PETER DEN STORES BESØG I DANMARK

Transkript

1 1 PETER DEN STORES BESØG I DANMARK Det gik ikke stille for sig, da zar Peter den Store og zarina Katarina besøgte København i begyndelsen af 1700-tallet. Artikel af Thomas Lyngby, museumsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum.

2 PETER DEN STORES BESØG I DANMARK Af Thomas Lyngby Aldrig har der vel været flere russere i Danmark end i sensommeren I enorme teltlejre på Nørre- og Østerfælled uden for Københavns volde lå russiske soldater, på Hven yderligere Sammen med danske soldater, der havde deres lejre ved Sankt Jørgens Sø, skulle de invadere Sverige og bringe de gamle østdanske provinser Skåne, Halland og Blekinge tilbage under den danske krone. Sveriges konge, Karl XII, skulle tvinges til en fred, hvor han tillige afstod betragtelige landområder øst for Østersøen til Rusland. Inden for Københavns volde opholdt sig de fornemste af de russiske gæster. Den russiske zar, Peter den Store, og zarina, Katarina, var indlogeret på Frederiksholm i en pragtfuld gård, der tilhørte direktøren for Ostindisk Kompagni, Wilhelm Edinger. I det følgende skal det handle om Peter den Stores ophold i København i Men først opridses baggrunden for de dansk-russiske invasionsplaner. Baggrund I 1699 havde Peter den Store, Frederik IV og den sachsiske kurfyrste August den Stærke, der tillige var konge af Polen, indgået en alliance vendt mod Sverige. Året efter brød krigen ud. Den danske deltagelse blev i første omgang kortvarig. I Slesvig og Holsten, hvor hertugen af Gottorp var en vigtig magthaver ved siden af den danske konge, angreb Frederik IV svenske militærlejre, som var anlagt i de gottorpske landområder. I begyndelsen gik det godt for danskerne. Snart fik hertugen af Gottorp imidlertid hjælp fra Lüneburg, og da Karl XII i august med støtte fra en stor engelsk-hollandsk flåde kunne gøre landgang på Sjælland og truede med at belejre København, var Frederik IV tvunget til at trække sig ud af krigen. Den Store Nordiske Krig fortsatte uden Danmark. Sachsen var stadig Ruslands allierede, indtil August den Stærke også var nødt til at indgå separatfred og i nogle år opgive den polske krone. En tid kæmpede Rusland alene mod Sverige. Efter en stor svensk offensiv kom det til et afgørende vendepunkt i 1709, da Peter den Store vandt en knusende sejr over Karl XII ved den ukrainske by Poltava. Den svenske konge måtte søge tilflugt i byen Bender i Osmannerriget, som han en tid fik med i sin krig mod Rusland. Da osmannerne havde nået deres egne mål, blev de mindre interesserede, og den svenske konges ophold fik nærmest karakter af et fangenskab. Danmark og Sachsen trådte atter ind i 2

3 krigen. November 1709 blev der landsat danske soldater i Skåne. Nogle måneder senere måtte den danske hær imidlertid undsættes over Sundet efter et blodigt slag ved Helsingborg. Men den danske invasion bandt svenske styrker, og det lykkedes Rusland at erobre alle de svenske provinser syd for den Finske Bugt og Rigabugten. Nord for den Finske Bugt trængte russerne frem forbi Viborg foregik en stor del af krigen i Nordtyskland, hvor Bremen-Verden, Rügen, Stralsund, Wismar og de dele af Pommern, der hørte til Sverige, efterhånden blev erobret af de allierede, som i 1715 også kom til at omfatte Preussen og Hannover. Sidstnævnte var kommet i personalunion med Storbritannien, da kurfyrst Georg Ludwig i 1714 besteg den engelske trone som George I. Med uforsonlige holdninger satte Karl XII Englands velvilje mod Sverige over styr, mens danske diplomater med forsigtighed og snilde gjorde alt for at få George I på deres side. Man lovede, at Hannover efter krigen skulle overtage Bremen-Verden, som Danmark havde besat i Afgørende for de nordtyske krigshandlinger blev det, at Frederik IV i begyndelsen af 1713 med hjælp fra sine allierede indesluttede en stor svensk hær, der anført af feltherren Magnus Stenbock var marcheret ind i Holsten efter at have besejret en dansk-sachsisk hær ved Gadebusch den 20. december året før. Men Stenbock var gået i en fælde. Den danske flåde havde overskåret forsyningslinjerne til Sverige, og Peter den Store indvilgede i at hjælpe i kampen mod Stenbocks hær. Den 29. januar mødtes Frederik IV og Peter den Store i Rendsborg. Sammen besatte de Husum, hvor Frederik IV tog ophold på slottet, zaren i et andet af byens huse. Da man havde fået nys om, at gottor- perne i hemmelighed samarbejdede med svenskerne, kunne man droppe alle hensyn til hertugen. Den 18. februar overtog danske tropper fæstningsværkerne omkring Gottorp, og hertugens amter blev underlagt kongelige embedsmænd og behandlet som danske provinser. Samme dag modtog Peter den Store Elefantordenen af den danske konge, og Frederik IV Andreasordenen af zaren. Stenbock og hans hær blev indesluttet i Tønning og måtte efter nogle måneders belejring overgive sig til Frederik IV. Efter den svenske kapitulation i Tønning begyndte Danmark og Rusland i fællesskab at lægge planer for en invasion i det svenske hovedland. I 1714 drøftede man et angreb på flådebasen Karlskrona i Blekinge, og i efteråret 1715 foreslog Peter den Store via sin ambassadør, fyrst Dolgorukij, en dansk- russisk landgang på Skånes vestkyst. Selv alvorlig sygdom kunne ikke dæmpe Peter den Stores iver efter at drøfte sine ideer med den danske envoyé, Hans Georg Westphalen, og Frederik IV var lydhør. Den 1. december skrev den danske konge til zaren fra sit hovedkvarter uden for Stralsund, som han belejrede, at han tænkte på, hvorledes man tidligt næste år kunne angribe kongen af Sverige i hjertet af hans lande. Frederik IV forhandlede derom med zarens generaladjudant, Jagousinsky, som var hos ham i Stralsund. Inden for murene i den belejrede by havde Karl XII kommandoen. Et år forinden var han omsider undsluppet sit fangenskab. Efter 16 dages ridt tværs gennem Europa var han den 20. november 1714 sluppet ind i Stralsund. Med mand forsvarede han sig indædt mod dansk-russisk-preussiske belejrere. Afgørende blev det, at den danske flåde var i stand til at opretholde en blokade af byen. Den 23. december overgav Stralsund sig, og nu havde Sverige kun Wismar tilbage i Nordtyskland. Karl XII var imidlertid dagen før overgivelsen undsluppet i en båd. Nytårsdag 1716 steg han i land i Skåne, og her begyndte han straks at lægge 3

4 planer for angreb på Danmark, og det blev den svenske konge, der først førte krigen over på skandinavisk område. Det var hård vinter, og Karl XII sendte soldater til Hven, mens han undersøgte, om isen var stærk nok til at bære hæren resten af vejen over Sundet til Sjælland. I København, hvor der det sidste halve år havde været koppeepidemi, forberedte man sig på en ny plage, en svensk belejring. Magistraten skaffede hestestalde, kvarterer til svenske krigsfanger og udleverede 2000 flintebøsser fra Tøjhuset til borgervæbningen. Der blev lavet lister over våbenduelige studenter, og hvad der i det hele taget fandtes af mandlige logerende og tjenestefolk i byen. Amtmanden fik ordre til at opkøbe kvæg. Noget blev drevet til København, andet til Møn, Lolland og Falster, så det ikke skulle komme fjenden i hænde. Heldigvis slog det om i tø den 5. februar, og Karl XII måtte opgive sit forehavende. I stedet vendte den svenske konge sig i marts mod Norge. Den 18. marts blev Christiania besat. Situationen var alvorlig, og Frederik IV måtte sende flere soldater derop. I april havde de dansk-norske styrker held med en modoffensiv. Karl XII trak sig tilbage, men satte alt ind på at erobre grænsefæstningen Frederikssten. Den svenske konge måtte dog opgive sit forehavende, efter at kaptajn Peter Tordenskiold i fjorden Dynekilen syd for Frederikssten den 8. juli besejrede en stor svensk forsyningsflåde, hvis mange skibe enten blev erobret eller ødelagt. Øjeblikkeligt trak Karl XII sig tilbage. Frygten for en svensk invasion på Sjælland og krigen i Norge forsinkede forberedelserne til den planlagte dansk-russiske invasion i Skåne. Zaren havde bemærket forsinkelsen og klagede herover. Det var ikke den eneste klage, zaren fremførte. I Nordtyskland, hvor den svenske fare efterhånden var til at overse, begyndte alliancen at slå sprækker. I april 1716 lod Peter den Store sin brors datter, Katarina Ivanovna, ægte hertugen af Mecklenburg- Schwerin, Karl Leopold, som såvel den danske, den preussiske som den engelske konge nærede uvilje imod. Den mecklenburgske hertug ønskede, at det sidste svenske støttepunkt i Nordtyskland, Wismar, skulle tilfalde ham, når Sverige forventeligt måtte opgive byen. Preussen og Hannover, der ønskede, Wismar skulle være en fri rigsstad, frygtede, at Mecklenburg med zarens støtte skulle nå sit mål. Det var preussiske og danske styrker, der belejrede svenskerne i Wismar, og russiske var på vej for at hjælpe deres allierede. Efter brylluppet gjorde de preussisk-danske belejrere en kraftanstrengelse for at få byen til at overgive sig, før de russiske styrker nåede frem. Kapitulationsforhandlingerne var i gang, men ikke afsluttet, da russerne kom, men den danske general Dewitz forhindrede de russiske soldater i at deltage i besættelsen. Peter den Store gav udtryk for voldsom utilfredshed i et brev til Frederik IV og hadede fra da af den danske general. Atmosfæren var derfor ikke den bedste, da Frederik IV den 28. maj mødtes med Peter den Store på lyststedet Ham und Horn i nærheden af Hamborg. Men en uges tid senere lykkedes det alligevel at slutte traktat om virkeliggørelsen af det fælles angreb på Skåne. Peter den Store skulle stille med 40 bataljoner og ryttere, Frederik IV med 20 bataljoner og ryttere. Danskerne skulle sørge for at sejle 30 russiske bataljoner og 1000 dragoner fra Warnemünde til Sjælland. I Danmark skulle Frederik IV betale for forplejningen af 15 russiske bataljoner og 1000 ryttere. Frederik IV havde op til mødet forsøgt at få Preussen til også at stille tropper, men det lykkedes kun at få dem til at love 4

5 transportskibe mod betaling. Preussen og Sachsen var mindre opsatte på at hjælpe nu, hvor svenskerne var fordrevet fra Nordtyskland. Opmuntrende var det, at det i juli lykkedes at få en britisk flådedeling til at dække operationen. Det var stedse den danske konges ønske at skabe en koalition af flere lande og i det hele taget sikre sig, at det russiske bidrag til invasionen ikke blev alt for overvældende. En tilbageerobring skulle være bæredygtig på sigt, og Frederik IV nærede intet ønske om at være i lommen på zaren for tid og evighed. Efter mødet i Ham und Horn rejste Peter den Store til kurbadene i Pyrmont det havde hans læge anbefalet oven på vinterens sygdom. Dernæst skulle han komme til København, og de to monarker skulle sammen invadere Skåne. Danmark mobiliserede for fuld kraft. Soldater blev trukket hjem fra Pommern, og jyske og fynske regimenter sendt på march til København. Alle amts- og købstadsøvrigheder blev sat til at skaffe skibe, der kunne sejle hø og andre nødvendigheder til København. Der blev også gjort foranstaltninger til at skaffe skibe, der kunne hente de russiske soldater i Warnemünde. Ankomst, indkvartering og underholdning Efter kuropholdet i Pyrmont rejste Peter den Store til sine soldater i Warnemünde, hvor de ventede på at blive overført til Danmark. Zaren var utålmodig og besluttede med sine skibe at sejle i forvejen med en del af styrken. Natten mellem den 14. og 15. juli gik han i land på Sydfalster. Den 14-årige apotekersøn, Claus Seidelin, var i Nykøbing Falster vidne til Peter den Stores ankomst og har givet en levende skildring i sine erindringer. I landsbyen Gedesby indledte zaren med at jage den lokale foged og kromand og dennes hustru ud af deres seng for selv at lægge sig i den med støvlerne på. Fogeden sendte straks bud til Nykøbing om den celebre gæst, og den følgende formiddag gjorde zaren sit indtog i byen: Hand kom da Dagen derpaa her til Byen Klocken 11 Formiddag, dog icke i nogen Karet, men i en Art af en liden aaben Chaise, som blev baaren af 2de Heste, hvilcken hand selv hafde med sig, og blev ført paa Slottet; men hand var icke fornøyet dermed, thi hand vilde have spiist i et Vertshuus, hvorfor hand, da hand fandt sin Kok paa Slots-Trappen, pryglede hand ham brav af. Endelig tog hand dog derimod, men begierede at spiise alene, saa at [stiftamtmand] Lützou og [amtmand] Reichou maatte retirere sig. Den 16. juli nåede nyheden om Peter den Stores ankomst til København. Man fik travlt med at gøre klar til modtagelsen i hovedstaden, som man forventede ville finde sted samme dag. Borgervæbningen blev posteret langs zarens planlagte indtogsrute fra Vesterport til Slottet. Den fornemme gæst dukkede imidlertid ikke op, og da det senere forlød, at han ville ankomme med skib, fik borgerskabet lov til at afmarchere med besked på at mødes igen, når der blev kaldt til samling med trommeslag. Den følgende dag forlød det, at zaren ville ankomme ad søvejen, og borgervæbningen stillede op fra Toldboden til Slottet. Frederik IV blev roet ud til Peter den Stores skib, hvor de to fyrster hilste på hinanden under kanoners løsen. Zaren og kongen kørte gennem byen i et optog af vogne, alle med seksspand. Først ceremonimesteren og ministrene efter rang, så zaren og kongen i Frederik IVs vogn. Efter majestæterne fulgte til hest en del kavalerer og livgarden. Det gik ad Store Kongensgade over Kongens Nytorv, forbi Kanalen over Holmens Bro til Slottet, imens kanoner saluterede. På slottet blev der holdt taffel, hvorefter Peter 5

6 den Store ved titiden blev kørt til den russiske gesandt, fyrst Dolgorukij, der logerede i Grev Dannekjolds Gaard på Kongens Nytorv. Zaren havde ved ankomsten stiftet bekendtskab med ceremoniellet ved det danske hof, og det passede ham ikke. Allerede dagen efter skrev han til zarinaen, at han havde måttet tage del i en ceremoni, som han ikke havde oplevet magen til i 20 år. Zaren gjorde ikke meget for at skjule sin misnøje, og hans ligefremhed virkede stødende på danske iagttagere. Om morgenen den 18. juli sendte Frederik IV respektfuldt sin karet til Kongens Nytorv, så Peter den Store kunne køre bekvemt til Slottet. Men zaren afslog denne høflighed. I stedet tog han en chalup, der lå i Nyhavn og roede til Holmens Bro, og skønt kongens kusk i mellemtiden var kørt hertil, insisterede zaren på at gå det sidste stykke over slotspladsen og gennem vagten til fods. Mere forsonlig har den videbegærlige zar nok været, da Frederik IV efter middagstaflet fremviste sine stalde og Tøjhuset. Men Peter den Stores attitude var blevet bemærket, og samme dag skrev en iagttager: dass der Zar, sogleich Er den Fuss auf dem Lande gesetzet, Er als Herr und Meister agiret. Zarens enorme fysiognomi, de simple klæder, han som oftest bar, og hans uslebne sprogbrug gjorde et brutalt og skræmmende indtryk. Flere steder finder man beskrivelser af hans nærmest tarvelige daglige klædedragt. Selv ved sit indtog i byen havde han båret sin dagligdagsdragt, der beskrives som en gammel og plettet rød kjole af groft klæde, der kunne knappes helt op i halsen; en hvid lærredstrøje med hvide trådknapper og uden vest; brune bukser, der var bundet under knæene; et par grå strømper, der beskrives som ikke værende bedre end de vore Jyder sælger paa Torvet ; sorte læderknæbånd med messingspænder; spidse sko med messingspænder, en smal hørlærredsklud om halsen og foran halsen en stor sølvknap med en glassten i. Dragten manglede manchetter og halværmer, så man kunne se den grove skjorte langt inde på de solbrændte arme. På hænderne havde han beskidte handsker, og i hånden en stor, tyk stok med læderrem i. I et slidt vedhæng bar han en huggert, der karakteriseredes som mere lignende et bøddelsværd end en kårde. På det krøllede og flettede sorte hår bar han en kasket, som var overtrukket med grøn voksdug. Til fester iklædte han sig enten en grøn klædeskjortel med guldbesætninger eller en rød med sølvbesætninger og bar herpå sin fulde orden. Zarinaens dragt beskrives til gengæld som magnificens. Selv ved højtidelige lejligheder var zarens sprogbrug så ligefremt, at det vakte anstød ved det slebne danske hof. Ved et taffel skal Frederik IV spøgefuldt have sagt til zaren: Ah! jeg hører, kjære Broder, at også I har en Maitresse, hvortil Peter den Store vredt svarede: Kjære Broder! de Fruentimmere, jeg holder, koste mig ikke mange Skillinger, men hun, som I holder, koster Eder Tusender af Rigsdaler i Sølv, som I kunde bruge paa en langt nyttigere Maade. Peter den Stores fordringer var dog ikke mindre, end han ønskede sig en passende residens under sit ophold i den danske hovedstad. Umiddelbart efter sin ankomst fremsatte han ønske om at få stillet en af prins Carls boliger til rådighed enten Charlottenborg på Kongens Nytorv eller Blågård lidt uden for byen. Frederik IV var bekymret på sin lillebrors vegne. Kongen frygtede, at bohavet ville blive ødelagt og sendte besked til prins Carls kammerjunker, Christian Frederik Holstein, om at flytte de mest kostbare sager, sonsten wird alles ruinirt, som majestæten udtrykte det, mens han forsikrede, at han ville gøre alt, hvad der var menneskeligt 6

7 muligt for at forhindre, at zaren tog ophold i en af prins Carls ejendomme. Heldigvis for prins Carl blev der fundet en anden løsning. Frederik IV var mindre bekymret, når det gjaldt en ejendom tilhørende direktøren for Ostindisk Kompagni, Wilhelm Edinger. Denne havde tidligere haft den russiske ambassadør, fyrst Dolgorukij, logerende. Den 19. juli befalede kongen, at Vilhelm Edinger ufeilbarligen inden i morgen aften indrømmer og giør reddelig for Hans Mait. Czaren hans Gaard og Huus med alle derudi befindende værelser. Tre dage senere fik henholdsvis byens præsident og byens politimester ordre til straks at låne det nødvendige bohave til zaren hos byens borgere. Den 23. juli ved syvtiden om aftenen ankom zarina Katarina til byen. Zaren og kongen havde kørt hende i møde, og sammen gjorde de et højtideligt indtog ad Vesterport via Vestergade, Gammel Torv, Nygade, Vimmelskaftet, Amager Torv, Østergade, Kongens Nytorv forbi Holmens Kanal over Holmens Bro til Slottet, mens der blev blæst på trompeter, slået på pauker, og kanoner blev afskudt. Kongen skal have budt hende velkommen ved at drikke hendes skål af en guldpokal besat med ædelstene, der efterfølgende blev foræret som gæstegave. Efter at have indtaget aftensmåltidet blev zaren og zarinaen med vogn bragt det korte stykke til deres logi i Edingers gård, hvor en afdeling af kongens garde i den tid, de høje herskaber boede her, holdt vagt. Det palæagtige bygningskompleks var opført i 1680erne i barok stil. Fra porten ud mod Frederiksholms Kanal trådte man ind i en gård omkranset af fire fløje: tre grundmurede til beboelse og bagest én i bindingsværk, der rummede køkkener og stalde. De rum, der de næste måneder dannede ramme om en stor del af zaren og zarinaens liv, havde stuklofter med plafondmalerier, og væggene i de fornemste rum var beklædt med gyldenlæder. I stueetagen fandtes kontorer, kabinetter og stuer; på første sal var de fornemste rum, hvor zaren og zarinaen boede. På anden sal var der mindre værelser til tjenestefolk, og i fløjen over porten fandtes palæets store sal. Til majestæternes sovekammer låntes af den velhavende købmand Christian Schupp et fornemt sengeomhæng i karmoisinrødt silkedamask med vævet blomsterbuket-mønster og underforet med hvid taft, seks stole betrukne med gyldenlæder, et nøddetræsbord med indlægninger og to gueridoner. De møbler, Edinger havde ladet stå, og de indlånte fra borgerskabet, slog ikke helt til. Zarinaen savnede et opbevaringsmøbel, og der blev bestilt en dragkiste hos snedkeren Lars Fögen. Dragkisten var i egetræ indlagt med valnøddetræ, som var udskåret som blomster og fugle i mange farver. Der blev også bestilt en løjbænk til at hvile sig på om dagen. Til rekreative formål kunne gæsterne også benytte haven bag gården, der var udsmykket med fire blystatuer, og som desuden indeholdt 18 laurbær og 41 andre træer i baljer samt 132 blomster i havevaser. I haven lå to lysthuse, hvoraf det ene af zarinaen blev indrettet til badstue. Foruden zarens hofstat i Edingers gård blev det til hans store følge nødvendigt at finde indkvartering hos ikke færre end 116 borgere København og 29 uden for byen. Det danske hof underholdt Peter den Store med operaer, komedier, tafler og fester. Zaren besøgte Rosenborg og Frederiksberg Slot, hvor man dejeunerede på tagaltanen, og zarparret skal have ytret glæde over udsigten. Det blev også til besøg på Kronborg, fra hvis tårn zaren betragtede Skåne, og på Frederiksborg Slot skulle Peter den Store efter sigende have været så optaget af et fornemt bord 7

8 udført i scagliola teknik, at han i sin iver for at undersøge det lavede et hul i det ene hjørne med sin kårde. Til Peter den Stores underholdning arrangeredes en jagt i Dyrehaven. Zaren fældede en hjort nær Strandmøllen og huggede desuden hovederne af to rådyr. Man spiste i den Eremitage, som Christian V havde ladet opføre. Den var som den senere fra Christian VIs tid udstyret med en taffelmaskine, der kunne hejse maden fra køknet til spisesalen. Så måske har herskaberne her spist alene uden opvartende tjenere. Efter et taffel på Rosenborg blev der arrangeret ringrendning til vands, hvor zaren og dronning Louise sad i en jolle, Frederik IV og zarina Katarina i en anden. Peter den Store dyrkede sin interesse for videnskab og teknik ved besøg i Kunstkammeret, hvor han fik et stykke forstenet brød og et par laplandske træsko til det kunstkammer, han selv var ved at etablere i Sankt Petersborg. Hvor han kom, undersøgte han fæstningsværker, geværer, krudt, orlogsskibe med videre. I observatoriet på toppen af Rundetårn aflagde han flere besøg. Den 1. oktober observerede han Venus og Jupiter sammen med zarinaen, der kørte op i en vogn, mens zaren red. I diskussioner med den tilstedeværende astronom, Peder Nielsen Horrebow, demonstrerede zaren, at han var en kender af videnskaben, og han opfordrede Horrebow til at komme til Rusland. Det var ikke kun danske videnskabsmænd, zaren prøvede at få personlig kontakt med under sig ophold. Han forhandlede også med danske købmænd om sine storstilede planer om at ophjælpe den dansk-russiske handel. Krigsforberedelserne De mange adspredelser gav afbræk i de intense forberedelser til krigen. På sit skib rekognoscerede zaren ofte langs den skånske kyst, mens en mægtig allieret flåde samledes ved København. Den russiske flåde talte 14 linjeskibe, og den engelske admiral Norris befalede over 19 skibe, der var George Is bidrag. Også en mindre hollandsk flåde var til stede. Den skulle dog først og fremmest holde øje med, hvad der foregik, og forholdt sig neutral. Planen var, at den fælles flåde skulle operere i Østersøen og sikre et massivt herredømme, så ingen svenske orlogsfartøjer kunne chikanere transporten af de mange russiske soldater fra Nordtyskland og siden overførelsen af den dansk-russiske invasionsstyrke til Skåne. Flådens afsejling trak ud, da Frederik IV ønskede, at det danske kontingent skulle være det stærkeste. Han afventede derfor ankomsten af flådefartøjer fra Norge, herunder dem Tordenskiold havde vundet i Dynekilen. Den 7. august ankom viceadmiral Christian Carl Gabel fra Norge, og hermed nåede det danske bidrag til fællesflåden op på 19 linjeskibe og fire fregatter. Næste spørgsmål, der skulle afklares, var, hvem der skulle have overkommandoen over flåden. Man enedes om at gøre Peter den Store, der personligt ville deltage i operationen, til den formelle leder, men admiral Norris betingede sig uafhængighed og ville kun følge zaren efter forudgående krigsråd. Den frygtindgydende flåde, der den 16. august sejlede fra København, var den største, der nogensinde var set i Østersøen. Skibene lagde sig ved Bornholm, og svenske fartøjer i området søgte ly i Karlskrona. Nu kunne overfarten af de russiske styrker fra Warnemünde begynde. Zaren syntes vanen tro, at det hele gik langsommeligt, og var noget utilfreds med, at den danske transportflåde først forlod København 29. august. I de følgende uger satte 186 fartøjer mere end soldater over fra Nordtyskland til København, og den 15. september var missionen 8

9 afsluttet. Dagen forinden havde præsterne fået besked om på den følgende søndag at bede for, at invasionen skulle blive heldig, og Frederik IV foreslog zaren, at den 21. skulle være dagen, hvor det gik løs. Zaren afblæser aktionen Stor var de danske ministres forbløffelse, da deres russiske kolleger den 17. september erklærede, at en invasion måtte udsættes til det følgende forår, da det var blevet for sent på året. Man gjorde kraftige indvendinger, men da zaren to dage senere erklærede, at operationen var aflyst, var det definitivt. De russiske generaler, der var ankommet til Sjælland, synes at have lagt pres på zaren for at få ham til at opgive foretagendet. Den danske skuffelse var enorm. Året var begyndt med forberedelser til et forsvar af København, dernæst havde der været krigen i Norge og så den store mobilisering til den skånske invasion, der havde beslaglagt enorme ressourcer, ligesom zaren og hans suites besøg og indkvartering, som var kommet pludseligt og uvarslet, havde krævet sit. I de fleste købstæder var der blevet bagt beskøjter, og der blev leveret enorme partier af mel, hø, tørv og brænde med videre til soldaternes lejre ved Køben- havn. Det havde også krævet store anstrengelser at tilvejebringe de mange transportfartøjer, der skulle sætte de russiske soldater over. Dertil kom de lykkelige omstændigheder, hvorunder man havde opnået støtte fra den engelske konge. Men zaren var ikke til at hugge eller stikke i, og den 26. september bad Frederik IV ham om straks at give ordre til at trække alle russiske soldater på Sjælland og Hven ud af Danmark oktober sejlede de russiske styrker bort, uden at de havde udrettet det, de var kommet for. Hvordan kunne det komme dertil? Russerne gav danskerne skylden for, at aktionen blev afblæst. Danskerne havde, hed det, smølet med forberedelserne, men på interne russiske møder fremhævede zarens ministre, at landgangsoperationen var for risikabel, skønt man nu kalkulerede med, at aflysningen kunne føre til, at danskerne ville forlade alliancen og slutte særfred med Sverige. Blandt årsagerne til aflysningen var nok, at zarens rekognosceringer havde givet russerne overdrevne forestillinger om, hvor stærkt Karl XIIs forsvar var. Dertil kom, at man ønskede at overføre tropper til Polen, hvor et ulmende adelsoprør mod landets konge kunne give grobund for, at Sverige på ny etablerede sig syd for Østersøen, hvilket man for alt i verden ville undgå. Det er blevet hævdet, at Peter den Store aflyste operationen, fordi han underhandlede med svenskerne om en særfred eller fordi han ligefrem ønskede at erobre København eller Kronborg. Der er dog aldrig blevet fremført beviser for, at sådanne forhandlinger skulle have fundet sted, tværtimod. Helt frem til kort før aflysningen synes zaren at have regnet med at udføre planen. Den 6. september skriver han til sin søn Aleksej: Dersom Du vil gjøre Dig duelig til Tronfølger, da opsæt ikke Din Rejse hertil længere end otte Dage. I saa Fald vilde Du endnu kunne kommer til at tage Del i Felttoget. Meget tyder på, at det ikke var zaren selv, men hans generaler og ministre, der først var imod udførelsen af det planlagte. Nogle måneder senere klager Peter den Store således i et brev til feltmarskal Sjeremetev: Efter at I og flere af Generalerne havde faaet standset og hindret Landgangen, kan I nu se, hvor slette Virkninger dette har havt. Englænderne ere fuldstændig uenige 9

10 med os, de Danske tør ikke gjøre noget uden dem, og saaledes komme vi til at vende hjem med Skam. Var det blevet til noget med Landgangen, vilde vi allerede have faaet Fred; men i det Sted have de Raad, I have givet, ført til, at alt er blevet kuldkastet, og at Krigen er trukket i Langdrag. Med hensyn til spekulationerne om, at zaren havde onde hensigter mod Danmark, så synes den russiske styrke slet ikke at have været stærk nok til at indtage København. Den danske flåde ville kunne sætte de tilstedeværende russiske skibe ud af spillet og kunne vel i givet fald forvente støtte fra englænderne. Skønt der var flere russiske end danske soldater i invasionsstyrken, skal man fra de russiske fratrække de 2000 dragoner på Hven, og til de danske lægge garnisonen i København, borgervæbningen, og hvad man ellers ville kunne mønstre og bevæbne i byen. Dertil kom, at danskerne havde mere artilleri, og at København var velbefæstet. Peter den Store stod ikke stærkt nok til et angreb på København, og det har efter alt at dømme aldrig været hans hensigt. At der herskede mistillid og gnidninger mellem danskere og russere, er imidlertid evident. For eksempel var russerne utilfredse med, at de kun måtte sende 100 soldater inden for voldene ad gangen, når der skulle hentes vand inde i byen. Skønt tallet blev hævet til 150, gav det anledning til konfrontationer ved portene til tider med sårede og døde. Det er sandsynligt, at den uudtalte mistillid, der lå bag den intense danske overvågning, og som indbefattede en dansk fregat, der patruljerede i farvandet mellem Hven og Sjælland, virkede fornærmende på zaren. Forhandlinger og selskabelighed gjorde tilsyneladende ikke forholdet mellem zaren og Frederik IV bedre, måske snarere det modsatte. Under en troppeparade ved Frederiksberg Slot den 9. september fortalte zaren på sin vanlige ligefremme og samtidigt nedladende facon Frederik IV, at han ikke havde me- get til overs for de danske generalers dygtighed, og han nægtede at deltage i det efterfølgende taffel, hvis general Dewitz skulle være med. Han havde ikke glemt begivenhederne i Wismar i foråret. Kongen opfattede udtalelserne som manglende tillid til den danske hær, hvilket han fandt sårende og ærekrænkende. Zaren var også utilfreds med, at Frederik IV ikke ville gå med til at bruge den store flåde mere offensivt mod svenskerne, herunder at sende danske fartøjer til den Botniske Bugt, hvor de skulle have understøttet en planlagt russisk invasion i Østsverige. Den gensidige mistillid gødede jorden for, at zaren kunne lade sig overtale af generalerne til at afstå fra et angreb. Den utålmodige og iltre zar kan godt have følt, at danskerne smølede, men indrømmede ofte, at hans klager havde været forhastede. Danskerne bestræbte sig til det yderste med de ressourcer, man havde til rådighed, og forsinkelserne var til at overse. Og russerne var heller ikke selv klar med alt til tiden. Et dragonregiment, som russerne selv stod for oversejlingen af, ankom først den 15. september, to dage før aflysningen. Hvad der holdt Danmark og Rusland sammen var deres fælles fjendskab mod Sverige. Den gensidige skepsis var ikke større end, at man grundlæggende stolede på, at man ikke ville hinanden det ondt. Derfor havde Frederik IV intet hastværk med at få alle sine soldater samlet, før russernes ankomst. Tværtimod søgte han at spare på udgifterne til hærens fortæring ved at sørge for, at de ankom så tæt på den planlagte invasion som muligt. Omvendt blev Peter den Store roligt boende, mens hans tropper forlod byen. Det var vigtigt for Frederik IV at bidrage med tilstrækkelig styrke, så han ikke kom i lommen på zaren, ligesom den engelske flådes 10

11 håndsrækning var en kærkommen blåstempling af de territoriale gevinster, han håbede, der ville komme ud af aktionen. Danmark kunne næppe stå stærkere og Sverige svagere. Derfor var den danske skuffelse enorm, da russerne aflyste. Hertil kom, at man havde bestræbt sig med så megen møje i et år, der havde budt på så mange udfordringer. Afrejse og efterspil Trods afblæsningen af aktionen forblev zaren i København i mere end en måned. Man forhandlede om en mulig invasion det følgende år uden at kunne komme til enighed, og det selskabelige program fortsatte også. På Frederik IVs 45-års fødselsdag, den 11. oktober, blev der holdt maskerade på Københavns Slot. Fra riddersalens galleri var alle byens honnette folk inviteret til i forklædning at overvære de to fyrstelige par indtage deres aftensmåltid. Dernæst måtte de komme ned til selve festen. Ifølge en beretning underholdt zaren sig samme Tiid med Dantz samt ellers viiste sin store Fornøyelse over én og anden Masques Artighed. Det var tilsyneladende ikke alle det danske hofs forlystelser, zaren fandt kedsommelige, sådan som det ellers antydes i andre beretninger. Den 26. oktober spiste Peter den Store og Katarina for sidste gang sammen med Frederik IV og dronning Louise på Københavns Slot. Efter måltidet tog de afsted, og næste morgen tidlig rejste zaren og zarinaen fra byen. De danske og russiske fyrster havde forsikret hinanden om ubrydeligt sammenhold og venskab, men sandheden var, at de efter besøget stod hinanden fjernere end før. Det aflyste felttog øgede også kong Georges uvilje mod zaren. Fra engelsk side mente man, at zaren i virkeligheden bare var interesseret i at sætte sig fast med sin hær i Danmark og Nordtyskland, og man frygtede, at Peter den Store skulle gøre sig til herre over Østersøen. Sverige, der havde været trængt i sommeren 1716, stod nu med bedre muligheder såvel på krigskuepladsen som diplomatisk. Alliancen havde slået store revner. I de følgende år angreb den danske konge i Bohus Len, mens svenskerne gjorde indfald i Norge. Den 3. juli 1720 sluttede man fred på Frederiksborg Slot. Mod et vederlag på rd gav Danmark afkald på de erobrede områder, Rügen, en del af Forpommern, Wismar og Marstrand; til gengæld måtte Sverige opgive sin frihed for at betale Øresundtold og i øvrigt love aldrig mere at yde Gottorp hjælp til skade for Danmark. I forlængelse af fredsslutningen udstedte England og Frankrig garantier for den danske konges udelte besiddelse af hertugdømmet Slesvig. Ellers blev Gottorp restitueret, men den danske sydgrænse syntes mere sikker end tidligere. Krigen havde samlet set svækket Sverige, der nu var en stat på niveau med Danmark-Norge. Den gamle dansk-svenske rivalisering om at beherske Østersøen var fortid. Konkurrerende magter havde meldt sig først og fremmest Rusland, men også Polen og Preussen. Frederik IV og hans efterfølgere forstod at placere Danmark så heldigt i konflikterne i Østersøen og Europa, at Den Store Nordiske Krig blev landets sidste større konflikt i 1700-årene. Aldrig siden har Danmark været tættere på at vinde de tabte provinser mod øst tilbage. Til de mange spildte udgifter føjede sig de krav om betaling for indkvarteringen, som Københavns borgerskab meldte sig med krav, der også indeholdt vidnesbyrd 11

12 om de russiske gæsters hærgende ødelæggelser, grænsende til vandalisme. Blandt ødelæggelserne i Wilhelm Edingers gård var 440 knuste glasruder. Edinger forlangte samlet 3556 rd i betaling, men som så mange andre af byens borgere, blev hans fordringer væsentligt nedsat, og han fik kun udbetalt 1005 rd. Historierne om zarens og russernes tilstedeværelse i København og Danmark levede videre i erindringen. Og når man i 1700-årenes København oplevede noget tumultarisk, blev det almindeligt at sige: Er det Moskovitten, der er kommen til Staden! 12