vil så gerne gå i skole, men de har ikke råd. Selvfølgelig vil hun også gerne arbejde på hospitalet for at være tættere på Katrine.

Transkript

1 Kapitel 1 Hun strækker sig på madrassen og gaber. Så sætter hun sig op på den tynde madras på gulvet, gnider øjnene og ser rundt i rummet. Madrasserne ligger tæt. Ved hendes side i det smalle rum er tæpperne rodet sammen i en dynge. Hendes brødre Mehmet og Ali er stået op. Til højre for hende ligger Muhammed, der er så lille, at han kan ligge hos mor. Hun aer hans kind. Han laver en lille trutmund, siger en smaskelyd og sover videre. Hvad er det, der skal ske i dag? Jo, nu ved hun det. I dag skal hun starte oppe på hospitalet. Hun kan ikke lade være med at smile. Ser sig selv i en hvid uniform ligesom Katrines, mens hun nikker til patienterne. Men sådan er det jo ikke. Det ved hun også godt. Hun skal derop for at gøre rent. Tjene penge, så hun kan få lov til at gå i skole. Håret stritter til alle sider, og havde det ikke været for hvirvlen i panden, ville det falde ned over øjnene. Automatisk løber hånden igennem den sorte manke, mens hun skubber tæppet til side. Fatima, nu skal du op! Det er mor. Men før hun får talt ud, har Fatima rejst sig. Hun skal hjælpe med morgenmaden, inden hun skal af sted. Hun hader de fedtede skåle, som står der fra i aftes. Hun var for søvnig til at vaske dem af, så mor sagde, at det kunne vente til i dag. Mor og Katrine er blevet enige om, at hun skal være der tre eftermiddage om ugen. Katrine er den ene af de danske sygeplejersker, der arbejder på hospitalet i byen. Det var noget mærkeligt noget, da de kom. Med lyst, kort hår og med lange bukser. Så sært det var, dengang. Nu har de vænnet sig til de mærkelige kristne, som nogen stadig kalder dem. Hun 5

2 vil så gerne gå i skole, men de har ikke råd. Selvfølgelig vil hun også gerne arbejde på hospitalet for at være tættere på Katrine. Men at det skulle blive til virkelighed en dag, havde hun kun drømt om. Hun kender jo allerede Katrine lidt, fra dengang hun hentede vand til de to sygeplejersker. Det var inden, de fik vand inde i huset og derfor ikke længere skulle have det bragt hver dag. Far var imod det og sagde først nej. Hvad skulle hun på hospitalet for? Nej, hun skulle være hjemme hos mor. Der var nok at hjælpe til med. Og hun skulle lære at passe hus og lave mad, til når hun engang blev gift. Og sygeplejerske, det skal du aldrig være! sagde far, som om det var det værste af alt. Mor beroligede ham og sagde, at Fatima gerne ville tjene penge til at gå i skole for. Og han blev efterhånden formildet. Hun vil så gerne have den pæne kjole på, den med de gule blomster. Den er bare så flot. Jeg tror ikke, du er rigtig klog, siger mor, du skal ikke til fest, men op og gøre rent! Hun ryster på hovedet, men der er et lille smil i hendes øjne. Du ved da, at man ikke gør rent i sit pæneste tøj! Hun holder Fatima ud fra sig, ser om alt er i orden og skubber en lille hårtot ind under tørklædet. Ja, nu ser du pæn ud, siger hun, tilfreds med det hun ser. Og du ved, aftalen er, at du gør rent. Du skal ikke ind på stuerne og ikke have noget med patienterne at gøre! Ja, ja mor, jeg ved det godt, tænker hun, men nøjes med at nikke. Alt det er aftalt med Katrine. Selv om hun glæder sig sådan, har glædet sig i dage og uger og syntes, at tiden stod stille, så er der også et sted i maven, der svier lidt. På vej ud af køkkenet ser hun sit ansigt i det skårede spejl, der hænger på et søm. Selv om det er lille og gået i stykker, er det lige stort nok til, at hun kan se, at hun er bleg. Snart elleve år, siger hun til sig selv, for at få mod. Og opdager, at mor kigger på hende. Hun vinker, da hun forlader 6

3 huset. Far og Ali er forlængst taget i marken, og Muhammed hænger på mors arm. 7

4 Kapitel 2 Hun har travlt med at komme af sted. Men da hun har vinket til mor i døren, er det, som om hendes ben bliver så tunge. Måske var det alligevel bedre at blive derhjemme og hjælpe? Hun trækker vejret dybt. Nej, hun skal. Hun vil så gerne gå i skole. I de små gyder på vej til hospitalet må hun hele tiden holde øje med dyttende biler eller æsler. Og med mænd, der går hurtigt uden at ænse hende og skubber til hende, hvis hun ikke kommer af vejen. Ved en endnu mindre gyde ser hun et par af Mehmets legekammerater. Mehmet er hendes lillebror. De kaster sten efter et eller andet, så støvet står om ørerne på dem. Hun stopper op og ser i den retning, de kaster. Jo, det er et firben, de prøver at ramme. Måske har de allerede ramt det, for det har tabt halen. Måske har det tabt halen af bare forskrækkelse! Da hun når op til hospitalet, ser hun hullet i skoen. Sådan ude i siden. Bare hendes forældre havde råd til, at hun kunne få et par nye! Hun trækker i kjolen og børster støvet af bukserne. Hun har gået for hurtigt, puster og stønner og forsøger at trække vejret roligere. Hospitalet ser meget større ud i dag, end det plejer. Nej, hun vil ikke tænke på dengang, Shalima var på sygehuset. Men måske fordi hun ikke vil, kommer hun til det. Hendes lillesøster Shalima døde for et par år siden. Hun kom for tæt på ildstedet en dag, hvor mor havde kvindekomsammen. Hun mærker, at tårerne presser sig på ved tanken, og blinker en ekstra gang. Det værste af det hele var, at det var hende, Fatima, der skulle se efter hende! Men hun havde haft travlt med at lytte til kvindernes snak henne ved døren! Pludselig bliver hun så ked af det, at hun 8

5 er lige ved at græde. Men det duer ikke at stå her og tude! Hvad ville de ikke tro, hvis de så det inde på sygehuset? Sådan en lille unge, ville de tænke. Hun kan da umuligt arbejde her! Hun er en stor pige nu. Ikke engang Sofia, hendes bedste veninde, der har råd til mange par sko, har et arbejde. Det kender hun faktisk ikke nogen, der har. Bortset fra hende selv. Hun skal tjene penge, så hun kan spare sammen til at komme i skole en skønne dag. Lære at læse og stave. Tænk, at kunne læse i en bog! Ikke engang mor eller far kan læse. Sofias forældre kan vist, lidt i hvert fald. Men hun, Fatima, skal også lære det en dag! Det hjælper at tænke på det. Med en dyb vejrtrækning bliver hun helt rolig igen, også indeni. Hun skal nok klare det her! Og med den gode fornemmelse i maven træder hun ind. Døren i hospitalets store port knirker og er tung, da hun skubber den op. Lugten rammer næsen som et slag: sygehus. Det er en stærk, giftig lugt. Mon medicin lugter sådan? Eller er det de syge? Hun må trække vejret dybt for at vænne sig til den og ikke komme til at hoste. Da hun har stået lidt, mærker hun også lugten af diarre og tis. Den kender hun da. Selv om det er længe siden, hun har været her det var, da Shalima var så syg kan hun godt huske den lange gang hen til kontoret. Og hun er sikker på, at Katrine vil holde øje med hende. Det har hun lovet. Da hun går hen ad gangen, lyder hendes skridt så højt, at hun bliver helt forskrækket. Da hun forsigtigt sætter foden i gulvet, så det ikke larmer, hører hun høje stemmer inde fra et rum. Uden at tænke over det sagtner hun sine skridt. Hvad er det, hun hedder? Er det Fatima? Det er en mandsstemme, og han lyder vred. Ja. Og vi har jo talt om det. Ved mødet i sidste uge. Hun genkender Katrines stemme. 9

6 Der er ikke andre på den lange gang end hende. Hvad skal hun gøre? Hun kan da ikke komme brasende, når de sidder og snakker om én, der hedder det samme som hun. For det kan vel ikke være hende, de taler om? Hun læner sig med ryggen op ad væggen og venter, mens hun tænker på, hvad der er mest fornuftigt at gøre. Der høres hosten og sprutten bag de lukkede døre til patienterne. Dengang var jeg også imod det. Der er en pause. Hun kan høre dem helt tydeligt nu. Døren står åben, og hun er kun nogle få skridt fra det rum, hvorfra stemmerne kommer. Mon det også er sådan i dit land, Katrine? At I ansætter små piger på sygehuset? Har du glemt, at du er i Yemen? Enten svarer hun ikke, eller også er det helt lavt, for Fatima kan ikke høre noget. Nu bliver en stol skubbet skramlende hen over gulvet. Hun dukker sig uvilkårligt, da hun tror, der kommer en vred mand farende ud af værelset. Men så er Katrines stemme der igen: Saida har brug for hjælp. Og Fatima vil gerne tjene penge, så hun kan få lov til at gå i skole. Han rømmer sig. Bliver der den mindste ballade, er det ud af vagten. Pludselig står han lige ved siden af hende, stor og svedende med et vildt udtryk i øjnene bag meget stærke briller. Hjertet hamrer igen, som da hun havde gået for hurtigt. Var hun bare en mus, der kunne gemme sig! Men han ser hende slet ikke. Jeg går ud fra, at det er din organisation, der betaler for hende. Han er rød i hovedet, og øjnene er vrede. Han er ved at løbe ind i hende, men får øje på hende og går udenom. Hun slår blikket ned. Et øjeblik efter er Katrine i døren. Jamen, Fatima, hvor længe har du stået dér? Hun kommer hen og tager hende om 10

7 skulderen. Men inden Fatima får svaret, fortsætter Katrine: Kom, nu skal jeg præsentere dig for Saida. De går sammen hen ad gangen. Katrine har stadig sin arm om hendes skulder. Katrine kalder på Saida, som dukker op fra et andet rum. Hun kommer langsomt hen imod dem hun ser sur ud. En knortet, gammel kone er hun. Fatima ved, hvor hun bor, men kender hende ellers ikke. De går ind i det rum, hvor hun kom fra. Der er koste og spande og en vandhane sådan kalder Katrine den hvorfra Fatima kan tage det vand, hun skal bruge! Aldrig før i sit liv har hun set vand komme løbende af sig selv ud af et rør! Fantastisk! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hun troede, at alt vand fandtes i brønden, eller i floden. Saida peger på tingene uden at sige noget. Katrine slipper taget i hendes skulder. Og er der noget, du er i tvivl om, kan du spørge Saida. Hun vender sig for at gå. Du kan også altid komme til mig, siger hun og smiler. Fatima føler sig med ét så forladt. Bare Katrine ville blive, til hun var kommet i gang. Saida vender ryggen til hende og trasker hen ad gangen med sin spand. Hvordan skal hun få vand ud af den hane? Det var der ingen, der sagde noget om. Hun løfter en spand ned af krogen og holder den ind under hanen. Mon det kommer af sig selv? Men der sker ikke noget. Hun kan høre Saida pjaske vand på gulvet. Hun vil altså ikke gå ud og spørge hende. Hun må finde ud af det selv. Hun slår let på den blanke ting, de kalder en vandhane, men der sker stadig ikke noget. Så prøver hun lidt hårdere. Nej, ingenting. Havde hun bare set, hvad Saida gjorde. Men der var allerede vand i hendes spand, da de kom ind i rummet. Hun skæver hen ad gangen. Saida går med ryggen til. Goddag, Fatima. Det er Pia, den anden sygeplejerske, som pludselig er dukket op fra en af stuerne. Fatima nejer og hilser og opdager, at hun står med den tomme spand i hån- 11

8 den. Pia kigger undersøgende på hende. Er det i dag, du starter? Hun nikker igen. Så ser Pia hendes tomme spand. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få vand i spanden. Jeg... Bare hun ikke kommer til at tude. Det er så flovt, at hun allerede skal have hjælp! Bare de nu ikke synes, at hun ikke kan finde ud af noget som helst. Hun bøjer sig over Fatima: Hvad siger du? Er det vandhanen, der driller? Fatima nikker. Se. Hun viser hende, at den blanke tingest skal drejes rundt. Fatima prøver, mens Pia bliver stående for at se, om hun har forstået det. Pludselig sprøjter vandet ud over dem begge! Hun har drejet for meget. I et spring er Pia over hende og får lukket. Hun ser på Fatimas våde kjole, så på sin egen, og så ler hun. Hun kaster hovedet tilbage, så Fatima kan se hendes hvide hals, og griner, så hun må tørre øjnene. Fatima kan ikke lade være med at le med, selv om det var hendes skyld, at de begge blev våde. Åh, Fatima. Pia ler igen. De moderne tingester! Da hun ser, at spanden bliver fyldt i et roligere tempo, går hun igen. Fatima begynder i den anden ende af gangen, længst muligt væk fra Saida. Det er tydeligt, at der ikke er vasket; gulvet er gråt af snavs, og det knaser under skoene. Men nu er hun heldigvis lidt væk fra den vrisne, gamle kone. Og hun ved da, hvordan et gulv skal vaskes! Hendes kjole bliver hurtigt tør i varmen, og sveden driver ned over hendes ansigt. Men det er godt at bestille noget. Hun vrider kluden op, lægger sig på sine knæ og gnubber løs. En dråbe løber langs hendes underarm. Nu kan hun godt forstå det, mor sagde om kjolen med de gule blomster. Det ville have været en skam at ligge her og skure gulv med den på. Efter et stykke tid rejser hun sig op, retter ryggen og spej- 12

9 der efter Saida. Men hun er ikke at se nogen steder. Hun er nok gået ind på en af stuerne, hvor patienterne ligger. Da hun når hen til Saidas stykke, ser hun, at vandet er lige så sort som jord. Men hun er færdig og kan sætte tingene på plads. Da hun hælder vandet ud i kummen, hører hun for første gang Saidas stemme: Det var du sandelig længe om! Hun farer sammen, havde ikke hørt hende komme. Næste gang du kommer, må du have mere fart på! Fatima vender sig om, nikker og ser, at Saida står med et dampende krus. Slubrende drikker hun efter at have pustet på teen. En duft af kardemomme blander sig med lugten af sved. Saida,,,, ser på hende med det ene øje. Over det andet gror en udvækst, der næsten lukker øjet. Der er også te til dig, Fatima! Det er Katrine, der er dukket op. Fatima sætter spanden fra sig, tørrer de våde hænder i kjolen og er glad for at forlade Saida. Tiden er gået, og hun siger farvel, først til Saida, der ikke svarer, så til Katrine. Var det slemt? spørger Katrine. Hun ryster på hovedet. Allerede næste gang, du kommer, kender du det bedre. Mon Katrine opdagede, at Saida var sur på hende? 13