Kapitel 1 SANGE FRA BOLIGKARREEN

Transkript

1 Kapitel 1 SANGE FRA BOLIGKARREEN Salige er de rige, for verden er deres. Salige er de, som altid er glade, for de har ikke brug for trøst. Salige er de selvsikre, for de skal erobre jorden. Salige er de, som det lykkes at blive kendte, for de skal mættes. Salige er de socialt kompetente, for de har ikke brug for barmhjertighed. Salige er de højtuddannede, for de er verdens guder. Salige er de, som kan være i fred, for de skal kaldes lykkens sønner. Salige er de, som har et fleksibelt syn på retfærdighed, for de kommer frem i verden. 13

2 VERDEN ER I DE STÆRKES VOLD. Og grebet strammes til. For en sikkerheds skyld. For den, som har, er altid bange for at miste. Og frygten ser fjender overalt. Ud af billederne af os selv som vellykkede og succesrige vokser billederne af de andre, dem, der ikke er lykkedes med det, som vi selv har haft held med, dem, der er en trussel mod det, som jeg har bygget op. På den måde deles verden op med en voksende kløft mellem de banges imperium og de vredes terrorisme. Og begge avler vold. Den hurtige globalisering har udviklet et mønster, der bliver stadig mere tydeligt. Det amerikanske ugemagasin Newsweek skriver: Den globale økonomiske kage er vokset på en måde, som savner sidestykke. Men de rige spiser størstedelen af de nye stykker. Tilligemed bruger de magt for at sikre sig, at bagerne fortsætter med at levere kagerne til deres forgyldte døre, inden de forvilder sig ind i fattigere kvarterer. Den forbløffende vækst i Kina og Indien, sammen med den fortsatte vækst i G7-landene, løfter ikke alle bådene lige meget. Over hele verden, fra de mest udviklede økonomier (som USA og Hong Kong) til dem, der vokser hurtigt om kap, øges indkomstkløfterne Kløften mellem rige og fattige er størst de steder, hvor man mest helhjertet har taget turbokapitalismen til sig, nemlig i USA og Kina. 3 De, der stærke i troen har forkyndt det frie markeds velsignelser i en globaliseret verden, taler i dag med stadig mere dæmpede stemmer. Newsweek, der med sin tætte forbindelse til blandt andet de riges årlige netværksmøde, World Economic Forum i Davos, bestemt ikke kan kaldes venstreorienteret, beskriver hvordan globaliseringen fungerer i praksis: Integrationen af Kina og Indien i det globale handelssystem forøgede i praksis verdens arbejdsstyrke med to millarder mennesker, og satte dermed arbejdernes realløn under pres. Stigende konkurrence, hurtig indførelse af ny teknologi 14 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

3 og friere kapitalstrømme mindsker arbejdernes købekraft, siger cheføkonom i Asian Development Bank, Izfal Ali. I dette stadig mere sammenkoblede system forøges gevinsterne for dem, der er dygtige og uddannede. Hvis du har en høj uddannelse og gode forbindelser, giver den globale økonomi dig et stadigt voksende marked for din indsigt, siger Robert Reich, tidligere arbejdsminister i USA og forfatter til Supercapitalism. De øverste 10 eller 20 procent lægger de øvrige bag sig på grund af uddannelse, faglig kompetence og gode forbindelser. Kløften skyldes altså ikke en midlertidig fejltagelse, der snart kan rettes op på, eller en usædvanlig korrupt regering, der kan skiftes ud. Kløften er indbygget i selve systemet, der hele tiden belønner dem, der ligger på oversiden, og straffer dem, der er havnet på undersiden. Verden bevæger sig uafvendeligt i retning af at blive stadig mere åben for de rige og stadig mere lukket for de fattige. Og den dynamiske middelklasse, der tidligere udgjorde en vis mulighed for at bevæge sig op gennem etagerne, bliver i land efter land stadig mere svækket. Når industrien fortrænges af informationsteknologi og finansspekulation, forsvinder også chancen for at arbejde sig op fra værkstedsgulvet. Samfundet glider umærkeligt fra hinanden i to adskilte verdener med stadig færre berøringspunkter: de succesriges verden og tabernes. Og de succesrige har aldrig været så succesrige som nu. Newsweek konstaterer: De, der har succes på denne nye globale scene, belønnes i dag som aldrig før Ophobningen af enorme rigdomme i lande, der stadigvæk er fattige, viser, at det, som Cornell-økonomen Robert Frank kalder vinderen tager det hele-økonomien er blevet global. I USA tjener en administrerende direktør i de 500 største virksomheder i dag 411 gange den gennemsnitlige løn for en arbejder i den samme virksomhed (i 1990 havde han kun en 107 gange højere løn). SANGE FRA BOLIGKARREEN / 15

4 Og politikken er gået virksomhedernes vej, i land efter land, konstaterer magasinet: Lige så venlig som den offentlige politik har været mod de rige, lige så markant uvenlig har den været mod de fattige i mange økonomier. Og artiklen afsluttes med en barsk advarsel: I Hong Kong, den funklende finanshovedstad i et opadstigende Asien, er det (endnu) ikke kommet til blodige kup eller synlige protester. Men der kan spores en voksende utilfredshed og en følelse af, at det ikke kan fortsætte på den her måde. ET KUNSTIGT PARADIS Og det kunne det heller ikke. Mindre end et år efter, at Newsweek bragte artiklen, kunne verden konstatere, at finanskrisen i USA havde udviklet sig til en finansiel nedsmeltning med global rækkevidde. Den direkte følge blev enorme økonomiske tab, konkurser og en ny lavkonjunktur. Den dybere følge er en brutal afslutning på hele det nyliberale eksperiment, som gik ud på, at verdens økonomiske problemer vil blive løst, hvis bare markedet lades i fred fra al statslig indblanding. Det var ikke markedet, man vendte sig til for at få hjælp, da bankerne kollapsede. Det er heller ikke markedet, de fattige vender sig til, når de ikke har flere penge. Og det er helt sikkert heller ikke markedet, der frivilligt kommer til at styre økonomien væk fra det energiforbrug, som fører jorden ud i et stadig varmere klima. 22. december 2008 sammenfatter Yale-økonomen Jeffrey Garten i samme magasin situationen efter det omvæltende efterår: Vi står på tærskelen til en katastrofe, som går betydeligt dybere end en kollaps i banksystemet og en dyb global recession, og som fører til omfattende politisk ustabilitet og konflikt. Og han konstaterer, at der findes en gruppe, som 16 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

5 ikke behøver at vente på fremtiden for at mærke forskellen: I sidste uge rapporterede Verdensbanken, at 155 millioner mennesker blev presset ned i fattigdom i løbet af En fattig tømrer i Palæstina talte for 2000 år siden om, hvad der sker, når mammon slipper op. 4 I det perspektiv handler krisen måske dybest set ikke om, hvordan vi skal få kurverne til at pege opad igen, men om hvilke guder vi tilbeder. Sjældent har de fremstået så nøgent som i det lille ørkenland Dubai, der i flere år har været verdens næststørste byggeplads efter Shanghai. Blandt andet bygges et Dubailand, en forlystelsespark for verdens rige, med kopier af pyramiderne og Taj Mahal, kunstige alpine miljøer med skilifter og isbjørne, kæmpestore golfbaner som vandes af store afsaltningsanlæg. Verdens største indkøbscenter, verdens højeste bygning, verdens største akvarium, verdens største kunstige ø og så videre. Den amerikanske forfatter Mike Davis har i bogen Slummens planet beskrevet, hvordan en stadig større del af verdens fattige bogstaveligt talt bygger deres huse på affaldsbjerge i en ufattelig elendighed. I opfølgeren Evil Paradises beskriver han, hvordan denne elendighed er en af forudsætningerne for det kunstige paradis i Dubai ansatte skal tage sig af de 15 millioner besøgende om året. Af bygningsarbejderne og øvrige ansatte er 99 procent retsløse gæstearbejdere med minimale lønninger, og de kan på et hvilket som helst tidspunkt udvises. Fagforeninger er forbudte, og den lokale presse må ikke skrive om deres forhold. De asiatiske gæstearbejdere må heller ikke færdes i det offentlige rum, hvor turisterne kan få øje på dem. Men i det skæbnesvangre efterår 2008 skete der også noget her. 15. december rapporterede Newsweek om en fest, som for 20 millioner dollars skulle markere åbningen af den kunstige ø: De ansvarlige forklarede, at festen skulle vise verden, at Dubai er landet, hvor drømmene bliver til virkelighed, landet, der sætter en ny standard for nydelse. Men mange af gæster- SANGE FRA BOLIGKARREEN / 17

6 ne befandt sig i en begravelsesstemning. Mens fyrværkeriet eksploderede, nedsmeltede den globale økonomi. Mange af Dubais oppustede formuer blev punkteret, og ingen vidste, hvor man skulle vende sig hen. De gamle sømærker at navigere efter syntes at være blæst bort. Vi ser en tragedie nærme sig, sagde en af cheferne i en af byens største ejendomsselskaber og så ned i sit champagneglas. Mange mennesker vil komme i store problemer. Mange drømme vil blive knust, sagde han og tænkte ikke kun på de nyrige og spekulanterne. Importerede arbejdere eksporteres allerede, arbejdsløse, tilbage til deres hjemlande. Skyskrabere står halvfærdige og tørrer ud i solen. Har du lagt mærke til alle de skibe, der ligger for anker ude ved horisonten? spurgte han og pegede ud mod bugten. De sidder fast derude, fyldte med stål og beton, som ingen længere vil tage imod. Der er ingenting, der tyder på, at krisen vil mindske kløften mellem rige og fattige. Tværtimod: I krisen er vi tilbøjelige til at lukke vores dør. Afgrunden bliver større mellem dem, der har arbejde, og dem, der ikke har. Når pengene styrer, vokser skellene mellem mennesker. Mammon synes hele tiden at producere ghettoer i begge ender af indkomstskalaen. Forskellen er, at de riges ghetto er selvvalgt og betydeligt mere behagelig. Det er et urgammelt mønster, der gentages, når de nyrige bygger lukkede verdener af luksus, der må beskyttes mod en stadig mere fattig omverden. Nostalgi fra en anden tid og frygt for den nye tid. Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksievitj tegner et billede fra dagens Rusland: Uden for Nizjnij Novgorod, midt ude i mørket og snavset, lyser en lang række gadelygter. De står langs en privat vej, der fører op til den berømte instruktør Nikita Michalkovs herregård. Der er al uvedkommende trafik forbudt. Der er vagter overalt. Selve ejendommen omfatter syv hektar. Der er en stald med plads til hundrede travheste, en privat sø og endda en lille privat kirke, til uforstyrrede samtaler med Gud. Bag 18 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

7 herregården strækker sig hundrede hektar private jagtmarker, der forsyner herskabet og deres jagende gæster med vildt. Folk i de omkringliggende byer glæder sig nye arbejdsmuligheder er blevet skabt for dem, der tidligere levede af smålandbrug, på ruinerne af et kollektivt landbrug. De, der gør tjeneste inde i huset, er iført gammeldags russisk tøj kaftaner og lange broderede skjorter Herremanden er jo egentlig instruktør han har behov for teater. Men de film, han skaber nu, er ikke lige så gode som dem, han lavede engang. Den seneste, der for nylig blev vist i fjernsynet, handlede om Putin. Det var en specialopgave bestilt til præsidentens halvtreds års fødselsdag. 6 Som man har gjort til alle tider, kan vi bruge de riges forgyldte teaterkulisser som hadeobjekt for vores vrede over uretfærdigheden. Eller vi kan se dem som et spejl for vores eget liv: de forstærker og tydeliggør de illusioner om vores egen styrke og de drømme om vores egen verden, som vi har inden i os. Ganske vist har de så uendeligt mange flere penge og så meget mere magt, men er det egentlig ikke det eneste, der adskiller deres livsstil fra den normalsvenske drøm om at indrette sin flot designede kokon i et attraktivt boligkvarter? I dag udspiller dette urgamle klatremønster sig på en ny baggrund: de diskrete dryp fra smeltende isflager langt ude i de perifere polarområder. Fjernt fra det larmende børshysteri trækker bjergenes hvide tæpper sig stadig nærmere til toppene. Umærkeligt bevæger vækstzonerne sig nordpå, trækfuglene kommer stadig tidligere, og arter, som altid har været her, forsvinder. Afrikanske bønder oplever, at man ikke længere kan dyrke som før i Kilimanjaros skygge. Flere hundrede millioner kinesiske og indiske bønder får pludselig mere vand i floderne indtil det en dag er helt forbi med vandet fra Himalaya. Hvad gør de så? Hvad gør vi, når de banker på vores dør som miljøflygtninge? SANGE FRA BOLIGKARREEN / 19

8 Nu handler illusionen om vores styrke og rigdom ikke længere kun om kløften mellem rige og fattige. Den handler ikke længere kun om, hvad der udspiller sig på den globale scene. Det er selve scenens fortsatte eksistens, der er på spil. Klimakrisen kan ligesom ikke indordnes blandt alle andre problemer i samfundet. Hvis ikke det lykkes at afværge den, er der til sidst ingen andre problemer at løse. Og endnu engang er det de fattige, der rammes først og hårdest. Ban Ki-Moon, FNs ansvarsfulde generalsekretær, beskriver hvad han kalder det afgørende spørgsmål i vores tid med følgende ord: Økosystemet, som millioner af liv er afhængige af, risikerer at blive ødelagt, og det er ikke kun dyrearter, men i nogle tilfælde hele lande og folk, der er i fare for at forsvinde. Og de mennesker, der rammes værst, er dem, der har mindst ansvar for problemet og samtidig har sværest ved at gøre noget ved det. Dette er et moralsk spørgsmål. 7 DET DER BLIVER TILBAGE Hvor er Gud i en sådan verden? Hvad indebærer det at tro på ham? Hvilken betydning for udviklingen får han? Et enkelt svar er, at den gud, der i praksis tilbedes, er midt i denne verden: mammon. Hvad det indebærer at tro på ham, er netop blevet beskrevet i eksemplerne ovenfor. Hvilken betydning for udviklingen han får, kan vi hver dag se i nyhedsudsendelserne. Men en gud i mere åndelig forstand? Den gud, som vi i 1950 erne og 1960 erne troede, ville dø af iltmangel i materialismens nye, skønne verden? Over hele verden vender han i dag tilbage som både brændstof i, legitimering af og bannermærke for de stærkes projekter. Inden for alle religioner og kulturer ser vi det samme mønster. Vi lader igen Svetlana Aleksievitj fortælle, denne gang fra en taksigelsesgudstjeneste 20 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

9 i anledning af de russiske kernevåbens tres års jubilæum i den store, nyopførte Kristi Frelserkatedral i Moskva 4. september 2007: Jeg tog derhen, fordi jeg var nysgerrig. Der var propfyldt med mennesker. Mange kendte ansigter: politikere, videnskabsfolk, militærets top og krigsveteraner. Fjernsynskameraerne snurrede det blev sendt direkte til hele landet. Patriarken indledte med en opfordring til at takke Gud for hans nåde og hjælp til at skabe et kernevåbenbeskyttet Rusland, der har så mange fjender. Derefter talte militærpersoner og præster i tur og orden. Man bad for kernevåbnets fortsatte succes og udvikling og for en retfærdig ortodoks atombombe Ved afslutningen af gudstjenesten modtog de bedste enheder fra kernevåbenstyrkerne et banner med et billede af den russiske helgen Serafim af Sarov, som fra nu af vil blive deres specielle skytshelgen. Hver våbenenhed har sin egen. 8 Nogenlunde sådan har de rige og mægtige altid anvendt Gud. Og de fattige? Er Gud for dem et bedøvelsesmiddel, religiøse kokablade at tygge på i det trøstesløse hverdagsslid, så man ikke mærker trætheden og håbløsheden og lysten til at protestere mod et system, man alligevel ikke kan påvirke? Og de intellektuelle? Er Gud for dem et puslespil af skiftende tolkninger og gudsbilleder, et stimulerende og ufarligt tidsfordriv, mens den virkelige magt og herlighed befinder sig et andet sted? Så længe menneskets egen styrke og rigdom udgør målet og midlet for livet på denne planet, vil Gud altid blive reduceret til noget andet, end den han er. Så længe kursen i vores liv defineres af noget andet end Gud, vil han blive defineret som det, der bliver tilbage. Og det vil vi uundgåeligt indrette på en måde, så det skaber en minimal friktion mod vores egne projekter, om det så handler om at opbygge et kernevåbenforsvar eller at dæmpe min egen højst private angst for døden. SANGE FRA BOLIGKARREEN / 21

10 Jeg bruger Gud, når han kan være til nytte for mig. Når jeg ikke kan bruge ham til noget, vender jeg ham ryggen. Og dermed er vi stadigvæk fanget i den grundlæggende illusion: Mennesket klarer sig godt nok uden Gud, verden er egentlig menneskets, alt vores virkelige håb sætter vi til vores egen styrke. Når det kommer til stykket, kan Gud ikke stille os kritiske spørgsmål, udfordre os eller forandre os. Og så kan han naturligvis heller ikke frelse os. Men som sagt, vi kan alligevel have megen nytte af Gud. Man kan jo gøre meget kreativt med det, der bliver til overs, når man bygger et hus. Måske er det netop det, der er det virkelige indhold i sekulariseringen: ikke at vi holder op med at tale om Gud eller at tro på ham, men at han reduceres til det, der bliver tilbage. Og dermed tror vi i praksis ikke på Gud, som Bibelen beskriver ham. Så længe denne grundlæggende illusion ikke er blevet brudt, kæmper vi forgæves med tre virkninger på vores gudsrelation: Individualisme: Da mit sociale liv allerede er fyldt op med helt andre ting, jeg dedikerer mig til, har Gud ingen afgørende betydning i mine relationer. Han bliver mit eget projekt, som ingen andre har med at gøre. Tilpasning: Da normer og holdninger i praksis bestemmes af andre kræfter, kommer mit liv på afgørende punkter ikke til at afvige fra omgivelsernes. Gud tilpasses til de herskende kulturmønstre i stedet for at udfordre dem. Privatisering: Da de synlige prioriteringer i min livsførelse bestemmes af andre faktorer, henvises Gud til det, der bliver tilbage: holdninger, læresætninger, tolkninger, indre følelser, symbolske riter. Alt sammen i den private sfære eller i det religiøse rum, skarpt adskilt fra det offentlige liv. 22 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

11 En kirke, der præges af disse tre egenskaber, kan ikke længere udfordre de herskende illusioner i samfundet. I praksis kommer den snarere til at bekræfte og forstærke illusionerne, hvor meget den end forsøger at prædike noget andet. Kommunikation handler ikke om, hvad der siges, men om hvad der høres. LYSET I SPRÆKKEN Guds nærvær beskrives i Bibelen ofte som et måltid. At spise sammen udtrykker vigtige sider af Guds væsen og vilje med vores liv: generøsiteten og gæstfriheden hos værten (her er det Mellemøstens kultur, som præger teksterne!). Fællesskabet, relationerne, samtalen ved bordet. Maden fra jordens rigdomme og menneskets arbejde deles efter den enkeltes behov. Våbnene efterlades udenfor, man spiser i fred. Alle sanser berøres: smag, lugt, hørelse, følesans, syn. Al nyttetænkning er bandlyst, måltidsfællesskabet har en værdi i sig selv. Måltidet mætter og opfylder virkelige behov. For at give et billede af indbydelsen til Guds rige fortæller Jesus: Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. 9 Der er to ting, vi skal lægge mærke til her: Dels at det ikke var nogen dårlige ting, der hindrede dem i at komme, ingen SANGE FRA BOLIGKARREEN / 23

12 store synder, ingen mangel på åndeligt fortjenstfulde handlinger, ingen teologisk uvidenhed. Det var helt almindelige menneskelige foreteelser: jordkøb, nye redskaber, ægteskab. Dels de gentagne udtryk: bliver nødt til, skal, kan ikke. De udtrykker en ufrihed: disse mennesker er tvangsmæssigt bundet til noget de oplever ikke, at de kan vælge Guds rige. De har ganske enkelt fuldt op at gøre med noget andet, som har fyldt deres liv og bestemt deres livskurs. De tror på Gud, men i praksis er der ingen plads for Gud i deres verden. Og så går indbydelsen til de fattige. De, som ikke kan støtte sig til deres egne ressourcer, de, som ikke bæres af deres egne netværk, de, som ikke reddes af deres egen kompetence, de, som ikke er bundet op på en masse andre forpligtelser, de, som ikke er optaget af deres egne projekter, de, som ikke har åndeligheden i deres eget jeg, så de i praksis er uafhængige af både Gud og mennesker. Ikke fordi fattigdom og svaghed er en fortjeneste i Guds øjne, for han elsker ethvert menneske lige højt. Ikke fordi fattigdom har en værdi i sig selv, for den påtvungne fattigdom er en svøbe. Men ganske enkelt fordi fattigdommen og svagheden åbner mennesket for Gud. Disse mennesker sidder ikke fast i deres rigdom og deres mange planer, som hindrer dem i at komme til Gud. Tværtimod, deres situation får dem til med glæde at begive sig til måltidet, der venter på dem. Forget your perfect offering, there is a crack in everything, that s how the light gets in lyder en kendt strofe fra Leonard Cohen. Hvis illusionen om vores selvtilstrækkelighed uden Gud er menneskets farligste livsløgn, så kan vi egentlig kun hilse de sprækker, der opstår i denne illusion, velkomne. De er en mulighed for, at lyset kan nås os: En vag følelse af at miste orienteringen. En tilbagevendende frygt for at blive ensom. Ulykker, der pludselig ændrer mit liv drastisk. En alvorlig sygdom, der rammer mig selv eller en 24 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

13 af mine nærmeste. Arbejdsløshed, der trækker tæppet væk under min selvfølelse. Udbrændthed, der slår revner i mit selvbillede. Døden, som rammer, det store tabs tunge slag. Og i det større perspektiv: Epidemier, krig, økonomisk kollaps, miljøkatastrofe. Enhver af disse erfaringer i større eller mindre målestok er en sprække i den verden, vi har bygget op omkring os selv. I den sprække kan Gud blive synlig. Da har jeg tre muligheder: Jeg kan hurtigst muligt forsøge at tætne sprækken og glemme, hvad jeg et øjeblik anede, og fortsætte som før. Eller jeg kan byde det velkommen, jeg ser, en ny dimension i livet, som hjælper mig gennem krisen, indtil livet bliver normalt igen, men uden at jeg egentlig forandrer mit verdensbillede. Gud bliver yderligere en ressource i mit livsprojekt. Eller jeg kan tage det, jeg ser, helt alvorligt: I denne sprække skimter jeg en levende Gud, som var der før mig og vil være der efter mig. Hans nærvær gør det umuligt og meningsløst at forsøge at fortsætte mit livsprojekt som før. At der faktisk findes nogen, som vil mig det godt og kalder mig til sig, kaster et helt nyt lys over mit liv og giver helt andre forudsætninger for, hvad det er at være menneske. Det åbner helt nye muligheder og stiller mig over for radikale valg: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. SANGE FRA BOLIGKARREEN / 25

14 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. 10 På den måde åbner Jesus døren for den modkultur, der skal redde verden. Punkt efter punkt er det en modsigelse af den styrkens og rigdommens kultur, der holder jorden i et jerngreb og gør det stadig sværere for os at huske, hvad det er at være menneske. Et lavmælt frihedens manifest for de tyngede og plagede. En uventet åbning i kompetencens og konkurrencens trædemølle. En autentisk mulighed for at lære Gud at kende, ikke som en teoretisk forestilling eller et følelsestrip for at komme væk fra virkeligheden, men som den store virkelighed, der gør det muligt at begynde at forstå og forandre vores verden. MIDT IGENNEM HØJRE OG VENSTRE Måske må vi begynde med at tale om himlen for at forstå, hvad Jesus mener her. Udtrykket himmeriget er ofte blevet opfattet som himlen, det vil sige en tilstand eller et sted hinsides alt jordisk, hvor det troende menneske kommer hen efter sin død. Med den tolkning er saligprisningerne blevet meget anvendelige for jordiske magthavere, der har fået et alibi til at holde de fattige fast i deres elendighed med løftet om himlen, når de dør. Og de fattige har lært at sluge deres vrede og udholde fornedrelsen i forventningen om pie in the sky when we die. Himlen kan helt enkelt udtrykkes på følgende måde ud fra Det Nye Testamente: Det er den gode side af den usynlige virkelighed, et parallelt univers med andre love, lige så tæt på 26 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

15 os som det synlige, men uden at det kan opfattes med vores normale sanser. Himmeriget er et andet ord for Guds rige og kan beskrives som Guds dynamiske og helbredende kildevæld, der udspringer fra himlen og trænger ind i alt jordisk. Når Jesus siger, at himlen er Guds trone 11, er det ofte blevet tolket, som om Gud er uendeligt fjernt fra de magter, som i praksis styrer vores liv. I virkeligheden udgør denne sandhed selve grundlaget for en modkultur, der ikke lader sig rokke af denne verdens magter. Ved at Guds magt er forankret i himlen, kan den aldrig omstyrtes af nogen magter på jorden. Det synlige kan ikke besejre det usynlige. Ved at evangeliets modkultur har sit fæste i himlen, kan den ikke i længden ødelægges af denne verdens magter. Paulus udtrykker sammenhængen sådan her: Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og min sejrskrans, stå således fast i Herren 12 Ordet borgerskab hedder i den græske grundtekst politeuma, heraf vores ord politik. Paulus siger altså, at vi har vores politik i himlen. Vores ageren i denne verden styres dybest set ikke af hverken markedskræfter eller partipolitik, men af det retvendte liv, som finder sted i himlen og hele tiden trækker os i den rigtige retning, tværs igennem de traditionelle mønstre af højre-venstre, konservativ-liberal. Og læg mærke til retningen: Det er ikke sådan, at vi skal blive mere og mere himmelske i betydningen vendt væk fra denne jord, men tvært imod at det himmelske mere og mere skal legemliggøres i og forvandle det jordiske. Det er på tærskelen til denne proces, at Jesus kommer med saligprisningerne, som en indbydelse til Guds rige, der er i gang med at virkeliggøres her på jorden. Og her er det ikke SANGE FRA BOLIGKARREEN / 27

16 de kompetente og succesrige, der har en fortrinsstilling; heller ikke de åndelige, der har en masse teologisk indsigt og er engageret i kirkelig virksomhed. Det er alle dem, der har erfaring med fattigdom og nederlag i deres liv. Da verdens jesuitter i januar 2008 skulle udpege en ny leder, faldt valget på den 71-årige spanier Alfonso Nicolás, der har levet det meste af sit liv i Fjernøsten i spændingsfeltet mellem akademiske studier og arbejdet med fattige gæstearbejdere. Lige efter sin udnævnelse holdt han en prædiken for sine medbrødre om opgaven at være tjener. Han sagde blandt andet: Gud er tjenerens eneste styrke. Vi har ingen anden kilde til styrke: ikke den ydre styrke, vi kan finde i politik, i erhvervsliv, i medier, i studier, i titler, eller den indre styrke, vi kan finde gennem forskning. Kun Gud. Ligesom det gælder for de fattige En filippinsk kvinde, der har haft mange problemer i forsøget på at tilpasse sig det japanske samfund, en kvinde, som har båret megen lidelse, talte med en anden filippinsk kvinde. Denne kvinde bad hende om et råd: Jeg har mange problemer i forholdet til min mand, og jeg ved ikke, om jeg skal lade mig skille eller forsøge at redde mit ægteskab. Med andre ord, hun ville gerne have et råd i det helt almindelige problem, hun stod i. Den første kvinde svarede: Jeg ved ikke, hvilket råd jeg skal give dig lige nu. Men kom med mig til kirken, så vi sammen kan bede, for det er kun Gud, der virkelig hjælper de fattige. 13 Og Alfonso Nicolás tilføjede: Hendes ord berørte mig dybt, for det er så sandt. De fattige har kun Gud som deres styrke. For os er kun Gud vores styrke. Ubetinget, uselvisk tjeneste finder alene sin kilde til styrke i Gud. Hvordan kan han sige sådan, han, som har en lang akademisk uddannelse, en stor international erfaring og en stærk lederposition? Hvad har han egentlig til fælles med en fattig indvandrerkvinde på det japanske samfunds bund? Hvordan 28 / ET HJERTE STØRRE END VERDEN

17 kan to så forskellige mennesker, som efter denne verdens logik burde befinde sig i adskilte verdener uden nogen kontakt med hinanden, stå side om side i en erfaring af Gud, der åbner for et helt nyt fællesskab? Der er en forunderlig åbenhed i Jesu indbydelse til Guds rige. Svagheden og fattigdommen er ikke nogen hindring, som for alt andet i denne verden. Og styrken og klogskaben er heller ikke nogen hindring når jeg er holdt op med at tilbede den. Al afgudsdyrkelse begynder med, at jeg tager noget godt, som Gud har givet mig, rykker det løs fra dets kilde og begynder at sætte min lid til det, jeg har fået. Som Paulus siger: Det var, da menneskene dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen, at deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. 14 Gud har jo givet mennesket evnen til at tænke, kreativitet og kraft til at arbejde. Så kan disse gaver aldrig i sig selv være en hindring for vores relation til Gud. Det er først, når de rives løs fra relationen til ham, at de formørkes og fører os ind i stadig mere snævre labyrinter omkring vores eget jeg. Her kan århundreders luthersk og frikirkelig forkyndelse skabe problemer, når vi lytter til Jesu saligprisninger. Med reformationens betoning af menneskets totale syndsfordærv er vi ofte blevet tvunget til dette skæbnesvangre valg: enten nåden eller din egen formåen, enten Gud eller menneske. Som Rune Klingert, legendarisk præst i Malmberget, udtrykte det engang: Den store lutherske dyd er udueligheden. Jo mindre jeg kan og gør, desto større bliver Gud. Idealet er et nyfødt barn, for det kan absolut ikke gøre noget, og derfor må Gud gøre alt. Dette radikale valg mellem Gud og menneske bliver i sidste ende et valg på dæmonernes betingelser. Diabolos betyder han, som splitter. Djævelen har fra begyndelsen forsøgt at adskille Gud og menneske, guddommeligt og menneskeligt, ved at skildre dem som hinandens modsætninger. I den SANGE FRA BOLIGKARREEN / 29

18 ene hånd har han Jean Paul Sartre og andre ateister, som hævder, at man må fornægte Gud, for at mennesket skal kunne blive frit. I den anden hånd har han alle de velmenende fromme, der kræver, at vi fornægter vores menneskelighed, for at Gud skal kunne virke frit. Vi tror, at disse er hinandens modpoler, men i virkeligheden siger de ét og det samme: at Gud og menneske er hinandens modsætninger. Ingmar Bergman har givet en uhyggelig præcis skildring af disse modsætninger i sin sidste film, Fanny og Alexander. Med et helt livs kamp med film og Gud som ballast udmaler Bergman to adskilte verdener. Børnene Fanny og Alexander vandrer mellem på den ene side det Ekdahlske teaterhjem, hvor en frodig og varm menneskelighed trives fjernt fra alt, der har med Gud at gøre og biskoppens hvidkalkede helvede, hvor der forkyndes en Gud, der klinisk har fordrevet al menneskelighed. Sjældent er de valg, Djævelen tilbyder, blevet skildret så tydeligt: Skal du være menneske, må du fornægte Gud skal du være kristen, må du fornægte det menneskelige. Blændværket er fuldbyrdet: Gud, som er kilden til alt liv og al menneskelighed, har byttet plads med Djævelen, som er fjenden af alt liv og al menneskelighed. Det er ikke underligt, at vores kultur er så sekulariseret, hvis det er sådan, valget tager sig ud. Men Gud skabte mennesket i sit billede, for at vi skulle afspejle hans guddommelige herlighed i vores menneskelige herlighed. Da dette billede blev ødelagt i syndefaldet, sendte Gud til sidst sit fuldkomne billede, Kristus, for at som Paulus siger forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset. 15 Kristus er sand Gud og sandt menneske og har i sin person forsonet og forenet alt guddommeligt og alt menneskeligt. Derfor er det guddommelige og det menneskelige ikke længere hinandens konkurrenter eller fjender, men hinandens venner og medarbejdere. Hvad Gud har forenet, skal mennesket ikke adskille / ET HJERTE STØRRE END VERDEN