VELKOMMEN TIL ALMINDINGEN

Transkript

1 VELKOMMEN TIL ALMINDINGEN Midt på Bornholm ligger en af de største samlede skove i Danmark her er i alt ha eller 60 km2 skov. Tidligere var det meste af området en træløs hede, som man kaldte Højlyngen. Her var fælles græsning for hele øen. Navnet Almindingen, som betyder alle mænds hentyder til dette. Tilplantningen er sket siden år Staten ejer ha eller godt 24 km2 af Almindingen. Handicapforhold: Turforslagene egner sig ikke til kørestol. I tørre perioder kan en kørestol bruges på de fleste skovveje. På www. skovognatur.dk/bornholm findes et skovkort, som viser de handicapvenlige skovveje uden store stigninger. Fugletårnet i Bastemose er handicapvenligt, og ved Andresemosen syd for travbanen findes en handicapvenlig sti m.m. Yderligere oplysninger: Almindingen administreres af Skov- og Naturstyrelsen, som lokalt kan kontaktes ved Bornholms Statsskovdistrikt, tlf , skovognatur.dk/. ALMINDINGENS HISTORIE Staten eller kongen har ejet jord på Bornholm meget længe. Allerede omkring år 1150 opførte kongen Lilleborg midt i Almindingen. Borgen skulle være en modvægt mod ærkebispens Hammershus. Store dele af Bornholm var formentlig dækket af skov i midten af 1100-tallet, men rovdrift på skoven gennem århundreder medførte at skoven gik tilbage. Der blev hentet træ til husbyggeri, husgeråd, skibe og ikke mindst brændsel. Desuden græssede dyr fra hele øen i skoven. Dyrene åd alle de nye planter, og det betød at der ikke kom nogen genvækst. Træmangel truede, og det blev forbudt at eksportere træ fra øen. I lange tider var det i øvrigt jagten som betød mest. I 1630 blev der skudt to hundrede stykker kronvildt til hoffets husholdning. Almindingen leverede også kronvildt til Jægersborg Dyrehave ved København, da den blev anlagt i midten af 1600-tallet. Kort før 1800 besluttede Rentekammeret at genrejse Almindingen som skov. Der var da næsten intet af skoven tilbage, kun få gamle og krogede ege nær Ekkodalen. Så blev den unge bornholmer Hans Rømer ansat som skovrider, og han gik til opgaven med stor energi. Han indrettede planteskoler, såede og plantede, fik gravet grøfter og han solgte træ og også tørv fra moserne for at dække nogle af udgifterne. Det helt afgørende var, at skoven blev indhegnet, så de græssende dyr kunne holdes ude. Det meste af det imponerende Almindingsgærde findes stadig. Der var stærk modstand mod at plante skov, for bønderne mistede dermed retten til at lade dyrene græsse. Det viste sig imidlertid at skoven voksede udmærket, og Hans Rømer blev ganske populær. Der blev senere rejst en mindeobelisk for ham i den gamle planteskole.

2 Efter 1850 blev resten af den fælles græsning i Højlyngen udskiftet. Meget blev til skov Almindingen voksede og sogneplantagerne blev anlagt. Resten blev til landbrugsejendomme. I dag er der kun spredte rester af Højlyngen tilbage. Lyngens frø kan dog overleve længe i jorden, og der kommer ofte lyng igen, når man fælder den gamle skov. TERRÆN Den vestlige del er kuperet og jordlaget er mange steder tyndt. Klippen ligger højt og kan ses i de smukke sprækkedale. Her findes øens højeste punkt Rytterknægten (162 meter). Her er mange søer og moser med usædvanligt rent og klart vand. Den østlige del er mere jævn, leret og vandlidende. Klippen ligger dog også højt her. KLIMA Den centrale del af Bornholm ligger højt ( meter over havet), og klimaet er derfor meget anderledes end ude ved kysterne. Her er koldere årstemperaturen er næsten 1/2 grad lavere, og nedbøren er 750 mm om året mod 550 mm i Rønne. Skyerne tvinges op, og det giver regn og tåge. Sneen ligger længe, og foråret kommer senere. NATURSKOV Naturskov er skove, som får lov at ligge urørt hen eller som drives med gamle driftsformer. Især langs Ekkodalen findes naturskov. Her er træerne efterkommere af de træer som selv er indvandret. Her findes en blandingsskov af vintereg, avnbøg, lidt lind, røn og en del kir- sebær. På Ekkodalens sider ses ene, som er et tegn på at Almindingen tidligere blev afgræsset den overlever her, hvor trævæksten ikke kan skygge den ihjel. KULTURSKOV Det meste af skoven er menneskeskabt. Skoven blev især plantet til med rødgran og andre nåletræer, som stadig dækker den største del af arealet. Nåletræerne vokser godt, men de store stormfald i 1956, 1967, 1981 og 1999 har givet tab og skuffelser, og derfor plantes de ikke så meget mere. Her findes også store arealer med eg og bøg. Bøgen forekommer ikke naturligt på øen, men blev indført kort efter Mange steder vokser den godt, og man kan se nye smukke bøgetræer, der har sået sig selv. Jordbunden er for fattig til ask og kirsebær, som kun trives få steder, men der er plantet eg på store arealer i de senere år. DYRE- OG PLANTELIV Som på mange øer er der relativt få dyre- og plantearter på Bornholm.Råvildt blev genindført omkring 1885, og Almindingen har i dag en stor bestand. Større hjortevildt findes ikke længere her det sidste krondyr blev skudt for ca. 200 år siden. Også ræven var her tidligere, men den blev udryddet af sygdommen skab omkring Mange almindelige pattedyr mangler. Bortset fra undslupne mink findes mårfamilien ikke, og her er ikke muldvarp eller mosegrise. Til gengæld findes mange af flagermuse-ar- terne. I dag gøres der meget for at give naturen bedre betingelser, bl.a. er der kommet flere vandhuller, og nogle af grøfterne er lukket. Desuden afgræsses store arealer til glæde for de lave planter. Også mange fugle har haft glæde af den naturpleje der finder sted i området. F.eks yngler tranen i dag i de fleste større moser. Foto: Colourbox

3 Vandreture i området Kortet viser fem forslag til vandreture (længde 3-7 km). Hvor turene ikke følger skovvejene kan der være vanskeligt at gå. Mange steder er det muligt at vælge en skovvej i stedet for stien gennem terrænet. Skovvejene kan også med fordel benyttes, hvis du f.eks. har barnevogn med. Du kan læse mere om turene på de følgende sider. TUR I LILLEBORG OG ROKKESTENEN Begynd f.eks. ved Christianshøjkroen eller vejtrekanten ved 14 km-stenen på landevejen Rønne-Svaneke. På turen kan du opleve: Hallebakken med naturskov af vintereg og avnbøg. Rømersminde er en obelisk som minde for skovrider Hans Rømer, som genrejste Almindingen. Her ses også hegnet om planteskolen og Rømers planteskolehus med massive kampestensvægge. Thuja erne er rester af en bevoksning fra Gamleborg er fra vikingetiden og yngre end tilflugtsborgene, som den ligner en del. Efter 1100 blev borgen forstærket mod vest med en op til 6 meter høj mur i kampesten, lagt i mørtel. Stenkrogevejen snor sig mellem rødgran, som er plantet efter stormfaldene i 1956 og Lilleborg er sandsynligvis opført ca af kongen som modvægt til ærkebispens Hammershus. Borgen er bygget i kampesten. Ærkebispens bror og den vendiske fyrste Jaromar stormede og ødelagde borgen i Kohullet er en af de sureste søer i Almindingen. Rokkestenen er en vandreblok på ca. 7 tons, som blev efterladt af isen for ca år siden. Efter sagnet hviler den på en diamant, og det er derfor den kan rokke. I nærheden findes en anden vandreblok Munken, som ikke kan rokke. TUR II EKKODALEN Begynd turen ved Springbakkehuset eller ved parkeringspladsen i Ekkodalen. På turen kan du opleve: Almindingsgærdet, sat af skovrider Rømer i Loklippen med fortrinlig udsigt over Vallensgårds Mose, Aakirkeby og hele Sydbornholm. Ekkodalen øens største sprækkedal. På skrænterne ses en næsten 200 år gammel fredet skov af vintereg blandet med avnbøg, røn, lind og lidt enebær. Her er rigtig mange liljekonvaller ved pinsetid. Et gammelt navn for stedet er Styrtebakkerne, måske fordi man tidligere ofrede mennesker ved at styrte dem ud fra klippen. Fotos: Colourbox Rytterknægten er øens højeste punkt (162 m) med Kongemindet, et stentårn rejst i 1856 til minde om Frederik den Syvende og Grevinde Danners besøg få år forinden. Skoven vokse-

4

5 de dog og tog udsigten, så i 1899 blev tårnet forhøjet med et stålstillads (184 m). Arnager-kællingernes frokoststen blev efter overleveringen brugt af de fattige fiskerkoner fra Arnager, når de sankede brænde i Almindingen. TUR III DE SKJULTE SØER Begynd ved skovfogedstedet Segenhus, 12,5 km fra Rønne. Huset ligger ved et af de gamle led til Almindingen. De gamle ledsten med Rømers og Frederik den Sjettes navnetræk ses endnu ved landevejen. På turen kan du opleve: Arboretet er en samling af over 100 forskellige træarter og et yndet udflugtsmål for bornholmerne. Gravrøser fra ca. 500 f. Kr. omkring to større stenrøser findes mere end 60 små røser, og her er spor efter den tids landbrugsdrift. Duedalsvandet ligger i en sprækkedal et andet navn Dødedalen vidner måske om menneskeofringer i gammel tid. Stormfældet bøg fra 1967 som ikke er rørt siden da. Selv om bøgene har ligget ned i snart 40 år er de fleste stadig levende. Efterhånden er både birk og pil groet op. Men bøgetræer har sået sig selv, og i det lange løb vil bøgen nok dominere arealet igen. Dette særprægede skovstykke er overladt til sig selv, men følges dog videnskabeligt bliv derfor på stien. TUR IV HØJLYNGSTUREN Turen går gennem den del af Højlyngen, som blev plantet til sidst. Denne del af Almindingen er jævnere, men alligevel storladen. Begynd f.eks. ved parkeringspladsen ved Bastemose ved 17 km-stenen. På turen kan du opleve: Lunten er en grusbakke, hvorfra der tidligere var udsyn vidt omkring. Navnet Lunte betyder bål, og tidligere har man nok tændt bavn her som tegn på urolige tider. Enebærskoven er en del af Højlyngen, som aldrig blev plantet til. I dag er her ene og selvsået skovfyr, birk og bævreasp. Trævæksten holdes nede af græssende får. Rundemose er en tidligere mose i Højlyngen, der blev udgravet i 1950 erne som beskæftigelsesarbejde. Skovfyr ved Åsen er plantet omkring 1910 som første generation i Højlyngen. Det er en af de flotteste skovfyrbevoksninger med rester af den oprindelige flora (lyng, blåbær, femradet ulvefod) og den nordiske skovfyrflora (bl.a. linnæa). Grønkul er en grusbakke bevokset med lyng og ene. Stenløsevejen nord herfor ses et lysåbent skovbillede. Det er tidligere lyngmoser samt overdrev med ene, selvsået skovfyr og birk. Lindesbjerg er en grusbakke, som næsten er gravet helt bort. Stednavnene Lindesbjerg og Bastemose tyder på, at der tidligere har været lindetræer på stedet. Man udvandt bast af barken fra lindetræet og brugte det til reb. Bastemose er en lavvandet mose med rent vand. Det er en perle både botanisk og for fuglene. Her findes adskillige orkidé- og vintergrønarter, flere slags insektædende planter, hvas avneknippe m.m. Vandstanden er hævet for at hindre tilgroning, og der slås hø eller afgræsses flere steder for at gavne plantelivet. På nordsiden findes et handicapvenligt fugletårn. Her ses endnu resterne af Syvmasteren en syvstammet rødgran. TUR V RUNDT OM SVINEMOSEN Denne tur følger skovspor og stier rundt om Svinemosen. I Svinemosen yngler bl.a. mange grågæs, rørhøg og ofte også traner. Læg mærke til den dybe grøft ved Søndre Svinemosevej. Den er udgravet med hånden omkring 1880, da man ville af med vandet for at grave tørv og for at få træerne til at vokse bedre. I dag er vandstanden i mosen atter hævet med et stigbord. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen Forsideillustration: Poul Andersen Grafisk bearbejdelse af Gyldendal

6 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Ejerforhold Staten ejer ha eller godt 44 km 2 af Almindingen. Staten ejer ha eller godt 24 km 2 af Almindingen. Staten ejer ha eller godt 34 km 2 af Almindingen. Staten ejer ha eller godt 54 km 2 af Almindingen. Handicapforhold Alle turforslag egner sig fint til kørestol. I de fleste perioder kan en kørestol bruges på mange skovveje. Fugletårnet i Bastemose er handicapvenligt. Ved Andreremosen findes en nedlagt handicapsti. Vandstanden i Bastemosen er hævet for at hindre tilgroning for at man kan grave tørv for at sikre lystfiskeriet for at sikre rent vand Trævæksten i Enebærskoven holdes nede af græssende køer heste geder får Navnet Almindingen hentyder til, at alle kunne slå sig ned her lade deres dyr græsse her campere her gå på jagt i denne del af skoven Almindingen ligger i Sverige i Jylland på Sjælland på Bornholm Omkring to større stenrøser findes mere end 60 små røser fra ca f.kr. ca. 500 f.kr. ca. 500 e.kr. ca e.kr.

7 Traktortræf og byfester :09:27 Læs artiklen Traktortræf og byfester, og sæt streg under det ord eller udtryk i parenteserne, som passer i sammenhængen. FOR MIG ER DET DENNE ÅRSTID, der viser sig fra sin mest pudseløjerlige side. Der er noget udefinerbart i luften. Der er konfirmationer og ekstra helligdage strøet rundtomkring, som mange roder rundt i, så det ofte bliver til Kristi pinsedag, den dag vi undslap krigens grumme arm, eller noget med Jesus, som vi fejrer med, at han sov, han fløj, han kom igen og flyttede en sten. Det er ikke til at hitte ud af, bare vi spiser and til. Der er læseferie, eller som de unge kalder det, ferie, yeah! Eksamenstiden og fjollede huer skal fejres med ekstra store pengegaver, som de (gamle, ældre, små, unge) kvitterer for med en tur i det lokale springvand, og så er der en hulens mængde familietræf, hvor de bare tæer bliver dyppet i det noget våde græs, mens man (tænker, løfter, øver sig, gnasker) på årets første kammerjunker i koldskålen. En ældgammel æde i en nymodens tid. HAR I NOGENSINDE TÆNKT OVER, at lige nu i denne tid er den tid, hvor vi fejrer de ældste traditioner, såsom byfesten. Der er flere hundrede større og mindre (byfester, byture, byvandringer, bybusser) rundtomkring i landet lige nu. Og de foregår nøjagtig, som var det i går, jeg selv sad på kanten af rækværket ved radiobilerne og åd pommes frites sammen med veninderne, mens drengene trak skuldrene op og gjorde sig brede, mens de gik gryntende forbi hinanden. Forårs-forelskelse og candyfloss, eller det mest pinlige af alt: Når man opdagede, at ens forældre også havde besluttet sig for at fejre (efteråret, ferien, foråret, friheden) med en alt for pinlig svingom inde i ølteltet. Det var på én gang superfedt. Man havde adgang til cool cash, fordi de gamle var ekstra rundhåndede i dagens anledning, og så var alle ens venner, både fra skolen og gaden, samlet på et sted. Jeg tungekyssede mine kæber af led, mens mine stedsøskende samlede på (fyldte, sjove, grimme, tomme) flasker. Over 700 kroner tjente de på sådan en aften. Man gik arm i arm og gloede på de (susende, blændende, blinkende, skarpe) lys og hørte tombolaens slaviske nitte-rumlen, mens nogle enkelte heldige væltede rundt med en ordentlig bamse, nogle gange også en, der ikke var levende.

8 FOR DRUKKET DET BLIVER DER. Også den dag i dag. Der skal slås til søren, og Peter og Henning og de andre kan også få et par på bægeret. Der skal skydes på roser, så man kan vælte rundt i dårlige score-replikker resten af aftenen, og der er dobbelt op på spas, hvis man sidder i nærheden af radiobilerne og bare ser cool ud, mens diskorytmerne buldrer ud gennem (højttalerne, mikrofonerne, radiobilerne, strømforsyningen). Man skal enten være hjernedød, forelsket eller barn for at prøve radiobilerne. Men det er sejt bare at sidde og hænge. Det er dejligt at se, at hver by stadig har sat sit eget præg på byfesten. Det er kun de større byer, som Aalborg og København, der har rullet det store eksotiske karneval frem, med numsesving og lånte fjer, men så bliver vi (heldigvis, desværre, ulykkeligvis, ofte) heller ikke mere eksotiske, for lige efter paraden er der pølse-spisning med kolde brød og fantastiske tilbud på T-shirts og smykker, som kun i dagens anledning ser fede ud. Man begriber simpelthen ikke næste dag, hvordan man nogensinde kunne tro, at det ville (afskrække, forvirre, klæde, udfordre) en med reggaehue med indbyggede dreadlocks. I RESTEN AF LANDET gælder det stadig om at blive kåret enten som miss våd T-shirt eller som byens karl, når der bliver dystet i traktortræk og dækløft og løb over hæk. Se, det er vores traditioner, og det er nu, det sker. Så (overvej, nyd, tænk over, grin af) det i hver lille by, på hver (vores, jeres, sin, deres) måde.

9 De seks svaner fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Der var engang en konge, som drog på jagt i en stor skov og forfulgte et dyr så ivrigt, at ingen af hans folk kunne følge ham. Om aftenen opdagede han, at han var faret vild, og hvor meget han end søgte, kunne han ikke finde udgangen. Pludselig så han en gammel kone med rokkende hoved komme humpende hen imod ham. Kan I ikke vise mig vej, min gode kone? spurgte han. Det kunne jeg nok, herre konge, svarede hun men hvis I ikke går ind på mine betingelser, finder I aldrig ud og dør af sult. kongen. Hvad er det for betingelser? spurgte Jeg har en datter, svarede den gamle, der er så smuk, som dagen er lys. Hvis I vil tage hende til dronning, vil jeg vise jer vej. Kongen, der ganske havde tabt modet, sagde ja og fulgte den gamle hen til hendes hus, hvor datteren modtog ham, som om hun havde ventet ham. Hun var meget smuk, men kongen kunne ikke se på hende, uden at hans hjerte snøredes sammen i angst. Han satte imidlertid pigen foran sig på hesten, den gamle viste ham vej, og de red hjem til slottet, hvor brylluppet blev fejret. Kongen havde været gift en gang før og havde med sin første kone syv børn, seks drenge og en pige, som han elskede over alt i verden. Da han var bange for, at stedmoderen skulle gøre dem fortræd, bragte han dem ud på et slot, der lå dybt inde i skoven. Det lå godt skjult, og vejen var så svær at finde, at han selv ikke kunne have fundet den, hvis ikke en klog kone havde givet ham et nøgle garn, der havde den vidunderlige egenskab, at når han kastede det foran sig, rullede det sig op af sig selv og viste ham vej. Kongen gik imidlertid så tit ud for at besøge sine børn, at dronningen fattede mistanke. Hun bestak derfor tjenerne, så de forrådte hende hemmeligheden og også fortalte om nøglet, der viste vej. Dronningen havde nu

10 hverken rist eller ro, før hun opdagede, hvor kongen gemte det. Derpå syede hun seks små, hvide silkeskjorter, og da kongen en dag var på jagt, gik hun ud i skoven med dem og lod nøglet vise vej. Da børnene så hende i det fjerne, troede de, at det var deres far, der kom, og løb glade hen imod hende. I samme nu kastede hun skjorterne over dem og straks blev de forvandlede til svaner og fløj hen over skoven. Dronningen gik fornøjet hjem igen og troede, hun var sine stedbørn kvit. Den lille pige var imidlertid ikke løbet med drengene, og stedmoderen vidste slet ikke, at hun var til. Da kongen næste dag kom for at besøge sine børn, fandt han kun den lille pige. Hvor er dine brødre? spurgte han. Pigen fortalte ham nu, at hun havde set fra vinduet, at hendes brødre som svaner var fløjet hen over skoven, og hun viste ham nogle fjer, som hun havde samlet op efter dem. Kongen blev meget bedrøvet, men det faldt ham ikke ind, at dronningen kunne være i stand til at begå en så slet gerning, og da han var bange for at lade pigen blive alene tilbage, ville han tage hende med sig hjem til slottet. Men hun var bange for stedmoderen og bad, om hun måtte blive en nat til i skoven. Jeg vil gå ud og lede efter mine brødre, tænkte den stakkels pige, og da det blev mørkt, begav hun sig på vej. Hun gik hele natten og den næste dag med, og da var hun så træt, at hun ikke kunne gå et skridt videre. Hun fik så øje på en lille hytte mellem træerne, gik derind og kom ind i en stue, hvor der stod seks små senge. Hun turde imidlertid ikke lægge sig i nogen af dem, men lagde sig nede på gulvet og faldt i søvn. Lige før solnedgang vågnede hun ved en susen i luften og så seks svaner komme flyvende ind ad vinduet. De satte sig på jorden og blæste på hinanden, så alle fjerene fløj af, og tog svanehammen af som en skjorte. Pigen kendte straks sine brødre igen og krøb frem fra sit skjulested. Drengene blev meget glade ved at

11 fra hytten og sov om natten oppe i et træ. Den næste morgen begyndte hun at samle stjerneblomster og sy den første skjorte. Der var ingen, hun kunne tale med, og til at le følte hun ingen trang. Og hun arbejdede og arbejdede fra morgen til aften. Lang tid efter drog kongen på jagt i skoven, og nogle af hans jægere kom da til det træ, hvor pigen sad og syede. Hvem er du? spurgte de, men hun svarede ikke. Kom kun ned, råbte de, vi skal ikke gøre dig noget. Pigen rystede på hovedet, og da de blev ved at trænge på hende, kastede hun sin halskæde ned til dem for at stille dem tilfreds. Da de blev ved at plage hende, kastede hun sit bælte derned, og da det ikke hjalp, sine strømpebånd og efterhånden alle sine klæder, så hun ikke beholdt andet end særken. Jægerne lod sig ikke nøje med det, men klatrede op i træet, bar pigen ned og bragte hende til kongen. Hvem er du? spurgte han, men hun svarede ikke. Han prøvede på at tale til hende i forskellige sprog, men hun rystede blot på hose hende, men deres glæde varede ikke længe. Her kan du ikke blive, sagde den ældste, dette hus tilhører nogle røvere, og når de kommer hjem, slår de dig ihjel. Kan I da ikke beskytte mig? spurgte hun. Nej, svarede han og rystede bedrøvet på hovedet, kun et kvarter hver dag kaster vi svanehammen og er mennesker, men så bliver vi atter til svaner og flyver bort. Kan jeg ikke frelse jer? spurgte pigen grædende. Det er alt for svært, svarede han, i seks år må du ikke tale og ikke le, og i den tid skal du lave seks skjorter af stjerneblomster. Og hvis du siger et eneste ord, er alt dit arbejde spildt. Nu var tiden forbi, og i samme øjeblik, han havde sagt det sidste ord, blev de forvandlede til svaner og fløj ud af vinduet. Men pigen besluttede at frelse sine brødre, om det så skulle koste hendes liv. Hun gik bort

12 vedet. Alligevel blev kongen så betaget af hendes skønhed, at han satte hende foran sig på hesten og red hjem med hende til sit slot. Der gav han hende smukke klæder på, og hun var så smuk som den klare sol, men hun sagde ikke et eneste ord. Hun sad ved siden af ham ved bordet, og efterhånden kom han til at holde så meget af hende, at han besluttede at gifte sig med hende. Kongen havde en ond mor, som var meget utilfreds med dette ægteskab og bagtalte den unge dronning. Gud ved, hvad det er for en tøs, sagde hun, hun er sikkert ikke værdig til at være dronning. Et år efter, da hun fødte sit første barn, tog den gamle det fra hende og bestrøg hendes mund med blod. Derpå gik hun til kongen og anklagede hende for at være menneskeæder. Men kongen troede det ikke og ville ikke have, at der måtte gøres hende noget ondt. Hun sad bestandig og syede på skjorterne og tænkte ikke på andet. Da hun igen fødte et barn, bar den onde kvinde sig ad på samme måde, men kongen ville ikke tro, hvad hun sagde. Hun er uskyldig, sagde han, var hun ikke stum, ville hun kunne bevidne sin uskyldighed. Men da den gamle for tredje gang røvede barnet og anklagede dronningen, måtte kongen stille hende for domstolen, og hun blev dømt til at brændes. Den dag, dommen skulle fuldbyrdes, var de seks år netop forbi, og skjorterne var færdige, kun på den sidste manglede der det ene ærme. Da hun skulle føres ned på bålet, tog hun dem på armen, og netop da ilden skulle tændes, kom de seks svaner trækkende gennem luften. Da hun så, at hendes frelse nærmede sig, fyldtes hendes hjerte med glæde. Svanerne dalede ned, så hun kunne kaste skjorterne over dem, og straks, da de berørte dem, faldt svanehammene af og brødrene stod der, men den yngste havde en svanevinge i stedet for den venstre arm.

13 De omfavnede og kyssede hinanden og dronningen sagde til kongen, der var meget forbavset over, hvad han havde set: Nu tør jeg tale og vil sige, at jeg er uskyldig. Hun fortalte ham nu, at hans mor havde stjålet børnene. Til kongens store glæde levede de endnu, og den gamle måtte komme frem med dem. Hun blev nu bundet på bålet og brændt, men kongen og dronningen levede lykkeligt i mange, mange år.

14 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Da kongen er på jagt og farer vild, møder han en gammel mand kone svane trold Den onde dronning finder vej til slottet i skoven ved at spørge en gammel kone om vej kaste en mønt foran sig kaste en rulle garn foran sig følge små hvide sten på vejen Kongen kan kun finde ud af skoven, hvis han gifter sig med den gamle kone giver den gamle kone sin førstefødte tager konens datter til dronning tager den gamle kone med sig Den onde dronning forhekser ikke pigen, fordi dronningen ikke regner med, at hun kan gøre en forskel hun har ondt af den lille pige hun vil give pigen en chance dronningen ikke ved, at hun findes Fra sit første ægteskab havde kongen en datter og seks sønner en søn og seks døtre tre børn en søn og en datter Hver dag kaster brødrene svanehammen og er mennesker i et kvarter en time en halv time tolv timer

15 For at frelse sine brødre må pigen gifte sig med en svane i seks år lave seks skjorter af hør på seks år arbejde seks år hos røverne ikke tale og ikke le i seks år Pigen, som nu er dronning, får givet svanebrødrene deres skjorter, lige før hun dør når ikke at give svanebrødrene deres skjorter, før hun brændes får givet svanebrødrene deres skjorter og kan tale frit når kun at give de tre ældste brødre deres skjorte Kongen falder for pigen i træet, fordi han er betaget af hendes skønhed er imponeret over hendes skjorter af stjerneblomster er betaget af hendes latter og lyse hår vil støtte hende i at hjælpe brødrene Da brødrene bliver til mennesker igen, har den yngste et næb som en svane en vinge som en svane en fod som en svane en krop som en svane Kongens onde mor gør det svært for den unge og tavse dronning. Hun tog de nyfødte børn og åd dem vil have kongen gift med sin egen datter brændte den smukke dronning anklagede hende for at være menneskeæder

16 Glasskabet B.S. Ingemann vare enetaler, medens manden altid ved slige udbrud iagttog den ligegyldigste tavshed. Den rige handelsmand Mr. Seyfert i London var bleven enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur. Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hendes hele medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet. Uagtet denne ægteskabskontraktens bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af den hele formue. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbigående kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys.

17 Det kom til retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer. Hver aften, når han gik til sengs, trak han kun et grønt gardin for glasskabet, og sov roligt. Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes imidlertid lykken at have forladt huset. Det gik tilbage med handelen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkeligt helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præget af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset på en gang strømmede ind. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til bet- lerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling. Hans ansigt blev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, tværtimod sine kloge købmandsprincipper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og da han denne nat temmelig silde gik til sit sovekammer, drog han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning. I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage.

18 I den skarpe lysning fra lampen var det ham, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham, og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru. Tanken om, at en utro tjener som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde, en følelse, hvorfor han hidtil syntes at have været aldeles fri. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog hin gru for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet, for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede sig hans tanker. Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. Formasteligheden i hans svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes første gang at få skikkelse i hans bevidsthed. Ja, du har ret, mumlede han, jeg var intet menneske, jeg var en stenmand, jeg var et uhyre, jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme, men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? Den glans og ære ville jeg dog unde dig, der skulle du stå i pant for mig for min lykke, ha, min lykke, den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med, og diamanterne tog du med! nej, dem har en tyv frataget dig, hvorfor skræmte du ham ikke med dine ildøjne? Hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse?, ha, ha, slip mig! Du kvæler mig. Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt. Han tumlede bevidstløs om på gulvet, liget faldt ovenpå ham. I denne stilling fandtes han

19 om morgenen, endnu levende, men vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget. Diamanterne fandtes aldrig. Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

20 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Mr. Seyfert havde sin formue fra sin afdøde hustru omfattende handel købmandsvirksomhed arvet fra en rig onkel Når konen er død og begravet, skal hendes formue tilfalde ægtemanden, Mr. Seyfert deres fælles børn hendes slægtninge forældreløse børn Hans ægteskab havde været lykkeligt frugtbart ulykkeligt til familiens store glæde Mr. Seyfert var kærlig, men meget grådig meget grådig og udspekuleret usædvanlig venlig og kærlig venlig, men udspekuleret Da konen er død, anbringer han hendes lig i et glasskab, fordi han så kan se og sørge over hende hver dag han så kan undgå at betale sin medgift fra hende tilbage han elskede hende så højt, at han ikke kan undvære hende hun havde ønsket at blive hos ham altid Den afdøde fru Seyfert havde været en smuk blondine med et voldsomt temperament en smuk brunette med et roligt temperament en smuk blondine med et roligt temperament en smuk brunette med et voldsomt temperament

21 Efter konens død og placering i glasskabet har han held med sine spekulationer med penge vinder han mange penge på spil mister Mr. Seyfert alt, hvad han ejede skal han betale hendes slægtninge, hvad han ejer Mr. Seyfert ender sine dage med en ny og rig kone som fattiglem på et hospital med forsoning med konens familie da han finder diamanterne Mr. Seyfert anbringer diamanter til en værdi af pund i sin balsamerede kones ligdragt sin balsamerede kones glasøje sin balsamerede kones kiste sin balsamerede kones mave Hvilket udsagn passer bedst til tekstens indhold? Man kan ikke løbe fra sine onde gerninger Man kan blive skør af at tænke for meget Døde går igen, hvis deres elskede ønsker det Hellere rig og lykkelig end fattig og ulykkelig Natten før Mr. Seyfert skal i gældsfængsel, flår han øjnene ud af liget bytter han diamantøjnene ud med glasøjne forsøger han at begrave hende er det, som den afdøde kone overfalder ham

22 1. Verdenskrig Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen Tysk skyttegrav. Gyldendals mediearkiv. Den 28. juni 1914 rungede skuddene i den serbiske by Sarajevos gader. Det var den slaviske nationalist Gavrillo Princips, der havde skudt. Og hans skud var dræbende. Ofrene var det østrigungarske tronfølgerpar. Men tabene blev langt større end to menneskeliv. For skuddene i Sarajevo den sommer i 1914 kom også til at udløse 1. verdenskrig. En krig, der varede i fire år, fra 1914 til 1918, og som krævede mere end 12 millioner menneskeliv. Østrig-Ungarn sendte den 23. juli 1914 Serbien et barsk ultimatum. Da Serbien ikke ville acceptere alle kravene i ultimatummet, erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig den 28. august Der brød ikke krigshandlinger ud straks, for den østrigungarske hær skulle først oprustes, og det tog tid. Stor spænding bredte sig om, hvordan de andre stormagter ville reagere. Hele det diplomatiske spil gik i gang. Alliancer blev aktiveret, hære blev oprustet, og krigserklæringerne fløj gennem luften. Resultatet blev, at Tyskland og Østrig-Ungarn og deres allierede Tyrkiet og Bulgarien (kaldet Centralmagterne) var i krig mod Rusland, England og Frankrig og deres allierede Belgien, Serbien, Japan, Italien, Rumænien og USA (kaldet Entente-magterne). Krigen foregik hovedsagligt i Europa og i Mellemøsten, og den omtales tit som den første totale krig, idet det ikke kun var hærene, der stod over for hinanden, men også hele samfund. Hjemmefronton var ligeså vigtig som den militære front. Det var afgørende for krigens udfald, hvor god en adgang man havde til jordens ressourcer, som fx kul og koks; hvor meget fabrikkerne i landene kunne nå at lave af krudt og kugler, og hvor gode regeringerne var til at piske en krigsstemning i vejret, så flere ville melde sig som soldater, og så befolkningen generelt ville bakke op om landets deltagelse i krigen. Intet nyt fra Vestfronten I den vestlige del af Europa (kaldet Vestfronten) indledtes krigshandlingerne med et tysk angreb mod Frankrig gennem Luxembourg og Belgien. Men angrebet blev hurtigt standset, og krigen i Vesteuropa gik i stå, da der på begge sider blev udbygget store systemer af skyttegrave. I det følgende år forsøgte begge parter i store blodige slag at få et gennembrud. Men uden held. De blodigste var slagene ved Verdun og Somme i 1916, hvor antallet af døde og sårede nærmede sig to millioner. Ved floden Somme blev alene på slagets første dag dræbt og såret engelske soldater. Østfronten På Østfronten, der var mere end dobbelt så lang som Vestfronten, var der mere gang i krigen. Både Tyskland og Østrig-Ungarn vandt vigtige sejre. I 1915 erobrede Tyskland en stor del af Polen, samtidig med, at Østrig- Ungarn besatte Serbien. I 1917 knækkede kombinationen af store nederlag og økonomisk kaos de russiske styrkers kampmoral og fremkaldte en revolution og et militært sammenbrud. I foråret 1918 trak Rusland sig derfor ud af krigen. Dette var Tysklands chance, idet landet nu kun skulle kæmpe på én front. Men chancen blev forpasset, og i juli 1918 begyndte Ententemagterne, støttet af tanks og forstærket af amerikanske tropper og penge, det modangreb, der afgjorde krigen. De tyske linjer blev trængt tilbage, og moralen brød sammen. I oktober 1918 var Østrig-Ungarn på sammenbruddets rand, og Tyskland stod over for en politisk krise, så man ansøgte derfor om våbenhvile. En våbenhvile, der trådte i kraft i den 11. time, på den 11. dag, i den 11. måned i Versailles-traktaten Den endelig fred blev oprettet med Versailles-traktaten i I aftalen blev Tyskland straffet hårdt af Entente-magterne, da de sejrende lande mente, at Tyskland var eneansvarlig for krigens udbrud. Særligt Frankrig, der for alt i verden ville undgå at få et økonomisk og militært overlegent Tyskland som nabo. I fredsaftalen forsøgte Ententemagterne at tage højde for dette ved at kræve at Tyskland mindst skulle betale en samlet sum på 100 milliarder guldmark i krigsskadeserstatninger. Derudover måttet landet ikke råde over en hær på mere end mand. Og hæren måtte hverken have flyvemaskiner eller tanks og fik kun lov til at have en meget lille flåde. Derudover måtte Tyskland afgive store landområder. Alt i alt mistede Tyskland 13,5% af sine landområder og 10% af befolkningen. Desuden måtte landet aflevere alle sine kolonier og acceptere, at de tyske områder Saar og Rheinland i 15 år kom under Entente-magternes kontrol. Saar og Rheinland var store industriområder, der var rige på kul og jernmalm. Således blev det meste af den tyske industri også kørt i sænk af Entente-magterne. Det var således store krav, der blev stillet til Tyskland efter krigen. Sammen med afgivelsen af de vigtige landområder betød det, at det tyske samfund blev kastet ud i fattigdom. Tyskland skulle jo betale den tårnhøje krigsskadeerstatning til de sejrende magter. Derfor havde landet ikke råd til at genopbygge efter krigen. Arbejdsløsheden blev enorm, og fattigdom var udbredt. Alt dette førte til, at Hitler kom til magten i Tyskland. Han lovede Tyskland en vej ud af fattigdommen, og det fik befolkningen til at stemme på ham. På den måde blev afslutningen på 1. verdenskrig begyndelsen til 2. verdenskrig. EUROPA I 1914 Europa var i tiden omkring 1914 delt i en række stormagter, der alle kæmpede om at blive førende. Østrig og Ungarn var dengang et samlet land kaldet Østrig-Ungarn. Landet var særdeles magtfuldt og var allieret med Tyskland. Tyrkiet hed på dette tidspunkt Det Osmanniske Rige og var også allieret med Tyskland. England og Frankrig var bange for Tyskland, da det var et stort og mægtigt land, der lå midt i Europa. Derfor havde de to lande lavet en alliance, hvor også Rusland var med, så de kunne holde Tyskland lidt nede. Rusland var allieret med Serbien. Så da Østrig-Ungarn erklærede krig mod Serbien, sagde Rusland, at de ville komme serberne til undsætning, da de jo var allierede. Da så Tyskland sagde, at man ville hjælpe Østrig-Ungarn, aktiverede Rusland sin aftale med England og Frankrig. Herefter aktiverede Tyskland sin alliance med Tyrkiet, så det kom og hjalp Tyskland og Østrig-Ungarn. Og således kom Rusland, England og Frankrig (og Serbien) i krig mod Østrig-Ungarn og Tyskland (og Tyrkiet).

23 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Hvem blev skudt i Sarajevo den 28. juni 1914? Det østrig-ungarske tronfølgerpar Den tyske kejser Den engelske dronning Den franske prinsgemal Afgørende for krigens udfald var regeringens evne til at Forudse fjendens taktiske manøvrer Sikre våbenproduktion og piske en krigsstemning frem Åbner flere fronter på en gang Skaffe midler nok til de gigantiske udgifter Hvem var Englands allierede? Østrig-Ungarn og Frankrig Rusland og Tyskland Rusland og Frankrig Serbien og Tyrkiet Tyrkiet hed på dette tidspunkt Det Storosmanniske Kejserrige og var allieret med Tyskland Det Osmanniske Rige og var allieret med England Det Storosmanniske Kejserrige og var allieret med England Det Osmanniske Rige og var allieret med Tyskland 1. verdenskrig varede Fra 1910 til 1914 og krævede mere end 20 millioner menneskeliv Fra 1914 til 1918 og krævede mere end 12 millioner menneskeliv Fra 1904 til 1908 og krævede mere end 6 millioner menneskeliv Fra 1918 til 1922 og krævede mere end 2 millioner menneskeliv Krigen i Vesteuropa gik i stå, da der på begge sider blev Brugt nye granater til at standse fjendens tropper Lagt pigtråd og landminer i ingenmandsland Udbygget store systemer af skyttegrave Brugt giftgas til at holde fjenden på afstand

24 Hvem trak sig i 1918 ud af krigen? England Frankrig Rusland Italien Med Versailles-traktaten Skulle Tyskland afgive store landområder til Rusland Sikredes, at alle lande hurtigt kom på fode igen Blev Tyskland gjort til eneansvarligt for krigens udbrud Skulle Tyskland betale 100 milliarder kroner i erstatning Krigen blev afgjort, da De tyske linjer blev trængt tilbage, og moralen brød sammen Russerne gik til modangreb i Tyskland Engelske og amerikanske tropper gik i land i Frankrig En kæmpebombe nærmest smadrede Berlin Afslutningen på 1. verdenskrig blev begyndelsen til 2. verdenskrig, fordi De nye grænser mod øst fik tyskerne til at begynde en ny krig Fredsaftalen gav mulighed for, at tyskerne hurtigt kunne opruste Amerikanske tropper ikke kunne holde nazisterne tilbage Fattigdommen i Tyskland gjorde det muligt for Hitler at overtage magten