hun havde købt specielt til turen hendes rejsetøj, som om hun skulle giftes, når hun dog i stedet for en bryllupsrejse skulle passe denne baby i en

Transkript

1 CHRISTINE FALLS Hun var glad for, det var aftenbåden, hun skulle med, for hun var sikker på, hun ikke havde kunnet klare den tidlige morgenafgang. Ved festen aftenen før havde en af de medicinstuderende fundet en flaske hospitalssprit og blandet den med appelsinjuice, og hun havde drukket to glas, og indersiden af hendes mund føltes stadig rå, og noget i stil med en tromme bankede bag hendes pande. Hun var blevet liggende i sin seng det meste af formiddagen, stadig beruset, ude af stand til at sove, og det meste af tiden havde hun grædt med et lommetørklæde presset mod munden for at dæmpe sin hulken. Hun var skræmt af tanken om, hvad hun skulle i dag, af det hun skulle påtage sig. Ja, hun var skræmt. I Dun Laoghaire vandrede hun frem og tilbage på molen, alt for nervøs til at stå stille. Hun havde anbragt sin bagage i kahytten og var gået ned på molen igen for at vente, som de havde givet hende besked på. Hun vidste ikke, hvorfor hun havde sagt ja til det, hun blev bedt om. Hun havde allerede et jobtilbud i Boston, og nu var der så tilbuddet om penge oven i købet, men hun havde en fornemmelse af, at det var mere, fordi hun havde været bange for forstanderinden, bange for at sige nej, da hun blev spurgt, om hun ville tage barnet med. Forstanderinden havde det med at lyde allermest skræmmende, når hun talte helt stille. Godt, Brenda, havde hun sagt og set på hende med sine udstående øjne. Du skal tænkte alvorligt over det, for det er et stort ansvar. Alt havde været så underligt, den kvalme fornemmelse i maven og den brændende følelse i munden efter alkoholen, og så den kendsgerning, at hun ikke var iført sin sygeplejerskeuniform, men det lyserøde uldsæt, 7

2 hun havde købt specielt til turen hendes rejsetøj, som om hun skulle giftes, når hun dog i stedet for en bryllupsrejse skulle passe denne baby i en uge, og ikke det fjerneste anstrøg af en ægtemand. Du er en god pige, Brenda, havde forstanderinden sagt og iført sig et smil, der var værre end hendes arrige grimasser, Gud være med dig. Hun ville helt sikkert få brug for Hans selskab, tænkte hun nu sørgmodigt: Der var i nat på båden, og så i morgen togrejsen til Southampton, og så endnu fem dage til søs, og hvad så? Hun havde aldrig været uden for landets grænser før, bortset fra den ene gang, da hun var lille, og hendes far havde taget hele familien med på en dagtur til Isle of Man. Et slankt, sort automobil banede sig møjsommeligt vej mellem mængden af passagerer på vej til båden. Det standsede, da det stadig var godt ti meter fra hende, og en kvinde steg ud fra passagersædet med en lærredstaske i hånden og en bylt i et tæppe i den anden arm. Hun var ikke ung, mindst tres, men klædt som var hun kun det halve i et gråt sæt med en stram, halvlang nederdel, der var strammet godt ind i livet med et bælte, og en lille hat med et lille blåt slør, der gik helt ned over hendes næse. Hun skridtede frem over fliserne, usikkert på stilethælene, og med et tvunget smil på den malede mund. Hendes øjne var smalle og sorte og skarpe. Miss Ruttledge? sagde hun. Mit navn er Moran. Hendes fornemme accent var lige så falsk som alt andet ved hende. Hun rakte tasken frem. Her er babyens ting og alle papirerne giv dem til purseren, når De kommer om bord i Southampton, så ved han, hvem De er. Hun betragtede Brenda så nøje, at hendes små, sorte øjne blev sprækker. Har De det godt? De ser bleg ud. Brenda sagde, hun havde det fint, at hun havde været sent oppe, andet var det ikke. Miss Moran, eller mrs., eller hvad hun nu var, gav hende et stramt smil Et afskedsglas, hvad? Hun rakte bylten i tæppet frem. Vær så god tab den nu ikke. Hun lo kort, og rynkede så panden ad sig selv og sagde, Undskyld. 8

3 Det, der først slog Brenda ved bylten, var varmen: Der kunne have været en klump glødende kul svøbt ind i tæppet, bortset fra at den var blød, og den bevægede sig. Da hun holdt den op mod sit bryst, var der noget i hende, der slog smut som en fisk med halen. Åh, sagde hun, et vagt gisp af overraskelse og lykkeligt ubehag. Kvinden talte til hende igen, men hun hørte ikke efter. Dybt inde fra tæppets folder betragtede et lille, udtryksløst øje hende med en slags lidenskabsløs interesse. Hun fik en klump i halsen, og hun var bange for, at morgenens flæberi skulle begynde igen. Tak, sagde hun. Det var det eneste, hun kunne finde på at sige, selv om hun egentlig ikke vidste, hvem hun takkede eller for hvad. Morgan-damen trak på skuldrene og trak den ene mundvig opad i et forsøg på at smile. Held og lykke, sagde hun. Hun gik rask tilbage til bilen på de høje, klikkende hæle, satte sig ind og lukkede døren. Det var så det, sagde hun, og gennem forruden betragtede hun Brenda Ruttledge, der stadig stod, hvor hun havde efterladt hende på molen, og stirrede ned i åbningen i tæppebylten, mens lærredstasken stod glemt ved hendes fødder. Prøv at se hende, sagde hun surt. Man skulle tro, hun var den hellige jomfru. Chaufføren sagde ikke noget, men startede blot bilen.

4

5 I

6

7 1 Det var ikke de døde, der forekom Quirke uhyggelige, men de levende. Da han trådte ind i lighuset langt over midnat og så Malachy Griffin sidde der, følte han en isning ned langs rygraden, der skulle vise sig profetisk, et svagt varsel om fremtidige problemer. Mal sad i Quirkes kontor ved hans skrivebord. Quirke standsede op i det uoplyste ligrum mellem de tildækkede skikkelser på bårevognene og betragtede ham gennem den åbne dør. Han sad med ryggen til døren, intenst foroverbøjet med de stålindfattede briller, så skrivebordslampen oplyste venstre side af hans ansigt og dannede en arrig, lyserød glød gennem hans øreflip. Der lå en sagsmappe åben på bordet foran ham, og han skrev i den med en sær kejtethed. Dette ville have forekommet Quirke mere mærkværdigt, end det faktisk gjorde, hvis han ikke havde været fuld. Sceneriet tændte en gnist af en erindring fra deres skoledage sammen, forbløffende tydelig, om Mal, intens som nu, siddende ved et bord mellem halvtreds andre alvorlige elever i en stor, stille sal, mens han møjsommeligt skrev en eksamensstil, og en solstråle faldt skråt ind på ham fra vinduet, der sad betydelig højere. Et kvart århundrede senere havde han stadig samme glatte, runde hoved med det sorte, olierede hår omhyggeligt redt og med en helt lige skilning. Mal fornemmede nogen bag sig, drejede ansigtet og stirrede ind i ligrummets skyggefulde mørke. Quirke ventede et øjeblik og trådte så med en vis usikkerhed frem i døråbningen. Quirke, sagde Mal, der lettet genkendte ham og udstødte et irriteret suk. For fanden, mand. 13

8 Mal var i smoking, der meget ukarakteristisk for ham ikke var knappet, hans butterfly var løst op, og kraven på hans hvide smokingskjorte stod åben i halsen. Quirke, der famlede i lommen efter sine cigaretter, betragtede ham og bemærkede, hvorledes han hurtigt lagde overarmen hen over sagsmappen for at skjule den, og atter blev han mindet om skoletiden. Du arbejder sent, hvad? sagde Quirke og grinede skævt, og alkoholen lod ham tro, det var en glimrende vits. Hvad laver du her? sagde Mal, lidt for højt, og ignorerede spørgsmålet. Han skubbede brillerne op ad den fugtige næseryg med et fingerknips. Han var nervøs. Quirke pegede op i loftet. Fest, sagde han. Ovenpå. Mal iklædte sig sin konsulentmine og rynkede autoritært panden. Fest? Hvad for en fest? Brenda Ruttledge, sagde Quirke. En af sygeplejerskerne. Hun rejser. Mals panderynken blev dybere. Ruttledge? Pludselig kedede Quirke sig. Han spurgte, om Mal havde en cigaret, for han havde åbenbart ikke selv nogen, men også dette spørgsmål ignorerede Mal. Han rejste sig og strøg behændigt sagsmappen til sig og forsøgte stadig at skjule den under armen. Selv om Quirke nu måtte knibe øjnene sammen, så han navnet, der var skrevet med store blokbogstaver på omslaget: Christine Falls. Mals fyldepen lå på bordet, en Parker, tyk og sort og skinnende, med guldspids, uden tvivl fireogtyve karat, og mere hvis det var muligt. Mal havde sans for dyre ting, det var en af hans få svagheder. Hvordan har Sarah det? spurgte Quirke. Han lod sig selv dejse tungt sidelæns, indtil hans skulder fandt støtte på dørkarmen. Han følte sig svimmel, og alt syntes at flimre og hælde mod venstre. Han befandt sig i den bedrøvelige grad af beruselse, hvor man har drukket for meget og ved, at der ikke er andet at gøre end at vente, til virkningen forsvinder. Mal stod med ryggen til ham og lagde sagsmappen tilbage i skuffen i det høje, grå arkivskab. 14

9 Hun har det fint, sagde Mal. Vi var til Riddermiddag. Jeg sendte hende hjem i en taxi. Ridder? sagde Quirke og spærrede sine fortinnede øjne op. Mal vendte sig om mod ham med en tom, udtryksløs mine, så hans brilleglas lynede. St Patrick s Riddere. Det ved du jo godt. Åh, sagde Quirke. Nå, ja. Han så ud, som om han forsøgte at lade være med at le. Nå, sagde han, men det kan være lige meget med mig. Hvad bestiller du hernede mellem alle de døde? Mal havde det med at spærre øjnene op og rette sin i forvejen høje, tynde skikkelse stramt op, som til musikken fra en slangetæmmers fløjte. Ikke for første gang måtte Quirke beundre den velbørstede glød fra håret. Den glatte pande underneden, de stålblå øjne bag hans brillers tykke glas. Der var lige noget, jeg skulle se på, sagde Mal. Noget jeg skulle tjekke. Hvad? Mal svarede ikke. Han betragtede Quirke og så, hvor beruset han var, og hans øjne fik et koldt glimt af lettelse. Du burde gå hjem, sagde han. Quirke overvejede at modsige ham lighuset var hans domæne men pludselig mistede han atter enhver interesse. Han trak på skuldrene, og mens Mal stadig betragtede ham, vendte han sig og fandt vaklende vej mellem bårevognene med lig. Halvvejs gennem lokalet snublede han og rakte hurtigt ud efter kanten af en vogn for at finde støtte, men fik kun fat i lagenet, der fulgte med i et lynglimt af hvislende hvidt. Han blev slået af nylonstoffets klamme kulde; det føltes nærmest menneskeligt, som en løs, kold kutte af blodløs hud. Det var et lig af en ung kvinde, slank og blond; hun havde været køn, men døden havde frarøvet hende hendes træk, og nu kunne hun lige så godt være en statue af fedtsten, primitiv og udtryksløs. Et eller andet, måske hans patologinstinkt, sagde ham, hvad navnet ville være, før han så på etiketten på hendes tå. Christine Falls, mumlede han. Det var et pas- 15

10 sende navn. Han så nøjere efter og bemærkede de mørke hårrødder ved hendes tindinger; død, og ikke engang ægte blondine. Han vågnede flere timer senere, sammenkrøben på siden med en vag, men påtrængende fornemmelse af overhængende fare. Han havde ingen erindring om at have lagt sig dernede mellem ligene. Han var kold helt ind til marven, og hans slips sad skævt og var ved at kvæle ham. Han satte sig op, rømmede sig; hvor meget havde han drukket, først på McGonagle s og bagefter til festen ovenpå? Døren til hans kontor stod åben det måtte da have været en drøm, at Mal havde været der? Han svingede benene ud på gulvet og rejste sig forsigtigt. Han var ør i hovedet, som var toppen af hans isse blevet løftet helt af. Han hævede armen og hilste alvorligt bårevognene som en romersk soldat, hvorefter han med stive og let svajende skridt forlod rummet. Korridorens vægge var matgrønne, og karme og radiatorer var tykke af mange omgange med noget kvalmende gult, der var blankt og klæbrigt og mindede langt mindre om maling end om størknet vælling. Han tøvede ved foden af den absurd storslåede trappe bygningen havde oprindelig været en klub for letlevende adelsmænd og blev overrasket over svage lyde fra festivitas, der stadig trængte ned oppe fra femte sal. Han satte en fod på trappen, en hånd på gelænderet, men tøvede så atter. Yngre læger, medicinstuderende, sygeplejersker en masse: Nej tak, nok af det, og desuden havde de yngre mænd slet ikke været interesseret i, at han overhovedet var med. Han fortsatte ad korridoren. Han havde en forudanelse om de tømmermænd, der ventede ham, både hammer og skruetvinge lå klar. I portnerens rum ved siden af hovedindgangens høje dobbeltdør spillede en radio stille for sig selv. The Inkspots. Quirke nynnede med på melodien. It s a Sin to Tell a Lie. Det var i hvert fald sandt nok. Da han kom ud på fortrappen, stod portneren der i sin brune kittel og røg en cigaret og betragtede en modstræbende dæmring, der var ved at bryde frem bag hvælvingen af Four Courts. Natte- 16

11 vagten var en væver, lille fyr med briller og kommunefarvet hår og en spids næse, der rynkede på tippen. I den stille og mørke gade hostede en bil forbi. God morgen, Porter, sagde Quirke. Portneren lo. De ved godt, mit navn ikke er Porter, mr. Quirke, sagde han. Måden, hvorpå kratskoven af tørt, brunt hår var redt stramt tilbage bag panden, forlenede ham med et udtryk af konstant, irriteret formodning. En kronisk utilfreds mus af en mand. Det stemmer, sagde Quirke, De er portner, men De hedder ikke Porter. Bag Four Courts var en uheldsvanger mørkeblå sky begyndt at bane sig vej op ad himlen og skyggede for lyset af den endnu ikke synlige sol. Quirke trak jakkekraven op og spekulerede vagt på, hvad der var blevet af regnfrakken, han syntes at huske, han havde haft på, da han begyndte at drikke for flere timer siden. Og hvad var der blevet af hans cigaretetui? Har De en cigaret, jeg kan låne? sagde han. Portneren fandt en pakke frem. Det er kun Woodbines, mr. Quirke. Quirke tog en cigaret og bøjede sig over sin lighters skærmede flamme og nød det korte, karakterløse snif af brændende benzin. Han drejede ansigtet mod himlen og indåndede den skarpe røg. Hvor var den herlig, denne dagens første skærende lungefuld. Låget på lighteren faldt med et smæld, da han lukkede den med en håndbevægelse. Så var han nødt til at hoste og frembragte en raspende strubelyd. For helvede, Porter, sagde han med bævrende stemme, hvor dan kan De ryge den slags? Det varer ikke længe, før jeg har Dem på en båre derinde. Og når jeg lukker Dem op, vil Deres lunger ligne røgede sild. Portneren lo igen, en tvungen, åndeløs fnisen. Quirke gik brat sin vej. Da han gik ned ad trappen, følte han i nakkens nerveender fyrens pludselig glædesløse øjne, der fulgte ham ildevarslende. Hvad han ikke følte, var et andet, melankolsk blik, der nåede ham 17

12 skråt ned fra et oplyst vindue fem etager oppe, hvor vage, festlige former endnu pågik. * Småbyger af lydløs sommerregn farvede træerne i Merrion Square grå. Quirke skyndte sig og holdt sig tæt ved hegnet, som om det kunne give ham læ, mens han med et godt greb i jakkens revers holdt den tæt ind til halsen. Det var endnu for tidligt for kontorfolket, og den brede gade var mennesketom, ingen biler var i syne, og havde det ikke været for regnen, havde han uhindret kunnet se hele vejen til Peppercanister Kirke, der altid, når den blev set som her på afstand for enden af den brede, trøstesløse Upper Mount Street, så ud, som stod den en anelse på skrå. Fra de store klynger af skorstene piblede der kun røg ud af et par stykker; sommeren var så godt som forbi, luften havde fået en ny kølighed. Men hvem havde tændt op så tidligt? Var der mon stadig stuepiger, der slæbte kulspande op fra kælderen før daggry? Han betragtede de høje vinduer og tænkte på alle de mørklagte værelser med mennesker i, mennesker der vågnede op, gabte, stod op for at lave morgenmad, eller vendte sig om på siden for at nyde endnu en halv time i sengens fugtigvarme tryghed. Engang havde han spadseret her som nu, også en sommermorgen ved daggry, og da havde han fra et af vinduerne hørt en kvindes ekstatiske skrig komme svævende ned mod gaden. Han havde følt et gennemborende stik af selvmedlidenhed, fordi han gik her alene, før andres dag endnu var begyndt; gennemborende og smertelig, ja, men også behagelig, for i al hemmelighed roste Quirke sig af sin ensomhed som et slags duelighedstegn. På trappeopgangen var der den sædvanlige lugt, han aldrig helt kunne identificere, brunlig, indelukket, et pust af barndom, hvis barndom ellers var det rette ord for det tiår af elendighed, han havde gennemlidt. Han vadede op ad trappen med skridt som en mand på vej op til galgen, og det svuppede i hans gennemblødte 18

13 sko. Han havde nået drejningen til første sal, da han hørte døren nede i stuen blive åbnet; han standsede og sukkede. En rædsom larm i nat, råbte mr. Poole anklagende til ham. Ikke lukket et øje. Quirke vendte sig om. Poole stod sideværts i den halvåbne dør til sin lejlighed, hverken inde eller ude, hans vanlige stilling, med en mine, der på samme tid var stridbar og frygtsom. Han stod altid tidligt op, hvis han overhovedet sov. Han var iført en ærmeløs pullover og butterfly, bukser med knivskarpe pressefolder og grå sutsko. Det havde altid forekommet Quirke, at han lignede faderen til en jagerpilot i en af de der film om Slaget om England, eller måske snarere faderen til jagerpilotens kæreste. God morgen, mr. Poole, sagde Quirke med høflig distance; fyren var tit en kilde til lettere morskab, men Quirkes humør denne tidlige morgen var ikke spor let. Pooles blege tåbeøjne glimtede hævngerrigt. Han havde det med sammenbidt at bevæge underkæben fra side til side. Hele natten igennem, ikke et øjebliks pause, sagde han klagende. De andre lejligheder i huset stod tomme, bortset fra Quirkes på tredje sal, men alligevel klagede Poole regelmæssigt over støj om natten. En rædsom larmen, bang, bang, bang. Quirke nikkede. Rædsomt. Jeg var ikke selv hjemme. Poole skævede til stuen bag sig og så op på Quirke igen. Det er konen, det generer, sagde han og sænkede stemmen til en hvisken, ikke mig. Det var en ny drejning. Mrs. Poole, som man kun sjældent så et glimt af, var en diminutiv person med et vigende, skræmt blik i øjnene; Quirke vidste med sikkerhed, at hun var stokdøv. Jeg har klaget. Jeg forventer, der bliver taget forholdsregler, sagde jeg. Glimrende. Pooles øjne blev smalle af mistanke om ironi. Vi får se, sagde han truende. Vi får se. Quirke gik op ad trappen. Han nåede sin egen dør, før han hørte Poole lukke sin. 19

14 Den kølige luft hilste ham modvilligt velkommen i dagligstuen, hvor regnen mumlede mod de to høje vinduer, arvestykker fra en rigere tidsalder, der, uanset hvor overskyet dagen var, altid strålede dæmpet, hvilket Quirke fandt mærkværdigt nedslående. Han åbnede låget på et sølvcigaretetui på kaminhylden, men det var tomt. Han satte sig på hug og tændte med besvær gaskaminen med den lille flamme fra sin lighter. Med ubehag bemærkede han sin tørre regnfrakke, der lå henslængt over en stoleryg, hvor den hele tiden havde ligget. Han rejste sig for hurtigt, og et kort sekund så han stjerner. Da hans syn klaredes, stod han ansigt til ansigt med et fotografi i en ramme af skildpaddeskjold på kaminhylden: Mal Griffin, Sarah og ham selv i tyveårsalderen, og hans tilkommende hustru Delia, der leende pegede med sin ketsjer mod kameraet, alle i hvidt tennistøj, på vej fremad arm i arm mod det strålende solskin. Med et vagt chok gik det op for ham, at han ikke kunne huske, hvor billedet var blevet taget; Boston, han mente, det måtte have været Boston men havde de spillet tennis i Boston? Han tog sit våde tøj af og en slåbrok på og satte sig med bare tæer foran gaskaminen. Han så sig om i den store, højloftede stue og grinede glædesløst; hans bøger, hans billeder, hans tyrkiske tæppe: hans liv. I slutningen af fyrrerne var han et tiår yngre end århundredet. Halvtredserne havde indvarslet en ny tidsalder med overflod og lykke til alle; de levede ikke op til deres løfte. Hans blik faldt til hvile på en tegnedukke af træ, femten centimeter høj, der stod på det lave telefonbord ved siden af vinduet med de sammenkædede lemmer arrangeret i en spankulerende attitude. Han så væk, rynkede panden, men rejste sig så med et irriteret suk og gik hen og vred figuren om til en attitude af håbløs ydmygelse, der passede bedre til hans morgen fuld af tungsind og tyngende tømmermænd. Han vendte tilbage til stolen og satte sig igen. Regnen stilnede af, og der var tyst bortset fra den svage hvæsen af gasflammen. Hans øjne var varme, de føltes, som var de blevet kogt; han lukkede dem og skælvede, da øjenlågene faldt 20

15 i, og sendte et lille grusomt kys langs hver deres betændte rande. For sit indre blik så han atter klart det fastholdte øjeblik fra fotografiet: græsset, solskinnet, de store, varme træer, og de fire på vej fremad, unge og slanke og smilende. Hvor var det? Hvor? Og hvem havde taget billedet? 21

16 2 Klokken var blevet over tolv, før han fik taget sig sammen til at komme på arbejde. Da han trådte ind i patologisk afdeling, udvekslede hans assistenter Wilkins og Sinclair et udtryksløst blik. Mor n D herrer, sagde Quirke. Eller god eftermiddag, mener jeg. Han vendte sig og hang sin frakke og hat op, og Sinclair grinede til Wilkins og hævede et usynligt glas til læberne og mimede, at han tog en ordentlig slurk. Sinclair, en drilagtig fyr med en stor, krum næse og skinnende, sorte krøller ned over panden, var afdelingens komiker. Quirke fyldte en karaffel med vand fra en af stålvaskene i den lange række langs væggen bag dissektionsbordet og bar den forsigtigt i en ikke helt støt hånd med ind i sit kontor. Han ledte efter glasset med hovedpinepiller i den overfyldte skrivebordsskuffe og undrede sig som sædvanlig over alt det skrammel, han havde samlet i den, da han fik øje på Mals fyldepen, der lå på skrivebordsunderlaget uden hætte og med indtørret blæk på spidsen. Det lignede ikke Mal at efterlade sin dyrebare pen, og oven i købet uden hætten på. Quirke rynkede panden og famlede sig vej tilbage gennem alkoholtågerne til det øjeblik tidligt om morgenen, hvor han havde overrasket Mal her. Pennens tilstedeværelse beviste, at det ikke havde været en drøm, men der var alligevel et eller andet galt ved sceneriet, som han huskede det, noget mere galt end blot det, at Mal havde siddet her ved hans skrivebord, hvor han ikke havde noget at gøre, midt om natten. Quirke vendte sig om og gik ind i liglokalet og hen til Christine Falls' båre og trak lagnet til side. Han håbede ikke, hans to assi- 22

17 stenter så det gib, det gav i ham, da han fandt sig ansigt til ansigt med liget af en halvskaldet, ældre kvinde med overskæg. Hendes øjenlåg var ikke helt lukkede, og de smalle, blodløse læber var trukket tilbage i et stivnet grin, der afslørede spidsen af en række ujævne, hvide, glinsende tænder. Han vendte tilbage til kontoret og fandt Christine Falls sagsmappe frem af arkivskabet og satte sig med den ved sit skrivebord. Hans hovedpine var ret slem lige nu, en konstant, tung dunken helt omme nederst i nakken. Han åbnede mappen. Han genkendte ikke håndskriften; det var i hvert fald ikke hans, og heller ikke Sinclairs eller Wilkins', og den var underskrevet med en ulæselig, barnlig klo. Pigen stammede sydfra, Wexford eller Waterford, han kunne ikke læse det, så dårlig var skriften. Hun var død af lungeemboli; ret så ung, tænkte han vagt, for en blodprop. Wilkins kom ind på kontoret bag ham, hans såler knirkede. Wilkins var protestant med store øren og et aflangt hoved, tredive år gammel, men kejtet som en skoledreng; han var altid overdrevent og irriterende høflig. Det her blev afleveret til Dem, mr. Quirke, sagde han og lagde Quirkes cigaretetui foran ham på bordet. Han rømmede sig stille. En af sygeplejerskerne havde det. Nåh, sagde Quirke. Udmærket. De stirrede begge tomt på det slanke sølvetui, som forventede de, at det ville bevæge sig. Quirke rømmede sig. Hvilken sygeplejerske var det? Ruttledge. Javel. Stilheden syntes at kræve en forklaring. Der var fest ovenpå i aftes. Jeg må have glemt det der. Han tog en cigaret fra etuiet og tændte den. Den her pige, sagde han kort for hovedet og løftede sagsmappen, denne kvinde, Christine Falls hvor er hun blevet af? Hvad sagde De navnet var, mr. Quirke? Falls. Christine. Hun må være kommet ind engang i aftes, men nu er hun væk. Hvor? Det ved jeg ikke, mr. Quirke. 23

18 Quirke sukkede ned i den åbne sagsmappe; han ville ønske, Wilkins ikke insisterede på at kalde ham ved navn i den krybende, servile tone, hver gang han skulle sige noget. Kvitteringen, sagde han. Hvor er den? Wilkins gik ud i ligrummet. Quirke ledte i skrivebordsskuffen igen, og denne gang fandt han glasset med hovedpinepiller; der var en enkelt pille tilbage. Vær så god, mr. Quirke. Wilkins lagde det lyserøde ark på skrivebordet. Quirke så, at den ulæselige underskrift var stort set den samme som i sagsmappen. I det øjeblik gik det pludselig op for ham, hvad der havde været underligt ved Mals skikkelse her bag skrivebordet natten før: Selv om Mal var højrehåndet, havde han skrevet med venstre hånd. Mr. Malachy Griffin var i gang med sin eftermiddagsrunde i fødeafdelingen. Iført jakkesæt med vest og rød butterfly skred han fra stue til stue, rank og stiv, det smalle hoved højt over skyerne, og med en skræppende flok studerende pligtskyldigst i kølvandet. På tærskelen til hver stue holdt han en dramatisk pause et par sekunder og sagde meget højt: God eftermiddag, De damer, og hvordan har vi det så i dag? hvorefter han så sig om med et bredt, lysende og en anelse desperat smil. De tykmavede damer, der lå dvaskt i deres senge, ville så røre på sig med en genert forventning, rette på kraverne på deres sengetrøjer og glatte håret, mens de hurtigt gemte de pudderdåser og håndspejle, der var blevet taget frem i forventning om hans besøg. Han var den mest søgte fødselslæge i byen. Der var noget vist forbeholdent over ham trods hans store ry, der appellerede til alle disse kommende mødre. Ægtemænd på besøg sukkede, når deres koner begyndte at tale om mr. Griffin, og det var ikke så få drengebørn født her på Holy Family Hospital, der måtte begive sig ud på livets forhindringsbane med det efter Quirkes mening helt urimelige handicap at være blevet døbt Malachy. 24

19 Mine damer, De er alle sammen strålende, strålende simpelthen strålende. Quirke holdt sig i baggrunden for enden af korridoren og betragtede med tvær morskab Mal, der majestætisk tronede frem gennem sit domæne. Quirke snusede til luften. Sært at være her oppe, hvor der lugtede af de levende, oven i købet de nyfødte levende. Mal kom ud fra sin sidste stue, fik øje på ham og rynkede panden. Kunne vi lige snakke sammen? sagde Quirke. Som du kan se, er jeg på stuegang. Bare et kort øjeblik. Mal sukkede og vinkede de studerende videre. De gik lidt væk, standsede med hænderne i lommerne på deres hvide kitler, mens op til flere undertrykte et smørret grin: Det var velkendt, at de følelser, der herskede mellem Quirke og mr. Griffin, ikke var alt for venlige. Quirke rakte Mal fyldepennen. Du glemte den her. Åh, gjorde jeg? sagde Mal neutralt. Tak. Han stak pennen i jakkens inderlomme; så omhyggeligt Mal udførte selv den mindste handling, tænkte Quirke, ganske som han velovervejet mødte enhver af livets trivialiteter. Hende pigen, Christine Falls, sagde Quirke. Mal blinkede og skævede i retning af de ventende studerende, så vendte han sig atter mod Quirke og skubbede brillerne opad på næseryggen. Ja? sagde han. Jeg læste sagsmappen, den du havde fremme i nat. Var der nogen problemer? Mal kneb underlæben mellem langfinger og tommel; det var også noget, han gjorde, altid havde gjort lige siden barndommen, ligesom det med at pille ved brillerne, rynke på næsen og højlydt knække fingre. Han var en omvandrende karikatur af sig selv, tænkte Quirke. 25

20 Jeg tjekkede bare et par detaljer i sagen, sagde han i et tilstræbt henkastet tonefald. Quirke hævede øjenbrynene overdrevent. Sagen? sagde han. Mal trak utålmodigt på skuldrene. Hvorfor spørger du? Tja, for det første er hun forsvundet. Hendes lig var Det kender jeg ikke noget til. Hør nu, Quirke, jeg har en travl eftermiddag hvis du ikke har noget imod det? Han skulle til at vende sig, men Quirke lagde en hånd på hans arm. Den afdeling er mit ansvar, Mal. Hold dig fra den, ikke? Han slap Mals arm, og Mal vendte sig udtryksløst og gik. Quirke så ham sætte farten op og trække de studerende med i sit kølvand som gæslinger. Så vendte Quirke sig også og gik ned ad den absurd storslåede trappe til kælderen og ind på sit kontor, hvor han følte Sinclairs spekulative blik hvile på sig, da han satte sig ved sit skrivebord og åbnede Christine Falls sagsmappe igen. Netop da ringede telefonen, der krøb sammen som en tudse ved hans albue, så det gav et sæt i ham ved den krigeriske kimen, som den altid frembragte. Da han hørte stemmen i røret, mildnedes udtrykket i hans ansigt. Han lyttede et øjeblik og sagde så: Halv fem? og lagde røret på. Den grønlige aftenluft var blid og varm. Han stod på det brede fortov under træerne og røg sin sidste cigaret og kiggede over gaden på pigen på trappen foran Shelbourne Hotel. Hun var klædt i en hvid sommerkjole med røde prikker og en fiks, lille hvid hat med en fjer. Hendes ansigt var drejet mod højre, mens hun stirrede ned mod hjørnet af Kildare Street. En svag brise legede med hendes kjolesøm. Han kunne godt lide måden, hun stod på, opmærksom og fuld af selvtillid, hovedet tilbage og rank i ryggen, fødderne i de smalle sko nydeligt anbragt side om side, de behandskede hænder ved livet med et godt greb om håndtasken. Hun mindede ham utroligt om Delia. En olivengrøn ølvogn kørte forbi trukket af en chokoladebrun Clydesdale. Quirke 26

21 hævede hovedet og indåndede sensommerens dufte; støv, hest, løv, dieseludstødning, mærkede oven i købet et strejf af pigens parfume. Han krydsede gaden, undgik en dobbeltdækkerbus, der truttede i hornet ad ham. Pigen drejede hovedet og betragtede ham udtryksløst, mens han kom nærmere og skridtede over gadens felter af sollys og skygge med regnfrakken over armen og en hånd stukket stift ned i lommen på hans dobbeltradede jakke og den brune hat faretruende på sned. Hun bemærkede hans koncentrerede panderynken og hans tilsyneladende besvær med at gå på sine usandsynlige små fødder. Hun kom ned ad trappen for at møde ham. Har du for vane at udspionere unge piger på den måde? sagde hun. Quirke standsede foran hende med den ene fod på fortovskanten. Hvordan? spurgte han. Som en gangster, der rekognoscerer en bank. Det kommer an på pigen. Har du noget, der er værd at røve? Det kommer an på, hvad du er ude efter. De var tavse et øjeblik og betragtede hinanden, så smilede pigen. Hej, Nuncle, sagde hun. Hej, Phoebe. Er der noget galt? Hun trak på skuldrene med en grimasse. Er der noget rigtigt? De sad i hotellets restaurant på små, forgyldte stole og fik te og et fad med bittesmå sandwich og bittesmå kager på en etagere. Der var travlt i det højloftede, udsmykkede lokale. Fredag aften kom sportsfolkene ind fra landet i tweed og fornuftige sko og med brægende, nedladende stemmer; de gjorde Quirke utilpas, og da han rørte uroligt på sig, syntes stolens buede armlæn at stramme sit greb om ham. Det var tydeligt, at Phoebe elskede at være her, elskede denne lejlighed til at spille velafbalanceret ung dame, dr. Griffins datter fra Rathgar. Quirke betragtede hende over kanten 27

22 af sin tekop og nød hendes begejstring. Hun havde taget hatten af og anbragt den ved siden af sin tallerken, hvor den lignede en udsmykning med den dvask hængende fjer. Hendes hår var så sort, at bølgerne gav et blåligt skær i hulningerne. Hun havde sin mors levende, blå øjne. Han syntes, hun havde for megen makeup på den læbestift var alt for skrigende til en pige på hendes alder men han sagde ikke noget. Fra lokalets modsatte hjørne syntes en ældre fyr af militært ydre med blank isse og monokel at betragte ham med et stift, misbilligende blik. Phoebe stoppede en hel miniaturekage i munden og tyggede den med opspærrede øjne, mens hun lo ad sig selv. Hvordan går det med kæresten? sagde Quirke. Hun trak på skuldrene og sank det hele. Det går udmærket. Han læser stadig jura? Han får sin bestalling næste år. Virkelig? Det er da helt pingeling. Hun smed en kagekrumme efter ham, og han fornemmede et lyn fra en monokel, der kom imod dem fra den anden ende af lokalet. Lad være med at være sarkastisk, sagde hun. Du er altid så sarkastisk. Hendes ansigt blev mørkere, og hun kiggede ned i sin kop. De prøver at få mig til at opgive ham. Det var derfor, jeg ringede til dig. Han nikkede uden at skifte ansigtsudtryk. Hvem er de? Hun slog med nakken, så de permanentede krøller bølgede. Dem alle sammen, sagde hun. Far, selvfølgelig. Selv bedstefar. Og din mor? Hende? sagde hun med en foragtelig snøften. Hun spidsede læberne og anlagde en bebrejdende tone. Altså, Phoebe, du må tænke på familien, på din fars gode navn. Hyklere! Hun stirrede på ham og lo så pludselig og lagde en hånd over munden. Din mine! udbrød hun. Du nægter at høre et ondt ord om hende, ikke? Det svarede han ikke på, men sagde i stedet: 28

23 Hvad vil du have, jeg skal gøre? Snak med dem, sagde hun og lænede sig frem over det lille bord med hænderne knuget mod brystet. Snak med far eller snak med bedstefar, du er trods alt hans yndling, og far gør, som bedstefar siger. Quirke fandt cigaretetui og lighter frem. Phoebe betragtede ham, mens han bankede cigaretten mod tommelfingerneglen. Han kunne se, hvordan hun overvejede, om hun turde bede ham om en. Han blæste en røgsky op mod loftet og pillede en smule tobak af underlæben. Jeg håber ikke, det er dit alvor, at du vil gifte dig med Bertie Wooster? sagde han. Hvis det er Conor Carrington, du mener, så har han ikke friet til mig. Endnu. Hvor gammel er du? Tyve. Nej, du er ikke. Jeg bliver det snart. Han lænede sig frem i stolen og så granskende på hende. Han sagde: Du har ikke i sinde at løbe hjemmefra igen, vel? Jeg overvejer at rejse hjemmefra. Jeg er ikke noget barn, at du ved det. Det her er nitten hundred halvtredserne, ikke den mørke middelalder. Og hvis jeg ikke kan gifte mig med Conor Carrington, så løber jeg hjemmefra med dig. Han lænede sig tilbage og lo, og den lille stol gav sig protesterende. Næh tak. Det ville ikke være incest du er jo kun min onkel via ægteskab. Så skete der noget med hendes ansigt, og hun bed sig i læben, så ned og begyndte at rode i sin taske. Bekymret så han en tåre falde på hendes håndryg. Han skævede hurtigt i retning af manden med monoklen, der nu havde rejst sig og kom mod dem mellem bordene med en bister, beslutsom mine. Phoebe fandt lommetørklædet, hun havde ledt efter, og pudsede kraftigt næse. Monoklen 29

24 var næsten helt fremme ved dem nu, og Quirke forberedte sig på en konfrontation hvad havde han gjort, der kunne fremprovokere den? men fyren marcherede lige forbi bordet og fremviste et hesteagtigt grin og rakte hånden frem mod en eller anden bag Quirkes ryg og sagde: Trevor, jeg syntes nok, det var dig... Phoebes ansigt var ophovnet, og der var en fedtet, sort plet af mascara under det ene øje. Åh, Nuncle, sagde hun med en svag hulken, jeg er så ulykkelig. Quirke masede sin cigaretstump ned i askebægeret på bordet. Tag det nu roligt, for himlens skyld, mumlede han; han havde stadig hovedpine. Phoebe så surmulende på ham gennem tårerne. Hold op med at sige, at jeg skal tage det roligt, græd hun. Alle siger altid, at jeg skal tage det roligt. Jeg afskyr det! Hun lukkede sin taske og rejste sig, skævede let til højre og venstre, som havde hun glemt, hvor hun var. Quirke, der stadig sad i sin stol, bad hende for Guds skyld sætte sig, men hun ignorerede ham. Folk ved bordene omkring dem så på hende. Nu går jeg, sagde hun og marcherede af. Quirke betalte regningen og nåede hende på hotellets trappe. Hun tørrede øjnene med sit lommetørklæde igen. Du ser herrens ud, sagde han. Gå ind og få sat skik på dit ansigt. Føjeligt gik hun ind i hotellet igen. Han ventede på hende ved gitteret ved siden af glasdøren, mens han røg endnu en cigaret. Dagen var næsten ovre, træerne i parken kastede stribede skygger hen ad gaden; der var ikke længe til efteråret nu. Han stod og beundrede det smukke lys på facaderne på husene ovre ved Hume Street, da Phoebe kom ud, standsede ved siden af ham og tog ham under armen. Tag mig med et eller andet sted hen, sagde hun. Til en rigtig knejpe. Hun klemte hans arm mod sin side og lo langt nede i struben. Jeg vil være rigtig slææm. De spadserede langs parken mod Grafton Street. Folk var ude at gå aftentur for at nyde det sidste af en herlig dag, der var begyndt så elendigt. Phoebe gik tæt ved siden af ham, stadig med 30

25 armen under hans; han kunne føle varmen fra hendes hofte, dens fasthed, og indeni hendes leds glatte bevægelser. Så tænkte han på Christine Falls, voksagtig og bleg på sin båre. Hvordan går det med studierne? spurgte han. Phoebe trak på skulderen. Jeg vil skifte, sagde hun. Historie er kedelig. Javel. Og hvad vil du så læse i stedet? Medicin, måske. Følge familietraditionen. Quirke kommenterede det ikke. Hun klemte hans arm igen. Jeg har faktisk tænkt mig at flytte hjemmefra, at du ved det. Hvis de ikke vil lade mig leve mit eget liv, så er jeg skredet. Quirke skævede ned til hende. Hvordan vil du bære dig ad? sagde han. Jeg kan ikke forestille mig, at din far vil finansiere det frie bohemeliv, du er så fast besluttet på at leve. Jeg finder et job. Sådan gør de i Amerika. Jeg havde en penneveninde, der arbejdede for at få råd til at gå på college. Hun skrev selv, Jeg arbejder mig gennem college. Tænk bare. De drejede ned ad Grafton Street og nåede McGonagle s. Quirke åbnede den store dør med de røde og grønne blyindfattede ruder, og en bølge af øldunster, cigaretrøg og larm slog dem i møde. Selv om det var tidligt på aftenen, var der stuvende fuldt. Ha, sagde Phoebe. Kalder du det en knejpe? Hun fulgte efter Quirke, da han banede sig vej op mod baren. De fandt to ledige stole ved en firkantet træsøjle med et smalt spejl i. Phoebe trak op i kjolen for at sætte sig og smilede til ham. Ja, sagde Quirke til sig selv, hun har Delias smil. Da de havde fået sat sig, opdagede han, at han kunne se sig selv i spejlet bag hendes skulder, så han bad hende bytte stol; det gjorde ham altid nervøs at se sig selv i øjnene. Hvad vil du have? spurgte han og hævede hånden for at gøre tegn til bartenderen. Hvad må jeg få? Sodavand. Gin. Jeg vil have en gin. 31

26 Han hævede øjenbrynene. Nå, så det vil du? Bartenderen var ældre og krumbøjet med et præsteagtigt ansigt. Det sædvanlige til mig, Davy, sagde Quirke, og en gin og tonic til hendes nåde her. Mere tonic end gin. McGonagle s havde været et af hans vandingshuller i gamle dage, dengang han drak for alvor. Davy nikkede og snøftede og tøflede af sted. Phoebe så sig omkring i det røgfyldte lokale. En stor, overlæsset kvinde i højrødt med et glas porter i en ringbesat hånd blinkede til hende og smilede, hvilket afslørede de tobaksgule tænder og hullerne mellem dem; manden sammen med hende var mager som en mynde med farveløst, fladt og sært skorpeagtigt hår. Er de nogen, man bør kende? spurgte Phoebe ud af mundvigen; McGonagle s var berømt som tilholdssted for selvudnævnte digtere og deres muser. Alle her er et eller andet, sagde han. Eller tror, de er det. Bartenderen Davy kom med deres drinks. Det var underligt, tænkte Quirke, at han aldrig havde lært at bryde sig om whiskey, eller nogen som helst anden for form spiritus for den sags skyld, selv ikke i den vilde tid efter Delias død, alkoholens sure sviden havde altid afskrækket ham lidt, selv om det dog var lykkedes ham at hælde det i sig i spandevis. Han var ikke den fødte dranker; han var overbevist om, at den slags fandtes, men han var ikke blandt dem. Det var det, der havde reddet ham fra total ødelæggelse, ville han mene, i den lange række af grådkvalte år, hvor han sørgede over tabet af sin kone. Han hævede sit glas og hilste med det. Skål for friheden, sagde han. Hun stirrede ned i sin drink og så isterningerne vride sig mellem boblerne. Du er virkelig lun på Mummy, ikke? sagde hun. Mummy. Ordet manede ham til eftertanke. En stor mand med høj, glat pande gik forbi og masede sig sidelæns gennem trængslen. Quirke genkendte ham som manden fra hotellet, 32

27 Trevor, som den gamle fyr med monoklen var gået tværs gennem lokalet for at hilse på. Verden er lille; for lille. Du var forelsket i hende, sagde Phoebe, for mange år siden, og det er du stadig. Jeg ved alt om det. Jeg var forelsket i hendes søster jeg giftede mig med hendes søster. Men kun fordi du ikke kunne få hende. Far fik hende, du ville have haft, og så giftede du dig med tante Delia. Du taler om en afdød. Jeg ved det. Er jeg ikke slem? Men det passer nu alligevel. Savner du hende? Hvem? Hun gav ham et dask over vristen med knoerne, og fjeren i hendes hat svajede, og toppen af den strejfede hans pande. Det er tyve år siden, sagde han, og så, efter en pause: Ja, jeg savner hende.