Prædiken Nyhuse Kapel Jørgen Christensen 3. november 2013, kl Alle helgens dag Matt. 5,1-12 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Nyhuse Kapel Jørgen Christensen 3. november 2013, kl Alle helgens dag Matt. 5,1-12 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:»salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«matt 5,1-12 Hvor er jeg taknemmelig over, at Alle helgens søndag findes, nej ikke halloween med dens amerikansk inspirerede græskarlygter og gruopvækkende udklædninger og børn, der kræver slik, for ellers laver de ballade. Halloween kan være sjovt nok for børn og barnlige sjæle, og græskarlygter er bestemt flotte. Men når jeg er taknemmelig, fordi Alle helgen findes, så er det fordi, her får vi endelig lov til at give sorgen og savnet stemme, her er ingen pjat eller ballade. Her kommer vi stille gående i tusmørket fra hver vores varme lyse stue vi kommer fra den virkelighed, hvor en stol er blevet tom. Fra den virkelighed, hvor omgivelserne synes, vi aldrig hurtigt nok kan komme videre, hvor tålmodigheden med os slipper op, når det forventes, at vi kommer over det i løbet af næsten ingen tid her er endelig en dag, hvor det er i orden at have det, som vi har det uden at skulle spille noget spil eller leve op til alle de mange forventninger om, at livet går videre. For det gør det selvfølgelig det ved vi da godt. Avisen bliver ved med at udkomme, selv om vi nogen gange synes, nyhederne ligner dem fra i går eller sidste år. 1

2 Børnebørnene fylder selvfølgelig et år mere, og det gør vi da for resten også selv. Der står stadig mælk og kartofler på indkøbssedlen. Og støvsugeren må i gang med ikke alt for lange mellemrum, som sædvanlig. Alt er, som det plejer. Og så er alt alligevel fuldstændig forandret. Netop her er Alle helgen et frirum et helle, hvor det er i orden at sørge og savne en stille plet, hvor det er i orden, at græde sine modige tårer over ikke længere at have en at dele det hele med. Der er dem, der siger, at sorgen går over. De ved ikke, hvad de taler om. Smerten klinger langsomt af, men sorgen, savnet og tomrummet er stadig til stede. Ingenting går over, det bliver til noget andet. Jeg bliver til noget andet. Jeg går mod en ny virkelighed, hvor sorgen er et af vilkårene. Ligesom det menneske, du har mistet, har været med til at gøre dig til den, du er, sådan er sorgen med til at forme dig og gøre dig til den, du er nu er. Så selv ud af det mest forfærdelige og uforståelige og uretfærdige, du oplever, selv ud af det mest uigennemtrængelige mørke kan der fødes en ny fremtid. Måske ikke i dag, men en dag. Men stadig, hvor er jeg taknemmelig for Alle helgen en dag hvor jeg ikke behøver lade som om. Og så mødes vi her i Nyhuse gamle Kapel, vi mødes i det hus, hvor vi har taget afsked med så mange i årenes løb, vi mødes af Jesu ord, da han gik op på bjerget for at tale til disciplene. Indledningen til bjergprædikenen, saligprisningerne, moduleret så vi næsten hører ekkoet af Martin Luther Kings berømte tale, I have a dream, that one day : Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er Hele ni gange gentager Jesus dette salige af alle dage, skal vi høre dem netop på denne Alle helgens dag, hvor vi vel er længst fra at føle os salige. De ni gange salige kan føles som tunge slag mod et sorgtynget sind. Som en hån mod de tanker og følelser, denne dag ellers skal give rum for og mund og mæle til. 2

3 Og så er det alligevel præcis rigtigt set af de gamle kirkefædre, som bestemte, at saligprisningerne skal læses ind midt i sorgen og savnet. For vi er ikke salige, fordi vi sørger, men som sørgende er vi salige, fordi vi her til gudstjenesten får lov at se os selv og vores sorg i et helt nyt lys. Trøsten er ikke, at det går væk, trøsten er, at Gud er hos os, både når vi smiler og græder trøsten er, at Gud er hos os, både når vi lever og dør. Her handler det ikke om, hvad vi selv kan og gør for at frelse os selv, her handler det om, hvad Gud kan og gør for os. Her handler det ikke om at komme over det, her handler det om, at vi er salige, fordi Gud er kommet over til os, vi er salige, fordi vi i Jesus møder Gud selv som den, der er kommet over til os for at leve og dø og opstå sammen med os. Vi er salige, fordi vi ikke er alene med vores tab og savn og sorg og død og mørke Gud har selv mærket sorgen og smerten på egen krop langfredagsmørket lagde sig ved Jesu død over hele landet, selv om det kun var midt på eftermiddagen. I langfredagsskriget: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig møder du og jeg Guds egen søn, klædt af til skindet i al sin menneskelighed, men som midt i smerten bliver ved med at skrige på Gud, bliver ved med at insistere på Gud, bliver ved med at kræve, at Gud skal være der, også når vi ikke synes, vi kan mærke ham. Bekræftelsen lyser ud af den tomme grav påskemorgen. Guds bekræftelse lyser ud af sollyset i påskemorgens opstandelse. Evighedens bekræftelse lyser ud af englen i lysende klæder, der siger de forjættende ord til de grædende kvinder ved graven: Den korsfæstede er opstanden. Det er Alle helgens fortegn. Det er sorgens fortegn. Det er trøstens kilde og udspring. Det var dét, den gamle Johannes så, da han fik sin vision på Patmos da han så en ny himmel og en ny jord da han så Gud selv tørre hver tåre af vore øjne. Da han så en verden uden død, uden sorg, uden skrig, uden pine. Den gamle Johannes sad der med døden tæt inde på livet og skuede ind i Guds lys som det har været fra alfa til omega fra paradisets have til verdens ende. Han så livet og døden og sorgen og savnet og glæden og smerten i et helt nyt lys. 3

4 Og det boblede over i ham af glæde og taknemmelighed, for livet er ikke kun tab og forfald og undergang det var, som om Jesu ord sang i ham: Salige er de som sørger for de skal trøstes. Og jeg så en ny himmel og en ny jord. På den måde lukker dagens saligprisninger op for evigheden for os, der måske ellers synes, at tiden er gået i stå, da vi mistede. Det forstår vi ikke med vores forstand. Men måske kan vi synge en forståelse frem. Det var i hvert fald det, jeg håbede, da jeg valgte at vende tingene på hovedet ved at vælge, at vi skulle begynde med en aftensalme: Du, som har tændt millioner af stjerner og så slutte med Jakob Knudsens fantastiske morgensalme, Se, nu stiger solen af havets skød. For her, hvor det er livets efterår og livets aften, der sætter dagsordenen, så skænker Guds lys os en ny begyndelse. Vi samles ikke blot for at tænke på de stjernestunder, vi fik lov at få sammen med dem, der var stjerner på vores lille mælkevej: Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte, hver gang du gjorde vort liv til en fest. Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte, du ved alene, hvad tjener os bedst. Tak for de mennesker, som blev vor støtte, når vi fandt vejen besværlig at gå. Eller med Jakob Knudsens ord: Alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed! Ved Alle helgen får lyset det sidste ord lyset på den anden side af dødens garn: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst! Det er slutordet det er begyndelsesordet det er omega og alfa. Det er derfor, vi er salige. Kan være at tårerne triller, kan være at stilheden i stuen føles ubærlig, men Alle helgen vil holde os fast på håbet om og troen på, 4

5 at Guds kærlighed kan ikke engang døden skille hverken vore kære eller os selv fra. Håbet om og troen på, at det sidste ord ikke er sagt, når du og jeg har sagt vort sidste. For lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Så lad os da sørge og mindes lad os tænde lys for dem, der var lys i vore liv. Lad os tænde lys, så at vi kan se, at livet er værd at leve trods tabet. Så vi kan se, at der stadig er nogen, der venter på os og det, vi har at give. Så vi kan se os selv i lyset af den kærlighed, der var, er og bliver til evig tid. Amen. 5