sælges i detailhandelen også udenfor apotekerne, således at forhandlingen af lægemidler, som ikke er opført på listerne, foreslås forbeholdt apotekerne. Såfremt indenrigsministeren i forbindelse med ministeren for handel, industri og søfart, uanset hvad der er anført i kapitel 5 sammenholdt med bilag 5, må skønne, at der med rette kan rejses tvivl om, hvorvidt apotekerlovens 34, stk. 1, giver adkomst til at udstede bekendtgørelse som af flertallet foreslået, må dette, da kommissionens opgave i så fald efter flertallets opfattelse ikke kan løses, jfr. argumentationen i kapitel 5, henstille, at der snarest fremsættes forslag om en ændring af apotekerlovens 34, stk. 1, i hvilken forbindelse flertallet skal foreslå følgende formulering:»hvor intet andet ved særlig lov er fastsat, bestemmes det ved en af indenrigsministeren efter forhandling med ministeren for handel, industri og søfart udfærdiget bekendtgørelse, hvilke lægemidler det ikke skal være apotekerne forbeholdt helt eller delvis at udbyde, forhandle eller udlevere.«mindretallet ] ør gen A. Ve der s en har ikke ønsket at tiltræde flertallets betænkning og har ikke fundet at kunne underskrive hosstående indledning som en helhed, og henviser derfor til sin særindstilling side 66 ff. København, den 21. juni Sv. E. Bjørn. Folmer Dam. S. Aa. Gelting-Hansen. Johs. Hørslev. K. Aa. Kjær. Fl. Martensen-Larsen. Knud O. Møller. formand Leif Ravnebjerg. H. Schleisner. Erik UM. C. G. Wolffbrandt. / Garde. Junager.

10 10 II. ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER Kapitel 1. Historisk oversigt. Lovgrundlaget for det danske apotekervæsen var igennem en meget lang årrække forordningen af 4. december 1672 om medicis og apotekere; i denne er det fastslået, at apotekerne som hovedregel har eneret på at forhandle»medikamenter og materialier, som egentlig til apoteket henhører«. Næringsloven af 1857, som ophævede handelslavene og tilstræbte at gennemføre almindelig handelsfrihed, indeholdt bestemmelser om erhvervelse af borgerskab som f. eks. grosserer, købmand, detaillist og materialist. I loven bestemtes, at købmænd ej i småt kan forhandle de medicinalvarer, der ifølge love og anordninger er forbeholdt apotekerne, og lignende bestemmelser fandtes for detaillisterne, ligesom det bestemtes, at borgerskab på at være materialist skal give ret til såvel i stort som i småt at falholde medicinalvarer i upræpareret tilstand, dog således at det ved kgl. anordning kan bestemmes, hvilke varer det skal være apotekerne forbeholdt at forhandle i visse mindre dele. Enhver grosserer kunne sælge enhver varesort (således også lægemidler) i kvantiteter til salgspris af ikke mindre end 20 rigsdaler. Dette er den historiske baggrund for reglen i den nugældende vareanordning om, at det alene er forbeholdt apotekerne at forhandle de på anordningens liste I opførte varer i mængder, hvis salgspris ligger under 100 kr. Det blev hurtigt nødvendigt at tage forholdet mellem apotekernes og materialisternes handelsret op til behandling, og til dette formål nedsattes i 1858 en kommission. Herefter udstedtes dels en anordning af 12. juli 1862 angående upræparerede medicinalvarer, og dels en bekendtgørelse af samme dato angående præparerede medicinalvarer, til hvilke var knyttet lister over de apotekerne forbeholdte medicinalvarer. Disse bestemmelser - den første»vareanordning«- afløstes af senere anordninger og bekendtgørelser i 1871, 1886, 1897, 1905 og rigsdalergrænsen blev i 1886 ændret til en 40- kroners grænse. Apotekerloven af 1913 opretholdt i realiteten den gældende retstilstand, og nye bestemmelser med hjemmel i 11 i apotekerloven af 1913 fulgte den 1. august I 1924 nedsattes den kommission, der udarbejdede den nugældende vareanordning (kgl. anordning af 4. april 1929 om apotekervarer *). Denne følger i alt væsentligt de retningslinier, der lå til grund for de tidligere anordninger, og fastslår således \% 1, at det skal være apotekerne forbeholdt at forhandle hver af de på anordningens liste I nævnte medicinalvarer i en mængde, hvis salgspris ligger under 100 kr. Der findes imidlertid tillige en række almindelige principper i anordningens tekst, idet 2 fastslår, at de i 1 givne regler også gælder for alle tilberedninger og opløsninger, der ekspederes efter recept, alle tilberedninger og opløsninger, der indeholder stoffer, som efter 1 er forbeholdt apotekerne, lægemidler, *) Optrykt som bilag 1 til nærværende betænkning (uden de til anordningen knyttede lister I, II og III).

11 11 hvis sammensætning ikke angives (arkana), samt lægemidler, som apotekerne kun må udlevere efter recept. Endvidere indeholder 2 den vigtige regel, at tilberedninger og opløsninger, der ikke indeholder stoffer, som efter 1 er forbeholdt apotekerne, dog er forbeholdt disse,»hvor det af midlets almindelige anvendelse, form eller sammensætning eller af etiketteringen eller falholdelsen fremgår, at det drejer sig om lægemidler, idet der ved lægemidler forstås midler, som anvendes til forebyggelse og behandling af sygdomme hos mennesker og dyr«. 3 indeholder endelig en række undtagelser fra reglerne i 2 med hensyn til kosmetiske præparater, visse forbindsstoffer, naturlige og kunstige ikke arsenholdige mineralvande og mineralvandssalte m. v., alt for så vidt disse ikke indeholder receptpligtige varer. I 1931 afløstes næringsloven af 1857 af en ny næringslov, der ophævede den handelsretlige forskel mellem grosserere og detaillister (og dermed begreberne»handel i stort og småt«). Apotekerloven af 31. marts 1932 bestemte i 19, at det, hvor intet andet ved særlig lov er fastsat, bestemmes ved en af indenrigsministeren udfærdiget anordning, hvilke medicinalvarer det skal være apotekerne helt eller delvis forbeholdt at forhandle. Anordningen udstedes, ligesom efter loven af 1913, efter indstilling fra en af indenrigsministeren efter forhandling med handelsministeren nedsat kommission, men indenrigsministeren kan dog for enkelte varers vedkommende efter forhandling med handelsministeren foretage ændring (ved bekendtgørelse) efter indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen eller, for så vidt angår veterinærmedicin, fra Det veterinære Sundhedsråd. Da hverken næringsloven af 1931 eller apotekerloven af 1932 indeholder regler om en mængdebegrænsning svarende til den gamle næringslovs 40 kroners regel eller til bestemmelsen i apotekerloven af 1913, er det tvivlsomt, hvorvidt 100 kroners reglen i den nugældende vareanordning er ganske lovmedholdelig efter apotekerlovene af 1932 og Da reglen imidlertid ikke har nogen praktisk betydning, idet de forskellige bestemmelser om indskrænkning i den frie handel ikke gælder, når den pågældende vare udleveres til personer eller virksomheder, der er berettiget til at forhandle den eller benytte den i egen bedrift, foreslas 100 kroners reglen ophævet. Den nugældende vareanordning har længe været forældet, og når den ikke tidligere er søgt revideret, skyldes det flere forskellige forhold. Under og umiddelbart efter krigen var en revision således ikke praktisk gennemførlig på grund af de herskende unormale handelsforhold, og derefter medførte nedsættelsen af apotekerlovskommissionen den 22. januar 1947 en yderligere udskydelse af revisionen. Apotekerlovskommissionen afgav betænkning den 1. februar Når det blev anset for naturligt at afvente afslutningen af apotekerlovskommissionens arbejde, skyldtes det, at der måtte skabes klarhed over, hvorvidt det var tanken at hidføre afgørende ændringer i apotekervæsenets struktur, før man gennemgik hele grænseområdet mellem apotekernes og købmændenes handelsområder. I apotekerlovskommissionens betænkning side 10 findes følgende almindelig holdte bemærkning om apotekernes handelsret:»lovgrundlaget for det danske apotekervæsen var igennem en meget lang periode den gamle forordning af 4. december 1672 om medicis og apotekere; allerede i denne er fastslået det princip, som siden har været det bærende på dette område, nemlig at handel med lægemidler som hovedregel kun er tilladt efter særlig kongelig bevilling, og at det er en betingelse for at få en sådan bevilling, at visse eksamenskrav er opfyldt.«senere i samme kapitel skriver kommissionen - efter at have anført nogle bemærk ninger om de væsentligste træk i udviklingen indenfor apotekervæsenet siden gennemførelsen af apotekerloven af 1932:»Kommissionen har iøvrigt ment, at man i hovedsagen bør opretholde det hidtidige grundlag for det danske apotekervæsen - dette begreb taget i videre forstand som

12 12 omfattende både selve apotekerne og den del af lægemiddelfremstillingen og lægemiddelhandelen, som finder sted uden for apotekerne.«nærværende kommission er nedsat den 20. november 1952, altså før den nugældende apotekerlovs vedtagelse, på grund af ministeriets ønske om en afgørelse af spørgsmålet om handelen med vitaminpræparater. Ved apotekerlovforslagets 1. behandling i Folketinget i februar 1953 viste det sig, at dette var enigt med apotekerlovskommissionen i dennes udtalelse om, at man i hovedsagen burde bibeholde det hidtidige grundlag for det danske apotekervæsen, samt at debatten om apotekerlovskommissionens lovforslag i alt væsentligt ville komme til at dreje sig om punkter uden direkte interesse for nærværende kommissions arbejde. Den nugældende apotekerlov indeholder i 34, stk. 1 og 2 - i overensstemmelse med lovforslaget - følgende regler om apotekernes og købmændenes handelsret: Stk. 1. Hvor intet andet ved særlig lov er fastsat, bestemmes det ved en af indenrigs- og boligministeren efter forhandling med ministeren for handel, industri og søfart udfærdiget bekendtgørelse, hvilke lægemidler det skal være apotekerne forbeholdt helt eller delvis at udbyde, forhandle eller udlevere. Stk. 2. De apotekerne forbeholdte lægemidler må til videreforhandling ikke sælges eller udleveres til personer, som ikke er berettiget til at forhandle dem. Bortset fra de foran nævnte udtalelser er spørgsmålet om handelsretten ikke behandlet i de almindelige afsnit i apotekerlovskommissionens betænkning. I bemærkningerne til 34 er alene anført, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til 19 i apotekerloven af 1932, dog at den i denne lov indeholdte regel om, at anordningen om apotekervarer skal udfærdiges efter indstilling af en kommission, foreslås afskaffet under hensyn til, at denne fremgangsmåde fra et administrativt synspunkt må anses for upraktisk. I henhold til 86, stk. 3, i apotekerloven af 1954 betragtes de hidtil udfærdigede bestemmelser vedrørende apotekervæsenet, indtil de ophæves, som udstedt i henhold til den nye lov, for så vidt de ikke strider mod lovens regler, i hvilket tilfælde de ophæves i det deraf følgende omfang. Det følger umiddelbart af 86, stk. 3, at det vil være nødvendigt at revidere vareanordningen af 1929, idet bestemmelserne i 34 må administreres i overensstemmelse med den i apotekerlovens 1 optagne lægemiddeldefinition, jfr. nærmere kapitel 2, side

13 13 Kapitel 2. Kommentarer til de i bekendtgørelserne anvendte definitioner. I bekendtgørelser som de foreslåede er det nødvendigt at anvende visse almene udtryk (lægemidler, kosmetika etc.) for at afgrænse visse varegrupper. Efter flertallets opfattelse er det af afgørende betydning for den praktiske administrering, at de anvendte udtryk er defineret så klart og så udtømmende som muligt. Man foreslår derfor disse definitioner optaget i bekendtgørelserne. Til definitionerne skal knyttes følgende kommentarer. Til definitionen af lægemidler ( 1 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler). Som anført side 12 tales i apotekerlovens 34, stk. 1, om»hvilke lægemidler, det skal være apotekerne forbeholdt...«. Hvad der skal forstås ved ordet»lægemiddel«er angivet i apotekerlovens 1, og denne definition er derfor uændret optaget i 1 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler. Nedenfor citeres de bemærkninger til definitionen, der er anført s. 130 i»betænkning vedrørende Apotekervæsenet«, København 1952.»Der har hidtil ikke i lovgivningen været optaget nogen definition af lægemiddelbegrebet, men man har fundet det naturligt, at der udformes en sådan definition til klargørelse af de talrige steder i loven, hvor ordet»lægemiddel«forekommer. Som det vil ses af paragraffens stk. 1, er det afgørende for, om et stof er et lægemiddel, ikke stoffets art eller sammensætning, men stoffets almindelige bestemmelse, da talrige stoffer anvendes både som lægemiddel og til teknisk brug; men stoffets sammensætning vil naturligvis ofte være et indicium for, om det er et lægemiddel. Til lægemidler henregnes ikke tilskud til menneskers og dyrs normale ernæring, for så vidt de ikke tilsigter behandling eller forebyggelse af sygdomme eller sygdomssymptomer. Det kan synes, som om definitionen er unødig lang og detailleret. Da det imidlertid ikke vil være muligt at give en definition, der helt klart og ganske entydigt i hvert enkelt tilfælde kan afgøre, hvorvidt et givet stof vil være at betragte som lægemiddel i lovens forstand eller ej, således at myndighederne, eventuelt domstolene, i givet tilfælde må foretage en fortolkning af loven, bør definitionen være så indgående, at den giver en fyldig vejledning for fortolkningen. Da de i stk. 3 nævnte stoffer faktisk også tjener til at forebygge sygdom ved at forhindre udbredelse af sygdom, men grundet på deres almene hygiejniske karakter (f. eks. klor i badevand i svømmehaller) ikke bør betragtes som»lægemidler«, bør det udtrykkeligt præciseres, at sådanne stoffer ikke er at at betragte som lægemidler. Hidtil har afmagringsmidler og midler mod kroplus og hovedlus på grundlag af gældende anordninger ikke været betragtet som lægemidler, men som kosmetika, et forhold, der flere gange har haft uheldige konsekvenser. Stoffer, der anvendes som midler mod fedme, er medicinsk set ganske klart lægemidler. Lus er snyltere på legemets

14 14 overflader og bør sidestilles med de mange andre snyltere, der kan angribe menneskers og dyrs overflader, og midler mod sådanne er og har medicinsk set altid været betragtet som lægemidler. Afmagringsmidler og midler mod lus bør derfor betragtes som lægemidler ved lovens praktisering.«af foranstående fremgår, at Apotekerlovskommissionen har fastslået, at afmagringsmidler og midler mod kroplus og hovedlus bør betragtes som lægemidler, et synspunkt som nærværende kommission ganske tiltræder. Lægemidler er defineret som midler (stoffer, droger, biologiske produkter som sera, vacciner o. 1. samt præparater af disse af enhver art), der er bestemt til at helbrede, lindre, behandle eller forebygge sygdomme eller sygdomssymptomer. I sine bemærkninger til denne definition fremhæver apotekerlovskommissionen, at ordene»bestemt til«refererer til vedkommende stofs almindelige bestemmelse. Flertallet ønsker i overensstemmelse hermed at anføre, at det må følge af apotekerlovens lægemiddeldefinition, at det afgørende for, hvorvidt en vare må klassificeres som et lægemiddel, ikke er, til hvilket formål en køber ønsker at anvende den pågældende vare. En sælger kan f. eks. heller ikke unddrage en vare fra at blive underkastet de for lægemidler gældende regler blot ved at anbefale den til andet formål. Som af apotekerlovskommissionen anført må»bestemt til«forstås således, at det afgørende er varens almindelige bestemmelse, d.v.s., hvad varen er bestemt til ifølge almindelig opfattelse, håndbøger, lærebøger, gammel tradition m. v. Det anførte udelukker ikke, at udbydelsesmåden kan være indicerende for, hvorvidt en brugsfærdig tilberedning er et lægemiddel f. eks. hvor det drejer sig om varer på grænseområdet mellem lægemidler og kosmetika. Endvidere følger det af den anvendte definition, at et middel, der vel efter strengere medicinske synspunkter næppe er egnet til behandling af sygdomme, men dog efter gammel tradition anbefales som lægemiddel eller anvendes som sådant, falder ind under lægemiddelbegrebet og derfor skal opfylde de samme krav til renhed, konstant sammensætning m. v., som stilles til alle andre lægemidler. Var dette ikke tilfældet, kunne i sig selv harmløse midler af typen»husråd«blive sundhedsfarlige, såfremt de fremstilledes med forurenede stoffer og/eller efter uhensigtsmæssige metoder. Om forholdet til den tidligere anvendte sprogbrug på dette område skal flertallet anføre: Den tidligere regel om de apotekerne forbeholdte varer fandtes som anført foran side 11 r 19, stk. 1, i apotekerloven af 1932, hvorefter det ved en af indenrigsministeren efter forhandling med handelsministeren udfærdiget anordning bestemtes»hvilke medicinalvarer det skal være apotekerne helt eller delvis forbeholdt at udbyde, forhandle eller udlevere«og også 11 i apotekerloven af 1913, i henhold til hvilken den gældende apotekervareanordning af 1929 er udstedt, anvendte ordet»medicinalvarer«. I anordningen af 1929 anvendes i 1 ligeledes ordet»medicinalvarer«om de stoffer m. v., hvis forhandling er forbeholdt apotekerne, og som er optaget på anordningens liste I, medens ordet»lægemidler«forekommer i 2, jfr. 2, 3), hvor lægemidler er defineret som»midler, som anvendes til forebyggelse og behandling af sygdomme hos mennesker og dyr«, jfr. anordningens liste II, som indeholder eksempler på tilberedninger af denne art. Begrebet»lægemidler«i apotekerloven af 1954 afløser således begrebet»medicinalvarer«i de tidligere apotekerlove og omfatter dels stoffer m. v., der enten som sådanne eller i en brugsfærdig tilberedning er bestemt til anvendelse som lægemidler, jfr. den til anordningen af 1929 hørende liste I, dels brugsfærdige tilberedninger, der er bestemt til anvendelse som lægemidler, jfr. den til anordningen af 1929 hørende liste II.

15 Til definitionen af brugsfærdige tilberedninger {% 3 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler og 1 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse). Sådanne brugsfærdige tilberedninger benævntes ofte»farmaceutiske tilberedninger«, idet de ved præparaternes fremstilling anvendte metoder oprindeligt var beskrevet i farmakopeer, farmaceutiske håndbøger o. 1. Da udtrykket»farmaceutiske tilberedninger«på grund af dets indhold af ordet»farmaceutiske«kan blive opfattet som gældende alene for tilberedninger, der anvendes som lægemidler, har man for klarhedens skyld benyttet udtrykket»brugsfærdige tilberedninger«. Et yderligere argument herfor er det, at bekendtgørelserne skal benyttes såvel af apotekerne som af andre handlende. Til definitionen af kosmetika ( 4 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler og 2 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger bestemt til teknisk anvendelse). 15 Kosmetika er efter definitionen brugsfærdige tilberedninger, der er bestemt til at anvendes som hudplejemidler, hårplejemidler, skønhedsmidler m. v. Flertallet har overvejet, hvorvidt kosmetika bør defineres som brugsfærdige tilberedninger, der er egnede til at anvendes som hudplejemidler, hårplejemidler m. v., men har ikke ment at kunne stille forslag herom under hensyn til vanskeligheden ved at afgøre, hvorvidt en given tilberedning er egnet som kosmetikum eller ej. Efter flertallets opfattelse bør det dog ved bekendtgørelsernes administrering påses, at brugsfærdige tilberedninger af lægemidler ikke anses for kosmetika, blot fordi de anbefales til kosmetiske formål. Flertallet skal vedrørende kosmetikas»egnethed«tilføje følgende: Tilberedninger, der i og for sig kan udøve den tilstræbte virkning, må dog betegnes som uegnede, såfremt de ved deres anvendelse frembyder sundhedsmæssig risiko og derved falder ind under 3 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger til teknisk anvendelse. Det kan nævnes, at visse hårfarvningsmidler, som indeholder parafenylendiamin o. 1., er effektive som hårfarvningsmidler, men farlige for sundheden, hvorfor de må betragtes som uegnede som kosmetika. Efter definitionen vil også præparater til indvortes brug kunne betegnes som kosmetika, idet flertallet ikke har ment at burde udelukke skønhedsmidler til indvortes brug fra kosmetikbegrebet. Det bemærkes herved, at en tilsvarende definition af kosmetika findes i The Food, Drug and Cosmetic Act i U.S.A. Det må imidlertid erindres, at kosmetika til indvortes brug kan frembyde sundhedsmæssig risiko, således at de vil blive omfattet af 3, stk. 1 og evt. stk. 2, i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger til teknisk anvendelse. Det kan nævnes, at udtræk af belladonnadrogen (indeholdende atropin) har været anvendt indvortes for at fremkalde udvidelse af pupillen og dermed glansfulde øjne (»Bella Donna øjne«); et sådant kosmetikum må betegnes som farligt. Til definitionen af kunstige mineralvande m. v. ( 5 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler). Definitionen er optaget uændret fra den nugældende vareanordnings 3, stk. 7. Til definitionen af næringsstoffer og kosttilskud (% 6 og 7 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler). Den anførte definition af næringsstoffer knytter sig til den i lov om levnedsmidler (af 28. april 1950) 1, stk. 2, anførte definition af levnedsmidler:»ved levnedsmidler forstås i denne lov enhver spise- og drikkevare, som er bestemt til at fortæres af mennesker, herunder indbefattet enhver vare, der er bestemt til at anvendes i spise- og

16 16 drikkevarer, selv om det kun er som konserveringsmiddel, farvestof eller lignende.«begrebet»levnedsmidler«er således det overordnede begreb, der omfatter dels egentlige levnedsmidler og næringsstoffer, dels andre varer som konserveringsmidler, farvestoffer o. 1., der er bestemt til med et mere teknisk formål at anvendes i spise- og drikkevarer. Endelig omfatter levnedsmiddellovens levnedsmiddelbegreb også de lægemidler, der indtages gennem munden, jfr. bestemmelsen i levnedsmiddellovens 1, stk. 7, hvorefter lægemidler, hvis salg er forbeholdt apotekerne, dog kun er omfattet af lovens regler i det omfang, hvori indenrigsministeren måtte træffe særlig bestemmelse herom. Medens der ikke er tvivl om, at kaloriegivende næringsstoffer, der indgår som bestanddel af levnedsmidler, er frihandelsvarer, er dette ikke umiddelbart tilfældet med renfremstillede accessoriske næringsstoffer. Dette beror på, at disse, hvad enten det drejer sig om organiske stoffer som f. eks. visse aminosyrer og vitaminer eller om uorganiske stoffer, som f. eks. jod, jern og kalcium, både anvendes som næringsstoffer og som lægemidler. Hvorvidt en given brugsfærdig tilberedning af disse stoffer herefter også kan betegnes som kosttilskud, vil afhænge af, om tilberedningen er egnet som tilskud til menneskers kost, når denne skønnes utilstrækkelig. I nogle tilfælde er de kvanta af stofferne, der indeholdes i kosttilskudspræparater, så små, at præparaterne har ringe terapeutisk virkning; omvendt vil præparater til sygdomsbehandling ofte indeholde stofferne i så store kvanta, at de klart er uegnede som kosttilskudspræparater. Der findes imidlertid en række præparater, der er tjenlige både som lægemidler og som kosttilskud. Definitionen af kosttilskudspræparater er alene formuleret med henblik på mennesker, fordi man ved kost sædvanligt forstår menneskers føde, medens dyrs føde sædvanligvis benævnes foder. I definitionen af kosttilskudspræparater er det i 7, stk. 2, i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler udtrykkeligt fremhævet, at brugsfærdige tilberedninger ikke bør betegnes som kosttilskud, såfremt doserne af accessoriske næringsstoffer væsentligt overstiger det daglige behov. Det foreslås, at der ved administreringen af bekendtgørelsen benyttes den til enhver tid gældende tabel over anbefalede daglige tilførsler af accessoriske næringsstoffer, som Sundhedsstyrelsen måtte autorisere. Udtrykket»doserne«i 7, stk. 2, skal forstås som den mængde af de enkelte accessoriske næringsstoffer, der findes i een pille, tablet, kapsel o resp. den mængde af stofferne, der findes i den anbefalede daglige dosis (dråber, teskefuld o. 1.) af et flydende præparat.

17 17 Kapitel 3. Almindelige retningslinier for afgrænsningen af varer, der foreslås forbeholdt apotekerne. Som det fremgår af den historiske indledning (kapitel 1), blev det allerede i anordning om medicis og apotekere af 1672 fastslået, at apotekerne har eneret på at forhandle»medikamenter og materialier, som egentlig til apoteket henhører«, og alle senere vareanordninger, således også den nugældende, har videreført dette princip, hvorefter detailhandel med lægemidler som hovedregel er apotekerne forbeholdt. Flertallet er enig om, at det hidtil gældende hovedkriterium for falholdelsen bør videreføres, og anser det for unødvendigt at fremføre argumenter herfor, idet flertallet henholder sig til de foran side 11 anførte henvisninger til apotekerlovskommissionens udtalelser i denne kommissions betænkning af Hovedkriteriet kan imidlertid ikke lægges til grund for afgørelsen, for så vidt angår de stoffer, der både finder anvendelse som lægemidler og har teknisk anvendelse; sådanne stoffer bør naturligvis være frihandelsvarer alene med de begrænsninger, som hensynet til folkesundheden kræver. Endvidere stiller flertallet ligesom tidligere vareanordningskommissioner forslag om, at en række brugsfærdige lægemidler ikke bør være apotekerne forbeholdt, men undtagelserne fra hovedreglen er få og angår fortrinsvis sådanne lægemidler, der ikke adskiller sig væsentligt fra»husråd«. Den gældende vareanordnings bestemmelser og kriterier er ikke så klare som ønskeligt. Flertallet har søgt at undgå denne ulempe, bl. a. ved at opstille udtømmende definitioner for kosmetika, kosttilskudspræparater m. v. for at gøre det muligt med større sikkerhed end tidligere at fastslå, om en given vare falder ind under de definerede begreber eller ej (jfr. kapitel 2). Flertallet mener også, at den foreslåede opstilling af de til bekendtgørelsen om detailhandel med lægemidler hørende lister vil være medvirkende til at formindske antallet af tvivlstilfælde betydeligt (jfr. kapitel 5). Udover de i forslagets 8, 9, 10, 11, 12 og 13 anførte almene bestemmelser har flertallet lagt nedenstående principper til grund for adskillelsen af de apotekerne forbeholdte varer og frihandelsvarer: 1) Lægemidler skal som hovedregel være apotekerne forbeholdt. 2) Brugsfærdige tilberedninger af stoffer, herunder doserede tilberedninger, der er bestemt til at anvendes som lægemidler, skal som hovedregel være apotekerne forbeholdt. Hensynet til gammel handelspraksis m. v. kan begrunde, at sådanne brugsfærdige tilberedninger ikke er apotekerne forbeholdt. 3) Stoffer i ikke brugsfærdig tilberedt form, der bade finder anvendelse som lægemidler og har teknisk anvendelse, er frihandelsvarer med de begrænsninger, som hensynet til folkesundheden kræver. 4) Brugs færdige tilberedninger af stoffer, også doserede tilberedninger, der ved deres navn, udformning og salg klart ikke er bestemt til at anvendes som lægemidler (teknisk anvendelse, herunder madlavning m. v. og kosmetisk anvendelse) er - uanset eventuelt indhold af lægemidler - ikke apotekerne forbeholdt.

18 18 Af foranstående og af forslaget iøvrigt fremgår det, at flertallet ved sin afgrænsning af de apotekerne forbeholdte varer fra frihandelsvarerne har lagt hovedvægten på formålet med varernes anvendelse og ikke på varernes sammensætning og tekniske behandling. Det bør tilstræbes, at tilberedninger, der finder teknisk anvendelse, gives en sådan udformning, mærkning og fremtræden iøvrigt, at de så vidt muligt ikke kan forveksles med lægemidler, der indeholder de samme stoffer. I visse tilfælde bør de udformes således, at de end ikke kan anvendes som lægemidler. I 8 i forslaget til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler har flertallet optaget nærmere regler for, hvilke lægemidler det herefter skal være forbeholdt apotekerne at forhandle, jfr. nærmere kapitel 5 angående retningslinier for de udarbejdede varelister, medens man i 9 har optaget en bestemmelse om næringsdrivende s adgang til indførsel af lægemidler og om videresalg af lægemidler, idet det skal tilføjes, at man ikke har fundet anledning til at foreslå indskrænkninger på disse områder, men alene har set det som sin opgave at regulere detailhandelen med lægemidler. I overensstemmelse med de side 17 til 18 anførte principper foreslår flertallet optaget en udtrykkelig bestemmelse i bekendtgørelsen om detailhandel med lægemidler ( 10) gående ud på, at brugsfærdige tilberedninger, der ved deres udformning, navn og falholdelse er bestemt til teknisk anvendelse, herunder madlavning og kosmetisk anvendelse, ikke er forbeholdt apotekerne uanset eventuelt indhold af lægemidler. Denne bestemmelse må iøvrigt ses i sammenhæng med forslaget til bekendtgørelse om detailhandel med brugsfærdige tilberedninger til teknisk anvendelse, jfr. kapitel 4. Det følger endelig af forslaget til 9, jfr. 10, at reglerne om den tekniske anvendelse af gifte, plantebeskyttelsesmidler samt midler til skadedyrs bekæmpelse ligger udenfor nærværende kommissions område. Udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler indeholder således ingen bestemmelser om disse forhold, som fortsat alene vil være undergivet den særlige lovgivning for de pågældende sagområder, jfr. for tiden Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 8. december 1954 indeholdende bl. a. optryk af lov om gifte og andre for sundheden farlige stoffer, som ændret ved lov nr. 115 af 13. april 1954, samt Landbrugsministeriets bekendtgørelse af 1. november 1954 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr (udstedt i medfør af lov nr. 113 af 13. april 1954 om tillæg til lov nr. 76 af 9. marts 1948 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr). Ved udarbejdelsen af varelisterne har flertallet imidlertid i nogle tilfælde fundet, at visse stoffer, der ikke er klassificeret som lægemidler, bør henføres under giftlovens regler, ligesom kommissionen for visse stoffer, der allerede er omfattet af giftloven, men som ikke er klassificeret som lægemidler, har ment, at disse ikke burde være apotekerne forbeholdt ved udlevering til teknisk brug. Kommissionen har derfor i den som bilag 6 optagne skrivelse af 21. juni 1956 indstillet til Sundhedsstyrelsen at udvirke, at der foretages visse ændringer og tilføjelser i de til giftloven knyttede lister, samt at stoffet Meskalin søges underkastet de for euforiserende stoffer gældende bestemmelser. Angående visse grupper lægemidler ønsker flertallet at anføre nogle særlige bemærkninger - dels til motivering af den særlige regel i 11 om forhandling af enkelte førstehjælpsvarer (A), dels om flertallets syn på enkelte andre særlige varegrupper (B og C). A. I henhold til den gældende anordnings 4, stk. 1, jfr. bekendtgørelse nr. 344 af 18. november 1938, kan hoffmannsdråber, kamferdråber og jodspiritus, der anvendes i de af Fabrikstilsynet, Arbejdernes Samaritter Forbund og Dansk Røde Kors autoriserede forbindskasser, udleveres af detailhandlere

19 19 sammen med forbindskasserne, uanset at de nævnte varer er apotekerne forbeholdt, når varerne af detailhandleren indkøbes på et dansk apotek og udleveres i den forseglede pakning, hvori de modtages fra apoteket. I henhold til paragraffens 2. stk. kan andre egentlige apotekervarer under samme betingelser udleveres til brug i forbindskasserne, når Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse dertil (sådan tilladelse foreligger med hensyn til kloraminvaselin, perubalsamvaselin og jodpinde), og endvidere kan i henhold til 4, stk. 3, de nævnte apotekervarer under samme betingelser udleveres af detailhandlere mod skriftlig rekvisition, i hvilken det angives, at de skal benyttes til komplettering af sådanne kasser. Flertallet har ikke ønsket at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der bør foreligge forskellige former for autoriserede forbindskasser, idet dette spørgsmål må være kommissionen uvedkommende. Flertallet lægger vægt på, at der i den gældende anordnings 4 hidtil er givet publikum mulighed for også hos detailhandlerne at købe enkelte førstehjælpsvarer til behandling af friske læsioner og akut ildebefindende. Såvel under henvisning til denne praksis som under henvisning til, at det må anses for rimeligt, at publikum i en nødsituation hurtigst muligt kan erhverve nogle få førstehjælpsvarer til foreløbig, ofte rent midlertidig behandling, foreslår flertallet, at der, uanset at de nævnte varer er apotekerne forbeholdt, i bekendtgørelsen optages en bestemmelse om, at de på visse betingelser kan købes i den fri detailhandel. Flertallet er endvidere af den opfattelse, at den hidtidige bestemmelse om skriftlig rekvisition bør ophæves, hvorved bemærkes, at der ikke findes formularer til den i den nuværende anordning omhandlede rekvisition. Som konklusion af det anførte har flertallet i 11 i udkastet til bekendtgørelse om detailhandel med lægemidler foreslået, at hoffmannsdråber, jodspiritus, kamferdråber og kloraminvaselin 1 %, uanset bestemmelsen i 8, efter nærmere af Sundhedsstyrelsen givne forskrifter kan falholdes af detailhandlere, når de nævnte varer er indkøbt på dansk apotek. Flertallet mener, at de nævnte fire varer er tilstrækkelige til det foran anførte formål. Flertallet går ud fra, at Sundhedsstyrelsen i de regler, der skal udfærdiges i tilslutning til forslaget, både tager stilling til de pakningsstørrelser, i hvilke de pågældende varer må udleveres, og giver forskrifter for varernes etikettering og emballering samt for deres opbevaring hos detailhandlerne. Endelig ønsker flertallet, selv om spørgsmålet for så vidt er kommissionen uvedkommende, at udtale, at det efter flertallets opfattelse skønnes naturligt, at der træffes en aftale mellem Danmarks Apotekerforening og detailhandelens organisationer om en rimelig avance for detailhandlere ved forhandling af de nævnte varer. B. Flertallet ønsker endvidere at redegøre for de synspunkter, hvorefter afmagringsmidler samt midler mod lus og andet utøj er placeret på listerne. Som nævnt side 13 i kapitel 2 har apotekerlovskommissionen anført, at det har medført visse vanskeligheder, at afmagringsmidler og midler mod kroplus og hovedlus hidtil ikke har været betragtet som lægemidler, men som kosmetika, og udtalt, at sådanne præparater derfor ved apotekerlovens administrering bør betragtes som lægemidler. Flertallet, som ganske kan tiltræde det af apotekerlovskommissionen anførte, går bl. a. i konsekvens heraf ind for, at alle afmagringsmidler, slankhedsmidler og lignende brugsfærdige tilberedninger bestemt til og/ eller anbefalet som midler til at nedbringe legemsvægten eller til at modvirke en stor appetit eller følgerne af en sådan skal klassificeres som lægemidler og være apotekerne forbeholdte varer. Motiveringen herfor er følgende: 1. En del af disse præparater har en med hensyn til formålet så tvivlsom virkning, at de må anses for værdiløse, og salget af dem vil antagelig i hvert enkelt tilfælde kunne forbydes i henhold til apotekerlovens 3. Når præparaterne er apotekerne forbeholdt, vil et forbud

20 20 imidlertid være unødvendigt, fordi falholdelse i det hele taget - hvad enten den finder sted under særnavn eller under fællesnavn umiddelbart vil være ulovlig i henhold til apotekerlovens kapitel XII. 2. En anden del af præparaterne indeholder sådanne mængder af virksomme stoffer, at de af sikkerhedsgrunde kun bør anvendes efter lægeordination, hvorfor de selvfølgelig bør være underkastet den for lægemidler løbende kontrol. Flertallet mener derimod, at en række koncentrerede næringspræparater som Recoven, Idon og lign., som bl. a. anvendes som erstatning for proteinstoffer ved diætbehandling, ikke kan klassificeres som lægemidler og følgelig ikke bør være apotekerne forbeholdt. Med hensyn til midler mod lus og andre snyltere på menneskers og dyrs overflader (utøj) skal bemærkes, at kommissionen har gennemgået de almindeligst anvendte af de i handelen værende præparater, hvorefter flertallet som forbeholdte varer har placeret de præparater, som enten hidtil er blevet forhandlet som medicinske specialiteter eller er optaget i officielle formelsamlinger, uanset om præparaterne er receptpligtige eller ej, medens andre midler mod lus m. v., der nu også, jfr. foran, må klassificeres som lægemidler, som hidtil kan forhandles uden for apotekerne. Når denne sondring er søgt opretholdt, skyldes det bl. a., at en del af de præparater, der er omfattet af lovgivningen om bekæmpelsesmidler, også vil kunne anvendes til det her omhandlede formål og iøvrigt kan købes i den fri handel. C. Flertallet har endelig fundet det nødvendigt at fremsætte sit syn på de brugsfærdige lægemidler, det i henhold til forslagets liste III vil være tilladt at sælge i den frie handel, og som forhandles i en form, der svarer til den made, hvorpå medicinske specialiteter forhandles, d. v. s. i fremstillerens for forbrugeren bestemte pakning under et af fremstilleren valgt navn. Det drejer sig om varer, som vel i henhold til definitionen i apotekerlovens 1 må klassificeres som lægemidler, men som dog er af en sådan karakter, at de ikke hører til de grupper af lægemidler, som bør forbeholdes apotekerne, f. eks. visse halspastiller, sårplastre (hæfteplastre), der er præparerede med ikke-receptpligtige stoffer, visse blandede mineralsalte, kunstige mineralvande m. v. Flertallet mener, at den omstændighed, at disse tilberedninger falholdes under kunstnavne og i pakninger, der er praktiske for forbrugerne, ikke kan medføre, at de betragtes som medicinske specialiteter. Efter flertallets opfattelse vil det ikke være rigtigt at anvende reglerne i apotekerlovens kapitel XII på varer, som det ikke findes rimeli et i henhold til lovens <$> 34 at forbeholde apotekerne, uanset at det i henhold til apotekerlovens 70 ikke formelt er et led i definitionen af medicinske specialiteter, at disse skal være apotekerne forbeholdt. Dette ville ellers betyde, at salget af varer af de foran angivne arter i henhold til apotekerlovens 83 skal ophøre den 1. januar 1957, fordi varerne ikke opfylder betingelserne for optagelse i specialitetsregistret (og - kommissionen bekendt - heller ikke har været søgt optaget i dette). En sådan konsekvens af apotekerloven ville være uantagelig, og reglerne i kapitel XII må derfor opfattes som alene tagende sigte på apotekerne forbeholdte varer, jfr. reglerne i apotekerloven af Flertallet finder støtte for dette standpunkt dels i karakteren af de nærmere regler i apotekerlovens ovenanførte kapitel, navnlig reglerne for optagelse i registret samt kontrolbestemmelserne, og dels i den omstændighed, at det allerede i 5, stk. 2, 3) i Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 22. september 1954 om handel med vitaminpræparater er anført, at virksomheder, der ønsker at fremstille eller indføre vitaminpræparater til salg i den frie handel - d. v. s. præparater af den i 4 anførte art, hvilke præparater ikke ville kunne opnå specialitetsanerkendelse - i sin anmeldelse skal anføre det særlige navn, hvorunder fremstilleren (importøren) måtte ønske at forhandle de anmeldte præparater.