Prædiken til 3.s.e.påske 2016, Vor Frue Kirke, København Stine Munch

Transkript

1 Prædiken til 3.s.e.påske 2016, Vor Frue Kirke, København Stine Munch Vi ved det godt, det virker ikke, og det virker heller ikke her. Ja, det er på en måde befriende at det heller ikke virker for Jesus, både Thomas og Filip siger jo: Jamen, hvor går du hen? Og kan du ikke love, at der sker noget godt.. Udtrykker Jesus i dag netop ikke lige præcis den trøst der siger: Tag det roligt, det går over? Det lyder i hvert fald umiddelbart som den trøst, der ligger lige for, når vi står overfor nogen der har det svært, og man føler sig så afmægtig, og bare gerne vil hjælpe, men ikke kan. "Du skal nok finde en ny kæreste". Eller "Du skal nok blive rask, du skal bare være tålmodig". Men hvad galt er der egentlig i det? Meget ofte er det jo rigtigt! Man bliver rask! Man får en ny kæreste! Sorgen letter faktisk!»jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! Som Jesus siger det i dag. Jo, det der er galt, er at man ikke kan høre det når man står midt i det værste. Og det kunne disciple vel heller ikke. De havde jo heller ingen anelse om hvad Jesus talte om.. Hvis man kunne høre det, hvis man virkelig kunne overbevises, så var man jo ikke fortvivlet. Så ville det blot være en irriterende afbrydelse i det man var i færd med, men ikke nogen katastrofe. De fleste ville godt kunne klare det der gør ondt, hvis man virkelig vidste at det kun var kortvarigt, en overgang. "Det er kun et lille bitte stik", som lægen siger når børnene skal vaccineres. 1

2 Men når det gør så ondt, så er det jo fordi man i situationen, slet ikke kan se at det vil få en ende. Man er nærmest sikker på at det aldrig går over. Det føles jo virkelig som om at livet netop ikke går videre. Fortvivlelsen er frygten for, at det mørke der dækker een nu, aldrig skal forsvinde. I fortællingen til i dag, prøver Jesus at berolige sine disciple. Ordene er taget fra det man kalder "afskedstalerne", hvor Jesus dagen før han skal korsfæstes, taler til disciplene. Og han taler i Johannes-evangeliet som den, der er fuldstændig klar over hvad der skal ske. Ikke bare at han skal korsfæstes - det aner han også i de andre evangelier - men, og det er det afgørende: At han skal opstå. Han taler så at sige som den der allerede er opstået. Lidelse og død er noget han skal igennem, men han er fuldstændig klar over, at det går over - tre dage tager det, helt præcis. Sådan prøver han at berolige dem med ordene, om at når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er." Men de hører det ikke, eller forstår det ikke. For at også I skal være hvor jeg er? Ordene gør dem bare mere forvirrede. Og Thomas siger:»herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«men det, Jesus siger her i dag, det er jo slet ikke ord, som forklarer noget som helst, som vi så kan begribe og forstå. Jesus taler til vores mod og vores hjerte for at hjælpe os til at turde tro nok om det liv, Gud giver os. Og for at fortælle os, at han selv er vejen vi skal følge. Den dag, Jesus siger de her ting til disciplene, da handler det jo om, at han selv skal dø næste dag. - Han havde sagt det til dem før, men hver gang nægtede de at høre på 2

3 det. For hvis det skete, så var alting tabt - så var det hele håbløst - hvad kunne de så tro på, hvis alt det, de havde ventet af ham, hvis det bare løb ud i sandet. Nu ved vi jo, hvordan det endte alt sammen, da Jesus døde på korset. Disciplene skulle igennem den helt store modløshed og fortvivlelse - og dér ventede så en meget større tro, som de aldrig havde kendt før. Det så ud som den fuldstændige håbløshed - og så blev det dér, de opdagede, at håbløsheden ikke holdt. Jesus opstod fra de døde og kom tilbage til dem. Håbløsheden er vores måde at svigte livet på, når vi ikke kan tro nok om det, Gud giver os. Det er til vores livsmod og tro og vilje til livet, Jesus taler i dag. Og selvom disciplene ikke kunne høre trøsten, og vi ofte heller kan når vi står midt i mørket, så er det den største trøst Jesus kommer med her.»jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«gud har vist os sig selv i Jesus. Gud har vist sig i ingen anden end Kristus Jesus. Og Gud har med opstandelsen fortalt os, at det som ser umuligt ud, dog er en mulighed for Gud. Det er trøsten. At Gud er vor Far og at han altid har mere at sige os, end vi kan sige os selv. Det sker at børn har mareridt om natten, og nattens søvn bliver brudt af et hjerteskærende råb efter mor eller far. 3

4 Nærmest i søvne løfter man barnet op, holder om det og siger, at det hele kun var en ond drøm og at der ikke er noget at være bange for. Men det er jo på en måde løgn, for der er masser at være bange for. Så hvorfor siger den voksne ikke til barnet: Det du drømte var kun en brøkdel af tilværelsens rædsel. Bare vent til du bliver voksen Det siger sig selv, at man ikke skal tale sådan til barnet. Det ville jo tage livsmodet fra det. Og hvis der er noget man som forældre ønsker for sit barn, så er det livsmod. Og når man trøster det efter nattens mareridt, så skyldes det naturligvis kærlighed. Og den kærlighed er det, der igen og igen taler gennem hele det nye testamente: Frygt ikke, for Gud er med dig. Frygt ikke, for Kristus har vist dig, at han, uanset hvad, besejrer død og mørke. Han som vidste, at der sandelig er meget at frygte i denne verden. Han døde under frygtelige pinsler uden for bymuren sammen med et par forbrydere. Når han alligevel siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud! Er det, også, af samme grund som når forældre trøster et barn med mareridt. For til stadighed at indgyde os tro, håb og kærlighed. For til stadighed at blæse sin livgivende Ånd i os så vi får mod til at leve livet og ikke fortvivler over al den meningsløshed vi i den grad også oplever. Jesus kom jo ikke til jorden for at lære os, hvordan vi kan hæve os op til en helt anden og finere virkelighed, hvor vi altid hviler i Guds arme og finder stille og 4

5 uanfægtet fred. Han kom ikke for at give os en hel lang indføring i bedestillinger og rigtig påklædning. Og Bibelen er jo heller ikke nogen manual i god opførsel. Men fortællingen om menneskets grundvilkår og fællesskabet med Gud. For Gud selv, Kristus, kom for at kæmpe sammen med alle de usikre og tvivlende og fortvivlede, og han skånede ikke sig selv. Han hang selv på korset og råbte sin smerte ud, - det var, som om Gud havde forladt ham. Og i hele Bibelen findes der ikke et eneste menneske, som ikke har tvivlen og fortvivlelsen med hele tiden - sammen med en tro, der tit er svær at holde fast. Bibelen er overhovedet ikke en bog for de sikre og uanfægtede. Og det er vel oftest sådan, at troen slet ikke er sådan en stærk og urokkelig overbevisning, som vi kan sætte os til rette med og føle os usårlige i. Og tvivl og fortvivlelse er der jo, som sagt, masser af grund til at blive grebet af... Hvorfor det er sådan, hvorfor Gud den almægtige lader lidelse og ulykker ske, finder vi vel aldrig et fuldgyldigt svar på. I det gamle testamente rettes klagen i lidelsens tider mod Gud og omtrent halvdelen af Bibelens salmer er klagesalmer. Måske er det sådan, at der er håb I at kunne klage, og at der er kraft i at erfare, at Gud er stor nok til at rumme al verdens sorg. Og vi har lov til klage til Gud.. Vi er jo hans børn, døtre og sønner, han er vores far. Og som barnet der vågner op fra et natligt mareridt og kalder på sin mor eller far, må vi kalde på Gud, vor far. Kristus, Guds søn, vores bror, som oplevede livets glæder, men også sorg og fortvivlelse, råbte også til Gud: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Den, der har set mig, har set Faderen. 5

6 På trods af at Sønnen er så tæt forbundet med Faderen, ja, at de er eet, så kæmpede Jesus selv med sin sorg og sin smerte, og det bliver herigennem klart for os, at ingen slipper for lidelsen uanset tro, fromhed og retfærdighed. Samtidig, med alt det vi med god grund frygter, og det må være evangeliet til i dag, er vi omsluttet af en evig omfavnelse. Vi er blevet lovet en vej videre, når Kristus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Og et håb og en fremtid både for de døde og os efterladte. I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Mens vi er her, udfordres vi til at være medmennesker for hinanden, som kan gøre kærligheden konkret i verden. Og fordi Ordet om Guds kærlighed på trods af det hele, er til trøst og nyt liv er det, at vi holder gudstjeneste. Slet ikke for at vi kan mødes om søndagen og få bekræftet vores egen uanfægtede selvsikkerhed, men for at give os nye kræfter til alligevel at se Gud i det helt almindelige liv. I læsningen fra Apostlenes Gerninger som vi hørte fra alteret, taler Peter virkelig lige ud. Jeg er begejstret for når folk taler lige ud om Gud. Og Peter er her, som han jo for det meste er, klar i mælet. Der er ingen der skal stille spørgsmålstegn ved hans Herre og Mester. Og hvis de gør det, for det kan de jo bare prøve, så får de klar besked: Der er ikke frelse i nogen anden end Kristus. Jeg synes det er så befriende at Peter siger sådan. For jeg tror nemlig heller ikke at der er frelse ved nogen anden end Guds søn, og om ikke andre, så kan jeg i det spørgsmål da læne mig op af Peter som jo har gået sammen med Herren selv. 6

7 Men det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan blive i tvivl om det hele. Om min tro. Om Kristus, sådan som jeg sagde det før. Og jeg kender jo også andre troende mennesker der kan blive i tvivl. Og jeg kender mennesker, endda meget godt, som ikke kan tro. Men det er netop til os lidettroende, vantro, usikre mennesker Gud kommer. På netop dette gudsforladte sted kom Gud i sin søn Jesus Kristus. Og han lærte os, at Gud kender os. Jesus bruger billedet af sig selv som en hyrde og os som et får, sådan som vi hørte det i evangeliet til sidste søndag. Der er nok ikke nogen af os, der har så meget lyst til at blive sammenlignet med får. Men det gør Jesus. Og der er måske alligevel noget om det. For eksempel når det handler om det med Guds rige, om frelse, om det, at kende, hvad der er rigtigt og forkert. Eller det at sortere mellem, hvad der virkeligt er noget værd og hvad der ikke er. Her har vi brug for en hyrde. Hermed menes ikke, at vi ikke dur til noget i vores liv. Kristendom handler ikke om at skrue hovedet af. Tværtimod. Men det, der for Jesus er pointen, er, at når det gælder en eneste ting, er vi fuldstændig hjælpeløse. Ja, uden evner. Dumme om man vil. Vi kan ikke selv komme ind i Guds rige. Men riget kommer til os. Gud kommer til os. Det gælder alle. Kristendommen er hverken en elitereligion for de særligt religiøse gemytter. Det er heller ikke en afmagtsreligion, der kun appellerer til dem på bunden af samfundet. Når der står, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, så handler det heller ikke om, at vi skal være uskyldsrene og nuttede og dermed gode nok til Guds frelse. Men det handler om barnets forhold til far og mor når det er bedst. 7

8 For vi er mere end får vi er børn af Gud! Der er ingen, der er for skyldig eller for dum til at kunne møde evangeliet om Jesus Kristus. Fordi det ikke kommer an på os! Men på Gud, på Kristus der kommer til os. Og det budskab skal ikke pakkes ind, eller skjules, eller omformuleres til ukendelighed. Eller gøres lige med noget andet i verden. Nej, der skal tales lige ud om Gud, for har vi noget at være stolte af, så er det evangeliet om frihed og lighed til ethvert menneske. Så er det evangeliet om, at uanset hvem du er, så kalder Gud på dig og løfter dig op som et lille fortabt får. Kristus inviterer alle, og hans ord skal vi derfor forkynde og fortælle videre, både med gerning og med ord, så tit vi kan komme til det. Og når vi så ikke har mere kampgejst og bliver i tvivl om det hele, så må vi bede - og Gud vil høre os og løfte os ud i opstandelses hvor alt bliver lyst og godt igen. Før eller siden. Både her i livet og engang i døden. Det er jeg overbevist om. Urolige hjerte, Luk op for Guds fred. Kære menighed, stol på Gud. Kristus er opstanden. Amen. Amen. Lovprisning 8

9 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Himmelske Fader. Lær os at lytte til dit Ord. Og lad du til stadighed troen bo ved vore hjerter Lær os at tage imod - i stedet for altid at vide bedre. Lær os at være stolte af evangeliet og stå ved det over alt og alle. Lær os at give, når vi har fået din kærlighed. Giv trøst til dem, der sørger, fordi de har mistet én, de holdt af. Giv tro til dem, der er bange. Giv styrke til dem, der er syge eller er døende. Giv styrke til dem, der regerer vort land, både i kongehus, i Folketinget og regeringen. Giv os alle tro, håb og kærlighed, og evnen til at glæde os over livet, I Jesu Navn, Amen. Motet Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! 9

10 10