Prædiken til Mariæ Bebudelse, Luk 1, tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 6. april 2014 kl Steen Frøjk Søvndal.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke Søndag d. 6. april 2014 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til Mariæ Bebudelse, Luk 1, tekstrække Salmer DDS 71: Nu kom der bud fra englekor Dåb DDS 448: Fyldt af glæde over livets under DDS 73: Vi synger med Maria DDS 106: Af højheden oprunden er Altergang: DDS 68: Se, hvilket menneske og DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte DDS 80: Tak og ære være Gud Tekstlæsninger GT-læsning 1 Mos 18,1-15 Epistel 1 Kor 1,21-31 Prædiketekst Luk 1,46-55

2 2 Da sagde Maria:»Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre mod Abraham og hans slægt til evig tid. Prædiken Gud på jord, er temaet for vores rytmiske gudstjeneste i eftermiddag. Det betegner rigtig godt, hvad Maria Bebudelse handler om. Gud bliver født af et menneske, som et lille barn. Vi hørte det i Trosbekendelsen ved dåben: Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria. Og allerede her slår vores hjerner fra. Den almægtige Gud bliver et lille, skrøbeligt barn, den allestedsnærværende Gud fødes på jord i en stald i Israel, den usynlige og hellige Gud født af et syndigt menneske, jomfru Maria. Det er sandheder, som Lukas skriver om i begyndelsen af sit fremragende evangelium om Jesus Kristus. Og det er sandheder, vi skal bygge på i vores liv. Helt i begyndelsen af evangeliet skriver Lukas, at han har sat sig for at skrive beretningen om Jesus ned, og det vil han ved hjælp af de skriftlige dokumenter, som var skrevet ned og ved hjælp af øjenvidnerne, som med egne øjne og ører havde set og hørt, hvad der skete med Jesus, og stadig levede, mens og efter at beretningen var sendt ud. De kunne korrigere ham, hvis han tog fejl i noget. Han skriver også, hvorfor han skriver evangeliet og sender det ud: for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i.

3 3 Det er pålideligt. På græsk bruges et ord, som hedder asphalaion, som vores ord asfalt kommer af. Så Lukas vil sige: Du kan vide, at det jeg fortæller dig, er asfalt for troen! Det er det, du kan bygge din tro på. En grund at stå på! Nogle gange forekommer det mig, at mange i vores samfund og selv i vores kirke tænker om de store trossandheder som skyer, der flyder rundt i luften og som vi ikke rigtig kan få fat om. Man tænker vores viden om Gud som tåger, der er utydelige og uklare. Måske er det, fordi så meget andet flyder og er utydeligt for os. Så slår det ind over vores trosliv og får os til at flyde rundt. Her hjælper Lukas os. Han taler om de store sandheder som asfalt! Det er klipper eviggyldige sandheder, som aldrig rokkes en millimeter, uanset hvad mennesker mener om dem. Uanset, om disse sandheder er en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger. Jo, for som vi hørte fra alteret: Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. Selv når Gud viser sig tåbelig eller svag for os, så er han højt hævet over menneskers tankegang eller styrke. Det er sådan, Guds ord er! Asfalt. Jeg har prøvet at ryge over styret på cyklen og lande på asfalt med hovedet uden at nå at tage fra med hænderne. Asfalt er hårdt og sikkert! Det flyttede sig ikke det var mit hoved, der flyttede sig og blev rykket lidt rundt. Guds ord er ikke skyer eller tåger. Det er asfalt. Det er urokkeligt og fast, fordi Gud er urokkelig og fast. Du skal som kristen vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid, siger Esajas. Jomfrufødsel er en forargelse for nogle. Jeg diskuterede for en uges tid siden her i kirken med en muslim om dette, at Jesus er Gud, og at Gud dermed blev født af en jomfru. For ham var det en forargelse, gudsbespotteligt. Gud kan ikke komme til jorden, og da slet ikke som et menneske. Gud er i himlen og bliver deroppe! Noget

4 4 tilsvarende ville jøderne sige. Og måske tænker du også sådan. Gud er i himlen og passer sit arbejde deroppe. Men det, vi hører i dag, viser tydeligt, at Gud ikke bare kommer på besøg på jorden, som Guds besøg til Abraham kunne tyde på, men han vil forene sig med mennesket ved at blive kød. Kun sådan kan han frelse menneskeslægten! For nogle er dette en forargelse, for andre er jomfrufødslen en dårskab, en tåbelighed. Langt ind i vores kirke regnes denne urokkelige sandhed, som Lukas har overleveret os, for latterlig eller ligegyldig, et levn fra en fortidig mytologisk tankegang. Man kan mest grine af den ligesom Sara dengang lo af mændenes ord til Abraham om, at hun skulle få en søn. Du skal ikke bare kende denne sandhed som en sky, du kan forsøge at få fat i, men du skal kende asfalten under den: Pålideligheden i det, som du er blevet undervist om. Paulus skrev til os: for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. At Jesus er Gud og menneske er en kendsgerning både historisk, biologisk og fysiologisk. Vores tro på Gud er ikke skyer, der flyder rundt i luften, ideer i den menneskelige drømmeverden det er asfalt! Maria har i sin stærke lovsang nogle urokkelige sandheder, som Gud vil slå ned med syvtommersøm i vores liv. Den første: Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Er det ikke en skøn sandhed? Jesus, hvis navn er helligt og frygtindgydende og stort, er barmhjertig i slægt efter slægt. Det barn, hun bærer i livmoderen, skulle blive Guds redskab til at frelse menneskeheden fra synd og død. At Jesus skulle fødes, betyder barmhjertighed. Er det et billede, du har af Jesus? Barmhjertighed! Det er et gammelt ord, og det betyder noget meget præcist, som

5 5 passer godt til i dag. Ordet barmhjertighed er i familie med ordet livmoder. Guds barmhjertighed er den følelse, som opstår hos en moder, der har et barn i maven eller har haft det. Barmhjertighed. Det var den følelse, som drev Jesus op på korset for os. Han havde barmhjertighed med os. Det er den samme barmhjertighed, Gud har mod dem, der frygter ham og derfor kommer til ham med al deres synd og skyld. Gud vil tilgive den. Slå den sandhed, barmhjertigheden, fast i dit liv, siger Lukas gennem Marias lovsang. Og gør det med syvtommersøm. Den anden sandhed: Han har øvet vældige gerninger med sin arm. Oversat til i dag kunne det hedde: Han har gjort mægtige ting med sin store styrke. Maria tænker sikkert på de store frelsesgerninger i Israels historie som udfrielsen af Ægypten, Guds omsorg og ledelse i ørkenen osv. Måske så hun også noget af alt det, det lille barn, hun nu bar, skulle gøre. I hvert fald kan vi tænke på Jesu frelse. Hvad det lille barn skulle igennem i løbet af sit korte liv og særligt i den sidste tid hen omkring påske, var forfærdeligt. Det var smertefuldt, men det var også vældige gerninger. Vi kan også hver især tænke på det, Gud har gjort for os i vores liv. De fleste af os vil sige, at vi kom igennem svære ting og perioder i vores liv, men Gud har også gjort vældige gerninger for os. Slå de vældige gerninger fast som en urokkelig sandhed og gør det med syvtommersøm! Den tredje sandhed: han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Det er ikke rart at være ringe eller være den lille. Som barn glæder man sig til at blive større at blive teenager eller myndig, for så må man få lov til mere. Det er først, når man bliver 13, at man må gå på Facebook, og først når man bliver 18, at man kan få kørekort. Og nogle oplever, at vejen bliver blokeret for en, fordi der er noget, man ikke kan eller er god nok til. Man kommer ikke ind på den uddannelse,

6 6 man gerne vil, man får ikke det arbejde, man drømte om eller den forfremmelse, man stilede efter. Vi har alle sammen prøvet at gerne ville noget og så få svaret: Nej, du er for lille. Eller: Du er for dårlig. Du må vente til du bliver noget større. I Guds rige hører du ikke det aldrig! Gud vil aldrig nogen sinde sige til dig: Du er for lille! Det kan du ikke, for du må først blive større. Tænk på børnene, der i dag blev døbt. Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige hører sådanne til, hørte vi. Gud ophøjer de ringe, de små. Tænk på Maria. Maria var lille! Da Maria sang sin lovsang, så befandt hun sig faktisk i det, der udefra set må være bunden af et spildt liv. Hun ser også sig selv som en af de små og ringe. Det kan godt være, at vi har et glansbilled-agtigt opfattelse af Jomfru Maria som himmeldronningen, der sidder med glorie om hovedet. I virkeligheden var hun en teenage-pige, måske i konfirmationsalderen, der er løbet væk hjemmefra, fordi hun er blevet gravid endda uden for ægteskabet og hendes forlovede var ikke engang faderen til barnet. Det kan godt være at hun taler om, at det er Guds søn, og det var Guds mægtige værk men lige så lidt som at man vil tro det i dag, lige så lidt ville man tro det den gang. Ja ja! den er god med dig. En engel sagde, at du er blevet gravid med Helligånden! Og kan det give genlyd i dag i vores samfund, når sådan noget sker, så kunne det i den grad dengang! Havde tv-programmet De unge Mødre kørt i fjernsynet den gang, så var hun en oplagt deltager så hun kunne udstilles i sin ynkværdighed, og vi kunne tænke godt det ikke er mig og tilfredsstille vores lyst efter et forarget sug i maven og et godt grin. Den store forskel mellem i dag og den gang, er at i dag vil man bare grine af Maria, den gang ville man stene hende til døde. I dag vil man lave et karaktermord på hende

7 7 den gang ville det være en offentlig henrettelse. Hun er en letlevende pige, der har brudt loven, og derfor står hun til at blive stenet ihjel. Den eneste, der tror hende er denne gamle gravide slægtning, Elisabeth, som hun er flygtet hen til og som hun bor ved i 3 måneder. Ellers står hun rimeligt meget alene alene i det, der vel for andre mennesker at se må være det dybeste man kan synke. Hun burde ikke synge lovsang, men klagesange for hvad har du dog kastet mig ud i? Nu er jeg landsbyens udskud, truet på livet. Nu er der ikke ret meget andet end Gud at klamre sig til og det gør hun så. For hun synger ikke klagesange, men netop lovsang. Hun synger ikke om den hårde opgave, der synes at være blevet lagt ned over hende, men hun synger om det gode, Gud har gjort. Synger om det gode Gud har gjort mod hende og for hende. Læg mærke til, at Maria taler i datid om Guds gerninger, at det er noget han allerede har gjort. Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Det er ikke bare ord, der gælder den gang, da Maria sang dem første gang, men de gælder også i dag, også os, når vi føler, at nu er der ikke meget andet at holde fast i end Gud, og selv han ser ud til at være fraværende eller i bedste fald forstår vi ham bare ikke. Hele Guds store frelseshistorie viser os, at Gud har gjort store ting og i det kan vi plante vores håb for fremtiden ned i, at han også fremadrettet er værd at stole på, ja, at vi kan synge os ind i løfterne som Maria gjorde det. Det er derfor, den liturgiske farve er hvid, og det er en festdag, hvor vi også synger salmer og lovsange ikke bare fordi vores problemer skal synges væk, men fordi vi får lejlighed til som Maria at træde ind i Guds frelseshistorie og sige han har set til mig frelseshistorien er også min historie. Vi kan sige med Maria: her hvor jeg står, har jeg ikke andet end mit håb til Gud den Gud, der giver løfter og holder ord. Det er vores håb.

8 8 Og Maria synger om den barmhjertighed ikke som en, der selv er på toppen af tingene og som ser ned på os, der har brug for hjælp, og gerne fra hende. Men som en, der er på samme niveau som os. Slå også den sandhed fast, og gør det med syvtommersøm: Gud har ophøjet de ringe. Og så én sidste ting: Har du lagt mærke til, at Marias lovsang er fyldt med glæde? Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Lukasevangeliet er blevet kaldt glædens evangelium, og tonen bliver sat allerede her fra begyndelsen. Lad os bede Gud om at lade den glæde blive tonen i vores liv, fordi Gud har gjort så store ting mod mig. Det er asfalt, som vi kan bygge vores liv på! Amen!