Rolf Kuschel SELVMORD: SOCIALPSYKOLOGISK SKIBBRUD PÅ EN POLYNESISK ø

Transkript

1 Rolf Kuschel SELVMORD: SOCIALPSYKOLOGISK SKIBBRUD PÅ EN POLYNESISK ø Hvad er egentlig selvmord, og hvilke handlinger hører i streng videnskabelig forstand ind under dette begreb? Findes der nogle overordnede, objektive kriterier, hvorefter man klart kan definere og afgrænse selvmord fra andre dødsårsager? Er det egentlig muligt at foretage inter-kulturene, komparative undersøgelser af selvmord, når dette er indlejret i en socio-kulturel kontekst? Dette er kun nogle af de mange spørgsmål. enhver, der beskæftiger sig med fænomenet selvmord i inter-kulturel sammenhæng, må tage stilling til. Definitioner og afgrænsningsproblemer intra- og interkulturelt I Ordbog over det Danske Sprog (1939) beskrives selvmord kort og godt som en lthandling. hvorved man forsætlig berøver sig selv livet.«1 l denne definition understreges intentionalitets-aspektet. idet det fremhæves. at det er en forsætlig handling. Men en sådan definition inddrager hverken motiver for handlingen eller dens sociale og kulturelle betydning. Selvmord betragtes således som en individuel akt, udført i et socialt vakuum. I Durkheims klassiske værk om selvmord fra 1897 hedder det»ordet selvmord brukes om alle dødsfall som direkte eller indirekte er resultatet af en positiv eller negativ handling, utført av den avdøde, og som han visste viue føre til dette resultatet«(durkheim,1978:26). Med sit bevidste forsøg på at undgå brugen afdet diskutable intentionalitets-begreb i selv mordsdefinitionen kommer Durkheim til at fokusere på forudseenhedsaspektet påen måde, der nærmest gør definitionen meningsløs. En mand, der heroisk kaster sig ud i et brølende hav for at redde et barn, og som under denne handling selv omkommer, bliver således klassificeret som selvmorder. Durkheims store fortjeneste ligger imidlertid i hans teoretiske overvejelser og argumentation for, at selvmord ikke er en individuel handling men må forstås som et socialt fænomen. I en tredje definition, nemlig den, som fremsættes af Eitinger og RetterstØI (her citeret efter Hammerlin og Enerstvedt, 1988: IOS) hedder det: ltved suicid forstår vi en handling hvor individet bevisst skader seg selv 111

2 i den hensikt å ødelegge seg, og hvor utgangen av skaden er dødelig.«her ser man tydeligt psykoanalysen stikke hovedet frem, idet der er tale om, at dødsdriften ikke har formået at rette sin energi udad, men derimod indad, hvorved dødsdriftens tendens til selvdestruktion påvirker individet til 'at ødelegge sig selv,2. Det forhold, at man intra-kulturelt - i denne sammenhæng ment som indenfor den angelsaksiske kulturkreds - ikke kan finde en entydig afgrænsning af det fænomen, man undersøger (in casu begrebet 'selvmord'), er ikke noget specielt for selvmordsforskningen. Problemerne kendes også indenfor andre områder, jfr. vanskeligheden ved at afgrænse begrebet 'aggression' (se bogens introduktionskapitel). Men kan man end ikke klart afgrænse begrebet 'selvmord' intta-kulturelt, hvordan går det så, når man foretager komparative inter-kulturelle analyser? Counts (1980) giver et godt exempel på en sådan vanskelighed. Hun beretter, hvorledes man blandt Kaliai-folket i Papua New Guinea havde den skik, at en ældre kvinde umiddelbart efter sin mands død anmodede sine sønner eller brødre om at dræbe hende, så hun i det hinsidige kunne genforenes med sin afdøde husbond. Hvis alle hendes slægtninge accep terede anmodningen, knælede hun på en måtte flettet af pandanusblade og blev enten stranguleret eller fik knækket nakken afet rituelt træsværd, der var fremstillet specielt til denne lejlighed. Var der her tale om drab eller om selvmord? Iflg. den daværende tyske og australske administration var der tale om drab og det blev følgelig forbudt ved lov. Iflg. den finske antropolog Edward Westermarck må slige handlinger imidlertid betegnes som selvmord, for, som han skriver,»among some savages it is common for a woman, especially if married to a man of importance, to commit suicide on the death of her husband, or to demand to be buried with him«(westermarck, 1908:14). Iflg. Counts, der har studeret Kaliai-folket, kan ingen afde vesterlandske begreber som 'drab' og 'selvmord' imidlertid på nogen adækvat måde anvendes til beskrivelse afdette 'rituelle drab' af en Kaliai-enke, for»neither of these terms describes the act, the social relationships expressed by it, or the attitude that people have toward the woman and her killer«(counts, 1980:343). Der er ikke tale om 'drab', for ingen af de involverede parter bliver af andre samfundsmedlemmer draget til ansvar for deres handling, og det er ikke 'selvmord' i ordets vesterlandske betydning, for kvindens anmodning eret expjicit samfundsbestemt krav, hvorved handlingen ikke får ødelæg~ gende samfundsmæssige konsekvenser.»this is an act«, konkluderer Counts,»for which we have no linguistic gloss, and no relevant legal category.«3 112

3 Psykologisk autopsi Er der vanskeligheder med entydigt at definere begrebet 'selvmord', er der endnu større problemer forbundet med en post mortem bestemmelse af, hvorvidt en given handling skal klassificeres som selvmord, ulykke eller noget andet. Problemet fremtræder prægnant i det, der kaldes for 'mord som en indirekte fonn for selvmord'. I det 17. og 18. århundrede fandtes således i Danmark og Norge nænnest en epidemi, hvor depressive mennesker udførte et mord med henblik på at blive dødsdømt. På denne måde undgik de den afreligiøse grunde stigmatiserede selvmordshandling. Iflg. Wolfgang og Ferracuti (1982:207) var disse tilfælde af 'mord som indirekte selvmord' så hyppige, at der måtte en speciel lovgivning til for at standse denne adfærd. Hvordan afgøres det, om der er tale om 'mord' eller om 'indirekte selvmord'? Vi kan gå videre og spørge, hvor mange af de alt for mange trafikog drukneulykkerderegentligerfingerede selvmord? Og hvad med dem, der spiller russisk roulette, eller dem, der nægter at indtage livsnødvendig medicin - for at bruge exempler fra Hammerlin og Enerstvedt - er det selvmord? En l3-årig dreng, der findes hængt i en kæde på skolens toilet - er det selvmord, eller er det et ulykkestilfælde som følge af, at drengen eksperimenterede med nogle af de hængningsmetoder han kort tid forinden havde set på film? Iflg. den britiske retsmediciner, Atkinson, blev dette tilfælde kategoriseret som et ulykkestilfælde (Atkinson, 1975:177). Også blandt læger og retsmedicinere findes der en mere eller mindre skånsom kategorisering af dødsårsagen. Nogle kræver uomtvistelige beviser på, at det ikke er selvmord, hvorimod andre har en mere liberal holdning og lader tvivlen komme de efterladte til gode for ikke at øge deres sorg og evt. skade deres anseelse. Atkinson (1975) giver en række illustrerende exempler på, hvorledes retsmedicinere anlægger forskellige kriterier - ikke blot af medicinsk art - men også af psykologisk art, når de skal bestemme dødsårsager post mortem. Forhold som alder, ægteskabelig stilling (gift - ugift - skilt), social position, om vedkommende boede alene, eller om tøjet var lagt pænt sammen før en druknet gik i vandet, indgår i denne 'psykologiske autopsi', der foretages post mortem. Tilsvarende kategoriseringsvanskeligheder findes i andre kulturer end de vest-europæiske. Raymond Firth (1967), der har foretaget intensive studier af befolkningen på Øen Tikopia i det vestlige Stillehav, kommer med nogle interessante refleksioner over, hvorvidt unge mænd, der i en lille kano drager til søs, gør det for at opleve verden udenfor eller kaster sig ud i denne farefulde færd, fordi de Ønsker at begå selvmord. Det er 113

4 kun ved at se på handlingens antecedents man vil have en mulighed for at afgøre, hvad der har betinget deres adfærd - og selv da kan man ikke være sikker, som Firth eftertænksomt siger. Konsekvensen af, at der ikke findes distinkte, utvetydige kriterier for, hvordan man kan afgøre, om der i en række situationer er tale om selv~ mord eller ej, er, at det registrerede antal selvmord i ethvert samfund ikke uden videre kan betragtes som nøgterne, objektive tal, der kan benyttes til komparative analyser. De er ofte behæftet med stor usikkerhed som følge af den komplicerede social-psykologiske proces, der er gået forud for kategoriseringen. Et yderligere problem ved komparative selvmords-undersøgelser er, at selvmordets samfundsmæssige betydning kan variere stærkt. At sammenligne for eksempel Elvira Madigans og løjtnant, grev Sixten Sparres selvmord med Kaliai-kvindens 'selvmord' elier med den gamle Eskimo, der beder om at blive efterladt for ikke at ligge de andre til last, ville være mere end tåbeligt. Ikke desto mindre er det netop det, man gør, når man opstiller selvmordsstatistikker fra forskellige lande efteren stigende eller faldende skala Dette problem er mere udførligt behandlet afdouglas (1966, 1967) der påpeger nødvendigheden afat afdække de forskeliige adfærdsformer i et samfund, som kategoriseres som'selvmord', samt disses forskelligartede betydning. Undlades dette, kommer man til at sammenligne handlinger, der - bortset fra en overfladisk betragtning ikke har meget med hinanden at gøre. Spørgsmålet er således, om ikke 'selvmord' begået med henblik på at gøre andre ansvarlige herfor, og som kan resultere i en domfældelse og evt. drab på de ansvarlige, ikke nærmere må henregnes under en af de mange kategorier af 'drab' end under 'selvmord'. Selvmord i Stillehavet Inden vi ser nænnere på selvmord på øen Bellona i det vestlige Stillehav, lad mig da give en kort redegørelse for den sociale kontekst, selvmord er indlejret i de tre geografiske regioner, der findes i Stillehavet: Mikronesien, Polynesien og Melanesien. Ingen af de udvalgte exempler kan dog gøre krav på at være typisk mikronesiske, polynesiske eller melanesiske selvmord. Lige siden Margaret Mead i 1928 publicerede sine berømte skildringer af West-Samoanemes lykkelige og velatbalancerede livsfonn, hvor frihed, umiddelharhed og livsnydelse hørte til den grundlæggende livsideologi, og hvor»the suicides of humiliation so common in parts ofpolynesia do not exist«(mead, 1928b:494), har livsstilen på Stillehavs-øeme 114

5 været omgærdet med en form for romantik. Margaret Meads analyser viste sig desværre at være baseret på en række fejlagtige informationer (se Freeman. 1983), hvorved hun kom til at tegne et billede af et idealsamfund blev der på East-West Center i Hawaii afholdt en konference med titlen»culture, Youth and Suicide in the Pacific«med henblik på at kaste lys over den foruroligende stigning i antallet afselvmord i såvel Western Samoa som i dele afmikronesien. Konferenceoplæggene (Hezel. Rubinstein, White. 1985), afslørede imidlertid et gennemgående træk. nemlig at størsteparten af de registrerede selvmord fulgte bestemte, kulturelle mønstre som svar på fastlåste konflikter. Uanset konflikternes genstand og fremtrædelsesform afspejlede de»intense emotions felt by persons in low status positions who have limited avenues for expressing those emotions and promoting moral claims«(white, 1985: 12). På øen Truk i Mikronesien havde man konstateret en markant stigning i selvmordsantallet blandt unge mænd i alderen år. En analyse af selvmordets antecendents viste. at unge mænd var fanget i en loyalitetskonflikt mellem lydighed overfor forældre og deres egne ønsker og behov. Samfundets normer foreskrev dekorum i adfærden overfor ældre familiemedlemmer. Dette indebar. at de unge i en konfliktsituation ikke direkte måtte udtrykke deres vrede overfor forældre eller andre, ældre familiemedlemmer. En fonn for løsning af sådanne konflikter bestod i, at de unge trak sig tilbage fra alle sociale aktiviteter. Herved kommunikeredes overfor»those one must both love and obey that one is hurt by them...in the hope that the present unhappy situation will soon be remedied«(hezel, 1985: 115). Denne adfærdsstrategi har et specielt navn: am wunumwun. Hvis de voksne ignorerede denne nonverbale kommunikation og lod konflikten fortsætte og udvikle sig, havde den unge kun to muligheder: enten at rette sig efter forældrenes kraveller at begå selvmord. En tilsvarende løsningsstrategi ved konflikter imellem forældre og børn er blevet afdækket blandt unge selvmordere på Western Samoa. Også her var de unge underlagt kravet om ikke åbenlyst at udvise vrede overfor dem. der var ansvarlige for deres opvækst. Kunne konflikten ikke løses på en for begge parter acceptabel måde, var også i dette polynesiske samfund selvmord et adækvat svar på loyalitetskonflikten. Freeman (1983:220) fandt således. at 14 ud af 22 personer (16 mænd og 6 kvinder).»had committed suicide in a state of anger at having been scolded or punished by parent or some other elder.«selvom det kan være et hasarderet foretagende at sidestille adfærdsformerne i to så vidt forskellige samfund som Truk i Mikronesien og We- 115

6 stem Samoa i Polynesien, afspejler de dog en række fællestræk i den måde, hvorpå unge reagerer, når de bliver fanget i en konflikt mellem de samfundsmæssige krav på den ene side og deres egne ønsker og opfattelser på den anden side. I ingen af de omtalte samfund har de unges selvmord samfundsmæssige konsekvenser for familien i fonn aflcrav om sanktioner eller kompensationer for det begåede selvmord. Anderledes forholder det sig med karakteristiske selvmordstyper i en række Melanesiske samfund. Her forekommer selvmord ikke så meget blandt unge men oftere i forbindelse med ægteskabelige konflikter. Ser en kvinde ingen anden udvej for at få oprejsning for ydmygelser begået imod hende, tager hun sit eget liv for derigennem at hævne sig på sin plageånd og dennes slægt. Sådanne hævn-selvmord, der af Jeffreys (1952) kaldes for samsoniske selvmord 4, er meget frygtede. Thi selvmord betragtes ikke som en isoleret handling men relateres til forudgående handlinger. Når den, der anses for at være skyldig i selvmordet er blevet udpeget, pålægges det vedkommende at udrede en større kompensation, medmindre hele slægten vil udsætte sig selv for modpartens magi. Selvom der er klare forskelle mht. konfliktens genstand, ansvarligheden for og konsekvenserne af et begået selvmord i de omtalte samfund fra hhv. Mikronesien, Polynesien og Melanesien, udtrykker de dog i deres grundopfattelse dog en vis lighed. Selvmorderen kulturelt bestemtform for konfliktløsning, der»all illustrate various ways in which cultural concepts shape suicide as a meaningful social action. In different ways, all of these cultural conceptions are concemed with the dilemmas of anger and other intense emotions felt by persons in low status positions who have limited avenues for expressing those emotions and promoting moral c1aims«(white, 1985: 12). Selvmord udtrykker med andre ord en fastlåst kommunikation mellem individet og samfundet, og den udførte handling må ses som de magtesløses endelige skibbrud. Det bellonesiske samfund Efter disse indledende betragtninger vil jeg i det følgende fremlægge data om selvmord og selvmordsforsøg fra øen Bellona, der er en polynesisk enklave i Melanesien. Indtil 1938 har øboerne på deres 17 km 2 store ø nærmest levet totalt isoleret fra omverdenen~. Øen lå udenfor de almindelige slcibsruter og havde ingen handelsmæssig betydning. Øens befolkning individer ifølge den første folketælling i levede af afgrøder, der kunne dyrkes på øen, suppleret med fisk fra det omgivende hav. De levede som stenalderfolk og havde intet skriftsprog. Til gengæld 116

7 havde de en veludviklet mundtlig tradition. Om aftenen sad mændene i eller udenfor hytterne og fortalte historier om, hvad der var sket i de foregående 24 generationer. Det var en levende og ofte dramatisk gengivelse af Øens kulturhistorie. Bellona havde en patrilineær slægtskabsstruktur, hvor det var mændene, der kontrollerede de økonomiske ressourcer, interagerede med den religiøse verden og stort set var ansvarlige for alle væsentlige sociale beslutninger. Bellona var et klart maskulint samfund, hvor der fandtes store statusforskelle kønnene imellem. Et gammelt bellonesisk mundheld siger:»kvinder er kvinder((, der utvetydigt refererede til, at kvinder og mænd ikke er lige. Dette synspunkt fremkommer endnu stærkere i udsagn som:»[en mand] betragter ikke sin hustru som en person, [hun] er kun en kvinde.«denne udtalelse er udtryk for, at der findes to slags mennesker: kvinder og mænd. I modsætning til mænd oplevedes kvinder som værende psykologisk set svage, hvonor det kun var mændene, der kunne indgå i en social og økonomisk interaktion med guderne. Skulle en kvinde gennem ritualer og bøn henvende sig til guderne, ville sidstnævnte føle sig meget ubehagelig til mode og straffe hende og hendes slægt. Kvinders svaghed blev også givet som grund til, at mænd generelt afholdt sig fra at dræbe kvinder 6 Som følge afdet patrilineære slægtskabssystem kunne kvinder heller ikke eje jord.lflg. Elbert (1964) anerkendte mændene kvinders overlegenhed på kun ~t område, nemlig som tekstfor~ fattere til de traditionelle tangi sange, hvor mændenes færdigheder som fiskere, havedyrkere og krigere pristes. Elberts synspunkter må dog tages med et vist forbehold, thi bellonesiske kvinder opnåede megen anerkendelse fra mændede når de ydede en god arbejdsindsats i hjemmet og i haverne. 8ellonesiske konflikter og konfliktløsningspotentialer Uanset de mange positive sider, som det bellonesiske samfund rummer, må man generelt sige, at det traditionelle samfund har været præget af mange interne stridigheder. Som følge af solidariteten mellem agnatiske slægtninge begrænsedes konflikter sjældent til de involverede individer alene. Enhver konflikt rummede potentielle muligheder for at medinddrage andre mennesker end dem, der oprindeligt startede konflikten. Årsagerne til de mange konflikter var mangfoldige. Det kunne være landstridigheder, retten til afgrøder af vildtvoksende planter og træer, misundelse, jalousi, rygtespredning, brug af øgenavne, børns adfærd, tyveri - for blot at nævne nogle få områder. Under alvorlige sammenstød 117

8 mellem mænd ville drab ofte være det ultimative svar. Dette affødte i de fleste tilfælde et hævndrab, og et efterfølgende modhævndrab, hvorefter langvarige blodfejder Iii lige om hjørnet (se Kuschel. 1988a,b). Handlepotentialer ved ægteskabelige konflikter Mænds og kvinders handlepotentialer ved konflikter var imidlertid asymmetrisk, idet mænd havde langt flere handlemuligheder til deres disposition end kvinder. Dette kan kort illustreres ved at sammenligne kvinders og mænds muligheder under en ægteskabelig konflikt (se Fig. 1)1. Som det fremgår af figur l, indgår selvmord kun som en af flere handlemuligheder i en konfliktsituation. En anden forudsætning for at forstå selvmord er, at unge mennesker på Bellona - i modsætning til hvad der fx. var tilfældet på Truk og Western-Samoa - ikke var afskåret fra at modsige deres forældre eller andre voksne slægtninge. Allerede fra barns ben lærte børnene gennem de voksnes indbyrdes adfærd, at åben verbal aggression var en mulighed, hvorved de kunne udtrykke deres mishag og utilfredshed. Og dette uanset samfundets ideelle krav til børnene om, at de skulle udvise respekt overfor ældre og specielt overfor deres forældre. Var børnene store og stærke nok, ville de under mere alvorlige konflikter i hjemmet tage benene på nakken og for en kortere eller længere periode forlade forældrenes boplads. Dette var også en almindelig adfærd, når en ung mand eller kvinde havde indgået en relation til en af modsat køn, som forældrene modsatte sig. 118

9 Mænds handlepotentialer Verbale udgydelser Latterliggørelse Slå hustruen med næven Sparke hustruen Slå hustruen med en stok Hive hustruen i håret og tæve hende Slå hustruen med kølle eller bagsiden af en økse. Rå hustruens ørelap i to dele Ridse hustruens pande med en skarp gensland Brænde hustruens krop med glohede sten Smide hustruen ud fra bopladsen ('skilsmisse') Slå hustruen ihjel Begå selvmord Kvinders handlepotentialer Verbale udgydelser Latterliggørelse Slå egne børn med hånden Slå egne børn med stok Flygte fra mandens boplads ('skilsmisse') Begå selvmord Figur l: Kvinders og mænds handlepotentialer j en ægteskabelig konfljja Selvmord på Bellona. På bellonesisk findes intet begreb, der ækvivalerer med det danske begreb 'selvmord'. Det lokale begreb er hakamate, som er sammensat af verbet 'at dø' (mate) og den kausative prefix haka-, hvorved begrebet hakamate ordret kan oversættes som 'forårsage at dø'. I dette begreb ligger intet om, hvem der forårsager handlingen (fx. personen selv eller andre). På Tikopia genfindes begrebet i ordet!akamate. 8 Et andet, men mindre hyppigt anvendt begreb på Bellona for selvmord er begrebet haka'ingo, hvis grundbetydning er,»to wander in solitude. as because of grief, shame, or anger; to commit suicide«(elbert, 1975). Bellonesemes holdninger og reaktioner overfor selvmord var det samme som ved andre dødsfald. De efterladte udviste dyb sorg og brød ud 119

10 i højlydte klageråb ligesom ved et almindeligt dødsfald. Gjordes nogen ansvarlig for selvmordet, blandedes sorg med vrede og krav om gengæl delse. som når en person var blevet myrdet. En selvmorders legeme blev begravet under iagttagelse af de samme ritualer som ved enhver anden begravelse, thi der var ikke knyttet noget stigmatiserende til det at tage sit eget liv. Dette gjaldt også de traditionelle forestillinger om. hvad der ville ske i det hinsidige. Selvmorderens 'sjæl' ville vandre til gudernes bolig og der blive forenet med de andre forfædre. Der forekom ingen sanktioner fra gudernes side heller. Selvmord var da heller ikke noget ukendt fænomen blandt de overnaturlige væsner. Ifølge Øboernes mundt lige traditioner blev en hustru til en af guderne, som følge af et jalousidrama guderne imellem, påvirket til alene i en kano at begive sig ud på det åbne hav. hvor hun blev fortæret af en stor haj. Tilsvarende lagde en kulturhero sig til at dø. fordi han var blevet adskilt fra sin familie og derfor troede, at de var omkommet. I de år. Belloneserne iflg. deres mundtlige traditioner hævder at have været på øen, er der i alt forekommet 19 selvmord og selvmordsforsøg (se Fig. 2). Med et befolkningsunderlag, der skønsmæssigt må sættes til ca. 500 pr. generation; er det ikke noget overvældende antal. Men på øen synes selvmord heller aldrig at være blevet en mode med den nænnest epidemiagtige spredning, som kendes fra Western-Samoa og andre vesterlandske industrilande. Kø. Selvmord Selvmordsforsøg Total Mænd 6 4 IO Kvinder Total Il 8 19 Figur 2: Antal selvmord og selvmordsforsøg pd Bellona 9 De indsamlede kvantitative data er, som alle selvmordsstatistikker. behæftet med meget stor usikkerhed. Et af problemerne er forbundet med det store antal mennesker, der har fundet døden på havet. Af de i alt 60 personer (48 mænd og 12 kvinder) omkom halvdelen mellem Rennell og Bellona. Der er en afstand på ca 25 km mellem de to øer, men farvandet er meget lumsk på grund af pludseligt opstående kastevinde, der nemt kan kæntre de små lette både. Da belloneserne til tider får en fonn for økuller og i sådanne situationer gør alt for at forlade øen, er det ikke utænkeligt, at enkelte i en pres- 120

11 set situation har løbet alt for store risici mht. vejrliget og transportmidiets egnethed ud fra devisen,»det er også lige meget, jeg må bare væk herfra!«til eftertanke maner også at 3 psykisk uligevægtige mennesker er døde på havet, og at man for 12 menneskers vedkommende ikke kender de nærmere omstændigheder, hvorunder de omkom i det våde element. Kan nogle af disse have været selvmord? Noget andet er, at man heller ikke ved, om og i givet fald hvor mange mennesker, der havde planlagt et selvmord, men som af en eller anden grund opgav deres forehavende. Sluttelig er det vanskeligt at foretage en klar differentiering mellem fuldbyrdet selvmord og selvmordsforsøg, for som Firth (1967: 119) så klart udtrykker det:»some deaths c1assified as suicide were possibly aets which their initiators hoped would be prevented, but through miscalculation or other accident were not.«former for selvmord De 2 mest almindelige måder, hvorpå man begik selvmord, var: (1) Abent at invitere ens fjender til at dræbe sig. (2) Alene at tage ud på havet i en kano uden tilstrækkelig udrustning og madforsyning. Disse to handlefonner er klart kønsspeciftkke, idet det udelukkende er mænd, der benytter sig af den første og fortrinsvis kvinder, der betjener sig af sidstnævnte metode (se Fig. 3). Mændenes skridt, frivilligt at give sig i deres fjenders vold, må ses i relation til det drabsmønster, der fandtes på øen. Generelt ville man planlægge et overraskelsesangreb på sine fjender lang tid i forvejen. Kom dette ofret for Øre, ville vedkommende forsøge at holde sig skjult i urskoven. Det samme var tilfældet, dersom det lykkedes at undslippe angriberne ved et overfald. Efter et succesfuldt angreb vendte angrebsstyrken tilbage til den dræbtes boplads for at ødelægge denne. Herefter trak angriberne sig tilbage til et bjerg for ikke at blive udsat for de efterladtes hævnaktioner. I sådanne situationer var det almindeligt, at den dræbtes slægtninge omringede bjerget i håb om at få ram på deres forhadte fjender (se nærmere herom i Kuschel, 1988a). I de tre tilfælde, hvor mænd ønskede at begå selvmord ved at lade sig dræbe, vendte en tilbage til kamppladsen efter at være undsluppet angriberne, fordi han havde hørt, at hans bror var blevet dræbt under angrebet (RI2)1O. En anden gik ned fra det bjerg, hvor han og hans angrebsstyrke havde søgt tilflugt (RIS). I begge tilfælde faldt fjendens køller omgående på deres hoveder. I det sidste tilfælde forlod manden 121

12 sit skjulested i urskoven og sov om natten på sin egen boplads, som han vidste var under konstant overvågning affjenden. Og det varede da heller ikke mange timer. før han tilhørte rækken af forfædre. Selvmord Selvmordsforsøg Total Mænd Kvinder Mænd Kvinder Med kano til havs I 4 I I 7 Synliggøre sig over for fjenden Hængning l l I - 3 GelUlembore vitale organer med spids genstand Skjule sig i hule, urskoven eller i et træ Total Figur 3: Former for selvmord og selvmordsforsøg for mænd og kvinder At denne fremgangsmåde ikke altid lykkedes, er de to exempler på selvmordsforsøg, hvor man anvendte tilsvarende strategier, et godt exempel på. I det ene tilfælde, hvor manden direkte opsøgte sine fjender, blev disse så overraskede og mistænksomme, at de afstod fra at acceptere udfordringen til at dræbe ham (R 145). J et andet exempel blev en ældre mand så sorgbetynget over nyheden om, at hans søn var blevet dræbt, at han lagde sig til hvile på sønnens boplads i håb om, at fjenden ville dræbe ham samtidig med, at de kom for at ødelægge bopladsen. Sådan gik det imidlenid ikke, for da angriberne så den gamle mand, fik de medlidenhed og afstod fra deres fore havende (R 20). De foreliggende tilfælde ligner det, som Wolfgang og Ferracuti har kaldt for mord som indirekte selvmord. Der er imidlertid den forskel, at selvmordskandidaten ved 'mord som indirekte selvmord' selv dræber nogen for derefter at blive slået ihjel. På Bellona derimod springer man mordet på andre over men lader sig dræbe direkte. Man kan således i de bellonesiske tilfælde tale om selvmord som mord fremfor om mord som indirekte selvmord. 122

13 Kvindernes foretrukne måde at begå selvmord på var at skubbe en kano i vandet og begive sig ud på det store åbne hav. Dette var et meget risikabelt foretagende, idet afstanden til den nænneste ø, Rennell, er ca 25 km, og afstanden til den næst-nærmeste ø, Guada1canal, er ca 175 km. En enlig kvinde ville kun ved skæbnens sære spil være i stand til at gennemføre en sådan kanotur. I det ene tilfælde, hvor det lykkedes en kvinde at overleve en sådan farefuld færd, skete det iflg. de mundtlige overleveringer efter indgreb fra det hinsidige. Hvad end den virkelige årsag for overlevelsen var, er det selv i belionesernes øjne så påfaldende, at overnaturlige kræfter må have været på spil, for at dette har kunnet lade sig gøre. Som i så mange andre situationer er den bellonesiske kulturhistorie ret sparsom med oplysninger om kvinders gøren og laden - hvilket i relation til deres relativt lave sociale status ikke er overraskende. De få oplysninger, vi har om kvinder, der begik eller forsøgte at begå selvmord ved at drage til søs, fortæller om ikke-planlagte rejser, dvs. der var ikke tale om at sikre sig, at kanoen og dens udstyr var i orden eller at samle mad og drikkevand på forhånd. I et tilfælde var kvinden tilsyneladende så beruset af sit ønske om at afslutte livet, at hun end ikke bekymrede sig om, at kanoen ikke havde nogen årer. I stedet brugte hun den brede, tykke midtribbe fra en kokospalmes blad. I de tilfælde, hvor selvmordet lykkedes, har man hverken fundet spor af kanoen eller den omkomme. Kanoen er sandsynligvis blevet slået i stykker af stærke bølger og kvinderne ædt af grådige hajer. I det ene tilfælde, hvor en mand benyttede sig af denne selvmordsmetode, lagde han sig til at sove i bunden af kanoen, da han var kommet tilstrækkelig langt ud på havet, hvor også han blev ædt af hajer. Hvordan belloneseme vidste, hvad der var foregået midt ude på havet, glemte jeg imidlertid at spørge om. Som tidligere omtalt er det usikkert om, og i givet tilfælde hvor mange planlagte selvmord, der er blevet afværget, thi belloneseme har en gammel tradition for, at en redningsflåde af kanoer omgående blev sendt ud på havet, dersom man så en kano langt borte - medmindre man vidste, hvem der var om bord, og hvilket formål rejsen over havet havde. Der er mange beretninger om, hvorledes fiskere og andre, hvis kanoer var kommet ud af kurs. er blevet reddet af bekymrede landsmænd, der stak til søs for at komme de betrængte til undsætning. Hængning som selvmordsmetode var ikke særlig udbredt, omend det er en meget effektiv måde, dersom det bliver udført professionelt. Denne metode er hejler ikke kønsspeciflk, idet det indsamlede materiale viser, 123

14 at begge køn kan benytte sig af denne fremgangsmåde. Hængning kan enten foregå ved, at man laver en løkke i et reb eller i et lændeklæde, lægger denne om halsen og enten springer ned fra et træ, hvori den anden ende af rebet/lændeklædet er fastgjort, eller ved at man hænger sig inde i hytten. En mere bizar selvmordsmetode - og som udelukkende er benyttet en gang - består i at man stikker en meget spids og skarp pind i jorden så den tilspidsede ende vender opad. Derpå lader man sig falde ned på den, så den skarpe spids gennemtrænger rectum og gennemborer kroppens indre vitale dele. En mand, der var blevet latterliggjort, fordi han led af flatulens, benyttede denne fremgangsmåde til at sætte en effektiv stopper for ydmygelsens årsagll. Selvmordsforsøg Når man taler om selvmordsforsøg, der på bellonesisk kaldes for haka mate pake (lit., bedragerisk selvmord) eller hakamate ngoi (lit., løgnagtigt selvmord) må man skelne mellem: (l) De tiltag, der har været seriøst ment, men som af forskellige grunde ikke havde den Ønskede virkning. (2) De tiltag, der gøres af dem, der har et ambivalent forhold til liv og død. (3) De tiltag. der er ment som en appel til andre. I det foregående er allerede givet exempler på seriøst mente men forfejlede selvmordsforsøg: to mænd, der gav sig i deres fjenders vold, men hvor sidstnævnte ikke tog udfordringen til at dræbe dem op. I et andet tilfælde holdt en kvinde sig skjult i en lille grotte i 7 dage, hvorefter hun blev fundet i meget afkræftet tilstand. Alvoren i hendes beslutning fremgår af. at hun ved meddelelsen om sin søns død ikke græd men sammenbidt forlod bopladsen. Sådanne selvmordsforsøg ser man på med megen alvor og den pågældende person møder dyb medfølelse fra sine omgivelser. De mere tvivlsomme tilfælde afselvmord, dvs. dem, hvor det hverken af de forudgående handlinger eller af reaktionen bagefter klart fremgår, om vedkommende egentlig har ment det alvorligt, kan give anledning til medfølelse eller en mild form for drilleri. Men det er forholdene, der omgiver selvmordsforsøget. der er afgørende. En kvinde, der på grund afægteskabelige konflikter havde holdt sig skjult i et træ, men som siden hen klatrede ned igen og forlod sin ægtefælle, fordi denne under eftersøg- 124

15 ningen afhustruen kopulerede med sin svigermor lige underdettræ, hvor selvmordskandidaten havde holdt sig skjult, fik omgivelsernes sympati på sin side. Anderledes står det derimod til med de selvmordskandidater, der kun ønsker at vække opmærksomhed og bruger selvmordsforsøget som en form for appel. Disse bliver udsat for samfundets hån og foragt, hvor latterliggørelse indgår som et dominerende element. En kvinde, der i l dag havde holdt sig skjult i urskoven på grund af ægteskabelig jalousi, men som lod sig finde af manden og omgående kopulerede med ham, alt imens de andre fortsatte med at lede efter hende, blev af sin bror en højstatus mand - skældt ud på en sådan måde, at hun i tiden fremover blev genstand for andres spot og spe. Men det er vigtigt at understrege, at samfundets opmærksomhed om gående rettes imod enhver, der meldes savnet. Større grupper bliver sat i gang med at lede efter den bortkomne, det være sig på havet eller på øen. Man helmer ikke. før man har fundet den savnede - medmindre tiden sandsynliggør, at en fortsat søgen vil være forgæves. Selvmordsforsøg tages alvorligtog sorg, bekymringog fortvivlelse martrerde tilbageblevnes sind. En særlig form for adfærd, der henhører under kategorien selvmord, er truslen om selvmord (munatoo), som en person kan udstede mens han eller hun endnu er i live. Som oftest fremsattes sådanne trusler under stor vrede for at få standset den situation, der var årsagen til vreden. Sådanne trusler blev taget meget alvorligt. idet de mundtlige traditioner rummer flere exempler på resultatet af sådanne trusler. Man forestillede sig ikke, at vedkommende selv ville begå selvmord, men derimod at guderne hørte den pågældendes ønske om at gå til det hinsidige og så på et eller andet tidspunkt tilstod ham hans ønske. Selvmordsmotiver En analyse af de tilgrundliggende selvmordsmotiver er behæftet med meget stor usikkerhed, thi man må være opmærksom på, at der kan fmdes en mangfoldighed af årsager bag hvert enkelt selvmord. Hvad der kommer til at fremstå som det observerbare moti v, kan i nogle tilfælde vise sig kun at være et tilsyneladende motiv. Det kan være det, der flle det berømte bæger til at flyde over. En redegørelse for, hvad der drev Belloneseme i døden, er desforuden behæftet med den usikkerhed, at der til flere selvmord og selvmordsforsøg ikke findes andet end lakoniske bemærkninger som 'familiære uoverensstemmelser'. Dette skyldes, at mange af de data, der er indsamlet, vedrører hændelser, der ligger flere 125

16 generationer tilbage, hvilket i nogle tilfælde vil sige flere århundreder. Når vi i det følgende ser på de individuelle motiver for selvmord eller selvmordsforsøg, må det ske ud fra den erkendelse, at vi udelukkende beskæftiger os med tilsyneladende og ikke kausale forklaringer. Kvinder Mænd Total Sorg og fortvivlelse Hævnfølelse (det Samsoniske - l l selvmord) Ærekrznkelse Familiære uoverensstenunelser 4 I 5 Mental ustabilitet - 1 l Ukendt Total Figur 4: Tilsyneladende drsager til selvmord og selvmordsforsøg. Ser man bort fra de handlinger, der er begået i en tilstand af mental uligevægt, serdet ud, som om bellonesiske selvmord og selvmordsforsøg - set i et lidt bredere perspektiv - har deres oprindelse i følgende forhold (se Fig. 4): (I) Sorg og fortvivlelse. (2) Hævnfølelse (del samsoniske selvmord). (3) Familiær uoverensstemmelse. (4) Ærekrænkelse. Sorg og fortvivlelse Sorg og fortvivlelse kan som et lyn slå ned i enhver. Nogle kan bære sorgen, andre kan ikke, sådan er det også på Bellona. Her reagerer både mænd og kvinder ved meddelelsen om en slægtnings bortgang med højlydt og langvarig gråd. Nogle sønderflænger deres Øreflip ved at flå i deres ørenringe, skamferer panden med skarpe genstande som knive og Økser, andre slår deres tænder ud, fælder træer eller ødelægger deres huse. Enkelte går så langt som at forsøge at begå rituelt selvmord ved at kaste sig over et brændende ildsted. AllSammen for at udtrykke deres sorg over tabet af en slægtning.il Da missionærerne i 1938 kom til 126

17 øen, forbød de denne sørgeadfærd, thi de forstod den ikke. Til geugæld har bellonesemealdrig forstået, hvorforde ikkemåvise deressorgåbent. Som en af belloneseme engang Udtrykte det:»1 gamle dage overvandt vi sorgen på få måneder, men i dag kan vi ikke komme af med den.«1 de tilfælde, hvor mænd og kvinder ikke har kunnet bære sorgen og derfor har begået selvmont, skete det i forbindelse med, at en søn eller bror var blevet mytdet. Der er i alt blevet registreret 5 ud af 7 tilfælde, hvor mord på en nær mandlig slægtning var det tilsyneladende bagvedliggende motiv. I det ene tilfælde drejede det sig dog om, at en mand under afstraffelse af sin søn utilsigtet kom til at dræbe denne. Hævnfølelse (det samsoniske selvmord) Et nærmest klassisk forsøg på at begå et samsonisk selvmord udførtes af en af øens herostratisk berømte mænd, Namona. Han havde mange fjender. Selv sin onkel og ældre bror var han uvenner med, fordi han havde dræbt førstnævntes nevø og broderens svoger. Under et drabeligt økse-opgør mellem de to brødre fik Namona et dybt sår i låret. På et tidspunkt besluttede Namona sig for at begå selvmord - men ikke uden at tage andre med i døden. Han gik derfor op på bopladsen, hvor slægtningene til hans offer var samlet. Udfordrende stillede han sig op og opildnede dem til at dræbe ham. Hans plan var at få fat i en af angriberne, skamfere denne og evt. få ham med til det hinsidige. Mændene, der kendte til Namonas beskidte tricks fra tidligere sammenstød. stod tøvende overfor det tillokkende tilbud at dræbe deres udvalgte offer men besluttede sig for at forholde sig i ro denne gang. Namona måtte derfor lade det blive ved et 'samsonisk' selvmordsforsøglj. Familiær uoverensstemmelse Som vi har været inde på tidligere (se Fig. l), er de handlepotentialer, en kvinde har i forhold til manden under en ægteskabelig konflikt, asymmetriske. Nok er den bellorlesiske kvinde ikke mundlam, og mange skældsord og fornænnende talemåder står til hendes rådighed i det bellonesiske sprog, men alligevel kan der opstå situationer, hvor hun ikke kan komme længere med en egenrådig, genstridig og umedgørlig husbond. I så tilfælde har hun som den sidste udvej selvmord eller selvmordsforsøg. Detklassiske selvmord afdenne type, og som Øboerne fortæller igen og igen, blev udført afen kvinde ved navn Kingima'a. Hun havde forladt sin husbond for at deltage i en stor fest, som hendes far holdt. Efter 5 dage vendte hun tilbage til sin egen boplads belæsset med gaver. Da hun kom op ad stien til bopladsen, så hun manden sidde foran hyllen i gang 127

18 med at luge ukrudt. Han så på hende men sagde ikke noget til velkomst, som sæd og skik var på øen. Da Kingima'a kærligt rørte hans hoved, stivnede hele hans krop. Ydmyget forlod kvinden bopladsen, gik ind i urskoven, klatrede op i et højt træ, tog sit lændeklæde af og hængte sig i det. Da hendes død blev kendt. vakte det megen furore. fordi hun var en respekteret kvinde. Den dødes slægtninge var så forbitrede og vrede over mandens opførsel, at de som hævn besluttede at dræbe ham. Han overlevede kun ved, at han gennem sin efterfølgende adfærd udviste stor sorg. Det er inden for kategorien familiesbidigheder, at de fleste selvmordsforsøg falder, hvilket kan tages som udtryk for, at der er tale om en appel, et nødråb til omgivelserne om. at nu er grænsen nået Hovedparten afselvmordene og selvmordsforsøgene indenfor derme kategori foretages af kvinder. Dette synes ikke blot at være tilfældet på BeUona men synes at forekomme også i andre samfund, thi som Counts (1989:336) udtrykker det:»it appears that suicide is a mode af social interaction that is adopted by women af many cultures because they lack an effective, more direct means af affecting the behavior of others.«i et enkeltstående til~ fælde, hvor en mand forsøgte at begå selvmord som følge af familiespektakler, fortaber de nærmere omstændigheder sig desværre i historiens mørke. Ærekrænkelse Den sidste gruppe af selvmord vedrører handlinger, der af personen op~ leves som ærekrænkende. Det er udelukkende mænd der reagerer med selvmord overfor ærekrænkelser, idet det er dem, der har og må forsvare æren, hvis de ikke skal gå til grunde i et samfund, hvor man under enhver mindre konflikt risikerer at få en ugengældt fornedrelse revet i næsen. I almindelighed reagerer mænd på ærekrænkelser med fysisk vold ved enten at ødelægge modpartens ejendele, som kokospalmer eller kan0 er. eller også ved resolut at samle en angrebsstyrke for at dræbe vedkommende. Kampen for tilbageerobringen afæren er ikke blot et individuaipsykologisk motiv, det er en samfundsbestemt handleform. Thi»æren deler mennesker i grupper«, som Prytz Johansen (1962) siger,»dem der har og dem der ikke har ære. Ære reflekterer gruppens eller samfundets idealer.«eller sagt på en anden måde, den, der har tabt sin ære og som ikke sætter alt ind på at genvinde den, er også socialt fortabt. Men hvorfor begå selvmord, når samfundet har klart definerede handleformer for, hvorledes man kan få oprejsning, når æren er blevet kræn ket? I de tre tilfælde, hvor bellonesiske mænd begik selvmord som følge 128

19 afæretab, er der tale om situationer, hvor nedværdigelsen er blevet påført dem af nære slægtninge. Vi har allerede tidligere strejfet det ene tilfælde, hvor en mand jog en spids stok op i endetannen. Baggrunden for handlingen var den, at han under arbejdet med at afskalle kokosnødder flere gange kom til at lade en vind. Da de omkringstående begyndte at grine, var det ydmygelse nok, men virkeligt alvorligt blev det, da hans hustru deltog i den åbenlyse latter. Er der noget, der er ærekrænkende, er det, når ens egen hustru deltager i andres ydmygende adfærd. Da han ikke kunne dræbe hustruen, havde han kun ~n udvej: øjeblikkeligt at tage sit eget liv. I en anden situation ydmygede en far sin søn ved at ligne hans styrke med en budding. Dybt såret hængte den unge mand sig i hytten, thi at dræbe sin egen far ville være et alvorligt brud på den sociale orden i samfundet. Det sidste tilfælde, hvor en mand begik selvmord som følge af ydmygelser, skete, da en mands anmodning til sin agnatiske slægt om at hjælpe ham med at slå en fjende ihjel, blev afvist. Som de ovenfor nævnte tilfælde viser, synes selvmord som følge af ærekrænkelse at være den eneste udvej, en mand har, når handlingen udføres af nærtstående slægtninge, som han ikke kan dræbe. Diskussion Som det er fremgået af det foregående, findes der i det bellonesiske samfund en række potentielle handlemuligheder til løsning af sociale konflikter. Af disse - hvoraf flere er af aggressiv art - har mænd flere muligheder end kvinder. Selvmord kan derfor ikke anskues som en respons på mangel afalternativer alene. Tværtimod er selvmord en af flere alternative muligheder, som samfundet frembyder. Spørgsmålet bliver herefter, hvorfor og i hvilke situationer, selvmord vælges fremfor andre fonner for konfliktløsninger? Hvad, der får det enkelte individ til at vælge selvmord fremfor at vælge andre handlemuligheder, vil det næppe nogen sinde være muligt at udsige noget om, thi som Faris og Dunham (her citeret efter Honigmann, 1967:351), siger:»the extemal world of physical reality is always transfonned by the person; he reacts not to the world but to his conception of it.«selvom ethvert menneske handler i forhold til det i hans kultur eksisterende verdensbillede, har det samme menneske - som individ betragtet - også sin egen livserfaring. Det er derfor, at individualpsykologer har vanskeligheder med entydigt at kunne angive, hvorfor X og Y ikke handler påensartede måder i ellers identiske situationer. 129

20 På et overordnet plan er selvmord en del af kulturens mønster. Dette kommer bl.a. til udtryk i, hvilke situationer - eller for at tale psykologisk: hvilke motiver - der får mennesker til at vælge selvmord som en kultureltadækvat respons. I Trobriandeme (Melanesien). som Malinowski (1968) har undersøgt. er selvmord en passende adfærdsform i forbindelse med opdaget incest og utroskab, i West-Samoa og på Truk er det ved fastlåste relationer mellem forældre og unge, og på Tikopia bl.a ved kronisk og alvorlig sygdom, for blot at nævne nogle få exempler fra Stillehavet Ingen af disse problemområder fremkalder imidlertid selvmord på BeHona, uanset at tilsvarende fænomener fmdes der. Det tilbagestående spørgsmål er imidlertid, om der findes nogle grundlæggende fornold. der øgersandsynligheden for valg afselvmord fremfor andre handlemuligheder. Dataene kunne tyde på. at selvmord på BeHona fortrinsvis vælges i situationer, hvor man som følge af en række samfundsbetingede normer og regler ikke længere kan se en produktiv udvikling i konkrete. problemfyldte situationer: Dybfølt sorg over et nært familiemedlems død, hvoralternative hævnaktionererudelukket; fastlåste ægteskabelige konflikter, som andre ikke kan gribe styrende ind i, fordi de tilhører privatlivets sfære; diabolske hævnaktioner i fonn af det samsomske selvmord, fordi ens egen fysiske aktivitet og sociale relationer er svækket; og ærekrænkende handlinger begået af nære slægtninge, man ikke må dræbe. Alle disse situationer tyder på, at Dåret menneskes handlerum er blevet alvorligt indskrænket, og der samtidig ikke findes andre samfundsmæssigt funderede og accepterede responsmuhgheder. så vil mennesket i den bellonesiske kultur gribe til selvmord. Havde der i den traditionelle lru1tur imidlertid været bedre muligheder for at forlade et spændingsfyldt fel~ ville øen sandsynligvis have set færre selvmord. Men en afskaffelse af selvmord ville der næppe have været tale om, thi er selvmord først blevet indført som en blandt flere handlemuligheder. vil selvmordet have en tendens til at fortsætte med at existere. Selvmord er en tillært adfærd, og der skal en målrettet indsats til. for at erstatte den med noget andet - men umuligt er det ikke. NOTER 1. Del er bemærkelsesværdigt, at Psykologisk Leksikon under redaktion af K.B. Madsen, ikke anserdet for nødvendigt at beskæftige sig med fænomenet 'selvmord' udtalte Freud:»Verhinderte Aggression scheint eine schwere Schlidigung zu bedeuten; es sieht wirklich so aus, als mussten wir anderes und andere zerståren, um uns nicht selbst zu zerstoren. um uns vor der Tendenz zur Selbstdestruktion zu bewahren.«130

21 3. Tilsvarende gælder fx. enkebrænding i Indien. 4. Iflg. Jeffreys ([1952:122]; her citeret efter Counts, 1980) skal en af følgende to betingelser være opfyldt. for at man kan tale om et samsonisk selvmord:»the social structure or the native court must impose a penalty on the person who provoked the suicide. ar people must believe that the ghost ofthe suicide has the power to tomtent the living provocateur.«begrebet det Samsaniske selvmord refererer til Biblens beretning om, hvor ledes Samson ved sin egen død hævnede sig på Filistrene. der havde taget ham til fange. I Dommerbogen. kapitel 16. vers hedder det således:»så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen. og stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med venstre Haand. Og Samson sagde: 'Lad mig dø sammen med Filistrene!' Derpaa bøjede han sig med saadan Kraft. at Hallen styrtede sanunen over Fyrsterne og alle Folkene derinde. Saaledes dræbte han ved sin Død flere. end han havde dræbt i levende Live.«5. For en sanunen1ignings skyld kan det nævnes, at øens areal er mindre end Anholts, der er på 21,8 km2-6. At det ikke forholdt sig helt sådan. fremgår af en analyse af Bellonesemes drabshandlinger. Se næmtere herom i Kuschel, 1988a: En mere detaljeret redegørelse fmdes i Kuschel, 1988a:kapiteI4, og i Kuschel (in press). 8. Overraskende nok fmdes der i Pukui og Elberts Hawaiian Dictionary (1985) ikke noget begreb for selvmord. Iflg. mundtlig meddelelse fra Elbert. fordi et sådant begreb ikke findes på hawaiiansk, og fordi selvmord var sjældent og ikke velset. 9. Blandt de 19 selvmord og selvmordsforsøg var I kvinde og I mand fra naboøen RerrnelI. der ligger i en afstand af ca 25 km fra Bellona. Befolkningen på de to øer Rennell og Beliona nedstammer fra de samme forfædre og har samme sprog og kultur. Begge Rennellesere gennemførte deres selvmord på Bellona, hvorfor de er taget med i den foreliggende analyse. 10. Referencer som den foreliggende refererer til de mundtlige traditioner, der fmdes om det pågældende tilfælde, og som er gengivet i Kuschel. 1988b. R 12 refererer således til raid 12 i ovennævnte bog. ll. Raymond Firth har registreret et tilsvarende tilfælde fra Tikopia (Firth, 1967, ). 12. En mere detaljeret diskussion af sorg-reaktioner findes i Kuschel. 1988a: For detaljer se R 145. REFERENCER Atkinson. 1.M. (1975).»Societal Reactions to Suicide: The Role af Coroners' Defmitions.«I Stanley Cohen (ed.) [mages of Deviance. Penguin Books LId., Hamtondsworth. Counts, D.A. (1980).»Fighting back is not the way: Suicide and the Wamen af Kaliai.«American Ethnologist. 7:

22 Douglas, J.D. (1966)...The Sociological Analysis ofsocial Meanings of Suicide.«European Journal af Sociology, Val. 7:249~98. Douglas, 1.0. (1967). The Social Meanings af Suicide. New Jersey, Princeton University Press. Durkheim, E. ([1897] 1978). Selvmordet. En Sociologisk Undersøgelse. Køben~ havn, Fremad. Elbert, S.H. (1964)...Abstraet from the VII. Intern. Congress of Anthropological and Ethnological Sciences.«Moscow, August Elbert, S.H. (1975). Dictionary of the LAnguage af Rermell and Bellona. Part I: Rennellese and Bellonese to English. Copenhagen, The National Museum of Denmark. Firth, R. (1967).»Suicide and Risk~Taking«. In R. Firth. Tikapia Ritual and Belief London, Georg Allan and Unwind, pp. 116~140. Freeman, D. (1983). Margaret Mead and Samoa. The Making and Unmaking af an Anthropological Myth. Cambridge Massachusetts, Harvard University Press. Freud, S. (1932). Neue Folgen der Vorlesungen zur Einfilhrung in die Psychoanalyse. Gesamme1te Werke Bd. XV. Leipzig, Internationaler Psychoanalytischer Verlag. Hammerlin, Y. og R.T. Enerstvedt (1988). Selvmord j virksomhetsforståelsens perspektiv. Oslo, Falken Forlag. Hezei, FX., D.H. Rubinstein, G.M. White (eds., 1985). Culture, Youth and Suicide in the Pacific: Papersfrom an East-West Center Conference. Honolulu, East-West Center. Xerox-Copy. Hezel, F.X. (1985).»Trukese Suicide.«l Hezel, FX., D.H. Rubinstein, G.M. White (eds.). Culture, Youth and Suicide in the Pacific: Papersjrom an East West CenterConference. Honolulu, East-West Center, pp Xerox-copy. Honigmann, J.1. (1967). Personality in Culture. New York, Harper and Row Publ. Johansen, J. Prytz (1962). Maori og Zuni. To Natwfolk og deres Religion. København, Gyldendals Forlag. Kuschel, R. (1988a). Vengeance is Their Reply: Blood Feuds and Homicides on Bellona Island. Part l: Conditions underlying Generations af Bloodshed. Language and Culture of Rennell and Bellona Islands, Vol. Vil: København, Dansk psykologisk Forlag. Kuschel, R. (l988b). Vengeance is Their Reply: Blood Feuds and Homicides an Bellona Island. Part 2: Oral Traditions. Language and Culture af Rennell and Bellona Islands, Vol. VIL København, Dansk psykologisk Forlag. Kuschel, R. (in press).»'women are Women and Men are Men': Bellonese Women's Action Potcntials in a Masculine World.«Malinowski, B. ([1929J 1968). The Sexual Life ofsavages in North WesternMelanesia. London, Routledge and Kegan Paul Ltd. Mead, M. (fl928a] 1977). Coming afage in Samoa. Middlesex, Penguin Books, Ltd. Mead, M. (I928b)...The Role af the Individual in Samoan Culture.«The Journal of the Royal Anthropologicallnstitute, voi.58: