Det er derfor vi er kirke. For at blive en enhed. Det er fra kirken vi sendes ud for at dele ud af Guds kærlighed. Som vi selv først fik lov at smage.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Det er derfor vi er kirke. For at blive en enhed. Det er fra kirken vi sendes ud for at dele ud af Guds kærlighed. Som vi selv først fik lov at smage."

Cecilie Nørgaard
7 år siden
Visninger:

1 Johs. 17,20-23 Den smukkeste prædiken jeg kender over denne tekst af Tutu talt til alle U2s koncerter Tutu talte hver aften fra en stor skærm under koncerten. I løbet af de to år for ca. 7, 2 millioner mennesker. Tutu prædiker positivt om mennesker, der har gjort opstand mod uretfærdighed: Det er de samme mennesker, der ophævede slaveriet i USA, som kæmpede for civile rettigheder i 60erne uanset race og køn, de samme mennesker, der fik skabt en skørbelig fred i Nordirland i 99,og de samme mennesker som omkring årtusindskiftet kæmpede for gældssanering af de fattige i forhold til den rige verden, de samme mennesker der også fik apartheidstyret fjernet i Sydafrika, er de samme mennesker som nu kæmper for mere gratis medicin til Afrika til bekæmpelse af Aids og malaria. Og de samme mennesker der har magtet disse store fremskridt og som nu selvfølgelig også kæmper med mange nye forhindringer. De samme mennesker, det er sådan nogen som os siger Tutu til koncerten som os, der er samlet her til koncerten. Og jeg siger sådan nogen som os, der her er samlet til gudstjeneste en smuk augustdag i Sct Pauls. Sådan nogen som os, siger Tutu siger Jesus. Almindelige mennesker, ikke en samlings store helte. Nej sådan nogn som os, som vi virkeligt er, svage og stærke på samme tid. Hvis vi arbejder sammen som en enhed. As one. Siger Tutu. Som en enhed. Hvis vi arbejder sammen som en enhed. Samlet kan vi udrette mirakler. Solidaritet. Står sammen. Løfter i flok. Satser alt på samhørighed frem for individualitet. Når det sker, og vi virker sammen, så putter Gud en vind i vores ryg, siger Tutu. Vi får medvind, kraft fra det høje, mod til at modstå modgang, mørke. Vi bevæges af Gud Helligånd og vi kommer til at lave bevægelse i verden. Lyder det naivt, håbløst naivt? Eller bare talt fra et sted, hvor alt er godt? Med sit på det tørre. Det sidste kan man ikke sige, når det er Tutu, som stadig står midt i kampen mod korruption og racediskrimination og megen anden ondskab i Sydafrika. Håbløs naivt? Jamen hvordan skete de forandringer, han remser op. Var de ikke også umulige, før de skete? Og hvad er det her andet, end hvad jeg læste op før fra Jesu mund til hans disciple som afsked:

2 Den guddommelige styrke, som du har givet mig, har jeg givet videre til dem for at de kan blive en enhed ligesom vi er. Vi skal som mennesker leve i enhed, som Kristus er eet med sin far i Himlen. Enhed forandrer verden til det bedre. Jesus taler også om, hvad vi får givet ved troen på hans følgeskab og frelse for os: Når jeg er i dem, og du er i mig, bliver de også en fuldkommen enhed. Så kan verden forstå at du har sendt mig, og at du hele tiden har elsket dem lige så højt, som du elsker mig. Det er evangeliet, det er det Jesus ved Helligånden først og fremmest vil levendegøre for hver enkelt af os i vore hjerter. Vi er hver for sig ligeså højt elsket af Gud, som han elsker Jesus. For Gud er der ingen forskel på hans forhold til hans søn og til alle os, som er hans børn som hans skabninger. Fortællingen om, hvad enheden kan forandre og udrette i verden bygger altså på, at den enkelte i troen erfarer at være betingelsesløst højt elsket af Gud Fader. Formuleringen as one, som en enhed har sat frugter i mange sange. I John Lennons sang Imagine er det en længsel, at komme til at leve der, hvor nationalitet og ejendom og religion ikke skiller mennesker fra hinanden. Lennon ved godt han er en drømmer. I U2s sang, One, som sikkert er inspireret både af Lennon og af Jesu ord, som er KFUM og KFUKs verdensmotto, og derfor også på dagsordenen i Dublin i 70erne, der digter Bono om at leve i enhed, hvor vi er nødt til at bære hinanden. Der handler enheden om, at blive i den indbyrdes kærlighed og tro på dens grænseoverskridende styrke. Er det ikke også meget naivt? Idealistisk drømmeri. Ja. Jesus siger jo, at Han selv vil virke denne enhed, og han betaler selv den højeste pris for at blive i kærligheden til alle mennesker, på korset tilgiver han sine fjender. Det er enten helt radikalt svagt, eller også vidnedsbyrd om den største og dybeste og stærkeste kærlighed. For troen er det svaghedens styrke, kærlighedens sandhed som sårbar. Lennon er jo ikke mere naiv, end at han er en kunstner, som hele sit liv kæmper med at finde kræfter til selv at være i ballance, samtidig med at han kæmper med andres latterliggørelse og hans egne dæmoner.

3 Bonos tekst One er så langt fra naiv, som det er en skilsmissesang, som samtidig bliver i troen på kærligheden. Her synges der om at vi er søskende, der synges om at vi er nødt til at tage vare på kærlighedens gave, men det kan ske, at vi slår den ihjel. Men det bør ikke få os til at længes mindre efter den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, som Paulus siger det. Lad os høre Peter spille One og leve os ind i spændingen mellem smerte og længsel efter forløsning. Så vi forkynder en enhed i menigheden, i verden på trods. På trods af forskellighed. På trods af at vi til tider giver los for ligegyldighed og modarbejder hinanden. På trods af smerten over skilsmisser og sårbarhed ved dødsfald. På trods af tyngden af begær, hvor mennesker stadig mener de har ret til at udnytte andres svaghed. På trods af vores afmagt over for mangt og meget, som vi ikke kan forstå og få til at gå op og gå hjem. På trods af følelser af at være sat udenfor fællesskabet til tider. Så er og bliver der en enhed i verden blandt mennesker. Som bærer med på hinandens liv. Samhørighed. Holde af, holde med, holde ud. I Gellerup menighed og i Sct. Pauls menighed og i Korshærens menighed har jeg oplevet rigtig mange glimt af denne enhed, af samhørighed, af samvirke, af et godt samliv. Det må være fordi Guds Ånd også har været der. Denne enhed kan vi ikke takke nok for, og denne enhed, samhørighed kan vi kun tilkæmpe os hver eneste dag. Den er særligt også til stede, når vi knæler ned ved Herrens bord. Når vi gør os lige kropsligt med hinanden, og viser vi er lige afhængige af Guds tale til hver enkelt af os: Du er også mit elskede barn. Som Jesus. Og som alle de andre omkring dig. Og jeg beder om lidt ved alteret, som præsten vanligt gør i ritualet: Giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen. Det er derfor vi er kirke. For at blive en enhed. Det er fra kirken vi sendes ud for at dele ud af Guds kærlighed. Som vi selv først fik lov at smage.

4 Vi er berærede ved at være børn af Gud, som giver os nye begyndelser i gen og igen. Og vi er bebyrdede ved at være en del af hinandens liv, og vi gør livet svært for os selv. Men vi er beærede og bebyrdede begge dele samtidigt. Sådan er vort liv spændt ud mellem Guds veje og vore egne veje. Hvad så med dem, der ikke rigtig kan tro alt dette? Hvad så med dem, der er tynget af skyld og slet ikke kan holde sig selv ud? Hvad så med dem der bliver ved med at fortvivle, eller dem der kalder Gud og kærligheden med andre navne? Hvad så med dem, der vender Gud ryggen? Hvad så med dem, der bliver ved med at sige jeg kan selv? Hvad skal jeg sige, mine ord vil ikke meget sige. Men jeg tror, at når det nu er Guds projekt at skabe en enhed mellem alle mennesker, et brød og en menneskehed, så finder han en vej. Johnny Cash var et menneske, der svingede mellem dyb tro og fortvivlelse, fordi han havde mange brændte broer og brud på samvittigheden. Et år før han døde sang han en sang, der hedder Hurt, som en slags svanesang. I den sang er han meget hård ved sig selv. Det er een lang syndsbekendelse. Den sang skal vi nu høre til slut i Peters egen danske oversættelse. Som en sang, vi alle kan lade os bevæge os af, så vi også sørger for, at når mennesker har det sådan, skal de stadig høre til i fællesskabet. Og hvis vi selv har det sådan, kan vi tro os trøstet af ærligheden og længslen hos Cash. For det er jo sådan Jesus har villet det, tror jeg. Han er jo hele tiden på vej til os. Hvordan skulle Jesus på nogen måde have forladt Cash, mens han var dybt nede. Det var netop mennesker i nød, Jesus ville vise størst kærlighed. De raske har jo ikke brug for læge, det har de syge. De ord handler også om os i nød. Derfor: Når jeg er i dem, og du er i mig, bliver de også en fuldstændig enhed. Vi hører Hurt.

5 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Fader Søn og Helligånd du som var er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen og tak til Peter for nærværendegørelse af følelser og pointer Vi beder kirkebønnen sammen, og der er fire afsnit og i mellem dem synger vi O Gud hør min bøn nr. 419 Kære far i Himlen Tak for alle glimt af samhørighed og enhed på trods af og på tværs af al forskellighed og også uenighed. Tak for at vi må tro, at du elsker os lige så højt som din egen søn. Tak for dit skønne skaberværk. Lad os leve mere ansvarligt, så vi ikke ødelægger din verden for de kommende generationer. Vær os nær, når vi kæmper mod vores selvoptagethed og ligegyldighed. Ånd på vore hjerter og send os ind i kampen igen. Derom beder vi

6 Vibeke Joan Far i Himlen Tak for fællesskabet i kirken, i Sct. Pauls, I Korshæren, og alle steder hvor mennesker knæler ned og rækker ud efter dine kræfter. Tak for alle de mange, der bidrager med forbøn, penge, nærvær, kaffebrygning, smil og meget andet og ikke mindst kærlighed til fællesskabet. Lad os have øje for hver enkelt, som bidrager på sin måde. Giv os at vokse i kærligheden, og forny vore kræfter og vort mod, når vi bliver svage og triste og opgivne. Hjælp os til at have øje for dit følgeskab med os, som er allertydeligst, når det er allermest nødvendigt. Lad os trøste os og styrke os ved troen på, at absolut intet kan skille os fra din kærlighed i Jesus Kristus. amen.

Relaterede dokumenter

Alle Helgens søndag 2014 Mattæus 5, 1-12

Alle Helgens søndag 2014 Mattæus 5, 1-12 Evige Gud, vor Far i Himlen hold vore døde i dine gode hænder og tag imod vore nyfødte, så at de erfarer, at de altid bliver ledet af din hånd nu og i evighed.